Mit halve liv & Jeg er en, der kan sige sådan!

Mit halve liv & Jeg er en, der kan sige sådan!

Af samme forfatter:

Flygtige ord – et essay om taleskrivning, sprog og statsministre, 2024

ANITA

FURU Mit halve liv & Jeg er en, der kan sige sådan!

To romaner

Gutkind

Mit halve liv & Jeg er en, der kan sige sådan!

© Anita Furu og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag 2024

Mit halve liv udkom oprindeligt i 2017 og Jeg er en, der kan sige sådan! i 2019 på Forlaget Gladiator

Omslag: © K Vang

Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0779-9

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind

Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Mit halve liv

Ingen kan forklare, hvad der præcist sker i os, når de døre bliver revet op, som barndommens skræk ligger skjult bag.

– w.g. sebald: austerlitz

Jeg løber det sidste stykke. De nye sko klemmer. På Nørrebrogade står solen lige i øjnene. Jeg drejer ned ad Elmegade og tumler, med åndedrættet i halsen, gennem porten til nummer 7, finder første baggård, en indgang, en trappe. I en fremmed opgang står jeg foran en dør, som engang har været blå, knytter hånden, dundrer på døren, og hun åbner med det samme. Trinet knirker, da jeg falder ind mod hende. Hun lægger sin hånd på min kind. Åh, hvor har jeg savnet dig, Amanda!

Vi sætter os i sofaen. Det er dagen efter min mamas jordefærd. Amandas tommeltot stryger min hånd. Det er en særlig måde, hun har.

– Moderløs to gange, siger hun.

Kulden kryber op under kjolen. Det føles som vinter, selvom det er sommer. Stuen er huleagtig. Bag væggen er lyde fra fremmede mennesker, og ved døren står Amandas ting som kortlagte pletter i et ukendt land. Kommoden med blondedugen. Den sorte hat med den blå fjer. Tobaksæsken med smykker. Jeg ved, hvordan det føles at åbne den æske.

Billederne, de to hun ejer, står lænet op ad kommoden. Det forreste er et fotografi af mama, Amanda og mig i en oval ramme af blank mahogni. Mama og Amanda sidder i hver deres stol. Jeg står mellem dem og ligner hverken den ene eller den anden.

Bag det billede står et mindre, hvoraf jeg kun kan se hjørnet med fotografens stempel »Rosa Metz 1906«. Men jeg kender det godt. Det er et fotografi af mig. Jeg sidder ved et bord. Mit hår er kort, næsten som en drengs.

Portneren skal hænge billederne op, men han er et smøl. Spejlet har Amanda selv fået anbragt over for sofaen, hvor der i forvejen var en krog. Når jeg rykker tættere på hende, kan jeg se vores spejlbilleder. Vi er næsten lige høje, for jeg blev tretten i vinter. I spejlet er vores hoveder ved siden af hinanden.

– Jeg har købt bakverk til dig, siger Amanda på sit snublende skånsk-danske.

Jeg vil sige, at jeg har kvalme, at jeg ingenting har spist, men hun har allerede rejst sig. Hun finder bagerposen frem fra køkkenskuffen. Jeg vil fortælle, at jeg har en følelse af søsyge, at jeg har haft det sådan i flere dage, at det trykker for brystet, men nu får jeg rakt en tallerken, og hun ser triumferende på mig.

– Din yndlingskage!

En linse. Den tørre kagemasse, den bløde creme, det smager hjemligt. Amanda henter et glas saft. Hun bliver stående og venter. Jeg er nødt til at spise og drikke det hele, så hun kan få glasset og tallerkenen sat til side og komme ned i sofaen igen, og vi kan sidde her sammen.

– Fortæl om dengang, jeg kom til Danmark, siger jeg.

Amanda kniber øjnene sammen.

