Page 1


Vi er fem

1


Afsamme forfatter

Af samme forfatter The Cocka Hola Company. Skandinavisk misantropi 1. Roman, 2001 Macht und Rebel. Skandinavisk misantropi 2. Roman, 2002 Snort Stories. Korte tekster, 2005 Kaldt produkt: et skuespill i tre akter. 2006 Unfun. Skandinavisk misantropi 3. Roman, 2008 The Hills. Roman, 2017 (dansk: 2019)

2


Titel

Matias Faldbakken

VI ER FEM ROMAN

PÃ¥ dansk ved Sara Koch

Gutkind

3


Kolofon

Vi er fem er oversat fra norsk af Sara Koch efter Vi er fem Copyright © Matias Faldbakken 2019 Published by agreement with Salomonsson Agency Denne udgave: © Gutkind Forlag A/S, København 2020 1. udgave, 1. oplag, 2020 Omslag: © Richard Øiestad (KVNST) Sat med Sabon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0006-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag  ·  Læderstræde 9, 3.  ·  DK-1201 København K gutkind.dk

4


Dedikation

Til Gardar, Marie, Lilja og Ida

5


6


DEL 1

7


8


KAPITEL 1

Lad der stå et hus i Råset, en lille by, en bygd, små tre timer nord for den norske hovedstad. Der boede Tormod Blystad sammen med sin familie. Huset byggede han selv mens Siv gik gravid med deres første barn og havde kvalme. Barnet blev kaldt Alf. Alf havde ikke sin fars praktiske færdigheder, men Tormod holdt alligevel af knægten, håndelag eller ej. Pigen, Helene, lys og fin, blev født fem år senere. Skarp som en kniv var hun, og fingernem, ikke mindst. Foruden at være en pålidelig fyr der tog sig af familien, var Tormod Blystad en usædvanlig flot fyr, ja, ligefrem smuk. Det så han ikke selv, og Siv havde ikke blik for hans udseende efter så mange år, men flot, det var han. Stor, slank, smuk – velbygget – og det blev kun bedre med årene, som et stykke egetræ. Folk i området skulede og mumlede når familien købte ind: »Hende Siv har været heldig,« sagde de, det havde de altid sagt. »Siv har scoret opad.« Udvalget var ikke så stort på et sted som Råset. Man kunne ikke tale om at der fandtes én liga for Siv og én for Tormod. Der var et par dusin unge på hvert klassetrin, og de måtte fordele sig indbyrdes. Tormod og Siv fandt hinanden i udskolingen, og sådan blev det. Tormod rejste aldrig, mondæn kunne han ikke 9


beskyldes for at være, hans udseende blev aldrig vist frem uden for Råset. I gymnasiet havde de en dramatisk periode hvor Siv og Tormod næsten mistede grebet. Tormod trådte ved siden af og faldt, men Siv var stor, strammede grebet og hjalp ham igennem. Det glemmer Tormod aldrig. Man kan sige at Tormod byggede huset for at vise sin taknemmelighed for Sivs indsats dengang, og der begynder denne historie også. Det der skete, var at Tormod fik plads på erhvervsskolen fyrre minutter fra Råset, nærmere bestemt på elektrofagslinjen. Han var en fremragende elev, arbejdsom og stille af sig. Flittig. Solid. Men i klasseværelset sad der også en fyr der hed Espen. Espen var en kvik lille djævel med snakketøjet i orden og en tør stemme som lå langt tilbage i halsen. Espen Heggelund var navnet, en lund af hæg, mere yndigt end drengen selv, navnet var flot, men knægten en satan. Han var på alle måder glad for en lille en, og Tormod lod sig overtale til at tage med på druk. Det viste sig hurtigt at Tormod havde anlæg for at drikke, præcis som sin far, Oscar, en noksagt af en tømrer, også han fra Råset. Med drikkeriet tændtes en gnist, et liv som Tormod ikke havde oplevet tidligere, han kvikkede til. Det skulle vise sig at der ikke var bund i ham når det gjaldt alkohol, og hvad værre var: Han blev uigenkendelig når han drak. Tormod var i sit es, pludselig var han både fjollet og snakkesalig. Det ene påfund efter det andet dukkede op; han tog chancer. Engang skar han sin egen skoletaske i laser med en butterflykniv som Roar på smedelinjen havde smedet. Han smilede stort og sagde til Espen at den ryg10


