ET SPOR I FJORDEN
SATU RÄMÖ
ET SPOR I FJORDEN
På dansk ved
René Semberlund Jensen
GUTKIND
Et spor i fjorden
er oversat fra finsk af René Semberlund Jensen efter Hildur
© Satu Rämö, 2022
First published in Finnish with the original title Hildur by Werner Söderström Ltd (WSOY), Helsinki, Finland.
Published in the Danish language by arrangement with Bonnier Rights, Helsinki, Finland.
Denne udgave: © Satu Rämö og Gutkind Forlag A/S, København 2025 2. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Simon Lilholt, Imperiet Sat med Minion hos Geethik Technologies og trykt hos Scandinavian Book info@gutkind.dk
ISBN 978-87-434-1197-0
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Citater fra folkeviser og sange er oversat fra islandsk af oversætteren, på nær sangen side 108, som er oversat af Bjarni M. Gislason.
Denne oversættelse er støttet af FILI –Finnish Literature Exchange
Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. 1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag
Kapitel 1
Sommeren 1550, Mosfellsheiði
Sleipnir satte farten op, så den tykke, brune man bølgede fra side til side. Der stod fråde om munden på den, og de mørke øjne glødede af iver efter at komme frem.
På ryggen af den rapfodede ganger sad Haraldur. Han trak den kolde sensommerluft dybt ned i lungerne og holdt tøjlerne fast i højre hånd. Med venstre hånd holdt han fast i et reb, der var fastgjort til grimerne på de to heste, der løb ved siden af. Kniven, han havde i et bælte om livet, bankede mod låret i takt med hestens tølt.
På udåndingsluften stødte Haraldur en dyb og lang o-lyd ud gennem sit røde skæg. Den skulle berolige hesten, men hesten viste ingen tegn på træthed.
En god hest ville sin rytter det bedste. Den ville vise, hvad den duede til. Haraldur ønskede ikke at ride sin bedste hest træt, for den stejle strækning op til Mosfellsheiði lå stadig foran dem.
Haraldur havde reddet i tre lange dage. Han var taget hjemmefra Fellsströnd ved Breiðafjörður med tre heste og var reddet mod syd. Han skulle advare sin ven. Det var kommet Haraldur for øre, at en konkurrerende slægt havde sendt en gruppe mænd ud for at dræbe Njáll. Njáll var én af de mest formuende og indflydelsesrige bønder på Sydlandet. Penge og magt betød fjender, der fandt deres måder at få del i andres rigdom.
Njáll og Haraldur havde lært hinanden at kende og var blevet venner allerede som små, for de var fætre på mødrenes side. Haraldur var redet ud, straks han fik nys om faren.
Aftensolen farvede landskabet orange. Der var efterår i luften. Fuglene kvidrede ikke længere, som de gjorde, når sangen var på sit højeste om sommeren, og det grønne græs på sletterne var så småt begyndt at blive lysebrunt. Kort før solnedgang, og inden det blev mørkt, kom Haraldur efter den lange færd til sit overnatningssted, en fjeldstue på den store fjeldhede Mosfellsheiði.
Han stoppede foran den lave tørvehytte og stod af. Haraldur gav hestene vand og førte dem så ind på en mark omgivet af et stengærde for at hvile ud.
Haraldur åbnede døren til hytten og gik ind i det dunkle og lavloftede forrum. Han ville lægge sig for natten. Rejsen fortsatte tidligt næste morgen. Der var stadig halvanden dags ridt til Njálls gård, der lå ved den mægtige elv Ölfusá.
–Tre heste og en mand, én nat. Her er vel plads? Haraldur snerrede i skægget og lagde skiftevis vægten på det ene og det andet ben. Det lange, røde hår omkransede hans ansigt med det kraftige kæbeparti.
En ung kvinde i en lammegrå vadmelskjole kom til syne i midtergangen. Hun havde en olielampe i hænderne. Det matte lys fra lampen gjorde hendes grønlige øjne dybere.
– Der er sovepladser dér fremme. Du betaler i morgen, og vi vil ikke have noget snyd med det, sagde kvinden og viste bagud i hytten med et hurtigt nik.
Una var snart tredive år og kom sydfra. Om vinteren var hun pige på en gård ved nabofjorden. Om sommeren sørgede hun for gæsterne i sin husbonds gæstehus. I denne fjeldstue overnattede alle, der rejste mellem Vest- og Sydlandet.
Una stod længe og betragtede den flotte mand, der stod i gangen. Meget længere, end hun normalt gjorde.
– Er du sulten? Jeg kan se efter, hvad vi har i køkkenet, sagde Una.
De delte en klipfisk mellem sig og brækkede bidder af et aflangt hvedebrød bagt med tang. Haraldur fortalte om de heste, han
Kapitel 2
November 1994, Ísafjörður
Fra vinduet i stuen kunne man se, hvordan vinden hvirvlede de hvide fnug rundt i haven. Snevejret tog til.
Lóas mave føltes blød og varm under hånden. Den er tynd som silkepapir, tænkte Björk, da hun roligt aede det stakkels dyr. Katten spandt stille. En sneplov kørte forbi udenfor, blinkene kastede orange lysglimt ind i stuen. Det enorme køretøj fejede gaden for sne og skubbede store bunker op på den tomme grund ved siden af. Jorden rystede under sneplovens vægt, og støjen og hvinene fandt vej ind i stuen. Katten vågnede, strakte forpoterne ud og stemte dem imod fløjlssofaen, åbnede øjnene halvt og kastede et blik på sin unge plejerske med et tilfreds udtryk.
Det ærgrede Björk, at hun ikke kunne have sin egen kat. Hendes mor var allergisk. En hund ville heller ikke gå. Heste havde de, men de var altid udenfor, og man kunne ikke på samme måde lege med dem i sofaen i stuen.
Björk var glad for, at morens gamle ven Jón havde bedt hende og søsteren Rósa om at passe sin kat, mens han selv skulle til Reykjavík for at købe briller. Der var ikke nogen øjenlæge og heller ikke nogen brillebutik i Vestfjordene. Den seks timer lange køretur sydpå og et par nætter på et billigt hotel i udkanten af Reykjavík ville ikke have været noget for den gamle kat Lóa. Den kunne ikke lide at sidde i en transportkasse på bagsædet og kastede altid op, når den var med i bilen.
Björk og Rósa var taget direkte fra skole hen for at passe katten. Pigerne havde givet Lóa et par torsketunger og hældt
Rósa lukkede døren til parcelhuset efter dem og sikrede sig, at den smækkede, for ellers kunne et hårdt vindstød skubbe den op, og det kunne sne ind.
Pigerne klatrede over snedriverne, der havde samlet sig i indkørslen. Det havde sneet mindst en halv meter i løbet af de sidste to dage. Pigerne var forbavsede over de former, som vinden kunne lave i sneen, og de planlagde allerede en kælketur på bakken bag deres eget hus.
Da pigerne kom ud på vejen med støvlerne fulde af sne, fór den hvide skolebus forbi dem. Rósa løb efter den et stykke vej, mens hun viftede med armene for at få chaufføren til at stoppe, men forgæves. Enten så han dem ikke, eller også var han ligeglad.
– Men vi er nødt til at komme hjem. Hvad skal vi gøre? spurgte Björk ængsteligt. – Jeg har sne i støvlerne. Mor siger, at man bliver forkølet, hvis man går udenfor med våde fødder, fortsatte hun ærgerligt. Hendes stemme var grådkvalt, og tårerne steg op i hendes øjne. Rósa så eftertænksom ud. Skolen var lukket. Alle de andre børn var gået hjem eller var blevet hentet. Bussen var kørt. På denne tid var mor udenfor for at fodre hestene, og hun ville ikke komme indenfor før om i hvert fald en times tid. Far var på havet. Fiskerbåden ville først komme i havn i weekenden.