– Du var så liten, siger hun og viser med hånden lige over sin navle. – Du stod på trappen og nejede og nejede og ville slet ikke ind. Du havde en rød kjole på og små røde støvler og en rød kuffert i hånden. Den ville du ikke slippe. Det var svært for dig at neje, mens du holdt kufferten, ikke at den var stor, den var meget lille. Og om aftenen, husker du det? Da du skulle sove, Lamse? Du ville ikke give slip på min hand.

Vi holder hinanden i hånden i spejlet. Amandas spejlbillede er bredt, kinderne, næsen, munden. I mit ansigt er alting smalt.

Det er et nyt familiefotografi, men denne gang uden mama. Nu er vi kun os to.

– Jeg strøg dig over kinden og sagde, at jeg kom tilbage om lidt. Men du forstod det jo ikke. Du så bare på mig. Jeg hentede min dyne og min pude og redte op på gulvet ved siden af din seng. Der lå jeg hele natten. Nogle gange troede jeg, at du sov. Men det gjorde du ikke. For når jeg prøvede at trække handen til mig, så holdt du fast.

Jeg klemmer Amandas hånd. Hun klemmer tilbage. Jeg læner mit hoved mod hendes skulder.

– Og så besluttede du at blive hos mama og mig, siger jeg.

– Jeg havde ellers sagt til din mama, at når der kom barn i huset, så sagde jeg op. Så ville jeg tage hjem til min søster i Malmø.

– Men det gjorde du ikke.

– Det gjorde jeg ikke.

Det spænder i kindbenene. Mine skuldre ryster en smule. Jeg gør mig lille, vender ansigtet mod Amandas kjoleærme og trykker min næse flad mod hendes arm. Da hun løfter armen og lægger den om mig, stiger en skarp lugt op fra ærmegabet. Jeg holder vejret et øjeblik, før jeg lader mig synke ind mod hende.

– Var der gode taler? spørger hun.

– Taler?

– Fik din mama smukke ord med på vejen? Det har hun fortjent. Se hvor godt, hun har sørget for mig.

Jeg ser mig om i Amandas lejlighed. Der er en køkkenkrog og et vindue mod gården, hvor det næste hus ligger så tæt, at jeg kan røre ved genboens mur, hvis jeg rækker hånden ud ad vinduet.

– En stue og et kammer, siger hun tilfreds. – Al den plads kun til mig. Og så bliver jeg på Nørrebro. Det er, som det skal være. Og møblerne også.

Hun fører hånden hen over sofaens stribede stof.

– Dem har din onkel sørget for.

Sofaen er ikke nybetrukket, men der hører et sidebord til. Det

er af samme slags træ som sofaens armlæn. Amanda stryger med hånden over bordet.

– Her kan jeg sidde med kaffen.

Hun gør en bevægelse, som om hun drikker en kaffetår og sætter den imaginære kop tilbage på sit nye bord.

– Blev der sagt noget smukt om din mama? spørger hun igen.

Jeg trækker på skuldrene.

– Der var vel taler? bliver hun ved. – Ham rabbineren eller din onkel, sagde de ikke noget?

– Rabbineren sagde nogle mindeord.

Jeg ved ikke, hvorfor det er så vigtigt for hende. Jeg orker ikke at tænke på det nu. Jeg vil bare sidde her med Amanda og føle mig hjemme. Jeg vil lukke øjnene og forestille mig, at vi er i lejligheden på Nørrebrogade. Det kan være om aftenen, lige før jeg skal i seng. Jeg gik forbi i dag, jeg ville ikke se over på gadedøren, jeg ville ikke se op på første sal, men jeg gjorde det alligevel. Vinduerne glanede tilbage.

Vi sidder sammen, Amanda og mig, det gør vi et stykke tid, indtil hun sukker og rejser sig og siger:

– Du skal hjem nu. Skal jeg følge dig på vej?

Jeg skubber skoene af og får benene op under mig.

– Lad os vente lidt, søde Amanda.

Hun sætter sig igen.

