Ellen Aagaard Petersen, Jørgen Skov Sørensen, Louise Theilgaard, Henrik Bundgaard Nielsen og Charlotte Lydholm
Layout og produktion:
Jørn Thomsen/Elbo A/S, Fredericia
Årsabonnement for 2025: Kr. 300,-
Enkeltnumre: Kr. 80,-
Abonnement kan bestilles ved henvendelse til Kirkefondet.
ISSN 1601-8230
Forsidebillede:
Åby Sogns campingvogn skaber kontakt med de nye beboere i Åbyen.
Foto: Anne Thorning
4 / Begynd menighedsrådsarbejdet med en visionsdag af Mads Davidsen
6 / Hvordan organiserer man sig som menighedsråd?
af Henrik Bundgaard Nielsen
8 / Idéer til nytænkning og lettelse af menighedsrådets arbejde af Vivi Rolskov Jensen og Louise Theilgaard
10 / Mød folk der, hvor de er af Margrethe Vejs-Petersen
14 / At skabe sammen som et fællesskab af Malte Ystrøm Madsen
16 / Kirkens folkekirkelige stemme af Søren Krogh
18 / Landsbykirkens nye rolle af Tyge Mortensen
21 / ”Folkekirken er ligegyldig, men jeg er stadig medlem…” af Maiken Friischman Bjærge, Helena Grovn og Karen Marie Leth-Nissen
24 / Kirke ”to go” af Ellen Aagaard Pedersen
26 / Personlige fortællinger fra folkekirken af Kirsten Weiss Mose og Niels Jakob Søndergaard Mye
28 / Kirken er velfærdssamfundets forpost af Torben Lindberg
30 / Gode råd til det gode menighedsrådsmøde af Louise Theilgaard
31 / Nyt fra Kirkefondet
KIRKEN I DAG
TEMA: HVORDAN SKAL VI VÆRE FOLKEKIRKE?
AF
Hvordan vil vi være kirke hos os?
Skal vi gøre, som vi plejer? Fortsætte med de aktiviteter, som har kørt i mange år?
Eller skal vi tænke nyt? Mon ikke de tanker melder sig rundt om i mange af de nyvalgte menighedsråd?
HENRIK BUNDGAARD
NIELSEN generalsekretær i Kirkefondet
Det er faktisk gode og sunde overvejelser, som bør begynde med en drøftelse af, hvordan man som menighedsråd kan være med til at skabe ”gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst”. For i det såkaldte menighedsrådsløfte har alle valgte menighedsrådsmedlemmer skrevet under på, at det vil de gøre.
Hvad vil det sige at være kirke?
En sådan drøftelse kan tage udgangspunkt i det helt grundlæggende spørgsmål: Hvad vil det sige at være kirke? Dette spørgsmål har jeg stillet ved visions- og målsætningsdage i mange sogne de seneste knap 12 år, og trods sognenes forskellighed er der alligevel nogle gennemgående tanker, som kan samles i nedenstående illustration. Kirken defneres som et fællesskab med en kerne i form af den kristne forkyndelse, som omsættes i både ord og handling:
Med afsæt i den fælles samtale i menighedsrådet om, hvad det vil sige at være kirke, er det derefter gavnligt at se nærmere på, hvem I skal være kirke for og med? Da jeg i sin tid blev ansat som præst, var det ikke så naturligt, at man i et menighedsråd talte om målgrupper for kirkens virke. Men
med en baggrund i forlagsverdenen fandt jeg det naturligt at arbejde med målgrupper. Og nu kan jeg se, at det er mere almindeligt, at man i et sogn forholder sig til, hvem man vil nå med forskellige af kirkens tilbud. Som støtte for den tænkning kan man benytte sig af den viden om sognets befolkning, som både Kirkefondet og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter tilbyder.
I de seneste år er der også i mange sogne opstået en bevidsthed om at række ud i lokalsamfundet og gå i tæt dialog og samarbejde med forskellige grupper for at invitere dem til at være med til at skabe kirke i fællesskab. Ved at gøre dette kan et menighedsråd også få indsigter, som kan være med til at defnere vision og målsætninger for kirkelivet i sognet.
Vision og målsætning
Med visionen kan menighedsrådet sætte et fremtidsfokus, som f.eks. kan være en menighedsrådsvalgsperiode på 4 år. Visionen skal beskrive det, som menighedsrådet gerne vil opnå eller prioritere i en given periode, og visionen kommer dermed til at pege på, hvad der skal være menighedsrådets indsatsområder de kommende år for f.eks. gudstjenester, aktiviteter, kirkeliv, bygninger, personale m.m.
