de, BOB og Hafni fortæller by Gutkind Forlag

Helle Helle er født i 1965. Hun har modtaget Kritikerprisen, P.O. Enquists Pris, De Gyldne Laurbær, Det Danske Akademis Store Pris, Holbergmedaljen og Montanas litteraturpris. Hendes bøger er oversat til 23 sprog

de BOB Hafni fortæller

Eksempel på liv, 1993

Rester – Noveller, 1996

Hus og hjem – Roman, 1999

Biler og dyr – Noveller, 2000

Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand – Roman, 2002

Min mor sidder fast på en pind – Børnebog, 2003

Rødby-Puttgarden – Roman, 2005

Ned til hundene – Roman, 2008

Dette burde skrives i nutid – Roman, 2011

Hvis det er – Roman, 2014

de – Roman, 2018

BOB – Roman, 2021

Hafni fortæller – Roman, 2023

Hey Hafni – Roman, 2025

Helle Helle de BOB

de, BOB og Hafni fortæller

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Mikkel Carl

Sat med Minion hos PBJ Grafisk

og trykt hos Nørhaven, Viborg

ISBN 97887-434-1203-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk · info@gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Hafni fortæller 323

Indhold

Helle Helle de

Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje. Hun fortsætter ud på Vestergade, forbi de forhaveløse huse. En mand vinker fra sit morgenbord. Men hvor man kommer fra, er huse ikke forhaveløse.

Asfalten glitrer, hun skal hen efter torvet. Gennem glasdøren op ad trappen. Hun lukker sig ind med albuen, træder skoene af:

– Det er mig!

Og en gang til.

Det er et ret tungt blomkålshoved. Solen står i striber på gulvet.

De bor over Klippehulen, derfra stammer det ufrivillige etagehår. Hun sætter det op i en skorsten, men halvdelen falder ned. Hun føntørrer det med mousse og spejlet på en spisebordsstol, hun sidder på knæ på gulvtæppet. De har altid væg til væg. Det er en hjørnelejlighed, den ligner ingenting udefra.

Stuen er malet efter en lysestage. Den er gammelrosa, men de tænder ikke lyset. De tænder det to gange, men så opdager

de, at det soder. De befinder sig ofte ved vinduet, og i sofaen, og med ugeavisen.

Hun får et forkert sæt bestik med hjem fra hytteturen. Nu har de et totårnet med indgraveringen IB. Hun lægger dækkeservietter på, hun steger en fisk til dem hver. Det er ålekvabber, de mudrer på panden. Hendes mor slår hænderne sammen. Det er sidste år. Der er ingen erindring om emhætter.

Den tredje april siger hendes mor:

– Jeg har nok slugt en sten.

De går tur ved stadion, anemonerne er fremme. En flok smådrenge spiller fodbold med skrig og skrål, en af dem græder op ad målstolpen. Hendes mor er i vinterfrakke. De skal have bøfsandwich, deraf gåturen. Selv har hun islandsk sweater på, det er for tidligt, vinden står ind gennem maskerne.

– Altså en sten? siger hun, hendes mor nikker:

– En tung en. Her.

Hun standser et øjeblik og lægger en hånd oven på frakken, under brystet. Så fortsætter de ned mod dammen. Der er spredte krokus i buskadset, de bryder sig ikke om krokus.

På tilbagevejen møder de Palle, hendes mor løfter et ben i glæde. Palle er hos Tøjmanden, nogle gange kommer han over og spiser sin madpakke med hendes mor i forretningen. I solskin sidder de med fødderne ude ad bagdøren. Han skal skynde sig hen til sin niece, han har en lagkage på bagagebæreren. Han vender sig og vinker til dem, cyklen slingrer.

De taler ikke om noget på hjemvejen. Lige før torvet siger hendes mor:

– Jeg tror, jeg vil invitere Palle på oksesteg en dag. Skulle vi ikke tage at gøre det?

– Det kan du da godt.

– Oksesteg, det er ikke noget, man laver til sig selv.

