Evigheden i et siv

IR EN E VA L L EJO

Evigheden i et siv Historien om bogen

På dansk ved Rigmor Kappel Schmidt

G UT K IND

Evigheden i et siv. Historien om bogen er oversat fra spansk af Rigmor Kappel Schmidt efter El infinito en un junco: La invención de los libros en el mundo antiguo © Irene Vallejo Moreu, 2019 Denne udgave: © Irene Vallejo og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Imperiet Forfatterfoto: © Santiago Basallo Sat med Baskerville hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook Sverige ISBN 978-87-434-0030-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Til min mor, en fast hånd af bomuld

13

14

I GRÆKENLAND FORESTILLER SIG FREMTIDEN

27

28

Bøgernes og nydelsernes by 1 Købmandens unge kone sover alene, og hun keder sig. For ti måneder siden sejlede han ud fra middelhavsøen Kos med kurs mod Ægypten, og herefter er der ikke kommet det mindste brev fra Nilens land. Hun er sytten år, har endnu ikke født og kan ikke forlige sig med det afsondrede liv i gynaikeion, hvor hun håber på, at der skal ske noget, men uden at forlade huset for ikke at give anledning til sladder. Der er ikke meget at tage sig til. I starten morede hun sig med at tyrannisere slavinderne, men det er ikke nok til at fylde dagene. Derfor glæder det hende at få besøg af andre kvinder. Hun tager imod enhver, da hun desperat trænger til at adsprede sig for at lette tidens tunge gang.

En slavinde melder den gamle Gyllis. Købmandens kone ser frem til at underholde sig for en stund: Hendes gamle amme Gyllis er rapkæftet, og hendes obskøniteter er altid meget for­nøjelige.

– Mama Gyllis! Du har ikke besøgt mig i månedsvis.

– Du ved, jeg bor langt væk, min pige, og jeg er svagere end en flue.

– Men hør nu, siger købmandens kone, – du har stadig kræfter til at give mere end én mand et kram.

– Nu driller du! svarer Gyllis, – det overlader jeg til jer unge.

Med underfundige smil og snedige omsvøb disker den gamle endelig op med det, hun er kommet for at fortælle. En prægtig ung mand, der to gange har vundet prisen som bedste bryder ved De 29

Olympiske Lege, har lagt mærke til købmandens kone, som han nu begærer og vil gøre til sin elskerinde.

– Bliv nu ikke sur, men hør hans forslag. Han er bidt af lidenskab for dig. Du skulle tage og forlyste dig lidt med ham. Eller vil du hellere blive her som bænkevarmer? frister Gyllis hende. – Før du ved af det, er du blevet gammel, og din frodige skønhed er gået fløjten.

– Sig ikke mere ...

– Hvad har din mand gang i, nu han er i Ægypten? Han skriver ikke til dig, han har glemt dig og har garanteret allerede dyppet snablen hos andre damer.

For at overvinde pigens sidste modstand beskriver Gyllis bramfrit alt, hvad Ægypten og især Alexandria kan tilbyde den fjerne og utaknemmelige ægtemand: rigdomme, et altid varmt og sansevækkende klima, gymnasier, skuespil, horder af filosoffer, bøger, guld, vin, unge mænd og lige så mange skønne kvinder, som der er stjerner på himlen.

Jeg har lavet en fri oversættelse af begyndelsen på et kort græsk teaterstykke fra tredje århundrede f.Kr., der giver en intens fornemmelse af hverdagslivet dengang. Små værker som dette blev sikkert ikke opført, bortset fra ved en slags dramatiseret oplæsning. De er humoristiske, lejlighedsvis endda pikareske, og giver indblik i en lukket verden af piskede slaver og grusomme herskaber, ruffere, mødre på vej til at fortvivle over deres halvvoksne børn og seksuelt utilfredsstillede kvinder. Gyllis er en af de første koblersker i litteraturhistorien, en professionel rufferske, der kender til erhvervets hemmeligheder og uden tøven sætter ind mod offerets svageste sted: den universelle angst for at ældes. Men trods sit grusomme talent kommer Gyllis imidlertid til kort denne gang. Pigen er tro mod sin fraværende ægtemand, eller måske tør hun ikke risikere de frygtelige følger af utroskab, så dialogen slutter med pigens kærlige bebrejdelser. Du er da ikke rigtig klog! siger hun til Gyllis, men som et plaster på såret byder købmandens kone hende på vin.