Og med en formuleret vision bliver det ikke svært for menighedsrådet at leve op til, at de allerede i juni måned skal være klar til at indsende et foreløbigt budget for næste år til provstiet med forventede indtægter og udgifter. For forrest i budgetmaterialet er der også en rubrik, hvor menighedsrådet skal beskrive sine målsætninger for det kommende år – eller for en hel valgperiode – samt evt. særlige indsatsområder. Det er meget forskelligt, hvordan disse målsætninger formuleres i de enkelte sogne. Nogle er mere overordnede i stil med ”at prioritere et aktivt og levende kirkeliv for alle sognets medlemmer”, mens andre kan være mere konkrete, f.eks.: ”menighedsrådet vil under de givne økonomiske rammer tilstræbe at komme i gang med omlægning til grønne kirkegårde.” Det vigtigste er derfor, at I hver på jeres sted får formuleret, hvad der skal være målsætningen for, hvordan I som menighedsråd vil virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse. •
Begynd menighedsrådsarbejdet med en visionsdag
AF MADS DAVIDSEN
biskop i Fyens Stift
De nye menighedsråd har mange vigtige og forskelligartede opgaver. Det bliver tydeligt allerede ved det konstituerende møde, hvor der skal vælges formand, kasserer, kontaktperson og kirkeværge. Dertil kommer de mange udvalgsposter, og poster i en række underudvalg. Menighedsrådets ansvarsområde er med andre ord enormt. Og enormt vigtigt. Men hvor skal man lægge sine kræfter, hvor skal man begynde, og hvad skal man prioritere? Hvad er egentlig rådets kerneopgave?
Menighedsrådenes kerneopgave er formuleret i menighedsrådslovens paragraf § 1 stk. 2. Der står, at det påhviler medlemmerne af menighedsrådet ”at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse”.
Vores fælles gudstjeneste
Jeg mener, at alt menighedsrådsarbejde bør kredse om den opgave, og heldigvis er paragrafen åben for fortolkning. For hvad vil det egentlig sige, at arbejde for gode vilkår for evangeliets forkyndelse? Det kan man gøre på mange måder for eksempel med fokus på undervisning, diakoni eller sang. Jeg mener dog, at det, som bør være fællesnævneren for alt menighedsrådsarbejde, er gudstjenesten. Det er herfra evangeliets forkyndelse primært udgår. Når jeg her taler om gudstjenester, tænker jeg både på søndagsgudstjenesten og de mange små gudstjenester, der foregår i landets kirker hen over ugen. Begravelse, bryllup, konfrmation og lørdagsdåb er også gudstjenester. Det er disse gudstjenester, der er udgangspunktet for alt det kirkelige arbejde. Det gælder for eksempel menighedsrådets arbejde med at ansætte en præst og arbejdet med kirkens bygninger, økonomi og kirkegårde. Den øvrige kirkelige lovgivning – for eksempel loven om kirkers brug og højmessevejledningen – viser, at menighedsrådet også her har indfydelse.
Højmessen, altså søndagens hovedgudstjeneste, forløber efter kongeligt autoriserede ritualer og rummer altid altergang. Det fremgår af højmessevejledningen, at præsten ud over biskoppens tilladelse også skal have menighedsrådets samtykke til ændringer i højmessens liturgi, det være sig antallet af læsninger, gudstjenestens indledning, brug af bønner, oversættelser og salmebogstillæg. Jeg har selv startet en debat om brugen af alkoholfri vin eller druesaft ved nadveren. Det har jeg blandt andet gjort, fordi jeg gerne ville gøre de nye menighedsrådsmedlemmer opmærksomme på, at også dette vigtige valg er noget menighedsrådet har indfydelse på og kan tage en drøftelse af.
Der skal være plads til forskelligheden i rådet og i lokalsamfundet, ligesom der skal være plads til at høre de mange bud på, hvad det vil sige at være kirke i 2025. Men vigtigst er, at man i menighedsrådet formår at samle sig om en målsætning, en fælles vision.
Sognets klangbund
Menighedsrådsmedlemmerne har, som det fremgår, en helt særlig og vigtig rolle. De er repræsentanter for menigheden. Det er menighedsrådet, der er sognets klangbund, en garant for kvaliteten, og for at gudstjenesten er nutidig, relevant og forståelig.