sæk havde han ikke brug for, for Tormod var færdig med skolen. Så blev han ædru igen og købte en ny rygsæk for sine egne penge uden at forældrene fik nys om det. Den ædru Tormod forstod ikke den Tormod der havde skåret rygsækken op. Hvad slags fyr var det her? Han tog sig sammen. Men efter en uge med veludførte pligter kunne han rejse hjem til Espen og sætte sig klar. Et par gode slurke øl, og han blev varm bag øjeæblerne og i kinderne. Smilet kom frem. En sjat brændevin, og hovedet lysnede. Og alvoren, som ellers fik ham til at læse langt forbi pensum, eller til at tømre videre i flere timer efter at far var taget hjem, forsvandt. Latteren sad pludselig løst, og Tormods ellers så venlige smil blev til et hånligt grin. Det var nemlig sådan, at den berusede Tormod – Tormod med butterflykniv og lighter, ham der stjal Spikkeruds knallert, lavede sprittuschgraffiti og urinerede ud over Flakstads vasketøj – han forstod sig heller ikke på den ædru og forudsigelige Tormod. Tormod med sjussen smilede hånligt ad den pålidelige Tormod som trofast gik frem og tilbage til skolen eller gav alt hvad han havde til træning. Den Tormod som hjalp faren på jobbet – ham der var hurtig, præcis og allerede før han fyldte sytten, stærkere end de voksne tømrere – var komisk, ja, latterlig for den Tormod der drak brændevin sammen med Espen. Og jo mere Tormod drak, desto mere afskyede han den efterrettelige Tormod. Flittige Tormod kom til at ligne et uhyre; den fulde og den ædru Tormod blev hinandens monstre. Oven i det hele var han sammen med Siv Danielsen. Hun var, på den tid og efter forholdene, køn. Ingen på årgangen havde en tilsvarende hårmanke, 11


og Tormod lod sig fortrylle af den. Han havde siddet bag hende i klasseværelset i udskolingen; ingen så mere livskraftig ud end Siv når hun strakte sig og rystede sin overflod af gule lokker. Siv satte læreren til vægs, ikke med fakta, men med sund fornuft og redelighed. Men når sandt skulle siges, var hun egentlig ribbet for egenskaber, mente Espen. Espen var ikke tilbageholdende i sine karakteristikker af Siv, og Tormod fulgte med når han var beruset. »Hvad er der med hendes ben?« kunne Espen finde på at sige, og Tormod rystede på hovedet og lo. Sagen var at Siv var lettere kalveknæet, eller havde indadvendte knæ, egentlig. »Opstoppernæse,« blev der sagt. »Hun har tandkødssmil,« sagde de. Og det var sandt, Siv havde den slags læber som viste både tandkød og tænder når hun en sjælden gang trak på smilebåndet. Men alt det var urimeligt for Siv havde ikke gjort noget forkert, og samvittigheden gnavede i Tormod når rusen var sovet ud, Siv var jo så god. Hendes hår var som en drøm. Tænk, at noget så kraftfuldt kunne vokse ud af en krop. Tormod straffede sig selv for udskejelserne ved at arbejde ekstra hårdt i hverdagene. Den ene byrde efter den anden påtog han sig for at bøde for drikfældigheden. Men så oprandt den evindelige fredag, og Espen bød, hældte op, skålede. Der blev atter nye runder med druk og spektakel, uendelige stræk med heavy metal på kassettebånd. Slayer, Manowar, Saxon, men også Misfits og måske noget Hüsker Dü, kategorierne var ikke så rene i Råset som blandt racekattene inde i hovedstaden. Og så gik først et halvt år, så et helt. Efter et års tid med weekenddruk begyndte Tor12


