Himalayan Project medlemsblad Nr. 50

Himalayan Project

Nr.50. - 25. årgang - Himalayan Project - September 2023

Bestyrelsen Himalayan Project

formand: Hans Østergaard, Iglsøvej 47 C, 7850 Stoholm hans@nepalhelp.dk

sekretær: Allan Danfær - danfaer@mail.dk

medlem: Randi Holm Nielsen - randiholmnielsen@icloud.com

medlem: Ulla Bondam - ulla@ulla.dk

administrator: Kurt Lomborg, Kjeldbjergvej 34, 7800 Skive Tlf. 97 54 53 08 - kurt@nepalhelp.dk

30 år i Bhakanje

af Papa Kurt

Det var aften og så småt ved at blive mørkt, da Anne-Marie, Janaki og jeg forlod the-fabrikken og gik op i bygden. Vi prøvede at snige os forbi den lille snuskede smugkro, hvor Mingma Doma og Danu serverer diverse drikkevarer og æggeretter; men den gik ikke. Vi var opdaget og beordret ind på bænken. Der blev uden videre serveret en øl til hver af os. Ikke en foræring, for vi kommer altid til at betale for den; men de ved udmærket, at vi har reglen, ”ingen alkohol før solnedgang”, og det var netop nu. Der sad allerede en række andre tørstige sjæle, og snart blev der grinet og snakket om både ingenting og en masse ting.

Skolelæreren Ang Domi, som altid trænger til en opstammer, spurgte med et grundende blik, ”hvor længe er det egentlig at I har færdedes her i Bhakanje”. Jeg skulle lige til at svare, da Mingma Doma brød ind, ”ved niende fuldmåne efter Losar er det 30 år siden, at I kom her første gang”. For hun husker, at vi blev budt indenfor af hendes mand, Danu, som var

med på vores første Nepal-trek som køkkendreng, og vi kunne jo ikke gå forbi hans hjem uden at komme indenfor til the og chhyang.

Der blev vi introduceret for deres søn nummer tre, som blev født ved syvende fuldmåne efter Losar, og jeg havde bemærket, at ”han var da en fin lille dreng”. Derfor huskede hun datoen ganske nøje, og nu fik vi besked på, at vi bare havde at komme den niende fuldmåne i år, for så vil hun fejre vores 30 år.

Anne-Marie bliver hjemme; men jeg vil være i Bhakanje den 29. oktober, for det vil jeg da ikke gå glip af.

Nu er alle deres fire drenge blevet voksne, og det er alle de andre skolebørn, som vi mødte dengang, også. Mange er flyttet bort; men de fleste, som stadig er her, de har selv fået børn eller endog børnebørn, som nu er vores skolebørn i Bhakanje Skole. En del af de, som var jævnaldrende med os dengang, dem møder vi fortsat som gamle mennesker, omend de fleste af dem er døde hen ad vejen.

Fotos: Forside: Papa Kurt foran den første skole i Bhakanje, Chhimbu Basic School. Bagside: På vej ”hjem” fra Thefabrikken ved aftenstide, op mod Bhakanje Gompa, sammen med Ang Dawa, Jyoti og Janaki der bærer Papa Kurts Officebag. Fotos: Papa Kurt.

Gyalzen mødte næste dag op med et billede, som han har hængende på væggen derhjemme, for vi besøgte også hans hjem. Han var ikke selv hjemme; men det var hans forældre og hans søster. Jeg tog et billede til afsked og fik det senere kopieret og sendt til dem. To billeder med 30 år imellem. I mellemtiden er forældrene døde, og søsteren har giftet sig om på den anden side af bjerget. Og Gyalzen selv er desværre blevet afhængig af alkohol i form af hjemmebrændt rakshi.

En anden, som har været med længe, det er min gamle ven, Harka Maya Basnet, som lige er fyldt 80 og vistnok hele egnens ældste. Hun har sagt farvel til mig

flere gange, for nu var hun sikker på, at hun ville dø, før jeg kom tilbage næste år. Hun er stadig slagfærdig og blander sig i alting, så nu er vi blevet enige om, at vi aldrig mere vil sige farvel.

På forårsturen lavede jeg sammen med Anne-Marie og Janaki en lille video med en præsentation af de 30 års projektarbejde i Bhakanje. Hvis din mobiltelefon har QR-kode-læser, så kan du åbne videoen fra koden i dette billede, men ellers kan du også åbne Youtube.dk og i søgefeltet skrive: ”2023 Himalayan Project i 30 år”

Vi tilbragte nogle dage sammen med Namgyal. Ham har vi været knyttet til, siden vi mødte ham for 25 år siden som en stor skoledreng, og nu er han Borgmester i Solududhkunda Municipality, Solukhumbu Distriktets bykommune. Om fire år kan han efter to valgperioder ikke genvælges; men så er hans ambition at stige op i den politiske karriere for at ende som præsident. Det vil vi gerne opleve, så nu bliver vi nødt til at hænge ved i mange år endnu.

Namgyal var en af vores allerførste scholarship – faktisk nummer 4 ud af de 691 studenter som har været igennem vores studiestøtteprogram. Senere bestyrede han vores arbejde i HIPRON, indtil han i 2017 stillede op til kommunalvalget i Solukhumbu District og imod alle odds vandt valget. Hans valgtale indeholdt,

”Jeg er uddannet af danskere; danskerne er Jordens lykkeligste folk; jeg vil frembringe en kopi af Danmark her i Solu”. Han fik et sikkert genvalgt i 2022 og er nu på sjette år en fantastisk borgmester, simpel, målrettet og accepterer ikke korruption. Anne-Marie og jeg er umådeligt stolte af Namgyal. Du kan tjekke hans forhistorie på hjemmesiden www.nepalhelp.net.

