Bestyrelsen Himalayan Project
formand: Hans Østergaard, Iglsøvej 47 C, 7850 Stoholm hans.ostergaard@outlook.dk sekretær: Allan Danfær - danfaer@mail.dk medlem: Randi Holm Nielsen - raniholm@gmail.com medlem: Ulla Bondam - ulla@ulla.dk
administrator: Kurt Lomborg, Kjeldbjergvej 34, 7800 Skive Tlf. 97 54 53 08 - kurt@nepalhelp.dk
Medlemskab - Nyt kontingent-år 2025
Personligt medlemskab 300 kr hvoraf 250 kr til projekter i Nepal og 50 kr til projektomkostninger i Nepal
Ungdomsmedlemskab 125 kr hvoraf 100 kr til projekter i Nepal og 25 kr til projektomkostninger i Nepal
Støttemedlemskab 125 kr til støtte af foreningsdriften i Danmark og til administration i Nepal
Spar Nord 8500 2651842339 +73< (tomt felt) +86316536<
MobilePay 19841
Generalforsamling i Himalayan Project torsdag den 20. marts 2025 klokken 18.00
Vi afvikler vores sædvanlige generalforsamlinger på Højslev Kro, hvor vi kan få det sædvanlige foredrag om tingenes tilstand deromme på den anden side af Kloden, og spise den traditioneller velvoksne pariserbøf; eller fiskeret efter ønske.
(Du betaler 200 kr for pariserbøffen med 1 øl/vand eller 230 kr for fiskeretten med 1 øl/vand)
Vi vil medbringe en masse pakker med Bhakanje Tea, Black / Green som du kan tage med hjem.
Tilmeld dig til hos Kurt på kurt@nepalhelp.dk
senest onsdag 19. marts og meld om du vil have bøf eller fisk
Fotos: Forside: Dr. Jangbu Sherpa og Nurse Alisha Pradhan i gang med tandbehandling af Sapana Tamang, 5 år, fra Chhirringkharka. Bagside: Haven bag Thefabrikken. Alle fotos: Papa Kurts mobiltelefon.
pakker
Green på kurt@nepalhelp.dk
Efterårets projektrejse gik slet ikke efter planen. Der var ellers lagt op til en grundig nedlukning af årets produktion i Thefabrikken med indretning af den nye lagerbygning, det nye stabshus og det nye lokale for besøgende. Det var også meningen, at vi skulle diskutere byggeriet af det nye the-udviklingscenter med håndværkere, skolefolk og myndigheder. I den forbindelse skulle vi aflægge visit hos borgmesteren og helst omkring de store Dashain-dage, så vi kunne blive rigtigt fejret med røde klatter i panden og lækker mad. Vi skulle diskutere seriøst med skoleledelsen, om hvorfor skolen standard er så forringet. En ceremoni skulle gennemføres i Chhimbu Skole for at markere vores ophør af støtten gennem 31 år. Sete Wo men Group havde inviteret til møde om deres nye forsamlingshus, der skulle til at bygges. Der skulle gennemføres en tand læge session blandt samtlige skolebørn.
Men bortset fra tandlægeprojektet så blev intet af det til noget. Alle planerne blev væltet af et lille blodtørstigt insekt. Den hedder ”gul-feber-myg” og er lidt mindre end vores hjemlige skovmyg. Den sidder og gemmer sig i vegetationen og er aktiv om dagen; mest i skumringen mor gen og aften. Den angriber bagfra og er dygtig til at stikke sin snabel igennem den smule tøj, som man har på i de varme lande. Den bliver jævnligt sulten med få dages mellemrum og vil kun have menneskeblod. Den lægger sine æg i selv de mindste pytter, hvor larverne udvikler sig til pupper hen over vinteren, hvis pytten ikke tørrer ud, for i forsommeren at springe ud af sit puppehylster og flyve på menneskejagt. Dens larver tåler ikke kulde, så hvis temperaturen bare nærmer sig frost, så dør de. Derfor har vi den heldigvis ikke her i de køligere lande.
”tigermyggen”, som er lidt mere kuldetålende og derfor er begyndt at brede sig op i Europa. Den er så grådig, at dens blodrus går ud over både mennesker og dyr, og så angriber den lige så gerne forfra og med en højere summen, så man har en chance for at gribe den i luften. Den værste af de to er gul-feber-myggen som i løbet af sin voksentid aktiverer sin blodtørst 6-10 gange og kun fra mennesker.
For begge gælder, at hvis de suger blod som indeholder virus, kan mange virustyper inficere myggens spytkirtel. Når myggen stikker, så injicerer den lidt spyt, før den begynder at suge, for spyttet indeholder et stof som hindrer blodet i at
dog de virus som kan følge med spyttet. Tigermyggen kan være inficeret med dyrevirus, som ikke kan inficere mennesker; men den kan også ind imellem have fået menneskevirus i sig. Den lille gul-feber-myg arbejder kun med menneskevirus, som den får i sig, når den tapper én, som er akut syg med virus.
Men den har en lidt større slægtning,
En af de trælse virus hedder Dengue. Den klister sig fast på en menneskecelle
og sender sine gener ind i cellen, som derefter bliver lavet om til en virusfabrik som meget hurtigt leverer op mod 10.000 nye vira ud i kropsvæskerne, før cellen udmattes og klasker sammen. Der går 3-4 dage før kroppens immunforsvar for alvor tager fat i at bekæmpe de milliarder af virus med feber, antistoffer og ædeceller. Heldigvis ret effektivt for efter 5, op imod 12 dage, er virus neutraliseret, og det bedste er, at virus bliver husket af immunsystemet, som er klar til modangreb næste gang en myg afleverer samme virus.
Lidt afhængig af hvor effektivt det smittede immunforsvar er, er en tur med denguefeber et sted imellem noget, som man dårligt opdaget over en mild til en mere alvorlig influenza. Engang for ikke så længe siden var det en sygdom imellem aber i Centralafrika, men nu er den spredt ud over alle de varme lande kloden rundt med omkring 400 millioner tilfælde årligt. I Nepal er den blevet en svøbe i de lavereliggende områder, hvilket også omfatter Kathmandu; men heldigvis ikke Bhakanje. Så egentlig ikke noget særligt alarmerende; MEN …
Virus findes i fire ret ens og alligevel ret forskellige stammer, som kan svindle med
vores immunsystem. Det første angreb slås rigtigt effektivt tilbage og nedkæmpes. Men hvis man angribes igen med en af de andre stammer, så skelner immunsystemet ikke, at der er forskel og indleder det forud programmerede modangreb, som rammer helt ved siden af. Virus avler videre som intet var hændt, mens modangrebet forstærkes helt vildt. Først langsomt opdager forsvaret, hvad der er på færde og begynder at opfinde nye effektive våben. Nogle gange er det for sent, så patienten dør. Nogle gange er det langsomt, så patienten får senfølger som efter mange måneder, eller aldrig, retter sig. Andre gange går alt i orden efter nogle uger. Ubehandlet er der nogenlunde lige mange i hver af de tre grupper. Der findes ikke direkte medicin, men kun symptombehandling, væske, kvalmemedicin, feberdæmpende og sådan noget, indtil kroppen igen kan klare sig selv. Selvfølgelig er der også en masse folkemedicin, såsom kokosvand og papaya, men normalt virker det kun, når appetitløsheden forsvinder, og man er ved at komme sig.
