EFTERÅRSBLADET 2024

EFTERÅR / 2024

34. årgang, nr. 1

KANDESTØBEREN SPEJLINGER SPEJLINGER SPEJLINGER

SPEJLINGER SPEJLINGER SPEJLINGER

Redaktører

Jens Peter Dinesen

Kathrine Hede Krogh

Kathrine er ansvarshavende

redaktør

Administrator

Anders Hoffmann Kozuch

Fællesredaktion

Anders Hoffmann Kozuch

Pernille Højgaard-Hansen

Ida Nørregaard

Tanja Marie Hansen

David Erbo Andersen

Isabel Rouvillain

Adresse

Institut for Statskundskab

Aarhus Universitet

Bartholins Allé 7 8000 Aarhus C

Kontor

Bygning 1332, lokale 020

E-mail kanden@ps.au.dk

Skribenter

Amalie Loftheim

Andreas Rex Olsen

Esther Marie Enig

Frederik Thomsen Sommer

Freja Frida Overgaard Brems

Isabel Rouvillain

Jens Peter Dinesen

Jeppe Grandahl

Johannes Haugen

Kathrine Hede Krogh

Mikael Saeedzadeh

Rasmus Haarkær Ankersen

Victor Tranberg Mikkelsen

LEDER

KATHRINE HEDE KROGH & JENS PETER DINESEN | kanden@ps.au.dk

Hjerteligt velkommen til Kandens spalter, til de gule mure og den hverdag langt de fleste kender og holder af. Er du ny studerende, er det muligvis første gang, du åbner en splinterny udgave af Kandestøberen. Du er nok stadig ikke helt bekendt med universitetets uendelige gangsystemer, og hverdagen kan føles som alt andet end noget varmt og velkendt. Men bare rolig! Studiestart er ingen nem disciplin, men vi håber, at du ovenpå en indholdsrig rusuge er klar til at begive dig ind i statskundskabens verden. Til dig, der er nuværende studerende, skal også lyde en varm velkomst. Vi håber, at du ovenpå en velfortjent sommerferie har haft mulighed for at strække stængerne og deltidssuspendere tankevirksomheden, set andre tapeter og har fået fornyet blod på tanden til at tage hul på et dugfriskt semester!

Inden vi kaster os hovedkulds ud i endnu et fantastisk blad, vil vi også gerne benytte lejligheden til at introducere os selv og Kandestøberen. Vi, Jens og Kathrine, er redaktører for Kandestøberen, Institut for Statskundskabs tidsskrift for studerende og ansatte, der udkommer som fysisk blad to gange i semestret. Bladet består af vores skønne redaktion på ca. 15 skribenter, der skriver om alt fra udenrigspolitik og undervisningsetik til værtshusreportager og fascinerende personager. Kort sagt næsten alt mellem himmel og jord - og der er stensikkert plads til dig og dine artikelidéer! Kig forbi på foreningsgangen til vores re-

daktionsmøde i lokale 020 hver tirsdag fra 8-9, hvis du vil høre mere, eller bare være med på en lytter og en kop kaffe. Og passer tidspunktet dårligt i dit skema, skal det ikke afholde dig fra at skrive for Kanden! Send os et indlæg på vores mail kanden@ps.au.dk, hvis du har noget på hjerte.

Temaet for dette blad er spejlinger og i mødet med studiestarten kan den nye tilværelse måske være svær at spejle sig i. Det er ikke kun hverdagen og de mennesker, man omgiver sig med, men også noget så simpelt som terminologien på universitetet, der er anderledes. Her er der ingen lærere, lektier eller frikvarter, men derimod undervisere, læsning og pauser. Her skriver vi skriveøvelser, tager til fredagsbar og helliger det akademiske kvarter. Men med de basale fraser på plads, er det også vigtigt, at du former din studietid som du gerne vil. Det er dig, der tager en uddannelse - ikke uddannelsen, der tager dig.

Derfor er her en opfordring til at finde en måde at studere på, der fungerer for dig - også selvom det betyder, at du ikke nødvendigvis bruger alle dine timer på at læse pensum. Find en noteteknik, der hjælper dig (og ud af om det overhovedet hjælper dig?) og fordyb dig i po-

litisk teori, hvis du synes det er mega spændende. Deltag i foreningslivet, hvis det sociale forbinder og motiverer dig til studiet eller søg et studierelevant arbejde, hvis du har brug for at snuse til livet efter studiet og sætte din nye viden i spil med virkeligheden. Og selvom det er sandt, at det gerne må være svært at læse statskundskab, skal det helst også være meget andet! Så oveni læringsmål og læseplaner håber vi, at du også vil bruge din tid som studerende på at fordybe dig, udvide din kritiske sans og lade dig lede på afveje.

I dette blad møder du et virvar af sommerens inspirationer nedfældet på skrift. Rasmus har interviewet Bjarne Corydon, Isabel har indkapslet tidens (meget skiftende) ånd, Amalie guider dig til do’s and don’ts i smilets by, Mikael skriver om at være københavnsk i Aarhus og Jeppe har interviewet Carsten Fogh Nielsen om at spejle sig i superhelteskikkelser. Freja Frida har illustreret sin interrailtur, Kathrine skriver om, hvorfor du skal tro på samfundsudviklingen, Johannes har anmeldt sommerens måske hotteste album og Esther heler dine hovedbrud i BrevKanden. Med andre ord et blad spækket med mangfoldige og fantastiske skriblerier!

Rigtig god læselyst, Jens og Kathrine

AF

Kære læser...

Astrid Amalie Mortensen

Amalie Loftheim Anders Hoffmann Kozuch Emma Vedstesen

Gabriell Rangan

Freja Frida Overgaard Brems

Helena Damgaard Pedersen

Isabel Rouvillain Jens Peter Dinesen

Jakob Kim Rasmussen

Johannes Haugen Kathrine Hede Krogh

Leo Rohrmoser

Liv Lindberg Nielsen Lærke Fentz

Rasmus Haarkær Ankersen Måske dig?

Esther Marie Enig

Mads Grandahl

Jeppe Grandahl

Velkommen til det nye semester til både nye og gamle studerende!

Søndag den 18/8 var en festdag på Institut for Statskundskab. På en solskinsformiddag i universitetets smukke aula kunne vi byde velkommen til over 300 nye studerende. Det er et fantastisk privilegium, at vi hvert år kan tiltrække så mange dygtige unge mennesker til vores studier. Det er også en stor fornøjelse at se den kæmpe indsats, som russekretærer og tutorer gør for at give de nye studerende en god både faglig og social start på studiet. Når man læser mediehistorier om rusarrangementer, handler det ofte om enkeltaktiviteter, som ikke helt har ramt inden for skiven. Det store billede er imidlertid, at vi har et utroligt velfungerende rus-arrangement, som vi fra instituttets side er overbeviste om bidrager væsentligt til at minimere frafald og skabe et godt socialt miljø på studiet. Et arrangement der er helt afhængigt af den store frivillige indsats fra de ældre studerende.

Når vi som institution får mulighed for at uddanne så mange dygtige unge mennesker, følger der også en forpligtelse til at forsøge at gøre jer så dygtige som muligt. Som undervisere skal vi turde stille krav til jer og kaste jer ud, hvor I ikke føler jer sikre på, at I kan bunde fagligt. Vi kan i fællesskab hurtigt blive enige om, at pensum er for stort, at der er for mange timer, at 6-timers stedprøver er svære etc., men i længden gør det ikke noget for uddannelsen, hvis vi ikke tør stille krav. Når vi taler med vores aftagere, fremhæver de, at vores uddannelse er kendt for at producere dygtige kandidater, der er blevet mødt af høje faglige krav. Det ry skal vi ikke sætte over styr.

Et studieliv skal være mange andre ting end bare det faglige. Det er også en personlig udviklingsproces, som finder sted i mange andre sammenhænge end selve undervisningen. Men

studielivet er også studietid, og det skal være et fuldtidsjob at være studerende. Som undervisere forventer vi, at uanset om man lige er startet på studiet eller går på kandidatuddannelsen, så bruger man mindst 37 timer om ugen på undervisning, læsegruppearbejde og ikke mindst ens egen læsning og bøvlen med stoffet. Det ensomme møde en mandag formiddag i regnvejr med en lang, svær og ved første øjekast meningsløs tekst er også en vigtig del af et studie. Det giver evnen til selv at finde løsninger, når man får store faglige udfordringer. Det er en af de evner, der gør, at vores kandidater er efterspurgte, og giver dem mulighed for få jobs, hvor de kan gøre en forskel.

God fornøjelse med det kommende semester,

Christoffer Green-Pedersen, konstitueret institutleder.

Kandidatforeningen September 2024

KÆRE STUDERENDE.

Vi håber, du er kommet godt tilbage i hverdagsrytmen her bag de gule mure. I KF vil vi gerne takke jer for den gode opbakning til KF

SommerRUS - Vi håber, at både fredagens grill-arrangement og weekendens hyttetur, har sat jer godt igang til dette semesters sociale epoke.

Kommende arrangementer :

Husk at holde øje på vores Facebook og Instagram, hvor vi løbende løfter sløret for en masse flere fede arrangementer dette semester!

INTERVIEW

MED

CARSTEN

FOGH NIELSEN: "MAN KAN BRUGE HELTE

OG SUPERHELTE SOM SAMTIDSDIAGNOSE OVER, HVILKE MORALSKE OG POLITISKE SPØRGSMÅL, DER ER PÅ SPIL I FREMTIDEN"

Filosof og tegneserieekspert Carsten Fogh Nielsen fortæller om helte og superheltes kulturelle betydning, og hvad de afspejler i vores samtid.

Tilbage i maj 1938 udkom det første nummer af Action Comics. Tegneseriehæftet har en farvesprudlende forside. I midten af billedet står en muskuløs mand med flagrende kappe iklædt en rød og blå dragt. Han er i gang med at løfte en grøn bil, som han katapulterer mod en klippe. Rundt om ham løber mennesker panikslagent rundt.

Det var sådan, at amerikanerne, og senere resten af verden, mødte verdens første superhelt: Superman.

Da jeg var en lille knægt i midt-slut 00’erne, elskede jeg superhelte. Min favorit var Spider-Man, og jeg husker, at jeg ofte hoppede lettere besværligt ned i den lange, tynde røde og blå edderkoppe dragt. En anledning var unødvendig.

Samme barndoms begejstring har Carsten Fogh Nielsen også haft.

“Sidenjegvarheltlille,klædtejegmigudsomSupermanogandresuperhelte.Minmorharfortalt,atselv førjegkunnelæse,sålæstehunSpider-Manhøjtfor mig”, fortæller han nostalgisk.

Carsten Fogh Nielsen er ekstern lektor i filosofi på SDU, og han har gennem tiden skrevet flere artikler om superhelte og filosofi, bl. a. om ligheden mellem Superman og den tyske oplysningsfilosof G.F.W. Hegel, og hvordan man kan genkende den engelske filosof Thomas Hobbes i Batmans menneskesyn.

Jeg husker også, at der var superheltefilm overalt. Hvert år var der enten en ny Batman, Spider-Man eller Iron Man film. Det var der sådan set også. Hollywood spyttede dem ud: Sam Raimis Spider-Man trilogi, Christopher Nolans Batman trilogi, Iron Man, Superman, Hulk, Catwoman og så videre. Man talte dengang om et “SuperheroBoom”

Lige nu har Deadpool og Wolverine også biografpremiere, James Gunn’s Superman er sat til præmiere i

2025, og det ligner, at der arbejdes på en fjerde i Tom Hollands populære Spider-man-serie.

Samtidig dominerer superheltefilmene også de såkaldte Box Offices, der viser, hvor økonomisk indbringende film er. Næsten halvdelen af Box Office Mojos top 10 over bedst indbringende film er superheltefilm.

Superhelten har siden 00’erne domineret vores kultur. Men det er ikke noget nyt, hvis man sætter det i en historisk kontekst, mener Carsten Fogh Nielsen.

“De ældste historier, vi har, er heltehistorier som OdyseenogIlliaden.Pådenmådeharheltealtidhistoriskfyldtmegetivoresfortællinger.Heltefiguren haraltid,ogvilderforogsåaltid,værepopulær”

Superhelteboomet i 00’erne var med andre ord ikke blot et symptom på en umættelig kulturel appetit for superhelte, men talte snarere ind i en allerede eksisterende kulturel dyrkelse af superhelten som helteskikkelse.

Og vores dyrkelse af kultur, det vi forbruger, fortæller i høj grad om vores samfund. Kulturen er nemlig en afspejling af vores samfund og samtid. Den fortæller historier om os selv, og giver os mulighed for at forstå eller fortolke os selv og samfundet.

Spørgsmålet er: Hvad fortæller superhelten om vores samtid?

Et spejl af moderniteten

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche talte tilbage i 1900-tallet meget om en mennesketype, som han kaldte “übermensch”. Et overmenneske, som er den stærke karakter, der realiserer sig selv og sit absolutte potentiale.

Beskrivelsen af overmennesket kan minde om superhelten, der i bogstavelig forstand er et overmen-

neske i form af at være indehaver af overnaturlige kræfter.

Superhelten skal dog ses som led i en større kategori af helteskikkelser. Alligevel er der noget helt essentielt, som adskiller superhelten fra de klassiske helte, mener Carsten Fogh Nielsen.

“Det, der dog adskiller superhelten fra de klassiske helte, er, at superhelten har en dobbelt identitet. Det kender vi fraSuperman,somogsåerClarkKent. Oghererderenspændingimellemde to identiteter: Superhelten på den ene side,ogsådetalmindeligemenneskepådenanden side.Deterdet,somgørsuperheltentilenmoderne helt”, siger han.

menneskes identitetsprojekt i højere grad også kan skabe en indre spænding og problemer for os selv.

At superheltens klassiske kendetegn skulle være en dobbelt identitet er heller ikke tilfældigt. Forfatterne til Superman var Jerry Siegel og Joe Shuster, som var to unge jødiske mænd og 2. generations immigranter til USA.

Jerry Siegel og Joe Shuster stod derfor også selv med fuld plade på store identitetsproblemer i kraft af, at de var immigranter, teenagere og jøder, der hver især har velkendte identitetspændinger.

Siegel, Shuster og superheltenes identitetsproblemer er nok noget, vi alle kender til. De fleste af os ved, at vi har forskellige roller og identiteter, som vi kan tage af og på, og som nogle gange karambolerer.

Det er også det, som Anthony Giddens teori om det refleksive moderne påpeger: At mennesket i det moderne samfund, i modsætning til det førmoderne samfund, ikke længere er bundet til én rolle og identitet. Snarere fordres det moderne menneske til at forstå sig selv i flere roller og reflektere over dem. Men det betyder samtidigt også, at det moderne

Og det moderne menneskes spændinger ved sit identitetsprojekt findes bestemt også i superhelten, mener Carsten Fogh Nielsen.

"Problemet med superheltens splittede identitet er ogsådet,somerkarakteristiskvedmodernitetenog detmodernesamfund.Vileverietsamfund,hvorder ikke er de samme faste roller og klassestrukturer, som der var tidligere. Med andre ord, lever vi i det, somZygmuntBaumanharkaldtforenflydendemodernitet, hvor alle sociale normer, og dermed også mennesketsidentitet,erunderkonstantogløbende forandring.Spørgsmåletom,hvemvier,oghvordan viforenerdemangeforskelligesiderafosselv,bliver derfor noget, der hele tiden melder sig for os" siger han.

“ISpider-manerPeterParkerjodenherlidtklumsede og klodsede nørd, hvorimod Spiderman er den sjove og kække karakter. Peter Parkers rolle som Spidermanerenmåde,hvorpåhanprøveratflygte fra,hvemhanivirkelighedener.Det,atspilleroller, ogdenærliggendeproblemermedatforenerollerne medhinanden,ernoget,viallekendertil”

AF JEPPE GRANDAHL | jeppegrandahl00@gmail.com

Captain America’s 1941 debut, by Joe Simon and Jack Kirby. (Timely/Marvel Comics)

CaptainAmerica’scomics(1941,MarvelComics)#71

Så måske ligger overmenneskets problemer ikke så langt fra det almindelige menneskes.

Samtidens seismograf

Den tyske filosof G.W.F. Hegel skriver et sted, at enhver er barn af sin tid, og at filosofien hermed også er sin egen tids tænkte tanker. Med andre ord, så udtrykker og afspejler filosofien sin samtid i tankerne.

På samme måde kan superhelte udtrykke og reflektere samtiden i deres historier, mener Carsten Fogh.

"Helteskikkelserreflektererdentid,debliverfortalt i.Deudtrykkerdeværdierognormer,dererpåspidsen i den tid. Derfor kan man bruge helte og superheltesomenformforsamtidsdiagnoserover,hvilke problemerogspørgsmålafmoralskogpolitiskkarakter,dererpåspilisamtiden” , siger han energisk.

