Tidselhonning

Page 1


Af samme forfatter på dansk: En hustrus hævn

2


SAR A PABORN

Tidselhonning Roman

På dansk ved Inger Kristensen

Gutkind 3


Tidselhonning er oversat fra svensk af Inger Kristensen efter Tistelhonung © Sara Paborn 2020 Published by agreement with Ahlander Agency Denne udgave: © Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Alette Bertelsen Foto: © Caroline Andersson Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0036-3 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk

4


Til to venner, der lyste op i vildnisset – Anna Wilson og Paul Danielsson

5


6


Det er ikke den typiske brevskriver, der ellers plejer at optræde i et ugeblad af den her slags. Jeg sidder i vente­ værelset og bladrer. Klummen, mit blik fæstner sig ved, hedder ‘Spørg mediet’, og overskriften lyder: ‘Mon min ungdoms kærlighed kan huske mig?’ Indsenderen har underskrevet sig med signaturen ‘En der drømmer’. ­Højstemt og alvorligt mellem alle kageopskrifterne og tipsene til, hvordan man opbevarer hyacinter om vinteren og fjerner fedtpletter fra silke. Jeg begynder at læse med stigende interesse. Brevet lyder sådan her: Kære Monica Jeg skriver til dig, fordi jeg nu i nogle måneder med stigende intensitet er begyndt at tænke på en ung mand, som jeg så en del til, da jeg var ung. Vi havde et kort, men intenst kærlighedsforhold i sommeren 1955. Han var kunststuderende og havde lejet sig ind på min mors pensionat på Bjärehalvön i et par uger. Vi skiltes under ret dramatiske omstændig­ heder, og jeg har ikke set ham siden. Nu forholder det sig sådan, at min mand døde for godt et år siden. Vi havde været gift i tres år og 7


har haft et fint og rigt liv sammen, selv om vi aldrig fik børn. Gennem de år tænkte jeg sjældent på den anden, men i den seneste tid er tanken om ham oftere og oftere dukket op, og jeg drømmer endda om ham om natten. Hvad betyder det? ­Prøver han at komme i kontakt med mig, eller er det rent ‘hjerne­ spind’ fra min side. Hvad skal jeg gøre? Jeg er 79 år. Vil være taknemmelig for et hur­ tigt svar. En der drømmer Og så det mildt sagt overraskende svar fra mediet, som der er et billede af; en trind kvinde med blanke kinder og en slags tiara på hovedet. Kære En der drømmer Din gamle kærlighed er i live! Jeg får et tydeligt bil­ lede ned af en yderst stilfuld mand, der nu er blevet gråhåret. Han har en lyseblå skjorte på og vinker glad. Visse mennesker, der har stået hinanden nær, kan indimellem blive ved med at være i sjælelig kontakt, selv efter mange år. Det er ikke ualminde­ ligt, at man kan mærke, hvis den anden er kommet galt af sted og har brug for ens hjælp. Det kan også være sådan, at du stadig bærer rundt på ubearbej­ dede følelser. Hvad var grunden til jeres brud? Du skriver, at I skiltes under dramatiske omstændig­ heder. Måske er det dem, du er nødt til at komme til bunds i for at genvinde din sjælefred? Ved du, hvor din ungdoms kærlighed bor? Hvis du ikke gør, 8


har du så prøvet noget så enkelt som at google ham på nettet? Jeg ønsker dig al mulig held og lykke! De varmeste hilsener Monica Først hører jeg ikke, at terapeuten kalder mig ind. Jeg er dybt berørt. Der er gået tres år. Og så dette spørgsmål til et menneske, som brevskriveren ikke kender, aldrig nogensinde har mødt. Tænk, hvis mediet havde svaret: Han har glemt dig for længe siden. Han var aldrig særlig interesseret i dig. I øvrigt er han død. Jeg lægger modvilligt ugebladet fra mig på bordet og rækker Joar hånden. Jeg har ikke været her særlig mange gange, men han føles allerede som en gammel bekendt. Måske fra en musikfestival i min ungdom. Den bølgende, mørkebrune page, der indrammer hans ansigt, den let foroverbøjede gang, de stramme, sorte jeans og verdens rareste øjne føles alt sammen behageligt velkendt. Han holder døren åben ind til sit kontor, hvor der står to blå lænestole og et pænt stort skrivebord. Sollyset falder ind på det lille lakerede sofabord med den obligatoriske kleenex­pakke. Joar finder en mappe frem, der allerede er blevet for­uroligende tyk, og sætter sig ned. Nøgleknippet rasler i bukselinningen. »Nå. Hvordan har du haft det?« Han ser venligt på mig. »Helt ad helvede til,« siger jeg. Joar smiler. »Har du lavet de afslapningsøvelser, vi blev enige om?« »Ja, men det er svært at koncentrere sig. Jeg kan heller ikke mærke forskel. Det virker helt håbløst.« 9


