Nr.49. - 24. årgang - Himalayan Project - Februar 2023
formand: Hans Østergaard, Iglsøvej 47 C, 7850 Stoholm hans@nepalhelp.dk
sekretær: Allan Danfær - danfaer@mail.dk
medlem: Randi Holm Nielsen - randiholmnielsen@icloud.com
medlem: Ulla Bondam - ulla@ulla.dk
administrator: Kurt Lomborg, Kjeldbjergvej 34, 7800 Skive Tlf. 97 54 53 08 - kurt@nepalhelp.dk
Personligt medlemskab 300 kr hvoraf 250 kr til projekter i Nepal og 50 kr til projektomkostninger i Nepal
Ungdomsmedlemskab 125 kr hvoraf 100 kr til projekter i Nepal og 25 kr til projektomkostninger i Nepal
Støttemedlemskab 125 kr til støtte af foreningsdriften i Danmark og til administration i Nepal
Generalforsamling
tirsdag den 21. marts 2023
klokken 18.00
Vi afvikler vores sædvanlige ge -
neralforsamlinger på Højslev Kro, hvor vi kan få det sædvanlige foredrag om tingenes tilstand deromme på den anden side af Kloden, og spise den traditioneller velvoksne pariserbøf; eller fiskeret efter ønske.
Vi vil medbringe en masse pakker med Monsoon Flush Bhakanje Black Tea som du kan tage med hjem, ligesom du får valget efter maden mellem aftenkaffe eller vores egen the.
Tilmeld dig til hos Kurt på
kurt@nepalhelp.dk
Fotos: Forside: nogle af The-folkene i Bhakanje. Bestyrelsesmedlemmer, landarbejdere, plukkere og farmere Bagside: Udsigten mod nord lige neden for the-fabrikken med Numbur-bjergene i baggruinden.
Fotos: Papa Kurt. Inde i bladet også Janaki Khadka og Bhupal Basnet.
Det hele startede i 1993, hvor jeg var på 7 ugers familievandring fra Nepals østlige lavland over Khumbu-bjergene og via Solu til Dolakha. Vi var sammen med en dejlig flok lokale som tog sig af alt det praktiske, og hvoraf nogle stadig er vores venner. Vores første projekt var at give studiestøtte til en af vores guider. Derefter fulgte nogle turistvandreture til andre egne af Nepal og med nogle småprojekter hist og pist, indtil vi i 1997 arbejdede på at bygge vores første skole i Chhimbu. Det førte til, at Himalayan Project blev etableret som forening sidst i 1998, og straks første år meldte 45 sig ind. Jeg har desværre ikke en opgørelse fra dette første år, men fra 2000 med 96 medlemmer, er 52 stadig medlemmer den dag i dag. Jeg er imponeret over den trofasthed og vedholdenhed; men det bliver mere fantastisk, når vi går videre i statistikken. 82 har uafbrudt været medlemmer i 20 år – 112 i 18 år – 177 i 15 år – 230 i 10 år – 276 i de sidste 5 år.
I 2022 var vi 366 medlemmer, så det betyder at 90 medlemmer har været med i mindre end 5 år. Nogle indleder et nyt længerevarende forhold til vores forening, mens andre blot er med på en kigger. Således var der 31 medlemmer i 2021,
som ikke var med i 2022. Til gengæld kom der 22 nye medlemmer til i 2022. Nogle år kommer der flere til, end der ophører, men alt i alt så har medlemstallet stabiliseret sig omkring de 365 medlemmer. Et lille stykke over de 300 medlemmer som der kræves for at foreningen kan blive godkendt til at give skattefradrag for donationer og frihed for arveafgift.
I år 2000 etablerede jeg sammen med nepalesiske venner den første nepalesiske samarbejdspartner. Det gik ikke særligt godt. De var mere fokuserede på at få fingrene i kassen end at udføre et arbejde. Det var først, da Namgyal Jangbu Sherpa slog sig igennem som førstemand, at der kom fart over udviklingen, og vi sammen i 2006 etablerede Himalayan Project Nepal (HIPRON). I 2017 blev Namgyal borgmester i Solududhkunda Municipality, men heldigvis var Janaki Khadka klar til at tage over. Det er disse to mennesker, som jeg vil give al æren for, hvad vi har opnået i Nepal.
Det er blevet til 685 børn og unge hovedsageligt fra Upper Solu som har fået studiestøtte, hvoraf den længst støttede har modtaget i 17 år, og mange er kommet ud med store flotte uddannelser. Vi har været involveret i bygning og genopbygning af 11 skoler, hvoraf dog kun 4 fortsat er under vores vinger. Bygning af en landsbyklinik, en sygeplejerskebolig, et lille og et stort Forsamlingshus, en campingplads, en botanisk have, to stisystemer med sikringsmur, 8 vandmøller, 98 drivhuse og sidst Klodens højest beliggende The-fabrik. Etableret 9 kvindegrupper, hvoraf 4 fortsat er eksisterende og en af dem med en Sparekasse. Etableret
Andelsselskaber som dog alle er gået i sig selv igen. Øget økonomien i Bhakanje fra stort set ingenting til i dag betragteligt.
