Himalayan Project Medlemsblad Februar 2024

Himalayan Project Nr.51. - 25. årgang - Himalayan Project - Februar 2024

30 år i Bhakanje

Ny hjemmeside

www.nepalhelp.net

Bestyrelsen Himalayan Project formand:

Hans Østergaard, Iglsøvej 47 C, 7850 Stoholm hans.ostergaard@outlook.dk sekretær: Allan Danfær - danfaer@mail.dk medlem: Randi Holm Nielsen - raniholm@gmail.com medlem: Ulla Bondam - ulla@ulla.dk administrator: Kurt Lomborg, Kjeldbjergvej 34, 7800 Skive

Tlf. 97 54 53 08 - kurt@nepalhelp.dk

Medlemskab - Nyt kontingent-år 2024

Personligt medlemskab 300 kr hvoraf 250 kr til projekter i Nepal og 50 kr til projektomkostninger i Nepal Ungdomsmedlemskab 125 kr hvoraf 100 kr til projekter i Nepal og 25 kr til projektomkostninger i Nepal Støttemedlemskab 125 kr til støtte af foreningsdriften i Danmark og til administration i Nepal

Spar Nord 8500 2651842339

+73< (tomt felt) +86316536<

MobilePay 19841

Generalforsamling i Himalayan Project tirsdag den 19. marts 2024 klokken 18.00 Vi afvikler vores sædvanlige geVi vil medbringe en masse pakker neralforsamlinger på Højslev Kro, med Bhakanje Tea, Black / Green hvor vi kan få det sædvanlige fore- som du kan tage med hjem. drag om tingenes tilstand deromme på den anden side af Kloden, Tilmeld dig til hos Kurt på og spise den traditioneller velvoksne pariserbøf; eller vegetarret efter kurt@nepalhelp.dk ønske.

Besøg vores NYE hjemmeside med et grundigt OVERBLIK

www.nepalhelp.net

Fotos: Forside: Papa Kurt foran Thefabrikken med Numbur-bjergene i gaggrunden. Bagside: Den oxyderede the vurderes af Janaki, Dorjee, Kailash og Bishnu. Alle fotos: Papa Kurts mobiltelefon.

2

30 år i Bhakanje af Papa Kurt

hipbørn, og snart er anden generation på vej. Til forældremøde fortæller de nu voksne, hvad jeg sagde, dengang jeg kom ind i klasseværelset i deres femte klasse. En generation regnes normalt at være 30-35 år. Nima Tendi bor normalt i Kathmandu, men var nu hjemme på besøg for at fejre sin 30-års fødselsdag. Det var ham, som Anne-Marie og jeg fik stukket i armene, da han var spæd under vores første rejse til Nepal. Han er endnu ikke gift, så han trækker generationen i langdrag. Til gengæld trækker Kamala den anden vej, for hun er så stolt over, at hun for nylig blev bedstemor på sin 30-års fødselsdag.

I starten besøgte jeg Bhakanje og Upper Solu sammen med Mingma Kaji. Han lærte mig alt det grundlæggende om sherpafolket, deres traditioner og levevilkår, og også om detaljerne i den skønne egn. Han valgte at migrere og blive taxichauffør i New York; men nåede forinden at introducere sin nabo, Namgyal Jangbu.

Sammen med ham kom jeg dybere ind i sherpafolkets væsen, og var ind imellem lige ved at blive en del af dem. Men også alle de andre folkeslag i hele området, som heller ikke Namgyal kendte så meget til. I fællesskab analyserede vi os under megen grinen og munterhed ind i deres folkekarakterer. Vi bevægede os rundt i hele Upper Solu fra top til bund, og der findes ikke nogen sti, selv den mindste, hvor vi ikke har været. Men så blev han borgmester i sin hjemlige bykommune.

Heldigvis havde vi lært Janaki at kende og ansatte hende som kontorassistent for 14 år siden. Hun var nysgerrig og lærenem, og storbypigen var lige så glad, som

Det var et dejligt efterår i Nepal med en masse tilbageblik på de 30 år, som er gået. Mange hjalp mig til at huske før, undervejs og nu. Der blev ofte overdrevet. Et par stykker påstod hårdnakket, at engang var jeg hurtigere både op og ned ad de små stier end selv de unge Sherpa. Sådan husker jeg det nu ikke helt, men må dog erkende, at det var bedre engang, end det er i dag. I dag er jeg jo blevet gammel og afhængig af den lokale 4WD og min vandrestav, og at nogen vil bære min lille taske de få hundrede meter, vi skal gå op og ned hver dag.

Det, at være gammel, er ikke så ringe endda i Nepal. Alder og livserfaring opfattes af mange som ærefuldt og med krav på respekt, og det er jo dejligt at sole sig i den hengivenhed og tillid som stråler ud af de smilende hoveder hos voksne og unge. Der er mange som husker mig som ham den fremmede, der kom tilbage igen og igen, indtil jeg ikke længere var fremmed, men bare anderledes og sprogligt ubegavet.

Alligevel påstod en del, at jeg altid har forstået mere Nepali, end jeg har villet være ved. Heller ikke det er helt rigtigt, for det er snarere noget med, at nepalesere er så nemme at aflæse. Især den troskyldige landbefolkning. Deres mimik kan ikke skjule, hvad de mener om det emne, som er bragt på bane. Når man så lægger de stjålne blikke til, nogle tekniske låneord og så de få Nepali og Sherpa ord som jeg kender, så er jeg tilstrækkeligt på banen til, at jeg kan blande mig, til stor overraskelse.

