drejede rundt og forskubbede sig som i en langtrukken dans. Hun kunne ikke høre noget for skibets larm, men de knagende, kværnende lyde af isen kendte hun kun alt for godt fra Hudson River i Cold Spring, når det blev forår. Somme tider hvinede den højt som et uroligt spøgelse, andre gange sad en ørn eller en sæl på de store flager og lod sig drive ned ad floden. Imidlertid var der ingen, der sejlede deroppe i stærk frost, fordi isen simpelthen var for farlig, og kølen på enhver båd let kunne blive knust. Hun stillede sig på tæer og lænede sig frem, mens hun stod trygt i Washingtons arme. Hvad nu, hvis isen også her ...? Før Emily kunne nå at tænke tanken til ende, begyndte det at knase så højt, at det overdøvede motoren og passagerernes stemmer. Og det blev ved og ved, indtil båden standsede. »Åh gud,« var der en dame, der hviskede. Alle løftede hovederne og kiggede til højre og venstre. Dørene til de opvarmede kahytter gik op. »Vi sidder fast, gør vi ikke?« spurgte Emily stille. »Det er jeg bange for.« Washington trak hende lidt tættere ind til sig. Emilys tænder begyndte at klapre. Hvad nu, hvis skibet var sprunget læk? I det iskolde vand var det umuligt at overleve. Tankerne myldrede gennem hovedet på hende. Hun kom til at fryse endnu mere af angst, ligesom da hun var gået gennem isen på en sø i nærheden af Cold Spring. Hun havde kun overlevet, fordi hendes tretten år ældre storebror GK resolut havde trukket hende op af vandet i fletningerne. En forfærdelig oplevelse – der dog ikke havde forhindret hende i at kure rundt på isen igen dagen efter. Men GK fik ikke længere lov til at trække hende 14
5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 14
22-03-2022 15:49:46