OKTOBERBLADET: UNDER OVERFLADEN

KANDESTØBEREN OVERFLADEN

Redaktører

Jens Peter Dinesen

Kathrine Hede Krogh

Kathrine er ansvarshavende redaktør

Administrator

Niklas Bjørnkjær Jakobsen

Fællesredaktion

Anders Hoffmann Kozuch

Pernille Højgaard-Hansen

Simone Sommer Degn

Tanja Marie Hansen

David Erbo Andersen

Emma Lykke Vedstesen

Adresse

Institut for Statskundskab

Aarhus Universitet

Bartholins Allé 7

8000 Aarhus C

Kontor

Bygning 1332, lokale 020

E-mail

kanden@ps.au.dk

Hjemmeside

www.ps.au.dk/kanden

Skribenter

Anna Hedelykke

Emil Tornøe Jacobsen

Emma Lykke Vedstesen

Esther Marie Enig

Isabel Rouvillain

Johan Busch

Johannes Haugen

Julie Nue Mikkelsen

Kathrine Hede Krogh

Leo Rohrmoser

Mads Grandahl

Rikke Fredberg

LEDER

AF

Kære læser...

Det er med stor fornøjelse, at vi igen mødes. Endnu en måned er gået. Måske er det din første måned på statskundskab, måske blot endnu en måned hvor cykelturen op ad Langelandsgade stadig er lige så hård, og de sidste sider i teoribogen stadig læses med lukkede øjne. I hvert fald velkommen! – og tak. Tak, fordi du er her, og fordi du vil bruge lidt tid sammen med os. Det er vi faktisk meget beærede over. Tid er jo som bekendt en knap ressource… Så for ikke at spilde den mere end nødvendigt, har vi formået at samle de allerskarpeste interviews, tanker og beretninger, der kan støves op fra de næsten labyrintiske gangsystemer, vi kalder for vores. Institut for Statskundskab, Århus Universitet. Og samlet dem alle i ét blad. Sådan. Det eneste, vi kræver af dig, er, at du gør dig klar til at vælte bagover og rive dig løs fra bølgernes konformitet 1… 2… tag en dyb indånding 3… og dyk med os ned under overfladen.

Oktober… åh, oktober. Bladene begynder så småt at skifte farve og om lidt står vi igen i et inferno af orange-røde nuancer. Det er årstidernes indre proces, der har bragt os hertil – hvordan ved vi ikke rigtig – eller i hvert fald ikke hvorfor. Det eneste vi ved er, at bladene skifter farve, falder af træerne og går i et med jorden, og at det samme sker til denne tid til næste år. Sådanne processer og praksisser er der mange af. Verdener og fortællinger, der ligger i det skjulte og som vi i udgangspunktet ikke tror vi kan forstå eller ændre. Systemer og strukturer. Men er det så bare sådan det er? Nej, det er det ikke. Ok… det er måske svært at styre

og ændre Jordens kredsen om Solen, der er skyld i årstidernes gang. Men de systemer og strukturer vi ser i samfundet, er nogen vi kan belyse, udpensle og i sidste ende forandre. Systemerne, processerne, strukturerne, fortællingerne, der ved første øjekast kan virke som skåret i sten, viser sig faktisk at kunne ændre sig og skifte form. Men for, at det kan ske, kræver det, at vi må dybere end blot facaden. Vi må aldrig bare lade tingenes tilstand gå sin egen gang. Stil spørgsmålstegn! Er det virkelig sådan det burde være? Kan det ikke ændres for det bedre? Hvad vil opnås ved at fremstille det på denne måde? Vi må dykke ned under overfladen, holde vejret, kæmpe mod understrømmen og afdække de mange kurssætninger mod udvikling og forbedring. Derfor, kære læser: vær kritisk!

Mange brande, brænder under overfladen, som den græske filosof Empedokles en gang sagde. Eller… det sagde Google han sagde, da jeg ville finde et ordsprog, der passede med vores tema. Men ikke desto mindre tager temaet i dette blad os vidt omkring. Blandt artiklerne finder du Julie og Emma, der har undersøgt rusens rolle i RUSuger rundt på seks forskellige uddannelser, Rikke har med de mikroøkonomiske briller foretaget en analyse af det - ikke overraskende - egennyttemaksimerende datingmarked. Anna og Johannes har interviewet lektor i statskundskab på SDU, Mathilde Cecchini, om kønsre-

præsentation i universitetsverdenen, Isabel har skrevet en reportage fra Planet Nusas butiksåbning, og Kathrine og Jens har interviewet Michael Bang Petersen om Magtudredningen 2.0. Vi håber at bladet på sin vis kan agere spejlbillede af, hvad det vil sige at være studerende på Institut for Statskundskab, men også komme tættere på virkeligheden omkring os. Vi har i hvert fald alle forsøgt netop at komme et stykke dybere; ned under overfladen

Som du nok har bemærket, ser Kandestøberen ikke helt ud som den plejer. Også her på redaktionen har vi bevæget os ud på dybt vand i søgen efter nye praksisser. Men selvom vores blad har fået nye klæder, kan vi forsikre dig om, at indholdet og vores kære skribenter bag, er knivskarpe som altid! Så kære læser, endnu engang tak for, at du følger med. Vi håber du vil føle dig klogere, mere munter og måske mere nysgerrig efter du er dykket med ned under overfladen.

God læselyst!

Anna Hedelykke Allan Salih

Anders Hoffmann Kozuch

Anne-Sofie Laugesen

Emma Pallesen Ib

Emma Vedstesen Esther Marie Enig

Gabriel Ragnan Isabel Rouvillain

Jakob Kim Rasmussen

Jens Peter Dinesen Johan Busch

Johannes Haugen Julie Nue Mikkelsen

Kathrine Hede Krogh

Leo Rohrmoser

Lærke Dahl Kirkegaard

Mads Grandahl Rikke Fredberg

Måske dig?

Emil Thornøe

Vejen til ligestilling: Kanden interviewer Mathilde Cecchini om kønsrepræsentation

AF ANNA HEDELYKKE & JOHANNES HAUGEN | johanneshaugen00@gmail.com

Mathilde Cecchini sætter sin kop cortado med havremælk ned og læner sig tilbage i stolen. Hun er netop ankommet til Café Gemmestedet, hvor Kanden venter hende. I flere uger har vi planlagt dette interview, og vi er derfor selv nervøse og begynder med en joke om, at vi har forberedt det semistrukturerede interview i bedste minde om vores tidligere Metode 1 forelæser, nemlig Mathilde selv. Vi trækker alle på smilebåndene og begynder så småt på hvad, der ender med at blive et to timers langt interview.

Cecchini har forsket i kønsdiversitet indenfor universitetsverdenen. Derudover har hun selv læst, forsket og undervist på IFSK i Aarhus og har derfor et indgående kendskab til instituttet. Hun har desuden været medlem af Diversitetsudvalget, der sidste år foretog en stor undersøgelse af arbejdsforholdene på IFSK. Vi vurderer hende til at være den perfekte ekspertkilde, og vi har derfor interviewet hende om kønsrepræsentation, de udfordringer det fordrer samt hvordan reel ligestilling kan være en strukturel akilleshæl for en højere læreanstalt som universitetet.

I udgangspunktet er karrierevejen på universitetet præget af en del år med midlertidige ansættelser (Ph.d., postdoc, adjunkt) inden man bliver fastansat (lektor), og generelt er der en tendens til, at andelen af kvindelige forskere bliver mindre for hvert trin, man bevæger sig op ad karrierestigen. Forskellen kan ikke udelukkende forklares med generationsforskelle, og fænomenet kaldes ”the leaky pipeline”. Der er ikke en simpel forklaring på dette fænomen. Forskning peger på, at der er en række faktorer, som kan virke fremmende eller hæmmende for en forskers karriere. Selvom både mandlige og kvindelige forskere kan opleve forhindringer i deres arbejdsliv, tyder forskning på, at kvinder oplever flere af disse hæmmende faktorer.

Sådan er det også på danske universiteter. Dette gælder ikke mindst på Institut for Statskundskab, hvor der er en kvindelig underrepræsentation i samtlige videnskabelige stillinger.

På Aarhus Universitet var der for hver kvindelig institutleder otte mandlige institutledere i 2021. Blandt Aarhus Universitets professorer er 25 % kvinder – på IFSK er dette tal 19%. Aarhus Universitet er bekendt med denne problemstilling. Universitetet udgiver selv løbende statistikker om kønsrepræsentationen og har tydelige ligestillingsmål, der er offentligt tilgængelige, hvor vi også har fundet førnævnte data. Mathilde Cecchini anerkender også denne indsats fra universitetets side som et vigtigt skridt i den rigtige retning, men ser stadigvæk problemer vedrørende kønsrepræsentationen.

Cecchini har i samarbejde med kollegaen Ea Høg Utoft, som er adjunkt på Radboud Universitet i Holland, skrevet om betydningen af netværk for yngre forskeres karriereveje. Artiklen er baseret på et interviewstudie foretaget med Ph.d. studerende, postdocs og adjunkter fra alle fakulteter på AU. Undersøgelsen pegede på, at nogle af interviewdeltagerne havde oplevet at blive støttet og hjulpet (også kaldet sponsoreret) af mere højtstående kollegaer, som fx havde prikket dem på skulderen og opfordret dem til at søge stillinger, søgt penge til at ansætte dem, inviteret dem med på projekter og artikler etc. Udover at være en hjælp, gav det respondenterne en tro på, at de kunne klare sig i akademia. Det var dog ikke alle, som oplevede at blive sponsoreret. I særdeleshed gjaldt det internationale og kvindelige interviewpersoner.

Indenfor ligestillingsforskning er der tit fokus på selve ansættelsesprocessen, og hvorvidt der bliver diskrimineret i denne proces, men forskningen om akademiske netværk og sponsorships viser, at udvælgelsesprocessen starter tidligere. Den måde, vi netværker på, kan nemlig forstærke eksisterende kønsskævheder.

Det er et psykologisk fænomen kendt som attraction to similarity eller homofili, som betyder, at vi som mennesker ofte vil finde sammen med mennesker, der minder om os selv. Der er fx forskning, der vi-

ser, at folk i højere grad skaber professionelle netværk med kollegaer med samme køn som dem selv. Derved sker der helt ubevidst en udvælgelse, som personer med magt ikke nødvendigvis er klar over. Cecchini understreger i interviewet, at udvælgelsen sker ubevidst, og at hun ikke tænker, at fx mænd bevidst fravælger at samarbejde med kvinder. ”Det ville jo ikke være så stort et problem, at man var ’akademisk tiltrukket’ af nogen, der mindede om én selv, hvis der var flere kvindelige professorer. Men det kan jo blive et problem, hvis der fx er en klar overvægt af mænd”...”, udtaler Mathilde Cecchini. Man kan imidlertid godt gøre noget for at afhjælpe dette problem. Mathilde påpeger, at man som etableret forsker kan tænke over, hvem man samarbejder med, og at man som ledelse kan: “have en opmærksomhed på, at vi får prikket nogle kvinder til at søge lektorat, og prikket nogle kvinder til at søge en phd. Det synes jeg godt,mankan.”

Det første skridt mod forandring er jo som bekendt at anerkende, at der er et problem, og dermed er vi på rette spor, når der på Aarhus Universitet er konkrete mål om at opnå diversitet. AU har en 2023-25 handleplan for ligestilling, diversitet og inklusion.

Et andet problem for universitetet er de hårde år, der kan være, inden man bliver fastansat. År, hvor mange også vælger at stifte familie. Der er mange unge forelæsere, der kræver mere end blot en midlertidig

ansættelse: “jeg havde faktisk en kollega et år på AU,dajegvarder,derengangsagde:ivirkeligheden burde vi jo ikke spørge os selv, hvorfor kvinderne stopper, men hvorfor mændene vælger at blive” Der er en tendens til, at kvinder i højere grad skifter til en mere sikker jobsituation. Cecchini uddyber, at det også gælder for de unge mænd, og der dermed måske i højere grad er tale om en generationskløft. I føromtalte diversitetsudvalg var et af fokuspunkterne at fastholde de kvindelige ansatte, hvilket kan være svært, hvis der er mere tiltalende jobmuligheder andetsteds. Når de unge ansatte skifter væk fra universitetet, mindsker det desværre også diversiteten.

Mathilde Cecchini var ikke selv fastansat på Aarhus Universitet og havde dermed en jobusikkerhed. Siden Mathildes afsked med IFSK, har der floreret flere rygter om, hvorvidt Cecchini selv var blevet fyret, eller om det var en frivillig afsked med fakultetet. Vi har med tak til Kandens dybdeborende journalistik fået sandheden fra vores hovedperson, der var meget overrasket over, hvor forskellige teorier, der er opstået, siden hun sagde farvel. Vi kan dog afsløre, at det ikke er en sensationel historie. Cecchini blev tilbudt et job som fastansat på Syddansk Universitet som lektor. Det valgte hun at takke ja til, da det garanterede hende jobsikkerhed. Hun har været rigtig glad for at arbejde på Aarhus Universitet, men er også meget glad for sit nye job på Syddansk. Vi

UNDER OVERFLADEN

undres over, at Mathilde ikke er blevet tilbudt en fast stilling på Aarhus Universitet, primært på grund af hendes store popularitet blandt de studerende.

