Mosebryg årgang 1/2021

MOSEBRYG Årsskrift årgang 1/2021

Udgivet af Biersted/Nørhalne Lokalhistoriske Forening

Carl Aage Præstegaard - Pioner og “hestehvisker”

Nørhalne Planteskole Fra planteskole til Nicolaj’s have

Christian Mølgaards grusgrav Nørhalnes største arbejdsplads

Formandens klumme Nyt årsskrift MOSEBRYG

Året der gik Vi havde lige fået afviklet den årlige Vi håber I vil tage godt imod vores generalforsamling ultimo februar, nye årsskrift i Biersted/Nørhalne da landet blev ramt af corona-virus, Lokalhistoriske Forening. som har vendt op og ned på mange Det har været længe undervejs, men ting. nu har vi endelig fået kræfter til det Vi valgte relativt hurtigt at lukke første nummer med stor hjælp fra ned for alle udadvendte aktiviteter skribenter udenfor bestyrelsen. Vi i Lokalhistorisk, men da den håber at det bliver starten på en årlig største forskrækkelse havde lagt tradition. sig, besluttede vi at fortsætte vores Vi havde lidt problemer med arbejde på de indre linjer i arkivet, navngivningen, men vi var og da mange andre fritidsaktiviteter enige om, at det skulle være en også blev lukket ned, fik bestyrelsen fællesnævner for Biersted og god tid til at arbejde, og vi har haft Nørhalne, og så var vildmosen et gang i mange ting. oplagt emne. Det første bud var Vi publicerer løbende mange nye ”Tørvetrilleren”, det var der dog billeder på Arkiv.dk, som er vores delte meninger om, men da et kvikt primære platform, og vi er også hoved i vores bestyrelse foreslog begyndt at publicere indscannede Mosebryg, så var alle enige om, at kilder, og der vil løbende komme det var perfekt. flere til.

Vi kender alle det gamle begreb, En vigtig del af vores der i folkemunde hedder markedsføring er også vores ”Mosekonebryg”, som en art nyhedsbreve, som vi sender til tåge, der kan optræde i moser abonnenter og andre interesserede. og lavninger under specielle I år har vi også fået digitaliseret vejrforhold, og vores fortællinger er en række gamle kassettebånd med bygget på både fakta fra officielle fortællinger, foredrag, erindringer kilder og folks erindringer, som kan og levnedsbeskrivelser, og lydklip blive lidt sløret med tiden. herfra er blevet delt i vores Grauballe Bryghus lancerede i nyhedsbreve.

2002 deres første øl, en mørk øl I arkivet har vi endelig fået udskiftet som de kaldte Mosebryg, og tanken de utætte og rådne vinduer i var at den skulle drikkes, mens forbindelse med skolens renovering, man snakker om gamle minder, så så vi nu har fået bedre styr på velbekomme! luftfugtigheden i arkivet.

2

Når I kommer på besøg i arkivet næste gang, så vil I ikke kunne genkende det, da vi er i gang med en større ændring af udstillingslokalet, så effekterne præsenterer sig bedre. Vi arbejder på at lave nogle stationer med specifikke temaer.

Vi mangler vægplads, og de ca.

100 gårdmalerier fylder meget, så de fleste af dem piller vi ud af rammerne, affotograferer og præsenterer fremover som A3lamineringer.

Det har været et økonomisk godt år.

Vi har med tilskud fra Velux-fonden fået opgraderet vores IT-udstyr med flere PC-er og en ny server.

Vi har også solgt ca. 100 af John Hedegårds bog ”En anden vej”. Vi har stadig flere til salg.

Da vi gerne vil have en bank, der er til stede i lokalområdet, har vi sidst på året skiftet bankforbindelse til Sparekassen Vendsyssel, så du kan ikke bruge det gamle kontonummer, når du skal betale kontingent næste gang.

En TAK til alle der på den ene eller anden måde har bidraget og hjulpet foreningen.

Smid det ikke ud Vi passer på lokalhistorien, og er med til at dokumentere livet i Biersted sogn for eftertiden.

Så vi er interesseret i billeder, dokumenter, regnskaber, dagbøger, breve, erindringer og små museumsgenstande mv. Det er arkivalier fra både private,

virksomheder og foreninger, hvis det har en relation til Biersted sogn.

Så gå på jagt på loftet, i kælderen, i skufferne og på andre gemmesteder, hvor der måske er gemt noget historisk interessant materiale, som vi kan bruge. Når du rydder op i de gamle gemmer, så tænk altid på dit lokalarkiv. Giv papirer og billeder til arkivet i stedet for at kassere dem. Skriv gerne at det skal Biersted-Nørhalne Lokalhistoriske arve, hvis ikke du vil videregive det endnu.