På vejen til Bhakanje her i foråret besluttede vi at tage omvejen omkring distriktshovedstaden Salleri, for lige at besøge ham omkring en enkelt overnatning; men den gik ikke. Han tog fri i tre dage og førte os rundt i hele hans kommune i kommunens Landcruiser med bløde fjedre og chauffør ad knapt farbare veje.

I februar 2019 besøgte borgmester Namgyal Skive Kommune og blev vist rundt overalt i kommunen. Det inspirerede ham helt enormt. Her oplevede han alt det, som han havde lovet sine vælgere, i en kommune som både i størrelse og befolkningstal mindede om hans egen; men med den meget væsentlige forskel, at Skive Kommune har et budget der er 50 gange større end hans Solududhkunda.

Han var blevet meget imponeret af Skives rensningsanlæg, hvor han blev vist rundt og forklaret i alle detaljer fra det uhumske kloakvand ankom til det klareste vand blev ledt ud i Limfjorden, og lugtfrit tørstof var klar til at blive spredt på marker som gødning. Bortset fra gødningen, så er der jo ikke meget profit at hente i sådan et anlæg. Det var den ansvarlige holdning overfor miljøet og sundheden som betog ham. Hjemme i Nepal viste det sig, at der kun var et eneste tilsvarende anlæg, og det var i en forstad til Kathmandu. Han

fik kontakt til en ingeniør, som var ved at være træt af altid at svare på spørgsmål, uden at der skete noget; men det gjorde der her. De fik designet et lille anlæg, som kunne dække en tredjedel af distriktshovedstadens 3.500 indbyggere, og straks gik arbejdet i gang. De er nu gået i gang med et lidt større anlæg nummer to, før det første var færdigt, og anlæg nummer tre er ved at blive forberedt.

Befolkningen var fra starten helt med på projektet; men nu da den sødlige kloakhørm er forsvundet fra den nordlige tredjedel af byen, og de slimede kager nede ad bjergsiden er forsvundet, så synes de nordlige beboere allerede at have glemt, at det har gjort en forskel, og de begynder at brokke sig over, at pengene kunne have været brugt til noget andet. Heldigvis er de to øvrige tredjedele fortsat med på idéen, da de fortsat kan se forskellen. Namgyal nævner selv sit ansvar overfor de millioner af mennesker, som bor nede i slettelandet langs Ganges og drikker vandet. Han mener også, at der kan blive noget business med gødningen, hvis det kan ligge og tørre i den

klare bjergluft.

Han var også blevet meget betaget af Skives centrale busholdeplads, om end han var stærkt forundret over, at så store og luksuriøse busser kørte næsten tomme omkring. Det vil aldrig ske i Nepal, for der afgår bussen først, når den er fuld. Det giver trafikale problemer, for i Salleri er der kun to gader, hovedgaden og omfartsvejen, og ingen af dem er brede. Dér holder så alle busserne og overnatter fra om aftenen, når de ankommer, til tidlig morgen når de dytter i hornene for at kalde passagerer til. Nu får de parkeringsforbud og må overnatte på Buspark.

Busturen fra Salleri til Kathmandu tager omkring 14 timer og skal langt sydpå, før der kan drejes vestpå. Efter en hel dag hos Teknisk Forvaltning i Skive, blev han gjort meget opmærksom på betydningen af vandafledning for en vejs stabilitet. Nu er han næsten færdig med at bygge genvejen direkte vestpå, som kan afkorte køreturen med 3 timer. Det har ingen turdet tænke på før, for vejen skal op over to høje pas med ustabile skråninger, så nu har han bygget solide kanaler, før vejen bliver

gjort færdig. Med stenbrolægning, fordi det er 20 gange billigere end asfalt.

I kommunen Likhupikey, som Bhakanje er et sogn i, der tog det tre år at få bygget en enkelt bro over Likhu Khola. Namgyal har nu på fire år bygget 13 med en noget større spændvidde. Han har været god til at skaffe udenlandsk bistand, især fra Tyskland og Belgien. Disse har været så glade for samarbejdet, at de forærede kommunen den lækre Landcruiser, som vi blev kørt rundt i.

For mere end 20 år siden donerede Bill Gates en stor pose penge til etablering af et vandkraftværk. De der skulle administrere pengene tog hovedparten til konsulentbistand, og en god del af resten forsvandt lokalt, dels til besigtigelsesrejser og middage og dels til lommepenge. Namgyal prøvede i sin første valgperiode at få genskabt økonomien, men håbløst. Så nu fandt han pengene andetsteds og

Distriktshospitalet blev bygget færdigt allerførst i hans borgmesterperiode. Virkelig et stort og flot sted med en masse udstyr, og i de første par år rigtig velfungerende under Namgyal’s opsyn og vejledning. Men så besluttede regeringen, at alle distriktshospitaler skulle administreres direkte under sundhedsministeriet. Namgyal mistede sin indflydelse, og langsomt blev service forringet. I dag er der kun få ansatte, som fører sig frem med den, for de nepalesisk offentligt ansatte, typiske lade og indifferente attitude. Vi så kun ganske få patienter siddende på ventebænken; men

vi så ingen i behandling. Senere hørte vi en række horrible historier om fejldiagnoser og fejlbehandlinger. Folk forsøger så vidt muligt at undgå hospitalet og søger i stedet til de små Health Posts, eller helt til Kathmandu – eller til det nye hospital som er bygget i Tapting, et afsides hjørne af kommunen.

