Et bæredygtigt sogn i storpastoratet?

Et bæredygtigt sogn i storpastoratet?

– en rapport på baggrund af kvalitative interviews

Udarbejdet for Aalborg Stift af Kirkefondet v. Berit W. Berg og Dorte Kappelgaard

1. Indledning

Atsamlesogneietstorpastorateriétperspektivblotenformeladministrativøvelse.Menser man nærmere på den virkelighed, der opstår i forbindelse med en sammenlægning, er der tale om en langt mere indgribende proces end at lægge formelle enheder sammen. Sammenlægninger handler om mennesker, der er engageret i sognene som ansatte, som medlemmer af menighedsrådet, som kirkegængere mv. Disse mennesker kan opleve og føle sammenlægningen, og det er på mange måder deres kirkeliv og engagement, der udgør den nye lokale folkekirkeligevirkelighed.

Nogle har formel indflydelse på sammenlægningen, andre bliver uundgåeligt involveret eller mærker virkningerne. Hvad sker der med kirkeliv, med samarbejdsrelationer, med roller? Hvilke styrker, problematikker og tab kan sammenlægningerne være forbundet med? Hvilke veje er mangået for at skabe sammenhængskraftisognene på nye måder i enændret virkelighed?

Det er nogle af de spørgsmål, denne rapportsætterfokus på i relationtil enrække storpastoratsdannelser set i tilbageblik fra det sted, hvor de pågældende sogne er i deres proces. Sammenlægningen tager ikke lang tid på papiret, men den kulturelle omstilling til en ny kirkevirkelighedtagerårevisidekirker,viharlyttettil.

Rapportenbeskriver enrække dybdegående perspektiver på det at arbejde medsammenlægningtilstorpastorater.Denerskrevetpåbaggrundafgennemførelseafinterviewsmedprovster, præster, menighedsrådsmedlemmer, ansatte og folkekirkemedlemmer / kirkegængere i tostor-pastorateriAalborgStiftvedKirkefondetsamtienrækkestorpastorateriAarhusStift gennemført i samarbejde med Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Målet for to sideløbende projekter – ”Når grænser flyttes” ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og ”Storpastoratsundersøgelsen” ved Kirkefondet - har været at indsamle erfaringer fra mange forskellige involverede eller berørte personer i sammenlægningsprocesserne for at se, hvordandisseoplevesfraforskelligeperspektiver.

Vi har både lyttet til overvejelser, oplevelser af tab og beretninger om, hvordan man har etableretnyemåderatorganiseresigogatværekirkepåindenfordennyeramme.Disseerfaringer bør komme andre til gavn, både før og under de lange processer, som finder sted. Forhåbentlig kan det skærpe forståelsen af nogle af de dynamikker, der kan være i spil, for andre, dertagerinitiativtilstorpastorater.Ogforhåbentligkandetværetilinspirationtilatfindenye vejetilbæredygtigtsognelivforandre,dererinvolveretiellerberørtafstorpastoratsammenlægninger.

Vi har ønsket at fremhæve dilemmaer og det komplekse, der er i spil, og som kan beskrive noget af den kompleksitet, som sammenlægningsprocesser til storpastorater kan være forbundet med, set fra forskellige involveredes perspektiver. Formålet er at skabe et grundlag af videnogindsigt, som kanbidrage til at kvalificerebåde beslutninger ogprocesser i forbindelsemedandrekommendeellerigangværendesammenlægningsprocesser.

Rapportenudgørikkeenegentliganalyse,menensammenfatningafdetemaer,somstårfrem som væsentlige i forbindelse med sammenlægninger til storpastorater. Det er hverken at anbefale eller at advare mod oprettelse af storpastorater, men at videreformidle erfaringer med særligtfokuspåmenighedsliv,lægfolks-engagementogsognetilknytning.

Sidst i rapporten er en kortere sammenfatning af centrale pointer. Den kan læses selvstændigt.Derefterfølgeretudvidetmetodeafsnit.

Der eksisterer og udgives andre publikationer og vejledninger om storpastorater i disse år. FUVhartidligereudgivetenrapportmedfokuspåpræsteristorpastorater,RibeStiftharudarbejdet en manual.1 Kirkefondet udarbejder parallelt med denne rapport en række metoder til at give sparring til de sogne, det provsti og det stift, der arbejder med storpastoratsammenlægninger.

2. Metode

Hvordan genfortælles processen bag oprettelsen af storpastorater? Metodevalg og fokus må afgøres af,hvilket ”lag” afprocessen,manønsker indsigt i jf.indledningen.Det kangøres ved at udformeendeskriptivgennemgangaf denadministrative proces ved atfremlægge væsentlige datoer og beslutninger. Det kan gøres ved at sende en observatør i marken igennem en længere periode for at notere lokale samtaler og kulturændringer i forbindelse med oprettelsen. Med det afsæt, at vi er sendt af kirken til en samtale om kirke, valgte vi at gå samtalens vej. Interviews, der havde samtalekarakter, og både i form og indhold hentede inspiration og faglighed fra de professionelle samtaler forbundet med de kirkelige handlinger vielser og begravelser.

- Intervieweneskulleegnesigtilatkunneforegåimindregrupper

- Det oplevede og erfarede skulle være i centrum, snarere end korrektheden af datoerogrækkefølge

- Der skulle være plads til denenkeltes erfaring, ogsånår denne gikimod demange stemmer

De anonymiserede interviews skulle både kunne sammenholdes og bearbejdes forskelligt af hhv. FUV og Kirkefondet. Der blev derfor udarbejdet en interviewguide, der blev brugt som et hjælperedskab af den samtaleansvarlige interviewer for at sikre, at alle deltagere havde mulighedforatudtalesigomdesammecentraletemaer

Sidstirapportenfindesenmereudførligredegørelseforprojektdesignogmetode.

3. Centrale temaer i undersøgelsen

I det følgende udfolder vi nogle af de temaer, der stod tilbage som væsentlige i interviewene.

3.1 Hvad er et væsentligt argument for at danne storpastorater?

Vi harmødt tre grundlæggende typer afsæt for at danne storpastorater. Det første er ennødvendighed, fx pga. nedskæring i præstenormeringer eller vanskeligheder ved at tiltrække præstertillandområder.Detandeterenvisionforkirkerneietstørrelokalområdeforankreti sognenes erfarede virkelighed. Det tredje er en vision om et bæredygtigt præsteembede. En fjerde begrundelse, der diskuteres, men ikke angives som hovedbegrundelse af nogen initiativtageretilstorpastoratdannelse,erbesparelse.

Nødvendig løsning på præstesituationen

Sammenlægningkansessomennødvendigløsningpåpræstesituationeniprovstiet.Derskal fx skæres en halv præstestilling ifm. at en præst fratræder sit embede. Det kan være vanskeligt at få ansøgere til et bestemt vakant embede, mens man forestiller sig, at en sammenlægning med andre sogne vil afhjælpe problematikken. Provsten kan se det som oplagt at danne et større pastorat i samarbejde med nabopastoratet. Her italesætter informanterne, at det

1 Se Thomsen og Felter (2020): Præster på tværs - Storpastoratet som ramme om præstens arbejde på landet og Drejebog for pastoratsammenlægninger.RibeStift(2019).

afgørende er transparens om de vilkår, der kræver forandring. Hvis provsterne er nødt til at ændre på præsternesembeder, skalvedkommendevære ærligomkringdette ogværei dialog med præster, menighedsråd, ansatte og sogne tidligst muligt på de områder, hvor disse vil bliveberørt.Ændringenkangivemerearbejdetilpræsterneenddet,destodiiforvejen,men deser,atdeterdenbedsteløsningunderdegivnevilkår.

Vision for kirkelivet i lokalområdet

Andre har erfaring med en vision og ser det som afgørende for det, der er lykkedes i processen.Fokuserpå,hvadmankanskabesammen.Dettemåoplevessomennedefraønsketvision, ikke som en vision oppefra, som skal implementeres. Den må være forankret i især menighedsrådenesblikformeningsfuldtsamvirkesomkirkerilokalområdet.

Det har været mest oplagt i områder, hvor der er en naturlig kulturel samhørighed. Her kan samarbejdet mellem kirkerne byde ind i forhold til det lokale samarbejde, som findes i øvrigt. At kirkerne formår at tænke kirkeliv og lokalt engagement på tværs af lokalområdet kan give større handlekraft, profilere kirkerne forskelligt afhængigt af bygningens karakter og placering i lokalområdet, frisætte ressourcer og skabe større gudstjenestefællesskaber. Men det kræver en stor og langsigtet indsats fra mange parter, som vi kommer tilbage til senere. Og der er en afgørende forskel i, om der er naturlige lokale samlingspunkter, bevægemønstre og sportsligellerandenfælleslokalidentitetatknyttetilved.

