FORÅRSBLADET 2024

KANDESTØBEREN L

L I M B O

I M B O

Redaktører

Jens Peter Dinesen

Kathrine Hede Krogh

Jenseransvarshavende redaktør

Administrator

Niklas Bjørnkjær Jakobsen

Fællesredaktion

Anders Hoffmann Kozuch

Pernille Højgaard-Hansen

Ida Nørregaard

Tanja Marie Hansen

David Erbo Andersen

Isabel Rouvillain

Adresse

Institut for Statskundskab

Aarhus Universitet

Bartholins Allé 7

8000 Aarhus C

Kontor

Bygning 1332, lokale 020

E-mail

kanden@ps.au.dk

Skribenter

Esther Marie Enig

Freja Frida Overgaard Brems

Gabriell Ragnan

Ida Bruun Nørregaard

Isabel Rouvillain

Jakob Kim Rasmussen

Jens Peter Dinesen

Jeppe Grandahl

Kathrine Hede Krogh

Leo Rohrmoser

Mads Grandahl

Rasmus Haarkær Ankersen

Victor Tranberg Mikkelsen

LEDER

AF KATHRINE HEDE KROGH I kathrinehedekrogh@hotmail.com

Kære læser...

Ahh. Kan du mærke det? Det er solens spæde stråler, der prikker dig på næsetippen og langsomt smelter dig ud af dit vinterhi. Ud af eksamener, deadlines, snesjap og forfrosne vintertanker. Dagene bliver længere, vintergækkerne hilser høfligt i vejkanten og tør jeg næsten sige det? Foråret er på vej! Foråret kan for mange have noget næsten mytisk over sig – en frisk begyndelse, nye muligheder, en form for genfødsel ligefrem? Måske bliver det foråret, hvor du får greb om din noteteknik, foråret, hvor du bliver i ét med morgensolen og saltvandet i bugten, rulleskøjteløb, grønne fingre i altankassen eller smasher spikebolden i nettet i uniparken. Foråret, hvor du stifter nye bekendtskaber, eller lærer noget nyt om dig selv og den verden, du lever i. Ja, man kan blive helt sentimental og kulret ved tanken om, hvad sådan en ny årstid mon bringer, fordi det også er afskeden med vinteren, vi lige har gennemlevet. Som befinder man sig i en form for limbo mellem det, der var, og det, der kommer.

Limbo er meget passende også temaet for denne udgave af Kandestøberen. Både fordi verden omkring os føles som i et limbo, men også fordi vi på redaktionen befinder os i et limbo. Vi er overgået til at lave to fysiske udgivelser pr. semester og lige på trapperne er Kandestøberens helt egen hjemmeside. En lang og sej fødsel, hvor enormt mange

gode kræfter har hjulpet til i særligt søgningen af midler til hjemmesiden samt kontakt og udvikling af den. En særlig tak skal derfor lyde til vores bestyrelse og formand for Kandestøberen, Anders. Dog tillader vi os at være mere håbefulde i limboet, end den klassiske katolske forstand tillader. Her er det området mellem himmel og helvede for de hvileløse sjæle, der hverken har fortjent straf eller frelse. Helt så storladent forholder det sig ikke, og vi vælger snarere at se det limbo, vi befinder os i som et rum for refleksion, nye idéer fra vores mange fantastiske skribenter og en åbenhed for, hvad der ellers må komme vores vej.

Med det sagt, kan det også føles enormt privilegeret at leve et almindeligt ungdomsliv som studerende, når virkeligheden er en helt anden for millioner af mennesker, der lever i krig og ødelæggelse. Ruslands invasion af Ukraine rundede to år d. 24. februar og flere tusinde civile liv er gået tabt eller ændret for altid. Situationen i Gaza har udviklet sig til en reel humanitær katastrofe, hvor op mod 75% er fordrevne fra deres hjem, og manglen på nødhjælp er afgørende for overlevelse i en befolkning, hvor omkring halvdelen er børn. Derfor har det afgørende betydning, at vi ikke

stopper med at tale om forfærdelighederne og de umenneskelige vilkår som civile i krigshærgede områder lever under. Det er bydende nødvendigt, at vi fastholder blikket på verdens brændpunkter og derigennem fastholder dem med magt. Det er ikke kun et journalistisk ansvar, men også et medmenneskeligt ansvar.

Fra blikket ud i verden og tilbage på IFSK går vi foråret i møde med Jakob, der har interviewet folketingskandidat for Venstre og studerende på statskundskab, Mathilde Bressum. Leo har skrevet en artikel om verdens mindste demokrati, Nauru, Jeppe har skrevet om Trumans tidsalder og Isabel har aflagt visit hos et af Aarhus’ bruneste værtshuse. Jens og Kathrine har interviewet Rune Lykkeberg om klima og dannelsesaktivisme og efter lang tids larmende tavshed er brevkanden tilbage på sin vante plads i Kandens spalter. Dette er blot et lille udpluk af, hvad denne forårsudgivelse har at byde på, og jeg kan forsikre dig om, kære læser, at du har meget mere kriblende skriveri i vente. Så tak fordi du har valgt at fæstne blikket i vores blad, lade dig fordybe i andet end regressioner og teoretiske indvendinger, men derimod lade lysten læse!

God læselyst!

Anne-Sofie Laugesen

Allan Salih

Anders Hoffmann Kozuch

Astrid Amalie Mortensen

Esther Marie Enig

Emma Pallesen Ib

Freja Frida Overgaard Brems

Gabriell Rangan Helena Damgaard Pedersen

Jens Peter Dinesen

Jeppe Grandahl

Jakob Kim Rasmussen

Johannes Haugen

Julie Nue Mikkelsen

Kathrine Hede Krogh

Liv Lindberg Nielsen

Lærke Høegh Sørensen

Mads Grandahl

Måske dig?

Mette Rømer Pilgaard Jensen

Emma Vedstesen

Leo Rohrmoser

Rasmus Haarkær Ankersen

Isabel Rouvillain

Hvad får os til at handle på naturkrisen?

AF RASMUS HAARKÆR ANKERSEN | rhaarkaer@gmail.com

Vi lever i naturkrisens tid. Den globale temperatur stiger hastigt, arter uddør i et højere tempo end nogensinde før i menneskets historie, og naturen fylder mindre og mindre. Det på trods lader vi fortsat vores udledninger stige, mens vores produktionsmetoder underminerer det naturgrundlag, som de er baseret på. Men hvad får os så til at handle? Fakta, idéerne eller nødvendigheden?

Vi er alle klar over det. Klima- og biodiversitetskrisen er over os, og udgør samlet set en naturkrise af eksistentiel karakter. Hvor klima og biodiversitet tidligere var noget, der primært blev diskuteret blandt nichede forskere, og i meget venstreorienterede kredse, er det i dag blevet en sag, som langt størstedelen af befolkningen har stærke holdninger til. Man skal efterhånden lede længe for at finde frem til nogen, der ikke mener at der skal handles på klimakrisen. Endnu sværere er det at finde nogen, som ikke mener at klimakrisen er et ægte fænomen. Og om end den bredere natur- og biodiversitetskrise får mindre opmærksomhed, har sager om iltsvind i danske farvande, samt politiske ambitioner om nye naturnationalparker, trods alt været diskuteret i den brede danske offentlighed.

Ikke desto mindre synes klimadagsordenen at være mere politisk splittende end nogensinde før. Især i Europa. I løbet af de seneste uger har vi set landmandsprotester i europæiske nabolande som Belgien, Italien, Tyskland, Frankrig, Polen og Litauen. Billederne af traktorer, der snegler sig gennem trængte bykerner, er et klart tegn på, at bevidstheden om klimaets tilstand ikke i sig selv skaber engagement til kollektiv handlen. Tværtimod kunne man sige, at det netop er nu, hvor klima- og naturdagsordenen er blevet politisk præsent, at den også er blevet kontroversiel og splittende. Det billede tegner sig også i Danmark. Her har der ligeledes været højlydt utilfredshed i landbrugskredse ovenpå de for nyligt foreslåede CO2-afgiftsmodeller for landbruget, udarbejdet af det såkaldte Svarer-udvalg. Det på trods af, at de fleste politiske kommentatorer var hurtige til at konkludere, at det mest sandsynlige scenarie er, at regeringen vil ende på en aftale der

ligner den mindst vidtgående af de tre foreslåede modeller. Altså den model, der vil være mindst besværlig og mindst omkostningsfuld for landbruget, og derfor ligeledes den model, der vil levere færrest strukturelle forandringer til en branche som står for ca. 1 procent af Danmarks samlede BNP, 22 procent af Danmarks samlede udledninger, og optager ca. 60 procent af Danmarks samlede areal. Det er ikke overraskende, set i lyset af, at regeringens opdrag til udvalget var at levere en løsning som ville indfri vores mål på CO2-reduktion, mens det ikke måtte koste noget for samfundet, eller skade landbrugets konkurrencedygtighed. Det er selvsagt et trekantsdilemma som er umuligt at løse.

Fakta er vigtigt, men det er ikke nok

Vi har ellers efterhånden fået tudet ørerne fulde nok så mange gange. Hver gang der kommer en ny IPCC-rapport, synes situationen at være blevet sortere. Forandringerne af vores klima og natur går hurtigere end forventet, de rammer flere mennesker end vi troede, og konsekvenserne bliver større, jo længere vi venter med at handle. Sådan kan budskabet nogenlunde opsummeres. FN’s generalsekretær António Guterres har holdt den ene dundertale efter den anden. Senest med budskabet om at: ”Menneskeheden har åbnet porten til helvede.” med reference til Dantes litterære værk, Den guddommelige komedie. Det dramatiske toneleje skyldes, ifølge Guterres selv, at vi stadig ikke har magtet at handle på de mål, som vi alle efterhånden kender udenad: stop ny udvinding og subsidiering af fossile energikilder, få sat en pris på CO2-udledningerne, betal til fonden for skade og tab til verdens udviklingslande, og få det hele gjort hurtigst muligt. For det haster.

Herhjemme er klimaforsker og medforfatter på FN’s IPCC-rapporter, Sebastian Mernild, efterhånden blevet et fast indslag når klimasituationen skal drøftes på TV. Hver gang med en ny melding om, at videnskabens resultater er utvetydige. Klimaændringerne er menneskeskabte, og vi bliver nødt til at ændre måden, hvorpå vi tænker udvikling og vækst, hvis vi vil nå i mål med omstillingen. På Dagbladet Information har klimajournalist Jørgen Steen Nielsen nu i snart 40 år skrevet om naturkrisen, og dens sammenhæng med måden vi producerer og udnytter jorden som ressource. Og det skorter ikke på eksperter eller forskere, som skitserer den nødvendige løsning: Der er brug for strukturelle ændringer i måden vi driver vores samfund og lever vores liv. Naturen skal fylde mere, landbruget skal fylde mindre og være mere plantebaseret, vi skal skifte vores fossile energikilder ud med vedvarende energi, og generelt skal vores ressourceforbrug mindskes og gøres betydeligt mere bæredygtigt.

Alligevel har det danske klimaråd nu dumpet regeringens indsats tre år i streg. Det er endnu ikke anskueliggjort, hvordan vi skal indfri vores klimamål. Dertil er Danmark fortsat bundskraber i Europa, når

det kommer til biodiversitet og natur. Biodiversitetsrådet vurderer, at kun 1,6 procent af det danske areal udgøres af reel beskyttet natur. Samtidig slår rådet fast, at hvis Danmark vil leve op til de strategier som er fastsat internationalt og på EU-niveau, skal 30 procent af det danske land og havareal være beskyttet natur. Det vil altså kræve en radikal omprioritering af det danske arealbrug. Den danske Miljøminister, Magnus Heunicke, gentager da også ofte, at det bestemt er regeringens hensigt at leve op til eksperternes mål om beskyttet natur samt reducering af kvælstofudledning i de danske farvande. Men ikke desto mindre venter vi fortsat på reelle planer for, hvordan vi skal få udtaget det nødvendige antal lavbundsjorder i landbruget, og få etableret de naturnationalparker, som skal sikre større og bedre beskyttet naturareal.

Vi må gentænke vores frihedsbegreber

Alt sammen tyder det på, at viden og fakta givetvis er nødvendige betingelser for at skabe kollektiv handling, men det er ikke tilstrækkeligt. Så hvordan skaber vi den nødvendige kognitive omvæltning, som kan få os til at handle i fælles overbevisning?

For den danske sociolog, Nikolaj Schultz, er svaret at vi skal gentænke vores traditionelle frihedsbegreb. Schultz har studeret under den nu afdøde legendariske franske sociolog, Bruno Latour. For Latour var det en stor fejl i videnskaben, og moderne tænkning generelt, at vi har adskilt mennesket og naturen. I moderniteten har vi så at sige betragtet mennesket som et subjekt, der kunne handle på sin omverden som et objekt. Men Latour argumenterer for at verden er mere sammensat end som så, og at man ikke kan adskille menneske og omverden så radikalt. Natur, kultur og alle andre enheder i verden, hænger sammen i dynamiske netværk af ufattelig stor kompleksitet. Intet i verden er statisk eller isoleret.

Når vi har betragtet mennesket som adskilt fra, eller hævet over naturen, er det for Latour en stor del af forklaringen på den naturkrise vi nu står i. Den forsimplede anskuelse af naturen og jorden som en ressource mennesket kan beherske, er forfejlet. Det er derfor naturen nu slår igen. Schultz bygger videre på Latours tænkning, og når frem til en erkendelse af, at vi grundlæggende har haft en mangelfuld definition af frihed som begreb. Schultz gør altså op med de store eksistentialistiske tænkere, herunder Kierkegaard, som mente at friheden skulle findes i det indre menneskelige, og kendte franske eksistentialister som Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir, der mente at mennesket var radikalt frit til selv at vælge det gode. For Schultz kan friheden ikke blot være noget man finder i sig selv. Den er ikke bare et fravær af ydre hindringer. Friheden folder sig ud i den verden som vi deler, og kan derfor ikke behandles isoleret hos det enkelte menneske.

