7 minute read

Kajaksporten har taget et godt greb i hel søskendeflok fra Nordjylland

Familien Petersen fra Skørbæk i Nordjylland er blevet grebet af kajaksport - så meget, at de tre ældste af en søskendeflok på fire har været boblere på ungdomslandsholdet og stadig deltager ved stævner

Tekst: Ann Kerol | Foto: Familien Petersen

Vi møder familien Petersen ved deres lokale træningsvand, Halkær Å, som ligger tæt på deres hjem i Skørbæk – en lille by tæt på Nibe i Nordjylland. Her møder vi far Anders og de fire kajakglade børn, Lærke på 20 år, Søren på 18 år, Silke på 15 år og lille August på ni år. Og de kan fortælle om, hvordan kajaksporten startede som en hyggelig fritidsaktivitet med base i Nibe Roklub, men hurtigt blev til noget meget mere på det mere elitære plan for de tre ældste søskende. – Det begyndte vel med, at jeg meldte mig ind i Nibe Roklub i 1998 og blev så bidt af det, at jeg tog Lærke, Søren og Silke med ned i klubben, da de blev gamle nok. Min mening med det var, at de skulle have en god og sund fritidsaktivitet og ikke så meget med fokus på stævner til at starte med. Men jeg skulle hurtigt blive

Søren til DM maraton 2019.

klogere, da først Lærke og Søren for alvor blev grebet af kajak også på det mere sportslige plan, siger Anders Petersen.

På det tidspunkt var der i Nibe Roklub, dengang med Ole Torp som formand, en større gruppe unge, end i dag, hvor flere er sprunget fra på grund af andre interesser. Men det gode netværk og fine forhold for ungdomsgruppen i klubben blev hurtigt startskuddet til, at Lærke og Søren ville deltage i stævner og begyndte at træne mere på det sportslige plan.

Ole Torp var god til at finde stævner, som de to søskende kunne deltage i,

fortæller Anders Petersen. Blandt andet Paddle Battle for Sørens vedkommende. Og det tog for alvor fart, da Lærke og Søren i 2014 deltog i Silkeborg Regatta i henholdsvis U14 og U12. De kom begge i B-finale og placerede sig her pænt i midten. – Da fandt vi ud af, at vores tider godt kunne holde, selvom vi ikke havde de samme betingelser for at træne, som mange af de andre, som vi var oppe imod. Vi trænede jo ikke hver dag og ikke nær så disciplineret, som det kræves for at nå helt til tops. Men vi fik mod på at gå et skridt videre, fortæller Søren og Lærke.

Seriøs træning i Silkeborg Da Lærke kom i den alder, hvor hun skulle på efterskole i 2016, havde kajaksporten taget så meget fat i hende, at hun valgte Silkeborg Efterskole, som har en kajaklinje. Her fik hun for alvor gang i træningen og fik at føle, hvad det vil sige at træne professionelt, fortæller hun.

I Silkeborg mødte Lærke også Matilde Christensen, som hun blev makker med. I 2018 stillede de op i toerkajak i DM U18, som de vandt og samme år vandt de 5.000 meter ved de nordiske ungdomsmesterskaber.

Det blev adgangsbilletten for Lærke, der samme år kom ind på ungdomslandsholdet. I dag er hun ikke en del af det faste landsholdsteam, men ligger i periferien som bobler. Hun går nu på Vesthimmerlands Gymnasium hjemme i Nordjylland, men har ikke sluppet træningen. En gang om ugen træner hun med elite-ungdomsgruppen fra Kano og Kajakklubben Limfjorden i Lindholm, der ligger tæt på Nibe Roklub, og på Halkær Å, gerne sammen med sin søster Silke, og hun tager også stadig til Silkeborg og træner.

Da fandt vi ud af, at vores tider godt kunne holde, selvom vi ikke havde de samme betingelser for at træne.

Søren og Lærke

Fulgte i søsters fodspor Da Lærke kom hjem fra Silkeborg, blev der for alvor sat skub i Sørens træning. Han begyndte at træne derhjemme med Lærke. Han har nu også selv valgt at tage til Silkeborg, hvor han bor hos en værtsfamilie, mens han går på Silkeborg Gymnasium, som har en Team Danmark-linje med kajak på skemaet. – Jeg begyndte hurtigt at holde øje med, hvilke stævner jeg kunne tilmelde mig. Her kan nævnes, at jeg har jeg vundet bronze til DM i ergometer og har vundet jysk sølv. For at få en god sparringspartner har min far, Anders, været meget på banen. Blandt andet var han mellemmand for, at jeg var makker med Mikkel Rimmen fra Vallensbæk Kano og Kajak Club, fortæller Søren

Han kom også med gruppen fra Vallensbæk på træningslejr. Søren blev så god, at han endte med at blive bobler på ungdomslandsholdet i de år – og han træner stadig på at blive bedre nede i Silkeborg.