– Kan du huske, da jeg skulle fotograferes? spørger jeg. Hun klukker, som jeg ved, hun vil gøre det, for hun tænker på det samme som jeg, at jeg lånte hendes smykker og havde dem på hos den fine fotograf. Det var en af de første dage, efter jeg var kommet til Danmark. Hele tiden rendte jeg i hælene på Amanda. Som en hund fulgte jeg hende, også ind på hendes kammer bag køkkenet, hvor hun satte sig på sengen for at puste ud mellem opvask og gulvvask. På hendes kommode stod den tobaksæske med skydelåg, hvor hun opbevarede sine smykker. Jeg husker, at hun sad på sengen, og jeg stod ved kommoden og trak æskens låg til side og tog smykkerne op. Jeg tror, jeg talte med mig selv,

som små børn gør det; at jeg hviskede ord, som kun jeg forstod, og det føltes ensomt, men at Amandas værelse var et helle i den ensomhed. Jeg tog hendes halskæder på, og jeg ville ikke tage dem af igen. Først forsøgte mama sig. Så prøvede Amanda, mere på skrømt. Men ikke om jeg ville.

På strømpesokker smutter jeg over gulvet. Strømpen hænger fast i en splint. Jeg river den løs. Det stikker i tåen, og det er i orden. Lad splinten bore i min tå, lad det bløde en smule, lad Amanda trække strømpen af mig og grave efter splinten med en synål, der ikke er så ren, som den burde være. Jeg henter fotografiet, der står op ad kommoden, og hinker på ét ben tilbage til sofaen. Amanda læner sig ind mod mig. Jeg lader fingeren køre hele vejen rundt langs messingrammen. Amanda fører sin finger hen mod det buede glas og aer mit seksårige jeg på næsen. Pigen på billedet ser træt ud. Det har jeg ikke tænkt på før. Hun smiler en smule, men det er, som om hun ikke orker det. De to halskæder, en lang og en kort, hænger ned over kjolens bærestykke. Den lange piller hun ved, det er den med de glatte perler. Mama fik lavet fem kopier, og hun måtte sende fotografier til familien i Tyskland, hvor jeg havde Amandas tarvelige smykker på.

Sådan begyndte mit liv som Ruth Ballin.

1

København, forår 1913

Eftermiddag. Jeg hænger ved vinduet. Mama sidder i sofaen med Politiken. Hun har haft de samme sider slået op i en evighed. Hun læser ikke, det er tydeligt.

– Tænder du lampen, Ruth?

– Allerede?

– Er det ikke mørkt?

– Måske en smule.

– Kom herover. Hvordan ser mine øjne ud?

Jeg sætter mig i sofaen ved siden af hende. Jeg tager hendes ansigt mellem mine hænder, som om hun var mit barn. Hendes grønne øjne er lysere end ellers. Der er en mælkeagtig hinde over dem.

Jeg vil ud. Mama holder mig i den lumre stue. Inge er på landet med sin mor og storebror. Hun sidder i klitterne og tegner. Lyset er godt om foråret. På min første skoledag satte lærerinden mig sammen med Inge i klassen, og lige siden har hun været min bedste veninde. Jeg husker, at hendes hår var flettet stramt væk fra tindingerne i lyse, næsten hvide, fletninger. Og jeg husker, at hun allerede dengang fyldte sin tavle med blomster, dyr og mennesker i stedet for at skrive de ord, som lærerinden dikterede.

Mamas hånd rækker ud og rører ved mit ansigt. Hendes fingerspidser føles som tårer, der glider ned ad mine kinder.

– Du har en fin hud.

Sådan plejer hun ikke at tale. Nu skammer jeg mig over, at jeg vil ud i solen denne ene dag. Jeg, der har så mange solskinsdage foran mig. Hele livet ligger udbredt, og det kan kun blive godt. Nej, det kan kun blive trist. Mama bliver svagere dag for dag. Selv Amanda lister omkring uden at brokke sig, ingen prusten, ingen mumlen. Jeg har slet ikke hørt hende komme. Det giver et sæt i mig.

