Bestyrelsen Himalayan Project
formand: Hans Østergaard, Iglsøvej 47 C, 7850 Stoholm hans.ostergaard@outlook.dk
sekretær: Allan Danfær - danfaer@mail.dk
medlem: Randi Holm Nielsen - raniholm@gmail.com medlem: Ulla Bondam - ulla@ulla.dk administrator: Kurt Lomborg, Kjeldbjergvej 34, 7800 Skive Tlf. 97 54 53 08 - kurt@nepalhelp.dk
Sanga Choling Gompa
Samtidig med at vi opholdt os i Bhakanje var der kunstnere i gompaen, som udførte de flotteste, farverige, religiøse kunstværker. Jeg har efterhånden set mange klostre og gompaer rundt i Himalaya; men jeg er ikke i tvivl. Det er vores egen lokale her i Bhakanje, som er den smukkeste.
Nogen mener, at den er 350 år gammel, og en af de første der blev bygget, da sherpafolket migrerede ind fra Tibet; men den er snarere noget yngre; måske 150200 år. Men det er også ligemeget, for den blev ødelagt under jordskælvet i 2015 og er nu rekonstrueret. Det er meget svært at
stampe penge op fra folk til vigtige samfundsopgaver. Men til religiøse formål går det langt bedre. Mon ikke det giver noget bonus til turen igennem dødsfasen, så næste genfødsel bliver lige en kende bedre. Der er samlet store summer ind både blandt lokale, fraflyttede og migrerede. Bygningen er fuldt genopbygget for nogle år siden, og nu er færdiggørelsen i gang.
Det er Pasang Sherpa omme fra den anden side af bjerget, som er billedkunstneren. Han ved nøjagtigt hvordan alle de 10.000 guder skal afbildes og hvilke egenskaber de skal repræsentere. Også alle symbolerne, dekorationerne og farve -
Fotos: Forside: Janaki og Pasang Sherpa foran indgangen til Gompaen. Bagside: Forår i Tragdophug. Alle fotos: Papa Kurts eller Janakis mobiltelefon, undtagen tigeren, fanget af Peter Bonne Eriksen.
valgene kender han. Enhver form, enhver streg, ethvert farvefelt, ethvert alting er skabt gennem meditation, som en forståelse for den psykologi og filosofi som ligger bag afbildningen. Det betyder, at den kunstneriske frihed ligger i den meditative forståelse og ikke i selve maleriet. Hvis kunstneren har misforstået filosofien, vil nye munke heller ikke forstå den ved at se på billedet, og den lærde lama vil ryste på hovedet og bede om at male om.
Som eksempel, er Himalayan Projects logo det psykologiske aspekt af ”Medfølelse” repræsenteret af guddommen Avalokiteshvara, og han er selvfølgelig også med på væggen. Begrebet medfølelse kan opstå af 11 forskellige rodårsager, så derfor 11 hoveder. Medfølelse kan udføres på 1000 måder, så derfor 1000 hænder, hvoraf mange har redskaber klar til aktion. Hænderne skal jo vide hvad de gør, så derfor er de alle udstyret med et buddhaøje, der får hånden til at gøre hvad den ser, og at se hvad den gør. Al den medfølelse omfatter ikke kun mennesker med alt levende fra guder over dyr og mennesker til spøgelser og djævle. Alle disse 1011 elementer er beskrevet gennem lærde lamaers meditation igennem 1500 år. Det er eksakt videnskab, og derfor skal maleriet se ud nøjagtigt, som det ser ud. Sådan er det hele vejen rundt i gompaen, et mylder af symboler og guddomme. Ganske fascinerende.
Nu mangler kun forgården at blive dekoreret; så er gompaen helt færdig og klar til at udtrykke al den buddhistiske visdom. Det har Tea Master Sonam Paljor Lama set, så derfor har han forespurgt, om han må arrangere specielle rejser for filosofiske the-turister i Bhakanje med aktiviteter i
klosteret og i fabrikken. Det er han naturligvis meget velkommen til, da det også vil give os en masse ekstra styrke, og samfundet ekstra indkomst.
Den lokale lama er vores gamle ven gennem 31 år. Han er uddannet munk svarende til 7-8 klasse, så han kan ikke give de dybeste forklaringer, men han elsker at fortælle, hvad han ved og at vise omkring. Også at finde og byde på de små tseril-piller, som består af mel, sukker og den høje lamas urin. De skulle virke som en genvej til meditationens dybder. Jeg har prøvet, men synes ikke rigtig at det virkede.
Bhakanje Tea Factory (BTF) ejet af Bhakanje Tea Estate (BTE)
Det går rigtig godt med the’en. Forrige år havde vi en pæn produktion; men det var lidt skidt med afsætningen, derfor kunne vi kun betale for indleverede grønne blade; men der var ingen efterbetaling og ej heller dividende til aktionærer. Derefter faldt produktionen betragteligt i 2023. Dels på grund af den lavere afregning; men nok i lige så høj grad, fordi farmerne benyttede lejligheden til en hårdt tiltrængt beskæring af buskene. Vi havde hyret en ekspert til at undervise i beskæringens kunst, og han gik virkelig til den. Mange buske blev efterladt med kun nogle få nøgne stammer og grene tilbage, hvor de nye skud myldrede frem. I løbet af året fik vi solgt hele lagerbeholdningen, så jeg i dette forår kunne aflevere en pæn overskudsdeling og en dividende lidt højere end bankens indlånsrente.
Nu er produktionen oppe igen. Vi har lige afsluttet Monsoon Flush og kan beregne, at vi i år kommer op på at producere over et ton the, og at der bliver indleveret mere end 5 ton håndplukkede the-blade. I 2022 havde vi lidt problemer med kvaliteten af the’en. Vores the-magere var ikke dygtige nok eller ikke ansvarsbevidste nok, og de forstod ikke at smage på deres produkt. Vi kasserede over 100 kg the sidste år efter at
have smagt os igennem 400 kg. Det lærte drengene noget af, så nu er kvaliteten i orden, og hvis den en enkelt gang kikser, så opdager de det selv og lægger til side til lokalt salg.
