Mosebryg 2023

Formandens klumme

2022 var året hvor coronaen endelig slap sit faste tag om familien Danmark, og vi kunne gennemføre en normal arrangementskalender med generalforsamling i marts, foredraget ”Med Nørhalne i rygsækken” i april med Kenneth Thue Nielsen, Nørhalne Marked i juni, ”Mød din by” i Biersted-hallen i september, Café Mosebryg med Ole Præstegaard i september, hvor han fortalte om opvæksten i Biersted og rejsen ”Fra Biersted til Bruxelles” og Åbent Hus i forbindelse med Arkivernes dag i Danmark i november. Udover disse aktiviteter har vi i skrivende stund udsendt 15 nyhedsbreve med stort og småt om sognet. Nyhedsbrevet udsendes til alle medlemmer med en mailadresse, og husk at sende os din mailadresse, hvis du har en. Vi har ikke ressourcer til at omdele nyhedsbrevet til medlemmer uden mailadresse, men vi forsøger nu med at lave en runderingsliste med et print af nyhedsbrevet i hhv. Biersted og Nørhalne, og håber det fungerer. Arkiv.dk er vores primære udstillingsvindue, hvor du kan finde

mange gamle billeder og arkivalier, men i 2022 har vi også fået en ny hjemmeside www.bnlokalhistorisk. dk , som er mere læsevenlig og meget nemmere for os at vedligeholde, så her kan du se nogle appetitvækkere på det vi har i arkivet, hvor vi håber at se dig i det nye år. Arkivet har åbent den 1. mandag i hver måned kl. 14-17, men du er altid velkommen til at kontakte arkivlederen eller formanden for en individuel besøgsaftale. Vi har pt. 464 medlemmer og en stor TAK til jer og alle som støtter foreningen på den ene eller anden måde. 2022 var også året, hvor vi måtte sige farvel til 2 af vores æresmedlemmer Elfrieda og Svend Aage Kristensen som døde i hhv. januar og november. De har begge ydet en mangeårig indsats i bestyrelsen for Lokalhistorisk, Svend Aage som arkivleder/sekretær i perioden 19872001 og Elfrieda som kasserer 19911996. Det er vi meget taknemmelig for. ÆRET

Min mosters hotel

Det er en fortælling om Fuglsang æraen på Biersted Afholdshotel, nuværende Biersted Kro, fortalt i Lokalhistorisk Arkiv den 21.09.2015.

Fortællingen er blevet til i samarbejde med mine fætre Kresten, Thorkild og Preben Fuglsang og deres hustruer, som har bidraget med deres erindringer og minder.

Overskriften ”Min Mosters Hotel” er valgt, da min mor Anna Hedegaard og Johanne Fuglsang var søstre.

Det måtte virkelig have været en stor dag i 1935, da Biersted Afholdshotel blev indviet.

Hotellet blev opført ved hjælp af aktionærer fra by og land. Foregangsmanden til projektet var stationsforstander F. V. Jakobsen. Han var drivkraften sammen med bestyrelsen bestående af landmændene Chr. Lassen, Lars

Lund og Jens Præstegaard, (Carl Åge Præstegaards far). Endvidere var sognerådsformand Jens Jeppesen og købmand Jeppe Manstrup også igangsættere af hotel-projektet.

De første forpagtere af hotellet var Martha og Jens Levin Sørensen, men i 1937 forpagtede Johanne og Niels Fuglsang hotellet - og købte det senere i 1944.

Stævnemøde Kresten fortæller: ”Min far Niels Fuglsang er født i Øsløs på Han Herred egnen og min mor Johanne er 4. yngste i Torngaard slægten fra Smalby i Biersted. I mors barndomshjem var det sådan, at der altid skulle være en af døtrene til at

hjælpe til derhjemme. Pige i huset derhjemme indebar også arbejde i stalden, malkning af køerne og markarbejde. Da mor var 17 år, fik hun sin første plads uden for hjemmet. Det var hos lærer Michelsen i Biersted Nordre skole, hvor hun var meget glad for at være, og her lærte hun meget om madlavning, skik og brug”.

arbejdede en kommis ved navn Niels Fuglsang. Det var i Biersted Brugs Johanne og Niels mødte hinanden. Efter giftermålet i Biersted Kirke i 1931, bosatte de sig de første år i Fjerritslev, hvor de levede af købmandshandel.

Den bedste plads Johanne havde, var hos lærer Christiansen også i Biersted Nordre skole. Her stod hun for alt i husholdningen. Udover det nævner jeg bare et eksempel på en enkelt arbejdsopgave: Hun skulle op om morgenen for at tænde op i kakkelovnen i skolestuen.

Hun skulle også hver dag i Biersted Brugs (Haldagervej 39, hvor der nu er Genbrug) og her skulle hun hente 10 cigarer til læreren. I Brugsen

Efter få år i Fjerritslev, flyttede den lille Fuglsang familie til Biersted over slagter Lars Jensens slagterforretning, hvor der senere blev pub. I få år ernærede de sig ved, at Niels Fuglsang kørte taxa, indtil de forpagtede Biersted Afholdshotel i 1937, da var Johanne og Niels Fuglsang i 30-års alderen.

Biersted Hotel var - og er stadig – et betydningsfuldt sted, både kulturelt og forlystelsesmæssigt - for en lille by som Biersted.

Johanne og Niels

Kortspil

Der var altid et ”leben” i restaurationen, når de unge spillede kort. Mine brødre Vagn og John har da også spillet både mausel og whist. De vandt sjældent noget, for de havde højst en femmer, når de ”store” smed en 50’er, og så måtte de melde pas, og kunne cykle hjem til ”Højbaksminde”.

Når de ”helt store” spillede poker, kunne der være helt tykt af røg i lokalet. Og der blev spillet om mange penge. Kresten har såmænd også spillet både poker og andre hasardspil, måske ikke med de ”helt store”, men med de unge mennesker fra byen. Preben fortæller: ”Hvis vi drenge havde været lidt for næbbet, når der blev spillet kort, blev vi sat op på hjørnehylden i restaurationen med benene svævende frit i luften. Så kunne vi ellers nok holde mund”.

