17.JUNI
Af samme forfatter
Overleverne Glem mig
Brænd alle mine breve
Malma station
Skynd dig at elske
Alex Schulman
17. juni
Charlotte A.E. Glahn
Roman Gutkind
På dansk ved
17.juni
er oversat fra svensk af Charlotte A.E. Glahn efter 17. juni
Copyright © Alex Schulman, 2025 All rights reserved
Published by agreement with First Edition Management
Denne udgave: © Alex Schulman og Gutkind Forlag A/S, København, 2025 1.udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Sara R. Acedo
Bogen er sat med Garamond hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook AB info@gutkind.dk
ISBN 978-87-4341-184-0
Citatet på s. 54 er, en smule modificeret, hentet fra Robert A. Heinlein: Time Enough for Love (1973)
Enhver kopiering af denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni med senere ændringer.
Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. 1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag
Til Bruno
Det begyndte med en død rotte i kælderen.
Jeg opdagede den, da jeg skulle hente en efterårsfrakke i kælderrummet, det var i slutningen af september, og det var blevet køligt. Netop som jeg var ved at låse gitterdøren op, fik jeg øje på den derinde, mellem to flyttekasser. Den havde ikke ligget der længe, for ekskrementerne rundt om den var friske, og i rottens døde blik spejlede lysstofrøret i loftet sig. Den var helt intakt, som levende, men død. Jeg stod lidt og stirrede på den og mærkede kvalmen stige op i mig, inden jeg vendte mig om og skyndte mig op ad trappen. Rotten lod jeg ligge. I løbet af de næste par uger skete det ganske vist, at jeg kunne mærke en pludselig bedrøvelse over, at den stadig lå dernede. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at tage mig af problemet en dag. Jeg vidste også, at den dag ikke var i dag.
Mails fra beboerforeningen begyndte at tikke ind. De handlede om rotten – den var begyndt at stinke. Jeg svarede ikke på henvendelserne, og en dag ringede det på døren, og der stod bestyrelsesformanden, så rasende, at han nærmest ikke kunne finde ord for det. Han sagde, at nu var det nok, rotten skulle væk.
Det var således en død rotte, der satte det hele i bevægelse. Den aften gik jeg ned i kælderen. Hele kroppen sagde fra. Med en kost fik jeg skubbet rotten over på en skovl, og da
jeg bar den foran mig op ad trappen, blev jeg næsten svimmel af kvalme.
Jeg smed kadaveret i bedet ude i gården.
Kælderen skulle saneres, flyttekasserne måtte jeg bære op i lejligheden, jeg stablede dem oven på hinanden i gangen. Der stod de uberørte i en rum tid. En eftermiddag i oktober, da jeg ville tage frakken på for at gå ud og handle, begyndte jeg at pille ved den øverste kasse, åbnede den og kiggede ned. Den var fuld af alt det, jeg havde taget med mig fra min fars lejlighed, da han døde for et par år siden. Der var det forklæde, han altid bar, når han lavede mad. En mappe, hvor han havde gemt de tegneserier, jeg tegnede som barn. Et par fotoalbummer, som jeg hurtigt bladrede igennem og lagde tilbage. Jeg skulle lige til at lukke kassen, da jeg fik øje på noget bekendt. Længst nede i kassen lå min fars telefonbog. Jeg bladrede igennem de slidte sider. Der var så meget gammel telefonbog over hver side: numre, der var streget ud og erstattet af nye, indimellem med blød blyant og indimellem med kuglepen i forskellige farver. Kedsomhedens skriblerier i kanten. Cirkler inde i cirkler. En trekant. Jeg genkendte min fars håndskrift. På en af siderne stod nummeret til huset, jeg boede i hver sommer som barn. Kun fem cifre. Jeg betragtede tavst nummeret, og efter lidt tid kom et minde til mig, en kort sekvens fra en af de lange aftener ved søen, når solen stod lavt, og det gamle træhus lyste mellem birketræerne. Hvordan jeg stod ved vandkanten som dreng og kastede en sten i det blanke vand, og hvordan jeg pludselig
fik skyldfølelse over at have ødelagt søens spejl, som om jeg havde gjort noget grænseoverskridende og forbudt, noget, der ville få konsekvenser. Jeg så mig omkring for at sikre mig, at ingen havde set det. Erindringen kom og gik i et hurtigt glimt, men det var, som om den lune aftensol blev liggende lidt længere på min pande.