Hun flytter om på sit værelse. Opslagstavlen kommer hen til vinduet. Hun har et antal udklip og postkort og fotografier. Udklippene hænger i en enkelt knappenål, de krøller opad hen over sommeren. Værelset vender ud mod gården, hun iagttager skræpperne gro langs baghuset. Skraldespanden dernede er fuld af hår. På et tidspunkt et helt sæt fletninger.

Hun bliver så overrasket, at hun knalder skraldespandslåget i, hun træder i noget kaffegrums, der er altid så meget kaffegrums.

I juni kan hendes mor ikke komme igennem sin syltetøjsmad. Hun plejer at spise både den og en med honning og en halv ostemad på toast. Den anden halvdel pakker hun så ind og tager med i forretningen. Nu sidder hun og trommer med neglene i bordpladen ved siden af tallerkenen, det er jordbærsyltetøj, hun puster en lok hår væk fra ansigtet. Hun er virkelig ikke sulten. Men mange har jo ingen appetit så tidligt på dagen.

Selv vandrer hun mellem sin ymer og entrespejlet, hun skal op i tysk om en time, hun skifter også skjortebluse.

– Du farer rundt, siger hendes mor.

– Jeg skal skynde mig.

– Sæt dig dog ned.

– Så kommer jeg for sent.

– Du har da tid.

–

Det har jeg jo ikke.

– Den der er pæn, du skal bare trække kraven op.

– Det er kun dig, der stadigvæk gør det.

– Nå. Ja, det er nok rigtigt, siger hendes mor og ser på sin tallerken, bøjer og strækker fingrene.

Et af udklippene stammer fra avisen Politiken, hun finder den på fortovet uden for bageren. Hun er ikke klar over, at man kan købe den avis hos bageren, men det kan man heller ikke, siger bagerdamen. Det er nogen, der selv har haft den med og så tabt den. Den er fra dagen før, de studerer den hen over disken. Det er nok nogle turister. Hun køber en grovbolle og tit en lille pakke smør.

Til skoleafslutningen optræder lærerne med en sketch. Hendes mor klapper og klapper, indimellem vifter hun foran sig med sanghæftet, det sætter en bølge i gang. De åbner haldøren ud til markerne. Det er nødudgangen, det må de slet ikke. Alt er lysende grønt og blåt derude. Under elevtalen, i en kort, åndeløs pause, høres først gøgen, så viben, og alle ler.

BOB

Helle Helle

Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket. Op og ned ad trappen gik det, Bob bar næsten alt. Papkasser, poser og sække. Konstant sagde en af os: Hvor heldig har man lov at være? Lejligheden var en etværelses med altan.

Af planter besad vi en yucca, en husfred, en kaktus, en stuebirk. Husfreden groede i en halv kokosnød, en afskedsgave fra Bobs lillebror. Inventaret var klapbord med stole, halvandenmandsseng. Kommode og standerlampe med mere.

Ingenting til væggene, Bob ville hænge et håndklæde op, et særligt lilla et med snoninger af gobelinkarakter. Skrue ben på bord og meder på seng.

Men vi lod alting sejle og satte os ud i den sene eftermiddagssol. Vi sad på den samme stol. Bob så måske en terne, Damhussøen lå lige nede bagved. Han stillede sin øl på håndryggen, greb den i tide. Altanen rungede, det var attende august. Bob elskede gult murværk.

Og vi havde ikke fået købt ind til aftensmad, så vi vandrede ud på må og få. På en kinagrill bestilte vi to gange nudler

med æg, vi udtalte det nytler. Vi fik det udleveret i papæsker, siddende på et trappetrin spiste vi forsøgsvis den lunkne masse med pinde. Folk gik forbi. Solen forsvandt bag et større autoværksted.

Bob sov med højre arm over hovedet, eller han sov ikke, han skulle samle point, han skulle skaffe sig et arbejde og gerne et studierelevant, men han vidste ikke, hvad studiet skulle være, eller om det skulle være. Han havde sparet nitten tusind sammen på færgerne, havde ikke taget hul på dem endnu, og der var også den blå Daihatsu, der stod til salg hjemme på marken. Han ville ikke være agronom, og han ville ikke være forstkandidat, og han ville slet ikke være ingeniør og heller ikke lærer, eller det ville han på en måde, men han kunne ikke se for sig med hvilke linjefag.