I princippet kan alvorlig denguefeber opstå 3 gange: hver gang en ny stamme angriber. Men da det kræver en ny myg som har suget af en ny bloddonor med levende virus i blodet, vil det være sjældnere for hver gang der smittes. Der kan vaccineres, men den bedste vaccine er ikke fuldt effektiv overfor alle fire stammer, så en vaccination kan endog være en trigger til et alvorligt udbrud.
Interessant sygdom og en ubehagelig svøbe for de varme lande; men hvor mon jeg fortæller den historie? Jeg havde fået lokket Anne-Marie med til Nepal i efteråret. Vi opholdt os kun 2 dage i Kathmandu, før vi kørte op til Bhakanje. To dage i den hyggelige gårdhave med en masse små træer, buske, blomster og et lille vandhul, som fugle og skildpadden
kan drikke af. Ren idyl bortset fra nogle få myg. Turen til Bhakanje tog en hel dag med Phugyalzens 4WD; faktisk 14 timer på grund af den voldsomme regn 2 uger før. To dejlige dage i Bhakanje, og så blev Anne-Marie syg, og det blev værre dag for dag. Den lille lokale Health Post er ikke af højtuddannet standard; men uden at have erkendt diagnosen behandlede de symptomerne fuldt korrekt og sad hos hende det meste af dagen. Men i Bhakanje er vi jo heller ikke hvem som helst. Normalt koster en indlæggelse 5 kroner per dag, men de insisterede med stolthed på, at vi ikke skulle betale.
Denguen blev fra slem til værre og derefter rigtig skidt, så vi skulle evakueres. Biltransport var udelukket i hendes tilstand. Selv ikke den ambulance, som vi leverede efter corona, ville kun kunne bruges i yderste nød. Heldigvis er vores forsikringsforhold i orden, så der skulle satses på helikopter; men vejret havde været dårligt i flere dage med tæt skydække og tåge, så både fly og helikoptere var strandet oppe i Lukhla sammen med flere hundrede turister, som masede på for at komme tilbage til hovedstaden og hjemtransport.
Efter at helikopteren var bevilget, gik der yderligere en dag før den kunne komme. Anne-Marie var da så afkræftet, at hun kun kunne tumle afsted ned til helikopterpladsen med støtte af to stærke sherpini. Janaki var da også ved at blive syg med de samme symptomer, derfor havde jeg anmodet om en plads til hende i helikopteren og havde tilbudt en pæn overpris for pladsen. Men to sure amerikanere havde åbenbart budt over, for der blev ikke plads til hende, og sådan fortsatte det de næste dage, hvor jeg forsøgte at booke til hende; men blev afvist. Dels fordi der var en masse stabil indkomst oppe i Lukhla, nu da vejret var blevet bedre; men også på grund af en anden uheldig omstændig-
hed, som jeg først blev opmærksom på nogle dage senere.
Ved afskeden var en masse lokale mødt op. Nogen græd og andre trøstede, og så skulle vi jo iklædes de traditionelle khata tørklæder. Da Anne-Marie var for sølle, fik jeg også hendes. Helikopteren landede og på vej ned til landingspladsen, afleverede jeg dem alle undtagen én. Piloten havde travlt, for de skulle nå at tjene en masse i dag. Rotoren kørte, maskinen stod og småhoppede, og så sugede den min khata op, så den satte sig i rotorakslen. Motoren måtte slukkes og tørklædet pilles ud, mens vi fik os spændt fast. Jeg fik senere at vide, at selskabet bag helikopteren havde været groundet i et halvt år på grund af to fatale styrt, og at de netop to dage før havde fået lov til at starte op igen med denne nyindkøbte helikopter. Heldigvis havde min khata ikke forvoldt skade, og vi kom til Kathmandu; men procedurerne sagde, at helikopteren skulle igennem den helt store ingeniør check efter sådan en episode, så den nu var groundet i to dage. De var enormt sure og ringede mange gange til Janaki, som i mellemtiden med vores ambulance var bragt til kommuneklinikken for behandling. Først da hun fik inddraget borgmester Namgyal, fik hun fred.
Fra lufthavnen blev vi kørt med fuld udrykning til hospitalet. Ikke fordi hornet virker særligt effektivt, da ikke ret mange bilister viser særligt hensyn, men det giver da lidt ekstra dramatik. Anne-Marie blev indlagt og nurset af effektive sygeplejersker, tilset af kompetente læger, og sat i systematisk behandling i intensivafdelingen. Først efter 5 dage fik jeg min svage hustru med hjem til hotellet, og først efter yderligere en lille uge blev hun frigivet til at måtte sætte sig i en flyver hjem. I dag er Anne-Marie fuldstændigt restitueret, og vi er meget taknemmelige overfor den lille Bhakanje Health Post, Europæiske Rejse -
forsikring, Manang Air og Ciweg Hospital for deres kompetente behandling af os.
Knap så heldig var Janaki. Hun måtte efter flere dage tage den lange køretur hjem. Hun var ikke helt så syg som AnneMarie; men har til gengæld svært ved at forvinde senfølgerne. Her flere måneder efter føler hun sig stadig svag og træt. Hendes behandling havde været langt fra optimal. Dengue feber er en rigtig dum og grim sygdom.
Vi mindes hele tiden om klimaforandringer; især fra den del af Kloden, som vi betragter som vores. Men de er globale. Sidst i september, en uge før vi ankom til Nepal, havde der været en vældig opvarmning over den Bengalske Bugt, som sendte en masse vand op i atmosfæren. Det gav et massivt højtryk over bugten og lavere tryk over land, og så var vilkårene til stede for en solid drivvåd storm, som rasede på skrå mod nordvest indtil den blev løftet op i Himalayas koldere luftlag, og kondenserede til dyngtunge skyer som under lyn or torden afleverede sit vandindhold. Mest over de lavere bjerge. Knap så meget oppe i Bhakanje; men den varme luft nåede helt op til de ellers permafrosne tinder, så de et par dage sendte en masse smeltevand ned i elvene.