Uden løbende donationer, så er der intet arkiv på sigt.

2021 Så er det tid at betale kontingent for 2021 og for 50 kr. pr. person pr. år er du med til at støtte vores arbejde for at bevare lokalhistorien.

Læs mere om hvordan på bagsiden af årsskriftet.

Dette første nummer bliver husstandsomdelt, men fremover vil du som medlem få årsskriftet MOSEBRYG tilsendt. Et medlemskab giver også rabat til vores betalingsarrangementer.

Indtil videre holder vi lukket for arrangementer og åbent arkiv indtil 1. april, hvor vi håber at vaccinationen af folk er kommet godt i gang, og vi kan få et overblik over, hvornår vi kan åbne mere op.

Jens Kærvad Pedersen

3

Carl Aage Præstegaard -

4

Pioner og “hestehvisker” Jeg er blevet opfordret til at skrive et lille indlæg med nogle fortællinger fra min fars’ liv i og med travsporten, så her er nogle af de ting, der nok ikke før har været fortalt så ofte.

Heste var far’s helt store - og i virkeligheden nok eneste – interesse, og han var vel det, der senere er blevet betegnet som ”hestehvisker”. Det kommer jeg lidt tilbage til senere.

Travsport var i ca. 100 år – fra den spæde start i København i slutningen af 1800 års tallet og indtil det, man kan kalde enden af sportens gyldne dage med afslutningen af ”Tarok epoken” omkring år 1990 – Danmarks næststørste publikumssport. Kun overgået af fodbold.

Selv om der også endnu tidligere blev kørt og redet væddeløb rundt om i landet, på mere eller mindre interimistiske græs-eller jordbaner i forbindelse med lokale dyrskuer og markeder, så var det dog først i 1954, at der i Aalborg åbnede en egentlig væddeløbsbane ude på Skydebanevej, og den ligger der den dag i dag.

I de første år af 1950’erne, altså før banen i Aalborg åbnede, havde far haft travheste, der en gang imellem startede i Århus eller i Skive, hvor der var etableret baner tidligere.

Han købte i den forbindelse i starten af 1950’erne en hest i Århus, der hed Ideal, og som med sine afkom kom til at betyde det meste for hans senere resultater på væddeløbsbanerne, men ved Aalborg-banens åbning, og i de efterfølgende ca. 10 år, var det især løbstrætte og lidt ”afdankede” heste fra banerne i København, som far kunne købe for en slik og fik hjem til de grønne moseenge i Vildmosen, hvor de fleste så blomstrede op og fik nyt livs- og løbsmod.

Min far, Carl Aage Præstegaard, var med fra opstarten af banen i Aalborg. Han havde allerede i årene forinden deltaget i de nævnte ”dyrskueløb” i blandt andet Hjørring og Løgstør, samt været mere eller mindre fast deltager i de årlige væddeløb i Pandrup og Aså fra helt tilbage i slutningen af 1930’erne.

Det var de mange heste, der skabte hans navn de første år, og som inspirerede andre lokale til at begynde at interessere sig for travsporten og travheste. Det medførte igen en lokal udvikling inden for den danske traver avl, der endte med, at Biersted inden for den moderne travsport er blevet betegnet som ”Danmarks Kentucky” - altså

Carl Aage Præstegaard centrum for væddeløbs hesteavl i Danmark på tilsvarende vis, som staten Kentucky er det i USA. Det er der gennem årene skrevet et væld af fine artikler og historier om i diverse medier og fagblade, hvoraf mange nu kan findes i vort lokalhistoriske arkiv, og derfor er det ikke det, som jeg vil bruge denne lille fortælling til. Til gengæld vil jeg fortælle et par af de mange historier og anekdoter, der knytter sig til især de første år af fars deltagelse i væddeløbene i Aalborg.

Fars hestemateriale i de første mange år var altså lidt ”slidte”

heste fra især København og til dels Århus, som blev fundet via lokale kontakter, og oftest købt ubeset til ”slagteprisen” og i de fleste tilfælde transporteret til Nordjylland med ”Gunners Hestetransport”, der var hjemmehørende i Charlottenlund.

Jeg kan stadig huske, når én af Gunners Hestetransport store, blå transportere kom hjem med seneste indkøb. Sammenlignet med de lokale ”hestetransporter”, der tit blot var en – uanset vejret - åben lastbil med høje sider, men altså uden tag, så var Gunners Hestetransports biler store lukkede biler med skillerum mellem hestene, vinduer, seng til chaufføren mm.