En af de store Everestbestigere, Wongchhu Sherpa, havde tjent stort på at slæbe en masse ”turister” til tops på både Everest og flere af de andre giganter. Han var vokset op i Tapting. Han fik kræft

bygger færdig på få måneder.

og nåede ikke at se hospitalet færdigbygget. Vejen dertil er lang og er en temmelig sølle bjergvej; men hospitalet er flot med en meget aktiv og dedikeret stab. Her mødte vi en af vores scholarship modtagere, Chemi Sherpa, som vi uddannede til jordemoder.

Han har også været god til at lobbye hos landbrugsministeriet, så han har fået en del tilskud til landbrugsprojekter. Der er etableret 12 ørreddamme, gedefarme, æbleplantager, kiwiplantager og grøntsagsproduktion.

Vi prøvede engang at få lov til at sende en brandbil til Salleri; men vi kunne ikke få importtilladelse til en brugt bil. Nu har han købt en ny brandbil fra Indien, som betjenes af hans egen kommunale politistyrke på 12 mænd og kvinder. En gruppe som han er meget stolt af, og som altid er til tjeneste for ham. Også en gruppe som vores borgmester i Skive er lidt misundelig over.

Kun ét af projekterne var ikke ordentligt gennemarbejdet. Det var Genbrugspladsen. En stor udgravet plads, hvor alskens affald bliver smidt, plastik, pap, glas, køkkengrej. Sorteringen sker først senere, når man har fået en aftale med en modtager i

lavlandet eller i Indien, og så er det noget værre bøvl at starte sorteringen. Derfor har vi inviteret ham til Skive igen, for nu skal vi vise ham en ordentlig genbrugsplads og vise ham, hvordan vi kan gøre affald til en indtægtskilde.

Midt i juli sendte Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard, en invitation til sin kollega i Nepal. Anne-Marie og jeg sendte ham samtidig en invitation til at bo hos os. Men her 2½ måneder efter kan den danske ambassade i Delhi stadig ikke bevilge ham visum. Det er mig ubegribeligt, at vores land er blevet så bange for udlændinge, at vi ikke engang tør lukke en nepalesisk borgmester ind på et kort besøg.

Namgyals meritter fik vi lavet en lille video om. Du kan bruge QR-koden eller du kan søge på youtube.dk og skrive ” 2023 Solududhkunda Municipality”

Samfundsudviklingen

Vi danskere er generelt veluddannede, og andelen af højtuddannede øges på bekostning af mellemuddannelserne og de tekniske uddannelser, så de to sidste begynder at mangle. Der bliver også flere uden arbejde, pensionister med forskellig årsag, ledige og unge som ikke kommer i gang. Derfor er vi begyndt at invitere de, som vi mangler, til at komme og arbejde og bosætte sig her; folk som er klar til at tage fat og yde. Vi inviterer også unge udlændinge til at kommer her for at studere; men de fleste rejser væk igen efter endt uddannelse. Mange andre lande, som vi plejer at sammenligne os med, har samme problemer som os; men de fleste har mere held end os med at få fat i og at fastholde de fremmede og at gøre dem til en del af deres samfund og kultur.

I Nepal forstærkes udlængslen fortsat; faktisk meget voldsomt. Majoriteten af unge drages mod udlandet, drevet af en indre kraft til at komme væk fra et dysfunktionelt samfund, med tvivlsomme udsigter til en fornuftig fremtid. De kan jo se på mobiltelefonen, hvor imponerende resten af Kloden ser ud, og hvor spændende det er at være der. De ser ikke på telefonen, hvor dyrt der er, og hvor meget der skal knokles for at få råd. Men ikke alle har lige store muligheder for at komme væk. Der skal være opbakning fra og plads i familien, og der skal tages lån, for det er dyrt at migrere. Der er så stor prestige i familien at kunne sige, at ”vi har sendt vores søn/datter til …lykke…land”, at det lykkes for flere og flere, hvilket efterlader resten tilbage i en frustration og modvilje, som begynder at præge det nepalesiske samfund.

Den menneskelige drift til udlængsel starter jo i puberteten. I gamle dage blot ”væk fra familien”, nu også ”væk fra hjemegnen”. Niende og tiende klasse er en stressende hurdle for at lære hele pensum; ikke nødvendigvis at forstå, men bare at lære udenad er godt nok. Lykkes det bare nogenlunde, så er næste skridt High School (gymnasiet – 11-12. klasse), og det skal være i Kathmandu. Uanset om resultatet er godt eller skidt, går planlægningen i gang. De fleste lader sig indskrive på Universitetet. De klogeste, og de der lytter til fornuftige folk (såsom vores scholarship-studenter), de gør bachelor færdig, før de drager afsted. Sideløbende finder de et arbejde og sparer penge op, og går også på sprogkursus, for de fleste prestigelande kræver visse sproglige færdigheder for at give visum. De, der har det svært med studierne, koncentrerer sig om arbejdet at skrabe penge sammen og om deres sprogskole, indtil de efter to år på universitetet skal præstere at bestå en eksamen, som de dog kan gå om efter et år, og så er tre år jo gået og lidt penge sparet op.

Der er i princippet flere måder at migrere på. Den simpleste er at drage til Indien. Der er åben grænse; men ikke meget forskellig fra vilkårene i Nepal. Man kan også forsøge sig med et turistvisum; og så gå under radaren og arbejde sort, indtil det bliver opdaget. Det er en risikabel metode, for mange bliver snydt, og så er der lukket for adgang til det land fremover. Desuden er det en væsentlig grund til, at mange lande et tilbageholdende med at give turistvisum til nepalesere. Selv til en borgmester med officiel indbydelse.