Mange af mine scholarshipbørn i dag er børn af min første generation af scholars-

3

vi var, for at løbe rundt i bjergene oppe og nede. Hvor jeg indtil da havde bevæget mig rundt med de to hjemmefødninger, så kunne Janaki og jeg nu sammen betragte det hele som udefrakommende observatører. Nu blev det samfundsanalyser, der blev hovedtemaet. Hvordan kan man ændre en folkekarakter ved at påvirke den med store, mindre og endog meget små tiltag? Følgelig også med stor morskab over bondebefolkningens reaktioner og adfærd. Ind imellem også Janaki’s frustration og vrede over den manglende respekt overfor hende som fremmed kvinde. Men også det fik vi påvirket og kom rundt om, så hun i dag er højt respekteret som lokal leder.

Det har været spændende at opleve et samfund og en befolkning så anderledes end vores; men så efterhånden at opleve og erkende, at forskellene er langt mindre end man skulle tro, og end de umiddelbart ser ud til at være. Som dyrlæge i Midtjylland i 1980’erne oplevede jeg bønder ude på heden med ganske få køer, en griseso eller to og uden lys i stalden; men de havde dog malkemaskine og traktor. Vi skal længere tilbage i tiden for at finde en sammenlignelig tid.

Midtjyske Jeppe Aakjær blev født midt i 1800-tallet og skrev fantastiske fortællinger om livet på den midtjyske hede fra den første halvdel af 1800-tallet for 200 år siden. Og dette var nøjagtigt, hvad vi fandt i Nepal i de første mange år for 30 år siden.

Al færdsel foregik til fods; også varetransport. Når solen gik ned, var der mørkt. Man kunne se lyset fra et bål eller en fakkel, hvis der var fest et eller andet sted rundt i landskabet; men kun de mere velstillede havde en petroleumslampe indendøre. Maden

4

blev lavet over åben ild, hvor røgen drev ud af lyrehullet i taget. Man gik i seng, når solen gik ned, og stod op med den første dagning. Huset var bygget sammen med stalden, og der stod i bedste fald en ko med kalv og en eller to trækstude. Der var en kålgård med stengærde omkring; mest til kartofler. Små smalle marker med byg eller boghvede, som man gik til møllen med. Og en masse natur udenom med sæterdrift og indsamling af vilde vækster.

En folkesjæl hvor man hjalp hinanden, når der var brug for det, men ellers passede sig selv og hver sit. Man fulgte dydens og anstændighedens smalle vej, opførte sig redeligt og troværdigt, og udstrålede høj og stolt moral. Hvis nogen alligevel faldt igennem, så gik snakken som en nyhedsstrøm med meget høj hastighed. Man giftede sig efter stand og egn, og kun indenfor sin egen folkegruppe, for det var noget som forældrene arrangerede. Næsten ingen voksne havde gået i skole og kun halvdelen af børnene kom i en.

Nu har vi år 2024 efter at 200 år er henfaren. Det samme har taget vores Nepal 30 år. De første to tredjedele udviklede sig langsomt begge steder; men i den sidste tredjedel blev tempoet skruet op. I dag har vi veje overalt. Al transport af varer og personer foregår med motorkraft. Det er nemmere og ikke meget dyrere at købe maden udefra end at dyrke det selv. Alle har strøm i overflod, så man kan have lys til at brænde døgnet rundt. Hvert hus har en ”gadelampe”. Gå sent i seng og stå sent op. Maden bliver lavet over strøm. Stalden er tom, og det samme er køkkenhaven. De bedste marker dyrkes med kunstgødning og resten lades brak. En masse natur, som kun udnyttes af få. Der er sjældent noget at hjælpe hinanden med, så man passer

fortsat hver sit. Dyden og moralen flyder i et tiltagende tempo mere ud og alverdens nyheder strømmer ind på mobiltelefonen, som alle er i besiddelse af og som de yngre er temmelig afhængige af. Man gifter sig med hvem man vil og render fra hinanden igen. Næsten alle kan læse og skrive. Bondesamfundet er under afvikling, og selv den fjerneste afkrog er nu urbaniseret.

Den allervæsentligste forskel på vores to samfundsudviklinger er hastigheden, hvormed forandringen er sket. Vi har haft 6-8 generationer til at udvikle vores bondesamfund til moderne højteknologisk samfund; mens de har haft kun én generation. Hvor jeg har haft hele mit liv i det moderne samfund, der har vores scholarshipbørn oplevet det hele i halvdelen af deres skoletid, og deres forældre i løbet af de sidste 5-10 år. En anden væsentlig forskel er kvaliteten af den igangværende samfundsudvikling. Vi har haft tid til at eksperimentere med at få velstanden synkroniseret med udviklingen. Den hurtige udvikling i Nepal har skabt øget omsætning og vækst i økonomien, men det hele er i ubalance; for samfundsfunktioner forandres i forskelligt tempo og opnår ikke at justere med hinanden, før de igen forandres.

Ikke så sært at menneskene bliver forvirrede og har svært ved at forstå hinanden på tværs af generationer. Engang var det bare med at indordne sig under normerne, hvis man ville leve et ordentligt liv. Nu er der mange flere valgmuligheder, så hvor de unge før måtte kopiere forældrene, da er det nu forældrene, der skal tilpasse

sig, og forsøge at leve op til deres børns ønsker og drømme. I dag kommer lyst før pligt, og sidstnævnte begreb er efterhånden så ubrugt, at det næppe forstås.

Der er ikke længere prestige i at blive en god deltager i den gamle bondesamfund, knap nok heller i byerne eller storbyerne, ej heller i nabolandene; nej, det er den rige del af Kloden, der trækker i drømmene hos både voksne og børn. Nepaleserne spredes ud over hele Kloden i disse år.

Det ærgrer os faktisk temmelig meget; vi der gennem så mange år har arbejdet med at lave et lille mønster- og modelsamfund deroppe i Bhakanje. Der findes ikke noget mere fantastisk sted på hele Jorden end deroppe i Himalaya, på ryggen af Lamjura, i bygden Bhakanje. Højt nok til at luften bliver let uden at blive for tynd, og altid er den ren og frisk. Dejligt klima om dagen og ikke særlig koldt om natten. En dejlig langsom frodighed hvor alting gror langsomt med stærke farver og dufte. God og kraftig føde når man spiser hos dem, der stadig hjemmedyrker; og så er det endda næsten vegansk.

