Arkitekten fra New York

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 1

22-03-2022 15:49:46

Arkitekten fra New York er oversat fra tysk af Jacob Jonia efter Die Architektin von New York © 2021 Piper Verlag GmbH München/Berlin Denne udgave: © Petra Hucke og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Alette Bertelsen Sat med Mrs. Eaves hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0300-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 4

22-03-2022 15:49:46

ROMAN

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 3

22-03-2022 15:49:46

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 6

22-03-2022 15:49:46

FØRSTE DEL

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 5

22-03-2022 15:49:46

1 MANHATTAN, NEW YORK JANUAR 1865 Washingtons ru hånd var det eneste, der holdt Emily varm.

Efter mange timer i kareten var hun blevet kold og øm i knoglerne af at sidde i den ubehagelige stilling. Måske havde det alligevel ikke været en god idé at tage til Long Island netop i januar, men hendes kusine Fanny havde været syg, siden hun fik sit andet barn, og alle frygtede det værste. Da de var små, havde de tit været sammen hele sommeren, og nu ville Emily absolut se hende igen.

For blot en uge siden var hun i sin fødeby Cold Spring blevet gift med Washington Augustus Roebling. Det havde været en vidunderlig fest: Washingtons søster havde spillet på orglet i den lille murstenskirke, og Emily ville aldrig glemme, hvor oprigtigt han havde set på hende, da han lovede at elske hende for altid.

Men nu, hvor hun sad alene med ham i kareten, var hun nødt til at undertrykke et smil, for hendes ellers så flotte mand sov med åben mund. Hvis der var noget, Emily havde opdaget siden brylluppet, så var det, at Wash kunne sove alle vegne, selv på en ujævn landevej. Det havde han lært under krigen. Allerede efter at de havde kørt et par mil, havde han taget hendes hånd og var tilfreds faldet i søvn, og nu sov han så tungt, at hans hoved vuggede fra side til side, og hans mørkblonde hår stod ud til alle sider.

7

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 7

22-03-2022 15:49:46

Der var ellers så meget at se udenfor! De havde for længst passeret de uendelige, brune marker, de kulsorte, nøgne træer foran den grå himmel og kragerne, der flaksede op og skreg fornærmet ad de klaprende hestehove. Men Hudson River ledsagede dem trofast på højre side.

I mellemtiden havde de nået New York, Amerikas største by. Hvis man på en overskyet dag som i dag lagde hovedet tilbage, fik man indtryk af, at de høje, fleretagers bygninger ragede helt ind i skyerne. På solskinsdage derimod blev man hilst af en knald­­­­blå himmel, der så ud til at sige: Uanset hvor meget I anstrenger jer, vil I aldrig nå mig.

Men der var selvfølgelig ambitiøse ingeniører og arkitekter, der hellere end gerne tog den udfordring op. Øen Manhattan var lille, og flere og flere mennesker ville bo her. Der kom en lind strøm af indvandrere fra Europa, det ene skib efter det andet lagde til i New Yorks havn, og man kunne ikke bygge mere i bredden, altså måtte man bygge i højden.

Vognen havde sagtnet farten mere og mere i den stadigt tættere trafik, og den arme kusk derude måtte bane sig vej mellem kærrer og kareter. Emily lænede sig frem for bedre at kunne se, men uden at give slip på Washingtons hånd.

Folk var iført lange, tykke uldfrakker, som var dækket af et lag gadesnavs, og de skyndte sig hen ad fortovene, hoppede med usvigelig sikkerhed ud på kørebanen og undveg køretøjerne. Selv ville hun nok blive kørt over med det samme, tænkte Emily, for hun var jo vokset op i provinsen. Det var allerede over tre år siden, at hun på vej til Fanny og hendes førstefødte havde boet et par dage i New York sammen med sin mor og sin søster.

Hun besluttede sig alligevel for at vække Washington.

Ellers gik han simpelthen glip af for meget. Hun betragtede 8

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 8

22-03-2022 15:49:46

ham endnu en gang, hans lange øjenvipper, de tre fregner på næsen, som han også havde her midt om vinteren, og hans velplejede overskæg, der kildrede, når han hviskede hende noget i øret eller kyssede hende. Der var ikke noget bedre end at blive kysset af ham. Overalt. Hun fik en behagelig kuldegysning.