Mange lande inviterer med arbejdsvisum i 2 år, som derefter kan forlænges. De

simpleste lande er i Mellemøsten og Malaysia. Det er relativt billigt at få visum og at komme afsted; men lønnen er ikke høj, og der er en risiko for at blive snydt. Også ret billigt er det at få visum til Sydkorea og lidt dyrere Japan; men de kræver sprogfærdigheder og en adgangseksamen før de giver visum. Her er lønningerne bedre, og der er orden i sagerne; men der åbnes kun for en vis kvote hvert år. Noget dyrere er det at få arbejdsvisum til Europa; op imod 50.000 Kr. Det er især Frankrig, Portugal, Polen, Cypern, Malta, Kroatien og Rumænien. Med de åbne grænser, kan de efter en tid rejse videre ud i Europa og prøve lykken; men det er svært at få opholdstilladelse udenfor visumlandet, så for de fleste bliver det midlertidigt eller illegalt. For de klogeste og smarteste kan det dog lykkes, og endog her i Skandinavien; mest Norge, noget Sverige og ikke ret meget Danmark.

De klogeste, smarteste og rigeste, og det gælder både for lande og for studenter, de vælger studievisum. Hvis studenten kan fremvise et 10-tal, så er der åbent for at søge hos højprestige landene USA, Australien, Canada og England. Her er formålet at nå hele vejen igennem til en bachelor eller kandidatgrad, for hvis de ikke består eksaminerne hen ad vejen, så må de drage hjem igen. Til gengæld er det nemt at få opholdstilladelse efter en afsluttet eksamen og fremvisning af en god ansættelseskontrakt. Det er ekstremt få som derefter vender hjem som andet end turist, eller når det er billigere at blive gammel i Nepal. Den store vinder er værtslandet. Stort set gratis øger de en arbejdsstyrke, som er uddannet i deres eget system, og som er arbejdsomme mennesker.

Men det er forbeholdt de velstillede. De indledende procedurer og afrejsen koster nemt op imod 70.000 Kr, studieafgifterne omkring en kvart million, og så er der leveomkostningerne. De fleste er nødt til at arbejde ved siden af studierne for at klare udgifterne og at tilbagebetale lån. For nogle går det så hårdt ud over studierne, at de kun akkurat består, og så er det jo svært at få job og ophold, og så må de jo vende hjem. De der har uddannet sig til job med højt ansvar, såsom læge og sygeplejerske, de skal til en embedseksamen, når de kommer hjem, og her er der en del der dumper.

Nepal selv sørger for studievisum og studiestøtte til visse studier, såsom pilotuddannelsen som foregår i Indonesien. Også her dumper en del når de kommer hjem.

Flere Europæiske lande har kvoter for udenlandske studerende, herunder også Danmark. Vores højere læreanstalter har svært ved at klare økonomien, hvis der ikke kommer folk udefra og betaler for at studere. Her i Danmark er det meget få nepalesere som etablerer sig efter endt uddannelse, men i både Norge og Tyskland er der flere.

Uanset, så er de nepalesere som bliver hængende i det nye land, for langt størsteparten en gevinst. Det er folk, som gerne vil bestille noget. De har ambitioner, og de er stærke både fysisk og psykisk uden at være magtsyge. Og så er nepalesere, i det store og hele, dejlige mennesker som har nemt ved at udtrykke glæde, og i det hele taget er nemme at omgås.

Hvad så hjemme i Nepal? Mere end en halv million nepalesere drager årligt udenlands her i de senere år, og tallet er

stærkt stigende i de sidste par år. Det er 2% af befolkningen, eller 10% af aldersgruppen 25-35 år – der rejser ud, hvert år. To-en-halv million nepalesere er bosiddende i udlandet, og også dette er stigende. Det er knap 10% af befolkningen og overvejende den yngre del. Det er hver tredje familie, og snart hver anden, som har mindst et familiemedlem i udlandet. Fire ud af fem har været mænd, men andelen af kvinder er stigende. Det er de ressourcestærke, der rejser. Det er de svagere og svage, som bliver tilbage. Det er blevet markant sværere at finde kvalificeret arbejdskraft i alle sektorer. De, der ansættes, bliver sværere at oplære og sværere at få til at magte de arbejdsopgaver, som de er ansat til. Produktiviteten daler og dermed også den sunde del af landets økonomi.

De store summer som migranterne sender hjem, er virkelig voldsomme i et fattigt land som Nepal. For et par år siden var det 50 milliarder Kr og en fjerdedel af Nepal’s økonomi. I dag er det nok snarere en tredjedel. Men for landet er det ikke en sund økonomi, for det er arbejdsfri indtægt direkte til forbrugerne, der afbetaler lån (2530% af de overførte beløb) og køber varer og forbrugsgoder for resten. Det betyder, at der eksporteres mindre, og importen øges temmelig drastisk, og dermed forringes handelsbalancen med op imod 40% af landets økonomi. Hvis det fortsætter, er det den sikre vej mod statsbankerot, og de første tegn er ved at vise sig. Bankerne undgår konkurs ved at de små fusionerer med de større, og nu begynder de større også at fusionere med de store, så der kun er det halve antal tilbage. Ude i kommunerne har de over et par år modtaget kraftigt forøgede statslige driftstilskud, og de har allerede vænnet sig til de glade dage

ved at sætte gang i projekter med en lang løbetid; men nu bliver tilskuddene beskåret, så mange projekter kommer i krise, og det samme gør de lokale med-investorer.

Også nede i familieplanet går det galt nu. Et familiemedlem som går på arbejde, er trods alt stadig en del af det daglige familieliv, men migranterne er helt ude. De tilbageværende ansvarlige for familien, det er især kvinderne, bliver mere bundet og kan ikke påtage sig arbejde udenfor familien. Så landet mister ikke kun den migrerende arbejdsstyrke, men også en stor del af de tilbageblevne. Derudover modtager mange familier så store beløb fra udlandet, at det ikke kan betale sig at gå på arbejde. Det er især et problem blandt de unge, og især blandt de tilbageblevne piger, som sidder på cafe i smart tøj og frisure og tjekker mobiltelefon, i stedet for at studere eller at gå på arbejde.