5

Og udsynet. På en klar dag er perspektivet 70 kilometer; 20 op til Mount Numbur og 50 ned til Indien, og lodret er der 1 ned til dalbunden og 5 op til toppen.

Religionen har også det helt store perspektiv. I Bhakanje følger man den gamle buddhisme, Nyingmapa, fra dengang da der var flere ånder og dæmoner til i verden end mennesker. Lamaerne kan messe i timer, hvor de remser op, hvad der er både op og ned i alverden og også hvad der er ind imellem. Teksterne er på oldtibetansk, som de lokale ikke forstår ret meget af. Ligesom i vores gamle latinskoler, så går man i lamaskole i mange år for at lære at læse teksten. Det er så vidunderligt højtideligt og farverigt, og man kan svømme helt hen i de messende stemmer og at betragte de mange indviklede bevægelser og symbolske handlinger, som lamaerne udfører. Jeg kender ikke til andre religioner, som kan beskrive i fysisk form, hvordan en sjæl ser ud; men det kan de i Upper Solu.

Man bliver både så lille og stor, så ydmyg og storladen af at bevæge sig omkring deroppe. Det gælder ikke kun os fremmede, men også de, der bor der. Mennesker udlever det fulde spænd fra grin til alvor, fra troskyldighed til snedighed, fra glæde til sorg, fra kærlighed til modvilje – fra dag til dag, fra time til time og endda det

hele samtidig, i en sådan grad at man går rundt og smiler eller griner hele tiden.

Derfor fortsætter vi med planer om at blive ved i mange år endnu. Både i kraft af og på trods af. Vi bringer et offer, men vi suger også en stærk næring. Det giver mening for os alle sammen deroppe på bjergryggen at fortsætte med at eksperimentere med virkeligheden og at prøve at synkronisere balance. Efterfølgende historie er et eksempel herpå.

Skolesagen I skolesagerne i Bhakanje har vi to overordnede aktører. Skoleinspektøren Lhakpa Sherpa, og Ward Chairman (kan nærmest oversættes til Sognerådsformand) og Formand for Skolekomiteen Ngim Chhirri Lama. De har en lærerstab og en række komitemedlemmer at rådføre sig med; men det er nu sjældent, at de gør det. De har også en Chairman of Rural Municipality (kan nærmest oversættes til en mellemting mellem Borgmester og Kom-

munaldirektør) Mina Basnet og hendes stab af

embedsmænd at søge indsigt hos; men det er heller ikke noget, som de benytter i udstrakt grad. Desuden står distriktets jurister til deres rådighed, men er ikke blevet benyttet. Alt i alt et par meget selvrådige herrer.

6

Når vi spørger dem om deres besynderlige disposition med at købe jord til skolen langt nede ad bjergryggen, så svarer de med tavshed og fjogede grin. Når vi spørger andre agtværdige borgere, så svarer de fleste med et smil, at de ikke ved noget; men flere viser med et skævt smil og et kritisk drag omkring øjnene, at der er noget galt, men de ved ikke rigtigt hvad, bortset fra en lille smule.

Efterhånden har vi sammenstykket de mange brudstykker af forklaringer til en sammenhængende og måske sand fortælling. Vi skal jo passe på, når vi spørger ind til, at vi ikke presser nogen til at bagtale eller angiveri, så der kan opstå negative relationer. Et af vores kriterier for, at vores opklaring har ramt rigtigt, er, når en detalje åbenbarer, at historien har en udtalt naivitet og et usammenhængende tankespind.

Baggrunden er, at især skolen selv, men også en del borgere, gerne vil opgradere skolen fra en realskole med 10. klasse til en High School (svarer til gymnasiet) op til 12. klasse, for ellers kan de blive tvunget til at nedgradere til 8. klasse. Det ville betyde, at skolebørnene allerede skal forlade hjemegnen i 14-15-års alderen for at finde en fjern overbygningsskole. Det mener vi heller ikke at de lokale landbobørn er klar til i den alder, så vi har udtrykt, at vi gerne vil støtte det projekt, og derfor har vi opfordret skolen og sognet til at afklare, hvad der skal til for at gennemføre det.

De centrale og regionale myndigheder stiller en lang række krav, for at en opgradering kan opnås. Nogle af kravene er lidt svære at forholde sig til, og så er det åbenbart det nemmeste bare at udsætte at forholde sig til dem. Andre krav er nem-

mere, og her har de valgt at fokusere på, at en High School skal have en sportsplads.

Det er klart, at det jo må være populært blandt egnens unge, så det kan jo sagtens være grunden til denne fokusering; men det kunne også skyldes andre mere egennyttige grunde.

De to hovedaktører havde i stilhed besluttet, at det ville være passende at købe jorden af skoleinspektørens far halvt nede på bjergskråningen. Det var åbenbart et vigtigere forhold end at tilgodese nærheden til den nuværende skole. Nu da de var i gang med de kreative tanker, så kunne de jo lige så godt flytte hele skolen derned, og den idé blev yderligere forstærket, da en lokal rigmand tilbød at forære dem en skolebygning med 5 klasseværelser, toilet og det hele.

Det var jo fristende, så de måtte hellere slå til i en fart, uden at undersøge hvad vi syntes om idéen. De havde jo nok en fornemmelse af, at vi ikke ville bryde os om det, da det jo ville betyde, at den smukke skole, som vi har bygget, skulle forlades og lukke. De spurgte heller ikke ind til, hvad det var for en bygning, som rigmanden ville forære dem. Deres viden om vilkårene for offentlige institutioners opkøb af jord var ret mangelfuld; men hvad de vidste om dette emne var, at det skulle sendes i offentligt udbud både i lokalradioen og med opslag af notitser i lokalområdet.

