De afghanske sønner - læs og tal sammen

Page 1

L Æ S T A L

O G

S A M M E N


B O G E N

E L I N

Rebecka er ny i jobbet på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn. Hun ved ingenting om integration, men det gør ikke noget. Det eneste, som jobbet kræver, er, at man er god til at følge reglerne i proceduremappen.

(f. 1992) er uddannet socialantropolog og har gået på skrivelinjen på Jakobsbergs Folkhögskola. Når hun ikke skriver, arbejder hun med socialt arbejde. Hun debuterede i 2020 med den anmelderroste roman De afghanske sønner (da. 2021), som er nomineret til flere priser. "Mit ønske er ikke at give nogle svar, snarere at skabe perspektiv og åbne døre til nye tanker," fortæller Elin Persson.

Rebecka får ansvaret for tre unge afghanske drenge. Ahmed danser med hofterne, Hamid har brevet fra udlændingestyrelsen liggende på sengebordet, og Zaher trasker stille rundt på gangene i sine glitrende plastiksandaler. Hun forsøger at bevare distancen, men det er svært, når der er ægte liv, skæbner og følelser på spil.

F Ø L G

S K R I V E R

K O N C E N T R E R E T , H V A D

D E R

B E H Ø V E S

E T

O P M Æ R K S O M T

D E

S I G E N D E

-

S V E N S K A

K U N

L I G E

O G

Ø J E

D A G B L A D E T

M E D

F O R

D E T A L J E R . "

O S

På gutkind.dk/bog/de-afghanske-sonner kan du frit downloade dette Læs og tal sammenmateriale. Du kan også abonnere på vores nyhedsbrev eller følge os på Facebook: gutkindforlag og på Instagram: @gutkind_forlag

Gennem små, korte kapitler skildrer Elin Persson hverdagen på et asylcenter set fra den ansattes perspektiv. Vi hører om drømmene, kriserne, sammenholdet og den lange ventetid på svar.

" P E R S S O N

P E R S S O N

Foto: Caroline Andersson Renaud

O M


S P Ø R G S M Å L · Bogens titel er De afghanske sønner. Hvorfor tror du, at forfatteren har valgt netop denne titel til romanen? · Hvilken karakter har du størst sympati for? Hvilken brød du dig mindst om? · Hvilken karakter synes du, der er den vigtigste i bogen og hvorfor? · Hvordan tror du, at Rebecka ser sig selv? Hvordan ser du hende? · I De afghanske sønner bliver alt beskrevet fra Rebeckas perspektiv. Hvorfor tror du, man har valgt det? Hvad ved du om Rebecka? · Hvordan synes du, at Rebecka udvikler sig i løbet af bogen? · Hvad tror du, at omslaget symboliserer? Og hvad giver det til fortællingen?

· Hvordan vil du beskrive bogens sprog og skrivestil? Hvad synes du, den gør for historien? · Drengene lever alle sammen i et slags limbo. Hvordan beskrives deres venten? · Tror du, at en bog som De afghanske sønner kan ændre måden, vi behandler flygtninge på i fremtiden? · Hvordan tror du, Ahmed, Hamid og Zaher hver især ville reagere på, at Taliban igen kontrollerer Afghanistan? · Hvis du selv var på flugt i et fremmed land, hvilken karakter forestiller du dig, der i så fald minder mest om dig? · Hvis du kunne stille forfatteren et spørgsmål om bogen, hvad ville du så gerne vide?


I N T E R V I E W E L I N " J E G

K A N

E R

M E D

P E R S S O N

H Å B E R ,

M I N D E

M I N

O M ,

V I R K E L I G E

H A N D L E R

O M "

B O G

A T

L I V ,

D E T

D E T

Hvad er det for en historie, du gerne vil fortælle i De afghanske sønner? Jeg vil gerne give folk et indblik i, hvordan hverdagen ser ud for de unge, der kommer alene til Sverige eller de andre nordiske lande. Et hjem for uledsagede flygtningebørn er det sted, de fleste unge, der kommer alene, bliver placeret på. Det er en verden, der er helt lukket, hvor mennesker med vidt forskellig oprindelse og baggrund lever sammen. Det, de har tilfælles, er, at de har forladt deres hjemland alene og er taget til Europa. De venter alle på afgørelse fra udlændingestyrelsen, som skal tage stilling til deres fremtid. Det er den her lukkede verden, jeg vil fortælle om. Hvordan dagene ser ud. Uvisheden, ventetiden, et ur der tikker og unge, der hver dag bliver ældre. Om håb og håbløshed.