Carsten Fogh Nielsens energi og begejstring for helte og superhelte er tydelig at mærke. Han taler hurtigt og i flere minutter ad gangen, holder sjældent

pauser, og slynger eksemplerne ud.

“Et oplagt eksempel er Captain America,derharændretsiggennemtiden. Hanopstodi1940'erne,hvorhanpåforsidenafdetallerførstenummerlanger Hitler en på siden af hovedet. På den måde var han et amerikansk svar på nazismen, og tegnede nazismen som det ultimative fjendebillede for USA. I 50’erne kæmper han mod kommunisterne, som jo reflekterer, hvem USA pådaværendetidspunktkæmperimod på den geopolitiske scene. I 1970'erne afslører han konspiration oppe i Det HvideHus,hvilketihøjgradogsåtrækkertrådetilWatergate-skandalen”

En hyperpolitisk samtid Men den kolde krig, 2. verdenskrig, Sovjetunionen, alt det er lang tid siden. Det har stadig betydning, men samtiden rykker sig, og det samme gør tidsånden og tankestrømningerne. Vi lever nu i 2024, en tid den unge belgiske politolog Anton Jäger kalder for hyperpolitik“everythingispolitical”, som han siger.

Vores tid er mega politiseret, og vi poli-

tiserer i høj grad områder, som førhen var upolitiserede og tilhørte den private sfære. Områder som køn, seksualitet, identitet, repræsentation, også kaldet identitetspolitik, har fået en politisk puls, der sender kraftige pump ud i den offentlige samtale.

Selvom Captain America inkarnerer den amerikanske ånd, så er han med nutidens politiske brille: en hvid, midaldrende, heteroseksuel mand. Og det er måske ikke lige typen, som populærkulturen mangler at repræsentere.

Historisk har der ikke været nogen nævneværdig repræsentation af hverken kvinder, LGBTQ+ personer eller af andre etniciteter i superhelteserier. Superman, Batman, Spider-Man, de har alle forskellige historier, det indre er forskelligt, men det ydre, at være en hvid heteroseksuel mand, har de alle til fælles.

Heldigvis har det i løbet af de sidste 30 år ændret sig, påpeger Carsten Fogh Nielsen.

“Igennem 90’erne, 00’erne og 10’erne får vi et langt mere holistisk superheltebillede. Flere superhelte harandrekøn,flereerkvinder,ogflereharenanden seksualitet. Den mest succesfulde superhelt, der opstodi10’ernevarMissMarvel,somerenungmuslimsk kvinde, og hvor hendes muslimske baggrund erencentraldelafhendesidentitet”

Derfor var det måske ikke så overraskende, da Batmans sidekick, Robin, sprang ud som biseksuel i tegnserien Batman: Urban Legend.

Og på den måde er vi igen tilbage ved superhelten som en slags seismograf for samtidens stigende pluralisme og hyperpolitisering.

En kritisk bevægelse mod superhelte “Withgreatpowercomesgreatresponsibility”

Det siger Onkel Ben velmenende til Peter Parker i bilen.

Onkel Bens ord er senere blevet verdenskendt. Budskabet er nobelt, men det siger på samme tid også noget om, hvad vores forventning til og fortælling om superhelte er: at de er ansvarlige idealister, der aldrig går på kompromis med deres moralske kodeks.

Deres overnaturlige kræfter, som giver dem en absolut magt, korrumperer dem aldrig.

Vores forventninger til superhelten er dog noget som Carsten Fogh Nielsen ser på med et problematisk blik.

“Der,hvorjegharetproblemmedsuperhelte,er,at dererenfarefor,athelteskikkelsen bliver til en frelserskikkelse, som fratager os ansvaretforatgørenoget,oghvordeteroptilheltenat frelseverdenogosselv”, siger han.

I mellemtiden synes den klassiske superheltefortælling måske også at være i problemer. Lige nu debatteres der, om der er en “Superherofatigue” blandt publikum, da Marvels superheltefilmatiseringer ikke synes at være så økonomisk indbringende som de forrige film.

Og parallelt med den angivelige træthed vinder Amazon Primes populære serie The Boys frem, der kan tolkes som en kritisk bevægelse mod den klassi-

ske superhelt. I TheBoyser superhelten vendt på hovedet. I stedet for at være ansvarsfulde idealister, er de nu ansvarsløse mordere, idealløse, megalomane, som bliver korrumperet af den absolutte magt. De er med andre ord nogle svin.

Superheltetræthed, anti-superheltens stigende popularitet, måske er vi midt i en vækkelse fra en årtier dyb marvel-søvn?

Den antidemokratiske helt Og måske er en vækkelse okay, for ifølge Carsten Fogh Nielsen, så rummer superhelten som helteskikkelse en anden fare: at den er udemokratisk.

“Der er noget grundlæggende antidemokratisk i helteskikkelsen. Det er en form for anti-egalitarisme.Iidealformeretegalitærtprojekt,atalleharen stemme, og at deres holdninger har en betydning. Menihelteskikkelsenerdetenkeltpersoner,somer klogere,stærkereogydermereendosandre”, siger han.

Det er præcis også det, der sker i The Boys, hvor Homelander (seriens superskurk) i en tale siger: “I'm notjustliketherestofyou,I'mstronger,I'msmarter, I'mbetter.Iambetter."

Talen kickstartede også hans ambition om at kuppe det amerikanske demokrati. Homelander bliver en legemliggørelse af superheltens iboende antidemokratiske natur. Han er ikke en del af et folk, men blot et individ med overnaturlige kræfter, som giver ham en berusende og usund magt, hvilket i sidste ende er uforeneligt med demokratiets idealer.

Betyder det så, at vi skal stoppe med vores populærkulturelle dyrkelse af superhelten?

Det er et urealistisk scenarie, mener Carsten Fogh Nielsen.

“Jegtroraldrig,atvislipperafmedhelten.Helteneer forindgroedeivoreskulturtil,atvikanslippeafmed dem. Derfor handler det heller ikke om at komme af med helten i vores kultur, men snarere at få fortalt bedrehistorieromhelte,ogatværebevidsteom,at helte bare er noget, vi skaber. Derfor er det vigtigt at tænke over, hvem det er, der bliver udpeget eller gjorttilhelte,oghvilkekonsekvenserdethar”

Er det dejligt at være københavnsk i Århus?

AF MIKAEL SAEEDZADEH | mikaelsaeed2@gmail.com

Det var ingen nem beslutning at flytte til Aarhus fra København. Ikke fordi jeg har et problem med Ceres top, at byen ligger i en dal og halv-irriterende fodboldfans, der hele tiden spekulerer i, om de skal spille i Champions League.

At give afkald på den by, man havde størst tilknytning til, var svært. ”Duhardansetmedmig //I20år//Duharlærtmigdetrinjegfølger// Men ikke forstår” , synger Carl Emil Petersen i Ulige Numres ode til København i sangen af samme navn fra 2011, hvilket er meget sigende for de fleste københavneres relation til hjembyen.

Og set i lyset af, at mit studie blev statskundskab, føltes det forkert at skulle væk fra alle de gode studentermedhjælperjobs. Om man vil det eller ej, så er statskundskab et studie i magt og magtens højborg er altså i København. ”Hvis man vil blive til noget, skal man til København oghvismanvillærenoget,skalmantilAarhus”, havde jeg hørt. På den anden side havde jeg også hørt, at man bare skal spørge efter chefen, hvis man vil finde jyden.

Retrospektivt kan jeg fange mig selv i at have været ramt af ungdommens naivitet, københavnerarrogance og ikke mindst det famøse main character syndrom, som Politiken i 2023 skrev en sjov artikel om. Jeg levede – bildte jeg mig selv ind – i et liv, som Politiken skriver, hvor ”hvistidenstoppede,villedetlignestillbilleder

I bund og grund må jeg erkende, at Kongen måske i højere grad har følt sig som hovedpersonen i sin egen film. For ham var Aarhus opfølgeren til hans københavnerdebut, mens Aarhus for mig nok mere er en mærkelig spinoff uden de helt store seertal.

fra en fransk new wave-film” (jeg har ikke set Godard, men det passer sikkert meget godt).

Den royale forbindelse

Men jeg var også realistisk og tænkte på alle dem, som har taget den samme vej, som jeg selv tager.

Jeg tænker selvfølgelig på ikoner som Dronning Margrethe II og Kong Frederik, der begge har betrådt de samme lokaler, som jeg i dag selv gør. Hvis de kan, så kan jeg også, tænkte jeg. Alligevel kan jeg ikke komme uden om, at der trods alt må være forskel på de royale og undertegnede.

F.eks. flyttede Kongen til Marselisborg frem for Risskov, som jeg gjorde. Han har nok ikke op-

levet samme chok som mig, da jeg opdagede at busser koster dobbelt om natten (!), da han antageligvis har boet i mere gåvenlige omgivelser i modsætning til mig (ruten til Risskov er ikke andet end noieren skov og bilos).

I bund og grund må jeg erkende, at Kongen måske i højere grad har følt sig som hovedpersonen i sin egen film. For ham var Aarhus opfølgeren til hans københavnerdebut, mens Aarhus for mig nok mere er en mærkelig spin-off uden de helt store seertal.

Københavner i Aarhus

Måske kan mine år i Aarhus i stedet blive til et verdensomspændende hit, som Sting gjorde det i 1988, da han udgav ’Englishman in New York’, som handler om en person, der føler sig fremmed i New York: ”I don’t drink coffee, I’ll taketeamydear//Iliketoastdoneononeside //AndyoucanhearitonmyaccentwhenItalk// I’manEnglishmaninNewYork”.

På samme måde som hovedpersonen i Stings sang, foretrækker jeg en fernet over en arne, ligesom min BMO helst skal være med gammelknas fremfor mellemlagret ost, hvilket minder mig om en fordom, jeg har haft om Aarhus og måske generelt jyder: sparsommeligheden. Jeg har haft det helt omvendt. Som Hans Philip synger i Ukendt Kunstners hyldestpersonificering til vores hjemstavn, ’København’ fra 2012: ”Oghunfårenn*gertilatspendere//

Hanssidsteøretilhanikk’gideratlevemere”. Jeg lever godt nok på et stramt SU-budget, men ovenpå min underkastelse til det kapitalistiske samfund, må jeg trods alt erkende, at jeg ville ønske, at Aarhus var bedre til at give mig lyst til at bruge min sidste øre. Men det har måske også sine fordele?

Det er dejligt at være københavnsk i Aarhus I Aarhus er over en fjerdedel af indbyggerne mellem 18 og 30 år. Aarhus lægger by til Danmarks største studenterbegivenhed, Kapsejlads. Forbrugspriserne såvel som huslejepriserne føles relativt overkommelige og jeg kender ikke mere end en håndfuld i København, som kan klare sig udelukkende på SU, som mange af mine venner i Aarhus gør. Og studiemiljøet synes lidt federe vest for Storebælt.

De studierelevante jobs hænger ikke på træerne i Aarhus, og det er helt okay, for det tillader økonomien os. I København hører jeg om venner, som er pressede over ikke at lande det perfekte studiejob, som i forvejen er uundværligt, hvis man ikke skal bo hos sine forældre. Det er vi i højere grad foruden i Aarhus. Og så vigtigt er det vel heller ikke, for der er jo talrige eksempler på AU-alumner, som gør det godt i dag uden nødvendigvis at have haft et studierelevant job.

Nordmænd plejer at sige, at det er dejligt at være norsk i Danmark. Kald det bare hybris at søge inspiration hos nordmændene, men måske skal vi begynde at sige, at det også er dejligt at være københavnsk i Aarhus? Store, dyre København er mere larmende, mere forurenende og mere trængt. Burde det i virkeligheden ikke være alle københavnerne forundt at komme på retræte fra storbyens røg og larm?

Takket være den høje efterspørgsel på pladserne på de københavnske uddannelsesinstitutioner, er det svært at komme ind i København. Der opstår uddannelsessnobberi, hvor man går på kompromis med sine drømme, fordi man gerne vil bo i København. Jeg prøvede selv to uddannelser af, før det gik op for mig, at Aarhus var svaret på mine bønner. Det er hverken de unge eller byerne godt tjent. Min opfordring – som en, der har udøvet samme snobberi – er, at man skal give byer som Aarhus en chance.

Solen står også op i Aarhus

Når en dør lukkes, åbnes en ny. Jeg tror, det er godt og sundt for én at udfordre sig selv. Ja, det kan virkelig være hårdt og ensomheden kan sommetider være ond mod én. I essaysamlin gen ’Store Kongensgade 23’ rik Thomsen retorisk, om der mon er et år eller et sted, som viser sig at være det vigtigste i et menneskes liv? Det er en betydning, som først kan konstateres senere, skriver den livserfar ne Thomsen.

Det kan ærgre mit ego, som ellers gerne vil be holde kontrollen over filmen om mig. Derfor må jeg på stoisk vis erkende, at sådan spekulati on intet nytter. For min egen skyld kan jeg kun håbe, at de år eller steder, Thomsen refererer til, har rod i Aarhus. Det har det nok.

Efter jeg er flyttet til Aarhus, har jeg også kunne erfare, at solen også står op her. Og når jeg dyk ker nærmere ned i det, viser det sig faktisk, at dagene i den mere nordlige beliggende Aarhus plejer at være lige en tand længere end i Køben havn.

Det kan være, at jeg i disse marginalt længere dage lærer nogle trin, som jeg rent faktisk for står? Det skal sgu nok gå det hele.

POLITOLOGISK FORENING

Faglighed, finesse og “freedom”: Et begivenhedsrigt semester.

Efter en lang sommerferie er semesteret nu i gang igen. Det fejrede vi fredag d. 30. august med en af de største PF-fester længe, for at byde velkommen til både nye og fortsættende studerende på IFSK. Festen startede udendørs fra kl. 15-21, hvor alle kunne komme og hilse på deres studievenner og nyde det gode vejr. Den store feststemning tog først fart kl. 21, da vi åbnede begge sale i kantinen og bød omkring 600 tørstige og danseglade gæster velkommen

Næste semester er begivenhedsrigt og byder på diverse fester, sociale og faglige arrangementer samt den lange studietur til USA. Her er et udpluk af de mange arrangementer, som PF har planlagt for dette semester:

Faglig Dag (18/09):

En dag hvor fagligt udvalg sammen med Statsrådet og frivillige har arrangeret fire medrivende debatter under temaet "Splittet Eller samlet?". Emnerne spænder lige fra: Er du et helt menneske?, Hvem er du, når krigen kommer?, Uddannelsesreformens dillemma og

Det amerikanske valg: medier og konsekvenser

Det er dagen, hvor du kan opleve alt det, som du egentlig søgte ind på studiet for; debat og intense diskussioner. Tilmeld dig allerede nu på Faglig Dags Facebookside

Social studiestart med vinsmagning (26/09):

Socialudvalget indleder semesteret med en gratis vinsmagning Det bliver en hyggelig aften, hvor du og dine venner kan nyde et bredt udvalg af vine og få en oplevelse ud over det sædvanlige. De følgende uger kan du imponere vennerne med din nyvundne viden –især dem, der gik glip af aftenen. Billetterne plejer nemlig at blive revet væk, så vær på dupperne, når de frigives d. 17. september klokken 12

Lang studietur til USA (medio oktober):

30 heldige ansøgere blev tilfældigt trukket til den lange studietur, som i år går til USA Turen kommer blandt andet til at byde på en tur til Kongressen, Senatet, amerikansk fodbold, fede burgere, gigantiske sodavand og som altid vennegaranti Studietursudvalget har nemlig sammensat det bedste og mest spændende program for at dække alle de faglige og sociale behov, der måtte være.

Senere på semesteret kan I også se frem til 2 PF-fester, julebingo, et valgaftensarrangement og meget, meget mere!

// PF - Upartisk Partypolitik

Har du lyst til at kyle håndklædet i ringen på samfundsudviklingens vegne? Vent lige lidt

AF KATHRINE HEDE KROGH | kathrinehedekrogh@hotmail.com

Har du hang til tristesse på samfundets vegne og synes du af og til, at det føles som om, verden er på vej mod afgrunden? Så har jeg her et par opmuntrende initiativer, der giver håb for vores politiske beslutningsprocesser og samfundsøkonomiske forståelse.