De annoncerede derfor i en første udbudsrunde, om der var nogen, som ville donere jord i nærheden af skolen; uden beregning. Der var ingen, der ønskede at donere; men tre jordejere bød ind med, at de var klar til at sælge. Men da udbuddet handlede om donation, blev de ignoreret i første runde. Anden udbudsrunde skulle

7

så dreje sig om opkøb af jord; men den så de ingen grund til at annoncere, da de jo allerede havde modtaget de tre henvendelser og havde fokus på jorden tilhørende skoleinspektørens far.

Uden yderligere forklaring skrev de i fællesskab personligt kontrakt med en nabo til faderen og fik lavet skøde på 0,45 hektar kraftigt skrånende jord til en pris af 45.000 kroner, og betalte halvdelen. Det var vigtigt at købe den parcel først, før naboen fandt ud af at de to havde besluttet at faderens jord på 0,55 hektar skulle koste 2½ gange mere. De havde regnet ud, at de som stråmænd ville kunne sælge en hel hektar til skolen til overpris og score kassen, da faderen næppe vidste, hvad de havde beregnet hans jordpris til.

I mellemtiden blev den lovede skolebygning sat op på ganske kort tid på den nyindkøbte parcel. Det var jo med i beregningen, at den også kunne sælges til skolen, da den jo nu lå på privat grund og derfor tilhørte de to spekulanter.

Men de havde forregnet sig. Loven siger nemlig, at en skole slet ikke kan købe jord, og det kan kommunen heller ikke. Der er kun to muligheder, at staten køber, eller at private donorer køber jorden og forærer den til skolen. Da staten ikke er blevet spurgt og ikke umiddelbart er interesseret, så er de to uforvarende blevet til private donorer.

Det viste sig ovenikøbet, at bygningen er værdiløs. Den er bygget i noget der ligner leca-blokke med fem meget små rum, med døre og vinduer i plast og med plasthåndtag. Den kan under ingen omstændigheder bruges til skoleformål, og indtil nu er der ikke kommet forslag frem om andre formål.

Som tidligere berettet bad de sidste forår Janaki og mig, om at gå ind i deres fremtidsplan, hvilket vi til deres store skuffelse afviste blankt. Siden dengang har de høstet mange knubbede ord og en del hovedrysten. Sognerådsformanden flyttede til Kathmandu for at komme væk fra problemerne, og kommer kun kortvarigt på besøg i sognet. Men skoleinspektøren er nødt til at blive hængende og prøve at undgå jordsælgeren, som gerne snart ville se resten af sine penge, og egnens borgere som ikke hilser på samme måde som før.

Som situationen er lige nu, ejer de to samfundsspidser en stump ret værdiløs bjergskråning med en umiddelbart værdiløs bygning, tillige med en gæld som kan føre til sagsanlæg, hvis den ikke snart indfries. De har et håb, at formanden kan få staten til at overtage deres projekt. Han er nemlig ret partipolitisk aktiv og er en god støtte til en af de mere korrupte af distriktets parlamentsmedlemmer. Da jeg mindede ham om, at han skulle passe på, at han ikke ødelagde sin politiske fremtid med den plan, så han temmelig bekymret ud, indtil han med et stort grin svarede, at nu må vi se.

Janaki og jeg har lagt afstand til denne plan og vil under ingen omstændigheder have noget med den at gøre; men vi er fortsat interesserede i at opgradere vores skole, fordi det er en naturlig følge af den samfundsudvikling, som vi har sat i værk.

Vi har her i første omgang ladet de to hovedaktører passe deres egne sager og indledt et samarbejde med et tidligere skolebestyrelsesmedlem, Rinji Sherpa. Han frasagde sig sin bestyrelsespost, dengang de to formænd blev for selvrådige, og i øvrigt er han en af de få, måske den eneste,

8

som trodser Janteloven.

Foreløbig har han fået til opgave at gennemføre den anden udbudsrunde, som de to droppede. Mest oplagt er en grund i tilslutning til skolen, men den er kun på 1.500 kvadratmeter. Kun let skrånende, men trekantet og er tilbudt os til 45.000 kroner, fordi ejeren har hørt vurderingen hos skoleinspektørens far. Der er kommet andre bud på parceller, der er større og billigere, men de ligger lidt fjernere fra skolen; to af dem i nærheden af Thefabrikken.

Vi har fået GPS-koordinater plottet ind på Google Maps og så må vi afvente, at Janaki og jeg besøger Bhakanje i foråret.

Et større problem er, om vi overhovedet kan regne med at få godkendt projektet af Socialstyrelsen og af Undervisningsmyndighederne. Bhakanje er en udpost. Sidste beboelige sted før de store bjerge, og derfor med et begrænset opland. Selv i rige Danmark trues der med lukning af gymnasier i udkanten, så man kan vel kun forvente at møde samme forbehold i Nepal, hvor den kommunale omsætning er på omkring 2% af en dansk kommunes, sammenholdt med at en nepalesisk gymnasielærers nettoløn er på 10% af en dansk.

Derfor forlanges et vist elevtal, for at opnå godkendelse. I Bhakanje vil dette tal være mere lempeligt, fordi der er langt til næste skole. Hvis skolen ikke opnår et passende antal elever, må den selv skaffe lønnen til én eller to lærere for at kunne tilfredsstille kravene til pensum, og det vil jo betyde, at det er os, der skal skaffe den.

Det kan vi nok finde ud af i en periode; men ikke på sigt. Hvis skolen og egnen ikke finder en løsning, vil gymnasieafdelingen formodentlig blive lukket ned igen på et tidspunkt.

Derfor planen med at tilføre landbrugsfaglig undervisning med speciale i thedyrkning og -produktion. Det vil kunne tiltrække studerende fra et langt større område, nu da vores succes med Thefabrikken begynder at blive kendt. Vi har et glimrende samarbejde med englænderen Peter, som har bygget et kollegium i Bhakanje med plads til 40 elever, som han vil overveje at udvide, hvis vi opgraderer.

Hvis vi begynder at tro på, at det er gennemførligt, skal vi overbevise den centrale Socialstyrelse om, at hele projektet er bæredygtigt, og at vores bygninger er jordskælvssikre og forsvarligt konstruerede.

Det er naturligvis rimeligt nok, men vi vil være meget afhængige af de omskiftelige tilfældigheder der dominerer det arrogante nepalesiske embedmandsvælde.

Vi skal helst ramme de rigtige personer på den rigtige dag, og i øvrigt have vist, at vi generelt følger deres ofte ret tåbelige anvisninger.

Næste hurdle bliver Undervisningsmyndighederne. Vi har fået et rigtig godt og personligt forhold til vores lokale borgmester, Mina Basnet. Hun er en god og stærk kvinde. Hun opsøger os, når vi er på egnen, deltager i vores møder, og i efter-

9

året blev Janaki, Dorjee og jeg afhentet i borgmester-4WD-bilen. Ikke nogen lang tur, men i kulturskridt meget lang, fra buddhistiske sherpaland til hinduistiske chhetriland. Det var i Dashain helligdagene, så vi fik hele den store hinduceremoni med tika i panden, bygspirer bag øren, topi og halskrave, og den store middag med alle egnens lækkerier. Efter en uge som vegetar, var godt krydrede hakkestykker af kylling og ged med indmad virkelig en stor oplevelse for alle vi tre gæster. Vi sad

og smågrinede til hinanden, mens vi suttede knoglestumperne rene.

Herefter gik vi en rundtur i landkommunens centrum i Chaulakharka. Først kommunekontoret som var lukket i helligdagene. Dernæst Kommuneklinikken, hvor en gammel mand var indlagt og fik ilt fra en af de iltkoncentratorer, som vi importerede og uddelte under corona. Her stod også vores ambulance i garagen. Den var blevet opgraderet og malet om, og vores logo var malet over. Det brokkede vi os over og fik lovet, at der nok skulle blive rettet op på den fejl. Dernæst den elendige skole. Eneste kvalitet er den trelængede skolebygning, som vi sammen med PONA byggede i 2017. På trods af væsentlige fejl og dårlig samarbejdsvilje i byggeperioden, står den virkelig smukt i dag, hvor nogle af manglerne er blevet udbedret. Ved indgangspartiet fortalte et flot messingskilt, at den var doneret af Rotary, hvilket er meget langt fra sandheden, så dette måtte jeg igen påtale, og det blev også lovet rettet. Rotary har dog, i samarbejde med os, bygget toilettet i tilslutning til bygningen, hvilket også var kundgjort med et messingskilt, næsten magen til det andet.

En koreansk NGO har bygget en toetagers cementbygning og to ældre traditionelle stenbygninger er ikke så ringe endda; men resten af bygningsmassen er uhumske og ubrugelige. Dette er kommunens i øjeblikket eneste High School.

Under det efterfølgende stormøde i Kom-

10

munekontoret bad borgmesteren så mindeligt, Janaki og Papa Kurt, om ikke vi ville komme tilbage til Chaulakharka og med vores enestående, her fulgte en masse store superlativer om vores evner, ville føre skolen op til den standard, som de mente, at vi med rette, var blevet berømte for. Alle tilhørerne sad og nikkede samstemmende og så nærmest forelskede ud på typisk chhetri-vis. Vi havde svært ved ikke at bryde ud i åbenlys latter.

Da jeg fik ordet og holdt en lang og grundig tale, oversat af Janaki, fik jeg forklaret dem, hvorfor vi forlod Chaulakharka i 2019, og hvad der skulle til af ærlighed og samarbejdsvilje, hvis vi skulle komme tilbage. Da blegnede de indsmigrende ansigtsudtryk og en del forlod lokalet. Chhetrifolket er et rethaverisk og lidt krigerisk folkefærd, som gerne slås for at få en stor del af fordelene, uanset om de kan magte dem eller ej. Nogen så sure ud; men Mina og skolefolkene var ikke blevet afskrækkede. De lovede slagfærdigt, at vi ville møde al ønskelig samarbejdsvilje, hvis vi ville lade vores grænseløse evner tilflyde deres egn.

Chaulakharka High School er egnens eneste 12. klasses skole. Elendigheden har tidligere også omfattet undervisningen; men efter at Mina vandt over den uduelige maoist-borgmester og fik skiftet ud i embedsmandskredsen, er der virkelig sket en forandring. Hendes egen mand, Rekraj Basnet, er blevet undervisningsdirektør, men det er nu godt nok, for han er en god mand og en af vennerne, og så har han plantet en masse thebuske forrige år. Inspireret af os, påstår de, har skolen indført praktisk undervisning i landbrugsfag for de øverste klasser. Det har ført til at især

en del piger er gået videre på landbrugsskole.

Så langt så godt, men der er langt fra Bhakanje til Chaulakharka. Direkte er det tre til fem timers gang hver vej. Ad kørevejen er der to til tre timer, hvis man kunne forestille sig en skolebus. Kulturforskellen er dramatisk, så lavkaste landbobørn i Bhakanje har svært ved at trives hos de højkaste chhetri. Da vi efter en god dag kom hjem til Bhakanje, trådte jeg i hele min chhetri-udsmykning ind i den lokale beværtning, som var ved at lukke, og præsenterede mig med ”Ma ho Papa Kurt Chhetri”. Aldrig har vi oplevet så øredøvende en latter, hvor flere væltede på bænkene og en på gulvet; en ældre mand tissede i bukserne; kvinderne holdt sig for munden og stampede i jorden. Jeg blev af en hel flok hevet hen og sat på bænken og værtshuset kom i fuld omdrejning igen. Jeg ved ikke hvor meget øl jeg fik drukket, for alle ville dele med min højærværdighed.