Foto: Caroline Andersson Renaud

Du har selv arbejdet på et hjem for uledsagede flygtningebørn. Hvad fik dig til at skrive en bog om et sådant hjem og drengene der? I 2017 blev mange asylhjem for uledsagede flygtningebørn nedlagt i Sverige. Også det hjem jeg arbejdede på blev lukket. Jeg begyndte i stedet at gå på en forfatterskole. For mig har det altid været sådan, at jeg skriver om det, der er tættest på. Jeg vil ikke sige, at det var et valg, jeg traf at skrive om uledsagede unge flygtninge. Det var et åbent sår, noget jeg var nødt til at bearbejde og skrive om for at forstå. Og derfor blev det netop den bog, jeg skrev. Du har en kandidatgrad i socialantropologi, så du kunne også have valgt fx at skrive en mere dokumentarisk skildring. Hvorfor valgte du romanen som form? De afghanske sønner begyndte faktisk i digtform. Men jeg fandt ud af, at fortællingen ikke passede ind i de korte digte og begyndte at skrive den som en novelle. Da jeg afleverede novellen til min underviser på forfatterskolen, sagde hun til mig: ”Elin, det du skriver på, er en roman”. Først blev jeg chokeret, for jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle kunne skrive en roman, men jeg besluttede mig for at prøve det af. Det har aldrig slået mig at skrive om det akademisk eller i dokumentarisk form. For mig er det vigtigt at føle mig fri i skrivningen, og det gør jeg ikke, hvis jeg skriver akademiske tekster eller i dokumentarisk form. En anden årsag er, at jeg tror, fiktionen nogle gange kan fortælle os mere end virkeligheden. Den har en evne til at nå mennesker og røre os på en anden måde.


Er der en særlig grund til, at det lige er de afghanske drenge, du skriver om og ikke fx somaliere, iranere eller syrere? I løbet af den tid, jeg arbejdede med uledsagede unge, mødte jeg utallige fra Eritrea, Somalia, Syrien, men de boede der ofte i en kort periode, før de fik opholdstilladelse og flyttede til et familiehjem eller i egen bolig. Dem fra Afghanistan blev tilbage i årevis. Mange af dem fik afslag på deres asylansøgninger og appellerede, hvilket gjorde at de blev ved med at vente og vente. I og med at de boede der så længe, lærte jeg dem at kende og fik et indblik i deres asylproces. Det var netop den her venten, som jeg ville skildre, og derfor skrev jeg om dem, der kom fra Afghanistan.

Romanen er fortalt på en nøgtern, lavmælt måde, selvom den handler om nogle drenge, der har været udsat for voldsomme traumer. Hvordan har du arbejdet med det? Jeg tror, at det lavmælte sprog spejler, hvor påvirket jeg var af at have set asylprocessen på nær hold. Jeg havde en følelse af at være følelsesmæssigt afkoblet, sproget kom derfor naturligt. Jeg mærkede også, at det var effektfuldt. Jeg havde passager i bogen, som var mere maleriske, og hvor sproget indeholdt flere følelser og tanker fra Rebecka, men jeg valgte at tage de dele ud, for jeg syntes, det gav en sentimental følelse, og jeg ville efterlade plads til læserens fortolkning. "HAN

SOM

MINDER

HAR

STILLEDE

STRAKTE

ØJNENE

-

C I T A T

OM

EN

FUGL.

PRØVET

AT

FLYVE.