Kæmpe slid

Uden tvivl var det et kæmpe slid for både Johanne og Niels at være hotelejere. Johanne har fortalt, at der tit var fester 3 aftener og nætter i træk. Og de har præsteret at arbejde 36 timer i træk uden søvn og hvile. Ganske vist var der for det meste 2 piger i køkkenet til at hjælpe til. Jeg ved, at vores kusine Inga Bering og Signe (gift med ”Kesse Olsen”) var medhjælpere på hotellet på samme tid. De hjalp til med madlavning, servering og smurte madpakker til de pensionærer (arbejdsfolk), der boede på hotellet og skulle have madpakker med på arbejde.

Der er ingen tvivl om, at min moster Johanne værdsatte sig selv og var

stolt af sin gerning. Især husker jeg, når der skulle være store kaffegilder, at hun stolt viste vi piger, der skulle varte op, ned i kælderen, for at se alle de pyntede lagkager.

I min moster og onkels tid på hotellet var der ikke som i dag levering af mad ud af huset. Til gengæld var der mellem 10- 15 pensionærer, der spiste dagligt på hotellet. Så det var ikke noget at sige til, at der i hotellets baghave gik en gris, der skulle fedes op til slagtning. Efter slagtningen blev kødet opbevaret i saltkar i kælderen.

Ufatteligt er det også, at de selv gravede tørv i mosen, til fyring i de 2 kakkelovne i den store sal. Jeg kan huske, at om vinteren, når mine forældre skulle til fest, snakkede de om: Mon der nu er noget varme på hotellet i aften? - men det var der. For der blev fra morgenstunden slæbt tørv ind, og tillige kul og koks op fra kælderen til at fyre salen op til de store fester. Var det helt galt med at få ild i kakkelovnen, måtte Fuglsang tænde op med ekstra papir. Det betød, at let røget papirstumper fløj rundt i salen og dalede ned på de dækkede borde med de hvide duge.

Postbud

Foruden at være ejer af hotellet, var Niels Fuglsang også postbud i byen. Efter postturen skulle haven også passes. Haven lå der, hvor Maren og Kresten boede på Jens Urts vej (de flyttede senere til Aabybro). Der fortælles, at der var fine og nyttige afgrøder. Ja, rabarberbladene var så store, at børnene skar rabarberstilke af og kunne bruge bladene som

”paraplyer” i regnvejr. Jeg ved, vi også kan finde ”paraplyer” der i dag.

Om vinteren, i forrygende snestorm, kunne postturen være en hård tjans. Thorkild har fortalt, at flere af bønderne på egnen hjalp med postturen på den måde, at de spændte en hest for slæden, når det var umuligt at benytte postcyklen. Og på den måde kom posten ud - selv i snevejr. Især ved juletid var det sjovt for børnene at være med på postturen, for så vankede der juleslik og cigarer til posten.

Thorkild kan tydeligt huske, når hans far fik cigarer. Så lagde han dem i postkasketten, for de ikke skulle knække. En postkasket har jo sådan et fast stykke, så der bliver et hulrum. Det vi kalder en puld, og så blev cigarerne lagt deri - og

kasketten taget på hovedet igen. Der lå cigarerne jo godt, indtil postturen var overstået, og vi var vel hjemme igen.

Dilettant

Der blev spillet dilettant og de mest fremtrædende skuespillere var: Anders Peter Vad - Jens Jensen (Villa Jens) - Mary TranholmMartha Levin, (hun kunne for øvrigt også skrive sange) og så var der Ingeborg Pedersen (damefrisøren), stationsmester August Jensen, som også var kunstner, og han malede kulissen til alle dilettant-spillene.

Og i flere hovedroller så vi førsteelskeren Kresten Fuglsang…… med det bølgede sorte hår - og harmonikaen i spil…. Der var vist noget Poul Reichhardt over ham. Jeg husker meget tydelig en episode

”Sjuske Dorthe” fra 1963

fra et år, hvor vi spillede dilettant. Johanne havde været meget alvorlig syg, og måtte opholde sig oppe i stuen - måske også i sengen. Efter forestillingen gik vi aktører op i stuen og sang forskellige sange fra forestillingen for Johanne, og det var et meget rørende øjeblik. Familien Fuglsang havde privat stue, værelser og soveværelse på første sal. Men de fleste timer, tror jeg nok, blev levet i køkkenet og restaurationen. For restaurationen skulle jo passes, og det hele skulle jo tages med, så det økonomisk kunne løbe rundt. Ved at studere hotellets kassebog kan vi læse, at det var småpenge, der blev solgt for i de første år. I kassebogen er ført: solgt for 5,25 eller 3,10 eller der kunne være solgt for 2,00 kr. Og det var vel og mærke per dag.

Men så var postturen jo et godt supplement. Senere kom der så mere gang i hotellet med fester osv.

Sjove oplevelser

Johanne har fortalt om Husmandsforeningens 50 års jubilæumsfest. Gæsterne ankom til hotellet i festtøj og lette sko. Da festen ud på de små timer var forbi, var der begyndt en forrygende snestorm. Der stod gæsterne så klædt i festtøj, og gode råd var dyre. Johanne lånte mange af gæsterne, alt hvad de havde af tæpper, støvler, frakker, huer og halstørklæder. Vi ved, hun har sagt: ”Bare vi kan beholde vore dyner, så er vi tilfredse.”

Store fester

En af festerne husker vi fætre og kusiner ganske tydeligt, det var nemlig vores bedsteforældre Kristine og Jens Torngaards guldbryllup. Til de helt store fester blev der hentet kogekone udefra. Jeg kan da huske Kås Helga. Og også Jenny fra Knøsgård. Hun var skrap, for hun skulle jo styre både gryderne og vi tøser, der skulle servere. Til de store

Familien Fuglsang, Thorkild, Kresten, Johanne, Niels og Preben.

fester skulle der jo også vaskes op. Jeg husker, at Kresta Bertelsen, også kaldet ”sme` Kresta”, vaskede op ved flere fester.