mod og Espen at drikke på hverdage. Man kan sagtens have tømmermænd i skolen når man er teenager, leveren er frisk, og det hvide i øjnene er stadig hvidt. Men drukturene blev hyppigere og hyppigere, og rusen hang efterhånden ved. På andet år på elektrofag var det som regel den fordrukne Tormod (og Espen) der dukkede op i skolen. Tormod der først havde udmærket sig i klassen, begyndte at slække på indsatsen. Han kunne ikke tage lærerne alvorligt, særligt ikke den usle og lidet autoritære Jørstad som de havde i informatik. Drev den af i timerne. Glemte sine bøger. Han småsov og svarede igen på tiltale. Han fnisede i tide og utide og skabte en stemning. Der lugtede af druk og dovenskab omkring hans bord. En onsdag nat ud på foråret drak Tormod og Espen samt et par andre til klokken fem om morgenen. De bandede og svovlede over skolen der begyndte klokken 08.15. Boble, en fyr fra nabobyen som var droppet ud så han på fuldtid kunne fokusere på øl og sin motorcykel – en flot Honda CB 125 – sagde at de burde smage på indholdet i hans pose. Det var amfetamin. »Smag med næsen,« sagde Boble. Tormod fik først lidt kvalme, følelsen satte sig som en sej klump i maven, men et øjeblik efter gik det lige i blodet, alt opløste sig; magen havde drengen fra Råset aldrig oplevet. En kraft pressede sig udad og indad i samme bevægelse. Dette fantastiske stof var hans endestation, det var her han hørte til. Han var kommet frem, eller hjem, som det hedder. Mere pulver blev sniffet op, ind, Tormod var fyr og flamme, han løb i skole.

13


Pulveret i posen havde den effekt at den frygtløse og grænseløse Tormod, ham man havde set til fest, blev koblet til den mere alvorlige og flittige Tormod, ham man kendte fra skolen eller farens arbejde. Nu var drengen to i én. Tormod fik en enorm fremdrift. Han så det hele lysende klart. Drengen kom op til tavlen, tog kridtet og rettede lærerens udregninger eftertrykkeligt. Den vage Jørstad blev talt omkuld. Tormod havde været i gang med at programmere en enkel robotarm i informatik. I løbet af en dobbelttime fiksede han en funktionsfejl i programmet der styrede de kinematiske instruktioner. Det imponerede virkelig Jørstad, og han kaldte de andre lærere ind. »Se lige Tormod,« sagde han. Ingen af dem havde været i stand til at hjælpe eleven med funktionsfejlen, og nu stod de og så på at han løste problemerne på sin egen maskine; den mekaniske arm lod sig blidt styre af Tormods program. Tormod virkede rolig, men rullede over skoleopgaverne med en vejtromles kraft. Uge efter uge fik Espen og Tormod Boble til at skaffe dem mere af stoffet, »marcipan«, som de kaldte det, eller »amf«, »speed«, »splat« eller »spæd«. Hver dag sniffede de pulveret op i næseborene med undtagelse af en nat hist og her når de sov rusen ud. Espen kom stadig sjældnere i skole, men Tormod syntes skolen var det bedste sted at være når han havde fået lidt til næsen. Hans evner blomstrede med lidt marcipan. Aldrig havde han brilleret sådan i fagene. Der syntes ikke at være grænser for hvad drengen kunne. Pensum blev snart for snævert, og vage Jørstad, som ikke var dum, løftede røret og ringede til en kollega som var lektor på universitetet i hovedstaden, 14


for at få nogle ekstra opgaver til sin elev, han blev nødt til at oppe undervisningen. Tormod var fremragende både i den praktiske og den teoretiske elektronik, han udmærkede sig i programmering, havde stor indsigt i energiproduktion og energiforsyning, og han var exceptionelt kreativ når det gjaldt at koble informatik, elektroniske systemer og kinematik. Et stort talent, simpelthen.

