Temagruppe bag nr. 2/2025: Susanne Worm Steensgaard, Synne Garff, Henrik Bundgaard Nielsen og Charlotte Lydholm
Layout og produktion:
Jørn Thomsen/Elbo A/S, Fredericia
Årsabonnement for 2025:
Kr. 300,-
Enkeltnumre:
Kr. 80,-
Abonnement kan bestilles ved henvendelse til Kirkefondet.
ISSN 1601-8230
Forsidebillede:
Hospitalskirken på Gødstrup Hospital
Foto: Christian Overgaard Wegeberg
4 / Folkekirkens Katastrofeberedskab står klar, når livet vælter af Susanne Worm Steensgaard
6 / Vi kommer med håb af Jeanette Capion
8 / Katastrofen af Ulla Britt Sørensen og Søren Schiøler Linck
10 / Traumer og livsmod af Hanne Pahuus og Lone Vesterdal
12 / Beredskabspræster i aktion af Natalia Packert og Vicky Fredslund
14 / ”Jeg var så frygtelig ensom med oplevelsen” af Ulla Haahr
18 / Feltpræsten i tjeneste af Thomas H. Beck
20 / Et ønske om at påtage sig skyld af Lene Clausen
22 / Kirken i sygehusberedskabet af Annette Vinter Hedensted
24 / Store og små kriser i udlandet af Selma Ravn og Nicolaj Stubbe Hørlyck
26 / Når ritualet bærer os af Susanne Worm Steensgaard
29 / Forslag og eksempel på en beredskabsplan for kirken i lokalområdet
31 / Nyt fra Kirkefondet
Hvem kan bære os, når det hele ramler?
AF
HENRIK BUNDGAARD
NIELSEN generalsekretær i Kirkefondet
I en tid præget af stor global uro og krisestemning har statsminister Mette Frederiksen sendt en klar opfordring til folkekirken om at bidrage til en åndelig oprustning af danskerne, så vi også på den front står stærkt, hvis krig og katastrofe rammer os. Hun tror, at folk i fremtiden i stigende grad vil søge kirkens fællesskab og kirkens rum, som har hjulpet ”mennesker igennem mange kriser”. Kirken kan og bør ifølge hende arbejde med at ”være en både åndelig og fysisk ramme for det, danskerne gennemgår”. Kirken skal med andre ord følge trop, når resten af samfundet er i fuld gang med at opdatere, forny og lave krise- og beredskabsplaner, hvor vi desuden helt ned til det individuelle personlige plan skal skabe vort eget lille nødberedskabslager derhjemme.
Folkekirken har et kriseberedskab
På mange områder er kirken klar til at træde til, når danskerne rammes af kriser. Det vidner dette nummer af ”Kirken i dag” om. Det gælder den helt nære personlige krise, som f.eks. rammer det forældrepar, der pludselig kaldes på hospitalet for at tage afsked med et trafkdræbt barn. Her står bl.a. de mange hospitalspræster til at hjælpe. Og det gælder, når større ulykker rammer et lokalsamfund, som f.eks. ved skyderierne i Fields for nogle år siden. Her rykkede beredskabspræsterne ud og var tilstede med bl.a. samtaler, ritualer og lyttende nærvær. Og i princippet har folkekirken også et katastrofeberedskab, som står klar, hvis vi som nation rammes af en større national katastrofe. Hele dette kirkelige beredskabsapparat blev etableret som følge
af ”Scandinavian Star”-katastrofen, hvor sognepræst Laurids Korsgaard fra Frederikshavn nærmest stod helt alene som folkekirkens repræsentant i opgaven med at tackle en situation med 33 omkomne danskere og alle deres pårørende. Derfor er der nu et stort antal af professionelt uddannede præster, som kan træde til. Men jeg tænker nogle gange, at en krise eller katastrofe kan blive så stor, at de ikke alene kan magte opgaven. Kan og skal hele folkekirkens beredskabsopgave alene bæres af de professionelle? Hvad med de mange lægfolk rundt om i kirkerne? De mange frivilligt engagerede? Er de uddannede eller rustede til at træde til i en krisesituation? Eller måske er der (heldigvis) så mange engagerede folkekirkemedlemmer, som pr. ren intuition har evnen til at være nærværende tilstede med en trøstende og tryg favn?