Afsætningen ser også lovende ud. Perchs Thehandel afsætter stort set konstant år efter år. Men vores amerikanske importør har nu overhalet. En nepalesisk thehandler, der eksporterer til Kina, har købt et stort parti. At vi kan eksportere til Kina betragter vi som ekstraordinært, for Kina producerer selv ikonisk the. Vi er kommet så højt i afsætning, at vi har været nødt til at bede om forhåndsordre, for at sikre at vi har det ønskede på lager.
Et ton the lyder jo af noget; men vi hører absolut til de mindste på markedet. Men Janaki får henvendelser fra alle kanter af Nepals the-cirkler, både forhandlere og embedsmænd, som spørger interesseret og beder om smagsprøver. Min efterårstur indeholder allerede flere aftaler om at mødes. Flere udtrykker ønske om at besøge fabrikken, da rygterne går, at den er usædvanlig både smuk og funktionel i sin begrænsede størrelse. Det er vi egentlig ikke så glade for; for selv om vores drenge bliver bedre og dygtigere, så kan de stadig ikke kaldes fuldt professionelle the-ma-
gere. Når vores the opnår anerkendelse, så er det snarere lokaliteten og buskenes vækstforhold som giver den høje kvalitet, end det er procedurerne. Vi har flere gange hyret erfarne the-magere til at vejlede drengene; men flere gange har vi erfaret at nogle af deres anbefalinger rammer forkert oppe hos os.
Tre af de trænere, som vi har haft på besøg, kommer fra de store the-fabrikker i Ilam. De har været rigtig gode og har også lært både bønderne og vores teknikere nogle rigtig fine ting; men der, hvor underviserne fejler, er forståelsen for kvaliteten af råvarerne. Deres masseindleverede the-blade fra højder mellem 1500-2000 meter er absolut highland tea; men dog ikke i vores niveau mellem 2000-2500 meter. Hvor de skal bruge teknisk viden for at få det bedste ud af the’en, kommer det nærmest af sig selv oppe hos os. Derfor oplever vores folk ikke, at alle de gode anbefalinger gør den helt store forskel. Måske skal vi bare forblive på vores jævne og stabile niveau. Eller måske kunne vi skabe endnu mere unik the, ved at gøre noget mere. Men det skal ikke forceres.
Den første, der besøgte os, var dengang på et alt for højt niveau for os. Måske skal vi overtale ham snart igen, nu hvor vi har
fundet et ret stabilt leje. For ham er the en religiøs direkte forbindelse imellem naturen og den menneskelige ånd. Det at brygge the’en, at indtage den med alle sanser og at mærke dens virkning, er for ham en buddhistisk meditation. Derefter at søge den modsatte vej, at søge tilbage til råvaren, måden at behandle den, først i naturen og siden i produktionen, er en udvidelse af samme meditation. Det er en spændende tanke; men jeg er bange for, at det fortsat vil ramme lidt ved siden af hos vores drenge, i deres jordnært stabile religiøse retninger, kristendom, hindu og hindu-buddhisme.
Vores oprindelige plan, med at producere the fra konkrete farmeres konkrete marker på konkrete datoer, har aldrig vundet genklang. Personligt kan jeg godt lide at skelne farmerne fra hinanden; men måske fordi jeg kender dem. Jeg har prøvet at gengive nogle af dem på hjemmesiden; men det er der ikke sket noget ved. Det er nok lidt for videnskabeligt. For et lille mindretal vil the-meditation og the-videnskab være et ekstra plus, som vi til enhver tid er i stand til at imødekomme i vores lille enhed, som får leveret fra så mange små enheder. Men vores overlevelse er bundet til det store generelle marked af the-drikkere, som leder efter de bedre kvaliteter og finder nydelse, når de rammer den rigtige. Og her er det vores importører der ved, hvad deres kunder foretrækker.
Vores kunder i Kina vil indtil videre kun have fuldbladet forårs-the (Wiry Spring Flush). Den har den florale sødme uden bitterhed. Den kan afvejes i løs vægt i butikken og er nem at dosere, når der brygges. Ulemperne for os er, at den fylder meget og nemt knuses under pakning og transport. Vores kunde i USA vil kun have den kompakte perle-the og helst
fra sommerregntiden (Curly Monsoon Flush). Den har oven i den florale sødme også en nøddearoma fra ristningen og i regntiden mere nød end blomst. Den er nem at putte i the-breve til en hurtig kop på kontoret eller restauranten. For os er den nem at pakke og fylder mindre; men ulempen er den larmende og voldsomme maskine, hvor ristningen foregår med små mængder ad gangen over ret lang tid. En maskine, som har nemt ved at gå i stykker og give udfald i produktionen. Vi har bedt BTE’s bestyrelse om at tage beslutning om indkøb af en ekstra maskine, dels for at nedbringe arbejdstiden, og dels for at sikre produktionen; men det er der endnu ikke sket noget ved.
Perchs i Danmark vil bare gerne have det bedste af det bedste.
fekte, tip og 1 blad, men resten måtte jo også have lidt ekstra for deres umage. Resultatet var fantastisk. Alle så salige ud, da de smagte. En opkøber i Kathmandu ville straks købe 100 kg til dobbelt pris. Vi har siden prøvet at gentage; men ikke med samme resultat, så opkøberen hoppede fra. De 3½ kg er naturligvis borte nu; men jeg prøver igen til næste april, ligesom jeg vil prøve her i efteråret den 17. oktober, hvor der ovenikøbet er supermåne. Grøn the er langt mere arbejdskrævende og derfor dyrere; men den lever ikke i det daglige op til vores forventninger, så vi kan ikke for nuværende tilbyde den i større handel; men vi vil arbejde videre på sagen.