11

Da jeg igen var blevet Papa Kurt Salaka Sherpa kunne jeg godt mærke, at min hu ligger i Bhakanje. Janaki er halvt chhetri, så hun kunne godt se fordelene ved at arbejde videre med Chaulakharka skolen.

Under alle omstændigheder, bliver vi nok nødt til at tilgodese den skole med et eller andet, for at få de lokale myndigheders velvilje i forhold til at etablere en ”konkurrerende” institution heroppe i udkanten.

På distriktsniveau har vi heldigvis Namgyal, som borgmester i bykommunen, og han har gode relationer i undervisningsministeriet.

Et hovedargument for Bhakanje-planen skal være the-undervisning. Vi kan tilbyde praktiktimer i fabrikken og i the-markerne, som kan kombineres med viden og praktik om klima og jordbund, om processerne i the-fremstilling, om hygiejne, om opbevaring af the, om computerbrug og regneark. Vi kan lære ungdommen at smage på the. Vi kan dele eksterne the-eksperter. Vi kan tilbyde vores egne folk som undervisere, især om vinteren hvor produktionen er på pause. Og så er der kollegiet, som kan udbygges.

Selv den af os afviste stump jord dernede på skråningen kan blive et argument.

De to entreprenante mænd kunne udstykke den til boligparceller til lærere. Det kunne være attraktivt for gymnasielærere og landbrugs eksperter at flytte hertil med familien. Selv om jeg har brokket mig over beliggenheden, så er den, i forhold til at etablere en lærerlandsby, formidabel. Udsigten er enestående, klimaet er mildere end i Bhakanje bygd, der er fred og ro, og naboerne er skønne. Vi kunne endda være med til at bygge nogle små huse med indlagt vand og strøm. Det kunne endog

genrejse agtværdigheden hos de to spekulanter, som samfundet fortsat har brug for.

Sete Srijanshil Women’s Group For 14 år siden etablerede vi 9 kvindegrupper; en i hver betydende landsby.

Fem af dem eksisterer endnu, men kun én af dem er virkelig aktiv. Det er kvindegruppen i landsbyen Sete. De har tilføjet ”Srijanshil”, som betyder ”Kreative”, og det er de. Gruppen har påtaget sig hovedansvaret for at drive den lokale ”Andelskvindebank”, som vi også etablerede for 14 år siden. Kun kvinder og skolebørn fra hele Bhakanje kan spare op i den bank, og kun kvinder kan låne mindre beløb til småinvesteringer. De giver 8% i renter til sparerne og tager 13% i rente fra lånerne, og det fungerer upåklageligt.

Oprindeligt havde Sete-gruppen sin egen lokale opsparing, som de brugte til sociale formål og som en form for gensidig ulykkesforsikring. Men i deres kreativitet, satte de fællesskabets opsparing i banken og scorede renten, og hvis nogen i gruppen skulle låne, hævede de beløbet, lånte det selv ud og scorede også den rente. De har derfor efterhånden et pænt beløb i andelskassen og bruger udelukkende rentebeløbene til driften af deres gruppe.

Denne drift består nu overvejende af en form for sundhedsforsikring, hvor medlemmernes og deres børns udgifter til medicin og behandling i de lokale health posts samt ambulancekørsel til Kathmandu, bliver betalt. Derudover er der også blevet råd til en fræser, som de kalder ”tractor”, og i øvrigt er hele egnens første.

Desuden en dieseldrevet kornmølle som maler gruppens korn til mel, og desuden giver yderligere indkomst, når andre kommer og får malet.

12

Sidst på en af arbejdsdagene i Thefabrikken fik Janaki og jeg besked på at komme ud, for der var kommet besøg. Der stod alle de skønne koner grinende med glade Namaste-hilsener. Vi blev bænket, beklædt med khatak og malla, og jeg fik en gave bestående af friske landæg og et par pandekager af friskmalet byg. Efter lidt almindelig snak om hvordan vi alle sammen har det, begyndte de at berette om deres kreative succes som kvindegruppe, og de glemte heller ikke at pointere, at det hele skyldtes vores indsats dengang for længe siden. Det var faktisk meget skønt at blive hyldet på den måde, så det blev lidt for nemt bare at sige ”Hunza” (betyder JA), da de kom frem med deres egentlige ærinde; om jeg ville bygge et forsamlingshus til dem, ligesom det, vi byggede i Themjeng for otte år siden, blot med den lille tilføjelse, at de gerne vil have tilføjet en lille garage til traktoren og møllen. Nu da skolesagen er udsat, er der faktisk lidt frie midler til formålet.

Vi fik ordre på straks at forlade vores arbejdsplads og følge med op til beværtningen, for nu skulle der festes, og det blev der til langt ud på aftenen, både med øl

og lokale lækkerier, såsom brasekartofler med spejlæg, kartoffelpandekage og tykmælk. De få mænd, der var til stede da vi kom, de fortrak hurtigt, da kvidderen og latteren steg i styrke. Jeg blev hængende og nød det.

13

Thefabrikken er et fantastisk sted. En stor lys hal efterhånden fyldt godt op med maskiner, som kan standardisere omdannelsen af de grønne skud og blade fra the-buskene til både sort og grøn the, wiry tea og curley tea. Somme tider larmer de noget; især den roaster der krøller bladene ned til kugler. Også blæserne, der indleder tørringen af de friske blade larmer; men der kan vi lukke døren ind til tørrerummet. I et hyggeligt hjørne kan vi brygge den frisklavede the, smage, vurdere og diskutere resultatet. I det lille kontor registreres produktionen på computeren, og der udskrives labels. I pakkerummet med store borde og gode projektører pakkes den færdige the i pakker fra 1 kilo ned til 25 gram, som lægges over på hylder, i kurve, i papkasser, indtil rummet er overfyldt. I øvrigt et sydvendt rum, som bliver alt for varmt når solen er på.

