Page 1


Forladtheden


Af samme forfatter: Smärtpunkten 2009 Bläck 2010 Och i Wienerwald står träden kvar 2011 (dansk: Og træerne står stadig i Wienerwald 2012) Anna Odell 2015 1947 2016 (dansk: 1947. Her begynder nu 2016) Orden som formade Sverige 2018


ELISA BET H ÅSBR I NK

Forladtheden På dansk ved Juliane Wammen

GUT KIND


Forladtheden er oversat fra svensk af Juliane Wammen efter Övergivenheten © Elisabeth Åsbrink 2020. Published by agreement with Hedlund Agency AB. Denne udgave: © Elisabeth Åsbrink og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Alette Bertelsen Forsidefoto: © privat Sat med Stempel Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0057-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag  ·  Læderstræde 9, 1.  ·  DK-1201 København K gutkind.dk


JEG FØDTES FLUGTPARAT. Før jeg overhovedet var

gammel nok til at vide hvad der var sket, vidste jeg at det kunne ske igen. Det siges at solen strålede fra en skyfri himmel den aprildag i Gøteborg da jeg blev født på Sahlgrenska sygehus. Da min far så mig, kaldte han mig spontant for Kati, et ungarsk navn. I overensstemmelse med den iboende logik i min familie fik jeg derfor det engelske navn Katherine. Jeg vil tro at jeg blev mødt med smil. Familien bestod af min mor, min far og mine to søstre, ti år ældre og fra min mors tidligere ægteskab. Fordi jeg snart begyndte at skrige dag og nat af en sult forårsaget af at min mor gik på en så effektiv slankekur at hendes krop holdt op med at producere mælk, fik jeg vælling på flaske. I mine første seks leveår boede vi i en fireværelses lejlighed i et nybygget almennyttigt boligkompleks i ­Kallebäck, siden i en anden lejlighed i et nybygget almennyttigt bolig­ kompleks i Haninge og til sidst i et nybygget rækkehus i Hägersten i Stockholm. Vores geografiske forflyttelse skete parallelt med min fars forflyttelse fra lægestuderende 5


til reservelæge og derefter hans arbejde for at blive speciallæge, men al den slags – adresser, etager og bydele – er oplysninger af mindre interesse, faktafragmenter som egentlig ikke siger noget væsentligt om vores liv. Det afgørende var ensomheden. Den stod mellem os som søjler af luft. Vores skridt gav genlyd som om vi var omgivet af marmor. Vores hjerter slog som om de var ­k nuste. Men det vidste jeg ikke dengang. Ikke engang da ensomheden begyndte at vokse og fylde stadig mere, da den så at sige trængte alle op mod væggene, som om en luftballon var blevet pustet op inde i række­ huset, kunne jeg vide hvad ensomheden egentlig bestod i, og hvordan et liv i en familie kunne have været uden den. Vi blev adskilt fra hinanden indefra. Oprindeligt havde jeg faktisk tænkt at kalde bogen her for Ensomheden. Dette er skønlitteratur, og derfor er alt det der fortælles, sandt. Men man kan også kalde bogen for en familiehistorie, en dokumentarroman eller blot en bog. Min plan var, én gang for alle, at give navn til den skygge der har fulgt mig gennem livet. Jeg ønskede at definere den, simpelthen forstå, og det gik langsomt op for mig at ensomheden snarere var et symptom end selve sygdommen, den var en følge og en konsekvens, og derfor var jeg nødt til at finde en anden titel til bogen. Midtpunktet i min barndoms ekspanderende ensomhedsunivers var min mor, Sally. Jeg tilbad hende. Min far t­ ilbad hende, og hun var virkelig værd at tilbede, med 6