Nepal gennemgår en voldsom forandring netop nu. Det startede så småt for 10-15 år siden efter afslutningen af borgerkrigen mellem kongedømmet og maoisterne.
Først kom turismen igen med en masse beskæftigelse og indtægter, som derefter blev slået tilbage til næsten nul med coronaen. Mange tog til Mellemøsten for at arbejde med infrastruktur og sportspaladser, og de er fortsat deromme og sender en masse penge hjem. Der blev slået ned på den kendte korruption; men nye metoder opstod som ligner noget andet, men er det samme med nye aktører. Kontrolfunktioner opstod, som holder øje med alt fra andelsselskaber over aktieselskaber til bistandsorganisationer. Der var før en masse snyd og bedrageri, som nu er langt sværere at komme igennem med. At det er blevet mere bøvlet at arbejde med, det er noget helt andet. Endelig er der Skattevæsenet, som er et helt samfundsomvæltende kapitel for sig.
Tidligere var det nemt at lave et underskud i regnskabet som var svært at kontrollere fra år til år, og hvis der endelig blev stillet spørgsmål til det, var det nemt at stikke et beløb ind under bordet. Også lønmodtagere havde nemt ved at underdrive deres indtægter til mindre end bundfradraget. Pengene som blev sendt hjem fra udlandet blev godt nok registreret i bankerne; men modtagerne glemte at selvangive dem. Men for 10 år siden begyndte skattevæsenet at digitalisere deres gammeldags papirsystemer. I starten tastede de selv alle data ind; men nu modtager de data direkte fra alle offentlige instanser, banker og større virksom-
heder, og gradvist presses også de mindre, og efterhånden også de helt små til at indberette digitalt. Nu er det endog på vej, at ikke bare indberetningen, men også hele regnskabet skal udføres digitalt. Helt vildt at de på 10 år er sprunget frem til et IT-niveau, hvor de er lige så langt fremme som os, og hvor vi har brugt 40 år på det.
Selvfølgelig er det også gået galt for mange. I sidste medlemsblad beskrev jeg vores egne problemer med at blive anerkendt som skattefri NGO. I løbet af et år eller to bliver vi tvunget til at købe et bestemt regnskabsprogram for at kommunikere med skattevæsenet, og andre væsener der måtte opstå. Både en købspris for programmet og en månedlig afgift af ikke ubetydelig størrelse, for at vedligeholde vores godkendelser og fastholde vores skattefrihed.
Vi skal dog ikke klage, for vores folk kan sagtens finde ud af at bruge systemet; men frygteligt mange mindre virksomheder drives af folk med en kortvarig uddannelse og absolut ingen fornemmelse for computere. De skal ud og købe assistance. En helt ny stand af brookere og bogholdere vokser frem, og de tager sig godt betalt. Virksomheder går ned, hvis de ikke kan hæve priserne eller øge omsætningen. Lønmodtagere skal nu betale kildeskat samtidig med at inflationen også raser. Migranterne har sværere ved at sende penge hjem udenom systemet, så nu må også de betale afgift. Middelklassens virksomheder har overført hensættelser fra det ene år til næste for at holde profitten nede; men nu kan de ikke blive ved med at gentage det, da skattemanden kontrollerer at hensættelsen fremgår som indtægt det følgende år. Ingen tvivl om, at
rigtig mange oplever hårde tider. De små gadehandlende er borte og de fleste små butikker er lukket.
Selvfølgelig har udviklingen også ført noget godt med sig. Der er kommet rigtig mange flere penge i statskassen, som nu bliver fordelt ud i kommuner og sogne. Førhen blev skolerne drevet af staten som var meget påholdende med betalingerne. Nu drives de af kommunerne som har et noget større beløb at gøre godt med, og det øges hvert år. Kommunen kan også gå ind og støtte større projekter, ligesom de enkelte sogne også får et beløb at investere. Også de beløb øges fra år til år.
Hvor vi før var Bhakanjes største bidragyder og dermed en udviklingsmæssig magtfaktor, må vi nu se os overhalet i mange situationer. Det er jo sådan set mægtig godt; men et problem er, at det ikke er lykkedes for os at lære vores folk at tænke langsigtet. En hurtig løsning er fristende at hoppe på; men den kan jo hindre en videre udvikling og dermed fastlåse en fejlbeslutning. Dette synes at være kendetegnende for Nepal på alle niveauer, så det bliver spændende at se, hvor mange fejlinvesteringer og fejlbeslutninger, der skal repareres sidenhen.
Så vidt vi er informeret, er det anderledes i borgmester Namgyals kommune. Han har stået længe nok i lære hos os til at se på sagerne fra alle vinkler og hjørner og at søge indsigt hos de aktuelle aktører. Derfor er hans kommune meget succesfuld; mere end de fleste andre.