Pådenmådekanmanfordetførstefåsammenlægningentilatskeudenatdenforbindesmed ærgerlige begivenheder, så som at man skal afgive en halv præstestilling. For det andet vil præster, der er velkendte i området, kunne bidrage til at bearbejde følelser knyttet til processen, fordi de kender mange af sognenes folkekirkemedlemmer og menighedsrådene. For det tredje vil der være opbygget et indbyrdes kendskab mellem menighedsrådene, som er afgørende for samarbejdet om, hvilken præst man vil ansætte. Det er en proces, der kræver tillid og åbenhed, hvis processen skal være givende. Det kan til gengæld være en givende proces, der opbygger en endnu større indbyrdes forståelse, ærlighed og fortrolighed mellem menighedsrådene.

Hvor dette har været erfaringen, advares imod at foretage pastoratsammenlægninger i forbindelse med omstrukturering af præsteembeder, særligt ved ansættelse af nye præster, det vilsigesomløsningpåpræstesituationensomnævntovenfor.

Vision for bæredygtige præsteembeder

Et tredje afsæt er et ønske om at skabe attraktive og bæredygtige embeder for præster. Det kanskyldes, at præsterne i provstiet savner enhøjere grad af kollegaskabogteamfølelse. Det kan også skyldes, at præsterne oplever at skulle dække et så stort område, at dette vil give mest mening at gøre på en måde, hvor også sognene samarbejder fx om arrangementer og gudstjenestefordeling. Dermed bliver der plads til at gøre andet end at holde gudstjenester og foretage kirkelige handlinger, og der kan være en forhåbning om, at flere vil samles til færre gudstjenester på tværs af storpastoratet. Endelig kan det medføre, at man ensretter beslutningerompraksispåvisseområder,somgørdetenklereforpræstenatnavigeremellemsognene, at man lægger menighedsrådsmøder i umiddelbar forlængelse af hinanden eller at man ligefrem holder fælles menighedsrådsmøder med adskilte referater. Stor-pastoratet kan også rumme en bevægelse mod fælles menighedsråd og evt. sognesammenlægninger (og dermed en forenkling af præstens mødefrekvens og relationtil menighedsråd), som er et langt større formeltskridtenddannelseafetstorpastorat.

Besparelser

Besparelser har ikke været italesat som et (primært) afsæt for at initiere en proces omkring pastoratsammenlægning, men det er en begrundelse, der italesættes af dem, der ikke har taget beslutningen om sammenlægning. Nogle påpeger, at der er råd til større projekter på kirkegårdene,atderkangøresfællesindkøb,atmansparrermidlertildyrevikarervedintern ferie- og sygdomsdækning (selv om nogle også udtrykker bekymring over den samlede arbejdsbyrdehosansatte,derskalvikariereforhinandenilængereperioder).

Flere påpeger, at der ikke opstår behovfor færre arbejdstimer ved sammenlægninger, menat det tværtimod kræver en omfattende indsats omkring opbyggelse af nye samarbejdsformer sognene imellem, forventningsafstemning, kommunikation indadtil og udadtil samt administrativ koordination, fxi forhold til at undgå dobbeltbookinger. Meget af det, der tidligere blev klaret over kaffepausen i sognegården midt på dagen, styres nu elektronisk. Det er forbundet med tab af oplevelsen af at skabe sammen i relationer. Der skal løbende justeres på måder at samlespå,hvemdersamleshvornåroghvorlænge,hvadderskalkommunikeresomtilhvilke dele af personale og menighedsråd m.v. En person udtrykker det sådan, at det kræver mere økonomi end tidligere de første år, snarere end at der er tale om en umiddelbar besparelse. Alternativet havde været, at sognene havde fortsat deres opdelte arbejde, og at der reelt ikke havdeværetnogenvirkningafdenformellesammenlægningtiletpastorat.

Konkluderende er det vores indtryk, at det væsentligste er, at menighedsråd oplever at blive inddraget i processen, bidrager til at finde løsninger på udfordringer, hvor der er flere veje at gå,ogatderertransparensiprocessenomprovstensintentioner.Nårdervælgesnyepræster træderstorpastoratetforalvorikarakter,ogdetkanværeenfordelathavegjortde indledendeøvelserpåettidligeretidspunktommuligt.

3.2 Oplevede styrker ved dannede storpastorater

Somsagterderstorforskelpåoplevelserforbundetmeddannelseafstorpastorater.Det,som visersigsomenfordelellermulighedétsted,kanikkenødvendigvisrealiseresetandetsted,i hvert fald ikke på samme måde. Blandt de beskrevne positive oplevelser forde berørte parter erfølgendeblevetnævnt:

Mulighed for at tiltrække præster. Hvor menighedsråd har lagt et stort stykke arbejde i sammen at formulere et stillingsopslag for en kommende præst, baseret på dybdegående drøftelserom,hvadmanvilsomkirke,harmanoplevetatfålangtflereansøgere,enddaman søgteuafhængigtafhinanden,ellerdamanudformedeetikke-gennemarbejdetopslag.

Mulighed for at tiltrække medarbejdere med højere faglighed. Særligt i små sogne gør dannelse afstorpastorater det muligt at oprettestørrestillinger,som tiltrækker medarbejdere medenhøjerefaglighed.

Mulighed for at ansætte andre typer personale. I nogle storpastorater har man ansat kirke- og kulturmedarbejdere for første gang, som arbejder på tværs af sognene og løfter tiltag, somikkeellershavdeværetmulige.

Støtte til at løfte menighedsrådsarbejdet. For nogle har samarbejdet mellem menighedsrådene givet inspiration til andre måder at arbejde på eller hjælp til at tage hånd om de store opgaver der ligger hos det enkelte menighedsråd. Nogle formænd har stået meget alene med opgaverneogharfundetarbejdsfællesskabmeddeøvrigemenighedsråd.

Perspektivudvidelse og lokalt engagement. For nogle menighedsrådsmedlemmer har samarbejdet med andre menighedsråd lært dem at se ud over egne vaner og opgaver og derigennem fået blik også for andet lokalt samarbejde med andre lokale aktører. De har opdaget

muligheden for og fundet anledninger til at byde mere aktivt ind i lokalsamfundet som kirke. Dethardogværetheltafhængigtafviljetilsamarbejde.

Fælles projekter. Fællesprojekteri storpastoratet kanblive mulige,hvor gravere opleversig som et team, der kanfå flere tingtil at ske, oghvor der frigives ressourcer tilat gøre indkøb, eksempelvis af maskiner. Fælles projekter for menighedsrådsmedlemmer, andre frivillige samt fx en fælles kirke- og kulturmedarbejder kan skabe en oplevelse af at bidrage til lokalsamfundetiengradsomdetenkeltemenighedsrådikkemagtede.

Interessefællesskaber for frivillige. På visionsdage og lign. har det for det enkelte menighedsrådsmedlem været muligt at finde sammenmed andre frivillige ogmedarbejdere, som er optagetafdetsammetema.

Flere deltagere ved gudstjenester og arrangementer. I en del menighedsråd og blandt kirkegængere oplever man, at der er flere deltagere til gudstjeneste eller andre aktiviteter, fordi folkbevæger sigpå tværs af sognegrænser. Det er begyndt med, at menighedsrådsmedlemmerharaftaltselvatgøredetteoghverisærharinviteretandremed.Detgiverformange afdem,vihartaltmed,enoplevelseafetstørregudstjenestefællesskab.

Profiler på kirker. Dannelse af storpastorater kangøre det muligt at profilere enkelte kirker udfrarelevantebeliggenhedsmæssigeogbygningsmæssigeforholdsamtudfradetraditioner, der allerede måtte være knyttet til den enkelte kirke. Det kan gøre det lettere at tage beslutninger om, hvor hvilke aktiviteter skal placeres, synliggøre den enkelte kirke i lokalsamfundet, og undgå en konkurrence mellem menighedsrådene om at have samme type aktiviteter i alle kirker. Dermed kan man potentielt nå en større andel af den samlede lokale befolkning.

Teamoplevelse for præster. For en del præster har dannelsen af storpastorater medført en oplevelseafatværeendelafetteam.2

3.3 Oplevede tab ved dannelse af storpastorater

Med dannelsen af storpastorater er også fulgt forskellige oplevelser af tab. Nogle af disse er forbundet med de overordnede beslutninger forbundet med dannelsen af storpastorat, andre med beslutninger taget inden for rammen af de dannede storpastorater. Flere af disse forhold berøresandrestederirapporten,ogdenævnesderforkunganskekorther.

- Tabafnærværilokalsamfundetfradenvelkendtepræst

- Tabafpræstegårdiegetsognoglivetomkringden

- Tabafugentliggudstjenesteilokalkirke

- Tabafsærligtsymbolskelokalebegivenheder,eksempelviskonfirmationellerallehelgensgudstjenesteisognekirken

- Tabafandre(ikkeeksplicitkirkelige)aktiviteter,somknyttermenneskertildenlokale kirke

- Menighedsrådetstabaffortrolighed,udviklingogfællesskabmedpræsten,hvisdenne ihøjeregraderbegyndtatvendesigmodpræsteteamet.Derudovertabafejerskab overprocesseromkringudviklingafnyetiltagafsammeårsag.