En af Kina’s mest berømte og dyreste the’er er Longjing (Dragon Well, Dragebrønden). Det er en grøn the, som i århundreder er fremstillet under fuldmånen i april. Den fremstilles naturligvis også på andre tidspunkter til en lavere pris. Da jeg var i Bhakanje i april lavede jeg 3½ kg på fuldmånedag. Jeg havde instrueret en lille gruppe farmere om, hvad jeg gerne ville have indleveret, og at jeg var klar til at betale ekstra kontant på stedet, hvis kvaliteten levede op til min forventning. Flere andre hørte rygtet og 25 kg blade ankom. Kun 15 kg var helt per-
Den nye lagerbygning blev næsten færdig, mens jeg var der. Kun nogle få detaljer manglede. Her bliver plads til mange hundrede kg the på en systematisk måde. Både et stort rum til eksportkvalitet og et lille til at sælge ud fra til lokale til en lavere pris. Det lille rum helt ude ved vejen, som skal bruges som besøgsrum for forbipasserende, hvor der kan smages og sælges the, er blevet fantastisk. Et lille the-køkken med en masse hylder og bænke og bord, og så det store vindue med den brede hylde, hvor den rigtige sommelier smagning skal foregå, hvor udsigten op gennem dalen til Mount Numbur vil forstærke smagsoplevelsen.
Det lille overnatningshus blev også næsten færdigt. Det er jo Dorjee’s far som er vores byggemester, så de to gik og fik snakket lidt bag vores ryg. Pludselig var der sat krydsfiner vægbeklædning op. Hvem har betalt det? Det har du, sagde Dorjee med et grin. Nå, det var ikke ret dyrt og så pænt ud; så OK. Så var der gæsteværelset til besøgende eksperter udefra. Sengen blev snedkereret i dyb hemmelighed lidt bor-
te, og pludselig var den samlet i rummet. Det var noget af et møbel. Med skuffer og hemmelige rum, mønstre og forsiringer. Igen et af Dorjee’s grin, da jeg sagde, at den ikke lignede en gæsteseng. Ingen tvivl om, at han nu forberedte, at det er her, han skal bo fremover. Faktisk kan det vise sig at være en ganske god idé, at have ham fast til rådighed og på vagt; men på den anden side, skal han ikke komme for godt i gang, så jeg fastholdt en lidt stram mine og let hovedrysten.
Der blev da også et efterspil, da jeg var kommet hjem og fik slutafregningen fra bygmesteren. Der var skrevet noget på regningen, som han allerede havde fået penge for. Og så var der de mange hylder på lageret. Min tegning var ganske simpel og effektiv nok; men han havde uden at spørge lavet designet om, hvilket gjorde det hele meget mere indviklet. En masse fordyrende ekstraarbejde. Endelig var der jo også det voldsomme sengemøbel, og oveni var der i det hele taget lagt rigtig mange daglønninger på, som ikke kunne passe. Jeg reducerede afregningen til lidt over det halve. Han gik med på et afslag for dobbeltfaktureringen, og derefter fortsatte vi begge i stædighed med at fasthol-
de. Det trak ud i fire måneder inden han gav sig.
Ngawang Lhakpa er en af vores studiestøttede, som vi hjalp frem til at blive elektriker. Som nyuddannet var han en klovn, som gjorde mere skade end gavn; men nu er han blevet voksen og superkompetent. Han får store opgaver fjerne steder; men heldigvis er han en hjemmefødning, som nok bliver boende i Bhakanje. Han satte LED-belysning op i alle rummene, så det var en fryd. Ikke mindst at opleve hans klukken, da jeg anerkendte og roste ham.
Det nye nationale el-netværk skulle have været færdigt nu; men er selvfølgelig blevet forsinket igen. Men der kan næppe blive yderligere undskyldninger, når nu tørtiden sætter ind og varer hele vinteren, så vi må betragte det som helt sikkert, at vi har rigelig, stabil og billig strøm til næste produktionsår.
Endnu en nyudvikling. Vi satte en vejr-
station op på vores vandtårn, for vi har ingen data omkring temperatur, regn og vind. Dorjee fik en grundig anvisning, men klodsede i det allerede efter 14 dage, hvor han slettede alle data, og derefter fik den sat forkert i gang. Da han endelig skulle aflæse, var batterierne løbet tør. Jeg satte også en temperatur- og fugtmåler op i lagerrummet, men det gik på samme måde. Nu prøver vi igen her til efteråret.
Hvad kan vi nu gøre med den gryende berømmelse, som vi oplever, og med de lidt usikre fremtidsudsigter?
Vi har en plan! En stor plan!
I Nepal er det forsøgt flere gange at starte en the-uddannelse; men det er aldrig blevet gennemført førend for et år siden, hvor en teknisk erhvervsuddannelse er startet langt borte i Ilam. For nogle år siden havde vi 8 scholarship-elever som tog landbrugslinien på high school i Salleri, og af dem tog fire i praktik i the-distriktet Jhapa. Vi troede at det ville give bonus, men eneste the-oplevelse var en dagstur til en the-fabrik, mens resten handlede om fiskeopdræt og tropiske frugter. I dag er de alle startet på Seminarium, så måske engang kommer der skolelærere med et blik for landbrug. Den nye uddannelse er mere relevant. 6 måneders teori efterfulgt af 18 måneders praktik i the-marker og thefabrik. Vi har tilbudt 10 pladser til elever i hele vores kommune, som har afsluttet 10. klasse, hvor vi vil give dem studiestøtte, så de kan komme igennem de 2 år uden omkostninger eller gæld. Det er svært at undgå at sige KUN, da vi snarere skal være tilfredse med at TO har taget imod vores tilbud. Den ene fra Bhakanje og den anden fra Goli. Nu bliver det spændende at opleve, om det er en virkelig uddannelse, eller om det snarere er billig arbejdskraft.
Rygterne om vores lille fabrik og succes spredes, og for hvert år kommer der flere nye the-marker til i det område, som vi kan betragte som vores opland, hvilket vil sige ned langs floden Likhu Khola til begge sider og lidt over bjergene til Solukhumbu og Okhaldungha. Et område som kan gå hen og blive det næste betydelige theområde i Nepal og på størrelse med theområdet i Ilam. Nogle af disse producenter er begyndt at sælge deres the og spørger Janaki om detaljer i vores produktion, og om vi kunne indlede et samarbejde i området. De vil gerne komme på besøg hos os, når vi er på fabrikken her i oktober. De betragter os som den ledende producent i området og geografisk den øverste, og dermed den der tegner hele området. Det forpligter.