Meget imponerende.

5

”hestehvisker” på arbejde Når en hest ankom om foråret eller sommeren, så blev den kort tjekket i stalden, eventuelle hestesko blev taget af, hvorefter den straks blev lukket ud i en af mosefennerne til græsning sammen med resten af gårdens væddeløbsheste og ungkreaturer.

Træning, som vi kender det i dag, var der ikke noget af!

Fars heste blev i disse første år og helt op i 60’erne kun trænet ved at starte ofte. Generelt hver uge, hvis de ellers ikke var syge eller skadede.

Løbsdagen på alle baner var dengang altid søndag, så de heste, der skulle starte en søndag, blev derfor hentet lørdag eftermiddag i mosen, så de kunne være klar til næste dags løb.

Mandag efter løbsdagen blev de så lukket tilbage til mosefennen, indtil de igen skulle starte.

Turen til og fra mosefennen

6

foregik på den måde, som I ser på dette billede, hvor far en mandag formiddag i slutningen af 1950’erne er på vej i mosen med fire heste, der sikkert har startet på væddeløbsbanen dagen før.

I de første år foregik transporten til væddeløbsbanen i Aalborg normalt enten med den lokale vognmand, Jens Peter Thomsen, eller simpelthen ved, at far spændte én af hestene for sulkyen og derefter trak en eller to andre heste efter sig hele vejen, de ca. 25 km., til Aalborg Væddeløbsbane, hvorefter de så startede i et løb, og endelig løb tilbage til Biersted, når løbene var overstået. Far fortalte, at det da ikke var et problem, hvis vejret bare var godt. Den eneste specielle udfordring var, når de skulle over Limfjordsbroen og måske skulle holde tilbage for den øvrige trafik, men det gik heldigvis altid godt.

Fra midt i 1960’erne blev Folmer Roed fra Hune den faste vognmand for far, og Folmer kunne der alene skrives bøger om.

Far havde i disse første år, og indtil jeg selv blev gammel nok til at kunne hjælpe til, en fast staldmand i Chr. Vad, der også kunne reparere det ofte slidte seletøj. Der går mange sjove historier om dette ”team”, og altid med en snert af dramatik, som da far havde købt en hest, der hed Petterman, og som han nok havde fået billigt, da den var kendt for at være ret så bidsk og ondskabsfuld. Det rygtedes naturligvis, og første gang den nu skulle starte i Aalborg, var der flere på staldsiden, der gerne ville se hesten, men Chr. Vad følte, at de gik i vejen for ham, så han holdt dem væk med en overbevisende historie om, at den havde slået to mand ihjel i København.

Det gav lidt mere plads.

Det var også i de år, at tilskuerne på en løbsdag i Aalborg kunne tælles i tusinder, og de forskellige trænere og kuske havde deres egne ”fans”.

Een af fars fans var ”Plads-Poul” fra Aalborg. En ældre mand, der kun spillede 2 kroners ”plads” i totalisatoren - og altid på far. Når løbsdagen var overstået, kom Poul over på staldsiden for at fortælle far om dagens resultat i totalisatoren, og hvis han havde sat penge til, hvilket desværre skete ret så ofte, så gav far ham det tabte beløb i ”erstatning”. Vel kun 2-10 kr. på en

dag, men alligevel!

En anden af de tidlige ”koryfæer” på Aalborg Væddeløbsbane ”Gede-Frank” fra Nørresundby – prøvede samme taktik på far, men dog uden slet så meget held!

Far havde nogle gange 5-6 heste til start på en løbsdag, og hvis han havde mere end én hest i samme løb, blev den anden oftest kørt af Poul Nøhr, der nu var flyttet til Biersted, eller af Jens Thomsen fra Aabybro.

Jeg nævnte tidligere, at far godt kan betegnes som ”hestehvisker”, hvad billedet overfor blandt andet illustrerer. Det er altså sin sag at have kontrol over fire heste via et enkelt stykke tov/reb. Det gav sig også udtryk ved, at flere – også af de professionelle trænere – benyttede far som problemløser, hvis de havde en hest, som de ikke magtede. Far blev flere gange bedt om at komme ind på banen for at ”fange” en hest i en boks. Altså en hest, der bogstaveligt talt slog ud efter den, der ville prøve at lægge en grime på den. Dem kunne far tage.

