AKTUEL INSPIRATION
TIL FOLKEKIRKEN
KIRKEN I DAG
NÅR FÆLLESSKABET IKKE ER FOR ALLE BØRN
Se side 22
NÅR VI SYNGER, KNYTTER VI BÅND Se side 26
DECEMBER 2025
INDLEDNING:
NR. 4 | DECEMBER 2025
24. årgang
Udgiver:
Kirkefondet, Peter Bangs Vej 5B, 2000 Frederiksberg
Tlf.: 33 73 00 33
E-mail: kirkefondet@kirkefondet.dk www.kirkefondet.dk
Formand:
Erik Mollerup
Generalsekretær: Henrik Bundgaard Nielsen
”Kirken i dag” redigeres af: Anne Sofe Coles
Temagruppe bag nr. 4/2025: Elizabeth Knox-Seith, Jørgen
Theodor Demant, Sigrid la Cour Sonne, Peter Ruge, Anne Sofe Coles og Henrik Bundgaard-Nielsen
Layout og produktion:
Jørn Thomsen/Elbo A/S, Fredericia
Årsabonnement for 2025: Kr. 300,-
Enkeltnumre: Kr. 80,-
Abonnement kan bestilles ved henvendelse til Kirkefondet.
ISSN 1601-8230
Forsidebillede:
Billede Anne Sofe Coles / AI
4 / Fællesskab – et ord vi ofte bruger, men hvad dækker det egentlig over?
Af Henrik Mahncke
TEOLOGI OG KIRKELIGE REFLEKSIONER
7 / Øjeblikkets fællesskab
Af Rose Marie Tillisch
8 / Forbundne, forpligtet, for hinanden
Af Peter Lodberg
10 / Hvordan kan højmessen blive et fællesskab for alle?
Af Le Klint
SMÅ OG STORE FÆLLESSKABER
12 / Potentialet i små ungefællesskaber
Af Henning Teglbjærg
14 / Samvævet gæstfrihed
Af Johannes Christophersen
16 / Når vi synger, knytter vi bånd
Af Katrine Laigaard Baunvig
HISTORISKE OG SAMFUNDSMÆSSIGE PERSPEKTIVER
18 / Fællesskaberne er blevet mere krævende
Af Noemi Katznelson
20 / Fra apostlene til andelstanken – fællesskabets vej i kirken
Af Kurt Ettrup Larsen
22 / Når fællesskabet ikke er for alle børn
Af Kristine Kaaber Pors & Karen Marie Sø Leth-Nissen
24 / Stykvis erkendelse i turbulente tider
Af Niels Højberg
26 / Når arbejdsfællesskabet lykkes
Af Inge Kjær Andersen
CASES
28 / Kan ler være diakoni?
Af Susanne Tidemann
29 / Når ferien forandrer hverdagen
Af Sanne G. Damborg
30 / Et fristed for børn med skolevægring
Af Britta Vig Carlsen
KIRKEN I DAG
Fællesskab
–
et ord, vi ofte bruger – men hvad dækker det egentlig over?
Henrik Mahncke, analysechef i Realdania, argumenterer for, at vi må gentænke ordet og se relationerne som fællesskabets virkelige grundstof.
AF ANNE SOFIE COLES, cand.mag. og journalist
Når man spørger Henrik Mahncke, hvad fællesskab er, begynder han et andet sted.
“Fællesskab er jo blevet et ord, der kører rundt i debatten hele tiden,” siger han. “Jeg har egentlig mere lyst til at tale om sociale relationer i stedet. For fællesskab bliver ofte set som et enten-eller – enten er du med, eller også er du udenfor. Sådan er det jo ikke. Vi indgår i en myriade af relationer. Nogle kalder vi fællesskaber, andre er bare sociale forbindelser.” Han nævner sin frisør som et eksempel. “Jeg har gået hos min frisør i 15 år. Vi har jo ikke et fællesskab – og heller ikke et venskab i klassisk forstand, for i Danmark har vi et meget snævert venskabsbegreb. Man skal næsten have været hjemme hos folk, før man kalder det et venskab. Men vi har en god relation, som jeg sætter pris på.”
