Boblen er et helligt symbol

BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 1

27/10/2025 11.55

Af samme forfatter: Lån mig dine tænder – noveller, 2023

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 2

27/10/2025 11.55

Gustav Foss

BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL Roman

Gutkind

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 3

27/10/2025 11.55

Boblen er et helligt symbol © Gustav Foss og Gutkind Forlag A/S, København 2026 1. udgave, 1. oplag, 2026 Omslag: © Simon Lilholt/ Imperiet Sat med Arno Pro hos Lymi og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-1176-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Særlig tak til Svennevig, Hendrich, Cerio og Kønigsfeldt.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 4

27/10/2025 11.55

FØRSTE DEL

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 5

27/10/2025 11.55

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 6

27/10/2025 11.55

Jeg bor i en andelslejlighed, men det er ikke her, jeg har adresse. Mit navn står hverken på døren eller postkassen.

Jeg lejer lejligheden af et perifert bekendtskab, som ikke har tænkt sig at flytte tilbage og tilmed nægter at sælge.

Hun vil bevare muligheden for, at hendes nyfødte kan overtage den om atten år, på trods af at foreningens vedtægter højt og helligt siger, at det er forbudt at fremleje i mere end to. Hun siger, jeg skal betale huslejen kontant, gå stille med dørene og føle mig hjemme, selvom jeg de facto er hjemløs.

Når jeg kigger ud ad vinduet, kan jeg ikke swipe udsigten. Det er bare min finger, der glider hen over ruden i et fedtet forsøg. Udsigten forbliver stort set den samme, men det er det tætteste, jeg kommer en privat browser.

Lysene tænder og slukker i lejlighederne på den anden side, genboerne vasker op og laver mad i deres køkkener på for få kvadratmeter. De samme skabslåger og skuffer, samme hårde hvidevarer med hvide frontplader og integrerede greb. I en af lejlighederne bor en kortklippet ved siden af en skaldet, ovenpå to veninder i tyverne, som flyttede ind for et halvt år siden. De skiftes til at købe ind og hænge muleposen tilbage på håndtaget, dog er det altid hende med maveblusen, som husker at tørre bordpladen af og afkalke elkedlen.

7

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 7

27/10/2025 11.55

Nede på gaden er alting oplyst af lygter, som dingler i hver sin wire, når vinden støder på, og langs ejendommene står parkerede cykler. Sadlerne duggede, støttebenene sænkede, låsene forsikringsgodkendte. Der er skrald i et par af kurvene, ellers ikke en finger at sætte på noget.

En fodgænger passerer med ansigtet vendt mod butiksruden. Jeg forstår ham. Man kan let komme i tvivl om, hvorvidt man egentlig er til.

Det hænder, at jeg hæver blikket og prøver at øjne en stjerne gennem de forskellige nuancer af grå. Hvis jeg er heldig, kan jeg ane en flyvemaskines markeringslys eller omridset af månen, i særtilfælde den baldrede overflade.

Alt omkring glimrer ved sit fravær.

8

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 8

27/10/2025 11.55

Jeg bruger syv timer af hverdagen i et storrumskontor, men det er ikke her, jeg arbejder. Det bliver mere og mere kompliceret at sætte ord på, hvad det egentlig er, jeg laver.

Både for mig selv, mine såkaldte nærmeste og de andre i storrumskontoret. Det meste foregår foran to skærme og en musemåtte, som ikke er nødvendig. Så meget kan jeg sige uden at ty til ord som strategi, analyse, kompetenceudvikling, forandringsprocesser og projektdesign. Spørg mig ikke, hvad ordene betyder, spørg mig ikke, hvad de skal gøre godt for, spørg mig om så lidt som muligt. Det er et storrumskontor i Herlevs mindst farverige industri­ kvarter, det siger det hele.

Mails bliver besvaret, pdf ’er eksporteret, Excel-ark udfyldt, headset båret om halsen eller ørerne. Opgaverne bliver udført, som var vi bier på vokstavler, og alle er vi iklædt de sidste nye striber fra Vero Moda og Jack & Jones. Summende frem og tilbage mellem kaffemaskiner og hæve-sænke-borde, ind og ud ad mødelokaler og digitale opkald. De sidste timer går langsommere end de første, og ingen kan lide at være den, der logger tidligst ud og afmonterer laptoppen fra docken. Herefter er fyraftnerne et mylder af mennesker med dårlig samvittighed. At hente og bringe fra børnehave til svømning, fra legeaftale

9

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 9

27/10/2025 11.55

til iPad, ingen handler. Nemligmandens øjne er udkørte som barnets efter skærmtid.

