Issuu

Huse med børn

Lise Villadsen

Gutkind

Huse med børn

Denne udgave © Lise Villadsen og Gutkind Forlag A/S, København 2025

1.udgave, 1. oplag, 2025

Bogen er sat med Minion Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook AB Falun Printed in Sweden

Omslag: Kenneth Schultz info@gutkind.dk

ISBN 978-87-4341-177-2

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. 1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag

Jeg sidder og nipper til min te, mens jeg lytter til gråden, der siver ud gennem et åbent vindue i underetagen.

Det er en velkendt, næsten beroligende lyd.

Nogen græder, og det betyder, at min mand arbejder.

Det er den unge mor til den dødfødte søn igen. Min mand stod for begravelsen for lidt under et år siden. Hun har ikke andre børn, og hun og kæresten er gået fra hinanden, fordi sorgen er så voldsom, at den har spyttet dem ud som to fremmede mennesker. Så hun sidder bare derhjemme, på sygeorlov, og har det helt ad helvede til. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg ved, fordi jeg har hørt det ordret; så god er min hørelse trods alt ikke, og så heldig er jeg sjældent med vindretningen. Men jeg kan høre ord, hulk, brudstykker, nok til at forstå.

Nu fortæller hun historien til min mand igen. Den om fødslen. Det øjeblik, hvor hun mærkede drengen i maven, sparkende, fuld af liv. Til den urolige fornemmelse, der kom lige efter en ve. Noget var galt. Og da hun lidt efter pressede ham ud, viste det sig, at hun havde ret. Han havde fået navlestrengen om halsen, og nu kom han ud til hende, velskabt, smuk, kvalt. Hun går tilbage til det øjeblik igen og igen.

Det var lige dér, livet lukkede sig, og nu kan hun ikke finde tilbage. Hun vil gerne, men hun kan ikke.

Thomas siger noget for at trøste. Hans stemme er dyb og rolig. Det, han siger, får hende til at holde inde med gråden og fatte sig en smule.

Det er godt, det ikke er mig, der sidder over for hende. Jeg ville give hende ret i det hele: ’Nej, der er ikke noget at leve for. Ja, du kan lige så godt give op. Piller? Det lyder som en fin ide.’

Jeg retter blikket ud mod haven. Fra min plads oppe i vindueskarmen kan jeg overskue det hele: fliseterrassen, sandkassen, frugtbuskene langs hækken og roserne, stadig dybrøde, selv om vi er i september. Tusmørket er allerede krøbet frem og i gang med at klæde de gamle æbletræer af til silhuet. Snart vil duggen lægge sig, og min te er også ved at være kold, jeg skal ned at koge mere vand.

Jeg rejser mig for at lukke vinduet, da en kraftig motorlyd får mig til at sætte mig igen. Lidt efter kommer en flyttebil til syne. Mindst ti meter lang. Vores lille Kirkevej er blind, og der ligger kun ét andet hus: nabohuset. Bag flyttebilen følger en Mercedes, sort og blank som en bille. Nu parkerer det store flytteskrummel midt ude på vejen. Mercedesen glider forbi for at holde i den flisebelagte indkørsel. De sensorstyrede lamper på forsiden af huset tænder, og to skarpe projektører rettes direkte mod bilen.

Jeg støtter panden mod ruden for bedre at kunne se.

Hvem finder på at flytte ind i mørke?

En skaldet mand står ud i førersiden. Derefter åbner døren til passagersædet. Kvinden, der stiger ud, er lille, køn og mørkhåret. Hun er iført en dueblå slå-om-kjole

og sandaler med hæle, der synker i gruset. Et øjeblik efter kommer også en ranglet teenagedreng til syne. Så åbner kvinden døren til bagsædet og løfter en fem-seksårig dreng ud. Han er alt for stor til at sidde på arm, men det gør han alligevel, mens han knuger en spidsnæset musebamse.

Manden bærer små, runde briller. En professortype. Jeg tror, han er mindst femten år ældre end sin hustru. Det er ham, der går hen og taler med flyttemændene.