Også Silke, der i dag er 15 år, fulgte i sine søskendes fodspor. – Jeg begyndte at ro kajak, fordi det var hyggeligt og for at nyde samværet med familien og fællesskabet i klubben. Men som mine søskende begyndte jeg også at deltage i stævner, men nok mest for hyggens skyld, fortæller hun.

Hun har som Søren og Lærke også været omkring landsholdet som bobler – og fandt på et tidspunkt et godt makkerskab med Laura Priess fra Kano- & Kajakklubben Vejle Å. Hun har også øjet rettet mod Silkeborg og har allerede været på træningslejr med Silkeborg Kajakklub i Ry. I år skal hun starte på Silkeborg Efterskole, som Lærke gjorde i hendes alder og med det for øje, at hun her kan træne kajak.

Lille August på ni år er begyndt at ro kajak sammen med familien og stillede i år op til JM ergometer i sin aldersklasse. – Jeg blev næstsidst – og det er da bedre end at blive nummer sidst, konkluderer han.

Men lige nu står han med det ene ben godt plantet i den lokale fodboldklub, så om det bliver fodbold eller kajak, der tager over, er han ikke sikker på endnu.

Omdrejningspunkt for familien Som far til den ambitiøse søskendeflok på kajakscenen har Anders Petersen alle årene været blæksprutten, der fik enderne til at nå sammen på det mere praktiske plan. Han har kørt børnene, når de skulle til træning og været med til at finde træningspartnere og sponsorer. Blandt andet. – Men det skal tilføjes, at vi har fået en virkelig god opbakning og opmærksomhed fra Nibe Roklub. De har været gode til at finde sponsorer, og som et eksempel på den hjælp de yder, så har klubben lånt os deres ergometer og andre træningsmaskiner, efter coronakrisen lukkede klubben, påpeger han.

Kajaksporten og børnenes store engagement har selvfølgelig haft en stor indflydelse på familielivet. – Vi har så vidt muligt taget afsted sammen som familie til stævner i både ind- og udland. Her har min hustru og børnenes mor, Karina, også trådt til med support af praktisk karakter. For hun ror ikke selv kajak, men har været engageret håndboldspiller – så konkurrencegenet har hun, siger Anders Petersen.

Men mange ting er blevet lidt lettere nu, hvor Lærke selv har fået kørekort, fortæller Anders, for nu kan Lærke selv køre til blandt andet Nibe Roklub og til Lindholm, når hun skal ro sammen med gruppen fra Kano og Kajakklubben Limfjorden.

Tæt på familiens hjem i Skørbæk løber Halkjær Å – og den benytter søskendeflokken flittigt, når de skal træne. – Da børnene var mindre, havde vi opmagasineret deres kajakker i et lånt skur ved åen, og så kunne de selv køre ned til åen på cykel og ro sammen. Og der er roet mange kilometer på den å, lyder det fra Anders og søskendeflokken.

I skrivende stund – april – sidder familien Petersen og venter på, at tingene omkring corona skal normalisere sig, men Søren og Lærke træner hen i mod DM sprint og for Søren og Lærkes vedkommende også DM maraton. De deltager også i år ved Tour de Gudenaa.

Silke har tidligere deltaget ved Tour de Gudenaa blandt andet sammen med Laurids Torp, hvor de vandt turen i mix. Lærke og Søren er også nået øverst på podiet, så familien venter spændt på at få normaliseret dagligdagen og ikke mindst deres træning – for der venter mange stævner forude, som den kajakglade søskendeflok ser frem til at deltage i.

Silke til DM 2019. Lærke, Søren og Silke til DM 2019.

August

Vi er Dansk Kano & Kajak Forbunds foretrukne rejsepartner, skal vi også blive din?

Lene Overgaard Erhvervsrejser lene@holrc.dk Tlf. 96 10 10 05 Mette Sørensen Grupper & Sport mette@holrc.dk Tlf. 96 10 10 57

Erhvervsrejser – én konto, I vælger selv mellem personlig betjening og en on-line løsning.

Grupper & sportsrejser - hver rejse skræddersyes efter jeres ønsker og behov.

Ring og få et uforpligtende tilbud!