26217.
Min mor svarede altid ved at sige nummeret. Ikke noget navn, ikke noget ”hallo”, bare et telefonnummer. Således begyndte hver samtale med en form for afstand og kulde. Hun sagde ”seksogtyve, enogtyve, syv”. Jeg tænkte nogle gange, at det var synd for syvtallet, de andre tal havde jo selskab af deres venner, men syvtallet var helt alene.
Jeg betragtede de fem tal. Hvordan skal jeg forklare det, jeg senere gjorde? Et øjebliks indskydelse. En diffus fornemmelse, som jeg ganske enkelt fulgte. Jeg tog min telefon frem og tastede tallene, så de dukkede frem på displayet.
Så ringede jeg.
Først var der stille, men så hørte jeg de lange, fjerne forbindelsestoner og suset imellem dem, forbindelsen var dårlig og kunne når som helst blive afbrudt. Der lød fem ringetoner. Jeg skulle lige til at lægge på, da jeg hørte en velkendt lyd, den knitrende lyd af ledningen, som altid krøllede sig sammen.
”Ja, hallo?”
Blot to korte ord, men der var ingen tvivl om, at det var min far. Jeg kunne høre det på tonefaldet, den defensive tone i min fars stemme, når han tog telefonen, en umiddelbar
modstand, som om han egentlig ikke ville besvare opkaldet.
Jeg kunne ikke få et ord frem.
”Hallo?” sagde min far igen.
Tavshed og en stille susen.
”Hallo …” sagde jeg til sidst.
”Ja?”
Jeg trykkede telefonen så hårdt mod øret, at det gjorde ondt, og lyttede efter lyde i baggrunden. Jeg hørte skabslåger blive åbnet og lukket. Nogen tændte for vandhanen, så vandpumpen gik i gang. Jeg hørte min mors stemme i baggrunden, irriteret: ”Hvem er det?”
Jeg afbrød forbindelsen og blev stående i gangen, mærkede pulsen dunke.
Da det blev aften, børstede jeg tænder og gik i seng. Jeg spillede Tetris på mobilen i sengen. Normalt, når jeg slukkede lyset, plejede Tetrisblokkene at regne ned over mig, når jeg så op i mørket, og jeg faldt hurtigt i søvn og sov dybt, men denne nat var urolig. Jeg så huset ved søen igen, et minde vandrede ind og ud af drømmen. Vi sætter net, og søen er så underlig mørk, når min far dypper årerne i vandet, forsvinder de. Jollen nærmer sig flamingobøjen, og min far siger, at jeg skal tage den op af vandet. Jeg læner mig ud over bådens kant, men jeg tør ikke stikke hænderne ned i vandet, min far bliver rasende – ”tag den, tag den!” – men den glider forbi, jeg tør ikke, for vandet er et sort spejl, og jeg er bange for, at nogen skal gribe fat i mig nede fra dybet, trække mig ned til søens bund, helt ned til stenene.
Dagen efter syntes jeg mest af alt, at det hele var pinligt. Selvfølgelig var det ikke min far, der svarede, da jeg ringede. Jeg havde hørt forkert, jeg havde tastet et nummer, som engang var nummeret til mit gamle sommerhus, og som var nedlagt for længe siden. Det nummer var nu koblet til et andet hjem, og en mand, hvis stemme mindede om min fars, havde svaret. Mere var der ikke i det.
Jeg gik en tur. Det var søndag morgen, Stockholm var næsten mennesketom, kun hundelufterne var på gaden, de trak i snorene, når deres hunde ville guffe det opkast i sig, som lå i klatter på asfalten efter lørdag nat. Jeg gik fra mit hjem i Gärdet til Tessinparken, ned forbi Stureplan. På Strandvägen passerede jeg fiskerbådene, som var blevet lavet om til boliger, på dækket sad allerede de originaler, som beboede dem, og drak kaffe, de elskede at sidde der og blive betragtet.
Det var koldt i lejligheden, da jeg kom ind igen. Jeg kogte to æg, og da jeg kappede toppen af dem, dampede det fra blommen, jeg så, hvordan to tynde dampsøjler steg op mod loftet. Fjernsynet var tændt, der var tennis.