De lette relationer
Henrik Mahncke forklarer, at de feste af os forbinder sociale relationer med de nære – familie, kærlighed og venner. “Men i virkeligheden,” siger han, “har vi et helt hav af andre. Vi har relationer til kollegaer, til mennesker, vi møder i bybilledet, og til dem, vi kun kender perifert. Vi har endda relationer til folk, vi aldrig har mødt – fordi vi har set dem eller hørt om dem. De gør noget ved os.”
Mahncke mener, at vi skal forstå fællesskab langt bredere. “Det er vigtigt, at vi i vores samfund begynder at betragte fællesskaber ikke som et enten-eller, hvor man er med eller udenfor, men som et kontinuum – fra de meget tætte til de løse, fydende relationer. Vi har behov for at arbejde for alle typer af fællesskaber og understøtte dem alle sammen.”
Langeland er et eksempel på, hvordan relationer skaber trivsel. “Der smutter du ikke bare lige ned efter en liter mælk. Når du handler, tager du den tid, det tager – for det er en social udveksling. Du møder nogen, du kender. Det er helt legitimt at tale med andre, også selvom man kun kender dem lidt. Det skaber noget, som mangler mange andre steder i landet.”
For Mahncke er det netop den slags møder, der rummer fællesskabets kerne – de små sociale udvekslinger, som styrker vores mentale sundhed. “Alle relationer, der gør noget ved vores mentale sundhed, er vigtige,” siger han. “Det kan være samtalen i køen eller et smil fra en, man ikke kender.”
“Vi overvurderer massivt risikoen ved at tale med fremmede – og vi undervurderer massivt gevinsten.”
Et blik kan være nok
I en paneldebat, som Henrik Mahncke deltog i, fortalte en ung kvinde i kørestol:
“Blikket betyder noget. Alle ser mig – men de færreste ser mig i øjnene.”
For Mahncke rummer episoden essensen af fællesskab: at blive set som menneske. “Det er et ufatteligt lille sted at starte,” siger han. “Men hvis vi vil øge vores livskvalitet, må vi betragte vores sociale relationer som nøglen til det. Det handler om at fremme dem – og om at føle, at vi hører til et sted, hvor møderne med andre grundlæggende er positive.”
Han peger på, hvordan vi i dag ofte “privatiserer det offentlige rum”: “Det gør vi, når vi tager vores musik med ud i skoven, eller når vi tager høretelefoner på i toget. Når vi gemmer os bag noget, bliver det sværere at få gang i de lette relationer.”
Løgstrup og tillid som grundvilkår
Det kan næsten lyde, som om Løgstrups tanker har ligget som et bagtæppe for arbejdet med bogen?
“Jeg har Løgstrup med i baghovedet,” siger han. “Vi fødes med tillid til verden, og mistillid er noget, vi lærer senere i livet.” Mistillid kan være sund, mener Mahncke, men den bliver farlig, når den får lov at gnave sig ind i livet. “Mere end 50 procent af alle kvinder bevæger sig ikke i visse områder af deres eget nabolag efter mørkets frembrud. Så mistilliden er
Fællesskabet begynder med de små smil, korte samtaler og uforpligtende møder, siger Henrik Mahnke, analysechef i Realdania.
farlig. Det, vi skal gøre som samfund, er at reducere kilderne til mistillid.”
Han påpeger, at vi som mennesker ofte reagerer modsat af, hvad der faktisk ville styrke fællesskabet: “Vi overvurderer massivt risikoen ved at tale med fremmede – og undervurderer gevinsten.”
Efter en pause tilføjer han: “Men jeg ved ikke nok om, hvordan man producerer tillid. Det har jeg været nysgerrig på – men jeg har ikke svarene endnu.”
“Vi skal udvide forståelsen af, hvad fællesskab er – det er ikke et enten-eller.”