Jeg skifter stilling i lænestolen. »Ting behøver ikke at være håbløse, bare fordi de føles håbløse,« minder Joar mig om. »Effekten af øvelserne plejer sjældent at vise sig før efter nogle uger. Det er vigtigt, at du giver dem en reel chance, ellers finder vi aldrig ud af, om de kan hjælpe dig.« Jeg ser mistroisk på ham. Joar er ung, måske tredive, men giver et bundsolidt indtryk. Der hænger kunstplakater på væggene. Skrivebordet er nydeligt ryddet. På whiteboardet er der tegnet nogle trekanter med teksten Automatiske tanker ovenover. »Findes den her lyd overhovedet?« spørger jeg. »Eller er det bare mig, der har hittet på den?« »Du oplever den, altså findes den. Eller hvad?« Joar betragter mig opmærksomt. »Der er mennesker, som føler sig vildt forstyrret af en meget lav lyd, og andre kan høre en høj tone, uden at det påvirker dem nævneværdigt. Det hele handler om ens egen oplevelse.« Han begynder at blade i mappen, som han har på knæene. Jeg går hos Joar af så mange grunde, at hvert område har sit eget skilleblad. Tinnitussen er måske det mindste af mine problemer. Der er også skyld­følelsen over, at jeg forlod Tom og gjorde Oskar til skilsmissebarn. Forelskelsen i Erik og bruddet med ham. Den offentlige ydmygelse, der fulgte i kølvandet. Tabet af førnævnte Erik. Den lavfrekvente depression. Oven i det kommer bekymringen over mine arbejdsopgaver, eller fraværet af dem. Tinnitussen er nærmest som glasur på kagen. »Siden du var her sidst, har jeg læst lidt op på tinnitus,« siger Joar og nikker. »Mange tror jo, at det er et 10


moderne problem, der opstår på grund af støjskader, men fænomenet ser ud til at være lige så gammelt som menneskeheden selv. Jeg stødte på nogle interessante ting, blandt andet et skrift om medicinsk behandling i faraonernes tid i det gamle Ægypten. Da hældte man en speciel olie i øret på den ramte. Man troede, at øret var forhekset.« Joar trækker et stykke papir frem fra bunken. »Og Aristoteles’ teori gik ud på, at tinnitus i virkeligheden er en vind, der er blevet fanget inde i øret og ikke kan komme ud. Den ramte kunne udvikle overnaturlige evner. Forudse begivenheder, rejse i tid og den slags. Det var ret fedt, med andre ord. Men behandlingen var ikke helt så effektiv. Man borede ganske enkelt hul i kraniet for at slippe den vind ud, der var fanget derinde. Patienten døde selvfølgelig under operationen. Så det er vi holdt op med. At bore huller.« Joar smiler, så man kan se mellemrummet mellem fortænderne. »For resten, vil du have lidt vand? Der er meget varmt herinde.« Han fylder mit glas med vand fra en karaffel. Joar er forlovet. Han har en glat guldring på fingeren. Han skal være far til efteråret. Jeg tror, han er lykkelig, det indtryk giver han i hvert fald. Jeg forestiller mig, at han og hans kæreste er utrolig betænksomme over for hinanden. Lyttende. Sådan et par, der aldrig hæver stemmerne unødigt, der formår at gøre hinanden trygge. Jeg kommer til at tænke på, om Joar skulle have en gammel kærlighed spøgende i kulisserne. Men nej, jeg tror det 11


