En tur langs den lokale kyst

Nørrejyske Ø Rundt - motivation har mange former.

Tekst & foto: Tue Olesen

Det var fuldstændig mørkt klokken 22, da vi løftede min Nordkapp LV af tagbøjlerne på Peters bil. Da vi bar kajakken ned til stranden, var jeg meget bevidst om, at det her nok var sidste gang, vi ville være to til at slæbe læsset på de næste 12 dages rotur. Tre IKEA-poser stopfyldt med grej fulgte efter, og Peter – min gode kammerat og en garvet kanoinstruktør – sagde farvel med en krammer, ønskede held og lykke, og gav mig to små pakker I hænderne.

Der stod “Må åbnes efter Thyborøn” og “Må åbnes efter Hanstholm”, og de skulle følge mig forbi rutens to første rigtigt skarpe hjørner. Jeg stuvede dem væk langt ude i agterenden af min kajak og vidste, at de først blev aktuelle om noget tid. Motivation har mange former, og lidt ekstra af det er altid godt.

Den næste morgen satte jeg kajakken i vandet fra stenstranden lige vest for Aggersund-broen, pegede kajakkens spids mod sydvest og startede med at ro. Jeg visualiserede at komme roende hen imod den store stålbro bag mig, passere den, og gå i land på den samme strand, jeg lige var startet fra. Men lige nu var der 500 kilometers roning foran mig. Snart blev visualiseringen skubbet til side, og jeg roede ud i den varme efterårsmorgen på det første 15 kilometers kryds til Livø. Det her var bare begyndelsen!

Udfordringen Idéen om at ro Nørrejyske Ø Rundt, blev beskrevet som en havkajak-udfordring og navngivet ”Vendelbobåndet” i 2001 blandt de nordjyske kajakklubber. Siden jeg første gang hørte om idéen, har jeg drømt om

at ro turen og forbinde de dele af kysten, jeg har som lokalt rovand. Mange af strækningerne kendte jeg allerede fra dagsture og kortere overnatningsture, men visionen om at tage hele ruten som én langtur, var virkelig tiltrækkende.

Gennem de sidste syv år er der blevet gjort mere end en håndfuld forsøg på at fuldføre turen. Nogle solo – andre i små grupper. Af forskellige årsager er de stoppet undervejs: skader, hårdt vejr, udstyrsdefekter, manglende tid og svigtende motivation. Det er alt sammen ting, som kan ramme selv erfarne kajakroere – og jeg er ikke nogen undtagelse.

Sommeren er en travl tid for havkajakinstruktører, og jeg har arbejdet mange somre med fuldt program, uden huller i kalenderen til lange soloture. Tidligt i 2018 reserverede jeg to uger i september til forsøget på Nørrejyske Ø Rundt, for det var et spørgsmål om at tage tiden til det. Det skulle være en solotur, og allerede lige efter at have offentliggjort, at jeg ville gøre forsøget, startede tankemylderet om planlægning, grej, rutevalg og træning.

Efter den umiddelbare begejstring og følelsen af lykke over at ”hey nu sker det”, kom tvivlen i små glimt: Hvordan kommer jeg til at håndtere 500 kilometers solotur? Hvordan klarer jeg mindst 10 dage i træk, alene på vandet? Hvad gør jeg for at holde motivationen oppe? Jeg skrev spørgsmålene ned, uden at behøve at finde svar lige med det samme. Bare som en hjælp til at få dem organiseret, sætte ord på, og snakke dem igennem med familien og vennerne.

Tre kyststrækninger Nørrejyske Ø er Danmarks næststørste ø, og de tre kyststrækninger er vidt forskellige: Den eksponerede vestkyst, den lidt

mildere østkyst og den til tider snørklede og navigationskrævende Limfjord. Når man runder de tre kyster på samme tur, så åbner det virkelig opmærksomheden for hvor forskellige de er.

Tidligere var Limfjorden kun åben ud mod Kattegat, men en vinterstorm i 1862 brød hul i kysten ved Agger og åbnede vesterhavs-forbindelsen. Navnet ”Limfjorden” kommer af de mange kalkstens-aflejringer (engelsk: Limestone), hvoraf nogle er fritlagt og giver gode muligheder for at finde fossiler.

Der er åbenlyse forskelle i bølgestørrelse og bølgernes energi, strømmen og kystens udseende på den nærmest trekantede rute. Og gennem de lange dage på vandet, bliver de små forskelle tydelige: Den jod-agtige og salte duft på vestkysten står i en skarp kontrast til lugten af muld, civilisation og septembers nyhøstede marker i Limfjorden.

Rundt om ”hjørnerne” skifter vegetationen. Og når man kommer ind til en havn efter to-tre dage på kysten, taler de lokale en anden dialekt. Det er det smukke ved at bruge hele dagen udendørs: Efter nogle dage vågner alle mine sanser mere op, og de små detaljer bliver tydelige.

Godt i gang Vi spoler tre dage frem. Jeg er alene på Vestkysten, kursen er nordpå. Dagslyset er blevet til skumring, og en let regn vasker saltvandet af ansigtet. Musklerne er helt trætte efter en lang dag, mens min pandelampe scanner stranden nord for Vorupør for en passende lejrplads.

Kroppen og hjernen tager nogle dage om at komme i langtursmode. Den sidste tanke denne nat, inden søvnen tog over, var at her, tre dage inde i turen, kunne jeg mærke, det var ved at ske. Rytmen og rutinerne indfandt sig.