Livsytringerne og magien i de små møder
Er det ikke netop det Løgstrup peger på – de små møder, som måske virker ubetydelige, men som alligevel har stor betydning, fordi de skaber tillid og forbundethed?
“Jo,” siger Mahncke og nikker. “Jeg tror, vi har brug for at genfnde magien i de små øjeblikke. Det er de møder, der gør, at vi føler os forbundet – at vi hører til.”
Kunde det måske være så enkelt, at vi bare er fortravlede – at vi gerne vil være åbne og tillidsfulde, men har så travlt med os selv, at vi glemmer det?
“Ja, eller…” siger han eftertænksomt. “Man kan jo leve sit liv på mange måder og stadig have tillid til andre mennesker. Spørgsmålet er snarere, hvorfor den tillid falder – hvorfor vi oplever, at verden føles mere utryg.”
Men tillid er vel også, som Løgstrup ser det, en spontan livsytring – noget vi bærer i os, men ofte glemmer i travlheden?
“Ja,” siger han. “Når man skal bruge et billede, som de feste forstår, så er det lidt som at stå hos bageren i en lille italiensk by på ferie. Man har tid, man er til stede, man nyder øjeblikket. Men når man så står bag en ældre dame i Lagkagehuset derhjemme, bliver man utålmodig. Det handler om at genfnde den magi i hverdagen.”
Han holder en pause.
“Det er ikke én enkelt oplevelse, der gør forskellen, men summen af dem,” siger han. “Hvis du på en dag møder andres smil, taler med blomsterdamen, hilser på naboen, snakker kort med bibliotekaren – så går alle derfra med en bedre dag. Det er de møder, vi skal fnde tid til.”
Kirken som moderne fællesskab
For Mahncke er kirken et moderne fællesskab – et sted, hvor man kan træde ind og ud alt efter behov.
“Kirken leverer faktisk på hele spektret,” siger han. “Fra det meget forpligtende fællesskab til det uforpligtende. Du
Fotograf: Bjarke
Ørsted
FAKTABOKS
Vores livskvalitet 2025
skal ikke melde dig ind for at være med. Du kan bare træde ind – og få præcis det niveau af fællesskab, du ønsker. Kirkerummet har meget lave adgangsbarrierer.”
Han ser netop det som en styrke i en tid, hvor tilknytninger ofte er fydende og midlertidige.
“Kirken passer til den måde, vi lever på i dag – med forskellige grader af deltagelse. Og så er den lokal. Den er der, hvor du bor. Den er forankret i sognet – en fysisk, menneskelig tilstedeværelse i lokalsamfundet.”
“Vi får kun livskvalitet, når vi føler os nødvendige – når vi betyder noget for nogen.”
Han peger også på betydningen af traditioner:
“Jo fere traditioner, du har i dit liv, jo lykkeligere er du. Traditioner reducerer kompleksitet. De gør, at du ikke skal opfnde det hele på ny.”
Og netop her spiller kirken en vigtig rolle:
“Den står for nogle af vores vigtigste traditioner – dåb, konfrmation, bryllup, begravelse, jul og påske. Den giver os et rum for stilhed, sang og eftertanke.”
Travlhedens pris
Mahncke mener, at den moderne travlhed er blevet et identitetsmarkør – næsten en social valuta. “Det er nærmest pinligt at sige, at man ikke har travlt,” siger han.
“Travlheden tager tid fra de små, men meningsfulde relationer – dem, der gør livet rigt.
Henrik Mahncke er analysechef i Realdania og står bag bogen Vores livskvalitet 2025, som bygger på svar fra mere end 123.000 danskere – den største kortlægning af livskvalitet i Danmark nogensinde.
“Relationer til familie, venner og mennesker i lokalsamfundet er den vigtigste faktor for vores livskvalitet. De har større betydning end indkomst, uddannelse og boligforhold,” konkluderer bogen.