30

Sammen med humoren og den frimodige tone er teksten også interessant, fordi den viser os, hvordan almindelige mennesker oplevede Alexandria dengang: nydelsernes og bøgernes by, hovedstaden for lyst og litteratur.

2 Alexandria blev stadig mere legendarisk. To århundreder efter at dialogen mellem pigen og fristeren Gyllis blev skrevet, er Alexandria skueplads for en af de største erotiske myter nogen sinde: kærlighedshistorien mellem Kleopatra og Antonius.

Rom var på den tid blevet centrum i det største imperium omkring Middelhavet, men byen var stadig en labyrint af krogede og mørke lerstampede gader, da Marcus Antonius for første gang gik i land i Alexandria. Pludselig befandt han sig i en berusende by, hvis paladser, templer, brede gader og monumenter udstrålede storhed. Romerne følte sig sikre på deres militære magt, de var herrer over fremtiden, men de blev forført af Alexandrias gyldne fortid og dekadente luksus, som de ikke kunne konkurrere med. I en blanding af ophidselse, stolthed og taktisk beregning indgik den magtfulde general og den sidste dronning i Ægypten en politisk og seksuel alliance, der vakte skandale blandt de traditionsbundne romere. Og endnu mere provokerende var det rygte, at Antonius ville flytte imperiets hovedstad fra Rom til Alexandria. Hvis parret havde vundet krigen om kontrollen over Romerriget, ville vi som turister måske valfarte til Ægypten i dag for at tage selfier i Den Evige By med dens Colosseum og dens Fora.

Ligesom sin by inkarnerer Kleopatra denne særlige blanding af kultur og alexandrinsk sanselighed. Plutarkh mener, at Kleopatra ikke var nogen stor skønhed. Folk standsede ikke brat op på gaden for at se efter hende. Til gengæld sprudlede hun af charme og intelligens og var særdeles veltalende. I hendes stemmes klang var der en sødme, der trængte ind i enhver, der lyttede til hende. Og 31

hendes stemme, fortsætter historikeren, indrettede sig efter det sprog, hun tog i sin mund, som et musikinstrument med mange strenge. Hun var i stand til at tale med etiopiere, hebræere, arabere, syrere, medere og parthere uden brug af en tolk. Hun var dreven og velinformeret og afværgede derfor flere stormløb i kampen om magten i og uden for sit land, skønt hun tabte den afgørende kamp.

Desværre er det kun den fjendtlige lejr, der fortæller om hende.

I denne stormfulde historie spiller bøgerne også en vigtig rolle.

Da Antonius følte, at han skulle til at regere over verden, ville han gøre indtryk på Kleopatra med en stor gave. Han vidste, at guld, juveler og festmiddage ikke kunne få hans elskedes øjne til at lyse op i forundring, for hun var vant til dagligt at være ødsel med den slags. I en natlig rus havde hun engang opløst en fabelagtig, stor perle i eddike og nedsvælget den med en pralende og udfordrende gestus. Derfor valgte Antonius en gave, som Kleopatra ikke ville kunne forsmå med et blasert ansigtsudtryk: Han lagde to hundrede tusinde værker for hendes fødder til Det Store Bibliotek. I Alexandria var bøger olie på lidenskabernes bål.

To forfattere, der levede til ind i det tyvende århundrede, er blevet vores guider gennem byens krinkelkroge og har givet myten om byen Alexandria dens lag af patina. Konstantinos Kavafis var en ukendt funktionær af græsk oprindelse, han var ansat i den britiske administration i Ægypten, hvor han arbejdede i afdelingen for kunstvanding i Ministeriet for Offentlige Arbejder uden nogen sinde at blive forfremmet. Om aftenen forsvandt han ud i forlystelseslivet blandt kosmopolitter og udsvævende folk fra hele verden. Han kendte det labyrintiske bordelkvarter i Alexandria ud og ind, det eneste tilflugtssted for hans homoseksualitet, »der var forbudt og dybt foragtet af alle«, som han selv udtrykte det.

Kavafis var en lidenskabelig læser af klassikerne og i al hemmelighed digter selv.

I sine kendteste digte genoplivede han de virkelige og fiktive personer, der befolkede Ithaka, Troja, Athen og Byzans. Andre 32

tilsyneladende mere personlige digte greb fat i hans egen modne erfaring, et sted mellem ironi og hudløshed: ungdommens længsler, nydelsens læreår, angsten over tiden, der gik. Den tematiske opdeling er i virkeligheden kunstig. At læse om eller forestille sig fortiden berørte Kavafis lige så dybt som hans egne erindringer.