Vi har åbnet for disse tanker overfor Erhvervsuddannelsescenteret i Solukhumbu som også arbejder med tanker om the-uddannelse, og de vil være meget interesserede i et samarbejde. De vil stille eksperter til rådighed under den teoretiske afdeling, og vi kan stille en del af praktikken til rådighed. Ikke den hele, for dertil er vi for små. Vi kan kun have 2-3 elever rendende i fabrikken ad gangen. Men vi kan tilbyde andre muligheder for at udvide kompetence hos unge elever såvel som hos farmere og andre som ønsker viden om the.
Vi har længe været på udkig efter en byggegrund, først og fremmest til skoleudvidelsen. Janaki og jeg var i det skjulte enige om, at det mest velegnede og mest flade jordstykke midt imellem skolen og fabrikken ville være eneste rigtigt egnede, men var bange for, at det var uopnåeligt, så vi sagde ingenting. Ejeren viste sig at være lige så interesseret, men han ville lige se, hvor høj pris han kunne forlange,
så han sagde heller ingenting. Vi bad derfor den lokale ingeniør om, efter vores afrejse, at bede om pris på fire jordstykker, og så kom også vores udsete frem med en konkurrencedygtig pris. Ikke at det var billigt; men det kunne have været værre; 50.000 Kr for 1622 m2. Det er købt af Himalayan Projekt Danmark i Janaki Khadka’s navn. Så formelt tilhører jorden Janaki, og det kan jeg såmænd godt leve med.
Nu er planen udviklet til etablering af Bhakanje Tea Development Center (BTDC) på jordstykket, hvor den helt centrale struktur er et laboratorium delt i tre: en miniudgave af en the-fabrik, et laboratorium hvor der skal kunne laves alle tænkelige fysiske og kemiske eksperimenter og et bibliotek med PC-udstyr. Dertil en bygning med undervisningslokale som også er spisesal og i tilknytning et godt køkken. En gæste-beboelses bygning for besøgende af kortere varighed. Her tænkes mest på lærerkræfter, særligt søgende, the-handlere, the-turister og naturligvis os selv. Nogle værelser med tilhørende badeværelser, men ellers et fælles toilet-bade-hus. Senere skal der tilføjes bygninger med klasseværelse eller sovesal, afhængig af stedets fremtidige brug.
Der er nemlig tre mulige fremtidsscenarier. Hvis skolen tager sig alvorligt sammen i samarbejde med kommunen og får opgraderet til High School med speciel the-relateret landbrugsuddannelse, vil det være den i længden mest bæredygtige løsning om end nok på det lidt for jævne. Men med den kapacitet, som skolen fremviser i dag, er den løsning ret tvivlsom. Det vil kræve en udvikling og en forandring. En anden løsning kunne være, at stedet
bliver en del af Bhakanje Tea Estate, hvor selve vores the-produktion kan understøtte centeret og videregive sin viden og erfaringer. Økonomisk vil det være en bæredygtig mulighed, hvis BTE er med på tanken, men selv om Dorjee nu har bestået en landbrugs-diplomuddannelse med godt resultat, vil der nok skulle tilføres flere og større kræfter for at opnå et passende niveau. BTE skal forstå, at det vil styrke deres afsætning og indtjening at udvide BTE til også at være et udviklingscenter. Det kan vi ikke forvente, at den nuværende bestyrelse vil kunne forstå eller agere på, og der er heller ikke på egnen umiddelbart andre med en passende kapacitet. Så også den løsning vil kræve en udvikling og forandring.
Den tredje løsning vil være en selvejende institution, BTDC, med en af os udpeget bestyrelse og med egen ledelse, som tilbyder sin service til skolen, thefabrikken og alle tænkelige the-interessenter i Nepal og udlandet. Vi vil nemt kunne finde en særdeles stærk og interesseret bestyrelse, og med lidt held burde vi også kunne finde en begavet og aktiv leder, som derefter kunne finde lærerkræfter at tilføje permanent eller midlertidigt. Økonomisk kan vi forvente en vis offentlig støtte, ligesom BTE kan tilføre noget; men ellers vil den løsning være noget afhængig af ekstern
støtte fra donorer i udlandet, hvilket ikke burde være det store problem i starten; men nok i længden.
Planen lige nu er at starte med den tredje løsning, og at lade den udvikle stedet til det niveau, som vi kan opnå, og herefter fortsætte så længe det er velfungerende og meningsfuldt, forhåbentlig i mange år, og derefter afvente at løsning et eller to kan overtage.
Indtil videre er det kun Himalayan Projects bestyrelse, og nu dig som medlem, Perch’s Thehandel og Human Practice Foundation som er informeret om denne plan, som Janaki og jeg i det stille har ruget på i et par år. Nu tager vi til Bhakanje i oktober og diskuterer den med de lokale interessenter, BTE, lokale skolefolk, lokale og centrale myndigheder, erhvervsskoler, the-farmere, the-sammenslutninger, thehandlere, og hvem der ellers vil høre på os.
Du kan læse og downloade det omfattende projektforslag på hjemmesiden www.nepalhelp.net under Bhakanje Tea og undermenuen BTDC – Theudvikling.
Bhakanje Skole
Det er ikke for godt med vores forhold til Bhakanje Skole. Skolen er ellers kommet godt i gang efter coronaen. Som eneste skole videnom, bestod alle elever 10. klasses eksamen. To tredjedele af de 23 elever endda med et 12-tal og resten med et 10-tal. Faktisk temmelig imponerende i forhold til alle andre skoler, som vi har kontakt til, hvor flere dumpede og mange karakterer går længere ned.
Skoleinspektør Lhakpa har fokuseret meget på at opgradere lærerstaben. Der er nu 19 ansatte på skolen til 11 klassetrin.
Det klarer han blandt andet ved at bruge noget af driftsøkonomien til ansættelse, og så finde pengene til undervisningsmidler rundt omkring blandt donorer. Han har også spurgt os, men vi afviser, da vi ikke er enig med ham i hans dispositioner. En anden styrkelse af lærerkollegiet er, at han har fået forflyttet de to alkoholikere til andre skoler, hvorefter de slutteligt er havnet i Chhimbu Skole. Desuden er en ringe, men også en rigtig god lærer, gået på pension, så lærerstaben er ret ung.