Jeg husker særligt en gang efter en kæmpe fest med meget opvask. Da Kresta var færdig, og hun satte sig midt i køkkenet på en køkkenstol med begge ben ud til hver sin side og udtalte: ”No ska a hjem og ha’ færen i såltvåj.” Det kunne vi unge piger grine meget af og ikke forstå noget af, men vi er også blevet klogere. Så lige en sidebemærkning: Alt det rene porcelæn skulle Fuglsang så slæbe i store tørvekurve både op på loftet og ned i kælderen under scenen i den store sal. For det skulle jo kun bruges ved store fester.

En af de største fester var købmand Jeppe Manstrup og hans kone Thoras

sølvbryllup. Da var der dækket borde i den store sal, på scenen og på balkonen. Der var ca. 150 gæster, så der var pres på lokalerne. Dengang var der ikke noget, der hed toastmaster, til at styre festen i forhold til, hvornår der måtte holdes tale osv. Jeg vil sige, de var faktisk foran dengang. Da var toastmasteren elektronisk. Der var monteret en lampe på en af de søjler, der bar balkonen. Når der var grønt lys, måtte der holdes tale. Når der var rødt lys, måtte der ikke holdes tale eller synges, for så var flæskestegen eller isdesserten på vej.

Mange baller

Der er danset meget folkedans på hotellet. Der var høstfest for voksne, juletræsfester for børn og afdansningsballer.

”Biersted Musik” fra venstre Aksel Winther, Jens Jensen, (Villa Jens), Jens Michelsen og Erik Thomsen

Ved ballerne på hotellet i vores ungdom, sad pigerne i den ene side af salen, og drengene sad på rad og række på den modsatte side. Så var det for drengenes vedkommende om at komme hen over gulvet og byde den udvalgte pige op til dans, når ”Biersted Orkester” spillede op. Orkesteret bestod af Jens Jensen, (Villa Jens), maler Aksel Winter og Jens Michelsen.

Det var også i den tidsalder, hvor vi piger var iført strutskørter, der stod ud til alle sider. Jeg tror nok, vi selv syntes, det så flot ud, når vi skred med kavaleren ud på gulvet til tonerne af eksempelvis ”Texas Gule Rose”.

Mere kompliceret kunne en valsemelodi være, hvis ikke ligefrem det var en valsekonge, man var blevet budt op af. Drengene mindes sikkert også, hvis pigens fødder ikke lige kunne følge med i en forrygende fynsk polka

Ringridningsballer

Det var afslutningen på dagens kamp for rytterne på heste, der i dagens løb deltog i kampen om at blive placeret ved at snuppe så mange ringe som muligt. Den, der kunne snuppe flest ringe, blev konge, dernæst prins osv. Den, der tog færrest ringe, fik titlen ”prik i lut”.

Så var der klovnen. Han havde ingen hest og skulle ikke snuppe ringe. Men han skulle løbe rundt med raslebøssen og samle penge ind til finansiering af ballet om aftenen. Til ballet om aftenen var det fint at blive inviteret

af kongen eller prinsen. Jeg blev inviteret af klovnen, Keld Vad. Der blev ikke sagt højlydt derhjemme, at det passede også godt til mig, men det lå i undertonen. Thorkild har fortalt, at han som barn var bange for klovnen, men tog som ung selv rollen på sig.

Så var der jo kusken, Morten Staun, der kørte i front med musikken, når rytterne red fra gård til gård. Han blev jo også budt på en ”tår over tørsten” lige som rytterne. Kresten husker et år, hvor kusken blev meget ”træt” og faldt bagover i vognen, og hesten løb hjem af sig selv. Og det er ganske sandfærdigt.

Sporten på hotellet

Der blev spillet meget badminton på hotellet, men jeg husker især gymnastikopvisningerne. Ragnhild Kristensen (smed Kristensens kone) var et stort forbillede som leder for os gymnaster. Allerede dengang tænkte jeg, at en dag vil jeg også være ”en Ragnhild”. Senere blev jeg også selv gymnastikinstruktør i mange år i Idrætsforeningen Fremad Nørhalne.

Spiritusbevilling

Vi ved, at Johanne og Niels Fuglsang søgte spiritusbevilling til hotellet 2 gange, og fik afslag begge gange. Det eneste sted, der var ”bevilling” eller udskænkning, var bag stationens tjørnehæk. Lige over for hotellet i hækken, stod der masser af papkasser linet op med øl, sikkert også de små klare. Så når der var bal på hotellet, blev spiritussen drukket ude bag ved

hækken. Når de ikke helt ædruelige balgæster dukkede op, kunne der godt blive lidt tumult i salen.

Slutningen på en æra

Johanne og Niels Fuglsang solgte hotellet i 1965 til Holger Jørgensen, som fik spiritusbevilling, og hotellet blev herefter til Biersted Kro.

Efter salget af hotellet flyttede

Johanne og Niels Fuglsang den 1. maj 1965 til et hus på Borgergade 25. Her levede de godt i mange år, hvor Johanne havde tid til at spille kort i 2 kortklubber, og til at dyrke sin store interesse for håndarbejde. Hun broderede og syede en masse, som efterkommerne har som minde om deres mor, svigermor, bedstemor og oldemor.

Bergine og Leif Jensen købte Biersted Kro i 1969, og gennemførte en større renovering af stedet. I dag ejes kroen af Else Marie Nielsen, bedre kendt

FAKTABOKS

Biersted Afholdshotel

1935: Biersted Afholdshotel bliver opført ved hjælp af lokale aktionærer og indviet

1935-1937: Martha og Jens Levin Sørensen er bestyrer af hotellet 1937-1944: Johanne og Niels Fuglsang er bestyrer af hotellet 1944-1965: Johanne og Niels

Fuglsang køber hotellet og driver det videre som afholdshotel. Biersted Kro

1965-1969: Holger Jørgensen køber hotellet og får spiritusbevilling.

som ”Mie”. Hun er berømt for at lave god mad til gæster på kroen, og sender masser af god mad ud af huset. Så ”Min Mosters Hotel” lever stadig!