Men Schultz går videre og kritiserer ligeledes det mere positive og sociale frihedsbegreb, som findes hos filosoffer som Hegel og Axel Honneth. For disse tænkere kan friheden ikke findes i det individuelle, men udleves gennem etisk baserede relationer i sociale fællesskaber. Her er det sociale aspekt altså tænkt med. Men for Schultz er problemet, at der selv i dette frihedsbegreb ligger en forestilling om, at men-

neskets frihed er adskilt fra naturen. Kultur og natur kan ikke adskilles i den tid vi nu lever i. En tid Schultz og Latour kalder for Antroprocæn, og som dækker over den geologiske periode, hvor menneskets aktivitet og udnyttelse af jorden som ressource, har en direkte effekt på naturen og jordens beboelighed.

Schultz foreslår i stedet at vi udvikler et nyt frihedsbegreb, som ikke alene har indregnet det sociale

"Friheden folder sig ud i den verden som vi deler, og kan derfor ikke behandles isoleret hos det en -kelte menneske.

aspekt, men som grundlæggende tager konsekvensen af, at menneske og omverden ikke længere kan tænkes adskilt. Rammerne omkring vores frihed synes på den måde at være betydeligt mere snævre end filosofien, den politiske teori og sociologiske tænkning traditionelt har forestillet sig. Men for Schultz er det simpelthen en nødvendighed at redefinere frihedsbegrebet, da handling for klima og natur ellers altid vil blive negligeret til fordel for menneskets hunger efter frihed. Naturen vil med andre ord altid blive ofret på frihedens alter.

Nikolaj Schultz har ved anden lejlighed sagt, at naturkampen må gøres sexet, hvis vi faktisk ønsker at kunne mobilisere bred opbakning til de store struk-

turelle forandringer, som er nødvendige. Omstillingen vil uden tvivl ændre måden hvorpå vi i dag driver vores samfund og lever vores liv, og hvis kampen for bevarelsen af vores klode ikke bliver set som andet end bøvlet og problematisk, vil den ikke blive gennemført. Vi mennesker har brug for at blive inspireret og motiveret til at handle kollektivt. Et lignende budskab er desuden begyndt at botanisere sig hos Den Grønne Ungdomsbevægelse, som nu i højere grad er begyndt at tale klima- og naturkampen op som et projekt, der på mange måder kommer til at gøre livet bedre, ikke kun værre.

Skal vi mærke de fysiske konsekvenser før vi handler?

Nikolaj Schultz’ vision og projekt lyder umiddelbart både håbefuldt og inspirerende. Måske det er på idéernes kampplads, at slaget om vores natur skal vindes? Desværre er ikke alle meningsdannere så optimistisk indstillet. Den danske forfatter og digter, Theis Ørntoft, har ved flere lejligheder udtrykt, at han mener, at vi må indse at vi allerede har tabt naturkampen. Så sent som i oktober skrev Ørntoft en kronik i Politiken med titlen: ”Klimakampen er slut – vi tabte. Nu begynder kontroltabet”. Han deler samme forestilling som Bruno Latour. Verden er sammensat, menneske og natur kan ikke adskilles, og vigtigst af alt udgør naturen et så komplekst netværk af forskellige aktører og reaktioner, at det er umuligt at forestille sig, at vi kan administrere eller overskue det. Og heri ligger Ørntofts afmagt. Jorden og naturen er så komplekst et system, at vi umuligt kan løse den krise vi har sat gang i. De mørke kræfter er så at sige sluppet løs, og nu kan vi kun forberede os på det, der kommer.

Ørntoft har i en podcast med psykologiprofessor og danskernes foretrukne guru, Svend Brinkmann, luftet idéen om, at mennesket måske ikke selv kan ændre dets etiske idégrundlag. For Ørntoft synes det altså umiddelbart urealistisk, at vi ved at idéudvikle og redefinere vores begreber og livsanskuelser kan få mennesker til faktisk at handle anderledes i det

virkeligt levede, praktiske liv. Ud fra dette perspektiv er udviklingen altså ikke drevet af idéer, men derimod af materielle vilkår. Sagt med andre ord, er folk i realiteten ikke påvirket af idéer eller etikker. Det er først når kælderen står i vand, høsten slår fejl, og varmen får os til at gispe efter luft, at vi indser, at vi bliver nødt til at handle.

Ørntofts syn på krisen er en ordentlig mavepuster, for ser han ikke ud til at have ret? Bør vi virkelig bevare troen på, at vi kan nå at afværge de værste konsekvenser, selvom der endnu ikke er ret meget som tyder på det? Hvis Theis Ørntoft har ret, står vi reelt i en uoverskuelig eksistentiel krise, som vi ikke kan afværge, fordi verdens vilkår har frataget os vores frie vilje. Og betyder det så, at vi skal give op? Betyder det at vi nu bare skal bygge dæmninger, sikre vores kældre mod oversvømmelse og bygge en mur for at afværge flygtningestrømmen fra Afrika?

Den legendariske tyske filosof og oplysningstænker, Immanuel Kant, leverer måske det eneste brugbare svar på det spørgsmål. Kant var ikke sikker på, at mennesket faktisk havde fri vilje. Men samtidig var han bevidst om, at det formentlig aldrig ville kunne hverken bevises eller modbevises. For Kant var det dog ikke vigtigt for mennesket og det levede liv, om den fri vilje var ægte eller ej. Kants konklusion er, at uanset om den frie vilje faktisk eksisterer, må vi leve vores liv som om den gør. Uanset om vi tror på, at de valg vi træffer er vores egne, skal valgene stadig træffes som om de var frie.

Derfor skal vi også alle blive ved med at kæmpe for naturen, som om det betyder noget. Vi skal fortsat producere de nødvendige fakta, og formulere de idéer, som skaber det nødvendige vidensgrundlag, og den nødvendige motivation og etik, hvorpå vi kan handle. Vi må handle, som om naturen stadig kan reddes. Vi kan ikke tillade os at give op.

Fra AU til Christiansborg: Mathilde kæmper for de unge og de studerendes generation

AF JAKOB KIM RASMUSSEN | Jakkr@outlook.dk

Mathilde Hjort Bressum, der studerer statskundskab på Aarhus Universitet, bliver Jakob EllemannJensens arvtager og dermed spidskandidat i Aarhus Sydkredsen til næste folketingsvalg. Til Kandestøberen fortæller Venstre-profilen om hendes politiske ambitioner og afslører, hvordan ét politisk ønske ikke passer med Venstrepolitikken.

Det er de færreste statskundskabere, der ikke er blevet spurgt om målet er at blive politiker, og selvom det sker for de færreste, lever fordommen alligevel i bedste velgående - cand.scient.pol rimer på Christiansborg. Mathilde Hjort Bressum er stud. scient.pol, men også byrådsmedlem i Aarhus for Venstre - hun er derfor én af dem, der faktisk bekræfter fordommen.

Den 25-årige er også en af de politikere, der gerne giver klare svar: med et smil på læben fortæller hun

nemligt glædeligt om, hvor hun kan findes om et år. “Jeg er i Folketinget." “Mankansige,atbyrådetermin primære beskæftigelse, og studiet er som et studiejobformig,” forklarer hun metaforisk.

Overraskelse gav strøm til politikerdrømmen Selvom Bressum passer bedre i fordommen end de fleste, har politikerlivet aldrig ligget mere i kortene end hos andre statskundskabsstuderende.

Detvarpåingenmådernaturligt.Jegharaltidværet politisk interesseret. Det var også derfor jeg valgte

atlæsestatskundskab,dajegflyttedetilAarhus.”

“Jeg meldte mig ind i et ungdomsparti, fordi jeg manglede et netværk og havde lyst til at mødes med andreunge,dergernevillediskuterepolitik,” fortæller hun fra Venstre-kontoret på rådhuset.

Den politiske nysgerrighed valgte ikke kun Bressums studie, men åbnede også hendes øjne for samfundets skævheder.

“Da jeg begyndte på statskundskab, begyndte jeg at interessere mig mere for studiemiljøet og Aarhus generelt, så jeg undersøgte, hvem der sad i Aarhus’ byråd. På daværende tidspunkt var gennemsnitsalderenpå58år.”

“Detsynesjegvarrigtig,rigtighøjttagetibetragtning af, at Aarhus er en ung by. Jeg blev overrasket over, at der ikke var flere unge, og at der ikke var en borgerligogliberalung,” forklarer hun.

Det blev Bressums motivation at tale de unge borgerliges sag i Aarhus - og det er netop også det, der skal sende randrusianeren i Folketinget.

“Min politik har været og er stadig meget centreret om ungeliv og studieliv.” “Lige nu mener jeg, at et af de største issues er mistrivsel blandt unge - det er ensomhed og det er stress - det er unge, der har mere ondt i livet, end man har haft tidligere,” lyder det.

Bressum nævner selv den aarhusianske platform Genlyd som et godt eksempel på, hvordan hun mener ensomhed forebygges.

Man kan finde alt fra nogen at gå eller løbe med til enmadklub.Jegerogsåblevetaktivienvinklub,man kan komme med i rigtig mange fede ting,” fortæller hun med begejstring og fortsætter: “I virkeligheden, synes jeg, at det er rigtig vigtigt, at man sikrer de bedst mulige rammebetingelser for, at der er et godt foreningsliv i Aarhus så unge, når de flytter til byen, kanværeendelafetungelivogfåstærkenetværk.”

Brugte selv det sjette SU-år

Det er dog ikke kun unges velvære, der skal fylde, hvis Bressum skifter Arne Jacobsens marmorbygning ud med Christiansborg.

“Det bliver unges mentale sundhed, det bliver fokus påansvarligklimahandling,detbliverfokuspåbedst muligerammevilkårforvoreserhvervsliv,isærheri Østjylland,ogsåbliverdetiværksætteri."

“Vi skal sikre de bedst mulige betingelser for at tiltrække kapital til nye iværksættere, men også gøre reglerne mere transparente, sikre færre regler og bureaukrati,” konkluderer hun.

Det er tydeligt, at Bressum har klare mærkesager for, hvad der skal ske i fremtidens Danmark. Men det er også tydeligt, at især de unge og studerendes vilkår betyder noget for hende - og det står især klart i spørgsmålet om den nye SU-reform.

Hendes parti, Venstre, har sammen med de øvrige regeringspartier, Moderaterne og Socialdemokratiet, samt Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti lagt op til en reformering af SU’en. Den nye aftale indebærer blandt andet en afskaffelse af det sjette SU-år - en mulighed Bressum selv har brugt i sin egen studietid.

“Jeg synes, man har strammet skruen lidt for meget - men det er klart, man skal finde en balance, hvor dererpladstilatvælgeforkertogsomsamtidigtgør, at man undgår evighedsstuderende, der snylter på systemet,” forklarer hun.

Politikeren på statskundskab

Tilbage til starten og fordommen om forbindelsen mellem statskundskaberen og politikeren.

I 2011 kom Altinget frem til, at næsten 20 procent af folketingets medlemmer kunne skrive cand.scient. pol på CV’et. Men for Bressum er det ikke uddannelsen, der skal afgøre ens politiske stemme.

“Jeg synes, at man skal stille op, hvis man har noget på hjerte, og det er sådan set uanset, hvilket parti, eller hvilken holdning, man har. Jeg synes, man skal give det et skud, og det bedste råd, jeg nok kan give, deteratgribedechancer,derkommer.”

“Stilopoggørsinstemmegældende,ogdetersådan setligegyldigt,ommanstilleropiuniversitetspolitik, ungdomspolitik,lokale,folketingsvalg,ellerhvaddet nu kunne være,” er den klokkeklare opfordring.

Mathilde Hjort Bressum er Venstres bedste bud på et folketingsmedlem fra Aarhus Sydkredsen, når Danmarks næste folketingsvalg afholdes senest 31. oktober 2026.

POLITOLOGISK FORENING

Kære IFSK,

Efter en kort pause med eksamener og vinterdepression er PF tilbage, og allerede i gang med at gøre hverdagen lidt lysere.

Den 16/2 blev den årlige generalforsamling afholdt, hvor alle udvalg berettede om det forgangne år, og den nye bestyrelse blev valgt. Tak til alle der kom og skabte en fed stemning.

(fun facts fra venstre mod højre)

Nim: “Jeg har sunget for Dronning Margrethe og Søren Pape på samme tid”

Esther: “Jeg er engang blevet kørt ned af en mand på en handicapscooter i Føtex”

Pil: “Jeg har engang spist 20 tarteletter, og derudover rekorden i at spise æbleskiver til familiejulefrokost (24 æbleskiver)”

Seb: “Jeg er kasserer i Dansk Bådvenderlaug - En forening for alle, som har været bådvender til kapsejlads (46). Jeg er desuden også kritisk revisor i selvsamme udvalg”

Green: “Jeg vandt årets ‘Troede I var det shit’ i gym med mine venner”

Mads Emil: “Jeg kan ikke svømme”

Mette: “Jeg er i Guinness rekordbog for at have bagt flest pizzasnegle på et døgn”

Mads Holst: “Jeg er faldet i Ribe å lidt for mange gange”

Asger: “Jeg levede af at sælge indfløjede mangoer i Østtyskland for 8 euro pr. mango”

Grøn: “Jeg brugte 3 forsøg på at bestå mikro”

Line: “Jeg tilmeldte mig ‘Min funky familie’, hvor jeg med min kusine performede et cover af Hej Matematik Vi blev afvist”

Naja: “Jeg er halvt Bornholmer”

Petz: “Jeg har i en håndboldkamp tisset i bukserne på banen, fordi jeg ikke turde sige, at jeg skulle tisse… jeg var 10”

Kort studietur til RIGA (18-22/3)

Studietursudvalget i PF arrangerer to studieture i løbet af året; en kort i påsken og en lang til efteråret. Vi starter med et brag af en kort studietur til den pulserende by Riga fra d. 18.-22. marts. Vores dedikerede udvalg er i fuld gang med at sammensætte et program sprængfyldt med sociale, kulturelle og faglige oplevelser, der vil sætte dit hjerte i brand og din viden i vækst. Kun 30 eksklusive billetter er til rådighed, så sæt kryds i kalenderen og vær klar til billetsalget d. 6. marts kl. 9.30 i PF -lokalet. Dette er din chance for at opleve Riga på en helt speciel måde og ovenikøbet med mulighed for en masse nye venskaber!

Europa-Parlamentsvalgdebat (19/3)

Fra den 6.-9. juni 2024 går europæerne til stemmeurnerne for at vælge de politikere, der skal repræsentere deres holdninger de næste fem år. I den forbindelse afholder vi d. 19. marts en spændende debat om aktuelle EUemner. Her får du mulighed for at stille skarpe spørgsmål direkte til spidskandidaterne fra Europabevægelsen og ni partier, der stiller op til Europaparlamentsvalget.

Eventyrsfesten (8/3)

Den 08. marts kl. 20.00, inviterer PF til eventyrsfest. Hvis du har en indre prins, prinsesse, trold, drage eller kan jonglere med øl og drinks, så vil du ikke gå glip af denne fortryllende aften. Vi håber, at vi ses!

Kommende arrangementer:

06/03: Kapsangsdag

08/03: PF fest: Eventyrsfest

18/03-22/03: Kort studietur til Riga

19/03: Europabevægelsen

22/03: Lang bar

// PF - Upartisk Partypolitik

Bukeles kamp mod bandekriminalitet - et trade off

mellem menneskerettigheder og fred i El Salvador?

Af Gabriell Ragnan | gabriellrangan@gmail.com

El Salvadors præsident, Nayeb Bukele, også kaldet ”den sejeste diktator”, bliver set af store dele af befolkningen som løsningen på den årtier lange kamp mod bandekriminalitet i landet.

Over Bukeles sidste præsidentielle periode har han formået at sænke drabsraten og bandekriminalitet i landet gevaldigt med kontroversielle og udemokratiske tiltag, men samtidigt forbliver han en af de mest vellidte statsledere i verden ifølge meningsmålinger.

Andre latinamerikanske lande præget af lignende bandekriminalitet tager nu inspiration fra Bukeles

La Mano Dura policy, en jernnæve af militær- og politisamarbejde, en stærk oprustning af politistyrker og massefængsling af mistænkte bandemedlemmer. Tidligere i år vandt den 42-årige politiker præsidentvalget for anden gang som den første præsident i El Salvadors historie. Det er særligt et historisk valg, da det sort på hvidt strider imod forfatningen at være præsident i mere end en præsidentiel periode. Situationen over de sidste år i El Salvador under Bukeles administration hæver flere interessante spørgsmål. Kan krænkelserne af civile rettigheder retfærdiggøres? og hvordan har Bukele kunne udføre sådan et effektivt opgør med bandekriminalitet i landet?

I et land som Danmark kan vi måske have svært ved at forestille os den ustabile, korrupte og voldelige situation som El Salvador har befundet sig i de sidste mange år. I løbet af tre årtier har mere end 120.000 civile mistet livet som konsekvens af den høje bandekriminalitet. Til sammenligning peger en undersøgelse fra DRs Undersøgende Databaseredaktion på, at 1.338 drab har fundet sted i alt i perioden fra 1992-2016.

Ud fra tallene får vi dog kun indfanget et aspekt af omstændighederne i El Salvador. Menneskesmugling og afpresning samt lokale og regionale områder underlagt bandernes kontrol har været et af de helt store problemer. Bandernes primære indtægt

har været afpresning af lokalbefolkningen. Dette er noget som staten både mister hundrede af millioner på i statsindtægter, da mange købmænd og virksomheder betaler i frygt for konsekvenser eller endda medregner den faste udgift krævet af bander i virksomhedernes regnskab.

Bukeles kamp mod bandekriminalitet

Nayeb Bukele stillede først op til præsidentvalg i 2019 med et løfte om at stoppe bandekriminalitet og en handlingsplan for netop dette. I en tid hvor El Salvador desperat havde brug for en forandring, efter en række af mislykkede forsøg på at stoppe bandekriminaliteten fra tidligere regeringer og mange tilfælde af politisk korruption i et land stadig præget af høje drabsrater, afpresning og konstant frygt for at komme på den forkerte side af banderne. Bukele vandt derfor overvældende støtte og endte med en stor sejr og et land som nu forventer en forandring.

Bukeles opgør med bandekriminaliteten begyndte først rigtigt i kraft af en koncentration af magten omkring regeringen, efter han først kontroversielt vandt flertal i parlamentet.

En “løs fortolkning” af lovgivning om bander og minimal juridisk og politisk modstand tillader Bukele at udøve omfattende og voldsomme angreb på bander efter at have erklæret undtagelsestilstand i 2022. Dette skete som følge af en massehenrettelse af civile udført at banderne i protest mod Bukele og angrebene mod organiseret kriminalitet. Undtagelsestilstanden tillader underminering af civile rettigheder, såsom begrundelse for anholdelse, 24-timers tidsgrænse på opretholdelse af anholdelsen og beskyttelse mod myndighedernes overvågning af private samtaler. Dette, kombineret med et samarbejde mellem soldater og et styrket politi og aggressive angreb på kriminelle områder, udgør en effektiv, men også stærkt kritiseret kamp mod bandekriminalitet. Tidligere regeringers kamp mod banderne

i landet har historisk fejlet og været ineffektive, og her peger eksperter især på magtkoncentrationen og undtagelsestilstanden som den store forskel og grunden til den store succes bag Bukeles handlingsplan. Bukele og hans regering har siden den første erklæring af undtagelsestilstand forlænget den oprindeligt 30 dage lange periode 23 gange indtil videre, og fortsat sin “LaManoDura-strategi”. Dette har ledt til en massefængsling af mistænkte bandekriminelle inden for en ny og højere strafferamme, som i visse tilfælde har en kumulativ effekt på straffen ved gentagne domme. Som konsekvens sidder over 2% af den voksne befolkning i El Salvador i dag i fængsel, mange af dem i et nybygget megafængsel med en kapacitet på 45.000 fanger. Succesen af Bukeles kamp er tydelig at se, både på gaden og i statistikker. Drabsraten er faldet til det laveste niveau siden 1992, ifølge InsightCrime.orgs rapport fra 2023 og støtten til Bukele er fortsat høj, hvilket afspejles i meningsmålinger som viser 85-90% tilfredshed.

Krænkelser af civile rettigheder

Dokumentation af inhumane forhold, dødsfald i de overfyldte fængsler og tilfælde af tortur er nogle af de mange kritikpunkter af Bukeles massefængsling. De aggressive angreb på bander har været særligt effektive, da Bukele og hans regering har kunne udnytte en majoritet i både parlamentet og højesteretten til at gøre brug af den lange undtagelsestilstand med minimal modstand. Dette har ledt til stor international kritik fra særligt NGOer og andre menneskerettighedsorganisationer. Her belyser rapporter fra Cristosal og Human Rights Watch tusinder af krænkelser af menneskerettigheder, herunder fængsling af uskyldige, tortur og grov magtmisbrug af fanger. Over 90 fanger er døde under ilde forhold, nogle af dem uden en obduktion er blevet foretaget. Ligeledes dokumenteres begrænsning af pressefrihed, herunder fysiske og digitale trusler mod journalister, begrænset adgang til offentlig information, hvilket har ledt til flere tilfælde af journalister som

er flygtet af frygt for uretmæssige anholdelser eller chikane.

Magtkoncentrationen af Bukeles adminstration

Den forfatningsstridige magtudøvelse i form af bl.a. undtagelsestilstanden og den lange forlængelse af den har kun kunne ske ved en magtkoncentration. Ifølge Freedom House, har Bukeles administration bremset parlamentets beslutninger indtil de i 2021 efter primærvalget fik supermajoritet. Siden hen er administrationen blevet kritiseret for at tilbageholde information til oppositionen. Både formelt og i praksis har supermajoriteten tilladt en åben bane for at få ønsket lovgivning igennem.

Domstolenes magt er ligeledes blevet indskrænket af Bukeles administration, hvilket især skete under “udrensningen” af retsvæsenet, hvor alle dommere over 60 år eller med mere end 30 års dommererfaring blev fjernet, hvilket udgjorde en tredjedel af dommere. Freedom House vurderer, at domstolene i høj grad ikke handler uafhængigt. Bukeles administration har uden konsekvenser udført forfatningsbrud både under covid-19 og undtagelsestilstanden igangsat i 2022.

Et trade off mellem demokrati og fred?

Menneskerettighedsorganisationer og flere lande stiller sig stærkt kritiske overfor de voldsomme brud på civile rettigheder og menneskerettigheder forbundet med undtagelsestilstanden. På trods af menneskerettighedskrænkelserne, koncentrationen af magten og de fortsatte brud på forfatningen, rapporterer El Salvador et fortsat dyk i drabsraten og bandeaktiviteter. Landet plaget af organiseret kriminalitet med utallige tilfælde af drab, voldtægter og byer underlagt banders kontrol, oplever en forandring som på den ene side er en lettelse og et effektivt opgør med banderne, men på den anden side ses der voksende autoritære tendenser fra regeringen og en demokratisk tilbagegang.

Interview med Rune Lykkeberg: ”Viskalsprede kærlighedtilsidenogvrede modtoppen”

I 2023 udgav Rune Lykkeberg, chefredaktør på Dagbladet Information, ”Vi skal gøre det hele på én gang”. Bogen er en fortsættelse af serien ”Langsomme samtaler”, og et forsøg på at indfange tidens tanker gennem en interviewrække med forskere, forfattere og aktivister over hele verden med klima som det helt store sammenvævende bagtæppe. ”Vi skal gøre det hele på én gang” åbner rummet for refleksion, svære spørgsmål og giver ikke kun et bud på, hvor verden – og særligt venstrefløjen - er på vej hen, men måske også, hvordan vi selv kan være til stede i den på en meningsfuld måde. Derfor har vi sat Rune Lykkeberg i stævne på Informations kontor for at tale om klima, konflikt og om at gøre det hele på én gang.

AF JENS PETER DINESEN | jenspeterdinesen@hotmail.com

OG KATHRINE HEDE KROGH | kathrinehedekrogh@hotmail.com

Vi, Jens og Kathrine, har væbnet med pen og papir begivet os fra magtens rugekasse til magtens centrum, hovedstaden. Vi møder Rune Lykkeberg i kantinen på Informations redaktion og hilser lettere nervøst, da han slår armene ud og begejstret udbryder: ”Kandestøberen!”. På vej op ad de skæve trapper i Indre By fortæller han belevent om, hvordan modstandsavisen Information overtog bygningen fra den nazistiske avis, Fædrelandet, ved befrielsen i 1945. Identiteten som magtkritikere og frontløbere for nye dagsordener står da også tydeligt i avisens DNA i dag, og netop derfor er klima omdrejningspunktet for vores samtale.

Dinsenesteboghandleromdemangekriser,vilever underogertætforbundet.Viskalgøredethelepåén gang, hedder den. Kan du prøve at forklare, hvordan titlenrelaterersigtilbogen?

”På den ene side må man sige, at alle vores problemer; ulighed, demokrati, migration, er på en eller anden måde forbundet med klimaet, og man kan ikke isolere klimaet. Til gengæld kan man bruge klimaet som en indgang til dem alle sammen. Men den anden og mere håbefulde ting er at sige, at til gengæld er

der en indsats på alle niveauer. Det vil sige, at der er en kommunal indsats, der er en regional indsats, der er en statslig indsats, der er en europæisk indsats, men der er også en indsats i forhold til erhvervsliv og i forhold til institutioner. Så det er det, jeg mener med, at man skal gøre det hele på én gang.”

I forordet beskriver du også, at du har det her dannelsesaktivistiskeprojekt.Kanduuddybedet?

”Jamen, det udspringer jo af faktisk et Løgstrup-citat, som jeg var meget begejstret for, da jeg var ung. Han sagde, at vi har indrettet et samfund, vi ikke er intelligente nok til. Og det betyder jo, at folk er formelt demokratiske. De er ikke demokrater, men de oplever reelt, at verden kører hen over hovedet på dem. […] Dem, som det hele afhænger af, det er jo os. Det er jer. Det er, at vi er klar til at være med til at bestemme. Det er, at vi forstår, hvad der er på spil i vores samfund. Vi kan gøre os gældende. […] Man kan sige, at det var faktisk det Grundtvig sagde om højskolerne i 1800-tallet. Det var, at man skulle løfte almuen til et folk. Og man kan sige, at dannelsesaktivisme i dag, det er at løfte almuen til et folk en gang til.”

Vil du så mene, at bogen har et bredt folkeligt publikum?