Den viser desuden, at
● ensomhed og manglende tillid hænger tæt sammen med lav livskvalitet
● tryghed i nabolaget og adgang til grønne områder løfter trivsel
● livskvaliteten er højere dér, hvor man kender nogen og føler sig forbundet
Bogen giver ny viden om, hvordan vores fysiske omgivelser og daglige møder med andre mennesker påvirker vores mentale sundhed – og viser, at fællesskaber, store som små, er afgørende for, at vi trives.
Læs bogen på realdania.dk/voreslivskvalitet
Vi får kun livskvalitet, når vi føler os nødvendige – når vi betyder noget for nogen,” siger han.
“Det kan være for familien, naboen, foreningens medlemmer – eller bare for den ældre dame, du hilser på hver morgen. Fællesskabet er os selv. Det er os, der er de sociale relationer.” •
Fotograf: Steffen Stamp
Hvordan kan højmessen blive et fællesskab for alle?
Gudstjenesten rummer både skønhed og fremmedhed.
Hvis den skal være et fællesskab, der samler, må vi turde gøre den mere forståelig – uden at miste dens dybde og tradition.
AF LE KLINT
Sognepræst, Hørsholm Kirke
Når få deltager, må vi spørge hvorfor
Når kun få deltager i højmessen, kalder det på refeksion. Kan vi åbne gudstjenesten – uden at udvande den? Er højmessen så inkluderende, som vi tror? Mit korte svar er: Nej. Men jeg tror at den kan blive det.
At se gudstjenesten gennem nybegynderens øjne
Når jeg taler om højmessen som ekskluderende, er det ikke en kritik af præsterne eller af formen som sådan – men et ønske om, at vi sætter os i ”nybegyndernes” sted.
Hvis vi vil forstå gudstjenesten som et fællesskab, må vi spørge dem der kommer, men ikke oplever sig som en del af fællesskabet. Hvis vi kun spørger dem, der allerede føler sig hjemme, ender vi i et ekkokammer. Det er i mødet med dem, der undrer sig eller føler sig udenfor – at vi kan genopdage, hvad højmessen fællesskab egentlig rummer.
Er højmessen virkelig inkluderende?
Måske vil nogen spørge, hvorfor gudstjenesten overhovedet skal være mere inkluderende.
Er det ikke netop dens styrke, at den står fast med sin form og sin rytme, båret gennem generationer? Jo – og netop derfor skal vi tage den alvorligt og sikre at den bliver ved med at være relevant. Hvis vi mener, at højmessen er et fællesskab, må vi turde spørge, hvem der faktisk er med og hvem der ikke kan læne sig ind i det fællesskab og forholde os til hvorfor.
Tallene taler deres tydelige sprog
I dag deltager 1-2 procent af folkekirkens medlemmer regelmæssigt i højmessen, selvom omkring 70 procent af befolkningen er døbt og medlemmer af kirken. I tal betyder vi er xxxx medlemmmer og xxxx deltager i højmessen. Kirken er ikke kun forpligtet på at tale til de 2% men også forpligtet på at forsøge at gøre højmessen relevant overfor de resterende 68% .
Langt de feste står udenfor – ikke af modvilje, men fordi gudstjenesten ofte opleves som fremmed, lukket eller ganske irrelevant.
Et håb om adgang
Når så mange alligevel vælger at være en del af Folkekirken, giver det håb: at der stadig er noget her, de gerne vil bakke op om og have adgang til. Spørgsmålet om gudstjenestens form handler ikke om at forenkle eller pædagogisere, men om at åbne døren og vise vej – vise hvorfor højmessen er væserntlig og relevant.
Det, præster ofte overser
Jeg hører ikke til det “vi”, der mener, at søndagsgudstjenesten er inkluderende, sådan som det ofte bliver sagt. Tværtimod oplever jeg, at mange præster undervurderer, hvor meget i gudstjenesten der slet ikke er umiddelbart til at forstå for nybegynderen.
Hvorfor bliver der ikke sagt velkommen?
Hvorfor skal vi rejse os – og hvornår må vi sætte os igen? Hvorfor synger de salmer vi slet ikke kender?