Der er længe til fyraften. Der er flere timer til frokost, og jeg er allerede sulten. Ved de andre kontorøer klaprer tastaturerne, og jeg splitter det ad, som ligger foran mig.

Jeg piller tasterne ud, begynder at spise dem en for en.

Starter med Space, som jeg føler mig tættest beslægtet med, men er nødt til at indtage i bidder som Twix. Det knaser, og ingen bemærker, hvordan jeg næsten kløjes i det, skyller efter med kaffe og fortsætter med Delete. Tas­ ten, jeg altid har været draget af og alt for sjældent har turdet tage i brug. I selskab med Control og Alt, aldrig. Det mest rebelske, jeg kan finde på, er at åbne Candy Crush eller Bubble Shooter og gøre vinduet så lille, at ingen kan se det på afstand, en gang imellem avisartikler kopieret ind i Word-dokumenter af samme årsag. Den næste tast, jeg piller ud, er Escape. Jeg tager den op i hånden, kigger på den, fastholdt mellem tommel- og pegefinger. Det er lige før, jeg ikke kan få mig selv til at tage den i munden.

Ikke fordi jeg ikke vil.

Lærke står og spørger mig om noget.

“Hvad?” spørger jeg tilbage og taster videre.

“Er du okay?” spørger hun, formentlig for anden gang.

Jeg kender ingen som hende, der kan stille det samme spørgsmål så ofte og stadig få det til at klinge så forskelligt. Det spørgsmål, hvortil alle kan svare det samme så ofte og stadig få det til at klinge så identisk.

“Ja,” svarer jeg, hverken mere eller mindre.

Indrømmet: Egentlig kan jeg godt lide Lærke. Hun er en af de få personer i storrumskontoret, jeg vagt kan 10

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 10

27/10/2025 11.55

r­ elatere til. På venstre næsefløj har hun et ar fra en gammel piercing, og engang har jeg set hende spise softice alene.

Da klokken bliver tolv eller lidt over, går vi ned i kantinen sammen med de andre. Dagens ret er udlagt som buffet, heriblandt tunmousse og surdejsbrød. Man betaler per tallerken, og jeg er den eneste, der skovler. Temaet for smalltalken er en ny it-løsning, der volder problemer i en anden afdeling, Logistics & Supply Chain, hvor forbruget af gule blyanter er uhørt højt.

“Det er altså leverandørens ansvar,” siger en kvinde, der hedder Jane, men ligner en Magda.

“Ikke selve implementeringsdelen,” siger en mand, der hedder Lauritz, men ligner en Mogens. “Den ligger lige så meget hos os.”

“Men vel ikke når halvdelen af alle bestillinger bliver mødt med en fejlmelding?” siger en person, som kunne hedde hvad som helst. “Det var en løsning, som skulle frigive ressourcer på tværs af afdelinger, færre flaskehalse.”

“Medarbejderne i Logistics er heller ikke gearede til det,” siger Lærke. “Hvor langt er vi med organiseringen af kurser?”

Alle ser på mig, Lauritz med et løftet øjenbryn. Jeg fortæller, at de næsten er ved at være der, og siger ikke, at jeg har skubbet opgaven, og fortsat skubber den, foran mig. Jeg mangler stadig at samle det kursusmateriale, som de interne oplægsholdere skal bruge til at introducere it-løsningen til dem på gulvet. Herunder den obligatoriske PowerPoint-præsentation. Det er den, jeg frem for alt skubber.

11

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 11

27/10/2025 11.55

“Det kommer til at give udslag i den halvårlige benchmark, det kommer vi ikke uden om,” siger Jane.

“Og hvad vil topledelsen mon sige til dét?” siger ­Lauritz.

“Og vores egen ledelse for den sags skyld,” siger hvad som helst.

“Jeg tænker, vi skal sørge for en bedre dialog mellem Logistics og leverandøren, indtil vi får kurserne op at køre,” siger Lærke. “Nogen må sørge for at sætte et statusmøde op i næste uge.”

“Skal vi nu ikke bare nyde vores frokost og lade være med at tale arbejde?” siger ingen.