Rune Lykkeberg smiler af spørgsmålet og udtrykker, hvordan Information er som en slags journalistikkens Velvet Underground – en forsamling med få, men ikke desto mindre passionerede tilhørere: ”Det er klart, vi har ikke et kolossalt publikum. Men vi har et publikum, som gerne vil gøre sig gældende overfor andre. Og det er ligesom at smide en kæmpestor sten i vandet. Det, jeg håber med Langsomme Samtaler-bøgerne, det er at man som menneske i verden, der godt kan synes, at alting går den forkerte vej, og det bedste vi kan gøre, det er at holde fast i det mindst uacceptable; altså, Biden er det bedste, vi kan få. Bare Biden. Men det er 4 år med Biden. […] Men i stedet for at få fornemmelsen af, at man står alene og afmægtig overfor en stor, ond, mørk verden - og det bedste, man kan gøre, det er at holde det bestående i hånden - så i stedet får fornemmelsen af, at der er folk i gang over det hele, og vi er mere forbundet med dem end nogensinde før.”

Hvad skal klimaaktivismen?

Jeg husker fra dit oplæg i Århus i oktober 2023, at du stillede dig kritisk over for radikale klimademonstrationer med fx vejblokader og fastlimning til toge, fordi det i højere grad opdeler end oplyser, skræmmer og gør folk vrede, hvilket i virkeligheden skifter fokus fra de reelle problemer. Hvordan synes du, at vi og man effektivt skal kommunikere klimakrisenogdengrønneomstillingforatoverbevisedem,dererskeptiske?

”Jeg synes, der er sådan en præmis om, at folk ikke har forstået, hvor alvorligt det er. Selvfølgelig ved folk godt, hvor alvorligt det er. De tror bare ikke, der er noget at gøre. Og derfor skal man passe på, at man ikke tilskriver sig selv en autoritet, som den, der ser alvor, når alle de andre lever i vildfarelsen. Man skal passe på, at man ikke sætter sig selv op på en piedestal, hvor præmissen er, at man ser alle dem, man skal have med sig som enten destruktive

” Altså, for mig skal aktivismen åbne hjerterne hos dem, som ikke har magt. Og det skal den gøre, for at de kan blive så stærke sammen, at de kan knytte næverne mod dem, der har magt.

forbrugere, eller bevidstløse forbrugere, eller samvittighedsløse mennesker. Man bliver simpelthen nødt til at få dem med. Og det kræver virkelig meget kærlighed.”

Rune Lykkeberg er optaget af at indfange klimakampen på alle tænkelige niveauer i samfundet, og på den måde tydeliggøre, hvor meget der foregår. Han beskriver, hvordan Fridays For Future havde et enormt momentum fra gaden til centralmagten, og var med til at påvirke klimaloven i 2020. Men samtidig opstår der også en ny form for klimabenægtelse, hvor politikere underliggende ikke tror på, at politik nytter noget. Lækageargumentet, mener Lykkeberg, er et symptom herpå. ”Lækageproblematikken bygger på en antagelse om, at de andre snyder. Lækageproblematikken bygger på en antagelse om, at vi er de rene, og de andre er beskidte. Og inde i det, der er der jo en tro på, at politik ikke nytter noget. At det faktisk er ligegyldigt. Derfor får klimabevægelsen den utrolig svære opgave; På den ene side at være alarmist og sige: jorden brænder! Men på den anden side, også at vise dem, at politik betyder noget. At der faktisk er meget i gang på samme tid. Og det er jo helt bizart at skulle være mere ansvarlig, end de ansvarlige.”

Jeg synes, at alt det, man gerne vil opnå radikalt for en mere social, retfærdig, solidarisk, næsten utopisk verden, jeg kan ikke se, at man ikke kan opnå det ved at gå igennem klimaproblematikken

Kyniker eller moralist?

Balancegangen som klimaaktivist er altså ikke nem, og Lykkeberg understreger, at vi som borgere snarere bør se hinanden som medspillere end modstandere i klimakampen. ”Jeg tror meget på kærlighed til siden, vrede mod toppen. Open your hearts, som Elizabeth Wathuti siger, jeg elsker det. Jeg elsker det, elsker det virkelig, fordi jeg synes, at sorgen over ødelæggelsen af det fælles, den er uafviselig. Og ligesom nå ind i folk. Altså, for mig skal aktivismen åbne hjerterne hos dem, som ikke har magt. Og det skal den gøre, for at de kan blive så stærke sammen, at de kan knytte næverne mod dem, der har magt. Og alle de ting, der rammer nogen, der ikke har magt, jeg synes de er meningsløse. Jeg kan ikke se, at de er hjælpsomme, og jeg synes det er en misforståelse”, siger Lykkeberg og fortsætter: ”Altså, for folk i jeres alder, er to ting, man ikke må blive. Man må ikke blive moralist og man må ikke blive kyniker. Altså, man må ikke blive moralist i den forstand, at man tror, man er bedre end de andre, og ens absolutte krav er absolutte. I det sociale liv, der er ingen absolutte krav. Alt er et kompromis. Men til gengæld, hvis man siger, at alt er kompromis, derfor er alt kamp og alt kan være ligegyldigt, så er man tabt på forhånd.”

I forlængelse heraf udlægger Lykkeberg også sin splittelse om kunstværksaktioner i klimakrisens navn. ”Mit instinkt er, at jeg kan godt lide de der kunstværksaktioner. Jeg synes, det er fedt, fordi jeg synes, der er noget absurd over, at de der fuldstændig ligegyldige objekter, at de er enormt hellige, og naturen er man ligeglad med. Så jeg kan godt lide dem. Jeg vil ønske, de virkede. Jeg synes, det er fedt, ligesom at sige, det her er helligt for jer. Fuck jer svin. Men jeg kan konstatere, at de ikke virker. Altså moralsk og æstetisk elsker jeg dem. Jeg synes virkelig, det er sjovt på alle mulige måder, men jeg synes, de går fejl af det. Så kærlighed til siden og vrede opad, de to ting betinger ligesom hinanden.”

Institutionel aktivisme

Nu skal vi ud at være statskundskabere – djøf’erepådeneneellerandenmåde,ogmangeafosharmåskevalgtuddannelsenfornetopattagelivtagmedde problemer,viser.Hvordanserduvoresvirkeiatløse problemerne?

”Vildt vigtigt. Og det er noget af det mest opmuntrende faktisk overhovedet. Jeg talte med hende, der hedder Laurence Tubiana. Hun var med til at lave hele rammearbejdet for Paris-aftalen, født i Algeriet, sindssygt fed type. Hun sagde, at hun var gået fra at uddanne folk, der skulle varetage systemet, til at uddanne folk, der skulle forandre systemet. […] Og helt seriøst, altså romantisér det som en frihedskamp. Det mener jeg. Og det er jo en frihedskamp, som systemet gerne selv vil løse.

Der er meget stor forskel på at tænke, at her er det døde system, og her kommer jeg ind med mit liv. Jeg skal overvinde det. Og så til at sige, at inde i systemet er der de her konflikter, og de her modsætninger. En forpligtelse på nogle grønne målsætninger. En forpligtelse på vækst. Altså vækst er også venstreorienterede ting, eller at man kan få en ekstra sygeplejerske, eller at man kan få hjertebehandling. Altså

vækst er ikke ondt. Men forstå, at der er de her konflikter inde i systemerne, som er systemimperativer. Og der går man ind og arbejder med den ene side mod den anden side, snarere end at man skal reformere systemet. Altså der er medspillere og modspillere i det her. For mig er det derinde en af de virkelige indsatser er.”

Forholdetmellemhåbogafmagteretgennemgående spørgsmål til alle dem, du egentlig snakker med, fordi de store udfordringer, vi står overfor, ligesom kan være uløselige, men mange af dem har vidt forskellige måder at have håb på. Hvordan ser du på fremtidens udfordringer, og hvordan holder du fast i troenpå,atvinokskalklaredem?

”Jeg har ikke nogen tro på, at vi nok skal klare dem. Jeg har en tro på, at det giver mening at forsøge at klare dem. Jeg tror, at jeg har det grundlæggende…” Rune stopper op, smager lidt på ordene efter en kort tænkepause og fortsætter: ”Altså jeg har det nok i stigende grad sådan, at man simpelthen ikke ved, hvad der sker. Altså helt basically, så har jeg det sådan, og det er en god ting. Man ved, at noget sker. Man ved, at man hjælper det.” Videre herfra drager Rune Lykkeberg selv en parallel til de pro-palæstinensiske demonstrationer, der foregår lige nu: ”Et godt eksempel

faktisk, synes jeg, er de her palæstinademonstrationer, der er i øjeblikket, fordi jeg synes, de er så bevægende. Fordi der er en gruppe af danskere, som er palæstinensere, 25.000, som er vokset op i landet, og har været vant til, at de var periferien af samfundet, og hver gang, der var et eller andet med udlændingepolitik, så skulle de bare lukke røven […] Og pludselig så kommer der sådan nogle demonstrationer, hvor der er en generation af ressourcestærke danske unge, som ligesom forgæves har forsøgt at være noget for andre end sig selv. Og pludselig så mødes de der to.”

Venstrefløjens polykriser

Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt mere ind til alle de sammenhængende kriser, som Vi skal gøre det hele på én gang, også beskriver. Der har været lidt forskellige holdninger til, at Greta Thunberg eksempelvissammenkoblerklimakampenogpalæstinademonstrationer, og et andet eksempel er klimakamperklassekamp.Trorduatsammenkoblingenaf forskellige problematikker bliver en styrke eller en svaghedforbevægelserne?

”Jeg tror på, at klimabevægelsen skal bruge kærligheden til naturen, kærligheden til andre mennesker, forpligtelsen på fremtiden, som den helt store appel

og vej ind i alle de andre problemstillinger. Det tror jeg på. Jeg tror, at der er mange flere, der vil være med til at reformere kapitalismen, hvis du siger, at vi skal beskytte naturen og redde vores miljøer og vores børnebørn. […] Så jeg synes, at alt det, man gerne vil opnå radikalt for en mere social, retfærdig, solidarisk, næsten utopisk verden, jeg kan ikke se, at man ikke kan opnå det ved at gå igennem klimaproblematikken. Jeg kan ikke se, at man har behov for alle de andre”. Spørgsmålet er så, hvordan venstrefløjen nu skal udtrykke magtkritik og visioner?

”Jeg synes både venstrefløjen og ungdommen har brug for nogle nye slogans. Altså, hvad fanden; ud med alt det gamle lort. Altså, hvad er det for en verden? Fordi det er jo også en verden, hvor man skal lære, at der er noget andet. Den gamle venstrefløj var jo vred og ville slås - alt det her er også selvkritik,” indvender Lykkeberg forsikrende, ”og ville rive ned. For den gamle venstrefløj, det at være samfundsomstyrtende, var altid godt. Det at være subversiv, provokerende, anstødelig, var altid godt. Nu kan vi jo se, hvem der er bedst til det i hele verden. Det er Donald Trump. Det er det, Trump er. Så hvad skal en venstrefløj være? Den skal være reddende. Den skal bygge verdener. Den skal skabe fællesskaber.”

Med henvisning til Pierre Rosonvallon, der medvirker i Langsomme Samtaler, forklarer Lykkeberg, hvordan han i slutningen af 60’erne opdagede, at venstrefløjen ikke havde tilstrækkelig intelligens til sin indignation. ”Det jeg oplever, er helt grundlæggende. Det er, at folk enten har for meget intelligens og for lidt indignation. Eller også har de for meget indignation og for lidt intelligens. Så det er ligesom at bringe intelligens ind. Og få intelligensen på højde med sin indignation. Det synes jeg er så ekstremt vigtigt. Og jeg bliver mere træt af dem, der sidder og er pissekloge og ikke vil engagere noget i det. […] Det har ingen som helst forbindelse med verden. Og så sidder man og leger radikal og samfundsomstyrtende, og det flytter ikke et komma i et kommunalt regnskab! Men jeg bliver også træt af dem, som er indigneret uden at gøre sig intelligente. Og det, jeg bliver træt af

Så hvad skal en venstrefløj være? Den skal være reddende. Den skal bygge verdener. Den skal skabe fællesskaber.”

ved dem, det er, at de skal skulle forstå, at samfundet er kompliceret. De skal forstå, at det er svært. Tingene er, som de er af en grund. Det er ikke sådan, at der er bare nogle onde svin, der har installeret væksten. Og kapitalen og velfærdsstaten og sådan noget oven i hovedet på os. Tingene er, som de er af en grund. Det betyder, at der er fornuft i alle ting, og hvis man skal lave dem om, så skal du forstå den fornuft. Og det kan man sige, det er ligesom dannelsesaktivismens mål. Det er at bringe folk intellektuelt på højde med den magt, der regerer over dem.

Efter en lang snak om klima, aktivisme, venstrefløjen og verden går vi fra redaktionen med en følelse af, at tingene – netop som Rune sagde – sker omkring os, og at vi har en rolle at spille i forandringerne. Og hvis du, kære læser, stadig mangler at blive overbevist, eller er nysgerrig efter mere, kan du følge med i næste udgave af Kandestøberen, hvor vi bringer anden del af interviewet. Det handler om vækst, klima og om der måske er en vej i verden, hvor de to kan sameksistere?

G E N E R A L F O R S A M L I N G

I P O L I T O L O G I S K

I P O L I T O L O G I S K

B O G F O R M I D L I N G

B O G F O R M I D L I N G

SOM EN TÅRE I OCEANET

Alt det triste bør begrædes. De mest nyttesløse tårer fælles for fremtider der er afgjort, eller for fremtider uden for ens umiddelbare indflydelse. Det er derfor Naurus historie bør fortælles - og begrædes. Nauru er en lille ø i Stillehavet. Verdens tredje mindste stat. Verdens mindste demokratiske stat.

Selvfølgelig blev Nauru koloniseret. Det var en længere proces, der førte til en blodig borgerkrig, en influenzabølge, meget vold imod befolkningen, der blev reduceret til blot 200 nauruanere, den første tyske administrator der giftede sig med en 15 årig pige, en japansk invasion af øen og en efterfølgende voldsom deportation af de fleste nauruanere til en anden ø. Men frem for alt fandt Nauru fosfat og blev koloniseret af Australien. Enhver historie skal begrundes. Denne historie kan udelukkende begrundes af disse to faktorer, og den sorg de skaber. Australien og fosfat danser sammen i Naurus historie og danner et uadskilleligt par.

Fosfaten bliver fundet I 1900 og dansepartneren Australien overtager landet I 1914, som en del af Australiens deltagelse I første verdenskrig. Udvindelsen går først rigtig i gang efter første verdenskrig, hvor øen bliver et af Australiens mandatsterritorier. Koloniseringen stiller lande, som har et legalistisk system overfor et kategoriseringsproblem. Dette kategoriseringsproblem bliver værre, hvis det koloniale herskab skal indfrie League of Nations’ ideal som den angelsaksiske verden påstår at forfølge efter første verdenskrig. Problemet kan også løses nemt: Den australske stat forbyder med det samme al salg af jord som nauruanerne ejer, med en undtagelse: BPC som er den australske stats virksomhed,

der skal udvinde fosfaten. Med et praktisk monopol på al fosfat og den lokale administrations mangel på kontrol blev store dele af Naruru opkøbt og fosfaten solgt under markedsprisen. Tiltag som en højere uddannelse for øens borgere blev startet men også hurtigt reduceret, da den australske administration frygtede dannelsen af en intellektuel klasse. Grunden til at denne udpining af landet kunne tolereres var, at den del af landet hvor fosfaten var, ikke ansås som værende essentiel for Naurus befolkning.

Den fosfat Australien får i Nauru kaldes grundet sin renhed “superfosfat”. Molekylet danner grundlag for den agrikulturelle revolution i Australien, som tillader den landbrugsmæssige dominans, som Australien har i dag. Australien blev velsignet af det nauruanske fosfat. En verden uden denne ressource ville have truet det fundament, som har sikret Australiens nuværende velstand. Allerede i 1938 kommer de første rapporter, at landskabet, som minedriften efterlader, ikke kan rehabiliteres.

Efter det korte japanske intermezzo under anden verdenskrig kommer australierne tilbage. De samme institutioner bygges op igen. Minedriften starter igen. Australiens sult efter fosfat er ikke mættet, ressourcen skal bruges til at opbygge landbruget yderligere i den sydlige del af Australien, og den korte konfrontation med verdensmarkedets priser under anden verdenskrig var ikke behagelige. Sulten er så tydelig, at det første, der repareres efter den japanske besættelse er nødvendig mineinfrastruktur.

Kampen om uafhængighed anført af en af de få højtuddannede, Hammer DeRupert, starter. Den bliver

Fra toppen af Ulriken

Beretning fra Bergen

Bergen er bare en spytklat væk fra Danmark. For at stige på flyveren fra Billund skal man ikke engang vise passet ved sikkerhedskontrollen, og flyveturen på 1,5 time er ovre, inden du har kigget dig om blandt nordmænd i Arc’teryx-jakker og Salomon-sko. Er man ikke til flyløsningen, kan man hoppe på ”Danskebåten” fra Hirtshals. Her omgives man i stedet af unge nordmænd – de fleste medtaget efter flere dages stormløb på både Jomfru Ane Gade og billige øl i de danske supermarkeder. Jeg har endnu ikke mødt en nordmand, der ikke har været en tur med denne båd, og det virker til, at unge nordmænd har samme forhold til færgeturen, som en jysk far har til Fleggaard.

Jeg er havnet på udveksling i Norge ad en lille omvej. Oprindeligt skulle jeg tilbringe foråret 2024 i Jerusalem, men pga. krig, ødelæggelse og politisk ustabilitet blev et ophold på det hebraiske universitet umuligt. Jeg endte som sagt i Bergen. Byen er smukt omringet af syv bjerge, man er en times togtur væk fra et skiområde og centrum emmer af liv og glade dage. En indendørs hverdag hjemme i Århus er derfor blevet udskiftet med vandre- og skiture så oftest som muligt. Min yndlingsvandretur so far slutter på toppen af bjerget Ulriken med ømme lår og udsigt over Bergen by til den ene side og Vestlandets smukke landskab til den anden.

Noget af det smarte ved at tage på udveksling i Norge er komforten. En form for jantelov eksister er også heroppe, og at sætte sig ved siden af en fremmed i letbanen forekommer også her lettere grænseoverskridende. De fleste andre internationale studerende har tilmed fået en tur i det norske bureaukratis mølle. De har skulle registrere sig ved det norske politi, oprette norske bankkonti og hvad ved jeg. Jeg er røget direkte igennem systemet og har ved min ankomst været skånet for en del.

Når det så er sagt, så ved alle, der har været på udveksling, at det at søge om at komme til udlandet på studieophold er noget værre bøvl. Planlægningen af opholdet og ankomsten er endnu mere besværlig. Man skal ræse rundt for at få signeret diverse dokumenter, der alle bare bekræfter at man er taget derhen, man har sagt man vil tage hen. En selfie i lufthavnen kunne gøre en ende på alt papirarbejdet. Dertil har jeg for første gang oplevet hvor svære de enkelte afdelinger på AU kan være at komme i kontakt med. SU-kontoret har svartider på samme niveau som Post Nord og Erasmus-hjemmesiden ligner noget, der er programmeret på en Commodore 64-computer. Når man endelig trænger igennem efter 45 minutters telefonkø eller op til 10 dages svartid, har medarbejderne dog vist sig at være virkelig søde og hjælpsomme. Med få klik har de kunne godkende en learning agreement eller sørget for at jeg kunne få min SU til tiden.

Alt i alt kan udveksling virkelig anbefales indtil videre. Specielt i Norge. Hvis man som mig nogle gange kan have svært ved at se ud over sin egen næsetip, kan det være en god ide at flytte næsen. Her et par måneder inde i mit ophold, kan jeg mærke at det allerede har været gavnligt at komme væk. Ikke fordi Århus og AU ikke er et dejligt sted at være, men fordi et andet perspektiv kan give en mulighed for at forstå, at det, man allerede har, faktisk er ret godt.

IDA BRUUN NØRREGAARD | Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og Ph.d.-studerende på Institut for Statskundskab,

Inden for de seneste år er der gentagne gange dukket sager op om ulovlig diskrimination. Det spænder fra sager om forsikringsselskabers diskrimination imod gravide kvinder til arbejdsmarkedsdiskrimination mod mænd med mellemøstligt-klingende navne. Sådanne tilfælde giver som regel anledning til politiske debatter om, hvorfor diskrimination fortsat finder sted – men også ofte debat om, hvorvidt al diskrimination er problematisk. Det sidste skyldes især, at meget diskrimination ikke skyldes had eller negative fordomme, men at det derimod er et forsøg på at effektivisere beslutninger og processer.

I den økonomiske og politologiske forskning i arbejdsmarkedsdiskrimination skelner man ofte mellem to former for diskrimination. Den ene er taste-based diskrimination, som udspringer fra arbejdsgiverens had eller andre negative følelser imod den diskriminerede gruppe. Den anden er statistisk diskrimination, hvor arbejdsgiveren er motiveret af et ønske om at effektivisere en given (beslutnings) proces. Denne form for diskrimination beror derfor på statistiske generaliseringer om befolkningsgrupper. Det kan fx være, hvis en arbejdsgiver afviser ældre ansøgere, fordi de statistisk set er mindre tilbøjelige til at blive i virksomheden i mange år. Statistisk diskrimination anses som økonomisk rationel modsat taste-based diskrimination.

Men selv når diskrimination er økonomisk rationelt, er det ulovligt (med meget få undtagelser). I mit PhD-projekt undersøger jeg derfor, hvad der får folk til at acceptere diskrimination, og hvad man kan gøre for at mindske accepten af ulovlig diskrimination.

Hvad får folk til at acceptere diskrimination?

Der er efterhånden meget forskning, der underbygger teorierne om taste-based diskrimination og statistisk diskrimination. Vi ved derfor, at mange mennesker diskriminerer mod andre grupper, fordi de har negative fordomme om, eller negative følelser overfor grupperne. Vi ved også, at meget arbejdsmarkedsdiskrimination skyldes, at arbejdsgivere eller andre beslutningstagere har uperfekt information om ansøgere, og derfor frasorterer ansøgere på baggrund af statistiske generaliseringer.

Vi ved dog meget mindre om, hvornår folk accepterer andres diskriminerende adfærd. Det er ellers en vigtig brik for at forstå, hvorfor diskrimination stadig er et udbredt fænomen. Hvis folk accepterer deres arbejdsgivers, kollegas eller vens diskriminerende adfærd, er de sandsynligvis ikke motiverede til at udfordre eller kritisere disse (ulovlige) diskriminerende praksisser.

I min forskning har jeg netop undersøgt, hvornår og hvorfor både danskere og amerikanere accepterer arbejdsmarkedsdiskrimination. Her har jeg bl.a. brugt survey-eksperimenter til at identificere, hvilke specifikke elementer af diskrimination, der påvirker folks accept. I surveyerne bliver deltagerne bedt om at vurdere, hvor acceptabelt det er, når en arbejdsgiver fravælger ansøgere med en ikke-vestlig/Latinx baggrund. Mine resultater viser, at folk er mere tilbøjelige til at acceptere arbejdsgiverens diskrimination, hvis de informeres om, at den diskriminerede gruppe, statistisk set, adskiller sig negativt fra andre grupper. Det gælder, uanset om arbejdsgiveren frasorterer gruppen på baggrund af had eller en øko-

Ph.d. Beretning: Hvornår accepterer borgere ulovlig diskrimination?

nomisk rationel kalkule. Hvis den diskriminerede gruppe derimod, statistisk set, adskiller sig positivt fra andre samfundsgrupper, påvirker det ikke folks accept af arbejdsgiverens diskrimination. Disse effekter finder jeg, overraskende nok, både blandt personer med positive og negative følelser over for den diskriminerede gruppe.

Med andre ord peger min forskning på, at information om statistiske forskelle mellem grupper påvirker folks accept af både had-baseret og økonomisk rationel arbejdsmarkedsdiskrimination.

I et liberalt og pluralistisk samfund, hvor forskellige grupper og kulturer sameksisterer, kan vi næsten altid finde statistiske gruppeforskelle. Det er med andre ord meget usandsynligt, at alle grupper vil være statistisk ens på alle målbare parametre. Det rejser derfor nogle bekymringer, hvis politikere eller andre tredjeparter kan rationalisere selv hadefuld og ulovlig diskrimination ved at appellere til statistiske gruppeforskelle.

Hvad kan vi gøre for at mindske accepten af ulovlig diskrimination?

De ovenstående bekymringer giver anledning til at undersøge, hvorvidt vi kan mindske accepten af diskrimination, der kan rationaliseres med henvisning til statistiske gruppeforskelle. For at undersøge dette spørgsmål, har jeg bedt surveydeltagerne om at begrunde deres vurdering af arbejdsgiverens diskriminerende adfærd.

Når man zoomer ind på disse begrundelser, tegner der sig et mønster blandt dem, der accepterer diskrimination. For mange af disse folk, er loyalitet og om-

sorg over for etniske danskere samt respekt over for arbejdsgiverens frihed og autoritet essentielt. Hvis vi kobler den viden med de eksperimentelle resultater, kunne det tyde på, at information om statistiske gruppeforskelle enten planter eller forstærker idéer om, hvem der udgør ind- og udgrupper. Derudover mener mange også, at arbejdsgivere, i kraft af deres autoritet og kompetencer, bedst kan afgøre, om statistik er et godt værktøj at bruge i en ansættelsessammenhæng.

På baggrund af disse indsigter handler den sidste del af mit PhD-projekt om, hvorvidt en appel til de identificerede værdier som loyalitet, autoritet og frihed kan bruges til at mindske folks accept af diskrimination, der kan rationaliseres med henvisning til statistiske gruppeforskelle. Med denne tilgang forsøger jeg at imødekomme de værdier, folk selv identificerer som vigtige, men samtidig gøre opmærksom på, at diskrimination ofte bryder med disse værdier.

Hvis du har spørgsmål til min forskning, er du altid velkommen til at sende en mail på inn@ ps.au.dk

Og er du som kandidatstuderende særlig interesseret i den sidste del af mit PhD projekt, underviser jeg et augustseminar med titlen ”Værdier ogPolitiskkommunikation:Sådanoverbeviser dudinepolitiskemodstandere”, der dykker ned i, hvor værdier kommer fra, og om den viden kan bruges til at bygge bro mellem politisk uenige parter.