I min sommerferie læste jeg - ligesom en nok uforholdsmæssig stor andel statskundskabsstuderende sammenlignet med baggrundspopulationen - Emma Holtens bog ”Underskud – om værdien af omsorg”. Bogen tager livtag med intet mindre end mainstreamøkonomiens grundlæggende principper, den vestlige verdens kapitalistiske indretning og vores egennyttemaksimerende New Public Management’ede måde at håndtere og effektivisere alle afkroge af samfundet. Holten sætter spot på alt det, vi risikerer at sætte over styr, når vi lader det mekaniske diktere det mellemmenneskelige - og måske i sidste ende mister fornemmelse med, hvad et godt samfund er? Styrende for bogen er, at pris ikke nødvendigvis er den bedste afspejling af værdi, og selvom det feministiske værk også har mødt stor kritik, er der, som Rebekka Godskesen skrev i Politiken, dog ingen økonomer, der endnu har anfægtet denne ellers ret radikale pointe.

Og hvad vil jeg så sige med det? Jo, for mens jeg lå der og læste min bog om feministisk økonomi på Den Permanentes dameafdeling og følte mig meget i kontakt med mit kvindelige jeg, strøg en brise af optimisme forbi mig. Her er en bog, der vil noget, får folk i tale, til tasterne, giver dem noget at spejle sig i og

sætter gang i tankerne om, hvordan vi gerne vil leve i og indrette vores samfund – og heldigvis er Emma Holten ikke den eneste! Flere og flere steder pibler det frem med initiativer og mennesker, der ønsker at gentænke vores økonomiske byggesten og politiske løsninger. Så hvis du fra tid til anden har lyst til at kyle håndklædet i ringen på samfundsudviklingens vegne som den kyniske djøf’er du er, så vent lige lidt!

Vilde problemer kalder på vilde løsninger Hos INVI – Institut for Vilde Problemer, en selvstændig tænketank, der blev stiftet i 2022, beskæftiger man sig med de problemer, vi ikke sådan liiige kan løse med et fingerknips. Problemer, der både er svære at afgrænse og få hold om, og som kan bevæge sig på tværs af sektorer, samfundsgrupper og interessesfærer. Fælles for dem er, at der kræves nye redskaber til at tackle dem. Og netop redskaberne til at håndtere de vilde problemer er INVI eksperter i - de kan ses lidt som en tænketanks-silvan for embedsmænd og policyentreprenører (altså os statskundskabere), der sidder fast med det samme sløve grej. Derfor prøver tænketanken at sammensætte en ny værktøjskasse, der kan gavne demokratiet og samfundet og give nye perspektiver på de udfordringer vi står overfor i dag.

Samtidig forsøger INVI også at udbrede forståelsen af, hvem de centrale politiske aktører i policyprocessen er, til i større grad også at indebære tænketanke. Denne udvikling er interessant i sig selv taget i betragtning af de fleste tænketankes fabeldyrslignende konstruktion, der både står på forskning og

interessevaretagelse. I spidsen for projektet står tidligere direktør for DJØF, Sigge Winther Nielsen, der også er forfatter til bogen Entreprenørstaten. Bogen undersøger mekanismerne i dansk policyudformning i dag, hvorfor vælgernes ønsker sjældent når til Slotsholmen og endelig udfordrer den danske stats rolle i løsningen af tidens udfordringer og ja –vilde problemer.

Et godt eksempel på et vildt problem på den helt store klinge er klimakrisen. Med stigende temperaturer bringer den også en lang række økonomiske, miljømæssige, sociale og etiske overvejelser – for bare at nævne et par eksempler. Det er altså ikke et såkaldt tamtproblem som en matematikopgave eller at finde den hurtigste vej til Brugsen, der har klart definerede midler og mål til at afgrænse det. Og som INVI selv skriver på deres hjemmeside, bliver problemerne vildere og vildere med morgendagens polykriser, samtidig med, at løsningerne bliver mere og mere standardiserede og kassetænkende. Så meget desto mere grund til at gøre noget nyt, og det er Institut for Vilde Problemer et virkelig godt eksempel på.

En økonomisk gentænkning

Slår du op i din makrobog finder du hurtigt en fin positiv lineær sammenhæng mellem landes økonomiske vækst og alt fra fødevaresikkerhed til uddannelse og livstilfredshed. Økonomisk vækst er afgørende for at sikre disse faktorer, der i dag er med til at udgøre fundamentet, for det mange forstår ved byggestenene til et godt samfund. Men omvendt er der også en planet, der ikke kan bære samme belastning som de

så hvordan sikrer vi, at mennesker trives og har de nødvendige ressourcer uden at overskride de planetære grænser?

Det spørgsmål prøver Kate Raworth at svare på med sit begreb, doughnut- økonomi. Her handler det netop om at lande i den bløde, luftige dej, hvor man hverken eroderer det sociale fundament i samfundet eller overskrider jordens ressourcemæssige bæreevne. Hendes bog af samme navn udstikker en ny retning for samfundsøkonomien og gør op med forestillingen om homo economicus. Lignende tankegods ses hos Rethinking Economics, et internationalt studenterstartet netværk, der arbejder for en bredere undervisning og pensum i økonomi på universiteterne, hvor fokus også skal være på ulighed og klimaforandringer som økonomiske kerneproblemstillinger. Så selvom det fra tid til anden kan føles som om, det økonomiske systems logikker har koloniseret vores livsverden til uigenkendelighed som en anden britisk flåde, er der altså også initiativer, der arbejder for en ny økonomisk tænkning i samspil med politiske beslutninger.

Jeg håber, at du nu er bare en smule mere optimistisk på samfundsudviklingens vegne, kan spejle dig i nogle af tankerne bag og måske endda har lyst til at tage del i de mange bevægelser, der er i gang. Og om ikke andet, så er statskundskab det helt rette sted at starte, hvis du vil være med til at skubbe samfundet i nye retninger.

INTERVIEW MED BJARNE CORYDON

AF RASMUS HAARKÆR ANKERSEN | rhaarkaer@gmail.com

Tidligere statskundskabsstuderende på Aarhus, Bjarne Corydon, tager temperaturen på vores demokrati og den politiske debat i Danmark.

”Det er nemt at ødelægge ting når man har magten. Menatskabepositiveogstruktureltlangtidsholdbare løsninger er en vanvittig svær opgave. Og det er netopdetansvarmanharsommagthaver.”

Bjarne Corydon ser på mig med en let seriøs mine. Han virker både alvorlig og dybt engageret når han taler om, hvad det kræver at tage politisk lederskab. Han fortæller, at han er bekymret for den offentlige politiske debat i Danmark, og lyder som et ekko af den tyske sociolog Jürgen Habermas.

”Når man sidder på magten, går det op for én, at den karikerede tegneserie-udlægning af politik man får fra de politiske kommentatorer, har minimal samfundsmæssig betydning. Det er rigtigt at interne intriger og det politiske spil kan have en indflydelse på, hvor populære de forskellige politikere er, men det har jo intet med den reelle samfundsudvikling at gøre”, siger Corydon med rynker i panden.

Han bliver mere munter, når vi taler om hans egen politiske karriere, og den kritik af ham som stadig florerer i den brede offentlighed. Det er tydeligt, at Bjarne Corydon er meget bevidst om sit omdømme, og at han tager en vis ironisk afstand til det.

Men han fortryder ikke det store.

Det er en varm og solrig dag i København, og jeg har begivet mig ud i den tidlige morgens myldretid, for at mødes til en snak med tidligere finansminister og nuværende direktør og chefredaktør på Dagbladet

Børsen, Bjarne Corydon.

Vi har aftalt at mødes på Corydons kontor, og jeg har derfor sat kurs mod Møntergade 19 hvor Dagbladet

Børsen har adresse.

Børsen kan nok bedst beskrives som den danske version af Financial Times. En avis for erhvervslivet, med særligt fokus på økonomi, finans, virksomheder, investering og politik. Det er en avis for voksne i hvid skjorte, blå blazer og sorte lædersko.

Jeg har med en vis nervøsitet iklædt mig et par løstsiddende marineblå Carhartt bukser, og en nystrøget brun polo t-shirt i håbet om ikke at skille mig for meget ud. Dagens vejr egner sig dog bedst til shorts og sandaler uden sokker. Sveden pibler ned ad min ryg.

Efter et par minutters smalltalk med en sød receptionist i Børsens entré, ser jeg Bjarne Corydon træde ind ad døren. Han er iklædt et par sorte loafers, lyse chinos og en armygrøn t-shirt, og hilser pænt med et stort smil og en lille to-go-kaffe i hånden. Hans afslappede facon gør mig rolig, og jeg følger trygt

med op af en smal trappegang til chefredaktørens kontor

Corydons skrivebord er dækket til af et tykt lag af rapporter, magasiner og bøger. Vi sætter os ved et småt bord lige inden for døren, og snakker om Kandestøberen og Bjarne Corydons studietid på Statskundskab i Aarhus.

”Jeg kommer fra en familie, hvor ingen havde en akademisk uddannelse, sågar ikke en gymnasial. Til gengældvarderenstorinteresseforpolitikogsamfund.”

Bjarne Corydon fortæller, at han som ung ikke anede at statskundskabsstudiet eksisterede. Men opdagelsen af studiet og den akademiske verden ændrede hans liv.

”Det at studere politik og samfund var jo en helt drømmeagtigoplevelseforénsommig.Indholdetpå studiet var super spændende, men også oplevelsen af at være omgivet af medstuderende med samme interessesomjegselvvarheltfantastisk.”

Corydon voksede op i Kolding, og havde aldrig trådt fod i hovedstaden København før han blev voksen.

”For mig var det helt vildt at flytte til en stor univer-

sitetsby som Aarhus. Men påstatskundskabsstudiet kommer folk fra alle dele af landet. Det er de færreste som kommer fra Aarhus, så på den måde starter de fleste med et fælles vilkår som tilflyttere. Det var ret fantastisk, for det betød at alle havde en fælles interesse i at skabe nye og stærke venskaber. Flere af mine studiekammerater fradentidbetragterjegsomfamilieidag.”

Corydon var i sin studietid medlem af den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum sammen med blandt andre den nuværende finansminister Nicolai Wammen. Senere blev Corydon rådgiver, folketingsmedlem for Socialdemokratiet samt finansminister. Men det var på ingen måde en planlagt karrierevej

”Som du og de fleste andre, som er så heldige at startepåstatskundskabsstudietvilopleve,såerens arbejdsliv ofte præget af en høj grad af tilfældighed. Det kan virke skræmmende, men det er egentlig en velsignelse, at verden på den måde ofte ender med atgribeén.”

Da han var færdig med sin bachelor, søgte Corydon et barselsvikariat for sekretariatschefen hos de danske socialdemokrater i europaparlamentet. Det var tilfældigvis Helle Thorning Schmidt som Corydon vikarierede for, og sådan væltede den første dominobrik i det, der endte med at lede til en karriere indenfor toppolitik.

”Jegvilgenereltanbefalefolkatkommevidtomkring i deres arbejdsliv. For det er først når man rigtig har oplevet lugten i bageriet, at man forstår det felt man agerer indenfor. På samme måde kan man sige, at man indenfor det politiske først rigtig forstår samfundet, når man har siddet ved magten og ansvaret. Der findes desværre politikere som ikke selv er klar over, at de ved alt for lidt om hvordan politik og samfund faktisk fungerer”, siger Bjarne Corydon med et smil på læben.

Senere fik Corydon en toppost i konsulentvirksomheden McKinsey. Her fik han fornøjelsen af at arbejde sammen med regeringer fra alle dele af verden. Selv sammenligner han jobbet med den komparative analyse, som man bl.a. bliver undervist i via faget Almen Statskundskab.

Nu er Bjarne Corydon så direktør og chefredaktør for Dagbladet Børsen på syvende år. Her er han med til at præge den fælles samtale og politiske offentlighed, som han kærer sig så meget om.

Corydon mener, at offentligheden er præget af for mange irrelevante diskussioner og argumenter som ikke er tilstrækkeligt faktabaserede. Jeg hæfter mig især ved hans bemærkning om, at det fortjener ros, når magthavere formår ikke at ødelægge det som fungerer.

Selv er Bjarne Corydon kendt som legemliggørelsen af nødvendighedens politik. En politik som hans modstandere ville betegne som centristisk, afideologiseret og måske endda markedsfundamentalistisk eller neoliberalistisk.

Kan du ikke være nervøs for, at en meget kalkuleret midtersøgende politik kan betyde, at vi ikke får de nødvendige input fra de politiske fløje, som igennem den politiske historie har skabt nybrud og systemforandringer som vi i dag er taknemmelige for?

Corydon nikker, og tager tilløb til sit svar.

”Det er et fremragende spørgsmål. Jeg er blevet kaldt mange ting, også betydeligt værre ting end det du nævner her, men én ting man ikke kan kalde mig, det er konservativ. Jeg tror konstant forandring og reformeringerstrengtnødvendigt.Givetvisogsåiet højeretempoogmeremarkantenddeflesteerkomfortable ved.”

Derfor er Bjarne Corydon heller ikke enig i beskrivelsen af sig selv som systembevarende. Han fremhæver de seneste 40 års danmarkshistorie som et politisk mirakel. Ved udgangen af 70’erne, efter den anden oliekrise, var dansk økonomi på kurs mod afgrunden, som den daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen så berømt bemærkede.

Siden da har økonomiske reformer, en omlægning af den danske arbejdsmarkedsmodel og det danske pensionssystem samt skrap budgetplanlægning præget dansk politik. I dag er Danmark et af verdens rigeste lande, og i 2023 havde Danmark den fjerde laveste bruttogæld af alle europæiske lande, på blot 29,3% af BNP. Til sammenligning havde Frankrig i 2023 en bruttogæld på over 100% af BNP, mens gennemsnittet for landene i euroområdet var på knap 90% af BNP.

For Bjarne Corydon er det en succeshistorie, som viser at forudsætningen for at have et velfungerende velfærdssamfund, er at have en ansvarlig politisk styring baseret på stærk faglighed. I Danmark er det, ifølge Corydon, sket ved at der er blevet opbygget en konsensus om offensiv reformpolitik på den danske midte.

”Det at have en stor offentlig sektor som kan skabe social tryghed, det er et afgørende værdibaseret valg. Men det at træffe en værdibaseret beslutning betyder jo ikke nødvendigvis at det lykkes i praksis. Der kan man jo bare se til Frankrig, hvor de ikke har den nødvendige politiske styring og beslutningskraft.”

Bjarne Corydon ser ligeledes denne konsensusprægede faglige styring fra midten som opskriften på at få løst de udfordringer som vi står overfor i dag: den grønne omstilling, en ny geopolitisk virkelighed og teknologisk udvikling.

"BUDGETREGIMET SKAL IKKE AFVIKLES, DET SKAL UDVIKLES

rensen end Emma Holten, når det kommer til finansministeriets regnemodeller. Vi skal ikke bruge dem mindre, vi skal gøre dem bedre, mener Corydon. Når man først har givet Bjarne Corydon ordet, er det svært at tage det tilbage igen. Jeg afbryder ham lidt abrupt:

Men vil du erklære dig enig i, at der mangler nye perspektiver i den politiske debat, eller…?

Corydon bryder ind, og tager ordet igen: ”Jeg synes helt sikkert at det næste skridt må være, at man indfører mellemfristede planer, ikke bare for de offentlige finanser, men også for bæredygtighed og produktivitetsudvikling,såmanbyggerviderepådet regimejegselvvarmedtilatbygge,iformafbudgetloven”

Jeg lytter betænkeligt til Corydons konklusion, og tager den sidste slurk af min lunkne maskinkaffe. Jeg kommer til at tænke på mange af de nye stemmer i den politiske debat, som taler for en ny måde at skabe politik på. Blandt andre har Emma Holten talt for et reduceret fokus på de økonomiske regnemodeller, og øget inddragelse af andre fagligheder som sociologien og pædagogikken.

På den anden side har grønne økonomer som Peter Birch Sørensen talt for at regnemodellerne skal udvides, så de i højere grad kan internalisere de økologiske og velfærdsmæssige variable som modellerne ikke ellers tager højde for.

Bjarne Corydon smiler skeptisk, og udfordrer med det samme Emma Holtens perspektiv:

”Jegmeneratdeterheltafgørende,atmanikkeriver det ned, som jeg og andre har været med til at byggeopiløbetafmangeår.Istedetskaldetudvides,og skeiforlængelseafdetprojekt.Herkanmansetilde økonomer som faktisk forsøger at komme med konkrete opskrifter på at få regnet CO2-udledning ind i vores regnemodeller, i stedet for at tumle rundt i en abstrakt idédebat.”

Corydon mener at det vil være meget risikabelt og usikkert, hvis ikke man tænker velfærd og bæredygtighed sammen med velstand og fortsat økonomisk vækst. Og han lægger sig tættere på Peter Birch Sø-

Jeg gengælder Corydons skeptiske smil, men beundrer det store engagement som stråler ud af ham, når han taler om politisk og økonomisk styring.