Hvor højmessen kører efter autoriserede ritualer, så er der større frihed for præst og menighedsråd i sognets øvrige gudstjenester, og mange gange er disse gudstjenester planlagt i samråd med menighedsrådets aktivitetsudvalg.
Det kan f.eks. være børnegudstjenester, musikgudstjenester eller fællessangsgudstjenester. Her har menighedsrådet som arbejdsgivere for organist og ansatte indfydelse på brugen af kirken. Rådet bestemmer også, om der skal afsættes ekstra penge til kor og koncerter, og om der må bruges højskolesangbøger og salmebogstillæg, så der også er nye salmer og sange ved gudstjenesten. Menighedsrådet er således med til at sikre, at gudstjenesten er forståelig, relevant, og ikke mindst at den har en lokal forankring.
Tag debatten
Forståelighed, relevans og lokal forankring. Det er tre vigtige faktorer, som betyder noget for, om folk bruger deres kirke. Og det siger derfor sig selv, at det er afgørende, at menighedsrådet interesserer sig for sognets gudstjenester, følger med og selv går i kirke. Det er samtidig vigtigt, at der bliver sat tid af til at drøfte gudstjenesten på menighedsrådsmøderne.
Man kunne begynde med løbende at evaluere gudstjenesterne: Var salmerne sangbare? Var bønnerne forståelige? Var der for mange læsninger? Skal vi drikke kafe før eller efter gudstjenesten? Skal vi byde velkommen eller ændre på indgangsbønnen?
Man kunne også drøfte, om man fk taget godt imod nye kirkegængere og konfrmander. Og spørge dem, hvordan de oplever gudstjenestens sang, ord og toner, var det noget de følte sig hjemme i og forstod? Altså lave en god gammeldags ”brugerundersøgelse” som udgangspunkt for hele tiden at være relevant og i god kontakt med menighedens ønsker.
Lav en visionsdag
De nyvalgte menighedsråd står overfor et væld af spændende diskussioner, muligheder og valg. Jeg foreslår derfor, at man begynder menighedsrådsarbejdet med en visionsdag, hvor målet er at formulere en fælles vision for kirkens liv og vækst. Man kunne måske invitere en ordstyrer udefra,
så man sikrer, at alle kommer til orde, og alle gode ideer bliver hørt. Visionsmødet skal selvfølgelig tage udgangspunkt i lokalsamfundets, kirkens og sognets behov. Man kan derfor begynde med at gennemgå sognet i tal, så man får et overblik og en indsigt i, om man reelt repræsenterer sognet og den demografske sammensætning af sognebørn. Alternativt kan man invitere et par konfrmander, en nybagt forælder eller de sidste brudepar ind til en samtale med menighedsrådet, så man kan danne sig et overblik over de stemmer og interesser, som man ikke selv repræsenterer i rådet.
Forskellighed gør stærk
Menighedsrådsarbejde er nærdemokrati i sin fneste form. Der skal være plads til forskelligheden i rådet og i lokalsamfundet, ligesom der skal være plads til at høre de mange bud på, hvad det vil sige at være kirke i 2025. Men vigtigst er, at man i menighedsrådet formår at samle sig om en målsætning, en fælles vision. En vision, der giver menighedsrådets arbejde og ambitioner retning, sikrer fælles fokus og mål, og at alle forstår og respekterer det arbejde, der foregår. På den måde kan man undgå, at forskellige interesser skaber splid i menighedsrådet og blandt de ansatte. Selvfølgelig skal der altid være plads til den konstruktive forskellighed, der baner vejen for nye ideer og perspektiver, men forsøg at undgå splid, der blokerer for udvikling og handling.
Menighedsrådslovens formålsparagraf kan fortolkes. Heldigvis. Det betyder, at formålsparagrafen også taler til forskelligheden og spænder over de mange diverse menighedsråd, store og små, by og land, som tilsammen repræsenterer folkekirken i Danmark.