– Doktoren er her, siger hun.

Dér kommer doktor Hertz anstigende med sin sorte taske og sine tunge hænder. Han placerer en hånd på mit hoved, som om han vil velsigne mig.

Amanda flygter ned i køkkenet. Jeg har lyst til at flygte efter. Langt væk fra alt det … Ikke bare mamas sygdom, men … Der er noget med os. Vi hænger mere sammen, end vi burde. Assimilation, siger mama. Som et trylleord. Men hun kan ikke trylle. Hun hænger fast i sin jødiske læge, sin jødiske advokat, sin jødiske omgangskreds. Det er ikke kun om fredagen, det er ikke kun i synagogen om lørdagen, det er til middagsselskaberne, til teerne. Sådan vil jeg ikke være. Jeg vil ud i solen med blonde veninder, og den mand, jeg gifter mig med, skal være høj og lys. Og i øvrigt ser jeg ikke spor jødisk ud, og det gør mama slet ikke. Ingen af os to er sådan sortsmudskede i det.

Doktor Hertz har sat sig ved siden af mama. Han har lagt hatten.

– Jeg tror, Amanda vil tale med dig.

Hans små øjne ser på mama, men jeg antager, at det er mig, han taler til. Jeg går ud af stuen og lukker døren efter mig, jeg løber ned ad gangen til køkkenet, for jeg vil gerne tale med Amanda. Hvis nogen ved, hvad der foregår, så er det hende. Amanda sidder ved bordet, der står midt på køkkengulvet, lige langt fra vasken på den ene side og komfuret på den anden. Hun drikker kaffe. For hver tår suger hun underlæben ind og laver en svuppende lyd. Jeg trækker en stol ud, stolebenene skraber

mod gulvet, jeg sætter mig over for hende med hænderne i skødet. Vinduet er åbent mod gården. Det blæser en smule. Det giver en svag susen, ellers er her kun de lyde, Amanda frembringer. Da hun sætter koppen mod underkoppen, udløser det et brag. Da hun sukker, er det en storm.

– Hvad har lægen sagt? hvisker jeg.

Amanda siger ikke noget. Hun sidder bare og fylder rummet ud. I stuen kan hun virke lille, især hvis der er besøg. Men køkkenet er Amandas. Hendes stærke arme stikker ud fra forklædet og ender i faste hænder, der holder om kaffekoppen. Hun tømmer koppen og lægger hænderne på bordet.

– Lægen? Han er ikke den vigtigste person.

– Hvem er så det?

– I går skulle jeg aflevere et brev til sagføreren, og jeg skulle have svar med tilbage.

– Hvad stod der?

– Du skal ikke være bekymret, Lamse. Din mama er klog. Hun vil sørge godt for os alle sammen. Når hun engang går bort, vil din onkel tage sig af dig.

– Hvordan ved du det?

– De har talt om det.

Amanda hører lidt af hvert. Hun går til og fra med te og kager, hun finder noget at tage sig til, retter på en skål, samler en avis op, så hun må tøve i døren.

Min onkel. Når mama bliver gammel og dør, vil onkel David tage sig af mig. Selvfølgelig. Sådan må det være. Onkel David og mama har kendt hinanden altid. Onkel David var i lære hos mamas far på købmandsgården i Ribe, hvor den gamle Ballin lærte ham alt, hvad man behøver at vide for at drive forretning. Hvis der alligevel er noget, han ikke ved, spørger han mama til råds. De sidder i privaten oven på onkel Davids teforretning og drikker Darjeeling First Flush. Skal Amanda flytte med? Jeg vil ikke tænke på det. Mama er ikke gammel, ikke endnu. Jeg tror, onkel David er ældre.

Skridt ned ad gangen. Amanda kommer på benene. Det skal ikke hedde sig, at hun sidder og driver den af. Doktor Hertz bliver stående på dørtrinet. Amanda står midt i køkkenet foran bordet. Doktor Hertz kommer med instrukser. To dråber morgen, to dråber aften, varme omslag, bouillon og blødkogt æg. Amanda nikker på passende steder.