Hvad er det folkekirken kan, når krisen eller katastrofen rammer?
Der er nogle helt grundlæggende forhold, som måske netop er kirkens særkende – og det som mennesker søger, når livets alvor slår alt for hårdt. Kirken og måske især kirkerummet kan opleves som et tryghedens sted midt i kaos. Fraværet af dette ”tryghedens rum” blev i hvert fald italesat under coronakrisen, hvor der fra forskellig side var stor kritik af, at kirkerne ikke kunne få lov at være åbne for bøn og andagt. Og den store befolkningsundersøgelse, hvor Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter har undersøgt danskernes forhold til folkekirken, viser også, at 76 % af danskerne fnder det vigtigt, at kirkerne holdes åbne for dem, der vil bede eller meditere.
Andre peger på, at netop ritualerne er noget af det, som kirken kan bidrage med. Både de mere faste – men også de mange spontane ritualer, som opstår ved kriser. Som Susanne Steensgaard, ledende beredskabspræst og præst i Kastrup Kirke, skriver i sin artikel, så kan ritualer skabe ”orden i kaos, mening i meningsløsheden og rum for, at sorgen kan blive delt og dermed mindre ensom.” Desuden har ritualerne en fremadrettet dimension ved at hjælpe med at fnde håb – et håb, som dybest bygger på det for den kristne tro helt centrale opstandelseshåb og troen på, at Gud altid vil gribe os, når vi falder. Et håb, som sangeren Lars Lilholt, antyder med disse linjer:
”Hjælpeløs kom jeg til verden Jordmoren greb om mit hoved Og når jeg skal bort så er håbet At der er noget som også ta´r imod.” •
76 % af danskerne finder det vigtigt, at kirkerne holdes åbne for dem, der vil bede eller meditere (FUV).
Foto: Pixabay
Folkekirkens Katastrofeberedskab står klar, når livet vælter
Fra personsøger og rejsekuffert til vagttelefon 24/7 med dobbelt simkort.
AF SUSANNE WORM STEENSGAARD
ledende beredskabspræst og sognepræst i Kastrup Kirke
Når katastrofen rammer, uanset om det sker i Danmark eller ude i verden, står Folkekirkens Katastrofeberedskab klar. Beredskabet består i dag af 45 erfarne sognepræster fordelt over hele landet, og ledes af 5 ledende beredskabspræster fordelt på Danmarks 5 regioner. De træder til, når katastrofen eller krisen rammer, og livet totalt uventet og ganske pludselig vælter for enkeltpersoner, familier og samfund.
Folkekirkens Katastrofeberedskab bliver alarmeret af Akut Medicinsk Korrigering eller Politiet, som en del af regionernes psykosociale beredskab i det, vi kunne kalde anden bølge af indsatsen. Det vil sige efter, at gerningsstedet er sikret, og de døde og de sårede er evakueret fra hændelsesstedet.
Beredskabspræsten tager til skadesstedet/EPC – (Evakuerings- og Pårørendecenter) eller hospitalet. Alt efter hvor vores indsats er ønsket. Her kommer vi for at yde professionel omsorg og krisestøtte til overlevende og pårørende i katastrofen i samarbejde med krisepsykologer.
Katastrofeberedskabets præster er iklædt præsteskjorter, uddannet i krise- og traumehåndtering og har gennemgået Beredskabsstyrelsens basisuddannelse. De er sikkerhedsgodkendte, har viden om landsberedskabet, katastrofepsykologi, sjælesorg og det ondes teologiske problematikker. Samtidig bærer de med sig en særlig opmærksomhed på den sjælesørgeriske dimension, som er kirkens unikke bidrag i kriseindsatsen.
”Vi fortæller for at få ting til at hænge sammen, der er gået i stykker.” citat af Karen Blixen.