Hvorfor tre læsninger – og hvor kommer de fra og hvordan hænger de egentlig sammen?
Hvorfor så mange bønner?
Hvorfor vender præsten ryggen til?
Og hvad handler nadveren egentlig om? Skal vi alle tilgives hver søndag eller er det et fællesmåltid?
Det er nogle af de spørgsmål, dåbsgæster, konfrmandforældre og andre nybegyndere kan sidde med. Det var i hvert fald de spørgsmål, jeg selv havde, da jeg begyndte at gå i kirke.
Teologiens betydning for moderne mennesker Moderne mennesker er dybt optaget af flosof, eksistens og psykologi. De søger mening, sammenhæng og sprog for livet – og her har teologien faktisk noget væsentligt at sige. Men for at det kan høres, må præsten være modig nok til at sige tydeligt, hvad teksten handler om, og hvorfor den betyder noget for os i dag.
Det er ikke nok, at noget “bare gør noget ved os”. For mange mennesker i dag er forståelse ikke en luksus, men en forudsætning for overhovedet at kunne åbne sig. Evangeliet skal ikke være et gådefuldt ekko i baggrunden, men et ord, der kan gribes – et ord, der giver mening midt i det moderne liv.
Derfor må vi turde tale klart: Teologien berører netop de spørgsmål, som nutidens mennesker kæmper med – skyld, frihed, frygt, relationer, håb, kærlighed. Når præsten hjælper os til at forstå, hvad der er på spil, bliver gudstjenesten ikke mindre hellig. Den bliver mere menneskelig. Og dermed mere tilgængelig.
Og prædikenen må give mennesker noget at tage med hjem – et ord, en tanke, en retning – ellers taber vi forbindelsen til deres virkelighed.
At lære at gå i kirke
Jeg kommer ikke fra en kristen baggrund. Jeg var ikke døbt, havde aldrig været til gudstjeneste med mine forældre, var fritaget fra kristendom og havde aldrig talt med en præst. Da jeg som 34-årig for første gang vovede mig i kirke en søndag morgen, var det som at træde ind i et fremmed land. Men præsten var en gudsbenådet fortæller.
Prædikenen ramte mig og gjorde et kolossalt indtryk, at jeg kom igen. Den havde omrokeret mine tanker – givet et nyt perspektiv.
Det blev en lang proces at lære at gå i kirke: at forstå rytmen, begynde at synge med, og slippe af med utålmodigheden. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste.
Mange, der kommer i kirke i dag, ved ikke meget mere om kristendommen, end jeg selv gjorde dengang – selv om de er døbt, konfrmeret og medlemmer af folkekirken.
En lille forskel, der gør en stor forskel
Måske kunne en tydelig velkomst og små justeringer i formen give nybegynderen indgang og plads i fællesskabet.
Det hjælper at vide, hvad der skal ske. Det hjælper at kunne synge med på mere end én salme. Det hjælper at forstå, hvorfor vi står, sidder, lytter eller tier sammen. Kort sagt: det hjælper at blive inviteret med. Et kort velkommen efter klokkeringningen – der favner hele forsamlingen og sætter dagens tema og tekster i perspektiv – kan gøre en forskel. Det handler ikke om at forklare alt, men om at åbne et rum til forventning. En enkel indledende sætning om hvad der er på spil eksistentielt kan skabe resonans hos den enkelte: Hvad er det, vi skal høre,
synge og erfare i dag – gennem tekster, bønner og salmer.
Musikken – præludium, motet og postludium –kan med en genkendelig melodi eller sang understrege hvad der er på spil denne søndag. Er der børn og unge, må vi inkludere en enkel sang de kan synge med på.
Når vi ved, lidt om hvad vi er en del af, bliver vi mere deltagende. Det er ikke en pædagogisk øvelse, men en gestus af gæstfrihed – en måde at vise, at gudstjenesten ikke blot er et rituel form, men et rum der beskæftiger sig med tro, tvivl, sorg, længsel, håb og glæde – men mest af alt kærlighed, hvor alle er inkluderet.