Når han strejfede om i Alexandria, oplevede han den fraværende bys hjerteslag under den virkelige by. Selv om Det Store Bibliotek var forsvundet, hang dets ekkoer, hvisken og mumlen stadig og dirrede i luften. For Kavafis blev de kolde gader, hvor de levende flakker forpinte og ensomme omkring, gjort beboelige af det store fællesskab af spøgelser.

Personerne i Alexandria-kvartetten – Justine, Darley og Balthazar – refererer konstant til Kavafis, »byens gammelkendte digter«, og det gælder især Balthazar, der hævder at have kendt ham. Til gengæld får myten om Alexandria en større erotisk og litterær klangbund gennem Kvartettens fire romaner af Lawrence Durrell, en af de englændere, der var ved at blive kvalt af sit lands klima og puritanisme. Durrell lærte byen at kende i de turbulente år under Anden Verdenskrig, da Ægypten var besat af britiske styrker og blev et arnested for spionage, konspirationer og ikke mindst forlystelser.

Ingen har så præcist som Durrell beskrevet de farver og sanseindtryk, som Alexandria vakte. Sommerens knugende stilhed og høje himmel. De afsvedne dage. Havets lysende blå, bølgebryderne, den gule strandbred. Længere inde Mareotissøen, der undertiden fremstår udvisket som en luftspejling. Mellem havnebassinets vand og søen er der utallige gader, hvor tiggere, støv og fluer samler sig. Daddelpalmer, luksushoteller, hash og beruselse. Den tørre luft ladet med elektricitet. Aftenhimlen i citrongul og violet. Fem racer, fem sprog, et dusin religioner, afspejlingen af fem flåder i den olieglinsende vandoverflade. I Alexandria, skriver Durrell, bliver kødet vakt og mærker fængslets tremmer.

A nden Verdenskrig var hård ved byen. I Kvartettens sidste roman beskriver Clea et melankolsk landskab. Havarerede tanks står som 33

dinosaurskeletter på stranden, de store kanoner som væltede træer i en forstenet skov, der er vildfarne beduiner mellem minerne.

Byen, der altid havde været lastens hule, virker nu som et vældigt, offentligt pissoir, afslutter hun. Lawrence Durrell vendte aldrig tilbage til Alexandria efter 1952. De årtusindgamle jødiske og græske samfund flygtede efter krigen om Suezkanalen, afslutningen på en epoke i Mellemøsten. Rejsende fortæller mig efter besøg i byen, at den kosmopolitiske og sanselige by er flyttet ind i bøgernes erindring.

Alexander: Verden er aldrig tilstrækkelig 3 Alexandria er ikke bare én by. Et bælte af byer med dette navn markerer Alexander den Stores rute fra Tyrkiet til Indusfloden. De forskellige sprog har forvansket udtalen af det oprindelige navn, men til tider kan man stadig skelne det fjerne lydbillede. Alexandretta, Iskenderun på tyrkisk. Alexandria Karmania, i dag Kerman i Iran. Alexandria i Margiana, i dag Merv i Turkmenistan. Alexandria Eskhate, som man kunne oversætte til Alexandria ved Verdens Ende, i dag Khujand i Tadsjikistan. Alexandria Bukephalos, grundlagt til minde om den hest, der havde ledsaget Alexander, fra han var barn, i dag Jalalpur i Pakistan. Krigen i Afghanistan har gjort os bekendt med andre gamle byer ved navn Alexandria: Bagram, Herat og Kandahar.

Plutarkh fortæller, at Alexander grundlagde halvfjerds byer.

Han ville markere, hvor han kom frem, ligesom børn, der maler deres navn på vægge eller døre på offentlige toiletter (»Jeg var her«, »Jeg sejrede her«). Verdenskortet var en vidtstrakt mur, hvor erobreren igen og igen skrev en hilsen.