”Jeg oplever, at der er alt for mange falske lodder i vægtskålen hos mange af debattørerne indenfor det her felt. Man ignorerer simpelthen, at hele finansieringen af velfærdssamfundet jo kommer ud af det budgetregimeviharbygget.OgnårdetgælderEmma Holten,såerdetjosværtindenforhendesregimeat forstå, hvorfor vi bruger 50% af BNP på den offentlige sektor i dette land. Hvis vores regnemodeller var lodretimodomsorgogvelfærd,såerdetjouforståeligtatvialttagetibetragtningbrugersåmangeressourcerpådet.”

Men til det ville Emma Holten nok sige, at dengang man grundlagde velfærdssamfundet, var det netop ikke på baggrund af økonomiske konsekvensberegninger, men på idéer som ikke ville kunne skrives ud på en matematisk formel? Og i dag synes det alt andet lige sværere at få trumfet nye velfærdstiltag igennem.

”Mendeterjoåbenlystforkert” siger Bjarne Corydon med en meget seriøs mine.

”Vores velfærdssamfund er blevet udbygget i utroliggraddesidstemangeår.Dereringenidetteland, som ville acceptere det velfærdsniveau vi havde tilbage i 30’erne. Vi er blevet meget rigere, og bruger

stadig50%afBNPpådetoffentlige.”

Det er tydeligt at Bjarne Corydon, måske ubevidst, skruer taletempoet betydeligt op, når han skal have en vigtig pointe igennem.

”Jeg kender ikke mange oplagte eksempler på samfund, som har lykkes med at bruge mere end 50% af BNP på det offentlige. For mig at se må det simpelthen være et designkriterie, og så må fokus i stedet være på, hvordan vi får mest muligt ud af de penge. Og det fylder desværre forsvindende lidt i debatten i dag.”

I starten af juni skulle europæerne sammensætte deres nye europaparlament. Og selvom det ikke blev så voldsomt som spået, og frygtet af mange, så rykkede magten i europaparlamentet sig mod højre. Den yderste højrefløj stod tilbage som valgets vindere, om end de ikke får direkte del i magten.

Jeg får derfor lyst til at spørge Corydon, om ikke den øgede utilfredshed med det politiske establishment kalder på nye borgerinddragelsesinitiativer. Fungerer vores strengt repræsentative demokratiform stadig?

”Førstogfremmestviljegsige,atforklaringenom,at det skulle være en ny klassekamp vi ser udspille sig, det mener jeg er en doven forklaring. Selvfølgelig er dernogetrigtigtidet,menjegmenerdeterenmeget mere omfattende ommøblering af det politiske system som vi ser ind i.”

Bjarne Corydon folder hænderne ud, og taler om at de skillelinjer som typisk har domineret i vestlige demokratier, ikke længere strukturerer vores partitilbehørsforhold. Det politiske system er mere fluktuerende, og mulighederne for langsigtede løsninger forringes.

”Jeg tror vi ser konturerne af et tripolært politisk system, med en blok langt til venstre, en blok langt til højre, og en form for midte. Så er spørgsmålet bare omdenudformningkangøresstabiloggavnlig.”

Jeg lytter interesseret, og spørger så ind til, hvad det betyder for vores demokrati.

”Jeg har stor respekt for idéen om borgerting, men jeg er afgrundsdybt skeptisk overfor forestillingen

om, at det er løsningen på demokratiets udfordringer.”

Bjarne tømmer sin to-go-kaffekop, og taler hurtigt videre som om han frygter, at jeg kunne finde på at bryde ind.

”Jeg tror mere på, at det afgørende er at få skabt et kompetent demokrati. Det kan lyde elitært, og det er det måske også, men jeg mener det er fuldstændig afgørendeathaveenkompetentpolitiskelite.”

Igen henviser Corydon til det habermasianske ideal om en offentlig samtale baseret på gode saglige argumenter, og en stærk faglighed. Derefter er det så afgørende, at vores politiske system kan omsætte det input til langtidsholdbare løsninger. På den måde, mener Corydon, at vi kan undgå den utilfredshed og polarisering som præger mange vestlige demokratier i disse år.

Solen bager ind ad vinduet i det lille kontor, og både Bjarne Corydon og jeg må tørre sveden af panden, og løfte ud i trøjen for ikke at koge over.

Jeg spørger Corydon hvor optimistisk han er i forhold til, at vi på globalt plan kan løse klimaudfordringen.

”Jeg må desværre sige at jeg er ret pessimistisk. At løse den her krise kræver en stor grad af global koordination, og lige nu er de internationale institutioner mere udfordrede end nogensinde. Og så mener jegikke,atdeterblevetgrebetanpåentilstrækkelig kompetent måde. Selv i Danmark er vi jo ikke lykkes med at lægge en samlet plan for hvordan vi omkostningseffektivtkankommeimål”

Så må mit sidste spørgsmål jo selvfølgelig være: Hvad gør vi så ved det?

”Det er der ingen tvivl om, der må nødvendigvis indføres en global CO2 afgift. Desværre står vi lige nu i ensituation,hvordetsyneskompleturealistiskatfå gennemført med den nuværende geopolitiske situationtagetibetragtning.”

Bjarne Corydon holder en ukarakteristisk lang talepause, og påtager sig et afdæmpet smil.

”Men det er jo ikke nogen undskyldning for ikke at prøve.”

StatsRådet er din stemme på instituttet!

Hvis du gerne vil have indflydelse på, hvordan din studietid skal være & samtidig være en del af en social forening, så meld dig ind!

Vi holder møde hver 3. uge og du er mere end velkommen til at komme med!

Vores næste møde er d. 12. september og d. 3. oktober har vi generalforsamling

Hvis du vil høre mere, så følg os på Facebook & Instagram

PhD Beretning: Hvordan eroderer man et demokrati på et årti?

AF MATHIAS FALKVIST

| Ph.d.-studerende på Institut for Statskundskab | msf@ps.au.dk

Moderne demokratier dør sjældent ved, at personer med våben vader ind i regeringsbygningerne og overtager magten. I stedet eroderer de langsomt over mange år, indtil demokratiet kun er en skygge af, hvad det var. Men hvordan formår autokrater at bevare magten og vælgerstøtten over flere valgperioder, når de konsekvent underminerer demokratiet? Mit ph.d.-projekt undersøger et oplagt svar: Autokrater er gode til at forsvare deres udemokratiske handlinger, så de fremstår som forenelige med demokratiske principper.

Isommeren 1973 trådte Augusto Pinochet ind i det chilenske præsidentpalads med støtte fra den militære juntas flyvevåben og infanteri. Her opholdt den demokratisk valgte socialist Salvador Allende sig med en AK-47 og sine bevæbnede vagter. Næsten som i en Hollywood-film holdt Salvador Allende sin farveltale til folket over radioen, mens hæren stod udenfor hans hjem. Han beskrev sit håb for en bedre fremtid for Chile, hvorefter han begik selvmord, og hans vagter blev dræbt. Med ét var det chilenske demokrati, tidligere et håb for demokratisering i Sydamerika, dødt. Augusto Pinochet satte sig hurtigt på magten og beholdt den i de næste 17 år. Først ved det frie referendum i 1988 kunne vælgerne smide Augusto Pinochet på porten, og efter en kort transitionsperiode kunne chilenske demokrater igen ånde lettet op, fordi deres demokrati var genopstået. Det chilenske eksempel fortæller den velkendte historie om demokratiske sammenbrud som en kamp mellem det gode og det onde. De ”onde” personer med våben tager magten fra de ”gode” demokratisk valgte regeringer, som repræsenterer folket. Selvom det er en oversimplificering, er det stadig nogenlunde sådan, demokratiske sammenbrud er sket i

størstedelen af det 20. århundrede. Virkeligheden i dag er anderledes. Autokratiske politikere i dag indrømmer næsten aldrig, at de ikke er demokratiske, og næsten alle verdens lande afholder regelmæssige valg, selvom disse ikke altid er fair. Kort sagt er det blevet lidt umoderne at lave statskup.

Demokratisk erosion med vælgerstøtte?

På trods af et fald i statskup betyder det ikke, at demokratiet er sikkert, og at vi, i Francis Fukuyamas ord, er kommet til ”the end of history”. Autokratiske politikere vil stadig gerne holde magten så tæt på livet som muligt, så de har taget nye midler i brug for at opnå dette. I stedet for kup og valgsnyd er udemokratiske politikere begyndt at lave subtile lovgivningsændringer, der over flere valgperioder eroderer de liberale demokratiske institutioner, indtil demokratiet blot er en skygge af, hvad det var engang. Domstolene bliver omlagt, medierne mere begrænsede, vælgerskaren bliver strategisk udvidet eller indsnævret, partiloyalister overtager vigtige embedsstillinger og valgkommissioner. Nogle gange har oppositionen, som i Polen, haft held med at få nok stemmer til at få sat en stopper for den de-

mokratiske erosion. I andre lande, som i Ungarn og Indien, har oppositionen ikke mønstret nok vælgere til at bekæmpe de udemokratiske kræfter.

Denne udvikling har sat en ny forskningsagenda i gang. Forskere er ikke overraskede over, at nogle politikere gerne vil bevare magten, eller at de udvikler nye metoder til dette formål, men hvorfor er vælgerne så villige til at støtte disse udemokratiske politikere? Burde man ikke forestille sig, at vælgerne ville stoppe med at stemme på de politikere, som gentagne gange underminerer demokratiets institutioner? For forskere er paradokset, at det kun er i demokratiet, vælgerne bevilges reel magt, men med den magt støtter de noget, der hæmmer demokratiet. Mange forskere i vælgeradfærd og autokratisering har brugt de seneste år på at forsøge at forstå disse spørgsmål.

Ligesom meget af mainstreamstatskundskaben er litteraturen primært bygget op omkring eksperimentelle forskningsdesigns. Særligt har valgsimulationsdesigns, hvor man stiller respondenter over for et valg mellem en tydeligt udemokratisk politiker fra deres eget parti og en demokratisk politiker fra et parti, de ikke kan lide, vundet indpas. Fra disse studier er den foreløbige hovedkonklusion, at vælgere faktisk sanktionerer udemokratiske politikere; det er bare mindre, end demokratiforskere ville mene var hensigtsmæssigt. Ydermere virker det til, at respondenterne træffer et informeret valg. De kan ikke lide de udemokratiske politikere, men de hader politikerne fra oppositionspartierne.

Selvom dette lyder dårligt, skal man huske, at de fleste valg faktisk er ret tætte. Det betyder, at hvis 5-15% af vælgerne er villige til at skifte parti i mødet med en udemokratisk politiker, ville demokratisk erosion næsten ikke være et eksisterende fænomen. Alligevel ser vi demokratisk erosion i mange lande. I mit ph.d.-projekt argumenterer jeg for, at denne forskel mellem eksperimentelle studier og ”den virkelige verden” delvis kan forklares ved, at vælgere næsten aldrig står over for en politiker, som indrømmer at være udemokratisk. I stedet gør autokratiske politikere meget for at fremstå som demokratiske. Ironisk nok forsvarer de endda ofte udemokratiske handlinger som noget, der er nødvendigt for at bevare demokratiet. Mit projekt vil derfor kortlægge og skabe deskriptiv evidens for, hvordan politikere forsvarer udemokratisk politik, hvilket forsvar der er mest effektivt for vælgere, og måske vigtigst af alt, hvordan oppositionen mest effektivt kan bekæmpe udemokratiske politikere i deres kommunikation.

Hvis du har spørgsmål til min forskning, er du altid velkommen til at sende en mail på msf@ps.au.dk. Og er du som kandidatstuderende særlig interesseret i vælgeradfærd, autokratisering, kausal inferens og ekstern validitet i eksperimentelle designs underviser jeg i foråret 2025 et seminar med titlen ”Udemokratiske politikere og vælgerstøtte: årsager og konsekvenser”, der dykker ned i, hvorfor vælgere er så villige til at støtte udemokratiske politikere og hvorvidt det er muligt at bekæmpe demokratisk erosion, med et sekundært fokus på hvordan vi formår at bevare den stærke interne validitet i eksperimenter med resultater, der er generaliserbare.

ATTENTATFORSØG, BJØRNE OG BIDEN PÅ

PENSION

- HVAD SKER DER I USA?

AF FREDERIK THOMSEN SOMMER | frederiktsommer@live.dk ANDREAS REX OLSEN | andreasrexolsen@gmail.com

Hen over sommeren er det ikke gået stille for sig i amerikansk politik – først et attentatforsøg på Donald Trump, så trak Joe Biden sig ud af ræset. Nu er Kamala Harris-kampagnen i fuld galop. Men Donald Trump og Kamala Harris er kun to af mulighederne, når amerikanerne går til stemmeboksene i november. Vi vil i denne artikel sætte ekstra fokus på personer, kandidater og partier, som man ikke hører ret meget om i det generelle nyhedsbillede, for hvad har amerikanerne, som ikke kan spejle sig i Trump eller Harris så af muligheder?

Mulighederne er flere end som så. Der er både nogle, som stadig er opstillede, men der er også en række kandidater, som har været opstillet, men som i løbet af valgkampen har tilbagetrukket deres kandidatur. Håbet er, at dette fokus på andre kandidater, end de mest kendte i den amerikanske valgkamp, kan starte en lyst hos jer læsere til at undersøge disse kandidater og derigennem lære noget mere om, hvad der foregår i den amerikanske valgkamp - også udover det, som man hører om i nyhederne. Her bringes et overblik over nogle af de tidligere og nuværende kandidater:

Demokraterne

Joe Biden - var længe demokraternes præsidentkandidat, inden han i juli trak sig som kandidat.

Kamala Harris - har, siden Joe Biden trak sig som kandidat i juli, været demokraternes præsidentkandidat.

Robert F. Kennedy Jr. - stillede originalt op for demokraterne, men valgte sidenhen at stille op som løsgænger. Sidenhen har han trukket sit kandidatur.

Dean Phillips - stillede op for demokraterne, men har siden tilbagetrukket sit kandidatur.

Nikki Haley - forsøgte at blive republikanernes kandidat til præsidentvalget, men tabte primærvalget til Donald Trump og har siden tilbagetrukket sit kandidatur.

Republikanerne

Donald Trump - har siden 6. marts været republikanernes eneste præsidentkandidat.

Mike Pence - stillede op for republikanerne, men har siden tilbagetrukket sit kandidatur.

Ron DeSantis - stillede op for republikanerne, men har siden tilbagetrukket sit kandidatur.

Nikki Haley - forsøgte at blive republikanernes kandidat til Andre:

Jill Stein - stiller op for Green Party.

Chase Oliver - stiller op for Libertarian Party.

Robert F. Kennedy Jr. og bjørnen

Søn af tidligere præsidentkandidat Robert F. Kennedy, kendt som miljøadvokat og vaccine skeptiker, har haft en turbulent præsidentkampagne. Under en af de mange kontroverser, der har præget hans præsidentkampagne, blev Robert F. Kennedy Jr. for nylig fanget på video, hvor han fortalte en ven om en usædvanlig hændelse. Episoden opstod, da RFK Jr. stødte på en død bjørn ved vejsiden og oprindeligt planlagde at tage den med hjem for at skære den op og gemme kødet, men grundet tidspres for at nå et fly måtte ty til alternative veje. Ifølge ham selv var han derfor nødsaget til at efterlade den døde bjørn skjult bag en cykel i Central Park i New York. Den døde bjørn har i årevis været et mysterium i New York, men er nu endelig opklaret. Robert F. Kennedy Jr. har efterfølgende trukket sig og givet sin støtte til Trump.

Jill Stein og Green Party

Jill Stein er en 74-årig præsidentkandidat for partiet Green Party, som kæmper især for den miljøpolitiske dagsorden, og selvom de måske virker relativt ukendte, har partiet eksisteret siden 1984. Jill Stein er læge og har arbejdet i erhvervet, inden hun gik ind i politik. Jill Stein og hendes kampagne kæmper for en hurtigere omstilling til grøn energi og økonomisk lighed. Helt ukontroversiel er hun dog ikke og er blandt andet i sin præsidentkampagne i 2016 blevet kritiseret for en middag i 2015 med Vladimir Putin.

Der er altså flere muligheder for den almindelige amerikaner, hvis man ikke kan spejle sig i Harris eller Trump, end man først skulle tro – omend man skal kigge længe efter udsigterne til sejr og indflydelse.

Interview med Søren Mau: “Det antropocæne er en skadelig ideologi, der slører ansvaret for de økologiske kriser”

Den antikapitalistiske filosof og forfatter, Søren Mau, foreslår, at vi skal stoppe med at bruge begrebet “det antropocæne”. I stedet skal vi bruge “det kapitalocæne”, hvis vi vil lokalisere ansvaret og løsningen på de igangværende økologiske kriser.