– Du kan snart søge arbejde som sygeplejerske, Amanda, siger doktor Hertz. – Jeg vil ikke afbryde dig i travlheden, jeg finder selv ud.

*

Mama slæber fødderne. Jeg holder hende under armen, der er tynd som et barns. Hun taber noget fra sit skørt. En lille stump, der dumper ned på fortovet. Jeg ved godt, hvad det er. Et blodigt stykke avis. Jeg lader det ligge. Hun taber et stykke til. Jeg skubber det ud i rendestenen med skoen. Amanda river gamle aviser i stykker og lægger dem ved vandklosettet, så vi har noget at tørre os med. Jeg vil tro, at mama putter papiret op i sig, eller måske lægger hun det bare i benklæderne, for at blodet ikke skal sile ned ad lårene og fylde støvlerne op.

Jeg holder øje med, om der falder flere stumper. Jeg ser ned i fortovet. Mit hår falder frem langs kinderne, i panden er det holdt på plads af et spænde. Jeg ser fortovets fliser og brosten og over dem mit dinglende hår og dér endnu et stykke blodig avis, ud i rendestenen med det. Vi er kun nået et par huse ned ad Nørrebrogade. Det kan blive en lang tur til Kongens Have.

– Skal vi hvile os lidt? siger mama.

Det er en varm dag. Byen lugter af støv. På Dronning Louises Bro hjælper en mor sit barn af med trøjen. Mama knapper sin frakke helt op i halsen og trækker tørklædet op over hagen. Foran konditoriet står borde og stole. Hun sætter sig.

– Jeg har ikke lyst til Kongens Have. Lad os gå hjem igen og få

Amanda til at lave en kop te. Du kan købe to linser til os, Ruth. Nej, køb tre linser.

Hun rækker mig sin pung.

– Kage på en tirsdag, hvad siger du så?

Hun knejser med nakken under den store, gule hat, der har en blomst foran på skyggen, og holder hænderne med de sorte blondehandsker fra Fonnesbech samlet i skødet. Jeg bliver stående med pungen i hånden.

– Jeg kom til at tænke på noget.

– Noget vigtigt? spørger mama.

Det kan man vist ikke kalde det, men selvom noget ikke i sig selv er vigtigt, kan det være vigtigt at få det sagt. Nogle gange skal man sige, hvad man tænker.

– Dengang jeg kom til Danmark, siger jeg.

Mama ser på mig med et plirrende fugleøje. Det andet øje gemmer sig bag skyggen af hendes hat.

– Jeg stod oppe på dækket og så ned på alle de mennesker, der ventede på kajen. Og den første, jeg lagde mærke til, det var dig, mama.

– Det har du aldrig fortalt, siger mama, og jeg kan se, at hun er glad for, at jeg fortæller det nu.

Jeg husker, at kaptajnen byggede en gynge til mig. Han har nok tænkt, at overfarten fra Sankt Petersborg til Helsingør var en lang tur for et barn, der rejste alene og ikke forstod et ord af, hvad nogen sagde. Jeg sad på gyngen og så ud over vandet. Sejlturen kan højst have varet et par dage, men det føltes som en evighed. Havet blev større og større, og skibet mindre og mindre. Jeg troede ikke, at vi nogensinde ville nå i land. Jeg kravlede op på gyngen og stod der oprejst, så jeg bedre kunne se. Det gav et ryk i skibet, jeg var nær skvattet ned, og jeg husker den fornemmelse af at miste fodfæstet. Det sved i mine hænder, der holdt stramt om tovet. Væk var den tågede horisont, hvor havets rand blandede sig med skyerne i en uklar streg. Foran mig lå en by

med husene så tæt på, at jeg tænkte, jeg kunne røre dem, hvis jeg ville. Jeg stod på min gynge, og nede på kajen stod en dame med en stor, gul hat, som havde en blomst foran på skyggen. Hun lænede hovedet tilbage, men hatten blev, hvor den var, og hun spejdede efter nogen oppe på skibet.

