BRÆNDE
LARS MYTTING
BRÆNDE
OM AT HUGGE, STABLE, TØRRE
OG FYRE MED BRÆNDE
PÅ DEN HELT
RIGTIGE MÅDE
Ny, revideret udgave
På dansk ved
Michael Lambæk Nielsen og Ulf Houe
GUTKIND
BRÆNDEHUGNING
Af Roy Jacobsen
At hugge brænde er en personlig sag. Det er min erfaring. Jeg har derfor tit overvejet, om jeg er en brændehugger af den stoiske slags, som kan stå med øksen time efter time og kun tænke én tanke. Til bunds. Eller om jeg må regnes som den mere abstrakte sangviniker, der bare nyder livet, mens spånerne fyger, og forrådet vokser. Eller måske ligner jeg min far, som primært var af den småneurotiske samlertype, hamstrertypen, som er uhyre repræsentativ for hans generation, folk, som har oplevet krigen og knapheden, og som da han døde – viste det sig – havde Mazdaen stående udenfor på vejen, så han kunne fylde garagen op med brænde, et sted mellem 35 og 40 rummeter, som jeg alt sammen arvede, kørte hjem på en lastbil og stablede op i haven, kælderen og skuret, og stadig har en del tilbage af i dag, 13 år senere, selv om vi fyrer meget.
Vi har også den æstetiske brændehugger, lyrikeren, som arbejder efter mål og sørger for at save alt op i nøjagtig samme længde – for eksempel 39 cm (denne type arbejder aldrig med 50- og 60-cms længder) – og også efterstræber så ensartede stykker som muligt, slanke og koniske i profilen, som han stabler i perfekt militær orden på et iøjefaldende sted på grunden og gerne lægger et lille tag over, så det hele ligner en skulptur.
Vi bliver vel også nødt til at nævne den typiske klodrian. Som sjovt nok ofte er at finde blandt unge og mennesker, der værner om naturen og er vant til at være ude i den; skiløbere og fluefiskere, som sjældent komponerer stort mere end et lejrbål, når det er tilladt, ved hjælp af små grønne legetøjsøkser og tilsvarende grønne foldeting, som de kø-
ber i Friluftsmagasinet til en temmelig hamper pris; folk, der tror, at de har styr på det med brænde, og derfor aldrig kommer til at lære det. En stor del af knickersadelen hører også hjemme her; de har lavet bål til at koge kaffevand over siden Anden Verdenskrig og kan med kendermine snakke om grankviste og birketræ, som de foragter, idet de foretrækker fyr, en ting, de burde være forsigtige med, særlig i den østlige del af landet, hvor fyrretræet er under pres på grund af den omsiggribende elgplage. De fnyser bare, når de hører, som sandt er, at bøg er det bedste brænde, det, der afgiver flest kilojoule pr. kubikmeter, med træsorterne eg og ask på de næste pladser og birk i konkurrence med røn lidt længere nede; først derefter følger fyr og gran (hvis vi altså ser bort fra kirsebær, æble og en del andet ædeltræ), for slet ikke at snakke om gråel, som, uanset hvor tørt og vellagret det er, ikke giver mere varme fra sig end balsatræ, pap. Det kommer på 18. pladsen, tror jeg, og kan trygt overlades til bæveren, der heldigvis er på vej ind i norsk fauna igen. Jeg har savnet bæveren.
Den industrielle tilgang bør også vies nogle få ord. Den er repræsenteret ved temmelig midaldrende og humørforladte indfødte, som nu til dags kun undtagelsesvis arbejder med økse og kile, og som kan vælge mellem to slags hydrauliske brændekløvere: en elektrisk og en, der kan monteres på traktoren. De har orange hjelme, veste, visir, høreværn, handsker og sikkerhedsstøvler med stålsnuder, selv om de bare står lige op og ned ude på gårdspladsen i efterårssolen og sørger for at have kløveren placeret på slidte europaller, så brændestykkerne ramler lige ned i anhængeren, som de så senere bakker ind i den gamle lade og tømmer ned i hulrummet til højre, hvor de forrige generationer opbevarede deres hø. Den slags folk tænker kun på nytteværdien, de har ingen glæde af det undervejs, først bagefter, når de kan stoppe maskinerne, befri sig for sikkerhedsudstyret og tænde sig en hjemmerullet cigaret.
Egentlig er jeg vel en blanding af det hele (undtagen klodrianen og æsteten), selv om jeg alligevel føler, at der mangler noget i alle arketyperne. For at sige det ligeud er jeg begyndt at blive rigtig træt af at
hugge brænde. Det er – på grund af det store forbrug i vores hytte – blevet til for megen brændehugning på det seneste, så jeg er nok lidt af en kras blanding af samleren og idioten (manden med visir og høreværn), som går til værket med ærgrelse, irritation og utålmodighed; kedeligt er det også blevet. Det slår mig, at jeg i kategoriseringerne ovenfor selvfølgelig har glemt både desperadoen og kolerikeren, for ikke at snakke om psykopaten, repræsentanter for de mere uheldige sider af menneskets natur, som det er umuligt at komme uden om, når man taler seriøs brændehugning – det drejer sig trods alt om at slå noget i stykker! Med al den fysiske kraft, man kan frembringe – jeg arbejder stort set kun med 50- og 60-cms brændestykker – med en skarpslebet jernkløver, gennem årtusinder det mest adækvate slagmarksvåben. Livet byder ikke længere på mange af den slags muligheder for at begå groft hærværk den ene dag, for så næste dag ovenikøbet at kunne drage nytte af det, uden at skade nogen – hobbypsykopaten? Så det er vel det, jeg bedst kan lide at tænke på, når jeg i dag står ved huggeblokken, at dette er en begivenhed med historie, som fortæller mig, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra.
INDHOLD
Brændehugning 5
Den gamle mand og brændet 10
KULDEN 17
Brændefolk · Nordskogbygda: Mønsterskov på ungkarlejord 44
SKOVEN 49
REDSKABERNE 103
Brændefolk · Motorsavspionererne 138
KLØVNINGEN 143
Brændefolk · Elgå: Brændeskuret i Søndenvinden 160
STABLEN 165
Brændefolk · Hamar: Skulpturen i haven 192
TØRRINGEN 199
OVNEN 221
Brændefolk · Brumunddal: Favnstablet juleferiehugst 258
ILDEN 263 BÅLET 289
Brændefolk · Saanti Sïjte: Bål i al slags vejr 322
Burning Love 333
Kolde fakta 335
DEN GAMLE MAND OG BRÆNDET
Jeg kan stadig, med næsten alle sanser, fremmane den dag, hvor jeg indså, at brændefyring er mere end blot opvarmning. Det var ikke en kold vinterdag. Det var derimod sent i april. Sommerdækkene var blevet monteret på Volvoen for længst, og påskesmøringen var skrabet af skiene.
Vi var flyttet her til Elverum lige før jul. En motorvarmer og et par varmeblæsere fik os godt gennem anden halvdel af en ikke alt for hård østerdalvinter. I nabohuset boede der to pensionister. Hædersfolk af den muntre og arbejdsomme efterkrigsgeneration. En lungesygdom gjorde, at Ottar, manden i huset, ikke havde vist sig udendørs i vinterens løb.
Denne forårsdag, hvor en mild brise strøg hen over græsplænen, og smeltevandet stod brunt i grøfterne, var intet mere fjernt fra mine tanker end den barske årstid, vi netop havde lagt bag os.
Med ét kom en traktor med vogn rullende. Den bremsede og bakkede ind til naboen. Øgede omdrejningstallet, tippede vognladet op – og vippede et digert læs birkebrænde af på gårdspladsen.
Digert, ja? Læsset var tungt. Jorden gav efter, da brændestykkerne væltede ned.
Ud på dørtrinnet, anstrengt og med tungt åndedræt, kom Ottar. Manden, hvis længste ekspedition siden november havde været ned til postkassen så uendeligt langt borte ved lågen.
Nu stod han og så på birkelæsset. Lukkede inderdøren i gangen, skiftede fra tøfler til sko, gik ud på gårdspladsen, stavrede omveje forbi mudderpølene, bøjede sig ned og tog et par brændestykker op,
vejede dem i hånden og snakkede med landmanden, der nu havde stoppet traktoren.