Myndighederne, både de folkevalgte og embedsmændene, synes stadig ikke at forstå konsekvenserne. De rider stadig på den økonomiske bølge, og tror på at det nok skal blive bedre om lidt. Eller de ved godt, at det er skidt; men det er forfærdeligt svært at skære ned uden at blive meget upopulær.

Alt i alt en række meget negative tendenser, som ser ud til at nærme sig, eller måske allerede har nået, ”the tipping point”, hvor få bliver rigere og rigere, mens de fleste bliver fattigere eller fortsat i en periode, endnu kan ride med på bølgen. Alle er usikre på fremtiden, og rigtig mange virker modløse eller ligefrem opgivende.

Hvor stiller det så Himalayan Project?

Befolkningen i Bhakanje er også en del af den udvikling. Lidt forsinket oplever

vi også, at de større skolebørn får cafépenge tilført udefra og skulker fra skolen, mens de spiser slik. Der er færre landarbejdere til rådighed, fordi flere får penge nok tilført udefra. Det bliver sværere at få udført markarbejdet, og mange bønder kan jo også være ligeglade, for deres børn er jo også rejst efter pengene. Vi får også sværere ved at skaffe håndværkere til byggerier. Når deres børn bliver store nok migrerer de også – også vores scholarship studenter har driften.

MEN, vi har startet en sund produktionsøkonomi op i Bhakanje, for vi laver og eksporterer the. Vi lægger lodder i den rigtige vægtskål. Vi har fortsat indflydelse på befolkningen, både de voksne og børnene. Vi kan stadig påvirke vores lille hjørne af kloden Jorden. Vi kan stadig sikre, at de klogeste vil forsinke deres afgang og laden stå til, indtil de har sikret sig, at de har fast fundament i deres hjemegn, så de har noget at falde tilbage på.

Hjemme i Bhakanje

Hvordan går det så i Bhakanje. Tjahhhh. Både godt og skidt. Lad os starte med det knap så gode. Desværre handler det om Bhakanje Skole. Samtidig med at vi byggede thefabrikken, har Janaki og jeg sammen med de lokale skolefolk drømt og planlagt, at vi skal have opgraderet skolen til High School med landbrugsfaglige tilvalgsfag, hvor især the skulle være et centralt emne. Skolen gik i gang med at søge kommune og distrikt om opgraderingen, og tilladelsen kom kort efter corona. Vi gik i fællesskab i gang med at søge efter et passende areal. I alt skulle der bruges en hel hektar, da det er et krav, at der også skal være plads til en fodboldbane. Imellem skolen og fabrikken kan det lade sig gøre at skabe passende fladt land; men vi fik at vide, at det var alt for dyrt, og der var juridiske vanskeligheder. Jeg bad dem gå videre, for det med prisen kunne vi nok finde ud af, og det juridiske kunne vi hjælpe dem med.

I et år hørte vi ingenting; men i det tidlige forår fik vi at vide, at de for kommunale midler havde købt en halv hektar ret langt nede ad skråningen og ret langt fra den

nuværende skole. De var også i gang med at forhandle om den anden halve hektar nabogrund; men var rendt ind i samme juridiske problemer som højere oppe ved skolen. Men det havde pludseligt været hastende, for de havde fået et tilbud fra et trekkingsbureau, der ville forære dem en skolebygning med fem klasseværelser og toilet, hvis den kunne være færdigbygget sidst på foråret. Vi var ikke tilfreds med den udvikling og spurgte ind til, hvad deres plan var. Men de havde ingen plan, påstod de, så vi besluttede at afvente til vi kom på besøg i april.

Det blev en deprimerende oplevelse. En gravemaskine havde planeret skråningen, så godt som den kunne og opnået en tredjedel af det indkøbte areal fordelt over to terrasser, hvor den ene var fuldt optaget af en bygning klampet op af fundablokke og malet hæsligt gul. Der er godt nok 5 lokaler, men de er kun på 15 kvadratmeter hver. Døre og vinduer er i tynd plastic med plastichåndtag. De to toiletrum er simple og uden vand, og plastikhåndtaget til det ene er allerede gået i stykker. Vi prøvede at få fat på ward-formanden og skoleinspek-

tøren; men de havde forfærdeligt travlt med en masse andet.

Naboen prøvede at undgå os; men han er en af mine gamle venner, så jeg indfangede ham, og lykønskede ham med salget af jorden. Det var et skud fra hoften, men det viste sig, at jeg ramte plet. Han plejer at gå omkring i udslidt arbejdstøj; men nu havde han fået helt nyt. Jeg prøvede at udfritte ham, men han vidste faktisk ikke, hvor maget han havde fået for jorden. Det var noget som hans søn stod for. Javel-ja; hans søn er netop skoleinspektøren. Vi forlangte at få et møde; men ward-formanden fik pludselig travlt med at komme til et møde i Kathmandu, og der gik yderligere fire dage før skoleinspektør Lhakpa prøvede at snige sig forbi os. Men vi fik fat i ham.

Han fastholdt, at der stadig ikke er nogen plan; men det er meningen, at hele skolen skal flyttes derned på skråningen, og den nye bygning skal bruges til High School afdeling. Han grinede fjoget og skrabede

med fødderne, da vi spurgte ham, hvor mange unge mennesker på 18-20 år han ville stoppe ind i de små rum. Hvordan vil han opnå en hektar, når den halve kun har givet en syvendedel, og nabogrundene er endnu mere stejle? Hvad havde de betalt hans far for jorden? Hans eneste reaktion var det fjogede grin.