Oppe i Bhakanje havde smeltevandet ædt det stykke af vejen som lå nede ved floden. Længere nede var regnvandet løbet ned ad jordvejene, så hjulsporene var blevet til små raviner. Nedenfor havde jordskred blokeret vejene eller ligefrem fjernet dem. Nede, hvor elvene samler sig til floder, blev store solide broer revet væk. De bedste og hurtigste veje til Bhakanje fører ned i lavlandet, før vi drejer op i bjergene; men de tre mulige lavlandsveje var ikke længere mulige, da broerne, hvor vi skulle dreje fra, var skyllet bort. Vi måtte tage den mere bøvlede højlandsrute. Hvor
vi normalt kan klare turen ind på 8-9 timer, så tog den nu 14 fra før solopgang til et godt stykke efter solnedgang. Vejvæsenet havde været i gang, så jordskredene var blevet åbnet i en enkelt vejbane. De store klippestykker, som var væltet ned, var blevet skubbet til side. Nedskredne veje var blevet fyldt delvist op med jord. Men højere oppe, hvor vejvæsenet er knap så effektive, skulle vores 4WD balancere mellem de små raviner, blotlagte sten og plørehuller; både for at undgå at sidde fast, men også fordi Phugyalzen er ret øm over sin bils undervogn. Indimellem var farten under 5 km/t. Han var kørt fra Bhakanje dagen før for at hente os og havde kun fået sovet en halv nat. Han er heldigvis en habil chauffør, og når han bliver søvnig, tager han en slurk vand og ringer til en eller anden.
Jeg satte en vejrstation op på vores vandtårn ved Thefabrikken i foråret; men først kunne Dorjee ikke finde ud af at aflæse den, dernæst kom han til at slette data, og endelig løb den tør for batteri. Den kom først op at køre igen dagen efter, at det store regnvejr var ophørt. Ærgerligt, for det kunne have været en interessant uge at følge. Men nu har aflæsningen fungeret upåklageligt i 103 dage, så vi nu ved meget mere om vejret end hidtil, hvor vi målte vejret med, hvor meget tøj man skal have på. Temperaturen svinger 5-10o mellem dag og nat, startende ved 12-20o først i oktober, og til 2-12o først i januar. Altså ikke så meget anderledes end dansk efterårsvejr.
Luftfugtigheden er høj hele efteråret, og om natten 100%, mens den er normal til moderat i december, og i dagtimerne helt ned til lav 15-20%. I de dage, hvor vi skulle evakueres, var luftfugtigheden meget høj både dag og nat; dugpunktet fulgte temperaturen; lufttrykket var højt. Det kunne vi jo i dén grad se; men meget sjovt at forstå hvorfor. Atter ikke så forskelligt fra derhjemme.
Men så kommer den helt store forskel. Natten til 1. oktober faldt der 0,6 mm regn og i dagene 31. oktober til 5. november faldt i alt 26,7 mm. Det er den som de kalder ”tenzing-chhu”, og den kommer hvert efterår og varer en uge. Ud over de to perioder var der ingen regn overhovedet. Af gode grunde kaldet tørtid.
En anden stor forskel er vindhastigheden. Sjældent når den op på moderat brise og kun en enkelt gang i januar nåede et vindstød på frisk brise. To tredjedele af målingerne viser vindstille. Og den smule vind, der kommer i Bhakanje er aldrig fra nordvest; men altid midt på dagen nede fra dalen i syd og sydøst. Solen varmer dalen op, så den varme luft søger op igennem dalen, mens den om natten køler af og søger ned igen; men Bhakanje ligger 800 meter over dalbunden, så vi mærker ikke denne natlige dalvind.
Måling af lufttrykket viser, at det ved fabrikken er 75,5% af trykket ved havniveau, og dermed 25% tyndere end hjemme. I det lufttryk koger thevandet ved 91,2o. Perferkt til grøn the, men egentlig ikke til sort.
Ærgerligt at vi ikke fik det første halvår med, for det kunne jeg have brugt til at lave en masse luftige teorier om, hvordan vejret har påvirket vores the, som i år var virkelig dejlig i foråret, meget eftertragtet i sommerperioden; men lidt kedelig sidst på efteråret.
Jeg satte også en temperatur-fugtighedsmåler op i vores lagerrum; men den har Dorjee endnu ikke kunnet finde ud af at aflæse, og vi nåede ikke at løse problemet i efteråret. Det gør nu heller ikke så meget, for rummet har ikke været ordentligt i brug endnu. Dels blev både forårs- og sommer-the’en revet væk; men værre var, at de mange hylder lavet af krydsfiner afgav kemiske stoffer, som rev både i øjne, næse og hals. Nu har døre og vinduer stået åbne i 8 måneder, så hylderne nu endelig har dampet af, så de sidste 350 kg usolgte efterårs-the snart kan lægges ind på lageret. Men det er meget vigtigt, at vi har klimadata for rummet, for godt nok skal the’en opbevares køligt; men den må ikke ramme dugpunktet. Det er den temperatur, hvor luftens indhold af vanddamp fortættes og bliver til vanddråber, og det må sandelig ikke ske inde i pakken med the. Derfor skal rummets temperatur være højere end dugpunktstemperaturen, eller fugtigheden skal være lav både i rummet og i pakken.
Det lille rum for enden af lagerbygningen, som skal fungere som besøgs- og mødelokale, er virkelig blevet smukt, indbydende og funktionelt på trods af sine kun 13 m2. Vi har længe haft besøgende som vader ind i fabrikken af nysgerrighed eller bare for hyggen. Der er jo i reglen vældig hyggeligt og ind imellem også til gensidig glæde; men det er ikke hensigtsmæssigt i en virksomhed som producerer fødevarer. Vi har bedt Nuru Tundu om at lave en smedejernslåge, som skal være klar, når jeg
kommer til april, og elektrikeren har sat en trykknap op som skal forbindes til en alarm. Hvis der er tid, kan de besøgende lukkes ind i besøgsrummet, smage på the og få noget at vide om vores produktion. Hvis de er flinke og forstående nok, kan de få lov til at komme ind på selve fabrikken for at se og lugte, hvad der sker. Desuden kan vi få mere kontrol med, hvem der benytter vores toilet og eventuelt skal have en belæring om at gøre rent efter sig.