Og samtidig var det omvendt, han kunne da godt blive agronom, forstkandidat, ingeniør, han kunne undervise i tysk eller idræt, sågar fysik, alt sammen selvfølgelig under forudsætning af at han engang kom ind. Men han følte ikke rigtig noget for noget af det. Forsigtigt vendte han sig om på siden, rakte ned på gulvet. Kørte hånden frem og tilbage i små lydløse baner, indtil han mærkede vandglasset. Han løftede det op, drak en tår, stillede det fra sig, stille.

Om morgenen vågnede han som den første. Himlen var stærkt blå. Bildøre smækkede nede på den lille parkeringsplads under altanen, modsat tanken. Bob afgav sin morgenlyd

og steg ud, jumpede mod toilettet. Endte med også at tage et brusebad. Vandet var brændende varmt, svært at justere, svært at komme ud af, når først det var justeret. Han stod og tænkte på ingenting, slukkede og tændte, slukkede endelig, tørrede sig og gik ind og slængede håndklædet over den evige spisebordsstol. Vi kogte kaffevand i en gryde, han insisterede på at hente morgenbrød hos bageren overfor. Men det var mandag og lukkedag. Så han trak en spandauer i automaten, bar den tilbage over vejen i udstrakt arm. Dieselprisen var nede på 3,74.

Tre dage senere henvendte han sig på arbejdsformidlingen i Tøndergade. Han blev sendt ind til en mand med fuldskæg og tordnende latter, ovenikøbet viste han sig at være fra Rødby Mark. Han stillede mange spørgsmål, dog mest vedrørende Ny Dag, hvor han engang havde været bud. Så sænkede han med ét skæg og stemme, han måtte beklageligvis meddele, at der på det givne tidspunkt intet arbejde var at formidle, hvor end han gerne ville. Men netop som Bob trykkede hans hånd, ringede de fra flyvebådene inde i Havnegade, at de var blevet brændt af af den nye afløser.

Rødby Mark tordnede i røret, spyttet sprang: – Jeg har jeres mand!

Sådan gennemgik Bob det over en kop kaffe på altanen sidst på eftermiddagen. Inde på klapbordet lå en nyindkøbt hvid skjorte til prøvevagten og et stykke papir med adressen. Han havde ikke forestillet sig at skulle til Sverige fire gange om dagen, men på den anden side havde han jo ikke rigtig forestillet sig noget. Nu ville han fejre det med peberbøf, han skrev en huskeseddel, der også inkluderede rødvin, men kom i tanke om Faustinoen inde på kommoden og stregede det igen.

Vi fulgtes op ad Jernbane Allé og skiltes ved Brugsen, Bob gik tilbage til grønthandleren. Han stod på fortovet og kiggede på broccoli, ribs, meloner. Kartofler og champignoner var inde i forretningen. Han fik begge dele, købte også to samosaer, spiste sin uden for Brugsen, mens han talte til en hund:

–

Sæt du dig bare ned, du.

S toget kom buldrende ude fra Jyllingevej, samosaposen fedtede til. Hans kondisko var i blåt ruskind, der var noget, der var helt rigtigt, og et eller andet, der ikke var, det var ikke den fedtede pose, ikke flyvebådene, ikke hunden, der rejste sig igen og igen. Han suttede på sine fingre, han havde rørt ved noget bittert før samosaen, han skulle have købt blommer, han skulle notere sig områdets telefonbokse. Vi holdt hinanden i hånden på vejen hjem, krydsede bagom over den gule parkeringsplads efter slagteren, nu vidste han, hvad det var. Han skød det fra sig på Kastanie Allé, det var torsdag, vinden svag og lun, bladene raslede. Kastanie Allé ville komme i mange udgaver, og han ville ikke gå der alene.

