Verdens bedste bog (Hele bogen) by gratisbb

VERDENS KEDE Li GSTE FE Ri E

”Jeg keeeder mig!” siger Storm.

”Så læs en bog.” Storms farfar gaber og klør sig på maven. ”Så tager farfar sig en morfar imens. Tø-hø, ﬁk du den?”

”Ja, farfar.” Storm sukker. ”Jeg ﬁk den godt. Og det gjorde jeg også i går og i forgårs og hver eneste dag i sidste uge.”

”Tø-hø,” siger farfar igen. ”Jeg er så gammel, at selv mine vittigheder går med rollator.” Han lægger sig på den nederste køje og tager avisen over hovedet. Hans mave bevæger sig i ryk, mens han ler lydløst af sin egen joke.

Storm sukker igen. Så klatrer han op i den øverste køje og tager sin bog frem. Den er spændende nok. Fuld af jordskælv og tidspirater. Der er bare det, at han allerede har læst den, for han ﬁk ikke taget bøger nok med til turen. Storm lader bogen synke ned på maven. Han folder hænderne og beder: Lad der ske noget. Bare et eller andet. Please!

Storm er på ferie med sin farfar. Verdens kedeligst ferie. Han troede ellers, det ville blive sjovt. Bare ham og farfar. Ombord på krydstogtsskibet Sea Star. Ud at se verden. Vågne et nyt sted hver dag. Møde nye mennesker. Sådan stod der i brochuren. Men sandheden er en helt anden.

Det. Er. Røv. Sygt.

De sejler godt nok rundt til alle lande i Middelhavet. Men de er kun en time i hver by. Lige netop længe nok til at man kan nå at gå i land. Tage en selﬁe og købe en T-shirt med I ♥ Athen, så man kan sige, at man har været der. Resten af tiden går med at spise, sove, spise, læse, spise, glo på måger, spise, og keeede sig. Og det der med at møde nye mennesker … Som om! Det eneste, de møder er gamle mennesker. Der er ikke andet end pensionister ombord. Gråt hår. Hvidt hår. Lilla hår. Intet hår. Eller ræverødt med ravkæder.

Fuck mit liv, tænker Storm. Gid, der snart ville ske noget. Noget dødspændende. Ligesom i hans bog.

Storm ser ned på sin farfar. Han sover allerede. Storm sukker igen. Så lister han ned fra den øverste køje, ud af kahytten og ud på dækket.

PAS PÅ, H VAD DU ØNSKER DiG, S TO RM

Ude på dækket ser Storm sig om. Det er hurtigt gjort. Himlen er blå. Der er ikke skyggen af en sky. Eller af et menneske. Alle pensionisterne sover til middag. Kort sagt: gab!

Storm går op på det øverste dæk. Udsigtsdækket. Der er ikke et øje. Eller vent. Der sidder en dame ved et cafébord. Hun skriver på en bærbar computer, men ser op, da Storm går forbi. Hun smiler venligt.

Storm smiler tilbage.

”Hej?” siger damen. Hun har knold i nakken, men er ikke helt så gammel som pensionisterne. Storm tager chancen og siger hej. Damen klapper på stolen ved siden ad sig. ”Du ligner en, der keder dig?”

”Tja.” Storm sætter sig. Yderst på stolen.

”Vil du låne en bog?” Damen rækker ham en fra stakken på bordet.

”Måske.” Storm trækker lidt på det. ”Hvad skriver du?”

”En spøgelseshistorie.”

”Fedt!” Han læner sig tilbage.

”Den foregår i et fyrtårn. På en øde klippeø.”

”Endnu federe.”

”Tjo. Problemet er bare, at jeg ikke kan få historien til at spille. Jeg mangler noget, eller nogen, der kan få den til at ende med et brag.” Damen sender ham et vurderende blik. ”Nok om mig. Du er vist det eneste barn her blandt alle os gamle nisser. Vil du gerne have en at lege med?” Hun griner ad sig selv. ”Eller en at hænge ud med, er det ikke sådan man siger?”

Storm nikker. Han kunne rigtig godt tænke sig at hænge ud med en, der ikke kalder ham lille ven og klapper ham på håret. En med gang i. En, der er sød og sjov og sej.

”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre,” siger damen og rækker ham hånden. ”Mit navn er Ellen Holmboe. Jeg er forfatter.”

”Storm,” siger Storm. Ellen Holmboe. Han synes, han har hørt det navn før, men han kan ikke lide at spørge. Han er vildt dårlig til navne. Og ansigter.

”Og hvem er så du?” Damen vender sig mod en pige, der dukker op. Ud ad det blå.

”Jeg hedder Nina,” siger pigen. ”Men I kan kalde mig Ninja.”

Pigen, der hedder Ninja, laver et sejt karate-move. Storm kan allerede lide hende. Hun sætter sig på stolen ved siden af Storm. Hun ligner lidt Pippi. Bare med sorte ﬂetninger. Med fregner på næsen og sort tøj fra top til tå: sorte bukser, sorte sneakers, sort hættetrøje, sort rygsæk. En supersej Ninja-Pippi. Mærkeligt, at han ikke har set hende før. Godt nok er skibet på størrelse med en ﬂydende forstad, men alligevel.

”Sådan,” siger forfatterdamen. ”Nu er I to. Så er det bare om at ﬁnde på noget.”

Storm og Ninja glor på hinanden.

”Nå, ikke?” Damen, der hedder Ellen Holmboe, griner uden lyd. ”Måske kan jeg hjælpe. Hvad kunne I ønske jer, der skulle ske?”

”Noget sjovt.”

”Noget spændende.”

”Ligesom i en bog?” spørger damen.

”Jah!”

”Ligesom i verdens bedste bog,” tilføjer Storm. ”Sådan én med masser af action.”

”Verdens bedste bog …” Forfatteren smager på ordene. ”Hvad skulle der være med i Verdens bedste bog, hvis I kunne bestemme?”

”Gys,” siger Storm. ”Gys med gamle dagbøger, der pludselig dukker op, og historier-i-historien.”

”Gys og action og humor,” ønsker Ninja sig.

”Ja, humor!” Storm nikker til Ninja. ”Det skal være sjovt og spændende. Jeg er også vild med bøger-om-bøger. Pas-på-hvaddu-ønsker-dig-historier. Du-vælger-handlingen-historier. Og historier, der tager en drejning, man ikke havde set.” Ninja nikker ivrigt tilbage. ”Kort sagt: drama og store følelser.”

”Ja til drama og store følelser,” siger Ninja. ”Men nul kærlighed. Det gider jeg ikke.”

Forfatteren ser op fra sine noter og siger: ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre …”

Resten hører de ikke, for nu rammer et vindstød skibet. Ud af det blå kommer en skypumpe fejende. Den griber Storm og Ninja. Suger dem op i luften som var de to fjer, og sender dem ud over siden af skibet.

S TO RM FÅR V ERDENS STØ RSTE RØV TUR

Alt kører rundt og rundt og rundt. Der er mørkt. Larmen er enorm. Storm holder sig for ørerne. Han aner ikke, hvad der op eller ned. Det er den værste Tivolitur. Det er som at stå under et jetﬂy, der gasser op. Han lukker øjnene … Og så er det slut.

Stilhed. Fast grund under … røven. Verden holder langsomt op med at snurre.

Storm mærker på jorden under sig. Det er sand. Solvarmt sand.

Han åbner øjnene og ser sig om. Ninja går rundt lidt længere væk.

”Ninja?” kalder han. ”Er du okay?”

Hun rækker en tommelﬁnger i vejret og mumler: ”Vand, ild, mad, shelter, tømmerﬂåde.”

Storm gnider sin ømme bagdel og rejser sig forsigtigt. Han tager et par skridt og dratter om. Så rundtosset har han aldrig været før. Han ser sig om. Det ligner en øde ø. Sådan en man kender fra Skatteøen; en rigtig paradisø med hvide strande, krystalblåt vand, tropeﬁsk og kokospalmer. Bag dem rejser en lodret klippevæg sig.

“Wow!” Storm slår armene ud og tager det hele ind. Lige siden han læste Robinson Crusoe, har han drømt om at strande på

en øde ø: bygge hus af drivtømmer, gå på opdagelse, klare sig selv. Måske ikke i 27 år ligesom Robinson Crusoe, men han ville elske at blive her. Det går bare ikke. Farfar må være syg af bekymring.

Han tager sin telefon op af baglommen og konstaterer, at der er dækning. Vildt! Han skynder sig at ringe til farfar. Opkaldet er længe om at gå igennem …

”Flygt!” Ninja griber hans hånd og haler ham med sig.

Storm ser op. En skypumpe er på vej i rasende fart. Den suger alt til sig. Himlen er blygrå. Havet koger. Han spurter efter Ninja. Hen mod klippen, hvor en lille hule kan give dem ly. Hun er næsten nået frem, da skypumpen når hende. Hendes ben fortsætter med at løbe, da hun forsvinder op i luften. Storm kæmper sig videre. Et skridt. To skridt. Så letter hans ben fra jorden.

”Fuck mit liv!” når han lige at råbe, inden han forsvinder op i himlen. Igen.

Denne gang griber skypumpen fat i Storm og vender ham på hovedet. Den ryster ham, som man ryster sand af sit badetøj, frem og tilbage til han mister grebet om sin telefon. Den forsvinder ud af hans hånd, ﬂyver sidelæns og kredser omkring ham. Han forsøger at gribe den … Og så er det slut.

Stilhed. Fast grund. Ro.

Storm mærker på jorden. Den er varm og hård. Klippe. Han gnider sin ømme bagdel og rejser sig forsigtigt. Ninja står allerede og lægger planer. Han behøver ikke spørge, om hun er okay.

Skypumpen har løftet dem til toppen af klippen. Storm ser sig om. Under dem ligger stranden, hvor de landede lige før. Foran dem fortsætter øen i et virvar af jungle og en smal stribe strand.

”Må jeg låne din telefon?” spørger Storm. Ninja klapper sig på baglommen. ”Den er væk.” Hun tjekker en ekstra gang. ”Mine sko er her. Og rygsækken.” Hun åbner den og tjekker. ”Alt er her. Undtagen telefonen.”

De ser på hinanden. Det er for mærkeligt.

”Har du noget vand i den rygsæk? Eller mad?”

”Desværre.”

”Pyt,” siger Storm. ”Vi ﬁnder bare en …” Han afbryder sig selv, da han får øje på en smal røgsøjle i det fjerne. ”En landsby!” jubler han. ”Vi er reddet!”

D ER ER GODT NOK MANGE TRÆER i SÅDAN EN JUNG LE

”Følg mig!” Storm marcherer fremad med kurs mod røgsøjlen.

Først over klippen og ind i junglen. Inden længe er han omgivet af grønt: oppe, nede, hele vejen rundt. Alt er grønt. Luften er tung af fugt, og det damper fra skovbunden. Alligevel er der intet vand at drikke. Tørsten stikker i halsen. De skal ﬁnde den landsby, og det skal være nu. Han maser sig fremad, så grene og blade svirper omkring ham.

En hånd lægger sig på hans skulder.

Han vender sig halvt.

”Den vej.” Ninja drejer ham en kvart omgang.

”Nej, den vej.” Han peger i den retning, han gik lige før. Direkte mod landsbyen.

”Nope.” Ninja er ikke til at rokke. ”Det er den vej. Nord-nordvest.”

”Hvordan kan du vide det?”

Ninja viser ham sit kompas. Hun skubber ham venligt til side og går selv forrest.

Storm er imponeret.

”Nå det,” siger Ninja. ”Det er bare noget, jeg har lært til junglespejder.”

Storm er endnu mere imponeret.

Han følger efter Ninja gennem det grønne kaos. Uden varsel stopper hun op.

”Shh!”

”Jeg sagde ikke noget,” brokker Storm.

Ninja ignorer ham. Hun lytter med hele kroppen. Storm gør det samme. Nu kan han også høre det.

”Trommer?” spørger han.

”Det lyder sådan.”

”Der er kun en måde at ﬁnde ud af det på.” Storm vælger det højeste træ, han kan få øje på, og giver sig til at klatre op i det. Det går let. Der er masser af lianer, han kan holde fast i. Inden længe kommer han op i trækronen og mødes af et syn, der ikke er til at fatte. Der vokser blomster på træets grene. Blomster, der lyser op i eventyrlige farver og former. Det svirrer med fugle og sommerfugle. Det er en verden af liv og farver, der åbner sig. En verden, der kun kan ses heroppefra. Skønheden er ved at tage pusten fra ham. Et utålmodigt råb fra Ninja minder ham om, hvad hans mission er, og han fortsætter opad.

Endelig åbner trækronen sig, og han kan se, at han faktisk valgte det højeste træ. Han griner lidt ved tanken om Hobbitten, hvor Bilbo klatrer op i et træ for at se, hvornår den endeløse Dunkelskov endelig ender. Desværre har Bilbo valgt det laveste træ, så han kan ikke se andet end andre træer. Han kan ikke se, at han og dværgene er lige ved at være igennem Dunkelskoven.

Den fejl begår Storm ikke. Udsynet er fint heroppe. Storm spejder ud over øen. Røgsøjlen er lige foran dem. Ninja har holdt kursen perfekt. De er tæt på målet nu. Foran dem kan han se en landsby. Sådan en med hytter af grene og flettede palmeblade. Der er pyntet op til fest. Alle har deres fineste tøj på, hvilket vil sige: ikke ret meget. Alle er malet med hvide mønstre i ansigtet

og på kroppen, og de bærer alle sammen våben; buer, spyd og økser. Røgen, som de kunne se fra den anden ende af øen, stammer fra et bål midt på festpladsen. På bålet står en stor sort gryde og simrer. Landsbyen minder Storm om noget, han har set i en gammel tegneserie. Tintin i Congo, måske.

Nu må han ned. Han griber en lian, sikrer sig, at den holder, og så gør han noget, som han har drømt om, lige siden han læste Tarzan – Abernes konge.

”Aaaah-iaiah-iah-iahhh-iahiAHHH!” Storm svinger sig i lianen. Han trækker trøjen godt ned over hænderne, så han ikke får vabler, og rappeller ned ad træstammen. Ned til Ninja.

”Landsbyen ligger lige fremme,” siger han. ”Vi er reddet!”

”Cool.” Ninja tjekker kompasset, og sammen fortsætter de det sidste stykke gennem junglen.

Urskoven stopper lige så brat, som den begynder. Det føles som at trække et gardin til side og træde ud af skoven og ud på sletten, hvor der ikke er andet end rød jord med visne buske og tørt græs.

Hundrede meter længere fremme ligger landsbyen. Landsbyboerne samler sig og kigger på Storm og Ninja; børn med runde maver, mødre med børn på armen, krigere med spyd. Trommerne slår over i en ny rytme, en hurtigt dunkende puls. En kvinde rører i den sorte gryde. Tæt på er gryden endnu større, end han troede. På størrelse med et badekar, og den udsender en vidunderlig duft af suppeurter. Kvinden med grydeskeen slikker sig om munden. Det føles, som om landsbyboerne har ventet på dem.

De malede mennesker vinker venligt og råber noget på et sprog, som Storm ikke forstår. Men han er sikker på, at det betyder Velkommen. Kom nærmere. Om lidt er der mad.

”Hej!” Storm vinker og smiler.

Landsbyboerne smiler tilbage. Deres spidse tænder lyser i solen.

”Kom!” Storm fører an. De fremmede virker supervenlige. Han håber, de har noget vand. Eller måske en iskold cola?

Ninja bliver stående.

”Se, de gør klar til fest,” siger Storm.

” Ja,” siger Ninja, ”og det er os, der er festmiddagen.”

”Hvad mener du?”

”De er kannibaler. Løb!” Ninja bakker væk fra landsbyen og ﬂygter.

Kannibalerne løber efter dem. Bevæbnede med spyd, ﬂitsbuer, ﬂækøkser og macheter.

Trommen slår over i angrebsrytme.

KA N N iBA LE R ER P i SS E P ROV OKERENDE

Pﬀft!

En giftpil suser så tæt forbi Storms hoved, at han kan mærke pustet.

”Følg mig.” Ninja spurter forbi ham, tilbage mod junglen.

”Nej, følg mig.” Det er ham, der har set øen oppefra. Det er ham, der ved, hvor de skal hen. ”Til stranden.” Det er deres eneste chance. Ninja følger med. Sammen løber de ned på stranden med kannibalerne i hælene.

Storms hjerte hamrer om kap med trommerne. Han ser sig over skulderen. Kannibalerne løber ikke engang til. De hyggeløber, som om de er sikre på at fange deres aftensmad og bare vil trække legen lidt ud. Som en kat, der lader en mus løbe for at fange den igen og igen. Det er pisseprovokerende! Storm nægter at være en mus. Han sætter farten op.

”Zig-zag,” siger Ninja.

Storm zigger, Ninja zagger.

Pﬀft!

De to næste giftpile lander i sandet mellem dem. Ninja bruger et kostbart sekund på at samle pilene op uden at røre spidserne. ”Man ved aldrig, hvornår vi får brug for dem,” siger hun mellem et zig og to zag.

Nu nærmer de sig stranden. Storm kigger ud over det åbne hav. Lad der komme et skib, beder han. Please!

Pﬀft!

Storm dukker sig for endnu en pil, der garanteret er smurt ind i dødelig gift fra en giftfrø. Da han ser op igen, får han øje på noget. En stor, sort trekant bryder vandet. Et øjeblik tænker han: Dræberhval! Tigerhaj! Men så ser han, hvad det er.

”Et skib!” jubler han.

Ninja hiver straks sin hættetrøje af og svinger den over hovedet. Storm gør det samme. Bag dem sætter kannibalerne farten ned.

Skibet kommer hurtigt nærmere. Det har sorte sejl.

Storm og Ninja pifter og råber.

På skibet gør de klar til at hejse et ﬂag.

”De har set os.” Ninja tager sin trøje på igen.

”Vi er reddet.” Storm kaster et blik over skulderen. Kannibalerne tøver. Han og Ninja kan godt nå ud til skibet, selv hvis de skal svømme.

Nu går ﬂaget til vejrs.

Kannibalerne trækker sig tilbage.

Storm får en grim følelse. Kannibalerne virker bange. Hvad kan skræmme en menneskeæder?

Han kniber øjnene sammen. Flaget er sort. Det er pirater.

”Fedt,” jubler Ninja. ”Jeg har altid drømt om at blive pirat.”

Men da ﬂaget folder sig ud i blæsten, forstår han, hvorfor kannibalerne forsvinder ind i junglen. Flaget er ikke sort med et hvidt dødningehoved. Det er sort med et grønt zombiehoved.

”Det er ikke pirater,” gisper Storm. ”Det er zombiepirater. Og de er på vej i land!”

Zombierne kaster sig i vandet og vakler ind mod stranden. Med armene strakt frem. Stanken af råddent kød bølger foran dem. Deres munde går allerede op og i ved udsigten til at fråse i frisk menneskekød.

”Fuck mit liv!” råber Storm.

”Løb!” Ninja griber hans hånd og trækker ham med.

Men hvor skal de løbe hen? Der er sultne kannibaler i junglen og sultne zombiepirater på stranden. Hvem kan redde dem? Gid, der kom nogen ﬂyvende og tog dem med, beder Storm. Please!

Pift!

Storm dukker sig for endnu en giftpil. Men han mærker ikke noget pust, og der er noget anderledes ved lyden.

Pift! Pift!

Det er ikke en giftpil. Det er nogen, der pifter. Men hvor? Han ser sig om. Det er ikke kannibalerne, og det er ikke zombiepiraterne. Lyden kommer ingen steder fra og alle steder fra.

Pift!

Pift! Pift!

Den kommer oppefra? Storm ser op … og er ved at falde over sine egne ben, da han stopper.

”Se.” Ninja følger hans ﬁnger med blikket. Over dem hænger en luftballon.

Hvor kom den lige fra? Nå, lige meget. De er reddet!

Storm og Ninja spæner efter luftballonen. Rebstigen hænger allerede og dingler. Klar til at tage dem ombord.

”Hey,” råber Storm til ballonskipperen. ”Længere ned. Vi kan ikke nå.”

Storm og Ninja spæner efter ballonen, der dovent slår et slag ind over øen.

I mellemtiden er de første zombier nået op på stranden. De bevæger sig hurtigere nu, meget hurtigere.

Ninja spurter. Hun overhaler Storm og springer op for at få fat i rebstigen. Hun er lige ved at nå den, men vinden kaster stigen til side, og hun misser.

”Brains!” De første zombier er så tæt på, at Storm kan høre dem mumle og ralle.

Han hopper og danser under rebstigen, uden at nå den.

Ninja prøver igen. Hun tager tilløb og springer som en supergymnast. Hun får fat i det nederste trin med den ene hånd. Luftballonen slæber hende efter sig. Hun er ikke tung nok til at holde den nede. Ballonen trækker hende med op. Væk fra Storm.

”Brains!” ”Ralle. Ralle.”

Fandens så hurtigt de zombier kan vakle. Storm løber så hurtigt som aldrig før. Han får fat i Ninjas ben. Med deres samlede vægt kan de lige akkurat holde luftballonen nede.

Zombierne er så tæt på nu, at han kan lugte deres rådne ånde.

Ninja vrider sig og får fat med begge hænder. Hun begynder at hale sig op ad rebstigen.

”Længere ned!” råber Storm til ballonskipperen. Han tør ikke slippe Ninjas ben. Hvad nu hvis hun ﬂyver væk fra ham? Så bliver han ædt levende … eller bidt og forvandlet til en levende død.

”Slip mig!” råber Ninja. ”Jeg klatrer i forvejen og får dig med op. Okay?”

Storm har lyst til at brøle Nej. I stedet giver han slip, så Ninja kan klatre op til ballonskipperen. Det er hendes bedste chance. Og hans. Han står alene tilbage på stranden og ser sig om. Bag ham vakler zombierne gennem sandet. De hurtigste vælter de langsomste og kravler hen over dem. Stranden er levende af udøde sørøvere.

”Storm?” Halvvejs oppe af rebstigen begynder Ninja at hoppe på stedet. Luftballonen giver et ryk. Først ned og så op. ”Er du klar?” råber hun. ”På Tre … En, to, tre!” Og så hopper hun igen. Storm er klar. På tre springer han alt, hvad han kan. Han mærker rebstigens letvægtsmetal mod sine ﬁngerspidser og knuger hænderne sammen.

”Hold fast!” siger Ninja over ham.

Det samme gør en zombie under ham: Holder fast i hans ben.

FÅ DEN ZOMBiE VÆK F RA M iT BEN!

”Få den væk!” Storm spjætter, men zombien borer sine skeletﬁngre ind i hans bukseben.

”Brains!” Zombien trækker sig op langs Storms ben. Nu har den fat i hans skinneben. Den åbner gabet. Om et øjeblik bider den, og så er han en af dem: en zombiepirat på evig jagt efter hjerner.

Pﬀft!

En giftpil ﬂyver tæt forbi Storms hoved.

”Tag den, din rådne zombie!” hvæser Ninja.