Men bortset fra de vellykkede ansættelsesdispositioner, som til en vis grad bygger på vennetjenester og nepotisme, finder vi ingen nåde for hans øvrige beslutninger og lederevner. Sidste eksempel er i forbindelse med et tilbud fra NGO’en Himalayan Trust, at de vil donere skolen 10 stationære computere, men på betingelse af, at skolen fjerner alt indhold fra det flotte bibliotek-computer-lokale, som vi byggede for 6 år siden, og som vi alle er meget stolte af, og ikke mindst mig der brugte mange timer dag og nat på at gennemtænke og designe alting. Tænk, så spørger Lhakpa Janaki og mig, om vi vil finansiere denne nedrivning af vores eget møblement, og derefter finansiere opbygning af nyt design, samt flytte biblioteket op til en sølle fugtskadet bygning udenfor skoleområdet.
Jeg var målløs indtil næste dag, hvorefter jeg gennem Janaki gav Lhakpa besked på at han kunne rende og hoppe. Hvis han er så sølle, at han ikke engang kan forhandle med Himalayan Trust om at sætte de computere ind i mit rum, kunne han jo prøve at lade dem forhandle direkte med mig, for det kan næppe være seriøst af en ellers seriøs organisation at stille op med et sådant forlangende. Mit computerbord med både strøm og netværksstik er
forberedt til laptop-computere; men kan udmærket servicere stationære. Lhakpa kan naturligvis gøre, hvad han vil med sin skole; men hvis han fremover vil have noget med mig at gøre, skal han opføre sig som et voksent begavet menneske. Men problemet er desværre, at han ikke er nogen af delene.
Sogneråds- og skolekomite-formanden, Ngim Chhirri, havde for travlt til at møde mig i foråret. Siden han blev valgt til begge poster for 2 år siden, har han sammenlagt opholdt sig i Bhakanje i mindre end 2 måned fordelt på korte perioder. Resten af tiden bor han i Kathmandu, og ingen ved, hvad han lever der; men alle ved, at han ingenting laver her. Det har vist noget at gøre med nogle fejlslagne dispositioner og kluntede forsøg på at score kassen, hvilket gør, at han bliver belejret af kreditorer straks han viser sig. Om han kunne være en hjælp for Lhakpa, eller om han kun kan forkludre endnu mere, vil jeg lade være usagt. Under alle omstændigheder så gør han ingen gavn og sidder på posten endnu 3 år.
Situationen omkring deres besynderlige jordkøb og meningsløse byggeri er stadig uklart for os. Det sidste er, at de vil forsøge at lave skolens sportsplads dernede. Hvordan de vil bære sig ad forstår ingen; men det er ikke vores område, så vi vil forholde os som uvidende, og i det skjulte more og
undre os.
Selvfølgelig skal vi passe på med at afvise skolen helt. Vi vil fortsat gerne sikre, at børnene i Bhakanje får alle de bedste muligheder for at klare sig fremover. Derfor tænker vi mange tanker om, hvordan vi kan sikre det, men helst ikke sådan at de kun fokuserer på at migrere. Vi bliver nødt til at fortsætte med vores scholarship, for det er vores bedste chance for at påvirke de unge, vel vidende at mange af dem er temmelig ligeglade med, hvad vi mener. Vi kan også forsøge at gøre det tiltrækkende at lære om the-dyrkning og fremstilling, og det handler vores nye the-planer om.
Vi indkaldte til forældremøde for at orientere skolens forældre om den uholdbare situation, der vil opstå, hvis skolen ikke bliver opgraderet, så den på sigt vil få fjernet to klassetrin og blive til en 8. klasses skole. 10. klasses eksamen skal helt udgå. Det vil betyde at deres børn allerede i en alder af 14-15 år skal gå 2-3 timer hver vej til overbygningsskolen. Problemet med mødet var, at jeg havde indkaldt til klokken 10. Klokken 11 var der kun ankommet tre. 11:30 var der 15, og så startede jeg mødet med en dundertale. Janaki oversatte, og hun lagde heller ikke fingrene imellem. Efterhånden kom de dryssende, så vi 12:30 var oppe på 45. Jeg gentog mig selv lidt, og det var tydeligt, at alvoren gik op for dem. Lhakpa sagde ingenting, men
sad blot og smilede. Jeg har været spændt på, om mødet har ført til noget, men umiddelbart er der ikke noget der tyder på det. Men i det mindste mødte omkring en tredjedel af skolens forældre op. Chhimbu Skole
Med afslutningen af sidste skoleår i april gik Jangbu, vores lærer gennem 24 år, på pension. Ikke fordi han var rigtigt klar til det, men fordi vores Chhimbu-pengekasse efter 26 år var tom, og der var ikke tegn på, at nye forsyninger var på vej. Men han var blevet 56 år og det er omkring den alder, hvor de fleste sherpa begynder at gå i stå. Det er dog normalt så nemt at være skolelærer, at de sover lige godt på skolen som derhjemme, og så er der det med pensionen. De skal helst være ansat, til de er 60, før de kan få den. Men Jangbu er jo privat ansat, så der er ingen pensionsaftale. Han vil dog ikke lide nød, for han er en af vores største the-farmere. Han har været os en rigtig god lærer i alle årene, og ingen tvivl om, at det er hans indsats, der har gjort Chhimbu Skole til den forskole med de bedste resultater i hele kommunen, og den næste med. Hans søn har inviteret ham og Chhoti en tur til USA, så jeg kan ikke give ham det gyldne håndtryk før næste forår; men så skal han også have det, sammen med et messingskilt, hvor vi priser hans indsats.
Jangbu var fungerende skoleinspektør de sidste år, selv om privat ansatte lærere ikke kan fungere som så. Nu skulle der vælges en ny. Pasang Lhamu Sherpa har alle dage været en sær en. Hun fungerede nogenlunde i Orale Skole, mens der endnu var seks elever og stadig mens der kun var to; men så kunne hun godt se, hvor det bar hen. Hun er datter af den store Lama Tenzing og faktisk ganske velbegavet;
men hun er psykisk syg. De kalder det desperation, og det rammer egentlig ganske godt. Hun flyttede til Kenja og blev en del af lærerstaben på denne noget større skole med 80 elever. Men hun blev mobbet, så efter et år flyttede hun til Chhimbu, som jo er en lille kærlig skole op til 5. klasse.