Den ranglede teenager står for sig selv med nakken lagt tilbage og glor op på huset, de skal bo i. Jeg kan godt forstå, at han glor. Det er et langt, mørkt rektangel, et toetagers monstrum af glas og beton. Haven består ikke af andet end fliser og græs, så langt øjet rækker. Ved siden af vores præstegård, et rødt og hvidt bindingsværkshus, ligner deres nye bolig noget, der er vokset direkte op af helvede. Ikke så underligt, at det har stået tomt i næsten to år.

Nu begynder flyttemændene at løfte ting ned fra ladet: lædersofaer, kommoder, højryggede stole med blanke stålben. Den lille familie forsvinder ind i huset og tænder lys i underetagen. Det er som at sidde og følge med i en teaterforestilling. Jeg kan se dem gå fra rum til rum som små dukker.

Det er svært at forstå, at nogen har lyst til at bo i et hus bygget af glas, hvor naboerne kan følge med i alle ens skænderier, rod og problemer. Bortset fra at de ikke ligner nogen, der har skænderier eller problemer. De har to sønner, manden har en smuk hustru, og hvis ikke jeg tager fejl, har hun en velhavende, hengiven mand. Når man har alt, er man selvfølgelig ikke bange for at vise det.

„Sover du?“ Thomas står i døråbningen og ser på mig, mens han løsner sit armbåndsur.

Jeg ruller om på siden. „Ikke endnu.“

„Undskyld, det blev så sent.“ Han sætter sig på sengekanten og trækker den mørkeblå rullekravesweater over hovedet. Skægget knitrer mod stoffet.

„Har du haft samtale lige til nu?“

„Nej, hun gik for flere timer siden. Men jeg nåede aldrig at blive færdig med prædikenen i går, der var stadig lidt at arbejde på.“

„Skal jeg læse den igennem?“

„Meget gerne.“

„Jeg gør det i morgen. Kom her.“ Jeg trækker ham ned til mig. Kysser ham. Han kysser først tilbage, men siger så: „Jeg er lidt træt.“

„Hvor træt?“ Jeg kører fingrene gennem måtten af hår på hans bryst. Der er efterhånden begyndt at være en del grå imellem.

„Så træt, at jeg bare trænger til at sove.“ Han giver mig et hurtigt kys på kinden og ruller om på ryggen.

Jeg fangede en sej, mælkehvid streng på toiletpapiret, lige inden jeg gik i seng, så jeg tog en test, og der dukkede to tydelige blå streger frem. Det er ikke så sexet at tale om, men jeg er åbenbart nødt til det: „Thomas, jeg har ægløsning.“

„Er du sikker?“

„Jeg tog en test.“

Han rynker panden. „Jeg troede ikke, du gik og købte den slags mere?“

„Vi kan jo stadig godt prøve naturligt, selv om vi starter behandling,“ siger jeg. „Det var faktisk det, de rådede os til.“

Han er stille et par sekunder. Så siger han med streng stemme: „Irene, hvis du prøver at forføre mig, så skal du ikke få mig til at tænke på den rynkede, gamle læge igen. Eller den javertus, hun stak op i dig.“

„Javertus?!“

Vi griner, og han ruller op på mig. Men så er jeg alligevel lidt tør, da han forsøger at trænge ind.

„Gør det ondt?“ spørger han, og jeg lukker øjnene og siger: „Nej, det er dejligt,“ mens jeg forsøger at tænke på alt andet end ægløsning og sædceller. Men det er svært, det er jo derfor, vi ligger her nu. Det er ikke for sjov. Ikke længere.

Bagefter placerer jeg benene op ad væggen og tager en pude under lænden. Thomas går på badeværelset, og da han kommer tilbage, lægger han sig tæt ind til mig med hånden hvilende på den nederste del af min mave. Jeg er ret sikker på, han sender en bøn afsted, men jeg har aldrig spurgt ham. Over to år uden én eneste positiv graviditetstest burde ellers få hvem som helst til at tvivle på, at Gud ved, hvad han laver.

„Der er flyttet nogen ind ved siden af,“ siger jeg, mens jeg ligger og studerer mine ben og tånegle.

„Nå, så skete det omsider. Hvem har købt rædslen?“

„En familie med to drenge.“

„Nogen på Isabellas alder?“

„Det tror jeg. Den ene dreng er lille. Den anden er stor, teenager. Men moren ser meget ung ud, hun må have fået den første tidligt. Måske med en anden mand.“

„Nu skal du passe på med at digte historier,“ siger Thomas.