ikke. Hvis han havde haft en, havde han helt sikkert fået afsluttet det kapitel på nuværende tidspunkt. Joar lever i nuet, han er ikke typen, der bærer nag. Han er typen, der tror på at tage beslutninger. Jeg sidder og tager noter til vores møder, som jeg bagefter har en tendens til at gemme på ‘sikre’ steder. Tanken er, at jeg skal få lyst til at tage dem frem og kigge på dem, og så efterhånden begynde at indpasse hans råd, nu hvor jeg alligevel bare går rundt derhjemme og ikke har noget fornuftigt at tage mig til. Men sådan er det ikke helt gået. Jeg glemmer, hvor jeg har gjort af dem, som med de fleste andre ting. En del af dem kan jeg ganske vist udenad. Skab ro og fred omkring dig. Søg nødhavn og vent på bedre vejr. Undlad at handle, når du er i dine følelsers vold. Se det hele udefra! Generelt: Lad tiden gå. Rådene er små glimt af håb, der i hvert fald for en kort stund kan få mig til at tro på bedre tider. Men som regel aftager effekten i takt med, at jeg forlader klinikken. Jeg har for lidt styr på, hvordan jeg skal føre rådene ud i mit eget liv. Afstanden mellem tanke og hjerte synes uendelig. Og vejene inde i mig er så smadrede, at hvert eneste forsøg på at sprænge nye synes uoverskueligt. Alligevel kan jeg, her i Joars lille rum, få en fornemmelse af, at en forandring er mulig. Han rækker ud efter en folder på skrivebordet. 12


»Den her er lige kommet fra trykkeriet. Tag den med. Det kan være, du kan finde noget, du kan bruge i den.« Han rækker mig folderen: Tinnitus, en kort vejledning. Da den næste patient er gået ind, og venteværelset igen er blevet tomt, smyger jeg mig hen til bordet og river diskret siden med brevet ud af ugebladet og stopper den i lommen. Så går jeg ud og tager elevatoren ned til den mørke lobby og træder ud i den skarpe sol på fortovet. * Man tror, man kan huske, hvordan det føles at være ensom. Man tror, man kan huske, hvordan det føles at være elsket. Begge forestillinger er forkerte. Man husker meget lidt, selv det, man havde lovet sig selv aldrig at glemme. Jeg kan huske specielle øjeblikke, hvor jeg har tænkt: ‘Den her følelse skal jeg bevare.’ Som da jeg stod ved en fodgængerovergang i øsregnvejr det efterår, da jeg lige havde mødt Erik. ‘Husk, hvor lykkelig du er lige nu,’ sagde jeg til mig selv. ‘Prøv at huske dette øjeblik.’ Siden glemte jeg det. Nu sidder jeg det meste af tiden i den nyopførte, stegende hede toværelses i forstaden, som vi købte sammen, og prøver at finde på noget at holde mig til, en fremtid, en plan, en måde at leve resten af mit liv på. Den slags små ting. For tyve år siden var jeg overbevist om min usvigelige evne til at se, hvilken vej der var den rette for mig. Nu står jeg i en overgroet grøft og ved ikke engang, 13


hvor vejene går længere. Der synes at foregå noget deroppe, jeg kan høre bruset, men der er for meget andet, der skygger for mit udsyn. Desuden kan bruset meget vel stamme fra mit eget øre. Jeg er desorienteret og fuld af sorg, det er ingen overdrivelse. På vejen hjem smutter jeg forbi konditoriet. Jeg bestiller en kop kaffe og en kage og sætter mig ved bordet udenfor, lige ved gadehjørnet, hvor den tidlige sommersol kaster sine spinkle stråler. Det var en af mine og Eriks søndagsfornøjelser, at tage rundt til forskellige konditorier og lade, som om vi hørte hjemme i kvarteret. Han bestilte altid det mest kvalme bagværk med grønt marcipanovertræk eller bævrende gelé. Jeg plejede at vælge en træstamme eller en mazarinkage. Vi læste begge den samme avis og byttede sektionerne med hinanden. Vi drak begge unævnelige mængder kaffe. Vi holdt begge af at synke ned i det samme ingenmandsland på søndagsbesøg i nogle andres kvarter. At tage bussen eller metroen ind til Stockholm nu om dage føles som at rejse tilbage i tiden, til dengang jeg stadig havde mit programlederjob i radioen og aldrig ville have haft tid til at gå på konditori midt på dagen. En rejse til et yngre, mere ubekymret jeg. Måske er det derfor, jeg søger tilbage til byen, hvor jeg har tandlægen tilbage og nu også Joar. I virkeligheden har jeg hverken råd til kognitiv terapi eller flødekager på et af byens dyreste konditorier. Men jeg vælger at tolke det som et stænk livsvilje, at jeg trods alt sidder her på gade­hjørnet 14