PORTRÆT: Årets julebanko-

vinder 2023 afslører hemmeligheden bag fænomenal sejr: “Held”

AF KATHRINE HEDE KROGH | kathrinehedekrogh@hotmail.com JENS PETER DINESEN | jenspeterdinesen@hotmail.com

”5KR.FOR3ÆBLESKIVER!5KR.FORGLÖGG!”, blev der råbt. Dem, der allerede havde opgivet deres chance for præmier, valfartede mod boden i hjørnet af Samfundsfaglig Kantine. Dem, der var kommet her for at vinde, denne mørke tirsdag i november, var dog ikke mærket af udråbet. 72! 3! 19! Nimmer nutten, kom det i kor fra salen før Sarah Yde kunne nå at sige det. Der blev spillet om hovedpræmien. Selvom øllene og glöggen selvfølgelig satte gang i larmen, var der alligevel bomstille, når én af de to talopråbere Christoffer Green-Pedersen og Sarah Yde Junge, råbte tallene højt. Spændingen tog til. Endnu mere larm imellem hvert tal, endnu mere stille når de blev råbt op. 1. række var allerede givet til en førstesemester-studerende, der sad ovre ved vinduerne ud til græsplænen og cykelstativerne. 2 rækker var også lige givet væk, men det hele handler alligevel om hovedpræmien. Alt andet er barnemad. 26! Råber Christoffer Green. 76! Kommer det fra Sarah Yde. ”Nåhh, nu nærmer det sig!”. Listen af præmier var projekteret op på et stort lærred for enden af lokalet. 20x gavekort til 1 øl på Shima, 2 flasker småsure… ok… en Roskilde-festival partout billet… ok… og så 1x personligt interview med Kandestøberen. WHAT! Helt vilde præmier. Interview med Kandestøberen stod der med fed skrift. Det gjorde kun spændingen endnu mere intens. 58! 34! BANKO!

Sådan gik det til, den aften i november. Alle skuffede. Alle på nær én. Tallene blev godkendt og folk begyndte at pakke sine ting og smutte. Men én blev siddende. Vinderen af hovedpræmien. Stor begejstring blev udtrykt og et interview blev planlagt. Det er det, kære læser, det interview vi nu vil bringe. Nu skal du møde en person, der ikke bare er vinder af Julebingo 2023, men et menneske der er skabt af noget andet end enhver anden dødelig. Et menneske, der faktisk blev mere glad for et interview med Kandestøberen, end en partout billet til Roskilde Festival. Hvorfor? Ja, det kan du høre mere om senere.

Energifyldt, hyperaktiv og skør!

-Vildukortligefortælleomdigselv?

”Skaljegbarebegynde?” Vi nikker til den høje, stormundede og storsmilende person vi kort forinden havde hilst på ude foran foreningsgangen. Nu sidder vi her i et hjørne i Forhistorisk Kantine. ”Jamen, jeg hedder Mathias. Jeg går på 8. semester, eller skal jegsige,atjegstarterpå8semester?” 8. semester er fint, bliver vi enige om. ”Og så skal jeg i praktik nu her i Sverige. Ja, i morgen tager jeg afsted. I et halvt års tid.” Det virkede ikke til at stresse Mathias, der i én bevægelse trækker en pose med bagværk op af sin rygsæk. ”Jamen vi har holdt noget fødselsdag i weekendenogminmorhavdesimpelthenbagtaltfor meget,haha.MåskeIvilhaveenkanelsnegl?”, kommer det fra vores smilende nye bekendtskab. God start. Ja tak! Med munden fuld af kanelsnegle lytter vi videre. ”FødtogopvoksetiHorsensafallesteder. Danmarks bredeste gågade.” Er den dårlig bred? Spørger vi opfølgende. ”Ja,denersletikkehyggelig overhovedet.Helemitlivharjegtroet,atengågade er25meterbred.Derkansådanpassere6biler.Det erikkeløgn!”, siger Mathias med et glimt i øjet.

- Vilduprøveatbeskrivedigselvmed3ord?

”Øhm… bum bum. Øhm… Øhm… Energifyldt eller hyperaktiv? Øhh… smilende? Det ved jeg ikke.” De tre ord passer allerede godt til den person, vi kun har samtalet med i godt og vel 10 minutter. Energifyldt på den positive måde. En person, hvor der sker noget. ”Skør,måske?Ja,skør!”. Det må være de tre, kommer Mathias frem til. Energifyldt, hyperaktiv og skør. Og det viser sig, at de tre ord faktisk rammer hans person rimelig godt ind. I hvert fald den person vi lærer at kende den næste lille halve time. Men lad os komme til sagen.

En aften i november

-Vilduprøveatbeskrive,hvaddetvar,dergjorde, atdetnetopvardig,dervandtjulebingo?

”Jegersletikkeitvivlom,hvaddetvardergjordedet faktisk…”, kommer det hurtigt fra den stormundede vinder. ”Deter,atjeghardeltagetijulebingoalleår. Ogkøbtflestpladeralleår.” Selvom det er Mathias’ første sejr, har han konsekvent gjort sit for at præmierne skulle ende i hans hænder. ”12pladerdetførste år…ja,detvarførIstartede.Detvaronline”. Mathi-

as fortæller os entusiastisk om corona-julebingo, hvor flere end 200 studerende i sin tid sad svedende derhjemme og lagde brikker på, mens tallene blev råbt op gennem Zoom. ”Detvarmegetstressende…”, kommer det trods alt fra banko-kongen ”og det tog en del af spillet at sidde derhjemme og følge med gennem en skærm”. Trods den ærlige erkendelse, har Mathias stadig rullet med 9 plader i de fortløbende år og 9 plader var også vinderantallet, da én af de ni blev fyldt og han råbte BANKO tilbage i november 2023. Selvom alt virker opnåeligt for en mand, der kan overskue 12 plader på én gang, så lægges der dog ikke skjul på, hvad den afgørende faktor for sejren af 1. præmien alligevel var: ”Held”. Virkelig? spørger vi i kor, med vantro toneleje, ”jaheld,bumbum”, kommer det uden nogen overlegen kommentar om et unaturligt overblik eller et talent for at lægge brikker på en plade med tal.

Trods den ydmyge persona finder vi dog hurtigt ud af, at Mathias måske faktisk i virkeligheden er et overmenneske. Mens han håndterer banko-plader uden fingerfejl og passer sit fuldtidsstudie, der snart vil foregå på den danske ambassade i Stockholm, så er Mathias også på landsholdet i Spikeball. ”Det er

en ret lille sport”, kommer det hurtigt. ”Er du god?”, spørger vi måbende. ”Derernogen,derernogetbedre i andre lande”. Og hvilket andet svar kunne man forvente fra den ydmyge kæmpe, der nøgternt fortæller videre om Spikeball, og om hvor meget større sporten er i USA og Tyskland. Hvor der i Tyskland er flere hundrede klubber, er der kun en håndfuld herhjemme, forklarer Mathias. ”Det er et community”. Trods sportens niche-tilstand i Danmark, var Mathias alligevel i løbet af 2023 i 10 forskellige europæiske byer for at spille turneringer. Og i løbet af foråret afholdes også en stor turnering i Aarhus. ”Sidste år kom der folk fra 16 forskellige lande!”. Men selvom Julebingo-vinderen med det store smil åbenlyst er lidt bedre end sine og dine venner fra læsegruppen til Spikeball, så nyder han stadig at spille i parkerne rundtom i Aarhus. ”Jegtrordeterlidtligesomatstå påski.Hvismanføler,mankangivedetvideretilnogen.Ogmankanse,atdeogsånyderdet.Såhygger mansigretgodtmeddet”. Ja, man må sige, at vi her har at gøre med en overskudsmand… men tilbage til, hvad det hele i grunden handler om. Julebingoet.

- Vilduprøveatbeskrive,hvilkefølelserdetvar,der gikigennemdig,dadufandtudaf,atduhavdevundet?

"Jegblevglad.Jegblevrigtigglad!” Pludselig gik det stærkt. Det var ikke sådan, at Mathias sad og ventede på én plade i lang tid. ”Ligefemirap.Ogsåpludselig, såsådetrigtigpæntud”. Begejstringen kom faktisk lidt på bagkant, fordi det hele gik så stærkt. Men da sejren var inde under huden, så kom den også til udtryk. ”Ja,måskeerjegikkejordensallerbedstevinder. Jeg gør meget sådan YES MAND! YES!! til dem ligerundtommig”. Og hvad kan man gøre? Følelser vælter selvfølgelig op, når en så intens tilstand af spænding kulminerer i et BANKO i en forsamling af omtrent hundrede andre mindst lige så forventningsfulde. Desuden var der også sidepræmier til de sidemakkere, der var udsat for det værste glædesråb. Der er vist ikke noget at klage over. Men sejren medførte faktisk ikke kun glæde. Også lidt ærgrelse, kommer det fra så fra Mathias. ”Øhm…egentligogså lidt ærgrelse, ærgrelse, fordi jeg ikke kan komme medpåRoskildeiogmedjegeriSverige.” Ærgerligt. Ikke kun på Mathias’ vegne, men også på vores egne. Vi havde nemlig baseret halvdelen af vores spørgsmål i interviewguiden på antagelsen om, at Mathias skulle på Roskilde. Så hvad gør vi så? Ja, vi stiller selvfølgelig bare spørgsmålene alligevel.

Eminem, Post Malone og Kim Larsen

- Hvisduskulleafsted,hvadvilledusåglædedig mesttilpååretsfestival?

Øhm…jegelskeratsiddemednoglevennerirundkreds og spille ølbowling… eller pløk”. Pløk? Spørger vi undrende. ”Haha,ja,deterretåndssvagt.Du lægger bare en dåse på jorden, så sidder man i en rundkredsogså…såtyrerdubaremedpløkken.Megetintelligent”. Det er altså ikke kun musikken vores kære Mathias kommer for, når han gæster landets festivaler. Det er hele ’festivalviben’.”God musik og såbarehøjsolskin,såmankansiddeibarkiste…jeg elskeratsiddeibarkiste”. Men hvilken musik spiller Soundboksen, når ølbowlingen er i gang? Det må vi hellere finde ud af.

- Hvilkenhovedkunstnerbeskriverbedstdigsom person? Doja Cat, Skrillex, Gilli eller Foo Fighters? Oghvorfor?

”Megetspecifiktspørgsmål”, kommer det fra Mathias. Efter en længere tænkepause, med hånden flere gange kløende i håret, er der alligevel en konklusion. ”NokSkrillex,så”. Energifyldt, hyperaktiv og skør… ja, det stod skrevet i stjernerne. ”Jegkunnegodtsemig

selvstårimeligsentomaftenenoghøredem,også baregålidtamoktildem”. Selvom Mathias også påpeger, at han har hørt meget Doja Cat i en periode, så må han indrømme, at han nok ikke minder så meget om hende, ”hvisjegselvskalsigedet,haha”.

- Hvadvilleditdream-lineuptilRoskildeFestival være?

”Den er svær”. Første og eneste gang Mathias betrådte Dyrskuepladsen i Roskilde var i 2018. Dengang var det ikke alene ’festivalviben’, der trak ham, men også ét særligt hovednavn. ”Det var da Eminem var der. Ham var jeg stor fan af, særligt dengang”. Det var vist også en legendarisk koncert den glohede sommeraften i 18. Eminem er på listen. ”Post Malone havde været superfed at høre”. Post Malone, der som bekendt spillede på Roskilde i 2019. Det må være nummer to. ”OgsåWhiteGirlPop!Detabonnererjeg

på!” Zara Larsson og Taylor Swift bliver nævnt, ”Ja, det havde da ikke gjort noget, hvis én af dem lige kom forbi”. Men nostalgien driver alligevel Mathias et andet sted hen, og han ender med en dansk legende som nummer tre. ”KimLarsen.Manmåjogerne drømme, ik?” Det må man! Eminem, Post Malone og Kim Larsen bliver en god blanding. Mon ikke de også ville hygge sig backstage?

Fremtidens planer

Det skal ikke kun handle om den skæbnesvangre aften i november, da Mathias ryddede banko-bordet. Derfor kigger vi også fremad og spørger, hvad det næste år bringer for Mathias.

Seks måneder i Stockholm”. Et praktikforløb er det første fokus for året nævner Mathias, men når det er klaret, så har han også søgt udveksling. ”Jeg er blevet tilbudt en plads i Michigan”, fortæller Mathias i en sidebemærkning. ”Så det er måske et helt år i udlandet”. Selvom Mathias elsker Aarhus, påpeger han, at det nok bliver fedt at komme lidt væk og studere andetsteds i nogle måneder. Kontakten til vennerne bliver selvfølgelig ikke brudt. Og særligt holdkammeraterne på landsholdet kommer Mathias også til at se en del til, for ikke nok med Stockholm og Michigan, ”såskaljegbareudogrejse.Rigtigmeget,trorjegogså”. Mathias skal nemlig også finde tid til Spike-turneringer i det ellers skemafyldte år, der kommer. Men når man har håndteret 12 plader med fire øl i blodet og munden fuld af æbleskiver, så er det nok den rene leg. Nå, men lad os slutte af på den store klinge.

Held og lykke

- Hvaddrømmerduomatbeskæftigedigmed,når duerheltfærdiguddannetsomcand.scient.pol?

”Detvedjegikkeendnu”, kommer det med det samme. Selv ikke sådan et spørgsmål kan få Mathias ud af kurs. ”Ogdetstresserjegikkesåmegetover”. Men alligevel har der været bagtanke ved at søge en masse ambassader i efteråret, indrømmes der. ”Det er noget, jeg godt kunne se mig selv arbejde med. Arbejde i udlandet. Jeg elsker at rejse.” Mathias interesserer sig især for mellemstatslige forbindelser og håber, at praktikforløbet kan give klarsyn om, hvorvidt det er noget, han vil bruge nogle af fremtidens mange år på. Spændende!

Et par spadestik tættere på kernen af julebingo-vinderen anno 2023. Hele mennesket når vi nok aldrig helt at kende, det virker nemlig til, at det består af et utømmeligt hav af høj energi, sjove anekdoter, smil og en ydmyg målrettethed, man kun kan værdsætte. Vi takker af. De sidste krummer fra kanelsneglene ligger spredt på de tre hvide servietter, Mathias hurtigt havde hentet inden vi nåede at sætte os ned. ”Hardumodpåatfåtagetnoglebilleder?” Spørger vi forhåbningsfuldt. ”Ja!Selvfølgelig”, kommer det med det samme. Mathias trækker en lille gul bold op ad rygsækken, der nærmest virker som en tryllepose. ”JegharenSpikeballmed,måskevikanbrugeden?” Vi griner alle tre. Det er perfekt! Smilende går vi mod græsarealerne foran uni-søen.

Sammenhængen mellem Spikeball og Julebingo er svær at finde, men sammenhængen ligger nok i personen. En dedikeret, entusiastisk og fælleskabssøgende person, der ikke kun går efter målet men også kan hygge sig, spise æbleskiver og drikke øl, mens sejren langsomt og på det helt rigtige tidspunkt ender i skødet. Når man tænker over det, er der måske heller ikke en mere oplagt vinder end en, der når personen skal beskrive sig selv med tre ord, siger energifyldt, hyperaktiv og skør. Det perfekte match. Julebingo og Mathias. Og om han kommer hjem til julebingo 2024? Det fik vi ikke et helt klart svar på, men hvis du sidder i nærheden af en Kim Larsen lignende, spikeball-spillende mand, der uden en sveddråbe på panden håndterer 9 banko-plader, ja så er det nok Mathias… i så fald ønsker vi dig held og lykke, kære læser.

TRUMANS TIDSALDER

AF JEPPE GRANDAHL | jeppegrandahl00@gmail.com

Jeg kan ikke helt huske den præcise dato. Det var nok engang i februar, der hvor vejret føltes som under frysepunktet, selvom der står, at det er 6 grader. Det var omkring en måned siden, at jeg havde været på højskole. Post-højskole tomheden og rastløsheden havde ikke rigtig lagt sig endnu, imens startede hverdagen roligt igen, selvom corona stadigvæk hærgede rundt i samfundet.

Specielt tiden efter aftensmad føltes sløv. Da det tykke mørke havde overtaget horisonten, faldt jeg som regel ned i enten at se film eller læse bøger. Så en mørk aften i februar så jeg The Truman Show for første gang på mit meget gamle LG-fjernsyn.

I slutningen af filmen siger Truman (Jim Carrey) sin ikoniske sætning “In case I don’t see ya. Good afternoon, good evening and goodnight”. Herefter træder han ind i den virkelige verden og ud af hjembyen Seaheaven. Inden da har Trumans liv ellers fungeret som et verdensberømt realityshow, der blev dokumenteret med 5000 kameraer, og som kørte 24 timer i døgnet i 30 år med omkring 1.5 milliarder loyale seere.

Trods det monstrøse tv-setup aner Truman intet om, at han er den store tv-stjerne i showet. Han ved ikke, at han som lille blev adopteret af et tv-selskab, at alle omkring ham, ja selv hans kone og bedsteven, er skuespillere, at hans hjemby Seaheaven er en gigantisk dome. Hans liv er fup. Løbende begynder Truman

dog at få mistanke om, hvad der foregår. Et strobelys falder ned fra himlen, hans afdøde far vender tilbage. Truman lægger brikkerne på plads, og begiver sig ud i sin båd, hvor han, trods voldsom vandskræk, sejler ud til grænsen af Seaheaven. Den sakrale tv-producer Christof (Ed Harris) gør alt i sin magt for at Truman ikke skal fatte mistanke. Men det virker ikke. Trumans mistænksomme anelser bliver til virkelighed. Hans verden dekonstrueres. Og så kommer den famøse sætning.

Filmen udkom i 1998 og vandt året efter et væld af awardshows og priser. Hurtigt blev den til en tidsløs kultfilm, der rummede uanede mængder af filosofiske, psykologiske og sociologiske fortolkninger. Med rette drager folk referencer til Platons hulelignelse og Foucaults begrebslige tanker om panoptikon og disciplinering. Men kultfilmen fortæller os også noget om det senmoderne samfunds forhold til den digitale verden. Det er en fortælling, der skitserer det senmoderne menneskes forhold til og længsel efter autentisk reality underholdning. Og tilmed en fortælling om de centrale aspekter og konsekvenser i det, som den amerikanske professor Shoshana Zuboff kalder for overvågningskapitalismen.

Et Trumanbegær

Èt lille år senere efter The Truman Show kom det hollandske realityshow Big Brother til verdenen. I samme år blev Robinson Ekspeditionen vist for før-

ste gang i Danmark. Og senere kom Paradise Hotel i 2005. En bølge af reality-tv havde skyllet ind i underholdningsbranchen og i danskernes hjem. Men måske var det en meget specifik bølge af reality-tv, der skyllede ind?

Det tyder det på, nævner medieforsker på Københavns Universitet Ib Bondebjerg i et interview i Horsens Folkeblad (af alle steder!?), at flere realityprogrammer i højere grad handler om helt almindelige menneskers hverdag, end det handler om konkurrencebetonede programmer.

“[...] vi har efterhånden flere realitydokumentarer, som handler om, hvordan vi selv er som mennesker. De viser forskellige typer og miljøer og giver indblik i en virkelighed, som er forskellig fra den, vi selv lever i”, siger han.

Skiftet kan måske forklare, hvorfor vi ser et stigende antal af realityprogrammer, der stræber efter at portrættere hverdagens almindelighed og intimitet som i “Fede forhold” og “Landmand søger kærlighed”. Vi er måske i gang med at bevæge os væk fra programmer, der dyrker det performative og det opstillede, og hen imod dyrkelsen af det autentiske. Samtidig kan dyrkelse af det autentiske måske også tolkes som en reaktion på, at vi lever i en digital tidsalder med sociale medier, der mudrer grænsen mellem det autentiske og uautentiske.

Det er også derfor, at Truman har 1,5 milliarder loyale seere. I den første scene i filmen indleder Christof

med en monolog, hvor han siger “Vi er blevet trætte af skuespillere, der giver forlorne præstationer (..). Mens den verden, han bebor, på visse måder er en forfalskning, er der intet falsk ved Truman selv. Intet manuskript, ingen stikords-skilte. Det er ikke altid Shakespeare, men det er ægte. Det er livet”. Trumans uskyldige ubevidsthed gør hans autenticitet ren. Den er komplet renset for det leflende og performative, som uundgåeligt frembruses af os, når vi ved, at vi bliver filmet. Med andre ord, han er en Tru(e)man. Selvom denne form for autenticitet (forhåbentlig) er uopnåelig i den virkelige verden, fungerer den stadig som et ideal for den underholdning, som det senmoderne menneske begærer.

Digital Seahaven

“Hvad er der ellers”

“Yeah, lad os se hvad der ellers er”

Sådan reagerer de to sikkerhedsvagter kort tid efter, at de har set Trumans flugt og enden på hele showet. Herefter slutter filmen. Den kuldslåede reaktion fra de to sikkerhedsvagter indkapsler meget symptomatisk, at Truman blot var et objekt for dem, et middel til underholdning. På samme måde fungerer Truman som et objekt, et middel til økonomisk profit for Christof og hans produktionsselskab. Hele showets eksistens og dets økonomiske logik afhænger af, at Christof og hans team kan forudsige og forme Trumans adfærd. For at undgå at Truman ikke sejler væk, orkestrerer Christof, at Trumans far dør i en drukneulykke, som gør, at Truman udvikler

traumatiserende vandskræk. Da Trumans mistanke og rejselængsel er på sit højeste, udtænker Christof kynisk, at hans far skal vende tilbage med henblik på at sætte en dæmper på hans længsler. Hele showet krakelerer jo også, da Truman frigør sig fra Christof og teamets forudsigelser.

Det ulige magtmønster, forudsigelsen af adfærd som økonomisk logik, findes også i den virkelige verden, nærmere ude i den digitale sfære mellem mennesket og Tech-giganter som Google og Facebook. Det er dét, som den amerikanske professor Shoshana Zuboff kalder overvågningskapitalismen.

For ligesom Truman, er vi blot et objekt, vi er en frit tilgængelig ressource ude i den digitale sfære, hvor tech-giganter som Google kan indhente og forudsige vores adfærd uden reelt samtykke, og som herefter kan blive solgt til konkrete kunder. Ligesom Truman, er vi reelt den intetanende hovedperson ude i den digitale sfære, hvis adfærd forudsiges og formes af digitale Chrisofs. Ligesom Truman, er vi blot et middel til andres mål.

Men ulig Truman, så er vi ikke frigjort endnu. For EU’s velmente GDPR-lovgivning tilbage i 2018 giver os ikke reel samtykke og dermed en reel frigørelse fra tech-giganternes overvågning og udnyttelse. En undersøgelse fra AU og MIT viser, at kun 11,8 procent af de 10.000 mest populære hjemmesider i Storbritannien faktisk følger GDPR-lovgivningen.

Vi er altså stadig underordnet overvågningskapitalismen. Præmissen er fortsat, at vi kun gør krav på retten til at blive husket mindst muligt. Det presserende spørgsmål må derfor være, om vi kan frigøre os fra Google, Facebook og co. ved at tage magten tilbage i vores digitale liv og tilslutte os Truman.

For hver gang jeg ser The Truman Show, synes jeg, at Truman mere og mere minder om et spejl. Et spejl, der reflekterer vores underholdningsbegær og det illegitime digitale magtforhold mellem os og tech-giganterne. Og, som vi alle ved, så lyver et spejl aldrig.

ETMAS ANEKDOTER

TEKST OG ILLUSTRATIONER AF FREJA FRIDA OVERGAARD BREMS | frejafrida@live.dk

En sommer engang, måske i 2022, ombord på Fjordline eller Stena Line færgen (det er irrelevant) blev der skrevet en masse autofiktive anekdoter. Hvor meget de læner sig op ad fakta eller fiktion er uvist, op til fortolkning og måske fortroligt. Hvor mange af anekdoterne, som er blevet skrevet på færgen eller skrevet i de efterfølgende år, er også uvist og ligeledes forholder det sig med kronologien. Men. Den røde tråd i anekdoterne er dog hovedpersonen Etma. Hvorfor hun hedder Etma, må man selv finde ud af, men det lugter måske lidt af et anagram.

Etma 11

Etma sad og skrev en masse ting ned.

Hun skrev og skrev og hver gang hun prøvede at foretage sig noget andet fik hun nye idéer om at skrive noget mere og noget mere til.

Etma tænkte på om hun fremstår usympatisk eller sympatisk.

Smuk eller grim. Lækker eller ulækker. Helst lækker. Altid lækker.

Relaterbar eller urelaterbar. Spejlbar eller spejlblank.

Da tænkte hun at hun også måtte tegne.

Ja tegne tegninger til.

Tegne en masse.

Men at tegne for Etma var mest bare en sidehustle trods det ofte havde været hendes primære hustle.

Alligevel var hendes primære hustle i dag at skrive og for tiden nok også ham den smukke med det mørke hår.

Etmas girl dinner

Etma kiggede ned på de to frosne endeskiver solsikke rugbrød. Etma skulle have aftensmad og magtede endnu en aften ikke at gå ud og handle. Der var også noget med at hendes Yogi havde sagt at man som SU-venlig mad kunne leve af solenergi. I dag var det dog overskyet. Hun tøvede længe. Tun eller makrel? Etma valgte makrel. Efter endeskiverne havde været et par omgange i brødristeren var Etma klar til at applicere makrellen. Skiverne var så tørre og endeskive-agtige at de ligesom formede sig som en skål klar til at modtage makrellen. Etma udåndede tilfredsstillet, da hun så at der lige netop var plads til en hel dåse makrel på de to endeskiver. Der kom mayo på toppen og da fik Etmas knurrende mave en ende. og for tiden nok også ham den smukke med det mørke hår. Hård. Forhåbentligt. En dag. Nu tænkte hun på Hemingway og vurderede. Smash or pass? Nok smash.

Etma 20

Etma analyserede drengen.

Etma 19

Etma var 22.

For en periode tænkte hun tit på at være 23.

Faktisk følte hun sig meget moden og 23-årig-agtig og skulle altid sluge ordene når folk spurgte om hendes alder. En dag skete der noget som fik hende til at indse at hun slet ikke ville alt det der.

Derfor var det heldigt at Etma stadig kun var 22 lidt endnu.

Så tænkte hun ret meget på 21 Savage og 24kGolden. Hun tænkte faktisk a lot.

Hun analyserede hans adfærd, hans ord, hans ansigt.

Etma var god til at analysere. Hun havde altid fået 12 i dansk og engelsk.

Hun så på drengen og overvejede at sige noget.

At fortælle hvad hun tænkte at han tænkte, så de måske kunne få tænkt på tingene sammen.

Men Etma havde førhen forsøgt dette og tit havde drengene været så uklare med hvad de faktisk selv tænkte at de var begyndt at tro at Etmas fortolkninger faktisk var det de tænkte. Etma kunne aldrig helt placere sine analyser i Blooms taksonomi. På grund af alt det tiede Etma og efter et par måneder stoppede denne relation.

Etma 7

Etma så på de mange klipper og mange vandfald. Man skulle være heldig hvis man fik lov til at stå lige der og kigge på de mange vandfald og mange klipper sammen med mange andre turister.

Særligt et vandfald var flot.

Etma betragtede vandfaldet inde fra kahytten og lavede en cost-benefit-analyse over om hun skulle gå ud i regnvejret og nærstudere. Og da så hun sin mor.

Mor var så smuk. Hendes hår var en blanding af blond og sølv som Etma sommetider var heldig at få lov til at nusse og vikle rundt i små knuder til at Mor sagde ”av” og Etma måtte tysse, trøste og give slip på håret.

