Bunker

THOMAS BACH

ROMAN

Bunker

© Thomas Bach og Gutkind Forlag A/S, København 2025

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Sofie Winding

Omslagsfotos: © Thomas Bach

Forfatterfoto: © Andreas Omvik

Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 9788743408734

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Ulladyrløv.dk

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk

Han ligger på ryggen. Vinden smyger sig om næsen og videre ned over kroppen. Han kradser i betonen. Kan virkelig godt lide den ru overflade, der er flere meter tyk, lavet til at modstå luftangreb. Han tænker på alle de tunge støvler, der har gået på den gennem tiden. Tænker på mændene, der støbte den engang. Deres uniformer, hvordan de så ud, på sproget, de enkelte gloser, han kender, “Ich heiße Sonny”, “Ich bin Däne”.

Han tænker på soldaterne. Deres navne, Fritz eller Otto eller Heinrich, hvor de sov, deres koner hjemme i Tyskland, hvad de spiste i løbet af en dag. Spillede de også fodbold nede på plænen?

Han tænker på deres våben. Officererne havde blanke sorte pistoler, og soldaterne maskingeværer med foldbare skulderstøtter, det ved han.

Han kigger op på det grønne udsigtstårn med den grønne stige.

Når man står oppe på taget, kan man se Hanstholm, og bag den lille, flade by, reservatet, der strækker sig

hele vejen til Klitmøller. Under ham ligger barakkerne, som de stadig kaldes, selvom der kun er en enkelt tilbage. De gule mure ligner pap og går næsten i ét med landskabet, sandhjælmene, sandet, det tørre græs, det må altid have været meningen. Fem små lejligheder, spærret inde i en stribe sennep.

Bag ham strækker fyrreskoven sig grønt, holder havnen skjult, man kan kun fornemme, at vandet er der. Tit synes Sonny, at han kan høre bølgerne summe, men bliver i tvivl, er det vinden eller havet, men det er jo det samme, de er uadskillelige.

Han kravler op på bunkertaget, så tit han kan, selvom Solvej ikke er glad for det. Hun siger, jeg holder øje med dig, og stiller sig i køkkenvinduet. Men han gør det alligevel, særligt når det virkelig blæser. Så udfordrer han sig selv, kravler op, klamrer sig til den store antenne. Det suser, når han går ud til kanten, og han vinker ned til hende, hun kommer ud og råber et eller andet, men deroppe hører man kun blæsten. Og så får han skældud, når han kommer ned, men kun lidt.

Men nu ligger han her, på det, han kalder kommandodækket. Det er et godt sted at være, han føler sig usynlig og urørlig, det er meget sjældent, at nogen kommer og forstyrrer ham, det er hans sted.

Hans bunker.

Han har set billeder fra bygningsarbejdet på bunkermuseet, den må være mange meter dyb, flere etager må der være under jorden. Der sidder en hængelås på

størrelse med Carlos hånd på den massive tanggrønne ståldør, og når han banker på den, lyder det tomt og stort som en katedral inde bagved.

I skolen snakker de om, at der er flere skjulte bunkere i skoven, at det er en militær hemmelighed, tyskerne byggede lange tunneller under jorden. Nogle siger, man stadig kan gå gennem dem, med passage fra kommandobunkeren, hans bunker, men at det danske militær holder det skjult. Det er derfor, man aldrig kan komme på besøg inde i den.

Sonny ligger stille, kigger op i en bleg, næsten glansløs eftermiddagssol, mens han forestiller sig livet bag den tykke beton. Friske soldater, der renser maskingeværer og pudser støvler, spiller skak, når de har fri, eller firemandswhist. I kommandorummet øverst bipper morsesenderen, radioen skratter, en menig står ved kikkerten og spejder ud over Nordsøen, der er en afslappet stemning. Omkring et bord står officererne med et kort over reservatet slået ud. De mange kanonbunkere langs kysten er markeret med tusch, der ligger også en pistol, er Sonny ret sikker på, og der ryges mange cigaretter, de får sig et glas snaps.

Det er dagens bunker.

Nattens er anderledes.

Når solen går ned i havet, og bunkeren begynder at stå i silhuet, sker der noget. Måden, fyrretræerne rører sig på i vinden, bliver menneskelig, antennen på taget ligner en syl. Bunkeren bliver en middelalderborg, han kan slet ikke kende den. Den er nattens angst, han tæn-

ker på den, når han ligger i sin seng, sniger sig nogle gange ind i stuen, når de andre sover. Kigger ud gennem persiennerne. Hvis der er stjernehimmel, står den som en skygge, og når månen i det rigtige minut slæber sig forbi, ligner den en stor, sort vorte.

Han burde kunne se de sovende soldater. Han burde kunne se dem, der står vågne ved radaren. Han burde kunne høre snorken og smasken, lyden af en blyant, der skriver længselsfuldt ved en sengelampe, burde kunne forestille sig det, men der kommer ingenting.

