4 minute read

Klumme: Det blå æsel

Tekst: Anders Krintel | Foto: Søren Manscher

I morges, da jeg kom på land efter morgentræningen, stod Bjarne ved klubben og var så småt klar til at skulle på vandet. Hvis ikke hans skrigende gulgrønne ro-underbukser fangede min opmærksomhed, ja så gjorde den båd, han havde klargjort. I cockpittet på den sad nemlig et blåt oppusteligt gummiæsel, sådan omtrent på størrelse med en puddelhund. Hva’ fa’en har du nu gang i, Bjarne, spurgte jeg prompte og fik et glædesstrålende svar, hvor Bjarne lod mig vide, at det blå æsel havde han fundet et sted i Fredericia, og nu skulle det med ud på en rotur for at se, om man på en eller anden måde ville kunne bruge det til noget. Så var den samtale sådan set ikke længere. Umiddelbart derefter tog jeg hjem og satte mig til tasterne og ved i skrivende stund ikke, hvad pokker, der kom ud af roturen med det blå æsel. Det er nu også lige meget, for det er så dejligt og gakket et projekt, at jeg kommer til at smile over det hele resten dagen – også selvom det blå æsel måske viser sig at være komplet nytteløst i kajaksammenhæng.

Nå, men det er sådan, man møder Bjarne. Altid er han i gang med et eller andet løjerligt og aldeles uforudsigeligt projekt. Før det blå æsel kom ind i billedet, roede Bjarne baglæns i kajakken henover det meste af påsken. Det var ikke fuldendt ved at prøve kræfter med 500 meters bakning, nej hele 75 kilometer blev det til. 75 kilometer skulle det være, fordi det er erfaringskravet for generelt at blive frigivet i vores klub. Hvor mange i dette land kan hævde at være frigivet i kajakbakning? Længste tur i bakgear var på hele 11 kilometer, hvilket nok må anses for at være en temmelig imponerende bedrift. Bjarne hedder i øvrigt Bek til efternavn, men han er selv ude om, at han nu må finde sig i at blive kaldt Bak i stedet.

Der er en ukuelig drift efter konstant at lære noget nyt, og for et par år siden fik vi Bjarne med til Svendborg for at deltage i Thurø Rundt. Det var nærmest vanskeligt at få Bjarne med hjem, for efter løbet var han straks på vandet igen for at øve sig i roning i den kraftige strøm og for at opleve Ærøfærgernes dønninger på absolut tætteste hold. Og da der ikke er nogen Ærøfærger i Vejle Fjord, må man ikke lade sådan en ganske vidunderlig chance gå fra sig.

Sidste år underholdt Bjarne os klubkammerater med de allerfineste og muntre beretninger fra sin sommerferietur. En sommerferietur, som jeg prøver at lokke ham til at omdanne til en artikel her til bladet. En flok fra klubben skulle på sommerlejr på Helgenæs (den der snotdråbe under Jyllands næse, I ved) og så var det vel nok en ligefrem oplagt tanke, at tage turen fra Vejle til Helgenæs i kajak – en overskuelig tur på vel cirka 140 kilometer – ud af fjorden, til venstre, forbi Aarhus, og så lige et kryds fra Risskov til Skødshoved. Tager man imidlertid denne tur ad denne logiske kattegatrute, så kan man jo ikke besøge sin bror dér lidt nord for Randers på vejen, vel? Ergo, så måtte turen foregå gennem gudenåsystemet, så man automatisk kunne ramme Randers på et tidspunkt. Nu vil de fleste kano- og kajakfolk imidlertid vide, at Gudenåen ikke lige flyder gennem Vejle, men at man må bevæge sig til byen Tørring 25 kilometer inde i landet før man kan og må sætte en båd i vandet. Det spektakulære udkomme af den problemstilling blev, at Bjarne trillede sin tungt lastede havkajak de mange kilometer fra klubben ved Vejle Å og til isætningsstedet ved campingpladsen i Tørring på en almindelig lille kajakrullevogn. Bjarne nåede i sidste ende til Helgenæs via Gudenåen og rundt om Djursland, men med lidt afbræk undervejs. Blandt andet skulle han lige med rutebil tilbage til Vejle en overgang for lige at lære at ro surfski.

Som nævnt ved jeg ikke lige nu, hvad man kan bruge et blåt gummiæsel til, men jeg ved, at Bjarnes næste skøre projekt muligvis bliver noget med at ro med bind for øjnene…

Tak, Bjarne, fordi du bare gør alting så mange gange sjovere, og se så at få skrevet den artikel!

- fra Svenska FlytBlock med trædæk - stor stabilitet - moduler 2.4 x 6.4m - opdrift 1500kg pr. modul - vægt 430kg pr. modul - lav flydehøjde - 20cm - tilbehør & forankring - katalog - www.nbcmarine.dk

‐ fra Svenske EasyFloat i aluminium ‐ stor stabilitet ‐ modulopbygget ‐ stor opdrift ca. 145 kg pr. m² ‐ vejer halvdelen af traditionelle flydebroer ‐ lav flydehøjde ‐ 20cm ‐ tilbehør & forankring ‐ katalog ‐ www.nbcmarine.dk