Halloween i den gamle nazi-bunker
HENRIK EINSPOR
Halloween i den gamle nazi-bunker
DEL 1 ( 1935 - 1944 )
En tysk klovn
Max Rote. Et navn, alle for længst har glemt.
Men engang var han en stjerne. Han var klovn i et tysk cirkus. Blume hed det, Cirkus Blume.
Det var ikke noget stort cirkus, men der var både dyr og artister. Og altså klovne.
Især Max Rote trak fulde huse. Hver aften lavede han løjer og fk folk til at le.
Stod man udenfor teltet, kunne man høre det ene brøl af latter efter det andet.
Max var sminket hvid i sit ansigt, med røde kinder malet på og en kæmpe smile-mund.
Han havde sat en rød og rund tut på sin næse.
En kulørt hat bar han også. På hans jakke sad
en enorm blomst. Den kunne sprøjte med vand.
Folk var fade af grin, især når han skød en stråle lige i synet på en af de andre klovne.
Max’ kæmpesko fk ham til at gå på en komplet tosset måde. Men folk var vilde med ham. Han kunne også spille på harmonika, så de andre klovne gav sig til at tudbrøle.
Cirkus Blume var altid på farten. Berlin, Hamburg, Dresden. Der var nok af byer at slå teltet op i. Men Tyskland var ved at forandre
sig. Mørke kræfter havde taget magten i landet. Et vanvid uden lige var ved at tage form. Alt sammen på grund af én mand.
Du har nok gættet hvem: Adolf Hitler. Han drømte om at erobre hele verden og gøre Tyskland til et kæmpe rige. Det Tredje Rige.
Det skulle fndes i 1000 år. Krigen lå endnu forude. Men en stor hær var ved at blive
bygget op. Soldater, fy, skibe, tanks. En hær, verden ikke havde set mage.
Krig på vej
Tro det eller ej, men Hitler gik ofte i cirkus. Ham og de andre i toppen af nazi-partiet.
Når de skulle more sig, var cirkus et godt sted.
Hitler kunne især godt lide de yndige piger, som gik på line. Eller udførte farlige ting i trapezen højt oppe under teltet. Hang i benene eller stod på hovedet. Han var meget betaget af den slags. Han kunne fnde på at sende blomster og konfekt til dem, som havde optrådt for ham, især med farlige kunster.
Engang faldt en artist ned og døde. Hitler var ganske vist ikke i cirkus den dag, men da han læste om ulykken i avisen, skrev han et
brev til familien. Det gør mig ondt på Deres
vegne med tabet af den yndige frøken Tiptoe.
Vilde dyr sagde ikke Hitler noget. Bjørne og
løver, gab! Kun hvis der var en kvinde, som kom i fare, så han til. Ellers ikke.
Max Rote kunne godt få Hitler til at le. Hans komik og falden på halen.
Ha ha, sådan en flur. Hitler og hans fok af nazister i brune uniformer slog sig på lårene
af grin. Og engang, hvor Max kom helt tæt på, lænede Hitler sig frem og klemte ham på den røde klovnenæse. Båt-båt! Den var nær faldet af, men Max var stolt. Sikken en spasmager, Hitler var.
Men som tiden gik, blev der ikke meget at grine ad. Hitler havde heller ikke tid til at gå i cirkus mere. Han var gået i gang med at erobre alle lande rundt om Tyskland. Nu
skulle hele verden tilhøre ham. Han førte an.
Han blev der Führer.
Snart var krigen i fuld gang.
Ny orden
Hitlers hær var som nævnt enorm. Land efter land blev besat. De feste uden større kamp.
Det var håbløst at kæmpe imod. Alle, der var imod Hitler og hans parti, fk det svært. I både Tyskland og de besatte lande blev folk forfulgt.
Også i cirkus Blume kunne man mærke den nye tid. Der kom forbud mod artister fra visse lande. Og dem har der jo altid været i et cirkus. Men nu måtte de ikke optræde. Da slet ikke, hvis de var jøder eller sigøjnere. De blev anholdt og ført bort. Også dem, som så anderledes ud. Dværgen Tiktok. De to miniputter Pip og Potte. Kæmpen Samson.
Mange artister forlod cirkus. Eller forsvandt. Selv Cohen-brødrene, som kunne stå på hinandens skuldre og lave en seks mand høj pyramide. En dag var de bare væk. Og ingen så dem siden. For ikke at tale om Herr Marok med sin kamel og de sorte dansere. Borte tog dem. Kun kamelen blev tilbage.
Men Max var der ingen som rørte. Hvem kan gøre en klovn fortræd?
”Jeg bliver på min post,” sagde han stolt.
Han var sikker på, at hans klovnenæse bragte held. Selveste Hitler havde jo rørt den.
Max gik også med armbind med hagekors på sin dragt nu. Ingen skulle være i tvivl om, hvor han stod.
”Den her krig er snart forbi,” sagde han.
”Og så bliver alt som før. Så skal I se cirkus,
mine damer og herrer. Vi skal optræde i alle de nye lande, som nu er en del af Tyskland.”
Ingen hørte på ham. Folk havde andet at tænke på, nu landet var i krig. Og den var langtfra forbi. Selv den gamle direktør Blume fk nok. Det blev umuligt at rejse rundt. Der var hverken benzin eller dæk til biler og vogne. Til sidst måtte cirkus dreje nøglen om. Og så stod Max der. Det var slut med at klovne. Men han var ikke glemt.
Danmark
En dag kom der et brev til Max. Han skulle melde sig på en kaserne. Nu skulle han i krig.
Men jeg er en klovn til krig, tænkte Max. Hvem kan bruge mig? Jeg ved ikke, hvad der er op og ned på en kanon. Det må der Führer forstå. Måske kan jeg rejse til Berlin og klovne i stedet for. Han lo jo sådan ad mine numre.
Max satte sig ned og skrev et brev til Hitler:
Hvad vil De med en klovn som mig? skrev han. Men han fk aldrig noget svar.
Kort efter stod Max foran en fok læger i uniform.
”Har jeg ikke set dig før?” spurgte en af dem.
”Jo, i cirkus nok,” sagde Max stolt. ”Før krigen.”
”Ah, ja, Max Rote. Nu husker jeg. Du fk mine døtre til at le.”
”Når krigen er slut, kommer de til at le igen,” lovede Max.
”Næppe,” sagde lægen og fk våde øjne.
”Men du er sund og rask. Hæren skal nok fnde et sted, hvor du passer ind.”
Og så fk Max en uniform og et gevær.
For at gøre en lang historie kort, så endte Max på en eller anden måde i Danmark. Han kørte i tog i mange dage. Ikke alene, men sammen med andre soldater. Nu var han i uniform.
Han havde hjelm på og et gevær over ryggen og alt muligt udstyr. I bunden af hans rygsæk lå hans harmonika. Den, han havde brugt i cirkus. Den ville han ikke undvære. Der var
også lidt andre ting fra den tid. Den røde næse og en paryk.
Toget asede nordpå. Det gjorde holdt ved
små byer, fk fyldt kul og vand på og kørte så videre. Max troede aldrig, turen ville få ende.
Til sidst var der helt øde. Kun bakker med lyng og vindskæve graner. Og af og til fk han et glimt af blåt vand.
Ved havet
Max og hans enhed fk til opgave at vogte en radar ude ved kysten. Det var i og for sig et rart sted at være i krig. Fred og ingen fare og frisk luft. Men Max var på vagt. Hvem kunne vide, om fjenden gik til angreb lige her? Man måtte være parat til kamp.
Radaren stod på taget af en stor bunker.
Dens formål var at holde øje med fjendens fy.
Langs med kysten lå der fere andre bunkere. Tyk, grå beton dækket af kamufagenet.
På den brede strand foran var der miner og pigtråd. Fjenden skulle få en varm velkomst.
Men der kom aldrig nogen fjende. I hvert fald ikke her. Fjenden gik i land helt andre steder,
på strande i et andet land. Og krigen gik ind i en ny fase.
En masse soldater blev sendt sydpå for at kæmpe, men ikke Max. Han blev ved sin radar.
Max kunne ikke lade være med at klovne.
En dag gav han sig til at jonglere med nogle håndgranater. De så ud som de kegler, han havde brugt i cirkus. Men her blev der vild panik.
”Dummkopf! Idiot!” skreg hans kommandant. ”Står du og smider med granater?”
Som straf blev Max sendt på en lang march langs kysten. Med fuldt udstyr. Men det var bedre end at blive sendt til fronten, og det var han tæt på.
Det var krigens sidste vinter, og den dag blæste der en storm. Det var en rigtig
stroppetur. Og det var på den tur, at Max
tabte en af sine egne håndgranater. Den gled ud af hans bælte, og væk var den under det fyvende sand. Han var og blev en rigtig klovn.
DEL 2 ( 1945 )
Angreb
Det så sort ud for Hitler. Kun 12 år var der gået, og nu lå hans 1000-årsrige i ruiner.
Mange byer var helt jævnet med jorden. Det er ikke til at fatte, hvor mange der var døde.
Ved kysten, hvor radaren stod, var humøret alt andet end godt. Alle kunne mærke, hvad
vej krigen gik for Tyskland. De sidste uger havde kun været dårligt nyt. Hvad var der at komme hjem til? Hvad for et liv lå i vente for dem? Levede deres familie og venner i det hele taget mere?
”Op med humøret,” sagde Max. ”Hitler har nok en plan. Eller et våben, som vil slå fjenden med rædsel. Har jeg fortalt, at jeg har
optrådt for Hitler? Han kom ofte i mit cirkus.
Han og hans mænd. De lo ad mine løjer. Uh, jeg var en stjerne.”
De andre soldater så på ham med dystre miner. De havde hørt Max’ pral mange gange før. Det var nok løgn det meste, tænkte de.
Max måtte gøre noget for at muntre dem op. Det var dog forår. Snart ville de se lysere på alting. Især når Hitlers nye våben kom i brug. Det kunne ikke vare længe.
Han fk en idé. De nye havde ikke set ham klovne. Han bad om lov til at lave en forestilling ved bunkeren. Han havde jo stadig den magiske næse, som Hitler havde rørt ved.
Max fk malet sit ansigt med kridt og sat den røde næse på plads. Han tog et lagen over sin uniform. Nu så han næsten ud som i gamle dage. Han havde endda lavet en blomst
af pap. Den kunne ikke skyde vand, men den var fot, som den sad der på hans bryst. Og Max kunne stadig klovne.
Lidt efter lidt steg humøret hos de andre soldater. Deres mismod blev til latter og bifald. De glemte krigen for en tid. Men krigen glemte ikke dem.
Med ét lød alarmen. En lyd, som man kendte alt for godt. Ud af det blå kom et par jagere susende i lav højde. Mosquitos fra Royal Air Force, fjendens fy.
De angreb radaren. Og det midt i Max’ nummer. Bomber faldt. Enorme brag lød.
Sand og ild skød i vejret.
Da røgen havde lagt sig, var der ikke mere nogen Max, ingen soldater. Kun en arret bunker. Den tunge dør af jern var slået skæv.
Radaren på toppen helt smadret.
Rundt om bunkeren lå døde kroppe, blodigt
tøj og bulede hjelme.
Max Rote havde lavet sit sidste nummer.
Ugen efter tog Hitler livet af sig selv i sin egen bunker i Berlin. Og derpå endte krigen i Europa.
DEL 3 (NUTID)
Den glemte bunker
Og nu mange år efter. Men på præcis det samme sted. Der er stadig spor af krigen her ved kysten. De gamle tyske bunkere. Grå klodser af beton med striber af rust og skydeskår. Engang lå de inde på land. Men havet har ædt kysten bid for bid. Nu ligger fere af dem helt ude i vandet. Men der er stadig en del inde på land.
Og nu er en ny bunker dukket op. Bamse og hans venner har smidt deres cykler for foden af klitten. De hænger tit ud her. Ham og Jon og Jæver og Mini. De kender kun krigen fra flm og spil. Action og bulder
og brag. Seje fy og tanks. I dag er det den nye bunker, som er deres mål.
Eller ny er den jo ikke, men den har været
helt dækket af sand indtil for nylig. Den dukkede frem efter en storm. Havet tog en stor bid af klitten, og der lå den. Glemt af tiden.
De skrev om det i den lokale avis. En gammel radarbunker. Der kom nogle minører fra hæren og så efter, om der stadig lå krudt i den. Eller gamle miner. Men der var ikke noget af den slags. Dog blev det forbudt at gå ind i den. Der blev sat brædder for indgangen.
Snart vil den blive muret til, så man ikke mere kan komme ind og kigge. Men nogle sølle brædder stopper ikke de fre drenge. Heller ikke et skilt, hvor der står: Ingen adgang. Fare.
De er ikke bange af sig. De har taget lygter
med. Faktisk håber de at fnde noget farligt inde i den glemte bunker.
Rund og rød ting
Det er vildt cool at snuse rundt inde i mørket.
Ikke at de turde være her alene. Men sammen
tør de godt. Måske kan de fnde våben. Nogle, som de der minører har overset. En Luger* eller en håndgranat. Men alt, de fnder, er rådne brædder og vådt sand.
”Kæft, her er klamt,” gyser Jæver og lyser rundt. ”Tænk, hvis vi støder på døde tyskere.
Altså knogler eller et helt skelet.”
Deres stemmer giver ekko. Det er næsten som at være inde i en grotte. Deres skygger fakser rundt på de grå vægge.
Mini kan ikke dy sig og brøler som et uhyre. For sjov.
* Tysk pistol.
”Hold dog kæft, Mini!” hvæser de andre arrigt.
”Ha ha, indrøm, I blev bange,” griner Mini.
”Idiot!” svarer de bare. ”Du er ikke en skid sjov, din klovn!”
De dukker sig under rustne rør og krabber sig forbi ruller med pigtråd. Her er koldt som i en kælder.
”Måske er der sådan en bombe, der kører rundt under loftet, ligesom i Olsen-banden,” siger Mini, som altid er parat til drama.
De ser op mod loftet. Men der er kun gamle kabler, som hænger ned.
Bamse går rundt for sig selv og lyser i alle kroge. På en hylde i cement får han øje på en rød ting. Han smiler for sig selv. Uden at de andre lægger mærke til det, rager han den til sig. Den lå ligesom og ventede på ham.
Han lyser ned ad en mørk gang, som ender
i sand. Så stivner han. Et øjeblik var det, som om der stod en. En skygge. Han skubber
tanken fra sig. Man kan godt hidse sig selv op til at tro, man ser alt muligt sådan et sted her.
”Skal vi ikke skride?” hører han Mini sige.
”Vi fnder ikke noget. Det er nedtur at gå og
rode i det her klamme mørke.”
Bamse kaster et sidste blik ned ad gangen,
men der er intet at se. Han har fået gåsehud.
Han er glad for at komme ud.
Et chok
De sætter sig i sandet og lader solen varme sig. De er blevet kolde af at være inde i mørket. Det er lidt øv, at de ikke fandt noget. Bare en patron eller noget andet fra krigen.
En souvenir.
Havet bruser ikke så langt væk, men her bag bunkeren er der læ for vinden.
De får deres mobiler frem og sidder hver især lænet op ad den grå cement med blikket i dem.
”Hvad skal I være til halloween?” spørger Mini og ser på de andre. ”Der er ikke længe til.”
De andre ser op fra deres skærme. ”Er
vi ikke snart for gamle til at rende rundt?” spørger Jon.
”Nej, sgu da!” lyder det ivrigt fra Mini. ”Vi får slik og alt muligt. Og gør folk bange.”
Det bliver sidste år, kan de andre mærke. De gider ikke rigtig mere.
”Men så giver vi den fuld gas i år,” siger Mini. ”Jeg skal være zombie.”
”Jeg skal vel være ham fra Fredag den 13. igen,” siger Jon.
”Jason?”
”Ja, ham,” nikker Jon.
”Vampyr,” gaber Jæver. ”Hvis jeg stadig har mit outft.”
De ser hen på Bamse. Han er den største i klassen. Han kan lægge dem ned, hvis han vil. Men Bamse er god, som dagen er lang. Og hvis han gider, gider de også.
”Vil I vide det?” siger Bamse og rejser sig.
Han tænker på det, han fandt inde i mørket, og smiler for sig selv. ”Okay, så vent lige.”
Han vender ryggen til dem og roder med noget, som de ikke kan se. Han træder et par skridt ind i mørket i bunkeren. ”Nu må I komme,” siger han. De tre andre nærmer sig. Og så snurrer Bamse rundt og vender sig mod dem. Han holder sin lygte lige under hagen, så hans ansigt bliver helt oplyst. Midt i det hele sidder den røde næse, han fandt lige før. Han vender det hvide ud af øjnene og krænger sine læber tilbage i et kæmpe smil.
”Fuck!” gisper de andre og er lige ved at falde over hinanden for at komme væk. Mini hviner af skræk.
”Shit, vi var ved at pisse i bukserne.”
”Du var!” siger Jon og ser på Mini. Jæver griner.
”Det var I sgu da også!” fnyser Mini. ”Hvad
fanden er det for en tut?”
Bamse ser normal ud igen. Han træder ud i lyset og fjerner den røde næse.
”Et slags gummidut eller sådan noget. Jeg fandt den herinde.”
”Lol! Det ligner sådan en klovnenæse. Hvad
laver den i en gammel bunker?”
”Du så ud som ham den der dræberklovn,”
gyser de andre. De har set flmen om den onde klovn. Pennywise lever nede i en kloak og lokker børn ned til sig. Tænk, hvis sådan en klovn holdt til her i bunkeren. En ond nazi-klovn. Spærret inde siden krigens tid.
De ser forbi Bamse ind i mørket. Var der ikke en lyd? En lav, hviskende latter? De lytter, men kan ikke høre mere.
Jon og Jæver står stille og lytter. ”Hvad fanden var det?”
Mini ligner en, som er klar til at spæne.
”Vinden,” siger Bamse. ”Hvad ellers?”
En vild idé
Bamse står med den røde klovnenæse i hånden. Han smiler fra øre til øre.
”Ved I hvad, gutter?” siger han. ”I år skal vi ikke være Dracula eller zombier. I år skal vi være dræberklovne. Nazi-dræberklovne!”
”Say what?” jubler Mini.
”Alle i byen har hørt om den her bunker,” siger Bamse ivrigt. ”Den er næsten lige så stor en nyhed, som da de rykkede fyret i sidste uge. Hvad hvis vi spreder det rygte, at der er sluppet noget ondt ud af den? Og så dukker vi op på selveste halloween-aften. Udklædt som nazi-klovne. Kan I se det for jer?”
De andre er ikke svære at overtale. Det
er en fed idé. Ja, Mini kalder den ligefrem genial. Bamse har en sygt god fantasi. En dag bliver han nok forfatter.
”Vi maler os i hvide fjæset,” nikker de. ”Og
så tager vi hatte og gammelt tøj på.”
”Nej, vi låner nogle nazi-uniformer,” smiler
Bamse.
”Og hvor skulle vi lige få fat dem?”
”De har nogle nede på museet,” siger
Bamse. ”Fra da de lavede det der egns-spil
sidste år. Min far har nøglen til depotet. Han var jo med til det.”
”Men går det an?” spørger Jon. ”Hvis de fnder ud af, at vi har taget dem.”
”Vi låner dem kun for en aften,” siger
Bamse. ”Inden nogen når at opdage det, er de lagt på plads igen.”
”Er der også hjelme?” siger Mini ivrigt. ”Og våben?”
”Hjelme, ja. Og vist nogle geværer. Altså af træ. Men vi tager vores soakers med.”
”Fed idé,” jubler Mini. ”Vi fylder dem med pis.”
”Fuck, du er klam at høre på!” De andre ser på ham med afsky.
”Okay, så rød farve,” trækker Mini i land.
”Så det ligner blod.”
”Folk bliver sgu da totalt sure, hvis vi sprøjter rød farve på dem.”
”Men så noget saft,” prøver Mini at redde æren. ”Rød hindbærsaft. Det kan vaskes af. Tror jeg.”
”Vand er fnt,” afgør Bamse. ”Nazi-klovne med vandpistoler. Vi skræmmer livet af hele den her lille by. Vi bliver de sygeste naziklovne.”
DEL 4 (HALLOWEEN)
Der lægges planer
Halloween nærmer sig. Ingen i byen ved, hvad der venter.
Man taler stadig om det gamle fyr nede ad kysten, som lige er blevet fyttet. Det var en nyhed, som nåede ud i verden. I hvert fald større end den om den gamle bunker, som kom frem efter seneste storm.
Men henne på skolen er der fre drenge.
Og når der er pause, sidder de og taler lavt og ivrigt sammen. Som om de lægger skumle planer. Når andre nærmer sig, bliver de stille. Kort efter bliver en nøgle fjernet. Men kun i kort tid. Det går slet ikke op for Bamses far, at den er væk. Heller ikke at fre tyske uniformer
er blevet fjernet. Med hjelme og alting. Der er
lagt op til en grum halloween.
Nu skal det lige siges, at det ikke er nogen
stor by. Så mange børn er der heller ikke.
Men et par håndfulde udklædte unger skal
nok dukke op. Så folk køber slik i den lokale
Netto, så de har noget at dele ud. Der vanker
jo ballade, hvis man ikke har nogle godter parat.
Der er bare én lille ting. Det ser ud til, at der bliver storm. På selveste halloween-aften.
Lidt synd for alle de unger, som skal ud og rasle.
Det ender måske med, at det hele fser ud i ingenting.
Fru Rype
Her må vi ikke glemme at nævne fru Rype. Den gamle dame, som har lejet et feriehus lidt fra byen. Hun får nemlig en stor rolle i denne historie. Men ikke på den gode måde.
Engang boede hun på egnen. Hun var kun en lille pige, da der var krig. Hvem ved, måske har hun set Max Rote gå forbi i sin uniform? Det kan sagtens tænkes. Men det får vi aldrig at vide. Fru Rype selv har kun meget svage minder fra den tid. Hun husker mest det, hun har fået fortalt.
Men hun ved, at hendes far var med i en gruppe, som lavede sabotage. De skjulte
våben ude på heden. Og de gav besked til England om de tyske anlæg ved kysten. Alt det hørte fru Rype fra sin mor, da hun blev ældre.
For noget gik galt. Hele farens gruppe blev taget af tyskerne. Og selvom krigen næsten var forbi, blev de dømt til døden og skudt.
Fru Rype og hendes mor rejste fra byen kort efter. Men nu så mange år senere er hun her igen. Hun er blevet en gammel dame. Ingen kan kende hende mere. Ingen ved, hvem hun er. De feste fra krigens tid er også døde for længst. Kun fordi de gamle bunkere stadig ligger der, bliver man mindet om, at landet engang var besat, og tyske soldater var over det hele.
Nu er der igen tyskere over det hele. Især om sommeren. Byen lever godt af dem, og de skyder heller ikke folk.
Men fru Rype er her også af en helt anden grund. En ting fk hende til at vende hjem til sin gamle egn. Hun læste om det på nettet.
Det gamle fyr nede ad kysten skulle fyttes. Det var en nyhed, som gik verden rundt.
Fyret skulle rulles på skinner væk fra den klint, hvor det stod. Ellers var der fare for, at det faldt i havet.
Den slags så man ikke hver dag. Fru Rype
ville se det ske med egne øjne. Hun lejede altså huset ved kysten. Der var masser af ledige huse, for det var sidst i oktober. Ikke ligefrem sæson for at leje feriehus.
Onde ånder
Og fyret blev fyttet. Det kørte som på skinner, som en vittig hund sagde. Det tog nogle timer, men fru Rype blev til det sidste. Det er mere end en uge siden, men fru Rype er her endnu. Hun bor stadig i det hus, hun har lejet.
Noget har fået hende til at blive. Et sært rygte, hun har hørt. Om en bunker fra krigens tid. Den kom til syne efter en storm. Pludselig stak den frem af sandet. Den fk også lidt omtale i den lokale avis. Dog langtfra så meget som fyret.
Fru Rype tog ud for at se den. Det meste af den var stadig dækket af sand og marehalm,
men en åbning var fri. Der havde siddet en solid dør af jern. Nu var kun de rustne hængsler at se. Der var sat et kryds af brædder
hen over den sorte indgang. Og skilte hvor der stod Adgang forbudt og Ingen adgang. Fare.
Hun gik hen og så ind i mørket. Hun tænkte på rygtet, hun havde hørt. Nogle drenge fra byen påstod, at de havde set genfærd af døde soldater ved bunkeren. De mente, at de ville dukke op til halloween og sprede skræk og rædsel. Det lød som den værste joke, tænkte
fru Rype. Mon ikke de drenge bare vil have alt slikket for sig selv?
Men ånder skulle man ikke spøge med, vidste hun. Og da slet ikke på de døde sjæles
nat. Og som hun stod her, fk hun en sær følelse i kroppen.
Hun havde i mange år været medlem af en clairvoyant gruppe. Nogle folk, som seriøst
kendte til spøgelser. Hun vidste, at der ofte
var ånder ved levn fra gamle dage, huse, borge og slotte. Uden tvivl også i bunkere.
Hvem kunne vide, hvilken ondskab der gemte sig bag denne tykke beton? Det løb hende
koldt ned ad ryggen. Hun følte, at noget derinde trak i hende, ville hende noget. Hun
var ikke i tvivl: Denne bunker var hjemsøgt.
Hun kom til at tænke på sin far. Ikke at hun
kunne huske ham. Han blev jo skudt, da hun var helt lille. Men hun havde jo hørt et og andet, og fru Rype havde tit ønsket at få hævn.
Hvis tyske soldater nu dukkede op, selv i form af onde ånder, var det hendes pligt at stoppe dem. Og hun kendte et par trick mod ånder.
Men det krævede nogle våben. Og dem havde hun ikke lige nogen af. Eller havde hun? Hun kom i tanke om sin nabo. Ham, hun lejede huset af.
Model 24
Naboen var sådan en, der gik og fandt gamle ting i jorden. Fru Rype havde set ham gå rundt med en metal-søger. Ved stranden og andre steder. Gud ved, hvad han håbede at fnde. En guldskat måske?
Han stødte mest på kapsler og dåser. Ting, som folk havde tabt eller smidt fra sig. Ikke noget af værdi. Men da hun var inde hos ham for at låne en elpære, kom de til at tale om hans hobby. Det var, fordi hun var kommet til at kalde hans apparat for en minesøger. Han lo højt. Nej, han ledte skam ikke efter miner, påstod han. Men havde dog fundet et par gamle ting fra krigen. Og hans de-tek-tor
(han udtalte ordet meget tydeligt) var stærk
nok til at spore en mine, hvis det var.
I det hele taget gik naboen meget op i sin hobby, og som det ofte sker, talte han vidt og bredt og længe. Fru Rype stod høfigt og
vidste snart alt om metalsøgning. Det var ellers ikke et emne, som hun gik spor op i.
Til sidst skulle han absolut indvie hende i noget hemmeligt. Fru Rype måtte love ikke at sige det til nogen. Han låste en skufe op og viste hende noget, han havde fundet ude i klitterne. Sit største fund kaldte han det. Han vidste godt, at det var mega-ulovligt at have sådan en liggende. Men han kunne ikke lade være med at prale med sit fund.
”Det er en tysk Stiel-granate, model 24,” kunne han oplyse.
”En hvad?” sagde fru Rype og så på den. Det lignede en dåse ærter på et træskaft.
”En håndgranat.” Naboen sendte hende et listigt smil. ”Fra krigens tid.”
”Javel ja,” sagde fru Rype og prøvede at se interesseret ud.
”Sådan en fætter kan rydde en bunker,” sagde naboen.
”Virker den?” spurgte fru Rype.
”Det vil jeg tro,” sagde naboen. ”Jeg har ikke prøvet den.”
Han låste skufen igen. Men han lod nøglen sidde. Og det er det, fru Rype tænker på nu.
Dagen efter sit besøg ved den gamle bunker banker fru Rype igen på hos sin nabo. Hun har lagt en plan. Hun ved, at hans søger ligger ude i skuret.
”Nå, er der gået en pære igen?” spørger han.
”Nej, det er værre. Jeg tabte mit ur, da jeg gik tur.” Fru Rype sørger for at se tilpas ked ud af det. ”Jeg var så glad for det ur. Jeg har arvet det fra min mor, men at fnde det igen er jo som at lede efter en nål i en høstak. Men du har jo den der metal-søger.”
”Ja, der kan min detektor nok være en god hjælp.” Naboen vinker hende ind i huset. Han
er ivrig efter at hjælpe. ”Jeg går med ud og
leder,” siger han.
”Nej tak, det klarer jeg skam udmærket
selv.” Fru Rype sender ham sit mest falske smil, mens hun skæver hen til skufen. Jo, nøglen sidder i endnu.
Naboen virker en smule skufet, men går ud
i sit udhus for at hente søgeren. Og mens han er væk, får fru Rype puttet den tyske granat
ned i sin rygsæk. Det er en smal sag. Hun når lige at låse skufen, så alt ser ud som før.
Da naboen kommer ind igen, står hun og ser uskyldigt ud ad vinduet.
”Det bliver vist uvejr,” siger hun.
”Der er lovet storm fra sydvest,” nikker naboen. ”Der bliver ikke meget halløj i aften.”
”Halløj?”
”Ja, halloween-halløj. Nu har jeg ellers købt slik.”
”Jeg må hellere komme ud og lede så,” siger fru Rype.
”Pas nu godt på den,” siger naboen.
”Jeg skal bare fnde mit ur,” smiler fru Rype. ”Ikke ud og søge miner.”
Naboen synes, fru Rype har humor. De bliver enige om, at hun bare kan levere søgeren tilbage næste dag.
Klædt ud
De fre drenge mødes hjemme hos Bamse og gør klar. Han er alene hjemme, så de slipper for at svare på, hvor deres tøj kommer fra. Endnu er deres slikposer tomme. Men bare vent. Folk skal nok hoste op, når der står fre gyselige klovne i nazi-tøj og peger på dem med soakers – slik eller ballade?
De tre af dem er ved at iføre sig uniform. De har smurt hvid farve i deres ansigt. Tyk farve, som slår revner som om et gammelt maleri.
De har malet røde klovne-munde. Trukket deres bryn op i stejle buer med en sort stift.
Kun Mini er ikke helt stor nok til at fylde tøjet ud. At iføre sig en uniform kan han godt
glemme. Han er ved at drukne i den, da han prøver. Hjelmen sidder på hans hoved som en gryde.
”Øv, noget lort!” siger han. Han må gå i sit eget tøj. Men hjelm, det vil han altså have på.
”Du ser sej ud, Mini,” ler de andre. ”Du ligner Emil med suppeskålen på hovedet.”
”Luk røven,” hvæser Mini. Bamse er den, som ser bedst ud. Hans uniform sidder perfekt. Man bliver totalt skræmt af ham. Han ligner den ondeste naziklovn. Han har en krøllet paryk på under den tyske hjelm.
”Sig noget på tysk, Bamse,” siger de andre til ham.
”Eins, zwei, drei,” siger Bamse med hæs stemme. ”Dö, Schweinehund.” Han peger på dem med sin soaker. Vandet drypper fra dens spids.
De dukker sig. ”Du gør det ikke!” ler de.
”Du kan lige vove!”
”Lad os komme af sted,” siger Bamse. ”Der er ingen tid at spilde.”
Byen er død
Lidt efter ser man dem gå i samlet fok hen ad fortovet. Bamse fører an. Han går med faste skridt. De andre må næsten løbe for at følge trop. Bamse går march, som om han skal i kamp. Og synger han ikke også? Nynner i hvert fald. En eller anden melodi, som de andre ikke kender.
”Ej, vent lige, Bamse.” Minis hjelm glider hele tiden ned foran øjnene. Det er kun en kopi, men den er tung nok.
Der er ingen andre børn ude. Vejene er tomme. Det er også blæst op, og der er regn i luften. Man kan høre havet buldre bag klitten. Vinden rusker i halloween-pynten,
som hænger ved fere huse. Storm fra sydvest
er altid det værste. Ingen har lyst til at være
ude i sådan et vejr. Og så er der jo også lige
det med de onde genfærd, som kommer. Det er et rygte, mange af børnene har hørt henne
i skolen. Der er nogle af de store drenge, som har gået og sagt det. Så det er helt fnt, de ikke
skal ud i aften, selvom det er halloween.
Bamse synger ikke mere. Han går og
mumler for sig selv. Det lyder som tysk.
Måske øver han sig, før de skal banke på ved
det første hus.
”Meine Damen und Herren,” råber han
hæst og svinger sin soaker. Det er næsten, som om hans klovnenæse lyser.
”Du ligner Rudolf med den røde tud,” håner Mini og retter på sin hjelm.
Bamse fyrer en stråle vand efter ham. ”Æv, la’ vær’,” hyler Mini.
De andre griner, men snart synes de, Bamse
virker lidt sær. Hans øjne er helt tomme. Han løfter armen og peger på et eller andet ude i mørket.
”Cirkus!” mumler han og lader sin tomme slikpose falde. Vinden griber den. Den rasler hen over vejens asfalt og suser bort i mørket.
”Hey, Bamse. Hvad sker der?” vil de andre vide. ”Hvorfor smider du din slik…”
Bamse hører dem ikke. Han drejer væk fra vejen. Væk fra husene. De ser ham hoppe over en grøft og sætte kurs mod stranden.
”Bamse, hvad skal du? Kom nu.”
Men Bamse svarer ikke. Han har sat kurs mod rækken af klitter.
De tre andre står og ser efter ham. Fatter intet. Hvad er der med ham? Blev han sur over det, Mini sagde?
”Skulle vi ikke rasle slik?” råber Mini efter ham.
”Hvad skulle du også sige det med Rudolf for?” Jon og Jæver ser surt på ham. ”Du er altså en klovn, Mini!”
”Hvad med jer selv? I ligner sgu da selv klovne!”
Mini har ret. De ser fæle ud. Vind og regn har fået dem til at ligne noget fra en gyser.
Men de kan ikke lade Bamse gå på den måde.
”Skal vi ikke bare lade ham være?” Mini slår ud med armene.
”Vi må sgu da fnde ud af, hvad der er galt.”
Jon og Jæver sætter efter Bamse.
”Men så vent!” råber Mini, som ikke har lyst til at være alene.
Det her er blevet en helt anden halloween, end de havde troet. Bamse har aldrig opført sig på den måde før. Er det en prank eller
hvad? Er han på vej ud til den gamle bunker?
Hvad skal han derud efter? Og så i aften.
Og hvorfor ævlede han om cirkus?
Til kamp
Alt det med den gamle bunker har vækket noget i fru Rype. Måske fordi hun igen er i sin
fødeby. Et ønske om at hævne sin far.
De udyr, som havde besat landet, slog ham
ihjel. Hun vil have hævn. Om den så bare skal være symbolsk. Hun er sikker på, at der er
ånder til stede i den gamle bunker. Hun kan føle det. Rygtet talte sandt.
Hun er gammel. Det her er den sidste chance for at hævne sin far. Og det er derfor, at man denne aften – selveste halloweenaften – kan se hende med kurs mod de øde klitter. Kun med naboens detektor. Og en god lygte, hun har købt i den lokale Silvan.
Fru Rype ved, præcis hvor hun skal hen.
Da hun fyldte 85 forrige år, skrev avisen om hende. En dame fuld af krudt, stod der. De skulle bare vide, hvad hun har i lommen på sin frakke.
Hun håber, hun har kræfter til at gøre det, hun nu vil gøre. For at få bugt med onde ånder er der kun en ting, som virker: et brat skifte i luftens tryk. Det smadrer alle ånder, gode såvel som onde. Det ved enhver clairvoyant. Det bruges bare ikke så tit, fordi det også smadrer folks hjem. Men i en bunker er der intet, der kan gå itu, så nu kan fru Rype rense den gamle bunker for dårlig energi. Læs: ånder.
Det er en rædsom aften. Havet larmer, som kun et hav kan larme. Der er ingen læ for vind og regn, slet ikke her i klitten. Men hun var nødt til at vente, til det blev mørkt. Visse ting
tåler ikke dagens lys, men klares bedst uden
vidner.
Men fru Rype er ikke alene.
Et stykke bagude sniger en sig efter hende. Naboen har holdt øje med hende. For i denne
lille by holder alle øje med alle. Og han er meget øm over sin detektor. Han bryder sig ikke om, at den gamle kone skal fjolle rundt med den ude i stormen. Hvad hvis hun taber
den? Han har heller ikke fdus til, at hun kan fnde ud af at bruge den. Han må vist holde
øje med hende. Han kan se hendes lygte fakke ude i mørket. Hun har kurs mod …
Den gamle bunker
Jon og Jæver er endt ved den gamle bunker. De kan se spor i sandet efter Bamses støvler.
De fører hen mod den mørke indgang. Skiltet ligger i sandet sammen med løse brædder.
Havet koger. Der blæser skum helt op i klitterne. De må råbe for at kunne høre hinanden. Mini kommer asende efter dem.
Han er godt gal i hovedet.
”Jeg fyrer vand i fjæset på den spade,” raser han og truer med sin soaker. ”Hvad skal han herud for, når vi har aftalt at rasle slik?”
”Du kan jo gå ind og spørge ham,” siger de to andre og peger. ”Han er derinde.”
Minis mund smiler, men kun den, som er malet på. Den rigtige skærer tænder.
”Kom ud, Bamse. Hvad har du gang i? Vi smadrer dig, hvis du laver det der stunt igen.”
Intet svar.
”Godt, så er du selv ude om det. Vi kommer ind, og du får så meget vand.”
Mini gør tegn til de to andre om at komme med. De tøver et øjeblik, men så følger de efter. Inde i mørket er der læ for vind og vejr. Der bliver stille rundt om dem. De lytter. De har ikke lyst til at hæve deres stemmer.
”Bamse?” kalder de.
De får tændt lygten på deres mobiler og lyser rundt. Så får de øje på Bamse. Han sidder på hug op ad væggen med sin soaker foran sig.
Hans næse lyser rødt i mørket. Den røde mund griner med hvide tænder og bøjle.
”Heil Hitler,” siger han med en sær, ru stemme. ”Willkommen!”
”Nu må du lige styre dig,” siger Mini og skal
til at fyre en salve vand i hovedet på ham. Jon og Jæver får ham stoppet. ”Der er noget galt,”
hvisker de. ”Er du okay, Bamse?”
Bamse siger et eller andet med lav og hæs
stemme. De fatter ikke hvad. Det lyder som tysk.
Kan du ramme?
”Hvad gør du her?” fru Rype har opdaget sin nabo. Han er ikke nogen ninja. Og selv i stormen kunne hun høre ham komme asende bag sig.
”Jeg ville bare se, om du havde fundet dit ur,” puster han. ”Kan du bruge den?”
”Du er jo den værste spion,” siger hun.
Naboen synes ikke, det er pænt sagt. Slet ikke af en, som selv lusker rundt på dette sted i det værste uvejr. ”Du søger slet ikke efter noget ur, gør du?”
”Har du hørt om den gamle bunker?” siger fru Rype. At dømme efter naboens udtryk er det et dumt spørgsmål.
”Det har alle da!” siger han.
”Så kender du måske også til rygtet?” vil fru Rype vide.
”Hvilket rygte?”
”At der er noget ondt i den, ånder fra krigens tid.”
Naboen ser på fru Rype. Han ved, at hun dyrker yoga og går ture hver dag. Og holder sin hjerne skarp med sudoku og krydsord. Så hendes hoved fejler ikke noget. Men det her lyder jo helt tosset. Også selvom visse børn
i byen går og mumler om gammel ondskab i den bunker. Hvor kommer sådan et rygte fra? Det er nok noget, Netto står bag, så de kan sælge fere græskar og gyselig pynt til halloween. Naboen tror i hvert fald ikke på onde ånder. Og hvad skulle de holde til herude for?
”Det onde er sluppet løs derude,” siger Fru Rype. ”Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har set den slags før.”
”Og hvad har det med min søger at gøre?” vil naboen vide.
Så får han øje på noget, som stikker op af hendes frakkelomme. Det giver et ryk i ham.
Det er en tysk håndgranat, hans håndgranat.
”Har du …?” Han peger og kan ikke tro, hvad han ser.
”Ja, jeg lånte den lige,” siger fru Rype. ”Det er i øvrigt heller ikke tilladt at have sådan en liggende i sit hus.”
”Men …” Naboen bliver helt bleg. ”Du kan ikke gå rundt med sådan en i lommen. Det er jo død-farligt.”
”Bedste kur mod onde ånder,” svarer fru Rype med barsk mine.
”Og jeg, som troede, du bare skulle lede efter dit ur.”
”Nok om det,” svarer fru Rype. ”Du sneg dig efter mig. Nu er du blandet ind i sagen. Jeg har brug for hjælp, og du er ung og stærk.”
Naboen retter sig op. Det luner jo altid at blive kaldt ung og stærk.
”Joh,” mumler han. ”Man træner jo lidt nede i hallen.”
”Det ser man tydeligt,” nikker hun. ”Jyden, han er stærk og sej. Selv er mine kræfter ikke, hvad de har været. Jeg kan i hvert fald ikke kaste med sådan en tingest her.”
”Kaste … kaste min granat?”
”Ja, hvad ellers? Tror du jeg skal grave efter ure med den?”
Hun vinker naboen med sig.
Drenge i mørket
”Han er helt væk,” siger Mini. De står foran Bamse og ved hverken ud eller ind.
”Jeg tror, han er besat,” hvisker Jon og ser på de andre med store øjne. ”Ligesom hende pigen i den der flm.”