sin sprudlende humoristiske sans, store grågrønne øjne og meget mørke hår. Hendes ansigt skiftede udtryk fra det ene sekund til det andet, hun læste aviser og bøger, diskuterede de daglige nyheder, elskede opera og kunne gå helt i opløsning af latter når hun havde det sjovt. Når hun trådte ind i et lokale, ændrede stemningen sig og fik et centrum. Mine søstre og jeg stod naturligvis i skyggen af hende. Men det er normalt. Min mors ensomhed var godt skjult. Ved første øjekast var der ingen der anede noget, tværtimod. Her var en stærkt strålende kvinde der arbejdede som engelsklærer og havde mange bekendte, og som aldrig sagde nej til hverken fest ­eller dans. Kun os der boede sammen med hende, vidste at det ydre skin var tyndt som et lag koralrød neglelak. Lige ­nedenunder lå ængstelse og vrede klar til at bryde frem. Men ængstelse for hvad, vrede over hvem? Jeg var nødt til at forstå min mors ensomhed for at forstå min egen. Og for at forstå hende måtte jeg forstå min mormor Rita. Udforskningen førte mig videre til min morfar. Hvem var han, denne mand jeg aldrig nåede at møde? Sommetider tænker jeg på en tilbagevendende hændelse i min opvækst, jeg går ud fra at det er det der kaldes barndomsminder. Min mor lavede frugttærte med smuldredej 7


til dessert og serverede den med vaniljesovs lavet af Bird’s custard powder. Det sødtduftende pulver solgtes i en blikdåse i farverne klar blå, postkasserød og knaldgul. På den ene side kunne jeg rigtig godt lide vaniljesovs, på den anden side fremkaldte selve dåsen ubehag med sin grimhed. Vaniljepulveret blev pisket sammen med opvarmet mælk, så skulle det køle af og blev siden serveret med et lag skind der var én centimeter tykt, som et vokssegl over den dejlige lysegule sovs. Der opstod kamp om at få et stykke af det blanke skind. Retfærdighed blev en vigtig ting. Stemmer blev hævet. En eller anden var nødt til at gå over til køkkenskuffen og hente en skarp kniv. Vaniljeskindet blev omhyggeligt skåret i stykker og lagt som en særlig lækker­bisken på de respektive tallerkner. Søstrene anklagede hinanden for at have stjålet det bedste stykke. Den der havde fået det mindste, begyndte at græde. Min mor blev vred. Blikdåsen skinnede klart som et raseriudbrud. Først i ­tiårsalderen gik det op for mig at jeg faktisk væmmedes ved skindet, og så indtog jeg rollen som observatør. Jeg kaldte bogen Forladtheden. Verdner går itu. Helheder eksploderer. Dette er upræcise påstande, så brede og generelle at ordene nærmest ingenting betyder, det ved jeg godt. En forfatter bør være specifik og præcis. Alligevel vælger jeg disse påstande som udgangspunkter – fordi de er sande. Det sker at hver­ dagen sprænges i småstykker, at kun de skarpe dele af 8


en tilværelse står tilbage, projektiler der skærer sig gennem generationerne: I en bjerglandsby i Spanien. I en over­befolket storby i det osmanniske rige. I en lejlighed i Budapest. I et stille f­ orstadshus i London. I en familie på fem personer og en kat i Stockholm. Den ene sprængning hænger sammen med den anden, de leder frem til mig, og jeg fødtes flugtparat. Derfor skriver jeg.

9


10


Rita London, 1. december 1949

11


12


Klokken halv seks om morgenen den 1. december 1949 indser Rita at hun har taget fejl. Det bryder hun sig ikke om. Hun indser også at alting er forandret, men at intet i virkeligheden er blevet anderledes. Heller ikke det bryder hun sig om. Hun havde ikke ønsket at vågne, men natten forlod hende. Varme luftstrømme havde ført hende opad, ud af drømmene, til et grådiset dagslys der trængte ind gennem sprækken mellem gardiner og væg. Hun havde prøvet at beholde mørket ved ikke at åbne øjnene. Hun ønskede at bære natten i sig, eje den og blive ejet af den, som om den var et barn der jo på samme tid tilhører en mor og gør fuldstændig krav på hende. Samtidig ønskede hun selv at være barnet midt i natten, beskyttet, sunket ned og forsvundet. Men det havde været lige så umuligt denne morgen som alle andre. Hvem kan holde natten fængslet? Den vidtåbne dag ventede. Rita vidste det, selvom hun stadig lå med lukkede øjne i sengen i huset på Grange Park Avenue 37 i det nordlige London. For lidt siden var mælkebilen kørt ned ad gaden og som altid standset ved hvert eneste hus for at aflevere sin hvide last, i søvne havde hun hørt glasflaskerne klirre hjemligt. 13