Ud over Jangbu bestod lærerstaben af Ang Tendi som nærmer sig pensionsalderen, men blev forflyttet fra Bhakanje Skole på grund af hans alkoholisme. Nøjagtigt det samme gør sig gældende med Domi, som dog er lidt mere hård i tonen. Så er der søde Dati som børnehaveklasselærer. Sammen med dem havde Pasang Lhamu det fint i et helt år, og da Jangbu holdt, fik hun overbevist skolekomiteen om, at hun fra april skulle være den nye skoleinspektør. Men magten steg hende til hovedet, så hun chikanerede sine gamle kollegaer i Kenja, både på FaceBook og ved i skoletiden at smutte derned og føre sig frem. Der blev klaget til myndighederne, så efter fire måneder blev hun degraderet til lærer, og er igen faldet til ro. Nu blev det alkoholikeren Ang Tendi’s tur. Han er et godt menneske og en dygtig lærer, men når han er påvirket af alkohol bliver han vrøvlet og søvnig, og det er han normalt fra morgenen af. Han lovede dog bod og bedring, hvilket ikke helt holder; men alle siger, at han er bedre end før. Han er endog begyndt at bebrejde Domi, når han er morgenstiv, og kommer for sent og går tidligt, fordi han spæder op i løbet af dagen. Nu har Ang Tendi endda sammensat en liste med undervisningsudstyr, som han gerne vil have os til at indkøbe for ham, for det synes han at mangle. Vi har straks sat gang i den sag, for ikke at risikere at bremse en positiv udvikling. Blot må jeg fortælle ham, at kassen er tom, og at vi kun vil hjælpe ham i ganske særlige tilfælde, når vi for-
nemmer, at han har påtaget sig sin opgave på ordentlig vis. Ædru bliver han aldrig; men hvis han bare kan begrænse sig. Det kan Domi ikke; men han skal kun fungere 1½ år endnu, før han kan gå på pension, så fred med ham. Han er faktisk en gammel ven fra før alkoholen tog overhånd og en rigtig humorist, så sjældent har jeg grinet så meget, som når jeg er sammen med ham. Vi mødes somme tider om aftenen i beverdingen, når jeg får min aftenøl og han bedøver sin hjerne til natten.
Et par scholarship-historier
Somme tider oplever vi overraskende resultater af vores scholarship program. Faktisk har 159 af vores medlemmer være med siden 2006, hvilket i sig selv er ganske imponerende, og I må kunne huske de tre sherpa-piger, som mistede begge forældre indenfor 14 dage. Den ældste, Sonam Doka var 17, Lhamu var 15 og Rinji var 12. Sonam Doka var allerede tilknyttet vores projekter omkring sundhed, og hun var netop startet på sygeplejestudiet kort før forældrenes død. Jeg satte gang i en indsamling kort før juletid, og den gav et rigtigt pænt resultat, som sikrede at Rinji og Lhamu fuldførte 12. klasse og Sonam Doka blev færdig som sygeplejerske.
Nu er der gået 18 år. Rinji læste også til sygeplejerske og siden so -
ciologi i Australien, hvor hun nu er visitator på et større hospital i Sydney. Lhamu blev gift med en noget ældre franskmand, og de lever fortsat lykkeligt med deres to børn skiftevis i Nepal og i Frankrig. Sonam fortsatte sygeplejestudiet i USA og blev Master i Sygepleje. Men så blev hun gift med Karma, som havde et lille trekkingbureau. Sammen fik de lavet bureauet rigtig stort, samtidig med at de fik 3 børn. Alle tre født i USA, så de har dobbelt statsborgerskab.
De begyndte også sideløbende at arbejde med lokale udviklingsprojekter og var gode til at skaffe sponsorer, så de i dag har projekter over hele Kloden, men mest i Nepal, koncentreret omkring uddannelse, sundhed og rettigheder, især for piger.
Jeg har ikke set hende i mange år; men så kom hun på besøg en morgen i det lille gæstehus i Kathmandu. Hun havde nemlig haft et lille tænksomt øjeblik ved en meget speciel begivenhed. Hun var nemlig blevet inviteret af Michelle Obama som repræsentant for Nepal under en konference i Grækenland omkring kvinderettigheder i udviklingslande. Hun fortalte, hvor fantastisk det var at diskutere med udvalgte kvinder fra hele Kloden, og så skete det en af de sidste dage, at de blev arrangeret i rundkreds, hvor stolen ved siden af Sonam skulle være tom. De skulle
hver især finde på en one-liner som konklusion på mødet; men det holdt hårdt. De manglede en mødeleder. Det fik de. Ind trådte Barack Obama og satte sig på den tomme stol. Da var det, at Sonam tænkte: ”Hvordan er jeg nået hertil” og konkluderede at: ”Det hele startede med Papa Kurt” – ”Du reddede os alle tre fra undergang, vejledte og holdt øje med os de første mange år. Du lærte mig hvordan man agerer, når man laver projekter ude på landet, og du lærte mig at forberede, gennemføre og rapportere et projekt. Og så lærte jeg også at medmenneskelighed går på tværs af folk og kulturer”. Og så viste hun mig billedet, hvor hun tænkte disse tanker. Det må utvivlsom være det nærmeste jeg nogensinde kommer Barack Obama.
Helt tilfældig kom Namgyal på besøg straks efter. Ham har jeg fortalt om mange gange før, så han behøver ingen nærmere
introduktion, end at han er en rigtig god borgmester i en større bykommune ude på landet. Han fik også hele historien og gav hende ret. Han mener også, at han skylder mig det meste af sin tilblivelse, hvorefter han selv kørte videre ud ad den anviste vej. Jeg blev ganske fjalet derved; men også meget stolt og glad.
