Rósa & Björk

Page 1

RÓSA & BJÖRK

SATU RÄMÖ

RÓSA & BJÖRK

På dansk ved

Siri Nordborg Møller

GUTKIND

Rósa & Björk

er oversat fra finsk af Siri Nordborg Møller efter Rósa & Björk

© Satu Rämö, 2023

First published in Finnish with the original title Rósa & Björk by Werner Söderström Ltd (WSOY), Helsinki.

Published in the Danish language by arrangement with Bonnier Rights Finland.

Denne udgave: © Satu Rämö og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag: © Simon Lilholt / Imperiet Sat med Minion hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0519-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Citatet side 189 er fra Islændingesagaerne. Laksdølernes saga. Oversat af Helle Degnbol og Annette Lassen. Gyldendal, 2017.

Denne oversættelse er støttet af FILI – Finnish Literature Exchange

Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. DK-1201 København K

gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag

Ved rejsens ende finder jeg dig.

Dig, som jeg elsker så højt.

Jeg er kommet hjem.

Jeg er kommet hjem.

Fra sangen Ég er kominn heim

TeksT: Jón sigurðsson (1960)

FØR

Kapitel 1

Ísafjörður, 1994

Store våde snefnug ramte bilens forrude med tiltagende fart, som om enorme fluer blev tværet ud på den. Det var november, begyndelsen af vinteren. Det var mørkt, når man tog på arbejde, det var mørkt, når man fik fri. Solen steg op på den sydlige himmel i nogle timer, men blev bag de fjelde, der omgav bygden. Beboerne gik rundt i skygge hele vinteren.

Manden havde trækninger ved kæberne, og fingrene knugede om rattet.

Han havde indset, at han var voldsomt forsinket. Bilen havde siddet fast i sneen for en time siden, og det havde taget dyrebar tid at få den fri. Han var bagud i forhold til sin tidsplan.

Bilen bevægede sig alt for langsomt, men han turde ikke køre hurtigere. Der var ikke vinterdæk på bilen endnu, og vejen var glat. Hvis han satte farten op, kunne han risikere at køre galt, og så ville det hele gå i vasken.

Han burde ikke have været her i dag, i denne situation. Han bebrejdede sig selv, at han var gået med til det, men der var ingen andre muligheder. En ensom mand som ham uden nogen uddannelse kunne ikke blive fastansat nogen steder. Hans salig bedstemors yndlingssætning havde været, at man ikke kunne bytte kort midt i spillet. Man skulle spille med dem, man havde fået på hånden. Hans bedstemor var blevet enke i en ung alder og tog sig af sin børneflok alene, malkede køerne og saltede torsk. Hun havde været nødt til at knokle for pengene. Det var man stadig. Manden måtte nøjes med forefaldende arbejde. Lovligt og ulovligt. Der var flest penge

9

i det sidstnævnte, og han havde brug for penge. Det gav den her slags opgaver.

Manden trak ærmet på sin hvide uldsweater op og kiggede på uret. Klokken var fire, men snevejret var allerede nået ind over bygden. Pis. Ifølge vejrudsigten skulle stormen først komme senere på aftenen. Efter rundkørslen så vejen ud til at være ryddet. Manden besluttede at tage chancen og sætte farten lidt op. Det virkede, som om snevejret bare tog til, men lygtepælene, der holdt vagt ved bygdens hovedgade, hjalp ham med at orientere sig på vejen.

Så fik han øje på noget, der slukkede enhver gnist af håb. Skolebussen. Den kom kørende imod ham. Skuffelsen sved. Han var for sent på den.

Manden drejede til venstre ved det næste kryds og satte kurs mod den gade, hvor han boede. Han parkerede bilen foran sit hus, slukkede for motoren og sad så og grublede.

Han gned sig over panden, hvor svedperler var brudt frem. Arret kløede. Hver gang han blev nervøs, begyndte det at klø. Han kløede sig på arret et par gange med sin tykke pegefingernegl. Med nydelse. Neglen sank ned i den ujævne hud, der var dækket af små knopper, og bevægede sig frem og tilbage på arret. Han sukkede dybt og kløede videre. Han vidste udmærket godt, at det ikke gav mening at gnide på arret, men i et øjeblik var følelsen så behagelig, at fristelsen var umulig at modstå.

Så gik det op for ham, hvad han skulle gøre. Skolebussen ville standse ved mange stoppesteder. Han kunne overhale den og køre hen for at vente ved det rigtige stoppested. Det var naturligvis sådan, han skulle gøre.