Han stillede sig ind i et hjørne af boksen med et stykke reb, hvor han startede. Der kunne han så stå længe og fløjte en eller anden melodi, indtil han langsomt begyndte at nærme sig hesten, mens han fløjtede videre og sagde nogle specielle

7

Carl Aage nyder sin konduitepræmie lyde, der af en eller anden grund fik hesten til at falde til ro, hvorefter den til sidst simpelthen vendte sig og gik hen til far, der så kunne lægge grimen på!

Fars evner som ”hestemand” beholdt han gennem hele livet, og selv da han var kommet op i årene, var det ham, der havde ”magten”, når han havde med heste at gøre.

Billedet ovenfor er fra den årlige væddeløbsdag i Pandrup i 1984, hvor sulkyen under et løb brød sammen under hans vægt, men hvor han alligevel gennemførte løbet hængende på den ødelagte sulky.

Hvor utroligt det end lyder, så vandt far altså løbet. Oveni den normale ærespræmie for sejren modtog

8

far derfor efter løbet en såkaldt konduitepræmie af dommerne for sin snarrådighed, en øl, som han straks indtog!

Far gennemførte den efterfølgende æresrunde på ryggen af hesten, og det er derfra at billedet stammer.

Hesten hed i øvrigt Aladdin T, og det er artiklens forfatter, der er ved at samle stumperne bag sulkyen.

Fars år som aktiv travkusk kulminerede dog i 1969, hvor han blev nummer tre i Derbyet med hoppen Lideal. En stor bedrift dengang for en bondemand fra Vildmosen.

Lideal var et afkom efter førnævnte Ideal, der blev mor til en række fine afkom, hvor hingsten Safari the Great nok i travsportskredse er den mest kendte, og Ideal er

i dag stammoder til mange fine væddeløbsheste i Skandinavien.

Jeg husker selv tydeligt derbyet i 1969, hvor far med Lideal førte hele løbet indtil kort før mål, men til slut blev slået af favoritten, Loyal, og løbets nummer to, Lau. Lideal endte på en flot tredjeplads.

Jeg har tit tænkt på, hvad det kunne være blevet til, hvis Lideal havde fået bare lidt af vore dages træning og forberedelse, og hvis far måske havde kørt løbet knap så optimistisk, men alt dette er jo nu bare historie. Det var en helt anden tid.

Hvis du er interesseret i de mange beretninger om Biersteds særlige placering i den danske væddeløbsverden, og ikke mindst de mange fantastiske heste, som byen har fostret, herunder flere Derbyvindere, så skulle du kigge forbi vores lokalhistoriske arkiv på skolen eller egnssamlingen ved Bent Nøhr på Nørgaardsvej og se de mange arkivalier, der er bevaret for eftertiden.

Jens Præstegaard

Carl Aage med Lideal

FAKTABOKS om Carl Aage Præstegaard:

Født den 11.07.1919 på gården Præstegaard, Nørhalnevej 77 Død den 09.07.1999 på Præstegaardsminde, Nørhalnevej 75 Landmand, hesteopdrætter og trav amatørkusk Blev gift i 1951 med Esther (f. Hansen) som også var fra Biersted De fik 4 børn: Jens (1953), Else (1954), Inge Merete (1957) og Ole (1962)

9

Nørhalne PlanteskoleFra planteskole til Nicolajs have

Sådan så gården ud i 1947 Mine forældre Marie og Nicholaj Mortensen blev gift i 1944. De kom begge fra Han Herred. De købte gården Hedegård i Nørhalne og startede Nørhalne Planteskole.

Gården var på 30 tdr. land plus et moselod. Beliggenheden var valgt ud fra kort afstand til GASA – Gartnernes salgsauktion i Aalborg.

Begge havde landbrugsbaggrund, så sideløbende med opstart af planteskole havde de traditionelt landbrug med et par heste, 6 køer og grise.

10

De startede med grøntsager, frugttræer og bærbuske. Det var det, der var brug for umiddelbar efter krigen. Senere kom der prydplanter, roser og stauder til.

Det første transportmiddel var en motorcykel med sidevogn. Den kunne bruges både til at køre slagtesvin i og til at køre Mor og min ældste søster til familiefest.

Dog ikke samtidig.

Senere kom der en bil til

Foto af bil og Mor og Far

Nu kører det for gartneren. I løbet af 1950’erne blev økonomien bedre i samfundet. Planteskolen kunne nu tilbyde alt hvad hjertet begærede indenfor beplantning til haver.

Parcelhusene begyndte så småt at dukke op i Nørhalne og omegn, og landbruget der kørte sideløbende med planteskolen, blev gradvis droslet ned, heste og køer forsvandt fra stalden. Ud over markarbejde var den ene af hestene suveræn til den årlige ringridning, der blev afholdt i byen. Den havde den fantastiske egenskab, at den kunne galopere på stedet. En sikker vinder.