Udover jobusikkerhed pegede Diversitetsudvalgets rapport på, at nogle nuværende og tidligere medarbejdere oplevede et ”videnshierarki” på IFSK. Begrebet dækker over, at nogle typer af forskning og nogle forskningsområder anses som mere prestigiøse eller vigtigere end andre.

Mathilde påpeger, at hvis nogle genstandsfelter og/ eller metoder har forrang på et institut, kan ansatte, som ikke oplever, at deres forskning har høj status eller prioriteres, vælge at søge væk, hvilket hæmmer både den forskningsmæssige diversitet og potentielt også den demografiske diversitet. Dette gælder især, hvis der fx er en højere koncentration af kvinder blandt dem, som forsker i mindre prestigiøse områder eller bruger andre metoder end mainstream.

Ikke alle har de samme forskningsmæssige interesser og præferencer, og derfor ligger der altså implicit en mulighed for diskrimination, der kan have en effekt på ens fremtidige karrieremuligheder som forsker.

Kønsbalance på AU i tal:

Tallene er taget fra au’s hjemmeside: https://medarbejdere.au.dk/strategi/diversitet

Kønsfordeling på ph.d.-niveau

IFSK er kendt for sin forkærlighed for kvantitative studier, og derfor spørger vi, om videnshierarkierne også skelner mellem kvant og kval. Mathilde peger på, at der inden for faget statskundskab generelt er en tendens til, at kvantitative metoder er mere ”mainstream”, selvom kvalitative tilgange vinder mere frem for tiden. Ligeledes er der måske også en tendens til, at statskundskab primært associeres med Christiansborg, stemmeadfærd, krig eller demokratisering – også blandt studerende. I stedet henviser hun til, at statskundskab i virkeligheden rummer meget mere - for “det er jo en generalistuddannelse”

Diversitetsudvalgets rapport viste desuden, at der blandt mange af de interviewede kvinder var en oplevelse at være på kanten af det faglige fællesskab og fx havde svært ved at finde samarbejdspartnere: ”Det kan være et problem, hvis der er nogen, der oplever, at de ikke bliver spurgt, om de vil skrives med på en projektansøgning, eller være med i et artikelsamarbejde. Både fordi de kan komme til at føle sig fagligt marginaliserede, og fordi de ikke får samme muligheder for at komme med på publikationer og projekter.(...)Foreksempelnårmanlaverenprojektansøgning,ogligeovervejer–kunnederværenogle

Kønsfordeling på professor-niveau

Kønsfordeling på lektor-niveau

Kønsfordeling på ledelsesniveau

andre end dem, jeg lige kommer til at tænke på, som jeg kunne invitere ind i det her? Så jeg tror virkelig ikke,deterondvilje,mendeterureflekteret.”

Mathilde nævner også i tråd med dette, at den meritokratiske forestilling om udvælgelse på færdigheder, lidt er en utopi: “Fordidetbetydernogetfor,hvem vier,hvordanvigårtilverden,hvadviser,hvadviinteressererosforoghvaddeterfornoglespørgsmål, vi stiller”. Det er ikke blot evner, der sikrer en plads ved det runde bord, det er nemmere, hvis de andre riddere hjælper og ligner dig.

muligheder på papiret – selvom det bestemt er et altafgørende skridt i den rigtige retning. Men tager man et spadestik dybere for at komme et af kønsrepræsentationens dybeste problemer til livs, skal alle potentielle forskere i forskningsverdenen være nødt til ikke kun at have lige karrieremuligheder, men derimod også være overbevist om, at de har det.

Efter cortadoen var drukket, solen var trængt frem fra det grå skydække og interviewet lakkede mod enden, spurgte vi, hvad Mathilde Cecchini ville gøre på IFSK, hvis hun var institutleder og havde al magten. Hun smilte og fortalte, at hun virkelig ikke ville være institutleder - men efter at have funderet over spørgsmålet, fandt hun på et par fokuspunkter:

For det første nævner hun at transparens og konkrete målsætninger er vigtigt for at skabe diversitet. Det er essentielt at have målsætninger, ellers kan de ikke blive indfriet, forandring kommer ikke nødvendigvis helt automatisk.

For det andet peger Cecchini på en positiv ting, der allerede foregår på IFSK – nemlig adjunktopslag. Adjunkterne skal undervise i et fag, og er ikke tilknyttet et projekt (modsat postdoc), men her er der mange kvinder, der bliver ansat. Her kan kvinder, der ikke lige passer ind i et projekt eller ikke er blevet prikket, have mulighed for at blive ansat.

En yderligere pointe i diversitetsrapporten er, at de kvindelige ansatte havde en tendens til at opleve, at feedbacken på videnskabelige udkast til forskningsprojekter eller artikler kunne have en ‘hård tone’. Ledelsen på IFSK har derefter udarbejdet en ’code of conduct’ for konstruktiv feedback for at imødekomme problemet.

Vi skribenter vurderer, at den ’hårde tone’ ikke ligefrem er gavnende i et forskningsmiljø, der tilsyneladende allerede er tynget af diskrimination mod bestemte metoder, genstandsfelter og muligvis endda forskere selv.

Når vi skriver ‘diskrimination’ her, mener vi det i bred forstand. Det indebærer også den indlejrede diskrimination, der kan få forskere til at afholde sig fra at søge bestemte projekter, samarbejdspartnere eller noget andet karrierefremmende.

Denne pointe understreger Mathilde flere gange i løbet af interviewet - det handler ikke kun om lige

For det tredje kan det være meningsfuldt at gøre opmærksom på den diversitet, der trods alt eksisterer, så minoriteter har mulighed for at spejle sig i dette. Hun udtaler: ”Jeg synes godt, man kan have en opmærksomhed på, hvordan vi så flasher den diversitet, der så er (...) Ja, det er meget symbolsk.” Lidt har også ret, og små ting kan faktisk gøre en forskel. I forlængelse heraf, kunne der kigges på pensum og overvejes, hvorvidt det er muligt at fremme diversitet i den læste litteratur.

Herefter følger der en opfordring til os studerende. Cecchini nævner, at feedback og evalueringer kan betyde enormt meget for hver enkelt underviser og ledelsen. Derfor bør vi som studerende gøre en indsats for at fremme inklusionen og diversiteten ved at fremhæve det i vores feedback på undervisningen. Også selvom det kan virke ligegyldigt, hvad hver enkelt skriver, kan der nemt tegne sig et toneangivende mønster, hvis mange flere er opmærksomme på deres ansvar og tager stilling til problematikkerne.

Detkanværeetproblem, hvisderernogen,der oplever,atdeikkebliver spurgt,omdevilskrives medpåenprojektansøgning,ellerværemediet artikelsamarbejde.

Museum Ovartaci: Mød Overtossen, Stalins datter og pipfuglen fra Egypten

Hvis der skal være en overlæge, så skal der også være en overtosse. Over tossen. Ovartaci. Sådan blev Louis Marcussen til Ovartaci og senere hen blev han til hun og hun til ham. Det (relativt) nyåbnede Ovartaci museum i den gamle Journalisthøjskoles lokaler er ikke kun en skildring af den unikke og særegne kunstner, men også et vigtigt museum om psykiatriens udvikling og historie. For hvornår har fokus på psykiatri, køn og identitet været mere aktuelt end nu? Louis Marcussen var på sin egen måde før sin tid og en særlig skikkelse, vi kan prøve at lære af i lyset af nutidens søgen efter mening.

AF JENS PETER DINESEN | jenspeterdinesen@hotmail.com

Metamorforse

Stalins datter, en pipfugl i Egypten og kvinde før det at være transkønnet overhovedet var et begreb. Ovartacis selvopfattelse var flydende. På sit lille værelse på Psykiatrisk Hospital i Risskov har Ovartaci skiftet ham og fløjet til verdener, hvor kun fantasien sætter grænser for virkeligheden. Og fantasi og virkelighed var vist også flydende begreber for den livstidsindlagte patient.

Født og opvokset i et velhavende hjem i Ebeltoft var det nok ikke psykiatrisk hospital, der lå for fødderne for den ellers af natur introverte og anderledes Louis Marcussen. Men en stor interesse for andre kulturer drev ham til Argentina, hvor det siges at mødet med hallucinerende stoffer (sandsynligvis ayahuasca) i den sydamerikanske jungle kan have været springbrættet fra Louis til Ovartaci, og senere hen til alverdens andre skikkelser.

Højst sandsynligt var det altså en psykose, der bragte Ovartaci hjem til Danmark og til en 56 år lang indlæggelse fra 1929 til sin død i 1985 med diagnosen skizofreni. Men Ovartaci rejste videre og mødte endnu nye kulturer både som kat, fugl og kvinde fra sit værelse i Risskov.

I 1951 efter en længere kamp for at blive befriet fra sine stærke lyster rettet mod kvindekønnet beder han om at blive kastreret - hvilket han får tilladelse til. Men Ovartaci er ikke tilfreds med virkningen, og i 1954 tager han sagen i egen hånd og skærer sin pe nis af med hammer og mejsel.

Han klæder sig i kjole og lader sit hår gro. Han bli ver til hun. Og overraskende får han bevilling til en kønsskifteoperation. Fuldstændig imod sin tid ope reres Ovartaci i 1955 og 1957 med dannelse af en va gina. Som en af de første transpersoner i Danmark vil Ovartaci nu tiltales som frøken.

Kønsskiftet giver ro, men rejserne og det vilde tan keunivers fortsætter og heldigvis for os har hun skildret sine rejser i sindet med over 1000 forskelli ge værker, der nu kan opleves på Museum Ovartaci i Kulturbunkeren i det nordlige Århus. På lærreder, på papir, på vægge og på dukker. På den måde kan vi få lov til at dykke ned i det fuldstændig kaotiske, men vilde og rige univers af syner og metamorfo ser. Men hvad kan vi lære af dem?

Inderst inde er vi alle langt ude Hvad er meningen med livet? Jeg ved det ikke. Men jeg er ret sikker på, at vores evige søgen efter den i stereotyper, glansbilleder og klinisk upersonlige tendenser er det forkerte sted at lede. Vi ligner hinanden, opfører os som hinanden og snakker som hinanden – alt imens vi prøver på at være unikke, skille os ud og falde i øjnene. Det er et paradoks. Det er langt ude.

Inde i os har vi alle en drivkraft mod at være os selvhvad det end betyder. Men vi er ofte bundet af frygten for at blive ekskluderet, sendt lange blikke. Få følelser er værre end følelsen af ikke at passe ind. Så vi bukker under for, hvad vi tror er det rigtige, eller den rigtige måde at tænke og agere. Men denne paradoksalitet mellem at skulle ligne alle andre og samtidig være én éner gør os snarere til ingen som helst.

Måske er det også en af de faktorer, der spiller ind på den markante stigning af mistrivsel blandt unge. Den markante stigning i indlæggelser i psykiatrien og den markante stigning i stillede diagnoser som angst, depression og spiseforstyrrelser. En stigning der er ved at være, og faktisk allerede er, en katastrofe, når psykiatrien sejler – med kæmpe mangel på personale, penge, tid og struktur. Nok er få livstidsindlagte som Louis Marcussen var det, men flere og flere korttidsindlægges og udskrives igen, uden der ses nogen form for udvikling eller bedring. Rotteræset skal jo holdes i gang.

Men hvor vil jeg helt præcist hen? Skal vi så stræbe efter en tilværelse, hvor jeg’et kan være hvad som helst? Nej. Men vi skal være mere åbne og tolerante for det anderledes. Vi skal ikke være bange eller skræmte, når vi ser eller oplever noget, der ikke kan findes i feedet på vores Instagram. Det er noget af det vi kan lære af Frk. Ovartacis fortælling og kunst.

Jeg tror vi har brug for at blive mere tolerante over for folk og fortællinger, der måske ikke lever op til de tendenser, vi har i vores samfund. Fortællinger om at være pipfugl i Egypten kan måske virke farceagtig, men vi må ikke undervurdere trangen til at være noget andet, skifte ham, skifte køn – hvilket trods alt er blevet mere normaliseret. For der er faktisk mennesker (og jeg tror mange), der undertrykker sine indre længsler og trang til at udfolde sig, på baggrund af en vis retning, der er den gængse i samfundet. Og det kan være hvad som helst. Stort som småt.