Så løftede hun foden og sparkede sin elskede mand over skinnebenet.

Han vågnede med et sæt. »Er vi der allerede?« Emily slog en latter op og strøg ham over den glatbarberede kind. »Ikke endnu, men snart.« »Åh, Manhattan,« sagde Washington og så ud ad vinduet.

Han lænede sig frem for at gnubbe sig på benet, mens han kiggede bebrejdende på hende. »Mrs. Roebling, du er den mest brutale dame, jeg nogensinde har mødt.« »Beklager. Det skyldes udelukkende, at jeg ikke længere kan mærke mine fødder. Så har jeg ikke føling med dem.« Han grinede. »Jeg dør nok ikke af et blåt mærke.« Sig mig, kære Emmie, havde han en gang skrevet til hende i et brev fra fronten, hvad er kærlighed? At kysse, kildre, omfavne hinanden?

Er det kærestebreve, eller er det, når man sparker hinanden over skinnebenet under bordet? Jeg tror, det må være det sidste.

Han strakte sig og lagde igen det tykke pelstæppe om hendes kolde fødder. Varmedunkene var for længst kølet ned. I samme øjeblik gav det et ryk i kareten, og Wash var nødt til at holde fast. Hestene begyndte at løbe hurtigere. »Se, vi kører en omvej over Broadway. Her er der knap så megen trængsel.« Emily puttede sig under hans arm, og sammen kiggede de ud. Så tæt ved vinduet fornemmede hun en luftning og snusede. »Hestepærer,« sagde Wash.

9

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 9

22-03-2022 15:49:46

»Kul og sod,« supplerede hun. »Kogte kartofler.« »Kød eller pølse.« »Affald.« »Svedige armhuler.« »Surkål.« »Halvfems tusind menneskers udåndingsluft.« Byen var som altid et imponerende syn, og desuden var det noget helt specielt at tage på sådan en udflugt sammen med Wash. Han havde en anden måde at se byer på end de fleste normale mennesker, hans blik trængte ind bag facaderne.

Som altid var der mange unge kvinder, der slentrede hen ad Broadway om eftermiddagen for at ende hos Tiffany’s. De gik i teateret eller operaen og drak champagne – eller de mødtes i den nye Central Park for at skøjte på den tilfrosne sø. Emily kunne huske, hvor vidunderligt det havde været at glide hånd i hånd med sin søster hen over den kæmpemæssige hvide flade, så snekrystallerne hvislede og føg op. Indtil det blev så mørkt og koldt, at der måtte en kop dampende varm chokolade ved kanten af skøjtebanen til for at varme dem op igen.

Men nu var alt naturligvis anderledes, og Emily syntes, at hun inde fra den trygge karet kunne læse uroen i folks ansigter. Borgerkrigen var stadig i gang, og folk kunne ikke nyde deres frihed, de skammede sig nærmest over den.

Mens soldaterne skød og faldt nede sydpå, havde man her­­ oppe travlt med at komme på arbejde eller i butikker, men folk gjorde det med alvorlige miner og vel vidende, at de for to år siden havde modsat sig Lincolns indkaldelse, og at optøjer havde sendt byen ud i et sandt kaos. »Marble Palace,« mumlede Washington, »kan du se det?« Kareten holdt ved et gadehjørne, og Emily fik lejlighed til i ro og mag at betragte den lyse bygning.

10

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 10

22-03-2022 15:49:46

»Har du været der?« spurgte hun. »Nej. Men efter sigende har de alt muligt derinde.« »Et stormagasin ...« Hun sagde det underlige ord langsomt. »Færdigsyet tøj, kosmetik, nål og tråd. Og til faste priser.« »Og er det virkelig lavet af marmor?« »Tuckahoe-marmor fra Upstate. Kan du se de store vin­­ duer?« »Ja.« Desværre var julen overstået, for hun havde læst, at udstillingsvinduerne var vidunderligt dekoreret, fyldt med lys og varer pyntet i vintermotiver. Måske ville hun få chance for at se det til næste år, hvis de undervejs til et besøg i Cold Spring kom her forbi op til jul. Indtil da ville de bo i Cin­­cin­­­­nati, hvor Wash­ington skulle udføre en opgave for sin far. Emily glædede sig – hun havde aldrig været så langt ude vestpå før.