I løbet af arbejdsdagen breder sig en fantastisk aromatisk duft, endog langt ud i omgivelserne. Herude, lige udenfor døren, konstruerede Dorjee engang en helt fantastisk siddeplads, hvor vi modtager gæster og holder møder, mens maskinerne larmer derinde. Dorjee har også strøet granitskærver og plantet the-buske. Her kan vi nyde den store udsigt, den stærke sol og dyrke lykkefølelsen.

Her i efteråret var idyllen her foran fabrikken krydret med en lille hær af murere, tømrere og arbejdsmænd. Vi måtte erkende, at lagerrummet inde i fabrikken er for lille og indeklimaet ikke hensigts-

mæssigt. Et andet problem er, at en del fremmede nysgerrige gæster uden forlov kommer brasende ind og som en selvfølge vader rundt over det hele. Sådan set er det jo dejligt med interesse; men det er ikke godt for hygiejnen, og maskinerne er ikke alle lige velegnede for pilfingre. Derfor har vi med støtte fra Perch’s på fabriksgrunden bygget en lagerbygning med et besøgsrum i den ene ende.

Lageret får plads til hele produktionen delt op i to rum; et til eksportkvalitet og et lidt mindre rum til lokal the til en lavere pris. På solsiden bliver der ingen vinduer og taget skråner bort fra solen, og alle døre er dobbeltdøre, så vi får et køligt rum uden de store temperaturudsving.

Specialdesignede hylder hvor vi kan have overblik over de forskellige the-typer. For hvor de fleste thefabrikker laver bulk the, laver vi the med en meget høj grad af specificering. Vi arbejder også med at finde en metode til at vakuumpakke the’en for længere holdbarhed, især i det kølige rum.

I besøgsrummet kan vores folk, når de har tid, modtage interesserede, servere en kop the, fortælle om produktionen og sæl-

14

ge the fra lageret. Vi indretter også en mere professionel sommelierdesk til os selv, hvor vi kan smagsvurdere dagens produktion med professionelt udstyr, hvilket vil sige, med vandkoger der kan indstilles til forskellige temperaturer, timeglas, rigtige tasting cups og rigelig nordvestvendt dagslys fra et stort vindue, som åbenbarer hele det store udsyn.

Et andet problem, som vi er blevet opmærksomme på, er at den primære tørreproces kun sjældent gennemføres optimalt, fordi farmerne indleverer bladene hen på eftermiddagen ret kort før folkene er nødt til at tage hjem før mørket. Derfor ligger bladene blot og visner indtil de igen møder op om morgenen. Derfor har vi bygget et lille hus til folkene, hvor de kan lave mad og tage sig en lur imellem, at de går ind og tilser og styrer processerne. Også et reelt lille soverum til indbudte the-eksperter, som skal rådgive i fabrikken og ude i markerne. Nu skal vi blot sikre, at det ikke bliver et hummer eller en beverding.

Imellem de to nye bygninger har vi generatorhuset med den store dieselgenerator, som driver alle vores maskiner. Selv om vi sparer, så brændte drengene for 30.000 kroner diesel af i 2023. Men nu er der blevet sat stålmaster op hele vejen fra Chaulakharka til Bhakanje bygd, og arbejdet med at montere ledninger er godt i gang. Snart får vi sat en mast op ved fabrikken, hvor vi får

vores egen 100 kV transformer monteret.

Dernæst skal vi have en elektroingeniør til at forbinde den med det monstrøse elskab inde i fabrikken, og så har vi billig strøm i døgndrift. Hvornår det sker er stadig uvist; men nu kan det ikke vare så meget længere.

Uanset, så har produktionen i år været langt bedre fungerende end sidste år. Kailash Basnet blev ansat som hjælper, så de nu er tre på fabrikken, og han har fulgt Bishnu som en skygge. Han er vågen, aktiv og kan tydeligvis lide sit arbejde, så han efterhånden kan arbejde selvstændigt.

Det har betydet, at det er langt nemmere for drengene at passe tiden, hvor delprocesserne er optimale, så næste proces kan sættes i gang. Det har gjort the’en mere ensartet.

Bishnu Thami er ved at være en kompetent themager. Han kan se, føle, lugte,

15

smage og endda høre, hvor langt processen er fremme. Han har også gennemført dagligt at brygge en kop the og smage sig igennem produktionen i løbet af året. Han kan ikke, som en rigtig sommelier, karakterisere ved sammenligning med andre smage. Som han selv siger, så har han aldrig smagt så mange forskellige ting ud over ris, linser og chili. Men han kan smage sød og bitter, smagens længde og mundfylde, og er meget præcis med point vurdering fra 0 til 10. Fra 5-6 og opefter kalder vi det ”Normal”, der går til eksport, hvor vi holder en ganske pæn pris. Derunder kalder vi det ”Poor”, som går til det lokale marked til en meget reduceret pris. Endnu er Bishnu meget tilbageholdende med at vove 9-10, som vi kalder ”High Quality”, og det er godt nok, for der skal jo være noget at stræbe efter. Det er en lidt simpel klassifikation; men det fungerer godt på det begynderplan, som fabrikken fortsat er på.

Dorjee Tamang er vores værkfører, administrator og themager, og det var lidt for mange opgaver, når han også bliver brugt af Janaki som HIPRONs lokale repræsentant, og tillige har sine egne forretninger at passe. Det lettede, da Kailash blev ansat.

Heldigvis er han velbegavet og lærenem, så han passer computerarbejdet stort set uden fejl, tager del i produktionen og står for pakningen til eksport. Han skal også i udstrakt grad fungere som aktieselskabets bestyrer, da bestyrelsen er umådelig passiv og helst undflyr enhver beslutning.