O vergangen mellem døs og vågenhed tager måske et halvt sekund. Alligevel føles den som en anstrengende stigning, mange kilometer lang. Kalejdoskopet af drømme skal lukkes ned, de strålende farvekorn der danner det ene billedfelt efter det andet, skal opløses, kronologisk tidsregning og ordnet begivenhedsrækkefølge skal erstatte frit flydende indtryk. Natten består af andre rum end de virkelige, hvor skikkelser passerer forbi, altid på vej et andet sted hen. I sine drømme står Rita ofte ved vinduet og kigger ud over frodige hvedemarker eller lunde af æbletræer, tunge af frugt. Overfloden på den anden side af ruden virker uopnåelig, men alligevel føler hun sig trøstet. Det sker at hendes druknede bror Emil besøger hende, som om staklen ikke er klar over at han har været død i fyrre år. Han ser bedrøvet ud, også når han smiler. En gang imellem tager hun hans hånd og holder den. Så får de lov at have en stund sammen, de smiler alvorligt til hinanden uden at sige et ord. Rita kan godt lide nattens uforklarlighed. Det sker at hun længes efter den store eng af lysegrønt græs, også når hun er vågen, dens venlige brusen. Den slags drømmer Rita om, sangen fra en hvedemark. Selvom hendes øjne stadig havde været lukkede, vidste hun at hendes mand lå ved siden af hende i sengen, og hun havde kunnet høre på hans vejrtrækning at han stadig sov, omgivet af drømmebilleder belyst af et andet lys og befolket af andre skikkelser end hendes. Han lå omkring tyve centimeter fra hende, men afstanden mellem dem havde for længst mistet sin målbarhed. Vi er tilstrækkeligt tæt på 14


hinanden til at være uden for synsvidde, havde hun tænkt. Det passede hende udmærket. Til sidst havde hun sluppet sit tag i natten. Hun havde sat sig op, taget sine briller på og konstateret at verden så ud som hun efterlod den aftenen før. Konsolbordet stod stadig ovre i hjørnet under spejlet. Hendes hårbørste lå ved siden af en æske af ufarvet glas; heri lå nøglen til at trække uret i soveværelset op med og en blegrosa perle fra en knækket halskæde. Æsken glitrede i det svage morgenlys. På låget var der indgraveret en stejlende hest og en fordybning hvor Rita plejede at lægge cigaretten mens hun børstede sit hår. Kommoden med de seks skuffer stod op ad den ene væg, klædeskabet op ad den anden. På hver side af sengen stod et natbord med halvt fyldte vandglas på dem begge. Det havde været en morgen der var identisk med den foregående, præcis sådan som hun helst ville have det. Dagen skulle stå stabilt. Alt skulle forblive det samme. Rita havde stukket fødderne i sine tøfler, taget morgenkåbe på og trukket de tunge, forede gardiner fra. Derude lå skyerne helt nede over hustagene så den murstensrøde forstad lå diffus og uklar i kanterne. Den ser støvet ud, havde hun tænkt, verden har brug for at blive tørret ren med en støveklud. Derudover havde alting været som det plejede. Husene lige overfor så indbildske ud med deres trapper op fra fortovet og hvid­malede tagrender, en af naboerne havde for nylig fået råd til at købe en bil, en Morris Minor, og familiefaren parkerede den hver aften på præcis samme sted uden for sin låge så ingen skulle være i tvivl om hvem der ejede den. Der havde den 15