Lad os lade barriererne slippe lidt og træde ved siden af strømmen for at forundres, forarges eller inspireres af det anderledes. Hvis vi gør det, tror jeg, vi har bedre held med at søge efter den mening vi alle går rundt og leder efter, hvad den nu end er? Lang ud og tag ind, i stedet for at barrikadere og lukke ude.

Inderst inde er vi sgu alle langt ude.

Et par efterårstanker

Det har været en varm sommer tværs over de europæiske landegrænser, der har budt på store skovbrande og rekordhøje temperaturer. Herhjemme skulle vi også finde pavilloner og paraplyer frem. Alligevel er sommeren suset forbi os, og igen befinder vi os bag de gule mure. Der er gået knap fire år, siden jeg startede som ny rekrut på studiet. En god og loyal soldat for det danske samfund! Her har jeg befundet mig side om side med andre håbefulde statskundskabere, der ligesom jeg også har skulle holde skruen i vandet. Vi har sammen bekæmpet en omgang pandemi og en universitetsledelse, der sidste år prøvede at fratage os praktikken på sidste del af kandidaten.

Når ja… og vi skal ikke glemme den stigende inflation, der har medført, at en kop kaffe hos Jespers Torvekøkken nu koster det samme som en fadøl til fredagsbarerne eller en god pose slagterbolsjer i det lokale supermarked. Man kan så diskutere om kampen mod kantinen har båret frugt, men faklerne er blevet tændt for at tilkalde hjælp fra Rohan. Det kan godt være, at vi aldrig modtager den nødvendige hjælp, der til sidst lægger sejren hos Sauron (læs: Jespers Torvekøkken) og hans orker, men kampen fortsætter!

Sidste år startede jeg på kandidaten. Det har også vist sig at være en kamp. Konsekvent skal alle undervisningstimer ligge mellem kl. 15-18, fordi det ifølge instituttet giver de bedste betingelser for nysgerrige og læringsparate studerende. I disse desperate timer bukker man nogle gange under. Man overgiver sig til mørket. De første skridt ud ad dørene fra kandidatgangen er skamfulde. Der opstår en konflikt inde i en selv, men jo mere øjenlågene begynder at lukke i af sig selv, jo mere trang har man til kaffe. Derfor fortsætter man ud af dørene og mod det hellige tårn af sort guld i kantinen. Turen ender dog altid med sorg og fortvivlelse. Helvedes port lukker kl. 14:30, hvilket betyder, at den sidste livline for at overleve som kandidatstuderende en sen tirsdag eftermiddag er tabt.

I sådanne stunder undrer man sig nogle gange over, hvad man laver her, da man betingelsesløst skal straffes for at have læst videre. Det kan godt være, at jeg overdriver lidt, men det er stadig en smule træls. Og det skal helst forstås på jysk manér.

Næste år betyder også, at min studietid bag de gule mure lakker mod enden. Til sommer kulminerer studiet i et speciale og derefter en tur ud på det store arbejdsmarked. Det leder op til to spørgsmål: Hvad

AF EMIL TORNØE JACOBSEN

skal dit speciale handle om? Hvad skal du lave som færdiguddannet? Disse spørgsmål kan mange andre kandidatstuderende nok i frygt nikke genkendende til. Men her skal I bare finde ro i jer selv. Vi står alle over for de samme spørgsmål… og en trøst er, at der typisk kun er ét svar til de to spørgsmål: det ved jeg ikke endnu. Du er ikke alene min ven. Tag den med ro!

Hvis du til gengæld allerede kender svarene på de to spørgsmål, så håber jeg, at du får en kedelig sandwich galt i halsen og spilder kaffe ud over dig selv. En sandwich, der selvfølgelig er købt til overpris hos Jesper og hans torvekøkken. Okay, det er måske også lidt groft. Det er da bare dejligt for dig, hvis du allerede ved det!

Jeg ved det i hvert fald ikke endnu, men det skal med alt håb nok falde på plads af sig selv. Til resten af os; hold hovedet højt! Specielt når du står ved bardisken til fredagsbar i den kommende tid. Så kan du i det mindste bestille en fadøl på en ordentlig måde. Det er lidt svært at tage imod en bestilling, hvis man snakker ned i jorden.

Du kan nok mærke, at her i mit livs efterår på kandidaten, er motivationen blevet lige så gule og faldefærdige som bladene udenfor. Men! Den er der stadig, og jeg skal nok holde skruen i vandet til det allersidste. Men efter det, så tænker jeg også, at jeg har aftjent min værnepligt. Godt efterår til jer!

Michael og magten

AF KATHRINE HEDE KROGH

| kathrinehedekrogh@hotmail.com

I krogene rundt på instituttet bliver statskundskab fra tid til anden omtalt som “magtens rugekasse”. Naturligvis med en ironisk distance, men under denne hviler bevidstheden om, at en god portion af vores medstuderende en dag vil forvalte centrale magtpositioner i det politiske system. Magten kan være svær at udrede og få greb om, for den udspiller sig som en underløbende strøm i samfundet, i relationer og ofte bag lukkede døre. Ikke desto mindre er det netop den opgave, som Michael Bang Petersen og hans forskningsgruppe er blevet stillet med Magtudredningen 2.0.

Vi møder Michael Bang på sit kontor i bygning 1340. Væggene er tapetseret med bogrygge og bag hævesænkebordet bugter uniparkens græsbakker sig. Vi har sat professoren i stævne for at tale om Magtudredningen 2.0, som han er forskningsleder for. Et femårigt forskningsprojekt, der for 41 millioner kr. skal afdække demokratiets tilstand i det 21. århundrede. Baggrunden for det storstilede forskningsprojekt findes hos Folketinget, der i 2022 indgik i en bred politisk aftale om, at det nu var på tide med en ny udredning af magten siden den første af sin slags fra perioden 1998-2003. Der er da også mange nye udfordringer at gribe fat i, og motivationen for udredningen spænder vidt fra mediernes udvikling

til politiske processer og demokratisk deltagelse.

Men hvad er det så for nogle udfordringer, vi står overfor lige nu? Michael Bang Petersen peger først på den teknologiske udvikling som en af de største samfundsmæssige forandringer siden starten af det nye årtusinde. “Den teknologiske udvikling kan man beskrive som eksponentiel. Der kan ske nogle meget, meget hastige udviklinger indenfor relativt kort tid,ogdeterderenforståelseaf,atderersketindenfor de seneste 20 år”.

For Bang Petersen har den digitale udvikling sat sit definerende præg på flere områder. Dels i det æn-

drede nyheds- og mediebillede, hvor sociale medier spiller en markant større rolle i dag. Dels i embedsværket og forvaltningen, hvor brugen af algoritmer, som Bang Petersen siger, fordrer spørgsmålet om, “hvad legitimiteten af et algoritmisk skøn er over for et fagligt skøn fra en forvaltningsmedarbejder”. Og endelig, hvordan digitale løsninger som eksempelvis internet er blevet en central del af staters sikkerhed: ”jo mere digitaliseret samfundet bliver,jomereskal manogsåbegynde at tænke på kritisk infrastruktur som noget, der også er digitalt. [...] Det bedste eksempel på det, er nok krigen i Ukraine, hvor Ukraine bogstaveligt talt står og falder med Starlink-satellitter fra Elon Musk og Microsofts cybersikkerhedsværktøjer. Der har vi pludselig internationale aktører, som ikke er reguleret af det system, der er vokset frem siden anden verdenskrig”.

En anden problematik gør sig gældende herhjemme, når det kommer til spørgsmålet om de nye, store økonomiske aktørers magt i forhold til den politiske dagsorden på Christiansborg. Her betoner Michael Bang de politiske og demokratiske konsekvenser, det kan have, hvis regeringen i vid udstrækning indtænker specifikke virksomheders interesser i den politik, der bliver ført. Sideløbende med fremkomsten af de store, danske selskaber ser vi den øgede formuekoncentration, og som dens modstykke - den stigende ulighed. Uligheden kan give sig til udtryk i form af margi-

naliserede grupper i samfundet, der oplever, at de står udenfor den politiske samtale. I sidste ende, siger Michael Bang, kan denne afkobling fra samfundet have stor betydning for demokratiet: “Hvis vi vender blikket mod dem, der oplever afmagt og marginalisering, så er det nogle af de følelser, der har drevet populismebevægelserne frem i Europa og i USA. På den måde har de en destabiliserende effekt på demokratiet”.

Derudover fremhæver Bang Petersen også, at problemernes dimensioner har skiftet karakter. De kan ikke længere blot løses af én faglighed, og vi er derfor er nødt til at etablere stærkere forbindelsesled mellem et bredt sæt af fagligheder og de politiske beslutningsprocesser: “De udfordringerviståroverfor i dag, kan ikke bare løses ved hjælp af enkelte videnskaber.

Coronakrisen kunne ikke bare løses ved at snakkemednoglelæger, klimakrisen kan ikke løses bare ved at tale med nogle klassiske klimaforskere, der ved noget om CO2, for det er også ret omgribende samfundsændringer, hvor man bliver nødt til at mobilisere hele videnskaben”. Man kan godt få fornemmelsen af, at samfundet accelererer med en hastighed, vi ikke længere kan følge med i - at problemerne har vokset os over hovedet. Men er det hele så slemt, som man kan få indtrykket af?

Til det svarer Bang Petersen - med stor vægt på, at det blot er en tidlig hypotese - at de problemer og udfordringer vores samfund er tegnet af i dag, må

ske er mere rodfæstede end som så: “Selvom man ikke skal male fanden på væggen, og selvom problemerne ikke er så store, så kan det godt være, at de problemer der er, alligevel er af systemisk karakter. At der er en grundlæggende spænding mellem den måde samfundet fungerer på, og de søjler som demokratiets legitimitet egentlig hviler på. Så måskemanskalgentænke,hvordandetegentliger, man sikrer sig demokratisk legitimitet i det 21. århundrede”.

At gentænke måden, demokratiet fungerer på, er ikke noget man klapper af over en eftermiddag, og Michael Bang Petersen understreger også, at en af grundpræmisserne for god forskning er, at det tager tid. Dog er det ikke ensbetydende med, at Magtudredningen 2.0 skal støve til i forskningens afkroge og peer-reviews langt væk fra befolkningen; tværtimod: “Min bekymring er primært, hvordanvisikrer,atdenvidenkommerhurtigtnokud,så denkangåindoginformeredebeslutningsprocesser, der er i det politiske system”. Den primære vej til at afhjælpe denne bekymring er da også lagt gennem en nedsat følgegruppe. Formålet med gruppen er at agere bindeled mellem forskere og den bredere befolkning, og på den måde både give input til forskningen og videreformidle magtudredningens indsigter ud i samfundet.

Michael Bang Petersen og resten af forskningsgruppen sidder de næste fem år og kortlægger den politiske virkelighed, som vi en dag skal navigere i som uddannede cand.scient.pol’er. Til spørgsmålet om, hvad vi som studerende skal tage med os fra Magtudredningen, svarer han: “Demokratiet er en enormt vigtig del af det danske samfund, og vi har hverisær-ogsåivoresdagligevirke-etansvarfor demokratiets tilstand. [...] Når man går ud herfra, uanset om man bliver embedsmand, politiker eller forsker, så hviler demokratiets tilstand også på de

måder man kommer til at agere på i den offentlige samtale og i det politiske system”. Således kan vi ikke snige os udenom klichéen og det faktum, at med stor magt følger et stort ansvar. Magtudredningen 2.0 har kun taget de første spadestik ned i det danske samfunds tilstand, men her hos Kandestøberen glæder vi os til at følge udredningen de kommende år.

En rummelig RUSuge - kan alkoholpolitik omfavne alle?

En onsdag eftermiddag i september samlede vi seks tutorer fra forskellige studier i vores lille lokale på foreningsgangen. Over en kop meget sort kaffe, fik vi vendt både stort og småt fra de netop overståede rusuger, hvor vi selvfølgelig ikke kunne undgå at snakke om alkoholens rolle i ugens løb. Vi var så heldige at have repræsentanter fra alle universitets fakulteter, og ej at forglemme Thorbjørn, der repræsenterede arkitektskolen. Rundt om bordet sad også Sofie fra jura, Lukas fra geoscience, Peter fra arkæologi, Andreas fra historie og Nicklas fra statskundskab.

Det blev hurtigt klart for os, to garvede kandemedlemmer, der efterhånden har nogle år på bagen her på studiet, at tutorerne kom med lidt forskellige oplevelser af deres meget forskellige RUSprogrammer. Dog; inden vi når til det substantielle, kan vi ikke komme udenom den nødvendige præsentation af få - men særligt vigtige - informationer, som giver et noget overfladisk indblik i de mest basale need to know’s om tutorernes arbejdsforhold. For ikke at trække spændingen ud, har vi taget en beslutning om at samle dette i en tabel. Vi sætter vores lid til, at I snildt kan fortolke resultaterne. Det er vel ikke til at komme uden om, at vi er jo alle upcoming djøffere.

