fik lov, sluttede han sig til mængden af markspillere, der hidsigt jagtede af sted over støvede åbne pladser efter et flyvende stykke træ. Engang så hans far ham løbe i gaderne med en hysterisk flok børn på jagt efter en kipande. Han sendte ham et barsk, bebrejdende blik og gav ham en lussing, inden han sendte ham hjem. Yusuf lavede sig sin egen kipande og ændrede spillet, så han kunne spille det med sig selv. Hans udgave bestod i at lade, som om han også var alle de øvrige spillere, med den fordel at han på den måde kunne slå, så længe han havde lyst. Han for op og ned ad vejen foran huset, mens han råbte af ophidselse og prøvede at gribe en kipande, han lige havde slået så højt op i luften, som han kunne, for at give sig selv tid til at nå ind under den.
2 Så den dag onkel Aziz skulle af sted, bekymrede det ikke Yusuf at spilde et par timer på at ligge på lur efter ti-annamønten. Hans far og onkel Aziz kom hjem sammen klokken et om eftermiddagen. Han kunne se deres kroppe flimre i det flydende lys, mens de langsomt nærmede sig på den stenede sti, som førte hen til huset. De gik uden at tale sammen, med sænkede hoveder og skuldrene trukket op mod heden. Frokosten var allerede stillet frem til dem på det bedste tæppe i gæsteværelset. Yusuf havde selv givet en hånd med til de sidste forberedelser, flyttet om på nogle af retterne, for at de skulle tage sig så godt ud som muligt, og modtog et taknemmeligt smil fra sin trætte mor. Mens han var der, benyttede han lejligheden til at granske festmåltidet. 13