Jeg ønsker jer god arbejdslyst med menighedsrådsarbejdet. Tak, fordi I har valgt at stille op til dette store og vigtige arbejde! •
Foto: Ard Jongsma
Samskabelse i folkekirken:
At skabe sammen som et fællesskab
For et par år siden var samskabelse det store tema i Den Danske Folkekirke. I forbindelse med valgkampen om bispesædet i Aalborg Stift i 2021 blev samskabelse både kaldt ”et nyt bullshit-ord” og ”Gammel vin på nye fasker”. Men hvad er samskabelse? Og hvordan kan vi som kirke skabe meningsfulde fællesskaber og aktiviteter sammen med dem, vi ønsker at nå? AF MALTE
YSTRØM MADSEN udviklingskonsulent i Kirkefondet
I en tid hvor den danske folkekirkes udvikling og rolle er under konstant forandring, kan samskabelse være et nøgleord. Samskabelse er en fælles vej, en proces med sårbarhed, hvor vi holder noget af hinanden i hinandens hænder og virkelig prøver at lytte til hinanden.
uKirke på Vesterbro uKirke er en ungdomskirke på Vesterbro i København. En kirke med 100 % fokus på de unge, som er længst væk fra kirken. Jeg var med til at starte uKirke for små 10 år siden. Da vi startede uKirke satte vi os ned og forsøgte at regne og gætte os frem til, hvad de unge gerne ville have. Hvad synes unge er spændende? Hvad har ”kant”? Og hvad er der af nye navne på musikscenen?
Efter en del forsøg på at ramme ”det, de unge vil ha”, gjorde vi os nogle vigtige erfaringer. Vi kunne se, at når vi involverede unge tidligere i processen omkring at udvikle aktiviteter, så skabte det nogle helt andre arrangementer, og vi nåede ud til langt fere, end når vi selv lavede arrangementerne. Derfor fk vi ret hurtigt implementeret dogmet om samskabelse, som en del af vores manifest: ”Vi må aldrig lave noget selv”. Her 10 år senere er samskabelsen indgroet i uKirkes identitet, arbejdsgange, budget, teologi, frivillighed/menighedsforståelse og menneskesyn.
Samskabelse
Ukirke er baseret på samskabelse. Det er en samarbejdsmodel, hvor man ikke bare inviterer til deltagelse, men faktisk udvikler løsninger og initiativer i fællesskab. Hvor man skaber noget nyt sammen – et fælles projekt, hvor alle parter bidrager og har ejerskab. Det kan være alt fra at udvikle nye gudstjenesteformer, diakonale projekter, kulturelle arrangementer eller sociale indsatser. Men det kræver en åbenhed,
tillid og vilje til at dele magt og ansvar, hvilket kan være en udfordring, men også en kæmpe gave for kirken. Når vi samskaber, tvinges vi ud af den traditionelle rolle som ”leverandør” af ydelser og ind i en mere lyttende, samarbejdende og ligeværdig relation. En relation, hvor vi som kirke ikke har svaret eller skal missionere og belære de unge, men faktisk skabe noget på deres præmisser. Der, hvor de er i livet og i troen.
Men hvis vi giver slip på ritualer, gudstjenester og det traditionelle sprog, mister vi så ikke troen og kirken? Og hvordan sikrer vi, at det ikke bliver en ungdomsklub?
Dette spørgsmål har vi mødt mange gange, og i virkeligheden handler det mere om, hvad det er, vi skal give slip på. Den danske ph.d. Jens Ulrich har i sin artikel ” Samskabelse en typologi” i CLOU Skriftserie 2016 beskrevet, hvordan vi kan inddele samskabelse i 4 niveauer alt efter, hvad vi giver slip på. Artiklen er skrevet ud fra kommunal samskabelse, men kan let overføres til Den Danske Folkekirke.
Typologien er spændt ud i to akser. Den ene akse omhandler kommunens/kirkens behov for at defnere indholdet i samskabelsen. I den ene ende af denne akse styres samskabelsen relativt stramt af de kommunale/kirkelige aktører. Ambitionen er her, at den samskabende proces er relativt stramt styret, og at man kan forudsige resultatet af processen (Forudsigelighed). I den anden ende af aksen er der større plads til uforudsigelighed i forhold til samskabelsens indholdsmæssige side (Uforudsigelighed). Her er man åben for, at samskabelsesprocessen kan medføre, at der udvikles nye løsninger og veje (se illustration).
Spørgsmålet er altså ikke, om vi skal samskabe eller ej?
Men i lige så høj grad et spørgsmål om: Hvordan vil vi samskabe? I hvilket omfang ønsker vi at samskabe? Hvad vil vi samskabe om? Er det indholdet eller formen? Hvorfor skal vi overhovedet samskabe? Ved at stille disse spørgsmål i en ligeværdig relation, åbner vi op for samtalen om kirke,
Uforudsigelighed
Uforudsigelighed
KIRKEN som central aktør
KIRKEN som central aktør
Ligeværdig samskabelse
Ligeværdig samskabelse
Styret samskabelse
Styret samskabelse
Forudsigelighed
Forudsigelighed
tro og eksistens. Ikke ud fra ord som skam, skyld, mod eller håb, men ud fra menigheden og deres behov, viden, indsigter og interesser.