Det virker som om alle nepalesere er frustrerede. Der synes ikke at være en fremtid for almindelige folk i Nepal, hverken personligt eller i samfundet. Ikke engang hvis man er veluddannet, og i princippet
er klar til at besætte et godt job. Selv om man skulle få et af de gode jobs, er lønnen i reglen elendig og sjældent tilstrækkelig til at forsørge en familie. Derfor venter mange unge med at blive gift og endnu flere med at få børn.
Chancerne for at tjene gode og ærlige penge er kun i udlandet. For nogle år siden søgte hver tiende om studieplads eller arbejdsvisum i udlandet. Her efter corona er det eksploderet. Nu er det næsten alle. Kun de, som er for fattige eller på anden måde ubemidlede, opgiver på forhånd. Det drejer sig om hver tiende, og en anden tiendedel opgiver inden de har spenderet alt for meget tid og penge på projektet. Men fire ud af fem venter i øjeblikket kun på at få deres visum og komme afsted. De fleste er studerende. De begynder at søge og forberede sig i 11. og 12. klasse, og arbejder seriøst på det efter at være startet på bachelorstudiet. Nogen tænker fremad og studerer seriøst, mens de venter på chancen; men andre er så fokuserede på at komme afsted, at de kun indskriver sig på universitetet og ellers sjældent møder op.
Desværre gælder det også nogle af vores scholarship studerende. Når vi opdager, at de ikke er aktive studerende, så stopper vi støtten. Derfor holder de meget tæt med det. Først når de har været til eksamen og fået deres karakterer, kan vi fange dem. På den anden side, så ved vi om nogen, at de søger ud; men vi fornemmer også, at de alligevel følger studiet, og gør hvad de kan. Dem ønsker vi ikke at stoppe. Atter andre ønsker at færdiggøre bachelor for at søge studievisa i udlandet. Dem ønsker vi slet ikke at stoppe. Hvis du er donor til en af vores studerende, så skal du vide,
at vi virkelig gør, hvad vi kan, for at du ikke skal sende penge derom forgæves.
Utallige Manpower og Recruitment Agencies skyder op. De fleste er statsanerkendte, men nogle er ikke, og nogle er direkte svindlere. Mange er i samarbejde med mere eller mindre officielle eller private internationale organisationer, og alle tager sig særdeles godt betalt. Her betaler den unge ansøger først for de indledende undersøgelser; ønsker, muligheder og kvalifikationer. Derefter et sprogkursus fra få måneder til flere år; med efterfølgende skrap eksamen. Hvis den bestås, så betales for et landespecifikt orienteringskursus. Herefter kontakt til arbejdsgiver eller uddannelsessted, og så følger tilvejebringelse af visum og studie- eller arbejdstilladelse eller begge dele. Indbetaling af studieafgift. Måske forudbetaling for bolig medmindre den unge bliver overladt til sig selv. Endelig flybillet; enkeltbillet. En frygtelig masse penge. Ofte får agenten også betaling fra den nye arbejdsgiver el-
ler studiestedet; men det bliver ikke godskrevet regningen.
Prisen afhænger af bestemmelsesstedet. Højest prioriteret er Canada og Australien. Her vil det typisk koste 150.000 Kr. USA følger næst med 100.000 Kr. Japan og Sydkorea koster 65-75.000 Kr. Europa koster 55-75.000 Kr, hvis de opnår en studieplads, hvilket er muligheden i Danmark. Hvis de reagerer på jobopslag og opnår arbejdsvisum, koster det typisk 35.000 Kr, hvilket især er i Rumænien, Malta, Cypern og Portugal for tiden. Hvis de har en jobanvisning i Malaysia koster det omkring 18.000 Kr med en lille risiko for at blive snydt; men man kan også tage af sted på chancen for 7.500 kr; men må ofte vende hjem med uforrettet sag. I Mellemøsten, som fx Qatar, er der en stadig søgning om arbejdskraft, så der er prisen også omkring 7.500 Kr; men med en rimelig chance for at få et ikke fuldstændigt ringe job; men rige bliver de ikke dér. De, som ingen penge har, må nøjes med at tage til Indien. Der er
ingen visumtvang og lønningerne er lave, men dog højere end i Nepal.
Det er klart, at ikke alle er fattige, så omkring 10% af familier har virkelig råd til at investere i deres børns fremtid. Det giver en større tryghed for en tilbagebetaling ved alderdom i et land uden pension. Her og nu giver det prestige at kunne sige, at man har haft råd til at sende sit barn afsted, og der bliver set ned på dem som ikke har råd, eller ikke tror på at deres unge kan klare det. Selv den hovedpart, som ikke har råd, forsøger alligevel at skaffe pengene.
De heldige kan optage et banklån til 8-10% med sikkerhed i fast ejendom. Andre er så heldige at have rige slægtninge med en stor tiltro til evnerne, som kun tager 20-25% i årlig rente. De mindst heldige må ud på det mørke lånemarked, hvor renten er 30% eller endog endnu højere, og med trusler om repressalier overfor familien, hvis tilbagebetalingen ikke passes.