Niels Fuglsang dør i 1973 - 69 år gammel. Johanne Fuglsang dør 1996 - 89 år gammel. Kresten Fuglsang er efterfølgende død i 2018 – 83 år gammel

Af Kirsten Hedegaard Jensen

Værten ændrer navnet til Biersted Kro. 1969-1978: Bergine og Leif Jensen køber kroen. 1971 Foretager værtsparret en større restaurering:

Den daværende balkon bliver revet ned og scenen bliver lavet om til bar. Køkkenet og toiletterne bliver ændret og istandsat. Facaden ud mod Borgergade får en gul halvstensmur. 1978-2022: Else Marie Nielsen kaldt ”Mie” køber kroen. 15.11 2022: Trine Iversen køber Biersted Kro

Viggo Andersen

Fra hjorddreng til formand

Jeg er født d. 29.01.1914 i

Klokkerholm Hellevad sogn. Vi var 9 søskende, 2 piger og 7 drenge. Jeg husker så svagt da vi i 1918 skulle flytte. Jeg var da 4 år - løb hjemmefra – jeg kendte jo ingen andre steder, men eftersøgningen førte til at de fandt mig henne i købmand Overgårds stald, hvor jeg havde gemt mig og så blev kursen lagt vestpå en rå novemberdag til den ukendte Store Vildmose i jumbe ført af min onkel Anders.

Flytning til vildmosen

Vi ankom hen på aftenen i bælgravende mørke, men min onkel vidste så nogenlunde, hvor vi skulle bo, og at det foreløbig skulle være i

en barak. På det tidspunkt var der et Aalborg firma, det kendte ”Wright, Thomsen og Kier”, der byggede landets første tørvestrøelsesfabrik og en to families beboelse, hvor formanden ved nævnte baneanlæg og mine forældre skulle bo, men det blev først færdigbygget næste forår. Da jeg blev 6 år, og min ældre bror havde gået i skole i et helt år i Moseskolen (Engvej 254, Nørhalne), syntes jeg at det var på tide, at jeg også fik lidt lærdom, og jeg fik lov til at følge med i skole. Så i realiteten fik jeg otte års skolegang. De første 4 år gik jeg i skole ved lærer Bækgaard, så kom jeg ud at tjene og gik til en lærer Jensen i Tylstrup, derefter en lærer Bak og senere til lærer Carlsen.

Model af gl. tørvefabrik 1990

Ud at tjene

Som 11-årig kom jeg ud at tjene som hjorddreng ved en husmand i Tylstrup som hed Valdemar Andersen og det var fra 1. Maj til 1. november, så kunne jeg rejse hjem med de aftalte 60 kr. Vi var 5-6 drenge indenfor samme fag, som 6 af ugens dage uanset vejr og vind måtte trække hver sit kobbel køer 3-4 km ud i Gl. Vrås enge på græs, når så klokken blev 4 dampede der et DSB tog mod Brønderslev, så var tiden der skulle kobles køer med håndko (en rolig førerko) og slængko i den rette orden til hjemturen. Jeg kan fortælle at disse folk var så gammeldags at når vi spiste, så langede vi til fadet, det vil sige, at grød og deslige blev serveret i et stort fad midt på bordet. Det havde jeg aldrig set før, og derfor benyttede jeg aldrig smørhullet.

Min næste plads, jeg er nu bleven12 år, er også i Tylstrup, men indenfor samme arbejdsgruppe. Det var en meget fin plads, det var ved bankdirektør Grundtvig Sørensen, Nørresundby Bank. Han havde et lille lystlandbrug med 4 køer og 2 store tykke heste, desuden ejede han landsbymøllen som blev passet af en fast møllefamilie, desuden var der en voksen karl.

Herefter var jeg 2 somre på Luneborg ved gårdejer Niels Mortensen, der havde jeg nogle mægtige problemer næsten hver formiddag med fårebestanden som stod tøjret 2 og 2 og der kunne godt være 6-7 par. Når så nogen i nattens løb rev sig løse og mængede sig med de andre, så kunne der godt nok blive nogle håbløse

Model af Fregatten Jylland

gordiske knuder, som kunne være til middag med at få løst. Der er nu bleven november og jeg skal have helårsplads for om 3 måneder bliver jeg 15 år og på den tid voksen. Jeg må lige indskyde at jeg i mellemtiden er bleven konfirmeret i Biersted kirke ved pastor Johannes Nielsen. Vi havde en nabo – en husmand Niels Nielsen, som kørte i jumbe med mine forældre og mig til kirken, jeg tror nok jeg fik ca. 30 kr. i gaver og ca. 8-10 telegrammer. Denne dag står for mig som en af de længste og mest pinagtige i mit liv, det var det her med løs stiv flip og så den forbistrede kraveknap bagi som borede sig næsten ind til nakkehvirvlen.

Den 1. november flyttede jeg hen til en husmand Chr. Pedersen ”Vestergaard”, hvor jeg så skulle virke i et år for 275 kr., jeg kan sige at hvis han havde gået fallit så var det ikke min skyld, jeg må lige fortælle lidt herfra om mit første år som karl.

Juleaften 1928

Det blev juleaftensdag hen på eftermiddagen, så kom manden i sit stadstøj og gav mig min julegave, en æske små cigarillos 50 stk. pris 3,50 kr. Så spændte han for slæden og var køreklar, de skulle holde juleaften i hans hjem i Tylstrup. Så kom han igen og spurgte om ikke han kunne låne lidt cigarer, for han havde glemt at købe nogle og med sådan et lager var der jo ingen problemer, han fik æsken, åbnede den - gramsede ned og tog halvdelen – og kørte med god samvittighed til julefest! Kl. 5 måtte jeg begynde at fodre køer og grise, kl. 7 måtte jeg malke,

kl. 8 var dagens anstrengelser slut – jeg blev vasket, skiftede tøj og kørte hjem, hvor julemaden var vel overstået. Jeg fortalte at jeg havde været alene om det hele fra middag, og jeg var sulten, jeg fik mad og blev trøstet lidt og det blev alligevel en god juleaften. Juledag kom mandens søstre på genvisit, og jeg fik endnu en gave fra deres forældre, et dejligt kamelulds-halstørklæde, så henved aftenstid kom han igen og fortalte, at hans søster havde fået en skrækkelig tandpine om ikke hun kunne låne det her tørklæde, mens de kørte hjemdet var sidste gang jeg så den gave, ligesom cigarerne. Nævnte mand ejede kun en gammel damecykel, der stod i laden og den var lige så flad, da jeg rejste til november, som da jeg kom til november året før. Jeg havde en ny og skinnende cykel, så han tog chancen og benyttede den til enhver lejlighed. Det så jo godt ud når ”gårdejeren” var så flot kørende, men jeg rasede i mit indre og forsøgte at få hævn.

Så en søndag formiddag på min frisøndag skulle jeg køre et ærinde for dem. Det gjorde jeg så tit, og det kunne altid passe det var min frisøndag. Jeg skulle hente nogle andeæg til udsugning, der var vel 3 km og den sidste km var sådan en rigtig gammeldags hulvej. Jeg fik æggene i kurven og anbragt på bagagebæreren, og da det nu var min fridag, havde jeg travlt med at komme hjem, og jeg stillede kurven på bryggersbordet og var færdig til fridagen. Men ved afrejsen blev jeg stoppet af mand og kone og så brød helvede løs. Af de 10 æg var kun 2

hele, så jeg blev truet med al verdens ulykke, hvis jeg ikke skaffede 10 nye æg på egen regning, hvad der aldrig skete. Jeg havde julens erindring i baghovedet, og jeg fortrød aldrig min hævn.

Voksenliv

Jeg var nu bleven 16 år og kunne klare mig selv. Herefter arbejdede jeg ved landbrug, flere år på Luneborg, nogle år på Nordkær i Nørhalne. Ved Peter Madsen ”Vestergaard” i Nørhalne. Ved Jens Præstegaard i Biersted. Jeg har slået skærver for kommunen og arbejdet for samme. Jeg var på Ø.K. Tørvestrøelsesfabrik, det senere Pindstrup Mosebrug i 7 år.

Vi er nu nået til 1947, hvor et Aalborg firma ”Bach og Egmose” begyndte at modernisere og asfaltere kommunens veje, her var jeg til det var færdig.

Omkring 1952 begyndte samme firma at bryde ned og bygge nyt op på flyvepladsen, der blev bygget ny kantine, 20 belægningsbygninger, sportsplads m.m. Her arbejdede jeg i 2 år og blev så ansat som formand og virkede som sådan fra 19541978, hvor jeg kort tid efter gik på efterløn. Nogle af disse arbejder jeg blev betroet var sportsanlæg på flyvestationen – Trekronerskolen Haverslev-Bejstrup – skole ved Farstrup – skole ved Ellidshøj – skole ved Blære – skole ved HaverslevSønderup – skole på Gjøl – viadukt Aabybro – havneanlæg i Nr.Sundby –Nato-olieanlæg ved Frederikshavn og meget mere.

I forbindelse med mit arbejde skal lige bemærkes at som tak fra det israelske folk for hjælpen til jøderne under anden verdenskrig, ville de

Model af barndomshjemmet

skænke Danmark et minde og det blev til en 60 tons tung model af Noahs Ark udført i hvid cement og armeret med rustfrit stål (den er 70 meter lang og 13 meter høj). Opgaven blev overdraget mit firma, det var en meget interessant opgave at udføre. Skulpturen står i dag på i Mølleparken lidt vest for Aalborgtårnet.

Barndomshjemmet

Lidt mere fra mit barndomshjem på Topskiftevej 1, Nørhalne Mose (matr. Nr. 114c). Fabrikken her kørte så fra 1918 til ca. 1923, hvor den blev udkonkurreret af svensk tørvestrøelse. Efter et par år blev den så nedbrudt, firmaet købte nu 5 tdr. land nabojord til, så der nu var syv tdr. land tilgroet med lyng og ris. Det fik de så sat under plov og mine forældre forpagtede så ejendommen og købte den 10 år senere.

Vi børn havde her verdens bedste

legeplads, en stor tom fabrik og 12.000 tdr. land af Vildmosen og hvad den indeholdt af fugle og dyrevildt, deri blandt hugorme af flere arter. Siden der så blev afvandet og tørlagt omkring husene, søgte hugormene til. Når solen skinnede, kunne der godt ligge flere, sommetider 6-7 stykker om dagen op mod huset på sydsiden. Og alt det kræ skulle jo så aflives, for at vi børn kunne være så nogenlunde i fred, det var et under at nogen af os aldrig blev bidt.

Sigrid

I sommeren 1934 traf jeg en pige ved navn Sigrid Rigmor Petersen, og vi mødtes af og til, indtil vi i 1938 blev enige om at gifte os. Datoen blev fastsat til den 16. oktober 1938 og vielsen fandt sted i Ajstrup kirke ved pastor Vester. Vores første hjem var i et til dels nyt husmandsbrug på Nørhalne Mose, der boede vi til leje ved en ugift mand ved navn Thomas Mentz.

Sigrid og Viggo 1969

I 1941 købte vi så et huset på Sundbyvej 11 i Biersted, hvor vi nu bor. Det har gennem årene gennemgået flere ombygninger, efterhånden som der blev penge til overs. Den sidste ændring skete i 1960, hvor det fik nuværende udseende.

Hobby

Jeg vil lige fortælle lidt om mine hobbyer, lige fra barnsben har jeg haft lyst til at bruge håndværktøj. Det har jeg nok arvet efter min far, så det var meget naturligt, at jeg begyndte på husflidskolen, hvor vi lærte at behandle værktøj.

Ved pensionsalderen fik jeg mere tid til at tænke tilbage, blandt andet på tiden fra omkr. 1920, hvor Familiejournalen bragte tegninger til løvsavsarbejde og kartonark til fremstilling af hundredvis af bygninger.

Tilfældigvis så jeg et firma havde fået eneret på at optrykke disse gamle ting og så var interessen vakt igen, og jeg har nu lavet dem, der for mig havde interesse.

Så jeg gik over til at lave modelskibe, det blev til 3 stk. ”Fregatten Jylland” – ”Skoleskibet Danmark” –”Vikingeskibet Oseberg”, samt model af ”Bjørnkær” i Biersted – Biersted kirke – Nørhalne Mølle - den gamle Tørvestrøelsesfabrik, Topskiftevej 1, Nørhalne Mose. Uddrag af Viggo Andersens erindringer fra 2002.

Hjemmelavede krykker

FAKTABOKS

Viggo Andersen 1914-2003 Sigrid Rigmor Andersen 1915-2013

Sigrid og Viggo Andersen blev begge udnævnt til æresmedlemmer af Biersted Lokalhistoriske Forening i 1998 pga. deres mange donationer til foreningen, bl.a. også nogle hjemmelavede krykker, som Viggo fremstillede til Sigrid. Krykkerne har også været udlånt til flere borgere i Biersted. Sigrid og Viggo var også begge ivrige biavlere.

“Det glemte guld”

I Lokalhistorisk Arkiv har vi rigtig mange materialer af forskellig slags –forudsat, at der er indleveret materialer til arkivet, men uden donationer – er der intet arkiv!

Derfor er det vigtigt - når du kommer i besiddelse af/eller har liggende ”gamle sager” – at aflevere det. Og husk også, at nyere fotos m.v. kan få lokalhistorisk værdi senere.

Det er vigtigt at give så mange oplysninger om materialet som muligt. Eksempelvis at sætte personnavne på billeder. Hvis du gerne vil beholde papirbilledet, så kan du få fotos scannet og originalen retur, og i øvrigt bestemmer du selv, om det materiale, der afleveres, skal tilfalde arkivet fuldt og helt.

Det kan eksempelvis være fotografier, skøder, dokumenter, protokoller og mindre effekter m.v. som har, eller vurderes at få en lokalhistorisk interesse i fremtiden.

Vi modtager også meget gerne interviews med personer, der har lyst til at fortælle om sig selv og deres liv, om en egn og dens udvikling eller om et emne. Man må gerne selv fortælle/skrive ned/indtale i mikrofon og sende det til arkivet. Du kan også få hjælp til et interview ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem i arkivet.

Biersted/Nørhalne Lokalhistoriske Forenings formål er at indsamle, registrere, bevare, formidle og fremme den almene interesse for lokalhistorien, så alt materiale, der modtages, vil blive behandlet i henhold dette formål.

Så smid det ikke ud, det er måske ikke ”gammelt ragelse”, men noget ”glemt guld” På forhånd tak for hjælpen!

Brudefærd gennem snedriver

Lørdag den 7. januar 1939 har der igennem længere tid været frostvejr, så isen på søerne kan nu bære, og man kan se frem til en søndag på skøjter, når man endelig har fri. Desværre sætter det lørdag aften ved 22-tiden ind med snestorm. Vinden frisker betydeligt op, og det sner og fyger stærkt. De biler, der har vovet sig ud, kører fast i snedriverne, og også togtrafikken må indstilles. I løbet af natten til søndag kommer der op til en halv meter sne - også ovenpå isen. Så det er kælken og skiene, der må findes frem i stedet.

Men metrologerne meddeler imidlertid, at der i løbet af søndagen vil komme stærk blæst over det meste af landet, og med den vil der komme mere nedbør, begyndende som sne og senere på dagen som tåge og regn, og

der er ingen tvivl om, at tøvejret for alvor vil sætte ind. Mandag morgen har tøbruddet sat så voldsomt ind, at det bliver helt umuligt at færdes på vejene i en halv meters sjap, og alle rutebiler er indstillet. Realskolen i Aaby bliver lukket, da eleverne fra oplandsbyerne ikke kan møde frem. Endvidere får alle husejerne i Nørhalne området travlt med at få renset deres tage for sne og is, som har ophobet sig i så store mængder, at smeltevandet adskillige steder er trængt ind i husene og løber ned af væggene.

På denne baggrund skal følgende avisnotits fra Vendsyssel Tidende den 12. januar 1939 læses. Forestil jer synet af seks hesteforspændte slæder kører ud af Nørhalne med kurs mod Aaby.

Arkivfoto

Selskabet kørte i 6 slæder, bruden og degnen væltede

”Et ungt par fra Nørhalne fejrede søndag bryllup under ret usædvanlige omstændigheder. Da deres sognekirke, Biersted kirke, er under restaurering, skulle vielsen foregå i Aaby kirke, der ligger 2 mil borte, men da dagen kom, var alle veje lukkede på grund af stærkt snefald om natten.

Nu var gode råd dyre, enten måtte brylluppet opsættes eller brudefærden tiltrædes pr. slæde, og resultatet blev, at seks slæder over middag startede med Aaby som mål.

Det blev en brudefærd, som deltagerne sent glemmer. Vanskelighederne med at komme igennem var store, og helt galt blev det, da slæden med bruden og degnen væltede lige uden for Biersted og begge trillede rundt i sneen. Men igennem kom man da, og hen under aften kunne vielsen foregå. Hjemturen i den mørke vinteraften var ikke mindre besværlig, og klokken blev over 22, før man kunne gå til bords

og lade bryllupsmiddagen vederfares retfærdigheden”.

Den omtalte vielse fandt sted søndag den 8. januar 1939, og det unge brudepar historien beretter om er Brugsuddeler Niels Gundersens søn, købmand Viggo Gundersen og husassistent Karen Nielsen, datter af Niels Thomsen Nielsen, Sulstedvej 60, begge Nørhalne. Det må have været noget af et mareridt for det stakkels brudepar, men helt sikket et bryllup der aldrig er blevet glemt.

(I den periode, hvor Biersted kirke bliver restaureret, holder man gudstjenester på henholdsvis Biersted Afholdshotel eller i Nørhalne Forsamlingshus, men enkelte vælger at benytte Aaby kirke, som brudeparret her. Det er sognepræst Münster fra Biersted, der forretter vielsen).

Helle Landberg Kristensen

To søstre druknet i grusgrav i Nørhalne

Den mindste faldt gennem isen, og den større har antagelig forsøgt at bjerge hende.

Da vi flyttede til Konvalvej i Nørhalne i 1978, blev vi naboer til et par dejlige mennesker, Karoline og Juhl Dusinus Sørensen. Både Juhl og Karoline var født på Bakmøllevej i henholdsvis nr. 69 og 71, altså lige op til vores nu reetablerede grusgrav på Søvej.

De fortalte ofte om en forfærdelig drukneulykke, der var sket i grusgraven, som ligger tæt op mod Bakmøllevej og Sulstedvej. Af samme grund havde de fået fyldt dammen op, der lå mellem vores to huse på Konvalvej for ikke at risikere en lignende ulykke på deres grund. Under krigen, nærmere bestemt mandag den 14. februar 1944, oplevede Therese og Magnus Jensen, Sulstedvej 81, den værst tænkelige tragedie som nogen forældre kan komme du for.

Magnus og Therese, der er blevet gift i 1927, er flyttet ind i deres nye ejendom på Sulstedvej 81 i 1932. De får børnene Signe i 1929, Mary i 1937, Alice i 1938 og Maren i 1943. Mandag den 14. februar 1944 bliver den 14-årige Signe og den 5-årige Alice, som så ofte før, sendt afsted til købmanden. På vej hjem møder de deres 7-årige søster Mary, der leger med nabodrengen den 6-årige Jørgen Nielsen, søn af Andreas Svane Nielsen Sulstedvej 51. Ulykken bliver beskrevet i samtlige nordjyske aviser, herunder er hvad Aalborg Stiftstidende skrev om ulykken dagen efter, tirsdag

den 15. februar 1944: ”Budskabet om en dobbelt drukneulykke, spredte i går eftermiddags en dyster stemning over landsbyen Nørhalne ved sydkanten af den store Vildmose. To søstre, den 14½- årige Signe og den 5-årige Alice, døtre af husmand Magnus Jensen, var faldet gennem isen på den store grusgrav ved Nørhalne Østre Skole og omkommet. Forældrene havde netop i går indskærpet børnene, at de ikke måtte gå ud på isen, fordi den endnu var for tynd til at kunne bære. Alice og hendes et år ældre søster løb derfor og legede på markerne i nærheden af hjemmet, hvor de morede sig med at trampe isen på de vandfyldte plovfurer itu”.

Ville hente en slæde ”Under legen kom en 5-årig dreng, søn af naboen husmand Andreas Nielsen hen til pigerne, hvis større søster snart efter sluttede sig til. Da de ikke fandt legen på markerne spændende mere, søgte de ned til den store grusgrav, som er over 100 meter i diameter og så fyldt med vand, at den på sine steder er 3 meter dyb. Den var dækket af et tyndt lag nyis, og den spejlblanke flade fristede børnene. De prøvede forsigtigt at gå på kanten af den, og selv om det knagede, holdt isen. De var klar over, at det ikke var helt ufarligt at lege der og besluttede at hente en kælk, som de kunne køre med langs isens kant. Drengen og pigen på 6 år gik hjem efter kælken, mens de to andre

blev tilbage ved grusgraven. Hvad der siden er sket, vil man aldrig kunne opklare, men antagelig har den mindste af pigerne ikke kunnet betvinge sin lyst til at gå ud på isen og er løbet ud fra bredden. 30 til 40 meter ude er hun styrtet igennem, og den større pige har derefter vovet sig ud for at forsøge at redde hende. Derved er også hun faldet igennem. Da de to andre børn kom tilbage, hørte de pigerne råbe om hjælp og så, at de var faldet i vandet. De blev så forskrækkede, at de ikke gav sig tid til at se, hvordan det var fat, men straks løb op til husmand Nielsens hjem, der kun ligger 100 meter fra grusgraven. Her var man med det samme klar over, hvad der var sket, og mens manden forsynede sig med noget reb og løb ned til vandet, styrtede fru Nielsen ned til skolen for at tilkalde hjælp fra Falcks redningskorps.

Der samledes hurtigt en del mennesker ved grusgravens rand, og man forsøgte ved hjælp af nogle lange brædder at komme ud på isen. En hue og et hul i isen, angav hvor de to piger var forsvundet, men det var umuligt at nå derud. Isen brast under brædderne og man havde ingen båd. Også børnenes forældre kom til, men de kunne intet gøre for at redde deres to døtre”.

Forvirrede melding blev misforstået ”Man ventede derpå i spænding redningskorpsets ankomst, og trods den betydelige vejstrækning nåede ambulancerne hurtigt frem. Hos Falck havde man imidlertid misforstået den forvirrede besked, der var blevet afleveret i telefonen.

Man troede, der var sket en sammenskridning i grusgraven og at børnene var begravet under nedstyrtet grus. Redningsmændene mødte derfor med skovle og kunne intet udrette hermed”.

”Der gik derfor endnu nogen tid før en kranvogn med en båd nåede frem og man kunne sejle ud til ulykkesstedet i den. Her fandt man hurtigt den mindste af pigerne, men der var gået så lang tid, at alt liv var udslukt. Læge Jensen i Sulsted, der i mellemtiden var kommet til, kunne straks se, at det ville være forgæves at prøve oplivningsforsøg. Anstrengelserne koncentreredes derfor om at finde den store pige, men det tog en times tid. Da hun var faldet igennem isen, har hun antageligt forsøgt at svømme, og er derved kommet bort fra hullet og derved kommet ind under isen. Man fandt hende at stykke fra søsteren, men også hun var for længst død”.