Så, nu bliver vi lige lidt mere alvorlige. Fælles for alle tutorerne var, at de kunne nikke genkendende til et øget fokus på alkoholkulturen i rusugen. Fra universitetets side, er det bestemt, at der i rusugen først må indtages alkohol efter klokken 16, men derefter er der mere eller mindre fri leg. Det var tydeligt, at alle tutorerne havde overvejet, hvordan de kunne skabe en fed rusuge, der både tog hensyn til de russere, der kom med en forventning om at skulle drikke øl og feste, men også hvordan de kunne tage hensyn til dem, som var mere tilhængere af de alkoholfrie arrangementer. Lukas fortalte, at de på geoscience sidste år havde oplevet at få en del

Fra venstre mod højre: Nicklas (statskundskab), Peter (arkæologi), Lukas (geoscience), Andreas (historie), Sofie (jura), Thorbjørn (arkitektskolen

UNDER OVERFLADEN

tilbagemeldinger fra russere, der havde følt et alkoholpres, hvorfor de i år har haft et stort fokus på at introdagene ikke skulle lægge op til alkohol, men derimod, at man skulle lære hinanden at kende uden.

På arkitektskolen har de også valgt at revurdere og ændre deres alkoholpolitik fra sidste år. Her blev det indført, at de første to dage på skolen skulle være alkoholfrie, hvilket russerne havde været rigtig glade for. På arkitekternes hyttetur var der også blevet skruet ned for alkoholindtaget, hvilket ifølge Thorbjørn resulterede i, “at folk ikke drak sig hjernelamme,ogderderforikkevarheltligesåmegetfloor.Det var lidt kedeligt, men udover det var det sgu meget fedt” (Thorbjørn, arkitektskolen). På historie valgte tutorerne at give russerne et lille afbræk fra alkoholindtaget ved at afholde en brætspilsaften midt på ugen, hvor det kun var muligt at købe sodavand i baren. Andreas fra historie påpegede også, at det ikke altid var de alkoholrelaterede aktiviteter der ry-

så ender det jo bare med at blive en masse overfladiske relationer, man får sig” (Nicklas, statskundskab). Ifølge Nicklas skaber det også en bedre mulighed for at tage hånd om de personlige udfordringer der kan være blandt de nye studerende, hvilket er rigtig vigtigt at tage hensyn til i en rusuge. Alle disse overvejelser og initiativer fra tutorernes side lyder ekstremt lovende for de russere, der godt kunne tænke sig en rusuge, hvor omdrejningspunktet ikke er alkohol. Dog er det hele ikke så sort/hvidt. Sofie fra jura pointerede, at det kunne være en udfordring at finde på aktiviteter til så mange mennesker, der ikke involverede alkohol. Det vil også sige, at hver dag efter klokken 16 var det tid til bar. Så på trods af, at tutorerne forsøger at skære ned på alkoholindtaget i rusugen, mener Sofie, at der er mange der starter med en forventning om, at det skal være en uge med alkohol, og derfor vil det også være forkert at fjerne det helt:

stede russerne bedst sammen - en rengøringstjans på hytteturen kan også gøre det; “der er ikke noget, der kan ryste folk sammen som at stå og skrubbe et lokum sammen” (Andreas, historie). Også på arkæologi havde tutorerne tænkt over, hvordan alkohol kunne fylde mindre. Derfor var det også kun fredag aften, der stod i alkoholens tegn, hvorimod russerne de andre dage blev præsenteret for aktiviteter, hvor arkæologien og ikke alkoholen var i centrum.

De to lidt større studier, statskundskab og jura kunne også nikke genkendende til, at tutorerne er blevet mere opmærksomme på, at der ikke skal drikkes så meget. Nicklas fra statskundskab har været tutor to år i træk og fremhæver, at det øgede fokus på alkoholindtaget også er kommet på baggrund af russernes opfordring; “begge år har vi haft en situation, hvor russerne ønsker mere alkoholfrie tidspunkter og mere alkoholfrie rum - det har vi forsøgt at imødekomme, og det synes jeg er mega nice, for ellers

”Russerne kommer med et ønske om en fed uge, hvor de kan lære hinanden at kende, og sandheden er bare, at man lærer hinanden ret godt at kende, når man har fået et par øl - det løsner stemningen lidt” (Sofie, Jura).

I sidste ende står vi tilbage med den opfattelse, at der bliver gjort rigtig meget fra tutorernes side, i forsøg på at imødekomme en række forskellige hensyn i forbindelse med druk og alkoholforbrug i rusugen. På tværs af studierne har flere af løsningstiltagene været, at indføre flere alkoholfrie arrangementer, hvilket mange steder har resulteret i gode tilbagemeldinger fra russerne. Spørgsmålet og udfordringen er dog stadig, hvordan man kan skabe en rummelig alkoholpolitik og tage hensyn til en lang række individuelle behov i løbet af en rusuge. En ting kan vi blive enige om; alkohol har evnen til både at splitte og samle folk.

BLIV EN DEL AF

KANDESTØBEREN

BLIV EN DEL AF VORES

FACEBOOKGRUPPE

“KANDESTØBERENS SKRIBENTER”

SÅ KAN DU SE MØDETIDSPUNKT FOR DETTE SEMESTER!

Har du lyst til at være foreningsaktiv, møde en masse søde mennesker på tværs af studiet og udfolde dine kreative evner?

Alle er velkomne!

På møderne diskuterer vi blandt andet tema- og artikelidéer, hygger en masse og snakker om det der rør sig - både på instituttet, i samfundet og i vores egen hverdag. Vi kan altid bruge skribenter, arrangører af sociale arrangementer og alle, der har gode ideer til foreningen!

skriv til os på kanden@ps.au.dk hvis du har nogen spørgsmål, eller kom forbi til det ugentlige redaktionsmøde på foreningsgangen i lokale 020

PRAKTIKANDEN – at udforske en drøm og

opdage virkeligheden

AF CHRISTINA BUSK ANKERSEN | christina.ankersen@gmail.com

Som praktikant ved Den Danske Ambassade i Nederlandene får jeg et særligt indblik i, hvordan vi arbejder for at fremme danske interesser i en ny geopolitisk virkelighed. Jeg har valgt at tage i praktik på det første semester af min kandidat, fordi jeg håber på at finde ud af, om jeg har lyst til at forfølge en karriere inden for Udenrigsministeriet, arbejde med EU eller noget helt tredje. Herefter vil jeg så vidt muligt målrette mit kandidatforløb efter mine interesser.

Til daglig er jeg ansat som EU-politisk praktikant i den politiske afdeling på Den Danske Ambassade i Haag. De fleste kender Nederlandene som Holland. Den korte forklaring på, hvad forskellen er, er at Holland er to nederlandske provinser og Nederlandene er hele landet. I Nederlandene er ambassaden placeret i regeringsbyen Haag, ikke i hovedstaden Amsterdam. Jeg tilbringer i alt seks måneder i Haag fra d. 1. august til 31. januar, hvor jeg er på en mellemstor ambassade med en ambassadør, en politisk afdeling, en handelsafdeling og en konsulær afdeling.

En af årsagerne til, at jeg er taget i praktik er, at jeg synes, det virker spændende at arbejde på en ambassade, og fordi jeg gerne vil finde ud af, om virkeligheden lever op til mine forestillinger. I mit arbejde i den politiske afdeling beskæftiger jeg mig primært med den politiske del af den bilaterale relation mellem Danmark og Nederlandene, og der er meget at tage fat på.

Kort tid før jeg ankom brød regeringen sammen. Det vil sige, at der er valg d. 22. november. For mig betyder det, at jeg de kommende to måneder følger udviklingen i valgkampen intenst, og sætter mig ind i de nederlandske politiske forhold. Jeg var bestemt ikke ekspert i nederlandsk politik, da jeg kom herned. Jeg sender ofte en kærlig tanke til Institut for Statskundskab, fordi jeg bruger meget af min viden om det politiske system til daglig i mit arbejde.

Det kommende valg i Nederlandene er enormt spændende, fordi der er stor udskiftning i partiledere og parlamentarikere, som ikke genopstiller - herunder premierminister Mark Rutte. Nogle af de særligt

spændende politiske problemstillinger i Nederlandene tæller boligkrise, nitrogenudledning i landbruget og markant faldende tillid til politikere. ’

I mit praktikophold kommer jeg til at beskæftige mig en del med EU, som både Danmark og Nederlandene ofte arbejder sammen med. Jeg har et mål om at finde ud af, om jeg har lyst til at arbejde med noget EU-relateret, og om jeg vil bruge min kandidat på at vælge fag, der går i den retning. Jeg synes EU-politik er meget spændende, men jeg synes ikke EU-politik har fyldt ret meget på bacheloren i statskundskab. Derfor er jeg meget spændt på at finde ud af, om arbejdet i EU er noget, jeg har lyst til at forfølge.

På det personlige plan håber jeg på, at jeg genem praktikken kan finde ud af, hvordan jeg vil have det med at bo i udlandet i længere perioder. Hvis man arbejder i Udenrigministeriet, skifter man mellem at være ude og hjemme i flere år ad gangen. Jeg synes det er et stort eventyr at få lov at være ude og opleve verden. Der er mange spændende oplevelser, der venter en, når man rejser ud, men omvendt bruger man meget tid væk fra sine venner og familie. Mange af mine kolleger har ægtefæller og børn, som har rejst med dem ud til en masse spændende lande. Mit indtryk er, at det kan være hårdt at rejse meget rundt. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, og der er ingen tvivl om, at en ansættelse i Udenrigsministeriet eller EU, er en livsstil såvel som et arbejde. Gennem min praktik på ambassaden får jeg et bedre indtryk af, om det er en livsstil jeg ønsker mig, og jeg oplever, at jeg får mange indsigter ved at være rejst ud, som jeg ikke kunne få ellers.

Jeg vil gerne afslutte med en opfordring til dig, der læser med. Hvis du har områder, hvor du er uafklaret, så er praktik en god måde at finde ud af, om virkeligheden lever op til de forhåbninger man har. Personligt kan jeg sige, at jeg får meget ud af at være afsted, og at jeg er enormt glad for, at jeg har prioriteret noget tid til at udforske, hvilken retning jeg vil gå med mit studie.

Hvad skal vi stille op med identitetspolitikken?

AF RASMUS MØLLER HVID | 201805324@post.au.dk

Overdesidsteparåreridentitetspolitikblevetetmodeord.Isærdeleshederdetblevetetledemotivihøjrefløjensforsøgpåatundermineremarginaliseredesgrupperspolitiskemobilisering.Besynderligterdetdog,at højrefløjenpåmangemådererligesåskyldigeiattrækkeiidentitetspolitiskeklæder,nårdetalerderesegen sagogdrageropmærksomhedenmodflertalsbefolkningensstatustab.Menerdertaleomdensammeidentitetspolitik?Kanvieksempelviskonkludere,atvenstrefløjenharfatidenlangeendeogblotvendedetdøve øretil,nårHenrikDahl,JordanB.PetersonellerMarianneStidsensendersalverafkritikefterminoriteternes politiskekampe?Atbesvaredissespørgsmålerletteresagtendgjort,ogderfortænktejeg,atdevaretoplagt udgangspunktformitspeciale.Påopfordringfratoafminestuderende(ogredaktørerpåKandestøberen),gør jegheretforsøgpåatindviejerinogleafminegrublerierogsamtidigskånejerfordeværstetyskteoretiske vendinger. Jeghåberdogogsåatdusomlæservilerfare,atdenpolitisketeorikankommeostilundsætning, nårsamfundetstilstandbliversværatsættepåformel.

Da jeg tidligere på året underviste i holdtimen om tolerance og anerkendelse i politisk teori, forsøgte jeg at motivere timens indhold ved at sidestille to billeder, som vi ofte betragter som modsætninger. Til venstre var et billede af en gruppe unge medlemmer af Generation Identitær; en højreradikal bevægelse, som frygter for den ”Den store udskiftning”. Til højre var et billede fra Copenhagen Pride, hvor folk marcherede med regnbueflag for at udbygge og beskytte seksuelle mindretals rettigheder og fejre mangfoldigheden. For både læserne af dette blad, såvel som de fleste andre, synes det relativt ukontroversielt at mene, at mens førstnævnte repræsenterer noget, vi som liberale, demokratiske samfund ikke kan acceptere, så er sidstnævnte et eksempel på socialt og politisk fremskridt.

Alligevel synes der at være noget, der skurrer i denne fremstilling, for selvom de to bevægelser er væsensforskellige, så deler de alligevel et grundlæggende karaktertræk: de er begge eksempler på identitetspolitik. Her er tale om en politisk mobilise-

ring, som ikke er forankret i økonomisk determinerede klasser, men snarere handler om at højne den sociale status for ens egen identitetsgruppe. Samtidig synes deres logikker at være langt fra hinanden, for mens Pride-bevægelsen kæmper for stigende inklusion af seksuelle mindretal i det politiske og sociale fællesskab, så kæmper De Identitære for, at ikke-vestlige indvandrere sættes på porten. Med andre ord, øjner der sig en sondring mellem inkluderende og ekskluderende identitetspolitik. Her kunne det synes ganske indlysende blot at konkludere, at mens den inkluderende identitetspolitik er efterstræbelsesværdig og rummer potentialet til menneskelig frigørelse, så er den ekskluderende kontraproduktiv for demokratiet.