Rummet er også dejligt til småmøder. Lyst og venligt så vi kan se hinandens mimik, og så kan vi servere friskproduceret the, som vi ovenikøbet kan forklare detaljer omkring. Det giver et lyst sind som fint kan befordre diskussionen. Det store vindue med Himalayas mest fantastiske udsigt var ikke blevet vasket efter byggeriet, så det trængte. Der er lidt højt op til ruden udefra, men de to themagere satte stigen op og stod begge på samme trin for at lave lidt sjov med kedelig vinduespudsning. Her sad vi og smagte på theprøver fra den sidste periode. Det er meningsfuldt at smage dybden i Bhakanje Tea, mens vi ser dybden i landskabet. Desværre var vejret diset i den korte tid vi var der, så jeg har stadig til gode at opleve drømmesynet i klart vejr.
Når der skal holdes større møder, foregår det i Forsamlingshuset lige nedenfor,
og det fungerer rigtig godt. Kooperativet har holdt både bestyrelsesmøder og generalforsamling dernede, og der har været to møder, hvor theeksperter har forklaret thefarmerne om aspekter af pasning og pleje af buskene. Første gang arrangeret af os, hvor det handlede om beskæring og formning af buskene. Her for nylig arrangeret af eksperten selv med støtte fra USAid om fødevaresikkerhed og vigtigheden af dyrkning uden kemikalier. Kort efter skulle der være endnu et møde om økologisk dyrkning, buskens behov, mangelsymptomer, og hvad men kan gøre ved det. Også arrangeret af USAid, men det blev aflyst, to dage før det skulle have været afviklet, fordi Trump på sin første dag som præsident havde udstedt dekreter i læssevis. Således var al ulandsbistand sat på pause i 90 dage og herunder også vores lille kursus fjernt fra Amerika og langt ude i bjergene i Bhakanje. Forunderligt!
Fabrikken har haft flere besøg af eksperter og andre thefolk, som har besøgt mange andre fabrikker i Nepal, og vi får så mange positive reaktioner og udtalelser fra dem. Vores fabrik er lille; men det er den smukkeste i Nepal; både selve fabrikken og grunden omkring. Produktionsapparatet er meget veldimensioneret, og med alt hvad der skal være til stede for at lave unik orthodox the. Vores medarbejdere er
vidende og bevidste om det arbejde, som de udfører. De besvarer spørgsmål, som viser deres dybe indsigt. Farmerne er interesserede og videbegærlige, og de passer deres små langsomt voksende buske, som var de en del af familien. Ingen andre steder i Nepal, og vistnok kun to steder i Indien, er fabrikken ejet af bønderne, uden at der imellem dem er ejere med en dominerende ejerandel. Der kommer thefarmere fra nær og fjern for at se vores efterhånden navnkundige sted og for at undersøge, om det er noget, som de kan gøre efter. Det er dejligt at få al den anerkendelse, og det er Janaki og jeg faktisk ret stolte over.
Det lille hus til vores ansatte er også et lille eventyr. Anne-Marie, Janaki og jeg blev inviteret til middag af de tre drenge Dorjee, Bishnu og Kailash. De kogte og brasede under megen morskab ude i det lille køkken, mens vi bænkede inde ved bordet kommenterede både dette og hint. Maden smagte fantastisk, vi tre spiste begærligt, mens de tre med stor tilfredshed stod og observerede vores nydelse. Det kneb dog lidt mere for Anne-Marie, som da var begyndt at blive lidt syg. Hun blev efter maden lagt ind i seng i det meget lille soveværelse. De er så glade for det lille hus, at de ofte overnatter der alle tre i stedet for at tage hjem.
Det lyder jo ret idyllisk, men det er det nu ikke altid. Dorjee Tamang er Manager (Driftsleder), Bishnu Thami er Technician, og Kailash Basnet er Assistant. Bestyrelsen er umådelig træg og ansvarsflygtende, så alle deres opgaver med den mindste smule bøvl bliver overladt til Dorjee, og han tager sig af dem uden at brokke sig, fordi han føler ansvar. Janaki og jeg har heller ikke andre at henvende os til, hvis vi skal have noget afviklet, og det betaler vi ham et fast månedligt beløb for. Han har derudover mange private opgaver, dels med at hjælpe andre og dels fordi det er sjovt,
eller fordi han mener, at der en noget business i det, hvilket han ikke har meget held med. Oven i alt det er hans hovedopgave jo at sikre fabrikkens drift, lagerstyring og kvalitetssikring, og det gør han da også, når Janaki minder ham om det. Det lyder jo meget aktivt, og det er det også; men han er en del fraværende på fabrikken og gør sit arbejde på en lidt doven og lad måde, og det bryder Bishnu sig ikke om. Oven i det hele, så er han lige nu, mens dette skrives, i Kathmandu for at blive forlovet med en studerende i miljøvidenskab. Det bliver spændende, om han kan trække hende til Bhakanje, eller hun trækker mere i ham, og i det hele taget hvordan det vil påvirke hans job på fabrikken.
Bishnu er en begavet gut, men meget egensindet. Han er dygtig til at lave the. Han fornemmer, hvornår processerne er gennemført, og næste fase kan igangsættes. Han er glad for sit arbejde; men også glad, når der sker noget sjovt, og så glemmer han alt andet, og så er han borte, mens maskinerne kører videre. Naturligvis bliver han skældt ud; men det kan han slet ikke lide. Dorjee brokker sig over, at Bishnu ikke vil lytte og adlyde; men bare kigger ned og arbejder mut videre i sin egen rytme. Han føler selv, at han er eksperten i den daglige produktion, og det er ikke helt forkert. Det er også Bishnu der på computeren dokumenterer indkomne blade, arbejdsgangen og den producerede the.
Kailash er nyeste mand i fabrikken. Han er et blidt og dejligt menneske, altid med et stort smil og uden ønske om at føre sig frem. Han er dygtigere, end han selv er klar over. Han er Bishnu’s assistent og underlægger sig solidarisk hans vilje og kommando, og det er sådan set i orden, for de er gode sammen; men det er ikke godt for Dorjee. Somme tider tager han udflugt sammen med Bishnu, eller han bli-
ver sat til at gøre arbejdet færdigt. Der hvor Bishnu bliver vred og godkender sin egen fejl, der bliver Kailash ked af det.