Vi har også en pige fra Bhakanje som har fået scholarship siden 3. klasse og nu er hun færdiguddannet som tandhygiejniker, Rajani Tamang. En frisk pige som altid har scoret topkarakteren, ikke bare i egen klasse men i hele skolen. Efter endt uddannelse, mens hun ventede på eksamensresultaterne, deltog hun i nogle af Sonam Doka’s projekter, og herunder også en ”Dental Camp”. Hun lavede også på egen hånd en tur rundt i alle skolerne i Bhakanje sammen med sin far, hvor hun tjekkede tænder på samtlige skolebørn og lærere. Desværre er systematisk tænkning og analyse ikke hendes stærke side, så der findes ingen egentlig opgørelse over, hvad hun fandt. Men hun fik os overbevist om, at vi sammen med hende skulle gennemføre en Dental Camp i Bhakanje. Det var nemt nok at få overtalt en anden af vores scholarship elever, Dr. Jangbu Sherpa, en højt estimeret tandlæge, til at tage med, og ovenikøbet som frivillig. En anden tandlæge forlangte dog løn, ligesom en lokal tandhygiejniker. Fire af vores støttemodtagere var også klar til at tage med som frivillige; to Health Assistant Students, en tandlægestuderende og en sygeplejestuderende. Desuden har hun fået tilsluttet 4 frivillige hjælpere. De har fået lov til at låne forsamlingshuset og så skal der ellers
bores og trækkes tænder ud.
En hurdle var, at der skal bruges en transportabel enhed med bor, skyl og luft. Sådan en koster 10.000 Kr, så hvis vi kun skal bruge den denne ene gang, vil det være voldsomt. Heldigvis havde Sonam Doka en, som vi med en stort smil må låne. Nu afvikles projektet, mens dette blad er på vej til din postkasse, så du må vente til næste blad med at få resultatet. Men at det står skidt til er ganske tydeligt. Slik, sukker og junk er blevet billigt indenfor de sidste 10 år, mens tandbørstning stadig ikke er slået rigtigt igennem. Først når de bliver giftemodne, kommer de i tanker om, at tænderne skal se ordentligt ud, og at dårlig ånde ikke virker tiltrækkende. Men så er det ofte for sent. Caries og huller i tænderne er mere reglen end undtagelsen, og gennemrådne tænder er ikke et særsyn. Tandsmerter er så almindeligt udbredt, at det ikke kan betale sig at brokke sig over det, for alle de andre har det også. Det er så almindeligt, at det betragtes som værende normalt, og det er sjældent at se børn der lider. Men spørger man dem, så svarer de bekræftende.
I det lille dejlige Homestay, hvor vi bor, når vi er i Bhakanje, har de den sødeste slikmund, Gelmu, på 8 år. Hun nægter at børste tænder. Oprindeligt fordi hun bare ikke ville; men nu mere fordi det gør ondt. For forældrene har begge argumenter altid været gangbare, og fordi hun er så sød, så får hun lov til at spise kiks i stedet for ris og kartoffelpandekager. Anne-Marie fandt på et pædagogisk fif. Hun købte sidste efterår en genbrugs Barbie dukke, en tandbørste og en tube tandpasta, som jeg tog med som en gave til Gelmu. Ikke et ord om hendes egne tænder, men udelukkende at tandbehandlingen skal være til smukke Barbie, da hun ellers får grimme tænder og dårlig ånde. Jeg havde ikke forestillet mig, at hun hoppede på den;
men det gjorde hun. Jeg fik vist hende, hvordan man gør, og gjorde opmærksom på at Barbie stadig smiler under hele seancen. Morgen og aften hver eneste dag; og det blev overholdt. Hvis der er lidt tandpasta tilbage på børsten, så kan man jo altid lige putte det ind i sin egen mund, da det jo ellers går til spilde.
Da jeg kom tilbage i foråret viste hun mig straks, at Barbie stadig er smuk som før, og at hun faktisk dufter af tandpasta. Jeg fik også lov til lige at tjekke hendes egen mund uden plaque mellem de nu hvide tænder og med frisk ånde. Kun den rådne tand er ikke blevet bedre, så den skal ud nu, når tandlægerne ankommer. Hun lyttede i øvrigt også med, når Janaki og jeg snakkede om sund mad contra usund. Så hun begyndte at droppe skidtet og satte sig sammen med os og spiste af det traditionelle sherpakøkken. Dette er sådan set en historie om, hvordan speciel pædagogik er nødvendig, når man skal lære første generation noget som helst. Det forstår vi næppe herhjemme, hvor vi efterhånden har indarbejdet mange af den slags gøremål igennem flere generationer.
Dorjee’s voldsomme historier
For fire år siden berettede jeg her i bladet om Dorjee’s møde med en bjørn, hvor han reddede sig op i et træ, og lod bjørnen rode med skuldertasken. Nu var den gal igen her først på sommeren; men denne gang var det en tiger. Han havde været en tur på sin motorcykel nede i Kenja og var sidst på formiddagen på vej tilbage ad det stejle stykke under fabrikken. Han så godt nok forude et dyr med en gul pels som bevægede sig, men troede at det var en kalv. Først 15 meter fra den blev han klar over, at det var en tiger som stod og gnubbede sin ryg mod en sten. Han bremsede, og i sin befippelse glemte han at koble ud, så motoren gik i stå. Nu blev tigeren opmærksom på ham og begyndte at knurre. Forvirrede tanker, hvad nu! Løbe væk? Nej, vende motorcyklen! Straks fortrød han, at han havde købt så stor og tung en motorcykel og vred over, at man havde bygget så smal en vej. Det tog tre gange frem og tilbage at vende den; men så ville den ikke starte. Frigear, og så ned ad bakke, hurtigere og hurtigere uden at overveje sten, mudder, hjulspor, fordybninger. Efter lidt gik farten af, men så var der noget der rev fat i hans ben. Det måtte være tigeren, ”Så, nu dør jeg”. Men heldigvis var det bare
styrtbøjlen og støttefoden der
havde revet fat i buksebenet. Videre nedover huskede han historier fra lavlan det, hvor tigeren er sprunget på motorcykler bagfra og har revet passageren af. Nu hørte han bagude et bilhorn der blev ved med at give lyd. Senere mødte han dem. De havde mødt tigeren, som de mente, så ud som den havde jagtet nogen; men de fik den afledt, og senere forsvandt den ind i skoven. Efter at have underholdt folkene i Kenja en rum tid, fandt Dorjee en anden og mere bøvlet vej hjem og priste sig blot lykkelig for, at det ikke havde været nat, for så havde han ikke kunnet fortælle os sin historie.