Jeg skulle lige til at begynde at spise, da jeg kom til at tænke på vandpumpen. Jeg huskede den så tydeligt fra min barndom, den lød som et kernekraftværk. Pumpen sad inde på toilettet og gjorde hvert besøg til en truende fare, for jeg vidste, at den når som helst kunne gå i gang, og når jeg gik
på toilettet, skete det, at min søster Tora listede ud i køkkenet og tændte for hanen. Hun gjorde det for at drille, og når pumpen gik i gang, flygtede jeg grædende fra toilettet med bukserne nede om anklerne, løb ned ad stentrappen, ud på græsplænen. Pumpens vilde brølen. Min søsters hånlige smil, når hun gik forbi på vej hen til hængekøjen.
Vandpumpen med sin helt unikke støjsignatur. Jeg havde aldrig i mit femogfyrreårige liv stødt på en pumpe, der lød ligesom den. Og i går under samtalen havde jeg hørt den igen. Den gik i gang og gik lidt efter i stå igen. Det var ikke indbildning, det var pumpen fra min barndom.
Jeg tog telefonen frem og stirrede på det nummer, jeg havde tastet i går. De sorte tal i rækken af seneste opkald. Samtaletid: fjorten sekunder. Jeg slukkede for lyden på fjernsynet, lod pegefingeren svæve lige over nummeret på skærmen. Det var så fjollet, så dumt. Jeg lo kort for mig selv. Og så ringede jeg igen. Samme lave ringetone som dagen forinden, men denne gang blev der svaret i den anden ende efter blot to signaler.
”Ja, hallo?”
Det var igen min far, der svarede. Jeg forsøgte at fatte mig hurtigere denne gang, rømmede let.
”Hvem er det?” spurgte jeg.
”Hvem søger du?” sagde min far hurtigt.
Og nu huskede jeg min fars irritation over mennesker, som ikke præsenterede sig, når de ringede, huskede hans forelæsninger om emnet – det er ikke den, der tager imod opkaldet, som skal redegøre for, hvad hun eller han hedder,
det er den, der ringer op, som skal sige sit navn og præsentere sit ærinde.
”Hallo?” sagde min far igen. ”Hvem søger du?”
”Jeg …” sagde jeg og tøvede. Jeg kunne ikke finde på noget at sige, og jeg kunne fornemme, at jeg var ved at miste mit momentum. Der var stille i køkkenet denne gang, ingen smækken med skabsdøre eller anden støj.
Netop da indtraf det, der endegyldigt skulle overbevise mig. Jeg hørte min fars vejrtrækning. Hvordan han trak vejret gennem næsen, brystkassen, der stille hævede sig, tung og blød, bjørneagtig. Jeg huskede, hvordan min far nogle gange trøstede mig, når jeg var ked af det, den der omfavnelse, der gjorde alt blødt, så der kun var ham. ”Så-så, min dreng,” sagde han og trak mig ind til sig. ”Så-så, min dreng.” Min egen vejrtrækning, hurtig og tynd, kunne briste når som helst, men min far trak vejret med en stille selvfølgelighed, som bølger mod en strandbred. Nu hørte jeg den så tydeligt i telefonen, det var umuligt og ubegribeligt og det rene vanvid, men der var ingen som helst tvivl.
”Far,” hviskede jeg.
Der blev stille i den anden ende.
”Hvad?” sagde han.
Der var han igen, der var han og jeg. Vores åndedrag.
”Hvem søger du?” spurgte min far til sidst, nu mere usikker i stemmen.
Og så pludselig min mor bagved, hendes irriterede stemme i baggrunden, som en lav klage: ”Hvad er det om?” Jeg kunne
høre hendes nervøse bevægelser, da hun kom ind i køkkenet, hvordan hun bevægede sig hurtigt rundt i sine hjemmesko.
Hvad er det om?
Hvor mange gange havde jeg ikke hørt hende give udtryk for sin misfornøjelse med det sære udtryk, også når jeg havde larmet for meget med bestikket eller tabt noget på gulvet.
Min far hævede stemmen nu, som om han ville vise sympati med min mor.
”Hvem er det? Hvem søger du?”