Og invitationen til næste søndag begynder allerede uden for kirkerummet. Den måde, vi kommunikerer på – opslag, annoncer, hjemmesider – bør også invitere indenfor med ord, der taler til mennesker, ikke til indviede. Vi må turde fortælle, hvad der faktisk foregår: at gudstjenesten handler om liv, død, tilgivelse, forbundethed – ikke blot “2. søndag efter trinitatis”.
Hvis vi oprigtigt ønsker fællesskab, må alle favnes. Ellers opstår det ikke.
En salmetavle med kendte salmer kan være en nøgle til fællesskabet. Når man som kirkegænger kender nogle af salmerne, bliver det lettere at synge med – og lettere at føle sig hjemme i højmessen.
At fejre gudstjeneste
Vi holder ikke gudstjeneste. Vi fejrer gudstjeneste. Præst, kirketjener, kor og organist – vi fejrer, at Guds ord kan rykke ved os, hver især og sammen. Derfor rejser vi os, når Ordet lyder. For at blive bevæget. Skal dette ud?
At åbne døren uden at miste dybden
Når vi taler om at åbne gudstjenesten, handler det ikke om at ændre dens væsen, men om at lade dens rigdom blive delt med fere.
Vi står med et stort privilegium – og et ansvar: at forvalte en tradition, som stadig kan røre mennesker dybt, men som kræver, at nogen viser vejen ind til hjertet af kristendommen – Jesus budskab til os.
Hvis højmessen skal være et fællesskab for alle, må vi både værne om det, der bærer, og have mod til at justere det, der lukker ude. Sådan kan vi sammen gøre kirkerummet til et sted, hvor fere føler sig hjemme – og hvor det hellige ikke bliver fremmed, men nærværende. •
Kan ler være diakoni?
I Bistrupkirken i Hjørring bliver diakoni og fællesskab også formet i ler.
Med keramikcafé, håndarbejde og kreative fællesskaber fnder mennesker sammen på tværs af generationer – og kirken åbner nye døre.
Kan man forme fællesskab i ler?
SUSANNE TIDEMANN, kirkekulturmedarbejder
i Bistrup Kirke
I Bistrupkirken i Hjørring har svaret vist sig at være ja. For nylig fk kirken en keramikovn foræret – og ud af det opstod en keramikcafé, hvor kvinder fra midt i 20’erne til 50’erne mødes til fællesspisning og kreativt samvær. Det er en målgruppe, som ellers kan være svær at nå, fordi de feste stadig er på arbejdsmarkedet. Men kombinationen af billige måltider, kreativ udfoldelse og hygge har skabt en ny gruppe, som vokser støt.
At lave ler samler folk på tværs af generationer i Bidstrup Kirke.
Kreativitet som varemærke
Det kreative har i det hele taget været et kendetegn for Bistrupkirken. Allerede for tre år siden startede man initiativet Hjælpende Hænder, da en fond gjorde det muligt at købe symaskiner og håndarbejdsudstyr. Her mødes 20-30 kvinder hver anden onsdag for at sy og strikke. Resultaterne sælges i kirkens butik, og overskuddet går til menighedsplejen.
Med keramikovnen er aktiviteterne nu udvidet, og man når endnu fere. Kirken oplever, at netop de kvinder, som ellers sjældent fnder vej til kirkelige aktiviteter, nu kommer ind ad døren – og mange af dem bliver hængende.
“Når vi former ler, former vi også relationer, der kan vokse til fællesskab og frivillighed.”
En kirke med pionerånd
Bistrupkirken er en relativt ny folkekirke fra 1978, placeret i sydenden af Hjørring. Til forskel fra byens tre middelalderkirker, som ligger tæt samlet i centrum, står Bistrupkirken mere alene. Her har der altid hersket en pionerånd og et ønske om at skabe nye traditioner, der binder folk til stedet på tværs af generationer.