- Ansattemedstortejerskabpåderesarbejdsområde,somikkeopleveratbliveinddragetiatfindeløsningerpåproblemer,oghvorløsningernekommeroppefraogharstorekonsekvenserformedarbejdergruppen.

2 DetteudfoldesmereifxFUVsrapport”Præsterpåtværs.Storpastoratetsomrammeompræstens arbejdepålandet”.

- Ansattekanhaveoplevelseraftabafkolleger,tabafdaglignærhedmedbesøgendepå kirkegården.

- Kirkegængerederopleversighægtetafogeksempelviskunhøreromændringeni hyppighedenaflokalegudstjenesterfraannonceringenikirkebladet.

- Præstenstabafnærhediforholdtildetenkeltemenighedsrådogdeenkelteansatte

- Præstensoplevelseafatfålangtflerekoordinationsopgaverpåtværsafstorpastoratet,somgårfrasjælesorgognærværisognet

3.4 At følge lokale identiteter og bevægelsesmønstre

Hvad er naturlige lokalesamlingspunkter,sommarkerer lokal identitet – oghvilke andresogne oplever man på den baggrund et naturligt samhørighedsforhold til? I hvilken grad er der lokalt engagement på tværs af de sogne, der står foran storpastoratsammenlægning? Hvilke bevægemønstreerderift.skole,arbejdspladser,indkøbm.v.ilokalområdet?

Disse spørgsmål har haft stor betydning for, om der har været opbakning til tættere samarbejde og parathed til at bevæge sig uden for sognet for at deltage i gudstjenester og andre aktiviteter. Kan man læne sig opad identitet, samarbejder og bevægelsesmønstre, som allerede eksisterer, er der en positivt defineret vision at arbejde for. Her kan det at lægge sig sammen i storpastorater, når det lykkes, forstærke samspillet med andre lokale aktører, fordi kirken kan samle kræfter og midler og tænke helhedsorienteret i forhold til lokalområdet. Eksempelviskandetatgivekirkerforskelligeprofilerbidragetil,atmanfårejerskabtiletstørre område med mere fokuserede indsatser og tiltag. At give den enkelte kirke en særlig profil kan ligge i forlængelse af det, der allerede foregår i kirken og gøre profilen mere markant og synlig. Det kan være enprofil, der støtter opom det, som i forvejenkendetegner det lokalområde,såkirkengårindogbidragerogstøtteropogsessomennaturligsamarbejdspartnerfor lokale aktører. Kirkens profil kan også være ny og besluttes ud fra det uudnyttede potentiale, derliggeribygningenellerbefolkningssammensætningen,beliggenhedenellerlign.

At blive lagt sammen med sogne, man i forvejen identificerer sig med eller kommer hos kan opleves som enmeningsfuld fælles løsningpå enudfordring. At blive sammenlagt med sogne, hvordetikkeertilfældet,kanvirkefremmedgørendeoggøre,atmanholdersigforsigselvog dermed primært oplever tab i forbindelse med sammenlægningen. Det kan handle om, at den geografiske distance mellem yderpunkter opleves så stor, at man hellere kører til nabopastoraterendtildenandenendeafegetpastorat.Detkanhandleom,atmanikkeidentificerer sig med hinanden, eksempelvis fordi man ikke har delt sportsklubber. Endelig kan det handle om, at pastoratet ikke følger naturlige bevægemønstre, fx indkøbscentre, kulturtilbud, uddannelsesinstitutioner,rekreativeområderm.v.3

Det kan også være sammenlægningens virkning, man oplever som fremmedgørende, eksempelvis at skulle dele sin vellidte præst med flere, at måtte gå med til at sælge præsteboligen ellerathavefærrelokalegudstjenester.

3.4 Hvor lang tid tager det at danne et storpastorat?

Hvad angår tidsperspektivet ved storpastoratsdannelse har vi set tre forhold at være særligt opmærksompå.

For det første kan der opstå en forskellig oplevelse af tidsperspektivet, hvor provst og præst oplever, at et år er langtid til enproces, mens menighedsrådsmedlemmer oplever, at der sker storeforandringerpåkorttid,ogatprocessengårhurtigt.Førstnævnteharmåskehafttanker

3 DettetemaudfoldesiJonasIdeströms”Sporenisnön–Attvärekyrkainorrländskaglesbygder”,et studieafkirkensrolleiettyndtbefolketområdeiSverige.

om processen i længere tid, eller de arbejder med den til hverdag, mens nogle menighedsrådsmedlemmer kun forholder sig til processen på møder af og til. Når processen sættes i gang,erdetvæsentligtikkeattageforgivet,atmandeleroplevelseaftidsperspektiv.

For det andet siger alle involverede, at det tager årevis at danne et storpastorat. Den lille del af processen er den formelle. I interviewene fylder den administrative side af at få sammenlægningenistandstortsetingenting.Detbeskrivessomentekniskøvelse,somprovstiethjalp med. Først i overvejelserne omkring menighedsrådssammenlægning og sognesammenlægning bliver de administrative opgaver ved selve beslutningen omfattende. Så længe menighedsråd ogsognegrænserfastholdes som juridiske subjekter er denformelle sammenlægning ipastoraterikkeisigselvovervældende.

Den kulturelle omstilling er dermed den væsentlige set fra et lokalt perspektiv. Den tager tid, også efter at provsten ikke involverer sig så meget længere. Efter otte til ti år må der stadig arbejdes på, at storpastoratet fungerer i forhold til fx menighedsliv, kommunikation, samarbejdsrelationer og personaleledelse. Det er derfor vigtigt at tale om, at der er forskellige dele af en sammenlægningsproces, som kræver forskellige grad af opmærksomhed i kortere eller længeretid.

For det tredje beskrives det af flere som enfordel, at fælles ansættelser på tværs af storpastoratetførstskerefternogettid.Detgør,atdeforskelligeforandringsprocesserkanfådennødvendige ro og opmærksomhed frem for at finde sted på en gang. Når der skal ansættes nyt personaletræderdetatværestorpastoratikarakter,fordimanernødttilatvælgeenmådeat håndtere ansættelsen på. Her har det betydning, om der er etableret så megen kulturel sammenhængskraft, at ansættelsesprocessen afspejler og understøtter oplev-elsen af at være kirke sammen, eller om den bliver en formel kamp om at få lov at bestemme på vegne af sit sogn.

De store forandringer og indsatser er eksempelvis de følgende, her opdelt i temaer vedrørende sognets og kirkegængernes oplevelse, forhold omkring ansatte, og behov for dynamisktilpasningafkommunikationogmødeformer:

- Tilvænning til at skulle ”dele” præst(er) med flere sogne.

- Præsternes ændrede rolle i kirke og lokalsamfund. Fornoglelokalebeboeresvedkommendemistermandentidligereoplevedenærhedtilpræsten.Formenighedsrådetkandetværeoplevelsenafikkeatkunnefåudeltopmærksomhedfrapræsten. Hvisikkederimenighedsrådeneopstårenoplevelseafreeltsamvirkemedenfælles opgavemedblikfordetlokale,kandetføretilindbyrdeskonkurrenceompræstens engagementogrettilgivneaktiviteter.Forpræsternesvedkommendeskalmanlære etstørreområdeatkendesamtetablerenyemåderatmødespåpåtværsafpastoratet.Altdettegælderisærligstorgrad,hvorenvellidt,mangeårigpræstskalindgåiet storpastorat.Nårnyepræsterkommertil,kandisse(inogletilfælde)ihøjeregrad personificereenfællesidentitet.

- Omstilling af gudstjenestelivet. Detgælderbådebeslutningomfærregudstjenester ogatfåmenighedslivtilatfungerepåennymåde.

- Salg af præstegård. Hvispræsteboligenskalsælgesfra,ogderikkelængereerenlokaltbosiddendepræst,kantabetoplevesstørreogmeregennemgribendeforbåde kirkelivoglokalsamfund.Deterafgørende,hvordandenneproceshåndteres.Erkendelseaf,atdetvilleværesketalligevelbaseretpåfaldendebefolkningstalkangiveen acceptafatgåindistorpastoratet.Oplevelsenafatbliveinddraget,hørtogimøde-

kommetafdeøvrigesogne,provstogpræster,samtoplevelseafskabenogetmeningsfuldtsammenistorpastoratetkanbidragetil,atmanalligevelfindermeningidetlokalekirkeligeengagementovertid.

- Graden og formen på samarbejde mellem ansatte. Erderenkirkegårdsleder/dagliglederellerikke?Arbejdermansomteam?Samarbejdermanpåbestemte områder,ellerharmanopdelteopgaver,mensmandækkerhinandenundersygdom ogferie?Beholdermansinprimæretilknytningtilétsogn,ellerarbejdermanligeligt påtværsafstorpastoratet?

- Udvikling af nye måder at lede ansatte på. Bliverdeansatteledetafandenansatellerafkontaktperson?Harmanenellerflerekontaktpersonerimenighedsrådene?