Denne konklusion er fristende, men også for simpel. Hvis vi forstår et liberalt demokrati som en styreform, der også bygger på en særlig politisk kultur, som er åben, selvrefleksiv og præget af gensidighed, så synes en sådan enten/eller-konklusion straks mere problematisk. Kan et demokrati virkelig und-

lade at være agtpågivende over for visse gruppers krav? Gør det så ikke netop vold mod sin egen natur? Og måske sværere endnu: Hvad hvis demokratiet er for agtpågivende overfor strømninger, der modsætter sig dets værdier? Billedet mudres yderligere, når man udvider den empiriske horisont, for hvad skal vi stille op med cancel culture og wokeismen? Her er tale om tendenser, som udspringer af det samme progressive ophav som eksempelvis borgerrettighedsbevægelsen og kampen for rettigheder til seksuelle mindretal, men som samtidig gør brug af en ekskluderende logik. Mens Martin Luther King drømte om at sorte og hvide amerikanere kunne gå hånd i hånd som brødre og søstre, så udgav Reni Eddo-Lodge i 2017 bogen Why I’m No Longer Talking to White People About Race. Identitetspolitik er altså et langt mere kompliceret fænomen end binære sondringer som inkluderende/ekskluderende, progressiv/reaktionær og venstreorienteret/højreorienteret kan give anledning til at tro.

Den eksisterende litteratur om identitetspolitik hjælper os ikke synderligt meget. Enten sidder den fast i den optimistiske indstilling til de nye sociale bevægelser, som blev født i kølvandet på 68’er-oprørerne, eller også er den gennemsyret af den ideologiske skyttegravskrig, der udfolder sig for øjeblikket. Der er altså brug for at kaste et nyt blik på identitetspolitikken og finde balancen mellem at tage borgeres politiske krav alvorligt og samtidig forholde sig kritisk til dem.

I mit speciale har jeg derfor gjort, hvad mange andre har gjort før mig, når politiske fænomener har syntes svære at tyde; jeg har nemlig gravet mig ned i to store teoritraditioner i nyere kontinental politisk tænkning. Og selvom begge perspektiver har noget for sig, så synes det mest overbevisende svar (som så ofte), at der findes et sted midt i mellem.

Selvom man bedriver politisk teori af den kontinentale slags, så er der ingen grund til at gøre tingene sværere end nødvendigt. Derfor er det oplagt at starte hos Axel Honneth og hans teori om anerkendelse. Honneth siger nemlig, at den helt store motor i udviklingen af moderne samfund er kampe om anerkendelse, hvor grupper, der ellers føler sig negligeret eller udelukket fra det politiske fællesskab, mobiliserer med henblik på at blive anerkendt som ligeværdige borgere. Uden anerkendelse kan vi nemlig ikke realisere os selv og blive autonome individer, der er i stand til at træffe egne valg.

Således synes det oplagt, at vi er nødt til at tage iden-

titetspolitikken på både højre- og venstrefløjen alvorligt, for begge grupper har vel samme behov for at realisere sig selv? Det har de måske, men Honneth har samtidig det forbehold, at anerkendelseskampe skal tjene til den samlede inklusion og individualisering i samfundet, og dette gør det jo problematisk at imødekomme ekskluderende former for identitetspolitik, hvad end de kommer fra venstre eller højre. Sådanne krav er nemlig hierarkiske i karakter. De handler om at hævde, at nogle grupper har mere krav på politisk deltagelse og fortjener mere agtelse end andre. Eksempelvis ville højrefløjen kunne hævde, at kampen for ligestilling mellem kønnene er problematisk, mens venstrefløjen mener at visse stemmer bør udelukkes fra den offentlige debat eller populærkulturen. Med Honneth synes vi altså at læne os i retningen af en konklusion der hedder, at den ekskluderende identitetspolitik bør begrænses da den er en hindring for inklusion og individualisering.

Men dette svar synes utilfredsstillende af to årsager. Dels er Honneths udgangspunkt at udvikle en teori, der er i stand til at tage individers og sociale gruppers erfaringer af manglende anerkendelse alvorligt. Dermed kan det synes kontraintuitivt fuldstændigt at negligere de kampe om anerkendelse, som ikke passer med Honneths kriterier. Dels er det også relevant at bemærke, at Honneth har en meget bestemt opfattelse af, hvad ”det gode liv” bør indeholde. Ifølge ham bør vi nemlig gøre alle individer i stand til at træffe frie, autonome og oplyste valg. Men hvad nu hvis man har en mere traditionel indstilling til livet, hvad end den er kulturelt eller religiøst betinget? Måske visse grupper snarere sætter pris på at være indlejret i traditioner, som ikke stemmer overens med Honneths værdikompas. Har de ikke også et krav på anerkendelse?

Det synes altså, at anerkendelsesteorien er for restriktiv i forhold til identitetspolitik, og at der er behov for et mere åbent perspektiv for at komme til bunds i problematikken. Åbenheden må dog have visse grænser, for den ekskluderende identitetspo-

Identitetspolitikken besidder et unikt, og i øvrigt meget demokratisk potentiale, til at udfordre og revidere de politiske forestillinger, vi ellers har det med at tage for givet.

litik har et reelt potentiale til at undergrave demokratiet og fratage folk deres mulighed for deltagelse. Identitetspolitikken må nødvendigvis begrænses af, at alle borgere besidder ukrænkelige politiske og civile rettigheder. Dette har Honneth også blik for og kalder det anerkendelse som respekt. Opgaven bliver derfor at finde en balance mellem beskyttelse af rettigheder og muligheden for at rejse krav om anerkendelse.

”I praksis betyder dette, at vi kan tillade os at være relativt åbne overfor identitetspolitikken, så længe den begrænser sig til civilsamfundet, og ikke får indflydelse på formelle politiske institutioner

Til denne sidste manøvre, kan endnu et teoretisk perspektiv komme os til undsætning, nemlig Ernesto Laclau og Chantal Mouffes teori om hegemoni. Hovedtanken her er, at politikken i almindelighed, og identiteter i særdeleshed, får deres indhold af såkaldte hegemoniske diskurser, som er sammenkædninger af forskellige tanker og ideer til et samlet, men kontingent hele. Antager vi dette perspektiv, så bliver det pludseligt klart, at vi ikke kan støtte os til prædefinerede forståelser af socialt fremskridt, menneskelige behov eller ”det gode liv”, men at vi snarere må kaste et blik på, hvordan de skabes gennem kampe om politisk mening. Sådanne kampe er kendetegnet ved antagonismer, eller modsætningsforhold mellem forskellige sociale grupper. Ifølge Laclau og Mouffe er det nemlig helt centralt for vores selvforståelse ikke kun at vide hvem vi er, men også hvem vi ikke er.

Og pludseligt synes der at åbenbare sig en mening med galskaben, for den ekskluderende identitetspolitik kan netop tolkes som en antagonisme; de der benytter sig af ekskluderende identitetspolitiske remedier, gør det for at udfordre den dominerende opfattelse af, hvordan politik bør bedrives. Denne kamp er ikke bundet til specifikke politiske bevægelser, men kan udspille sig på både højre- og venstrefløjen og på baggrund af køn, etnicitet, ideologi, religion og alt muligt andet. Dermed besidder identitetspolitikken altså et unikt, og i øvrigt meget demokratisk potentiale, til at udfordre og revidere de politiske forestillinger, vi ellers har det med at tage for givet.

Samtidig er det også klart, at vi er nødt til at afklare, hvordan dette ikke ender med at true helt grundlæggende elementer af vores politiske sameksistens. Med Chantal Mouffes ord, så handler det om at transformere den anden fra en politisk fjende, der må udryddes, til en politisk modstander som vi respekterer. På trods af denne ambition, så er både Mouffe og Laclau ganske uklare omkring, hvordan dette skal opnås. Post-strukturelle diskursteoretikere er nemlig altid lorne ved at komme med konkrete politiske forslag, fordi alle sådanne blot er produkter af bestemte hegemoniske strukturer og dermed bidrager til en indsnævring af individers handlerum.

Men hvad skal vi så stille op? Her mener jeg, at vi med fordel kan binde en sløjfe tilbage til Honneth og anerkendelse som respekt. Ved at sikre at alle besidder ukrænkelige rettigheder, så sikrer vi også at man har muligheden for at deltage i politik og udfordre spillereglerne, samtidig med at man kan vide sig sikker på, at man aldrig bliver endegyldigt ekskluderet. I praksis betyder dette, at vi kan tillade os at være relativt åbne overfor identitetspolitikken, så længe den begrænser sig til civilsamfundet, og ikke får indflydelse på formelle politiske institutioner, hvor lov og ret fastlægges. Dermed ikke sagt, at vi bør acceptere al identitetspolitik som ønskværdig, men snarere at vi, i stedet for blot at fordømme, i højere grad bør lytte efter og modargumentere. Det kan lyde enormt højtflyvende og ambitiøst på borgernes vegne, men man kan sagtens starte i det små. Næste gang din onkel, bedstemor eller efterskoleven kaster sig ud i en identitetspolitisk tirade, kan du måske overveje at spørge dem, hvorfor de tænker som de gør, snarere end at ryste på hovedet ad dem. Måske åbenbarer der sig et nyt politisk perspektiv for dig. Måske gør der ikke. Men så er du heldigvis i din ret til at bruge din politologisk velforankrede argumentation til at fortælle dem hvorfor.

POLITOLOGISK BOGFORMIDLING

- Hvis du får for lidt fra 12 til 1

Kære alle søde IFSK'ere

Vi er nu på den anden side af semesterstart, og vil gerne takke for den varme velkomst tilbage, vi har fået fra jer.

Husk at få hentet dine bøger i PB, hvis ikke du allerede har gjort det!

Der kommer endnu en omgang, hvor du kan bestille kompendier, så det er klar til eksamenstiden - følg med på instagram, hvor der vil komme mere information.

Derudover har vi lige fået syv nye og meget søde aktivister, kom ned og drik en kop kaffe og hils på dem.

I kan allerede godt nu begynde at glæde jer til juledag, det gør vi!

Reportage: Klassekampens homoseksuelle bannerfører

AF MADS GRANDAHL & LEONARD ROHRMOSER | mbgs1234@gmail.com

Jeg trasker gennem uniparkens smukke omgivelser og ser min kære ven Leo, som jeg også går på hold med. Grunden til, at Leo og jeg mødes en halvlun september aften er, at vi længe har haft en aftale om at tage til et litterært arrangement sammen. Onsdag d. 13. september kom Glenn Bech til Aarhus, nærmere Antikvariatet på Trøjborg. Glenn kom for at tale om sin seneste bog, ”Jeg Anerkender Ikke Længere Jeres Autoritet”, som siden udgivelsen er blevet lovprist, kritiseret og debatteret i stort set hele Kongeriget Danmarks aviser og medier.

Jeg trasker gennem uniparkens smukke omgivelser og ser min kære ven Leo, som jeg også går på hold med. Grunden til, at Leo og jeg mødes en halvlun september aften er, at vi længe har haft en aftale om at tage til et litterært arrangement sammen. Onsdag d. 13. september kom Glenn Bech til Aarhus, nærmere Antikvariatet på Trøjborg. Glenn kom for at tale om sin seneste bog, ”Jeg Anerkender Ikke Længere Jeres Autoritet”, som siden udgivelsen er blevet lovprist, kritiseret og debatteret i stort set hele Kongeriget Danmarks aviser og medier.

Allerede inden vi når at tage hul på Aarhus’ største lyskryds, det ved Randersvej, får vi en gedigen mavepuster. Der er udsolgt. Endda 40 min før arrangementet var sat til at starte.

Så lidt laver de vel ikke ovre på Arts, tænkte vi. Som slagne soldater fortsatte vi dog marchen forbi Løvbjerg Centret med håbet om, at der var plads til to spinkle statskundskabsstuderende. Heldigvis for os var der så mange nysgerrige hoveder, at arrangementet blev rykket ud på nærmeste legeplads. Ikke ideelt, men meget symbolsk. Klassekampens homoseksuelle bannerfører sidder nu med en Ceres-top på en afdanket klapstol ude på en legeplads. Hele seancen bliver styret af en herre ved navn Søren Fauth. Søren skyder demonstrativt arrangementet i gang med en fem minutters lang monolog om bogen. Vi fandt så ud af, at han også var forfatter. Ansat på Arts. Et produkt af underklassen. Monologen var så lang, at kvinden ved siden af mig med en vis undren hviskede til sin veninde, om ikke det var Glenn Bech, de skulle høre.