Der kom børn til i familien. Vi var tre søstre. Bilen var nu en firmabil, en folkevogn med åbent lad. Så når familien kørte på tur, så foregik det

på den måde, at min Far kørte bilen, min ældste søster Karen sad på Fars venstre side, min søster Signe sad i midten mellem Mor og Far, og jeg som den yngste, sad på Mors skød.

En meget tæt familie. Det var før der kom sikkerhedsseler, airbags, nakkestøtter o.s.v. Men vi var kørende.

Der bliver plantet jordbær i lange rækker. Der skal mange hænder til at plukke jordbær. Mange kvinder var hjemmegående husmødre, og de øjnede en mulighed for at tjene nogle penge til et køleskab, eller måske en hjemmefryser. Omkring 50 kvinder og skolebørn plukker jordbær i 4-5 hektiske uger hver sommer. Sådan fortsætter det i mange år. De senere år bliver det lavet om til selvpluk. Folk ringede

11

Jordbær afslutning 1958. Saftevand i haven – jordbærsaft naturligvis

og bestilte en tid og en ca. mængde jordbær, som de ønskede at plukke.

Der var musik til arbejdet i marken.

En pladespiller stod derhjemme, og en kæmpe tragtformet højtaler sendte musikken ud over marken.

Der var 10 single plader på pladespilleren ad gangen, som så stille og rolig faldt ned og blev afspillet. Og når stakken var spillet færdig, eller en plade kørte i den samme rille, så blev vi børn sendt hjem for at rette ind. Så når den kørte i samme rille, var det bare op på cyklen, og så cykle alt hvad man kunne for at rette fejlen, fejlen, fejlen, fejlen, fejlen. Forfærdelig irriterende at høre på en plade der kørte i samme rille.

12

I løbet af 1960’erne og de følgende 20 år voksede Nørhalne og andre omliggende byer helt eksplosivt.

Det var Gartnerens guldalder.

Her kom der virkelig gang i butikken. Specielt i weekenderne var gårdspladsen fuld af biler og kunder, der skulle have anlagt haver omkring deres nye parcelhuse.

Der blev nu afholdt en årlig byfest i Nørhalne og en del af åbningsfesten var, at små piger gik med en indkøbskurv fra Brugsen, fyldt med afklippede rosenhoveder fra planteskolen. Pigerne gik ned gennem Bygaden og kastede roser ud til det jublende publikum.

I 1979 sluttede detailhandlen i Nørhalne Planteskole. Derefter var der kun jordbær plukning

og masseproduktion af lyng.

Beliggenheden var bekvem tæt på Vildmosen, så der blev hentet sphagnum til metervis af lyngbede.

Lyng planterne blev pottet og solgt på Gartnernes Salgsauktion eller til andre planteskoler rundt omkring i landet.

Min Far slutter sit professionelle liv som gartner i 1991. Da slutter engros handel med lyng.

Han nusser nu rundt i sin Skovhave, som er anlagt øst for Sulstedvej og han anlægger Birkehaven vest for gården. Min Far bliver syg i 1995, kommer på plejehjem og dør et par år senere. Planteskolen bliver solgt i 1996. Min Mor køber et lille hus på Kærvangen og dør i 2004.

Jeg hørte dette ordsprog i et norsk haveprogram for nogle år siden. Det skulle være et kinesisk ordsprog.

Det er dog et noget usikkert kildemateriale, men I får det alligevel: Hvis du vil være lykkelig 1 dag, Så slagt en gris.

Hvis du vil være lykkelig i 1 uge, Så gift dig.

Hvis du vil være lykkelig hele livet, Så bliv gartner.

Afslutningsvis vil jeg komme med nogle forklaringer til nogle af jer, der bor på Nicholajs Have. I vil muligvis støde på nogle skeletter, når I graver i jorden.

Til jer der bor i nr. 17: Der ligger begravet et pindsvin, der kom så forfærdelig ulykkelig af dage. PDIP – det står for: Pindsvin druknet i pis.

Da jeg var barn, var der en lille skov af elmetræer vest for gården. Her byggede vi huler og klatrede i træer.

Vi havde så travlt med vores leg, at vi ikke syntes, der var tid til at løbe ind og gå på toilettet. Så derfor tissede vi en gammel gryde, der stod ved siden af vores hule. En dag vi kom ud til gryden, lå der et stakkels pindsvin og var druknet i gryden.