- At navigere mellem vidt forskellige kulturer i menighedsråd (særligt for ansatte og præster). Detgælderfølgende:samarbejdemellemmenighedsrådene,ansættelsesprocesserifællesskabmedandremenighedsråd,overvejelseromsammenlægning afmenighedsråd,udviklingoggennemførelseaffællesaktiviteterogtværgåendeprojekter,attagefællesbeslutningeromkringaktiviteterispændingenmellemlokaleønskerogfællesvisioner,bearbejdningafoplevelserafsorgogtabisognene,opbyggelse afanledningtilatengageresigsomfrivilligtlægfolk,etableringaffællesskaberinden fornyestrukturellerammer,ogikkemindstdenmentaleomstillingtilattænkeiet størreviidetomfangsomerrelevantiennybefolkningsmæssigogstrukturelvirkelighed.

- Foransattekanstrukturelleforandringerhavemedførten teknologisering afdet,der tidligerefandtstedansigttilansigtoverenkopkaffe.Derkanværeopståetenoplevelseafat handle meget alene,fordimenighedsrådeneikkefølgermedienshverdag. Derkanværeenoplevelseafatmåtte tilpasse sig vidt forskellige menighedsråd og kirkekulturer,hvorforskelleneikkeeritalesat,oghvordetkræverenstorindsatsat forståuudtaltenormer.

- Opbyggelse af nye kommunikationsstrukturer. Hvilkemøderskalholdesforhvem? Hvadformidlesgennemdagsordnerogreferater?HvadkommunikeresgennemDAP ellerandenelektroniskkommunikation?Hvordanformidlesaktiviteteroggudstjenesterudilokalområdet?Balancenmellemformangemøderogforlidtkommunikation erenvæsentligproblematikatfindeløsningerpå.Detkanikkegøresengangforalle, menmåjusteresløbendeefterbehov.Detkræverstrategiskoverblik,følingmedhverdagenistorpastoratetogetkreativtblikformuligemåderatrammesættekommunikationpåpåetgivetområde.Deterhervæsentligtatskelnemellemrelevantkommunikationiformafformidlingafvidenogrelevantkommunikationiformafarenaerfor feedback,inddragelseogdialog.

Den store forandring er således den kulturelle, og den kræver aktive valg om, hvad der skal ændres på lokalt-strukturelt niveau. Storpastoratet kan formelt dannes på papiret og udelukkende få udtryk i, at præsten dækker flere sogne, hvilket i mange tilfælde alligevel ville have været tilfældet, hvis man ikke havde kaldt det storpastorater. Storpastoratets nye identitet og kultur opstår gennem de formelle beslutninger, der tages, og de kulturelle forandringer, der aktivt skabes. Struktur er ikke blot den formelle juridiske. Det er også den, der løbende skabesforathåndteredenkompleksitet,deropstårmedetableringenafstor-pastorater.

Alle de nævnte og andre variable betyder, at det kan være vidt forskellige kulturforandringer, manskaligennem i et storpastorat. Endel af dette er måske isærliggrad gældende i landområder med store geografiske afstande og mange kirker per præstembede. Her er helheden

sårbaroverformindreændringerpåandremåderendimereressourcestærkeoggeo-grafisk mindrespredtestorpastorater.

3.5 Væsentlige elementer i sammenlægningsprocessen

Enrækketemaerharværegennemgåendeiforskelligevariationersomvæsentligeforengod proces,setfraforskelligeperspektiver.

Inddragelse og ejerskab

Alle informanter understreger betydningen af inddragelse i processen. Det er afgørende, at menighedsrådeneharenoplevelseafatværeaktører,derselvtagerstilling.Atbliveinddraget i drøftelsen om, hvilke sogne der vil passe sammen, er oplagt, hvis der er flere muligheder. Hvis provsten ser behov for at skabe en bestemt struktur, må dette behov gøres transparent frabegyndelsen.

Hvor det er muligt at inddrage, drøfte problematikker ogfinde løsningersammenpå områder, hvor man selv er berørt, er dette af stor betydning for de pågældende ansattes, menighedsrådsmedlemmers og folkekirkemedlemmers oplevelse af tilhørsforhold, ejerskab og engagement.

En del folkekirkemedlemmer giver udtryk for ikke at vide, hvad baggrundenfor storpastoratdannelsen er, men gætter på, at det handler om økonomisk besparelse, eller at det var biskoppens ønske. Andre giver udtryk for, at det skyldes nødvendige ændringer i præsteembederne. Fraværet af (oplevet) inddragelse kan for nogle folkekirkemedlemmers vedkommende mindske oplevelsen af ejerskab og tilhørighed samt skabe stor men måske stiltiende frustration. Andre, som oplever at blive involveret på de områder, der vedrører dem, fokuserer i højere grad på det, de gerne vil være med til at bygge op. (At inddragelsen også kan være for tidskrævendeogirrelevantvendervitilbagetilirelationtilkommunikationsstrukturer.)

Betydningen af brobyggere

I nogle storpastorater har det været og er fortsat af afgørende for samspillet mellem sognene og muligheden for at være en velfungerende ramme for kirkeliv, om der er personer, der er i stand til at bygge bro på tværs af storpastoratet. Det kanhandle om at skabe forståelse i menighedsrådene for det, der sker i de øvrige sogne eller menighedsråd, at pege på veje at gå, at formidleinformationogathavefingerenpåpulseniforholdtil,hvemderharbrugforatdrøftehvadmedhvem.

Detharflerestederværetenrolle,nogenharindtaget,ikkemedetformeltmandat,menbåret af relationer, tillid, engagement, tilstedeværelse og personlige egenskaber. Det kan være en person, der deltager i menighedsrådsmøder, stiller de relevante spørgsmål, bidrager med videnfraandresogne,pegerpåtemaersombørdrøftesogbistårmindreerfarnemenighedsrådsmedlemmer på visse områder. Det kan være ansatte, der er hovedkraften i fælles projekterpåtværsafstorpastoratetogsørgerforatsamlefrivilligepåtværs.Detkanværeenansat (kirke- og kulturmedarbejder), der leder og tager referat ved månedlige, kvartalsvise eller halvårlige planlægningsmøder omkring gudstjenester m.v. Det kan være præsten, der vælger at bruge tid på at deltage i lokale arrangementer i alle sognene for at blive et lokalt ansigt overalt.

Også almindelige menighedsrådsmedlemmer, frivillige og ansatte har været brobyggere med indflydelse på, hvordan kulturen i storpastoratet udvikles. Menighedsrådsmedlemmer, der har sat sig for at deltage i gudstjenester på tværs af storpastoratet og dermed orienterer sig efter gudstjeneste frem for kirkebygning, har tilsyneladende haft afgørende betydning for, at dannelse af gudstjeneste- og menighedsfælleskab på tværs af sognene er lykkedes. Hvor disse

menighedsrådsmedlemmer har inviteret andre med, er gudstjenestefællesskabet vokset stødt og har affødt begejstring, der hos nogle interviewede kirkegængere overgår tabet ved ikke at haveugentliggudstjenesteiegenkirke.

Mange konsekvenser af strukturændringen viser sig først over tid eller når nye situationer opstår. Her har det virket afgørende, om der er en oplevelse af (formelt eller uformelt) mandat og ejerskab til at kunne tage hånd om de behov og muligheder, der følger af sammenlægningen på ens eget område. Hvis eksempelvis ansatte på grund af manglende kendskab til hele storpastoratet tager nogle valg, som ikke er hensigtsmæssige for en gruppe folkekirkemedlemmer, er det af stor betydning, at der er andre i berøring med begge parter, som kan bidragetiletableringafdialogpådetpågældendeområde.

Således har præster, menighedsrådsmedlemmer, frivillige og ansatte, der både magter at tænke på tværs og har føling med lokale fællesskaber, potentialet til at skabe den afgørende sammenhængskraft i og mellem sognene. Dette finmaskede væv af relationer og initiativer kan ikke vedtages formelt. Der kan imidlertid skabes rammer og skabes processer, der muliggør ogunderstøtter,atdetopbygges.

Administrativ hjælp

Administrativ hjælp til den megen nye kommunikation og koordination internt i storpastoratet fremstår nogle steder helt afgørende for, at præster har overskud til at tage sig af almindeligt præstearbejde. Det kan i tyndt befolkede områder fx være administrativ hjælp på provstikontoretsamtansættelseafenkirke-ogkulturmedarbejderistorpastoratet.

Fleksible strukturelle tiltag

Ienstørreenhederdetlettereatoversetemaer,sommantidligerehavdeoverblikoverogtog håndomsommenighedsrådogét-sogns-pastorat.Dererbehovforatetablerenyestrukturer på tværs af sognene i højere grad end tidligere, ogdet kræver ressourcer. Det handler blandt andet om fleksible kommunikationsstrukturer, etablering af menighedsopbyggende fællesskaber, koordinering af beslutninger og opgaver, prioritering af arrangementer, personaleledelseogadministrationafsamarbejdet.