Brænde nu? tænkte jeg. Nu, hvor alle var optaget af at drikke øl på verandaen?
Jo, vist var det nu, lod Ottar mig senere forstå. Brænde skulle købes i marts eller april. Frisk brænde. Så havde han selv kontrol over tørringen, prisen var lavere, og han fik fat i så meget, han havde brug for.
Jeg fulgte ham videre fra køkkenvinduet den dag. Traktoren kørte afsted. Og han begyndte at bære brænde.
Han begyndte at stable.
I starten trak han vejret flere gange for hvert stykke, han lagde. Med pibende åndedræt. Jeg gik derover og vekslede nogle ord. Nej, ellers tak, men han havde ikke brug for hjælp. ”Brændet er godt i år. Mærk det her stykke. Eller det her, for resten. Så fint og hvidt i barken. Rent skåret, de har filet savkæden godt, det ser du på, at spånerne er firkantede. Selv saver jeg ikke længere. Jeg er for gammel. Det er lige og også fint kløvet. Det er ikke nogen selvfølge længere, i dag hvor alle bruger elektrisk brændekløver. Ja, jeg bliver nødt til at fortsætte.”
Ottar fortsatte med bøjet ryg. Jeg gik ind igen. Lidt senere kørte jeg en tur til landsbyen og lagde mærke til, at brændehandel om foråret var fast kutyme for alle, der havde forstået noget. På gårdsplads efter gårdsplads, særlig foran de lidt ældre huse: brændelæs efter brændelæs. Som ammunition til elgjagten. Som konserves til polarrejsen.
Der gik en uge, og Ottars brændelæs svandt ikke. Først ugen efter opdagede jeg, at toppen af stablen var blevet en anelse mere buttet. Og han selv, virkede han ikke lidt kvikkere nu?
Jeg begyndte at snakke med ham. Han havde ikke brug for så mange ord om det, han lavede. Det var der ikke behov for. For en mand, som hele vinteren måtte have været irriteret over alderdommens og sygdommens tyveri af kræfter, kræfter, som hele livet havde gjort ham
arbejdsdygtig og effektiv, var der nu kommet et stykke arbejde, hvor alt igen var på plads. Han havde en følelse af virkelig at udrette noget, og ikke mindst havde han den milde tryghed ved at være tidligt ude, af at være forberedt.
Ottar var glad for at snakke, men jeg bad ham aldrig om at beskrive sit forhold til brænde. Jeg ville hellere se ham være i gang. Arbejde i fred og ro med noget, som var enkelt og ligetil, men som når han gjorde det, var smukt og lidt privat.
Kun én gang nævnte han noget, der lå ud over det praktiske: ”Det bedste er lugten,” sagde han. ”Lugten af frisk birk.”
Ottar brugte en måned på den stabel. En dag lå der kun spåner og bark tilbage, og det samlede han sammen til at tænde op med. Jeg har aldrig set magen til forandring. Alderen og sygdommen sad stadig i ham, men han holdt den i skak med et frisk og nyt livsmod. Han begyndte at gå korte ture, blev mere rank i ryggen, og en dag startede han minsandten en ny, knaldgul havetraktor og slog græsset.
Jeg nægter at tro, at det bare var motionen og sommervarmen, der gjorde ham friskere. Det var brændet. Alle sine dage havde han hugget sit eget brænde. Selv om han nu havde lagt motorsaven væk for altid, glædede han sig alligevel over tyngden i hver eneste knude. Over lugten, stablerne af tryghed, stunderne foran brændeovnen, som lå forude. Ligesom der formentlig ikke er nogen, der bliver træt af at bære guldbarrer, bar han forsyninger ind til en ny vinter.
Sådan begyndte denne bog. Den har ført mig i en baghjulstrukket Volvo 240 model 1986, med et Nikon D70 på passagersædet, til nogle af landets koldeste steder for at opsøge brændefyrere og brændehuggere. Jeg har standset op i vejsiden, lyttet efter motorsavsknatren og allerhelst: den stille lyd af håndsav. Derefter har jeg forsigtigt nærmet mig, forsøgt at tale om brænde.
Bogens fakta er indsamlet gennem møder med ihærdige brændefolk, både entusiaster og forskere.