I stedet får han en fornemmelse. Den er knugende, trækker sig sammen i ham som en håndbold, der bliver punkteret. Nattebunkerens tilstedeværelse slår rødder under sandhøjen, jordtunnellerne løber under ham og forgrener sig ud under byen, fyldt med ting, der er gemt af vejen. Hundrede tusinde års ansamlinger af kridt og kalk og urgammelt salt stråler op gennem jorden, gennem barakkens fugtige kælder, siver mellem gulvbrædderne, ind under hans seng og lægger sig som en giftgas under madrassen. Og når først han lugter gassen, er det umuligt at sove.

Nogle gange tager han i skole og har været oppe hele natten.

Et sort hul kan ikke fotograferes, da det absorberer alt lys, har han læst, og det er sådan, han forstår bunkerens nattesjæl.

Et sort hul, der absorberer alt lys.

Men nu er det dag på bunkeren. Han hiver luft ind og smager på den, fugtig og saltet som altid, og fyldt med efterår.

Han blev syg i går. Det var feberen, igen. Han har følt sig meget forvirret hele dagen, været urolig, gået rundt om sig selv, læst weekendens fodboldresultater på tekst-tv flere gange. I fjernsynet viste de togstrækningen mellem Thisted og Struer set fra lokomotivførerens perspektiv. Han blev træt, men var bange for at falde i søvn, bange for, at febervildelsen vendte tilbage. Han måtte op fra sofaen, har kigget i tegneserier, endevendt køkkenskabene for søde ting og fandt lidt madlavningschokolade, smør og en pakke saltkiks og lavede en slags knastør og massiv chokoladekiks, drak en halv liter sødmælk, han har leget med Basse, men så vidste han, hvad der skulle til, kravlede op ad bakken, gennem hjælmene og lagde sig på bunkeren.

Faldt til ro.

Han har været her nogle timer nu. Kroppen er tung af eftermiddag, og han fryser, rejser sig op på albuen, der skal ske noget. Han vil ned i centeret og besøge sin mor på grillen.

Så hører han noget.

Fyrretræerne, radarmasten, hybenbuskene, udkigstårnet, mågerne, havet, sus, knirk, hvisk, skrig, kald, brus, alle de velkendte lyde. Men nedenunder er der en dyb, vibrerende tone, som et fjernt tågehorn fra en trawler, men dybere endnu, en skurrende rumlen.

Han rejser sig, går lidt rundt på bunkeren, kigger

i retning af havet, laver en kop for øret, men kan ikke finde retningen. Det kommer heller ikke fra havnen.

Det kunne godt være en flyvemaskine, han husker det fra krigsfilm. Scener, hvor mændene pludselig springer op fra deres køjesenge, finder våben og løber afsted. Han kravler med samme fart op i udsigtstårnet, kigger mod himlen, men intet er der at se, kun skyer, himmel, sol og en flok havmåger, der cirkler om antennen.

Ned igen, han står på kommandodækket, lukker øjnene, koncentrerer sig. Sætter sig på knæ, lægger øret til betonen.

Det kommer inde fra bunkeren.

Han lægger sig fladt ned med håndfladerne mod betonen, mærker efter rystelser. Kunne det være et jordskælv? Nej, det er én lang lyd, summende, elektrisk nærmest.

Hans åndedræt falder ind i bunkerens rytme.

Ind, ud, langt, sammenhængende. Rytmisk.

Hænderne brænder mod betonen, det prikker lidt i neglene.

Fødderne er vægte. Inde i anklerne er der varm grød, tæerne kilder.

Så stopper lyden, lige så pludseligt som den er kommet.

Han lægger øret mod bunkeren igen, lytter efter.

Intet.

Så hopper han ned og springer hen ad sandstien, basker gennem det halvvåde vasketøj, der hænger til tørre

på fiskesnører mellem rustne metalrør, Basse rejser sig fra sin jordmunding foran køkkenvinduet og logrer, men Sonny løber forbi hunden, videre ad stien mellem hybenbuskene, ned ad Centervej, til han runder trækorset med pigtrådskronen og ser det store, lyseblå skilt, der byder velkommen til Hanstholm ShoppingCenter.

Centeret.

Hanstholm i 1990’erne. Den mest forblæste by i Nordeuropa. Her bliver arbejdet hårdt, drukket hårdt og slået hårdt. 13-årige Sonny er en drømmer og en outsider. Han bor i de faldefærdige barakker med sin mor, stedfar og to yngre søskende og forsøger at navigere i grænselandet mellem barndommens fantasiverden og voksenlivets rå realiteter. Da Sonny får arbejde for bykongen Frank, begynder noget at skride. En gammel strid blusser op, byens hierarkier knager, og tyskernes forladte kommandobunker udsender sære lyde.

BUNKER er en fabulerende hjemstavnsfortælling fra Danmarks vilde vest om maskulinitet, vold og sammenhold.