Fleksible kommunikationsstrukturer handler om at se på, hvem der har brug for at tale med hvem om hvad ogat skabe anledninger til det. Det, der tidligere blevklaret over enkopkaffe, må nu i højere grad rammesættes. Det kan være, at der er brug for at menighedsrådsmedlemmer og ansatte kan mødes til formelt struktureret eller uformelt samvær af og til i en periode, og at de ansatte derefter oplever det som tid, der skulle bruges på deres arbejdsområder. Når nye menighedsrådsmedlemmer eller ansatte kommer til, kan det være, at der i en periodeerbehovforatvendetilbagetilenmerestruktureretmådeatmødespå.

Hvordan kontaktpersonrollen i menighedsrådet skal være er et tema i sig selv. Har flere kontaktpersoner fælles MUS med ansatte, lægges alt ansvaret hos én kontaktperson, eller skal de ansatte til flere MUS? Eller er der midler til at have en ansat daglig leder? Det har stor betydningforsamspilletmellemmenighedsrådeneogformedarbejdernestrivsel.

Detkandesudenvære,atdererbrugforatarbejdemednyemåderatsamlesomplanlægning af eksempelvis gudstjenester på. Hvor manfør gik opogned ad hinanden, må mannu enten formidlesalmenumreogopgavertilgraverengennemelektroniskesystemerellerskabeenny måde at mødes på, så fællesskabet omkring det at afholde gudstjenester og kirkelige handlingerbibeholdes.Detkanhaveafgørendebetydningforansattesoplevelseafatværeetteamog atskabeogværekirkesammen.

Villighed til at gå på tværs af sognegrænser

Menighedsrådsmedlemmerkanmedfordelgåforaniforholdtilatgåpå tværsafstorpastoratet, og de opmuntrer derved andre kirkegængere til at gøre det samme. Hvor der er opstået fælles oplevelse af at være kirke, har dette været forankret i opbyggelse af gudstjenestefællesskab, der går på tværs af pastoratet. Det kræver et tæt samspil mellem præst og menighedsråd, det kræver at man både giver plads til sorgen over at have færre gudstjenester i egen kirke, og det kræver en vilje til at krydse sognegrænser. Når man oplever, at der opstår et størregudstjeneste-fællesskab,kanglædenoverforandringenkomme.Meniførsteomganger det en viljes-beslutning. Det kræver, at man har nogen at gøre det sammen med, og at man relationeltopmuntrerhinanden.

At lokale traditioner bevares eller skabes Nogle lokale traditioner er ifølge menighedsråd blevet frataget dem af provsten eller præsten. Symbolsketraditionerkanhavelangtstørreværdi,endmankangennemskuemedeteksternt blik. Derfor efterlyses det af nogle, at man som menighedsråd bliver hørt i forhold til, hvilke enkelte lokale traditioner der opleves umistelige. Det er også muligt, at traditioner er omgærdet af nostalgi og ikke svarer til de behov og ønsker, der er bredere blandt sognets beboere. Her kunne man oplagt tage en samtale på sogneniveau om, hvilke (om end muligvis færre) begivenheder,dererbrugforforatbevareenoplevelseaflokalsamhørighed.Detteeroplagte spørgsmålatvendeiforholdtilathaveetbæredygtigtsognogikkeblotetbæredygtigtembede.

Plads og anledning til lægfolksengagement

For nogle har storpastoratet skabt ensåstor geografiskspredning, at det ikke oplevesmuligt at søge et sted henfor at opbygge frivilligt lægfolksengagement. Der er ikkenogentil stede i en bestemt bygning, hvor man altid kan gå hen og finde kirkeliv. Risikoen er, at kirken kun tager form, hvor præsten er. Dette ser vi som en afgørende udfordring i store storpastorater. Hvordan, hvor og hvornår kan der skabes anledning til fællesskab og idéudvikling blandt lægfolk? Det er desuden oplagt at tage samtalen om, hvilke anledninger, lægfolkkan lede frem for, at præstengør det. Også dette er oplagte spørgsmål at vende i forhold til at have et bæredygtigtsognogikkeblotetbæredygtigtembede.

Plads til at bearbejde følelser

En del af dette handler om at give plads til sorgprocessen omkring det, man oplever at miste. Villighedentilatfindeogskabenyeveje ikirkefællesskaber,somsognogimenighedsrådsengagementeterfremståetsomafhængigtaf,atmanharfåetpladstilatbearbejdeskuffelserog tabsoplevelseriprocessen.

For præster kan det være afgørende at have en kontinuerlig kommunikation med provsten, både om egen tabsoplevelse, om den nye rolle man skal indtage, om den kritik og frustration overforandringer,mankanmødem.v.(senedenfor).

For menighedsråd kan det handle om at møde kritikfra sognenes folkekirkemedlemmer, især hvis man ikke selv oplever at have ejerskab over de forandringer, der er sket. Det kan også handle om egen sorg over at have færre gudstjenester i egen sognekirke, at måtte ”dele” sin præst med andre sogne, at skulle sælge præstegården, eller for nogle kontaktpersoners vedkommende at have fået en langt større og mere kompleks opgave, enten som kontaktperson forflereelleratskullesamarbejdetætmedkontaktpersonenfraetandetmenighedsråd.

Nogle af de kirkegængere, der ikke sidder i menighedsrådet, kan have en lige så stor oplevelse afsorg.Måskeermenighedsrådetkommetvidereogharfokuspåopgaver,menkirkegængere sidder tilbage med en oplevelse af ikke at være blevet lyttet til og ikke at have fået en forkla-

ring. Det er deres erfarede menighedslivoglokaleidentitet, der er blevet ændret markant. Det kan gælde gudstjenestefrekvens på det sted, hvor familiemedlemmer ligger begravet eller i det kirkerum, som har betydning for ens religiøse praksis eller lokale identitet. Det kan også handle om enkeltstående lokalt identitetsbærende aktiviteter, som ikke længere finder sted i den lokale kirke, og hvor man ikke oplever sig lyttet til. Det kan handle om præstens hverdagslige tilstedeværelse i sognet eller graverens på kirkegården. Nogle har tilpasset sig, enten fordi ”det gør mani voresgeneration”, eller fordimanikke går så højt opi, hvilkenkirkebygning, gudstjenesten holdes i, så længe der er fællesskab og forkyndelse m.v. Andre bærer stadigpå enfrustrationogsorgogoplever ikke at have fået enmeningsfuld forklaring,menkan værebeklemtevedatitalesættedissefølelser,selviinterviewet.

Her er der tilsyneladende behov for, at nogen aktivt skaber en ramme for drøftelse af foreliggende forandringer. I mindst et storpastorat er det sket, men det betyder ikke nødvendigvis, atsognetsbeboereharopdagetdet.

3.6

Præstens rolle i storpastoratsammenlægningen ser ganske forskellig ud fra sted til sted. Vedkommende er på mange måder bindeled mellem provst, menighedsråd og sogn og kan opleve at komme i klemme her. Præsten kan let få en rolle som den, der skal være bindeled mellem sognene og derudover har nogle præster fået langt mere administrativt og koordinerende arbejde,selvtrodsaflastningfraprovstikontorellerkirke-ogkulturmedarbejder. Det kan være vanskeligt at omstille både sogn og præst til at skulle deles om de samme præster. I nogle tilfælde har præsterne delt sognene mellem sig, så maner primær præst i et område. Det opleves særligt vigtigt, hvis der er mere end to præster, så der er en oplevelse af kendskab og tilknytning til en eller to præster hos sognebørn. At få en relation til hele pastoratet og en oplevelse af teamsamarbejde med præstekollega eller -kolleger kan kræve tilstedeværelse ved arrangementer i sognene, som ikke formelt kræver præstens tilstedeværelse, menharsymbolskværdiellererdesteder,hvorrelationerogtilliddannes.Dettekanskabeet pres på den præst, som aldrig vil kunne opfylde alles forventninger og ønsker. Dette kan udfordrepræsteidentitetog-rolle,hvilketisigselvkanværeenkrævendeomstilling.

Fornoglepræstererdetatværeendelafetpræsteteam,detatopleveetstørregudstjenestefællesskabellerdetathavefåetfrigivettidtilandetendgudstjenesterogkirkeligehandlinger engevinst,somoverstigerudfordringerne.

Inoglestorpastoraterharpræstersåledesfåetmerearbejde,idetderentenbeskærespræstestillinger, ellerpræstenrisikerer atståmed det praktiske ansvar for atskabesammenhængskraft på mange af de ovenstående områder. I andre har præsterne fået mere tid og overskud vedatbliveendelafetteam.

En kontinuerlig anledning til at drøfte udfordringer med provsten fremhæves som afgørende for præstens væren i stand til at håndtere de mange udfordringer. Også her efterlyses erfaringsudvekslingmedandreitilsvarendesituationerienformforerfa-grupper.

