6 minute read

Cecilie Moe vil løfte damepolo til et nyt niveau

Cecilie Moe Weinreich vil hjælpe pololandsholdet til at blive bedre og mere stabilt.

Landsholdets kaptajn er blevet spillende træner.

Tekst: Lars Bo | Foto: Privat

Trods sine blot 25 år, er det en spiller med over 14 års national og international erfaring, der fra denne sæson står i spidsen som ny landstræner for damelandsholdet i polo efter afskeden med hollandske Michiel Boonacker.

Navnet er Cecilie Moe Weinreich, der ud over at være mangeårig kaptajn på holdet, nu er blevet spillende landstræner. – Da Michiel Boonacker stoppede efter sidste sæson, gik jeg nogle uger og tænkte over fremtiden, og et par dage før den første landsholdssamling op til denne sæson følte jeg, at jeg havde noget at byde ind med til holdet. Det jeg kunne tilbyde, var min passion, min erfaring, herunder fra den tyske liga, mit netværk og min erfaring fra min uddannelse. Min mission var at hjælpe holdet til at blive bedre og mere stabilt. – Jeg spurgte de andre, om de troede på mig, at det kunne lykkes med mig og, om vi skulle prøve det af, også selv om det for mig personligt ville være en udfordring at være spillende landstræner. Det var der opbakning til, siger Cecilie Moe, der ved siden af sporten læser kandidat i human fysiologi på Københavns Universitet og er ved at skrive speciale om doping i cykelsporten.

For at gøre landsholdet bedre og mere stabilt vil hun lægge fokus på basiselementer i spillet, så spillerne lærer hinanden at kende og dermed kan hjælpe hinanden til at opnå et godt basisniveau. – Det er byggeklodser, hvor jeg vil forsøge at hæve niveauet på holdet stille og roligt og på sigt skabe en gradvist bredere trup, hvor der bliver kamp om pladserne.

Tidligere var det sværere at skabe kamp om pladserne, men for mig er det essentielt at have flere at udtage fra, hvis vi skal blive bedre og mere stabile, siger hun.

Stort potentiale Vækstlaget ser hun også for sig med en positiv udvikling på juniorniveau, men også på pigeniveau. – Vi har unge juniorspillere på vej op, som er med til at lægge et godt tryk på de etablerede landsholdsspillere i slut tyverne og start trediverne. Vi har derfor et bredere underlag, end vi har haft tidligere, så der er noget at bygge fremtiden på. Lige nu har de unge dog svært ved at tage over, når de gamle stopper, så jeg ser gerne, at vi kommer længere ned i årgangene, de 11-14-årige, for at bygge fødekæden op derfra. Jeg har hørt, at der findes piger i de årgange, der spiller i Jylland, men de mangler andre steder i landet, så jeg ser gerne, at hele landet kommer med i bestræbelserne på at få en løbende fødekæde etableret for fremtiden. På sigt håber jeg også, at vi kan etablere et U21-landshold, hvis der bliver nok spillere indenfor en femårsperiode. Niveaumæssigt vil det være et skridt opad for damepolo herhjemme, siger Cecilie Moe.

På internationalt niveau vurderer hun potentialet til at være så stort, at Danmark på længere sigt kan blive en stærk polonation med konsekvent høje placeringer til slutrunder. – Men det er ikke noget, jeg har mit fokus på nu og her. Jeg vil ikke lægge et unødvendigt pres på spillerne ved at være resultatorienteret de kommende to år, Jeg føler, vi har taget træning og coaching til et helt nyt niveau, hvor træningen bliver mere individualiseret og teknisk.

Cecilie Moe

Danmark har potentialet til at blive en stærk polonation.

Kamp om bolden.

men vil i stedet arbejde for, at vi for hver kamp går ind og spiller vores bedste og bliver den bedste udgave af os selv som hold. Kan vi det, så vil det være en stor sejr for mig, og så skal resultaterne nok komme på sigt. Lige nu kan vi ikke vinde VM, men jeg tror, at vi om få år har udviklet os så meget, at vi kan spille op mod de bedste, siger Cecilie Moe.

I den proces har hun brugt af sine mange kontakter i idrættens verden for at optimere træningen for landsholdet. Blandt dem er en håndboldspiller, der har været inde omkring landsholdet og nu hjælper polospillerne med kasteøvelser, både på vand og på land og både med tekniske øvelser og bevægelsesmønstre. Holdet har også fået tilkoblet en fysisk træner, der ud over at lave årsprogrammer med mest fokus på styrke og udholdenhed, også laver individuelle træningsprogrammer til de enkelte spillere. – Jeg føler, vi har taget træning og coaching til et helt nyt niveau, hvor træningen bliver mere individualiseret og teknisk. Samtidig vil jeg også løfte niveauet taktisk, især ved at se kampe på video, hvor vi gennemgår alt det taktiske, så spillerne på forhånd får lært, hvordan kampene på vandet taktisk skal gribes an, siger Cecilie Moe.

Klar til at forsvare de danske farver.

Reception

Samling for landsholdet

Bidt af polo som 11-årig Hun er født i Norge og er datter af en norsk mor og dansk far. Som to-årig flyttede hun med forældrene til Møn og Stege, og hendes egen interesse for polo begyndte som 11-årig, hvor en ven tog hende med i Stege Roklub. – Jeg begyndte med turkajak, men jeg blev hurtigt bidt af at se polodrengene spille. Efter tre måneder tog jeg mod til mig og spurgte drengene, om jeg måtte prøve at spille med. Det sagde de ja til, og de fik mig hurtigt til at føle mig velkommen. Så var det slut med turkajak, for det var meget sjovere at spille polo end bare at ro ligeud, smiler Cecilie Moe.

Efter et par år fik roklubben etableret et juniorhold og fik en kvindelig træner, som havde været med til landsholdssamlinger. – Hun var meget inspirerende, også når hun fortalte om landsholdet. Jeg var 15 år gammel og sagde bramfrit til hende, at jeg ville på landsholdet en dag. Længere var den ikke, siger Cecilie Moe.

Som 16-årig indledte hun første skridt på den vej og blev pendler ved at skifte klub til København for at træne med mere erfarne polospillere, og som 17-årig debuterede hun på landsholdet til en ECA-Cup.

Året efter, og samtidig med, at hun gik på gymnasiet i Vordingborg, spillede hun sin første slutrunde for landsholdet, hvor hun de seneste fire år har haft rollen som kaptajn, og altså nu også spillende landstræner.

Efter gymnasietiden flyttede hun til København og indlogerede sig hos polovenner og påbegyndte et videregående studie på CBS. – CBS blev nu kun til to måneder, så droppede jeg ud. Det studie var ikke lige mig. I stedet tog jeg to sabbatår, hvor jeg det andet år blandt andet rejste til New Zealand under den danske vinter. Her spillede jeg meget polo og udviklede mig rigtig meget, både sportsligt og personligt, så det var rigtig fedt. Inden starten på sæsonen i Europa tog jeg så hjem igen og begyndte derefter at læse idræt på KU, siger Cecilie Moe.