To børn foruden de druknede ”De to pigers lig blev bragt til forældrenes hjem, hvorfra begravelsen senere vil finde sted. Der er på egnen megen medfølelse med de hårdt ramte forældre, som havde gjort, hvad de kunne for at hindre ulykken ved at forbyde børnene at lege ved grusgraven og tilmed sendt deres store pige ud til at passe på de små. Forældrene har foruden de omkomne to børn, pigen på seks år, som også kunne være omkommet, hvis ulykken ikke var sket, førend hun og hendes lille kammerat var nået frem med kælken. Desuden er der endnu et mindre barn”.

Pigernes gravsten står i Lapidariet på Biersted kirkegård bag graverens kontor.

Pigerne bliver begravet fredag den 18. februar 1944 på Biersted kirkegård. Aalborg Stiftstidende skriver lørdag den 19. februar 1944 følgende:

Gribende højtidelighed ”De to søstre Signe og Alice Jensen, som i mandags faldt igennem isen på en grusgrav ved Nørhalne Østre Skole og druknede, blev i går eftermiddags jordet på Biersted Kirkegård. Allerede en time førend begravelsen skulle finde sted, begyndte der en strøm af mennesker at gå mod Biersted Bakke.

Børnenes fader Magnus Jensen kørte selv de to kister, en større og

en mindre som var smukt pyntet. Foran kisterne gik 10 af Signes præstekammerater og strøede blomster. Alle skoler havde fri, og der sås en mængde børn blandt følget. Også kirken var pyntet usædvanligt smukt.

Efter salmen ”Lyksalig, lyksalig” talte pastor Münster ud fra lignelsen om Jairi Datter. Præsten hæftede sig især ved ordene: Hvorfor græder I, hun sover jo. Han mindedes Signe, den største af pigerne, der blev konfirmeret i fjor, som en sød og god pige, om hvem det ville være rimeligt at antage, at hun havde sat livet til for at redde den lille søster. – I har ingen skyld trøstede præsten de sørgende forældre.

Efter salmerne: ”O, Herre, kommer sorgens stund hernede” og ”Den Signede Dag” blev kisterne båret til fællesgraven. Her foretog pastor Münster jordpåkastelsen. Lærer Nielsen takkede på familiens vegne det store følge for deltagelsen. Der var mange kranse, blandt andet fra præstekammerater og Nørhalne Folkedanserforening. Familie og venner havde skænket en smuk mindesten”.

Helle Landberg Kristensen

”Snedkerens

dam”

I Nørhalne var der to skoledistrikter, nogle børn gik på Vestre skole, Vestmarken 11, og andre gik på Østre skole, Bakmøllevej 85. Dette betød bl.a. at de børn der boede på vestre side af Bygaden hørte til Vestre skole, og de børn der boede på østre side af Bygaden hørte til Østre skole. Alle børn gik dog de første tre år af deres skoletid på Forskolen, Gartnervænget 31.

Da købmand Niels Christoffersen, Bygaden 6, havde sin forretning på den østre side af Bygaden, gik hans børn på den Østre skole. I 1931 var der på det yderste stykke af grunden, hvor den nuværende skoles legeplads er, en fælles grusgrav, hvor der om vinteren stod vand i gravene. Disse damme har naturligvis været attraktive for byens børn såvel sommer som vinter. Købmand Christoffersens datter Gerda, skulle altså fra Bygaden 6 til Bakmøllevej 85 for at komme i skole, og det har naturligvis været meget nærliggende at skære hjørnet af og køre over grusgraven.

Den 30. marts 1931 kan man læse følgende historie i Morsø Folkeblad:

Barnet reddes på vognfjælen. ”Da købmand Christoffersens 13-årige datter Gerda på vej hjem fra Nørhalne skole ville prøve at cykle over ”Snedkerens Dam”, brast isen, og hun sank igennem. En mængde mennesker blev nu vidne til en voldsom kamp for livet i det kolde

vand. Man forsøgte på mange måder at hjælpe, men det var vanskeligt, da isen overalt var usikker. Efter nogle minutters forløb kom ifølge Aalborg Amtstidende en vogn forbi stedet. I største hast fik man dens sidefjæl af og skubbede den ud over isen. Endelig kom man så nær til vågen, at man kunne kaste tømmen ud til Gerda, som endnu havde kræfter nok til at gribe fat i den og blive trukket i land. Den vanskelige redning havde da varet et kvarter”. (Vognfjæl: betyder sidebræt på en gammeldags landbrugsvogn med træhjul).

Helle Landberg Kristensen

Støt os - bliv medlem

Bagsiden på dette årsskrift er også den årlige opkrævning af kontingent til medlemmerne af Biersted-Nørhalne Lokalhistoriske Forening.

Igen i år har vi valgt at husstandsomdele bladet til alle husstande i Biersted sogn, for at gøre opmærksom på vores forening, og så håber vi endnu flere får lyst til at tegne et medlemskab, og dermed støtte vores arbejde med at bevare og markedsføre lokalhistorien i Biersted sogn.

Det årlige kontingent er kun 50 kr. pr. person og 100 kr. for en husstand.

Kontingentet skal betales senest den 21. februar – inden generalforsamlingen d. 1. marts.

Du kan betale på en af følgende måder:

1. MobilePay til arkivets 5-cifrede nummer 48677. Husk at skrive navn og adresse i ”Kommentar” feltet.

2. Via Netbank til foreningens konto i Sparekassen Danmark Reg.nr: 9070 – Kontonummer: 1631772133 Husk at skrive navn og adresse.

3. Kontant til et medlem af bestyrelsen.

PS til nye medlemmer: Send en mail til vores fællespostkasse BNlokalhistorisk@gmail.com, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbreve via mail (ca. et nyhedsbrev pr. måned).

Med venlig hilsen

Bestyrelsen for Biersted-Nørhalne Lokalhistoriske Forening