15


KAPITEL 2

Et par måneder inde i det tredje år sendte vage Jørstad nogle af Tormods opgavebesvarelser (opfindelser, rettere sagt) til kollegaen på universitetet. »Du bliver nødt til at se det her,« skrev han i et følgebrev. Kollegaen lod sig imponere og sagde at han gerne ville møde den studerende. Kunne han komme til byen? Lektoren sagde at det kunne komme på tale at etablere en ekstraordinær praktikplads på fakultetets laboratorium. Denne dreng, sagde han, lød som et særtilfælde. Nu havde Tormod taget marcipan i omkring et halvt år i streg. Han klarede sig fint, men der var begyndt at dukke nogle tics op. Et meget stirrende blik havde han pådraget sig, øjnene var som marmorkugler. Han skar tænder, gnavede og gabte mærkeligt når han arbejdede med loddebolten eller skulle koncentrere sig om småelektronik; det så forrykt ud. Af og til havde han også aggressive udbrud. Han kunne finde på at vælte skrivebordet når han ikke lykkedes med det han havde sat sig for. Så for han ud og blev væk. Engang fik han et anfald og formåede at vælte et helt stativ med reagensglas så de røg på gulvet. Det klirrede af glas. Klassekammeraterne gloede. Vage Jørstad fik nok. »Nu er det nok!« brølede han. Tor16


mod for ud ad døren. Jørstad råbte at han ville skrive hjem til hans forældre. Tormods far, Oscar Blystad (en noksagt af en tømrer, som sagt) som selv havde været tørstig som ung, kørte dagen efter hele vejen ned til skolen til en ekstraordinær forældresamtale. Tormod skulle egentlig have været med, men dukkede ikke op. Hvor var eleven? Det vidste Oscar ikke. »Tormod har ikke været hjemme i tre dage,« sagde han. »Vi kan ikke få fat i ham.« Det kunne være at han sov hjemme hos »hende pigen«, Siv Danielsen, men de havde ikke svaret ovre hos Danielsens. »Kommer knægten i skole?« ville faren vide. »Ja, ja, hver eneste dag,« kunne den konfliktsky Jørstad oplyse. »Jaså,« nikkede Oscar. De sad og stirrede på hinanden på Jørstads kontor, Jørstad forsøgte famlende at forklare situationen. »Tormod er den bedste elev vi har, men nu opfører han sig mærkeligt.« »Er han fuld?« Nej, det mente Jørstad ikke. Ikke længere. Der var en periode, men ikke nu. »Nå,« mumlede Oscar. Han tænkte sit. Som nævnt vidste Oscar lidt om drikfældighed, men arbejdet var det første der havde lidt under hans egne perioder med for meget »fejring«, som de kaldte det. Det med at Tormod var så flittig samtidig med sine udskejelser, forstod han ikke særlig meget af. Jørstad fortalte Oscar Blystad at Tormod havde fået tilbudt et møde i hovedstaden, men derinde kunne han ikke opføre sig som en bajads. »Hvad skal han også til hovedstaden for?« ville faren vide. Jørstad fortalte om lektoren og praktikpladsen. »Men han skal have et ordentligt arbejde,« sagde Oscar. »Han skal ikke sidde på et kontor inde i byen og prale og lyve.« »Tormod har et sjældent talent,« sagde Jør17


