ANNE DORTE MICHELSEN
SYNGER
DU STADIG?
ERINDRINGER
Gutkind
SYNGER DU STADIG?
© Anne Dorte Michelsen og Gutkind Forlag A/S, København 2025 1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © LA Graphic
Forsidefoto: © Søren Svendsen
Sat med Arno Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook, EU info@gutkind.dk
ISBN 978-87-434-1063-8
Trods forsøg er det ikke lykkedes for forlaget at indhente alle billedrettigheder, evt. rettighedshavere er velkomne til at henvende sig.
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
Paris, sommeren 2021
Jeg tjekker ind på et hotel i Marais-kvarteret i Paris. I samme øjeblik jeg åbner døren til mit værelse, indser jeg, at der er tale om en misforståelse. Alt i rummet er lyserødt og sort. På væggene hænger et lille udvalg af ornamenterede guldspejle, Den store dobbeltseng er svøbt i et bølgende silkesengetæppe i en svag rosa. Der er ikke noget skrivebord. Med andre ord: et boudoir. Jeg har totalt misforstået billederne på Booking.com’s hjemmeside. Det var ellers ikke, fordi der manglede ledige hotelværelser til en rejsende som mig. Vi er stadig i skyggen af corona.
Jeg dumper ned på silkesengetæppet og føler mig fejlcastet. Hvorfor lige Paris? Kærlighedens by. Det giver ingen mening. Værelset giver ingen mening. Men nu er jeg her. Nu gennemfører jeg. Udholdenhed er en af mine spidskompetencer. Til tider har det virket, som om det var min eneste egenskab. På det seneste har også dét talent fået et par buler.
Jeg har ingen planer om at græde ned i den fede silke. Det kommer ikke på tale. Der, hvor jeg er nu, er der ikke plads til at græde. Nu handler det om at holde fast. Præcis som min datter sagde, inden jeg rejste: ’Hold fast, mor.’ Det er heller ikke nu, jeg skal have ondt af mig selv. Det er ikke tiden til melankoli, ikke nu, jeg skal gå i læ af sentimentalitet og anger. Eller bare sorg. Jeg har taget min beslutning, og med dén er alt eksploderet. Skilsmissen var ikke nem. Der er dér, Paris kommer ind i billedet. Lige genåbnet efter første coronabølge er byen stadig lettere groggy. Ligesom jeg. Turisterne
er kun så småt begyndt at vende tilbage. Og kun de modigste. Det føles, alt taget i betragtning, som et fredeligt sted.
I de følgende dage går jeg i timevis rundt i gader, jeg ikke kender, dukker op på pladser og torve, jeg ikke anede eksisterede. Jeg lokkes ind i elegante butikker med boligtilbehør og køkkentøj, men køber helt ukarakteristisk ikke noget. Appetitten mangler. Og hvilket hjem, jeg skal købe de cremefarvede kopper og sortbrune skærebrædder til, står ikke længere klart. Jeg sætter mig på fortovscaféer. Jeg taler ikke med nogen. Det er blevet sværere at falde i snak med folk, siden jeg sidst var alene på storbyferie. Måske udstråler jeg bare tristhed? Kan der være kommet noget afvisende og forbeholdent over mig?
Noget, jeg endnu ikke selv har fået øje på? Jeg indser, at jeg er blevet en hel del ældre undervejs i mit ægteskab. Mere præcist 25 år. Paris har forvandlet sig, siden jeg var her sidst, i 1996, da Bjarne Riis vandt touren. Nu er etageejendommene overalt smagfuldt restaureret. Her er ligefrem kommet cykelstier. Bortset fra de utrolig mange hjemløse, der ligger og sover på jorden eller bare går forstenede rundt, er alting pænere og mere overkommeligt, end jeg husker det. Kontrasterne er nye. Rigdommen har fordelt sig på moderne måder. Gågaderne i kvarteret er fyldt op af caféer og små livsstilsbutikker. Globaliseret ungdom flyder overalt. Jeg ser dem ubesværet håndtere deres dyre gadgets og skødesløst flashe deres varierende og uigennemskuelige kønsidentiteter og den form for tøj, der ser tilfældigt ud, men ikke er det, og som desuden intet fortæller om bærerens nationalitet. Den særligt franske fikshed og elegance er tyndet ud, på samme måde som den parisiske brutalitet har taget nye former. Den hidsige trafik hen ad de brede boulevarder, de hovne tjenere, den jerngrå himmel, som jeg også husker Paris for, møder jeg ikke denne gang. Nu er her bare rart og hyggeligt. I hvert fald i dette kvarter. Og i hvert fald med Apple Pay og det rigtige pas ved hånden.