Der skal arbejdes alvorligt for at afbetale gælden, for nogen endog særdeles alvorligt med to jobs og meget lidt søvn. De fleste på studievisum skal også arbejde ved siden af, og nogle så meget, at studierne forsømmes. Nogen søger endog studievisum på skrømt og møder kun op for at blive indskrevet på studiet.
Hvis det lykkes at få afbetalt lånet og at overholde sine aftaler med forældre og familie, kan der for den ihærdige og kloge samles en god sum sammen. Langt mere end det ville have været muligt i Nepal. Men de, som er så heldige, vil meget nemt slå rod i det fremmede og skabe sig en karriere. De kommer hjem på ferie, efterhånden med ægtefælle og børn, og det er dem der skaber fortællingen om det forjættede Udland. Det er dem, som alle ønsker at kopiere. Der bliver ikke snakket ret meget om de, det ikke lykkes for. Der bliver fundet en hurtig forklaring, som ”i hvert fald ikke gælder Mig”.
Denne dramatiske udvikling er stadig ny,
og vi kender endnu ikke konsekvenserne af den, hverken for den enkelte eller for samfundet. Vi må afvente og følge med. Hvor vi før forsøgte at holde vores scholarship unge på afstand af denne fristelse, må vi nu koncentrere os om at opmuntre og rose de, som udnytter deres ungdom hjemme i Nepal til at få sig en god uddannelse. En dag bliver de blandt de få, som blev tilbage og kan stille større krav til deres arbejde og løn. Nogen af vores unge tror på os, og knokler videre. Hvor det generelt nok er 80% af unge som i dag søger ud, da er det vores indtryk, at det kun er 20-30% af vores studenter der gør det. Men måske er de bare dygtige til at holde tæt.
Hjemme i Bhakanje bliver de voksne ældre og ældre; mens deres børn rejser væk. Indimellem kan vi undre os over, at en fattig familie kan være med til at sende deres barn ud i den store Verden. Der er dog nogen som vender hjem igen, bliver gift og får børn. En del af dem har været ude at
se sig om, og har erkendt, at det ikke var noget for dem. De er lykkelige for at tulle rundt i skønne Bhakanje med det store udsyn, den lette luft, de rene jorddufte, de store smil og let til grin. Jo, der grines og det er let at blive til grin i Bhakanje; men det gør ikke så meget, medmindre det er rigtig slemt eller dumt.
Nu er der bygget veje over det hele, så ingen kan længere gå og endnu mindre bære på noget. Næsten alle familier har en motorcykel. Der er heller ikke ret mange tilbage, som dyrker deres marker. Markedet for de lækre faste højlandskartofler er begrænset. De melede smagløse fra lavlandet er meget mere salgbare, for de er billigere. Ikke ret mange gide dyrke byg og majs, for med vejene er det billigt at købe ris fra lavlandet, og de er meget nemmere at tilberede. Der er kun meget få kreaturer tilbage, for nu kan man få pulverfløde til the’en. Mange af hinduerne har en ged eller to; men deres formål er at producere en mere, så de kan blive spist
til Dashain midt på efteråret. Sådan er landbrugssamfundet deroppe på bjergsiderne ved at gå i opløsning.
Men på et felt er der fremdrift og udvikling. The-produktionen udvikler sig støt, efter at farmerne sidste forår oplevede at få deres the-produktion så godt betalt. Både for de grønne blade, som de leverede og den endnu større efterbetaling, da overskuddet blev fordelt. I vores tre produktionsår er antallet af farmere som leverer, blevet øget med 50% hvert år, men indleveringen af blade er fordoblet hvert år, og dermed også den færdiglavede the. Af de 400 husstande er der nu 58 som leverer the, og flere er på vej med yngre buske. Da mange er jordløse eller har sølle jord, så er det nok hver tredje af de mulige der er begyndt at levere.
de eller indkomst, har alligevel lidt mere at skulle have sagt. Det virker som om, det er eftervirkningerne af vores kvindeprojekt for 10 år siden, at kvinderne gør sig gældende i the-marken.
Kun enkelte yngre og næsten ingen skolebørn. Måske er der håb, for ti af vores afgangselever fra Bhakanje har valgt at tage deres ”HF” på skoler som tilbyder landbrugsspeciale. Om det er noget, som de mener seriøst, det skal vi have undersøgt, når vi kommer derop her i foråret.