Vi skulle jo have arbejdet med konfliktløsning i efteråret, men vi nåede det ikke. Jeg tog dog chancen for et dramatisk tiltag som kunne briste eller bære. De får alle tre en fast månedsløn hele året af selskabet, og indtil nu også et løntilskud fra os, også i vinterperioden. Hvor Dorjee udfører vigtige opgaver både for selskabet og for os i vinterperioden, holder Bishnu og Kailash helt fri. Hvis vi beder de to om en tjeneste, bliver den udført sølle, sent eller aldrig. Derfor besluttede jeg at fortsætte Dorjee’s løntilskud; men at stoppe de to i den arbejdsfri periode. De blev begge vrede; mest på Dorjee, så han truede med at sige op. Heldigvis giver deres job en masse prestige og sådan set også en hæderlig løn, så nu går de knugede omkring og venter på, at Janaki og jeg til april skal løse konflikten. Sådan set et ganske udmærket udgangspunkt. Arbejdet med at etablere det offentlige elnet er afsluttet. Vi har fået vores næsten egen transformator på 100 kV, som vi blot skal dele med vores nabo
og forsamlingshuset. Men rigeligt til vores behov. Hvornår den kommer i brug, kan vi dog ikke få at vide, bortset fra snart. Samme besked som vi har fået i 3 år nu. De vil ikke slutte det til det nationale net, før også naboområdet Goli er fuldt udbygget; men det går fremad. Vi forventer at der skal sættes prøvespænding på her i vinter. Men de invasive poppeltræer vokser hurtigt og sender allerede grene ind i ledningerne, så det vil nok tage noget tid at regulere dem. Hvis netværket godkendes, forbinder elektroingeniøren vores kæmpestore elskab til transformeren, og så er vi spændt på, om der sker noget dramatisk, og om den store kontakt fungerer. Den der vælger elnettet eller generatoren. Hvis det lykkes, bliver det en kraftig forbedring af vores produktionsapparat.
Det store projekt med et uddannelsescenter for the, nåede vi at diskutere med diverse aktører; men vi nåede ikke at komme ned på byggepladsen og måle op og planlægge, så det projekt er foreløbig udsat til næste efterår. Men her i april skal vi da ned og kigge pladsen ordentligt an. Sognerådsformanden lovede at få lavet en traktorvej derned, og det har han overholdt. Men er der overhovedet et fokus på videregående uddannelse lokalt og specifikt omkring the. Vi spurgte de lærere, som
samtidig er i nær kontakt til thedyrkere, om de nogensinde fortæller eleverne om thedyrkning og fremstilling. De er aldrig sket.
Vi var inviteret til Sete som gæster hos kvindegruppen, hvilket jo måtte aflyses. De havde ellers en masse spørgsmål omkring deres forsamlingshus, som vi bygger sammen med dem. Det måtte vi så klare over telefonen. Nu er byggeriet godt i gang, og vi regner med at blive inviteret igen her til april, hvor huset så er kommet rigtig langt frem. Lige nu er byggeriet sat på pause, for håndværkeren er Dorjee’s far, Pasang Tamang, og han skulle til Kath-
Sherpa, som ikke har glimret ved sit aktivitetsniveau. Vi håber at et gyldent håndtryk kan smitte lidt af på hans nye position.
Dental Camp
Vores scholarship student Rajani Tamang blev færdig som tandhygiejniker forrige år. En uddannelse der handler om tandsten, tandkød og hygiejniske principper omkring tænder og mundhule, som i Nepal tillige giver adgang til behandling af caries med både overfladisk boring og fyldning. Hun havde som nyuddannet været hjemme omkring i Bhakanje, og sammen med sin far været omkring i alle fem skoler og tjekket samtlige 350 skolebørn og lærere for tandproblemer. Hun fandt at kun 10% havde sunde normale tænder uden caries. Resten havde en tanddiagnose; 5% endog i så alvorlig grad at det krævede kirurgi.
mandu en uges tid, for at tage del i Dorjee’s forlovelsesgilde.
Vi skulle også have været i Chhimbu og afvikle en lille ceremoni i anledning af, at vi nu stopper vores støtte til skolen, fordi pengekassen er løbet tør. Skolen kører fint videre som en offentlig skole. Men vi ville gerne give vores lærer, Jangbu Sherpa, gennem 25 år en ordentlig afsked. Det blev også aflyst, men denne gang på grund af Jangbu, for hans søn klarer sig godt i Australien og har inviteret Far og Mor til at komme på besøg. Nu bliver det i stedet til april, hvor vi skal høre om deres oplevelser. Han er medlem af bestyrelsen for Bhakanje Tea Estate og det ser ud til, at de er ved at beslutte, at han skal overtage posten som formand fra Ang Dawa
Indtil maj 2024 har der ikke været nogen form for tandbehandling i kommunen; men i maj blev der nyindrettet en klinik i kommunens hovedby, Chaulakharka, betjent af en nyuddannet tandhygiejniker. Folk i Bhakanje var endnu ikke begyndt at benytte sig af den, for der er lidt lang vej til den, og så skal der betales for behandlingen. I vores øjne ikke de store penge; men når man ikke ved, hvad det er værd, så holder man sig tilbage. Desuden er udbredte tandproblemer en ret ny ting. Det er først for omkring 15 år siden sukker blev almindeligt tilgængeligt som sødemiddel til mælkethe, og langsomt blev bolcher tilgængelige. Da vejene kom længere ind, kom også kiks og instant nudler til, og nu alle mulige andre junkfoodtyper. Tandemalje indeholder fluor, som der ikke er meget af oppe i bjergene. Dette kombineret med, at tandbørster, tandpasta og børsteteknik kun langsomt er fulgt med,
så har vi problemet. Smertetærsklen i befolkningen er ret høj i alle aldre. Der bliver ikke pylret ret meget, og da næsten alle har tandsmerter, så er der ikke meget grin i at konkurrere om, hvem har mest ondt. Tandsmerter bliver ignoreret.
Rajani foreslog sin donor, vores formand Hans, at vi gennemførte en regulær Dental Camp med tandlæger og fuldt udstyr. Han var med på idéen og lokkede to andre bestyrelsesmedlemmer med, og ret snart var der skaffet penge. I foråret fik hun startsignal. Ivrig, men uden erfaring i at beskrive, så udenforstående kunne forstå, hvad det drejede sig om, så blev det en temmelig mangelfuld planlægning. Janaki tilbød at hjælpe, men hun ville klare det hele selv. Jeg gav lidt vejledning, men det blev beskrivelsen kun ringere af. Hun fik dog en aftale på plads med to tandlæger og en tandhygiejniker, som hjalp hende med at beskrive en liste over instrumenter og medicin som skulle medbringes. Hun fik lov til at låne den dyre batteridrevne transportable Dental Unit med bor, sug og spray.
Hun fik aftalt et tidspunkt med holdet sidst i september; men glemte heldigvis at arrangere transport og den slags praktiske småting, for det var netop dér, at der blev det heftige regnfald som ødelagde veje og broer. Hun havde heller ikke fået
aftalt med hjælpere og ej heller med skolerne, så nu tog Janaki over og fik styr på det hele.