– Hvis vi nu tager hen og besøger nogen, foreslog Björk.
– Mor vil overhovedet ikke bryde sig om, hvis hun skal køre herover for at hente os, sagde Rósa.
Björk havde en anden idé.
– Hvad hvis. Hvad, hvis vi bare gik hjem?
Björk vidste, at det var forbudt at gå hjem. Man kunne fare vild i en snestorm, og den nye, fine tunnel var ikke åbnet endnu. Og man måtte heller ikke gå til fods i en tunnel. Byggeriet af tunnelen gennem fjeldet mellem de to bygder havde stået på de sidste par år. Tunnelen var et par kilometer
lang, og den ville forkorte og gøre turen mere sikker. Snart ville det ikke længere være nødvendigt at bruge den stejle og snoede vej over fjeldet, og den var også farlig særligt om vinteren.
– Vi må ikke gå gennem tunnelen, den er ikke færdig endnu, sagde Rósa bange.
– Jeg hørte, at mor sagde til far, at de havde boret igennem fjeldet. Vejen er der allerede. Det er den med garanti, sagde Björk selvsikkert som en seksårig og kiggede sin søster direkte i øjnene.
– Ja … Vi er jo i hvert fald nødt til at komme hjem. Når tunnelen ikke er åbnet endnu, er der jo heller ingen biler, sagde Rósa snarrådigt.
– Men jeg er bange for mørke, og der er meget mørkt i en tunnel, begyndte Björk at argumentere imod. Hun var begyndt at blive bange.
– Vi går bare helt stille, efter hinanden, sagde Rósa modigt.
– Jeg holder dig i hånden hele vejen, og jeg slipper ikke, før vi er helt hjemme. Vi går langs vejkanten. Tænk på pandekagerne.
Björks modstand smeltede, og hun tog sin søster i hånden. De gik hen mod tunnelen.
Pigerne gik langs den asfalterede vejkant hen mod tunnelåbningen i fjeldvæggen. Det begyndte atter at sne. Eftermiddagens lys var svagt, og det begyndte hurtigt at skumre. Snart var det lige så mørkt ude i det fri som i tunnelen.
– Heldigvis sner det ikke i tunnelen. Kom, nu går vi ind, sagde Rósa og trak sin søster med.
Rósa og Björk gik hånd i hånd ind i den mørke tunnel, og det sidste man så til dem, var den røde My Little Pony-rygsæk. Derefter forsvandt de.
Kapitel 1
Oktober 2019, Ísafjörður
Havet våndede sig stille. Bølgerne havde rejst langt, helt fra Grønland. En storm i Grønlandshavet ramte et par dage senere som dønninger mod Islands nordvestlige klippekyster. Vandet forvandlede sig til hvidt skum, når det slog mod stenene på stranden. Det opløstes, når det sprøjtede op mod huleåbninger, der var dannet af vulkanudbrud for lang tid siden.
Enhver måtte nu og da føle sig forbundet med det grundelement, der opretholdt livet. For kriminalkommissær Hildur Rúnarsdóttir bestod det i surfing. Havet var utilregneligt, ingen kunne fuldstændigt forudse dets bevægelser. Der var altid et element af mørke og kulde, når det gjaldt vand. Det var ikke noget, man kunne se i farvandsudsigten, og man skulle tage sig i agt for det. Men Hildur var draget af faren. At lege med det kolde element var hendes måde at leve på.
Hildur bandt sin tykke fletning, der gik hende ned til midt på ryggen, op i en knold i nakken for at få neoprenhætten til at sidde tæt.
Hun vurderede vandet til at være cirka fem grader. Højst seks. Våddragten var en heldragt af bedste og tykkeste slags. Ærmerne og benene var lange, men omkring hænder og fødder var stoffet et par millimeter tyndere for at give bedre mulighed for bevægelse. Når hun surfede i det kolde vand, brugte hun specielle handsker og sko.