Men det er mest de voksne og halvgamle bønder som har taget fat i dyrkningen. Den mest produktive farmer er en mand; men de næste mange større leverandører er kvinder. De små farmere er mest mænd. Der er en høj grad af ligeret i familierne; men den, som leverer et betydeligt arbej-
Et kendetegn for dem alle, børn som voksne, er, at de er temmelig uengagerede i fællesskabet og deres egen tilknytning til deres lokalsamfund. Alle forventer de at blive serviceret. De har alle dage været vant til, ikke at forvente noget fra det offentlige, så de skal lige vænne sig til at det offentlige kommer mere på banen. Til gengæld har de gennem mange år vænnet sig til, at vi uddeler scholarship, lærerlønninger, skoleuniformer, skolebøger, sygehusudstyr, at vi bygger mure, forsamlingshuse, trapper, håndvaske, bibliotek og at vi understøtter deres the-produktion, organiserer
deres arbejdsprocesser, bestiller forbrugsvarer og ikke mindst søger for at deres the bliver markedsført. Alt, i en sådan grad, at de nu betragter det som en selvfølgelighed – en basisforventning.
I the-fabrikken er passiviteten forbavsende slem, når man tager i betragtning, hvor afhængig deres indsats og indkomst er af produktionen. De overlader alt til Janaki. Sidste forår lovede bestyrelsen mig, at de ville afholde et månedligt fabriksmøde med de ansatte, for at komme problemerne i forkøbet og at tilse og tilrettelægge produktionen. I de forløbne ni måneder er der ikke afholdt ét eneste. Bestyrelsen skulle aflevere årsregnskabet til kommunen, distriktet og selskabsstyrelsen i september. Det er først afklaret nu, og udelukkende fordi Janaki har skubbet på næsten dagligt.
Hvis man skal konkludere noget på hele denne artikel, må det være, at vi har med en befolkning at gøre, hvis uddannelsesniveau er temmelig lavt, og hvis erfaringer med et mere indviklet samfundssystem med produktion og institutioner er begrænset. Dertil skal tilføjes, at de som alle andre befolkningsgrupper på vores Klode, hellere ser at andre gør en indsats end selv at tage del, og med en forventning om at blive betjent af et eller andet overordnet system. Vi må også konkludere, at corona nedlukningen, hvor stort set alt gik i stå i 2 år, har påvirket samfundet og menneskene i en grad, som vi slet ikke kan sammenligne med det, som vi har oplevet herhjemme i Danmark. Det er også interessant at opleve, at den samfundsudvikling med velfærd, som de så længe har misundt os, nu endelig begynder at indfinde sig, men at den nu betragtes
som irriterende og ødelæggende, fordi skattebetalingen begynder at udhule deres indkomster. De der har råd burde jo smile lykkeligt, mens vi nok kan have ondt af dem, som ikke har noget eller kun har meget lidt.
Engang for mange år siden var Nepal så uendelig meget anderledes end vores vestlige civilisation; men i dag virker det, som om globaliseringen arbejder på at gøre os alle sammen ens. Alle vil vi bevæge os rundt på hele Kloden. Nogen bare for et kort øjeblik, andre længere og andre igen permanent. Fællesfølelse erstattes af egoisme. At nyde er vigtigere end at yde. Behov er vigtigere end ansvar.
Nej, det er langt fra alle som følger den bane; men at vi er opmærksomme på det, gør, at vi kan forsøge at arbejde os ind i problematikkerne. Vi skal til i højere grad at gøre vores venner uafhængige af os. Ikke bare at lade være med at gøre noget, for så risikerer vi, at det går i stå eller bevæger sig i forkerte retninger. Med stor tålmodighed må vi gøre opmærksom på svigt og mangler. At det virker, det har vi oplevet. Selv de for os mest logiske og øjensynlige ting, skal vi lige minde dem om, og lade dem forstå konsekvensen af, og så er dén sag på plads. Men hvor er der dog mange små ting, som vi skal igennem; én for én.
Vi betaler lærerløn til 3 lærere på Bhakanje Skole. Det var PONA Fonden der betalte for dem; men da fonden ophørte, og vi ikke længere modtager deres støtte, skal vi til at passe på vores penge. Den ene lærer, matematik og fysiklæreren Dharmanand, har ikke levet op til vores forventninger. Han er højt uddannet og garanteret klog
har ikke magtet at levere den viden videre til sine elever. Samtlige 14 afgangselever fra skolen dumpede i matematik og kun 2 bestod lige akkurat i fysik. Han undskylder sig med, at elevernes niveau er alt for ringe, når de kommer op til hans højere klassetrin. Det skal nok passe; men han har haft 3 år til at rette op på det, og det er helt klart ikke lykkedes. Han er samtidig en noget mut og undvigende person, så han bliver sagt op nu med afgang til årsafslutningen i april.
Bedre ser det ud med engelsklæreren Prakash. Også han er højt uddannet og taler et absolut forståeligt engelsk, i mod sætning til skolens to øvrige engelsklæ rere. Jeg fornemmer ikke engang, at det er engelsk, når de underviser eller taler til mig. Prakash har samme problem, at de lavere klasser er alt for dårligt
forberedt på til de sidste klassetrin. Resultatet er, at eleverne lærer at skrive lidt på engelsk; men har meget svært ved at tale det. Langt hovedparten af hans undervisning består af forklaringer på Nepali og ikke ret meget på engelsk, og eleverne sidder for det meste og lytter og bliver ikke i ret høj grad bedt om at tale. Han er en vældig udadvendt og munter person; men bruger ikke meget energi på at påvirke sine kollegaer i positiv retning. Så ham siger vi også op nu. For ikke at overlade eleverne fuldstændig til elendighed, så vil vi tilbyde skolen, at hvis de vil betale ham en basisløn, så vil vi supplere op til hans normale løn.