Helle Helle Hafni fortæller

at hun skal skilles. Hun holder på en rasteplads i nærheden af Ringe. Der er mark på den anden side af vejen, og en gravhøj. Måske vil hun aflægge den gravhøj et besøg, hvis ikke marken er for pluttet. Bøgen er langt fremme nu, grøn er vårens hæk. Hvornår har vi sidst talt sammen? siger hun, det må være tretten år siden. Lige før årtusindskiftet. Så er det på plads.

Hun er iført satinjakke og ruskindsbukser, hyttesko. Alt er fra Sønderborg, ligesom tørklædet med frynser. Langt fra den vante hundedragt i fleece. Hendes tynde hestehale og efterhånden ret hængende øjenlåg. Hun er ikke længere nitten, ingen er længere nitten. Hun har været nitten hen over flere årtier, har genkaldt sig værelser med eget køkken og bad, dørmåtter, margretheskåle, mangekantede sorte tallerkener. En stigereol, hun savede den halvt ned. Bøger indkøbt som fyld, lørdag formiddag til Irma efter engelske muffins. Se fjernsyn bag rullegardin af bambus for at undvige pejlevognen. Rigtigt smør på de muffins. Hun kunne stå foran spejlet og iagttage sine kraveben og tynde lår, senere kom topmaven. Hun siger: Det er sikkert ikke sådan med dig.

En rovfugl dykker. Rovfugle gør hende bange, hun har præsteret at vende om langt inde i en skov. Man kan tegne øjne på en kasket og tage den omvendt på, det er almen viden. Hun undskylder, at hun glemte at tale ned i røret.

Sats ikke alt på det første det bedste fælles hjem, siger Hafni, slet ikke et med dårlig rumfordeling. Hun husker at ligge med vidt opspilede øjne hele natten, før depositum skulle falde. Et langt nej burde være undsluppet hende, også under frieriet. Det fandt sted på fortovet uden for Imperial. De så Alien 3 ved en fejl, al den slim. Filmen igennem sad hun med sit ja, som mere var et jo.

Hun lægger normalt en hånd på kølerhjelmen før hver køretur, om den så kun er to kilometer, beder en lille bøn. Men de sidste cirka fire uger har hun glemt det. Der har været andet at tænke på. Hun beklager sine hakkende sætninger, fra nu af vil hun lyde anderledes.

Nå men altså så er det på den måde at nogenlunde omtrent så længe hun kan huske, i hvert fald siden hun fik bil, har hun drømt om at tage på denne, hvad skal man sige, smørre brødsrejse fra Frederikssund over Roskilde, Ringsted, Korsør, Nyborg, Svendborg, Faaborg, BøjdenFynshav og slutteligt det store sønderjyske kaffebord i Gråsten med de tre gange syv slags kager. Alt har været planlagt, frokostrestauranter og overnatning, undervejs en stribe seværdigheder. Hagbards Høj, Trelleborg, Broholm, Svanninge Bakker. Lange aftener med danmarkskort og notesbog, når hun ikke sov på sofaen til Big Brother. Hun husker tydeligt Jill og Pil. Herman Bangs fødehjem i Asserballe.

Hun siger: Undskyld, jeg plaprer. Hun ser en kvinde, som går et stykke nede ad landevejen med en vandkande, drejer ind i en forhave og kommer ud igen tomhændet. Hafni tænker på sine solbær og ribs, kan man tage frugtbuske med sig? En stikling af paradisæbletræet. Hendes sportsstrømper strammer om læggene, hver aften har hun måttet tage dem af som det første, de sætter røde striber, huden buler ud ovenover.

En traktor kommer kørende ind på marken. Der er også mange måger.

Hafni siger: Jeg vil ikke være mig.

Jeg vil lave mig selv om.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal lave mig selv om.

En ung pige går over markerne med et blomkålshoved.

Bob flytter til København uden at vide, hvad han skal.

Hafni tager på smørrebrødsrejse. Hun vil gerne lave sig selv om.

de, BOB og Hafni fortæller er tre selvstændige romaner, der udspiller sig i samme univers.