også stået denne morgen, med tågedråber på sin blanke, mørkeblå lak. Det er altså den 1. december 1949, og Rita står som sædvanlig ved soveværelsesvinduet på første sal i sit hus og ser ud over gaden med dens solide dobbelthuse og de smalle striber af grønt mellem dem. Hun lægger mærke til hvordan tågen opløser grænsen mellem mursten og træer, forvandler forstaden til sammenflydende farveklatter, og det er altså på det tidspunkt hun indser at hun har taget fejl. Dagen ser måske nok ud som alle andre dage, morgenen lader som om den er magen til morgenen før og alle tidligere morgener, men det er en illusion. Er du glad nu? havde han spurgt da de var på vej til Ye Olde Cherry Tree for at fejre det. Rita vidste godt at det ikke var fordi han ville skændes igen, men vreden havde lukket hendes mund og låst hendes tanker så det blev umuligt at svare. Hun havde nikket for ikke at ødelægge øjeblikket, undladt at give svar på tiltale, ikke i dag, ikke nu hvor de endelig havde fået gjort det. Men hun undgik at møde hans blik. Det havde jo fundet sted. De havde bestilt tid. Han havde ringet til sin bror og sagt at han ikke kom på kontoret, og så havde de klædt sig pænt på og taget bussen tre stop til Enfield. Men det er alt sammen ret svært at fatte, tænker Rita. Ikke fordi det havde været så stort, fantastisk og lykkeligt, den lykkeligste dag i hendes liv, overhovedet ikke, men fordi det virkede trivielt og prosaisk, som noget af 16


det mindst dramatiske to mennesker kan gøre sammen. Så dagligdags at hjernen ikke ville tage imod hændelsen og gemme den som et minde. Men det var altså sket, det skete i går. De har tilmed fået en attest på det, forsynet med bydelskontorets stempel, men kuverten ligger uåbnet ude i entréen sammen med deres ubetalte regninger. Er hun glad nu, spørger hun sig selv mens hun står og kigger ud over farveklatternes gade, en decemberpalet af murstensrødt, vintergrønt og morgendisgråt. Er du glad nu, siger hun højt for sig selv mens han stadig sover og derfor ikke kan høre hendes svar. Disen spreder sig mens hun betragter den, skyerne trækker sig tilbage til himlen, eller hvor det nu er skyer har hjemme, som om de pludselig havde fået nok af at udviske folks eksistens. Hun ser ikke frem til dagen, men den venter. Hun ser ikke frem til sine pligter, men hun er nødt til at udføre dem. Hun ser ikke frem til den ordnede rækkefølge af hændelser, men affinder sig. De velkendte tanker der kommer og går, er hendes virkelige hjem. Trods deres ensformighed giver de hende en tryg glæde, som den tilfredsstillelse en rejsende føler ved at stå på en perron og vide at toget ankommer ifølge køreplanen. For det må da også være glæde? tænker Rita. Ikke en fyrværkerignistrende eufori eller en konfettihvirvlende krigen-er-slutbegejstring, men en stille, kontrolleret jubel, udsprunget af det faktum at verden viser sig at være til at stole på. Virkeligheden giver hende ret i hendes mistro, og netop den glæde synes hun særligt godt om. Det hele er ikke champagne og kageglasur, tænker hun. Gudskelov. 17