Mors hænder var lange og slanke og hendes negle så stærke. Hun var smuk også når hun fumlede med sin mom-finger og sin iPhone med flip cover for at tage billeder af de mange vandfald og de mange klipper. Etma tænkte ikke længere på vandfaldet.

Hun tænkte på Mor. Etma var så heldig.

Hendes øje havde nemlig fanget det smukkeste.

Meget smukkere end de mange klipper og mange vandfald og mange turister.

På de gode dage sagde folk til Etma at hun lignede sin mor og da var hun lykkelig indeni.

Brevkanden – hjælper dig ud af dit limbo!

AF ESTHER MARIE ENIG | esthermarie@hotmail.dk

Er du blevet forelsket i én fra dit søsterhold? Ved du stadig ikke, hvordan man hakker øl? Eller er du i tvivl om, hvad du skal servere til læsegruppemiddag? Efter et mindre set-back vender Brevkanden stærkt tilbage for at hjælpe dig med alt det, der tynger dig i din hverdag. Jeg hjælper jer med at navigere trygt igennem tilværelsens bump og vil forsøge at give jer, kære læsere, svar på jeres hovedpiner. Indsend gerne dine dilemmaer til kanden@ps.au.dkeller skriv til os på @ifsk_kanden

SPØRGSMÅL 1

KæreBrevkanden, Efterifredagsfortryderjegvirkelig,atjegikkestilledeoptilPF.Jegturdeikkestilleopoghåbede måskelidtnederstimaven,atjegvilleblivenomineret,mendetgjordejegikke.Nuvedjegikke, hvadjegskalgøre.Erdernoget,jegkangøreforatforbedreminechancernæsteår?Ellerforat lettemineabstinenser?

MvhPF-aspiranten

Kære PF-aspirant, Jeg forstår din frustration. Der sidder sikkert mange, der håbede, at en kærlig ven eller fuld tutor ville hive dem op på scenen. Faktisk turde jeg i min tid heller ikke selv stille op og blev nomineret af min kære russer, Kathrine. Et godt tip til næste år er faktisk at alliere dig med en, der på forhånd kan nominere dig, så du slipper for selv at være aktiv ud over det nødvendige. Så kan man desuden altid lade som om man ”slet ikke har forberedt sin opstilling” og ”lige finder på noget på stedet” –det har mange haft megen succes med tidligere, inklusiv undertegnede. Alle ved, at Jul på IFSK, og i nogen grad IFSK Fodbold, agerer tie-breaker til PF GF. Det skyldes primært, hvor utroligt mange mennesker de kan mobilisere, og deres umættelige tørst efter fest og øl. Det ville derfor være i din interesse at få en in hos en af de to foreninger – hvis du hverken kan spille skuespil eller fodbold, kan du altid blive scenograf. Derudover skader det aldrig at melde sig som PF-hjælper til festerne – så har du mulighed for både at charmere sig ind hos den nuværende bestyrelse og lege PF-er for en aften. Måske har du hørt, at man ikke kan være med i PF, hvis man ikke har været med på IFSK Skitur, men det vil jeg godt afkræfte. Man kan godt føre valgkampagne herhjemme, så selvom man har en korsbåndsskade eller beklagelige motoriske evner, kan man altså godt have chance.

Festlige hilsner og bedre held næste år!

Brevkanden

SPØRGSMÅL 2

KæreBrevkanden, Jegharværettiljulefrokostmedmitholdogminetutoreridecember,ogdetvarenrigtigsjov aften.Dogkomjegtilatkyssemedenafminetutorer,ogselvomjegikkefortryderdet,synesjeg, deterlidtakavetnu.Viskaltilpåskefrokostiapril,ogjegvedikke,hvordanjegskalforholdemig tilvedkommende.Hvadskaljeggøre?Hjælp!

KhRusseren

Kære Russer, Uha. Der er ikke noget, der kan transportere én tilbage til følelsen af de akavede blikke og hvisken på gymnasiegangene som at lave noget med sin tutor. Først og fremmest skal du huske på, at din tutor også bare er et menneske. Etisk kodeks er overstået. De er på ingen måde hævet over dig eller dine holdkammerater. I RUSugen kommer man nemt til at føle, at de har en form for magtposition. Selvom det ikke er bevidst, bør du forsøge at undgå den følelse og blot agere som du ville efter alle andre akavede floorsnav med fjerne bekendte.

God påskefrokost!

Brevkanden

SPØRGSMÅL 3

KæreBrevkanden, MingodevenindeerstartetpåStatskundskabisommersogblivervedmedatbedeomminegamlenoterogopgaver–erjegnederen,hvisjegsigernej?

VhVeninden

Kære Veninde, Ja, du er nederen, hvis du siger nej – og hvis du kan mærke, at du er uenig med det udsagn, så kan du passende skifte til jura og begynde at sprede falske noteark for at sabotere dine medstuderende. Jeg synes, det rigtige spørgsmål her er, hvorfor du har det svært med tanken om at dele ud af din viden til en person, du betragter som en god veninde? Jeg har til tider en oplevelse af, at mange har en form for ’12-tals-pige’-syndrom med sig i tasken, når de starter på studiet. Dertil kommer en følelse af, at hvis der er andre, der klarer sig bedst, så er det en trussel mod mig. Men helt ærligt – det bliver ikke din gamle 10-tals opgave i Politisk Teori, der afgør hvordan det går din veninde til eksamen. Og hvad så hvis det var? Du har jo allerede fået din karakter. Din veninde er ikke en trussel. Hun er bare en veninde, der gerne vil læne sig op ad din ekspertise. Brug anledningen til at føle dig klog og som det større menneske. Vi er heldige med en god notedelingskultur på studiet, og lur mig om ikke også du har nydt godt af en ældre medstuderendes Metode II skriveøvelser i din tid – det ved jeg, at jeg har!

Du må altid gerne få mine gamle noter:)

Brevkanden

Vi skal hjem til Annalises Bar

AF ISABEL ROUVILLAIN | isabelbak@gmail.com

”Kanjeglåne50.000?”, spørger en stamgæst en anden, idet jeg bevæger mig op i baren på Annalises Bar. En tredje stamgæst skælder ud på jukeboksen. Her står jeg, fanget midt i et banklån og et uopfyldt musikalsk ønske.

Et lamineret A4-ark med ordene: ”Ingenkredit.Kun MP” pryder baren. Mon lånet på de 50.000 kroner også udstedes via MobilePay? Kigger man længere ind bag bardisken, øjner man en internet-router, der hænger i tynde ledninger. Måske er det forklaringen på bøvlet med jukeboksen.

Jeg har i dagens anledning allieret mig med min kollega, Anna, der ikke skræmmes væk af røg og støj, som jeg gør. Derfor er Anna en passende mentor, og Annalises bar en fin indkøring til bodega-livets hårde kår og charme. Anna har nemlig, qua sin kunstneriske nebengesjæft, et øje for stilistiske virkemidler og autenticitetsmarkører.

Annalises Bar ligger på Nørre Allé, og må så sandelig ikke forveksles med nabobodegaen, Café Århus, der ligner umiskendeligt udefra. For indeni er Annalise sin helt egen. Interiøret består af vægge i rent træ, samtlige lakbetrukne møbler, både dartskive og lykkehjul samt en nikotingul dør, der nok engang har været hvid. Med andre ord, en bar beklædt i ren patina og et ventilationssystem, der ikke har fået et tjek siden midt 70’erne. Et sådant sted gruer ikke-rygeren for egne lungers velbefindende. Mig selv inklusivt. ”OBS:Alspilerpåegetansvar”, siger et skilt, der hænger over spillemaskinerne. På Annalises bar opererer man nemlig med rygdækning.

Der er næsten fuldt hus på en kedelig mandag, og krofatter er i talehumør. ”Pasgodtpåjerselv,piger”, siger han og skænker et Aarhus-sæt. Alt er på flaske, og der er intet fadølsanlæg, som vi fine småborgerlige statskundskabere ellers er godt vant til. Der sidder en flok unge kvinder ved et bord ved vinduet og drikker. Inspireret af krofatter, tager jeg bladet fra munden og stiller et par spørgsmål. Damerne læser statskundskab, og så falder småborgerligheden li-

gesom lidt til jorden, ing’? De beretter, at Annalises Bar førhen faktisk var stedet for os små æg i magtens rugekasse. Det vidner om en svunden tid, hvor Café Vestergade ikke havde den status, som den har i dag. Man kan mærke historiens vingesus i pigernes kortlægning af statskundskabernes årelange pilgrimsrejse gennem de aarhusianske værtshuse og barer. Annalises Bar er altså blot endnu et offer for et paradigmeskift, hvor røg, støj, dartskiver og øl på flaske ikke er hipt mere.

Annalises har en hjemlig atmosfære, og de unge føler sig velkomne. Der er varmt og trygt, og krofatter kan ikke bestemme sig for, om han vil stå bag baren eller sidde og sludre blandt stamgæsterne. Det er et tegn på et sundt værtshus til trods for, at tobakken driver ned ad væggene. Der er plads ved bordene, jukeboksen spiller ikke for højt og man kan tilmed få sig et rentabelt lån.

Annalises Bar får 5/6 Aarhus-sæt.:

Kanden anmelder: Nicklas Bendtners

hovedbeklædning

AF MADS GRANDAHL | mbgs1234@gmail.com

Jeg må hellere fra en start bekende kulør. Hovedbeklædning er et ømt punkt for mig. Enten kan du bære det, eller så kan du ik. Hvad end det gælder kasketter, huer, bøllehatte eller noget der er værre, så kender alle én person, som kan smide hvad-som-helst på hovedet, og stadig pulle den off. Efter en grundig analyse bistået af nedværdigende kommentarer fra venner og bekendte, er jeg nået til konklusionen: Jeg er (desværre) ikke sådan én. Mit hoved er for aflangt, har en bule bagi, og mit ansigtstræk egner sig ikke til looket. Én person, der ikke er nået til samme erkendelse som mig, er Nicklas Bendtner. Efter en gæstetur i fodboldprogrammet ”Onside” gav Bendtner den som en fashionista, der tydeligvis ikke lader sig kue af ”mobning” - ifølge hans samlever, Sus Wilkins. Kandestøberen går nu i euroman’ske fodspor, og bringer den første anmeldelse i æteren af Nicklas Bendtners hovedbeklædning (eller hvad man nu skal kalde det).

Beklædningsgenstand nr. 1

Minkene er tilbage! Eller bjørnen, eller bæveren. Hvad fanden er det her? Én ting er sikkert - der er ihvertfald gået et dyreliv tabt i den her fadæse af en hat. Dog god til årstiden, og så når vi heller ikke længere. 3/10.

Stråhatten er tilbage. For lang til at ryge i Messerschmidt-kategorien, og for modig til festivalen. Dog er stråene yderst veludførte, og den røde strop er en fin detalje. 6/10

������������ ��������

Beklædningsgenstand nr. 1

Beklædningsgenstand nr. 2

Bøllehat, Fiskerhat, Bucket hat – kær hat har mange betegnelser. En hat til tidsånden, til sommerrige dage, eller i Bendtners tilfælde: til afskeder med fodbolden. Hattens historie taler for sig selv, hvilket anmeldelsen ligeledes må. Ingen tvivl. Topkarakter. 10/10

Beklædningsgenstand nr. 3

Så snakker vi. Streetwearlooket mixet med 00’ernes måde at posere. Yderst behagelige farver, men klichéfyldt logo. Anvendelige flapper, der kan bruges, hvis taxachaufføren er irriterende, eller du skal med en vilkårlig Arrivastrækning. Hattens svar på noicecancelling. 8/10.

���������������� ����

Hvis nogen får tankerne ledt tilbage på Pharrel Williams undrer det mig ikke. Den prisvindende artist trak en lignende kanin op ad hatten (haha) til Grammyen i 2014. Bendtner ligeledes til Echo-prisen. Lige grimme er de dog begge. Ingen pondus, sløj farve og mærkelige buler i toppen. Sidst spottet i koloniherretiden. Absolut lavpunkt herfra. 1/10.

Beklædningsgenstand nr. 5

Beklædningsgenstand nr. 4

Endelig en hat med tilpas størrelse. Stilren og pæne detaljer i siden, der giver medal of honor vibes (hvilket ud fra en ren fodboldmæssig betragtning er fortjent). Stik en cigar i kæften, og så er vi helt oppe at ringe. Dejlig hat. 8/10

���������������� ����

Den klassiske. Sort hue. Hverken for kort eller lang. Huens svar på et par Copa Mundial. Pålidelige og kan iklædes i enhver situation. Krydr det med sammenknebne øjne og snapchat mund, så spiller vi. Men det er også huens svaghed – den kan ikke stå alene. For kedeligt. For basic. Af den grund: 5/10

Beklædningsgenstand nr. 6

MATRICEN

AF VICTOR TRANBERG MIKKELSEN | vicmikkelsen@gmail.com

I en kaotisk verden kan det synes som om forandringerne kaster sig over hinanden i én lang og endeløs omvæltning. Kandestøberen får en hjemmeside, Jespers Torvekøkken trækker sig fra Samfundsfaglig Kantines slagmark og Venstre står til en procentuel halvering af stemmerne fra 13,4% til 7,2% siden folketingsvalget i 2022. Og ja, kære læser, selv ikke matricen er længere den samme. Det stolte satiriske indslag er blevet styret med hård hånd af Johan Busch, men nu går arven videre til en ny mand i rækken. Han er velbevandret på foreningsgangen, men spenderer på nuværende tiden i de norske fjelde. Vi håber I vil tage godt imod vores nye matricemager, Victor Mikkelsen!