Desværre har vi også oplevet uregelmæssigheder med de ansatte; men til de-

res store forundring, så opdager vi noget af det; måske det meste. Mest fordi Janaki og jeg er ret gode til regneark og kan sammenligne produktionsnotaterne med lagerstyring og omsætning. Noget lader vi fare, som når de tager lidt med hjem til privat forbrug, men når de ligefrem begynder at sælge og stikker pengene i lommen, slår vi hårdt ned. Det vil sige, at Janaki normalt lader det ligge, indtil jeg kommer og kan agere den hårde boss. Janaki skal jo passe på som kvinde og som udefrakommende at skabe modstand. Vi laver et lille skuespil, hvor jeg sidder og kigger i min computer, og ”pludselig opdager”, at noget er galt. Janaki ser ”overra-

sket ud”, mens jeg bebrejder eller skælder ud, indtil drengene får fjernet det lille undvigende smil og ser lidt bange ud, og så er det overstået. Vi kan smile igen og snakke om noget andet, indtil vi atter kan grine sammen; lettede over at firmaet igen er strammet op.

16

Tilbage i 2022 havde vi en pænt stor produktion; men afsætning fulgte ikke med.

Hovedparten blev først solgt året efter; men da jeg besøgte fabrikken, havde vi stadig 250 kg på lager. Vi brugte næsten to uger på at smage os igennem det hele, smed halvdelen væk til kompost og solgte resten til et par lokale farmere til en meget lav pris, som de så tjente lidt på i videresalg lokalt. Resultatet blev derefter, at der kun var penge til at betale farmerne for de indlevede blade, men ingenting til efterbetaling. Skuffelsen var stor og resulterede i, at mange var tilbageholdende med at indlevere i 2023. En del brugte også året til at beskære buskene i stedet for at høste.

I 2023 blev the’en en del bedre end året før, men vi har stadig 200 kg liggende i lageret, som Janaki og jeg forsøger at få afsat inden jeg skal derom igen i april.

Men som det ser ud nu, bliver der alligevel for første gang lidt til overs til at give dividende til andelshaverne. Der er stadig nogle investeringer der skal foretages, derfor skal vi have flere til at købe aktier.

Det skal være lige så godt at have aktier, som at have penge i banken. Der bliver også lidt til efterbetaling i år, men ikke nok til at skabe den store begejstring. De store dieselomkostninger er også med til at holde overskuddet nede, men det får først indflydelse på næste års resultat, at vi forhåbentlig snart får billig strøm fra nettet.

Det er stadig vores afsætning der halter bagefter. Det danske marked er stadig vores største; men selv om vores the får en masse rosende ord fra de the-drikkende, så udvikler markedet sig ikke. Vi har øget salget til New York og det købekraftige marked i Kathmandu er også ved at få øje på os. Vi eksperimenterer mere med at lave

grøn the, som får god omtale, men det stiller større krav til de indleverede blade og processen er mere arbejdskrævende; men vi arbejder videre med at udvikle den. Jeg har forsøgt mig i Tyskland; men det lykkedes ikke, for vores the er for dyr, siger de. Vi kan ikke sætte prisen ned, for så bliver der da slet ikke noget overskud til bønderne.

Det er ikke nemt at være the-producent i Nepal; men vi nægter at give op, for vi ved at vores the er unik, og når vores folk fortsat kan forbedre produktionen, så tror vi stadig på, at vores the kan komme til at rangere som noget af Jordens bedste.

En af mine særlige små venner er Phurwa Sherpa. Hun er 6 år. Hendes forældre og bedstemor er også dejlige folk. Faderen er bonde og håndværker, og moderen har et lille udskænkningssted lige nedenfor fabrikken, hvor vi indtager vores frokost.

Phurwa er en meget opvakt pige i 0. klasse, men i fritiden render hun rundt oppe hos os, smager the og følger med i alt vores arbejde. Da vi ankom fra Kathmandu lidt sent på aftenen, havde

17

hun insisteret på at stå ude ved vejen og byde os velkommen. Der stod hun så og hoppede og vinkede, så vi straks måtte stoppe, ud af vognen og give hende en krammer, både Janaki og jeg.

En dag, da vi kom ned til frokost sad Mingmar Gyalzen og spædede sin morgenbrandert op. Han er et godt men lidt svagt menneske med en rigtig gæv kone.

Men hun døde fra ham for få måneder siden. Nu sad han grædende og fortalte os, hvor uendeligt meget han savnede hende. Han har altid haft en hang til alkohol, men hun havde styr på både ham og hans druk. Men nu da hun ikke er mere, kan han ikke fungere uden. Vores gode råd gjorde ham flov, men frabad sig vores velmenenhed. Han plejer at levere gode blade, så jeg fortalte ham om vores grønne the.

Hvis han kunne levere mig en portion tip med ét blad i morgen, så ville jeg personligt betale ham en god pris på stedet.

Jeg troede ikke på projektet; men næste dag kom han næsten ædru med knap to kilo af de fineste grønne skud og fik sin betaling. Han gik straks ned og betalte sin

gæld og købte et par kopper fejringssprit.

Hans søn bor på egnen og har en theplanteskole. Den ældste datter læser til landbrugskandidat og har været på the-kursus. Den yngste datter er færdig med 10. klasse, men vil ikke forlade sin far. Han kom en dag til fabrikken med hende og sagde, at hvis vi vil støtte hende med et scholarship, så vil han slippe hende fri. De begyndte begge at græde. Hvis hun kunne læse til sygeplejerske, så vil hun komme hjem og hjælpe folk, der får kræft. Heldigvis var danske Hennie med på fabrikken den dag, og hun påtog sig efter lidt betænkning opgaven. Vi skal arbejde på at få storesøster hjem og fungere i the-markerne, så hun også kan kigge lidt efter ham.

I anledning af mit jubilæum gik nogle af de skriftkloge i gang med at finde ud af, hvilken af deres tusindvis af guddomme, som er mit aspekt, og hvilket mantra der kan give mig et langt liv og energi til at fortsætte med at komme til Bhakanje længe endnu. Det blev enstemmigt Bajrapani.

Spændende og egentlig ikke så ringe endda. Det vil jeg så prøve at leve op til.

18

Sådan brygger du Bhakanje Tea

19