Nogle blade falder fra egetræet på den anden side af ­gaden. Rita ser dem falde, og så falder hun også – ned i den næste hemmelighed. Det der skete i går, må ingen ­nogensinde få at vide. Det skal forblive en tætlukket tavshed resten af deres liv, det kræver hun, hendes skam kræver det. Han skal sværge aldrig at røbe et ord om det til nogen, aldrig nogensinde. Ingen må få at vide at de endelig gjorde det, for derved ville det stå klart at det ikke var b ­ levet gjort tidligere. Intet bliver som man tror, tænker Rita. Ikke engang ens eget bryllup. Hun går ned ad trappen, brædderne knirker svagt ­under den vinrøde løber, og ud i køkkenet. Katten står uden for køkkendøren og jamrer. Rita åbner, og dyret smutter ind som et rødt vindpust, fornærmet over at have måttet vente. Rita tænder en cigaret og går ud for at hente avisen og mælke­ flaskerne. Hun lader yderdøren stå på vid gab, og den kølige morgen slår mod hendes ansigt som vandstænk fra en stor bølge, strømmer ind i huset og tynder ud i natte­luften, den fade luft fra tre menneskers søvn. Hun står lidt med cigaretten i mundvigen og ser ud på gaden. Luften er nu klar og helt stille. Luftens virkelige opgave her i tilværelsen, tænker Rita, er at lade sig gennemflyve af fuglene. Hun kigger ud over naboernes haver, nogle af dem fulde af plastikblomster og farvestrålende havenisser efter ­seneste mode, andre med omhyggeligt klippede og beskårede buksbom. Hun ser ud i sin egen front garden med dens hortensiabuske. Blomsterne bliver trodsigt ved at blomstre som om de ikke anerkender vinteren, godt nok blege, sprøde som papir, men stadig kuglerunde og fuldt 18


udsprungne. Ingen har hortensiaer som Ritas, så tætte og så mange. Først blå, lyserøde, blegrosa og køligt lilla – ­senere gulnede, tørrede, stadig mere som optegnelser efter en nat fuld af drømme. Om sommeren flyder hortensiabuskene ud over havemuren mod fortovet, og hvis de forbipasserende har kortærmede trøjer på, trækker grenene tynde, hvide rifter i deres arme. Det sker at en nabo klager, og Rita lytter og nikker og forstår, men hun klipper aldrig sine hortensiaer ned. Hun vil se det hele denne morgenhvor verden virker som om den er som den plejer, men ingenting i virkeligheden er det samme: sneglene som kravler over muren, den lysegule rose der står lige inden for lågen, og som stadig får enkelte nye knopper, og insekterne der flyder på overfladen af vandet i regntønden, tynde, sorte streger af død og gennemskinnelige vinger. Jeg er rig, tænker hun. Egetræerne står tavse, mælken efterlader en hvid hinde på indersiden af flaskeglasset, og jernspurvene pusler under buskene. I min have vokser der hortensiaer, de oversvømmer verden med deres frodighed. Der Herr ist mein Hirte; mir wird nichts mangeln. Intet fattes mig, tænker hun. Intet fattes mig undtagen noget, men jeg ved ikke hvad det er. R øgen fra cigaretten stiger op mod himlen. Mørket i mig er også en slags lykke, tænker Rita, og et ganske kort øjeblik tror hun på at det er sandt. Nu er han også vågnet og stået op, hendes ægtemand. Rita hører vandet løbe i rørene og ved at han fylder vaskekummen med lige dele vand fra den varme og den kolde 19


hane, og at han derefter metodisk vasker sig fra hoved til fod, hver morgen på samme måde: hverdagens hverdagsagtighed, sædvanens sædvanlighed. Hun har hørt den samme lyd gennem to årtier. Cigaretten er brændt ned. Hun burde gå ind, men holder yderdøren åben. Mor skulle se mig nu, tænker Rita. Min låge og min have, min yderdør og min entré med telefonbordet, min dagligstue og mit væg-til-væg-tæppe, min spisestue og mit køkken, mine tre soveværelser og mit badeværelse. Hun skulle se den elektriske pejs med brænde der lyser gult som ild indefra, som om flammerne er ægte, og hun skulle se klaveret hvor pigerne øver deres skalaer. Hun skulle se det konkave vægspejl i guldramme der gør verden så meget større og rundere end den egentlig er. Hvis hendes mor havde kunnet se alt det, ville hun vide at intet havde været for­gæves. Ritas tilværelse i huset på Grange Park Avenue 37 er ­opofrelsens slutdestination. Jeg er blevet til gennem hårdt arbejde. Hårdt arbejde er mit ophav. I stedet for at gå ind i køkkenet igen og lave morgenmad tager hun en rive og begynder at rive nedfaldne blade sammen under hortensiaerne. Bare fem minutter, tænker hun, bare en kort stund. Hun føler sig uventet som en tyv, og det morer hende. Hun stjæler fra sine egne rutiner, fra selve pligten, denne rygrad i hendes tilværelse, men i dag vil hun ikke stå ret og gøre sin pligt, hun har ikke lyst. Så enkelt er det. Hun er en femminutters Robin Hood der tager fra vintermorgenen og giver til sig selv. Desuden kan Rita godt lide følelsen af metaltænder der river i fugtig muld, skrabet af småsten og tørre blade, hun nyder den 20