Vi har siden fået at vide gennem Namgyal fra matrikelkontoret i Salleri, at de har betalt 130.000 Kr for den halve hektar. Hvor meget den gamle simple far har fået, det får vi nok aldrig at vide. Manden med den gode jord deroppe tæt på skolen, han er rasende, for de havde gennemført handlen uden at involvere ham. Vi spurgte ham, hvad han ville have solgt for, og det var det halve. Nu hører vi, at de har skrevet slutseddel på den stejle nabogrund, og at de har fået en sag på halsen, for det nye kommunale budget er blevet kraftigt beskåret, og dette jordkøb er nu sparet væk.

Midt her i oktober tager Janaki og jeg til Bhakanje, og så må vi se at få afsluttet den

her sag. De lokale skolefolk har vist med al tydelighed, at de ønsker at gennemføre deres egne planer, som de ikke kalder planer, så den sandsynlige udgang må blive, at Himalayan Project ikke længere tager del i skoledriften i Bhakanje. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad de skulle gøre for at råde bod på deres fejlslagne politikker.

I foråret blev vi i Bhakanje opsøgt af borgmester Mina Basnet fra vores kommune. Tilbage i 2018 byggede vi sammen med PONA en imponerende bygning i kommunehovedbyen Chaulakharka, som var beregnet til High School klasserne, og det var meningen, at vi skulle videre med resten af skolen, for den var virkelig i en meget sølle forfatning. Men halvt inde i byggeprocessen var der kommunalvalg, og en arrogant maoist blev borgmester. Han fyrede den samarbejdende skoleinspektør og ansatte en dum og tvær partikammerat, og så mistede vi kontrollen med håndværkerne. Halvdelen af byggeriet er OK, men resten er stærkt præget af byggesjusk. Vi byggede færdig og forlod skolen.

Den nye borgmester Mina er god nok. Hun er gift med den fyrede skoleinspektør, og nu trygler de os om at komme igen og bygge videre, for vores bygning er nu

skolens eneste brugbare, hvor alle skolens funktioner foregår, fra børnehaveklasse op til High School. Hun har inviteret Janaki og jeg til Dashain. Årets største helligdag, hvor hele Bhakanje alligevel er lukket ned. Så måske skal vi konvertere vores indsats til denne eksisterende High School i stedet for at spilde vores tid med et fejlslagent projekt i Bhakanje. Det får du nyt om i næste medlemsblad til vinter.

Heldigvis går det bedre med Bhakanje Tea Factory. Sidste år kneb det med at afsætte alt vores the, og rent faktisk var vi ikke særligt godt tilfredse med den. Vores to the-magere havde ikke forstand på at smage på the. Så de måtte sende prøver til Janaki, og hun sendte nogle af dem videre til mig. Derfor gik de første af vores dage på fabrikken med at smage os igennem 400 kg the, hvor de to ansatte blev nødt til at smage med. Langsomt fik de fornemmelsen, og langsomt fik vi the nok. Især Anne-Marie begyndte at strejke. Resultatet blev, at 300 kg af lagerbeholdningen var den sædvanlige høje kvalitet, mens de 100 kg var svage eller smagløse eller ligefrem dårlige. De gode blev straks eksporteret til Perchs Thehandel og til vores opkøber i New York; men af de 100 kg lavede vi 20 kg om til kompost, mens resten fortsat er ved at blive solgt på det lokale marked til langt under produktionsprisen.

At drengene nu har lært at smage, det har virkelig hjulpet. Alt hvad de producerer skal smages og vurderes. De har tre kategorier: quality – normal – poor, hvor de straks lægger dem i den korrekte kategori på lageret. Samtidig lærer de også, mens de har selve processen i erindringen at fornemme, hvad der er godt og skidt at gøre.

Kort efter at vi kom tilbage til storbyen, hyrede vi en ekspert til at besøge fabrikken i 14 dage og justere deres procedurer. Det har hjulpet. De er blevet meget mere bevidste om, at selv små forandringer betyder noget.

Men vi har fortsat nogle problemer med produktionen, som vi skal have løst. Den vigtigste er elektricitet. Det lokale elværk leverer kun akkurat strøm nok til at husholdningerne kan dække deres basisbehov. På fabrikken kan vi kun bruge den til at holde vores computer kørende. Mens vi var på fabrikken knækkede en hel række elmaster. Simple træmaster af poppeltræ som rådner i jordniveau. Heldigvis blev ingen ramt, men elværket brød sammen og kom først op at køre igen efter2½ uge.

Vi er afhængig af den strøm, som vi selv kan producere med vores store grådige generator. Foreløbig har denne sæson fra april forbrugt 2.820 liter diesel. Det udgør 40% af the’ens fremstillingspris og er ikke særligt økologisk.

Vi har igennem mange år lobbyet for at få det nationale elnet op til os, og hele tiden fået at vide, ”om et halvt år”; men intet er sket. Da vi besøgte Namgyal, havde han helt tilfældigt et møde med distriktets direktør for elnettet, og straks var jeg vågen. Han var kommet for at fortælle Namgyal om planlægningen af udbygningen af elnettet i distriktet. 187 km skulle etableres. Jeg spurgte hvor højt Bhakanje var prioriteret. Vi lå helt i bund som en af de sidste, som måske ville blive droppet igen. Jeg forklarede at vi bare skulle have 7 km af hans kvote. Namgyal sagde et eller andet,

og før vi forlod Bhakanje 2 uger senere, da var de begyndt at sætte stålmaster op. Før monsunen blev for heftig manglede de kun 1 km, så nu ved vi, at når vi starter næste sæson til april, vil vores generator blive omdøbt til nødgenerator. Derefter vil strøm kun udgøre under 10% af produktionsprisen. Namgyal fik endda ordnet det sådan, at vi får vores helt egen 100 kW transformator sat op lige udenfor fabrikken, så vi bare selv skal grave en jordledning ned og slutte den til vores elskab.