Det er min hensigt at skrive noget. Selvom jeg ikke aner hvad. Jeg har ingen plan eller struktur. Ikke noget, der bare minder om et Excel-ark. Eller bare en overskrift. Men jeg kan mærke, at tanken beroliger mig. Der kommer enkelte linjer. Tilløb. Ikke andet. Men i det mindste fylder det min tid ud med noget, der kunne minde om mening, og min ensomhed ud med noget, der kunne ligne selskab. Ellers forstår jeg ikke meget af, hvorfor jeg bliver ved med at insistere på, at der må være en bog et sted. At jeg bare skal finde den, og at den søgning skal foregå her, i Paris. Jeg kan hverken forsvare eller forklare det.
Igen og igen forsøger jeg at ramme noget rent. For første gang i mit liv helt uden musik. Måske er der noget i musikken, jeg lige nu ikke vover at nærme mig. Det ville blive for voldsomt. Så hellere bare taste ord ind på telefonen. I løbet af dagen tænker jeg egentlig ikke særlig meget over det. Jeg er ret god til at slå hjernen fra. Måske kommer det af at have været musiker hele livet. Ikke sådan at forstå, at musikere er dumme. Vi ved bare, at musik ikke kan tænkes frem. Musikken er autonom, opererer på egen hånd, vil sit eget, trækker vod i det dunkle og spiller bedst bag vores rygge. Om man kan skrive en bog på den måde, i en tilsvarende form for relativ uvidenhed, ved jeg faktisk ikke. Men jeg bliver nødt til at starte her. Jeg kan ikke andet.
Jeg har en vag fornemmelse af, at ordene måske kan redde mig ud af min forstenede tilstand. At skriveriet måske kan blive en måde at få et eller andet på plads. Skabe mig en form for overblik over mit liv, som det har formet sig frem til i dag. Frem til et punkt, der nu står for mig som en blanding af befrielse og katastrofe. Eller hvad ved jeg? Måske er det bare livet, som trænger til nogen at tale med?
Der er noget, der slår mig. Eller i al fald banker forsigtigt på døren ind til min selverkendelses kosteskab: At jeg aldrig for alvor har taget mig tid til at lære mig selv at kende. Der har hele tiden
været så meget andet. Så mange andre. Drømme, der skulle indfris. Hensyn, der skulle tages. Behov, der skulle dækkes. Mine egne. Andres. Jeg har vendt mig udad. Det var kun mine sange, der vendte sig indad. Mine sange kender mig. Det tvivler jeg ikke et øjeblik på. Men sangene er ikke kommet med til Paris. Her er kun mig. Og jeg føler, at jeg ingenting føler.
En aften på en trendy restaurant oversprøjter jeg min skaldyrssalat med håndsprit. Jeg har ellers klædt mig smukt på og har på forhånd forestillet mig, hvordan jeg ville sidde som en moden forfatterinde, klædt helt i sort og med et dybt og roligt blik. Psssst … Håndspritdispenseren, der står fremme på bordet, er så elegant formgivet og skriften på den brune glasflaske så spinkel og umulig at tyde, at jeg uden videre tager den for vinaigrette. Der er ikke nogen til at mene, jeg er pinlig. Andre end mig selv. Hurtigt kommer tjeneren hen og bedyrer, at jeg langtfra er den første, der har taget fejl. Det er hensynsfuldt af ham. Han bringer også fluks en ny, spritfri portion. Så sidder jeg der. Jeg er lige fyldt 63.
Ole, Riggi og Anne Dorte, 1960. Vi sagde ikke mor og far i mit barndomshjem.
Vejlby-Risskov, 1958-62
Min mor og far og jeg dumpede lige ned i forstædernes skabelse. Vi flyttede ind i et lille, nybygget, arkitekttegnet hus på Permelillevej, da jeg var godt og vel et år. Det var ikke, fordi vi var rige. Mine forældre var folkeskolelærere og havde mødt hinanden på seminariet i Tønder. Hun fra København. Han fra Esbjerg. Nu var vi så endt her, lidt nordvest for Aarhus, på en pløjemark under hastig forvandling. En lille familie blandt tusinder, der i de år opnåede en velstand, tidligere generationer aldrig havde turdet drømme om.