Endelig er det Glenns tur. Han begynder sågar med en stikpille til statskundskabsstuderende ved at påpege, at studiet er det mest socialt ulige i hele Danmark. Trods alt kun i København, når jeg lavmælt at indvende (AU ligger dog også i toppen).

Glenn siger her, at det giver en særlig magt til den kommende øvre middelklasse,

idet studiet reproducerer nogle bestemte, privilegerede syn på samfundet. Leo og jeg giver hinanden et indforstået blik. Så er vi ligesom i gang. Men det indforståede blik forandrer sig. Jeg bliver nervøs, og skuer over til Leo, hvor vores blikke fanger hinanden. Han deler min nervøsitet. Glenn ændrer tone, han hæver stemmen, og gestikulerer intenst. Glenn er blevet sur. Men det er måske meget lig bogens opstandelse. Glenn fortæller, at det egentlig ikke var meningen, at han ville skrive bogen. Men så blev han sur. Sur over det venstreradikale miljøs negligering af klasse. Sur over typerne på forfatterskolen. Sur på den øvre middelklasse. Hvorfor er der så stort fokus på at have de ”rigtige” holdninger om etnicitet og kønspolitiske spørgsmål? Glenn giver et eksempel fra en af sine mange bodegadiskussioner med disse ”typer”.

Venstreorienterede kan godt lide at forklare adfærd, problemstillinger, valg af øl, næsten alt med henvisning til samfundsmæssige strukturer. Men den strukturelle forklaring forfalder, når øjet vender sig mod provinsbøssen. Forklaringen erstattes her med foragt. Foragt over ukorrekt omtale af køn, en manglende forståelse for strukturel undertrykkelse af minoriteter, køn og politisk

overbevisning. Det er måske sat på spidsen, men det ved Glenn også. Generelt får den ikke for lidt. Forslåede og røde er vi alle efter Glenns utallige privilegielussinger. Men Glenns kind er også forslået og rød. Han reflekterer selv over sin klasseopstigen. Hele hans kritik mod Kähler-vase Danmark, den øvre middelklasse, er han jo selv blevet en del af. Lang videregående uddannelse, forfatter, bosat på Nørrebro, selvstændig psykolog. Klinger kritikken så hult? Modvilligt, er han blevet alt det han ”foragter”. Men Glenn påpeger, at det er en fordel. En fordel er, at klassekampen nu har en stemme fra den øvre middelklasse. Måske er det det som skal til for at nuancere og revitalisere klassedebatten.

Det er efterhånden blevet køligt, og Glenn har fået jakke på modsat Søren, der stadig begejstret sidder i sandaler. Vi slutter af med en oplæsning af bogens sidste afsnit ”Julius”. Glenn mødte Julius på efterskole, og han blev forelsket. Men det gik ikke. Mere vil jeg ikke fortælle, resten kan I læse jer til. I øvrigt hedder Julius ikke Julius. Han hedder Mathias, og arbejder for Clement Kjersgaard på DR.

PhD beretning: Hvilken rolle spiller uformel kommunikation

i EU-forhandlinger?

DeterenudbredtholdningblandtbådeobservatørerogforhandlereiBruxelles, at”altdetvigtigeskerbackstage”.Detskalmanikkehavesetretmangeafsnit afBorgenforatfindeplausibelt.Imitph.d.-projektundersøgerjeg,hvordanden uformellekommunikationforegåripraksis,nårderskalforhandlesEU-lovgivning.

VarEuroen kollapset, hvis ikke Mario Draghi havde sagt det berømte ”whatever it takes”? Var det lykkedes Danmark at få sine EU-forbehold og dermed bevare sit medlemskab foruden Uffe Ellemanns charmeoffensiv? Historiebøgerne er fulde af berømte aftaler og partnerskaber, der tilsyneladende opstod i kraft af store personligheders karisma og forhold til hinanden. Men spiller uformel kommunikation også en rolle i hverdagsforhandlingerne mellem EU-institutionerne? På trods af, at meget (og vigtig) lovgivning bliver vedtaget på EU-niveau, ved vi overraskende lidt om, hvilken rolle dagligdagsinteraktioner mellem de fastboende repræsentanter for de tre EU-institutioner spiller i lovgivningsprocessen. Samarbejdet i EU er i litteraturen beskrevet som et længerevarende, kodificeret og meget norm-præget miljø, og det har naturligvis en betydning for, hvordan forhandlinger bedrives.

Udgangspunktet i mit projekt er relationen mellem de enkelte forhandlere, men de eksisterer ikke i et vakuum. Ud over, at de har deres egen baggrund, hvad angår uddannelse, nationalitet osv., så er de

også indlejret i institutionelle strukturer, og det har formentlig en betydning for tilgangen til uformel kommunikation i forhandlinger. Både din karrierevej og de hensyn, du forventes at lægge vægt på, er forskellige, alt efter om du er ansat i Kommissionen, i Europa-Parlamentet eller som national repræsentant i Ministerrådet. Men uanset hvilken institution du kommer fra, kommer du til at have forhandlinger og mere eller mindre tætte relationer med andre forhandlere fra både din egen og de andre to institutioner, og i mødet med andre er der potentiale for, at ens holdninger kan ændre sig.

På spørgsmålet om hvorvidt der reelt sker en socialisering blandt udsendte i Bruxelles, er forskningen splittet. Nogle argumenterer for, at ansatte – særligt i Kommissionen – lige så stille bliver mere supranationalt orienterede (EU-positive). Andre, mere rational choice-inspirererede tilgange, hævder, at EU kun har berettigelse i det omfang, medlemslandene tillader det, og at staterne og disses interesser derfor fortsat er de væsentligste faktorer i EU-politik. Min forskning lægger sig på en pragmatisk mellemvej. Det er måske sandt, at institutionerne er oprettet på

AF WILLIAM BUCHARDT EGENDAL

medlemslandenes nåde, men når først de er skabt har de i nogen grad deres eget liv og stifter sine egne normer.

Hvad angår socialisering i Bruxelles, findes der også studier, der peger på, at en vis grad af socialisering finder sted, men at denne bør ses som et supplement til forhandlernes nationale tilhørsforhold i højere grad end noget, der træder i stedet for. Mine egne interviews indikerer da også, at man ikke bliver jubel-europæer af at få et job i Bruxelles. Man får derimod øjnene op for både de positive og de negative aspekter af EU-samarbejdet. Hele dette miskmask af institutionel teori, socialisering og rolleopfattelser vil jeg koble sammen med klassisk forhandlingsteori – for når alt kommer til alt, er det jo hardcore politiske forhandlinger, der er omdrejningspunktet for interaktionen mellem aktørerne.

Det kan godt lyde som noget af en mundfuld at undersøge uformel kommunikation, og det er det også. Til projektet bruger jeg primært tre datakilder. Først interviews med nuværende og tidligere forhandlere for at blive skarp på, hvordan de selv opfatter deres

rolle, og om der er variationer på tværs af de tre institutioner. Dernæst planlægger jeg et længere feltarbejde i Bruxelles, hvor jeg vil følge flere forhandlere rundt i deres daglige arbejde, så jeg med egne øjne kan observere deres brug af uformel kommunikation til forskellige formål, f.eks. koordination, koalitionsopbygning, og indsamling af information. Og måske til andre, spændende og overraskende ting.

De to datakilder suppleres løbende af dokumentanalyser af de vigtigste lovforslag på de forskellige områder, da disse danner baggrunden for deres arbejde. Det er svært at vide, hvorfor en given kommunikationssituation er vigtig, hvis man ikke kender stofområdet bare en smule.

I løbet af et ph.d.-projekt har man desuden den store fornøjelse at skulle på et udlandsophold hos et andet universitet. Det er min forhåbning, at jeg kan lave en aftale med et universitet tæt på Bruxelles, så feltarbejdet og udlandsopholdet kan kombineres, og de to kan være til gensidig gavn for hinanden og for mit projekt.

En mikroøkonomisk analyse af det kortsigtede datingmarked

AF RIKKE FREDBERG | rikkifj@gmail.com

Mangler du koriander, går du til grønthandleren. Leder du efter en velholdt kommode, går du på DBA. Er du på udkig efter nyt job, må du browse i annoncerne på Jobindex. Og som statskundskabsstuderende i starten af tyverne på jagt efter et godt knald, kan du f.eks. swipe dig gennem tinder eller slå dine folder på bodegaens sene nattetimer. Hvad alle markeder har til fælles, hvad end det gælder jobmarkedet, genbrugs- eller datingmarkedet, er, at det drejer sig om at gøre en god handel. Og selvom vi normalt tænker udbud og efterspørgsel i sammenhæng med kolde kontanter, så kan basale økonomiske principper guide dig til at blive en rationel forbruger på alle typer af markeder. Derfor vil jeg tilbyde min analyse af markedskræfterne bag uforpligtende sex og præsentere en række tommelfingerregler, som maksimerer gevinsten i dit forbrug af kærlighed.

KLUMMEN

Enrationelforbrugerbasererikkesinebeslutninger påværdi,menpånytte

Økonomisk teori er studiet af mennesker. Hvis det er en sjældent hørt sandhed, så er det af den grund, at økonomi adskiller sig fra antropologi, psykologi og lign. ved at bygge på én grundlæggende antagelse: Homo Economicus. At mennesket er et egoistisk, beregnende og egennyttemaksimerende væsen, som altid opvejer omkostninger mod gevinster for at foretage rationelle beslutninger. Hvis Homo Economicus derfor stavrede hjem fra byen en tidlig lørdag morgen, med grus i øjnene, ømme ben og en stor trang til noget fedt og salt, og blev tilbudt valget ml. gratis at modtage enten en saftig shawarma til 70kr fra den nærmeste biks eller en eksperimenterende tre-retters fra NOMA til en værdi af 600kr; hvad ville vedkommende så vælge? Homo har betydeligt mere lyst til tvivlsomt kød med dressing og slatten iceberg, men NOMAs tre-retters menu repræsenterer en langt højere værdi. Hvad er den rationelle beslutning?

En ekskæreste sagde engang til mig, at jeg aldrig har været mere spændene for ham, end øjeblikket netop inden vi kyssede første gang. Med andre ord; hvis jeg på datingmarkedet ønsker at bevare den maksimale værdi i hans øje, har jeg aldrig begået en større fejl, end at udveksle mit første kys for hans. I samme øjeblik handlen gik igennem, mistede varen (læs; mig) sin oprindelige værdi.

Det fuldstændig samme gælder for en fadøl. En friskskænket Tuborg Grøn er kun 45kr værd i det øjeblik, hvor du beslutter dig for at købe den. Så snart du har lagt kortet på disken, og betalingen går igennem, har du vekslet 45kr for en fadøl, som ikke kan veksles tilbage. Du kunne forsøge at sælge den videre til en anden kunde i baren, og en mindre bekymret bodegagæst, ville måske tilbyde dig 10-15kr i bytte, men de fleste ville prisansætte en frisk fadøl fra en fremmed til ca. 0kr. Du kan altså ikke forvente, at et gode bevarer sin værdi efter en transaktion. Det gælder med det første kys, som i sig selv gør kysset mindre værdifuldt. Det gælder med din fadøl, som alle ville have købt til 45kr i baren, men som du ikke kan sælge videre for en flad femogtyveøre. Og det gælder også hvad end Economicus vælger at modtage på vej hjem fra byen. Værdiansættelser er omskiftelige. Og så har du i øvrigt hverken på mad- eller datingmarkedet tænkt dig at videresælge godet uanset; du vil bare forbruge det. Derfor fungerer det ikke at basere sine

beslutninger på forventet værdi. Den tanke hører langtidsinvesteringer til.

På et kortsigtet datingmarked foreskriver mikroøkonomisk teori derimod at basere sine beslutninger på forventet nytte. Ergo; hvis du har mest lyst af shawarmaen, så skal du have den, for det giver dig den højeste nytte, uanset om andre synes at den er mere eller mindre værd end en tre-retters fra NOMA. Måske er NOMA-mad både flottere, mere prestigefyldt og har bedre tøjstil end shawarmarullen, men det er alt sammen en dårlig målestok, når du ved, at din tilfredsstillelse afhænger af noget andet. En vare kan have stor værdi ved første øjekast, men det er først, når du vågner i en fremmed seng, med bankende hovedpine og udtørret mund, at du kender værdien af varen efter transaktionen. Godet har værdi i kraft af sin nytte.