Endelig er der vores egen Devin. Han har modtaget scholarship, siden han gik i 6. klasse, og nu har han været til eksamen som Bachelor of Science og venter fortsat på sine karakterer. Han havde store planer om biomedicin og levnedsmiddelhygiejne; men så gik de sidste studieår hen og blev lidt for krævende. Han satte ambitionsniveauet ned og besluttede at færdiggøre studiet hjemme fra Sagardanda, samtidig med at han for sjov begyndte at undervise de yngre klasser i matematik, fysik og kemi. Han gjorde det egentlig ganske godt, så vi begyndte at give ham en voluntørløn. Det trives han enormt med og er ustandseligt på FaceBook med sine meritter og store udflugter. Han ser også ud til at være en meget energisk og aktiv lærer; men om vi kan regne med, at han fortsætter sådan, hvis han bliver fast ansat, det må vi have tjekket til april sammen
stændigheder, så har han imponeret os noget. Han har i løbet af vinterferien uden beregning givet ekstraundervisning til de elever som havde lyst. Især afgangseleverne skulle prøve at komme over dumpegrænsen i matematik. Men allerførst lavede han en liste over fysik- og kemi-udstyr, som han mente manglede. Det virkede relevant. Samtidig havde skoleinspektøren ansat en bibliotekar, og hun mente at der manglede en masse interessante bøger i biblioteket. Også det virkede relevant. I løbet af kort tid fik vi do neret penge nok til at indkøbe 900 bøger, trykke nogle 100 små hæfter, indkøbe te studstyr, mikroskop, måleinstrumenter og kemiudstyr, og det kunne Janaki alt sam men levere til skolen i november under stor festivitas.
En anden læ rerlønning som nærmer sig sin afslutning er vores allerførste lærer, som vi ansatte for 24 år siden, da vi byg
gede vores første skole i Chhimbu. Det er lykkedes os at finde penge til driften af skolen hele vejen igennem indtil i dag; men nu er pengekassen til Chhimbu ved at løbe tør. Heldigvis har det offentlige overtaget en betydelig del af driften, og heldigvis er vores dejlige lærer Jangbu ved at nærme sig pensionsalderen. Der er kun penge til endnu et skoleår, og så er det slut. Men det er lykkedes for Jangbu, at skabe den energi hos de øvrige lærere og eleverne, som har gjort Chhimbu Skole til hele egnens bedste forskole op til 5. klasse. Når børnene fra Chhimbu starter i 6. klasse i Bhakanje, er de klassens dygtigste elever. Det bliver spændende at se, om det stade kan bevares, når nu vi ophører med at støtte skolen.
Endelig tror jeg på, at Sagardanda Skole er helt opdateret. Der har været en masse bøvl undervejs. Først kom skolekomiteen op at skændes om, hvem der skulle have opgaverne og dermed indtægterne. Derefter mente de, at de skulle have mere end aftalt. De ændrede
sig, og så forsvandt en del af det tømmer, som vi havde købt. Vi droppede samarbejdet med dem i to år, indtil næste generation blev gamle nok til at tage ansvar. Skolebygningerne blev bygget færdig, og sammen gik vi i gang med at sikre terrasserne mod nedskridning. Jeg var uforsigtig nok til at stole på, at de kunne bygge en fem meter høj ren stenmur. Selvfølgelig faldt den sammen, og jeg måtte punge ud til genopbygning med jernbeton. Dernæst stolede jeg på, at de kunne bygge en ny mur ovenpå en gammel solid stenmur. Også den faldt sammen, og igen måtte vi starte fra bunden; men denne gang blev det gjort ordentligt. Endelig kan vi erklære Sagardanda Skole færdigbygget.
En dejlig, smuk og funktionel lille skole med undervisning op til 5. klasse. Men de offentligt ansatte lærerkræfter er sølle. Forældregruppen er ikke stærk nok til at forlange stærkere lærere, så en almindelig vurdering af undervisningen er, at den er tæt på at være meningsløs. Eleverne ankommer til 6. klasse i Bhakanje uden rimelig baggrund og hæmmer hele niveauet på skolen. Chhirringkharka forskole er lidt bedre; men slet ikke god nok. Så vores lærere på Bhakanje har delvis ret i, at afgangselevernes dårlige standpunkt er et produkt af en dårlig baggrund. Men vi har ikke længere de økonomiske ressourcer til at gøre ret meget ved det, så vi håber at vi finder nye donorer, som vil investere i vores projekter.