3.7 Provstens rolle

Provstens rolle er både at tage ansvar for den strukturelle helhed i provstiet, særlig i relation til præstenormering og-fordeling, og at have relationel føling med den lokale virkelighed. Det sidste sker primært i relation til og gennem præsterne, men også med deltagelse i få eller mangemenighedsrådsmøder.

De interviewede provster har grebet processerne forskelligt an afhængigt af formål med sammenlægningerne, tilgang til processerne og forståelse af egen rolle deri. Nogle provster

Præstens rolle

påpegernødvendighedenafikkeathaveenfærdigplan,menattageetskridtadgangengennem dialog, og at give menighedsrådene plads til at melde fra og bidrage med løsningsforslag undervejs. Andre vil gerne have en klar køreplan fra begyndelsen, som indebærer en klar inddragelse.

Nogle provster har gennem en årrække haft tæt og løbende dialog med de menighedsråd, der ønsker det, og nogle har desuden afholdt borgermøder i mindst et sogn. Nogle har deltaget i flest mulige møder, mens andre holder sig på afstand efter den formelle etablering. Andre igenfølersigfremogforsøgeratgribenaturligeanledningertilatspørgetil,hvordandetgåri et menighedsråd eller for en præst. Her understreges evnen til at fornemme, hvornår der er brug for ens tilstedeværelse, og hvornår man skal trække sig, som en afgørende men udefinerbar kompetence. Den bygger i høj grad på et nært kendskab til begge parter og tillid opbyggetgennemenårrækkeogfremhævessomenmarkantstyrkeathavesomerfarenprovst. Fra menighedsrådenes perspektiv er det vigtigt, at provsten inddrager de berørte parter tidligst muligt. Nogle mener, at den gode provst bidrager med facilitering af centrale møder og processer, når der er brug for sparring og kompetencer, fx i relation til visionsdag eller udarbejdelse af præstestillingsopslag. Transparens er afgørende for, at den nødvendige tillid kan bevaresogvokseiprocessen.

Set udefra ligger der således også en dobbeltrolle i forhold til menighedsrådene. Provsten kan, netop som provst, på en gang have eller søge at have to roller, facilitatorrollen og system/leder-/magtrollen. Disse balanceres forskelligt af provster i storpastoratsammenlægninger. Provsten kan have et ønske om at være facilitator for menighedsrådenes drøftelser, meni deresøjne ervedkommendeførst ogfremmest repræsentant forsystemet ogenmagtfaktor.En provst kan også undlade at gå ind i en facilitatorrolle i den konkrete sammenlægningsproces, fxforikkeathaveformangeforskelligerollerirelationtilkirkerne.Hererrisikoenatefterladesogneneietfraværafhjælptilatfindevejpåmeningsfuldemåder.Entredjemulighederat have eller opbygge så godt kendskab til menighedsrådene og at have inddraget dem i så tilstrækkelig grad, at det reelt er muligt at indtage enfacilitatorrolle i de situationer, hvor der er brugfor ensådan,samtidigmedat maner tydeligomkringsinrollesom den, der skal få puslespillet af præstestillinger til at gå op. En fjerde vej, som flere peger på, men som ikke har været gennemført, er den at have en ekstern facilitator af væsentlige møder og samtalepartnerforforskelligeaktører,somkanbidragetil,atvæsentligetemaeropdagesogdrøftesitide.

3.8 Inddragelse af eksterne ressourcer?

Flere har efterlyst en ekstern part, som kunne lytte til de involverede parter i fortrolighed og eventuelt facilitere en samtale i storpastoratet og i relation til provsten på den baggrund. Det har både en sjælesørgerisk funktion, hvor man kantale frit og blive bevidst om egne holdninger og følelser eller give dem udtryk et neutralt sted. Det har også den funktion at skabe rum for fælles refleksionindenfor engruppe, fxafansatte. Endeligkaneksternassistance bidrage med at facilitere en drøftelse i stor-pastoratet som helhed, fx for ansatte og menighedsråd med provstens tilstedeværelse. Her kander skabes fælles meningomkringdet at være kirke i den lokale kontekst, lokale traditioner kan italesættes og tilgås respektfuldt og kreativt, og derkantalesomfællesvisionerogetableresarbejdsgrupperpåtværsafstorpastoratet.

Der efterlyses desuden guidelines og undersøgelser, som kan komme andre storpastorater til hjælp,såmanikkeharoplevelsenafatskullefindealleløsningerselv.

3.9 Den religiøse betydning

Når den lokale kirke får nye vilkår at være kirke under og skal være det i samspil med nabosogne, kan det ikke undgås, at menigheds- og sogneliv påvirkes. Vi har bl.a. berørt oplevelser

af tab og mulighed for engagement gennem bredere samarbejde, men vil i dette afsnit sætte særligt fokus på storpastoratsdannelsens potentielle indvirkning på den lokale kirkelige religiøsitet. Vi finder det relevant at arbejde med idealtyperne medlemskirke, tilhørskirke, traditionskirke, relationskirke og bekendelseskirke. De eksisterer ofte i blandingsformer hos det enkeltefolkekirkemedlem.

Bekendelseskirke er det at bekende sig til den kristne tro og folkekirkens bekendelse i bred forstand.

Relationskirke ertilknytningentilkirkesomrelationerogfællesskaber.

Tilhørskirke ertilknytningentildenlokalekirkebygningogkirkegård.Detkanhandleomrelation til kirkerummet, vigtige begivenheder, der har fundet sted i den pågældende kirke, at familiemedlemmer er begravet på kirkegården, eller at kirken opleves som en del af landsbyenskulturelleidentitet.

Traditionskirke er tilknytningen til folkekirkelige traditioner og ritualer, eksempelvis julegudstjenester,dåb,bryllupperogbegravelser.

Medlemskirke erdetatsekirkensombærerafvæsentligeværdierisamfundet,sommangennemmedlemskabønskeratbakkeopom.

På baggrund af undersøgelsen er det vores indtryk, at de folkekirkemedlemmer og kirkeligt engagerede, for hvem bekendelseskirke eller relationskirke er det væsentligste,er manvilligtil at bevæge sig over sognegrænser inden for det, der opleves som rimelighedens grænser. Oplevelsen af et større gudstjenestefællesskab, relevante aktivitetsfællesskaber eller gode prædikener og selve muligheden for gudstjenestedeltagelse vejer tungere end tilknytningen til sognekirken. Der kan for nogle være sorg eller ærgrelse forbundet med denne bevægelse, men har man først taget skridtet, vil det positive opveje det negative. Det kan desuden give større frihed til at gå til gudstjeneste hos den præst, hvis forkyndelse man bedst kan lide. Endelig kan det gøre det muligt at finde sammen med personer fra andre sogne om specifikke interesseområder og aktiviteter. Det kræver dog, at der faciliteres anledninger til at mødes og lærehinandenatkende.

En mere negativ erfaring kan opstå, hvor der har været oplevelsen af et lokalt gudstjenestefællesskab, dengang der var ugentlig gudstjeneste i sognet, og hvor ikke alle tager med til gudstjenestei andresogne. Eller hvor færre aktiviteter samler færremennesker fra sognet til fællesskab.Enandennegativerfaringhandlerom,atkøreafstandenersålang,atdetikkealtid opleves muligt eller relevant at tage til gudstjeneste. En tredje problematik handler om, at det kanværevanskeligtsomlægfolkatinvolveresigifrivilligeopgaver,hvisdermangleroverblik overoganledningertilatsamlesogtagenyeinitiativer.

Blandt de, der er tilknyttet folkekirken som en tilhørskirke er sammenlægningen udelukkende negativ. Når den lokale kirke har mindre aktivitet, er det selve folkekirken, der er i nedgang, og sognet opleves nedprioriteret af folkekirken. Der er et tab af adgang til ritualer og steder, som har været med til at forme og opretholde en fælles identitet i lokalsamfundet, eller som knytter én til bestemte mennesker og begivenheder. Kirkegården kan være et sted at mindes afdøde familiemedlemmer. Kirkegængeres trospraksis kan være knyttet til et bestemt kirkerum, sådan at alene det at gå ind i kirkerummet vækker noget i dem og knytter dem til oplevelser ogpraksisser gennem mange år. Menogså det at tage sigaf kalkning eller bidrage til, atkirkegårdenfremstårpænogimødekommendekanoplevessomenkirkeligpraksis.

Personer med traditionskirke som tilgang til folkekirken er optaget af de ritualer, der er tilgængelige, når det er relevant ved større begivenheder i livet, ved årlige traditioner m.v. I sig

selv kan disse ritualer gennemføres i andre kirker. Kun hvis andre idealtyper er i spil, har en storpastoratsammenlægningbetydningfordissemennesker.

Hvor medlemskirke er i spil, er det mindre relevant, hvordan kirkerne og deres praksis er organiseret.Deterdebagvedliggendeværdierogderesbetydningforsamfundet,derervæsentlige,ogdisseerikkeafhængigeaf,hvoroftederergudstjenesteidenlokalekirke.Væsentligereerdet,atkirkentræderfremogrepræsentererdisseværdiergenereltoglokaltisamfundet pårelevantemåder.