Han skulle lige til at dreje nøglen i tændingen, da han bemærkede noget, der bevægede sig til venstre for ham. Døren i huset gik op. Han kunne se, at der kom to små piger ud. De stoppede op ved hushjørnet, tydeligvis for at tale sammen. De stod foroverbøjede for at skærme sig bedre mod sneen.

10

Hvorfor var pigerne her stadig? Skolebussen var jo kørt. Han gned sig igen på arret og tænkte sig om. Måske var pigerne kommet for sent til bussen. Manden rettede sig op, men startede ikke motoren. Ikke endnu. Han ville ikke vække opsigt.

Han kiggede nøjere på pigerne. Deres udseende svarede til rekvirentens beskrivelse. Rekvirenten. Det kaldte han alle, der bad ham om forskellige ting mod et vederlag. Opgaven i dag havde virket mystisk, men det tilbudte beløb havde været så stort, at han havde dæmpet sin tvivl og påtaget sig den. Der skulle være tre piger, men han kunne kun se to. Hvor var den tredje? Manden iagttog omgivelserne i et stykke tid, men kunne ikke få øje på nogen. Godt så. Han ville under alle omstændigheder gøre det, han havde lovet.

To små piger med en lille forskel i højde. Vinterhuer af lammeskind, den mindste pige havde en dynejakke med pelskant. Den højeste havde en rød My Little Pony-skoletaske på ryggen. De talte stadig sammen. Den mindste pegede på sine sko og græd. Den største pige tog hende om skuldrene og hviskede noget i hendes øre.

Så gik de af sted. Med små, forsigtige skridt satte de kurs mod hovedgaden og holdt hænderne skærmende for ansigtet i den piskende sne.

Ad hovedgaden kunne man kun komme i én retning, væk fra bygden. Manden slap ikke de to foroverbøjede skikkelser af syne. Han startede først bilen, da han antog, at pigerne var langt nok væk. De så sig ikke tilbage en eneste gang, mens de gik efter hinanden i vejkanten. Manden satte bilen i bevægelse, da pigerne var kommet hen til svinget ud for kirken.

Det dårlige vejr havde jaget folk hjem. Ingen bevægede sig udenfor i et vejr som dette, medmindre de var tvunget til det.

Derfor var der ikke meget trafik. Manden så en grå personbil med retning mod bygden komme kørende imod pigerne, men bilen satte ikke engang farten ned.

11

Perfekt. Helt og aldeles perfekt, tænkte manden. Rekvirenten ville blive tilfreds, han selv ville blive tilfreds. Opgaven ville blive udført, og alle ville vinde. Nå ja, han vidste ikke med pigerne. Dem kunne han ikke rigtigt tænke noget om. Han kendte dem jo ikke engang rigtigt og forstod ikke rekvirentens tankegang.

Manden begyndte at tromme på rattet med utålmodige bevægelser. Det hørte ikke med til de her opgaver at forstå noget. Derfor gav han sig ikke til at spekulere på, hvorfor pigerne skulle bortføres, eller hvor de ville ende henne. Han ville udføre den bestilte opgave og få den sidste del af sit honorar. Bagefter ville han glemme det hele, som om det aldrig var hændt.

Der gik nogle minutter, og snevejret stilnede af for en stund. Manden standsede vinduesviskerne. Han følte sig tilfreds og gav sig til at tænke på den betaling, han snart ville modtage. Sikke mange skønne ting, man kunne få for den sum penge. Han ville have til udbetalingen på sin egen lejlighed. Han kunne tage en pause fra det kedelige udendørs arbejde, overlade de forefaldende opgaver til andre og fokusere på at nyde livet for en tid. Et tilfreds smil dukkede op i det vansirede ansigt.

Han styrede bilen ind til vejkanten og standsede. Han ventede på pigerne. Den største af dem tog igen den mindstes hånd. De satte farten op.

Manden smilede, da det gik op for ham, hvor pigerne var på vej hen. De havde ikke tænkt sig at forsøge at komme hjem ad vejen, der gik gennem højlandet, men ville gå ind i den nye tunnel. Tunnellen, der gik gennem et fjeld og forbandt tre bygder, var ikke åben for biltrafik endnu, men næsten alle beboere i bygden var godt klar over, at borearbejdet var færdigt. Det var muligt at gå gennem tunnellen.

Snevejret så ud til at tage til igen. Eftermiddagslyset var blevet sparsomt. Inden længe ville der være lige så mørkt udenfor som i tunnellen. Manden smilede igen og kløede sig på arret.

12

Pigernes plan passede ham perfekt. Der var ingen i tunnellen. Ingen ville se, hvad der skete.

Manden holdt nogle meters afstand til pigerne. Han fulgte deres gang. Skridt for skridt nærmede de sig tunnellen. Det sidste, han så af pigerne, var den røde My Little Pony-skoletaske på ryggen af den største pige. Derefter forsvandt de.