og lader, som om det her lille caféstop hører med til min daglige rutine. Toogtredive kroner for en træstamme. Otteogtredive for en almindelig kop kaffe. Det er et held, at påfyld­ ninger er inkluderet i prisen. Og små kvadratiske servietter med navnet Tösse påtrykt i kongeblåt. Jeg stopper en lille håndfuld i jakkelommen sammen med et brev sukker. Man ved aldrig, hvornår man kan få brug for det. Ud af øjenkrogen lægger jeg mærke til, hvordan en velkæmmet, sølvhåret mand sender mig et mistænksomt blik. Havde det været for ti år siden, havde han måske lidt genert lænet sig frem og sagt: ‘Undskyld, jeg forstyrrer, men er det ikke dig, der har skrevet den der bog om, hvordan man holder sammen på parforholdet? Jeg har set dig i fjernsynet.’ Og jeg havde nådigt kunnet svare: ‘Jo, det er rigtigt. Jeg håber, du har haft glæde af min bog. Tak, fordi du har læst den!’ Og derefter kunne jeg smilende være vendt tilbage til at slikke sol. Men nu er det, som det er. Ingen kan genkende mig længere. Ikke meget af det blege, kantede ansigt, som nu er mit, kan spores tilbage til de professionelle portrætfotos bagerst i mine selvhjælpsbøger. Lad aldrig solen gå ned over din vrede, Elsk hverdagen, hver dag, Kærlighedslaboratoriets top ti, er alle sammen mine titler. Bestsellere. I hvert fald efter svensk målestok. Den bog, jeg fortryder med tanke på alt det, der skete senere, Sådan får du en lykkelig skilsmisse, blev desværre mere omtalt end solgt. Her kunne man altid finde et 15


fornuftigt råd, som kunne trækkes frem og hånes i forbindelse med min egen beskidte skilsmisse. Alle bøgerne blev skrevet i mit gamle liv, da jeg troede, det meste kunne løses med god vilje og stædighed. Der er ikke noget, folk hellere vil høre end netop det. At tingene løser sig, bare man vil det nok. At man kan påvirke alt. Blive, hvad man vil. Bestemme over sin skæbne. Det er bare ikke sandt, det ved jeg om nogen. Der er også noget uforudset, en lille livets flod, der flyder mod have, vi ikke kender og ikke vidste fandtes. Jeg går op og fylder mere kaffe i koppen og finder brevkassesiden frem fra lommen, folder den ud på bordet og læser den igen. Gad vide, hvordan hun ser ud, kvinden, der har skrevet det her. Hvad hedder hun? Og hvor bor hun mon henne? Bor hun i hus eller lejlighed, måske på et alderdomshjem? Hedder det stadig alderdomshjem? Jeg overvejer, om hun måske har tænkt sig at prøve at finde sin ungdoms kærlighed, og hvad skal hun sige til ham, hvis hun finder ham? Hvad siger man efter tres år? Jeg har savnet dig? Hvor har du været? Brevskriveren har mistet sin mand samtidig med mig. Hendes er død. Min har bare forladt mig. Men mens jeg dårligt nok orker at se mig selv i spejlet, er hun begyndt at fantasere om sin ungdomskærlighed. En der drømmer. Om at hendes gamle kærlighed stadig tænker på hende og prøver at komme i kontakt med hende efter al den tid. Havde det været for et par år siden, havde jeg affærdiget det som tåbeligheder. Jeg ved ikke, om det er alderen eller krisen eller en pludse16