Men her midt sommer var den gal igen. Regnskabsåret var ved at være slut, og fabrikkens skattebetaling skulle afklares, så Dorjee tog på motorcyklen den lange vej til skattekontoret i Okhaldungha. Derfra skulle han videre til Kathmandu for også at få virksomheden godkendt i Selskabsstyrelsen. Han mødte Prabhu, som også skulle den vej på motorcykel, så de fulgtes.
Det var monsuntid og regnen havde blødt godt op på bjergskråningerne. De var ikke kommet ret langt, før Dorjee så en stenblok på størrelse med en kabinekuffert komme springende ned ad bjer-
get. Han kunne kun vurdere, at den havde retning imod ham; men ikke om han skulle bremse eller speede op. Han valgte det sidste, og stenen ramte bagsædet og væltede motorcyklen, så Dorjee røg ud over vejkanten og 20 meter ned ad skråningen. Stenen havde ikke rørt ham, men på den videre nedfærd brækkede han højre storetås mellemfodsknogle og forstuvede den anden ankel. Beskyttelsestøj og handsker hindrede sår, men ikke at han var voldsomt forslået. Prabhu fik stoppet en bilist, og de fik ham slæbt op på vejen. Bilisten skulle også til Kathmandu, så han tog Dorjee med til sygehus; mens Prabhu fik motorcyklen tilbage til Okhaldungha og på værksted.
Dorjee kom i gips og fik besked på at holde sig i ro i 1 måned som logerende hos sin søster og svoger. Efter at have ønsket ham til lykke med at have overlevet for anden gang i år, hvor han i første omgang slap for en tiger på bagsædet, men fik et bjerg i stedet, så fortalte jeg ham, at her i Danmark går man på arbejde efter få dage med den diagnose. Men det turde han ikke, og efter udstået måned og skifte af gips til bandage fik han ordre på 1 måned mere. Nu kunne det være nok. The-fabrikken havde brug for ham, så jeg indvilgede i at tage risikoen, hvis noget gik galt. Han havde taget 8 kg på og havde svært ved at løfte sig op ad trapper. Nu er han i fuld gang igen og smågriner, når jeg påstår, at han nød at sløve den af. Men nu må det være nok med alle hans nærdødsoplevelser.
Forår og Sete Women
Group
Da Janaki og jeg forlod Bhakanje, havde vi hyret Phurwa Gyalzen med hans firehjulstrækker til at køre os over Lamjurapasset for at besøge borgmester Namgyal omme på den anden side. Men på vejen
kørte vi omvejen ned omkring Sete for at få en snak med kvindegruppen om deres nye forsamlingshus, som jeg jo havde lovet dem sidste efterår. Vi blev vist ned til stedet, hvor der er lige knap så stejlt som de fleste andre steder. En vidunderlig sydvendt beliggenhed, men ikke meget plads. Jeg gjorde opmærksom på, byggemodning er deres egen opgave både arbejdsmæssigt og økonomisk, og at støttemure over 5-6 fods højde skal jordskælvssikres. Så måtte de se at finde plads nok til det hele. Kvinderne var helt med på den, men forkvindens mand og jordejer var noget beklemt ved de udsigter. Jeg fik øjenkontakt med hende i det skjulte, og så et grin og blink med højre øje. Derefter gik vi til frokost, som resten af gruppen havde gjort klar i køkkenet. Naturligvis ved sådanne begivenheder var der chicken curry.
Mutter fik overbevist Farmand, så byggepladsen blev en halv gang større. Der blev bygget to støttemure på 5½ fod og selve byggefladen er fuldstændig vandret og plan, og så var det min tur til at finde penge. Nogle donationer var allerede kommet ind fra medlemmer og fra et foredrag i Varde; men så kom resten fra Topsoe Holding, og vores del af projektet kunne sættes i gang. Foreløbig er ægtefæller og sønner sendt op i stenbruddet, og andre er sendt ud i skoven for at udpege de grantræer som skal fældes, når monsunen snart ophører. De skal fremskaffe sand og skærver, og Janaki skal indkøbe jernstænger og cement og få det sendt frem til Sete. Så kan de gå i gang med fundamentet. Det bliver et lille hus i to etager på hver 30 m2, mødelokale forneden og køkken foroven, og med en garage på 10 m2 til deres ”Tractor”, som er en lille fræser, og deres benzindrevne kornmølle. Her i første runde har de fået besked på, at ind-
retningen er på deres egen regning; men nu får vi se, hvordan det hele forløber. Hvis det går glat uden diverse krumspring og forsøg på at fordyre projektet, kan jeg da overveje at ordne vægpanelerne og noget af møblementet.
Efter frokost kørte vi op, op og op; først gennem sæterlandskabet, så gennem nåleskoven med opadstræbende Blue Pine og krogede fyrretræer. Derefter landskabet med blomstrende buske og ikke mindst rhododendron i mange farver som bliver større jo højere vi kommer op, mens luften bliver køligere, lettere og friskere. Især deroppe hvor rhododendron er 15 meter høje med blomsterklaser så mange og så store, at man dårligt kan se træet, måtte vi stoppe bilen i eftermiddagssolen og gå en tur ud på engen mellem træerne med bjergene i baggrunden. Dér blev Janaki og jeg enige om, at vi er umådeligt privilegerede, at vi i vores liv får mulighed for at opleve så megen unik skønhed. Taknemmelighed. Så blev træerne mindre og mere krogede og til sidst forsvandt de efterladende bar sæter og lyngplanter. Vi måtte igen lige ud af bilen og lægge til bunken, den sten som vi havde med fra Bhakanje; Ke-ke-tso-tso-lha-gyelo. Derefter ned på den anden side hvor naturen igen ændrede sig i modsat rækkefølge, indtil vi ankom til Salleri, hvor Namgyal modtog os.
Sådan brygger du Bhakanje Tea