Den sorte dragt var som et ekstra lag hud. Hvis dragten sad mere løst, ville der kunne komme for meget vand ind, og kroppen
ville hurtigt blive afkølet. En alt for stramtsiddende dragt gjorde det besværligt at bevæge sig. Man skulle kunne bevæge sig smidigt på et surfbræt.
Bag det forrevne skydække lyste det grå oktoberlys. Om vinteren skinnede solen slet ikke i bygden. Fjeldene omkring den holdt solen skjult fra november til marts. Nu var det den tid på året, hvor solen snart ville forsvinde for først at vende tilbage i det tidlige forår.
Hildur tog sit grønne surfbræt under armen og gik ud i vandet. Der var hårde gummisåler i hendes neoprensko, men hun kunne alligevel mærke de skarpe vulkanske sten under sine fødder. Efter et par forsigtige skridt lagde hun sig på maven på brættet og padlede med hænderne ud fra stranden mod det åbne hav. Hendes muskuløse arme pløjede rytmisk gennem vandet, og hendes vejrtrækning intensiveredes.
Man kan kun tage så langt ud på havet, som ens psyke tillader.
I dag ville Hildur forsøge at komme så langt ud som muligt. Bølgerne var lave, men lange. Typisk for efterdønningerne fra en grønlandsk storm. Det krævede mange kræfter at padle op mod bølgerne. Netop derfor elskede hun det. Ved at bruge energi ladede hun på en måde sindet op.
Surfbrættet kom længere ud, og hun prustede mere nu, når hun trak vejret. Hun så en natsort ravn flyve hen over hovedet på sig. Hildur fulgte den et hurtigt øjeblik. Havet tog i det samme fat i hende. Det var nok, at hun bare trak vejret ind én gang, da havet kom, så slugte hun en mundfuld havvand og fik et voldsomt hosteanfald.
Efter at have padlet et par hundrede meter, skiftede hun retning og ventede på næste bølge, hun kunne benytte sig af. Der var ingen andre på stranden. Der var ikke mange surfere i hjembyen, der bestod af et par tusinde indbyggere. I dag var havet kun hendes.
Efter godt en time gik Hildur med surfbrættet under armen mod Arnarnes, hvor hun om morgenen havde parkeret sin store firehjulstrækker. Endnu en gang havde det gjort godt at løsrive sig fra alt for en stund. Om morgenen havde hun følt sig meget nedtrykt. Hun havde det ikke længere lige så slemt, som da hun vågnede, men hun havde på fornemmelsen, at nogen snart ville komme med dårligt nyt.
Hildur arbejdede i Islands politi som leder af enheden for forsvundne børn i de tyndtbefolkede områder, og hun var kriminalkommissær i Ísafjörður politikreds. Hun var den eneste kriminalkommissær i Vestfjordene.
Da hun var kommet hen til bilen, hørte hun sin telefon ringe. Hildur trak de tætsiddende surfhandsker af, åbnede bildøren og tog sin blinkende telefon, der lå på forsædet.
– Hildur, sagde hun forpustet. Hun tørrede havvandet af panden og begyndte at tage sin tykke våddragt af. Det var hendes chef Elísabet Baldursdóttir, også kaldet Beta.
Beta havde en presserende sag på hjerte. Det var ikke nogen overraskelse for Hildur, at hun ringede.
– Jeg kommer. Jeg er på vej. Jeg skifter hurtigt tøj derhjemme.
De fleste mennesker kunne forvente, at der ville ske noget godt. Det var underligt at tænke på. For hende var det godt, hvis der ikke var nogen forventning om, at der ville ske noget i fremtiden. Så gik tiden ganske enkelt bare, og hverdagen rullede trygt og sikkert derudad. Straks der blev tændt en forventning om noget i hende, var det et tegn på, at der ville ske noget ondt og ubehageligt.
Følelsen af forventning havde ikke altid været så ubehagelig. Da hun var barn, havde hun været i stand til at forvente gode ting. Hun havde glædet sig til jul, klassekammeraternes fødselsdage, de lange rideture i weekenderne og også til den første sne om