Ifølge min mor var jeg ikke noget nemt barn. Jeg skreg, jeg frøs, og jeg var ikke ret stor. Min mor tog otte ugers barsel. Det var, hvad der var. Dagplejemoren gav hurtigt op over for sådan et lille skrantende og utilpasset væsen som mig. Så vi fik ung pige i huset. Det var skiftende skolepiger, der afgik fra mine forældres 10. klasser. De dummeste var de bedste, også ifølge min mor. Jeg har fået fortalt, at den klogeste bandt mig til en potte i et hjørne af kravlegården for selv at læse dameblade. Og blive endnu klogere. Jeg erkender, at jeg ikke føler mig helt tryg ved denne meget tidlige fase af mit liv.
Vejlby-Risskov. Alene navnet. Ikke gode gamle Vejlby og ikke statelige og fornemme Risskov. Men Vejlby-Risskov. Ikke en by, men en bastard. Ikke en egn, men et postnummer. Ikke rigtig et sted, nærmere en udstykning. Ikke noget at hægte det hele op på. De, der skulle finde på alle de nye vejnavne, kom på hårdt arbejde: Toftefaldet. Espedalen. Korshøjen, Enemærket. Kanehaven … Fortvivlende. Der, hvor vi boede, var vejene opkaldt efter byer på Samsø. Hvilket jo egentlig heller ingen mening gav.
Vores hus var ellers utrolig smart. Friis & Moltke hed det unge arkitektpar, der havde tegnet den fladtagede, kompromisløse lille kædevilla. Store vinduer, rå murstensvægge, sortmalet, uhøvlet træ. Alle husene på vejen var ens. Eller der var to slags. Dem, der lå på venstre side, og dem, der lå på højre side. Det skulle jo heller ikke ligne en sovesal, eller en militærøvelse. Godt tænkt og stærkt gennemført. Sådan var der ingen andre veje i Vejlby-Risskov, der så ud. De nye kvarterer med deres forskellige og dog så ens parcelhuse voksede frem om ørerne på os. Snuppede dag for dag bid efter bid af de bølgende, dampende enge og overdrev, der omgav os. De allerførste år kunne jeg se køer på den anden side af togbanen. Jeg syntes, det var store dyr. Tunge og brogede bevægede de sig sindigt rundt i deres egne, evige tanker og skyer af fluer. Men de forsvandt hurtigt. Fremtiden og gravemaskinerne rullede ud, og markerne blev løbet over ende af stabilgrus, gildekældre, bryggerser og vinkelstuer. Vores vej blev asfalteret. Vi steppede op. Fra pløjemark til modernitet i ét susende nu.
På Nordlandsvej landede supermarkedet Nordland Super. Næsten som et rumskib sænkede det sig ned over den nyopgravede, mørkebrune lerjord og slog dørene op til brillant oplyste og funklende gange med selvbetjening, indkøbsvogne og kasseapparater. Vi var målløse. Der var så lyst. Det var, som om fremskridtet altid kom med mere lys. Få måneder forinden havde min mor og jeg handlet oppe i Vejlby hos købmand Olsen, der i kittel og med blyant bag øret bestyrede sin dunkle købmandsbutik med lange, brune trædiske til ekspedition og varer ophængt i kroge i loftet. Nu var det slut med dét. I stedet fik vi italiensk makaroni i elegante blå-hvide æsker, og tomater om vinteren.
Det var her, vi var. Forsøgte at fylde rammen ud. Blive en familie. Gøre ting, som familier gør. Som da min far, Ole, satte mig på kælken og trak mig afsted, op ad Permelillevej, hen ad Sveavej og ud
til den store Grenåvej, hvis trafik lå som en mild brusen under hele mine barndom. Jeg havde en strikket hue med kæmpestor kvast. Min far var en ung mand. Slank og mørkhåret og altid rar. Han gik meget i sine egne tanker, og omkring ham var der en fred, ligesom en solrig eftermiddag i en tom stue, en blivende venlighed, der fik verden til at falde til ro.
Vi kom over Grenåvej og ind til Forteparkens bakker, hvor trækælken fik et skub, og fór nedad gennem sneen, indtil farten tog af. Så måtte jeg slæbe den hele vejen op igen. Og det gjorde jeg gerne, mens min far så på og røg sig en Kings uden filter. Jeg blev ved længe. Til sidst var kroppen varm, fødderne våde og kolde, og jeg var træt. Så var det det bedste at sætte sig overskrævs på kælken og blive trukket hjem igen af min far. Så sagde vi ikke noget.