mekaniske bevægelse som arbejdet kræver, selve gentagelsen der slipper tankerne fri fordi kroppen er optaget af noget andet. Hun husker sin mor med større ømhed nu hvor moren har været død så længe. Men Ritas hemmelighed, hendes skam, ville moren aldrig have accepteret. Du er din fars datter, ville Emilia have sagt. Det havde været hendes strengeste dom, det værst tænkelige: at et af hendes otte børn på nogen måde skulle minde om deres far. Nu kan Rita høre sin mors stemme inden i sig, skammen tromler løs som om den aldrig er blevet begravet, som om Rita ikke bruger hver eneste morgen på at dække den til med hverdag. Hun hører Emilias stærke tyske accent, der altid blev stærkere når hun var vred, og ordene lyder som en kirkeklokke: Synden udspringer af ondskab, dens konsekvens er for evigt at være adskilt fra Gud, og det hele er din fars skyld. De visne blade i bedet er revet sammen. Rita ville ønske hun kunne blive stående her, alene med dompappernes kvidren fra gadens stynede egetræer, som om hun selv var et af træerne i rækken, stille og ordløs, indtil hendes døde mors stemme er klinget af. Men hun er nødt til at gå ind. Teen skal brygges, brødet skal ristes, og desuden skal Yvonne i skole. Se dig omkring, siger hun til sig selv. Jeg er her. Intet adskiller dette hus fra de andre huse i gaden, intet adskiller mig fra de andre kvinder der netop nu står i morgenkåbe og tøfler og skal til at lave te til deres familie. Det er min røde kat der smyger sig op ad benene når 21


jeg står ved køkkenbordet, det er mine hænder der lukker op ind til spisekammeret og tager en krukke marmelade frem, det er mig der skærer brødet tyndt så det kan række til hele ugen, det er mit lysegule køkken. Min ægtemand kommer snart ned ad trappen, og min datter ligger i sin seng i samme dybe morgendvale som alle andre skoledage, og jeg er nødt til at vække hende og fjerne varmedunken der ligger ved hendes fødder, kold og skvulpende som et dødt krybdyr, og pigen sover videre indtil jeg trækker d ­ ynen helt af hende så hun fryser og bliver tvunget til at stå op. Dette er mit liv. Og sådan er det. Hendes mand kommer ned ad trappen. Han tager The News Chronicle og sidder derefter, ligesom alle andre morgener, helt fordybet i artikler og nyheds­ reportager. Han drikker sin te. Rita skraber det brændte af det ristede brød med en kniv. Sorte smuler falder ned i den hvide køkkenvask. Radioen er tændt. Hun går op ad trappen for at vække sin yngste datter. Alt er som det skal være. Hverdagsagtighedens ritualer er hendes liv, og huset hvor det trækker ind, er hendes rige, hun befinder sig bevisligt midt i det. Hvordan kan det så være at hun stadig tvivler? En time senere er huset tomt. Hun har givet Yvonne te og fået hende af sted. Han, Ritas nybagte ægtemand, har spist sin ost og nyst sine morgennys og er derefter gået af sted mod undergrundsbanen. Hatten på. Kys på kind. Cigaretten brændende. See you tonight, sweetie. Tolv timers arbejde venter ham inde i byen, og lige så lang tids arbejde og væren alene i huset venter Rita.