Næste morgen stod jeg op i mørket. Tidligt. Jeg slugte en halv termokande med tomatsovs og kidneybønner (resten af aftensmaden fra dagen før), og fyldte mad-termokanden op med havregrød og

nogle skiver ingefær som krydderi. Kajakken i vandet med kurs mod Hanstholm. På vej væk fra stranden fik jeg en solid vasketur i koldt saltvand, da et stort sæt bølger ramte kysten. Så var den tørdragt alligevel ikke så tosset et valg.

Morgenen gryede da jeg passerede Klitmøller, og jeg var faktisk lidt overrasket over at møde folk på vandet her: En enkelt surfer på longboard var i bølgerne på det lokale spot “Revet” og fik gode surfture der.

Appetitten til en “second breakfast” satte ind halvvejs til Hanstholm, og selv om jeg lå langt ude fra kysten her, var det nemt at række om efter mad-termokanden med havregrød, og få sig en kop kaffe til. Med fuld tank, fortsatte jeg dagens ture, og var i land efter fem timers roning ved Vigsø, hvor den anden af Peters små pakker blev åbnet og fortæret (chokolade og muffin - tak for det!)

Modvind Kort før Skagen ændrede vejret sig fra stabilt højtryk, til lavtryksvejr. Dermed rullede et nyt sæt af udfordringer ind: De kommende dage ændrede strategien sig fra at nå så langt som muligt, til blot at flytte sig en smule. Hver dag, en ny lejrplads. Og på trods af ret hård modvind kunne jeg med et massivt energiforbrug holde fem km/t. Der var ingen steder at gemme sig, men hver time her, var en time forbi flotte landskaber, og en time tættere på mål.

Tæt på turens slutning passerede jeg min “baghave” i Aalborg. Med mindre end fem kilometer ud til vores hus og min hustru og to børn, måtte jeg virkelig udøve impulskontrol, og sparke mig selv bagi for at fortsætte: Aggersund og broen jeg skulle under var stadig 50 kilometer forude, og det var for tidligt at fejre noget. Så med målet inden for rækkevidde de næste 24 timer, gik jeg på indkøb i Aalborg efter bananer og en Limfjordsporter til, når målstregen var passeret.

Stædighed og mælkesyre Sejren skulle ikke blive nogen foræring: Senere samme dag var jeg i mit solotelt, som blev rusket og blafret af 12 m/s vind, kun 25 kilometer fra målet. Det var først på eftermiddagen, og jeg havde været i gang siden klokken fire om morgenen.

Vejrudsigterne blev nærlæst: Senere samme aften, ville et vindue på seks-syv timer med moderat modvind (kun otte m/s)

åbne sig, og jeg vurderede situationen: Skulle jeg gå efter den? Det ville blive mørkt, og de første to timer ville blive med store krav til navigation i Limfjordens smalle sejlrende ud af Nibe Bredning, efterfulgt af fire timers natroning med krav til udholdenheden. Udfordrende ja, men der var sikre landinger inden for rækkevidde. Eller, skulle jeg blive endnu en dag i teltet, uden at fuldføre ruten, og vente på, at vinden måske lagde sig, eller løbe tør for tid?

Jeg tog beslutningen om den første løsning og skubbede kajakken fra land med et sug i maven af målrettethed. En håndfuld dybe vejrtrækninger samlede mit fokus på opgaven, og jeg startede min længste nat-navigation til dato. Det endte alt sammen godt, og kulminerede i en 15 minutters planken i bund-sprint under Aggersundbroen klokken tre om natten. Vinden piskede i ansigtet, strømmen pumpede mod mig og jeg skrålede gasolinsange af fuld hals og brød nattens stilhed, mens ryg, mave og arme pumpede af mælkesyre.

Sikken en afslutning på en god langtur: Et eksempel på, at vi stadig kan finde udfordringer i lokalt vand, selv i september.

Da jeg pakkede sammen til køreturen hjemad den næste morgen, tænkte jeg på, hvor simpelt livet kan være, når vi har alt, hvad vi behøver i kajakken. Når beslutninger naturligt bliver til handlinger. For mig er det følelsen af frihed. Min svigermor og treårige søn hentede mig, med varm kaffe, krammere og snak. Og jeg husker stadig køreturen hjem, og hvordan 80 km/t på landevejen føltes unaturligt hurtigt, efter at have tilbragt 12 dage i havkajaktempo.

Nogle gange betaler det sig at sætte tempoet ned!

Tak til min hustru og børn for opbakning og støtte, til Peter og Minna for køretur, kaffe og krammere. Tak til Jan Malínský og Michael Bech for at beskrive udfordringen i første omgang, og til dem der gjorde forsøget før mig. Og sidst men ikke mindst: Tak til alle jer der fulgte med undervejs, heppede og sendte positiv energi. Det var meget værdsat!

Tue Olesen har drevet OnAdventure siden 2010 og lavet undervisning på alle niveauer, fra begynderen til den avancerede kajakroer – samt kano- og SUP-undervisning.

Tue er BCU5* Turleder, og IPP Instruktør 3 Havkajak. Han bor tæt på Aalborg og har Nordjylland som sin legelads for havkajakture, surf, SUP og kano. Tue er gift og har to børn på 10 og fem år, som holder ham beskæftiget, når han ikke er på vandet.

Se mere på www.onadventure.dk

Kontakt Tue på tue@onadventure.dk