Hun foreslog udsættelse i 2 uger, så holdet kunne ankomme samtidig med, at vi ville være der. Det var midt i årets allerhelligste Dashain-dage; men det var helt i orden, for det er hinduhelligdage og holdet er buddhister. Hun fik dernæst arrangeret, at alle vores scholarshipmodtagere som studerer sundhedsfagligt i hovedstaden, kunne få gratis transport hjem i helligdagene, hvis de ville stille deres arbejdskraft til rådighed. Halvdelen af dem var desværre hinduer, så dem så vi ikke meget til i de fire dage campen varede; men det gik fint med den anden buddhistiske halvdel. Dejlige unge mennesker som tog fuld andel i arbejdet alle dagene. Der blev arrangeret to 4WD jeeps og bestilt værelse i samme homestay som vores. Janaki fik aftalt fordeling af de fire arbejdsdage med skolerne. Hun fik sendt Rajani afsted i forvejen for at arrangere det praktiske set-up og at gå rundt til skolerne og give en lektion i tandhygiejne og en fluorbehandling til alle.
Det var af flere grunde praktisk at benytte helligdagene. Health Post var lukket, så Rajani fik lov til at indrette klinik der, hvor nødvendige faciliteter er tilgængelige. Tandholdet var frie under helligdagene og gik ikke glip af arbejdsdage og indkomst. Skolerne var lukkede, så det gik ikke ud over undervisningen. Men så opstod problemerne. Skolen nede i Kenja gjorde vrøvl, for de er hinduer og ville ikke have den tildelte dag. Det var Rajani ikke hård nok til at afvise, så de fik lov til at vælge den mindst hellige dag; men hun glemte at ændre aftalen med
den skole som havde den dag.
Ansvarlige tandlæge var Jangbu Sherpa. En af vores første scholarshipelever, som blev hjulpet hele vejen igennem fra underskolen til fuld uddannelse. Han insisterede på at arbejde gratis. Den anden ret nyuddannede tandlæge Pahsi Sherpa insisterede på at få en løn, for hun var i gang med at investere i at migrere – til Danmark, som har annonceret efter tandlæger og sygeplejersker i Nepal. Hun er nu ankommet og bor i København, hvor hun går på sprogskole. Tandhygiejnikeren Pasang Sherpa insisterede også på løn, så hun fik lov til at lave det kedelige arbejde med at rense og desinficere instrumenter. Rajani og de frivillige hjælpere arbejdede glade og gratis. Det var Alisha Pradhan, som lige er blevet færdig som sygeplejerske, støttet af PONA, og Pasang Lhamu Tamang, som får scholarship som tandhygiejniker studerende. Der var også de to som lige er blevet færdige som Health Assistants, men dem så vi kun halvdelen af første dag. Rajani’s far, Bhupendra, var meget aktiv som organisator af patienterne, og skoleinspektør Lhakpa tog sig af indskrivningen. Den kommunale embedsmand for sundhed og den kommunale tandhygiejniker tilbød at deltage; men insisterede på at få løn. Det afviste vi at give dem, da det jo er en del af deres job at være med. Så dem så vi ikke noget til. Til gengæld kom borgmester Mina og holdt en fin tale under åbningen.
Første dag blev indledt af en timelang åbningsceremoni. Nepalesere elsker at holde fine taler, som ofte er ret lange, så dem var der mange af. Der blev givet khata og blomsterkranse, og der blev klappet en masse. Endelig kunne første arbejdsdag begynde. Eleverne fra Chhirringkharka forskole, 5 til 11 år gamle, var ankommet. Det er dem som var gået op til fire timer for at nå frem. De ankom 26
ud af 32 elever i samlet flok anført af skoleinspektøren og med nogle forældre som støtter. Det var dem, som ikke havde fået at vide, at de først skulle komme to dage senere, fordi Kenja Skole havde lavet brok og havde fået dagen. Men det var temmelig heldigt, for kun 5 af den skoles 68 elever mødte op.
Staben rodede noget rundt i procedurerne og arbejdsgangene hinkede, men sidst på dagen begyndte det at fungere. De følgende dage fungerede det hele perfekt. Det var en stor og glædelig fornøjelse, at se de unge arbejde seriøst, effektivt og godt med stor omsorg og indlevelse. Jeg har kendt og fulgt dem siden de var små skolebørn i 3. klasse, og nu er de kompetente og aktive borgere i deres land, som udfører frivilligt lokalt arbejde. Jeg ville ønske at alle I, der giver scholarship, kunne være med til at opleve det.
Patienterne blev anbragt liggende på sygehussengen, og tandlægen måtte arbejde siddende hug eller på en plasticstol, men det blev der ikke brokket over. Patienterne var så spændte på, hvad der skulle ske. De glædede sig til at komme til. De lagde sig og åbnede straks munden på vid gab. Tandlægen forklarede ven-
ligt, hvad der skulle ske; men patienten ville bare se at komme i gang. De lå forbavsende stille og afslappet under boringen. Kun enkelte skar grimasser; men de fleste krummede tæer. Nogle ganske få begyndte at græde, og så var assistenten straks klar til trøste og klappe kind. Tre lod sig undersøge, men nægtede herefter at åbne munden, da det gik op for dem, at det havde konsekvenser. En enkelt lagde sig og nægtede straks at give adgang. Det var Kunsel. Hendes storesøster, Gelmu, havde en rigtig dårlig tand, som blev trukket ud, og hun kunne næste dag i et stort smil fortælle, at hendes mund havde det mere dejligt end før.
Ud af 320 skolebørn havde 304 fået en lektion om tandhygiejne hjemme på skolen og 144 (45%) havde været til check-up hos tandlægerne, og 28 af disse (19%) af disse havde sunde tænder. Resten var behandlingskrævende. 20 (14%) fik trukket en eller flere tænder ud, 78 (54%) blev behandlet for caries med boring og fyldning, 7 (5%) havde revner som skulle forsegles, 8 (6%) fik en tandrensning og 14 (10%) var mere alvorlige tilfælde som fik en henvisning, hvilket indebærer en lang transport.
Skolebørnene havde første prioritet; men når de var klaret, holdt 84 voksne sig klar, heraf 9 lærere som fulgte med deres elever. Kun 2 kunne sige sig helt fri for problemer. 7 (8%) skulle have en rodstump trukket ud, 30% skulle bores og fyldning, 40% havde tandkødsproblemer, 35% fik fjernet tandsten, 13% blev henvist og 2 havde så mange problemer i mundhulen, at de opgav at få noget gjort ved det.