Samskabelse i en ledelsesoptik
Ser vi på samskabelse i en ledelsesoptik, så opstår der også en masse spørgsmål. For når vi arbejder med samskabelse ændrer det ved kirken og de ansattes positioner, deres råderum og måde at arbejde på. Lige pludselig skal de ikke selv lave plakater eller booke oplægsholdere til højskoleaftenen. De skal hele tiden involvere, understøtte, facilitere og lede de frivillige, menigheden og de samskabende aktører, som de samskaber med. De skal facilitere, stille spørgsmål og være nysgerrige, mere end de skal beslutte og bestemme. De kender ikke alle svarene eller resultatet af projektet. Ligeledes er det en anden måde at bruge ressourcer på. Vi kan godt lave et budget for et år frem, men det afhænger af, hvem og hvor mange der vil samskabe om hvilke projekter, og hvor længe andre projekter kan og skal holdes i live. Vi arbejder altså med mennesker, relationer og netværk, mere end det handler om lineære målbare parametre som deltagere, økonomi eller samarbejdskontrakter.
Samskabelse og meningsskabelse
Dette leder os til, hvordan vi kan arbejde med relationer og samskabelse, i forlængelse af den amerikanske organisationsteoretiker Karl Weicks tanker om meningsskabelse og organisation. Karl Weicks teori om meningsskabelse handler om, hvordan mennesker i organisationer skaber mening i komplekse og ofte tvetydige situationer. Når samskabelse og meningsskabelse kombineres, skabes en dynamik, hvor folkekirken bliver både feksibel og kontekstuel. Arbejdet med samskabelse peger både på Karl Weicks anbefalinger og arbejde med meningsskabelse, men også på en ændret forståelse af menighed, social kapital, forandringsledelse og organisations- og strategiforståelse. Han taler
Faciliterende samskabelse
Faciliterende samskabelse
Menigheden, lokale foreninger, organisa1oner, mennesker i lokalmiljøet
Menigheden, lokale foreninger, organisa1oner, mennesker i lokalmiljøet
Ansvarliggørende samskabelse
Ansvarliggørende samskabelse
ikke om organisation, men om organisering. For hvad er det, der skal defnere organiseringen? Budgettet? Ledelsesstilen mv.? – NEJ! Det er målet, og målet er i Weicks optik i konstant forandring og bevægeligt, som når vi samskaber. Så er samskabelse ”et nyt bullshit-ord” eller ”Gammel vin på nye fasker”, som det blev beskrevet i 2021 i debatten? Måske, men det er vigtigt for mig at understrege, at samskabelse er mere end samarbejde. I debatten handlede det ofte om samskabelse med kommunen omkring diakonale opgaver. Og meget af den debat har i mine øjne ikke handlet om samskabelse, men omkring hvordan vi kan samarbejde. En forventningsafstemning af ressourcer og arbejdsgange for at kunne afaste og bruge hinanden. Ikke for at gå nye veje eller skabe ejerskab og initiativ hos hinanden.
En ny måde at være kirke på
At samskabe kræver, at vi som kirke tør invitere ind og vise sårbarhed. Det betyder at lytte, før vi taler, og at være villige til at ændre kurs, hvis det viser sig nødvendigt. Det kan handle om at invitere lokale aktører og menigheden til dialog, at inddrage dem i beslutninger om nye initiativer eller nye samarbejder med andre organisationer og institutioner.
I sidste ende handler samskabelse om en konstant ekklesiologisk forhandling af, hvad det vil sige at være kirke. Samskabelse er en mulighed for at forny vores måde at være kirke på, at blive en levende og åben kirke, der er tæt forbundet med det samfund og menighed, vi er en del af. Det kræver vilje, mod og tillid, men belønningen kan være en kirke, der fremstår relevant, åben og meningsfuld for fere. Samskabelse er i mine øjne en teologisk nødvendighed for kirken i dag. I en tid, hvor store dele af den danske befolkning er distanceret fra kirken, ser jeg inddragelse og samskabelse som en vej til at opbygge meningsfulde relationer og aktiv deltagelse, hvilket skaber en kirke, der ikke blot er for folket, men med folket. •
NYT FRA KIRKEFONDET
25 år med vejkirkebrochurerne
De 2 landsdækkende brochurer over vejkirker udkommer i år for 25. gang. I alt 422 kirker er med i de nye vejkirkebrochurer for 2025. 229 kirker er med i brochuren for Jylland og 193 kirker i brochuren for Øerne. Brochurerne kan fås i de deltagende kirker, på turistbureauer, biblioteker, motorvejsstationer, campingpladser og på udvalgte museer.