22


Hun går tilbage og begynder igen at luge ukrudt mellem stenfliserne foran yderdøren. At stikke et smalt metalspid ned i jorden og presse det bagover så mælkebøtter og græstuer kommer op med rødderne, giver hende tilfredsstillelse. Spiddet presser samtidig tankerne ud af hende. Den gråhårede mr. Harris kommer gående på dagens første tur med sin hvide terrier. Good morning. En fremmed cykler forbi med mappen fastspændt bag sadlen. Good morning. Mrs. Brooks kommer forbi med den tomme indkøbspose dinglende over armen og tørklædet om hovedet. Hun er tidligt på den i dag, tænker Rita idet mrs. Brooks vinker fra den anden side af gaden med overdrevent muntre håndbevægelser. Kvinden virker blæst, tænker Rita, som indtil videre ikke har været imponeret over noget som helst af det naboen har sagt. Desuden havde hendes datter engang kaldt Yvonne tyk. Rita nøjes med at nikke til svar og begynder at klippe døde blade af rosenbusken. Hun gider hverken veksle nogle ord om vejret eller brokke sig over rationeringerne. Ikke i dag. Mrs. Brooks der standsede lidt op for at krydse gaden, justerer næsten umærkeligt retningen da hun forstår at Rita ikke har tænkt sig 23


at stille sig ved lågen og sludre, og hun skynder sig videre som om hun skal nå noget. Smilet er stivnet. Som skind på varm mælk, tænker Rita. Good riddance. Sædvanligvis på sådan en dag plejer Rita nu at sidde ved køkkenbordet og skrive en indkøbsseddel, men i dag er hun langsom. Hun bevæger sig ved siden af sine sædvanlige skridt, går ligesom langs med dem, tynget til jorden og med skyerne hængende lavt. Denne dag er ikke som andre dage. Hun river haveaffaldet sammen i en bunke og smider det op i en kurv som hun tager med om i the back ­garden. En kølig brise blæser under mildheden og tystheden. ­Løvet hænger stille og ligesom afventende. Ved bladene at de snart skal falde? Hun beslutter sig for at sætte ild til bladbunken. Tanken om at lave et bål opmuntrer hende. Det er en befrielse at se den levende ild stige op og få sodede kanter og mærke røgen forvandle sig til decemberduft, som om hendes eget mørke også står i brand og forvandles til askeflager der flyver rundt i luften som smudsig sne. Ved hjælp af de tørreste pinde og en tændstik får ilden fat. Den fugt der stadig findes i løvet, omdannes til en tyk, grå søjle der stiger uforstyrret lige op i den vindstille formiddag. En hilsen til en højere magt, tænker Rita. Ingen mellemled, tænker hun, bedre end en søndagsprædiken. Kun mig, røgsignalet og den strenge Vorherre som mor hver dag havde bedt så indtrængende til. A fbrændingen gør hende pludselig bevidst om blodet der løber i hendes årer, syvogtredive grader varmt, og 24


hvordan dette blod og hendes lunger der indånder røgblandet ilt, holder hendes krop varm og i bevægelse. Hun lever på denne kølige morgen. Dette åbenlyse faktum som hun de fleste andre dage ville tage for givet, gør hende i dag uventet glad, som om et fyrværkeri gnistrer i mørket: Her er hun! Rita findes, og dagen findes, og de er ét. Hun er plantet solidt midt i røgen og stilheden, i tunge sko og med bankende hjerte. Intet kan skille denne kvinde og december­lyset ad. Meget snart vil de skifte form, æ ­ ldes, falme og forvandles til noget andet, men ikke endnu, ikke nu. Netop nu brænder ilden, blodet strømmer, luften ­f yldes af en hilsen der dufter af døde vækster, og bud­ skabet – til dompapper og snegle, til brombærbusken som klamrer sig til plankeværket, til frosten der rejser gennem jorden som en underjordisk, voksende gletsjer, til træerne og deres kroner der konverserer med skyerne, og til ørentvister og dronningehumlebier der sover ned­gravet i mulden, til alt det der udgør decemberdagens mest grund­læggende ­bestanddele – er at hun, Rita Gertrude, eksisterer. Bunken af blade er lille og brænder hurtigt ud. Hun tramper på asken bagefter og hælder for en sikkerheds skyld en skovlfuld vand fra regntønden over. De sidste gløder hvæser og slukkes. R ita tager skoene af uden for køkkendøren, går indenfor og skænker sig et kvart glas Famous Grouse. Hun tænder en cigaret og sætter sig ved køkkenbordet. Måske bliver morgenen som den plejer hvis hun gør det samme 25