– Du havde den gule hat på, ligesom i dag, siger jeg til mama, og jeg venter, at hun ligesom dengang vil læne hovedet med hatten tilbage og se op på mig.

I stedet dratter hun fremefter.

Hun løfter de handskeklædte hænder, men når kun delvist at skærme for faldet. Hun lander på siden. Jeg falder på knæ i det fine grus, der dækker jorden foran konditoriet. Forskrækket ser hun på mig bag de mælkede iriser, før hun sænker øjenlågene med et lille skrig. Hatten falder frem og dækker ansigtet. Jeg bøjer mig ind over hende, fjerner hattenålene og befrier hende fra den store hat og vifter med den, for jeg tænker, at hun skal have luft. Jeg sidder i gruset mellem de hvidmalede stole og borde, hvor spurve hopper rundt og leder efter kagekrummer, og jeg vifter og vifter, som om jeg kan blæse liv i mama.

En besvimelse, siger en stemme. Hun er alvorligt syg, siger en anden. Bagersvenden kommer stormende ud fra konditoriet, han taber sin hvide hue, samler den op, hans arme i den blå, melplettede skjorte farer op og ned. Der bliver fremskaffet en båre, hænder løfter mama op. Fruen er let som en fjer, siger stemmen. Doktor Hertz, mumler jeg, og de har allerede sendt bud, doktoren er på vej, måske venter han hjemme hos os lige nu.

Den korte strækning, som mama og jeg møjsommeligt tilbagelagde med et kølvand af blodige stumper avis, går vi nu retur. I modsat rækkefølge passerer vi fliser, brosten, lygtepæle, huse. Bagersvenden har fat forrest i båren. Han skrider frem som Moses, der deler vandene. Forårskåde mennesker træder til side. Jeg ser på deres glade, svedige ansigter. Jeg ser på bagerens magre lærling, som løfter bagenden af mamas båre. Det er, som om jeg

selv følger i hælene på mit eget blik frem og tilbage mellem tilskuere og optog, mellem ligtog og liv. På båren ligger mama mere død end levende.

Solen står højt på en blå himmel. Det må gøre enhver let om hjertet, men en tung hånd har greb om mit. Bagersvendens hvide hue vipper i takt med hans skridt som matrosernes huer, når de arbejdede på dækket. Jeg husker, hvor bange jeg var. Jeg troede helt alvorligt, at skibet ville gå til bunds. Jeg sad på min gynge med lukkede øjne, og når skibet sank som en sten, ville jeg åbne øjnene, og der ville være vand overalt. Det var ikke en frygt, jeg havde, det var en vished.

Og her i vores forpjuskede tilbagetog rammer den mig igen, den kolde angst. Og denne gang er det heller ikke en angst, men en vished. Det forfærdelige vil ske. Bagersvenden ved det. Den magre lærling ved det. Alle de glade mennesker, der bliver afbrudt på spadsereturen, de mærker et kortvarigt ubehag, et lille stik, en lede, men en båre, en syg, gammel dame, hvad rager det dem? De bakser videre, for sådan er livet, og de ved det.

Åndedrættet bevæger sig længere og længere op i brystet. Til sidst vil ånden smutte ud af munden, og det var det. Nu er det en spæd, men hørlig pusten allerøverst i brystkassen. Hun ligger i samme stilling hele tiden. Amanda og plejersken har givet hende en ren natkjole på. Doktor Hertz kniber sine små øjne sammen, så de bliver endnu mindre. I går var overrabbiner Schornstein her, nu går han hjemme og venter.

Inde i stuen sidder onkel Ja i lænestolen. Han har et alvorligt ansigt og sorte øjne. Bag ham står tante Jo som en skygge. Onkel Jacob blev til onkel Ja, og tante Johanne blev tante Jo. Det har sat sig fast fra den tid for længe siden, hvor jeg ikke kunne sige så meget. Over for dem sidder onkel David i sofaen og gnider sit overskæg, der er kridhvidt, selvom de buskede øjenbryn er mørke.