Kareten fortsatte, og Washington fik allerede øje på den næste interessante bygning. »Men hvordan er det med vinduerne i Marble Palace?« vedblev Emily. Wash åbnede munden for at svare, men hun kom ham i forkøbet. »Vent lidt, jeg tror, jeg ved, hvad du vil sige. Vinduerne er så store, at konstruktionen bagved må være uhyre stærk. Selve bygningen kan altså ikke være af marmor.« »Men derimod?« »Støbejern?« spurgte hun efter kort betænkningstid. »Præcis. Der er kun sten på facaden. Kan du se byggepladsen derhenne?« Emily strakte hals. »Det er ikke til at se ret meget.« »Nej, ikke endnu. Men bare vent et par måneder. Byg­­ ningen skal ende med at være hundrede tredive fod højt og have en elevator. Det er til et forsikringsselskab.« 11

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 11

22-03-2022 15:49:46

»Så er der virkelig ikke ret langt op til skyerne,« mum­­ lede Emily.

De nåede færgelejet på Fulton Street, der fortsatte ovre på den anden side med det samme navn. »Vil du blive i vognen?« spurgte Wash, men glimtet i hans øjne viste hende, at han allerede kendte svaret. Naturligvis ville Emily ikke blive siddende. Hun ville se det hele, også selvom overfarten kun tog ti minutter.

Hun klatrede stivfrossen ud af kareten. På trods af sine enogtyve år følte Emily sig i det øjeblik som en firsårig oldemor. Snart stod de midt i menneskemængden. Wash holdt hende i hånden, så de ikke blev væk fra hinanden.

Og hun slap den kun et kort øjeblik for at trække pelshuen længere ned over ørerne. Efter de mange timer alene i vognen var det næsten overvældende at se alle de fremmede ansigter rundtomkring sig og udåndingsluften, der steg til vejrs i små skyer.

Hun hørte klingende irsk og det hårde tyske, som hun ganske vist ikke forstod, men dog genkendte, eftersom Washingtons far, der for over tredive år siden var indvandret fra Preussen, havde talt tysk med sin hustru i Emilys påhør. Hun opfangede en vred kvindestemme, der beklagede sig over, at chefen havde skåret i hendes løn, fordi hun var kommet to minutter for sent, og derefter hørtes et kor af medfølende veninder, der kun alt for godt kendte til den slags uretfærdigheder. En gammel mand nynnede for sig selv. Han gik ikke med hat, og hans ører var mørkerøde.

I samme øjeblik gled skyerne mod vest og lod den lavthængende sols stråler trænge igennem. Emily var nødt til at knibe øjnene sammen. Hun kunne ganske vist ikke se East River for de mange mennesker, men det glitrende vand kastede et fortryllet skær over hele byen. Derefter 12

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 12

22-03-2022 15:49:46

blev landgangsbroen åbnet over til dampskibet fra New York and Brooklyn Ferry Company, hundrede passagerer betalte deres to cent, myldrede om bord og trak ægteparret Roebling med sig. En granvoksen mand i en nobel frakke kantede sig forbi Emily, så hun kom til at snuble. Wash greb hende i armen. »Finansfolk har altid travlt,« mumlede Wash og så efter manden, der klemte sig forbi flere mennesker med næsen i sky. »Hvor må det være forfærdeligt for ham, at han skal spilde sin tid med at sejle over til Brooklyn.« Den gamle mand med de røde ører vendte sig om mod dem. »Og ikke nok med dét, kære frue. Hele Wall Street skal til Brooklyn Heights for at få et par timers nattesøvn.

Før i tiden kendte jeg stort set alle, der sejlede over her, men efterhånden er vi blevet Manhattans sovesal. Og nu vil de også bygge en bro.« Han rystede på hovedet. »Vi bliver snart overrendt af den slags lømler.« Emily kneb Wash i armen gennem frakken. »Har De boet længe i Brooklyn, sir?« spurgte Wash, som om intet var hændt. Men manden var allerede gået sin vej for at finde en plads i herresalonen. »Jeg ville selvfølgelig ikke sige noget, Emmie,« hviskede Wash­­­ing­ton hende i øret. »Vil du ind i varmen?« »Mine fødder vil godt, men jeg vil hellere blive herude.