SIG

ARMENE

OG

F R A

EN

HØJ

UD,

STOLEDE

LIGNER

ÉN,

Hvordan tænker du, at din bog skriver sig ind i de aktuelle begivenheder i Afghanistan? Det gør mig virkelig ked af det, at min roman bliver ved med at være aktuel. Det er en skildring af unge, som forsøger at læge sårene fra det de har set og været med til i Afghanistan. Med de aktuelle begivenheder i Afghanistan ved jeg, at de sår bliver revet op igen. Mange af dem har familie og venner tilbage i Afghanistan. Det er svært at forestille sig, hvordan det er at se sit hjemland blive taget fra en, at ringe til en søster eller en far og ikke få noget svar. Endnu sværere er det at tænke på, at mange af de uledsagede unge flygtninge, som kom til Europa, fik afslag på deres asylansøgninger og nu befinder sig i Afghanistan. Der er en scene i romanen, som er baseret på en virkelig begivenhed, hvor en af drengene får afslag på sin asylansøgning, og myndighederne siger, at det er sikkert dernede, men han siger, at de sender ham i døden. Det gør ondt at tænke på, at han og mange andre befinder sig Afghanistan netop nu. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi minder hinanden om, at det er virkelige liv, det handler om, og jeg håber, at min bog kan minde læseren om det.

SOM

AFSATS

OG

LUKKEDE

FALDET."

B O G E N

De afghanske drenges historie er fortalt gennem Rebecka, en ung svensk pige som arbejder på hjemmet hvor drengene bor. Alligevel ved vi stort set ingenting om Rebeckas liv, hvad er årsagen til det? Jeg ser ikke selv Rebecka som fortællingens hovedperson. Jeg ser hende som et værktøj til at fortælle om drengenes liv. Det, der sker for hende uden for arbejdet, er ikke relevant for den her historie. Jeg vil holde fokus på drengene og deres hverdag og ikke på, hvordan det er at arbejde med uledsagede unge, selvom det uvægerligt bliver en slags konflikt i fortællingen. Jeg prøvede på et tidspunkt at skrive mere om Rebeckas liv, men det blev en helt anden fortælling, som jeg syntes tog fokus fra det, jeg ville fortælle om.

5/7


S K R I V E V Æ R K S T E D E T E L I N

P E R S S O N

F O R T Æ L L E R

I 2014 begynder jeg at arbejde i Migrationsverket i Stockholm. Jeg skal ordne praktiske opgaver, sortere post, sætte reoler op og den slags. Det er her, min interesse for at arbejde med mennesker, der har været på flugt, vækkes, og jeg søger ind på et hjem for uledsagede flygtningebørn. Hver afdeling bliver som en familie. Vi bager kage, når nogen har fødselsdag, vi krammer hinanden, når nogen har fået afslag på asyl, vi danser, når nogen har fået opholdstilladelse.

I 2017 nedlægges det hjem, jeg arbejder på. Jeg har kort tid inden taget en kandidatgrad i socialantropologi, og jeg bestemmer mig for at begynde på en skrivelinje på Jakobsbergs Folkhögskola i Stockholm. Der begynder jeg at skrive digte om at arbejde med uledsagede unge. Det bliver senere til min første roman, De afghanske sønner.

I weekender og ferier tager jeg sammen med min nye kæreste til det her store øde hus for at skrive. Der er stille, og ingen kan få fat i mig her. Jeg kan fokusere på at skrive. Jeg vågner og tænker på det, jeg skriver, jeg går ture og tænker på det. Jeg skriver bedst i stilhed, langt væk fra alt, uden nogen forstyrrelser.

6/7


Jeg kan godt lide at skrive manuskriptet ud og lægge det på gulvet. Så lægger jeg mig og læser, flytter siderne, overstreger passager, nogle gange krøller jeg sider sammen og smider dem ud. Der er noget over at have siderne fysisk foran sig i stedet for på computeren. Det føles rigtigt. Jeg kan forstå teksten på en ny måde.

Jeg brugte først og fremmest minder, da jeg skrev De afghanske sønner. Mine egne minder, mine kollegers, drengene på hjemmets. Ofte sad jeg og tænkte på dagene på hjemmet for uledsagede flygtninge, og det fik det til at klø i fingrene på mig. Hver en scene i bogen er baseret på et virkeligt minde, som er blevet gjort til fiktion og på den måde har fået liv.

7/7