Mine tæer krøller i skoene under bordet. Jeg går op til buffeten og tager et ekstra stykke brød, spadserer forbi en række lignende samtaler. Alle sidder afdelingsvis, bortset fra topledelsen og cheflaget. De sidder i et lukket lokale og får frokosten serveret på et rullebord. Tallerkener med husholdningsfilm og navnemærkater, danskvand i stålkander samt sødt til kaffen. Jeg forestiller mig, at snakken veksler mellem tv-udsendelser, hækkeklipning og private anliggender. At de rent faktisk har forstået at bruge deres frokostpause som pusterum: “Og hvad lavede du så i weekenden?” “Er der andre, som så håndboldherrerne tæve Ungarn?” “Den nye udstilling på Arken skulle være uden sidestykke. Kan årskort betale sig?” I den forstand er jeg glad for, at jeg sidder, hvor jeg sidder. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle svare.

Lærke lægger bestikket på tallerkenen og rejser sig fra stolen, i dag som den første. Vi andre følger trop til bakkerne til brugt service. Tilbage til kontorstolene, skærme 12

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 12

27/10/2025 11.55

og musemåtter, på med headsettet. Eftermiddagen er begyndt og rundes af med linje C. Jeg checker ind og stiger på på Herlev Station, finder en plads i stillezonen. Skiltet tysser på mig, før jeg får sat mig. Det er unødvendigt, skiltet kan godt spare sig. Jeg bestiller ikke andet end at tysse på mig selv fireogtyve syv. Overfor sidder en mand, der læser Ud & Se med Iben Hjejle på forsiden. Hvis jeg var på forsiden, ville den være blank, måske endda sort. Læser­ne ville lægge bladet fra sig, før de nåede til indholdsoversigten, som ingen allige­ vel læser, mig medregnet. Jeg er mest på telefonen eller vinduet, hvor alting swipes til højre. Små tegn på forår mellem højhusene.

En gammel dame står af på Peter Bangs Vej, jeg ser hende suse forbi sammen med de rød- og hvidmalede venteskure. Swipe, swipe, swipe. Videre til noget nyt, en ny station, som tilfældigvis er Langgade Station. Manden lægger Ud & Se fra sig og vil åbenbart ud at se, hvad der rører sig på Langgade Station. Dørene klapper i takt med hyletonen, og han forsvinder på samme måde som den gamle dame. Det er fællesnævneren for samtlige passagerer. Alle står af og på, men aldrig rigtigt af. Selv skifter jeg på Nørreport og tager bussen tre stop.

Nøgle i hoveddør, trapper til fjerde sal. Så snart jeg har stillet skoene i entréen, tager jeg overtøjet af og fortsætter med at afklæde mig, til jeg står i undertøj. Det gør jeg hver eneste hverdag. Jeg skruer op for radiatorerne, så jeg undgår gåsehud og stivere brystvorter end højst nødvendigt, jeg skruer op for min mintgrønne bluetoothhøj­taler, så jeg undgår stilhed og trafikstøj. Buena Vista Social 13

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 13

27/10/2025 11.55

Club eller Los Panchos: Tanto tiempo disfrutamos de este amor… Isterningeposen knitrer, idet jeg skubber isterningerne ud og bader dem i fire centiliter lys rom, fordi singani ikke er til at opdrive i danske supermarkeder. Så ginger ale efter øjemål, saften fra en halv lime og en skive som pynt. Nu og da i selskab med miniatureparasol eller stjernekaster.

Jeg kan ikke lade være med at sige: “Salud.”

Jeg burde ikke sige det, når jeg bare siger det til mig selv, og dog kan jeg ikke lade være. Og ikke lade være med at drikke hurtigt, så jeg straks kan lave en til. Den næste drikker jeg på stuegulvet under kokospalmen fra Plantorama, som jeg har plantet om i en mokkafarvet potte­skjuler. Her sidder jeg så og tysser på mig selv, og inden jeg ved af det, er jeg sunket ned i en komalignende tilstand, der minder om velvære, men ikke er det.

Når jeg sidder og sipper til min drink, som skal fore­give at være en chuflay, får jeg følelsen af at sippe til de eventyr, jeg går glip af hver eneste dag. Som en backpacker, der har krydset et hav af tidszoner og ser sit sabbatår løbe ud i sandet på en strand, der er proppet med hvide turister.

Jeg ser en børneopsparing, som blev vekslet til amerikanske dollars og efterlod et rødt tal på en NemKonto i Nordea. Jeg har ikke mulighed for at gøre det om, og jeg har ikke mulighed for at gøre det igen, for jeg har ingen at tage afsted med. Mine venner har fået børn og kredit­ foreningslån. De tager i sommerhus og planlægger lang tid i forvejen. Jeg misunder dem ikke, jeg ser bare på. Tilbage på.

14

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 14

27/10/2025 11.55

Jonathan og Rita. Vi gik i samme gymnasieklasse og fik kun huer på med nød og næppe, fordi vi brugte tiden på så meget andet. Vi lavede så meget lort, så meget vidunderligt lort. Og da vi blev studenter, lagde vi eksamensbeviserne fra os og arbejdede på Jensen’s Bøfhus og sparede op til de dyreste flybilletter, jeg nogensinde har købt. Vi landede i La Paz og fik højdesyge og billig coke, vi faldt i samtlige turistfælder, så en solopgang i en salt­ ørken, tog en natbus til Peru og fotograferede os selv med inkaruiner i baggrunden. Ruinerne var omringet af bjerge og skyer i øjenhøjde, enkelte så vi ligefrem ned på. De lokale var på ingen måde som de folkeslag, vi havde læst om eller set i rejseprogrammer. De havde Sprite i hænderne, Adidas ned ad ærmerne, det samme havde vi. Vi vendte hjem med tomme lommer og fyldte hukommelseskort.

Jeg tænder for kontakten til stikdåsen, som min globus er forbundet til. Den står på stigereolen sammen med ­Lonely Planet. Forsiden består af en dreng med alpakahue foran en kaktus. Somme tider drejer jeg på globussen, for det meste lader jeg den bare lyse. Ekstra kraftigt gennem ækvator, hvor den nordlige og sydlige halvkugle er klistret sammen. Jeg tager en tår mere, drikker tæt, indtil kloden snurrer. Og så ryster jeg på hovedet ad mig selv.

Havde jeg ikke storrumskontoret, havde jeg kun dette.

15

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 15

27/10/2025 11.55

Jeg har studeret på CBS, men det var ikke derfra, jeg dimitterede. Når jeg spørger mig selv, hvor det hele startede, må jeg holde fast i bordkanten for ikke at lade mig rive med. Til min hjemstavn, hvor dage og mennesker lignede hinanden på en prik. Her ville man helst ikke tiltrække for megen opmærksomhed eller falde uden for mængden. Man ville hellere lyne lynlåsen og lade alt det indeni leve sit eget liv.

Min hjemstavn er en rosengren, som Vorherre har plantet i Det Sydfynske Øhav, hvis man skal tro kommunens våbenskjold. Øen strækker sig fra Bagenkop i syd til Lohals i nord, og alt det midtimellem tæller blandt andet Rudkøbing, hvor jeg boede med min mor og min far og min lillebror, Thorbjørn, og dværghamsteren Kim. På Nørreport, ikke dén Nørreport. Det er en blind vej, der ligner en gyde. Her var det mest sindsoprivende, der kunne ske, at et udrykningskøretøj kørte forbi på de omkringliggende gader. Lyden af babu-babu sendte straks min bevidsthed på afveje.

Nu til dags er det lyden af pling, der har nogenlunde samme effekt. Det siger pling, når jeg får en mail eller besked. Jeg lægger ører til mange pling i løbet af en dag i storrumskontoret, alene i dag er det sket flere gange, uden at der er sket det store. Det er, fordi jeg ikke har 16

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 16

27/10/2025 11.55

åbnet min indbakke endnu, og det er, fordi jeg har brugt formiddagen på at gennemgå mine mapper på OneDrive med sløve øjne og en podcast i ørerne.

Afdelingens chef er til møde ude i byen, og ingen kigger mig over skulderen. Men hvis nogen gjorde, ville man se mig give dokumenter og mapper nye navne. For eksempel omdøber jeg Opfølgning på strategimøde marts 2024 til Opfølgning på strategimøde 2024 marts og Håndbog for tværgående organisationsprocesser_endelig til Håndbog for tværgående organisationsprocesser_final. Og hvis man aflyttede mit headset, ville man høre et interview med en DNA-forsker, der beretter om urgamle knogler, og hvordan de afslører dynamiske forhold mellem befolkningsgrupper. Det får mig til at spekulere på, hvad forskere om tusind år vil få ud af vor tids musearme.

Lærke kommer forbi og sætter en kop kaffe foran mig, friskdampende. Hun smiler, nusser mig venligt på ryggen, sætter sig efterfølgende ned ved den ø, hun hører til.

Jeg forstår ikke, hvad medlidenheden skal gøre godt for, før jeg tager fat om musen og åbner den øverste, uåbnede mail i indbakken. Så forstår jeg. Den er fra Manfred K. Juul.

Der er få personer, som per automatik tænder vægen til min vrede, og Manfred er en af dem. Det er ikke noget, han kan gøre for, det er ikke noget, jeg kan gøre for. Det er ikke noget, vi har koordineret, det sker bare. Huden strammer om mine knoer og får samme farve som hjemmerørt mayonnaise. Nede i lommen, under bordet eller ud af det blå. Det er som en ond klovn, der springer frem fra mit bryst og siger bøh til min fornuft.