Kun halvdelen af skolebørnene mødte op på klinikken, hvor 4 ud af 5 havde problemer; mens Rajani’s første undersøgelse sagde 9 ud af 10. Noget kunne tyde på at de værste tilfælde udeblev. Omkring hver tyvende voksne mødte op, hvilket omfatter de mere bevidste voksne, og med hovedvægt på dem som bor i nabolaget til klinikken. Så alt peger på at mundhuleproblemer er langt mere udbredte, end hvad denne camp har åbenbaret. Vi har spurgt de skolelærere, som vi mødte, om de fortæller om tandhygiejne i skolen, og svarene var nedslående. Det er aldrig sket.
Der er absolut behov for at gentage en dental camp i Bhakanje. Det skal ikke foregå i en ferie, da det udelukker mange. Men det vil kræve, at deltagerne skal have en løn. Måske skal der afsættes flere dage. Health Post er en fin lokation, men så er problemet, om vi kan låne den på hverdage. Tandlægerne skal have bedre arbejdsforhold. Jeg designede engang en tandlægestol i træ. Den står oppe i klinikken i Chhirringkharka. Den kunne flyttes til Bhakanje, eller vi kunne lave en mere.
Vi har bevaret alle de indkøbte instrumenter, så de er klar til næste gang. Hvis vi for alvor vil gå ind i dette arbejde, bør vi købe vores egen Dental Unit til 10.000 kr; men indtil videre må vi låne Sonam Doka’s, lige så tit vi har lyst. Der var et lille overskud tilbage på kontoen efter denne camp, så hvis vi kan skrabe nogle donationer sammen, burde det kunne lade sig
gøre. Både i Nepal og i gruppen her i Danmark er der nu erfaringer at trække på. Rajani udtrykte under vores afslutning, at hun nu er klar over, hvor uerfaren hun har ageret, men at hun nu har erfaret, hvad det vil sige at planlægge et projekt, og at hun meget gerne vil gentage. Denne selvtillid har bevirket, at hun nu har søgt om optagelse på tandlægestudiet, men det burde da nok være muligt alligevel at organisere den næste camp. Og ellers må Jangbu og Janaki stå for det. Så lad dette være et opråb ud i vores medlemsskare.
SCHOLARSHIP
I det store og hele, så fungerer vores scholarship ganske godt, men der er dog knaster. Vi har i øjeblikket 126 børn og unge, som får studiestøtte, hvilket er 18 færre end sidste år. Halvdelen går stadig i underskolen hjemme i Bhakanje, mens resten er gået videre, og de fleste er flyttet hjemmefra. I Bhakanje er der kun undervisning op til 10. klassetrin, så de er nødt til at flytte nærmere til High School. Men under bachelorstudiet bliver der ikke ført kontrol med fremmøde, så lige nu har fem valgt at læse til engelsklærer som selvstudie og bo hjemme hos forældrene. De sidste par år har vi haft to, der gjorde det samme. De læste til lærer med engelsk som hovedfag. De gennemførte, men de kan hverken forstå eller tale engelsk og ej heller oversætte en tekst. Nu er vi alvorligt bange for, at vores studiestøtte blot er almisse, så vi har besluttet her til april, at de nye fem kun kan få dækket dokumenterede udgifter til indskrivning på studiet og køb af bøger. Desværre går der to år før vi kan se de første eksamensresultater, som kan afgøre om vi vil fortsætte eller ej.
Det er blevet vanskeligere at finde nye børn til scholarship, fordi der fødes lang færre end før i Bhakanje. De unge er flyttet ud. Vi har dog i det forløbne år startet 19 nye op; men 37 er stoppet, så der er en del
donorer, der mangler en student i øjeblikket. Nogen stopper, mens andre venter på, at vi finder en ny her til april.
Af de studenter der stopper, ved vi, at 11 er migreret ud af Nepal. Halvdelen efter 12. klasse og resten droppet ud af bachelorstudiet i hovedstaden. Igen er vi bekymrede over, om de bare har hævet støtten, mens de har forberedt deres udrejse med sprogskole og arbejde. Men vi kan jo ikke kontrollere dem, før de får deres første eksamensresultat, og det er ved den tid, hvor de rejser ud. Vi har desuden 10 som er ophørt efter 12. klasse, som vi ikke har kontakt med længere, men som vi har indtryk af, at hovedparten også arbejder på at rejse ud eller er rejst.
Syv er droppet ud allerede i underskolen. Stukket af hjemmefra, blevet gift eller bare droppet ud. To er flyttet bort med familien. Desværre har en begået selvmord, da han dumpede for anden gang i 9. klasse. Han kunne ikke se en fremtid, og ingen hjalp ham til at finde den.
Vi har dog 15 som vi ved med sikkerhed studerer videregående med stort engagement. De har forstået vores budskab, at de mindst skal gennemføre deres bachelor, før de rejser ud, så de har noget at vende hjem til, hvis udrejsen kikser. Vi har jo også de 6 som har gennemført uddannelsen i år. Sygeplejerske, Health Assistant, Tandhygiejniker, Ingeniør, IT Operatør og IT Ingeniør. De har alle fået arbejde i Nepal til de lønninger, som man nu engang kan få der.
Vi må heller ikke glemme alle de 65 dejlige unger, som stadig går i underskolen, leger og lærer indtil de bliver store og snart skal til at tænke på, at de selv skal bestyre deres fremtid. Mange af dem ved endnu ikke, hvad en donor er for et mystisk væsen. De ved bare at de får nogen penge af Jyoti, Janaki eller mig. De forstår, at de skal skrive et brev til denne mystiske do -
nor. Mange får hjælp til det. Men på et tidspunkt begynder det at gå op for dem, at en donor er et menneske, som bor meget langt borte, men alligevel er interesseret i ”mig lille væsen her i Bhakanje”. De som er heldige at få et brev med et billede fra Danmark, de bliver i en periode centrum i skolegården, hvor både brev og billeder bliver dybdestuderet. Nogen er endda så heldige, at vi kan medbringe en lille gave. Mingma Diki blev så overvældende glad, da Anne-Marie afleverede gaven fra hendes donor.