De klassiske kirkelige handlinger fylder ikke så meget. Der er en del dåb og konfrmationer med børn fra den lokale skole, men få bryllupper – for her vælger de feste unge en af de gamle kirker med det lange kirkegulv. Også begravelser og bisættelser foregår ofte fra byens kapel. Derfor har Bistrupkirken måttet fnde sine egne veje til at skabe tilhørsforhold.
Relationer og fremtidens frivillige
Hvorfor er det vigtigt? Kirken er taknemmelig for alle, der bruger huset, men ser også en langsigtet værdi i at opbygge relationer. I en tid med mangel på frivillige tror man på, at fællesskaber som keramikcaféen kan føre til, at fere senere engagerer sig i kirkens øvrige arbejde.
Desuden oplever man, at unge mødre, som lærer kirken at kende gennem de kreative aktiviteter, får lyst til, at deres børn også skal opleve det fællesskab, kirken tilbyder.
Ler og livstro
En keramikcafé kan umiddelbart virke langt fra kirkens kerneopgaver. Men i Bistrupkirken er troen, at fællesskabet baner vejen for forkyndelsen. Når man føler sig hjemme, er skridtet til foredrag, koncerter eller gudstjeneste ikke så stort.
Og selve arbejdet med leret rummer også en form for fordybelse og ro, der kan minde om oplevelsen i gudstjenesten. Som kirkens folk siger: På samme måde som Gud formede Adam af ler og gav ham liv, skaber vi i dag diakoni, når vi former sunde og varige fællesskaber – med hænderne dybt i leret. •
Bidstrup Kirke
NYT FRA KIRKEFONDET
Kirkefondet har brug for din støtte
Kirkefondet er en uafhængig almennyttig organisation, som ikke modtager ofentlige midler, og derfor betyder personlige gavebidrag meget for os. Når du støtter Kirkefondet, er du med til at give nye idéer vinger. Din støtte går bl.a. til VejkirkeLiv 2026 – en ny pulje, hvor menigheder, frivillige og lokale kræfter kan søge op til 10.000 kr. til at udvikle nye måder at bruge vejkirkeordningen på.
Beløb kan indbetales til konto 2191-6292200186 eller MobilePay 61711. Giv os sammen med indbetalingen dit navn, adresse og cpr.nr. så har du mulighed for skattefradrag.
Årets repræsentantskabsmøde
Kirkefondets årlige repræsentantskabsmøde blev afholdt lørdag den 8. november i forbindelse med konferencen ”Der er altid mere at sige om dåben”. Her fremlagde bestyrelsen tankerne om en ny strategi for Kirkefondet som folkekirkens væksthus, hvor Kirkefondet vil facilitere og lede udviklingsprojekter på alle niveauer i folkekirken –bl.a. indenfor områder som kirkens tidlige tilstedeværelse i nye boligområder og kirkeliv i områder, hvor det folkekirkelige og økonomiske grundlag er udfordret. Erik Mollerup, Lars Kjeld Jensen og Sofe Bohm genopstillede til bestyrelsen og blev genvalgt.
VejkirkeLiv – en ny pulje til udvikling af levende vejkirker
Vejkirkerne har i mere end 25 år budt rejsende, lokale beboere og nysgerrige forbipasserende indenfor i et åbent kirkerum til fordybelse, samtale og uformelle møder. Med over 420 vejkirker på landsplan er der et unikt potentiale for lokale oplevelser, små fællesskaber og kreative initiativer, der gør kirkerne nærværende og levende.