Måske husker jeg i virkeligheden kun turen så tydeligt på grund af det lillebitte sort-hvide foto, jeg fandt, hvor jeg står dér på den øde villavej med de tomme forhaver og alt det hvide. Mig på kælken med den strikkede hue. Som om jeg og min far, der jo nok tog billedet, var de eneste mennesker i verden.
På trods af alle de voldsomme entrepriser og det hidsige byggeri kunne der være enormt tomt i min barndoms forstæder. De vidstrakte villakvarterer kunne allerede dengang sluge alt liv. Uden for lukketid, ud på aftenen, lørdag eftermiddag og søndag, når bilparken var kørt i garage, skete der intet. Man så kun hundelufternes hunde, der lettede ben under gadelygternes sløve lyskegler, måske et par teenagere, der sad og røg i busstoppestedernes ovale skure af lysegrå glasfiber, med budskabet KUT skrevet i hidsigt sort. Ingen afprøvede den imponerende rumklang i kvarterets nyopførte, mennesketomme gangtunneler. Man hørte kun den evige danske vinds raslen i rabatternes lave, gule buskpontentil og stædige hujen hen over omfartsveje og stisystemer. Menneskene skulle ingen steder. Til gengæld var der en utrolig veludviklet ordenssans overalt. Affald
blev placeret i skraldespande. Cykler blev låst og sat omhyggeligt i stativ. Alle var enige om, at nu skulle vi fandeme vise, hvordan fremtiden så ud. Og den var ikke nusset. Det gjaldt også de sociale konstruktioner: kernefamilierne. Der var styr på det. Og man holdt sig mestendels for sig selv. Som om det var forbundet med prestige ikke at have brug for nogen. Der sporedes endnu ingen udmattelse. Summende mødesteder var der ingen af i Vejlby-Risskov. Ikke skyggen af en bodega. Cafeer og udeservering havde endnu ikke krydset grænsen. Åbne pladser, hjørner med træer, venlige bænke, promenader, forsamlingshuse eller gadekær var der ikke lige nogen, der havde tænkt på. Eller gad investere i. Der lå en slikkiosk nede ved busstoppestedet på Grenåvej. Det var det. Man skulle helt ind til Aarhus midtby for at finde noget vildere, for eksempel Sallings cafeteria. Det tronede øverst i stormagasinet, med brun træfinér på væggene og eget flygel med hyggepianist. Engang min mor og jeg var deroppe, sagde hun, at jeg bare skulle spørge efter en sang, og så gik jeg hen og bad pianisten spille Muss i denn, som var min yndlingssang. Bagefter fik jeg til min store benovelse en portion is med en lilla papirparasol på toppen. Jeg var helt fortryllet over traktementets elegance: parasol og is og så den virkelig gode, tyske slager. Et af min tidlige barndoms absolutte højdepunkter.
Min mor, Riggi, var en rap og kontant kvinde, fuld af energi. Dygtig til sit arbejde som både gymnastik-, musik- og matematiklærer. Rengøring, oprydning, organisering af ting og sager, systematik og praktiske løsninger havde ingen høj prioritet. Hun lærte mig intet om den slags. I stedet lærte hun mig, hvordan man griber en bold og bager en marmorsandkage og glæden ved at spille på klaver og synge. Og så i øvrigt, at livet skal tages fra oven af og ned. Tackles med en vis pondus. ‘Gud fader bevares’ var hendes gentagne yndlingsudtryk, dengang som nu. Hun var ikke nem at distrahere. Hun havde taget turen fra en toværelses i Vanløse over en sjælden
studentereksamen i Hellerup til valget mellem at blive sygeplejerske eller lærer. Hun var en mester i det muliges kunst og trivedes som skolelærer i mange år, indtil hun læste videre til skolepsykolog. Men hun blomstrede ikke i rollen som husmor.
Jeg tror sådan set, min far havde større sans for tingenes gådefulde bevægelser og støvets frie vilje. Han blev i hvert fald ukarakteristisk sur, hvis jeg skubbede hans bøger i bund på bogreolerne. Det var en form for uorden, han ikke kunne acceptere. Ryggene skulle flugte. Min far elskede bøger. Måske højere end han elskede mig?
Jeg ved det ikke, Måske er det to former for kærlighed, der ikke kan sidestilles. Måske havde han også et svagt punkt for rengøring. Eller måske min mors ret skødesløse forhold til fænomenet tvang ham i den retning. Det var i al fald ham, der lærte mig det lidt, jeg fik med mig hjemmefra, om udførelsen af husarbejde. Han gav mig jobbet med at gøre rent på vores lillebitte badeværelse og forklarede mig pædagogisk, at fliserne skulle være glatte: ’Som når du lader tungen glide hen over dine nybørstede fortænder.’ Dette til evig ihukommelse. Men ellers? Det stod jo ikke i hans jobbeskrivelse som manden i huset at gå forrest med støvekosten.