Det andet store problem er vores manglende lagerkapacitet. Lagerrummet inde i fabriksbygningen er for lille; men værst af alt, bliver der meget varmt i løbet af dagen. Op til 35 grader, og det er absolut ikke sundt for the, som ikke bliver solgt i en fart. Faktisk var al den the, som vi betegnede dårlig, noget som havde ligget længe på lager. Janaki har i sidste uge sat gang i stenbruddet og i disse dage arbejder vi på kontrakten med entreprenøren, så arbejdet kan gå i gang, mens jeg er på stedet her i oktober og kan sætte mål af.

Snart kan vi også sætte skovhuggerne i gang, og der kan bestilles cement, jern og

Vi har haft et midlertidigt materiallager ved indgangen til fabrikken. Det fjerner vi og sætter en tykvægget bygning, hvor der kun er få og små vinduer mod nord og rockwool på loftet. Et stort rum til eksport-the’en og et mindre til det, som skal sælges lokalt. Jeg tror på, at vi kan holde temperaturen mellem 8 og 12 grader sommer og vinter derinde. For enden af bygningen et rigtigt nydeligt ”Visitor Room”, hvor vi kan servere en kop the for de nysgerrige, som måske er klar til at købe nogle kilo med hjem. Også et someliér-bord, hvor vi selv kan stå og smage og vurdere dagens produktion, mens vi kigger ud af det store vindue, hvor Mount Numbur står og viser egnens magt og vælde.

Det tredje store problem er, at vores stab er nødt til at tage hjem om aftenen inden der bliver helt mørkt. Der ligger de grønne blade så hele natten uden at blive behandlet. Det er en meget vigtig del af fremstillingsproceduren, som vi dermed lader stå til. Vi er nødt til at etablere en natteturnus, hvor en medarbejder kan lave mad og tage sig en skraber et par timer ad gangen, imellem at de lige skal ind og rode rundt i bunken og måske sætte gang i blæseren og måske endda sætte lidt varme til.

Derfor bygger vi et meget lille ”Resting House”, med et lille enmands-køkken, en lille spisestue med tre sovebænkepladser og et lille gæsteværelse til eventuelle overnattende gæster. Samme design som den lille bygning, som vi sammen med Bonnik Hansen satte ved Health Post, og hvor Health Assistant er rigtig glad for at bo.

Alle tre ting kan vi få lavet her i løbet af vinteren, fordi vi har den unikke aftale med Perch’s Thehandel, at hele den profit, som de kan skabe, på vores the den får vi tilbage til fortsat udvikling af vores theprojekt. Den kommer til at dække knap halvdelen af budgettet. Resten må vi tage fra egen kassebeholdning, som jo til stadighed forsynes med økonomi fra medlemskontingent og donationer fra behjertede medlemmer og virksomheder. Det skal I have en meget stor tak for, at I fortsat er med til at holde i live.

Vi har oplevet i fabrikkens første år, at produktionen fordobledes hvert år, fordi flere og flere buske voksede til og blev klar til at levere en større mængde blade. Men vores afsætning er ikke fulgt med. Perch’s Thehandel er vores største kunde, og vores kunde i New York øger sin omsætning. Der er solgt en lille portioner til UK, og så har vi ikke hørt mere derfra. Der er sendt prøver til Tyskland, som vi afventer, og lige nu er der en interessant udvikling i gang her i Danmark, som vi afventer resultatet af. Men vi er ikke konkurrencedygtige på pris. Vores the er dyr, men vi er nødt til at fastholde den høje pris, for ellers hænger det overhovedet ikke sammen.

Omkostninger er stort set de samme uanset den producerede mængde, og i hele 2022 var produktionsprisen 150 kr/kg og i år lidt større, fordi der er brugt meget diesel. Af vores eksportkunder forlanger vi 300 kr/kg. De skal herefter lægge fragt, told, laboratorie, moms, pakkematerialer og alt sådan noget oveni, og så er de nemt på det dobbelte, før de kan begynde at tænke på avance. At vores the er pengene værd, kan vi jo hurtigt blive enige med os selv om; men det er i sidste ende kunderne, der afgør det. Det ber en vanskelig balance.

Men når vi så har 400 kg the liggende fra året før, så har de jo kostet 60.000 kr at fremstille, og vi mangler 120.000 kr på indtægtssiden.

Vores folk er så stolte af, at de er begyndt

at sælge det knap så¨gode the på det lokale hjemmemarked, og det er jo godt nok, så længe de holder sig til det, der ikke er eksportegnet, for de sælger det for 25-50 kr/kg, hvilket jo er langt under produktionsprisen.

Resultatet var, at vi her i foråret kun kunne betale bønderne for de indleverede blade. De fik ikke udbetalt overskudsandele, ligesom aktionærerne ikke fik udbetalt dividende. Det har sat producenterne i en lidt depressiv stemning, og da vi samtidig opfordrede til at dæmpe produktionen en smule, så ser resultatet ud til at blive at vi i år kun kommer til at producere 3/4 af sidste år.

Til gengæld har mange benyttet lejligheden til at beskære deres buske ekstraordinært kraftigt i år. Det er en god ting, for det vil øge kvaliteten og produktionen allerede fra næste år og i årene fremover.

Vores produktionsomkostninger vil blive noget mindre næste år, når vi får rigeligt med strøm fra elnettet, og hvis vi er lidt heldige med at få solgt vores the i år, så bliver der noget at fordele mellem bønderne næste forår, og så er vi forhåbentlig oppe at køre igen.