17

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 17

27/10/2025 11.55

Manfred er CEO’ens PA, men har et gåpåmod, der får magtforholdet til at synes omvendt. Det er heller ikke noget, han kan gøre for, det har noget at gøre med, at CEO’en er en CEO, som CEO’er er flest, som snydt ud af næsen på LinkedIn. En høj mand med skildpaddestel og værdierne i orden og den øverste skjorteknap stående åben. Manfred er det stik modsatte, Manfred har form som en lille, glubsk buttplug. Han går kun i Fred Perry, primært strøgne polotrøjer, men er ikke for fin til noget som helst. En lille, glubsk buttplug, der sender mails med topledere og chefer, sågar hele afdelinger, på cc, når han finder en fejl eller noget, der kunne gøres bedre, eller har en af delene på fornemmelsen.

På vegne af topledelsen vil Manfred gerne vide, hvad status er på implementeringen af den nye it-løsning. Fejlmeldingerne i Logistics & Supply Chain og de forsinkede kurser er kommet ham for øre. Det kunne jeg have sagt mig selv, inden jeg åbnede mailen. At jeg har snyltet og syltet, at ansigtstabet er uundgåeligt. Noget i mig siger, at det ikke er verdens undergang, noget andet, at det er det.

Jeg burde være ligeglad med mit ansigt. Og de pling, det siger, når alle på cc hopper på det. Men det kan jeg ikke, til det har jeg gået for mange år i folkeskole. Og det samme kan man sige om den reprimande, jeg får to timer senere af min chef, da han er tilbage fra sit møde. Han spørger, hvad jeg tænkte på, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, så det svarer jeg og vender tilbage til min plads. Jeg sætter mig ned og holder skriget inde.

En halv time senere svarer min chef. Han svarer Man-

18

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 18

27/10/2025 11.55

fred og alle på cc, at han er glad for at blive gjort opmærksom på problematikken.

Efter en alvorlig samtale med vores Employee Engagement Consultant står det klart, at efterspørgslen på kursusmateriale ikke er blevet prioriteret tilstrækkeligt. Opgaven vil blive fulgt til dørs i den kommende tid, og den uacceptable ventetid beklages.

Lysstofrørene over mig er en projektør, sveden pibler, samtlige øjne følger med. Jeg tager min kontorstol og kas­ ter den gennem lokalet. Blomstervaser vælter, vand og glasskår hid og did. Stolen slår kolbøtter på gulvet, efterfulgt af et minuts stilhed. Til min overraskelse begynder alle at klappe ad mig, de rejser sig op og slår hænderne mod hinanden. Lærke og sidemanden hujer ovenikøbet, min chef kommer ud fra sit enekontor og stemmer i. På toppen af hæve-sænke-bordet står jeg og slår mig primalt på brystet.

Gu’ gør jeg ej, gu’ gør de ej, ingen gør noget. Som i ingenting. Jeg laver kruseduller på den nærmeste blok og tager mig til panden, personerne omkring mig iagttager bevægelsen. Ser de også min dirrende underkæbe, hører de skærende tænder? Der er en halv time til frokost, det er, hvad alle bekymrer sig om: hvad de skal spise, hvad eftermiddagen byder på af møder og mulige hastere, og værdsætter samtidig, at de ikke er mig. På dét punkt forstår jeg dem noget så grusomt.

19

Boblen_er_et_helligt_symbol.indd 19

27/10/2025 11.55

GUSTAV FOSS

GUSTAV FOSS

f. 1990 debuterede med novellesamlingen Lån mig dine tænder i 2023.

ROMAN

Omslag: © Simon Lilholt/ Imperiet Foto: © Alexander Banck-Petersen

BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL Gutkind

Boblen er et helligt symbol er en roman båret af humor, længsel og rædsel.

BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL

En mand i trediverne er ved at miste sig selv i et storrumskontor. Og lige under overfladen ulmer barndommen på Langeland, som han prøver at lade være med at tænke på. En dag bliver det hele for meget. I en blanding af afmagt og raseri bryder han ind hos en af sine kolleger.

Her gør han et overraskende fund. Noget slår klik og kaster ham ud på en hæsblæsende rejse.

GUSTAV FOSS

Der er længe til fyraften. Der er flere timer til frokost, og jeg er allerede sulten. Ved de andre kontorøer klaprer tastaturerne, og jeg splitter det ad, som ligger foran mig. Jeg piller tasterne ud, begynder at spise dem en for en.”