Så selvom vores lille etplanshus var arkitekttegnet og skidesmart, så var det ikke på niveau med kvarterets standarder, når det kom til orden og hygiejne. Jeg tænkte ikke nærmere over det, men husker uvelkomne dyr. Der var de store bølger af myrer, der invaderede mit børneværelse, fordi en marmelademad i en længere periode med varmt vejr havde ligget klemt og glemt på en stol. Eller den skarpe stank fra en rotte, der havde lagt sig til at dø i vores krybekælder. Jeg ved ikke, hvorfor mine forældre ikke opdagede den og fjernede den noget før. Den virkelig ubehagelige lugt hang i huset i ugevis. Fokus var andre steder. Mine forældre var glade for deres arbejde. Især min far sad ofte over bøgerne, rettede stile og forberedte sig. Min mor derimod
husker jeg med en smøg og en kop kaffe og benene oppe i vores brunternede Børge Mogensen-daybed. Hvornår hun planlagde sin undervisning, ved jeg faktisk ikke, men hun var en afholdt lærer og asfalterede muligvis, mens hun kørte.
Penge var ikke noget stort emne. Som offentligt ansatte lønmodtagere tikkede det samme beløb ind på deres konto hver den første. Der var måske en lille uenighed om, hvordan de skulle bruges. Min mor var påholdende. Min far kunne lide at slå ud med armene. I min mors fortælling var min far hinsides al økonomisk fornuft. Hun underholdt ofte med historien om, hvordan min far engang var gået på posthuset og havde betalt ALLE de regninger, han havde kunnet finde, hvorefter der ikke var en krone til mad resten af måneden. Min far hørte historien genfortalt igen og igen uden at kommentere den. Jeg er ikke sikker på, han opdagede den let nedladende tone. Han var en flink og fredelig mand, så op fra sine bøger og kunne finde på at sige ting som: ‘Penge er mystik.’
Min mor, der var lidt ældre end min far, var den, der først havde fået en stilling efter seminariet i Tønder, hvor hun havde været lidt af et lys. Hun blev med det samme headhuntet til Risskov Skole, som lå og ligger i en slotslignende bygning fra 1927, fem kilometer uden for Aarhus centrum. Skolen havde et godt ry og var den folkeskole nord for Aarhus, hvor de mest velhavende familiers børn gik. Min mor, der havde tilbragt tre traumatiske år som arbejderbarn på Øregård Gymnasium i Hellerup, havde udviklet en livslang allergi over for alt, der duftede af overklasse og prætentioner. Så hun havde det til tider stramt med sine elevers fordringsfulde forældre. Men hun var ung, smidig og fuld af idéer, hun satte sin energiske og fornuftige sko ned og faldt til i sin egen ret.
Min far fulgte efter og blev ansat på Aarhus-forstadens anden kommuneskole, Vejlby Skole. Den var mildt sagt mindre fashionabel end min mors, og helt pot og pande med jobbet blev min far aldrig.
Selvom han var både afholdt og venlig, så hjalp det ham ikke, når de frækkeste og kvikkeste af eleverne udfordrede hans autoritet. Han opdagede det sjældent, når de snød ham, drillede og forvirrede ham eller simpelthen bare sprang ud ad vinduet. Ret hurtigt valgte han da også at læse videre, sådan som han havde drømt om helt fra barndommen. Han blev siden seminarielærer, og det passede ham meget bedre. Han havde nok i virkeligheden en svaghed for at optræde, og et lidt ældre ‘publikum’, i form af de unge seminarieelever, var perfekt. Så kunne han stå ved katederet og være charmerende og morsom og slippe for at skælde ud, som han hadede og også var virkelig dårlig til.