Vi har manglet en hjemmeside om vores the. Den er nu lavet og offentliggjort, og vil blive udbygget hen ad vejen.

Sidste år lavede vi en lille video om vores produktion, men dens lydside var ikke god, så i foråret lavede vi en ny, som nu allerede har haft 1.500 visninger. Hvis du scanner QR-koden herunder, så kan du også se den. Den bliver rost meget. Den viser hele vores fremstillingsproces for sort the. Du finder også videoen på hjemmesiden.

Nu er det ved at være afgang igen til Bhakanje. Janaki og jeg skal have afklaret skoleforholdene både i Bhakanje og i Chaulakhar-

ka. Vi skal igangsætte byggeriet af lagerbygning og personalehus. Der skal afholdes et farmermøde, hvor vi kan forklare dem om situationen og håb og planer for det næste produktionsår. Vi skal have en diskussion med nogle enkelte, som ikke opfører sig korrekt og rimeligt i forhold til os, vores projekter og medarbejdere. Efteråret er tiden, hvor alle NGO-folk fylkes i og omkring Kathmandu. Dem skal vi også mødes med og udveksle erfaringer, problemer og løsninger. Der bliver ikke tid til at kede sig, og det er såre godt, for kedsomhed er roden til meget ondt.

Den nye hjemmeside og den gamle

I dag er næsten alle unge danskere helt fortrolige med internettet og mange af vi gamle også; men vi skal huske på, at internettet først blev offentligt tilgængeligt i Danmark i 1988 - for 33 år siden. Danmarks allerførste hjemmeside blev præsenteret på internettet 3 år senere, og 2 år senere kunne de første .dk domæner registreres.

Min første computer var nærmest bare en skrivemaskine, men dog smartere end det gamle hakkebrædt. Den første mobiltelefon var en stor tung sag, som kostede det samme som en lille bil.

Jeg kom på internettet og fik mailadresse, kort efter at den første søgemaskine, Jubii, blev introduceret i 1995. I 1996 startede Google og Hotmail. I 1999 den første Dankort-transaktion. I 2001 kom Wikipedia, Youtube og Facebook på banen.

Himalayan Projects hjemmeside, www. nepalhelp.dk, blev lagt ud på internettet i

2002. Jeg havde købt et fejlbehæftet pirat hjemmesideprogram på en CD i Nepal for 15 kroner. Det var noget bøvl at arbejde med, og ofte skulle man ind og bearbejde HTML-koder, for at få det til at fungere. Men det var vigtigt at dokumentere arbejdet i Nepal for at skaffe velvilje og støtte. Jeg havde hverken tid eller råd til at søge vejledning eller hjælp, så det var bare at klø på og prøve sig frem.

Hjemmesiden blev efterhånden enormt omfattende, og faktisk opfandt jeg mange små smarte virkemidler; men ingen opdagede det, fordi de fór vild i alle de mange sider og detaljer, og fordi hele opsætningen var lidt for gammeldags. Den var bygget op som den kartotekskasse med faneblade, som jeg havde set min Far bruge, når han skulle have orden i sine papirer. Alt virkede lidt klodset, fordi det skulle tilpasses det langsomme internet og fylde

så få kilobyte som muligt. Det gik også ud over billederne, som skulle scannes fra dias med en primitiv håndscanner. De første digitalkameraer var temmelig sølle, men endelig kom store tunge og klodsede EOS, og så var det igen piratkopi fra Nepal af billedbehandlingsprogram.

Jeg måtte finde mig i at modtage hån fra yngre mennesker, som var vokset op med de nyere tjekkede hjemmesider lavet med WordPress, som i øvrigt først kom på markedet i 2003, og var temmelig dyr for en lille forening, hvis indkomst skulle bruges i Nepal og ikke til kontorhold herhjemme. I 2017 bukkede jeg endelig under for kravet om nyt og moderne, som passede til hurtigt internet. Jeg opdaterede kun de allervigtigste småting og lod resten gå i

langsomt i stå og kom aldrig i gang igen.

Nye kræfter trådte til; men det skete der ikke noget ved. Sådan gik årene, indtil vi fik Dennis til at lave en ny og enklere skabelon; men stadig skete der ingenting. Mit problem er, at jeg er alt for grundig og har alt for meget at berette, så det bare ville blive en gentagelse af den gamle side. Men endelig tog Allan Danfær fat og skrev kort og godt om Himalayan Project, og fik det anbragt i den nye skabelon. Jeg kunne finde billeder frem og sætte dem ind, og tilføje lidt til teksterne. Så nu har vi en moderne fancy hjemmeside, som på en moderne overfladisk måde går i dybden, og især giver information omkring vores theproduktion. Det hele krydret med videoer og interaktive verdenskort. Fra de nepalesiske kontrolmyndigheder har Janaki fået ordre på at åbne en HIPRON hjemmeside, så det har vi integreret i den nye. Af samme grund har vi fundet en oversættelses app, som kan oversætte det hele til engelsk, tysk og nepalesisk. Så derfor velkommen indenfor i vores nye hjemmeside på adressen

stå. Men hjemmesiden eksisterer stadig på internettet som et historisk monstrum fra internettets fødsel, barndom og første ungdom. Smækfuld af informationer, rapporter og beretninger.

www.nepalhelp.dk

Vi fik doneret en sum, så den nye hjemmeside kunne etableres med professionel hjælp. Unge friske folk begyndte at fylde tekst og billeder på; men selve skabelonen viste sig at være temmelig avanceret og svær at arbejde med, så arbejdet gik

Sådan brygger du Bhakanje Tea