Den blev begravet til salmen Dejlig er jorden. Det var lige den salme, vi kunne huske. Så derfor – hvis I finder et pindsvineskelet og en sortmalet sten med bogstaverne PDIP, så ved I hvorfor.

Til jer der bor i nr. 18: Her vil I muligvis støde på et katteskelet.

Måske to katteskeletter. Jeg har lige set Grauballemanden på Moesgård Museum, og han havde hår på hovedet. Hvis der skulle være hår tilbage på disse katte, så hedder den sorte Plys, og den stribede hedder Mufti.

Til jer der bor i nr 20: Her lå en dyb frostfri kælder, hvor der stod et par store pumper, der pumpede vand op til planteskolen. Da kælderen var frostfri, fik min Mor den geniale ide at lagre hendes hjemmebryggede vin i kælderen vinteren over.

Desværre viste det sig at være en dårlig årgang det år. Der opstod lidt

13

fejlgæring. Og tudserne, der troede at de havde fundet et stille og roligt sted for vinteren, de var pludselig midt i en gevaldig champagne fest med propper der sprang om ørene på dem.

bedste sted at bo. Må I have mange lykkelige år fremover på dette vidunderlige sted, ligesom jeg har haft.

Ellen Mortensen

Bortset fra historierne om alle de døde dyr, så har I valgt verdens

FAKTABOKS:

Nørhalne Planteskole, ”Hedegaard”.

Vadumvej 43B, Nørhalne, virksomhed ca. 1944-1991.

Gartner Ejner ”Nikolaj” Mortensen 1916-1997.

Gift 1944 med Marie (født Holm) 1922-2004.

Forældre til: Karen (født 1948), Signe (1952), forfatteren Ellen (1955), Merete (1957) og Ole (1962).

Gården og markerne mod Sulstedvej

14

Fra fodboldbane til grusgrav via eftertragtet badesø til rekreativt område I Nørhalne har der gennem tiderne været gravet rigtig meget grus og sand, og der er identificeret omkring ti forskellige grusgrave.

Her fortælles kun om den, der i dag er mest besøgt af beboerne i Nørhalne, her kaldet ”Christian Mølgaards grusgrav”, da den var ejet af Christian Peter Mølgaard, da den blev udgravet. Den er siden blevet opkaldt efter den til enhver tids ejer af matriklen. Grusgraven tilgås fra Søvej, via Engvej eller Bakmøllevej.

Igennem 1920-30 blev der gravet en del grus i Nørhalne til anlæg af vejene gennem Vildmosen, ikke mindst vejen fra Tylstrup til Pandrup, men da Anden Verdenskrig brød ud, kom der for alvor gang

i gravning af grus. Som noget af det første påbegyndte tyskerne en udvidelse af flyvestationen ved Aalborg umiddelbart efter den 9. april 1940. Aalborg Lufthavn var ellers udvidet i 1938 og strakte sig over et areal på ca. 300 tdr. land, men med de udvidelser, som tyskerne påbegyndte, kom den op på omkring 4000 tdr. land. En del af den grus, der blev brugt til udvidelse af lufthavnen, stammer fra grusgrave i Nørhalne. Det er den største af disse grusgrave, der her berettes om.

Det varede da heller ikke lang tid efter krigens udbrud, før der var etableret den største arbejdsplads, som nogensinde har været i

Mandskabet på det ene skiftehold

15

Nørhalne. Der kom arbejdere fra alle kanter for at læsse grus på de mange lastbiler, der kom fra Himmerland og det meste af Vendsyssel, men også vognmænd længere væk fra. Alle omegnens lastbiler kom på hjulene, uanset om de havde nummerplade på, manglede bremser eller andet udstyr. Benzin var nu ikke nogen mangelvare, da man fik tanket op når man leverede grus i lufthavnen.

Arbejdet foregik med skovl og greb, der var ingen maskiner til hjælp med læsning, og lastbilerne havde heller ikke tippelad. Med tiden kom der dieseldrevne skovle, der kunne gå langt under vandspejlet, transportbånd og tipvogne på skinner til at køre materialet frem til lastbilernes læsseplads, men der var stadig brug for rå muskelkraft og en husmand fra Nørhalne fortalte senere, at han kunne slide tre skovle op i løbet af en uge.