Det var Alexanders tørst efter berømmelse og beundring, der 34

gav ham hans overvældende energi og sendte ham ud på et 25.000 kilometer langt erobringstogt. Han troede dybt og inderligt på myterne om heltene; og han levede og åndede for at konkurrere med dem. Han var vildt optaget af Akhilleus, den mægtigste og mest frygtede kriger i den græske mytologi. Han havde valgt ham som barn, da hans lærer, Aristoteles, lærte ham om de homeriske digte, og hans drøm var at blive som ham. Han beundrede ham lidenskabeligt, ligesom børn i dag beundrer deres sportsidoler. Det fortælles, at Alexander altid sov med et eksemplar af Iliaden og en daggert under hovedpuden. Billedet får mig til at smile, for det minder mig om drengen, der falder i søvn med det åbne samlealbum til fodboldkort liggende på sengen og drømmer, at han vinder mesterskabet, mens publikum hujer begejstret.

Blot var de drømme, som Alexander realiserede, en del mere løsslupne. Beretningen om hans erobringer, som han gennemførte på kun otte år – Anatolien, Persien, Ægypten, Centralasien og Indien – placerer ham på toppen blandt krigshelte. I sammenligning med ham virkede Akhilleus som en ren novice, idet han brugte ti år af sit liv på at belejre en enkelt by.

A lexandria i Ægypten opstod af en litterær drøm, af en homerisk hvisken, intet mindre. Da Alexander lå og sov, mærkede han en gammel mand med hvidt hår komme nærmere. Da den mystiske ukendte nåede helt hen til ham, reciterede han nogle vers fra Odysseen, der talte om en ø ved navn Pharos, omgivet af havets brusende bølger og beliggende ud for den ægyptiske kyst. Øen fandtes, den lå ved floddeltaet, hvor Nilen blander sit vand med Middelhavet.

I overensstemmelse med den tids logik mente Alexander, at hans drømmesyn var en forudsigelse, så derfor grundlagde han byen på dette sted.

Det var et smukt sted, mente han. Sandørken mødtes med vandørken, to umådelige, ensomme, skiftende landskaber, begge udformet af vinden. Med mel tegnede han personligt byens omrids i form af et næsten perfekt rektangel; han anviste, hvor 35

den offentlige plads skulle anlægges, hvilke guder der skulle have et tempel, og hvor borgmuren skulle gå. Med tiden skulle den lille ø Pharos blive forbundet med deltaet af et langt dige, og den skulle rumme et af verdens syv vidundere.

Da man gik i gang med at opføre byen, drog Alexander videre, idet han efterlod en lille befolkning af grækere, jøder og hyrder, der længe havde boet i de omkringliggende landsbyer. De indfødte ægyptere blev indlemmet, men tildelt lavere status ifølge den eviggyldige kolonilogik.

A lexander så aldrig byen igen. Mindre end et årti senere skulle han vende tilbage som lig. Men i år 331 f.Kr., da han grundlagde Alexandria, var han fireogtyve og følte sig uovervindelig.

4 Han var ung og ubønhørlig. På sin vej mod Ægypten havde han to gange i træk overvundet den persiske Kongernes Konges hær.

Han underlagde sig Tyrkiet og Syrien med en erklæring om, at han frigjorde dem fra det persiske åg. Han erobrede bæltet med Palæstina og Fønikien; alle byerne overgav sig til ham uden at gøre modstand bortset fra to: Tyros og Gaza. Da de faldt efter syv måneders belejring, underkastede befrieren dem en brutal straf. De sidste overlevende blev korsfæstet langs kysten: to tusinde kroppe, der langsomt udåndede, på rad og række ud mod havet. Kvinder og børn blev solgt som slaver. Alexander gav ordre til, at guvernøren for det plagede Gaza skulle bindes til en vogn og slæbes efter den, til han døde, ligesom Hektors lig i Iliaden. Han bildte sig sikkert ind, at han levede i sit eget episke digt, og derfor imiterede han af og til en handling, et symbol, en legendarisk grusomhed.

A ndre gange fandt han det mere heroisk at optræde storsindet over for de besejrede. Da han tog perserkongen Dareios’ familie til fange, viste han kvinderne respekt og gav afkald på at bruge dem som gidsler. Han bestemte, at de fortsat kunne leve 36

uforstyrret i deres egne gemakker og beholde deres klæder og smykker. Han tillod dem også at begrave alle deres døde, som var faldet i kamp.