AF JEPPE GRANDAHL | jeppegrandahl00@gmail.com

Imudderet ved Crawford Lake tæt på den canadiske by Ontario havde videnskabsfolk fundet aflejringer af plutonium, fossile brændstoffer, forandringer i geokemien og mikrobiologien, der tilsammen kortlægger miljøændringer, som kan dateres tilbage til 1950’erne. Forskerne var euforiske, og budskabet var klart: vi er ankommet til den antropocæne tidsalder.

Det antropocæne blev først rigtig populært tilbage i år 2000, hvor kemikeren Paul J. Crutzen og biologen Eugene F. Stoermer foreslog at indføre det antropocæne som en betegnelse for den aktuelle geologiske epoke, som vi lever i nu. Samtidigt vil det betyde, at den holocæne epoke, der begyndte for ca. 11.700 år siden, ville være slut.

Helt konkret beskriver det antropocæne, at menneskets aktiviteter nu i så høj grad påvirker og medfører globale ændringer i Jordens tilstand. Med andre ord, så har menneskets adfærd nu sat så dybe spor, at det indtræder i geologiens historie. Mennesket er nu en planetbestemmende art.

Og selvom et flertal på 12 ud af 18 prominente geologer i en afstemning for nyligt afviste, at mennesket har skabt en ny tidsalder på jorden, så er det ikke det væsentligste. Snarere er det væsentlige, at undersøge det antropocænes udbredte popularitet, der siden har affødt diskussioner om planetære perspektiver.

Et akademisk og kulturelt buzzword

Hvis man taster “Anthropocene” ind på Google Scholar og indsnævrer tidsintervallet til 2000-2024 får du - 210.000 resultater. Og hvis man kigger på de seneste fem år, så får man - 110.000 resultater. I danske akademiske kredse hitter det antropocæne også. Danmarks Frie Forskningsfond har finansieret et

hav af projekter med millioner, hvor udtrykket Anthropocene indgår.

Derudover er den populære danske sociolog og forfatter Nikolaj Schultz og hans verdenskendte mentor Bruno Latour kendt for at anvende det antropocæne i deres værker. I deres fælles bog Notat om den nye økologiske klasse undersøger de potentialet for en ny økologisk klasse i det antropocæne. Derudover udgav Nikolaj Schultz få år efter bogen Landesyge, der beskriver de eksistentielle dilemmaer ved at leve i en antropocæn tidsdalder, og som sidenhen er blevet oversat til syv sprog.

Inden for i kulturens vægge excellerer det antropocæne også. Tilbage i 2015 stod Bruno Latour for en klimaudstilling om det antropocæne kaldet The Anthropocene Monument. Litteraturanmelder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen har i flere indlæg for Information og Politiken fastslået det antropocæne som en fortolkningspræmis af øko-forfattere som Theis Ørntoft, Lars Skinnebach, Olga Ravn, Daniel Dalgaard og så videre.

Ordet er heller ikke nyt i politik. I 2016 skrev daværende natur- og klimaordfører for Alternativet, Christian Poll, et debatindlæg om det antropocæne med titlen: “Kære regering - velkommen til den nye tidsalder”. Debatindlægget blev årets mest læste. Folketingets grønne solist, Theresa Scavenius, har også skrevet flere indlæg om det antropocæne, og tilbage i 2021 prøvede hun at skabe partiet, Momentum, med budskabet om, at “den antropocæne tidsalder kræverantropocænpolitik”

Der er selvfølgelig gode intentioner i det antropocæne. Det skaber en fælles erkendelse af, at de økologiske kriser er menneskeskabte, hvilket er et videnskabeligt faktum.

"Det er jo ikke alle mennesker, men nogle mennesker og en historisk bestemt samfundsform, som er årsag til de økologiske kriser, vi lever i. Derfor er det antropocæne et skadeligt ideologisk begreb, fordi det præsenterer en forklaringsmodel, der slører ansvaret for de økologiske

Men jeg synes også, at det antropocæne virker misvisende. For det inviterer jo til en fortolkning om, at det er “mennesketsomsådan”, det griske menneske, der har fremprovokeret de økologiske kriser - hvilket åbenlyst er forkert.

Muligvis tænker de, der anvender “det antropocæne", heller ikke sådan. Men når vi bruger ord, så har det en betydning. De ord, vi bruger, kan inspirere og tegne historier og fortællinger. Hvad vi kalder vores tidsalder, har betydning. Det kan spore frem til nye bevidstheder, følelser og perspektiver til vores klode, som har potentiale for at have en individuel, kollektiv og politisk effekt - på godt og ondt.

Det antropocæne: en individualiserende og moraliserende ideologi

“Deterendårlig,upræcisforklaring.Deterenskadeligideologi”, siger Søren Mau til mig, da jeg spørger ham, hvad han mener om det populære udtryk “Det Antropocæne”.

Søren Mau er postdoc ved Institut for Filosofi og Idéhistorie ved Aarhus Universitet og er forfatter til den kapitalismekritiske bog StumTvang

Grunden til, at det antropocæne er en skadelig ideologi, er, ifølge Søren Mau, at det slører ansvaret for de økologiske kriser.

“Det er jo ikke alle mennesker, men nogle menne-

skerogenhistoriskbestemtsamfundsform,somer årsagtildeøkologiskekriser,vileveri.Derforerdet antropocæne et skadeligt ideologisk begreb, fordi detpræsentererenforklaringsmodel,dersløreransvaretfordeøkologiskekriser”, siger han over telefonen med en sjællandsk dialekt.

“Den universaliserer skylden til at gøre det til et spørgsmål om mennesket. Den giver i højere grad anledning til en indadvendt moralsk selvrefleksion, mere end det giver anledning til udpegning af, hvemdetegentliger,dererskyldidenherudvikling, og hvordan fratager vi de mennesker den magt, og hvordangørevinogetveddet,derersket”

Disse “nogle mennesker” fortæller den velkendte historie om uligheden i de økologiske kriser. I Oxfam's rapport Climate Equality: A planet for the 99% fra 2023 beskriver de, hvordan den rigeste 1 procent i verden (77 millioner mennesker) er ansvarlig for 16 procent af de samlede globale CO2-udledninger i 2019, hvilket er lige så meget som udledningerne fra de 66 procent fattigste (mere end 5 milliarder mennesker).

At ansvarliggøre “mennesket som sådan” synes på en måde at fortrænge historiens konturer og den grelle ulighed, der helt banalt eksisterer i spørgsmålet om, hvem der har det største ansvar for de økologiske kriser.

Den kapitalocæne æra

Af den grund er der brug for et nyt og mere retvisende navn for vores epoke, mener Søren Mau. En mere korrekt beskrivelse af vores epoke vil derfor være: detkapitalocæne

Det kapitalocæne som epokebegreb stammer oprindeligt fra en artikel i det venstreorienterede magasin, Jacobin, skrevet af Andreas Malm, der er forfatter og professor i human økologi ved Lund Universitet.

Dermed læner det kapitalocæne sig naturligvis op

ad en marxistisk analyse af de økologiske kriser. Det er nemlig kapitalen, og ikke mennesket som sådan, som er den geologiske drivkraft, mener Søren Mau og præciserer, at kapital ikke blot skal forstås “som enbestemttypeafting”, men snarere “mådenatbrugetingpå:nemligatskabeprofit”

På den måde er kapitalen den syndige, når det kommer til ansvaret for de økologiske krisers udvikling og sågar også som en stopklods for at løse de økologiske kriser.

“Hvis man analyserer historisk, hvad er det for en udvikling,derharførttildeøkologiskekriser,vibefinderosi,vilmanse,atdetharværetdrevetfremaf profitdrevetproduktion”, forklarer han.

“Det er markedskonkurrencen og hermed den profitdrevne konkurrence mellem profitorienterede virksomheder, som har ledt til den udvikling. Det bedsteogmestafgørendeeksempeler,dadenglobaleøkonomiblevafhængigaffossilebrændstoffer, hvor man gik fra kul og senere til olie som de primære brændstoffer. På den måde er det kapitalen, derbådeerdenhistoriskeårsagtildenglobaleopvarmning,ogdenaktuellebarriereforatafværgeog bremsedenglobaleopvarmning”.

Hvis man kigger på de globale udledningers historie, kan man se en tynd mørkeråd linje, der strækker sig igennem hundreder af år. Væksten i den globale udledning af CO2 var relativt langsom indtil midten af det 20. århundrede. Og herfra tager det en voldsom drejning, der omtales som “den store acceleration”. I 1950 udledte verden 6 milliarder tons CO2. I 1990 var dette næsten firedoblet og nåede op på mere end 20 milliarder tons. Siden da er udledningerne yderligere vokset, og i 2023 slog verden rekord med 37,4 milliarder tons CO2 ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA).

Den historiske udvikling er helt essentiel. For kapitalen skal nemlig ses i et historisk perspektiv, mener Søren Mau.

“Kapitalensomsocialtprinciperopståetisamfundet påetbestemttidspunktundernoglesærligehistoriske forhold i menneskehedens historie”, siger han

og tilføjer hurtigt, at:

“Menneskehedenharjoeksisteretietparhundrede tusind år, men det er jo simpelthen først inden for desidsteparhundredeår,atviharsetenudvikling, hvordetmenneskeligesamfundpludseligbegynder atvendesigmodsitegetnaturgrundlag,Detgiveret paradoksogenudfordringfordetantropocænesom en historisk forklaringsmodel: hvorfor har menneskehedenimereend99%afdenslevetidikkehaften effektpåjordklodensudviklingen?”

- Men er kapitalismen ikke også et politisk og økonomisk system, som er menneskeskabt, og på den måde kan man vel sige, at hvis det er kapitalismens skyld, så er det også menneskehedens skyld?

“Deterselvfølgeligoplagtatindvende,atdetermennesker, der har skabt kapitalismen, så hvis det er kapitalismensskyld,såerdetjopådenmådeogså menneskehedensskyld.Menmankunneogsåsige, atmenneskererdyr,ogatvidermedleveridengeologiskeepoke,hvordyrharenafgørendeindflydelse påjordensudvikling.Ogtildetvilmansige,atdetjo ikkeeralledyr,mendetkuneretbestemtdyr”, siger han.

“Man kan dermed vælge forskellige niveauer af generaliseringer. Men i og med, at man gør det med begrebetommennesket,såantyderman,atdetikke bareerenkategorisering,menatdetogsåsigernogetomkausalforholdetom,atårsagentildenherudviklingermennesket”

Hønen eller ægget

Den italienske marxistiske filosof Antonio Gramsci talte om, at før der kan skabes social og politisk forandring, så skulle man besejre det kulturelle hegemoni i samfundet. Man skulle udvikle en modkultur med alternative værdier og normer til det herskende kulturelle hegemoni i samfundet.

Gramscis tanker minder om noget, som de to antropocæne intellektuelle, Nikolaj Schultz og Bruno Latour, skriver om i deres fælles bog Notat om den nyeøkologiskeklasse, og generelt i deres intellektuelle arbejde de senere år. Makkerparret mener, at de

grønne partier ikke har fået etableret en modkultur, en politisk økologi med et “vi”, der har nye værdier, begreber, æstetikker og fortællinger, som kan skabe politiske forandringer. For før succesfulde grønne valgresultater, så skal de grønne partier deltage i en kulturel kamp om det herskende samfunds ideer. Kort sagt, så mener de to, at politiske forandringer først og fremmest kommer ved at ændre den måde, vi tænker på.

Deres budskab synes at virke overbevisende, hvis man måler det efter popularitet. Inde på Nikolaj Schultzs Instagram finder man collager af ham, der turnerer rundt i verden med sine økologiske tanker.

Samtidig er Nikolaj Schultz også at finde i store aviser som tyske Die Zeit, og i næsten alle de store danske dagblade som Information, Politiken og Kristeligt Dagblad, og mere nichede magasiner som RÆSON, Eftertryk, Atlas og Føljeton.

Trods den globale og lokale popularitet, så er Schultz og Latours analyse ikke overbevisende, mener Søren Mau.

“Jeg mener, at det er en dårlig og uoverbevisende teori om, hvad der skaber historisk og politisk

forandring. Derudover er den som politisk strategi ineffektiv.Jegtrorikke,atvikommertilatskabeen effektiv, progressiv social forandring, ved at ændre denmåde,vitænkerpå” , siger han skarpt.

Søren Mau er hurtig og eftertænksom i sine svar. Han formulerer sig elegant, og siger sjældent tænkepause ord som “øh” eller “mm”. Han er selvsikker i sin analyse.

I virkeligheden burde man vende analysen om og i stedet have en materialistisk forståelse af historisk og social forandring, mener Søren Mau.

“Jeg vil sige det omvendte gør sig gældende: den måde,vitænkerpå,erresultatetafdenmåde,samfundetserudpå.Bredtsagtskalviændredenmåde, vileverpåogderigennemdemåder,vitænkerpå” , pointerer han.

“Og det lægger op til en politisk strategi, der skal knyttes til en kamp for et stabilt livsgrundlag for menneskeheden og andre levende arter sammen i kampenmodkapitalismen.Udenatfåafskaffetkapitalismen,fårvihellerikkeafværgetdeøkologiske kriser.Ogviskalikkeblotafskaffekapitalismen,men

FOTO:SigridNygaard

viskalogsåetablereetnytøkonomisksystem,der overholderdeplanetæregrænser”.

Anvendelsen af de to begreber, det antropocæne og det kapitalocæne, synes at føre til en dybere kamp mellem to intellektuelle fronter i forståelsen af, hvordan vi skaber en politisk og social forandring, der akut kan finde løsningen på de økologiske kriser. En slags hønenellerægget-diskussion.

Det kapitalocænes fremtid

Vi er ved at nå afslutningen af interviewet, og jeg må komme med en tilståelse: Jeg er træt. Sagen er, at der dagen før interviewet opstod en gylden mulighed for, at jeg kunne få en gratis endagsbillet til Smukfest. Jeg vågnede derfor med følelsen af, at mit hoved var en byggeplads, og efter 30 minutters snak om kapitalisme kan jeg konstatere, at det måske ikke er den mest effektive tømmermændskur.

Jeg når dog at få spurgt Søren Mau, hvad der skal til for at det kapitalocæne som epokebegreb kan blive mere udbredt - måske endda blive mainstream?

“Inden for universitetsverdenen, forskningsverdenenogdesnakkendeklasser,dererdetselvfølgelig ietvistomfangmuligtbareatgøredet,somduogjeg ogandregør,somer,attaleomdet,forsøgeatudbrede begrebet og sprede opmærksomheden omkring det”, siger han.

“Menjegtror,atdet,derforalvorrykkernoget,deter, atflerebevægelserblivermereeksplicitideresantikapitalisme.Jegsynes,atmanseentendenstil,at klimabevægelserblivermereantikapitalistisk,mere radikaleoggenereltvokser.Samtidigtrorjegogså, atdenudviklingvilafspejlesigakademiskietstørre fokuspåkapitalismenssammenfletningmedklimakatastrofen”

Når jeg søger på “kapitalocæn” eller på engelsk “capitalocene”, finder jeg et virvar af forskningsartikler og bøger. Men udover få avisartikler fra enten Andreas Malm eller Søren Mau, så er det svært at finde begrebet i en større international eller dansk avis.

Det kapitalocæne nyder måske en akademisk opmærksomhed, men det savner en almen udbredelse.

Men måske skal det kapitalocæne som epokebegreb heller ikke isoleres, men snarere ses i en større kontekst. De seneste par år synes der at være en sti-

gende eksplicit kapitalismekritik i de sociale bevægelser. I Gretha Thunbergs bog Klimabogen, skriver hun, at vi skal gøre op med "kapitalistisk forbrugerismeogmarkedsøkonomien”, og i Den Grønne Ungdomsbevægelses nyeste håndbog Til Fremtidens Virksomheder er det første ud af syv principper, at “Fremtidens virksomheder har ikke længere profit sometmålisigselv”

I det intellektuelle miljø er der også en ny strøm af kapitalismekritiske bøger. Den franske økonom Thomas Piketty blev en global intellektuel i 2013 med sit kapitalismekritiske værk Kapitalen i det 21. århundrede, og den amerikanske socialpsykolog Shoshana Zuboff punkterede i 2018 tech-giganternes magt med en revolutionerende kapitalismekritik i sin bog Overvågningskapitalismenstidsalder

Dermed er det kapitalocæne som epokebegreb snarere indlejret i en ny kapitalismekritisk bevægelse, der spænder sig fra tech-giganterne til de økologiske kriser - og som sikkert er meget bredere og større end beskrevet her.