– Nåede I at tale om det, Jacob?

– Det er afklaret, siger onkel Ja.

– Er du afklaret, Johanne?

Tante Jo siger ingenting. Hun ligner et af de fotografier, der hænger over sybordet, af slægtninge, der for længst er gået bort. Så krymper hendes ansigt sig, som om hun er ved at græde.

– Tove hostede i går.

Onkel David læner sig frem.

– Tove er det mest livskraftige barn inden for voldene.

Onkel Ja lægger sin hånd på tante Jos.

– Tove er tre år. Der er ingen fare med hende.

Tante Jo nikker. Hendes ansigt er igen blankt som en mønt.

– Jeg tager Ruth med på landet, siger onkel David.

Jeg hører ordene, men det er, som om de ikke vedkommer mig. Jeg kan kun rumme én tanke: Ikke i dag, kære Gud! Jeg står foran chatollet. Jeg tager mamas bønnebog fra den midterste skuffe. Hver aften, når vi sidder i mørkningen, mama og jeg, og det er tid at tænde lampen, skal jeg hente bogen, så hun kan læse aftenbønnen. Det er en solid bog, en tryg bog, på ryggen står med guldtryk »A.A. Wolff. Danske Bønner for Israeliter«. Jeg kommer til at bladre for langt, siderne er tynde. Her er den bøn, jeg vil læse. Forbøn for en syg:

»Herre, du har selv sagt: Kald paa mig i din Nød, og jeg vil frelse Dig, og Du skal prise mig. Oh, saa lad da mit bekymrede Hjertes Bøn opstige til dig. Hos hvem skulle jeg vel finde Styrke under den haarde Sygdom, der fængsler min kære til Leiet.«

Jeg bøjer mig ind over mamas seng. Jeg holder vejret og kysser hende ikke på læberne, men på kinden, alligevel kan jeg mærke, at hun lugter surt ud af munden som en hund, der har spist noget råddent. Jeg vil ikke tænke sådan. Sengen er rykket ud, den står midt i soveværelset. Gardinerne er trukket for. Sølvlysestagerne står tændte på bordet. På to stole ved døren sidder Amanda og plejersken. Amandas stol knirker, når hun rykker sig i sædet.

Mama ligger på ryggen. Hendes hår er friseret og flettet til en tynd pisk, der hviler på den ene skulder. Doktor Hertz løfter dynen og ser på mamas fødder. Mellem fødderne og hovedet fylder hendes krop ingenting. Det er, som om der bare er en fold i dynen.

Øjenæblerne himler. De har mistet farven og er næsten hvide. Hendes mund er åben. Rynkerne har glattet sig. Ansigtet er maskeagtigt. Trækker hun stadig vejret? I den åbne mund bevæger tungen sig op og ned som en snog i en grotte. Jeg tager mamas hånd, som ligger på dynen. I samme øjeblik lukker hun sine øjne. Hun lukker øjnene! De tynde vipper blinker et kort sekund som græs, der lægger sig for vinden. Det er, som om hun har ventet på mig. Jeg er det vigtigste menneske for hende, og det betyder, åh min gud, at hun er det vigtigste menneske for mig. Jeg synker ned på gulvet ved siden af sengen, stadig med hendes hånd i min. Søde mama, hvad skal jeg gøre uden dig? Mama trækker vejret ind som et suk. Er hun død nu? Nej, hun åbner øjnene igen. Nu lukker hun dem. Så kommer der endnu et åndedrag. Jeg farer sammen. Jeg tør ikke trække vejret. Jeg venter. Der kommer ikke mere. Jeg er alene tilbage.