som altid? Hun tager avisen, læser overskrifterne (privat import af sukker, gelérand og tørret frugt fra Irland skal forbydes), kigger på reklamerne, HP Sauce improves all meals, og bliver hængende ved en sarkastisk artikel om fire mænd der har siddet i et BBC-studie og diskuteret den perfekte kvinde. Avisen bemærker at ingen kvinder fik ordet i radioprogrammet, men sammenfatter dog ­a lligevel herrernes ideal: Den perfekte kvinde udviser sympati (alle mænd ønsker sig medfølelse), hun er stabil (en hustru må ikke være kærlig det ene øjeblik og i det næste komme med vrede udbrud), og hun er venlig. Men Rita kan ikke koncentrere sig. Hun tænker på Vidal, sin nybagte ægtemand. I tyve år har hemmeligheden, den han havde tvunget hende til at bære, hendes skam, pint hende som en sygdom, en kronisk betændelse af vrede. Uafbrudt har hun mærket den: hver morgen, hver aften, hver arbejdsdag, hver fridag, hvert eneste øjebliks samvær og hvert eneste øjebliks ensomhed. Hun har vogtet over hemmeligheden, ingen har anet det mindste om hvordan den krøllede tankerne sammen til en klump af pigtråd, og ingen skulle nogensinde få det at vide. Hun har ikke magtet at tale om skammen, for den er et bevis på hendes fornedrelse – også nu hvor det hele er ovre. Eller ikke, tænker Rita. Hun har været så dum. Hun der plejer at være realistisk og fornuftig, som altid har begge ben på jorden, har hengivet sig til ønsketænkning. Hun havde faktisk troet at hemmeligheden ville forsvinde når de giftede sig, men i virkeligheden er den bare blevet erstattet af den næste. Intet er forandret. 26


Gårsdagens vielse giver ingen befrielse og ingen afslutning. Hvis hun fortæller hele verden at de nu er gift, vil verden forstå at de ikke tidligere har været det. Vreden buldrer videre. Asken fra hendes cigaret falder ned på køkkenbordet. Hun har glemt at ryge, glemt at aske, glemt at hun skal ud at handle. Hvad er det med mig i dag? Det må være som det er, tænker hun videre. Hun orker ikke gennemgå spisekammeret for at se hvad der mangler, hun lader være med at skrive en indkøbsseddel. Hun vil ikke tænke på snavsetøjet der venter på at blive sorteret, og tøjet der skal skrubbes mod vaskebrættet og skylles og skylles, hun vil ikke stå og dreje strygerullen, på trods af at hun sædvanligvis nyder forvandlingen fra krøllet til glat, hun vil ikke stå med tøjklemmer og vasketøjssnor, der er kun én ting hun har lyst til: at vende tilbage til forhaven, til dagens stilhed og arbejdet med jorden.

27


Profile for Gutkind Forlag

Forladtheden  

Med Forladtheden romandebuterer den prisbelønnede forfatter Elisabeth Åsbrink med en slægtsfortælling, baseret på hendes egen families histo...

Forladtheden  

Med Forladtheden romandebuterer den prisbelønnede forfatter Elisabeth Åsbrink med en slægtsfortælling, baseret på hendes egen families histo...

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded