Gloria: I racismens skygge by Gutkind Forlag

gloria

i

racismens skygge

Af samme forfatter på dansk: Mit store smukke had - en biografi om Victoria Benedictsson

Forladtheden

1947 - her begynder nu Og træerne står stadig i Wienerwald

ELISABETH ÅSBRINK

GLORIA RAY KARLMARK

Gloria

I racismens skygge

På dansk ved Juliane Wammen

GUTKIND

First published by Bokförlaget Polaris, Sweden

Published by arrangement with Nordin Agency AB, Sweden

Denne udgave: © Gloria Ray Karlmark, Elisabeth Åsbrink og Gutkind Forlag A/S, København 2025 1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslagsfoto: © Will Counts Collection, Indiana University Archives

Omslag: © Anders Timrén Dansk versionering: Imperiet Sat med Stempel Garamond hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk

ISBN 978-87-434-0990-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Oversættelsen er udgivet med støtte fra Nordisk Ministerråd.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Indhold

Prolog – 9

Krisen i Little Rock – 11

En historie om håb og håbløshed – 63

De 223 dage – 103

Tilbage i Little Rock – 217

Little Rock Nine – 243

Epilog – 287

Forfatternes tak – 293

Nogle afgørende begivenheder i den amerikanske borgerrettighedsbevægelses historie – 297

Kilder – 303

Magten gør ingen indrømmelser, hvis ingen kræver det. Det har den aldrig gjort, og det kommer den aldrig til.

Frederick Douglass, 3. august 1857

Prolog

I am America. Det er noget af det første, Gloria Ray Karlmark siger til mig. Vi har lige mødtes første gang, sidder over for hinanden på en svagt oplyst café. Stedet er Stockholm, nærmere bestemt Gamla Stan, og foråret blæser koldt gennem gyderne.

Jeg ser op fra min te for at tolke hendes ansigtsudtryk. Men hun siger ikke mere. Halvmørket forvandler den trivielle situation til en gådefuld scene. Hendes ord undrer mig, først forstår jeg ikke, hvad hun mener. Men så slår det mig pludselig, at hun har rakt mig nøglerne til sit liv.

Derefter er det, som om jeg rammes af en slags feber. I hendes ansigt synes jeg at ane svarene på tilværelsens store spørgsmål – om kærlighedens styrke og hadets, om massens styrke og individets. De tre ord, I am America, rummer en fortælling om stolthed, beslutsomhed og vilje, om at blive konfronteret med det laveste og fejeste i mennesket – evnen til at ydmyge, pine og endda slå ihjel – og at hæve sig ud over det. Jeg er Amerika, siger hun, og et øjeblik er det, som om hun har forvandlet sig til et granitansigt hugget ud af Mount Rushmore. Blikket ærligt. Panden glat. Stemmen uden skælven. Men man skal ikke forveksle tavsheden med ro eller et udtryk for harmoni.

Jeg har før mødt lignende tavsheder og genkender fraværet af udtryk. Og dog er min baggrund en helt anden end Glorias. Min morfar talte ladino, et spansk fra 1500-tallet – han var sefarder, i slægt med de jøder, der blev fordrevet fra Spanien i 1492, da landet skulle ”renses” for alle, som ikke var kristne. Familiens navn kom fra den lille spanske by Cuenca, hvor de engang havde boet. Mine forfædre fandt et tilflugtssted i Osmannerriget, og som følge heraf blev min morfar født i Saloniki, den by, der i dag hedder

Thessaloniki og ligger i Grækenland. Som ung emigrerede han til London, hvor han forelskede sig i min mormor, der var datter af ludfattige, puritanske protestanter fra Frankfurt am Main i Tyskland. De fik en datter: min mor. Hun emigrerede derefter til Sverige. Der giftede hun sig med en ungarsk-jødisk mand, som var undsluppet nazisterne i Budapest: min far, en overlevende.

Altså Spanien, Osmannerriget, Thessaloniki, Frankfurt, London, Budapest, Sverige. Det er min baggrund.

Jeg er Europa.

Og når jeg genkender Gloria allerede ved vores første møde, skyldes det min far og alle de andre, jeg har mødt, som med nød og næppe undslap Hitler, hans medskyldige og det tavse flertal, der så til og ikke greb ind, mens hadet udøvede sin magt. Hos Gloria findes samme beherskede tillid til omverdenen, samme strengt disciplinerede smerte.

Nu sidder vi altså over for hinanden, to kvinder, der har erfaring med hvid magt. Jeg er fortælleren, hun er fortællingen. Dette er Gloria – og hun er Amerika.

Krisen i Little Rock

”Jeg var fjorten år, da skoleåret begyndte, og hundrede år gammel ved årets slutning.”

Gloria vender ofte tilbage til denne sætning i fortællingen om sig selv. Det er let at opfatte den som en indledning, men i virkeligheden betyder den en afslutning, en tabets fødselsdag. Barndommen slutter, forvandles fra en beskyttet verden til en hverdag med vold – ikke langsomt, dag for dag, skridt for skridt, men fra et helt bestemt øjeblik til det næste. Hun kan sætte dato på tidspunktet, måske endda det præcise klokkeslæt. Hun ved, hvilken kjole, hun havde på, hvordan morgensolen dannede lange, skrånende skygger. Hun ville være atomfysiker, og med hårdt arbejde, studiedisciplin og intelligens ville hun nå sit mål, det var hun ikke i tvivl om. Men hun havde ikke regnet med, at nuet ville stille sig bevæbnet i vejen.

Øjeblikket er bevaret i form af et sort-hvidt fotografi taget af pressefotografen Will Counts. Skiftet fra tryghed til utryghed er synligt i Glorias åbne ansigt, som om hun er midt i et alt for stort skridt tværs over en afgrund.

Hun er fjorten år og sikker på sin ret, på sine evner og sit endnu ikke fuldt udfoldede potentiale. Hun er et begavet,

stærkt, målbevidst ungt menneske, som har valgt high school, fordi hun vil have den bedst mulige uddannelse i matematik, kemi og fysik, og hun er overbevist om, at skolen bør være taknemmelig for, at netop hun vil gå der. Men så står hun altså på dette fotografi, midt i den afgørende begivenhed, omgivet af tre andre unge mennesker med lige så åbne ansigter, hvor et lignende skifte finder sted. Tryghed viger pladsen for vold. Det er et stillbillede. Alligevel kan betragteren tydeligt se, hvordan det rører sig inden i hende, hvordan tankerne farer rundt, og hvordan hun forsøger at få kontrol, få det ubegribelige til at blive begribeligt, og hvordan dette forvandler hende. Soldater har omringet skolen, de står skulder ved skulder for at danne en bevæbnet mur, deres blikke virker useende, men det er et trick, en kimære. De ser præcis det, de skal, for at slippe 1900 hvide elever igennem og standse ni sorte.

Historien om, hvad der overgik Gloria Ray Karlmark i Little Rock i 1957, begyndte længe før sin begyndelse og er endnu ikke slut. Men den kan fortælles i nogle få, enkle sætninger:

Nogle unge sorte mennesker søger den bedste tilgængelige uddannelse for at skabe sig en fremtid. Byen Little Rock i Arkansas har en af landets førende high schools, Central High. Her arbejder de bedst kvalificerede lærere, her findes de bedst udstyrede undervisningslokaler til eksperimenter i biologi, kemi og fysik – alt det, et kundskabssøgende menneske kan ønske sig. Da det bliver muligt at søge ind der, er det netop det, de gør.

Gloria er fjorten år. De andre – Elizabeth Eckford, Melba Pattillo, Carlotta Walls, Jefferson Thomas, Thelma Mothershed, Terrence Roberts, Minnijean Brown og Ernest Green – er jævnaldrende eller nogle år ældre. De har ikke koordineret deres ansøgninger. De kender ikke til hinandens planer.

Gloria er en velopdragen pige med en brændende interesse for universet. Hun meddeler sin far og mor, at hun har indskrevet sig på den store skole. De spørger, om det virkelig er det, hun vil, og da Gloria svarer bekræftende, lover hendes forældre at støtte deres yngste datter (selvom de ser noget bekymrede ud). Men skolen med sine næsten 2000 hvide elever og sin hvide bestyrelse og staten Arkansas med sin hvide guvernør vil det anderledes. Sydstaterne vil det anderledes. De ni sorte unge kommer til at stå midt i en brandstorm, omgivet af mennesker, der vil slå dem ihjel, og mennesker, der vil støtte dem, samtidig med, at hele verdens øjne rettes mod Little Rock, kendt for næsten ingenting ud over netop dette: Krisen. Soldaterne. Hadet.

Det er den korte version.

Hun blev til ved et uheld, plejede hendes forældre at sige med et smil. De havde jo allerede alt, hvad de ønskede sig: en datter, en søn og et smukt hjem med veranda ud mod gaden. Huset har tre soveværelser og et gæsteværelse, to badeværelser og to trapperum – det ene med blyindfattede ruder, farvet glas, som i en kirke. Haven er stor med skyggende træer og græsplæne. Der er desuden en lille lejlighed over garagen (som er stor nok til familiens to biler), og der bor husassistenten, Gladys. Alle rum er gennemtænkte, smukt og formålstjenligt indrettet. Der er en sød labrador og egne høns bag huset.

De mangler ingenting og ønsker sig ikke noget. En amerikansk drøm er blevet indfriet, og sådan vil det forblive. I hvert fald indtil den efterårsdag i 1942, hvor Gloria bliver født. Hendes mor er på det tidspunkt 42, og hendes far er fyldt 53. Et tredje barn indgår ikke i den plan, de har arbejdet hårdt for at gøre til virkelighed, men fosteret slipper ikke taget, selvom den vordende mor tager lange, varme bade, prøver gamle, overleverede opskrifter på urtedrikke og arbejder, til hun er ved at segne. Da veerne går i gang, er fødselslægen til fest og ankommer beruset.

Gloria Cecelia Ray bliver født klokken seks om morgenen den 26. september 1942 i sin mors soveværelse. Kun få minutter gammel giver hun anledning til opstandelse, da hun havner på gulvet og triller ind under sengen. Er det muligvis den berusede læges skyld? Julia Miller Ray, Glorias mor, tilgiver ham aldrig. Gloria selv tolker uheldet som et tegn, som om hun er forudbestemt til at bryde den bestående orden, at være en bestandigt tilbagevendende undtagelse.

Hun får med det samme rollen som familiens yndling og mest forkælede, et intelligent barn, der skal ses, men ikke høres. Men under det velklædte ydre og den velordnede tilværelse udvikler hun en usædvanlig stor viljestyrke og kompromisløshed. Hun vokser op med to ældre søskende, som aldrig lader en lejlighed gå fra sig til at drille hende og sukke over hende. Den ene kan finde på at tage fat om hendes skuldre og den anden om hendes fødder, og så bærer de hende over til en bunke hønselort og lægger hende der. Hendes storebror finder en død fugl og truer med at gnide hende ind i kadaveret, hun løber ned ad hele gaden med ham efter sig. Når storesøster Marylee bliver tvunget til at babysitte, får hun afløb for sin irritation ved at nive Gloria hårdt i nakken, uanset om de befinder sig i en butik eller ude blandt folk. Hendes to søskende hævder, at de faktisk slet ikke er i familie med hende, men at en eller anden havde efterladt hende i skraldebøtten. Senere siger hun tit, at de trænede hende i det, der skulle komme, de vænnede hende til at være uønsket.