Tante Jo og jeg sidder i dagligstuen. I spisestuen taler onkel Ja med bedemanden. Tante Jo rejser sig. Vi skal gå ind til mama. I hendes blege ansigt er øjnene stadig åbne, munden er åben. En sidste gang skal jeg kysse hendes kind. Først kysser tante Jo, så kysser jeg. Mamas hud er kold. Jeg lukker øjnene for ikke at se ned i hendes mund, hvor snogen må ligge forvredet efter sin dødskamp. Langt væk i mit andet liv var min far død. De lagde et hvidt klæde over ham og hængte hvidt stof for vinduet. Vi søskende skulle sige farvel. På række stod vi og skulle kysse hans hånd. Mine brødre kyssede hånden. Min søster tog hånden og kyssede den. Jeg skulle også, men jeg kunne ikke. De førte hans hånd op til mine læber. Det er noget, kun jeg ved.

Onkel Ja er kommet ind. Han lægger en hånd på min skulder. Jeg tror ikke, jeg kan bære så meget vægt.

*

Overrabbiner Schornstein læser op fra et hæfte. Hans accent er udtalt. Især har han noget med ordet »moder«, som optræder en del gange. Han udtaler d’et hårdt.

– Ingen moder har elsket sit barn højere, ingen moder har med større utrættelighed tænkt på og sørget for sit barns fremtid end den hedengangne for sin elskede plejedatter …

– Kære Ruth, siger han.

Det er ubehageligt, at han siger mit navn. Alle ser på mig. Deres blikke er nåle, der stikker gennem tøjet og ind i huden.

– Kære Ruth, Gud har én gang vidunderlig åbenbaret sig i dit liv ved at føre dig fra mørke til lys, fra kummer til glæde, fra had til kærlighed. Hvis du trofast bevarer din plejemors minde og hædrer det ved et fromt og kærligt liv, da vil Gud også i fremtiden åbenbare sig i dit liv …

Han taler længe. Jeg bliver lettet, da han når til »amen«. Bagefter giver han mig hæftet med mindeordene. Da han bøjer sig ned mod mig, kommer hans gråsorte skæg nærmere og nærmere for til sidst at strejfe min kind som en logrende hundehale. Jeg ser ikke på ham. Hæftet er en stentavle mellem mine hænder.

Kisten er på vej ned i graven. I kisten ligger mama. Rundt om står mennesker, jeg kender, og mennesker, jeg ikke kender. De opfører sig, som om det er helt normalt at sænke et menneske i jorden.

Jeg får en følelse af, at det er en levende, der kommer i graven, og at de døde er os, der står tilbage under træerne på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Over os slår skyerne mod hinanden, hårde vindstød slår mod begravelsesfølget, og frakker bliver knappet op i halsen. Også min frakke bliver knappet af nogens hænder.

MIT HALVE LIV

“En stærk, rørende og gribende fortælling.”



Kristeligt Dagblad

“Et stærkt tidsbillede og en nærværende, personlig historie.”

Information

“En vigtig roman om en jødisk kvindeskæbne i det 20. århundrede.”

Kirsten Thorup

JEG ER EN, DER KAN SIGE SÅDAN!

“En fantastisk stor historie om jødeforfølgelse, kærlighed, tab og sorg.”



Kristeligt Dagblad

“En budskabsrig og klog lille roman.”

Weekendavisen

Anita Furus anmelderroste romaner om flygtningepigen Ruths gribende skæbne udkommer for første gang i samlet udgave. Vi følger Ruth fra hun i 1906 som lille pige bliver skilt fra sin familie under jødeforfølgelserne i Kyiv til hun som 73-årig igen får kontakt til sine søskende. Men er det muligt at nå hinanden efter et helt livs adskillelse?

Romanerne er inspireret af forfatterens egen familiehistorie. Det er en fortælling om længsel og tab og om både at føle sig fremmed over for det liv, man lever, og resterne af det, der kunne have været.

Anita Furu (f. 1962) er forfatter og taleskriver. Seneste udgivelse er Flygtige ord – et essay om taleskrivning, sprog og statsministre (2024).