Kapitel 1
Ísafjörður, 1994
Store våde snefnug ramte bilens forrude med tiltagende fart, som om enorme fluer blev tværet ud på den. Det var november, begyndelsen af vinteren. Det var mørkt, når man tog på arbejde, det var mørkt, når man fik fri. Solen steg op på den sydlige himmel i nogle timer, men blev bag de fjelde, der omgav bygden. Beboerne gik rundt i skygge hele vinteren.
Manden havde trækninger ved kæberne, og fingrene knugede om rattet.
Han havde indset, at han var voldsomt forsinket. Bilen havde siddet fast i sneen for en time siden, og det havde taget dyrebar tid at få den fri. Han var bagud i forhold til sin tidsplan.
Bilen bevægede sig alt for langsomt, men han turde ikke køre hurtigere. Der var ikke vinterdæk på bilen endnu, og vejen var glat. Hvis han satte farten op, kunne han risikere at køre galt, og så ville det hele gå i vasken.
Han burde ikke have været her i dag, i denne situation. Han bebrejdede sig selv, at han var gået med til det, men der var ingen andre muligheder. En ensom mand som ham uden nogen uddannelse kunne ikke blive fastansat nogen steder. Hans salig bedstemors yndlingssætning havde været, at man ikke kunne bytte kort midt i spillet. Man skulle spille med dem, man havde fået på hånden. Hans bedstemor var blevet enke i en ung alder og tog sig af sin børneflok alene, malkede køerne og saltede torsk. Hun havde været nødt til at knokle for pengene. Det var man stadig. Manden måtte nøjes med forefaldende arbejde. Lovligt og ulovligt. Der var flest penge
Perfekt. Helt og aldeles perfekt, tænkte manden. Rekvirenten ville blive tilfreds, han selv ville blive tilfreds. Opgaven ville blive udført, og alle ville vinde. Nå ja, han vidste ikke med pigerne. Dem kunne han ikke rigtigt tænke noget om. Han kendte dem jo ikke engang rigtigt og forstod ikke rekvirentens tankegang.
Manden begyndte at tromme på rattet med utålmodige bevægelser. Det hørte ikke med til de her opgaver at forstå noget. Derfor gav han sig ikke til at spekulere på, hvorfor pigerne skulle bortføres, eller hvor de ville ende henne. Han ville udføre den bestilte opgave og få den sidste del af sit honorar. Bagefter ville han glemme det hele, som om det aldrig var hændt.
Der gik nogle minutter, og snevejret stilnede af for en stund. Manden standsede vinduesviskerne. Han følte sig tilfreds og gav sig til at tænke på den betaling, han snart ville modtage. Sikke mange skønne ting, man kunne få for den sum penge. Han ville have til udbetalingen på sin egen lejlighed. Han kunne tage en pause fra det kedelige udendørs arbejde, overlade de forefaldende opgaver til andre og fokusere på at nyde livet for en tid. Et tilfreds smil dukkede op i det vansirede ansigt.
Han styrede bilen ind til vejkanten og standsede. Han ventede på pigerne. Den største af dem tog igen den mindstes hånd. De satte farten op.
Manden smilede, da det gik op for ham, hvor pigerne var på vej hen. De havde ikke tænkt sig at forsøge at komme hjem ad vejen, der gik gennem højlandet, men ville gå ind i den nye tunnel. Tunnellen, der gik gennem et fjeld og forbandt tre bygder, var ikke åben for biltrafik endnu, men næsten alle beboere i bygden var godt klar over, at borearbejdet var færdigt. Det var muligt at gå gennem tunnellen.
Snevejret så ud til at tage til igen. Eftermiddagslyset var blevet sparsomt. Inden længe ville der være lige så mørkt udenfor som i tunnellen. Manden smilede igen og kløede sig på arret.