„Det var også bare en observation.“

„Ja, ja.“

„Jeg har jo ikke tænkt mig at spørge hende, vel.“

„Nej, nej.“ Han gaber. „Nå, vi må hellere sove nu, jeg har en samtale halv ti med et brudepar, og det er hjemme hos dem, så jeg skal ud at køre.“

„Så du er her ikke til at tage imod Isabella?“

„Nej, er det okay?“

„Det er fint.“

Jeg nænner ikke at sige, at hun faktisk var lidt ked af det forrige lørdag, da hendes far heller ikke var hjemme til at tage imod hende på skiftedagen.

Vi kysser godnat, og så varer det ikke længe, før Thomas begynder at trække vejret dybt og roligt, og et udtryk af mildhed breder sig over hans ansigt, som om han drømmer noget rart. Min mand er velsignet med et barns evne til at glide ind i søvnen. Sådan har jeg det ikke. Jeg kan aldrig falde til ro, og når jeg endelig sover, drømmer jeg ikke, jeg falder bare ned i et dybt mørke, indtil jeg vågner igen.

Jeg rækker ud efter min telefon på natbordet, går ind på klinikkens hjemmeside og trækker dynen op over hovedet, så lyset fra skærmen ikke vækker Thomas. Så kigger jeg på personalet, scroller ned over alle ansigterne, indtil jeg finder lægen, der undersøgte mig i sidste uge. Øjnene er venlige, men Thomas har ret, hun er temmelig rynket. Og det var lidt af en javertus, hun førte op i mig, før hun på scanningsbilledet viste os de temmelig beskedne ægreserver på henholdsvis højre og venstre æggestok. ’Der er altså ikke noget direkte galt med mig?’ kom jeg til at spørge. Men det skulle jeg aldrig have spurgt om, for selv om det nu var

konstateret, at der er fri passage i æggelederne, at der er æg, og at min livmoder ser sund ud, så fik jeg – mens jeg stadig lå på briksen – en dundertale om, at hun intet kunne se om æggenes kvalitet, de kunne både have DNA-skader og kromosomfejl eller være den slags æg, der gør os uforklarligt barnløse, fordi de simpelthen bare nægter at smelte sammen med en sædcelle. Og mens jeg lå dér med mine uartige æg, vendte hun sig mod Thomas og sagde, at bare fordi han havde fået Isabella, betød det heller ikke, at hans sædkvalitet var tiptop længere, den slags kan også dale for mænd med alderen, så hvis hans svømmere er blevet for dovne, skal vi måske direkte til ICSI, hvor man sprøjter en enkelt, oprenset sædcelle ind i ægget i stedet for almindelig IVF, hvor alle sædceller får chancen ligesom ved naturlig befrugtning. Men det ved vi først, når sædprøven er analyseret. Endelig bad hun mig om at tage bukserne på igen, og jeg satte mig ved siden af Thomas, som tog min hånd og sendte mig et lille, akavet smil.

Der er meget, der er absurd og smertefuldt og usexet ved at starte i fertilitetsbehandling. Det har vi talt om på forhånd, Thomas og jeg. Og vi har aftalt, at vi nok skal komme igennem det. For engang – en dag – vil vores første besøg på klinikken ikke være andet end et surrealistisk minde om den rejse, der førte til, at vi fik vores lille mirakel i armene.

Det er ikke, fordi jeg holder øje med de nye naboer, jeg har bare altid holdt af at drikke min morgente siddende i vinduet oppe i soveværelset, og så kan jeg jo ikke undgå at bemærke, hvad der foregår derovre.

Professortypen sidder for bordenden med en søn på hver side af sig. Han drikker kaffe, drengene skovler noget i sig fra dybe, hvide skåle. Cornflakes måske?

Jeg leder efter den lille, mørkhårede mor, men kan ikke finde hende nogen steder. Hverken nede i det store alrum eller ovenpå i værelserne. Først da jeg retter blikket væk fra huset, får jeg øje på hende. Hun kommer gående ude på vejen iført sorte nylongamacher, lyserød sweater og kridhvide løbesko. Ansigtet blusser.

Hvem tager ud at løbe, morgenen efter at de er flyttet ind?

Og så på en lørdag, mens resten af familien sidder samlet og spiser morgenmad?