Dukanikkealtidforudsigenyttenafetgode

Datingmarkedet er et marked uden komplet information. Jeg blev single i foråret, og som en (nu) 23-årig, statskundskabsstuderende, har det været et chok for mig at opleve kvalitetsforskellene i de goder, som man slæber med hjem fra byen. Jeg har personligt efterstræbt at finde en retvisende indikator for, hvorvidt det er sandsynligt at få en god oplevelse i sengen med aftenens udkårne. Blandt andet har jeg eksperimenteret med at forudsige udfaldet på baggrund af vedkommendes kysseteknik. Studiet finder dog ingen signifikant sammenhæng, og det er altså indtil videre tæt på umuligt at opstille en cost-benefit-analyse af, om man skal tage én med hjem.

På den måde er datingmarkedet helt ligesom brugtvognsmarkedet. Det består af gode og dårlige biler, men alle sælgere vil forsøge at overbevise køberen (læs: dig, en efterspørger af kærlighed) om, at bilen er lækker, eftertragtet og i øvrigt føles dejlig at køre i; uanset om det faktisk er chaufførens typiske oplevelse. Det gælder derfor, at sælgeren råder over langt mere relevant information om produktet, end køberen. Der er asymmetrisk information.

”Kvinder kan få, hvem de peger på. Mænd må tage, hvad de kan få.” Det er en gammel traver; man har hørt den før. Kvinder har nemmere ved at score end mænd. Mænd nyder jagten; kvinder spiller kostbar. Det er kvinder, som bliver opsøgt, og det er mænd, som bliver afvist. Det gælder selvfølgelig ikke for alle. Nogle varer er mere eftertragtede end andre.

Men det er ifølge min erfaring en gennemsnitlig tendens, at mænd efterspørger mere uforpligtende sex end kvinder. En tendens, som formentlig bliver mindre og mindre udpræget i takt med at kvinder i tiltagende grad får lov til at udleve deres seksualitet uden at opleve store sociale konsekvenser i eftertiden; aka slutshaming. Der er altså tilsyneladende store incitamenter for både mænd og kvinder til at frigøre kvinders seksualitet. F.eks. må man gå ud fra, at så længe period sex er et tabu, vil en mand opleve at blive afvist mindst 1 ud af 5 gange, hvor han lægger an på kvinde, hvilket svarer til den omtrentlige andel af en ung kvindes måned, som går med at have menstruation.

Oven i hatten kommer så, at mænd typisk har nemmere ved at opnå gode, seksuelle oplevelser, mens kvinder overvejende er mere kræsne, fordi det kun er biler af høj kvalitet, som føles godt for dem at køre i. Mænd har simpelthen nemmere ved at opnå

orgasmer end kvinder (i heteroseksuelle relationer). Hvis man går ud fra, at orgasmen er den ultimative nytte-gevinst, er der derfor gennemsnitligt en lavere gevinst af et one night stands for kvinder, end der er for mænd, som med stor sandsynlighed gør en god handel.

Det forhold skaber uligevægt i udbud og efterspørgsel, fordi den ene side af markedet efterspørger meget mere, end den anden side er villig til at udbyde til omkostningerne. Omkostninger eller dis-nytte, som forårsages af et one night stand, kunne f.eks. at vågne med tømmermænd i den anden ende af byen, ubehag ved at støde ind i hinanden på gaden efterfølgende eller måske bare de knap

70kr som en fortrydelsespille koster i håndkøb. Hvornår er varen omkostningerne værd? Ingen parter har nok information til at vurdere kvaliteten

Note: Ovenstående er ikke statistisk signifikant

KLUMMEN

af varen på forhånd, og kvinder har gennemsnitligt større sandsynlighed end mænd, for at gøre et dårligt køb. Derfor går der en masse handler tabt.

Mikroøkonomisk teori har primært én løsning på dette; gentagne interaktioner. På brugtvognsmarkedet kan du f.eks. gå til en mekaniker for reparation, og fordi der er høj sandsynlighed for, at du bliver en tilbagevendende kunde, er der lav sandsynlighed for, at han oversælger sin service.

Det er ikke det samme som at være kærester med mekanikeren. Du har stadigvæk frie hænder til at udforske markedet og udse dig en anden udbyder. Måske du inder en anden mekaniker, som giver dig større gevinst, fordi hans værksted ligger tættere på din bopæl, og dine omkostninger ved at besøge ham derfor er mindre?

Gentagne interaktioner er dog ikke en løsning, når det gælder engangskøb. Når man står på Den Sidste kl. 4 fredag nat, hvor dansegulvet kun svinder ind, og én af de sidste muligheder byder sig til, hvordan kan man så vide, om man mekanikeren overhovedet skal med hjem i første omgang?

Tjenester som Trustpilot har forsøgt at løse dette problem, ved at anvende brugeranmeldelser, som sikrer, at det kun er de første par kunder, som har en dårlig oplevelse. Derefter søger resten af markedet over til andre udbydere. Typisk fungerer denne strategi dog dårligt på datingmarkedet, hvor den primære kilde til information er dine venners dyrekøbte erfaringer. Og i øvrigt kan jeg på stående fod forudse flere etiske gråzoner ved at lave en tjeneste, som publicerer anmeldelser af one night stands. Så medmindre du er villig til at dele dine bedste sexpartnere med den nærmeste cirkel, så må du ty til en anden løsning

Hvisduharengodforsikring,såløberduingenrisiko

Du kender det godt. Deres selvsikkerhed overstråler alle andre til festen. Deres karisma fylder rummet så snart de træder ind ad døren. De kigger dig dybt i øjnene og samtaler med dig til langt ud på natten. Og lige inden klubben lukker; netop som du kigger allermest længselsfuldt efter deres bløde læber, så afslører de hemmeligheden: ”Så er det vist også på tide, at jeg kommer hjem.”

Fest-gængere med kærester kan gøre hvad de vil. De ved, at lige meget hvornår de tager hjem, lige meget hvad de har lavet, lige meget hvad resten af festen

synes om dem, så ender de hjemme i trygge dyner med en velkendt, sød og dejlig person i favnen. De løber ingen risiko.

Det samme gælder folk med forsikrede mobiler. Hvis ikke det krævede tid og hårdt arbejde at vride erstatningen ud af forsikringsselskaberne, så burde en person u. selvrisiko være fuldstændig indifferent mellem at passe godt på sin Iphone eller at hamre den ned i jorden fra 3. sal. At man ikke har en aftale i hus, når Lang Bar åbner, kan altså med andre ord gøre dig mindre selvsikker. En ellers eftertragtet egenskab på datingmarkedet. Derfor; hvis du føler, at der for høje omkostningsrisici forbundet med at tage med et nyt bekendtskab med hjem, må du få en forsikring.

Det kan være lettere sagt end gjort. Faste partnere hænger ikke på træerne. Det kan være, at man har haft en god oplevelse den ene weekend, og gerne vil ses igen. Men ved at række ud, sætter man sig selv på spil. Og det er sårbart at opsøge en situation, hvor der er risiko for afvisning, for du kan aldrig kontrollere, hvad andre vil gøre. Nogle er interesserede i dig. Nogle behandler dig respektfuldt, men forbeholdent. Andre er selv bange for afvisning og løser det ved at afvise dig hårdest først. Det eneste du har kontrol over er dig selv. Og du må sørge for at have en indre buffer at falde tilbage på. Du må gøre det du har lyst til, så længe det ikke skader andre. Du må behandle dine omgivelser godt, fordi det får dig til at have det godt med dig selv. Og du må vide, at selvom det kan føles sådan, så er dine oplevelser på datingmarkedet ikke en direkte afspejling af din værdi. Modsat alle andre goder, så er din værdiansættelse uafhængig af markedet. Du har værdi i dig selv.

POLITOLOGISK FORENING

Kære IFSK

Dagene bliver kortere, og de mange , fine hjemmestrikkede trøjer bliver atter fundet frem. Efteråret er over os, og det betyder for nogle, at der skal holdes efterårsferie hjemme hos familien , tændes stearinlys og ses Den Store Bagedyst. For andre betyder det måske mindre energi, lange dage i SamfKant med læsegruppen og utallige cafebesøg. Om du tilhører den ene, anden eller en telt tredje gruppe, ønsker vi, i PF, alle læsere en dejlig oktober og efterårsferie, fyldt med gode ting, som Lang Studietur, kaffe fra PB og kastanjedyr.

som løb af stablen d. 27 september. Nu glæder vi os blot til et efterår fyldt med hyggelige, festlige og sociale arrangementer, samt PFs lange studietur til Tyrkiet, som finder sted fra d. 12. oktober til d. 26 oktober. Vi ønsker, at i alle får en god efterårsferie med rig mulighed for at slappe af, læse op på Bourdieu eller binge Friends for 10. gang, og så glæder vi os allerede til alle de kommende arrangementer.

KOMMENDE ARRANGEMENTER

Studiestarten har været travl , og der har været massere af liv på instituttet. Selv vil vi gerne benytte lejligheden til at takke jer alle sammen for den store opbakning til vores arrangementer, herunder især vores vinsmagning, som var en stor succes, for slet ikke at nævne Faglig Dag 2023,

05/10 Vita Politica – Karrieremesse i samarbejde med KF 06/10 Politonomi Fest 12-26/10 Lang Studietur 03/11 Lang Bar

Planet Nusa er kommet til byen

AF ISABEL

ROUVILLAIN

| isabelbak@gmail.com

Sleek ponytails, (for) store blazere, tykke guld hoops og stramme sorte trøjer i et krydsprodukt af nylon og elastik er dagens dress-code til tøjmærket Planet Nusas grand opening af ny butik på Guldsmedgade i Aarhus.

Som så meget andet i Aarhus City måtte den store åbning have været en kort fornøjelse, for da jeg tropper op på matriklens festivitas klokken 13, passerer de fleste mennesker stedet uden at sende de helt lange blikke. Dog er åbningsfesten stadig fed for to mennesker: DJ’en og hans runner. Jeg nærmer mig butikken, der ligger lige ved siden af WoodWood, som til min store overraskelse ikke huserer stedet mere.

Jeg kigger ned på min egen påklædning i dag. Jeg har iført mig et par sorte og lettere posede bukser, en kjole købt fra en tillidsbod og min dertilhørende brune læderjakke fra et paririsk loppemarked. Alt dette toppes af med min nyfarvede Wolf Cut. På fødderne har jeg mine Salomon sko. Jeg er udmærket klar over, at når jeg bevæger mig ind i Panel Nougat-butikken, bevæger jeg mig ind i et felt, som jeg aldrig har været en del af. Derfor må jeg holde fast i mig selv og mine symboler, inden jeg ene mand stormer fjendens skyttegrav. Jeg er en stor identitetsmarkør udstationeret på anerkendelsens slagmark.

Palme Nasa producerer sportstøj, og beskriver sig selv som en community driven sportswear manufacturer. Det vil altså sige, at når to personer med Stadion-Platte Nugget pieces på passerer hinanden, så ved de, at de er en del af det samme fællesskab. En del af samme felt, samme ophav, samme værdier og samme livsanskuelser. Misforstå mig ikke. Disse ord kommer fra hestens egen mund. Det står rent faktisk på deres hjemmeside.

Jeg træder ind i butikken, og træder samtidigt ind i en myriade af mennesker. På trods af at de tilbyder sportstøj, er der ingen svedlugt. Derimod er der en tung duft af parfume. Jeg kigger mig febrilsk omkring, og prøver at danne mig et overblik, men musikken fra DJ’en ude foran og den tunge parfumeduft overfuser min hjerne en anelse. Derudover slanger køen til prøverummene sig rundt om det ene tøjstativ i venstre side, op forbi kassen og endelig helt hen til enden af forretningen.

Jeg ser en lysning længere fremme. Det er døren til baggården. Jeg må mose mig frem. Jeg crawler gennem et tæt bevokset landskab af blazere, stramme knolde og knæhøje læderstøvler.

Pyha, endelige lidt luft. Til min glædelige overraskelse har Papa Nussi stået for forplejning i form af proteinbarer og vitaminvand. Det er lige, hvad man har brug for, når man er in the mood for some exercise. Der er intet overladt til tilfældighederne, og jeg lapper det i mig. Jeg vælger en vitaminvand med melon, og må

Jeg bliver nødt til at tage en slurk af min melon vitaminvand, inden jeg overhovedet kan overveje svarene til nogle af ovenstående spørgsmål. Jeg er ikke engang en del af Panodil Nastys klub, men jeg føler mig udenfor allerede. Det er også et helt forkert grundlag at lave sportstøj på. Man skal ikke se godt ud, når man dyrker motion. Man skal pruste, hvæse og lade reptilhjernen overtage.

Derfor forstår jeg ikke, at man vil betale 935 kroner for et par løsthængende sportsbukser. Heller ikke 490 kroner for et par cykelshorts. Måske er det prisen for at være en del af Planet Nyttemaksimerings klub. Det hverken kan eller vil jeg betale.

Jeg sætter mig på en stol. Hvorfor er jeg mødt op i dag? Hvorfor har det trukket i mig? Jeg ved udemærket godt, at jeg ikke har i sinde at købe noget. Jeg har ikke engang i sinde at kigge varerne igennem.