Skolesystemet har for en del år siden indført, at alle lærere skal bestå en eksamen på det niveau, som de ønsker at undervise i. De stakkels folk ryster og bæver, og faktisk dumper mange, som derfor i princippet skal fyres. Men helt ude på lan-
det, højt oppe i bjergene, der får de lov til at fortsætte, fordi det er meget svært at få lærere til at bosætte sig. På det felt er Bhakanje langt ude. Den sidste bygd før de store bjerge og før grænsen til Tibet. Vi har ellers nok et par lærere, som vi gerne så skiftet ud. Det er et felt vi skal lobbye for fremover.
HUN er enke. Hendes mand døde for et par år siden – af alkoholskadet leversvigt. Han var ellers en agtet mand som altid var med til møderne, men sagde aldrig rigtig noget, og somme tider faldt han lidt i søvn. Hun er en rigtig nydelig kone på først i fyrrene, altid med et lille stille smil. Hun var også altid med til møderne og fulgte altid aktivt med, men jeg har aldrig hørt hende sige noget eller udtrykke en holdning.
HAN er storebror til en af vores scholarship-drenge, af en god og solid Bhakanje bondefamilie. Han flyttede til Kathmandu, hvor han har haft rigtig godt held med noget entreprenørvirksomhed. Han er nu flyttet til Salleri, på den anden side af bjerget, med sine maskiner og en masse penge på lommen. Han giftede sig med en ”village sister” til ovennævnte enke. Det vil sige en pige fra samme landsby, også på den anden side af bjerget; nogle få år yngre, men de er vokset op sammen.
Han var på besøg hos sin familie i Bhakanje og tog på visit rundt i bygden sammen med en kammerat. Således havnede de hos enken, som efter mandens død er begyndt at holde smugkro med al den alkohol, som den afdøde ikke længere drikker. Herefter er der en del forskellige detaljer omkring de indledende og fortsatte begivenheder. Nogle mener, at der blev drukket tæt, andre at den ene eller den anden drak mere end den anden. Nogen mener endda, at der slet ikke blev drukket; den ene mindre end den anden. Men en ting der ligger fast er, at kammeraten gik i køkkenet for at lave aftensmad.
I hans fravær er der igen forskellige opfattelser af, hvad der skete inde i stuen. En ting der må formodes at være sket er, at manden gjorde tilnærmelser, for det har
han selv indrømmet; også at han blev lidt håndgribelig; men da hun afviste, så stoppede han. Dette sidste er hun ikke enig i. Så inden aftenen var omme, ringede hun til politiet og anmeldte en voldtægt.
Nu holder politiet til ned i Kenja, og det ville tage et par timer at gå derop til Bhakanje, eller stort set lige så længe at køre med 4WD op ad jordvejen. Da hun forklarede, at der var ro på gutten, så besluttede de at vente til den første morgengry.
Da de ankom lå manden og sov sødeligt inde i tempel-rummet. Der var redt pænt op til ham med en madras på gulvet. Han blev noget overrasket over, sådan at blive vækket af politiet, og endnu mere da han blev bekendt med sigtelsen. Han afviste, men hun fastholdt, så politiet tog ham med tilbage til stationen i Kenja og satte ham i varetægtsarrest.
Over de næste dage blev der afholdt forhør både her og der. Både af involverede og af naboer; af familie, venner og bekendte. Da voldtægt bliver set meget alvorligt på i Nepal, kom tvivlen den forurettede enke til gode. Manden blev overført til distriktsfængslet omme i Salleri. Jeg har engang besøgt det fængsel. Ingen tvivl om, at i Nepal er der ikke meget luksus ved en fængselsstraf. De kan gå nogenlunde frit omkring om dagen, men om natten blive de låst inde i fællesceller med 4-5 andre, og uden toilet. Det må de se at få ordnet inden nat og man forstyrrer ikke fangevogteren. Så længe de er varetægtsfængslede, må de selv sørge for mad, som leveres af familien. Det deles fangerne så om, som de nu kan blive gode venner til. Først når de fængsles for alvor, bliver der sørget for mad, hvilket der dog ikke er noget at længes efter.
”MeToo” er kommet til Bhakanje.
Han blev anholdt først i december og her først i februar er han fortsat varetægtsfængslet, mens undersøgelserne fortsætter. Sagen er nu to modstridende påstande. På den ene side en stort set fuldbyrdet voldtægt, og på den anden side lidt håndspålæggelse, hvilket sidste i nepalesisk kontekst sådan set er slemt nok. En varetægtsfængsling kan forlænges temmelig længe, hvis distriktsdommeren mener, at der er en chance for at parterne kan komme til forlig; men sker det ikke, så må sagen jo til doms. Dømmer han voldtægt, så er strafferammen 3-5 års fængsel; men selv håndspålæggelse kan føre til en fængselsstraf.
Derfor prøver hans familie virkelig seriøst at komme til et forelig med forurettede, inden dommeren går til sagen for alvor. De har tilbudt hende en meget betydelig økonomisk kompensation – hele 120.000 DKR. Men hun har afvist. Det stiller ham noget ringere i en dommers øjne. Det må jo betyde, at det er alvor det her, og at der forlanges fuldbyrdet hævn.