Man kan også se vejkirkerne på vores nye digitale vejkirkekort på www.vejkirker. dk. Her kan man fnde de nærmeste vejkirker, søge på geograf og kategorier, se billeder af kirkerne m.m. Udover oplysninger om seværdigheder og åbningstider for kirkerne kan man også se, om de er cykelvenlige, har gode handicapforhold og om de har en seværdig kirkegård. Ønsker du at læse mere om vejkirkebrochurerne, så gå ind på www.kirkefondet.dk og læs mere under vejkirker.
med inspiration
Kirkefondet har udgivet en række ”bogmærker”, hvor du kan fnde masser af gode råd og inspiration til menighedsrådsarbejdet og kirkens arbejde i det hele taget. Her fnder du bl.a. gode råd til kirkens kommunikation og til involvering af frivillige. Du kan også få gode tips og igangsættende spørgsmål til at tale om kirkens liv og vækst og meget andet. Se alle ”bogmærkerne” på www.kirkefondet.dk eller ved at scanne qr-koden.
Tema for næste nummer af ”Kirken i dag”: Kirken og kriseberedskabet
Mød Kirkefondet på Himmelske Dage i Silkeborg
I Kristi Himmelfartsweekenden 29. maj-1. juni er der ”Himmelske Dage – Kirkernes folkemøde” i Silkeborg. Kirkefondet er selvfølgelig med, og vi har en stand på Mulighedernes Marked, hvor du kan møde, hente inspiration og få en snak med os. Vi præsenterer også en ny sangbog med Taize-sange ved en Taizé-gudstjeneste fredag aften og fejrer 25 år for vejkirkebrochurerne. Tjek hele programmet ud for Himmelske Dage på www.himmelskedage.dk
Tilmeld dig Kirkefondets nyhedsbrev!
Vi udsender ca. hver måned et nyhedsbrev med inspiration til det kirkelige arbejde. Gå ind på vores hjemmeside eller tilmeld dig her:
Ny bog fra Kirkefondet
Kirkefondet udgav i november bogen ”Kirken går udendørs”, der er en inspirerende og praktisk guide til at lave kirkelige aktiviteter udendørs. Bogen henvender sig til alle, der arbejder med kirkeliv, uanset om det er i byen eller på landet. I bogen præsenteres en bred vifte af idéer og konkrete forslag til aktiviteter, der kan afholdes på kirkepladsen, i naturen og i det ofentlige rum.
Bogen er skrevet af Berit Weigand Berg, Kamilla Lundager Bundgaard, Espen Bock Andersen og Susanne Norsk Østrup Leiding, der alle har erfaring med udendørs kirke. I bogen deler de og andre deres viden og erfaringer med, hvordan man skaber meningsfulde og engagerende oplevelser for mennesker uden for kirkens traditionelle rammer. Bogen tager også fat på de teologiske og praktiske overvejelser, der er forbundet med at lave kirke udendørs.
Bogen er opdelt i tre dele:
Overvejelser: Her præsenteres en række overvejelser om teologi, deltagelse, sårbarhed og PR og kommunikation i forbindelse med udendørs kirke.
Eksempler på aktiviteter: I denne del beskrives en række konkrete forslag til aktiviteter på kirkepladsen, i naturen og i det ofentlige rum. Hver aktivitet beskrives med fokus på praktiske detaljer og de fre overvejelser fra første del af bogen.
Huskelister: Denne del indeholder huskelister over ting, man bør overveje, og materialer, man kan få brug for, når man planlægger en udendørs aktivitet.
”Kirken går udendørs” er en værdifuld ressource for alle, der ønsker at udforske andre måder at være kirke på og skabe meningsfulde oplevelser for mennesker.
140 sider – kr. 198,-. Bestil den på www.kirkefondet.dk
Sorteret magasinpost (SMP) ID-nr. 42895
Kirkefondet, Peter Bangs Vej 5B, 3., 2000 Frederiksberg
