Hebræere KAPITEL 1 1 Gud, som mange gange og på forskellig vis i fortiden talte til fædrene ved profeterne, 2 har i disse sidste dage talt til os ved sin søn, som han har sat til arving til alle ting, ved hvem han også skabte verdener; 3 Han, som er hans Herligheds Lys og hans Persons udtrykte Billede, og som opretholder alle Ting ved sin Krafts Ord, da han af sig selv havde renset vore Synder, satte sig ved Majestætens højre Haand i det høje; 4 Han er gjort saa meget bedre end Englene, da han ved Arv har faaet et ypperligere Navn end de. 5 Thi til hvilken af Englene sagde han nogen sinde: Du er min Søn, i Dag har jeg født dig? Og atter, jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn? 6 Og atter, naar han fører den førstefødte ind i Verden, siger han: og alle Guds Engle tilbede ham. 7 Og om Englene siger han: som gør sine Engle til Aander og sine Tjenere til en Ildslue. 8 Men til Sønnen siger han: din Trone, o Gud, er evindelig og altid; et Retfærdigheds Scepter er dit Riges Scepter. 9 Du har elsket Retfærdighed og hadet Uretfærdighed; derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie over dine medmennesker. 10 Og: Du, Herre, har i begyndelsen lagt jordens grundvold; og himlene er dine hænders gerninger. 11 De skulle omkomme; men du bliver; og de skal alle blive gamle som et klæde; 12 Og som en Klædning skal du folde dem sammen, og de skulle forvandles; men du er den samme, og dine Aar skulle ikke ophøre. 13 Men til hvilken af Englene sagde han nogen sinde: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg har gjort dine Fjender til dine Fødders Skammel? 14 Er de ikke alle tjenende Ånder, udsendte for at tjene for dem, som skal arve Frelsen? KAPITEL 2 1 Derfor bør vi i højere grad give agt på det, som vi har hørt, for at vi ikke på noget tidspunkt skulle lade det glide. 2 Thi dersom det Ord, der var talt af Engle, var fast, og enhver Overtrædelse og Ulydighed fik retfærdig Belønning; 3 Hvorledes skulle vi undslippe, hvis vi forsømmer så stor frelse; som først begyndte at blive talt af Herren og blev bekræftet for os af dem, som hørte ham; 4 Ogsaa Gud vidner om dem, baade med Tegn og Undere og med forskellige Undere og Helligåndsgaver efter hans egen Vilje? 5 Thi den kommende Verden, som vi tale om, har han ikke underkastet Englene. 6 Men en vidnede paa et Sted og sagde: Hvad er et Menneske, at du kommer ham i Hu? eller menneskesønnen, at du besøger ham? 7 Du gjorde ham lidt lavere end Englene; du kronede ham med herlighed og ære og satte ham over dine hænders gerninger.
8 Du har lagt alle Ting under hans Fødder. Thi ved at han lagde alt under sig, efterlod han intet, som ikke er lagt under ham. Men nu ser vi endnu ikke alt lagt under ham. 9 Men vi se Jesus, som blev gjort lidt lavere end Englene for Dødens Lidelse, kronet med Herlighed og Ære; at han ved Guds nåde skulle smage døden for ethvert menneske. 10 Thi det blev ham, for hvem alle Ting er, og ved hvem alle Ting er, ved at bringe mange Sønner til Ære, at fuldkomme deres Frelses Øverst ved Lidelser. 11 Thi baade den, som helliger, og de, som ere helligede, ere alle af een; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem Brødre, 12 og sagde: Jeg vil kundgøre dit Navn for mine Brødre, midt i Kirken vil jeg lovsynge dig. 13 Og atter, jeg vil sætte min lid til ham. Og atter: Se, jeg og de børn, som Gud har givet mig. 14 Fordi da Børnene have Del i Kød og Blod, har han ogsaa selv del i det samme; for at han ved døden kunne tilintetgøre ham, som havde dødens magt, det vil sige Djævelen; 15 Og udfri dem, som af frygt for døden vare hele deres liv underlagt trældom. 16 Thi sandelig påtog han sig ikke Engles Natur; men han tog Abrahams Sæd på sig. 17 Derfor måtte det ham i alle ting gøres ligesom sine brødre, for at han kunne være en barmhjertig og trofast ypperstepræst i ting, der vedrører Gud, for at gøre forligelse for folkets synder. 18 Thi deri han selv har lidt at blive fristet, kan han hjælpe dem, som fristes. KAPITEL 3 1 Derfor, hellige brødre, deltagere i det himmelske kald, tænk på apostlen og ypperstepræsten for vores bekendelse, Kristus Jesus; 2 som var tro mod ham, som havde sat ham, ligesom Moses var trofast i hele hans Hus. 3 Thi denne Mand blev anset for værdig til mere Herlighed end Moses, fordi den, som har bygget Huset, har mere Ære end Huset. 4 Thi hvert Hus er bygget af nogen; men han, der byggede alt, er Gud. 5 Og Moses var i sandhed trofast i hele sit hus, som en tjener, til et vidnesbyrd om det, som skulle siges efter; 6 Men Kristus som en Søn over sit eget Hus; hvis hus er vi, hvis vi holder fast i håbets tillid og glæde indtil enden. 7 Derfor (som Helligånden siger: I dag, hvis I vil høre hans røst, 8 Forhærd ikke eders Hjerter, som i Provokationen, på Fristelsens Dag i Ørkenen. 9 Da dine Fædre fristede mig, prøvede mig og så mine Gerninger i fyrretyve Aar. 10 Derfor blev jeg bedrøvet over den Slægt og sagde: De tager altid fejl i deres Hjerte; og de kender ikke mine veje. 11 Derfor svor jeg i min Vrede: De skulle ikke komme ind i min Hvile.) 12 Seer til, Brødre, at der ikke er i nogen af Eder et ondt Hjerte af Vantro, idet han afviger fra den levende Gud. 13 Men formaner hverandre hver dag, mens det hedder i dag; for ikke at nogen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag.