Eksempel på liv, 1993
Rester – Noveller, 1996
Hus og hjem – Roman, 1999
Biler og dyr – Noveller, 2000
Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand – Roman, 2002
Min mor sidder fast på en pind – Børnebog, 2003
Rødby-Puttgarden – Roman, 2005
Ned til hundene – Roman, 2008
Dette burde skrives i nutid – Roman, 2011
Hvis det er – Roman, 2014
BOB – Roman, 2021
Hafni fortæller – Roman, 2023
Hey Hafni – Roman, 2025
Gutkind
de
© Helle Helle og Gutkind Forlag A/S, København 2025
1. udgave, 1. oplag, 2025
Oprindelig udkommet på Rosinante, 2018
Omslag og forfatterfoto: © Mikkel Carl
Sat med Minion hos PBJ Grafisk og trykt hos Nørhaven
ISBN 978-87-434-1202-1
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag · info@gutkind.dk
Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje. Hun fortsætter ud på Vestergade, forbi de forhaveløse huse. En mand vinker fra sit morgenbord. Men hvor man kommer fra, er huse ikke forhaveløse.
Asfalten glitrer, hun skal hen efter torvet. Gennem glasdøren op ad trappen. Hun lukker sig ind med albuen, træder skoene af:
– Det er mig!
Og en gang til.
Det er et ret tungt blomkålshoved. Solen står i striber på gulvet.
De bor over Klippehulen, derfra stammer det ufrivillige etagehår. Hun sætter det op i en skorsten, men halvdelen falder ned. Hun føntørrer det med mousse og spejlet på en spisebordsstol, hun sidder på knæ på gulvtæppet. De har altid væg til væg. Det er en hjørnelejlighed, den ligner ingenting udefra.
Stuen er malet efter en lysestage. Den er gammelrosa, men de tænder ikke lyset. De tænder det to gange, men så opdager
de, at det soder. De befinder sig ofte ved vinduet, og i sofaen, og med ugeavisen.
Hun får et forkert sæt bestik med hjem fra hytteturen. Nu har de et totårnet med indgraveringen IB. Hun lægger dækkeservietter på, hun steger en fisk til dem hver. Det er ålekvabber, de mudrer på panden. Hendes mor slår hænderne sammen. Det er sidste år. Der er ingen erindring om emhætter.
Den tredje april siger hendes mor:
–
Jeg har nok slugt en sten.
De går tur ved stadion, anemonerne er fremme. En flok smådrenge spiller fodbold med skrig og skrål, en af dem græder op ad målstolpen. Hendes mor er i vinterfrakke. De skal have bøfsandwich, deraf gåturen. Selv har hun islandsk sweater på, det er for tidligt, vinden står ind gennem maskerne.
– A ltså en sten? siger hun, hendes mor nikker:
– En tung en. Her.
Hun standser et øjeblik og lægger en hånd oven på frakken, under brystet. Så fortsætter de ned mod dammen. Der er spredte krokus i buskadset, de bryder sig ikke om krokus.
På tilbagevejen møder de Palle, hendes mor løfter et ben i glæde. Palle er hos Tøjmanden, nogle gange kommer han over og spiser sin madpakke med hendes mor i forretningen.
I solskin sidder de med fødderne ude ad bagdøren. Han skal skynde sig hen til sin niece, han har en lagkage på bagagebæreren. Han vender sig og vinker til dem, cyklen slingrer.
De taler ikke om noget på hjemvejen. Lige før torvet siger hendes mor:
– Jeg tror, jeg vil invitere Palle på oksesteg en dag. Skulle vi ikke tage at gøre det?
– Det kan du da godt.
– Oksesteg, det er ikke noget, man laver til sig selv.
Hun flytter om på sit værelse. Opslagstavlen kommer hen til vinduet. Hun har et antal udklip og postkort og fotografier. Udklippene hænger i en enkelt knappenål, de krøller opad hen over sommeren. Værelset vender ud mod gården, hun iagttager skræpperne gro langs baghuset. Skraldespanden dernede er fuld af hår. På et tidspunkt et helt sæt fletninger. Hun bliver så overrasket, at hun knalder skraldespandslåget i, hun træder i noget kaffegrums, der er altid så meget kaffegrums.
I juni kan hendes mor ikke komme igennem sin syltetøjsmad. Hun plejer at spise både den og en med honning og en halv ostemad på toast. Den anden halvdel pakker hun så ind og tager med i forretningen. Nu sidder hun og trommer med neglene i bordpladen ved siden af tallerkenen, det er jordbærsyltetøj, hun puster en lok hår væk fra ansigtet. Hun er virkelig ikke sulten. Men mange har jo ingen appetit så tidligt på dagen.
Selv vandrer hun mellem sin ymer og entrespejlet, hun skal op i tysk om en time, hun skifter også skjortebluse.
– Du farer rundt, siger hendes mor.
– Jeg skal skynde mig.
– Sæt dig dog ned.
– Så kommer jeg for sent.
– Du har da tid.
–
Det har jeg jo ikke.
– Den der er pæn, du skal bare trække kraven op.
– Det er kun dig, der stadigvæk gør det.
– Nå. Ja, det er nok rigtigt, siger hendes mor og ser på sin tallerken, bøjer og strækker fingrene.
Et af udklippene stammer fra avisen Politiken, hun finder den på fortovet uden for bageren. Hun er ikke klar over, at man kan købe den avis hos bageren, men det kan man heller ikke, siger bagerdamen. Det er nogen, der selv har haft den med og så tabt den. Den er fra dagen før, de studerer den hen over disken. Det er nok nogle turister. Hun køber en grovbolle og tit en lille pakke smør.
Til skoleafslutningen optræder lærerne med en sketch. Hendes mor klapper og klapper, indimellem vifter hun foran sig med sanghæftet, det sætter en bølge i gang. De åbner haldøren ud til markerne. Det er nødudgangen, det må de slet ikke. Alt er lysende grønt og blåt derude. Under elevtalen, i en kort, åndeløs pause, høres først gøgen, så viben, og alle ler.
Hun har problemer med sin kommende skoletaske, den skal egentlig være en rygsæk. Men stropperne er for korte, og de kan ikke justeres. Hun køber den i begyndelsen af sommerferien, hun bruger alle sine penge på den. Hun skal ellers i byen med Lone og Lones kusine. Kusinen er flyttet hjemmefra, hun bor over den gamle isenkræmmer. Hun brygger æblevin af gemmeæbler fra deres mormor, hun siger, det er til kompot. De sidder i kusinens lille lejlighed med hver sit høje glas og hører musik, de synger med, og når tonerne bliver for høje, mimer hun. Hun ved ikke, om de andre bemærker det. Æblevinen siver ud i arme og ben, fødderne vipper på det løse tæppe. Hun vil holde op med at fokusere så meget på ting og sager. Hun tænker på ordet substantiv, om det er det rigtige. Hun opererer også stadig med røde og sorte bogstaver, det er noget af det, hun frygter ved at skulle i gymnasiet.
Kusinen har en kaktussamling under skråvinduet. De står og betragter den, udpeger de forskellige typer:
– Jordbær, banan, cowboy.
Når de stikker hovederne ud, kan de næsten se vandtårnet. Til den anden side hænger aftensolen over torvet, et vindue er åbent henne i lejligheden.
Hendes mor sidder i lænestolen med ugeavisen foran sig, hun anser det for at være en god måde at slappe af på, at lade øjnene hvile på siderne uden at læse. Avisen rasler, hun vil ingenting. Hun er i det bløde tøj. Det sker indimellem, at nogen ringer uanmeldt på. Af den grund har hun lært sig at glide rundt under vindueshøjde. Hendes mave rumler og larmer, en flue letter fra armlænet. Hun er på vej mod et punkt, hvor hun
ikke længere slår insekter ihjel. Der er for tiden nogle små grønvingede fyre i køkkenet, hun sætter dem forsigtigt ud på sålbænken. Nu rejser hun sig, hun får ondt i halsen af alle slags træk, der skal bare flyve en svale forbi. Hun lukker vinduet med et smæld, det runger kortvarigt i hovedgaden.
Kusinen trækker skråvinduet ned oven i hovedet på Lone, de falder alle tre omkuld af grin. De griner og griner. Hun får kusinens strømpehæl i munden og laver spytbevægelser, Lone dunker i luften over sit hoved:
– Av, av.
Et af de høje glas er væltet. Hun har et langt hår på tungen, hun haler det ud med vidtåben mund. Kusinen kommer på benene og redder en kaktus. Hun vil også selv op at stå, men skvatter over tæppehjørnet. Alting begynder forfra, himlen er stadig blå. Lone ligger og hulker. Hun skal ikke i gymnasiet, hun skal i lære som kok. Hun er fortaler for at lade fedtstof blive på støbejernspander. De skal på Step In, men ingen normale mennesker går i byen før midnat. Der er to en halv time til.
De risler ned på gaden for at se, hvad der sker. Lone har fået en bule. De kaster småsten mod skilte, men så kommer nogen
gående. Det er en mand med to hunde, den ene er interesseret i kusinens sko. Manden hiver hårdt i snoren:
– Niks. Biks, siger han.
De sætter sig på et trappetrin og fniser. Da han forsvinder om hjørnet, kaster de flere småsten. Lone samler en hel håndfuld. Luften er let syrlig, måske er det æblevinen.
Hendes mor tænker på nedbør, hagl mod teltdug. Hun ligger på ryggen i sengen. Skybrud i en kolonihave, sejlende kartofler. Hun står i en hæklet kjole i vand til anklerne, det liv er ikke for hende. Det er seksten år siden. Opklaring østfra, barnet i en lift på havebordet. Hun vender sig om på maven. Når hun endelig falder i søvn, vågner hun hver nat efter fyrre minutter. I begyndelsen tumler hun ud og tænder for kaffen.
Det er tilbage i februar. Hun vasker sig, præsterer endda at sætte en rullesteg over. Hun iagttager sine mørke rande hver formiddag i forretningen, rækker ned efter dækfarven cloud.
En enkelt gang er hun lige ved at vrisse af en kunde, det er slet ikke hende. Hun siger det ned i hovedpuden: – Det er ikke mig!
Så smiler hun og kommer i tanke om noget, hun skal huske at fortælle. En bil bremser op på gaden, hun vender sig igen.
Kusinen standser byens taxi, men der er venteliste frem til klokken to, sølvbryllup på E4. Medmindre de er friske på at køre med allerede nu, der er alligevel en tur nede fra havnen. Lone sidder på trappetrinet med hovedet i hænderne, så vil hun hellere cykle. Kusinen er lidt hip som hap. De kan ikke beslutte sig, taxien kører videre. Men det går jo ikke at
cykle. Kusinens står i Onsevig, og hendes egen er flad. Den punkterer i fjor, hun kører over et bræt.
De henter resten af æblevinen, men den er varm. Det er faktisk heller ikke nogen speciel byaften, folk får først penge i næste uge. Hun følges med Lone hen til hjørnet. De kigger på frisørpriser, suger kinderne ind, siger så farvel for evigt.