En konstant diskussion

Men i hjørnet lurer der også andre, der mener, at de har den sande beskrivelse af vores epoke. Den verdenskendte filosof og feminist Donna Haraway er også kommet med sit bidrag til tidsalder debatten, hvor hun i en kritik af bl.a. “det antropocæne” og “det kapitalocæne” kommer frem til, at vores tidsalder er i “DenChthulucæneEpoke”. På samme tid eksisterer der også epoke-begreber som “det Plantationocæne” og “det Teknocæne”.

Det vidner om, at vi på mange måder lever i en tid, hvor forholdet mellem natur og kultur gentænkes, diskuteres og formes på ny. De forskellige epokebegreber synes at være tydelige reaktioner på og en kritik af de andre. Myriaden af de mange begreber, fortolkninger og narrativer af jordens nuværende tilstand er et sundt tegn. Det sikrer, at de historiske analyser ikke er for snævre, at vi ikke bliver forblændet af ét perspektiv, og at vi derfor er i en konstant samtale, som kan rumme nye idéer og historieforståelser.

Hvert epokebegreb har - i mindre eller større gradret i deres planetære perspektiver. Og sådan vil det nok altid være. For i en kaotisk og kompleks verden findes der sjældent én vedtaget sandhed om jordens tilstand og samfundets udvikling.

POLITOLOGISK BOGFORMIDLING

Vi håber I har haft en dejlig sommerferie og er kommet godt igang med studiet igen <3

Hvis I stadig mangler at få fat i nogle bøger kan I købe dem på vores hjemmeside, eller prøve lykken med brugtbogshylden i lokalet!

Vi søger lige nu NYE AKTIVISTER, så find ansøgningskabelonen på vores FB og få sendt en ansøgning afsted inden d. 23/9!!

Over sommeren har PB fået en MEGABRYGGER - så kom ned og prøv den af!

Husk et medlemskab kun koster 25kr, hvilket giver adgang til både bøger, kaffe og LøPBeklub i et helt år!

Forskerstafetten: Vælgerne er bedre end deres rygte

Kan vi overlade demokratiet til vælgerne? Dette lidt højtravende spørgsmål er ikke blot titlen på et seminar, hvor jeg i dette efterår sammen med studerende på 5. semester forsøger at blive klogere på borgernes politiske holdninger og demokratiske kompetence. Spørgsmålet er også en grundlæggende motivation for mit forskningsprogram. Det er en klassisk diskussion i statskundskaben, om borgernes holdninger og adfærd overhovedet er udtryk for meningsfulde og kompetente beslutninger.

Gennem tiden har mange både politiske teoretikere og empiriske forskere tegnet et nedslående billede af almindelige menneskers interesse for og evne til at tage meningsfuldt del i diskussioner om politiske beslutninger. Sat på spidsen kan den slags kritik af vælgerne skabe tvivl om, hvorvidt demokratiet overhovedet er muligt eller ønskeligt.

Min forskning tegner et mere opløftende billede af vælgerne. Sammen med gode kolleger undersøger jeg, i hvilken grad og hvordan borgerne skaber mening i den strøm af komplicerede politiske emner og spørgsmål, der fylder i den politiske debat og nyhedsdækning. Vores argument er, at borgerne kan forstå og tage meningsfuldt stilling til politiske emner ved at bruge de politiske partier – og faktisk hele partisystemet – som nyttige pejlemærker.

Ved at trække på partiernes politiske omdømmer – hvad et parti plejer at stå for, og hvilke grupper i samfundet det kerer sig om – kan borgerne bruge afsenderen af et politisk forslag til at regne ud, hvad forslaget nærmere går ud på, og hvilke konsekvenser det vil få. På den måde, kan borgerne danne sig et – i det mindste nogenlunde – retvisende billede af den politiske substans.

Et eksempel kommer fra tiden efter valget i 2022, hvor Mette Frederiksen forhandlede med en række partiledere om at danne regering. Det var længe uklart, hvilken regering der ville komme ud af de langstrakte forhandlinger. Ville Mette Frederiksen i sidste ende bruge sit røde flertal i Folketinget og danne en regering med et eller flere partier til venstre for midten? Eller mente hun det alvorligt, at hun ville gå efter en bred regering hen over midten?

Mens forhandlingerne stod på, og udfaldet endnu var uklart, bad mine kolleger Love Christensen, Rasmus Skytte og jeg Epinion om at spørge 4000 vælgere om deres holdninger til forskellige politiske forslag. Vi bad blandt andet vælgerne om at vurdere et forslag om at indføre en CO2-afgift på dansk landbrug – et af de store emner i valgkampen. Vi stillede spørgsmålet som led i et eksperiment, hvor nogle svarpersoner blev bedt om at vurdere forslaget, hvis det kom fra en ren rød, S-ledet regering. Andre blev bedt om at vurdere CO2-afgiften, hvis den kom fra en midterregering med både Socialdemokratiet og Venstre.

Svarene viste, at vælgerne i langt højere grad mente, at en CO2-afgift ville tage hensyn til landbrugets interesser på bekostning af at være effektiv til at nedbringe CO2-udslippet, hvis forslaget kom fra en regering, hvor Venstre – der har et omdømme som venner af landbruget – deltog.

Udfaldet af den såkaldt grønne trepart, der faldt på plads i juni 2024, og avishistorier om forhandlingsforløbet, tyder på, at Venstre netop var med til at sørge for, at CO2-afgiften blev mere lempelig for landbruget. Men det havde vælgerne altså regnet ud ville ske, allerede dengang de blev spurgt under regeringsforhandlingerne halvandet år forinden.

AF RUNE SLOTHUUS | Professor på Institut for Statskundskab & leder af PARTYOPINION-projektet

I en anden undersøgelse viser vi, at vælgerne bruger positionerne fra en række partier – konfliktstrukturen i hele partisystemet – til at tage stilling til politiske forslag. Igen sammen med Love Christensen og Rasmus Skytte designede jeg en række eksperimenter, hvor vi i efteråret 2023 præsenterede vælgere for politiske forslag fra deres foretrukne parti, fx om skat eller flygtninge.

Normalt ville vi forvente, at vælgerne bakker op om politiske forslag fra deres parti. Det så vi også i disse eksperimenter. Men som noget nyt kunne vi også vise, hvordan vælgerne reagerer, hvis forslaget fra deres parti bakkes af andre partier, der normalt har et omdømme for at stå for en anden politik end deres parti – og samtidig møde modstand fra partier, der ellers plejer at være på samme linje som deres eget parti.

Vælgerne vendte i stor stil ryggen til forslaget fra deres parti, hvis det blev støttet af partier, hvis omdømme går imod de værdier og hensyn, som deres eget parti plejer at stå for. I de tilfælde tolkede borgerne forslaget fra deres parti til at have andre – og mindre attraktive – politiske konsekvenser, end hvad de normalt forventer af deres parti.

Vores resultater viser, at vælgerne faktisk interesserer sig for den politiske substans, at de kan bruge partisystemet til at vurdere de konkrete konsekvenser af et politisk forslag – og er parate til at bryde opbakningen til deres parti, hvis det afviger fra de principper og prioriteter, der normalt er knyttet til dets politiske omdømme.

Disse studier, som vi har kunnet gennemføre takket være en større bevilling fra European Research

Council (ERC), udviklede vi først og fremmest for at bidrage med nye perspektiver i den klassiske diskussion i statskundskaben om borgernes demokratiske kompetence. Men vores resultater kan også være med til at forstå, hvorfor vælgerne i stor stil har vendt ryggen til partierne i SVM-regeringen.

Med den brede midterregering indgår Socialdemokratiet og Venstre netop et partnerskab med et modstående parti, som de ellers har brugt årtier på at forklare vælgerne, at de er meget forskellige fra. Og så er det måske ikke så mærkeligt, at vælgerne tænker, at den politik, de nu får fra deres parti, ikke stemmer overens med de værdier og prioriteringer, de stemte på ved sidste valg.

Tag fx en socialdemokratisk vælger, som mener, at hvis skattelettelser endelig skal gives, så skal de komme dem med de laveste indkomster til gode. Og så ser hun, at Mette Frederiksen fremlægger et skatteforslag, hvor SF er imod og Konservative og andre borgerlige partier klapper i hænderne. Hvis sådan en vælger faktisk går op i politisk indhold – og er i stand til at bruge partiernes omdømmer til at regne de politiske konsekvenser ud – så giver det mening, hvis hun bliver skeptisk over for, om hun nu også får den politik fra Socialdemokratiet, som hun har stemt på.

Sådan kan forskning, der er udviklet og tænkt til at besvare nogle grundlæggende spørgsmål om vælgernes forståelse af politik, pludselig vise sig også at være relevant for at forstå den helt aktuelle situation i dansk politik. Der er selvsagt mange spændende undersøgelser, som vi gerne vil gennemføre endnu. Foreløbig peger vores resultater dog i retning af, at vi godt kan overlade demokratiet til vælgerne.

Interrail i tegninger

Af Freja Frida O. Brems

Microtrends ødelægger mere

end bare din pengepung og er netop IKKE kommet for at blive

Brat mig her, brat mig der. Det er en velkendt og accepteret erkendelse, at alting går op og ned i showbiz – men behøver det gå så hurtigt?

Kan du huske, hvordan Kim Kardashian broke the internet med sin bagdel i 2014? De famøse billeder af skumsprøjtende champagne og det dertilhørende champagneglas siddende på Kardashians popo. Billedserien står som et klokkeklart vidne om, at 10’erne var det kropslige timeglas’ æra. Internettet vrimlede med instagram baddies med små taljer og store derrières, oftest tilegnet med risikofyldte kirurgiske indgreb. Specielt booty-overlord, Kim Kardashian og lillesøster, Kylie Jenner, lå side om side i kapløbet om størrelse, form og medieomtale af bagdel, kropsform og andre kosmetiske transformationer.

Begge søstre har ligeledes formået at kapitalisere på sine krops-kontroverser. Vi har jo netop Skims som er Kardashians tætsiddende tøjmærke, og Jenners lipkits, som i særdeleshed solgte ideen om, at man kunne få nøjagtigt så flotte læber som Jenner selv. Hun fik godt nok ikke lige umiddelbart nævnt, at det hele var kosmetisk filler. I hvert fald ikke førend magasinet, Forbes, udnævnte hende som en self-madebillionaireefter det massive afkast på sit makeupbrand. Yeah, right.

2020-2022: Lockdown og core-mageddon I slut 10’erne bevæger Y2K-stilen sig stille ind på os igen, og da alle sendes hjem på hovedet i seng af Covid-19, melder onlinehandelens svar på en vaskeægte skurk, Shein, sig på banen. Et par bukser? 50 kroner. En trøje? 20 kroner. Arbejdsforhold for ansatte? Lad vær med at stille så mange spørgsmål! Hvis ikke den vestlige verden mæskede sig i overforbrug, gør den det

i hvert fald nu. Begrebet, fast fashion, ruller ind over vores læber, og når vi nu ikke kan møde fysisk på arbejde eller i skole, kan vi lære den der nye dans med den der nye sang af Doja Cat på den der app TikTok.

Sideløbende med Y2K og de farverige toppe, er skinny jeans for alvor sat ud af spillet. Det er som om, at buksebenene ikke kan blive brede nok. Nej, jeg har ikke hørt om ham der Dr. Denim. Hvem er han, og er han læge eller hvordan? Med the rise of China (TikTok) ser vi også de famøse cores buldre frem, og det er for alvor her, at showbiz kommer på speed.

Vi skyder ræset i gang med cottage-core. Som følge af covid-19, søger individet tilbage til hjemlige rammer. Derefter rammer VSCO-girls og eboysfloor efterfulgt af oldmoney, darkacademia samt soft-grunge og kidcore. Restriktionerne hæves for alvor i 2022, og hold lige fast under overfarten, for nu kommer vores alles elskede gorp-core med Arc’teryx skaljakken, Salomon-skoene, fleece-jakker og Patagucci regntøj. Pludselig er alle at finde nede i den lokale klatrehal med ildelugtende sko hængende ud af Osprey-rygsækken.

Forår/sommer 2023: Er du pink, punk eller privilegieblind?

Vi bliver udenfor, for yeehaw, de nye cowgirls kommer galopperende forbi med deres cowgirl-boots, denimveste- og nederdele. Ringer det en klokke, hvis jeg nævner Barbiecore? Altså, filmen Barbie fra 2023 med Margot Robbie og Ryan Gosling i hovedrollerne. Pludseligt er alt

pink. Det er nu et år siden, at Glenn Bech udgav sit manifest, Jeganerkenderikkelængerejeres autoritet, og størstedelen af den øvre middelklasse har nu skimmet lortet og indset, at det ikke er så cool at være privilegeret.

Kan I lugte det? Det lugter af poor-core og heroin-chic. En eller anden, ring til Kate Moss omgående! Allerede tilbage i 2022 var heroin-chic på vej tilbage med sit afdankede søvnunderskuds-look. Cowgirl-pigerne er færdige med deres denim, og har kastet bukserne hen af asfalten. Den øvre middelklasses børn samler dem op, og lader den lavtaljede buks hænge lige under det ny-tatoverede tramp stamp, Amager-plade eller røvgevir. Ak, ja, kært barn, mange navne. Hvem fanden har inviteret den bitch? Seriøst, jeg troede, at vi var færdige med hende. Vis mig nogle kraveben, sort hullet tøj og de slidte bukseben henad fortovet i den travle og overdøvende metropol, dine forældres friværdi har købt dig en lejlighed i.

Men vis for guds skyld ikke dine forældres bogreol eller høje socialklasse, for det er så off det der nedarvede velstand, seriøst. Forbi os suser vores alle sammens clean girl på sin høje damecykel med sin Nalgene x Planet Nusa drikkedunk og Stanley-cup. Det er åbenbart langt om længe blevet trendy at være hydreret. Hov, vent, råber en vilkårlig trashgirl 8000 til clean-girl. Clean-girl har tabt sin gua sha, da der naturligvis ikke er gode lommer i det activewear, hun har på. Husker du gorp-core? Han hedder Planet Nusa, Strava og David Breadhead-runningclub den dag i dag.

Forår og sommer 2024: Det er brat at være på Wegovy. Er valgforskning brat?

Orker du ikke løbeklubben? Ingen problem. Novo Nordisk har din ryg. Kardashian-Jenner-klanen viser sig frem med mindre filler, mindre rumfang af røv og slanke skuldre. Det er ufatteligt imponerende, hvordan visse personers kropstype er så omskiftelig. Efter et afbud aflægger Charlie XCX et visit forbi Roskilde Festival i anledning af nyt album, Brat. Som kulturjournalist, Thea Torp, rammende beskriver i et indlæg i Weekendavisen, er det som om, at den øvre middelklasse socialklasse-cosplayer en trashy og bratty stil, som er tyvstjålet fra de lavere sociale klasser. Jeg kalder den før Rune Stubager. Vi kommer højst sandsynligt til at se en massiv vælgervandring fra venstrefløjspartierne til Alternativet grundet massiv stigning i antallet af unge mennesker med mintgrønne beklædningsgenstande fra genbrugen på.

Hvorfor er Kamala Harris blevet udnævnt som værende brat? Hvor er vores clean-girl egentligt blevet af? Er hun i gang med sit everything-shower, eller har the brats bare taget over? Måske kan hun bare ikke følge med i motionsræset, når nu alle alligevel er på Wegocy eller Ozempic. Eller også har hun trukket afkastet fra sine Novo-Nordisk aktier ud, og er skredet sydpå for at få bedre content til sin insta-feed.

Har du også brain rot, eller er du bare godt og grundigt stresset over at skulle følge med i alle cores, lores, lort og pis. Hvad bliver det næste? Send gerne tips, jeg vil være på forkant.

AF ISABEL BAK ROUVILLAIN | isabelbak@gmail.com

FOLKEMØDE ANEKDOTER

AF AMALIE LOFTHEIM | amalieloftheim@gmail.com

Årets store begivenhed på Folkemødet var DJ-battlen mellem folketingsmedlemmet for Enhedslisten, Rosa Lund, og formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, der foregik i højskolernes telt. Selv var jeg ikke inde i teltet, men fordrev op på en lille bakke, hvor jeg kunne skue ud over en uendelig menneskemængde.

DJ Vanopslagh starter lige på og hårdt ud med nummeret "I’m Blue", David Guetta og Bebe Rexha-udgaven. Stemningen er dermed sat!

Rosa Lund vælger at få højskolernes telt med på sin side ved at spille den mest åbenbare højskoleklassiker, "Unwritten" af Natasha Bedingfield.

Vanopslagh er ikke bleg for selvironi og vælger dermed at spille nummeret "Daddy Cool" af Boney M, som en reference til sit berømte TikTok-kælenavn. Her tænker jeg, at denne sang nok aldrig kommer til at være den samme for mig igen.

Generelt gennem DJ-battlen er Vanopslaghs tema humor, mens Rosa Lund fokuserer på at få publikum på sin side og kun spille kvindelige artister, i kølvandet på TV2’s dokumentar om sexisme i musikbranchen. Selvom Vanopslagh igen og igen får hypet højskolernes telt op, trumfer Rosa Lund stort – især da hun til sidst afslutter ballet med Robyns ikoniske "Dancing on My Own", som får hele teltet til at skråle!

Undervejs gennem DJ-battlen har jeg det rigtig sjovt, men det begynder også at slå mig: “FUCK, en af dem her kan blive vores næste statsminister. Hvordan har jeg det egentlig med, at de leger DJ Snake? Er DJ-sættene på Folkemødet de nye makrelmadder?”

AF ISABEL BAK ROUVILLAIN | isabelbak@gmail.com

Jeg har et par G-1000 gore-tex sip-pants fra Fjällräven. Dertil har jeg vandresko, anorak og normalt temmelig godt styr på generel udendørsaktivitet. Men ikke godt nok til at vide, at man skal huske at slå sit telt op og lade det tørre EFTER en hel uge på festival. Derfor var der massiv mug på det telt, som jeg dels havde medbragt på årets Folkemøde, og dels havde forsikret Helena og Freja om, at der var rigeligt med plads til os alle tre i. Hvad gør man efter knap 10 timers transport tværs over Kongeriget med et muggent telt, et løftebrud og tre chicks, der ikke har et sted at sove?

Du køber en hytte til 3200 kroner. Normalt koster de 4500 kroner, men en medarbejder, Ditte, på Ung Agendas camp ville gerne give os en god pris. På billedet ser I den famøse bungalow. Mange havde først og fremmest meninger om min lille fadæse med skimmelteltet. Der var også mange meninger om prisen på vores bungalow. Dog var der også mange, der kom rendende hver morgen eller skrev i tide og utide, om de kunne få opladt mobilen, powerbanken eller hvilet benene.

Alt i alt et luksusophold, som hverken jeg eller min økonomiske sans glemmer.

AF RASMUS HAARKÆR ANKERSEN | rhaarkaer@gmail.com

Hvis jeg ser bort fra de berusede nattetimer i Toga-teltet, så var den mest mindeværdige oplevelse for mig ved Folkemødet 2024 et oplæg i Geopolitisk Gårdhave ved de tidligere statsministre Anders Fogh, Helle Thorning og Lars Løkke. Alene optakten til begivenheden var ekstraordinær. Et par hundrede mennesker låst ude foran gårdhavens indgangsport, var tvunget til at vente i sammenklemt flok under den bagende sol i op mod en time. Kolde vandflasker blev løbende distribueret til de ventende, som en art undskyldende gestus fra arrangørerne.

Selve oplægget om den nye geopolitiske virkelighed var spændende, men til tider også af komisk karakter. Anders Fogh slog fast, at han ikke fortrød den udenrigspolitiske kurs han selv havde ført som statsminister, og at den i sidste ende var uundgåelig. Jeg forestiller mig i mit stille sind, at civilbefolkningen i Irak ville sætte spørgsmålstegn ved den udlægning. Han påstod desuden, at den nuværende internationale situation kalder på mere pisk og mindre gulerod. Jeg brød intuitivt ud i latter, men forstod hurtigt, at han ikke var sarkastisk. Hvilken dejlig dag på Solskinsøen.

TUREN GÅR TIL SMILETS BY

Tillykke! Og velkommen til smilets by. Du er måske ny aarhusianer eller har været det længe. Ligegyldigt, i Aarhus er der altid plads til dig. Jeg, en indfødt aarhusianer, har lavet en lille guide, så du kan blive lige så hip som Helmig.

Kultur

Som tidligere kulturhovedstad, ej at forglemme, byder Aarhus på så meget kultur, at næsten Bertel Haarder ville få for meget. Så når du er færdig med at djøffe den af og trænger til at omgive dig med kultur, kommer her mine tre gode bud.

Det turkise telt q

Adresse: Vester Allé 15, 8000 Aarhus C Turkis er som at tage en stor bid af en baklava. Stedet er fyldt med autenticitet, kultur og er meget dansabel. Turkis byder velkommen med utallige koncerter og dejlige oplevelser.

Moesgaard museum

Adresse: Moesgård Allé 15, 8270 Højbjerg

Et stenkast uden for Aarhus ligger nok verdens bedste historiske museum. Moesgaard er den historiske formidling, du ikke har været på. Det er alt andet end røvsygt. På Moesgaard kan man tage del i krigen, rundvisning med vikingerne, og gå i gravballemandens mose. Moesgaard gør de døde levende.

KØN w

Adresse: Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus C Hvornår nævner du ARoS? Spørger du nok. Men nope. Hvad med at være lidt unik på dit næste museumsbesøg og tage på KØN museum? Tidligere en rødstrømpehøjborg og nu et museum, som omhandler især kvindernes historie! Så i stedet for at tage selfies i regnbuen, besøg KØN.

Mad - you are not you when you’re hungry

DavidBreadHead e

Adresse: J. M. Mørks Gade 7, kl. th., 8000 Aarhus C

Yndlings-BMO, yndlings-vibe, yndlings-café. Bare prøv det af.

Oli-Bistro r

Adresse: Mejlgade 35, 8000 Aarhus C

På Oli-Bistro får man en meget autentisk fransk oplevelse med alt, hvad det indebærer, også i forhold til kundeservice. Jeg vil anbefale deres moules frites, som er en sand klassiker.

Klostergrønt t

Adresse: Klostergade 33, 8000 Aarhus C

Jeg vil jo mene, at Klostergrønt er lige så stort et varemærke for Aarhus som rådhuset. Det er lækkert og til rimelig pris. Man skal sgu lige forbi, hvis man er aarhusianer.

Ingerslev marked

Adresse: Ingerslev Boulevard, Aarhus C

Det hyggeligste madmarked Aarhus kan byde på med grøntsager og andre varer fra lokale udbydere. Åben onsdag og lørdag 8-14. Kæmpe anbefalinger er fiskefrikadeller fra Renés Fiskevogn.

AF AMALIE LOFTHEIM | amalieloftheim@gmail.

Fest

Københavnernes store spørgsmål til mig er altid: “Sådan der…? Hvor fester du så i Aarhus?” Svaret er, at der er uendelige muligheder. Om du er til dakke-dak ved åen eller hipster-smart punker-rygning ved Mejlgade, Aarhus har det hele. Men I skal ikke snydes for mine tre go-to steder.

Fairbar y

Adresse: Klostertorvet 6, 8000 Aarhus C En bytur kan variere meget i Aarhus, men jeg plejer at starte på Fairbar. En bar drevet fuldstændig af frivillige, derfor rimelig ”fair”. De har et bredt udvalg af specialøl og selvfølgelig studierabat.

Shen Mao (aka. Shennen) u

Adresse: Sankt Clemens Torv 17, 8000 Aarhus C Når månen er kommet på nattehimlen og specialøllene er drukket, ville jeg kridte danseskoene og tage på Shen Mao.

Det er et fatamorgana af et sted. Placeret i en kældergrotte med bordtennisbord – what’s not to like? Det er 50/50, om der er proppet, men musikken er nærmest altid god.

Don’ts i Aarhus

• At spise mad ved åen. Det er overprized og fyldt med sindssyge måger. Himlens dinosaurer, som jeg ville kalde dem.

• At bede om at få en øl. Du beder om at få en Ceres.

• At gå ind foran i bussen. Come on, det er bagi.

• At se ligeglad ud. Du er i smilets by. Så man smiler til fremmede.

Jeg håber, at du nu føler dig mere klar til at indtage Aarhus. Alligevel vil jeg gerne dele et sidste råd, jeg lærte fra min første forelæsning: Altid tænk kritisk, også når det kommer til Aarhus. Skab din egen empiri til byen, som altid byder på mere.

Brevkanden – Skeletter i skabet, semesterstart og storrumskontorer

AF ESTHER MARIE ENIG | esthermarie@hotmail.dk

Nu fyldes de gule murstensbygninger igen med snak og latter, og en solfyldt Unipark agerer bagtæppe til forfester, fredagsbarer og forelæsninger. Men med studiestart kommer der også altid nye dilemmaer, store som små, trivielle som tungtvejende. Uanset om du er en garvet statskundskaber eller stadig er i tvivl om, hvordan man egentligt finder op til Ubåden, så fortvivl ikke – Brevkanden er her for at tage hånd om dig! Mit mål er som altid at give kyndig vejledning, men også at få dig til at se dig selv i spejlet og konfrontere, at du altså heller ikke altid er helt ufejlbarlig. Har du et dilemma, du går og tumler med? Send det til kanden@ ps.au.dk, på @ifsk_kanden, eller smid en seddel i postkassen i PB’s lokale, så vil jeg tage dig ved hånden og forhåbentlig hjælpe dig på vej mod en smule klarsyn.

SPØRGSMÅL 1

HejBrevkanden

Jegharlidtformangeskeletteriskabetherpåinstituttet.Jegeraffiliatedmedflerefyrepåminårgangsamt pol.øk.,somjegnuharoffentligforvaltning+politikmed.Deterakavet!Hilserjeg?Ignorererjeg?Skaljeg stoppemedatknaldefolkpåminårgang? Khhende,derskideriegenrede

Sommedalleandregodedilemmaerafhængerdetnaturligvisafflerefaktorer.Tilladmigderforatpræsenteremitsvartildigitreetaper,altefteromstændighedernemeddenenkeltefyr.

-Hvisdetersluttetakavetmellemjer,ogIkunserhinandeniforbifartenellertilundervisning,såvillejeg bestemtignorere–kigvæk,undgåøjenkontakt,gåiethastigttempoforbipågangen.Dergårsåmange menneskerpådetherstudie,atderikkeernogengrundtil,atdubehøverforholdedigtildetherene,medmindredeterhøjstnødvendigt.

- Hvis det ikke er sluttet akavet mellem jer, men I heller ikke har nogen grund til at ses udover undervisningssammenhængellereventuellePF-fester,såanbefalerjegenhøfligsmil-og-nik-fintetilbrugpå gangeneogipausertilforelæsninger.Detkanumuligtskade.Ifestligtlagvilenhilsenogsåværemeget passende,menigen–jegvilleikkebrugeformegetenergipårelationen,hvisduikkekanoverskuedet.

-HvisIerpågodfod,ogmåskeenddavenner,ellergårpåholdsammen,ersituationenenanden.Detsammegælder,hvisIikkenødvendigviserpågodfod,menIernødsagettilatsehinandenofte.Hererdunødt til,altefterrelationen,ikkeblotathilse,menogsåopretholdeetminimumsniveauafsmalltalk.Detdur ikke,atdineeskapaderspænderbenfordinfærdenidetsocialemiljøpåstudiet–detvilleværesyndfor bådedigogalleandre.

Slutteligtviljegbaresige,atjegikkesynes,duskalstoppemedatværesammenmedfolkpådinårgang.Duer ungogsmuk,oglivetersåutroligtlangt.NårIengangenderpåstorrumskontoriIkast-BrandeKommune,er detforhåbentligbagjer,elleretvarmtmindeIkanfniselidtvedoverkaffentilmorgenmøder.

SPØRGSMÅL 2

HejBrevkanden!

Jegerligebegyndtpå1.semester.Jegføleregentlig,atjegharvalgtdetrigtigestudie,menjegfølermiglidt udenforpåmitholdogharmestlysttilatdroppeudogsåstarteforfratilnæstesommer.Hvadvilleduråde migtil?

Kh.denforvirrede

Først og fremmest – et kram herfra!

Der er ikke noget mere folkeskoleagtigt og gyseligt end at føle sig udenfor. Jeg føler virkelig med dig. Du skal vide, at det er de færreste, der synes, at det er sådan rigtigt nemt og sjovt at starte på et nyt studie, i en ny by, uden nogen man kender og kan støtte sig op ad. På trods af det, og det lyder virkelig som en kliché, oplever de fleste trods alt, at det bliver bedre. Man finder ud af, at selv ens mest udadvendte og smarte holdkammerater heller ikke altid har nemt ved at føle sig som en del af fællesskabet, også drikker for mange shots til PF-festen for at camouflere, at de er nervøse, og også får koldsved over, hvem de mon skal sove ved siden af på hytteturen.

Mit bedste råd til dig er derfor at holde ud! Giv det en chance – hvis studiet bare er megafedt, så skal det sociale også nok komme. Måske har dit hold bare brug for at falde ned efter en hæsblæsende studiestart og lige finde hinanden i hverdagen. Der er desuden gode odds for, at hytteturen også bliver en ryste-sammen-oplevelse. Og hvis det bliver ved med at være træls, kan man altid vende sig mod de mange andre sociale muligheder, der er på studiet. Jeg vil varmt anbefale at tage del i foreningslivet. Det gjorde jeg selv på 1. semester, og jeg har aldrig fortrudt det.

Slutteligt vil jeg bare påpege, at der i nogle tilfælde også er mulighed for at få lov til at skifte hold – men tag en dyb indånding, inden du kommer så vidt; det skal nok gå det hele.

SPØRGSMÅL 3

KæreBrevkanden

Jegerligestartetpåstatskundskabogharhaftenmegasjovrusuge.Men!Dererénframithold,dererret sød.Jegvilgernesigedettilvedkommende,menjegvedikke,omdeterfortidligtellerhvadjegskalgøre? Khdenhemmeligebeundrer<3

Der er intet som ung kærlighed. Ikke ung rent aldersmæssigt, men ung som i ”vi-går-på-1. semester-oghar-lige-mødt-hinanden-for-to-uger-siden-og-jeg-kender-ikke-andre”. Det er både skønt og dejligt, at du synes, at en af dine nye holdkammerater er sød, og hvis vedkommende er den eneste ene, er det da også fantastisk. I realiteten siger min erfaring mig dog, at der falder en form for tåge over nye studerende, hvor de i al rusen, begejstringen og nervøsiteten midlertidigt glemmer, at de skal gå på deres hold resten af bacheloren.

Derfor er mit (todelte) råd til dig som følger:

1. Hvis du bare synes vedkommende er ”kysse-på-floor-og-undgå-hinanden-resten-af-semesteret”-sød, så ville jeg se tiden an. Hvis du stadig synes, at de er søde på jeres hyttetur eller måske endda til julefrokosten, kan du bevæge dig til trin 2.

2. Hvis du synes, vedkommende er ”lad-os-få-børn-og-flytte-til-en-passende-provinsby-fx-Mårsletasap”-sød, så synes jeg, at du skal invitere på en kop kaffe. Forhåbentlig lærer I hinanden bedre at kende og finder ud af, om det er noget for jer – og det værste, der kan ske, er, at de siger nej.

Held og lykke med det herfra! Jeg håber ikke, at I ender et sted, hvor I forsøger at undgå akavet øjenkontakt, når I uundgåeligt ender i matrix-gruppe sammen eller ved siden af hinanden i bussen på vej til skiferie.

Albummet starter med ’Taste’, der ifølge unavngivne kilder er en sang dedikeret til Carpenters ekskæreste Shawn Mendes og hans nye ’gamle’ kæreste, Camilla Cabello. Det skadefro og bitre omkvæd kan cirkulere i ens hjerne i mange uger. Her kommer Carpenters talent som lyriker også i forgrunden.

”I heard you’re back together, and if that’s true –you’ll just have to taste me, when he’s kissing you. Lalalalalala”. Her laver Carpenter en reference til en bestemt bevægelse med tungen, og det er derfor ikke kun Sabrina Carpenters mund, som Camilla Cabello skal smage på, når hun kysser med Shawn Mendes.

Musikvideoen til ’Taste’ sparer heller ikke på symbolikken, hvor Sabrina Carpenter og Camilla Cabello (spillet af Jenna Ortega) udkæmper en yderst grafisk kamp mod hinanden, hvor der både indgår lemlæstelse med motorsav og voodoo-tortur. Til sidst forsoner de dog fjendskabet til Shawn Mendes’ begravelse. Meget dramatisk og bestemt et plus for albummet.

Popballaden ’Please Please Please’ er et meget godt modstykke til sommerslaskeren ’Espresso’, men den er ærlig talt en smule kedelig. Den tæller klart ned for den samlede vurdering af albummet, fordi den virker personlighedsløs og svær at placere. Er sangen Sabrina Carpenters, eller er det en hvilken som helst andens? Det samme problem opstår i de næste to sange, hvor særligt den første sang ’Good Graces’ lige så godt kunne være sunget af Ariana Grande på hendes ’eternal sunshine’-album, hvor produktionen nærmest er identisk. Forstå mig ret – sangen er stadig fed og velproduceret, men mangler blot et skud selvstændighed.

’Sharpest Tool’ og ’Coincidence’ er også isoleret set fine sange, der trækker mere på det akustiske singer/songwriter-univers, men føles ikke som Carpenters hjemmebane. Jeg tror – uden at vide det – at Carpenters næste album kommer til at have en mere rendyrket poplyd, hvor hun selv skal skabe sin personlige klang og for alvor adskille sig fra resten. Kommercielt set har hun ramt en guldåre ved at ud-

MUSIKANMELDELSE

Sabrina Carpenters nye album ’Short ‘n Sweet’ er et gennemsnitligt popalbum, der ikke sprænger forventningerne, men alligevel gøder jorden for Carpenters fremtidige karriere i den absolutte elite i amerikansk popmusik. Efter en ’brat’ sommer, leverer Carpenter et modstykke, der desværre falder til jorden på grund af mangel på energi og originalitet.

give ’Short n’ Sweet’ på et tidspunkt, hvor Charli XCX’s anmelderroste hyperpop-album, ’brat’, har efterladt sig et vakuum efter at være altoverskyggende i lydbilledet i snart to måneder. På den måde virker ’Short n’ Sweet’ som et debutalbum (uden dog at være det), der forsigtigt lader Carpenter dyppe tæerne i nogle forskellige universer uden at lægge sig fast. Kunstnerisk konservativt, men kommercielt genialt.

Apropos genialt, kan man ikke komme udenom ’Espresso’. Den er uden sammenligning den mest fængende sang og samtidigt efter min smag den bedste på hele albummet. Den har en helt særlig forførende retrofølelse over sig, der på samme tid også emmer af sommerlig liderlighed. Produktionen er også genial med klare referencer til 80’er-discoens synth-tunge grooves og Remi Wolfs forvrængede guitarmelodier. Det er en absolut ørehænger, som giver en lyst til at tage på drukferie til Italien med pigerne.

Den dryppende soveværelses-banger ’Bed Chem’ er både lækkert produceret og godt skrevet. Også

Short n'Sweet får 3/6 kyssemunde herfra:

AF JOHANNES HAUGEN | johanneshaugen00@gmail.

denne sang er meget Ariana Grande-esque med klar inspiration fra 90’ernes kåde RnB-beats, men har trods alt en større selvstændighed gennem lyrikken. Carpenters forkærlighed for at lege med sproget får lov til at fylde mere med flirtende linjer som ”Come rightonme,Imeancamaraderie” og ”Where art thou? Whynotuponethme?”. Teksterne er ikke kun frække og legende, men kan nærmest kategoriseres som dank. Jeg håber inderligt, at hun vil blive ved med at dyrke de useriøse og finurlige tekster og inkorporere dem som en del af sit musikalske image i fremtiden.

Uden ’Espresso’ virker resten af albummet mest af alt energiforladt og i identitetskrise. Med undtagelse af den Texas-country-inspirerede ’Slim Pickins’ er resten af sangene nemt forglemmelige og taber igen momentum på albummet, hvilket efterlader mig med en vis skuffelse. Alligevel demonstrerer Carpenter et stort talent for at skrive tekster, og selvom størstedelen af albummet sandsynligvis snart går i glemmebogen, ligger der en potentielt frugtbar og lovende karriere for Sabrina Carpenter i fremtiden.

ABC FOR NYE STUDERENDE

AF ESTHER MARIE ENIG | esthermarie@hotmail.dk

Velkommen til Institut for Statskundskab, og de næste 1-2-3-4-5 eller måske endda 6 år af dit liv. For at byde dig ordentligt velkommen har undertegnede skribent sammensat en lille liste med de, i min ydmyge mening, absolut mest essentielle fænomener, steder og begreber at kende til som ny studerende på IFSK - alfabetiseret, for overskuelighedens skyld.

Afor Akademisk kvarter

Det lyder som en løgn ældre studerende forsøger at binde dig på ærmet for at se dig tumle forvirret og blåøjet rundt på campus de første par uger af dit studieliv. Men nej - konceptet akademisk kvarter foreskriver at al undervisning først starter 15 minutter efter det starttidspunkt der står på dit skema - det stammer efter sigende fra dengang det ikke var almindeligt at bære armbåndsure, så de studerende kunne gå hjemmefra når de hørte kirkeklokkerne ringe; uanset om det passer eller ej falder det ud til vores fordel i dag.

Bfor(P)B

Politologisk Bogformidling, også kendt som PB, holder til i lokale 016 på Foreningsgangen. De har alt hvad du har brug for af pensum, notesbøger og overstregningstusser - desuden er der altid gratis kaffe på kanden mellem klokken 12 og 13, hvilket er svært at sige nej til når SU’en strammer til. Foreningen er non-profit, og drevet af frivillige ’aktivister’, og de er med til at drive priserne på bogmarkedet nedad, hvilket de fortjener et klap på ryggen for. De har desuden et brugtbogsmarked, hvor man kan købe og sælge brugte studiebøger.

DforDetKgl.Bibliotek

Det Kgl. Bibliotek er sandsynligvis det bibliotek du kommer til at benytte mest i din studietid - det ligger i det yderste hjørne af Universitetsparken, op mod Ringgaden, og har en fremragende kantine, gode læsesale, samt anstændig kaffe til billige penge. Det andet primære bibliotek for os hedder noget så internationalt som AU Library, og ligger i hjørnet af den såkaldte Juragård, overfor Samfundsfaglig Kantine (i daglig tale samf kant). Det er også et meget fint sted, men kaffen er dyrere, da den er fra Espresso House. Et lille tip er, at en stor sort kaffe passer perfekt i to små kopper, så man kan dele med en ven til en mere fornuftig pris.

Efor

Eduroam

Eduroam er internettet på universitetet, der meget sjældent virker når man har allermest brug for det. Til gengæld giver det dig også gratis internet andre steder i byen, blandt andet på Dokk1, hvilket selvfølgelig er en bonus.

FforForeningsgangen

Kælderen i Bygning 1332 er kendt som foreningsgangen af den simple årsag, at det er her alle foreningerne har deres lokaler.

Ifor

Instruktor

Men ikke for instruktør - det er en ret essentiel forskel. Instruktorer er ældre studerende der faciliterer dine holdtimer - det foregår ca. på samme måde som klasseundervisning i gymnasiet, bortset fra at der er markant lavere risiko for at rende ind i dine gymnasielærere til fredagsbar.

JforJuledag

Juledagen er en årligt tilbagevendende dag på IFSK, der af mange, inklusiv undertegnede, betragtes som den største fest på instituttet - måske med undtagelse af kapsejladsen. Juledagen falder altid på den første fredag i december, og er bygget op omkring et par centrale delelementer; juletalen, temabarerne, julerevyen og julefesten. Temabarerne består i, at hver forening og fag har en bar nede på Foreningsgangen – glæd dig til at få serveret shots af dine forelæsere. Dagen arrangeres af foreningen Jul på IFSK, og plejer at være rigtig sjov. Der er altid rift om billetterne til julefesten om aftenen, selvom mange giver den så meget gas til temabarerne, at de slet ikke holder så længe.

KforKapsejlads

De af jer der kommer fra Aarhus og omegn har uden tvivl hørt om, og måske endda deltaget i, den årlige kapsejlads. Nordeuropas største studenterarrangement er i korte træk en form for ølstafet, hvor hvert studie stiller et hold, der dyster i at sejle over Unisøen og bunde øl på tid, alt sammen for at vinde det såkaldte ’gyldne bækken’. Det er uden tvivl Aarhus Universitets mest stolte tradition, der tiltrækker tusindvis af tilskuere årligt. Sidst statskundskab vandt var i 2014, da legenden Christian Sommer bar os til sejren, hvilket har givet ham en plads i IFSK-historien. I år kom statskundskab (for 2. år i streg) ind på en flot 2. plads.

Lfor

Lokaler

De fleste undervisningstimer der ikke er forelæsninger, foregår i bygning 1325, der ligger i hjørnet af Uniparken, op mod Nobelparken. Det er også her i nærheden de forskellige instruktorer har kontorer, så hvis man har et spørgsmål, kan man altid svinge forbi i deres kontortider. Instruktorkontorerne er i bygning 1323, i lokalerne 218 til 230. Generelt kan du se hvilket lokale du skal være i på dit skema på ’Mit studie’, men en gang imellem virker det ikke, og så kan du også logge ind på Timetable.au.dk. Et lille tip er, at det første tal i et lokales nummer er hvilken etage, det ligger på – lokale 128 ligger fx på første sal. Desuden kan du med appen ’AU Find’ finde alle universitetets

MforMetodevagten

Metodevagten er et af de førnævnte instruktorkontorer, hvor du kan få hjælp til alt metode-relateret. Her sidder der ældre studerende ansat specifikt til at hjælpe med R-problemer (et statistikprogram som du nok snart skal lære at kende) eller andre faglige spørgsmål, og det kan aldrig skade at svinge forbi for at få lidt assistance.

NforNøgle

Eller for nøglekort, eller studiekort - uanset hvad man kalder det, er moralen, at du skal huske at få aktiveret dit studiekort. Det fungerer som dit adgangskort til alle bygninger på universitetet. Du kan aktivere det online, og du ved aldrig hvornår du kommer til at have brug for at åbne en låst dør for at komme ind på et bibliotek eller et toilet uden for universitetets åbningstid.

Ofor Online

Unis svar på Lectio hedder ’Mit studie’, og her finder du alt hvad hjertet kan begære af skemaer, e-mails og praktisk info. Langt det meste du nogensinde kunne få brug for at vide om dit studieliv er samlet derinde. Faglige materialer og informationer ligger på Brightspace, der også bliver brugt til at aflevere diverse skriveøvelser og lignende.

Pfor PF

Politologisk Forening er IFSK’s studenterforening - de står for fredagsbarer og fester, men også studieture og faglige arrangementer, som fx Faglig Dag, der er en årligt tilbagevendende dag med spændende foredrag og oplæg. PF repræsenterer desuden studiet til den årlige kapsejlads. De står også for en af mine personlige yndlingstraditioner på universitetet - den årlige kapsejladssang, der er en form for hypesang i forbindelse med, ja, kapsejladsen. Årets sang hedder ’Statsondskab’, og kan findes på Spotify og Youtube, hvor videoen også er et kig værd. Du kan finde informationer om fester og andre relevante begivenheder på deres Facebook-side, hvor banneret opdateres jævnligt med vigtige datoer.

RforRuneStubager-listen

Stubagerlisten, også kendt som metodelisten, er ifølge legenden en ”hemmelig liste” for de indviede få, der får over 10 i enten både Metode I og Metode II, og ikke under 4 i det andet. Den er dog ikke specielt hemmelig, da alle modtager en invitation. Listen er en mailingliste med metodeorienterede jobopslag, og virkeligt ikke værd at stresse over, om man kan komme på eller ej.

Sfor Søauditorierne

Søauditorierne er den store gule murstensbygning i den ende af Uniparken, der er tættest på byen. Det største auditorium hedder Per Kirkeby, og ligger på første sal – det er her du skal indfinde dig, når der står forelæsning på skemaet.

TforTour-de-fredagsbar

Universitetslivets måske mest geniale koncept indebærer stort set bare, at man tager fra fredagsbar til fredagsbar pubcrawl-style. De fleste studier har fredagsbarer, der er åbne hver fredag, men man kan med fordel følge @fredagsbar_guiden på Instagram, der hver uge poster en oversigt over hvilke fredagsbarer der er åbne, deres åbningstider, og diverse temaer og tilbud. Jeg anbefaler selv at starte i Nobelparken, hvor humanisterne mange steder serverer øl til en flad femmer. Vores egen fredagsbar hedder Samfundsfaglig Fredagsbar, og er ikke åben hver uge - på Facebook kan man se hvornår der er hhv. kort og lang fredagsbar, hvor de lange mere er en fest, end en bar.

Ufor Underviser

Eller forelæser - men aldrig nogensinde lærer. Lærere hører folkeskolen og gymnasiet til, på Uni har du forelæsere, lektorer, instruktorer – altså, undervisere.

Wfor

Wiseflow

Det er i Wiseflow, at alle dine eksamener foregår - her kan du se information om start- og sluttidspunkter, når du bliver tilmeldt eksamen, samt eventuelle lokaler og eksaminatorer. Det er desuden her, du afleverer skriftlige eksamener.

Xf

orE(x)ams

Som hovedregel har du tre eksamensforsøg pr. eksamen, og du skal til eksamen i dine fag ved hver semesterafslutning, dvs. to gange om året. Hvis du dumper dit første forsøg, skal du tilmelde dig reeksamen, og så har du mulighed for at prøve igen. Det samme gælder hvis du dumper 2. eksamensforsøg. På bacheloren er de fleste af dine eksamener skriftlige, men du kan altid finde information omkring eksamen i studieportalen for Statskundskab.

ÅforÅrhussæt

Et Århus-sæt er ikke rigtigt unikt for Universitetet, men for alle jer der ikke kommer fra byen, er det et koncept der er rart at kende til. Et Århus-sæt består af en Ceres Top og et shot Arnbitter. En vaskeægte delikatesse!

SMAG PÅ DIG SELV

AF MIKAEL SAEEDZADEH

mikaelsaeed2@gmail.com

Detkunne sommetider hænde, at der til nogle af Rasmus Paludans demonstrationer dukkede en karseklippet saxofonist op. Ganske vist var bidraget ikke just nogen skønsang, men det var altså også formålet. Paludans holdninger skulle på fredelig vis ties ihjel gennem saxofonen.

At selvsamme saxofonist fire år senere skulle være med til at sætte ild til Avalon-teltet på regnfyldte Roskilde Festival, havde artiklens skribent ikke lige regnet med. Som den ene ud af to saxofonister i trioen Smag På Dig Selv, der også består af en trommeslager, formåede bandet nemlig torsdag aften på Roskilde Festival at sætte gang i en fænomenal fest, som også gav plads til eftertanke – ja, vi publikum fik i den grad smagt på os selv.

Koncerten var med få lyriske intermezzoer udelukkende instrumentel. Derfor var det en utrolig befriende koncert for dem, som ikke kendte bandet på forhånd. Hurtigt blev det nemt at lålå med på de catchy saxofoner fornemt dirigeret af trommeslagerens skarpe taktstok. Samtidigt var det umuligt ikke at danse med på sangene, der er et finurligt samsurium af genrer som afrobeat og punk, men mest af alt sin egen helt egen, unikke genre.

Lige så unikke sangene er, ligeså er deres titler. For eksempel kan anbefales den angstprovokerende ”Fuck Der Kommer Kontrollører!”, ”AlMagtTilOverførselsindkomst” og bongobangeren ”Hvide Mænd SpillerAfrobeat”. Det giver sig selv, at det er svært at

synge, mens man spiller saxofon, men alligevel giver de sprøde toner dybere mening, når man giver det lyt.

Og dybere blev meningen da også, når de lyriske intermezzoer afbrød musikken med vrede digte som ”Start Et Punkband”: ”Pyt med massebombningen i Palæstina”, reciteres der undervejs, mens det afsluttes med en fuckfinger til den kulturelle elite, der simultant begræder lukningen af Irma.

Selvom koncerten var en fest, var der også plads til de seriøse toner. Netop massebombningen i Palæstina skulle mindes og derfor var der også et minuts stilhed for ofrene i Gaza. Endnu en skærende kontrast, som fik en til at reflektere, om man er det, som bandet kritiserer: er jeg en hykler?

Smag På Dig Selv er altså ikke kun et interessant band på grund af musikken. De er sig selv. Tag f.eks. da de troppede op til CO2-rally i Randers tidligere på året og vandt en airfryer, mens de havde en ”Boykot Israel” t-shirt på. Jeg gad godt se Thomas Helmig gøre noget lignende.

I den trivielle dagligdag glemmer vi at få smagt på os selv og her minder Smag På Dig Selv os om at gøre lige præcis det. Om at være impulsive, om at føle og mene noget. Det er, hvad deres musik inspirerer til og det er i den grad, det man på godt og ondt blev mindet om den aften på Avalon.

Det er lige før, at jeg får lyst til at starte et punkband!

MATRICEN

AF VICTOR TRANBERG MIKKELSEN | vicmikkelsen@gmail.com

Välkommen till Matricen – där verkligheten får ett huvudspring!

Du trodde kanske att livet handlade om att vakna tidigt, stressa till jobbet och hinna köpa en sur öl på väg hem? Tänk om! I Matricen är allt annorlunda. Här hoppar brats i skinnjackor ut i huvudstupa slow motion, undviker kulor som om de vore strandade limefrukter i din favorit sour öl. Och du? Du kastar dig in i allt detta med ett huvudspring och hoppas att någon, någonstans, har kvar wi-fi.