Manden så sig hurtigt omkring en gang til. Der var intet at se. Ingen mennesker, ingen biler. Han var omgivet af eftermiddagens tusmørke, der blev tættere minut for minut. I de gule plasticposer omme på bagsædet lå nogle tøjdyr og det tøj, rekvirenten havde forlangt. Manden bevægede igen pegefingeren hen over arret, længe og nydelsesfuldt. Så trykkede han på speederen. Bilen forsvandt ind i tunnellen.

13

Kapitel 2

Ísafjörður, sommeren 2008

Habitjakken sad ulasteligt, selvom den lave stol tvang den høje mand til at sidde umageligt foroverbøjet. Han kunne ikke forstå, hvorfor nogen ville have de her ubekvemme danske designerstole i sit hjem. Han forsøgte at strække benene under spisebordet. De cognacfarvede møbler var efter hans mening ikke særligt smukke, men de passede sikkert til den enkle indretning i skandinavisk stil her i huset. En enkelt stol kostede formentlig mere end en måneds husleje for en etværelses lejlighed i centrum af Reykjavík.

Man skulle tro, at man kunne få en stol, der var behagelig at sidde i, for de penge. Et forgæves håb. Manden skubbede stolen lidt længere væk fra bordet, rettede ryggen og lagde det højre ben over det venstre.

– De her stole er helt umulige, sagde manden med brillerne og skænkede dampende varm kaffe op i den høje mands kop. Han brød sig ikke om sin kones indretningssmag, men fortalte, at han havde lært at leve med den. – Jeg får fred, når hun får lov til at gøre, som hun lyster herhjemme. Og når konen er i godt humør, er det nemmere for mig at tage mig nogle særlige friheder.

Manden med brillerne blinkede indforstået med det ene øje og satte kaffekanden af krom tilbage i sit stativ.

Den høje mand lo imødekommende og rakte ud efter fløden på bordet. På hans arbejde plejede sygeplejerskerne at fylde køleskabet i kaffestuen med ildelugtende skummetmælk. Han rørte rundt i kaffen med sølvskeen, tog en slurk og lukkede øjnene et øjeblik. Den fede fløde fremhævede den mørkristede kaffes dybe smag. Lige nu føltes livet perfekt.

14

Livet lod også til at have behandlet hans gamle ven godt. Huset var lækkert. Det store og lyse hjem var på mindst et par hundrede kvadratmeter. Haven var velplejet, og i baghaven var der et rislende springvand. På væggene hang moderne nordisk kunst, og de funklende nye køkkenapparater matchede de perfekt kuraterede billeder i de nyeste indretningsblade.

– Det er et flot hus. Jeg har jo ikke været her før, sagde han.

– Vi flyttede hertil for nogle år siden. Vi trængte til mere plads, sagde manden med brillerne, satte sig på den anden side af bordet og skubbede udvalget af fyldte chokolader over mod sin ven.

– Tag nu noget belgisk chokolade. I Brugge er der et fantastisk chokoladeværksted, som jeg fandt på en forretningsrejse. Vi bestiller indimellem de her hjem dernedefra.

Mens manden med brillerne gnaskede chokolade, dukkede et hemmelighedsfuldt smil op i hans ansigt.

– Den chocolatier, som sælger de her chokolader, er for resten selv lidt af en lækkerbisken, sagde manden og hævede hånden og lavede en meget sigende roterende bevægelse. – Fordelene ved at være stamkunde er så gode, at jeg ret ofte smutter forbi for at hente chokoladerne personligt.

Den høje mand brød ud i latter, mens han rystede på hovedet.

– Du har sgu godt nok ikke ændret dig i årenes løb.

– Hvorfor skulle jeg det? Der er ingen grund til at ændre noget godt, sagde manden med brillerne og tog et stykke chokolade mere fra fadet.

Et stykke tid sad de tavse ved bordet og fordybede sig i smagen af chokoladen. Så skiftede den høje mand igen stilling på sin stol. Han havde ikke meget tid. Om en halv time skulle han være tilbage på jobbet for at tage imod patienter. I denne uge var de dødkedelige aftenvagter tilfaldet ham. Børn med ondt i ørerne, bonderøve, der var blevet sparket af en hest, blodtryksmålinger og fornyelse af recepter. Den private praksis i Reykjavík var hans primære arbejde, men for at få tilladelse til den fra staten var han

15

nødt til at tage vagter i det offentlige nu og da. Han ville helst tage vagter i provinsen, for det fik man mere for.

– Fortæl mig nu, hvorfor du ville byde på kaffe midt på en travl hverdag.