Minder er bevægeligt materiale, som amøber skifter de gestaltning (og amøbe er oprindeligt et græsk ord, der netop

betyder forandring). De nedbryder en del af indholdet af vores liv, mens andet bliver tilbage, tilfældigheder. Formløsheden er selve mindernes form, og derfor griber vi ud efter kamera og dagbøger for om muligt at fiksere minderne, forvandle dem til fossiler og på den måde beskytte det foranderlige fra dets grundlæggende egenskab: selve forandringen.

Når Gloria ser tilbage på sin barndom, er hendes blik nødt til at gennemtrænge dage, tanker og drømme, der har lagret sig i over 80 år. Den treåriges indtryk forsvinder bag den syvåriges. Den tolvårige Gloria, på vej i fuld fart ned ad bakken på sine rulleskøjter, eksisterer parallelt med den 43-årige hårdtarbejdende chef for en stor international virksomhed (klædt i jakkesæt for at blive taget alvorligt af sine mandlige kollegaer). Den 23-årige Gloria er ivrigt nysgerrig efter alle livets erfaringer, går på jazzklub i Chicago og arbejder som model ved siden af. Og et sted derinde, tæt forseglet, ligger stadig det år, hvor hun befandt sig i hadets midtpunkt uden meget andet end en bøn fra Salmernes Bog til støtte: Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt.

Minderne gør, som de vil. Jeg interviewer Gloria i mange timer i løbet af et års tid. Vi mødes på caféer, vi sidder i hendes hjem i Stockholm, vi rejser til hendes fødeby, Little Rock, og besøger steder, som kan have betydning for hendes fortælling. Jeg optager vores samtaler og transskriberer dem. Der, i det udskrevne ord, i pauserne mellem sætningerne, ser jeg mindet undslippe os.

Gloria giver alt, hvad hun kan give, og jeg tager alt, hvad jeg kan få. Alligevel er det tydeligt, at der sommetider kun er rationelle konklusioner og en samlet bevisførelse tilbage. For eksempel er Gloria fotograferet i haven, altså må hun have stået der. På det kvadratiske billede i familiealbummet kan man se græssets grønne strå (som snart vil tørre ud i Arkansas’ hede). Kirsebærtræets blomsterklaser hænger som alt for store rosetter på en gammel kjole. Fotografen må have stået godt en meter væk og opfordret hende til at kigge ind i kameraets mørke øje – alt dette udgør omstændigheder, der de facto har fundet sted. Men selve øjeblikket, luftens temperatur mod huden, den beskyttede skygge, blomsternes svage duft af mandel, lyden af bier, hvis vinger vibrerer med 200 vingeslag per sekund, de detaljer, som udgør det ene øjebliks præcise bestanddele – alt det er opløst, borte.

Gloria kan huske, at hendes mor, Julia Miller Ray, læser højt af Homers Iliaden som godnathistorie. Hun kan huske, at aftenlæsningen ændrer karakter, da hun er omkring seks år gammel, og moren beslutter at tage en universitetseksamen mere, denne gang i sociologi fra Philander Smith College i Little Rock. Herefter falder Gloria i søvn til detaljerede beskrivelser af abnorme psykiske sygdomstilfælde, fordi moren læser højt af pensumlitteraturen. Da Julia er færdiguddannet socionom, bliver hun en af de første socialrådgivere, som delstaten Arkansas ansætter.

Når familien har gæster, plejer Glorias far, Harvey Cincinnatus (forkortet H.C.) at spille for dem på sin violin, mens Gloria akkompagnerer på klaver. Klassisk musik er det eneste, han tillader i hjemmet, helst Beethoven og

Bach. Jazzen hører hjemme på New Orleans’ bordeller, dans kan han ikke lide, og da Glorias storebror kommer hjem med en vinylplade med rhythm and blues, slår faren den i tusind stykker. Hver søndag morgen indledes med et stykke højtlæsning fra Bibelen, inden far og datter går i Bethel African Methodist Episcopal Church. Moren bliver oftest hjemme og forbereder en frokost, der venter på dem, når de kommer tilbage.

Julia Miller Ray er demokrat, og H.C. Ray er republikaner. Ved køkkenbordet diskuterer de gerne politik, vigtigheden af at tænke positivt, at udnytte sine muligheder i stedet for at fokusere på manglerne i tilværelsen, og de taler om Mahatma Gandhi og hans kamp for at forandre samfundet gennem ikkevoldsmetoder. Kundskaber og vedvarende udvikling er begreber, der præger dem, og som selvfølgelig kommer til at gennemsyre deres tre børn.

Glorias ældre søskende forlader hjemmet, da det er tid til at læse videre. Der findes kun ét universitet, som familien kan forestille sig, nemlig Tuskegee University i Alabama, det traditionsrige college for sorte, hvor både Julia Miller Ray og H.C. Ray har gået.

Gloria udvikler sig til en højtpræsterende pige – eller snarere superpræsterende (hun får en dollar af sin far for hver topkarakter, hun opnår). Den første gang, hun bliver omtalt i Arkansas’ aviser, er hun ni år gammel og har udmærket sig ved ikke at misse en eneste skoledag på Gibbs’ grundskole for sorte børn. Næste gang nævnes hun i 1954 i forbindelse med en frokost på Dunbar Junior High School, hvor omkring tredive forældre og skolerepræsentanter

samles for at diskutere skolens læseplan. Gloria Ray, tolv år, er mødets ordstyrer. To år senere nævnes hun i flere af Little Rocks aviser: dels i Arkansas Gazette (for primært hvide læsere), da hun går i ottende klasse, dels i Arkansas State Press (for sorte læsere), da hun går ud af niende klasse med topkarakterer i samtlige fag.

Det toetagers hus på 2111 Cross Street er det største hus i gaden og ligger højt, så det virker, som om det kigger ud over landskabet. H.C. Ray havde ladet det bygge til sig selv og sin første hustru kun nogle få husblokke fra Broadway, der er byens afroamerikanske, bankende hjerte. Gaderne danner et net af firkanter, hvor hvert rektangel kan rumme syv eller otte fritstående huse med haver. I familien Rays rektangel bor der sorte husejere. I rektanglet ved siden af bor der hvide, og sådan foregår adskillelse og integration samtidig, som på et skakbræt. Tværs gennem rektanglerne løber smalle baggyder, hvor husejerne stiller deres skraldebøtter; stier i ingenmandsland beskyttet af trækroner og buskads. Der leger børnene på kryds og tværs over skakbrættet uden orden.

Men der findes grænser. Den tre kilometer lange Cross Street udgør en tydelig markering af adskillelse, dog ikke så meget mellem sort og hvid som mellem middelklasse og arbejderklasse. På familien Rays side bor akademikere og veluddannede, flere lærere, en rektor, en præst. Både Julia Miller Ray og H.C. Ray er ansat af Arkansas’ delstatsadministration, hun arbejder som socialrådgiver, han som agronom. På den anden side af gaden bor der håndværkere og butiksindehavere, folk med mange børn og lavere uddannelser.

„ Jeg var fjorten år, da skoleåret begyndte, og hundrede år gammel ved årets slutning. “

Den 4. september 1957 bliver den fjortenårige Gloria Ray på vej til sin nye skole Little Rocks Central High School i Arkansas mødt af bevæbnede soldater. Soldaterne har fået i opdrag at hindre hende og otte andre afroamerikanske elever i at betræde skolen, som indtil nu har været forbeholdt hvide elever. En højesteretsafgørelse har fastslået, at segregering i skoler er forfatningsstridig. Men guvernøren i Arkansas vil det anderledes.

Little Rock Nine, som de unge mennesker blev kaldt, bliver ikoner i borgerrettighedsbevægelsens historie, og deres kamp bliver kendt verden over.

Gloria Ray, der senere flyttede til Sverige, fortæller her sin historie til Elisabeth Åsbrink.

Det er beretningen om hvidt overherredømme, racisme og om det år, der ikke blot ændrede Glorias og de otte andre skoleelevers liv, men hele USA’s historie.