Livet lod også til at have behandlet hans gamle ven godt. Huset var lækkert. Det store og lyse hjem var på mindst et par hundrede kvadratmeter. Haven var velplejet, og i baghaven var der et rislende springvand. På væggene hang moderne nordisk kunst, og de funklende nye køkkenapparater matchede de perfekt kuraterede billeder i de nyeste indretningsblade.
– Det er et flot hus. Jeg har jo ikke været her før, sagde han.
– Vi flyttede hertil for nogle år siden. Vi trængte til mere plads, sagde manden med brillerne, satte sig på den anden side af bordet og skubbede udvalget af fyldte chokolader over mod sin ven.
– Tag nu noget belgisk chokolade. I Brugge er der et fantastisk chokoladeværksted, som jeg fandt på en forretningsrejse. Vi bestiller indimellem de her hjem dernedefra.
Mens manden med brillerne gnaskede chokolade, dukkede et hemmelighedsfuldt smil op i hans ansigt.
– Den chocolatier, som sælger de her chokolader, er for resten selv lidt af en lækkerbisken, sagde manden og hævede hånden og lavede en meget sigende roterende bevægelse. – Fordelene ved at være stamkunde er så gode, at jeg ret ofte smutter forbi for at hente chokoladerne personligt.
Den høje mand brød ud i latter, mens han rystede på hovedet.
– Du har sgu godt nok ikke ændret dig i årenes løb.
– Hvorfor skulle jeg det? Der er ingen grund til at ændre noget godt, sagde manden med brillerne og tog et stykke chokolade mere fra fadet.
Et stykke tid sad de tavse ved bordet og fordybede sig i smagen af chokoladen. Så skiftede den høje mand igen stilling på sin stol. Han havde ikke meget tid. Om en halv time skulle han være tilbage på jobbet for at tage imod patienter. I denne uge var de dødkedelige aftenvagter tilfaldet ham. Børn med ondt i ørerne, bonderøve, der var blevet sparket af en hest, blodtryksmålinger og fornyelse af recepter. Den private praksis i Reykjavík var hans primære arbejde, men for at få tilladelse til den fra staten var han
nødt til at tage vagter i det offentlige nu og da. Han ville helst tage vagter i provinsen, for det fik man mere for.
– Fortæl mig nu, hvorfor du ville byde på kaffe midt på en travl hverdag.
Manden, der sad på den anden side af bordet, tog sine runde briller af, gned sine øjenlåg med pegefingeren og tommelfingeren og tog brillerne på igen. Han rakte ud efter en blå dokumentmappe fra hjørnehylden ved siden af og lagde den på bordet foran sig.
– I den her mappe ligger der en seddel med et navn. Denne person har været i din praksis, og vedkommendes papirer er ved en fejl blevet væk.
Manden skubbede mappen over på den anden side af bordet og kiggede sin ven hårdt ind i øjnene. Han understregede det, han sagde, ved at banke med pegefingeren på mappen tre gange.
– Forstår du? Blevet væk. Det er ærgerligt, men det sker indimellem.
Den høje mand tøvede lidt, men tog så mappen. Han fjernede elastikkerne og åbnede den. Da han så navnet, der var skrevet på det ternede papir, gav det et sæt i ham. Selvfølgelig kunne han huske sagen. Den havde været usædvanligt forfærdelig. Det her forslag virkede umuligt. Han kunne jo på ingen måde … Manden med brillerne rømmede sig og hævede stemmen en anelse.
– Jeg kan se, at du tøver. Du skal ikke være bekymret. Det her er ikke så slemt, som det virker ved første øjekast. I sidste ende drejer det sig bare om en lille detalje. Det er hurtigt klaret. Mappen føltes klam i hænderne, det gav et stik i maven. Den høje mand følte sig dårligt tilpas. Den kaffe med fløde, han lige havde drukket, begyndte at vende sig i maven.
– Det er såre enkelt! Papirerne bliver væk, og du får den byggegrund, du længe har ønsket dig. Jeg får kommunalbestyrelsen