Hun forsvinder om bag huset, ind i den entre eller bryggers, som man ikke kan se herfra, og dukker lidt efter barfodet op i køkkenet. Hendes mand laver en inviterende bevægelse med hånden, men i stedet for at gå

hen til ham henter hun en kop kaffe og et stort glas vand og sætter sig ved siden af den lille dreng. Længst væk fra sin mand. Og desværre med ryggen til, så jeg ikke kan se hendes ansigt.

Ovre ved sofaerne står flyttekasserne stablet op. Der er også et par malerier, kæmpestore i mørke rammer, som hviler op ad væggen. Professortypen rejser sig, spankulerer hen og kigger ned i én af kasserne, siger noget, der får hans hustru til at ryste på hovedet. Så går han hen til hende. Begynder at massere hendes skuldre. Sikke en kostbar, lille krukke, hun er.

I det samme ringer min telefon ovre på sengebordet, og jeg er nødt til at løsrive mig fra scenerne i nabohuset.

Det er Charlotte, der vil høre, hvordan det går. Vi mødte hinanden på universitetet og har hængt sammen lige siden, i hvert fald indtil hun for tre år siden opgav at finde et psykologjob i Danmark, begyndte at søge uden for landets grænser og fik en stilling i Bergen.

„Jeg er så træt,“ siger hun. „Jeg var ude i går aftes med Helga og Sverre fra Psyk Berg.“

Det er dejligt for Charlotte, at hun har fundet et job, men jeg kan næsten ikke klare, når hun skal kalde sin arbejdsplads for Psyk Berg i stedet for bare at sige Psykologcenter Bergen, som jo er det, det hedder.

„Flyver du snart op og besøger mig?“

„Det bliver desværre nok først efter jul,“ siger jeg, mens jeg går tilbage til vinduet og kigger efter Isabella, som må være lige på trapperne. „Vi starter i behandling nu, og så skal man jo møde ind til scanninger med meget kort varsel.“

„Ej, hvor godt!“ Charlotte lyder overrasket, selv om det efterhånden er flere måneder siden, jeg fortalte, at jeg endelig havde fået overtalt Thomas til, at vi skulle booke tid til undersøgelse på en privatklinik, hvis jeg stadig ikke var blevet gravid i løbet af sommeren.

„Nå, men så krydser jeg fingre for, at det er jeres tur nu ...“

Jeg kan godt høre den lille klump af misundelse, der skal synkes, hver gang jeg taler om Thomas eller vores planer om at få børn. I de tolv år, jeg har kendt Charlotte, har hun datet løs, men aldrig fået en eneste kæreste på krogen, så jeg forsøger at lyde ydmyg og en lille smule bange, da jeg siger: „Jeg håber bare sådan, at der kommer en hel masse æg ud, og at de godt gider lade sig befrugte. At de ikke er blevet for gamle.“

„Du er jo kun syvogtredive?!“

„Ja, men alligevel. Man ved aldrig.“

„Du skal nok nå at blive mor,“ siger hun. „Det er jeg helt sikker på. Du og Thomas kommer til at få verdens lækreste baby.“

Det er selvfølgelig også sig selv, hun beroliger, men det er alligevel dejligt at høre nogen sige, at det nok skal lykkes. På klinikken talte lægen kun om statistikker og behandlingsmuligheder, ikke om det barn, vi får ud af det.

I det samme får jeg øje på Mariannes grå Ford nede for enden af vejen.

„Så er Isabella her, jeg er nødt til at smutte.“

„Pas på dig selv, ikke? Og hold mig opdateret!“

Isabella står på trappestenen med sin mor i den ene hånd og sin lyserøde enhjørningebamse Polly i den anden. Marianne

ligner som sædvanlig én, der lige har tømt et glas eddike. I starten gjorde jeg virkelig en indsats for, at vi skulle komme godt ud af det med hinanden, men nu har vi efterhånden kendt hinanden i tre år, og jeg har indset, at det er bare sådan, hun er: en sur, bitter krampe, der sikkert tusind gange har fortrudt, at hun forlod Thomas for at blive korthåret singlemor, der halser efter kollegaerne på advokatkontoret, men alligevel aldrig kan gøre det godt nok.