Manden, der sad på den anden side af bordet, tog sine runde briller af, gned sine øjenlåg med pegefingeren og tommelfingeren og tog brillerne på igen. Han rakte ud efter en blå dokumentmappe fra hjørnehylden ved siden af og lagde den på bordet foran sig.

– I den her mappe ligger der en seddel med et navn. Denne person har været i din praksis, og vedkommendes papirer er ved en fejl blevet væk.

Manden skubbede mappen over på den anden side af bordet og kiggede sin ven hårdt ind i øjnene. Han understregede det, han sagde, ved at banke med pegefingeren på mappen tre gange.

– Forstår du? Blevet væk. Det er ærgerligt, men det sker indimellem.

Den høje mand tøvede lidt, men tog så mappen. Han fjernede elastikkerne og åbnede den. Da han så navnet, der var skrevet på det ternede papir, gav det et sæt i ham. Selvfølgelig kunne han huske sagen. Den havde været usædvanligt forfærdelig. Det her forslag virkede umuligt. Han kunne jo på ingen måde … Manden med brillerne rømmede sig og hævede stemmen en anelse.

– Jeg kan se, at du tøver. Du skal ikke være bekymret. Det her er ikke så slemt, som det virker ved første øjekast. I sidste ende drejer det sig bare om en lille detalje. Det er hurtigt klaret.

Mappen føltes klam i hænderne, det gav et stik i maven. Den høje mand følte sig dårligt tilpas. Den kaffe med fløde, han lige havde drukket, begyndte at vende sig i maven.

– Det er såre enkelt! Papirerne bliver væk, og du får den byggegrund, du længe har ønsket dig. Jeg får kommunalbestyrelsen

16

til at stemme om det i næste uge, sagde manden med brillerne beslutsomt og foldede hænderne under sin hage.

Grunden. Den høje mand havde gennem længere tid forsøgt at købe et stykke jord, som kommunen ejede. Han havde en enormt lukrativ forretningsidé. De internationale investorer stod parat i kulissen, og det forberedende arbejde var gjort. Han manglede bare den grund for at kunne komme i gang. Derefter ville pengene strømme ind.

En fiskeforædlingsfabrik var hans vej til rigdom. Han ønskede ikke at rode i fremmede menneskers kroppe og lytte til deres klagesange resten af sit liv. Månedslønnen var god, det kunne han ikke nægte, men reelle muligheder for at blive rig var der ikke i lægegerningen. En forædlingsfabrik for opdrættet laks ville være på et helt andet niveau.

Det ville give ham mange penge. Han ville starte forædlingsfabrikken op og sælge den til norske investorer et par år senere. Forhåndsaftalerne var allerede underskrevet. Hans langsigtede plan var at forlade lægegerningen helt og overgå til forretningslivet. Han ville indenfor i mere betydningsfulde kredse og væk fra denne fordømte ø. Fiskeforædlingsfabrikken spillede en vigtig rolle i den plan.

Den høje mand tog glaskanden, der stod på bordet, og skænkede sig et glas koldt vand. Han tvang sig til at tænke logisk. Nu måtte han holde hovedet koldt. Planlæg godt, gennemfør uden frygt. Lad være med at tøve. Angrib, når modparten er uforberedt. Det havde han læst i sin yndlingsbog, Sun Tzus Krigskunsten. Netop sådan ville han gøre, fordi der ikke var andre muligheder.

Han satte det tomme glas fra sig på bordet, rejste sig op, skubbede den ubekvemme stol ind under bordet igen og tog mappen. Så rakte han hånden frem som tegn på en aftale.

17

TO SMÅ SØSTRE FORSVINDER ET STED I ISLAND. 25 ÅR SENERE KOMMER SANDHEDEN FREM.

Da kriminalkommissær Hildur Rúnarsdóttir var barn, forsvandt hendes søstre, Rósa og Björk, i de islandske fjelde under en snestorm. Det sidste man så til dem, var et glimt af en rød My Little Pony-rygsæk. Nu dukker der nye spor op, og traumerne fra Hildurs barndom vender tilbage.

På en skiløjpe i en afsidesliggende egn af Island finder man liget af en magtfuld lokalpolitiker. Han er blevet skudt, og Hildur og hendes makker, Jakob Johanson, sættes på sagen. De første spor ender blindt, og Hildur og Jakob må i stedet grave dybt i fortiden.

Til sidst står kun et spørgsmål tilbage: Er alle hemmeligheder værd at opklare? er andet bind i Hildur-serien, der følger makkerparret Hildur og Jakob – en Nordic Noir krimiserie med et strejf af islandsk mystik.

GUTKIND

Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.