KLASSENS KLOVN
”Der kommer en ny i klassen på mandag.”
Det er Bo, som siger det. Lige inden vi får fri.
En dreng eller pige? vil vi vide.
Dreng. Bo pakker sine ting sammen. Om lidt er der weekend.
”Kan han spille fodbold?”
Det er Simon, som spørger. Alt drejer sig om fodbold for ham.
Er han pæn? vil pigerne vide.
Hvad hedder han? Hvor har han gået i skole før?
Vi spørger løs.
”Han hedder Joakim,” siger Bo.
Julie og Emma hviner af fryd. De to bimbos i vores klasse.
De hopper op og ned og klapper i deres små hænder.
Som fans til en Bieber-koncert.
Bare tanken om en ny dreng og de er helt oppe at køre.
Vores lærer ser lidt stram ud.
Det er ikke så tit, vi får nye i klassen.
Senest var i femte. Nu går vi i syvende.
I femte klasse kom Esben.
Og senere det år kom Liva.
Esben gik ud efter et års tid. Han og hans far og mor skulle fytte til USA.
Men Liva er her endnu.
Hun bor på samme vej som mig.
Vi følges tit i skole.
Jeg er ret vild med hende. Hun ved det bare ikke.
Eller det håber jeg, hun ikke gør.
Jeg skal heller ikke nyde noget af at sige det.
Vi er en god klasse.
Vi kan rumme nye elever, som Bo altid siger.
Og nu skal vi så rumme en, som hedder Joakim.
”Der er lige en ting mere, I skal vide,” siger Bo. ”Han, altså den nye dreng … han ser sådan lidt … øh, speciel ud.
Men lov mig at tage godt imod ham. Ikke noget med at grine. Kan vi lave en aftale om det?”
”Hvordan speciel?” spørger vi.
For nu bliver vi for alvor nysgerrige.
”Det får I at se,” siger Bo.
Julie og Emma dæmper sig lidt.
”Hvordan speciel, Bo?” vil de gerne have svar på. Men Bo er tavs.
”Jeg håber i hvert fald, han kan spille
fodbold,” siger Simon.
Og så ringer det ud.
Det er weekend.
Jeg følges med Liva. Som sagt bor vi på samme vej.
Der er kun fre numre mellem vore huse.
Vi cykler side om side.
Livas lyse hår er dækket af en hjelm. Hun
ser som altid godt ud.
Jeg ser på hende i smug.
”Så du Emma og Julie?” siger jeg.
”Totalt poptøser,” fnyser Liva.
Så sender hun mig et skævt grin.
”Men hvem ved, måske er han lækker,”
driller hun.
Måske ved hun, at jeg har et crush på hende.
”Bo sagde, at han så speciel ud,” siger jeg.
”Så passer han godt til jer andre drenge,” ler Liva.
Jeg bliver rød i hovedet.
Bare nu den nye dreng ikke er sådan en
Dario.
Sådan en, som pigerne bliver vilde med.
Piger falder tit for de mest skøre typer.
Det viser sig, at jeg ikke behøver at være urolig.
I hvert fald ikke hvad angår det der med
Dario.
Det bliver mandag.
Alle er spændt på at møde den nye dreng.
Vi kan næsten ikke vente.
For en gangs skyld sidder vi på vores pladser, da vores lærer træder ind.
Og Bo har den nye med. Han går bagved.
En dyb stilhed breder sig.
Vi glor. Hold op, hvor vi glor.
Der bliver helt, helt stille i klassen.
Alle sidder bare med åben mund.
For den nye er en klovn.
Ja, du læste rigtigt. En klovn. Sådan en, man ser i cirkus.
Med skørt tøj, kæmpe sko og orange hår.
Og med rød mund og malet fjæs.
Han står der ved siden af vores lærer med en rygsæk.
Er det skjult kamera, det her?
Eller en joke?
Nej. Det er sandt. Utroligt, men sandt.
Bo rømmer sig.
”Det her er Joakim,” siger han.
Man kan se, at Bo ikke er helt tilpas ved
det hele, så han gør alt, for at det skal virke helt normalt, at en klovn starter i syvende.
Han ser på den nye elev.
”Vil du sige lidt om dig selv, Joakim?”
Stilhed. Klovnen glor på os. Vi glor tilbage.
Vi glor, som om vi er faldet ned fra månen.
Man kan høre en nål falde til jorden.
Selv Julie og Emma er tavse. Det her var nok ikke lige, hvad de have ventet.
Så åbner klovnen sin røde mund.
Stemmen er lidt ru.
”Jeg hedder Joakim, men I kan bare kalde mig for Jokke.”
”Vi siger velkommen til dig, Jokke,” siger Bo.
”Du kan sætte dig ned ved siden af Jes.”
Han peger mod mit bord.
Jokke hanker op i sin rygsæk og sætter kurs mod mig.
Alle vender sig og følger ham.
Jeg rykker mine ting.
Også Liva har vendt sig og glor. Vore øjne mødes.
Hendes mund sitrer.
Hun har svært ved at holde masken.
Jeg bliver rød i hovedet.
Satans lort at jeg skal sidde ved siden af den her klovn.
Jokke tumler ned på stolen.
Et stort, rødt smil sidder malet på hans fjæs.
”Hey,” mumler jeg lavt.
”Hej-DAV,” siger han højt. Alt for højt.
Et sted er der en, som fniser.
”Ja, så kan vi gå i gang,” siger Bo og
tænder for smartboardet.
”Find jeres ting, og slå op på siden med komma-regler.”
Jokke breder sig ved siden af mig.
Han smiler til mig.
Hele hans røde mund er ét stort smil.
Som om han siger: Vi to, vi skal nok blive gode venner.
Da det bliver pause, får Liva og jeg
til opgave at vise Jokke rundt på skolen.
Vi viser ham, hvor alle vores lokaler er. Og boden, hvor vi kan købe mad. Og alt det andet.
Jokke vader efter os i sine mega-sko og
med sine hænder på ryggen som en gæst på et museum.
Vi gør vores bedste for at lade, som om vi er helt cool med at vise en klovn rundt, selvom alle bare glor helt vildt.
De små elever står stille med store øjne.
Selv de lærere vi møder, kan ikke lade være med at stirre.
Jeg er helt fov.
Vi ender nede ved idræt.
”Onsdag har vi idræt,” siger jeg.
”Hum-hum,” nikker Jokke.
”I de to første timer,” siger Liva, som indtil nu har været tavs.
”I de to første timer,” siger Jokke som et ekko.
”Vi er mest ude på banen,” siger jeg.
”Men lige nu træner vi løb ovre i skoven.”
Jokke ser ud, som om han keder sig.
Så siger han – og det kommer bare helt
ud af det blå:
”Jeg er blevet smidt ud fra tre skoler.
Hvor mange skoler er I blevet smidt ud af?”
”Øh, ingen,” siger Liva.
”Hvorfor blev du smidt ud?” siger jeg.
”Jeg gik og lavede alt muligt … halløj og sådan.” Jokke fniser.
”Hvordan halløj?” Liva rynker sine bryn.
”Tø hø,” siger Jokke. ”I ved … alt muligt.
Fis og ballade!”
Mere siger han ikke.
Liva og jeg ser på hinanden. Jokke spørger, hvad vi nu skal.
Liva trækker på sine skuldre.
Jeg håber, Jokke snart falder til, så jeg ikke skal være buddy for ham.
Måske fnder han nogen at hænge ud med. Nogen, som ikke synes, det er sært at være sammen med en klovn.
Efter lidt tid falder Jokke til.
Han er ingen Einstein måske, men okay, han er en klovn, ikke?
Men han er doven. Og han sjusker.
Seriøst. Alt, han laver, ligner lort. Det gælder i alle fag.
Og det ser ud til at rage ham en bønne.
Det kan du gøre bedre, siger vores lærere, når de beder Jokke om at lave noget om eller gøre sig mere umage med sine ting.
Ja ja, siger Jokke så. Men på en måde, så man ikke tror, han gider det.
Jokke kan også godt lide at vise sig.
Han vil gerne være i fokus hele tiden.
Til at starte med synes pigerne, at han er sjov. Sød og sjov, men også lidt kikset.
Og det kan de ikke stå for.
Han går på hænder for dem.
De får lov til at røre ved hans hår. Og prøve hans sko.
Han laver dyr ud af balloner.
Julie og Emma får en gravhund hver.
De hviner af fryd.
Jokke kan også trylle.
Alt muligt skørt kan han hive ud af sit ærme. En blomst af papir og den slags.
Lave tricks med mønter kan han også.
Men han er for mærkelig. Snart bliver de trætte af ham.
Det gør vi alle.
Klovne er bedst i små doser.
Og Jokke er bare for meget!
En dag midt i timen vælter Jokke på røven.
Møller er ved at forklare noget med brøker.
KRASH! lyder det så.
Alle vender sig om. Der ligger Jokke.
Han er væltet med stol og det hele.
Hans iPad er også røget på gulvet. Og lineal og papir sejler rundt.
Man kan se, at han har siddet og surfet.
Alle griner. En kort, lidt træt latter.
Jokke ligger i en rodet bunke. Alt er arme og ben.
Han ser rundt, som om han vil sikre sig, at alle nu har set ham.
Jeg ville ønske, jeg kunne trylle mig væk.
Eller bedre: trylle ham væk.
Han er bare så pinlig at sidde ved siden af.
Næste gang vi bytter pladser, skal jeg sidde et andet sted.
”Vi vipper ikke på stolene her,” sukker
Møller
”Tø hø,” griner Jokke og kommer op at stå.
Han får under stort ståhej også rejst sin stol.
Møller, som er en ældre og lidt støvet lærer, ser ud over klassen. ”Hvad er det, jeg har sagt om at vippe?”
Han venter.
Vi glor ned i bordet for at undgå at se på ham.
Vi er ikke pattebørn, som skal gentage. Vi gider ikke den her leg.
”Hvad er det, jeg har sagt?” lyder det igen.
Lad nu være med at blande os ind i det her, Møller, tænker vi alle.
Vi har ikke vippet. Det var Jokke. Kom videre.
Men Anna rækker en fnger i vejret.
Klassens artige pige.
Altid med orden i sine ting. Hun sidder helt oppe foran. Nu redder hun os.
”Man må ikke vippe,” siger hun.
”Sig det til Jok... til Joakim,” siger Møller
og nikker ned mod Jokke.
Anna vender sig og ser på klassens klovn.
Suk, tænker jeg.
”Man kan brække ryggen,” siger hun.
”Rykke brækken,” vrøvler Jokke.
”Eller hale-benet,” siger Anna.
”Og stolen har heller ikke godt af det,”
tilføjer Møller.
”Og så kan vi måske få lov at gå videre?”
Man kan vænne sig til meget. Og tro det eller ej, vi vænner os til Jokke.
De feste synes, han er for meget, men som Bo siger. Vi kan rumme nye elever.
Så vores klasse fnder sin vante gænge.
Jokke får lov til at passe sig selv.
Vi sukker bare, når han er helt håbløs.
Når han siger det værste vrøvl.
Eller vælter sine ting på gulvet og kommer med lyde
Altid skal han gøre opmærksom på sig selv.
På den måde går der lige en bid af hver time med Jokkes påfund.
Og en bid hist og en bid pist bliver hurtigt til lang tid.
Det værste er, når vi skal arbejde to og to eller i gruppe.
Jokke laver aldrig noget.
Han pjatter kun. Og spilder vores tid. Ingen har lyst til at være på hold med ham.
Men en dag er vi blevet sat til at lave nogle forsøg i fysik.
Og Jokke og mig er kommet i gruppe med Anna.
Godt for os, for med hende i gruppen kan det ikke gå helt galt. Men det gør det.
Vi skal lave brint. Putte noget metal i syre.
Bare en lille smule. Ud ad en slange vil der
så komme brint. Og den brint skal vi samle i en kolbe.
Og så skal vi sætte ild til.
Notér, hvad der sker, står der i mappen.
Og så er der en linje at skrive på.
Der vil komme en gnist og et lille knald, ved jeg.
Vi har set vores lærer lave forsøget. Og vi har læst om det.
Nu skal vi så selv udføre det.
Vi har alle briller på.
Og alt går op i hat og briller.
Jokke får sat fut i den store kolbe – der, hvor brinten bliver lavet.
Der er syre og magnesium i. Det syder som ind i helvede – og så sætter den klovn en tændstik til slangen.
WROUM! lyder det. Kolben med brint
ryger en meter i vejret.
Hele klassen får et chok.
Også Jørn, vores lærer. Man skulle ellers tro, at han har set lidt af hvert.
”Jokke, for helvede!” råber han.
Men Jokke griner højt og råber Hopla!, som om det bare var et nummer.
Jørn er tosset og skælder ud. Klart, han gør.
Anna er ved at græde, så bange blev hun.
”I plejer da at have styr på tingene, Anna og Jes,” siger Jørn, som om det er vores fejl, at Jokke fucker alting op.
”Jes, no,” siger Jokke og klør sig i øret med en fnger.
Han har sat sine briller omvendt på.
Jeg har mest lyst til at vippe ham én.
”Helt ærligt, han er håbløs,” siger jeg til de andre efter timen.
De giver mig ret.
”En rigtig klovn,” nikker Simon.
”Total freak! Alt, hvad han gør og siger,”
kommer det fra Jan.
”Det var måske ikke med vilje,” siger
Julie og Emma.
”Gu’ var det så,” siger jeg. ”Altid skal han gøre sig selv til midtpunkt.”
”Så dum er han vel ikke,” siger de.
”Jo,” siger jeg. ”Så dum er han.”
Når vi har pause, bruger vi en del tid på at spille bold.
Mest os drenge.
Pigerne sidder på bænken og snakker og tjekker mobiler.
Eller glor efter de lækre fyre i de større klasser.
Men vi andre spiller altså bold. Af og til er Liva også med.
Hun er god til bold.
Når der er pause, gælder det om at komme først ud i gården og sikre sig en bane. For det er først til mølle.
Den bedste bane er den henne ved tumlesalen.
Perfekt til bold.
Der er malet en målramme på muren.
Vi deler os i to hold.
Jeg er okay til bold. Simon er god. Han og
Oskar og Emil spiller på hold sammen.
Men Oskar er klasser over os alle.
Jeg tror, han ender i en stor klub en dag.
Jokke er til gengæld håbløs til bold.
De første dage tog vi ham med.
Satte ham på et hold.
Men snart stod det klart for alle, at han var umulig til det.
Han kunne hverken sparke, drible eller heade.
Kun tumle rundt og løbe i vejen.
Snuble i sine sko. Og losse folk over deres ben.
Det var et helt cirkus, når han var på banen.
Snart gad ingen have ham på holdet.
Så når vi delte hold, røg han altid på mål.
Han blev fast målmand.
Det var han heller ikke god til, men det var
bedre end at have ham på banen.
Lige den dag sparker han Liva hårdt over knæet.
Hun har frit løb foran mål og er lige ved at score.
Så går Jokke ud af målet som en tank og losser hende ned.
Man kan se, at det gør ondt.
Hans satans store sko stempler hende.
Et held, at hun ikke kommer mere til skade.
Liva humper ud og sætter sig på en bænk.
”Jeg er okay,” siger hun. Men hun har tårer i øjnene.
”Hups,” siger Jokke bare henne fra målet. ”Ka-buf! Flot redning af mig.”
Jeg hader ham så meget lige nu. Først det i fysik og nu Liva.
Han siger ikke engang undskyld.
Måske er det derfor, det sker.
Det, der sker lige efter.
Kort efter fyrer jeg en helfugter
lige i synet på ham.
Vi har ellers en aftale om ikke at tyre.
Men jeg har bare lyst til at hævne.
Så det er næsten ikke med vilje.
Og det er også kun en bold af plastic.
Så ondt gør det heller ikke at blive ramt.
Vi har alle prøvet at få den skudt i hovedet.
Det er ingen big deal.
Hvis det havde været en af os andre, havde
vi bidt det i os.
Set ud, som om man dårlig nok tog sig af det.
Men ikke Jokke.
Jokke fæber. Store tårer vælter ud.
Han står og brøler med sin røde mund helt
vredet. Som en sur baby.
Alt spil går i stå.
Vi glor på ham. Jan må se væk for ikke at komme til at grine.
Simon spørger, om Jokke er okay.
Han vil gerne spille videre. Så lang er vores pause heller ikke.
Jokke vræler bare.
Jeg råber undskyld. Helt ærligt, undskyld.
Det var ikke med vilje,
Gu var det så, siger Simon lavt bag mig.
Han blinker til mig.
Jeg trækker på mine skuldre.
Jokke hyler. Han holder sin hånd der, hvor bolden sad.
Som om han har tandpine.
Han er pinlig.
Møller, som er gårdvagt, kommer hen og vil vide, hvad der er sket.
”Han fk bare bolden i hovedet,” siger jeg.
Møller ser på Jokke og på bolden, som
Simon har samlet op.
En blå bold af plastic. Vi har selv købt den.
Der står 7. C på den med fed tusch.
Mest for syns skyld går jeg hen til Jokke.
Jeg tager hans arm. Hey, sorry, mand. Men Jokke er sur og river sig løs.
”Det er, hvad der sker i kampens hede,” siger Møller.
”Går det?” spørger han Jokke.
Jokke nikker. Han snøfter og tørrer sine øjne.
”Skal vi komme videre?” spørger Simon.
Jokke lusker hen i målet igen. Han ser kort i min retning.
Og jeg kan ikke lide det blik, han sender mig.
Da vi skal hjem, følges jeg med Liva.
Vores cykler står under taget på et langt stativ.
Jeg kan straks se, at der er noget galt. Cyklen er fad. Den er piftet.
Dens ventil er skruet af.
”Det er Jokke,” hvæser jeg.” Det er hævn for det med bolden. Fordi jeg kom til at ramme ham.”
”Og det var slet ikke med vilje?” Liva smiler til mig.
”Han har gloet ondt på mig hele dagen,” siger jeg surt.
”Pyt med det,” siger Liva bare. ”Kom, så trækker vi hjem.”
Det gør vi så. Og jeg får lidt mere tid med Liva, men jeg kan godt sige, at jeg koger indeni.
Den skide klovn!
Fra da af er Jokke og mig ikke mere på talefod.
Da jeg ser ham næste dag, peger jeg bare på mine øjne med to fngre. Og derpå på ham.
Jeg holder øje med dig!
Jokke får heller ikke lov til at stå på mål mere.
Det sørger Simon for.
”Det er for farligt, Jokke,” siger han. ”Du får bare bolden i hovedet.”
I stedet må Jokke sidde og se på.
Og han fnder sig i det.
Jeg tror, at han er ligeglad.
Mens vi spiller, sidder Jokke og ser YT på sin mobil.
Griner højt. Og vil hele tiden vise os, hvad han ler ad.
”Kom og se. Har I set den med Snehaderen?”
Ja, for tusind år siden, siger vi.
Vi gider ham ikke. Hverken Jokke eller hans mobil.
”LO-OOORT!” råber Jokke og prøver at lyde som den sure mand i flmen.
”SA-TAAAAAAAAN!!!”
”Ro på, Jokke,” siger den lærer, som er gårdvagt. ”Pas på dit blodtryk.”
Ikke engang han gider tage sig af klovnen.
Vi andre spiller videre og lader, som om Jokke er usynlig.
Jokke sætter på en eller anden måde sit præg på vores klasse.
Hele tiden er der små tegn på uorden.
Ting bliver væk. Eller bliver ødelagt.
En plakat i vores lokale er revet ned og krøllet sammen.
En af de grønne planter i vinduet bliver fundet på gulvet.
Revet ud af jorden.
Der er rod alle vegne.
Små ting, som viser, at nogen ønsker at gøre oprør mod alt.
En morgen, da vi møder, er der skrevet på
Julies bord.
Bitz, står der, med sort tusch.
”Hvem har skrevet det!?” himler Julie op.
Alle pigerne er henne og læse. De er helt
oppe at køre. Og også drengene.
Alle er vildt forargede.
”En, der ikke kan stave,” siger Liva.
”Bitch er med ch.”
”Det er så strengt,” siger pigerne.
”Bare så meget fuck til den, som har gjort
det!” raser Julie og ser hen mod Jokke
Alle ved bare, at det er ham.
Han sidder der og ser uskyldig ud.
Fløjter med sine fede røde læber. Ser fromt op i loftet.
Som en, der gør sig umage for at se artig ud.
Senere den dag kommer en skolebetjent
med en faske sprit og gør bordet rent.
Men man kan stadig se det.
Julie er rasende. Der er dårlig stemning.
Klassen bliver sur.
Vores lærere er sure.
Kun Jokker virker glad. Eller måske ligeglad.
Pjatter løs og bliver mere og mere pinlig.
Noget må gøres. For Jokke er i gang med alt sit halløj.
Han er begyndt forfra her.
Han sidder og nynner og føjter og siger lyde.
I hver time.
”Hold nu kæft, Jokke,” hvæser vi, når vi er ved at få nok.
”Freak!”
”Ja, luk røven, klovn!” fnyser Jan.
”Hutte-li-hut,” siger Jokke.
Vi gider ham ikke mere. Alle hader ham.
Men det lader han sig ikke gå på af.
Og så sker det værste:
En dag fnder vi vores klassebold fad!
Der er stukket et stort hul i den.
Det ser ud, som om det er blevet gjort med en blyant.
”Hvem har gjort det?” raser Simon.
Hele gruppen af drenge er i oprør. Altså
minus Jokke, som ikke er til stede.
Det skal han være glad for.
Den dag spiller vi ikke fodbold.
Vi sidder og skumler under taget.
Dem fra sjette breder sig på vores bane.
Simon siger, at vi bliver nødt til at gøre noget ved den klovn.
”Gøre hvad?” siger vi.
”Bare noget,” mukker Simon.
”Give ham en røvfuld. Den er jeg med på,” siger Mads og slår sine næver sammen.
Vi ser på ham. Mads er den største i klassen.
Næsten lige så høj som Bo.
”Mener du, at vi skal tæve ham?” siger jeg.
”Han fucker det hele op,” siger Mads. ”Vi
lærer ikke en skid.”
”Enig,” nikker Simon.
”Han sprænger ting i luften og pifter cykler.”
”Det er sikkert også ham, der har skrevet det der i skabet,” siger Jan.
Vi ved alle, hvad han tænker på: Når man
åbner skabet med bøger i vores klasse, står
der med tusch:
Jes er vil med liva. Store, skæve tegn bag på døren.
Og to fejl på fem ord! Vild uden d og Liva
med småt. Flot!
Det er samme skrift som på Julies bord.
Jeg tør vædde på, at det er Jokke.
De andre ser på mig. Jeg bliver lidt rød i hovedet.
”Ja, lad os smadre ham,” siger jeg.
Næste dag er det så, at vi får ude-ordning.
Det sker efter den store pause.
Vi har været ude og spille med vores nye bold.
Simon havde den med.
Det er en god bold. Lidt mere tung end den anden.
Vi er godt i gang, da det ringer ind.
”Vi gør lige kampen færdig,” siger Simon.
Da vi kommer ind i klassen, kan vi mærke, at der er super dårlig stemning.
Kjær, skolens leder, står i vores klasse, da
vi kommer ind.
Han ligner et uvejr.
Bo er der også.
Og han ser mildt sagt heller ikke glad ud.
”Sæt jer ned, d´herrer,” siger han og
gør et stort nummer ud af at se på sit ur.
Vi ved godt, at vi er lidt sent på den, men
Bo plejer ikke at tage sig af det.
Nu ser han bare vildt sur ud.
En efter en lister vi hen og fnder på plads.
Hvad nu?
Så får vi øje på det.
Hen over vores smartboard har nogen
skrevet
SKOLEN ER LORT
Det er skrevet med en fed, rød tusch. Sådan
en, som man ikke kan slette.
Bo ligner en vulkan, som skal til at gå i udbrud.
Han vil vide, hvem der har skrevet det.
Kjær lader sit blik hvile længe på hver enkelt af os. Mest os drenge.
Piger gør ikke den slags, mener han nok.
Men vi har jo spillet bold hele pausen.
Altså minus Jokke.
”Nogen, der føler trang til at sige noget?”
Kjær vipper på sine fødder. Han får ikke
noget svar.
Det her er ikke første eller anden klasse. Vi
holder mund, når det gælder.
”Det her er en trussel,” siger han.
”Terror! Den slags kan blive meldt til politiet.”
Han gør en lang pause.
”Er der slet ikke nogen, som føler trang til at sige noget?”
Vi er tavse. Vi kan sgu da godt regne ud, hvem der har skrevet det. Men man sladrer ikke om en fra klassen. Uanset hvad. Det ved alle.
Jokke sidder og ligner uskylden selv. Han har foldet sine hænder foran sig på bordet.
Jeg tør vædde på, at også Bo ved, at Jokke er den skyldige.
”Måske er det ikke nogen fra klassen,” prøver Anna.
”Det er i hvert fald ikke mig,” siger Jan, som af en eller anden grund altid tror, at han er under mistanke.
”Ingen tror, det er dig, Jan,” siger Bo.
”Jeg har ellers hørt, at 7.C. er sådan en god klasse,” siger Kjær.
Vi falder ikke for hans smiger.
Jeg tror, vi alle tænker på Jokke.
Vi hader ham.
Det banker på døren.
Der står vores skolebetjent med alt sit udstyr. Spand og svampe og fasker med kemi.
”Få det dér væk,” siger Kjær og nikker
mod ordene på smartboardet.
Skolebetjenten går i gang.
Mens han visker ud, falder Kjærs dom:
Vi skal være ude i alle pauser resten af året,
indtil vi har lært, hvordan man skal opføre sig.
Jeg skæver bagud.
Jokke ser ud, som om han morer sig.
Sidder der med sit dumme glad i låget-smil.
Han er jo totalt psyko!
”Nu er det sat’me nok,” siger Simon i den næste pause.
Vi spiller ikke. Det er vi ikke i humør til.
Og vi skal også have idræt i de to næste timer.
”Enig,” nikker Mads. ”Nu skal han have røvfuld. Det er det eneste, han forstår.”
”I idræt,” afgør Simon. ”Ude på ruten.
I ved, det sted nede ved søen.”
Vi nikker. Den er vi helt med på.
Vi har Torsbo til idræt. Han er en lærer fyldt med energi.
Turbo, kalder vi ham. Det har han ikke noget imod.
Og nu har han fundet på, at vi skal bygge vores kondi op.
Han siger, at alle i vores alder må kunne løbe mindst fem km.
Hvor han så har den idé fra.
Så de sidste par uger har vi løbet den samme rute i skoven.
Det er fnt nok med mig.
Selvom jeg bedre kan lide at spille bold på banen.
Skoven er rar på denne årstid, og når man løber mellem de mange træer, er det næsten, som om man ikke er i skole.
Og i dag vil det passe os ekstra godt.
Det er et godt sted at ordne Jokke.
Ingen vidner.
I idræt følges vi ad hen mod skoven.
Vi går i samlet fok hen over den store plæne.
Et stykke væk kan vi se pigerne træne spring.
Der er sandgrav, løbebane og mål til boldspil.
To baner er tegnet op med hvide linjer. En til fodbold og en til håndbold.
Rundtom er der et hegn, og bag hegnet er skoven.
Det er der, vi skal ind.
Inde i skoven skal vi følge stien. Op over bakken, ned forbi søen og retur til skolen.
En tur, som er lang nok til, at man kan blive træt.
Turbo er ved at varme op. Han er klædt om og klar.
Han har et stopur om halsen.
Vi andre er også klar. Nogle er iført shorts
og T-shirts andre er i løbetøj.
Jokke er i sit klovnetøj.
Jeg fatter ikke, han kan løbe i det kluns.
Bare de sko, altså!
Men ingen tager sig af det.
Jokke kan løbe med bar røv, hvis det skulle være.
Jeg holder mig til Simon og Mads.
Jan støder også til os.
Turbo giver signal til afgang.
Som altid løber han og Oskar først.
De holder et højt tempo.
Oskar har en sygt god kondi. Han spiller på byens førstehold.
Alle er sikre på, at han ender i en stor klub en dag.
Turbo er en lille prop med korte ben.
Men han skal absolut måle sig med Oskar.
Han vil komme først for enhver pris.
De to høvler ind i skoven. Mand mod mand.
Resten følger efter i et mere roligt tempo.
Vores gruppe lader sig falde lidt bagud.
Vi lader de andre overhale. Ingen grund til stress.
Vi sørger for at holde Jokke foran os.
Han løber med høje skridt. Ligner en idiot.
”Kom nu, Jokke,” råber vi efter ham. ”Giv den gas.”
”Gider ikke,” siger Jokke.
Jokke hader at løbe.
Vi ved, at han vil give sig til at gå, så snart han er inde i skoven.
Han når altid tilbage som den sidste.
”Jo, kom nu, dit sløve læs,” siger vi.
”Du kan løbe sammen med os.”
”Eiii …” sukker han.
”Du får lov at styre tempoet. Kom nu.”
Vi løber op og pufer lidt til ham.
”Vis, hvad du kan.”
”Løb, din klovn.”
”Spæn!”
Jokke sætter lidt mere tempo på.
Vi lunter efter.
Mads ser hård ud. Som om han er ved at
psyke sig selv.
Simon ligner også en med en mission.
Jan er bare glad for at løbe med os.
Lige før skoven får vi øje på en plakat.
Den hænger på en stolpe.
Cirkus kommer til byen.
En klovn med et stort grin fylder det meste af den.
Bagved ses en elefant og en kamel.
Jan løber hen og peger.
”Hey, Jokke,” råber han efter Jokke.
”Dine venner kommer til byen.
Skal du ikke ind og se dem?”
Jokke hører os ikke. Eller så vil han ikke høre.
Han har kurs mod stien.
Vi lunter efter. Stille og roligt.
Alle de andre er ude af syne nu.
Vi lader ham komme et stykke ind i skoven.
Snart skal han få at føle, hvad vi mener om ham.
Mit hjerte slår hårdt, da jeg løber ind i skoven.
De andre løber tæt ved siden af mig.
Man hører kun lyden af vores pusten.
Vi har ladet Jokke komme et stykke forud.
Mads viser tænder.
Hans øjne er smalle.
Skoven lukker sig om os.
Stien snor sig mellem træer. Op og ned. Forbi bunker af tømmer.
Om lidt når vi ned til søen. Men først skal vi over bakken.
Forude har Jokke sat farten ned.
Han er begyndt at gå.
Han holder sin ene hånd i siden.
Vi kan høre ham puste.
Vi sænker farten lidt og holder os bag ham.
Ingen af os siger noget.
Vi gør os klar. Mads slår sin ene næve ind
i den anden.
Jokke ser bagud.
Jeg tror, han kan han mærke, hvad der er ved at ske.
Måske har han en sjette sans?
I hvert fald sætter han med ét i løb.
Tumler fremad. Tror han, at han kan nå op til de andre?
Det ligner fugt.
Ja ja, Jokke, tænker jeg. Løb du dig bare træt.
Om lidt når vi ned til stien ved søen.
Så tager vi dig.
Så ta’r vi dig og putter dig i gryden.
Vi sætter i løb igen.
Meter efter meter vinder vi ind på ham.
Som fre ulve efter en enlig hjort.
Jokke håber måske at nå op til de andre.
Op til Torsbo og Oskar.
Men det kan han godt glemme.
De er over alle bjerge.
Alle de andre er også langt forude.
Kun vi er bag ham.
Jokke er alene.
Han har ikke en chance.
Vi nærmer os bagfra. Vi har sat farten op.
Mads gør sig klar.
Han skal løbe frem og vælte Jokke omkuld.
Simon skal slå først, så os andre efter tur.
Bare ét slag fra hver af os.
Jeg har bestemt mig for at give Jokke en lammer.
En død skulder.
Jeg vil ikke slå alt for hårdt.
Bare tørre det dumme grin af hans fjæs.
Vi haler ind på ham.
Så lige med ét kaster Jokke sig til siden.
Væk fra stien og ind i skoven.
Tværs gennem et tæt krat af vilde hindbær.
Og væk er han.
”Hvad satan?” siger Simon.
”Så har han selv bedt om det,” råber Jan.
Vi kan høre grene og blade rasle.
Skoven er tæt. Der er buske og mindre træer.
Tæt løv under de høje stammer. Fugle, som synger.
Ren jungle.
”Du kan ikke gemme dig,” råber Simon
ind i det tætte krat.
Mads bander.
Vi står der, hvor Jokke stak ud af syne.
Et eller andet sted i skoven kan vi høre ham pusle.
Vi sætter kurs efter lyden. Deler os, så vi kan tage ham fra alle sider.
Jeg løber fremad, mens jeg kigger mig om.
Med sit orange hår kan Jokke ikke sådan gemme sig.
Blade og grene slår mod mig.
Hele vejen rundt er der høje tæer, som kun
lukker lidt lys ned.
Forude får jeg øje på et væltet træ.
Roden har fået jorden helt op.
Hele nettet af rødder er vippet lodret op
som et låg, mens træet selv ligger hen ad jorden.
Stammen er helt opløst af råd. Store svampe gror på den.
Alle mulige bregner gror omkring det.
Så ser jeg en orange hårtot.
I en fart når jeg derhen.
Jokke sidder på hug og prøver at gøre sig usynlig.
”Så du troede, du kunne gemme dig?” siger jeg.
Jeg kan høre de andre et eller andet sted.
”Jes, du må ikke lade dem gøre det,” piber Jokke.
Hans mund smiler, men der er angst i blikket.
”Du må ikke sige, hvor jeg er.”
”Han er her!” råber jeg til de andre.
”Nej, nej, nej,” klynker Jokke og vifter sine hænder for at stoppe mig.
Et øjeblik efter når Simon, Mads og Jan frem.
”Nå, dér er du, din skide klovn,” råber Simon.
Han river Jokke op. Hiver ham i kraven, så det grønne stof giver sig.
”Vi er så fuckin’ trætte af alt dit lort,”
hvæser Simon ud mellem sine tænder.
”Slip! Det bliver sagt!” klynker Jokke.
”Og hvem vil du sige det til, nar? Alle hader dig. Hele skolen!
Vi vil bare have dig væk.”
Simon pufer Jokke ind i de jordfyldte rødder.
”Vi smider dig i søen,” truer Jan.
”Vi graver dig ned.”
”Du er så færdig.”
Alle mulige trusler vælter ned over Jokke
Han gør et forsøg på at komme fri af
Simons greb.
Simon glider.
”Gi’ nu slip,” råber Jokke
”Skal du skubbe?” raser Simon og langer ud efter Jokke.
Der er gået kludder i det nu.
Det var Mads, som skulle vælte Jokke.
Men Simon lugter blod.
Han losser Jokke hårdt på låret.
Jokke falder. Han begynder at tude højt og råbe om hjælp.
I næste øjeblik er Jan over ham.
Han maser sig ind foran Simon.
Han slår løs på Jokke, indtil vi hiver ham væk.
”Rolig, Jan,” siger Mads.
”Har du fattet det?” skriger Jan. ”Har du fuckin’ fattet det, spasser?”
Jokke ser ikke ud til at fatte noget som helst.
Nu ser de på mig. Jan puster som en arrig hund.
”Smadr ham, Jes,” hvæser han.
Jeg ser kort på Mads. Mads nikker til mig.
Jeg træder frem og hæver næven.
Jokke krummer sig sammen. Han dækker for sig.
Jeg har kvalme.
Jeg retter et stød mod hans skulder.
Et slapt slag.
Men Jokke hulker og vælter omkuld.
Jan ser ud, som om han vil til igen.
Men Mads holder ham tilbage.
Mads hiver Jokke op fra jorden og hæver sin næve.
”Og den her er for vores bold.”
Mads’ næve rammer Jokke lige i synet.
Jokke tumler bagover og vælter ned i hullet, hvor træet stod.
”Av-av, av,” hulker han.
Blod pibler ud fra hans næse. Munden bløder også.
Jokke har bidt sig i læben.
”Og bliver der mere lort med dig,” siger
Mads, ”er der fere, hvor de kommer fra.”
Jokke roder rundt mellem rødder og jord.
Det her hul kan blive hans grav, tænker jeg og gyser.
Men så sker det, som ikke skulle være sket.
Jokke får fat i en sten. En stor, tung en,
som har ligget i jorden.
Han truer med den.
”Hvis I rører mig igen,” hvæser han. Han gør mine til at kaste.
Blod pibler ud af næsen. Røde bobler.
Jokke ryster over det hele.
Han er sovset ind i våd jord, visne blade og blod.
Han ligner mere en klovn fra en gyser nu. Scary.
Hans hår er fltret og fyldt med jord og kviste. Munden smiler ikke mere.
Had lyser ud af hans øjne. Og tårer fyder ud.
”Jeg kaster!” truer han. ”Hvis I rører mig, så …”
”Hvad så?” håner vi.
”Så sker der slemme ting,” lover han.
Han ser ud som et dyr, der er trængt op i en krog.
”Slap dog af,” håner Simon.
Og i næste nu er vi over ham igen.
Han når ikke engang at kaste sin sten, før
Jan er inde på livet af ham.
Vi andre holder os heller ikke tilbage.
Og denne gang får Jokke en del fere bank, end vi har aftalt.
Ingen af os siger noget, da vi løber videre.
Nu løber vi, som om intet er hændt.
Men vores knoer er fulde af friske sår og røde mærker.
De ser ud, som om vi har været oppe at slås.
Simon taler, mens vi løber.
”Ingen siger noget, er I med? Vi står sammen.”
Klart, vi er med. Vi nikker bare.
De kan ikke bevise noget.
Det er ord mod ord.
Og hvem tror på den klovn?
Han kan sladre alt det, han vil.
Jeg skal også nok holde kæft.
Men jeg har det rigtig skidt.
Min mund er tør.
Det gik lidt amok.
Vi skulle jo ikke smadre ham, bare lige
sætte ham på plads.
Okay, han var selv ude om det.
Han skulle ikke have taget den sten.
Men vi får vrøvl. Det er helt sikkert.
Måske bliver politiet blandet ind i sagen.
Men den tid, den sorg.
Det haster ikke med at komme hjem til skolen.
Vi tager den med ro.
Da vi nærmer os, kan vi høre en sirene.
”Politiet,” siger Jan med et skræmt blik.
”Den skid har ringet.”
”Slap dog af,” siger Mads hårdt. ”Hvem siger, det har noget med os at gøre?”
Det får han ret i.
Da vi når tilbage til skolen, holder der både en ambulance og en lægeambulance.
Og resten af den dag er alt vendt op og ned.
Jokke fk ret. Der er sket slemme ting.
Bid for bid går det op for os, hvad der er hændt.
Vi hører det fra pigerne, som var på boldbanen.
De øvede spring. Længde og højde.
De så Torsbo og Oskar komme side om side over banen i en vild spurt.
Det sidste stykke havde de givet den fuld gas.
Turbo havde nægtet at give op. Han levede op til sit navn.
Han var helt kogt. Han hev efter luft.
Og lige med ét tog han sig til hjertet. Og sank om.
Alt blev gjort for at få liv i ham igen.
Men Torsbo åbner ikke sine øjne mere.
Resten af den dag er kaos.
Det er trods alt ikke hver dag, at en lærer dør på skolen.
De feste klasser sendes hjem.
Dem, der har set Torsbo falde om, får krise-hjælp. Ikke mindst Oskar.
Det er en barsk ting at opleve.
Måske vil Oskar resten af sit live føle, at det var hans skyld.
Der går besked til alle hjem.
Og ingen, INGEN, lægger mærke til, at Jokke er væk.
Ikke engang Bo synes at ænse det, da han samler os i klassen.
Vi taler om, hvad der er sket.
Oskar er der heller ikke. Han sidder nede hos skolens psykolog med sine forældre.
Anna græder og må trøstes. Og fere andre er også berørt.
Nogle få fyrer bare jokes af. Sort humor.
Ingen kan helt fatte, at det er sket. At døden har været forbi, og vi ikke skal se Turbo mere.
Jokke ser vi heller ikke mere til.
Hverken den dag eller siden.
Jeg tænker tit på, om Jokke bare rejste sig og gik hjem.
Gik det op for ham, at vi ikke gad ham?
En uge senere har vi stadig ikke set noget til ham.
Selv Bo tror ikke, at han kommer mere.
Der går rygter om, at han er fyttet. Men ingen ved noget helt præcis.
Og vi hører intet.
Kun at der vist var noget rod med den familie.
Måske er han på en ny skole nu.
Laver sit halløj et andet sted.
”Måske er han stukket af med cirkus,”
siger Jan og kigger rundt med et fabet grin.
Bo beder ham klappe i.
Den slags vil han ikke høre på.
Jan skal lige skrue ned, får han at vide.
Men i hvert fald ser vi ikke mere til Jokke.
Godt det samme, tænker jeg.
Han kom aldrig til at passe ind.
Han var og blev en klovn.
Men jeg har det stadig skidt med det, som skete i skoven den dag.
Fire mod en.
Ikke noget, man er helt stolt af.
Men som tiden går, glemmer vi alt det med Jokke.
Livet går videre, eller hvad man siger.
Som et kar med vand, der har været i oprør, falder alt til ro.
Vores klasse bliver sig selv igen.
Okay, Oskar skifter skole, og vi drenge får
ny lærer i idræt.
En vikar, som hedder Musa og har været
bryder i Irak.
Han er fn nok.
Vi får stort set lov til at spille bold i alle timerne.
Det passer os fnt.
Og tro det eller ej. Liva og jeg ses mere og mere.
Jeg tror, det går op for hende, at jeg er vild med hende.
Så vi hænger ud sammen.
Vi går en masse ture i skoven.
Og en dag holder vi også lidt i hånd.
Lige før jul er vi taget over for at samle mos.
Livas mor skal bruge det til pynt.
Og på en eller anden måde havner vi ved træet.
Der, hvor vi gav Jokke tørt på.
Jeg siger intet.
Ingen andre end os, som var med, ved noget om det.
Liva ved det heller ikke.
Men nu får jeg ondt i maven.
Der er noget galt her, men hvad?
”Der er fnt mos her ved det døde træ,” siger Liva og peger.
Jeg står som ramt af lynet.
For nu ved jeg, hvad der er sket. Træet ligger ikke ned mere. Det er gået i to dele.
Og den del, hvor roden er, er tippet tilbage i hullet.
Som en fælde, der er gået i.
Et halvt træ står og rager op. Står, som det stod, før en storm rev det omkuld.
Ved dets fod kan man se en fig tøj stikke op af jorden.
Det er helt falmet. Men jeg ved, det har haft samme farve som de bløde puder af mos på træets stamme.
Nej, nej, nej, tænker jeg og mærker, at jeg
bliver helt kold.
”Se, her er masser af mos,” siger Liva
glad og går hen for at fylde sin pose.
Lav
lix, høj
kvalitet. Så er det
Løse Ænders røde serie …
Forside til De to myr
Einspor gør det igen: leverer formidabel læsning, hvor alle kan være med. ”En fuldkommen komplet gyser, hvor det risler koldt ned ad ryggen, og hjernen kværner fere dage efter for at bearbejde oplevelsen. Dertil kommer plottvistet, hvor læseren først har sympati for de to forsvarsløse myr, men det vender til antipati længere inde i historien. Eller gør det?” Bogoplevelsen.dk
”Der bliver rippet op i en gammel historie om ondskab og overtro, da to drenge sætter sig for at fange kæmpegedden i mosen. En rigtig god bog, med en meget spændende historie, der er velskrevet, og som fanger en stor aldersgruppe.” Lektørudtalelse