Jeg afbrød samtalen. Jeg blev siddende med telefonen i hånden. Æggene var holdt op med at dampe, solen fandt vej ind gennem vinduerne, passerede langsomt over mig og forsvandt. Lejligheden blev mørk, jeg burde egentlig tænde noget lys, men jeg kunne ikke rejse mig fra sofaen. Fjernsynet advarede om, at det snart ville lukke ned på grund af inaktivitet.
Mor og far.
Jeg, som ikke havde skænket min opvækst mange tanker i så mange år, så nu for mit indre blik min familie i køkkenet i det gamle sommerhus. Min mors ryg, som hun stod der i morgenkåben foran det store puslespil. Hun slog asken af cigaretten uden så meget som at se på askebægeret, blikket vendt mod puslespillet, betragtede tavst brikkerne. Jeg så min far, nedtrykt, ved køkkenbordet. Han stirrede ud på en regntung himmel, ledte efter blå pletter i skydækket. Min søster Tora, i al hast, altid på gennemrejse, skød ud fra sit værelse for at hente noget, spise noget, ikke kontaktbar,
høretelefonerne på, en dunkende diskant, som gik gennem rummet, og så var hun væk igen.
Men jeg så ikke mig selv.
Jeg havde ikke hørt min egen stemme under samtalen, men var det så underligt? Var det ikke mit største tryllenummer i barndommen, ikke at findes? Jeg gled i ét med omgivelserne, gjorde mig usynlig, der kunne gå flere timer, før nogen lagde mærke til mig. Engang havde jeg siddet i køkkenet under et af min mors og fars skænderier. De råbte ad hinanden, og min mor stormede ud, altid med samme trussel: ”Nu går jeg!” Et smæld med døren, og hun skyndte sig forbi uden for vinduet. Lidt efter susede bilen op ad bakken, og min far stod ulykkelig tilbage i køkkenet. Da han fik øje på mig, blev han rasende: ”Sidder du og smuglytter?!” Men det var ikke sandt, jeg havde bare udført mit tryllenummer.
Drengen, som aldrig sagde et ord, var han der et sted i køkkenet under vores samtale? Hvad lavede han i så fald?
Sad han ved bordet og tegnede en af sine tegneserier? Så han uroligt op, da faren hævede stemmen? Fjernsynet slukkede i stuen. Der blev stille i lejligheden. Der var gået flere timer siden samtalen, men jeg kunne ikke falde til ro, hjertet slog alt for hurtigt. Et par korte ord fra mine forældre, der var blevet ytret for længe siden, og som voksede i styrke på deres færd gennem årtierne, blev til en dønning, der rullede frem, og da de til sidst nåede helt hertil, var kraften enorm. Jeg vidste, at hvis ikke jeg var forsigtig, kunne den knuse mig.
Selv om jeg måske ikke formulerede det sådan for mig selv den aften, indså jeg alligevel, at jeg havde et valg. Slette nummeret, aldrig ringe til det igen, glemme, at det her nogensinde var sket. Eller åbne døren på vid gab, kaste mig ud. Kunne jeg være gået en anden vej end den, jeg valgte? Formodentlig ikke. Næste skridt stod så klart for mig. Jeg kunne vel ikke gøre andet? Hvad var meningen ellers?
Jeg besluttede mig der i eftermiddagsmørket, på trods af at uroen strømmede gennem mig, og hjertet ikke ville falde til ro. Når min far svarede næste gang, ville jeg bede om at tale med mig selv.
»Hvorfor var den 17. juni 1986 så vigtig?«
»Det ved jeg ikke. Der skete noget den dag.«
Vidar er ikke sig selv. Han er blevet suspenderet fra sit lærerjob efter en voldsom hændelse med en elev. Og i en flyttekasse finder han tilfældigt telefonnummeret til familiens gamle sommerhus. Da han ringer er hans far, der døde et par år tidligere.
Vidar har ringet til den 17. juni 1986, til en dag i sin barndom. Pludselig åbner der sig en faldlem til fortiden. Han ringer igen og igen til den 17. juni og begynder at kortlægge hver eneste af familiens be
Samtidig bliver Vidar genstand for en politiundersøgelse, og han overskrider stadig flere grænser. Mens dagen i barndommen langsomt åbner sig, strammes grebet om ham i nutiden.
er en roman om en rejse gennem tiden og om det, der former et menneske.