”Mind mig ikke om den,” gyser Jæver med rejste nakkehår.
”Gu er han røv besat,” bryder Mini ind.
”Han er bare ude på at freake os ud som den anden dag.”
Han dasker Bamse på kinderne. ”Bamse, tag dig sammen. Vi er ikke rigtige klovne, fatter du vel. Rejs dig nu op.”
”Ich bin Max Rote,” hvisker Bamse og ser op på dem. Hans øjne er tomme og hvide.
”Helt ærligt! Drop nu det der fs.”
Ved fælles hjælp får de Bamse på benene. Han taber både sin soaker og sin stålhjelm.
Den rammer gulvet med en høj lyd, som runger i mørket.
”Hvis idé var det her?” hvæser Mini. ”At tage nazi-tøj på? Nu tror den klovn, at han er
fucking Hitler. Totalt til grin.”
”Han kaldte sig Max Rote,” siger Jon.
”Hvem fanden er Max Rote?”
”Hvor skulle jeg vide det fra? Han er besat, siger du jo,” svarer Mini og samler Bamses ting op.
Bamse ler en hviskende latter. Hh hh hh! lyder det mellem de rå betonmure.
Savl løber ud af hans mund.
Så får en lyd dem til at fare sammen. En stemme.
”Tys!” hvisker Jon og lytter. ”Der var noget.
Udenfor.”
De står stille og ser hen mod døren ud
til. Kun Bamse står og fniser dumt med sin orange paryk sat skævt på.
Fuml ikke!
Fru Rype er nået hen til den gamle bunker. Ret fremme kan hun se dens indgang. Den er kun nogle meter borte, men hun skal ikke tættere på.
Vinden river i hende. Hun kan høre lyde derinde. Stemmer trænger ud, selvom vind og hav larmer. Man ser lys fakke.
Naboen kommer op på siden af hende. Han har store øjne. Han kan ikke tro det, men også han kan jo høre noget pusle derinde.
”Uh, det er dæleme spooky,” siger han ind i hendes øre. ”Det er lige, så man får gåsehud.”
”Rygtet talte sandt,” nikker fru Rype. ”Men vi kan mane det i jorden. Eller rettere: mane de onde ånder væk.”
Hun haler granaten ud og rækker den til ham.
”Men det er jo min,” prøver han.
”Ja, og den er vel til for at blive brugt?”
Naboen nikker. Det er jo heller ikke hver dag, man får lov at smide med en granat. En kartofelmoser, som tyskerne kaldte den.
”Skru bunden af,” mimer fru Rype gennem stormens susen. Hun har set på YouTube, hvordan man gør. ”Hiv i snoren, og kast den så. Du har fem sekunder, så fuml ikke!”
Naboen gør, som hun siger. Han er tør i munden, da han kaster den i en bue ind gennem bunkerens åbning.
Finale
Noget kommer susende ind til dem udefra. En vildfaren fugl blæst ind af stormen?
Nej, det rammer først den ene væg, så den anden og derpå gulvet. Klank, klonk, kling, lyder det, inden det ruller hen mellem deres fødder. ”Ach, du lieber,” hvisker Bamses røde klovnemund.
”Fuck!” gisper Jon og Jæver og Mini med øjnene spilet op i rædsel.
Lyden af TNT
Fru Rype hører lydene inde fra mørket.
Klank, klonk, kling. Gud ved, om den stadig
virker? når hun lige at tænke, inden naboen hiver hende i dækning bag sandet. Kan en
granat blive for gammel?
Braget inde fra bunkeren giver hende svar
på det spørgsmål. Et dumpt brag, som sender et pust af røg og sand ud ad åbningen. Et
øjeblik hyler det for deres ører, men så vender vindens sus tilbage.
”Hold da helt op, det var ellers noget af et drøn,” griner naboen.
”Den virkede i hvert fald,” nikker fru Rype.
”Tror du, vi fk has på de der ånder?”
”Helt sikkert. Bedre metode fndes ikke.
Okkult basisviden at blæse dem bort på denne måde.”
”Skal vi gå ind og se efter?”
”Det er der vist ingen grund til. Når ånder er væk, er de væk. De ligger ikke i en rodet bunke på jorden.”
Happy halloween
Fru Rype rejser sig og står et øjeblik og nyder hævnens sødme. Hun holder stadig søgeren, som siger små bip-lyde og blinker. Naboen kommer også på benene. Han børster vådt sand af sine bukser. Så får han øje på noget foran sig. En lille bold eller noget? Han samler den op. Den er rød og blød. Den må være blevet slynget ud, da granaten sprang.
Det er måske en lille vindhætte fra en mikrofon. Det er nok en, lokal-tv har glemt, da de var ude og flme her. Det kunne også godt ligne sådan en klovnetud.
Han smiler for sig selv, da han presser den fast om sin næse. Så lister han om bag fru
Rype. Det er vel kun halloween en gang om
året. Han skruer et stort smil på og prikker den gamle dame på skulderen.
”Slik eller ballade?”
Har du lyst til mere halloween?
Det er halloween, og der skal være fest på skolen. Som altid skal det gamle skelet fra biologi hales frem. Det skal stå iført kappe og med en le i hånden og se fælt ud. Men i år mangler en vigtig del. Dets hoved er gået itu. Skolens pedel må skafe et ny kranie i en fart. Og hvor fnder man lige sådan et? Et hint: Byens kirkegård ligger lige bag skolen.
Da en meteor slår ned i Albas have, bliver hun i stand til at rejse i tiden. Og nu kan hun måske opklare, hvad der skete med drengen, som forsvandt til halloween for mange år siden.
Velkommen til en grufuld aften på Mordvej. Vejen, hvor man går all in på halloween. Og hvor det går hårdt ud over dem, som ikke vil være med.
Der er kommet en ny burgerbar til byen. Og pludselig forsvinder en masse kæledyr. Da Rose og Viola kaster sig over mysteriet, gør de en skrækkelig opdagelse. Nu kan kun onkel Gys hjælpe dem. Eller kan han?
Det er Halloween og overalt vrimler det med monstre og zombier på jagt efter noget at gnaske på.