Kom, hvis vi stiller os hen til rælingen, og du holder om mig, så er det varmt nok.« De bevægede sig fremad langs højre side af dækket, indtil de stod midt på færgen. I det samme lagde den fra og tudede så højt, at Emily kunne mærke vibrationerne i hele kroppen. Solen var gledet lidt længere ned og fik ikke kun vandet til at funkle, men også de utallige isflager, der 13

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 13

22-03-2022 15:49:46

drejede rundt og forskubbede sig som i en langtrukken dans. Hun kunne ikke høre noget for skibets larm, men de knagende, kværnende lyde af isen kendte hun kun alt for godt fra Hudson River i Cold Spring, når det blev forår.

Somme tider hvinede den højt som et uroligt spøgelse, andre gange sad en ørn eller en sæl på de store flager og lod sig drive ned ad floden. Imidlertid var der ingen, der sejlede deroppe i stærk frost, fordi isen simpelthen var for farlig, og kølen på enhver båd let kunne blive knust.

Hun stillede sig på tæer og lænede sig frem, mens hun stod trygt i Washingtons arme. Hvad nu, hvis isen også her ...?

Før Emily kunne nå at tænke tanken til ende, begyndte det at knase så højt, at det overdøvede motoren og passagerernes stemmer. Og det blev ved og ved, indtil båden standsede. »Åh gud,« var der en dame, der hviskede.

Alle løftede hovederne og kiggede til højre og venstre.

Dørene til de opvarmede kahytter gik op. »Vi sidder fast, gør vi ikke?« spurgte Emily stille. »Det er jeg bange for.« Washington trak hende lidt tættere ind til sig.

Emilys tænder begyndte at klapre. Hvad nu, hvis skibet var sprunget læk? I det iskolde vand var det umuligt at overleve. Tankerne myldrede gennem hovedet på hende.

Hun kom til at fryse endnu mere af angst, ligesom da hun var gået gennem isen på en sø i nærheden af Cold Spring.

Hun havde kun overlevet, fordi hendes tretten år ældre storebror GK resolut havde trukket hende op af vandet i fletningerne. En forfærdelig oplevelse – der dog ikke havde forhindret hende i at kure rundt på isen igen dagen efter. Men GK fik ikke længere lov til at trække hende 14

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 14

22-03-2022 15:49:46

kærligt i fletningerne. Han var helt skuffet, da hun blev gammel nok til at sætte håret op. Emily havde stolt vist sig frem, da han var hjemme på orlov fra pionerkorpset. »Hvor er min lillesøster blevet af?« havde han sagt. »Jeg kan kun se en fremmed ung dame.« Og et år senere havde denne unge dame ledsaget ham til Second-Corps-Officers-Ball, hvor han præsenterede hende for Washington Roebling, sin ven og tro væbner, som Emily straks var blevet forelsket i på trods af – eller på grund af – hans kejtede dansetrin. Og nu stod Wash ved siden af hende som hendes ægtemand og var parat til at gå under sammen med hende. Nej, han måtte ikke dø!

Hvis hun selv sank ned på havets bund, så skulle hendes Washington i hvert fald overleve. Han havde så mange planer. Hvis han blot kunne bane sig vej hen til kareten og klamre sig til en af hestene ... Så ville han komme over på den anden bred ... Emily kiggede sig febrilsk omkring.

Hendes blik strejfede anløbsbroen i New York, og hun studsede. Så lukkede hun øjnene og fornemmede, hvordan latteren steg op nede fra maven. »Hvad er det, der er så sjovt?« spurgte Wash muntert. »Åh, forstår du. Jeg forestillede mig, at vi alle sammen skulle dø. Fryse ihjel. Men så kiggede jeg mig tilbage og opdagede, at vi er så tæt på land, at man blot kan lægge en stige ud til os.« Og hun havde været parat til heltemodigt at ofre sig for ham – næ nej, hun ville sørme også leve videre. »Ham Wall-Street-fyren med de lange ben kunne ligefrem hoppe derind.« De andre passagerer havde også bemærket, at der ikke var nogen fare på færde. Bortset fra at de muligvis kom for sent til aftensmaden. Emilys mave knurrede allerede højlydt.

15

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 15

22-03-2022 15:49:46

»Ved du, hvad der ville være en god idé?« spurgte hun tankefuldt. »Hvad?« »Hvis de endelig byggede en bro her på stedet.« Washington fnøs, og hun lagde hovedet ind mod hans varme bryst.

Ja, en bro til Brooklyn ... Hvis Washingtons far, den succes­­­fulde ingeniør og indædte forkæmper for sine enestående projekter, endelig fik tilsagn om at bygge sin hængebro med stålwirer. Great Bridge, som han i al beskedenhed kaldte den, stod allerede lysende klar for hans indre blik.

16

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 16

22-03-2022 15:49:46

2 MANHATTAN, NEW YORK JANUAR 1865 Mænd i arbejdstøj klatrede smidigt rundt på skibet, kiggede ned i vandet, som om de holdt udkig efter hvaler, og svingede sig op på dækket igen.

Her kunne faktisk være hvaler, eftersom East River ikke var en ferskvandsflod, men en tit og ofte urolig havarm, der blev smallere og smallere gennem Lower Bay og derefter gennem Upper Bay for til sidst at flyde forbi Manhattan i østlig retning.

Nogle få mil længere mod nord blev den imidlertid bredere igen og gik over i Long Island Sound, hvor Fanny og hendes mand George boede for enden. Uanset hvor spændende Emily syntes, det var at rejse, ville hun i dette øjeblik have foretrukket at sidde i Montauk foran den knitrende kamin. »Det varer nok et godt stykke tid, inden de får os ud herfra,« sagde Wash. »Kom, vi må hellere gå indenfor.« »Hm.« Emily standsede op og fulgte fascineret, hvordan mændene dannede sig et overblik. En af dem vinkede op mod styrehuset, hvorefter der lød en tuden, og skorstenen udsendte en stor, sort røgsky.

I en håndevending var de nået tilbage til anløbsbroen i New York, og arbejderne fortøjede skibet. Passagererne var forargede. De elendige færger. De var aldrig til at stole på. Flere stod og lavede sjov, men det lød bittert. Emily og Washington gik langsomt tilbage over landgangsbroen.

17

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 17

22-03-2022 15:49:47

Manden i mørkeblå uniform, som havde taget imod pen­­ gene lige før, gav nu passagerne dem tilbage igen. »Beklager, vi er nødt til at vente på isbryderen.« »Hvor længe vil det tage?« spurgte en dame. »En til to timer. Jeg kan ikke sige det mere præcist.« »Gid fanden havde den pram,« sagde en mand vredt, og kvinderne hev forarget efter vejret. Kunne han ikke udtrykke sig lidt mere dannet? »Beklager, min herre,« sagde den uniformerede, »men vi var nødt til at sejle tilbage i en fart, så vi ikke kom til at sidde fast.« »Det var en god beslutning, sir,« sagde Washington, der netop fik sine penge.

På kajen stod de næste passagerer klar og så forbavset på de tilbagevendte. Emily og Wash stod og ventede i mylderet foran færgehuset, indtil kusken kom med vognen. Hestene var trætte og hang med mulerne. »Hvad gør vi nu?« spurgte Emily. »Vi har reserveret et værelse i Brooklyn.« Washington strøg sig gennem håret. Også han virkede pludselig udmattet. »Vi bliver nødt til at finde et logi her.

Jeg tror ikke, at det er muligt at sejle over i dag. Og det bliver koldere og koldere.« Emily havde mistet følelsen i sine tæer og gad ikke blive stående her og vente på, om færgen sejlede. Det var ved at blive mørkt. Washington og kusken talte sammen.

Hun nøs. »Prosit,« sagde den arrogante herre fra før, mens han gik forbi. »Tak,« svarede Emily lettere befippet.

Han standsede op og smilede. »De skulle også have været over?« 18

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 18

22-03-2022 15:49:47

»Ja.« »Er De alene?« Emily fornemmede, at Washington stillede sig ved siden af hende. »Nå, De har en ledsager,« sagde manden. »Roebling,« sagde Wash. »Godaften.« Emily syntes, hun kunne høre en let dominerende under­­­tone, og hun kom til at smile. Nu var hun jo gift og tilhørte således officielt sin vidunderlige mand, derfor passede det sig ikke længere at tale med fremmede herrer.

Før i tiden havde det nu heller ikke været passende for en ung, ugift pige fra hendes kreds. I modsætning til Roeblings var Warren-familien ikke ligefrem velhavende, men de havde alligevel en høj status i Cold Spring. »Thomas Kinsella, mig en fornøjelse.« I grunden vir­­ kede manden knap så arrogant. »Hør her, jeg kender et pensionat, hvor jeg somme tider overnatter, hvis det er for sent at tage hjem. Det ligger lige her i nærheden på Liberty Street.« »Det var meget venligt af dem.« Washington prøvede tydeligvis at slippe af med manden. »Vil De køre med os?« spurgte Emily i stedet.

Thomas Kinsella bukkede antydningsvist. »Meget gerne, hvis det ikke er til for megen ulejlighed.« Det blev lidt trangt at være tre i kareten. Thomas Kinsella sad over for dem og kiggede ud ad vinduet. Han havde givet kusken en vejbeskrivelse og lænede sig beroliget tilbage, da han kunne se, at manden fulgte hans anvisninger. Hans lange ben tog al pladsen imellem dem. »Hvad fører Dem til New York?« spurgte han. »Vi er kun på gennemrejse,« sagde Emily. »Vi skal besøge slægtninge i Montauk.« 19

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 19

22-03-2022 15:49:47

Han stak hænderne i frakkelommerne. »Jeg håber ikke, De vil køre hele den lange tur i denne isnende kulde?« »Nej, vi havde bestilt et logi i Brooklyn.« Washington tav. Den lette munterhed, der herskede imel­ lem dem, når de var alene, var pludselig forsvundet. Emily skubbede sin arm ind under hans for at berolige ham. Mon de snart var der? Hun vidste ikke, hvor langt der var til Liberty Street, de standsede gang på gang, hvorefter vognen skumplede videre. En gaslanterne kiggede ind ad vinduet og forsvandt så igen. »Brooklyn er et fantastisk sted,« sagde Thomas Kinsella.

Man kunne næsten ingenting se, og hans drømmeagtige stemme kom ligesom inde fra mørket. »Jeg skal tit til Man­­ hat­­­tan i embeds medfør, og jeg elsker alt postyret, farten og travlheden. Jeg er for øvrigt reporter. Ved Brooklyn Eagle.« »Nå, er De dét? Vi troede ...« »Hvad troede De?« »At De arbejdede på Wall Street.« Manden lo dybt helt nede fra maven. »For himlens skyld, nej da! Kapitalen og jeg er ikke de allerbedste venner. Eller rettere: Jeg er ikke særligt gode venner med kapitalisterne, som fylder deres lommer på andres bekostning. Men jeg må tilstå, at jeg værdsætter en god frakke.« Hun kunne skimte, hvordan han strøg hen over det uldne stof. »Selvom jeg virkelig holder af at være på Manhattan, så er jeg dog bedst tilpas i Brooklyn hos min kone og børnene. Dér er alting stadig anderledes. Ligesom i en landsby i gamle dage, hvor alle kendte alle. Har De også børn?« Emily selv var vokset op som den næstyngste af seks søskende og ønskede selv at få en stor børneflok. Helst med det samme. Wash havde tre brødre og tre søstre, der alle var yngre end ham, og han ville ligeledes gerne stifte familie.

20

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 20

22-03-2022 15:49:47

Men Emily vidste, at han ikke havde haft en let barndom, og der var vist flere ting, han endnu ikke havde fortalt hende. »Giv os lidt tid,« sagde hun muntert, da Wash tav. »Vi er først lige blevet gift i sidste uge.« »Hjerteligt tillykke, mrs. ... De må undskylde, jeg er så uhøf­lig, men jeg er ikke god til at huske navne. En voldsom ulempe i mit erhverv.« »Emily Warren Roebling.« Thomas Kinsella tav kortvarigt, så spurgte han: »Har De forbindelse til John A. Roebling?« »Det er min far, »sagde Wash. »Nå.« Der blev en kortvarig stilhed, hvor man kun kunne høre stemmer og høj latter udefra. »Nuvel, mr. Roebling skal nok snart sørge for, at der ikke længere er brug for færgerne. En bro vil ikke så nemt fryse til.« »Nå, det kan man nu ikke være så sikker på.« Washing­­ton rettede sig op. »Naturligvis vil man ikke sidde fast mellem isflager på en bro, men der kan overraskende hurtigt blive dannet et tykt lag is, navnlig i de salte vinde på East River.

Desuden må man tage højde for påvirkningen fra vand og kulde, når man bygger pylonerne og vælger materialer.« Emily smilede i mørket. Hendes Wash var ikke god til at tale med fremmede, men broer havde han forstand på. Han var sin far op ad dage, selvom han ikke brød sig om at høre det. »Er De arkitekt?« spurgte Thomas Kinsella. »Ingeniør,« sagde Wash. »Jeg har læst på Rensselaer Institute i Troy.« Kusken standsede og bankede på døren. Wash styrtede nærmest ud, sandsynligvis for ikke længere at være fanget på så lidt plads i selskab med den fremmede mand.

Pensiona­tet, som Thomas Kinsella havde anbefalet, lå i en toetagers bygning. Den var så gammel, at Emily fik indtryk 21

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 21

22-03-2022 15:49:47

af, at den kun blev holdt oppe af husene til højre og venstre.

Men indvendigt var der ganske hyggeligt. De gik ovenpå ad mørke trappetrin. »Det var hyggeligt at møde Dem,« sagde Thomas Kinsella, hvis værelse lå lige oven for trappen. De gav kort hinanden hånd, og mens Wash åbnede døren ved siden af, hørte Emily, at Thomas Kinsella mumlede: »En overraskende sympatisk mand – med dén far.« Emily så bestyrtet på ham, men han blinkede kort til hende og forsvandt.

Med et suk lod hun sig dumpe ned på den bløde seng og lukkede øjnene. Der var tændt op, og der var dejlig varmt.

Wash lå på knæ foran hende, bandt støvlerne op og trak dem af hendes fødder. Så vendte han forsigtigt Emily om og løsnede snørerne i hendes kjole. Hun var nødt til kort at rejse sig op, så han kunne trække den af hende. Da han løftede dynen, for at hun kunne lægge sig under den kun iført underkjole, bankede det på døren, og de hørte værtindens stemme: »Her er varmt vand til Dem.« Emily blev liggende i sengetøjet, der duftede, som om det var blevet tørret i den friske luft, mens Washington tog imod kanden og takkede, hvorefter han stillede den på vaskebordet. Emily var ved at falde i søvn og så allerede brudstykker af en drøm – den glitrende is på floden, krager over markerne, og sengen gyngede i samme takt som kareten.

En plaskende lyd hentede hende tilbage til det halvmørke pensionatsværelse. Wash stod foroverbøjet ved vaskebordet med ryggen til. Med sin højre hånd tog han kanden, hvorfra han hældte dampende vand ud over sin venstre hånd, indtil fadet var fyldt. Så hældte han det tilbage i kanden og lod derefter vandet flyde ud over højre hånd, indtil fadet var fyldt igen.

22

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 22

22-03-2022 15:49:47

Emily iagttog ham forundret. Hun kom i tanker om, at hun endnu ikke havde løsnet sit hår. Hun satte sig op, trak nålene ud og mærkede det tunge hår mod sine bare skuldre.

Wash gnubbede et stykke sæbe mellem hænderne, indtil det skummede, så lagde han det fra sig. Han vaskede sine hænder uendeligt længe, hver finger for sig og rundt om neglene, han gned håndfladerne mod hinanden og derefter håndryggen. Sæbevandet dryppede ned i vaskefadet. »Wash?« Hendes mand standsede op. »Kommer du ikke i seng?« Efter en kortvarig tavshed kom han hænderne ned under vandet, lod dem dryppe af og tørrede sig med det hvide håndklæde. Omhyggeligt hængte han det op igen.

Da han lagde sig ved siden af hende, puttede hun sig ind til ham. Han lagde armene om hende, og hun kunne mærke hans varme hænder mod sin ryg. Hvad var det for et underligt ritual lige før? Men inden hun kunne nå at spørge om det, var hun faldet i søvn.

23

5k_bb1253_arkitekten_fra_new_york_151x225mm.indd 23

22-03-2022 15:49:47