Inden min far stoppede som folkeskolelærer, nåede han at blive ven med den jævnaldrende lærerkollega og senere digter Vagn Lundbye. De to lavede teater sammen med skoleeleverne. Når Lundbye kom på besøg i vores kædehus, havde han ofte nogle af sine kunstnervenner med. Der var en hel del Jørgener: Jørgen Nash, Jørgen Leth og Hans Jørgen Jensen. Selv husker jeg det kun svagt. Men jeg levede siden min barndom i slipstrømmen af den inspiration, de afsatte. Perioden var kort. Vagn Lundbye, som heller ikke var faldet til som skolelærer, flyttede efter få år til Langeland, og kontakten til ham og de andre kunstnere gled ud. Hvis min far havde sværmet for tanken om en mere kreativ løbebane og havde set konturerne af den gennem sit venskab med Lundbye, så fik hverdagen og realkreditten ham hurtigt på andre tanker. Jeg tror ikke, min mor havde den slags uudfoldede kunstneriske drømme. Men det var der heller ingen, der forventede. Hun blev ikke inddraget i de åndrige samtaler og har siden bemærket, at ingen af de mange progressive, mandlige kunstnere, der besøgte vores hjem dengang, nogensinde henvendte sig til hende.
Mine forældre var nok nysgerrige og åbne, men de var også jordbundne. Og gode offentlige fastansættelser var essensen af, hvad
de mente, de kunne tillade sig at drømme om. Så de passede deres lønmodtagerjob, men fortsatte i øvrigt ufortrødent med at interessere sig for de nyeste politiske strømninger, det eksperimenterende teater, det moderne maleri, arkitektur og design – og i særlig grad for al den nye musik, der strømmede ind over vores lille, mælkehvide
Lurpak-land i de år: Beatles, Rolling Stones, Doors, Bob Dylan, Deep Purple, Led Zeppelin, Leonard Cohen …
Musikken mindede os om, at verden var et sted derude, selvom vi ikke mærkede meget til den lige i den periode. I Vejlby-Risskov kaldte mine venners forældre den nye, rytmiske musik under ét for ’tæppebankermusik’. Det kunne jeg ikke tage alvorligt. Selv havde jeg jo lært at lytte til musikken gennem mine forældre. De havde præsenteret den for mig, men det var ikke det almindelige. Ordet ‘generationskløft’ var et af tidens nyeste. Jeg ved ikke, om det var musikken eller meningerne eller vores smarte hus eller mine unge forældre eller en blanding af det hele, der gjorde det, men vores hjem blev med årene fyldt op af elever fra min mors og fars ældste klasser. De store børn kom forbi i grupper om aftenen, og indimellem, når jeg var lagt i seng, kunne jeg ligge og lytte til lyden af fjern beatmusik og politiske diskussioner. På den måde sprang mine forældre en generation over. De identificerede sig på lange stræk mere med eleverne fra deres realklasser end med deres jævnaldrende og ældre lærerkolleger.
Kilder sangtekster
Side 33: Vi er da ikke desperate, er vi vel?
Venter på far, fra albummet ‘Du har så evigt ret’, 2005
Side 84: Skrøbelige menneske
Anne Dorte Michelsen, fra albummet ‘Thumbs up’, 2023
Side 105: Når jeg åbner døren
Aldrig udgivet, 1972
Side 142: Retfærdighed
Anne Dorte Michelsen, fra albummet ‘Thumbs up’, 2023
Side 173, 258: Det var de år, hvor vi var mest vrede
Anne Dorte Michelsen, fra albummet ‘Thumbs up’, 2023
Side 184f: Det, som jeg vil sone
Anne Dorte Michelsen, fra albummet ‘Thumbs up’, 2023
Side 201: Sige nej
Tøsedrenge, fra albummet ‘Tøsedrenge 3’, 1982
Side 207: Magneter
Anne Dorte Michelsen, fra albummet ’Mellem dig og mig’, 1983
Side 236: Sangen er til dig
Aldrig udgivet, 1980
Side 245ff: Sig du kan li’ mig
Tøsedrenge, fra albummet ‘Tiden står stille’, 1981
Side 258: Det var de år, hvor vi var mest vrede
Anne Dorte Michelsen, fra albummet ‘Thumbs up’, 2023
Side 264, 323, 339: Vi var engang så tæt
Tøsedrenge, fra albummet ‘Alle vore håb’, 1983
Side 267: Hør på mig
Tøsedrenge, fra albummet ‘Tøsedrenge 3’, 1982
Side 282f: Ud under åben himmel
Tøsedrenge, fra albummet: ‘3’, 1982
Side 307: Mellem dig og mig
Anne Dorte Michelsen, fra albummet ‘Mellem dig og mig’, 1983
Side 358: Du har mig
Tøsedrenge, fra albummet ‘Tøsedrenge 3’, 1982
Side 370: Snebær og kastanjer
Anne Dorte Michelsen, fra albummet ‘Næste dans’, 1986