Undervejs har jeg selv afprøvet de fleste af metoderne. Jeg har tørret finkløvet eg i bageovn, kæmpet med at bygge en brændekube, været uheldig med fyrretræers faldretning. Samtidig har jeg været på jagt efter brændefyringens sjæl. Men brændeentusiasterne er et folkefærd, som ikke nødvendigvis bryder sig om at udtrykke deres hengivenhed i ord. Den er derimod synlig i høje, skarpskårne brændestabler, i frisk kit i gamle sorte støbejernsovne, i åbne brændeskure med langvæggen vendt mod syd (bare rolig, det kommer vi tilbage til). På den måde handler bogen meget om metode, for den drejer sig om følelser formuleret gennem metode.
Forhåbentlig gør det også bogen til en praktisk bog, for uden at formidle viden om træfældning, ovne, om at file savkæder og stable brænde, ville fortællingen være blevet ren antropologi for dem, der hverken hugger, stabler eller fyrer.
Netop fordi menneskets forhold til ild er så gammelt, så håndgribeligt og universelt, er brændet altid i berøring med det inderste i os.
Derfor er denne bog tilegnet dig, Ottar. Du huskede noget, som vi andre glemmer gang på gang: At vinteren kommer hvert år.
Elverum, i minus 31 grader
Tolv
år senere
Overraskende hurtigt efter udgivelsen i 2011 havde Brænde fået et stort publikum, først i Skandinavien og senere i hele verden. Indtil videre er den blevet oversat til 22 sprog, heriblandt japansk og koreansk, ligesom den har inspireret til mange radio- og tv-programmer og til og med teaterstykker.
Men den største glæde har alligevel været læsernes reaktioner, for uanset hvor ihærdig en forfatter er, er det nærmest umuligt at samle pålidelig, afprøvet kundskab fra hele verden. I årene efter udgivelsen har jeg været så heldig at modtage i hundredvis af breve og beskeder fra brændehuggere og entusiaster fra alle kontinenter. De har gavmildt bidraget med deres egne erfaringer, og alle de vigtigste af de erfaringer (foruden mængder af de mindre vigtige) er kommet med i denne reviderede og stærkt udvidede udgave, hvor der lægges ekstra vægt på at fyre så effektivt og med så lidt forurening, som det er teknisk muligt.
Denne udgave indeholder også noget, som jeg altid syntes manglede i originalen, nemlig en kortfattet beskrivelse af den samiske båltradition, som dækker over en af de rigeste og dygtigste ildkulturer på denne klode.
Alt i alt er det blevet en temmelig anderledes og meget større bog end første udgave. Muligvis er den mest interessant for dem, der slider fire sæt arbejdsbukser op for hvert pæne sæt tøj – men måske er det også netop sådan, det ender for de andre efter endt læsning.
Elverum, nu bare i minus 18 Lars Mytting
Der er noget dybt tilfredsstillende ved at stå med en økse i hånden og kun have ét i hovedet – at hugge og stable brænde. Vores forhold til ilden er så ældgammelt og universelt, at når vi lærer noget om brænde, så lærer vi også noget om livet.
BRÆNDE er den ultimative håndbog om kunsten at hugge, kløve, stable og tørre brænde, og om hvordan man udnytter sin brændeovn bedst. Hvad enten man er erfaren skovhugger eller aldrig har brændt af lidenskab, så er BRÆNDE den perfekte bog at læse i pejsens bløde skær.
BRÆNDE udkom første gang i 2011 og blev straks en bestseller i sit hjemland Norge. Siden er den oversat til 22 sprog, har modtaget internationale priser og inspireret læsere i store dele af verden til at dyrke naturen frem for skærmen. Nu udkommer denne nyklassiker i en opdateret og revideret udgave, bl.a. med fokus på mere miljøvenlig opvarmning med træ.
LARS MYTTING (f. 1968 i Gudbrandsdalen) har arbejdet som journalist og forlagsredaktør, inden han brød igennem som forfatter med Brænde. Den uventede succes gjorde det muligt for ham at leve som forfatter på fuldtid, og det er der kommet en række meget læste romaner ud af, bl.a. Søsterklokkerne-trilogien.
Omslag:
Lilholt / Imperiet