Da Alexander trådte ind i Dareios’ residens, så han guld, sølv og marmor og bemærkede vellugtende myrra og andre dufte, og der var udsmykket med tæpper, borde og skænke, kort sagt en overflod, han ikke kendte fra provinshoffet i sit fødeland, Makedonien. Og han sagde til sine fæller: »Sådan må det åbenbart være at herske.« Han fik forevist et skrin, den skønneste og usædvanligste genstand i Dareios’ udstyr. »Hvad kunne vel være så værdifuldt, at det skulle opbevares heri?« spurgte han sine mænd. Hver især kom med forslag: penge, smykker, vellugtende olier, krydderier, krigstrofæer. Alexander rystede på hovedet, og efter en kort stilhed bestemte han, at hans Iliade, som han altid havde hos sig, skulle anbringes i skrinet.

5 Alexander tabte aldrig et slag. Han udstod altid felttogets strabadser som enhver anden uden at forlange privilegier. Små seks år efter at han efterfulgte sin far som konge af Makedonien, havde han som femogtyveårig besejret datidens største hær og bemægtiget sig Perserrigets skatte. Men det var ikke tilstrækkeligt for ham. Han rykkede frem til Det Kaspiske Hav, gik igennem det nuværende Afghanistan, Turkmenistan og Uzbekistan, krydsede de sneklædte pas i bjergkæden Hindu Kush, gik over en ørken med flyvesand til floden Oxus, i dag Amu Darja. Herfra fortsatte han gennem områder, som ingen græker hidtil havde betrådt (Samarkand og Punjab). Nu vandt han ikke længere strålende sejre, men blev slidt op i udmattende kampe mod stammekrigere.

Det græske sprog har et ord for hans besættelse: pothos. Det er begæret efter det fraværende eller det uopnåelige, og begæret er lidelsesfuldt, for det er umuligt at tilfredsstille. Det benævner 37

uroen over den uigengældte kærlighed og den pinefulde sorg, når savnet af den døde bliver uudholdeligt. Alexander fandt ikke ro i sin higen efter bestandig at bevæge sig længere væk for at undslippe kedsomhed og middelmådighed. Han var endnu ikke fyldt tredive år, og han begyndte at frygte, at verden ikke ville være stor nok til ham. Hvad skulle han gøre, hvis der en dag ikke var mere land at erobre?

A ristoteles havde lært ham, at verdens ende fandtes hinsides Hindu Kush-bjergene, og Alexander ønskede at nå til den yderste grænse. Tanken om at se kanten af verden tiltrak ham som en magnet. Ville han finde det store Ydre Ocean, som hans lærer havde fortalt ham om? Eller ville han se havets vande styrte ned i en bundløs afgrund som et vandfald? Eller ville verdens ende være usynlig, en tæt tåge, hvor alt blev hvidt?

Men Alexanders mænd var blevet syge og vrangvillige under monsunregnen, og de nægtede at fortsætte fremad og invadere Indien. De havde hørt, at det ukendte indiske rige hinsides Ganges var enormt. Verden så ikke ud til at nå en ende.

En veteran talte for dem alle: Anført af deres unge konge havde de tilbagelagt tusinder af kilometer, og undervejs havde de massakreret mindst syv hundrede og halvtreds tusinde asiater. De havde måttet begrave deres bedste venner, der var faldet i kamp.

De havde døjet sult og tørst, udholdt isnende kulde og krydset gennem ørkener. Mange var døde som hunde undervejs af ukendte sygdomme eller var blevet lemlæstet på det frygteligste. De få overlevende havde ikke længere ungdommens kræfter. Hestene haltede med smertende hove, og monsunregnen havde gjort vejene mudrede, så forsyningsvognene kørte fast. Selv bæltespænderne var rustne, og fugten fik maden til at rådne. Deres støvler havde længe været hullede. De ønskede at vende hjem, kramme deres koner og omfavne deres børn, som knap kunne huske dem. De længtes efter deres fødeegn. Hvis Alexander besluttede at fortsætte felttoget, skulle han ikke regne med sine makedonere.

38

Alexander blev rasende, og som Akhilleus i begyndelsen af Iliaden gav han ondt af sig og forsvandt ind i sit telt. Han indledte en psykologisk kamp. I begyndelsen var soldaterne tavse, men snart dristede de sig til at pifte ad deres konge, fordi han havde mistet fatningen. De var ikke parate til at lade sig ydmyge efter at have givet ham de bedste år af deres liv.

Spændingen varede i to dage. Derpå gjorde den vældige hær omkring og satte kurs mod hjemlandet. Her tabte Alexander trods alt en kamp.

39