”Tal aldrig om tragedien, men om hændelsen.”
”Husk de fre H’er: Hold af, hold om, hold ud – og om nødvendigt: Hold mund!”
Disse sætninger kan være med til at klæde beredskabspræsterne mentalt på, inden de sendes ud – ofte med kort
Tsunamien blev en skelsættende begivenhed for udviklingen af Folkekirkens kriseberedskab FKK. Den viste med al tydelighed behovet for tværfagligt samarbejde, kriseuddannelse – og for at kirken kan være der, hvor det gør allermest ondt.
ganske varsel – til ulykkessteder, katastrofeområder eller private hjem, som er præget af sorg, chok og kaos.
Fra Scandinavian Star til sektoransvar Folkekirkens Katastrofeberedskab blev til i kølvandet på ”Scandinavian Star”-katastrofen i 1990, hvor 159 mennesker omkom. Præsten Laurits Korsgaard i Frederikshavn blev dengang kontaktet direkte af Flådestationen, da det stod klart, at der var mange danskere blandt ofrene. Han stod alene midt i en tragedie uden noget formaliseret psykosocialt beredskab at støtte sig til. Denne hændelse blev det tydelige kald til folkekirken om at opbygge et beredskab, der kunne agere professionelt og medmenneskeligt i mødet med sorg og traume.
"At hjælpe mennesker, der får død og ulykke tæt på –det er dér, kirken har sin eksistensberettigelse," har sognepræst Laurits Korsgaard, Frederikshavn sagt – der som eneste præst, blev kaldt ud under færgebranden på ”Scandinavian Star” i 1990.
På baggrund af denne hændelse blev der i årene efter udnævnt præster i alle landets provstier, og på centrale steder stod store kuferter pakket og klar med salmebøger, stearinlys, kriseveste og liturgiske materialer. Præsterne blev udstyret med personsøgere til tilkald, selv husker jeg, hvordan min personsøger lå på dommerbordet – så jeg kunne kaldes ud midt under håndboldkampen, hvis personsøgeren begyndte at bippe.
I 2009 blev Beredskabsloven vedtaget for alle samfundssektorer. Ifølge beredskabsloven § 24 er kirken ligesom alle øvrige samfundssektorer forpligtet til at kunne opretholde funktioner i tilfælde af katastrofer.
Det kaldes sektoransvaret og bygger på nærhedsprincippet: Hjælpen skal ydes så tæt på borgerne som muligt. Derfor inddrages også lokale sognepræster og kirker, som har det fornødne lokalkendskab, og som ofte også kender familierne selv.
Kirken som medmenneskelig medvandrer
Kirkerne kan åbnes som et sorgens beskyttelses- og refeksionsrum, der kan afholdes korte andagter og tændes lys – der hvor ordene er brugt op. Beredskabspræstens opgave er ikke at forkynde, men at være samfundet til hjælp. Derfor tilbyder beredskabet støtte til alle – uanset tro, baggrund og tilhørsforhold. Gennem årene har beredskabet været aktiveret ved en lang række nationale, internationale hændelser og tragiske begivenheder, der har ramt et lokalsamfund. Her er 3 eksempler:
Tsunamien, 2. juledag 2004
Da en voldsom tsunami ramte store dele af Sydøstasien anden juledag i 2004, mistede omkring 230.000 mennesker livet – heriblandt mange europæere og 46 danskere, hvoraf fere var børn og unge. Nu er det over 20 år siden ulykken ramte. De pårørende, som jeg stadig har forbindelse med, kan stadig den dag i dag, minut for minut gøre rede for, hvor de befandt sig, da bølgen ramte, og hvad der skete i de efterfølgende timer.
Folkekirkens Katastrofeberedskab blev en central aktør både i Phuket og i Danmark. Præster fra beredskabet rejste til Thailand og samarbejdede med ambassaden, myndigheder og sundhedsberedskabet i de midlertidige EPC-centre. De deltog i identifkation af afdøde, sørgede for kontakt til pårørende og var nærværende i samtaler og behjælpelige med at udskibe kisterne i et udsendelsestelt, der blev opstillet i Phuket Lufthavn, hvor præsterne fra de nordiske lande holdt korte andagter, inden kisterne blev bragt ombord på fyene.
Tsunamien blev en skelsættende begivenhed for udviklingen af FKK. Den viste med al tydelighed behovet for tværfagligt samarbejde, kriseuddannelse – og for at kirken kan være der, hvor det gør allermest ondt.
Field’s, 3. juli 2022
Da skyderiet i shoppingcentret Field’s rystede Danmark, blev Folkekirkens Katastrofeberedskab aktiveret med kort varsel. 3 mennesker blev dræbt og 7 mennesker blev såret – og et hav af pårørende, vidner og medarbejdere stod tilbage i chok og sorg.
Mens Rigshospitalets akutmodtagelse modtog sårede og pårørende, mødte beredskabspræster op som støtte til de ventende familier. Samtidig blev de lokale kirker på Amager åbnet for samtaler og lystænding. Beredskabspræsterne blev sendt til EPC-centret (Evakuerings- og Pårørendecentret) i Amagerhallen, hvor de i samarbejde med krisepsykologer havde mange krisesamtaler.
Efterfølgende faciliterede beredskabspræsterne samtalegrupper og støtteforløb for ofre og pårørende i kirkerne. FKK’s opgave slutter langtfra, når medierne forlader stedet. Beredskabet er med til at løfte det langstrakte, ofte usynlige arbejde bagefter – i sorggrupper, individuelle samtaler og andre fællesskaber (se bl.a. artiklen på side 14-15).
En ung pige i Hjallerup
Også de små lokalsamfund rammes. I marts 2024 blev en 13-årig pige fundet livstruende kvæstet i Hjallerup og døde kort efter. Dagen efter blev en skole konfronteret med den sværeste opgave: At fortælle børn og voksne, at deres veninde, elev og klassekammerat var død.
Her trådte beredskabspræsterne til i tæt samarbejde med skoleledelse, lærere og psykologer. Allerede fra morgenstunden var tre præster til stede. De deltog i klasseundervisningen, tog individuelle samtaler med søskendes klasser og faciliterede rum for sorg og samvær.
I kirken blev der samme aften afholdt andagt og fællesspisning for afdødes årgang og forældre, og kirken holdt åbent for lystænding op til begravelsen. En fælles mindehøjtidelighed blev senere afholdt i hallen, og klassen fk sin egen mindedag.
Det er netop dér, beredskabspræstens og den lokale præsts styrke ligger: At stå midt i sorgens rum og skabe nærvær og struktur i det uoverskuelige.
I alle tilfælde har beredskabet været en del af en samlet indsats, hvor medmenneskelig nærhed går hånd i hånd med faglig tyngde. •
Forslag og eksempel på beredskabsplan for kirken i lokalområdet
At tænke kirken ind i en lokal beredskabsplan er bestemt ikke noget nyt. Nogle af de ældste kirker i Danmark blev også bygget som forsvarsværker, hvor lokalbefolkningen kunne søge tilfugt i urolige tider; hvor der var beskyttelse, trøst og vejledning at fnde i svære tider. Her kan nævnes de nærmest uindtagelige rundkirker på Bornholm. I dag har vi et velfungerende kriseberedskab, som træder i kraft i tilfælde af nationale eller internationale kriser og katastrofer. De feste borgere har adgang til vigtig information gennem nyhedskanaler og internettjenester. Og så er mange dan-
En beredskabsplan for Mørdrup Kirke af Kirstine Arendt, sogne- og beredskabspræst
Jeg er præst i Mørdrup kirke, hvor vi i menighedsrådet er begyndte at drøfte, hvordan en beredskabsplan kunne se ud for os.
Mørdrup kirke er en moderne kirke fra 1984. Udover et stort kirkerum, hvor der er plads til mange kirkegængere, rummer huset også fere store undervisnings- og foredragslokaler. Kirken har også en stor kælder med mange lokaler. Der er med andre ord plads og faciliteter til at kunne rumme mange mennesker. Kirken har også en central placering i byen tæt på indkøbscenter, institutioner, motorvej, togstation og Øresund.
Kirken som informationscentral og forsyningssted
Mørdrup kirke ville kunne bruges som informationscentral, skulle det ske, at strømmen går, og internettet er nede. Kirkens klokker kan stadig hamres på, og der er opslagstavler foran og inde i kirken. Beredskabet ville kunne samle folk i kirken for at give kollektive beskeder eller samle frivillige, uddele opgaver, fornødenheder og andre ting. En mulighed var, at kirken fk en nødgenerator, så der var et sted, folk kunne søge hen, med lys, varme, noget varmt at spise og drikke. Kirken har et stort arsenal af tæpper, som ville kunne bruges til folk, der fryser, eller er i chok, og der er både polstrede kirkebænke og madrasser til at hvile sig på.
Pårørendecenter og lokal krisestyring
Kirken vil også kunne tilbyde lokaler og ressourcer til den lokale krisestyring (LBS). Skulle der ske en omfattende ulykke f.eks. på motorvejen, kan kirken også bruges som pårørendecenter, det vil sige et sted, hvor politiet ville kun-
AF
KIRSTINE ARENDT
skere også begyndt at ”preppe”, så de er forberedte og kan klare sig noget tid i tilfælde af en krise. Alligevel kan kirken fortsat spille en stor rolle som tilfugts- og samlingssted for lokalbefolkningen i en nødsituation. Kirken er en kæmpe ressource, ikke kun hvad angår det åndelige beredskab, men også det praktiske. Derfor bør den helt naturligt inddrages som medaktør til dette formål.
ne samle pårørende til dem, der er involveret i ulykken og holde dem orienteret om situationens udvikling. Med de mange forskellige mødelokaler, er der gode muligheder for at afholde fælles og individuelle krisesamtaler. Igen ville man også kunne sørge for, at folk fk noget varmt at drikke, lidt mad og krisehjælp, skulle der være behov for det.
Sjælesorgens kirke
Tredje og mest naturlige brug af kirken i en krise er som et sted, hvor der er mulighed for at fnde ro, trøst og fællesskab i svære tider. Skulle der ske en krise eller katastrofe, skal kirken være klar til at holde åbent i døgndrift. Det kræver et team, der kan træde til bestående af præster, ansatte, menighedsrådsmedlemmer og andre frivillige. Som beskrevet forneden kan kirken være et sted, hvor man er sammen om magtesløsheden og kan dele sorg og frygt. Et sted, hvor der er stilhed, mulighed for at tænde lys, bede en bøn, skrive i en mindebog, søge andagt. Det er vigtigt, at kirken holder åbent til dette formål, så længe behovet er der.
Mørdrup Kirke i Helsingør Stift
Marianne Myssen
Kirkerup Kirke i Roskilde Stift
Eksempel: Åben kirke i Kirkerup
af Marianne Myssen, sogne- og beredskabspræst
I marts 2024 blev en ung pige fra en af vores to sogne bortført og holdt fanget i over et døgn. Hun forsvandt lørdag formiddag og blev fundet igen søndag eftermiddag – heldigvis i live. I løbet af halvandet døgn kom vores lille lokalområde på landkortet gennem mediernes dækning af sagen. Pigens forsvinden blev også postet på lokalområdets facebookside, og herigennem blev der sat lokale eftersøgninger i gang. Der blev ledt efter hende alle vegne i halvandet døgn, og der var opdateringer på den lokale facebookside hele tiden om, hvor man havde været henne for at lede efter hende. Der var mange mennesker på gaderne i Sørbymagle og Kirkerup i det halvandet døgn, hvor magtesløshed blandede sig med chok over det, der var sket. Nogle var ude for at lede efter den forsvundne pige, andre for at følge politiets arbejde, og andre igen for at tale med journalister, som også var på arbejde i lokalsamfundet. Mediernes dækning af sagen blev opdateret hele tiden.
Som præst og medmenneske fulgte jeg sagen nøje, og jeg tænkte, at det ville være godt at åbne Kirkerup Kirke for at tilbyde et rum at være i, hvor der er plads til at rumme magtesløshed og chok. Hvor man kan få en fornemmelse af at gøre noget i en situation, hvor man ellers ikke kan gøre så meget f.eks. ved at tænde lys, sidde i kirken i stilhed, bede en bøn eller få sat ord på magtesløsheden og chokket sammen med andre, så man ikke er alene med sine tanker og følelser.
Jeg kontaktede Sørbymagle-Kirkerup Menighedsråd for at fortælle, at jeg havde tænkt mig at åbne kirken om søndagen, hvis pigen stadig ikke var blevet fundet. Søndag morgen inden gudstjenesten, som foregik i Sørbymagle kirke, kørte jeg ud til politiets afspærring ved Kirkerup kirke, for at høre om de kunne give grønt lys til, at jeg åbnede kirken efter gudstjenesten i Sørbymagle. Det er vigtigt, at vi ikke er med til at ødelægge de spor, der måtte være i efterforskningsområdet ved at åbne kirken. Vi fk grønt lys. Jeg aftalte med graveren, at hun skulle sørge for at sætte varme
på i Kirkerup Kirke, når folk begyndte at komme, for følelsen af chok og magtesløshed kan få kroppen og sindet til at gå i alarmberedskab, så man kommer til at fryse. Det kan også være en fordel med tæpper, man kan tilbyde dem, som kommer i kirken. Søndag efter kirketid tog vi ud til Kirkerup Kirke. Der skulle være mulighed for at folk kunne tænde et lys, få sat ord på katastrofen, sidde stille, bede en bøn eller bare være. Kirketjeneren og jeg havde taget fyrfadslys med, så de mennesker, der kom, havde mulighed for at tænde et lys ved døbefonten og i lysgloben. Lystændingen var en stiltiende proces, hvor mange bare gik ind, tændte lys, og satte sig lidt, inden de gik igen. Det er vigtigt at sørge for at holde kirkedøren åben, så mennesker ved, at man bare kan gå ind i kirken. Min kirketjener havde sørget for kafe og småkager, det var godt at have i baghånden, da vi ikke vidste, hvor længe vi skulle være i kirken. Vi havde hele tiden fokus på at holde medierne ude af kirken og fortælle dem, at de ikke måtte tage billeder af dem, der var mødt op i kirken. De fk dog lov til at tage et par billeder af de mange tændte fyrfadslys i døbefonten, men ikke andet. Der var mange journalister, der ville interviewe kirketjeneren og præsten. Det stillede vi op til, men jeg ved faktisk ikke, om det var gavnligt hverken for kirkepersonalet eller for sagen, da det ikke fordrer den ro, som var tiltænkt med kirkeåbningen.
Heldigvis blev pigen fundet i live, kirketjeneren hejste faget ved kirken, efter at politiet havde været ude i medierne og fortalt den glædelige nyhed, og vi lukkede kirken en times tid efter. I dagene og ugen efter var der mange journalister, som ringede, og ville interviewe mig som præst. Jeg sagde nej til at stille op til interview, da jeg havde brug for at passe på mig selv. Også jeg var i chok det halvandet døgn, pigen var forsvundet. Da jeg er præst for pigen og hendes familie, synes jeg ikke det var passende at stille op til interview i medierne. At være sjælesorgens kirke er først og fremmest at være beredt på at tjene sine medmennesker ved at slå ring om dem, som har brug for det, uden at gå på kompromis med denne opgave. Så medierne fk ikke deres interview med præsten. •
NYT FRA KIRKEFONDET
Liv og vækst hos
Kirkefondet på Himmelske Dage
Kirkefondet var selvfølgelig med på Himmelske Dage i Silkeborg i Kristi Himmelfartsferien. Vi havde opstillet et ”liv og vækst”-hus (drivhus), hvor vi bl.a. uddelte små poser med blomsterfrø og spurgte: ”Hvad skal gro hjemme hos jer/i jeres kirke?”. Det kom der mange bud på, der blev skrevet på drivhusets sider. Fredag udgav vi den nye Taizésangbog ”Sange fra Taizé”. I den anledning havde vi indbudt til sangworkshop med Rune Funch, der har stået for udarbejdelsen af sangbogen. Der kom ikke færre end 125 deltagere til workshoppen, og aftenens Taizéandagt i den lokale katolske kirke tiltrak også så mange deltagere, at nogle måtte gå forgæves. Efter andagten havde vi indbudt til reception for bogen på Kirkens Korshærs genbrugsbutik og værksted ”Fru Prip”.
Udover disse arrangementer medvirkede udviklingskonsulent Berit Weigand Berg i et par arrangementer, og vi præsenterede selvfølgelig alle de tilbud, som Kirkefondet kan tilbyde omkring liv og vækst. Det var nogle gode og udbytterige dage!
Find vejkirkerne digitalt
På www.vejkirker.dk kan man søge på det nye digitale vejkirkekort. Her kan man fnde alle vejkirkerne, søge på den nærmeste vejkirke, når man tager rundt i landet og søge på geograf og kategorier. På de enkelte vej kirker kan man fnde oplysninger om seværdigheder og åbningstider for kirkerne. Man kan også se, om kirken f.eks. er cykelvenlig, har gode handicapforhold, og om de har en seværdig kirkegård. Derudover kan man ved rigtig mange kirker se billeder fra kirken.
Det digitale vejkirkekort er et supplement til de 2 landsdækkende brochurer ”Vejkirker og andre åbne kirker”, som kan fås i de deltagende kirker, på turistbureauer, biblioteker, motorvejsstationer, campingpladser og på udvalgte museer.
Farvel og tak!
Efter udgivelse af 94 temanumre som redaktør for ”Kirken i dag” og 24 år som kommunikationskonsulent for Kirkefondet stopper jeg pr. 1. augst hos Kirkefondet for at søge nye udfordringer. Det har været spændende at udvikle og redigere ”Kirken i dag” helt fra starten af i 2002. Der har været utrolig mange forskellige temaer, og det har heldigvis aldrig været et problem at fnde på nye. For hvert temanummer har jeg haft hjælp af en temagruppe af indkaldte fagfolk, der er kommet med idéer til artikler og forfattere, og det har været meget givende.
Jeg vil derfor gerne takke alle jer læsere og de folk, der har været med i temagrupperne, forfattere, grafkere og trykkeri og andre samarbejdspartnere. Det har været en fornøjelse!
Mange hilsner Charlotte Lydholm
Tema for næste nummer af ”Kirken i dag”:
Dåb
Ny sangbog: Sange fra Taizé
Kirkefondet har netop udgivet en ny sangbog med sange fra Taizé. Den nye sangbog er udgivet som aføsning for og udvidelse af "Syng lovsang hele jorden" fra 2008. Udvidelsen består af 38 nye sange (inkl. 4 nye Halleluja og Kyrie). Langt de feste af de i alt 154 sange i denne bog er oversat til dansk, men kan også synges på deres originalsprog i forbindelse med gudstjeneste, andagt og bøn.
Fællesskabet i Taizé er et internationalt og tværkirkeligt fællesskab. Siden 2. verdenskrig har hundredetusindvis af gæster, hvoraf størstedelen er unge fra hele verden, tilbragt tid i Taizé, hvor bøn, læsning, sang og stilhed er en del af det daglige liv. Sangene i denne bog kommer fra fællesskabet i Taizé i Frankrig.
Sangene er ment som en hjælp til at tage sig tid i Guds nærvær. Karakteristisk for sangene fra Taizé er, at de skal gentages i fere minutter, så meningen med hver enkelt sang efterhånden kan rodfæste sig i hjertet.
140 sider med spiralryg - kr. 198,-
Bestil bogen på www.kirkefondet.dk under ”udgivelser”