Jeg ser ikke bare et tøjmærke, men jeg ser en bestemt type pige, der klæder sig i Pluto Nisse tøj. Plusa Nanet-pigerne har jeg altid haft et ambivalent forhold til. I folkeskolen og gymnasiet vidste jeg aldrig, om de grinte af mig eller med mig. Det er samme følelse, der rammer mig, når jeg sidder udenfor i gården til Plantebaseret Nummerplades store åbning i Aarhus. Hvem er Pussi Nussi-pigen, og hvem er jeg i forhold til vedkommende? Og hvad er der sket med WoodWood? Er det Han Kjøbenhavn, der slugt dem? Er Planet Nusa og Han Kjøbenhavn kærester? Stop en halv.

Jeg må også videre fra den her åbningsfest. Det går ikke at sidde her og surmule udenfor fællesskabet. Jeg er helt med på, at man sagtens kan være et godt og anstændigt menneske, selvom man går i tøj fra Pacifist Nulpunkt. Det sidste jeg vil er at dømme nogen på deres påklædning.

Jeg sender et anerkendende nik til DJ’en ude foran. Godt arbejde, Pantsamler Nullermand, og tillykke med den nye butik i den jyske hovedstad.

Den store quiz!

Test dig selv og dine venner i aktuel sport, politik, og popkultur, og se hvem der egentlig holder sig mest opdateret på sin omverden!

Sport

1. Caroline Wozniacki røg for nyligt ud af finalen i tennisturneringen US Open - hvor mange gange har hun nået finalen i den prestigefulde turnering?

A: 1

B: 2

C: 3

D: 4

Aktuelt

3. Der er meget fokus på bandekriminalitet på Christiania i disse dage - men i hvor mange år har politiet ryddet Pusher Street på Christiania?

A: 17

B: 23

C: 34

D: 46

Politik

5. En gruppe på 6 unge har lagt sag an ved Menneskerettighedsdomstolen mod en række lande, herunder Danmark. De mener ikke at landene gør nok i indsatsen mod klimaforandringer, og at dette krænker deres menneskerettigheder. Hvor mange lande drejer det sig om?

A: 32 lande

B: 42 lande

C: 55 lande

D: 61 lande

2. Det 23-årige stortalent Jacob Hindsgaul har netop udtalt at han stopper sin 4-årige karriere som professionel cykelrytter grundet en vedvarende skade i hvilken kropsdel?

A: Højre håndled

B: Nakken

C: Højre knæ

D: Venstre ben

4. Til Faglig Dag 2023 var der som en del af sporet ‘fortid’ en debat om abort. Hvad har Etisk Råd netop foreslået at hæve den danske abort-grænse til?

A: 12 uger

B: 15 uger

C: 18 uger

D: 22 uger

6. Folketingets formand er for nylig kommet med en opsang til politikerne angående problemer med medbringelse af hvad på Christiansborg?

A: E-cigaretter, der ryges inde i Folketingssalen

B: Børn, der larmer og forstyrrer politikerne

C: El-løbehjul, der flyder på gangene

D: Hunde, der går løse på Christiansborgs gange

Popkultur

7. I slutningen af september afgik den britisk-irske skuespiller Michael Gambon ved døden. Hvilken populær karakter spillede han i Harry Potter filmene?

A: Severus Snape

B: Albus Dumbledore

C: Arthur Weasley

D: Voldemort

Internationalt

9. Et rumhold der har været strandet på Den Internationale Rumstation efter den rumkapsel, der skulle fragte dem hjem blev beskadiget, er netop landet på Jorden. Men hvor længe har de været strandet på ISS?

A: 1 måned

B: 2 måneder

C: 4 måneder

D: 6 måneder

IFSK

11. Hvor går IFSK skitur 2024 hen?

A: St. Sorlin

B: Tignes

C: Alpe d’Huez

D: Avoriaz

8. DR-programmet ’De dyre piger’ er blevet kritiseret for dets kønsstereotypiske fremstilling af deltagerne. Hvilken prominent dansker har udtalt følgende: ”Pigerne fremsilles som RKI-truede dulletyper med skarp fokus på mærkevarer, makeup og sjælløs shopping efter den næste Louis Vuitton-taske”?

A: Tv-vært Sofie Linde

B: Kendisfrisør Dennis Knudsen

C: Kulturminister Jakob Engel-Schmidt

D: Meme-mager Sebastian Lynggaard (@herligesvend)

10. Præsidenten for den selverklærede republik Nagorno-Karabakh har meddelt, at alle dens statslige institutioner opløses den 1. januar 2024. Men hvor ligger Nagorno-Karabakh?

A: Aserbajdsjan

B: Armenien

C: Rusland

D: Tadsjikistan

12. I september fejrede Politologisk Bogformidling deres 30-års jubilæum. Men hvilken forening er den ældste på Institut for Statskundskab?

A: Politologisk Forening

B: Politologisk Bogformidling

C: Idrætsforeningen Statskundskab

D: Kandestøberen

Hjælp, jeg er Århusi

Trøjborg

Velkommen til Århus nye studerende! At flytte til en ny by kan være overvældende og fyldt med tvivl og usikkerheder. For at gøre oplevelsen så blød som muligt finder du her en guide til forskellige områder i Århus, så du er klar til at tage dine studievenner i hånden og skabe nye minder med dem.

AF JULIE NUE MIKKELSEN | julienue73@gmail.com

Trøjborg ligger i den nordlige del af Århus og er et område, som er fyldt med studerende og unge familier. Her finder du hyggelige caféer, lokale butikker og smuk natur. Mindre end et stenkast fra Trøjborg ligger Riis Skov, som er et perfekt udflugtsmål, hvis man ønsker at søge lidt ud af byen.

Hvorskaljegspise?

Leder du efter noget til at tilfredsstille tømmermændene med, så er Kødstaden på Otte Ruds Gade leveringsdygtig. Ønsker du et hurtigt og sundt måltid, så er Ana frugt og grønt på Tordenskjoldsgade stedet, hvor du aldrig bliver skuffet. Forretningen er en lokal grønthandler, hvor der sælges salater, ruller samt tyrkiske delikatesser i massevis til yderst studievenlige priser. Lidt længere nede af vejen ligger De Martino, som er et hyggeligt pizzeria, hvor du kan købe en pizza eller pastaret med hjem i baggården.

Hvorskaljeghængeudisolen?

Trøjborg er et skønt område at befinde sig i når solen skinner. Her er der ikke langt til Den Permanente, hvor du kan tage en svømmetur med vennerne. Nordre Kirkegård er også et hyggeligt sted at drikke en kop kaffe på en bænk, mens solens stråler nydes.

Hvorskaljegdrikkeøl?

Trøjborg er ikke det område, hvor flest går i byen, men hvis du alligevel trænger til en øl, så byder Peder Wessel på Tordenskjoldsgade på ægte værtshusstemning med alt hvad dertil høre. Derudover skal du selvfølgelig drikke masser af øl i fredagsbaren med dine nye studievenner.

Must do:

På Trøjborg finder du også Nordisk Film Biografer, som er en hyggelig lille biograf i Tordenskjoldsgade, der uden tvivl er et besøg værd. Er du mere i humør til at shoppe, så rummer Genbrugsen Tordenskjold masser af gode genbrugsfund, som man ikke kan leve uden.

Midtbyen

I midtbyen er der altid gang i gaden. Der er næsten ikke noget den pulserende bydel ikke kan tilbyde. Om det er en kop kaffe, en bytur eller kreditkortet der skal luftes, så kan det gøres i midtbyen.

Hvorskaljegspise?

I Vestergade ligger Vesterlauget, som er en madbodega, hvor du kan drikke specialøl, mens du nyder deres smørrebrød eller dagens ret, som altid kun koster 85 kr. Er du i humør til moules frites skal du runde OliNico, der er en restaurant i Mejlgade, netop specialiseret i denne ret. Er du vild med vietnamesisk, så vil du elske Pho C&P på Sønder Allé.

Hvorskaljeghængeudisolen?

I midtbyen er der også gode muligheder for at nyde solen med vennerne. I Mølleparken er der altid god stemning og er du villig til at gå lidt længere, kan du placere dig i Botanisk Have, hvor der altid er et spil spike-ball eller ølbowling i gang.

Hvorskaljegdrikkeøl?

Du kan finde uendelig mange steder du kan drikke en øl i midtbyen. Sætter du dig ned på Graven er du sikret god stemning og masser af mennesker. I samme omgang kan du købe en ceres og chartreuse på Le Coq. På Café Smagløs kan du drikke blanc og der er ofte arrangerementer, hvor der spilles live musik. Er du mere i værthus stemning, så er Harmonien ved Østbanetorvet det rette sted at vælge.

Must do:

Udover caféer, barer og parker byder midtbyen også på så meget mere. Aros og Den Gamle By er klassiske seværdigheder i Århus. Derudover kan du besøge Møllestien, som ligger bag Mølleparken og med dens hyggelige atmosfære er den perfekt til et instagrambillede. Desuden bør du også tjekke latinerkvarteret ud, hvor der findes mange fine små butikker.

Århus Ø

Århus Ø er et af de nyeste områder i Århus, og det er i de seneste år blevet mere og mere populært. Udover høje bygninger rummer området også masse unge mennesker og sommerstemning.

Hvorskaljegspise?

Fordi Århus Ø er et relativt nyt område er der ikke så mange spisesteder derude endnu. Bliver du lækkersulten mens du befinder dig der, så kan du købe italiensk is ved Dolce Vita eller tjekke boderne ved havnebadet ud. Ellers kan du købe frisk fisk med hjem fra fiskehandlerne ved lystbådshavnen.

Hvorskaljeghængeudisolen?

Hvis du har lyst til en svømmetur på en solskinsdag, så er Århus Ø det helt rigtige sted at tage hen. Her finder du først og fremmest Havnebadet, hvor du kan køle ned i vandet eller hænge ud i området omkring. Fortsætter du længere ud på øen, så er der mulighed for at hoppe i havet med udsigt til Risskov og Den Permanente

Hvorskaljegdrikkeøl?

På Århus Ø skal du drikke øl med dine venner i deres lejligheder og kollegier. Eller cykle ind til midtbyen.

Must do:

Århus Ø er smuk i skumringen, så en gåtur ved aftenstid kan anbefales. Lystbådshavnen er også et besøg værd selvom du ikke skal købe fisk. Her er bådejere og fiskere, som går og vedligeholder deres både og generelt en hyggelig atmosfære.

Frederiksbjerg

Frederiksbjerg er ligesom Trøjborg et område, som byder på masser af natur. Her finder du både strand og skov inde for gåafstand. Frederiksbjerg byder også på masser af liv, blandt andet markedet på Ingerslev Torv, der afholdes både onsdag og søndag.

Hvorskaljegspise?

Er du på vej hjem fra byen, så skal du stoppe ved Gerners Grill på Frederiks Allé, der byder på alt hvad hjertet begærer efter en aften i alkoholrus. Leder du efter en frokost, som du kan nyde på Ingerslev Boulevard, så kan du købe en pita med fra De Fyrretyve Røvere. I Jægergårdsgade ligger Juliette, som er en fransk café, hvor du blandt andet kan nyde en lækker brunch i hyggelige omgivelser.

Hvorskaljeghængeudisolen?

Ingerslevs Boulevard er et oplagt hang-out spot på Frederiksbjerg. På en sommerdag er der altid gang ølbowling og pentaguebanen. Ønsker du lidt mere fred og ro kan du gå en tur i Skanserparken, som er en hyggelig oase midt i byen. Du kan også tage den korte cykeltur til Tangkrogen, hvis du har brug for en tur i havet.

Hvorskaljegdrikkeøl?

På Frederiksbjerg kan finder du Nabo Kiosk, hvor du kan købe mange lækre ting, men bedst af alt kolde øl fra Ebeltoft gårdbryggeri. Hungrer du efter en tur på værthus, så skal du slå et smut fordi Jakob Skomager.

Must do:

Ikke langt fra Frederiksbjerg ligger Marselisborg Skovene, hvor du kan besøge dyrehaven og være heldig at møde et dådyr eller to. Desuden er Ceres Park heller ikke langt derfra, og nu hvor du skal til at være ægte Århusianer, så er det næsten et must med en stadionplatte og en AGF-trøje.

MÅNEDENS MATRICE

AF JOHAN BUSCH | johan07@live.dk

Tænk engang - du formåede at navigere dig gennem dybet, blev kastet rundt i skumsprøjt og vildfarne bølgetoppe, men er nu nået i sikker havn; matricen. Ah, tænk at en firefeltstabel kan føles så hjemlig og velkendt. Du kan nu læne dig trygt tilbage og lade dig fornøje af matricens gale og geniale, prollede og artsy kåringer. Tak for at læse med så langt (eller måske bare springe over hvor gærdet er lavest og bladre direkte til bagsiden). Vi ses til november!