stad. »Det vil være uforsvarligt ikke at klarlægge hans potentiale.« Oscar rømmede sig med et par korte host, så sagde han: »Du må ikke tage håndværket fra knægten.« Tormod var hos Siv. De havde gang i nogle endeløse samlejer. Marcipanen gjorde at der ingen bund var i Tormod, og Siv kunne stadig lide at knalde på det tidspunkt, så det gjorde de. Men hun forstod at kæresten var langt ude. »Du skal ikke være sådan et fjols og stikke sådan af fra skolen, Tormod,« sagde hun da han langt om længe havde tømt sig. »Jeg skal ud og møde Espen,« svarede Tormod. »Åh, Tormod, ikke Espen,« prøvede Siv, men det hjalp ikke. Tormod for ud ad døren, og Siv stod tilbage, efterladt, stirrende. Hun hulkede og græd, men genvandt hurtigt fatningen, Siv havde bestemt sig for Tormod, hun havde en kerne af halsstarrighed og lokkede ham hjem igen, gang på gang, med sin særlige blanding af varme og vedholdende begrænsning, som virkede dæmpende – Tormod faldt til ro hos Siv. Han lå hos hende en aften, en nat, og Siv fik løst knuderne op. Men så fandt han Espen, fik marcipan igen, og fortsatte kalaset. Rolige, pålidelige Tormod var blevet en vildbasse på heltid. Sådan fortsatte det hele tredje år. Tormod var den klart bedste elev, det vidste alle, men han dumpede blankt i flere fag på grund af obsternasighed og smøl, og en anvendelig eksamen fik han ikke. Turen til hovedstaden blev der heller ikke noget af, vankelmodige Jørstad turde ikke sende en uberegnelig 18-årig ind til sin ven, den respekterede lektor ved universitetet. 18


Lektoren efterlyste ham faktisk et par gange, så imponeret havde han været over elevens opgavebesvarelser og påfund, men Jørstad sagde, som sandt var, at Tormod havde sluppet tøjlerne, han var tøjlesløs. Det var risikabelt at omgås ham. Ja, »risikabelt« var faktisk det ord Jørstad brugte om drengen fra Råset. Da det blev efterår, var Tormods eneste mulighed at arbejde i farens tømrerfirma. Tormod kom på arbejde hver dag, men virkede helt tummelumsk. »Er der noget galt med dit hoved?« spurgte Oscar, faren, han forstod ikke hans opførsel. Tormods højde måtte være kommet fra morens side, hun kom fra en slægt af store klepperter, kan man næsten kalde dem, Oscar var et lille myr. Der kom ikke noget svar fra sønnen, han stod med ryggen til faren og var ligeglad, og han skød gentagne gange mod trævæggen med en sømpistol. Tormod var stadig stærk af krop, senestærk, med smalle hofter i overallsene under redskabsbæltet og en kraftig tragtform op til de imponerende skuldre. Men begyndte han at få dårlige tænder? Næste dag spurgte faren igen: »Tormod, er der noget galt med dit hoved?« Da Tormod heller ikke denne gang svarede, kammede det over for Oscar, han var ikke af den tålmodige slags. »Hvis du ikke svarer din far, kan du forlade byggepladsen øjeblikkeligt,« sagde han. Tormod slap sømpistolen og gik uden et ord. Nu var han alene med Espen og marcipanen. Og Siv. Siv gav ikke op. Trodsigt bar hun den byrde det er at have en tøjlesløs kæreste. »Tormod, hvad ER det du går og tager?« klagede hun, men fik ikke svar. Siv var nu frisørlærling og havde fundet egen lejlighed midt i landsbyen, lillebitte, men den var hendes; allerede før hun fyldte atten, var hun flyttet ud på 19