”Arrrgh!” Zombien prøver at trække Ninjas giftpil ud. Men for sent. Frøgiften sender øjeblikkeligt zombien i kramper. Den døde krop spjætter og slipper sit tag i Storms ben. Og med giftiggrøn fråde om sin rådne mund falder zombiepiraten i havet under Storm. Dobbelt død.

Ninja rækker ud og trækker Storm med sig op i ballonkurven. Op i sikkerhed.

Storm svinger sig ind over kanten og lander på røven i bunden af den ﬂettede kurv. Han kigger op og forventer at se Lee Scoresby, den superseje ballonskipper fra Det gyldne kompas. Sådan en hjælper kunne de godt bruge. I stedet ser han … ingenting?

”Den er tom!” udbryder han begavet.

”No shit, Sherlock.”

Der er ingen ballonskipper ombord. Ingen besætning. Men hvor kom rebstigen så fra? Og piftene?

”Hiv rebstigen ind,” kommanderer Ninja. ”Så zombierne ikke får fat i den.”

Storm redder straks stigen. Imens styrer Ninja luftballonen ud over havet, hvor hverken kannibaler eller zombiepirater kan nå den.

Storm er imponeret.

”Nå det … Det bare er noget, jeg har lært til ballonskipper.”

Storm er endnu mere imponeret. Hvor er det godt, han har mødt hende.

”Og tak.” Ninja ser alvorligt på ham. ”Det, du lige gjorde, krævede mod.”

Storm rynker panden.

”Hvis du ikke havde stolet på mig, på en fremmed, og givet slip på mit ben, så havde vi været zombiepirater nu. Begge to.”

Storm smiler genert. Modig? Det var ikke lige sådan, det føltes. Han mumler et Selv tak, der næsten kan høres.

HV ORFOR SK Ri V ER DE ALD Ri G, H VAD D E T ER?

Ninja styrer luftballonen, som om hun aldrig har lavet andet. Imens prøver Storm at gøre sig nyttig. Han gennemsøger ballonkurven. Det er hurtigt gjort. Der er sandsække, iltflasker, iltmasker og fire soveposer. I en vandtæt boks finder han en skat, der er bedre end guld og diamanter:

”Vand!” Han tager to flasker og giver den ene til Ninja. Vandet føles som honning i halsen. Selvom alt i ham skriger på at tømme flasken, sipper han vandet i små mundfulde. Han ved fra Hunger Games, at man skal drikke langsomt, når man tørster, ellers får man mavekrampe og kaster det kostbare vand op igen. Desuden er der kun fire flasker vand i alt. De bliver nødt til at spare. Ninja drikker på samme måde, kan han se. Hun tjekker kursen en sidste gang, og først nu tager hun sig tid til at kigge på skatten. Udover drikkevand er der tæpper, militære madrationer og en førstehjælpskasse. Storm ser sig om. Under dem forsvinder den knap så øde ø. Ellers er der intet andet end hav. Og intet spor af farfar og Sea Star.

Ninja tager en metalæske frem fra sin rygsæk og gemmer den sidste giftpil: ”Man ved aldrig, hvornår vi får brug for den.”

De sætter sig i bunden af ballonkurven og kigger på de sorte lynlåsposer med militære feltrationer.

”Tactical foodpack,” læser Storm.

”Frysetørrede færdigretter,” siger Ninja. ”Superpraktisk, når man er på mission. Man kommer bare vand i, og 10 minutter efter er der mad.” Hun rækker to poser frem. ”Hvad vil du ha’? Kylling i karry eller pasta med kødsovs?” Storm trækker på skuldrene.

”Det smager også ens.” Ninja blinker. Så tager hun en af hver og hælder vand ned i en pose fuld af klumpet pulver. ”Så er det bare at vente.”

Storms mave er ikke enig. Den vil have mad. Nu.

”Der er noget, jeg har tænkt over.” Ninja peger på den skyfri himmel. ”Hvor tit kommer der lige en storm, bare sådan, ud af det blå?”

”Nemlig. Der er noget, der ikke stemmer. Hvordan kan der være skypumper uden skyer? Og hvordan kan det være, at de altid kommer, når tingene går lidt langsomt? Det er lidt som i Hobbitten, hvor ørnene tilfældigvis kommer forbi og redder Bilbo og dværgene, hver gang de er havnet i en umulig situation. Bare omvendt.”

Ninja nikker ivrigt. ”Det er ligesom at være med i en bog.”

”En lortebog!” sprutter Storm. ”Skypumper er bare så sidste århundrede. Som i Troldmanden fra Oz, hvor en skypumpe suger Dorothy og hendes lille hund op og spytter dem ud i landet Oz. ’Jeg tror ikke, vi er i Kansas længere, Toto,’” siger han med sin bedste parodi på en pigestemme.

Ninja griner. Det er første gang, han hører hende le. Det lyder hæst og kært på samme tid. Som noget, man godt kunne have lyst til at høre igen.

Ninja tjekker maden. Den er klar, og de hugger den i sig uden at lægge mærke til, hvem der får hvad.

Da den værste sult er stillet, siger Ninja: ”Måske er det, fordi du hedder Storm, at du tiltrækker uvejr hele tiden? Kunne du ikke hedde noget andet?”

”Hvad med Flyvende tæppe?” foreslår Storm. ”Tidsmaskine?

Eller Magisk garderobeskab?”

”For min skyld kan du hedde Kaninhul, bare det får os væk herfra.”

Storm spiser det sidste af sin feltration. Han skal lige til at dumpe plasticposen ud over siden af kurven, da han hører Ninja rømme sig. Han folder posen pænt sammen og lægger den ned i den vandtætte boks.

”Der er bare én ting, jeg ikke forstår,” siger han. ”Når der ikke er nogen ombord på luftballonen, hvem var det så, der piftede?”

Ninja slår ud med armene. Hun aner det heller ikke.

”Jeg mener … der er mad og drikke og ﬁre soveposer, så nogen har været her for nylig, og nu er de ...” Storm afbryder sig selv. En tanke rammer ham. Noget, han har læst i en bog engang. I ﬂere bøger faktisk; Dracula, Doktor Jekyll og Mister Hyde. Han giver sig til at søge hele kurven igennem. Først de oplagte steder og så alle de andre.

”Hvad leder du efter?” spørger Ninja.

”Det ved jeg, når jeg ﬁnder det.” Storm søger videre. Forgæves. Forfra. Forgæves igen. Og en gang til. Først til sidst, da han er lige ved at give op, ﬁnder han det. ”En dagbog!” Han viser hende triumferende en slidt bog med læderbind. Den er presset ind mellem to soveposer. Mærkeligt sted, egentlig, når nu der er vandtætte beholdere ombord. Nå, det må han se på senere, for nu skal der læses. Glemt er skypumper, zombier og kannibaler. Med rystende hænder vender han de første sider. Det føles som at være med i en gyser. Et øjeblik tøver Storm. Hvad nu, hvis dagbogen viser sig at være ond?

”Hvad står der?” spørger Ninja utålmodigt.

Storm rømmer sig og læser:

WERNERS LOG

Dato: 1. juni

A ejse

Ombord er:

Kaptajn Xavier

Professor Ypsilon

Professor Zoë og jeg selv, videnskabsjournalist Werner.

E er grundige forberedelser drager Green Pandaekspedi onen i dag mod sit første mål: plas c-øen mellem Athen og Izmir i det Ægæiske Hav.

Hvis alt går vel, vil vi fange en guns g vind og nå langt uden at bruge brændstof.

Kaptajn X er op mis sk.

Professor Y er allerede i gang med at registrere makroplas c med fotoovervågning. Tallene er alarmerende, og vi har ikke set skyggen af plas c-øen endnu.

Professor Z venter utålmodigt med sin del af arbejdet, l vi går længere ned. Hendes speciale er mikroplast.

Hun gør sig klar l at indsamle fugle og sk a alle led i fødekæderne for at ekke deres indhold af mikroplas ar kler. Noget siger mig, at tallene vil være uhyggeligt høje.

Vindre ing: SSØ

Højde: 732 m

Marchhas ghed: 12 km/t

Storm bladrer utålmodigt forbi de næste sider. Det er optegnelser om vind og vejr. Videnskabelige målinger. Den slags. Det er en logbog, ikke en dagbog. Der er intet, der forklarer, hvor mandskabet er blevet af.

Halvvejs inde falder han over en side, hvor håndskriften er anderledes. I starten er optegnelserne skrevet med letlæselig formskrift. Nu er skriften mere sjusket. Som om Werner har nedkradset nogle få ord superhurtigt. Storm læser højt:

Dato: 10. juni

I dag fik vi vished. Den findes.

Den kredser om os og venter kun på en chance for at slå til. Kaptajn X skræmte den væk med et nødblus. Vi har stadig fem nødblus tilbage.

Hvad gør vi, når de er væk?

Dato: 13. juni

Den er tilbage.

Rædslen fra himlen …

Pift!

Der var det igen. De ser begge op uden at få øje på nogen, der pifter.

”Og hvad så?” spørger Ninja. ”Hvad skete der så?”

Storm bladrer videre.

De næste sider er endnu mere præget af stress. Blyanten har trykket så hårdt, at der er gået hul i papiret. Det er ikke til at fatte, at det er den samme, der har skrevet optegnelserne. Væk er det videnskabelige. Tilbage er kun den rene rædsel. Storm læser:

Den har flået kaptajn X ud af kurven, mens vi sov.

Vi andre binder os fast og skiftes til at holde vagt.

Ingen af os kan styre ballonen. Vi flyver for vind og vejr. Kun Gud kan hjælpe os nu.

Der følger et par blanke sider, så står der:

der er ingen redning i forgårs tog den professor Z i går tog den professor Y nu er der kun mig tilbage jeg nedskriver disse ord for at advare verden om en stor fare

”Så skriv dog, hvad det er!” afbryder Ninja. Storm nikker og fortsætter. ”Det sidste, der står er:”

åh gud den kommer tilbage den

I det samme rammer et stormstød luftballonen så hårdt som et knytnæveslag. Ud af det blå.

Helt ærligt! Ikke endnu en skypumpe. Storm ser op fra den ﬂænsede logbog.

Men nej, det er ikke en skypumpe. Det er noget meget, meget værre.

K Ri DTTi DEN HAR Ri NG E T

”En ﬂyveøgle!” skriger Storm.

”Duk dig.” Ninja skubber Storm omkuld. Han lander i bunden af kurven. Ninja kaster sig over ham og beskytter ham med sin krop.

Et øjeblik efter hamrer ﬂyveøglens lædervinger mod ballonen, så den svinger og gynger. Fortidsuhyret skriger triumferende og tager en runde. Den har masser af tid til at lege med dem.

Ninja ruller væk fra Storm og roder febrilsk efter noget i sin rygsæk. Storm sætter sig halvt op og ser sig om. Hvor er de nødblus, de skrev om i logbogen? De må være her et sted. Eller hvad med gasﬂasken? Kan de bruge den som ﬂammekaster – uden at sætte ild til ballonen?

Over kanten af kurven ser han ﬂyveøglen vende tilbage i en blød bue. Den er enorm! Dens vingefang er ubegribeligt. Det trekantede hoved. Det spidse næb fuldt af sylespidse tænder. Hans hjerne kan ikke håndtere det. Hans krop fryser.

Ude af stand til at røre sig ser han til, mens dræberdinosauren sigter direkte mod ham. Et øjeblik efter rammer den luftballonen med et skrig. Dens ene klo griber fat i ballonkurven. Den anden i Storms skulder. Nu dør han. Nu …

”Tag den, dit forvoksede flyvende firben!” Ninja flår ham ud af uhyrets kløer. Hun hamrer noget ned i øglens vinge. Noget, der er så småt, at han ikke kan se det.

Flyveøglen åbner gabet, men når ikke at få en lyd frem, før giftiggrøn fråde fylder dens næb. Det enorme dyr går i krampe og styrter i havet under dem, ubevægelig som en statue.

Giftpilen! Storm fatter det kun, fordi han har set det før. Ninja har nakket ﬂyveøglen med den sidste giftpil. Han læner sig ud over kanten og følger den døende dinosaurer, til den rammer vandet under dem.

Plasket sender en sky af dråber op i ballonen.

”Kan du stave til uddød?” hvæser Ninja. ”Tag hjem til fortiden, hvor du hører til.”

”Vi er reddet!” Storm ser på Ninja. Taknemmeligheden lyser ud af hans øjne.

”Ikke før vi får lappet din skulder sammen.” Ninja ﬁnder førstehjælpskassen frem og går i gang.

Storm ser på sin skulder. Flyveøglen har flænset hans trøje. Blodet flyder fra fire sår, et for hver klo, men han mærker det ikke. Han er så meget oppe at køre, at han ikke mærker andet end jublen over at være i live – og at have en ven som Ninja.

Ninja renser og forbinder hans sår som en prof.

Storm er imponeret.

”Nå det,” siger hun. ”Det er bare noget, jeg har lært til førstehjælp. Noget, alle burde gå til.”

Storm er endnu mere imponeret.

”Nu ved vi i det mindste, hvordan besætningen forsvandt,” siger Storm. ”Og hvad Werner mente med Rædslen fra himlen.”

I det samme hører de en velkendt lyd.

Pift!

Piiiiift! Piiiiift!

Først ser Storm og Ninja op. Så ser de på hinanden.

Nu forstår de, hvor pifte-lyden kommer fra.

Det er luftballonen …

Den er utæt!

Der er kun én ting at gøre … ”Fuck mit liv!” råber Storm.

O G P Ri SEN FOR VERDENS

M EST Ki KSEDE R EDNiNGSFORSØG GÅR Ti L …

Luftballonen taber højde.

Den daler i spruttende cirkler.

Ninja kæmper for at styre ballonen, så den ikke går i spind.

Storm spejder efter land. Intet. Det blæser op. Himlen fyldes med skyer. Havet bliver gråt. Bølgerne rejser sig.

”Kan den ﬂyde?” råber han hen over larmen fra gassen, der siver ud af den utætte luftballon.

”Det ﬁnder vi snart ud af.”

Storm hører en flænsende lyd. Trykket fra den varme gas flår ballonens tynde silkestof i stykker. Hullerne fra flyveøglens kløer bliver til rifter, og rifterne bliver til flænger. Gassen fiser ud og sender ballonen i alle retninger på en gang. Flængerne virker som styredyser i en raket, der er gået amok. Luftballonen gynger og slingrer og taber højde. Hurtigt.

Storm klamrer sig til kurven og beder om hjælp. Lad der sket noget. Et skib, en ø, hvad som helst. Please!

Et nyt ryk ryster kurven, så Storm falder. Det er som at sidde i en løbsk ballongynge i et tivoli fra helvede. Han haler sig op til kanten igen og stirrer mod horisonten.

Endelig får han øje på noget.

”Der!” Han peger.

Ninja nikker. Hun har set det. En forblæst klippe rejser sig op af havet. Den er lillebitte, men netop stor nok til at rumme et fyrtårn og en havn. Ninja kæmper for at få den utætte luftballon til at ændre kurs. Det lykkes. Nu ﬂyver de direkte mod klippeøen. Men prisen er høj. Ballonen har mistet endnu mere luft. De synker nedad med et ryk.

Pift! Piiiiift! Piiiiift!

Længere og længere nedad går det. Ned mod havet, der viser tænder og kaster skumtoppede bølger ind mod klippeøen.

Kom nu, beder Storm. Hold os ﬂyvende. Bare lidt endnu. Please!

”Drop ballasten!” råber Ninja.

Selvfølgelig. Hvorfor har han ikke selv tænkt på det? Han griber sandsækkene, en efter en, og kyler dem ud over siden. Det sender ballonen lidt i vejret. Men ikke nok.

Fyrtårnet nærmer sig. De er så tæt på.

Ninja styrer efter at lande på klippen foran fyret, men de mangler stadig et pænt stykke.

Hvad nu? Storm ser sig om. Hvad kan de undvære?

Iltflasken, selvfølgelig. Den ryger som det næste. Metalflasken er vildt meget tungere, end han troede. Det er svært bare at få hænderne ind under den. Han kan næsten ikke løfte flasken, men han skal. Han bakser flasken op på sit knæ og bruger benene til at skubbe den ud over kanten. Effekten kommer øjeblikkelig.

Luftballonen gynger vildt. Med et ryk bevæger den sig opad og sidelæns på samme tid, mens den svinger fra side til side.

”Ro på.” Ninja vender sig mod ham.

”Pas på …” Mere når Storm ikke at sige. Så hamrer luftballonen ind i toppen af fyrtårnet.

Ninja vælter omkuld og tager Storm med i faldet. De bliver viklet ind i hinanden. Da Ninja endelig kommer fri, er det for sent at rette op.

Linerne til ballonen er snoet rundt om fyrtårnets lanterne.

Den sidste gas suser ud, og snart hænger ballonen slapt ned langs fyret.

”Sid. Helt. Stille.” Ninja hvisker. Kurven knager i vinden.

”Vi styrter ned.” Storms stemme er lillebitte. Hans indvolde kan allerede mærke, hvordan de bliver knust mod klippen tyve meter under dem.

”Nej. Vi styrter ikke ned. Vi klatrer ned.”

Vinden rusker i kurven, der giver en jamrende lyd fra sig.

Storm kæmper for ikke at jamre med.

Ninja tager sin rygsæk og ﬁsker reb og sikkerhedsudstyr frem.

Mens Storm forsigtig lirker klatreselen rundt om ben og mave, sætter Ninja hans reb fast i fyrtårnets rækværk. Så rækker hun ham det topsikrede reb.

”Dig først.”

Han ved, hvad han skal gøre. Han sætter karabinhagen i sin sele fast til rebet og gør sig fri af ballonkurven.

Ikke kigge ned. Sådan tænker han hele vejen, mens han rappeller. Han fokuserer på tårnet og rebet, sine hænder og fødder, intet andet. Ninja er nemlig ikke den eneste, der kan rappelle. Vinden har frit spil her midt på havet, hvor der intet er til at stoppe den. Den kaster ham ind mod tårnet, men han er klar.

Han tager imod med fødderne, skubber fra og bruger kraften til at ﬁre sig ned i en fart, mens Ninja gør sit eget reb klar. Over ham knager ballonkurven. Bare den holder. Please, lad den holde, så

Ninja også når at komme ned. Han lukker øjnene og beder. Hun lod ham komme først. Det skal ikke koste hende livet. Plea…

Bump! Storm lander på klippen med røven først.

Han løsner rebet og ser op. Over ham er Ninja på vej ned. Som en prof.

Hun er halvvejs nu. Trekvart nede.

Så får vinden fat i den slappe ballon og river kurven løs. Nu falder den. Kurven har kurs lige mod Ninja.

Hun kaster sig til siden for at undgå kurven, men nu får vinden for alvor fat i hende. Vinden sender hende som et pendul væk fra tårnet, og så ind mod tårnet for fuld kraft.

Storm stiller sig under hende. Han rækker armene ud og holder sig klar.

Slam!

Vinden kaster Ninja så hårdt mod fyrtårnet, at rebet ryger fra hende.

Hun falder. Med arme og ben ud til siden. Hun vender sig i luften som en kat, klar til et rullefald, men Storm står i vejen.

Han griber hende. Eller … hun ramler ned i hans arme, og de vælter omkuld, begge to, i et virvar af arme og ben, ﬂettet ind i rebet. De må se så latterlige ud. Verdens mest kiksede redningsforsøg.

Ninja begynder at grine, og Storm kan ikke lade være med at grine med. Men hans latter ender lige så brat, som den begyndte.

”Maden!” råber han og løber hen mod resterne af ballonkurven, der ligger i vandet og slår mod klippen.

Ninja er straks med. Hun løsner rebet og sætter efter ham.

Sammen lykkes det dem at få fat på kurven, inden havet tager den dyrebare last.

Storm holder fast i kurven, mens Ninja klatrer ombord og smider tingene i land: mad, vand, soveposer. Imens ser han sig om. Det er hurtigt gjort. Klippeøen er ganske lille, og bølgerne

truer med at opsluge den. Bortset fra fyrtårnet er klippen øde og tom. Her kan intet vokse. Det eneste, der bryder den ﬂade klippe, er en dynge sten, der er omhyggeligt stablet i facon. På toppen af stendyngen sidder en ﬂok måger og stirrer ondt på ham med deres røde øjne. De er store som ørne med hvide kroppe og sorte rygge. Deres skarpe gule næb ser ud, som om de er plettet af blod.

Storm gyser. Lidt længere væk danner et indhug i klippeøen en naturlig havn. En ældgammel robåd ligger og vugger, beskyttet af sten på tre sider. Gad vide, om båden stadig kan bruges?

Et vindstød får fat i ballonkurven, og Storm må sætte hælene i for ikke at blive trukket med ud i vandet. Han kan næsten ikke holde den mere. Men Ninja skal have en chance for at få det sidste med. Han bider tænderne sammen og ser ud over havet. En tæt tåge kommer drivende. Temperaturen falder brat. Er det ikke det, der hedder havgus? Det synes han, at han har læst engang. I Gys fra Gilleleje.

Ninja er næsten færdig. Hun sikrer sig tæpperne og nikker mod fyrtårnet. ”Lad os komme indenfor.”

Storm nikker. Han hundefryser. Tågen ligner noget levende. Som en mur af kulde, der kommer krybende imod dem. Han gyser. Hurtigt fylder han favnen med alle de ting, som Ninja har reddet. Men der mangler noget. Noget vigtigt. Han smider det hele og løber tilbage mod kurven. Den er allerede på vej væk, da han når den, men Storm er ligeglad. Han vader ud i vandet og får fat i de sørgelige rester af kurven.

Og heldet er med ham. Han ﬁnder det, han leder efter.

Han er gennemblødt til midt på lårene, da han kommer tilbage med sit bytte i hånden.

”Hvad skal du med logbogen?” spørger Ninja.

”Man ved aldrig, om vi får brug for den igen.”

Ninja trækker på skuldrene.

De tager selerne af og lægger dem tilbage i rygsækken. Sammen fragter de udstyret op til fyrtårnet. Mand, hvor skal det gøre godt at komme indenfor og få varmen. Storms tænder klaprer i kulden.

Han tager i døren. ”Pis!” Selvfølgelig er den låst.

”Lad mig.” Ninja tager en hårnål ud af sin ene ﬂetning og lirker døren op, som om hun aldrig har lavet andet. En nøgle falder på gulvet. Fyrtårnet er låst indefra.

Storm er imponeret.

”Nå det … Det er bare noget, jeg har lært til listetyv.”

Storm er endnu mere imponeret.

Hun slår døren op og går ind i fyrtårnet. Storm bliver stående et øjeblik. Der er noget ved det her sted … Han trækker vejret dybt. Der lugter lidt muggent, men ellers er der tørt og ﬁnt. Han ryster på hovedet ad sig selv og skynder sig efter Ninja.

Bag dem rører noget på sig i tågen.

E R V i HE LT TRYGGE V ED D E T HER STED E LLE R H VAD?

Fyrtårnet er mere end bare et tårn. Nederst ligger fyrmesterboligen. Det er en lille etværelses med tekøkken. Der er et bord og to senge med forhæng, som er bygget ind i væggen. Det minder lidt om et skib. Alt er småt, godt og praktisk.

De lægger tingene fra sig på et klapbord.

Der er ryddet pænt op, men der ligger et tykt lag støv overalt.

Storm kører en ﬁnger hen over en hylde. Fingeren bliver sort og efterlader et tydeligt spor. Det er længe siden, her har været nogen.

Ninja nikker mod trappen. ”Skal vi se tårnet?” Eventyrlysten stråler ud af hende.

Storm nikker med hovedet og ryster over hele kroppen. Hans våde bukser klæber til benene. Han er kold og klam. Træt og sur.

”Vent.” Ninja roder sin rygsæk igennem. ”Du skal have noget tørt tøj. Her.” Hun rækker ham noget af sit eget. Sort selvfølgelig.

”Nej tak, jeg kla-kla-klarer mig.” Storms tænder klaprer. I takt med hans knæ.

Ninja går helt tæt på. Hun er lidt højere end ham. ”Er du bange for at få tøselus?”

”Nej-nej,” skynder han sig at sige. Hun ser ud, præcis som hans mor gør, når han kommer til at sige noget dumt. Han tager

imod Ninjas skiftetøj. Skide være med det. Der er alligevel ingen, der ser dem. ”Gider du lige?”

Ninja vender demonstrativt ryggen til, mens han krænger sine våde jeans af og tager hendes bukser på: et par ultratynde, megavarme outdoor-polarbukser. Noget, han selv kunne have fundet på at gå i. Han rødmer. Selvfølgelig gav hun ham ikke et lyserødt strutskørt.

”Skulle vi se det tårn, eller hvad?” spørger han så.

Ninja går forrest ind i trappetårnet. Der er mørkt og koldt.

Den mindste bevægelse kaster ekko rundt mellem stenmurene i det høje, smalle rum. Ninja tager en lommelygte frem og går forrest. Storm følger med, rundt og rundt. Ninjas lyskegle skærer hul i mørket, men afslører kun en sprække ad gangen. Alt kan gemme sig om hjørnet. Hvis der ellers var hjørner i et fyrtårn.

Lyset rammer et vindue. Et hvidt ansigt stirrer på ham. Hadet lyser ud ad de røde øjne. Det blodplettede næb hakker på ruden og åbner sig i et skrig:

Wwwru-wru-aah-aah-aah-aah-aah-aaaahh!

Så breder kæmpemågen vingerne og letter.

Storm bliver så forskrækket, at han kommer til at hikke af grin.

Ninja siger ikke en lyd. Hun fortsætter bare.

Rundt og rundt går det.

Vindeltrappen er lavet af metal, der runger, når de støder mod gelænderne. Trinnene er af træ. De er slidt hule af århundreders brug. Alt er dækket af støv.

Øverst når de op til en lille afsats med en lem til loftet. Det sidste stykke må de klatre op ad en stige.

Ninja går først, mens Storm holder lygten. Hun skubber loftlemmen op.

Over dem ligger fyrets hjerte: lanternen.

Storm har set lanterner før på udﬂugt med skolen. De var topmoderne og kunne styres med en app. Selvom den her er slukket, ser den ud til at blive fyret med kul.

Storm bliver udmattet ved tanken om, hvor mange gange fyrmesteren har gået op og ned ad trappen med kulspanden for at holde liv i lanternen.

”Hold da kæft for et lortejob,” siger han.

”Tror du, han blev sindssyg af at være her? Fyrmesteren? Alene i årevis. Uden andre at tale med end mågerne.”

”Måske?” Storm har ikke lyst til at tænke på det.

De går rundt om den mørke lanterne. På halvvejen ﬁnder de en dør. Ninja åbner den. Den fører ud til en svalegang, der går hele vejen rundt om fyret. Det skal straks tjekkes ud. Storm går forrest.

Kun et lille rækværk skiller dem fra et frit fald på 20 meter. Resterne af ballonen hænger der stadig. Det samme gør rebene, der bragte dem ned i sikkerhed.

Ninja giver sig til at hale rebene op. ”Man ved aldrig, om vi får brug for dem senere,” mumler hun.

Imens står Storm og holder lygten. Han ser sig om. Eller forsøger på det. Tågen er kommet nærmere. Meget nærmere. Nu ligger den så tæt omkring dem, at han intet kan se. Som i novellen Naziskatten. Selv lyset fra Ninjas superlygte bliver opslugt. Som om tågen er Jordens svar på universets Sorte huller. Et hvidt hul, der suger alt til sig for aldrig at slippe det igen.

”Hallo?” Storm råber ind i tågen. Lyden bliver ædt på stedet. Det er som at råbe i en dyne. Han har aldrig set noget lignende. Tågen virker nærmest levende. Den er så tæt, at Storm rækker

en hånd ud for at mærke på den. Som om man kunne tage en håndfuld og forme den til …

”Hold kæft, hvor er jeg dum!” Ninja slår sig på panden.

”Hvad?” Storm slipper sin tankestrøm og vender opmærksomheden mod Ninja, der er færdig med rebet. Hun står ved døren til lanternehuset og lukker døren op og i.

”Vi kunne bare være gået ned. I stedet for at rappelle ned ad tårnet, kunne vi bare være gået ind ad døren og ned ad trappen.” Nu er det Ninja, der rødmer. Det troede han ikke, hun kunne.

Storm kan ikke lade være med at grine.

”Nå, skulle vi have noget mad eller hvad?” Ninja gør et kast med hovedet.

Storm følger efter hende. Ned i fyrmesterboligen.

Bag dem rækker tågen ud efter fyrtårnet.

S TO RM O G N iNJAS STO RE LE JRBÅL SS CENE

Ifyrmesterboligen er der råkoldt. Godt de har soveposerne.

Ninja tænder en petroleumslampe.

Storm går på opdagelse i det ﬂakkende gule lys.

Stenvæggene er beklædt med træpaneler op til skulderhøjde. Ligesom i gamle sommerhuse.

Den eneste udsmykning er et kruciﬁks, hvor Jesus kigger trist på dem under sin tornekrone.

I en skuffe i klapbordet finder Storm en flaske rom og en æske med beskøjter. Sømandskiksene er så gamle, at de bliver til støv i hans hænder. På en hylde finder han nogle bøger. Bibelen og salmebogen …

”Og en logbog,” Storm bliver så glad, at han glemmer, at hans skulder gør ondt. Han rækker ud efter den gamle logbog, der er bundet ind i vokspapir.

”Træd væk fra den bog!” Ninja ligner et tordenvejr.

”Hvad nu?”

”Hvis fyrtårnet er besat af onde dræberrobotter fra Planet X, så gider jeg ikke høre om det.” Ninja marcherer de få skridt hen til køkkenet. ”Ikke mere action. Nu vil jeg have en pause og noget mad.”

”Okay, okay,” siger Storm. Han kan altid læse logbogen, når Ninja er faldet i søvn. Midt i alle deres hæsblæsende oplevelser

savner han at læse. Finde et godt sted at sidde, lukke alting ude og forsvinde ind i Bøgernes Verden.

”Kylling i karry eller pasta med kødsovs?” spørger Ninja.

”Den, som du ikke vil have.” Storm tager begge poser og går hen til det lille dukkekøkken. Det er hans tur til at gøre noget for Ninja. Han koger vand i en gammeldags ﬂøjtekedel og hælder en sjat i hver af poserne med militære feltrationer. Den frysetørrede mad svulmer stille og roligt op til normal størrelse. Der er noget sært beroligende ved at se støv blive til mad. Overraskende lækker mad efter duften at dømme. Og så er den varm!

Storm giver Ninja sin livret, den med kylling, og gør som hende: hopper ned i en sovepose, inden han sætter sig ved det lille bord, der er hyggeligt oplyst af en petroleumslampe.

Da den værste sult er stillet, spørger Ninja: ”Kan du forestille dig at bo her? Alene. År efter år.”

”Helst ikke.” Bare tanken giver ham myrekryb. ”Måske var de to?”

”Måske. Men hvad så hvis de blev uvenner? Og ikke kunne komme væk herfra?”

”Så har du den perfekte gyser.” Storm kan ikke lade være med at smile ved tanken om, hvor fed den bog ville være.

De spiser videre i stilhed. Da de er færdige, tager Ninja sin rygsæk og giver sig til at ordne sit udstyr. Storm sidder med hænderne i skødet og falder hen i tanker. Der er noget ved hele det vanvittige eventyr, de er havnet i, der minder mistænkeligt meget om de bøger, han plejer at læse. Der er alt for meget action. Så meget sker der simpelthen ikke i rigtige menneskers rigtige liv. Og hvor realistisk er det lige, at der er gammeldags tegneseriekannibaler på en ø i Middelhavet? Eller zombiepirater? For ikke at tale om ﬂyveøgler i nutiden? Og så alt sammen inden

for ét døgn? Hvis de er havnet i en bog, er det i hvert fald ikke realisme.

Storm ser på Ninja. Hun sidder dybt koncentreret og sliber sine kastestjerner.

En tanke rammer ham: Hvor realistisk er Ninja egentlig? Hun dukkede bare op, ud af det blå, lige da han skulle bruge hende. Er hun overhovedet en virkelig person, eller er hun hans hjælper?

Er det ikke lidt for bekvemt, at hun hele tiden kan alt, hvad de har brug for? Ninja har gået til ALT: junglespejder, ballonskipper, klatring, listetyv, helikopterpilot, astronaut og præsident … og så har hun sikkert også sort bælte i karate og zombiewrestling.

Selv har han gået til bordtennis, blokﬂøjte og bogklub. Det kan ikke bruges til en skid. Og er det ikke også lidt mistænkeligt, at hun hele tiden har alt, hvad de skal bruge i sin lillebitte rygsæk?

Kompas. Klatregear. Det næste bliver vel, at hun hiver Grønspættebogen frem. Eller en jetpack, der kan ﬂyve dem væk herfra og tilbage på Sea Star. Og farfar.

Der er kun en ting at gøre. Han bliver nødt til at teste hende.

”Ninja?”

”Ja?” svarer hun uden at se op fra kastestjernerne.

”Hvordan kan det egentlig være, at du først dukkede op på Sea Star i Athen?”

”Fordi vi stod på i Athen?” Hun ser på ham, som om han er dum.

Ups. Det er han da også. Dum, altså. Selvfølgelig er alle ikke stået på Sea Star i København ligesom ham og farfar. Doh! ”Nå ja, selvfølgelig,” siger han. ”Men hvorfor gik du egentlig rundt med en rygsæk fuld af klatregrej og what not på skibet?”

”For at tjekke, hvor meget der kan være i den, uden at den bliver for tung.” Hun ser på ham under rynkede bryn.

”Ja? Og hvor meget kan der egentlig være i den?” Han håber, spørgsmålet lyder uskyldigt. ”Lad os lege en leg. Har du en stjernekikkert med?”

”Jeps.” Hun viser den frem.

”Og et ekkolod?”

”Jeps igen.”

Stjernekikkert og ekkolod! Storm bliver mere og mere overbevist om, at Ninja er hans hjælper. Hvem render ellers rundt med den slags magiske rekvisitter? Lynhurtigt fortsætter han:

”Har du en fortid?”

”Hvad mener du?” Ninja lægger armene over kors.

”Ja, hvem er du? Hvor kommer du fra?” Han kan selv høre fjendtligheden i sin stemme.

Ninja er stille lidt, inden hun svarer. ”Jeg er sådan en, der ikke kan svare på, hvor jeg kommer fra. Mine forældre er klimadiplomater. De rejser rundt og repræsenterer Danmark i udlandet. De arbejder for klimaet. Så vi har boet alle vegne: Japan, Kina, Island, Canada, Nordkorea, Sydafrika … Alle andre steder end i Danmark, faktisk.”

”Det lyder da vildt spændende.” Nu er vreden væk.

”Ja, det lyder vildt spændende.” Hun smiler skævt. ”Men det er det ikke. Man når ikke at få venner, når man ﬂytter hele tiden. Det er også derfor, jeg har gået til så mange ting. Så mærker man ikke, at man er ensom. Faktisk … så har jeg aldrig haft en ven. Jeg kan ikke rigtig ﬁnde ud af det.”

Storm ved ikke, hvad han skal sige, så han skynder sig at skifte emne:

”Hvor har du så lært at tale dansk? ”

”Vi har altid haft dansk au pair. Det går mine forældre meget op i.”

”Du ser dem måske ikke så meget?”

”Næ.” Hun gemmer hænderne i lommen på sin hættetrøje. ”Det er jo svært at være sur over, at de kæmper for klimaet, når man selv synes, at klimaet er det vigtigste i verden.” Hun falder lidt sammen i skuldrene. ”Lad mig sige det sådan her: Klimakampen er et fuldtidsjob. Og lidt til.” Hun retter sig op. ”Men du skal ikke tro, jeg er sådan en stakkels-lille-rig-pige.”

”Det gør jeg heller ikke.”

Der bliver stille. Storm fortryder, at han var så hidsig. Det har hun ikke fortjent. Han blev bare usikker på, om hun var en ﬁktiv karakter. En hjælper uden fortid, der er opfundet til lejligheden. Det er ikke noget, han vil være bekendt at sige højt.

”Hvad med dig selv?” spørger hun.

Nu bliver Storm i tvivl. Måske er det ham, der er en ﬂad action-ﬁgur? Eller action og action, det er jo strengt taget Ninja, der er action-helten i den her historie. Måske er han selv lidt ligesom Frodo i Ringenes Herre; en småkedelig hovedperson, der ikke gør ret meget andet end at gå og gå, mens de megaseje hjælpere klarer alt: Aragorn er kriger og healer. Legolas er elver og bueskytte. For ikke at tale om Gandalf den Grå. Troldmanden, der kan ALT. Ligesom Ninja.

”Hvad med dig selv?” spørger Ninja igen.

Storm trækker på skuldrene. ”Der er ikke så meget at fortælle. Mine forældre blev skilt, da jeg var helt lille. Min far ﬂyttede til Japan, så ham så jeg kun i ferierne. I stedet trådte min farfar til.”

Storm kan ikke lade være med at smile. ”Han blev lidt en reservefar. Bare sådan en far, der altid havde tid og aldrig skældte ud. Han bor lidt nede ad vejen, så jeg så ham næsten hver dag, da jeg var mindre.”

”Det lyder skønt.”

”Det var det også. Virkelig.” Han smiler. Så trænger et andet minde sig på, og smilet blegner. ”Engang havde min mor besøg af en veninde. De troede, jeg sov. Men jeg var stået op for at drikke vand, og så hørte jeg veninden sige noget, jeg aldrig har glemt. Hun sagde, at min farfar havde det dårligt over, at hans søn – altså min far – kunne ﬁnde på at forlade mig. Og at det var derfor, min farfar tog sig så meget af mig. Ikke af kærlighed, men af dårlig samvittighed.”

”Måske kunne han bare godt lide at hænge ud med dig?”

”Måske.” Storm ved ikke, hvorfor venindens dumme kommentar stadig plager ham. Han ved jo godt, hvorfor hans farfar er der for ham. ”I hvert fald,” fortsætter Storm, ”så lærte min farfar mig at elske bøger. Vi var altid i gang med en bog. Han kunne læse højt, med stemmer og lyde, så det var som at være der selv.”

Storm stråler. ”Han drillede mig altid med, at når man gav mig en bog, så forsvandt jeg fra planeten Jorden og blev suget ind i Bøgernes Verden. Totalt opslugt. Vi havde en fest med at læse

Amuletten fra Samarkand … ”

”Den er superfed. Jeg elsker Bartimæus og hans skøre fodnoter.”

”Det gjorde vi også. Vi gik og talte i fodnoter længe efter.”

Storm smiler. ”Men det bedste var, når vi selv fandt på historier. Vi digtede hele universer, og det kunne køre i månedsvis. Universer, hvor der var sygt meget action: zombie-attack, mumie-attack, alien-attack. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor vi holdt op med det. Eller hvorfor vi holdt op med at læse sammen. Det var nok, fordi jeg syntes, jeg var blevet for stor til at få læst højt. Pissedumt, når man tænker over det.”

Ninja nikker alvorligt. Så lyser hendes snavsede ansigt op i et smil. ”Han lyder rar, din farfar. Ham vil jeg gerne møde.”

Først nu, hvor der er tid til at trække vejret, mærker Storm, hvor meget han savner sin farfar. Han skammer sig over, at han har været så sur på deres ferie. At han har kedet sig, fordi han absolut skulle spille stor. De skulle jo have læst sammen ligesom i gamle dage, så havde det været en fest. Hvis han nogensinde ser sin farfar igen, så skal de fortsætte med at ses efter skole og læse fede bøger. De skal læse sammen, til han selv bliver en gammel gråhåret farfar, skal de.

”De må være vildt bekymrede,” siger han højt. ”Gid, vi kunne komme til at give dem besked. Du har ikke lige tilfældigvis en radiosender i tasken?”

”Desværre.” Ninja bliver overmandet af et gab. Hun strækker sig, så soveposen ligner en levende larve.

Gabet smitter. Storm mærker også trætheden nu. Det har været en lang, lang dag. Han overvejer, om han kan komme over i den nærmeste seng uden at krybe ud af soveposen.

Ninja kommer ham i forkøbet. Hun rejser sig og hopper af sted i soveposen, som om hun også har gået til sækkevæddeløb –og vundet guldmedalje.

Han følger efter. Knap så elegant. Med kurs mod den anden seng. De efterlader to larvespor i støvet.

”Godnat.” Ninja vælter omkuld.

”Godnat,” siger Storm og tilføjer så: ”Du, Ninja?”

”Ja?”

”Det der med, at du ikke kan ﬁnde ud af at få venner …” Mere når han ikke at sige, så fejer en lysstråle gennem natten.

HV OR ØDE ER DEN HER Ø

EGENT Li G?

Storm er lysvågen på et øjeblik. Han farer ud på trappen og ser op mod lanternen i fyrtårnets top. Uden at få øje på noget. Der er så tåget, at tårnet forsvinder i hvidt efter nogle få meter. Han læner hovedet bagover og venter på det næste signal fra fyret. Det kommer ikke. Eller vent … det gør det alligevel. Men lyset kommer ikke oppe fra lanternen. Det kommer … nedefra?

”Der er noget galt,” siger han.

”Gu’ er der så.” Ninja er lige bag ham. ”Sådan en gammel kulfyret lanterne tænder ikke af sig selv.”

Temperaturen er faldet. Meget. Kulden trænger gennem Ninjas polarbukser, som Storm stadig har på. Tågen er så tæt og våd, at den sætter sig på huden som perler af dug. Han ryster, og det er ikke kun af kulde.

TUUUUTTT!

En dyb tuden skærer gennem tågen og rammer Storm som et puf i brystet.

Han farer sammen og udstøder et hyl.

”Det er et tågehorn.” Ninja vender hovedet efter lyden. ”Fra et skib, der er i nød.”

”Der!” Storm griber fat i Ninja. ”Der var den igen. Lysstrålen. Så du den?”

Der er næsten ikke noget at se, bortset fra at en stribe af tågen bliver endnu mere hvid, som om den bliver oplyst nedefra. Til gengæld er det umuligt at se, hvor lysstrålen kommer fra. For den kan da ikke komme ud af ingenting?

”Vi er ikke alene,” siger Ninja. Tågen dæmper hendes stemme, så den lyder hul og forkert.

Storm har lyst til at ﬂygte. Men fandeme nej! Når han kan klare kannibaler og zombiepirater, kan han også klare … hvad det så end er, der gemmer sig i tågen.

Mørket er så hvidt, at han ikke kan se sine egne knæ. Men det skal ikke stoppe ham. Han føler sig for med foden og begynder at gå de ﬁre trin ned ad trappen.

En hånd griber ham bagfra.

”Vent,” siger Ninja.

”Vi må da ﬁnde ud af, hvad der foregår.”

”Enig. Men først skal vi have udstyret i orden. Tøj. Sikring. Våben.”

”Og hvad så, hvis det er væk, inden vi er klar?”

”Og hvad så, hvis du bli’r væk, fordi du ikke er klar?”

Storm vrisser irriteret. Hvordan kan hun være så rolig, når der sker noget vildt lige foran dem?!

”Nu hører du efter!” Ninjas stemme er så lav, at den runger.

”Du vil gerne spille helt, ikke? Og ved du, hvad helte gør? De forbereder sig. Man skal være komplet idiot for at gå ud i en white out uden sikkerhedsline.” Hun griber hans arm og trækker ham med tilbage til fyrmesterboligen. ”Har du nogensinde set en brandmand, der drøner ud ad døren uden at tage sin brandøkse med?”

Storm ruller med øjnene, mens hun ikke ser det. Hun kan få en brandøkse in-da-face, kan hun. Tjikker-likker-tjikker-likker-tjask!

Alligevel følger han med. Han ved, hun har ret, spejderpigen. Og det er pisseirriterende!

Indenfor ﬁnder Ninja regntøj frem til dem begge fra sin uudtømmelige rygsæk. Ultratyndt og ultrasejt. Så giver hun sig til at fylde rygsækken med ting. ”Man ved aldrig, hvad vi får brug for,” mumler hun for sig selv og lægger de nyslebne kastestjerner tilbage.

”Kom nu!” Storm tager regntøjet på. Modvilligt og utålmodigt. Alt det spændende sker udenfor, så hvorfor er de stadig indenfor? Og hvorfor har han alligevel en fornemmelse, han ikke kan lide. Noget er forkert herinde, men han kan ikke sætte en ﬁnger på det … eller vent …

Storm ser på sin ﬁnger. Den han kørte hen over hylden for lidt siden. Fingeren er stadig nusset af støv. Så først forstår han, hvad der er galt. Lige der. På gulvet. Han så det uden at se det, da de kom ind. I støvet på gulvet.

Ved siden af deres larvespor fra soveposerne løber en række næsten usynlige fodspor i støvet. Små fødder.

”Der har været nogen,” hører han sig selv hviske.

”Hvor?”

Han peger.

Den mystiske lysstråle falder ind gennem de snavsede vinduer, og nu kan hun også se det.

”Et barn?” hvisker hun.

Storms mave knuger sig sammen. Hvis der er noget, han hader, er det gysere med onde børn. Lad mig ikke være med i en gyser med onde børn og dræberdukker, beder han. Alt andet. Please!

”Her er nogen,” hvisker han igen. ”Vi bliver nødt til at undersøge det.”

”Er her nogen?” spørger Ninja ud i rummet.

”Shh!” Storm kunne kvæle hende. ”Vi ved jo ikke, om det er ven eller fjende.”

”Der er kun en måde at ﬁnde ud af det på.” Ninja tager rygsækken på og giver sig til at følge de små fodspor tværs over gulvet. Storm følger modvilligt med. Al nysgerrighed har forladt ham.

Sporene stopper brat ved endevæggen. Der er ingenting. Kun et malet træpanel, der engang var grønt.

”Kan der være et hemmeligt rum?” Ninja banker på panelet.

TUUUT!

Tågehornet jamrer igen. Skibet er tæt på nu. Alt for tæt.

Uden for fyrtårnet lyder der et triumferende brøl. En grov stemme … menneske eller monster?

”Hvad var det?” Ninja snurrer rundt.

”Der er kun en måde at ﬁnde ud af det på.” Storm sætter kursen mod døren. Han stopper kun for at lade Ninja binde sikkerhedslinen fra døren fast til hans håndled, så de ikke farer vild.

Så går de ud i den hvide intethed.

S YNER i NATT EN

Tågen rammer dem som en mur, lige så snart de åbner døren. De famler sig frem. Ninja trækker ham ned på knæ, og han forstår hende straks. Det er sikrest at kravle på alle ﬁre. De føler sig frem med hænderne. Hen over trapperne. Hen over klipperne. Gennem pytter af havvand. Øjnene er intet værd i tågen. Alt føles koldt og klamt. Alt lugter dødt. Den eneste sans, der virker, er hørelsen, og den er ikke til at stole på. Tågen æder alle lyde, som om klippeøen er pakket ind i vat.

Alligevel går de dæmpede råb gennem marv og ben. Det lyder som mænd, der jamrer og råber på nåde i natten.

Storm og Ninja kravler mod lyden som blinde mus.

De våde klipper gør snart Storms hænder følelsesløse.

Så letter tågen en smule. Der er stadig klatter af hvidt, men indimellem kan de se ﬂere meter frem.

Der!

Storm tør ikke sige noget. Han klapper Ninja på skulderen og peger. Der er det igen. Lyset.

Lyset falder på en ﬂok kæmpemåger, der sidder og sover.

Månen dukker frem og kaster sit kolde lys over en scene, der er som taget ud af en gammel gyserﬁlm. Storm og Ninja gemmer sig bag en klippe og ser til.

Foran dem går en mand med fuldskæg, regntøj og træskostøvler. Han går frem og tilbage og svinger en gammeldags stormlygte. Tre af lygtens ﬁre sider er skærmede, så den kun lyser fremad med et varmt lys, der siger Kom nærmere. Det må være fyrmesteren. Men hvor kommer han fra? De har tjekket hele øen, og her er ingen. Så hvorfor går fyrmesteren rundt under fyret med en tændt lygte? Hvorfor har han ikke tændt lanternen, når tågen er så tæt? Han kan da høre på tågehornet, at skibet har problemer.

”Kom-kom,” mumler fyrmesteren og løfter lygten mod himlen.

”Hvad laver han?” hvisker Ninja.

”Hvem der?” Fyrmesteren vender sig efter lyden.

Storm lægger en hånd over Ninjas mund. Han ved præcis, hvad den satan laver. Det ved han fra novellen Dødemandsbjerget, men han kan intet sige, intet gøre. De må bare se til.

Fyrmesteren brummer og fortsætter med at signalere til skibet.

En ny tågebanke driver ind over øen og drukner alt i mælkehvidt.

TUUUT!

Storm smækker hænderne for ørerne. Tågehornet er så tæt på, at det truer med at sprænge hans trommehinder. Alt, alt for tæt på.

Så lyder der et brag.

En ﬂænsende knagen. Skibsplanker, der spændes til det yderste og ﬂækker med et smæld.

Høje skrig.

Dybe brøl.

”Fik jer,” jubler fyrmesteren.

Tågen letter, og nu kan de se, hvad der foregår.

Et skib et sejlet direkte ind i klippeøen. Et gabende hul i stævnen tager vand ind. Skibet rejser sig på højkant. Knækker over og begynder langsomt at synke.

Fra bagenden af skibet falder sømændene som kludedukker og slår sig ihjel mod klippen med hule klask.

Nogle lander i vandet og synker til bunds. Ude af stand til at svømme.

Andre klamrer sig fast til rælingen og udsætter det uundgåelige, mens skibet synker. Stadigt hurtigere.

”Hjælp os, Gud,” beder en skibsdreng.

”Mor!” jamrer en gråhåret mand.

Kæmpemågerne vågner og skriger:

Wwwru-wru-aah-aah-aah-aah-aah-aaaahh!

Fuglene nærmer sig de druknende sømænd med deres gule næb.

Storm sidder som lammet og ser til.

Alle går ned.

Alle.

Skipper. Sømænd. Skibsdrenge.

Det sker lige for øjnene af dem, og de kan intet gøre. Storm skæver til Ninja. Hvis det gør ondt på ham, gør det dobbelt så ondt på hende. Hun, der er vant til at handle.

”Der.” Han peger. Han har fået øje på en overlevende. Og en til. To sømænd, der faktisk kan svømme. Det kunne de ellers ikke i gamle dage. Det ved han fra Skatteøen.

De to sømænd kæmper sig gennem brændingen og svømmer mod land.

Her står fyrmesteren klar til at tage imod dem med sin bådshage; en lang stang med en krog for enden, der kan gribe fat i deres tøj og hale dem i land.

En sømand, der er tæt på at drukne, rækker armene frem og overgiver sig til fyrmesteren.

Fyrmesteren løfter bådshagen – og hamrer den gennem sømandens hjerneskal. En krampe gennemryster sømanden, da hans hjerne slukker. Fyrmesteren vrider bådshagen løs og lader bølgerne slå sømandens døde krop i stykker mod klipperne. Så vender han sig mod den næste overlevende.

”Svin!” Ninja har tårer i øjnene af vrede. ”Vi må stoppe ham.” Uden at vente på Storm rejser hun sig og tyrer en kastestjerne efter fyrmesteren. Den rammer plet: lige i tindingen, går gennem hans hoved uden at gøre nogen skade og triller klirrende hen over klippen.

”… men?” Ninja virrer med hovedet og gør den næste kastestjerne klar.

”Ninja, stop.” Storm lægger en hånd på hendes kastearm. ”Det nytter ikke noget. Han er et genfærd.”

”Hvad så med dem?” Hun peger på klippen foran dem.

Og først da ser Storm det:

En hær af druknede sømænd er på vej i land. De kryber gennem bølger og havskum, over klipper og sten. Gamle sømænd med skipperskæg. Unge matroser. Skibsdrenge på deres egen alder. Opsvulmede havlig. Med blålighvid hud og tang i håret.

Øjnene ædt op af ﬁsk. De levende døde har kurs mod Storm og Ninjas skjulested, og de messer et eneste ord:

”Hævn!”

H Æ V NEN F RA HAV E T

”Fuck mit liv!” Storm springer op fra sit skjul og sætter kursen mod fyrtårnet.

I det samme lægger tågen sig tæt om dem igen i et totalt white out. Alt er hvidt. Alt er væk: Op. Ned. Frem. Tilbage. Hvis de bliver væk nu, er de fortabt.

”Brug linen,” råber Ninja.

Storm glemmer alt om ironi. Han er lykkelig for Ninjas sikkerhedsline, der er bundet fast om hans håndled. Uden den var de dødsens. Tag for tag trækker de sig fremad gennem tågen. Snublende, famlende. Han falder over klipper og sten. Rejser sig og trækker sig videre. Snurrer livlinen rundt om hånd og albue. Et tag og et tag til. Han falder. Rejser sig. Snurrer linen en omgang til. Uden tanke for andet end linen: et tag og et tag til. Albue, hånd. Albue, hånd.

Sådan bliver de ved, indtil de brager ind i noget hårdt. Døren!

Storm kommer først. Han famler i blinde, til han ﬁnder håndtaget. Åbner døren og tumler indenfor. I sikkerhed.

”Hævn.” ”Hævn.” ”Hævn.” ”Hævn,” lyder det bag dem. Kun afbrudt af kæmpemågernes skrig.

”Se.” Ninja bliver stående på trappen. Storm stiller sig ved hendes side.

Tågen ruller forbi i tykke gardiner. Mellem folderne kan de skimte, hvordan havligene haler ind på fyrmesteren. Han ﬂygter, snubler og taber lygten, der knuses mod klipperne og går ud.

Storm ser op. Luften er tyk af måger.

Han har aldrig set så mange måger.

Wwwru-wru-aah-aah-aah-aah-aah-aaaahh!

Fyrmesterens træskostøvler hamrer mod klippen. Et halvt opløst havlig får fat i hans ben. Han sparker ud, så den opsvulmede krop revner med et sygt svup.

”Hævn.”

Mågerne slår skrigende ned og dækker den døde krop med deres sorte vinger. De hakker og hakker og slås om at komme til.

Fyrmesteren vrister sig fri af havligets greb. Han er så tæt på nu, at Storm kan se hans vilde blik. Fyrmesteren rækker armene frem for sig. Som i bøn. Alt det djævelske har forladt ham.

Storm står som lammet. Monstret har forvandlet sig til et menneske i den yderste nød. Fyrmesteren er nået frem til trapperne nu og kravler opad, på alle ﬁre, med blikket stift rettet mod Storm, som om Storm var hans eneste livline.

”Væk!” Ninja trækker ham brutalt indenfor og knalder døren i, lige før fyrmesteren når i sikkerhed.

”Luk mig ind.” Den døde mand hamrer på døren. ”Frels mig!”

”Hævn.” ”Hævn.” ”Hævn.” ”Hævn,” lyder det taktfast.

De er så mange. Fyrmesteren har ikke en chance.

”Frels …” Fyrmesterens skrig ender i en halvkvalt rallen.

Har havligene fået ham? Storm tøver. Alle fortjener en chance. Det har hans farfar lært ham. Noget i Storm, som han ikke forstår, får ham til at nærme sig døren.

”Luk ham ikke ind.” Stemmen er så svag, at de næsten ikke kan høre den.

En lille dreng træder frem. Han ligner Emil fra Lønneberg, med gammeldags hår og gammeldags tøj, bortset fra én afgørende detalje: Hans fødder rører ikke gulvet.

H iSTORi EN i H iSTORi EN i HiSTORi EN

”Væk.” Ninja skubber Storm om bag sig og holder en kastestjerne klar.

Drengen dukker sig for den løftede hånd, som om han er vant til at blive slået. Han gør sig lille og vover næppe at kigge på dem.

”Se ham,” hvisker Storm til Ninja. ”Der er intet ondt i ham.”

Det håber han i hvert fald ikke. Storm kæmper for at skubbe sin angst for onde-børn-i-gysere til side. Han sætter sig i støvet på gulvet, så han kommer i øjenhøjde med det lille genfærd, der virker så genert, at det gør ondt at se på. Han siger: ”Jeg hedder Storm. Det er min ven Ninja. Hvad hedder du?”

”Daniel.” Drengen vrider sin strikkede sweater mellem hænderne. ”Jeg er fyrmesterens søn.”

Ninja lægger sine våben fra sig. Hun sætter sig ved siden af Storm.

Udenfor dæmper tågen lyden af havligenes kamp mod fyrmesteren. Og mågernes festmåltid.

”Fortæl os din historie, Daniel,” siger Storm.

Det er ikke let at lirke Daniel op, men Storm er en mester. Langsomt får han den sky dreng til at åbne sig og fortælle om sit liv i fyrtårnet. Når drengen går i stå, ved Storm, hvornår han skal vente, og hvornår han skal hjælpe ham i gang igen.

Ninja ser imponeret til og suger hver en detalje til sig.

Da Daniel først kommer i gang, viser han sig at være en glimrende fortæller:

”Vi har boet her altid, moder, fader og jeg,” fortæller han på gammeldags dansk. ”Jeg er født her på Glemth, og jeg har aldrig forladt øen. Træer og byer er kun noget, jeg har hørt om. Selv har jeg aldrig kendt andet end klipperne og havet. Fuglene og sælerne. Men det gjorde ikke noget. Vi var lykkelige. Min fader passede fyret. Han lærte mig at ﬁske. Min moder passede huset og hjalp til. Hun lærte mig at læse og skrive. At bede og tro på Vor Herre Jesus Kristus.” Han smiler for første gang og afslører et par rokketænder. Han kan ikke være meget mere end seks år gammel, højst syv. Daniel fortsætter:

”Jeg var en stor dreng, inden jeg forstod, hvorfor vi boede her, så fjernt fra alle. De fortalte mig det aldrig, men jeg stykkede det selv sammen af bidder, jeg hørte her og der.” Han synker. ”Min fader havde svage nerver. Han var lige så voldsom, som min moder var mild. Han kunne ikke styre sig. Især ikke når han ﬁk noget at drikke. Han blev så let hidsig og endte med at blive uvenner med alle. Moder tænkte, at det ville gøre ham godt at komme væk fra naboer og den djævelske alkohol. Det gik også godt. Længe. Hans raseri lagde sig. Kun svartbagene kunne han ikke komme overens med.”

”Svartbagene?” spørger Ninja.

”De store måger, I ser alle vegne,” forklarer Daniel. ”Med den sorte ryg og de røde øjne.”

”Fortsæt,” beder Storm venligt.

”Fader sagde, at svartbagens skrig og lumske blik drev ham til vanvid. Engang greb moder ham i at kaste sten efter en svartbag og råbe forbandelser efter det arme dyr. Da tog moder ham i

rette. ’Svartbagen bærer på sjælen af en druknet sømand,’ sagde hun. ’En svartbag skal behandles med respekt. At stene den er som at stene et menneske.’ Senere fortalte hun mig legenden om svartbagen og sømanden.” Mindet får den døde dreng til at smile. ”Hun fortalte, at Sankt Peter – ham, der vogter indgangen til Paradis – og Fanden selv mødtes for at fordele de dødes sjæle imellem sig. De blev hurtigt enige, men om sømændene kunne de ikke komme overens. Sankt Peter sagde, at Vorherre ikke ville have sømændene i sin himmel, fordi de bandede så fælt. Men Fanden ville heller ikke have dem hos sig. Han mente, at de havde lidt nok i deres liv på Jorden, så det ville være synd at sende dem til Helvede. Til sidst blev de enige om en aftale: Sømændenes sjæle skulle hverken til Himmel eller Helvede. De skulle fare i svartbagene. Derfor ﬂyver de døde sømænd nu omkring og har det godt, frie som fugle, men uden at bande.”

Storm kan ikke lade være med at smile over legenden. Tænk at de grumme kæmpemåger i virkeligheden har menneskesjæl.

”Efter den snak lod min fader fuglene være,” fortsætter Daniel. ”Men han undlod ikke at sende dem hadske blikke.” Den døde dreng må holde en pause, inden han går videre: ”Kort efter blev min søde moder frygtelig syg. Hun brændte af feber og kunne hverken spise eller drikke. Min fader veg ikke fra hendes side. I tre dage og tre nætter sad han ved hendes sygeseng. Til sidst tog han båden og sejlede efter hjælp. Jeg blev alene tilbage med moder. Jeg bad for hende, nat og dag. Men lige meget hvor fromt jeg bad, gjorde Gud hende ikke rask.” Han bøjer hovedet i sorg og skam.

Storm rækker ud og stryger den døde dreng over håret. Hånden går lige igennem drengens hoved. Alligevel føler han, at Daniel mærker kærtegnet.

Daniel ser op med tårer i øjnene. ”Det gør godt at fortælle det til nogen.”

Storm nikker og får uden et ord fyrmesterens søn til at fortsætte sin beretning.

”Jeg ved ikke, hvor længe fader var væk. To dage, måske tre. Endelig kom han tilbage med lægen. Men da …” Han ryster på hovedet. Ude af stand til at sige ordene højt. ”Lægen bebrejdede fader, at han ikke var kommet i tide: ’Hvis I ikke havde boet på dette gudsforladte sted, kunne jeg have reddet hende.’ De ord gnavede som orme i min fars skrøbelige sind, og inden længe bed de sig fast.”

Storm venter, mens Daniel samler mod til at fortsætte:

”Vi begravede moder under stenene i varden derude.” Han peger i retning af stenbunken, som Storm så, da de først kom til øen. Den hvor svartbagene holder til. ”Det er det eneste, man kan gøre her, hvor der ikke ﬁndes jord. Men svartbagene lod hende ikke hvile i fred. De ville jo hakke sig ned til hende. Fader kunne ikke bære det.”

Storm brummer af medfølelse, og Daniel fortæller videre:

”Da moder ikke længere var der til at mildne hans sorte sind, brød faders had til fuglene ud i lys lue. Han kastede sten efter fuglene. De angreb ham fra luften. Han skød efter dem med sit haglgevær. De ﬂåede i ham med deres kløer, der har samme farve som menneskekød. De hakkede efter hans øjne med deres gule næb. De angreb os begge, når de kunne komme til det. Hvis man ikke så sig for, kom en svartbag farende ud af luften og slog kløerne i ens hoved.”

Storm og Ninja sender hinanden et blik. De tænker begge på Rædslen fra luften.

”Snart kunne vi ikke vove os udenfor en dør uden at bliver overfaldet af skrigende svartbage.” Daniel holder en pause. Svartbagenes triumferende smasken trænger ind under døren, ind under huden. Den døde dreng krymper sig og hæver stemmen for at overdøve fuglene:

”Men det er kun det mindste af historien,” fortsætter han. ”Jeg ved ikke, hvornår det værste begyndte, for fader holdt det skjult for mig.”

”Det med skibene?” hjælper Storm ham på gled.

Daniel bøjer nakken i skam.

”Tågen kommer pludselig og tæt heromkring. Skibene er i evig fare for at sejle på Glemth og de undersøiske skær omkring øen. Det er derfor, der altid skal være lys i fyret, så skibene kan holde sig langt væk.” Han smiler trist. ”Og derfor vi aldrig ﬁk besøg.” Så bliver han alvorlig igen: ”Det første skib gik ned en nat, mens jeg sov. Jeg opdagede det først, da jeg så resterne af vraget næste dag. Min fader slog det hen: ’Der var ikke gået noget skib på grund. Det var bare drivtømmer. Det er glimrende som brænde.’ Jeg hjalp ham endda med at bjærge det.” Skammen lyser ud af den døde dreng. Han griber fat i det sølvkors, der hænger i en kæde om hans hals og beder en lydløs bøn. Så fortsætter han: ”Anden gang, hvor et skib gik ned, troede jeg ham også. Han forklarede, at de undersøiske skær måtte have ﬂyttet sig. At han havde fyret på livet løs, så skibet kunne se os på lang afstand og undgå at rive bunden op på skærene. Men tredje gang …” Han holder en pause. ”Tredje gang, hvor tågen kom, måtte jeg have vished. Jeg havde vænnet mig til at sove med et øje på klem, og en tågenat fulgte jeg efter min fader, da han listede ud. Jeg så ham lokke skibet til sig med sit falske lys. Jeg så ham bedrive …” Resten drukner i gråd.

”Strandhugst,” hjælper Storm ham på gled.

”Strandhugst,” hvæser Daniel, ”bedrag, plyndring, rovmord.” Den døde dreng slår armene om sin spinkle krop. ”En større synd ﬁndes næppe for en fyrmester, der er sat i verden for at vogte over skibene, som Gud Fader vogter over sin ﬂok. Jeg så, hvad han bedrev i ly af tågen, og jeg tav. Jeg skammede mig så meget, at jeg ikke kunne få en lyd frem. Jeg gik tilbage til min seng og sagde aldrig et ord. Ær din fader og din moder. Sådan lyder det fjerde bud i bibelen, og hvem var jeg at sætte mig op mod min fader?” Hans spørgsmål lyder som et skrig. ”Jeg ærede min fader, men resultatet var, at faders dødssynder fortsatte. Fra det næste skib bjærgede han en kasse rom og drak fra morgen til aften. Det gjorde kun hans sind endnu mørkere. Men jeg var ikke bedre. Vi levede begge af det, der drev i land. Vi spiste de dødes mad. Gik i deres tøj. Det gjorde kun min skyld så meget større.”

Daniel kæmper for at fortsætte. ”Måske var det Vor Herre selv, der besluttede sig for at straﬀe ham?” siger han endelig. ”For en dag begyndte tågen at ændre sig. Den blev levende. Og i tågen levede de druknede sømænd videre.”

”Hævn.” ”Hævn.” ”Hævn.” ”Hævn,” lyder det udefra.

”Få det til at stoppe,” beder Daniel. ”Vil I ikke nok? Det er det samme, hver gang tågen kommer. Så går de i land for at hævne sig.”

Wwwru-wru-aah-aah-aah-aah-aah-aaaahh! skingrer en svartbag.

Et rødglødende lys tændes i drengens øjne. Han rejser sig halvt og råber:

”Gid, dette forbandede sted måtte synke i havet!” Så slår han forskrækket en hånd for munden. Bange for at ligne sin far. Han folder hænderne og bøjer hovedet i bøn. ”Tilgiv mig, Gud Fader,

for hvad jeg måtte gøre. Forlad mig min skyld, som også jeg forlader mine skyldnere. Og led mig ikke i fristelse, men fri mig fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.”

”Vi må gøre noget.” Ninja ser på Storm. Hendes øjne lyser af medfølelse.

”Jeg er så alene. Forladt af mennesker. Forladt af Gud.” Nu hulker Daniel højt. ”Selv Vor Herre Jesus Kristus har forladt mig. Jeg arme synder. Og hver gang tågen kommer …”

”… må du gøre det igen,” afslutter Storm Daniels bekendelse.

Ninja ser på Storm. Hun har ikke forstået det endnu, men Storm har. Hans hjerte bløder for den døde dreng, som de lige har mødt. Den døde dreng, der har gennemlevet dette mareridt igen og igen i århundreder og må gøre det i al evighed.

Udenfor hører de, hvordan fyrmesteren kæmper mod de druknede sømænd. Hvordan han slipper fri, slæber sig op ad trappen og hamrer på døren.

”Daniel! Luk mig ind, min dreng. Luk mig ind!”

Drengen rejser sig på vaklende ben. Han går hen til døren. Og drejer nøglen om.

”Daniel! I Guds navn. Frels mig!”

Fyrmesterens slag på døren fortsætter, men sønnen står fast.

”Det stopper nu,” hvisker han. ”Tilgiv mig, fader.” Han bliver stående ved døren og venter. Han ved, hvad der kommer. At det værste endnu ikke er sket.

”Dræber sømændene ham?” hvisker Ninja.

Daniel ryster på hovedet. Hele hans lille krop ryster. ”Ikke dem.” Han gemmer ansigtet i hænderne.

”Hvem så?”

Et kor af skrig ﬂænger natten:

Wwwru-wru-aah-aah-aah-aah-aah-aaaahh!

De stor fugle hamrer mod døren som missiler.

Ninja kaster sig frem. Hun sætter sig med ryggen mod døren og stemmer fødderne imod. Storm gør det samme. Fuglene må ikke slippe ind i fyrtårnet. Gennem døren kan han mærke svartbagenes hævn, stød for stød. Den solide egetræsdør truer med at give efter for fuglenes angreb.

Kvalmen vælder op i Storm, da han hører svartbagene hakke fyrmesteren til døde. Han mærker mandens sidste kramper gennem døren. Svartbagenes triumferende skrig dæmpes og erstattes af våde svup, mens fuglene fortærer deres bytte.

Daniel fortrækker ikke en mine. Han fortsætter med at tale. Ikke til Storm og Ninja. Han taler, som om han bekender sin synd til en usynlig præst:

”Efter at skibene gik ned, var der svartbage alle vegne. De havde ædt sig mætte i havligene og fået unger med smag for menneskekød. Og jeg … jeg overlod min fader til hans skæbne: til fuglene.” Han rejser sig og hæver en knyttet hånd mod himlen. Hans øjne er sorte af vrede: ”Når Gud kunne tage min moder fra mig og gøre min fader til en djævel, så kan jeg gøre mig til dommer over denne gudsforladte ø. Jeg, Daniel, der bærer navnet Guds dommer.”

Storm kan ikke fatte det. Den milde Daniel ser lige så vanvittig ud som sin far.

Så synker den døde fyrmesterdreng sammen. Han sætter sig på gulvet med benene strakt frem for sig og slutter sin historie:

”Min skæbne er for evigt forbundet med faders. Jeg åbnede aldrig døren igen. Jeg gemte mig i skabet bag panelet og stak ﬁngrene i ørerne, indtil det holdt op. Men …” Hans stemme skælver. ”Det gjorde det aldrig.”

”Søde, ven,” udbryder Ninja.

Daniel sender hende et forsigtigt smil. ”Jeg har aldrig haft en ven.”

”Det har jeg heller ikke,” siger Ninja. ”Før nu.” Hun skæver til Storm.

”Før nu,” siger Storm.

Daniels stemme er kun et åndepust: ”Jeg er så træt, så træt. Jeg tror, jeg gerne vil tilbage i skabet.”

”Ikke tale om.” Storm rejser sig. ”Du kan få min seng. Kom.”

Daniel følger med. Storm putter soveposen tæt omkring ham.

”I alle disse år har jeg bedt om at komme i Himlen og møde min moder, men der er ikke plads til en som mig.” Han skjuler ansigtet i hænderne og græder uden lyd. ”En fadermorder.”

HV ORDAN HÆ V ER MAN EN FORBANDELSE?

”Vi må hjælpe ham.” Ninja griber sin rygsæk og går udenfor. Der er intet spor af fyrmesteren. Alt er fortæret. Væk. ”Det kan godt være, at han er morder. Men han gjorde bare det, der skulle gøres. Og han er blevet straﬀet nok. Hvis der ﬁndes en gud …” Hun vender ansigtet mod himlen og råber:

”Gud, det er Ninja, kan du høre mig?” Hun venter ikke på svar. ”Det er nok nu! Hører du? Daniel er blevet straﬀet. Han skal hjem … til sin mor.” Ninjas stemme knækker over.

Storm lægger en arm om hendes skulder, men hun skubber den væk.

Han lader hende være. Solen er ved at stå op bag stålgrå skyer.

Et grønligt skær ﬂakker bag skyerne, højt, højt oppe. Svartbagene tier. Stilheden hænger over Glemth. Tungt og uvant.

”Ingen børn skal opleve sådan noget,” siger Ninja. ”Jeg ﬁnder mig ikke i det.” Hun ser på Storm gennem vredestårer. ”Din tur, bogorm!”

Storm skal lige til at blive sur, så forstår han. Det er hans evner som bogorm, der skal i spil nu. Han bladrer gennem alle de gysere, han har læst, og giver sig til at tænke højt:

”Hvad er nøglen til at bryde forbandelsen? Det må være noget med havligene. Hvis de har fået deres hævn, hvorfor bliver de så ved med at komme?”

”Aner det ikke.”

”De har fået hævn, men de har ikke fået … fred.” Der var den. Storm er helt høj nu. Han har løst gåden. ”Havligene har ikke fået fred. Forstår du det, Ninja? Det her er kristne mennesker. De tror på et liv efter døden, så de skal have en kristen begravelse for at kunne komme i Paradis. De skal begraves ordentligt. Ikke ædes af …” Alting vender sig i ham. ”Og det svin til en fyrmester. Han har ikke kun taget deres liv her på Jorden. Han har også taget det evige liv fra dem.”

”Og så har han taget deres ting,” tilføjer Ninja jordnært.

Storm ser på hende, som om hun er dum. Her taler han om det evige liv, og så taler hun om døde ting. Men vent … hun har jo ret.

”Vi skal ﬁnde deres ting,” siger han ivrigt. ”Det må være det, der er nøglen.”

”Hvordan det?”

”Aner det ikke. Men det ﬁnder vi ud af.”

De ser sig om. Det er hurtigt gjort.

I det grågrønne lys kan de overskue hele øen. Uden at hæfte sig ved det bemærker Storm, at svartbagene er væk. Der er fri adgang til sten-varderne, hvor de holdt til.

”Der.” Ninja fører an. Hun har set det samme som han: Ved siden af sten-varden, hvor Daniels mor er begravet, er der endnu en sten-varde. Meget mindre. Storm gyser. Varden ligner en barnegrav, men det stopper ikke Ninja. Hun lægger sig på knæ og skovler sten og skærver væk. Storm hjælper til. Inden længe lyder der et ekko, da de rammer noget hult.

En kiste.

”Den er låst,” siger Storm.

Ninja griber en sten og slår låsen itu. Så træder hun til side og lader Storm åbne kisten. Hun læner sig frem og ser med.

”Kors.”

Ninja nikker.

Kisten er fuld af skatte, som fyrmesteren har taget fra de myrdede sømænd. Vielsesringe, guldtænder, mønter. Men én ting springer i øjnene: sølvkors. De sølvkors, som de kristne sømænd har båret i en kæde om halsen og fundet trøst i, ligesom Daniel gjorde, da han bad.

Forsigtigt løfter Storm et kors fri af den ﬁltrede masse af sorte kæder.

”Der står noget. På bagsiden.”

Storm pudser korset i ærmet og læser:

”David Jones. 21. maj 1842. Liverpool.” Han synker en klump. ”Det er ikke kun kors. Det er hundetegn. Ligesom soldater har det. Så de kunne komme hjem og blive begravet, hvis de druknede og drev i land på fremmede kyster.”

Storm og Ninja ser på hinanden.

”Der er ikke noget at begrave,” siger Ninja. ”Fuglene har taget det hele.”

Storm er stille lidt. Så får han en idé. ”Jo.” Han vrister kisten med fyrmesterens skatte fri af stenene; og væmmes ved synet. Tænk, at han har taget deres liv for det her. For guld og sølv, der ikke kan bruges til noget på en ø, som er glemt af gud og mennesker.

Sammen går Storm og Ninja ned til vandet. Bølgerne skvulper blidt mod klipperne. Som om nattens mareridt blot var en drøm. Over dem lyser himlen i gråt og grønt.

Storm tager et kors fra kisten. Med højtidelig stemme siger han:

”Vincent Hannibal. Født den 24. marts 1821 i Liverpool. Jeg giver dig tilbage til havet. Jeg sætter din sjæl fri.” Han trykker korset mod sit hjerte. Så holder han det ud over klippen og giver slip.

”Amen.” Ninja følger sølvet, mens det forsvinder i havet.

En efter en giver Storm og Ninja de myrdede sømænd fred. Kors for kors. Ring for ring. Tand for tand.

Til sidst vender Storm bunden i vejret på kisten og lader den falde i vandet. ”Og havet gav sine døde tilbage,” siger han uden helt at vide, hvor ordene stammer fra.

Der er intet at se, intet at høre. Alligevel ved de, at forbandelsen er brudt.

”Så mangler vi bare Daniel,” siger Ninja.

”Hvad med fyrmesteren?”

”Til helvede med ham.”

Ninja lader Storm føre an, da de går tilbage til fyrtårnet på den stille ø.

Storm behøver ikke kigge i sengen for at vide, at det ikke er dér, de skal lede efter Daniel. I stedet følger han fodsporene, der fører dem hen til panelet på endevæggen.

Han sætter sig på knæ og trækker vejret dybt. Så føler han sig frem og ﬁnder det skjulte skab bag panelet. Et let tryk får låsen til at gå op. En sprække viser sig i panelet. Støvkorn danser som tryllestøv i luften. Storm åbner forsigtigt skabet og ﬁnder Daniel, hvor han sagde, han ville være.

Skjult i skabet bag panelet ligger fyrmesterdrengen. Krummet sammen i fosterstilling. Mumiﬁceret. Død af sult og tørst og sorg. Af skyld og skam og ensomhed.

Storm stryger varsomt den døde dreng over håret, og denne gang går hans hånd ikke gennem drengens hoved. Så lirker han en hånd ind under Daniel og løfter ham fri. Han vejer næsten ingenting.

”Ven,” hvisker Ninja.

Storm lader hende hjælpe til med at bære Daniel til hans sidste hvilested.

Med stenene fra strandhugstskatten bygger de en varde til Daniel. Tæt op ad moderens, så de to kan hvile sammen i evigheden.

De skiftes til at lægge sten på den døde drengs grav. Uden at sige et ord. Da Storm har lagt den sidste sten, bryder Ninja tavsheden:

”Så ﬁk han opfyldt sit ønske.” Hun tager en blomst fra sin rygsæk og lægger den på Daniels grav. En sort stofblomst fra en hårelastik.

Med et suk synker moderens varde sammen og sender et lille skred af sten ned over sønnen, så de to grave bliver til én. I en sidste omfavnelse.

Over dem har himlen skiftet farve. Det er er midt på dagen, og himlen er lysende giftiggrøn.

Storm ser op gennem tårer, og pludselig forstår han. Det er ikke forbi. Det her er en klassisk gyserhistorie. En pas-på-hvaddu-ønsker-dig-gyser-for-du-ender-med-at-få-det-gyser. En dutror-det-er-slut-men-du-tog-fejl-historie.

”Og hvad var det, Daniel ønskede sig?” tænker han højt som svar på det, Ninja lige sagde. ”Han ønskede sig, at dette forbandede sted måtte synke i havet.”

”Hvad er det der?” Ninja peger på himlen, der har en umulig farve.

Storm ser sig om. Det er ikke kun himlen, der er noget galt med. Der er alt for stille. Svartbagene er forsvundet. De kloge fugle har for længst forladt øen.

Noget nærmer sig. I stor hast.

”Er det en skypumpe?” spørger Ninja nervøst.

”Nej.” Storm ryster på hovedet. Det er noget meget værre.

HVAD ER VÆRRE END SKY P UM P ER?!

”En meteor!” gisper Storm.

”En meteor?” Ninja stirrer vantro på Storm. ”Men du sagde, at han ikke ville os noget ondt?”

”Måske tog jeg fejl?” når Storm at sige- Så lyder en stemme som et åndepust:

”Robåden. Tag robåden, venner!”

”Det, som Daniel siger.” Storm griber Ninjas hånd og haler hende med sig hen til havnen.

På den giftgrønne himmel kan de tydeligt se en meteor trækker sin røde hale efter sig. Den har kurs mod Glemth.

Storm når havnen først og hopper ned i robåden, der er sort af ælde, men mirakuløst ser den ud til at holde tæt. Han sætter sig ved årerne. Ninja kaster fortøjningen og hopper ombord. Han skubber fra, sætter årerne i vandet, tager et tag … og falder baglæns ned fra toften.

”Flyt dig.” Ninja snupper årerne fra Storm og sætter sig. Inden længe er de ude af klippehavnen og på vej væk. Selvfølgelig ror hun som en prof, og det er bare i orden.

Mens Ninja styrer dem væk fra katastrofen, sætter Storm sig i bagenden af båden og stirrer på himlen. Han har aldrig set noget så vildt.

Der er ikke bare én meteor. Der er to … tre, og de ligger på linje.

Storm glemmer at trække vejret, og det er han ikke alene om. Naturen holder vejret. Alt liv er forstummet omkring dem.

Fisk, fugle, havdyr. De ved alle sammen, hvad der skal ske, og er ﬂygtet for længst.

Kun ham og Ninja kommer til at opleve det her. Men om de overlever det, er en anden sag.

Ninja sidder med ryggen mod meteorerne og koncentrerer sig 100 procent om at ro. På en eller anden måde gør det ham rolig. Der er ikke noget, han kan gøre. Alt afhænger af Ninja nu. Han ser på hende. Bedre ven kan man ikke få. Han er lige ved at sige det til hende. Men tøver. Han skal nok sige det. Men kun hvis de ikke overlever.

Det grønne lys får Ninja til at træde frem som en sort silhuet. Hun er så koncentreret om at ro, at der står gnister ud fra hendes hoved. Nej, vent. Der står rent faktisk små, hvide lyn ud fra hendes hoved. De tegner en glorie omkring hendes sorte hår. Hun ligner en engel. Han rækker ud for at røre hende. Der springer en gnist fra hans hånd til hendes.

Ninja ser op og smiler. Uden at stoppe med at ro.

Storm holder hænderne op foran sit ansigt. Der springer lyn mellem dem. Nu forstår han: Det er statisk elektricitet. Han kan høre det knitre, når han trækker lynene ud af luften.

Meteortoget kommer nærmere og nærmere.

De tre faldende himmellegemer spejler sig i havet og trækker en dybrød bro i det irgrønne vand. Det er det smukkeste, han nogensinde kommer til at se.

”Ninja?”

Hun ser op. Uden at stoppe med at ro.

”Hvis vi ikke klarer den, så skal du vide …”

”Det gør vi.” Hun lægger endnu ﬂere kræfter i. Sveden samler sig i perler på hendes pande.

Storm tier. Og mærker noget vådt og koldt brede sig. Hans fødder er våde. Ikke godt. Han ser ned. Og ved, hvad han vil se, inden han ser det.

Bunden af den gamle robåd er dækket af vand. Det skulper blidt for hvert tag, Ninja tager med årerne. Det er let at se, hvor vandet kommer piblende. Storm stikker en ﬁnger i hullet. Det virker straks. Så får han øje på et hul til i den anden side. Ny ﬁnger. Og et hul til … Storm løber tør for hænder.

”Tag min rygsæk,” siger Ninja. ”Venstre lomme.”

Storm gør, som hun siger. Der ligger en kasket og en pakke bobletyggegummi. Først forstår han ingenting, så gør han.

Han ﬂår tyggegummiet op, kommer to stykker i munden og giver sig til at tygge. Så snart tyggegummiet er blevet blødt, deler han det i to og propper det i hullerne. Sådan!

”Bedste lappegrej, der ﬁndes,” siger Ninja.

Storm stopper resten af tyggegummiet i munden og gumler løs. Så tager han kasketten og giver sig til at øse vand op fra bunden af båden. Det er ikke verdensklasse, men det virker. For hver kasketfuld, han skovler ud over rælingen, bliver robåden lettere.

Og nemmere for Ninja at ro.

Snart fylder det hele hans verden. Gumle. Lappe. Øse. Gumle. Lappe. Øse.

Imens sidder Ninja og ror med lange, rytmiske tag.

Storms skæbne ligger i Ninjas hænder, og der ligger den godt.

Han griner uden lyd, da det går op for ham, at hun lige har narret ham. Projekt Tyggegummi og Projekt Øse handler lige så meget om, at han ikke skal gå i panik. Det virker. Han er rolig.

Han ser op: ”Nu sker det.”

Ninja lægger årerne. Sammen ser de meteorerne slå ned.

Den første ildkugle rammer fyrtårnet. Det vakler og falder. De næste to udsletter Glemth.

”Så ﬁk han opfyldt sit ønske,” siger Storm. ”At dette forbandede sted måtte synke i havet.”

Storm når lige at tro, de har klaret den. Så ser han en enorm bølge nærme sig. En tsunami. Og som om det ikke var nok, stikker en trekantet hajﬁnne op af vandet. Og et periskop fra en ubåd.

Så mange farer på en gang. Så meget spænding. Så meget action. Hey! En tanke rammer Storm. Hans ansigt lyser op. Alting giver mening nu. Han ser på Ninja og smiler: “Jeg tror, vi er med i en bog.”

“Bevis det!”

Han rækker hænderne mod himlen og råber: ”Gid, vi kunne få en lille pause!”

Og Slam!

Så får de en pause

E NDE Li G BEGYNDER S TO RM AT FATT E, H VAD DER HAR RA MT DEM

Storm og Ninja lander med et bump i hver deres bløde loungestol.

”Hvor fuck er vi nu?”

”Det ligner venteområdet i en lufthavn. En forladt lufthavn.”

Ninjas stemme giver ekko i det mennesketomme rum.

”Vi er så meget med i en bog,” siger Storm.

”Bevis det.” Ninja rejser sig og går ind i den nærmeste toldfrie butik. Der er ikke et øje. Ingen kunder, ingen ansatte. Hun tager en pose Bassett’s engelsk lakridskonfekt i familiestørrelse og stopper tre i munden.

”Skypumper, zombier, spøgelser … hvor realistisk er det lige?” begynder Storm, mens han åbner en pakke Prinzen-Rolle-chokoladekiks.

”For ikke at tale om ﬂyveøgler,” fortsætter Ninja.

”Og så den måde, vi mistede telefonerne på. Vi blev vendt på hovedet og rystet, til vi tabte telefonerne – og intet andet. Det stinker langt væk af dårlig forfatter. For i bøger virker telefonerne sjovt nok aldrig, når der er brug for dem. Ellers kan karaktererne bare ringe efter hjælp, bruge google og gps ...”

”Lidt klodset, hvis du spørger mig.” Ninja snupper en ren hættetrøje i en outdoorbutik.

”Men det var mødet med Daniel, der overbeviste mig. Det var klart en Historie-i-historien, og vi dumpede lige ned i den. Helt bogstaveligt.” Der er noget her, som Storm ikke kan få hold på. Han spiser en kiks og tænker videre: ”Hvis vi er med i en bog, må det være fantasy.”

”Hvad er reglerne i en fantasybog?”

”Det er noget med rejser: Hjem, ud og hjem igen. Det godes kamp mod det onde. Det udvalgte barn, der skal redde verden. Den slags. Men alle de almindelige regler gælder også.”

”Som for eksempel?”

”Alt sådan noget med begyndelse, midte og slutning, du ved. Altså, hvis det her er midtpunktet i en kærlighedshistorie, og jeg kysser dig nu, så ender vi med at blive kærester.”

”Hvis du kysser mig nu,” hvæser Ninja, ”så ender du med en kastestjerne mellem øjnene.”

”Okay, okay.” Storm vifter afværgende med sin kiks. ”Det er også bare et eksempel.”

Slam! Ninja stikker ham en lussing, så kiksen ﬂyver gennem luften.

”Av!” Storm tager sig til kinden. ”Hvorfor fanden gjorde du det?”

”Bare for at sikre mig, at vi ikke bliver kærester. Jeg gider ikke ﬂere lortebøger, hvor drengene redder pigerne og ender med at få dem som koner. Som om vi var en præmie.”

”Nu er det jo så faktisk dig, der redder mig i den her bog.”

”Jo, men stadigvæk.”

Storm nikker. Hun har ret. Så rammer en tanke ham. ”Vi er enige om, at det hele tiden er dig, der redder mig, ikke?”

”Tjo.”

”Det betyder så, at du er hjælperen, og at jeg er ... øh … helten.”

”Ka’ du komme til?!”

”Sorry.” Storm mærker rødmen stige op i kinderne. ”Men nu er det ikke mig, der har skrevet …”

”… den her lortebog.” Ninja ligner et uvejr. ”Jeg elsker bøger, okay? Jeg er bare så træt af, at det altid er drengen, der skal være hovedpersonen.” Hun læner sig frem og stirrer ham lige ind i øjnene. ”Har du overhovedet overvejet, at det kunne være mig, der er hovedpersonen.”

”Ja, sgu da. Hele vejen igennem. Jeg mener: Du er 100 gange sejere end mig. Ligesom Aragorn er 100 gange sejere end Frodo i Ringenes Herre. Alligevel er det Frodo, der er hovedpersonen, og Aragorn, der er hjælperen.”

Rynken mellem Ninjas bryn bliver lidt mindre. Men ikke meget.

”Der er en enkel måde at afgøre det på. Kom med.”

Ninja følger efter Storm. Han løber gennem den tomme lufthavn. Det enorme rum kaster ekkoet af deres skridt rundt og rundt, så det lyder, som om der er en hær af kannibaler efter dem. Storm ser sig nervøst over skulderen og braser ind i en bagagevogn, der er læsset med soveposer. ”Av,” mumler han lettet og fortsætter fremad, mens bagagevognen kører sidelæns rundt om sig selv.

Han når frem til de rullende trapper, der står bomstille, og løber to etager op. Så står de på en åben gang, hvor de kan se det toldfrie område ti meter under sig gennem et rækværk af panserglas. Storm bekæmper sin kvalme og sætter sig op på rækværket med benene ud over afgrunden.

”Hvad laver du?” Ninja er så forskrækket, at hun hvisker.

”Regel nummer 1,” hvisker Storm tilbage. ”Hovedpersonen kan ikke dø midt i historien.” Han beder til, at han har ret. ”Hvis du er så sikker på, at du er hovedpersonen, Ninja, så hop.”

”Du er sindssyg!” Ninja vender demonstrativt ryggen til ham. ”Det her vil jeg ikke være en del af.”

”Som du vil.” Storm lukker øjnene og gør klar til at hoppe.

Hans hænder knuger krampagtigt om gelænderet, mens han tæller ned: 3, 2, 1, tro på det. Storm giver slip og lader sig …

”Av!”

Ninja griber fat i hans arme og vælter ham baglæns ned fra gelænderet. Han lander på gulvet. Med røven først.

”Din fandens stædige lorteidiot,” råber Ninja. ”Du har ret.

Det er mig, der er hjælperen. Jeg kan ikke styre det. Og kom så ned herfra, inden jeg ombestemmer mig og hjælper dig hjem til gud i himlen.”

Storm humper efter Ninja ned ad de ikke-rullende trapper. Hvis han ikke havde så ondt i røven, ville han næsten være lige ved at grine. Hovedpersonen kan ikke dø, og hjælperen kan ikke lade være med at hjælpe. Så meget for fri vilje!

Da de kommer ned i hallen, stopper Ninja så brat, at han braser ind i hende.

”Se.” Hun peger på bagagevognen med soveposerne. ”Den står lige præcis, hvor den skal. Under det sted, hvor du var ved at hoppe ud.” Hun vender sig om og prikker ham i brystet. ”Vidste du det?”

Nej, det anede han ikke. Han kunne ikke se vognen oppefra.

Ninja ryster af latter. ”Og jeg troede, at jeg var stædig. Men dig … Du var simpelthen klar til at dø for at bevise, at du har ret.”

Storm ler med. Lettet over at han rent faktisk havde ret. Da de fortsætter, kaster han et blik op mod rækværket højt, højt over sig. Og gyser.

Tilbage i loungen bliver Ninja alvorlig igen:

”Okay, bogorm, fortæl mig, hvordan historier fungerer. Så vi ved, hvad der venter.” Hun smider sig i en loungestol. Klar til at lytte.

Storm sætter sig godt til rette og går i gang: ”Historier har tre dele: begyndelsen, midten og slutningen. I begyndelsen …”

”Nu er vi ligesom kommet forbi begyndelsen, ikke?” afbryder Ninja. ”Det, jeg vil vide, er, hvad der kommer til at ske, ikke hvad der er sket.”

”Det hænger sammen.” Storm ﬂetter sine ﬁngre ind i hinanden. ”Begyndelsen og slutningen hænger sammen.”

”Forklar.”

”Ternet Ninja åbner med, at Aske lige er ﬂygtet fra Glenn for at undgå at få bank. Aske går hjem og skriver et kærestebrev til Jessica, men han tør ikke sende det. Bogen slutter med, at Aske gør Glenn til grin, så han aldrig driller nogen mere. Nå ja, og så har T.N. sørget for, at den onde fabriksejer kommer i fængsel, og at alle børnearbejderne slipper fri.”

”Cool,” siger Ninja. ”Så hvad skal man kigge efter, når man prøver at regne slutningen ud?”

”Ønske og behov. Want og Need. I begyndelsen af historien bliver der stillet et vigtigt spørgsmål: Hvad ønsker hovedpersonen sig, og hvad har hun rent faktisk behov for? Det er nemlig to forskellige ting, og i de bedste historier er ønske og behov to modsatte ting. Altså, at det hovedpersonen ønsker sig, ikke er det hun har behov for. Så sker der en masse spændende ting i

midten, og i slutningen kommer svaret på, hvad hovedpersonen faktisk havde behov for.”

”Kom med et eksempel.”

Storm tænker sig om. ”Ternet Ninja,” siger han har så. ”Hovedpersonen hedder Aske. Han er en pivskid, der bliver drillet. Så møder han en sej Ninja-dukke, og hans liv ændrer sig.” Storm vipper med øjenbrynene. ”Hvad er hans ønske?”

”At bliver kæreste med hende der Jessica fra 8.”

Storm nikker begejstret. ”Og hvad er hans behov?”

”At blive en sej ninja!” Nu er det Ninja, der vipper med øjenbrynene.

”Ja øh,” Storm smiler skævt, ”man kunne også sige, at hans behov er at blive modig.”

”Same-same,” siger Ninja. ”Og han har i hvert fald ikke behov for at få en klam kæreste.”

Der er stille lidt, så siger Ninja: ”Godt så. Vi ved, at det er dig, der er hovedpersonen. Så hvad var dit ønske? Og hvad er dit behov?”

”Jeg …” Storm lukker øjnene og tænker tilbage. ”Jeg var på krydstogt med min farfar. Jeg røvkedede mig … undskyld, farfar … og jeg ønskede, at der skulle ske noget spændende.”

”Så kan man da sige, at du ﬁk dit ønske opfyldt.”

En ubehagelig tanke rører sig i Storm, men han kan ikke helt gribe den.

”Så hvad er dit behov?”

”Aner det ikke.”

”Det tror jeg måske godt, du gør.” Ninja lægger hovedet på skrå. Storm slår ud med armene. Han aner det virkelig ikke, og han aner heller ikke, hvorfor hans hals snører sig sammen. ”Du

var lige ved at sige det før,” hjælper Ninja. ”Og du sagde det også næsten den aften i fyrtårnet.”

Storm ryster på hovedet.

”Det handler om din farfar. Ham, du kalder din reservefar. Ham, der lærte dig at elske bøger.”

Storm kan ikke få en lyd forbi klumpen i halsen. Han savner sin farfar, så det gør ondt. Hans søde, fjollede farfar, der må være syg af bekymring. Han rækker ud efter sin telefon, som ikke er der.

”Mit behov …” Storms stemme knækker, og han er pisseligeglad. ”Fuck action. Jeg skal bare hjem til farfar. Lige nu.” Han rejser sig halvt. ”Men hvordan?”

”Det er det, vi er ved at ﬁnde ud af, bogorm. Og faktisk er du den eneste, der kan regne det ud.”

”Okay.” Storm tørrer næsen i ærmet. ”Nu kender vi mit ønske og behov. Det næste, vi skal kende, er genren.”

”Action? Fantasy? Lortebog?”

Storm ryster på hovedet. Den gnavende tanke fra før støjer og larmer. Han sparker den hen i et hjørne og fortsætter: ”Vi bliver nødt til at tænke tilbage og ﬁnde ud af, hvor historien begyndte.”

”Du mener der, hvor vi blev suget overbord af en skypumpe?”

”Nej, det var første vendepunkt. Første vendepunkt er det sted, hvor rejsen begynder. Eksempel: I Hobbitten er første vendepunkt der, hvor Bilbo tager ud på eventyr sammen med dværgene og Gandalf. Det, vi leder efter, er noget i starten, som man ikke lægger mærke til. Det hedder Call to action, og det er det sted, hvor helten får en invitation til at rejse ud i verden. Til at handle.”

”I Hobbitten er det så der, hvor Gandalf spørger Bilbo, om han vil med på eventyr?”

”Præcis.”

”Og så skal han lige tænke sig om og lave te til alle dværgene, inden han tager af sted.”

”Nemlig.”

”Men hvor er Call to action så i vores historie?” spørger Ninja. ”Jeg er helt blank.”

Storm tænker sig om. ”Det må være oppe på dækket. Der hvor vi mødte hende forfatteren …” Der var den! Han læner sig frem i sædet. ”Det er hende, forfatteren, der er nøglen til at komme ud af den her bog.”

”Du har bare totalt styr på det der bog-noget.” Ninja er imponeret.

”Nå det.” Storm rødmer. ”Det er bare noget, jeg har lært til bogklub.”

Ninja er endnu mere imponeret.

”Hvad var det nu, forfatteren sagde.” Storm tænker højt. ”Oppe på dækket, da vi ønskede, at der skulle ske noget spændende?”

”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre!” råber de i munden på hinanden.

”Det er så meget hende, der får alt det her til at ske!” Storm dasker sig på panden med en knyttet hånd. ”Hvis bare jeg kunne huske hendes navn.”

”Holmboe,” siger Ninja.

”Hvis bare …” Storm ser op. ”Hvad sagde du?”

”Holmboe. Hun hedder Ellen Holmboe, og hun er …” Al farve forlader Ninjas ansigt. ”Hun er gyserforfatter. Vi er med i en gyser, og du er hovedpersonen.”

HV ORDAN S Li PP ER MAN UD AF DEN

HER LO RTEB O G?

”Jeg vidste det,” fnyser Ninja. ”Hende der Ellen Holmboe, hun ser så sød og hyggelig ud, og så er hun i virkeligheden den ondeste gyserforfatter.”

Storm kæmper for ikke at gå i panik. Han er nødt til at tænke klart nu. Det er det eneste, der kan redde dem. Han fortsætter: ”Hvis mit behov er at blive genforenet med min farfar, og det her er en gyserbog …”

”… så kan du godt regne med, at din farfar lige er blevet bortført af en drage eller en gal videnskabsmand …”

”… eller en ond gyserforfatter.”

”Same-same.” Ninja vipper med hånden. ”Og så kan du godt regne med, at det bliver kamp til døden, inden du bliver genforenet med din farfar.”

”Fuck mit liv!”

”Fuck vores liv, Storm. Vi er sammen om det her nu, okay?”

Storm er så taknemmelig, at han kun kan vise det ved at give Ninja en lammer.

”Okay. Hjælp mig med at huske, hvad vi ønskede os.” Storm lægger ud. ”Vi bad om noget sjovt og spændende med masser af action. Det var skypumper, kannibaler, zombiepirater, ﬂyveøgler, dræbermåger og meteorer.”

”Vi bad om humor. Det var, da du faldt på røven på stranden. Og på klippen.”

”Ja-ja-ja.”

”Og da du faldt på røven fra træet … og ballonkurven … og fyrtårnet … og robåden … og gelænderet lige før.”

”Ha-ha, sjovt.” Storm ruller med øjnene. ”Hun er ikke særlig opﬁndsom, hende Holmboe.” Han skynder sig videre. ”Vi bad om gamle dagbøger, der pludselig dukker op. Det var Werners logbog.”

Var der mere? Storm tænker som en gal. Han ved, at de er midt i en klassisk lejrbålsscene lige nu. Sådan en lille pause mellem to gange action, hvor man lige får repeteret, hvad det hele handler om. Og så går det løs med action-action-action igen. Lige om lidt …

”Sagde vi noget om serier?” spørger Ninja. ”For jeg håber ikke, vi er med i en af de der serier, hvor der kommer nye bøger hele tiden med nye monstre og nye mysterier. Hvad nu hvis vi er med i De 5? Så stopper det aldrig, det er altid sommerferie, og vi bliver aldrig ældre … Jeg nægter at være 12 resten af mit liv.”

Storm ryster på hovedet. Det tror han ikke. Eller håber. Så rammer den halve tanke ham for fuld kraft. ”Gys,” gisper han. ”Jeg ønskede mig gys og Pas-på-hvad-du-ønsker-dig-historierfor-du-risikerer-at-få-det-historier. På-den-onde-måde.”

Nu er det Ninjas tur til at gispe. ”Jeg er bange for, at jeg kom til at ønske mig drama og store følelser.”

”Så kommer det til at gøre ondt nu. Vi er på vej mod slutningen, og det er dér, det går ned. Nu bliver det personligt.”

Ninja ser helt ulykkelig ud. Som om det er hendes skyld alt sammen. ”I det mindste slipper vi for en plat kærlighedshistorie,” mumler hun.

”Nu er det slut med zombier og ﬂyveøgler. Nu går forfatteren efter vores ømmeste punkter. Nu går det ud over nogen, vi elsker …” Storm ser sin farfar for sig, alene i kahytten med en avis over hovedet. Fuldstændig uforberedt på angreb fra en ondsindet gyserforfatter med knold i nakken og knald i låget.

Stilheden runger i den tomme lufthavn. Så lyder Ninja stemme, spinkel og lille:

”Du bad om historien-i-historien. Det var Daniels historie.”

Der var den. Alting falder på plads i Storms hoved. Ninja har lige givet ham den sidste brik.

”Inden du kom, snakkede jeg med Ellen Holmboe. Hun fortalte, at hun var ved at skrive en fyrtårnshistorie, som hun ikke kunne få til at spille. Hun sad faktisk på dækket af Sea Star og skrev, da jeg kom forbi.” Han lukker øjnene og koncentrerer sig. ”Hvad var det, hun sagde … ’Jeg mangler noget, eller nogen, der kan få den til at slutte med et brag.’” Storm spærrer øjnene op og ser på Ninja. ”Nogen … Det er os! Uden os var Daniel og fyrmesterens historie bare fortsat og fortsat. I al evighed.”

Ninjas øjne bliver store og runde.

”Fyrtårnshistorien er nøglen,” fortsætter Storm. Det næste er ikke til at bære: ”Og det betyder så, at min historie med farfar er en spejlhistorie til Daniel og hans far. Den samme historie, bare i to versioner.”

Ninja læner sig frem og stiller det spørgsmål, han ikke magter at stille sig selv: ”Hvem er du så, Storm? Den sindssyge fyrmester eller hans sindssyge søn?”

Storm kan ikke få en lyd frem. Han ryster bare på hovedet. Og over hele kroppen.

Ninja giver ham et øjeblik til at sunde sig, så siger hun:

”Det store spørgsmål er stadig: Hvordan slipper vi ud af den her lortebog?”

Ninja falder tungt tilbage i loungestolen, mens Storm tænker videre. Der var en ting til, som de ønskede sig. Hvad var det nu, hvad var det nu.

”Bøger om bøger!” jubler han. ”Der var den!”

”Hvad?”

”Jeg ved, hvordan vi slipper ud.” Storm læner sig ind til Ninja og hvisker i hendes øre, så forfatteren ikke kan høre deres planer.

Troede de. Men det, de ikke ved, er, at forfatteren kan se alt og høre alt.

HV ORDAN STO PP ER MAN EN A LV iDENDE FORTÆ LLE R?

Hvis man kunne lytte med til Storm og Ninjas hviskende samtale – og det kan vi! – så ville man vide, at de planlægger at narre forfatteren. Som om! De vil lade, som om de bliver uvenner og …

Vent. Lad mig vise det i stedet for at fortælle det. Show it, don’t tell. Vi kommer ind i den ’hemmelige’ samtale, da Storm udbryder:

”Hvad nu, hvis den her bog har en alvidende fortæller? Sådan en, der ved, hvad vi tænker og føler, og kender alle vores hemmeligheder.”

”Så er der kun en løsning,” siger Ninja. ”Vi bliver nødt til at slå forfatteren ihjel.”

”Eller få hende til at stoppe.”

”Same-same.” Ninja trækker på skuldrene.

”Men hvordan gør vi det, uden at hun ved det. Når nu hun ved alt?”

”Aner det ikke. Det er dig, der er bogormen.”

Storm tænker sig om et øjeblik, så hvisker han. ”Vi deler os. Jeg ﬁnder forfatteren, mens du kaster dig ud i noget vildt, der kræver en masse viden, hun ikke har.”

Ninja er straks med. ”Sådan en gammel dame, hun ved sikkert ikke en skid om computerspil. Eller TikTok. Kom til mama! Jeg skal lægger hende ned med research.”

”Og mens hun er optaget af research, sniger jeg mig ind på hende og ...”

IRRRRHHHH! SKRAAT, SKRAAAT!

Der lyder et øreﬂænsende hyl. Storm farer sammen. Ninja springer op og står klar med en kastestjerne.

De ser op. Lyden kommer fra lufthavnens højttalere.

”Kalder-kalder,” lyder en metallisk stemme. ”Forfatteren her. Jeg kan høre alt, hvad I siger. Og tænker.”

”Fuck mit liv!” Storm ser på Ninja. Hvad gør de nu?

Ninja er ikke i tvivl. Hun stiller sig under højttaleren og råber: ”HALLO, FORFATTER?! KAN DU HØRE MIG?”

”Du behøver ikke tale med store bogstaver. Jeg er ikke døv.”

”Reglerne går begge veje,” siger Ninja. ”Det her er en pas-påhvad-du-ønsker-dig-historie, okay? Derfor skal du opfylde mine ønsker. Og lige nu ønsker jeg at komme væk herfra. Plus en minicomputer. Der virker.”

”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.”

Højt over deres hoveder forsvinder loftet.

Væggene vakler og falder.

De toldfri butikker dirrer som en luftspejling på en sommerdag og går i opløsning.

Så begynder gulvet at ryste under deres fødder.

En skypumpe snor sig som en spiral rundt om Ninja. Indhyller hende. Lige inden den suger hende op, hvisker Storm ét ord, som han ved, hun forstår: ”Fodnoter.”

N iNJAS ST RE A LT ER TABT-SCENE

Ninja bliver hvirvlet rundt. Det føles som at sidde i den sygeste forlystelse i Tivoli. Uden sikkerhedsbøjle. Hvis hun selv skal styre, hvor hun lander, er det nu.

”Gid, jeg kunne leve mit liv i TikTok,” råber Ninja så højt, at forfatteren ikke kan undgå at høre det.

Og slam, så kommer der en … øh … digital skypumpe og sender en digital udgave af Ninja over i det der TikTok-noget.

Note til mig selv: Undersøg, hvad TikTok er, og hvordan det fungerer. Og stop så med de skypumper. Du har brugt dem sytten gange nu. Find på noget nyt!

Forskellen på at beﬁnde sig i en skypumpe og midt i TikTok er mindre, end Ninja havde troet. Når man lige ser bort fra, at nu er det hende, der står stille, mens verden hvirvler rundt. Plus at hendes krop består af pixels. Omkring hende danser videoer og shoutouts rundt. Larmen er enorm.

En animeret badeand med hugtænder kommer drønende lige mod hende.

Ninja kaster sig til siden i et rullefald og lander i angrebsposition med en digital kastestjerne i hver hånd. Badeanden suser videre og forsvinder blandt oceaner af andre videoer.

Ninja ser sig om. Hun kan hverken se eller fornemme forfatteren. Den gamle dame har garanteret travlt med at ﬁnde noget på nettet om TikTok, så hun kan skrive de næste kapitler. Ninja griner grumt. Så er det nu. Hurtigt ﬁsker hun minicomputeren frem fra sin rygsæk og skriver et program, der kan bryde ind i forfatterens computer. Det er noget, hun har lært til kodning.

At skulle gøre det inde fra TikTok er lidt af en udfordring, når man konstant er ved at få en farvekoordineret bogreol i hovedet. Heldigvis har forfatteren ikke sendt hende over i afdelingen for dansevideoer. Ninja hader at danse! I stedet er hun røget direkte i BookTok. Noget må forfatteren alligevel vide om TikTok, tænker Ninja, og sender sin trojanske hest af sted. Den bevæger sig fra app til app, indtil den lander i forfatterens mailboks som en uskyldig fanmail. Nu skal forfatteren bare åbne mailen. Så vil Ninjas lille malware-program snige sig ind ad bagvejen, og Ninja kan følge efter og overtage forfatterens computer, uden at hun ved det.

Spørgsmålet er bare, hvordan hun får forfatteren til at læse mails, samtidig med at forfatteren har så travlt med Ninjas kapitler, at Storm får fred til at udføre sin del af planen i sine kapitler.

For første gang siden dette vanvittige eventyr begyndte, aner Ninja ikke, hvad hun skal gøre. Hun har gået til alt muligt, men ikke til Sådan-overlever-du-en-ond-gyserforfatter. Og i modsætning til hovedpersonen kan hjælperen godt dø. Især i slutningen af en gyserhistorie. Det ville faktisk være helt oplagt.

Ninja mærker modet svigte. Gid, Storm var her. Han ville vide, hvad de skulle gøre.

Så hører hun en stemme, hun kender lidt for godt.

S TO RM FORS V iNDER

Lufthavnen er væk. Ninja er væk.

Storm står alene i et rum, der strækker sig uendeligt i alle retninger.

Alt er hvidt. Kvalmende hvidt.

I hånden holder han det, som Ninja gav ham, inden hun blev suget op af skypumpen. Det er logbogen fra luftballonen. Godt så. Nu er det op til ham at ﬁnde og stoppe forfatteren, mens Ninja distraherer hende. Han ser sig om efter et hyggeligt læsehjørne, hvor han kan blive opslugt af Bøgernes Verden. Men der er intet at se. Det er det totale white out.

Al den hvidhed gør ham søsyg. Han aner ikke, hvad der er op eller ned. Ingen lyd, ingen lugt, ingenting. Her er så stille, at han kan høre sin egen vejrtrækning, der er alt for hurtig. Storm tvinger sig til at trække vejret helt ned i lungerne og tælle til ti, inden han puster ud. Han må ikke gå i panik nu. Han knytter hænderne om logbogen. Den er hans eneste faste holdepunkt i intetheden. Han er så lykkelig for at have en bog i hænderne. En bog, som han kan forsvinde ind i.

Forsigtigt sætter han sig ned og koncentrerer sig om bogen, der hviler i hans skød. Han læser:

Dato: 2. juni

Vindre ing: SSØ

Højde: 732 m

Marchhas ghed: 12 km/t

Storm sukker. Han elsker fagbøger, men den her er ikke andet end noter. Højde, hastighed, lufttryk, temperatur. Det er vildt kedeligt. Hvis man keder sig, kan man bare ﬁnde på noget selv. Sådan sagde farfar altid. Storm lukker øjnene og tænker sig tilbage til farfars hus. Bare følelsen af at sidde med en bog hjælper ham på vej. Duften af gammelt papir. ”Du er hjemme hos farfar,” hvisker han. ”Du sidder i hans store lænestol. Der er ild i pejsen. Du har et tæppe om dig og en kop varm kakao. Du holder bogen, mens farfar læser højt.” Storm tænker på, dengang hvor farfar læste

Amuletten fra Samarkand højt og lavede skøre stemmer, hver gang Bartimæus afbrød handlingen med sine ﬂabede fodnoter. Storm husker tydeligt, hvordan hans farfar ﬁk mavepine af grin, da Bartimæus sagde: I løbet af to sekunder var jeg lige så gennemblødt som en bæver i en brusekabine. Og hvordan han selv havde grinet med. Ikke kun fordi det var sjovt, men lige så meget fordi farfar så så kær ud, når han grinede. Storm ser sin farfar for sig: med armene om maven, rokkende frem og tilbage, med tårerne trillende ned ad kinderne. Smilerynkerne tegnede vifter fra øjenkrogen til tindingen. Mand, hvor de elskede Bartimæus-serien, hvor det var troldmandsdrengen, der var træls, og man holdt med den superseje og sjove dæmon, som drengen hidkaldte. Dæmonen, der

talte direkte til læseren gennem fodnoter og svinede læserne til for at være dumme. Og forfatteren for at være endnu dummere.

Ham og farfar gik og talte i ﬂabede fodnoter længe efter. Det var ved at drive alle andre til vanvid. Storms mave kramper sammen af savn og bekymring. Bare farfar er okay. Han knuger logbogen ind til sig.

Og slam!

Så mærker han sin krop skrumpe.

N iNJA EKS P L DERER

Ninja ser op og får øje på en video med … sig selv?!

På videoen optræder en digital kopi af Ninja iført det sejeste sorte ninjaoutﬁt og perfekt hår. Hvad sker der?! Ninja ser til, mens Ninja-kopien ﬁrer sig ned fra loftet i et reb. Kopi-Ninja lander på gulvet i et pigeværelse foran en bogreol, der fylder hele væggen. Så holder hun en bog frem, kigger ind i kameraet og siger: ”Navnet er Ninja, BookNinja, og jeg vil bare sige, at Verdens bedste bog faktisk er verdens bedste bog. Forfatteren hedder Ellen Holmboe, og hun er genial! Hun har skrevet bogen så levende, at det føles, som om jeg selv er med i den. Jeg giver den seks ud af seks kastestjerner.” Slam! ”Lige mellem øjnene.”

Alt i Ninja eksploderer. Sådan en gang løgn og klam reklame.

Tænk, hvis der er nogen, der ser det her. Så kommer Ninja i tanke om, at hun kun har to følgere på TikTok. Sin nuværende au pair og den forrige.

Et like.

En deling.

Flot!

Samtidig i den anden ende af Det Digitale Univers sker der noget. Forfatteren tjekker sin mail.

Ninja krydser ﬁngre.

Forfatteren åbner mailen, hun læser fanbrevet, som Ninja har skrevet. ”Ærede Ellen Holmboe. Uden dig var jeg fortabt. Dine bøger har givet mit liv mening …” Bare det nu ikke er for meget. Ninja holder sit digitale vejr. Men nej. Det var lige tilpas. Forfatteren labber det i sig. Ninja kan se, at forfatteren scroller tilbage og læser det igen. Gemmer det på harddisken. Og nu … yes! Hun svarer. Hvor nem kan man være?

Så er det nu! Ninjas trojanske hest er inde. Døren til forfatterens computer står pivåben.

Ninja går ind.

I Det Digitale Univers er alle apps forbundne. Hun kan bevæge sig fra den ene app til den anden. Svinge sig som Tarzan fra træ til træ i lysende lianer. Hun svinger sig fra TikTok til Googlemail og derfra videre til Ellen Holmboes Dropbox. Hvorfor ikke?

Det ville da være det oplagte sted for en forfatter at gemme sine manuskripter.

Et øjeblik efter står Ninja i roden af Holmboes Dropbox. Alt ligger nydeligt og velorganiseret.

Det tager ikke mange millisekunder at ﬁnde dét, hun leder efter. Det ligger simpelthen i mappen Verdens bedste bog under mappen Historier. Yes! Ninja jubler. Manuskriptet ligger i Dropbox. Så er hun online, og Storm kan læse med fra Bøgernes Verden. De er forbundne.

Tanken om Storm i Bøgernes Verden får hendes mave til at slå en kolbøtte. Sådan en bogorm som ham, der glemmer tid og sted, når han læser. Hvor lang tid er der gået? Hvor længe har Storm været opslugt i Bøgernes Verden? Hun må hellere sende ham en fodnote med det samme.

Ninja dykker ind i manuskriptet til Verdens bedste bog, skriver en besked til Storm og uploader den til alle bøger i Bøgernes Verden.

Og så er det ellers tilbage til TikTok for at se, hvad der sker.

Ninja smiler skævt. Hvor meget kan der være sket – i hænderne på en gammel dame, der ikke aner et klap om de unges sociale medier?

S TO RM S LU GER E T HA LV T BiB LiOTEK

Storm slår øjnene op. Der er hvidt alle vegne. Gullighvidt og støvet. Al den hvidhed maser ham ﬂad. Storm vrider og vender sig. Sådan, det var bedre. Han snuser ind.

Vent.

Han kender den duft.

Vanilje og læder.

Det er duften af gamle bøger.

Uhm! Storm føler en overvældende trang til at bide i bogen –og gør det!

Mums ﬁlibaba, hvor smager det skønt.

Storm tager en bid til og mærker, hvordan hans stærke mandibler skærer lige gennem papiret.

Hov vent … mandibler?

MANDIBLER?!

Det er da sådan noget, som insekter har i stedet for tænder?

Storm ser ned ad sig selv.

Hans arme er væk.

Hans ben er væk.

Han ville have skreget, hvis han stadig havde stemmebånd.

Det eneste, der er tilbage af ham, er en hvid, dellet krop. Han er forvandlet til en tyk, lille larve.

Trangen til at sluge bogen råt kommer over ham igen.

Haps!

Hans mandibel-munddele skærer gennem de næste sider. Han gumler papiret i sig, som var det mariekiks. Og så slår det ham: Han er ikke en hvilken som helst larve, han er en bogorm!

Og han er ved at æde sig gennem en lækker gammel bog.

Ha! Bogorm … Det er det, Ninja plejer at kalde ham. Hun skulle bare vide.

Han ormer sig længere ind i bogen. Det kan man da kalde at blive opslugt af Bøgernes Verden. En lille del af ham ærgrer sig.

Her troede han, at han ville være helten i Bøgernes Verden. At han ville være lige så sej som Tilly i Tilly og bogvandrerne. Han troede, at han ville vandre ind og ud af historier, der udspillede sig for øjnene af ham. I fantastiske universer, hvor han ville blive en del af handlingen. I stedet er han blevet forvandlet til en lillebitte bogorm, der er mast inde mellem siderne i en gammel bog.

Haps! Hold nu op, hvor smager det godt.

Storm ormer sig gennem bogen. Han smovser i papir og tryksværte.

Og ord!

Det er jo ikke bare papir, han æder. Det er ord.

Storm sætter farten lidt ned, så han kan nå at læse ordene, inden han sluger dem:

Alice … Den gale hattemager … Af med knoppen

Det er ikke en hvilken som helst bog, han er havnet i. Det er Alice i eventyrland.

Han ser sig tilbage. Hans ædeﬂip har dannet en snørklet gang gennem bogen. Et ormehul.

Han tager en bid til og støder mod noget hårdt. Bogomslaget.

Det dufter skønt.

Han tager en ordentlig bid.

Mums, det er læder.

Han tager en bid til. Læderbind smager endnu bedre end gulnet papir. Det smager af kanel og ild i pejsen. Han ormer sig gennem læderbindet og prøver på at kigge ud, men alt er hvidt.

Han er havnet i en ny bog.

Storm vrider sin runde krop af fryd.

Hvor heldig kan man være?

Han er ikke bare havnet i en tilfældig bog.

Han er havnet i et bibliotek.

Gad vide, hvilken bog han nu er ved at sluge?

Mouse Circus … Knapøjne

Selvfølgelig!

Den næste bog, man skal sluge efter Alice i eventyrland, er Coraline.

Så rammer en tanke ham.

Måske er han ikke bare havnet i et bibliotek. Måske er han rent faktisk blevet suget ind i Bøgernes Verden. Og hvis han ikke tager fejl …

Han æder sig gennem en bog til og en bog til og en bog til.

Jo, den er god nok.

I Bøgernes Verden er alle bøger forbundet.

Storm smiler.

Alle gode bøger bygger på andre gode bøger, så selvfølgelig er alle bøger forbundet.

Han kan følge sporene fra Percy Jackson til Ringenes Herre. Fra Ringenes Herre til Shakespeares skuespil. Fra Shakespeares skuespil til de græske myter. Og fra de græske myter direkte tilbage til Percy Jackson. 1

Hov. En fodnote. Nå ja. Det var jo det, de aftalte. Storm æder sig ned til bunden af siden for at læse fodnoten.

”Hey bogorm! Bliv nu ikke for opslugt N.” Storm ryster på hovedet ad sig selv. Hun kender ham godt.

Han undertrykker trangen til at gå på opdagelse i Bøgernes Verden og vender tilbage til planen. Han skal ﬁnde Ellen Holmboes bøger. Det er derfor, han er her.

Han vrider og vender sig, så han kan orme sig tilbage gennem de snørklede gange, han har trukket gennem bøgerne. Han er mæt nu og har vænnet sig til sin nye krop, så det går hurtigt. Inden længe ﬁnder han frem til hylden med Ellen Holmboes bøger.

Host!!! De er godt nok støvede. Bliver de ikke lånt ud?

Hurtigt møver han sig gennem en halv hyldemeter og lynlæser titlerne:

De døde dukkers hævn

Og de onde lo

Så er der en med en dræberklovn og en med onde børn. Hun er jo syg i hovedet, tænker han, og så endelig ﬁnder han det, han leder efter:

1 Hey bogorm! Bliv nu ikke for opslugt N

VERDENS BEDSTE B O G

Papiret er hvidt og blankt. Han tager en bid. Bogen smager lidt skarpt. Den må være helt ny. Han æder sig frem til kolofonen og ser, at bogen er udgivet i år. Så æder han sig gennem titelbladet, mums, og når frem til kapiteloversigten. ”Kapitel 3: Storm får verdens største røvtur,” læser han. Nej, hvor plat. Det der har hun tyvstjålet fra Percy Jackson. Hallo, Ellen Holmboe, Rick Riordan har ringet. Han vil have sine kapiteloverskrifter tilbage. Storm ryster sit dellede hvide hoved og æder sig videre til første kapitel. Han læser:

P iTEL 1

VERDENS KEDE Li GSTE FE Ri E

”Jeg keeeder mig!” siger Storm.

”Så læs en bog.” Storms farfar gaber og klør sig på maven. ”Så tager farfar sig en morfar imens. Tø-hø, ﬁk du den?”

”Ja, farfar.” Storm sukker. ”Jeg ﬁk den godt. Og det gjorde jeg også i går og i forgårs og hver eneste dag i sidste uge.”

Storm sukker igen. Så klatrer han op i den øverste køje og tager sin bog frem. Den er spændende nok. Fuld af jordskælv og

Det er bogen om ham og Ninja og farfar. Ufatteligt. Hvordan kan den være udgivet allerede? Har forfatteren en tidsmaskine? Og hvis bogen allerede ﬁndes, ligger hans skæbne så fast? Og hvad med farfars skæbne? Er den allerede skrevet?

Storm tøver. Har han overhovedet lyst til at vide, hvordan bogen ender? Hvordan hans liv ender?

Hvad nu hvis han dør? Giver det så mening at gøre noget?

Har han en fri vilje, eller ligger hans skæbne i hænderne på en ond gyserforfatter?

Sagen er bare, at han ikke har noget valg. Han er nødt til at vide, hvordan bogen ender. Det er den eneste måde, han kan redde sin farfar.

Han krabler om til sidste side. Læser og taber mandiblerne. For det, der står, er:

Fortsættelse følger … Glæd dig til Verdens bedste bog 2.

Nej, hvor tyndt. Det eneste, han hader mere end en åben slutning er, når man skal vente et år på næste bind i en serie. Så endelig forstår han det. Slutningen er ikke skrevet endnu. Han har stadig en fri vilje. Han kan stadig nå at skabe sin egen skæbne.

Men først er der lige noget, han skal tjekke. Han synes, han så noget på vejen gennem bogen. Yes! Der er den. Flapteksten. Storm vrikker sig halvt ud af bogen og hen til omslaget, der er bukket om. På indersiden af omslaget ﬁnder han det, han leder efter; en ﬂap med et foto af forfatteren, hendes mand og deres hus. Han læser:

E LLE N HO LM BO E

ER FØDT i 1965 O G HAR

SKR E V E T 65 BØGER.

H UN BOR i G i LLELE JE SAMMEN

MED SiN MAND. H AN ER O GSÅ

BØRNEB O GSFORFA TT ER.

Storm vrider sin dellede krop i et grusomt grin. Det sted kender han godt. Det lille hvide hus med det kæmpestore fyrretræ ligger lige i nærheden af hans mosters sommerhus. Ud til Fyrstien i Gilleleje.

Jeg ved, hvor du bor! Sucker!

Det eneste, han ikke ved, er, hvordan han kommer derhen.

B K N iNJA EKS P L DERER

”Navnet er Ninja, BookNinja.”

Ninja er kun lige kommet tilbage til BookTok, da hun må kaste sig til siden for at undgå at få et meme i hovedet. Hun ser op, og der kommer det næste:

”Jeg giver den seks ud af seks kastestjerner.” Slam! ”Lige mellem øjnene.”

Der er BookNinja-memes og BookNinja-shoutouts alle vegne. Forfatterens falske BookTok-reklame er gået viralt!

Hvor er det pinligt!

Og hvordan er det muligt?! Ninja rynker brynene. Hvordan kan den lortevideo gå viralt? Ninja har kun to følgere på TikTok. Sidst hun tjekkede, havde BookNinja fået ét like og én deling.

Ninja dykker ind på sin TikTok-konto og tjekker det ud.

Den. Er. Eksploderet.

Ninja er nødt til at tælle nullerne for at regne ud, hvor mange likes og delinger, hun har fået. Det er millioner. Masser af millioner. Hun graver lidt i det og ser, at det skyldes den ene af hendes to følgere. Ninjas forrige au pair viser sig at være BookTok-haj, og han har en hær af følgere. Han har delt falske-Ninjas video, og gennem ham er den gået viralt.

Ninja er i chok.

Alle elsker BookNinja. Der bliver lavet memes og giﬀer og T-shirts. Der ligger allerede en hel stribe BookNinja-videoer på BookTok, hvor hun anbefaler Ellen Holmboes bøger. ”Jeg giver den seks ud af seks samuraisværd.” Slam! ”Lige mellem øjnene.”

Frygten sniger sig ind på Ninja. Hvor længe har hun været væk?

Hvor længe har forfatteren holdt hendes TikTok-konto som gidsel?

Hun er ved at fortvivle, men så bliver hun ramt af en tanke.

Det her virker. Forfatteren har alt for travlt med at reklamere for sig selv og sin lortebog til at holde øje med Storm.

Hun fatter bare ikke, hvordan Holmboe har båret sig ad med at hacke TikTok-kontoen. Har hun sjusket? Har hun ladet bagdøren stå åben, så hendes trojanske hest virker begge veje? Ninja når ikke at tænke tanken til ende, inden det næste BookNinja-opslag får hele BookTok til at lyse op:

”Navnet er Ninja, BookNinja, og jeg glæder mig helt vildt til at se ﬁlmatiseringen af Verdens bedste bog. Jeg tør vædde på, at det bliver Verdens bedste ﬁlm. Jeg giver den to cirkelspark og en nunchaku.” Slam! ”Lige mellem øjnene.”

Al farve forlader Ninjas digitale ansigt. Hvis den her lortebog kommer som ﬁlm, så vil hele verden kende hendes og Storms hemmeligheder. Det må bare ikke ske.

”Kom nu, Storm,” hvisker hun. ”Hun har stjålet vores liv. Du bliver nødt til at stoppe hende.” Og hvorfor har hun ikke hørt noget fra Storm? Bare hendes bogormeven ikke er blevet opslugt af Bøgernes Verden. Hun bliver nødt til at gå tilbage til Dropbox og tjekke manuskriptet.

S TO RM KO NCENTRERER SiG OM AT MiSTE KO NCENT RATi ONEN

Hvordan kommer han ud af bogen og videre med planen?

Storm ser sig tilbage. Bag ham bugter der sig en labyrint af et ormehul.

Vent! Er det så enkelt?

Han har slugt bjerge af fagbøger om universet og om ormehuller, hvor man kan rejse gennem tid og rum over enorme afstande.

Han er en bogorm, og så kan han vel rejse gennem et bogormehul.

Ha! Det er bare så next level.

Storm leder lidt, og så ﬁnder han det helt rigtige sted. Med mandiblerne skærer han ordet Evighed ud af bogen, sluger det og lader sig opsluge af bogormehullet. Det kilder i maven. Siden åbner sig. Nu sker det.

Tag den, Tilly! tænker han og lader sig falde gennem et bogormehul.

Fuck mit liiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii

iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii

Storm er lidt skuﬀet, da hans rejse ender. Han havde forventet en eksplosion af farver, ligesom i Avengers, hvor Iron Man rejser gennem et ormehul for at redde verden. I stedet ﬁk han bare en rutsjebanetur gennem papir og ord. Men pyt. Nu er han, hvor han skal være: i Verdens bedste bog på Gilleleje Bibliotek.

Nu glæder det bare om at komme ud af Bøgernes Verden.

Men hvordan?

Storm tænker sig om et øjeblik. Måske er det det samme bare omvendt?! Han skal lade sig u-opsluge af en bog. Ha! Det ved han alt om, hvordan man gør. Det er superenkelt. Man skal bare miste koncentrationen.

Bogormen Storm forestiller sig, at han er en dreng igen. At han sidder med en bog i den ene hånd og sin telefon i den anden. Pling! Der kommer en Snap. Han tjekker den, svarer, ser en anden besked, så en kattevideo …

Og slam!

Så lander han på røven i børneafdelingen på Gilleleje bibliotek.

Foran hylden med H som Holmboe. Godt, Ninja ikke så det.

”Kan jeg hjælpe med noget?” spørger en bibliotekar. Hun er høj og rank og ser venlig ud.

”Må jeg låne noget at skrive med? Det er, fordi jeg gerne vil skrive en titel ned.”

Bibliotekaren rækker ham en lap papir og en rød tusch.

Perfekt!

Storm venter, til bibliotekaren er gået. Så tager han Verdens bedste bog på hylden, vender den om og retter i bagsideteksten med rødt.Sådan. Nu mangler han bare én ting: at skrive en fodnote til Ninja.2

2 Hey N. Bare rolig, jeg er ude igen. Har fundet EH. Hold hende hen med research S

Det her er intet mindre end verdens bedste bog – for alle andre end Storm og Ninja.

Storm og Ninja er nemlig heltene i historien, og det er ikke

nær så sjovt, som man skulle tro. Især ikke når en ond, ond skurk ligger på lur og kaster skypumper, zombiepirater og spøgelser efter folk.

Men hvem er den onde skurk?

Det er Ellen Fucking Holmboe

Hvordan kan skurken vide alt om alle?

Og hvordan kan skurken stoppes?

Der er kun én måde at ﬁnde ud af det: Læs straks denne bog! Fordi hun er syg i hvedet

I B K T K KA N iNGEN HØRE

DiG SK Ri GE

”Hold hende hen med research. Det kan du sagtens sige.” Ninja er så lettet over, at Storm er ude af Bøgernes Verden, at hun næsten glemmer at blive irriteret.

Nu skal hun bare holde den kørende et par kapitler til, så Storm kan nå at stoppe forfatteren. Hvordan gør hun det bedst? Skal hun blive i Dropbox eller tilbage til TikTok? Og hvordan skal hun bære sig ad med at komme tilbage til den virkelige verden og Storm?

”Det behøver du ikke bekymre dig om.”

”Hvad?” Ninja vender sig, og der kommer hun gående, gyserforfatteren, tværs gennem manuskriptet til Verdens bedste bog. Som hologram.

”Troede du virkelig, at I kunne narre en alvidende fortæller?” Forfatteren ryster på hovedet. ”Så tog du fejl. Og det gjorde du også, da du troede, at sådan en gammel dame ikke ved noget om computere.” Hun stiller sig foran Ninja. ”Men så kan jeg fortælle dig, at jeg er uddannet datalog.”

”Data-hvad-for-noget?”

”Det betyder computerekspert.” Gyserforfatteren griner uden lyd. ”Hvis du havde brugt tiden på at tjekke min hjemmeside, mens du var inde på min computer, så ville du vide det. Det

står i mit CV. I stedet havde du travlt med at bekymre dig om, hvad folk tænker om min ﬁne digitale udgave af dig.”

Alt i Ninja fryser. Så hører hun sig selv sige: ”Var det din plan hele tiden? Handlede det bare om at lave reklame for din bog?”

Ellen Holmboe trækker på skuldrene. ”Sådan en halvgammel forfatter som mig har ikke en chance for at nå ud til børn på jeres alder. I dag skal man være kendt fra YouTube og ﬁlm for at sælge bøger. Eller man skal være en sej BookTokker. Takket være BookNinja er bogen nu en bestseller, og den kommer som ﬁlm og tv-serie. Tak for hjælpen.”

”Du er virkelig … syg i hovedet.”

”Tak.” Forfatteren tripper irriteret. Hologrammet af Ellen Holmboe begynder at ﬂimre. ”Og nu …”

Ninja får en desperat idé. ”Et skridt nærmere, og jeg siger det til læserne,” hvæser hun.

”Men Ninja dog. Læserne ved det allerede. De er ligeglade med karaktererne. De vil bare have spænding.”

”Hallo, læser! Er du der?” råber Ninja. ”Gør noget! Stop hende! Sig det til en voksen. Gå til politiet …”

”Kom, du skal med mig.” Ellen Holmboe rækker ud og griber

Ninjas hånd. ”For du vil ikke gå glip af den store ﬁnale, vel?”

En skypumpe dukker op, ud af det blå, og rækker ud efter forfatteren og hjælperen.

”Helt ærligt!” stønner Ninja. ”Troldmanden fra Oz har ringet. Han vil have sin skypumpe tilbage.”

”Så slap dog af,” vrisser forfatteren, ”jeg har travlt, okay? Og ingen gider alligevel læse transportscener.”

Og slam!

Så er de væk.

G YS i G i LLELE JE

Alarmen hyler, da Storm spurter ud ad svingdøren på Gilleleje bibliotek med Verdens bedste bog under trøjen. Han løber gennem byen, forbi havnen, og herfra kender han vejen til Fyrstien.

Han holder udkig efter forfatterens hus.

Der! Storm kan genkende fyrretræet på lang afstand. Det er højt som Rundetårn, og hver gang han har set det på ferie hos sin moster, har han drømt om at klatre i det. Han sætter tempoet op og løber det sidste stykke op ad Strandbakkerne. Og der ligger det. Et lille hvidt hus med gule søjler og gule skodder. Haven er kæmpestor. En gråhåret mand kører tur med sit barnebarn i en trillebør. ”Mer’, morfar!” Den lille pige klukgriner, når hendes morfar kører vildt. Det må være Ellen Holmboes forfattermand.

Storm åbner havelågen og siger hallo.

Forfattermanden stopper og venter.

”Det er … øh … er Ellen Holmboe hjemme?”

”Nej, desværre. Hun er taget på krydstogt for at skrive. Kan jeg hjælpe?”

Storm forklarer, at han er Ellen Holmboes største fan. At han har alle hendes bøger. At han havde håbet på at få en autograf og måske endda se hendes arbejdsværelse. Der hvor magien bliver til.

Den lille pige klatrer ud af trillebøren og gemmer sig bag sin morfars ben.

”Det sidste kan jeg godt hjælpe dig med,” siger forfattermanden. Han tager sit barnebarn ved hånden og viser vej.

Storm ved ikke, hvad han havde forventet. Måske et gyserhus med voldgrav og orgelmusik. I stedet er der hyggeligt. Lysegult badehotelstapet, pejsestue, havestue med stjernetegn i loftet. Forfatterens arbejdsværelse er gammeldags på den fede måde.

Der er træ på vægge, loft og gulv. Der er bøger, kunst, strikketøj og grønne planter alle vegne. Det eneste moderne er computeren på bordet.

”Se dig lidt omkring, ” siger forfattermanden, ”så henter jeg en vaniljekrans. Jeg har lige bagt.”

Da manden er forsvundet ud i køkkenet med sit barnebarn, bladrer Storm frem til kapitel 27 i Verdens bedste bog og skriver en fodnote til Ninja3: Nu går det ned. Mød mig på dækket om 5. S.

”Så er der serveret,” kalder forfattermanden.

Storm beder til, at Ninja når at se hans besked. Så går han ud i køkkenet. Forfattermanden har dækket op med saftevand og småkager på terrassen. Barnebarnet smiler genert fra sin triptrap-stol. Den søde mand. Det gør næsten ondt på Storm, hvad han er nødt til. Men kun næsten. For nu er det tid til den store ﬁnale. Han håber, Ninja er kommet godt gennem sin Alt er tabt-scene og er lige så klar, som han selv er. Storm sætter sig mellem forfattermanden og barnebarnet og siger så højt, at forfatteren ikke kan undgå at høre det: ”Åh, hvor jeg trænger til at kede mig. Gid, jeg dog var tilbage på skibet med farfar.”

Og slam!

Så dukker en skypumpe op på himlen og griber ud efter Storm. Storm griber også ud og holder godt fat, da han bliver hvirvlet op og væk.

3 Nu går det ned. Mød mig på dækket om 5. S

D EN STO RE FiNA LE

Et øjeblik efter lander Storm på udsigtsdækket på krydstogtskibet Sea Star med forfattermanden i den ene hånd og barnebarnet i den anden.

Foran ham sidder gyserforfatteren ved sit cafébord med en åben computer. Iskold. Uden at reagere på synet af hendes kære. Ved Holmboes ene side sidder farfar, ved den anden sidder Ninja. Storms hjerte slår en kolbøtte af glæde over at se farfar igen. Men ikke som gidsel. Han bider tænderne sammen. Nu må han holde sig til planen. Ellers går det ud over hans kære.

De ﬁre gidsler er som forstenede. Storm når lige at overveje, om de er hypnotiserede, da forfatteren siger:

”Så mødes vi igen, Storm. Det er en fornøjelse at se dig.”

”Gid, jeg kunne sige det samme.”

”Og du har taget gæster med, kan jeg se. Eller skulle jeg sige … gidsler?”

”Lige over, og jeg er ikke bange for at bruge dem.” Storm skæver til farfar og Ninja. Hvorfor reagerer de ikke? De kan let overmande den skøre forfatter. De er to mod én.

”Forskellen på dig og mig er bare, at du bluﬀer. Du har ikke det, der skal til.” Hun peger på sin mand og sit barnebarn uden at vise følelser. ”Du er ikke villig til at ofre andre for din egen skyld, Storm. Du er en helt. Ikke en skurk. Eller en forfatter.”

Hun griner hæst. ”En forfatter er altid klar til at ofre sine kære for en god historie.” Hun skæver til sin mand. ”Beklager, skat.”

”Hvordan kan du være så ond?” ryger det ud af Storm.

Forfatteren trækker på skuldrene. ”At være ond er en del af jobbet. Det burde en bogorm som dig vide.” Nu kommer den. Skurkens store tale. Ellen Holmboe læner sig tilbage og siger: ”En forfatter må lyve og stjæle og slå ihjel for den gode histories skyld. En forfatters vigtigste opgave er at give karaktererne modstand. Ingen over to år gider læse en bog, hvor tingene bare går la-di-da derudad, mens solen skinner, og alle er søde og rare.

Det ved du også godt. Du lever og ånder for bøger. Du har læst så meget fantasy, at du synes, dit eget virkelige liv er kedeligt.

Du drømmer om drama. Du ønsker at være hovedpersonen i en bog med masser af modstand og umulige valg. Uden at forstå dit egentlige behov. Og nu hvor det rammer dig selv, står du og hyler. Flot, Storm!”

”Jeg vidste det,” siger Storm. ”Allerede da jeg mødte dig på dækket. Ingen er så rar, uden at der er noget galt.”

”Så skulle du have handlet på din mavefornemmelse. I stedet for at lade Ninja gøre alt det beskidte arbejde.”

”Men …”

”Ikke noget men,” afbryder forfatteren. ”Husk, at jeg er alvidende. Jeg kender dig bedre, end du kender dig selv. Jeg kender dine drømme og mareridt. Jeg kender din fortid og nutid, og jeg bestemmer over din fremtid!”

Et øjeblik synes Storm, at forfatteren ser lige så sindssyg ud som Daniels fyrmesterfar på strandhugst. Eller Daniel, da han dømte sin far til døden.

”For at gøre en lang historie kort, så vil jeg give dig modstand. Og hvis du troede, at kannibaler og zombiepirater er modstand

… ha! Tillad mig en grusom latter.” Forfatteren griner uden lyd.

Alligevel skærer det i Storms ører. ”Du tror, det er action, der gør bøger spændende, men dér tager du fejl. Det er følelser. Så derfor vil jeg stille dig over for et umuligt valg.”

Hun holder pegeﬁngeren klar over computerens tastatur.

”Jeg har skrevet to forskellige slutninger til Verdens bedste bog 2. Når jeg trykker på Gem, kommer der en skypumpe og tager en af dine kære med sig og smider ham eller hende i en aktiv vulkan. Så nu skal du vælge. Hvem skal leve, og hvem skal dø?

Farfar eller Ninja?”

”Det bliver vi to om at bestemme,” siger Storm. ”Inden du kan nå at skrive det ind i slutningerne, kaster jeg mig ind i skypumpen, og med mig tager jeg enten din mand eller dit barnebarn. Valget er dit.”

Forfatteren blegner. Et øjeblik titter mennesket, Ellen Holmboe, frem. Så vender det hårde forfatterblik tilbage bag læsebrillerne.

”Dit træk, knægt! Det er dig, der er hovedpersonen, ikke mig.”

Hun holder ﬁngeren svævende over Gem og venter på Storms udspil. ”Der er kun to måder, den her historie kan ende på, og du ved det: død eller bryllup. Tragedie eller komedie.”

”Der bliver ikke noget bryllup,” hvæser Ninja, der har kæmpet sig ud af hypnosen. ”Eller det bliver værst for dig selv. Jeg orker ikke det pis.”

”Enig,” siger forfatteren. ”Du er en pige efter mit hoved. Så bliver det død.”

”Vent!” siger Storm. ”Du kan ikke slutte historien her. Der er ikke balance i spejlhistorien. Min og farfars historier spejler ikke Daniel og fyrmesterens. Ingen af os er sindssyge. Ingen af os slår den anden ihjel.”

En rynke viser sig mellem forfatterens lyse øjenbryn. Storm har ramt plet. Et øjeblik vakler hun, så trækker hun på skuldrene og siger: ”Blæse være med det. Det er der alligevel ingen af læserne, der fanger. De er børn. Spejlhistorier er spildt på børn.” Hun løfter atter ﬁngeren, klar til at sende farfar eller Ninja i døden. Storm gør tegn til Ninja om at stoppe gyserforfatteren, men Ninja sidder bare og lytter. Uden at gøre noget. Ligesom de andre gidsler. Ligesom bipersonerne altid gør i Den store ﬁnale, når skurken og helten endelig mødes. Ingen rigtige mennesker ville reagere så snotdumt. Rigtige mennesker ville stoppe skurken. Ikke sidde og glo, mens skurken fyrer smarte replikker af. Intet af det her er virkeligt. De er så meget med i en bog. Storm retter ryggen. Det er ham, der er helten. Kun han kan redde dem nu.

”Men rammehistorien,” forsøger Storm, ”den er heller ikke på plads. Historien starter med mig og farfar i kahytten. Så skal den også slutte der.”

”Vi er da tilbage på dækket, hvor det hele begyndte. Sådan for alvor. Det må være tæt nok på. Og desuden har jeg en deadline.” Holmboe trommer med ﬁngrene på cafébordet. ”Bogen går i trykken på mandag. Jeg har skrevet på den i tre år, og jeg gider ikke bruge mere tid på den, for jeg har fået en ny idé, der er meget bedre.”

”Bedre end Verdens bedste bog?”

”Ja, min ven. Min næste bog hedder Universets bedste bog. Tak fordi du spørger.” Hun hæver et øjenbryn og smiler skævt. ”Det er kun læserne, der interesserer sig for gamle bøger. Vi forfattere er altid mest optaget af den bog, vi er i gang med at skrive.” Hun er stille et øjeblik. ”Nå, hvor kom vi fra? I valget mellem død eller bryllup, lander vi takket være din woke veninde på død.”

”Nej!” Alt i Storm skriger i protest. Så får han en idé. ”Hey, læser!” råber han, så højt at læseren ikke kan undgå at høre det. ”Gør noget! Red os! Du vil jo gerne have romantik og lykkelige slutninger, ikke?”

”Der tager du fejl, Storm. Læserne vil have spænding. Og læserne vil have bøger, der får dem til at græde. Det har jeg lært i min research på TikTok. Læserne vil se, hvad du gør, hvis jeg tvinger dig til at vælge mellem din farfar og Ninja. Læserne vil se dig lide, fordi deres egne liv er så kedelige.”

”Gu’ vil de ej.”

”Godt, så lader vi læseren afgøre, hvordan det hele ender. For sjovt nok har jeg en tredje slutning klar.”

Og inden Storm kan nå at gøre noget, trykker gyserforfatteren på Gem.

T R ETT EN S LU TNiNGER, TADAAAH!

Okay læser, du får lov til at vælge slutningen. Så hvad skal det være; død eller bryllup? Du bestemmer!

1. Lykkelig slutning

2. Ulykkelig slutning

3. Åben slutning

4. Gyserslutning 1 – uden hjælp

5. Gyserslutning 2 – nu med callback

6. Gyserslutning 3 – med alt for meget hjælp

7. Gyserslutning 4 – med et twist eller to

8. Ninja dør

9. Forfatteren dør

10. Storm dør

11. Alle dør

12. Læseren dør

13. Bryllup

1. LYKKE Li G S LU TNiNG

Efter et langt eventyr er Storm tilbage i kahytten hos farfar:

”Jeg keeeder mig,” siger Storm

”Så læs en bog,” foreslår farfar.

”Og gud, hvor har jeg dog savnet at kede mig.” Storm giver sin farfar et bjørnekram. ”Måske kunne vi læse en bog sammen?”

Der er ikke noget, farfar hellere vil.

”Eller …” Storm blinker til farfar. ”Vi kunne også ﬁnde på en historie sammen. Ligesom vi plejede.”

Farfar er straks med. ”Okay, jeg har en idé,” siger han, ”der var engang en dreng, der var på krydstogt med sin farfar.”

”Ja, og han keeedede sig. Men så …”

Og sådan gik det til, at Storm og farfar sammen skrev Verdens bedste bog. SLUT

2. U LYKKE Li G S LU TNiNG

Tilbage i første kapitel bliver vi hos farfar, lige inden Storm forlader kahytten:

”Jeg keeeder mig!” siger Storm.

”Så læs en bog.” Storms farfar gaber og klør sig på maven. ”Så tager farfar sig en morfar imens. Tø-hø, ﬁk du den?”

”Ja, farfar.” Storm sukker. ”Jeg ﬁk den godt. Og det gjorde jeg også i går og i forgårs og hver eneste dag i sidste uge.”

”Tø-hø,” siger farfar igen. ”Jeg er så gammel, at selv mine vittigheder går med rollator.” Han lægger sig på den nederste køje og tager avisen over hovedet for at skjule sin sorg. Hans kone havde ret, da hun sagde, at det var en dårlig idé at tage Storm med på krydstogt. ’Han kommer til at kede sig,’ sagde hun. ’Det er netop planen,’ sagde farfar, ’så kan vi læse sammen igen.’ Det savner han, så det gør ondt. ’Men Arnold,’ sagde farmor og tog hans hånd, ‘børnebørn har man kun til låns. I har haft jeres tid, og nu skal han ud i verden og være sammen med sine venner.’ ’Men det er for tidligt,’ sagde farfar, ’han er kun 12, og jeg har kun ham.’

Så farfar havde taget chancen og lokket Storm med på krydstogsferie.

Nu ligger han her. Ferien er snart forbi, og han ved, at hun har ret. Storm er vokset fra sin farfar, og der er intet han kan gøre.

Hans kærlighed er blevet hjemløs. Farfar aner ikke, hvad han skal stille op med sig selv. Skal han bare vente på at få et oldebarn?

Om 30 år? Og lever han overhovedet til den tid?

Hans mave bevæger sig i ryk, mens han græder lydløst af sin egen hjælpeløshed. Han lægger hænderne over munden, så Storm ikke skal høre ham hulke.

SLUT

Græd, BookTokker, græd!

3.

Å BEN S LU TNiNG

Tilbage på dækket, under Den store ﬁnale, siger forfatteren: ”Nå, hvor kom vi fra? I valget mellem død eller bryllup lander vi, takket være din woke veninde, på død.”

”Gu’ vil de ej.”

”Gu’ vil de så.”

SLUT ”Hvad?!” Læseren bladrer gennem de sidste sider i bogen. De er blanke. Hvor er det bare plat! Efter alt det her ender Verdens bedste bog med verdens kedeligste slutning. ”Det der kan du godt droppe,” hvæser læseren. ”Vi HADER åbne slutninger!” Læseren lægger bogen fra sig. Fnyser. Og læser aldrig en bog igen.

SLUT

”Nej, vent!” råber alle dansklærere. ”Vi elsker åbne slutninger.”

De smiler forventningsfuldt ud over deres klasser og siger: ”Og nu, søde børn, nu skal I selv skrive en slutning på Verdens bedste bog. Bliver det ikke spændende?”

”Fuck mit liv,” siger de knap så søde børn. Og lader meteorer, skypumper og ﬂyveøgler hagle ned over dansklærerne.

SLUT

”Nej, vent!” råber forfatteren. ”Hvad nu hvis jeg laver en konkurrence? Så kan du skrive din egen slutning på Verdens bedste bog og sende den til mig. Så kårer jeg Verdens bedste slutning, poster den på SoMe og sender vinderen min næste bog. Adressen ﬁnder du på www.ellenholmboe.dk.”

”Hm,” siger læseren til sig selv. ”Er hun nu ude på at få gratis reklame igen?” Læseren hæver et øjenbryn. ”Eller kunne jeg faktisk ﬁnde på en bedre slutning end det her?” Læseren sætter sig med sin pc og begynder at skrive.

Og dermed, ærede læsere, har vi endnu en åben slutning.

SLUT (eller hvad man nu skal kalde det)

4. G YSERS LU TNiNG 1 – UDEN HJÆL P

Tilbage på dækket, under Den store ﬁnale, vender Storm sig mod den onde gyserforfatters søde mand og siger: ”Gør noget, stop hende. Du kan da ikke bare stå og se til, mens hun myrder børn og gamle mennesker.”

Manden siger stadig ikke noget, men forfatteren griner uden lyd. Hun sender sin mand et luftkys og siger:

”Tillad mig at præsentere dig for Henrik Einspor, manden, der gav verden Halloween i den gamle nazibunker. Han har skrevet mere end 100 gysere. Og Idun her, hun er født på Halloween. Så Storm, det er slut med at satse på hjælpere. Du må klare dine problemer selv.” Hun lægger hovedet på skrå. ”Og hvordan synes du egentlig selv, det går med det?” Hun rækker hånden i vejret og knipser. Endnu en skypumpe viser sig på himlen, og inden Storm kan nå at sige: Fuck mit liv, er det

SLUT

5. G YSERS LU TNiNG 2 –

NU MED CALL BACK

Tilbage på dækket rynker forfatteren panden. Ninja har ret. Ikke flere skypumper. Det er simpelthen for uopfindsomt. Hun må se at finde på noget bedre. Og med bedre mener hun ondere. Forfatteren tænker sig om et øjeblik, så lyser hendes øjne op. Der var den! ”Vi mangler da et callback,” mumler hun for sig selv. ”En fiks lille intertekstuel reference til Historien i historien. Sådan noget, som dansklærerne elsker. Og BookTokkerne.” Hun rækker hånden mod himlen og knipser. Først sker der ikke noget, så fyldes luften over dem med vinger. De hjemløse svartbage fra Glemth har fundet et nyt sted at stille deres sult efter menneskekød.

Wwwru-wru-aah-aah-aah-aah-aah-aaaahh!

SLUT

6. G YSERS LU TNiNG 3

– MED A LT FOR MEG E T HJÆL P

Tilbage på dækket, under Den store ﬁnale, tager Storm fat i den onde gyserforfatters søde mand og rusker ham: ”Så stop hende dog!”

Endelig vågner forfattermanden op. Han ser sig om og siger til sin forfatterkone: ”Kalder du det for en gyser? Nej, nu skal jeg vise dig, hvordan man skriver en ordentlig gyserslutning.” Han tager sit barnebarn på armen, knipser med ﬁngrene og skriver sig selv ud af historien.

Storm står lidt og ser sig om. Lettelse skifter med skuffelse. Var det det bedste, gyserforfatteren Henrik Einspor kunne finde på? Så får han øje på en kæmpestor lyserød monsterbamse, der kommer løbende med en økse i labberne. Og en morderisk naziklovn. Og en katteædende alien. Og genfærdet af en ond skolelærer. Skridt for skridt går Storm baglæns, mens alle uhyrerne fra Einspors hundrede gyserbøger kommer nærmere. Monsterbamsen kaster sig over forfatteren og flækker hendes syge hjerne med øksen. Ninja rammer naziklovnen lige mellem øjnene med en kastestjerne. Men det stopper den ikke. Den er allerede død. Nu vender monsterbamsen sig mod Storm. Den slikker Holmboes kolde blod af snuden og kommer nærmere. Det samme gør alienen og skolelæreren fra helvede. Storm tager endnu et skridt baglæns. Han rammer rælingen og falder overbord. Lige ned i gabet på kæmpehajen fra Rødt flag.

7. G YSERS LU TNiNG 4

– MED E T TWiST E LLE R TO

Ninja sidder på udsigtsdækket og lytter. Hun kan ikke holde det ud længere. Hvis Storm ikke siger noget, så må hun. Hun afbryder forfatterens selvglade enetale:

”Din bog er fuld af scriptfejl. Hvordan kan Verdens bedste bog stå på biblioteket, når du først er ved at skrive den nu?”

”Måske har jeg en tidsmaskine?” foreslår forfatteren.

”Vel har du ej. Hvis det her var en tidsrejsehistorie, så ville vi have hørt om det for længe siden.”

”En forfatterhjerne er en tidsmaskine,” mumler Ellen Holmboe. ”Måske dukker der en tidsmaskine op lige om lidt? … eller i min næste bog?” Hun ser sig om efter sin notesblok.

”Det er da også det eneste, vi mangler,” siger Storm.

”Bare kom med det, jeg er så klar!” siger Ninja.

”Har du gået til tidsmaskine?” spørger Storm.

”Gu’ har jeg så.”

Storm er imponeret.

Men det skulle han ikke have været, for det næste, Ninja siger, er:

”Din bog er fuld af scriptfejl. Hvordan kan Verdens bedste bog stå på biblioteket, når du først er ved at skrive den nu?”

Og sådan ender historien om Storm og Ninja, der er fanget i et evigt tidsloop om bord på pensionistkrydstogtskibet Sea Star.

SLUT

PS. Og sådan gik det til, at Ninjas værste frygt blev til virkelighed: Hun og Storm er 12 år for evigt.

8. N iNJA DØR

”Og nu vi er i gang,” siger Ninja til forfatteren, ”så er det totalt ikke-okay for en hvid kvinde at skrive om brune mennesker, når de eneste brune, der er med i bogen, er kannibaler. Vær dog lidt woke!”

”Woke! Hvor woke er du selv?” fnyser forfatteren. ”Du gik bare ud fra, at oldgamle damer ikke har forstand på computere.

Det er dobbelt op på fordomme: aldersshaming og mandschauvinisme i ét.” Forfatteren rækker hånden mod himlen, knipser og siger: ”En skypumpe, tak!”

En skypumpe dukker op, ud af det blå. Den suger Ninja op og sender hende tilbage til den knap så øde ø.

Plask, siger det, da Ninja lander i kannibalgryden til lyden af festtrommer og Mums ﬁlibaba på kannibalsprog.

SLUT

9. F ORFATT EREN DØR

Nej, vent. Det var ikke det, der skete.

Da forfatteren ikke kunne tåle Ninjas rimelige kritik, gik det sådan til:

”Hvor vover du!” Forfatteren rækker hånden mod himlen, men før hun kan nå at hidkalde en skypumpe, siger Ninja:

”Jeg giver dig én ud af seks kastestjerner. Slam! Lige mellem øjnene.”

Forfatteren vakler, da kastestjernen borer sig ind i hendes syge hjerne. Hun svajer og falder.

Stjernerne slukker på himlen, en efter en.

Solen synker i havet og går ud.

Storm når lige at sige: ”Fuck mit l…”, så er det SLUT

10. S TO RM DØR

Storm er tilbage på krydstogtskibet. Alene. Da det kom til stykket, kunne han ikke nænne at tage Holmboes søde mand og barnebarn som gidsler. Det her angår kun ham og hende.

Storm styrer uden om Den store ﬁnale og skynder sig hen til kahytten. Han løber om kap med sit galopperende hjerte. Bare han kan nå at redde farfar fra gyserforfatteren.

”Farfar?” Han banker på døren til kahytten.

Intet svar.

Storm åbner og ser ind.

Farfar ligger og sover med avisen over hovedet. Præcis som Storm forlod ham.

Storm sukker af lettelse og husker at trække vejret igen. Han sætter sig på sengekanten og siger: ”Undskyld, at jeg har været så sur. Jeg savner sådan at læse sammen med dig.”

Farfar svarer ikke. Han ligger alt for stille.

”Farfar?” Storm lægger forsigtigt hånden på farfars skulder. Og trækker den til sig.

Skulderen er kold.

Storms krop forstår det før hans hjerne.

Han ser sin hånd række ud og trække avisen væk fra farfars ansigt.

Farfars ansigt er gråt og spidst. Hans mund står åben.

Storm synker sammen. Han nåede det ikke. Farfar er død, og det er hans skyld. Gyserforfatteren har taget hans farfar fra ham. Bare fordi han kedede sig og ønskede, at hans liv skulle være lige så spændende som en bog. ”Undskyld, farfar. Undskyld. Jeg vidste jo ikke, at det var vores sidste rejse …” Storms stemme knækker over og forsvinder. Han putter sig ind til farfar. Og dør af sorg. Ligesom Daniel.

Oppe på udsigtsdækket smiler forfatteren lykkeligt. Nu har hun endelig fået ﬂettet de to lidt for forskellige historier sammen til én perfekt spejlhistorie, hvor Storm og hans farfar spejler Daniel og hans fyrmesterfar.

Ellen Holmboe sætter det sidste punktum. Hun strækker sig, ruller med skuldrene, og så, til allersidst inden hun gemmer manuskriptet, skriver hun sit yndlingsord: SLUT

11. A LLE DØR

Vi er tilbage på udsigtsdækket i slutningen af kapitel 29. Forfatteren er lige ved at vælge kujonens løsning og overlade det til læseren at afgøre, hvordan bogen skal slutte.

”Godt,” siger forfatteren, ”så lader vi læseren afgøre, hvordan det hele ender.” Hun gør sig klar til at trykke Gem på computeren.

”Så let slipper du ikke,” siger Storm. ”Vi har placeret en bombe på skibet. Hvis du tørrer slutningen af på læseren, sprænger vi skibet i luften. Det er dig, der er forfatteren. Det er dit job at skrive en ordentlig slutning.” Han holder sin telefon frem. ”Et tryk, og skibet går ned.”

”Og bare til din information,” tilføjer Ninja. ”Så beﬁnder vi os i et farvand med særligt sårbare økosystemer og dyr; koraller, havskildpadder og truede hvaler. Et olieudslip her vil være verdenshistoriens største miljøkatastrofe. Og det vil være din skyld.”

Forfatteren tøver. Hun skæver til sin mand og sit barnebarn. ”I bluﬀer,” siger hun så. ”Hvornår har I haft tid til at gøre en bombe klar?”

”Mens du havde travlt med at reklamere for dig selv.”

”Som om.” Forfatteren løfter ﬁngeren for at trykke Gem og sende Ninja eller farfar i døden.

”Hun gør det,” hvisker Ninja.

”Fuck dit liv!” siger Storm og udløser bomben.

Der lyder et dæmpet drøn, da bomben sprænger hul i skibssiden under vandet.

Skibet går ned.

Alle drukner.

Olien fosser ud.

En million fugle, ﬁsk og havdyr bliver smurt ind i olie og dør en langsom, pinefuld død. For et stort område af Middelhavet er det SLUT

12. L ÆSEREN DØR

Afstemning: Er det her verdens bedste bog eller verdens værste lortebog? Du bestemmer!

Verden bedste bog: Sæt kryds __

Verdens værste lortebog: Sæt kryds __

Afstemningen er slut, og læserne er ikke i tvivl: Det her er verdens værste lortebog.

”Hvad?” udbryder forfatteren. ”Det er totalt useriøst. Læserne aner ikke, hvad de vil ha’.”

Hun vender sig og ser læseren ind i øjnene. ”Nu håber jeg ikke, du har rørt ved dit ansigt, mens du læste Verdens værste lortebog, kære læser. Jeg har nemlig smurt bogen ind i gift. Og den burde begynde at virke …” hun ser på sit ur, ”om få minutter, og så er det”

SLUT

PS: Og i øvrigt skriver man ikke i en biblioteksbog. Heller ikke krydser. Skam dig! Nå, lige meget. Du er alligevel død om … nu.

13. B RY LLU P

Storm vågner. Han ligger i den øverste køje i kahytten hos farfar.

Det hele var bare en drøm.

”Så er der pandekager,” kalder farfar.

”Yeah!” Storm springer op.

”Og Storm? Tag lige noget pænt tøj på. Der står en pige herude. Hun hedder Ninja, og hun siger, at I skal giftes.”

SLUT

Slam! Bogen glider ud af hånden på læseren. Læseren glider sidelæns ud af stolen. En kastestjerne glimter mellem læserens øjne, mens Ninja hvæser: ”Jeg sagde jo, at jeg ikke gider det bryllupspis.”

SLUT, BLEV DER SAGT!