De fem idealtyper eksisterer ofte side om side i forskellige variationer hos folkekirkemedlemmerne i sognene. Kompleksiteten i tilknytning til kirken kalder på, at der både struktureret fra begyndelsenog løbende på baggrund af behov skabes rum for information, samtale og pladstilengagementiatfindevejetilatskabebæredygtigtsognelivpårelevanteområder. Endeligskal det nævnes, at der for nogle af de personers vedkommende, som arbejder vedvarende på at styrke sammenhængskraften i storpastoratet, er en religiøs tydning i spil i interviewene. Der hentes mening, fokus og kræfter til arbejdet i ønsket om at være kirke i mødet med med flere i lokalområdet. Indsatsen i forhold til den kulturelle forandringsproces forankresiatsættefokuspådetfællesformålsomkirke.

4. Centrale pointer i rapporten

Centralelæringspointerfrastorpastoraternekansammenfattespåfølgendemåde: Alle storpastoratsammenlægninger er unikke. Derforkanmanikkefølgeenfærdig skabelon. Det kan heller ikke konkluderes som entydigt positivt eller negativt at gennemføre dem. Det afhænger både af den konkrete kontekst og af hvordan processen gribes an før, under og efter denformellesammenlægning. Menmankanforholde sigtil enlangrække spørgsmål og søgeatgøredetirettetid.

Det tager tid! Dettagerårevisatdannestorpastorateripraksis.Det,derskerformelt,erden mindstedelafdet.Deterkulturforandringen,derharbetydning.

Fokus på visionen. Derer brugfor igenogigenat vende tilbage tilsamtalenom det at være kirke, særligt i menighedsrådene. At løfte blikket og fokusere på visionen og mening – for at kunneseudoversinegenkontekst.

At følge lokale strukturer. Det fremstår afgørende i alle storpastorater, om der tages hensyn til naturlige lokale og folkelige enheder og oplevelser af samhørighed i lokalområdet i sammensætningen af et storpastorat, eller om man går på tværs af disse. Det kan handle om at følge fx gamle kommunegrænser, skoledistrikter, idrætsforeninger og andre kulturelle samlingspunkter eller lokale identiteter. Naturen kan have påvirket, hvordan infrastrukturen ser ud. Offentlig transport og vejnet har ligeledes betydning for bevægemønstre i lokalområdet, dels om befolkningen i forvejen er vant til at bevæge sig rundt inden for storpastoratet, dels om det er muligt at bevæge sig på tværs uden at have bil. Også naturen i området kan have betydning. Kan man læne sig op ad andre bevægemønstre og andre aktørers samarbejde i lokalområdet, fremstår sammenlægningen langt mere meningsfuld for de involverede. I så fald kan storpastoratdannelsen give anledning til, at kirken bliver mere synlig over for øvrige lokaleaktører.

At danne storpastorater i stille perioder, så de kan vokse sammen over tid. Erdetmuligt at danne storpastorater inden præsteskifte er dette tilsyneladende at foretrække, da der så kan opbygges indbyrdes tillid og kendskab menighedsrådene imellem inden de skal ansætte en præst sammen. Flere påpeger, at det koster mere, end det giver økonomisk de første år,

hvis man vil have en god proces, fordi der skal arbejdes så meget med kulturudvikling og internkommunikationforatfåstorpastoratettilatfungere.

Transparens. Fuld transparens fra provstens, biskoppens side om intentioner, problematikker der skal løses og praktiske konsekvenser er helt afgørende. Det må gennemtænkes, hvem der berøres, og hvilken form for kommunikation, der er relevant for dem. Transparens erogsåafgørendefor,atreelinddragelseermulig

Inddragelse. Tidlig inddragelse af berørte parter på alle niveauer er afgørende. Menighedsråd og præster vil gerne være med til at finde løsninger, hvis de bliver inddraget og taget alvorligt. Det kan give forståelse, anledning til diskussion og at finde løsninger på udfordringer sammen, sorgbearbejdning m.v. Hvis lægfolksengagementet skal fortsætte, må der skabes en oplevelse af at være aktør, tage ejerskab over processen og finde nye måder at engagere sig på.

Ansattes organisering. Også ansatte med stort ejerskab vil hellere inddrages i at finde løsninger på problemer end have en færdig løsning med konsekvenser for deres arbejde serveret. Alternativet er at de mister ejerskab og engagement. Samarbejde blandt ansatte må opbyggesorganiskefterhvemdeansatteer.Dererforskelligemodellerfordetteialledestorpastorater,vihartaltmed.

Behov for en strategisk tænkende og nærværende integrator. Der er brug for nogen, der gårpåtværsafsogneneogharstrategiskblikforhelhedensåvelsomberøringmeddenlokale virkelighed. Denne brobygger skaber integration, sørger for at det væsentlige bliver kommunikeret rundt, sikrer at der skabes mødefora hvor misforståelser kan opklares m.v. Det kan væreenpræstellerenkirke-ogkulturmedarbejder.Hvormanharensådanperson,beskrives dettesomafgørendefordet,derlykkes.

At krydse sognegrænser. Hvis der ikke er gudstjeneste i alle kirker hver søndag, ser det ud til, at det er menighedsrådsmedlemmerne, der har nøglen til at skabe gudstjenestefællesskab påtværsafstorpastoratet.Deterenviljesbeslutningatgåpåtværsafkirkerne,mennårførst erfaringen af et større gudstjenestefællesskab er etableret, vægter dette højere end lokal gudstjeneste med få deltagere for en dels vedkommende. Flere har beskrevet, at de oplevede ettab,menatgevinstenvedatværeetstørrefællesskaberstørreefterlidttid.

Plads til sognets sorgproces, ejerskab og engagement. Kirkegængere, der ikke oplever sig informeret og inddraget i processen kan have en større tabsfortælling end menighedsrådene, som er engageret og får medejerskab. De folkekirkemedlemmer, der har større tilknytning til det lokale kirkerum, bygning og kirkegård end til gudstjenestefællesskabet oplever et større tab. Den lokale kirke vægter højere end bekendelseskirken for dem. Jo større tab, jo væsentligereatblivelyttettilogfåbearbejdetsorgogtabsoplevelse.Deharogsåbrugforatbliveinddraget ift. at drøfte, hvad det er oplagt at fastholde eller skabe som lokalt kirkeligt tiltag, som bidrager til lokalområdet. Dette kan man ikke gennemskue oppefra. Enkelte symbolske traditionerkanhavestorbetydningoggivevillighedtilatgånyevejepåandreområder.Dethandleromkirkelivogreligiøsitetformange,ikkekunpræferencer.Menderkanogsåværebehov for at slippe nostalgien omkring det, der var engang, så man ser på muligheder i den nye lokalsamfundsmæssigevirkelighed.

Lægfolkets rolle. Det kan være en udfordring at skabe anledninger til lægfolksengagement, hvis der ikke er et sted at samles længere, hvis kommunikation halter og præsten arbejder over et meget stort geografisk område. Her skal findes nye løsninger og arbejdes med præstensrolle,lægfolksengagementm.v.

Fælles projekter. Fælles projekter på tværs af sognene kan give en positiv oplevelse af at være og skabe kirke sammen. Det er oplagt at etablere anledninger til, at præster og lægfolk finder sammen i arbejdsgrupper på tværs af storpastoratet efter interesse og engagement. Dette kan visionsdage bidrage til. At give kirkerne forskellige profiler, som spiller sammen medplaceringogkirkebygningspotentialekanbidragetilattænkesammenpåtværs.

Løbende tilpasning af kommunikations- og mødestruktur. Der er brug for etablering af kommunikationsfora,somjusteresløbendeefterbehov.Balancenmellemforlidtogformeget indbyrdes kommunikation kan være vanskelig, fordi behov er forskellige. Hvis elektroniske systemer overtager planlægningsmøder kan dette koste på ansattes oplevelse af at være kirke sammenogderesmulighedforatskabemedogsættetilpassetprægpåkirkeligehandlinger.

Et frirum at tale i. Dererbrugforanledningertilatfortællesinhistorie,haveindbyrdes dialog m.v., eventuelt i relation til en ekstern, uafhængig konsulent med indblik i folkekirkens struktur, kultur og religiøsitetsformer. Denne rolle fik vi som interviewere eller samtaleledere, ogdetfikvimegetpositivresponspå.

Provsten. Der er forskellige opfattelser af provstens rolle, men de indtryk, vi har fået, er, at provstenmå være transparent, tage tæskene for præstenaf ogtil, have strategiskoverblikog tage ansvar ift. præstefordelingen, men også være tilgængelig som den, der lytter til og giver sparringtilpræsterne.Deterenbalanceatværetilgængeligogselvtageinitiativtilatkomme påbesøgoginvolvereallepartertidligt,menogsåattrækkesig,nårderikkeerbehovforens tilstedeværelse. Nogle provster vil gerne have en klar køreplan, mens andre mener, at det er afgørende ikke at være låst fast på en plan, men undervejs at finde vejen sammen med de involverede parter, samtidig med at man er tydelig om, hvad man selv ser som en mulig vej. I relation til menighedsrådene kan provsten have en dobbeltrolle som beslutnings-kompetence ogsomfacilitator,somkanværeganskekrævendeatnavigere.