Til gengæld har hun tilbudt et noget anderledes forlig. Hun forlanger at han lader sig skille fra sin kone, hendes gamle veninde, og han gifter sig med hende og anerkender hendes to halvstore børn som sine egne. Her er Bhakanje MeToo noget anderledes ende de Western MeToo, som jeg har hørt om. Hos os drejer det sig om hævn, oprejsning, en undskyldning og sommetider erstatning.
I Bhakanje er det stadig for tidligt at konkludere. Det må komme senere. Men man kan jo godt begynde at analysere lidt. En mulighed er, at hun kan komme ud af sin skændsel, hvis de bliver gift, for så er det jo bare en kærlighedshistorie. Men man må jo gå ud fra, at hun også kan have en
forventning om, at der følger en god økonomi med, da en skilsmisse blandt sherpafolket bare er en formalitet, om end det ret sjældent praktiseres. Det kan jo også være et håb om at få skruet forliget op. Han praler jo jævnligt med, at han har penge nok. Det vil under alle omstændigheder styrke hendes sag overfor en dommer, da denne næppe kan konkludere andet, end at det er hendes udlægning der er mest sand. I så fald er det jo hævnmotivet der træder frem. Men nu er hævn ikke en almindelig adfærd hos sherpa, da de som gode buddhister meget nødigt gør skade på andre.
Selv hvis han kommer i fængsel for alvor, så kan man altid afkorte straffen betydeligt ved et lukket forlig, som ingen andre end de involverede behøver at vide noget om. Her omfatter involverede ikke kun de to familier, men også diverse embedsmænd. Her skal jeg jo passe på, for det er jo ikke noget, som man ved noget om.
For et par år siden havde en ung chhetri fra Sagardanda, de er ikke buddhister men hindu, voldtaget den debile pige inde fra bunden af dalen. Det var en fuldbyrdelse, så han blev idømt 3½ års fængsel på grund af for os ukendte formildende omstændigheder. Men han sad kun i et halvt år, så var han ude igen. Ingen ved hvordan han bar sig ad; men folk ved, at han har familie både i Kathmandu og i USA som ikke er fattige. I dag bevæger han sig rundt i bygden i ulasteligt jakkesæt med vest og det hele.
Vi havde en ung landbrugstekniker, omme fra den anden side af bjerget, ansat en overgang. Han begik voldtægt for knap 3 år siden. Han sidder fortsat i fængsel. Han er af en fattig familie i alle slægtled tilbage i tiden.
Alle tænker sit, men ingen siger det højt.
Vi har et unikt samarbejde med A.C.Perch’s Thehandel. De har været med til at bygge vores fabrik, forsynet den med maskiner, og de sælger vores the i deres butikker i København, Århus, Odense, CPH Lufthavn, i Oslo og Stockholm og selvfølgelig i deres webshop. Køb vores the hos Perchs, ligesom du kan vælge mellem et væld af andre Nepal The’er og i det hele taget top-the fra alle the-lande.
Hvis du har bekendte i New York eller i USA, så send dem omkring Nepal Tea Collective og deres hjemmeside og skriv Bhakanje i søgefeltet.
Det er en ung nepaleser fra Ilam som har etableret denne
Thehandel, hvor han udelukkende sælger de absolutte topkvaliteter fra Nepal; håndplukket, håndlavet, økologisk orthodox the, og herimellem vores. Tjek hans hjemmeside.
Indtil nu har vi kun lavet Black Tea, fordi det er den sikreste måde at lave en acceptabel the, som de fleste vil kunne sætte pris på. Ind imellem har klimaet og arbejdsvilkårene gjort det svært at gennemføre hele den afsluttende oxideringsproces, hvorfor the’en snarere ligner og smager som en Oolong Tea, hvilket heller ikke er så ringe endda; men det vil være forkert at kalde den en sådan, når vi tilsigter en sort the.
Vores the er fuldbladet orthodox the hvor de tørre theblade er lange og twistede; men fra juni begyndte vi at forme dem curly samtidig med at de blev ristet. Desværre gik maskinen i stykker i september og er ikke blevet repareret endnu, så jeg har ikke set den endnu; men både Perchs og jeg får den hjem her i februar.
Janaki og jeg vil virkelig gerne forsøge at lave en Green Tea, så det er vores mål, når vi tager til fabrikken og åbner årets produktion i april. Det kræver en noget større præcision i de enkelte processer at få alle de rigtige elementer frem, så det er ikke sikkert, at vi kan få vores lokale folk til at producere større mængder af den. Den kræver også større krav til plukkerne. Men ud over en mere forfinet smag, så indeholder grøn the en masse antioxidanter og andre sunde bestanddele, og mere koffein end sort the. Måske har vi noget med hjem til maj.
I USA er de i øvrigt vilde med vores the, så benyt dig endelig af chancen til at få fat i den, brygge den og smage den.
God fornøjelse!