Allerede 6. maj 1940 skriver Aalborg Stiftstidende, at husene slår revner i Nørhalne, da undergrunden enkelte steder er opfyldt af kviksand. Disse vedvarende rystelser, som gravningen og kørslen forårsagede, gør at husene revner. Flere steder måtte man afstive husene med bjælker. Det vurderes, at indbyggertallet i Nørhalne er dobbelt så stort om natten som om dagen. De mange mennesker blev indkvarteret som pensionærer hos stort set alle private i Nørhalne. Der var enkelte, der

16

havde op til 50 personer boende, og da der blev arbejdet i to hold, kunne sengepladserne deles – ét hold sov, medens det andet var på arbejde.

Der var også forsøg på at købe eller leje Nørhalne Forsamlingshus til brug ved indkvarteringen af de mange arbejdere, men det blev afvist af bestyrelsen.

Arbejdsløse kunne under besættelsen ikke nægte at tage arbejde for tyskerne på store arbejdspladser, og hvis man afslog, så kunne man ikke få penge fra arbejdsløshedskassen.

Der blev etableret toholdsskift for de efterhånden mange, og hvert hold arbejdede i 9 timer i tidsrummet mellem kl. 04.00 og 22.00 i sommermånederne.

Da tyskerne kom hertil, var der fodboldbaner, der hvor grusgraven nu ligger, og da Idrætsforeningen senere på året holdt generalforsamling, refererede journalisten fra Aalborg Stiftstidende tørt: ”Idrætspladsen er bogstavelig talt blev transporteret bort til en arbejdsplads vest for Lindholm, og der vil om kort tid være en stor indsø i dens sted”.

Transport af grus fra Nørhalne til Lufthavnen foregik i første omgang med lastbiler, som senere blev afløst af hestekøretøjer, da man ikke mere kunne skaffe dæk. Manglen på dæk resulterede i udbredt tyveri af disse, f.eks. blev der begået et usædvanligt dristigt tyveri af bildæk

Pause i det hårde læssearbejde med skovl i grusgraven. Nogle lastbiler var parkeret om natten, og der blev holdt vagt ved dem, men ikke desto mindre har tyven kunnet skrue ikke færre end syv dæk af to af vognene og fjernet sig med dem uden at blive opdaget.

Forklaringen skal måske findes i, at der i grusgraven var to øldepoter. ”Tuborg” i den vestlige del, og ”Stjernen” i den østlige. Jens Aage Christensen (Nørhalne Rutebiler) fortæller, at han samlede flasker for Stjernen, og honoraret var en øre pr. flaske. På en god dag kunne han tjene 15 kroner, en god dagløn for en dreng på elleve år.

Det svarede til 1500 flasker, eller 30 kasser hver med 50 stk. alene til Stjernens depot, og hvis Tuborg solgte tilsvarende antal, blev det til et betragteligt antal solgte øl om dagen.

Grusgraven var en farlig arbejdsplads, hvor der skete en del ulykker, både sammenskridningsulykker, fald bl.a. fra lastbiler, tæer der blev kørt af af tipvognene, osv. Da Nørhalne var gennemkørselssted for rigtig mange lastbiler, skete der ikke så få ulykker. Travle, hurtigt kørende, trætte chauffører i dårligt vedligeholdte lastbiler på dårlige dæk og elendige grusveje betød desuden, at der skete en del ulykker mellem lastbiler og andre lastbiler, hestetrukne køretøjer samt gående.

Da de fleste af dem, der arbejdede i grusgraven, ikke havde familien med til Nørhalne, var der naturligvis en del fritid, der skulle fordrives, og derfor kunne man nemt forfalde til spil, og der blev bl.a. spillet på ”Sekseren”, og det skete i mange tilfælde, at ugelønnen var brugt inden fyraften på lønningsdagen.

17

Martinus Christensen ”Løjteborg” ses yderst til højre Hen på efteråret i 1940 arrangerede en kreds af arbejdere fra Nørhalne Grusgrav en fest på Sulsted Kro, hvor der foruden et par hundrede arbejdere med pårørende, også var nogle særligt indbudte gæster. Salen var dekoreret og udsmykket med aktuelle tegninger og karikaturer.

Tillidsmanden bød velkommen ved kaffebordet, og lærer Oliver Worm, Nørhalne, oplæste Grusgravsrevyen og festavisen ”Gravkoen”. Der blev holdt taler, og en sang forfattet til lejligheden blev sunget, hvorefter man dansede til kl. 01.

Badesø Da krigen sluttede, var grusgraven stort set færdigudgravet, og det blev muligt for alle at færdes der. Det blev bl.a. populært i sommertiden at bruge grusgraven som badesø. Der, hvor der i dag er bord-bænkesæt, var der på den tid en badebro. Her

18

var meget dybt, så man kunne lave udspring. I den østlige ende af grusgraven var der ikke så dybt og nærmest sandstrand, hvor man solbadede, og de mindre børn kunne bade. Børnene fik en cykelslange to gange rundt om brystkassen som svømmebælte. På varme sommerdage kom folk cyklende fra Vadum, Sulsted og Biersted for at nyde det dejlige kølende vand.