Rapportens hensigt har ikke været at anbefale eller at advare imod storpastoratsdannelse, menat pege på både potentielle virkninger ogpotentielle veje at gå. Dannelse af storpastorater kan ses som en på én gang forholdsvis enkel og yderst kompleks proces. At arbejde for bæredygtige embeder og bæredygtige sogn rummer ikke nødvendigvis samme behov. Det er imidlertidmuligtatarbejdeforatskabeløsninger,derfavnerbeggedele.

5. Litteratur

Drejebog for pastoratsammenlægninger.RibeStift,2019.

Ideström,Jonas: Sporen i snön – Att väre kyrka i norrländska glesbygder. Artos,2015.

Samarbejde – hvor det giver mening. Eksempler på samarbejde i storpastorater til samtale og debat i menighedsrådet. Samtalehæfte.FolkekirkensUddannelses-ogVidenscenter,2020.

Thomsen, Marie Hedegaard ogKirstenDonskovFelter: Præster på tværs - Storpastoratet som ramme om præstens arbejde på landet. FolkekirkensUddannelses-ogVidenscenter,2020.

Appendix: Metoderefleksioner - udvidet udgave

Hvordanlavermansideløbendeprojekter,derikke eridentiske,somhverkenharsammekontekst eller samme mål, men som alligevel kan spejle sig i hinanden, og dermed berige hinanden? Og på en måde, hvor alle, der deltager, føler sig hørt og vel behandlet? Dette spørgsmål satteFUVogKirkefondetsigforatløse,ogvifandtfremtilfølgendemodel:

1. visætterselveintervieweneicentrumafbeggeprojekter

a. vedatbrugesammeinterviewguides

b.vedatlaveenrækkeafdeindledendeinterviewssammenforatfindeenfælles praksis.

2. vilaverudførligemenanonymiserede”sammenkog”(kondenseringer),ikketransskriberinger,påbaggrundafalleinterviewene,somvidelermedhinanden.

3. Medintervieweneihussættervihinandenfritilatefterbehandledem,altefterhvad detenkelteprojektharbrugfor.

4. Viholderenløbendekontakt,hvorviifællesskabafkodertendenserogmønstrei samtalerneforderefteratreflektereoverdecentralespørgsmålidetoprojekter.

5.1 Metode

I forarbejdet definerede vi i samarbejde fem målgrupper og udarbejdede fem interviewguides.Derudovergjordeviosnogleovervejelseromkringinterviewmetode.

De fem målgrupper var i begyndelsen kun fire: provsten, præsterne, andre ansatte og menighedsrådsmedlemmer. Meninden vi gik i gang udvidede vi med en femte gruppe; kirkegængere og folkekirkemedlemmer. Dette skete ud fra ønsker om ikke kun at høre fra dem, der har været involveret i arbejdet med sammenlægningen, men også dem, hvis kirkegang og/eller relation til kirken kunne blive ændret som følge af sammenlægningerne. Denne gruppe viste sig– hvad vi godt vidstepå forhånd – at være densværeste gruppe at komme i kontakt med. Dette skyldes bl.a., at vi var afhængige af at modtage kontaktoplysninger på dem fra præsterneellermenighedsrådet,hvilkeoftevarenlangsommeligproces.

De fem samtaleguides blev udarbejdet, så der var én til hver målgruppe. Vi forventede bestemt ikke identiske samtaler, men vi ville gerne bringe de samme temaer på banen ved alle samtalerne. Derfor skabte vi fem nærmest identiske interviewguides over samtalemodellen: ”erfaring, overvejelser, refleksion”. Disse samtaleguides fik vi god hjælp til at udarbejde fra AstridTrolle,ligesomdevarforbienlangrækkeafinteressenteriprojektet.

Interviewguiderne kunne dog ikke stå alene. Vi var nødt til også at skabe en forståelse for selveinterviewmetoden. Dadetoførstetilatgåimarkenbeggehavdepræsteerfaring,valgte vi at bruge de interviewmetoder, som præster gør brug af i forbindelse med begravelsessamtaler.Deprincipper,vitogmedos,var:

- Atskabeetfortroligtogletforståeligtsamtalerum.Gøredethelttydeligthvadvores rollervar,oghvadinterviewetefterfølgendeskullebrugestil.Fxvardetvæsentligtat fastslå,atderikkevillebliverefereretfraetinterviewunderetandet,ogatingenenkeltstemmervillekunneidentificeresefterfølgende

- Atværefleksibeliforholdtilatfølgeinterviewetsegenbevægelse.Detre”skridt”iinterviewene,erfaring,overvejelserogrefleksionerblevpræsenteretvedsamtalens start,ogsamtalelederensikredeatinterviewetkomomkringdemalle.Meninterviewenevarsemistrukturerede,ogdervarrelativtstorfrihediforholdtilrækkefølge afundertemaer.

- Atanerkendeindholdetafdetenkelteinterviewsomreelt,ogsånårvikunnesidde medvidenom,atfxdatoerellerbeslutningsrækkefølgerhavdeværetanderledes,end det,derblevfremlagt.Vivarderikkeforatkorrigere,menforatlytte.

- Atforståintervieweneogsåsomenformforsjælesorg.Detvilsige,atvispurgteindtil oggavpladstilde”suk”,derdukkedeopisamtalerne.Vivaraltidsolidariskemed dem,visadisamtalemed,ogforsøgte–efterbedsteevne–atundgåatforsvareden ikketilstedeværendemodpart.Vivalgtedoglejlighedsvisatstillemuligeforklaringer tilrådighed,hvisikkededukkedeopafsigselvisamtalen.

5.2 Proces

Med interviewguiderne på plads, gik vi i gang. I de fleste tilfælde kontaktede vi først provsten oggennemførteinterviewmeddenne.Fraprovstenmodtogvinavneogkontaktinformationer påderelevantepræsterogmenighedsråd.

Vi kontaktede dernæst de relevante præster og forsøgte så vidt muligt at arrangere et fælles interview med så mange præster til stede som muligt. Et enkelt sted havde en præst forladt embedetkorttideftersammenlægningen,ogherfikvimulighedforatgennemføreensamtale med vedkommende pr telefon. To andre personer blev interviewet online. Derudover inviterede vi alle nuværende præster, både de præster, der havde været en del af den oprindelige formelle sammenlægningsproces, og de præster, der var blevet ansat senere. Dette gjorde vi både for at høre, om storpastoraterne blev set som en fordel eller en ulempe ved ansøgningerne, og for at kunne spørge til det at bidrage til storpastoratet som nyansat. (Særligt i et provstivarsammenlægningernebegrundetmedønskeromatskabebæredygtigeembeder.)

Fra præster eller menighedsrådsformænd fik vi kontaktinformation på folkekirkemedlemmer, detkunneværerelevantatinterviewe.

Også i relation til de involverede menighedsråd gik vi efter at samle alle til én samtale. Vi oplevede dog et enkelt sted, at et menighedsråd ikke ønskede at deltage, hvis det skulle være en fællessamtale.Dettemenighedsrådaftalteviatholdeetsærskiltinterviewmed.

Vi bad menighedsrådene om lov til at tale med de ansatte, idet vi anså samtalerne som noget, der burde falde inde for arbejdstiden. Herefter kontaktede vi de ansatte eller kom i kontakt meddemviaeksempelvisetmenighedsrådskontaktperson.

For at begrænse vores transport, lagde vi ofte fleresamtaler pr dag. Når de foregik på samme adresse, tilstræbte vi at lægge passende luft imellem samtalerne, så den første gruppe kunne forladestedet,førdenandengruppedukkedeop.

Veddesamtaler,hvorderbådevarenrepræsentantfraFUVogfraKirkefondettilstede,havde vi på forhånd aftalt, hvem der ledte samtalen, og hvem der tog notater. Den, der var interviewer, var også den, der tog kontakt til de forskellige grupper. Tilstedeværelsen af den anden vardogtydeligtskrevetfremideaftale-bekræftelser,visendtefremindensamtalerne.

Vedenenkeltlejlighedvargruppenaffremmødtesåstor,atvivalgteatdeledenopito.

Alle samtaler blev optaget, og det efterfølgende sammenkog (kondensering) blev udfærdiget på baggrund af tætte gennemlytninger af disse, understøttet af de noter vi havde gjort os undersamtalenidetilfælde,hvorvivarto,derdeltogisamtalen.

5.3 Metodelitteratur

Kvale, Steinar & Brinkman, Svend (2015) Interview - det kvalitative forskningsinterviewsom håndværk.Gyldendal

Moschella, Mary Clark (2008) Ethnography as a Pastoral Practice - An Introduction. The PilgrimPress