Med VejkirkeLiv ønsker Kirkefondet at styrke det lokale engagement og inspirere til nye måder at bruge vejkirker og andre åbne kirker på. Derfor har vi oprettet en pulje, hvor
Temaer for de 4 numre af ”Kirken i dag” i 2026:
• Når religiøsiteten møder liturgien
menigheder, frivillige, lokale foreninger, kunstnere og andre ildsjæle i 2026 kan søge 2 x 10.000 kr. til projekter, der skaber liv og nye oplevelser i vejkirkerne. Puljen støtter både små forsøg og større lokale samarbejder. Det kan for eksempel være:
• Kreative eller kunstneriske greb, der giver nye måder at opleve kirkerummet på
• Nye måder at formidle kristendom på gennem kirkens udseende, rum, genstande mm
• Midlertidige eller permanente installationer eller aktiviteter, der inviterer til fordybelse og nærvær
• Samarbejder mellem nabokirker og/eller lokale aktører
• Eksperimenter med nye former for fællesskab, dialog eller lokal deltagelse
• Initiativer, der gør vejkirkerne mere synlige, relevante eller tilgængelige både for besøgende og lokale
Der er plads til både det simple og det dristige – så længe idéen er forankret i frivillighed, samskabelse og respekt for kirkerummet.
• Hvad kan kirker i andre lande lære os om at være kirke i Danmark?
• Udvikling i folkekirken – i lille og stor skala
• Kunst og kristendom
Juletilbud fra Kirkefondet
Himlen og jorden må feste
70 salmer og sange fra hele verden er oversat af kendte, danske salmedigtere, så de kan bruges ind i en dansk kontekst. Temaerne for sangene er bl.a. skaberværket, året, gudstjenesten, velsignelse og lovsang, tro, håb og kærlighed, fællesskab og liv og død, og de er meget forskellige, da de repræsenterer den store mangfoldighed i salmesang verden over.
Bogen er redigeret af Betty og Peter Arendt, der har arbejdet med verdenskirkemusik og medvirket som kirkemusikere ved en lang række europæiske og globale kirkemøder i mere end 25 år. 100 sider – nu: kr. 100,- (Før kr. 198,-)
Gudstjeneste fra kanten
”Gudstjeneste fra kanten” indeholder et stort udvalg af bønner, velsignelser, veksellæsninger, meditationer, dialoger og hele liturgier fra Iona Community og Wild Goose Resource Group, der er kendt for at gøre gudstjenestelivet fornyende og livgivende. Bogen er en brugsbog, hvor man kan blive inspireret til at fejre gudstjeneste på nutidens præmisser.
Bogen er redigeret af Jørgen Degn Bjerrum, Finn Dyrhagen, Allan Ibsen, Per Vibskov Nielsen og Charlotte Lydholm.
240 sider - NU: kr. 150,- (Før kr. 299,-)
Nøgle til gudstjenesten
Sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard og sognepræst Knud Munck står bag folderen »Nøgle til gudstjenesten«, der er en smuk og informativ guide til gudstjenesten og kirkelige handlinger, hvor man kan lære mere om gudstjenestens opbygning og kirkelige ritualers forløb.
Folderen er velegnet til at lægge frem i vejkirker, åbne kirker og natkirker eller til brug i konfrmationsforberedelsen eller i andre undervisningssammenhænge, eller hvis man bare gerne vil vide mere om folkekirkens gudstjeneste.
Pakke med 25 stk. af samme folder - nu kr. 30,- (Før kr. 175,-)
Bønner på vejen
Werner Fischer-Nielsen har skrevet hæftet »Bønner på vejen« med vejledning til, hvordan man kan bede, enten med egne ord eller ved hjælp af andres bønner.
Udover indledning og vejledning til bøn indeholder hæftet også Fadervor, Velsignelsen og bønner af bl.a. Holger Lissner, Dietrich Bonhoefer, Signe M. Berg, Augustin og Frans af Assisi.
»Bønner på vejen« kan f.eks. lægges i kirken i forbindelse med lysglober, vejkirker og åbne kirker eller bruges på pilgrimsvandringer, eller den kan uddeles til konfrmander, dåbsforældre, patienter m.f.
32 sider - 1 stk. - kr. 10,- Pakketilbud: 25 stk. - kr. 100,-
Sorteret magasinpost (SMP) ID-nr. 42895
Afsender: Kirkefondet, Peter Bangs Vej 5B, 3., 2000 Frederiksberg