Kathmandu
Jeg vil meget hellere være deroppe hos mine venner i Bhakanje; men Anne-Maries Dengue gav mig 12 dage i Kathmandu. Det er sådan set en fin og spændende by, og med en masse faciliteter som ikke eksisterer deroppe i den yderste udpost, men til gengæld mangler resten. Mens AnneMarie var indlagt var der grænser for hvad jeg kunne udrette; men jeg kunne da gå til herrefrisør og blive barberet og klippet for 20 kr inklusive drikkepenge. Jeg kunne få min skrædder til at sy et par nye vinterskjorter; efter mål. Jeg kunne besøge mine gamle venner, themanden Ganga Rai og hans kone og få en fornuftig snak om the og livet som helhed. Jeg kunne uddele scholarship sammen med Jyoti, og ellers bare komme på sygebesøg. En dag blev jeg dog inviteret af Nepals førende the-sommelier, John Taylor, til at komme med nogle af vores prøver, for han havde fattet interesse for vores projekt, og nu skulle han have besøg af nogle franske opkøbere. Han havde fået 14 udvalgte prøver ind fra nogle af de førende fabrikker i Ilam, og jeg supplerede med 4 fra Bhakanje. Der var en oolong fra Guranse, som var helt unik, og som
franskmændene straks købte; men derefter kom min Monsoon Black Curly ind som nummer to. De var imponerede, men beklagede, at de kun opkøber wiry the til løssalg, hvor min curly er henvendt til theposer. Mine øvrige tre prøver kom lidt længere nede i rækkefølgen; sådan cirka midt i. John Taylor sagde, at han vil med til Bhakanje i foråret og opleve vores fabrik og lære drengene at lave the, som kan sælges i Frankrig. Men lad os nu se. Janaki havde mødt en thesælger, Prakash Tamang, inde i Thamel, Kathmandu’s indre marked, og ham opsøgte jeg med mine theprøver. Vi satte os straks ind i hans lille biks og bryggede. Også han ville kun købe wiry løssalgs the, for han eksporterer til Kina. Han købte straks og kontant 100 kg af vores forårsthe, som han straks sendte afsted, og nu har han forudbestilt 300 kg i det kommende forår. Det er faktisk no -
get særligt, for i Kina kan de selv lave the, og endda noget af det bedste og dyreste der fås. Men historien om Jordens højest beliggende, og så den fine florale smag havde slået an. Han vil også gerne have prøver af vores monsoon the, men der har vi problemet, at både Perchs i København og vores importør i USA vil have curly til deres theposer. Vi må lære at sno os.
Janaki er i det hele taget meget optaget af sin egen skole, Little Wonderland Preschool i Kathmandu, så hun har kun tid til Himalayan Project om aftenen og i weekenden. For fire år siden havde Aage sørget for, at hun kunne få to store kasser LEGO tilsendt direkte fra fabrikken. Især DUPLO er meget populær blandt de yngste, så hun kunne godt tænke sig at få lidt flere klodser. Aage var straks klar, og jeg afhentede to store kasser i Billund kort før vores afgang. Vores kufferter blev stoppet fuldstændigt ud med to tredjedele af dem. Resten skal med her i foråret.
Da Anne-Marie var blevet frigivet fra sygehuset tog vi ud til hendes skole med en taske fyldt med klodser. Børnene havde fået at vide flere dage i forvejen, at vi ville komme, og at vi havde en gave med. De to drenge med diagnoser havde fået at vide, at hvis de ville opføre sig pænt, så måtte de være med til at pakke gaven ud. De havde opført sig eksemplarisk i flere dage, så det var naturligvis dem der fik lov til at
åbne den store lynlås i tasken. Det var nær ved at være for meget for dem, men det lykkedes indtil låget åbnedes, og alle ungerne angreb tasken på én gang; da blev det for meget, og de måtte gemme sig. Jeg leverede dem hver en lille pose med klodser, som de kunne putte sig med. Vi havde i øvrigt en dejlig dag på skolen.
Dengang for 6 år siden, da vi indviede fabrikken, havde vi vores sagfører med. Han viste sig at være lidt lyriker, så han havde digtet en sang om Bhakanje Tea, som han sang hen under aften på den store dag. Det var meget rørende at se den lille mand, med møderet for Højesteret, stå der midt i forsamlingen og synge for os. Så vidt jeg ved, og heller ikke andre ved af, at der skulle findes en rigtig sang, som handler om the, og så ovenikøbet om Bhakanje Tea. Jeg fik ham til at skrive sangen ned. Sådan set lidt vrøvlet i mine øjne; men Janaki påstår, at den giver rigtig god mening i Nepal.
På Janaki’s skole har de en musiklærer, Suraj Mahara, hvis søster er Kunti Moktan, som er lige så berømt i Nepal, som Birthe Kjær er i Danmark. Janaki fik lokket ham til at kigge på teksten. Han kan godt lide the, men med mælk, sukker og krydderier, så han indspillede hjemme i stuen et par forslag, som var en blanding af rock og nepalesisk pop. Slet ikke noget der kunne
minde om vores the.
Jeg mødtes med ham nogle gange over de sidste par år, og lærte ham at smage på vores the, som den brygges korrekt og uden tilsætning. Han kan ikke et ord engelsk, og jeg kun ganske lidt nepali; men så kunne vi jo sætte lyd på vores smagsoplevelser. Sød, rund, blød, lækker og også kontant og fyldig i harmoni med naturen i Bhakanje, og både han- og hunkøn, men nok mest det sidste. Det var rigtig sjovt for os begge at udvikle et nyt register som lydsommelierer. Vi fodrede ham med nye theprøver, som han delte med sin familie. De legede videre med lydsmagningen, og det kom der nogle nye indspilninger ud af. Nu begyndte jeg at genkende min the.
I de sidste dage før vi rejste hjem, blev vi inviteret til et lydstudie, hvor de på forhånd havde optaget sangen og alle instrumen-
terne enkeltvis og i flere variationer, som vi nu skulle prøve at sætte sammen. Det lykkedes efter adskillige intensive timer. Vi fik et dejligt musikstykke ud af det. Ti minutter som passer perfekt til en kop Bhakanje Tea. Hjemme fandt jeg i mit lager af billeder og videoer en række optagelser, som kunne klippes sammen med lydfilen til en lille stemningsfuld video ”Bhakanje Tea Song”, som nu ligger på youtube og på vores hjemmeside. Formodentlig verdens første ordentlige thesang.
Sidste dag før hjemrejsen sad vi i vores gårdhave sammen med Janaki, da Namgyal ankom sammen med sin gæst, barndomsvennen Kaji Sherpa. Det var Kaji som introducerede mig til sherpafolket og kulturen oppe i Himalaya, og det var sammen med ham, at jeg begyndte at lave udviklingsprojekter. Da han efter 9 år valgte at emigrere til New York, tog Namgyal over, og da han for 8 år siden blev borgmester, tog Janaki over. Her havde vi alle de tre, som har været dynamoerne i den maskine, som er Himalayan Project.