„Hej, Marianne.“

Eddikesmil. „Irene.“

Jeg sætter mig på hug foran Isabella. „Og hej med dig, sveske. Vi to skal lave noget rigtig sjovt sammen.“

„Hvad skal vi?“ Hun rynker panden og ligner Thomas på en prik, når han gør det samme.

„Grave et bed op i haven. Og bagefter skal vi plante tulipanløg. Og du må bestemme, hvilken farve de skal være.“

„Må jeg?“ Hun spærrer øjnene op.

„Ja, du må. De kan både være hvide, røde, sorte eller gule. Eller alle farver på én gang!“

Isabella slipper sin mor og kaster sig i mine arme.

„Hej, hej,“ siger hun til Marianne med munden presset mod min skulder.

Det er sådan, Isabella plejer at gøre – sådan hun bedst kan finde ud af at tage afsked med sin mor: uden at se på hende. Jeg forstår det godt, det må være svært at være skilsmissebarn, og det fylder mig altid med ømhed, at Isabella har valgt en overlevelsesstrategi, der er båret af en tillid til, at de voksne i hendes liv griber hende. Thomas siger, at det er, fordi Isabella kan mærke, at jeg virkelig

elsker hende. At jeg ikke bare accepterer hende som en del af pakken, der følger med, når man finder sammen med en skilt alenefar. Han siger, at børn kan mærke den slags på ti kilometers afstand, og hvis han har ret i det, er det jo heldigt, at jeg har været vild med Isabella lige fra første sekund, jeg mødte hende. Dengang var hun bare en lille snut på tre år og endnu mere kælen og fjollet, end hun er i dag. Sommetider forestiller jeg mig, hvordan det vil være, når hun bliver teenager. Om hun stadig vil kaste sig ind til mig, bare en gang imellem, og begrave sit ansigt ved min skulder, når noget er svært.

Først efter at vi har været i skuret og fundet krukken med tulipanløg, spørger Isabella, hvor hendes far er. Jeg siger, at han kommer snart. Vi graver huller i jorden, planter gule tulipaner, og så spørger hun igen: „Hvornår kommer far?“ Jeg foreslår, at vi sætter os på terrassen og spiller vendespil, indtil han dukker op. Hun bliver lidt ked af det og savner pludselig også sin mor. Jeg finder kiks frem og iskold, hjemmelavet rabarbersaft, som tydeligvis dulmer savnet, mens jeg lader Isabella vinde først den ene, så den anden runde af spillet. Jeg har en fantastisk hukommelse, men Thomas har desværre aldrig lært sin datter at tabe, så jeg vender med fuldt overlæg de forkerte brikker og råber ’nej!’ og ’øv!’ til Isabellas store morskab.

Da klokken nærmer sig tolv, får jeg øje på Thomas, der står i den åbne terrassedør og betragter os med et smil. Jeg løfter hånden for at vinke, da han laver nogle vilde fagter for at signalere, at jeg ikke må afsløre ham, og Isabella giver

et hvin fra sig, da han et øjeblik efter lægger hænderne for hendes øjne.

„Far!?“

Hun river hans hænder væk og slår ud efter ham. Han ler og viger tilbage, så løfter han hende op og giver hende en svingtur, mens hun hviner af fryd.

„Vild hest!“ råber hun, og så er det, som det plejer; han smider hende om på ryggen og bliver pisket rundt i hele haven, ind og ud mellem æbletræer og buske, mens han siger vrinskelyde og stejler, og Isabella griner og kæmper for at holde sig fast.

Jeg tager en kiks og bider den over med et knæk, mens jeg betragter dem. Til næste sommer fylder Isabella syv, og så er hun for stor til den leg. I virkeligheden er hun allerede for stor nu.

„Beskidt?“

Den barnlige stemme kommer bagfra. Jeg drejer hovedet og får øje på en lille, køn dreng, som står midt i vores have, bare et par meter fra terrassen. Det er ham fra nabohuset.

„Hej med dig,“ siger jeg. „Hvor kom du fra?“

„Beskidt?“

„Undskyld hvad?“

„Biscuit“ Han peger på kiksen i min hånd.

„Du vil have en kiks?“

Han nikker ivrigt.

Jeg snupper én fra rullen og rækker den frem mod ham med et smil. „Biscuit – kiks. Værsgo.“

Han siger ingenting, da han tager imod den, kigger bare på mig og så på kiksen i sin hånd, som om han ikke kan fatte sit held.