Badelivet ebbede dog så småt ud hen mod 1960erne, hvor der var flere der fik bil, og man begyndte at køre til stranden i stedet.

Hans Jørgen Christensen fortæller: ”Jeg husker endnu duften af de blomstrende vilde hybenroser, når vi cyklede ad grusvejen derned, og vi nød sommeren og badelivets glæder i timevis. På dette tidspunkt kunne vi ikke købe et par badebenklæder, så mine første bestod af en gammel, slidt, strikket trøje. Ærmerne blev

fjernet og halshullet syet sammen – og så en løbegang med elastik, og dermed var de bukser færdige. De var meget tunge, når de blev våde, og det varede en halv dag, før de var tørre”.

Med årene sprang skrænterne rundt om søen i skov, og det blev svært at færdes ved søen. Der har gennem årene været flere gode tiltag for at give større tilgængelighed. Skolen

har benyttet stedet til afvikling af featureuger, børnene har fisket, og den har været genstand for mange familiegåture. Der er i øjeblikket en gruppe lokale borgere, som flittigt arbejder med at finde forgangne stier, broer og opholdspladser frem igen, til glæde for alle i Nørhalne.

Helle Landberg Kristensen

Litteratur Barn af Vendsyssel 2007: ”Nørhalne i mit bakspejl”: Hans Jørgen Christensen, Glentevej 13, Nørhalne, 9430 Vadum. (s. 143-161).

Barn af Vendsyssel 1987: ”Da man skulle være medlem af rutebilforeningen for at køre med bussen”: Holger Christensen, Nørhalne. (s. 53-62).

Rønnest, Ole: Den dømte eskadrille – en beretning om engelske flyvere der mødte skæbnen over Aalborg.

Aalborg Stiftstidende 1940 – 1945.

FAKTABOKS

Christian Peter Mølgaards grusgrav ligger på Søvej, matr.nr. 12a (i dag 12q og 12n) og matr.nr. 13e (i dag 13n). I 1940 ejes matr.nr. 12a (den største del af grusgraven) af Christian Peter Mølgaard, Nordkærvej 15, og matr.nr. 13e af Jens Chr. Callesen, Nordkærvej 13, Nørhalne.

Bestyrelsen Arkivleder: Martha Dahl Pedersen Formand: Jens Kærvad Pedersen Næstformand: Inge Pedersen Kasserer: Wanda Præstegaard Øvrige medlemmer: Karen Aaen

Bent Allan Christensen

Carlo Nyvang Jensen

2024-7361 2211-8181 2361-0047 2769-8645 9826-8339 5124-3736 4241-9041

19

Støt os - bliv medlem Bagsiden på dette årsskrift er også den årlige opkrævning af kontingent til medlemmerne af Biersted-Nørhalne Lokalhistoriske Forening.

Da det er første årgang af vores nye årsskrift MOSEBRYG, har vi valgt at husstandsomdele bladet til alle i Biersted og Nørhalne, for at gøre opmærksom på vores forening, og så håber vi endnu flere får lyst til at tegne et medlemskab, og dermed støtte vores arbejde med at bevare og markedsføre lokalhistorien i Biersted sogn.

Det årlige kontingent er kun 50 kr. pr. person og 100 kr. for en husstand.

Kontingentet skal betales senest den 1. marts.

Du kan betale på en af følgende måder: • MobilePay til arkivets 5-cifrede nummer 48677.

Husk at skrive navn og adresse i ”Kommentar” feltet.

• Via Netbank til foreningens konto i Sparekassen Vendsyssel Reg.nr: 9070 – Kontonummer: 1631772133 (NB: ny bankkonto) Husk at skrive navn og adresse.

• Kontant til et medlem af bestyrelsen.

PS til nye medlemmer: Send en mail til vores fællespostkasse BNlokalhistorisk@gmail.com, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbreve via mail (ca. et nyhedsbrev pr. måned).

Med venlig hilsen Bestyrelsen for Biersted-Nørhalne Lokalhistoriske Forening

Info Mail: BNlokalhistorisk@gmail.com Publiceringer: www.arkiv.dk Hjemmeside: www.BNlokalhistorisk.dk Facebook: www.facebook.com/BNlokalhistorisk MobilePay: 48677 Bank: 9070-1631772133