lig forandring i min natur, der gør, at jeg ikke kan affærdige andre så let, som jeg kunne før. Det var så dejligt at være sikker på, hvem der var kloge, og hvem der var dumme. At være så overbevist om min egen gode dømmekraft og min kontrol over tingene. Jeg kunne ovenikøbet føle en vis skadefryd, når andre trådte ved siden af. Det er også skide irriterende, at den fornøjelse er blevet taget fra en. Nu griner jeg i bedste fald med andre. Griner jeg ad nogen, er det af ren og skær skræk for, at grænsen mellem deres elendighed og min er blevet alt for hårfin. Jeg har aldrig været fortaler for at være særlig solidarisk med de udsatte. Sådan er det bare blevet. En der drømmer vil genopleve lysets spil i gamle krusninger. En der drømmer spørger, hvordan hun kan finde ro og fred. Det er hun ikke alene om. Jeg kan ikke lade være at tænke, at der trods alt er noget rørende over mennesker, som kan få sig til at lægge deres liv i en totalt fremmeds hånd, bare det handler om noget, der er stort nok. * I mange år arbejdede jeg som journalist på et populært radioprogram, hvor folk kunne ringe ind og tale om kærlighed og relationer. Jeg gjorde mig så godt i den rolle, at jeg fik mit eget program, Kærligheds­laboratoriet, hvor vi havde samlet et panel af eksperter. Vi prøvede at hjælpe ugens single med at finde en passende partner, 17


grinede sammen ad første date-fiaskoer og uddelte gode råd om parforhold og samliv. Da et forlag henvendte sig og ville have mig til at skrive en bog, føltes det som en naturlig udvikling. Den første bog blev snart fulgt af endnu en, og de blev store salgssucceser. Jeg tog for givet, at det også var sådan, det ville blive fremover. Foredrag for fulde huse, invitationer til at medvirke i det ene og det andet. Jeg og min mand, Tom, var levende beviser på, at det kunne lade sig gøre at holde sammen med sin ungdomskærlighed. Vi havde mødt hinanden først i tyverne og var både et slidstærkt og arbejdsomt par. Jeg brugte ham ofte som eksempel i mine bøger, hvor jeg delte ud af både komiske og lærerige anekdoter fra vores eget liv. Gerne om små meningsforskelle, der endte lykkeligt. Vi var utrolig enige om, hvor godt vi kompletterede hinanden. Jeg var spontan, han var eftertænksom. Han planlagde langsigtet, jeg tænkte mere kortsigtet. Han var en blå personlighed. Jeg var rød. Begge kedede vi os. Nu har jeg en enkelt fast klumme tilbage i et månedsmagasin, selv om redaktøren har udtrykt en vis uro over, at mine tekster nærmest får læserne til at ville tage livet af sig frem for at leve det. Modgang er kun kommercielt attraktiv, så længe den udspiller sig i vellykkede menneskers liv, når læseren kan være i tryg forvisning om, at den er forbigående. Ren og skær elendighed sælger dårligt. For at spæde til finanserne gennemførte jeg sidste år et webkursus i krydsordskonstruktion og laver nu sindrige krydsord til forskellige aviser, hvor jeg som regel for­søger 18


at få ord som tvivl, afmagt og kvide arbejdet ind. Så er der i hvert fald nogen, der bliver tvunget til at tænke over de ting, selv om de ikke vil. Jeg drikker den sidste tår af tredje påfyldning og begynder modvilligt at drysse ned mod metroen. Jeg har ikke noget at komme hjem til, men hjem skal man jo på et eller andet tidspunkt. I toget åbner jeg Joars folder om tinnitus. Tinnitus kommer af det latinske tinire, at ringe, påkalde sig opmærksomhed. Tinnitus kan beskrives som en piben eller en brusen, en rislen, en susen eller en ringen. Gennem århundre­ derne har behandlingsmetoderne for tinnitus været ordination af rævefedt, oksegalde, bladlus, savsmuld fra cedertræ, rosen­ olie, honning, eddike og hvidvin. Hvidvin kan jeg godt gå med til. Jeg kigger ud gennem den snavsede togrude. Lige nu kører vi netop forbi den station, hvor Erik bor med sin nye kærlighed. Det skramler i vognen. Jeg har ikke snakket med ham i mange måneder. Et eller andet sted oven over mig sidder han måske ved køkken­bordet sammen med hende, eller mon hun ligger på den samme futon, som jeg lå på engang, mens han har øret til hendes mave for at lytte til fosterlyden. I hvert fald befinder jeg mig lige under ham. Langt nede i bjerg­ hulen, i en tunnel af sten. Jeg prøver på ikke at få gjort det til noget symbolsk. Et hastigt erindringsbillede farer forbi: Vi lå i hans seng, og han sagde: Jeg ville ønske, at vi havde mødt 19


hinanden noget før, så vi havde kunnet leve længere ­sammen. Det hviner i skinnerne, da toget bremser ned. Jeg lukker øjnene og mærker luftstrømmen fra perronen. *

20



431