grund af et rivejern af en mor der ikke lod hende være i fred derhjemme, og Siv var ikke en der fandt sig i hvad som helst. Derefter bestod hun sin køreprøve og fik kørekort. Siv viste stolt det laminerede kort til Tormod, han så på det med forstørrede pupiller og ønskede tillykke. Tormod lavede som regel én af følgende tre ting: spillede klodsede, primitive computerspil, knaldede med Siv i lange stræk eller for ud ad døren for at mødes med Espen og co. Hver gang han for ud, kunne han blive væk i en dag, to dage, og Siv var ved at gå til af bekymring. Hun kastede sig over fastnettelefonen og snakkede i timevis med veninden Anita, men blev ikke meget klogere af de hypoteser de fremmanede i fællesskab; lidet vidste de om hvor grænseløse Espen og Tormod faktisk var. De hørte aldrig om det lille lab i Tønnesens skur, hvor drengene opløste forkølelsesmedicin i overskårne plastikdunke og blandede pseudoefedrin, rød fosfor, lud, etc. for at koge deres egen dårlige marcipan. De hørte aldrig at Espen og Tormod faktisk var hjemme hos Mattisen den nat han tog sit eget liv, og pigerne vidste ikke at drengene praktisk talt havde tortureret Morten Borgen over en halv nat efter en uoverensstemmelse; de ting forblev hemmelige. En fredag kom Tormod hjem ved tretiden om ­natten. Siv har senere fortalt at hun sad og så sin yndlingsfilm, teenageromancen Can’t Buy Me Love, da hun hørte døren gå op. Hvor hun skreg ved synet af drengen! Siv faldt baglæns ind i sofabordet og skubbede til Cola Light’en så den væltede og sydede ud over tæppet. Over øjet havde Tormod fået et snit der blødte noget så voldsomt. Hans trøje, eller »jumper« som Siv kaldte den, var fuld af blod. 20


Tormod havde været oppe at slås med en fyr der hed Stubberud, populært kaldet Marcipanrud (fordi han altid tog marcipan), og Stubberud havde nikket en drabelig skalle, efterfulgt af en flaske i fjæset. »Nu må det være nok!« råbte Siv. Hun samlede et bundt tøj, trak Tormod med ud i Ford Fiestaen og kørte ned til skadestuen hvor de syede elleve sting langs hans øjenbryn og gav ham Diazepam og medicinsk kul fordi han virkede overophedet og lettere psykotisk. Tormod faldt lidt til ro, og Siv kørte hen til forældrenes hus. Der tog hun hyttenøglen ude i gangen samt noget vakuumpakket mad og nogle konservesdåser i spisekammeret. Moren kom ud i sin slåbrok og spurgte hvad det var for et »satans spektakel« der var nede i stueetagen, men Siv smækkede døren lige i fjæset på hende. Derefter lå hun perfekt på fartgrænsen de to tavse timer op gennem Østerdalen og sagde til Tormod at nu blev de i hytten til der var styr på det hele. Og sådan blev det. De overnattede i hytten i omtrent to uger. Siv kørte de 40 minutter ned til købmanden i krydset og provianterede fire gange, men bortset fra det holdt de sig inde. Tormod svedte som en gris og vred sig opgivende i soveposen, han havde det virkelig ikke særlig godt. Han bandede og svovlede ad Siv. Han græd højlydt. Han havde ekstremt meget kvalme. Siv varmede vand med citronsaft og pebermynte, et kællingeråd, det hjalp lidt. Coca-Cola, et andet kællingeråd, hjalp også, mavekramperne slap langsomt grebet. Pylret var hun ikke, Siv, men tålmodig, ihærdig og stædig. Hun lod skideballerne fra Tormod prelle af. Når han faldt i søvn, eller snarere kollapsede, mellem anfaldene, sad hun der og 21


kærtegnede hans store krop i halve timer ad gangen, Tormod var noget særligt. Efterhånden som marcipanen løsnede grebet, kom den gamle, milde og helt igennem samvittighedsfulde Tormod flydende tilbage i Tormod, udefra eller indefra, hvor han nu end havde gemt sig de sidste par år. Og Tormod sagde til Siv: »Siv, jeg er blevet forvandlet til min direkte modsætning, men nu er jeg her. Hvis jeg nogensinde bliver sådan igen, transformeret, forvandlet, og kommer til dig og påstår noget andet end det jeg siger nu, så må du ikke høre efter. Du må ikke tro på mig. Det er det her der er mig.«

22


216


Profile for Gutkind Forlag

Vi er fem  

Norske Matias Faldbakkens femte roman, Vi er fem, er en skarp, ukonventionel og underholdende roman, der blander eventyr, horror, mytologi o...

Vi er fem  

Norske Matias Faldbakkens femte roman, Vi er fem, er en skarp, ukonventionel og underholdende roman, der blander eventyr, horror, mytologi o...

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded