I klovnenes kløer

HENRIK EINSPOR

I KLOVNENES KLØER

1. TIVOLI

Det var den sommer, jeg arbejdede i tivoliet ude på molen. Det var det år med Milo og Bella. Og det var også det år, hvor de store brande begyndte. Det var ikke noget tilfælde. Det hele hang sammen.

Tivoliet lå ved havet. Ude for enden af en bred mole af træ. Om sommeren var der fuld knald på. Lys og larm og masser af mennesker. Byen var kendt viden om for sin tivolimole. Og selvom der også var forlystelser inde langs strandpromenaden, var det molen, som var afbildet på postkort og beskrevet i turistbrochurerne.

Det år havde jeg job i en bod der. Jeg stod i fskedammen. Det var naturligvis ikke det mest prestigefyldte job. Når alt kom til alt, var det jo en bod for småbørn. Men vi kunne jo ikke alle sammen stå ved radiobilerne eller pariserhjulet. Mit job bestod i, at jeg skulle stå og tage imod penge og give små unger fskestænger af bambus. De skulle fange nogle træfsk, som fød forbi i et cirkelformet bassin. Hver fsk var forsynet med en magnet, som blev tiltrukket af hesteskoen på fskesnøren. Man skulle være virkelig dårlig for ikke at få bid (men tro mig, det skete!). Jeg stod inde i midten af cirklen og styrede løjerne. Fik børnene fsk med bestemte tal på krogen, vandt de

og kunne vælge fra hylderne. Ellers var der trøstpræmie. Altid et eller andet plasticbras. Men rollingerne var jo glade.

Milo var ingen rolling, han var mindst ti, men han elskede min bod. Han kom altid alene. Altid beskidt, som om han havde sovet i en afaldscontainer. Altid havde han lidt småpenge. Og han fskede og fskede.

I løbet af sommeren lærte jeg ham at kende. Jeg fattede ikke, at han gad blive ved. Af og til vandt han, andre gange var der trøst.

”Hvis du så godt kan lide at fske, hvorfor fsker du så ikke rigtigt?” spurgte jeg ham en dag og pegede ud på havet.

”Jeg kan lide at fske her,” sagde han bare og forsøgte med koncentreret mine at få en fsk på sin magnet.

Under molens planker lå havet. Man kunne høre bølgerne rulle ind mod stranden under ens fødder, især når det blæste. Men for det meste hørte man kun musikken fra spillehallerne og lyden fra forlystelserne og tivoliets gæster. Og lugten af popcorn og candyfoss overdøvede let havbrisen.

Selve molen stod på en hel skov af tykke stolper, slimede og grønne af alger. De var banket ned i havbunden og strakte sig et par hundrede meter ud i havet. På disse stolper hvilede alting. Af og til tænkte man, at der bare skulle en kraftig storm til, så ville hele molevitten brase sammen som et pindehus og forsvinde i bølgerne. Men nu havde stolperne båret molen i mere end hundrede år. Og de sidste halvtreds, mindst, havde tivoliet ligget herude.

2. DUKKEN

Men tilbage til Milo. Milo var fast gæst i tivoliet den sommer. Jeg tror, han snød sig ind. Men han kom ikke for at prøve karruseller og radiobiler. Kun min bod havde hans interesse.

Efterhånden gik det op for mig, at han var ude efter en speciel præmie. Den på øverste hylde. Det var en klovnedukke. Temmelig grim, hvis man spørger mig. Men Milo var besat af den dukke. Den var naturligvis svær at vinde. Den var jo en af de dyre præmier. Faktisk skulle man bruge en mindre formue for at få point nok til at vinde den. Kort sagt fange en masse fsk. Og så længe gad ingen blive ved. Altså bortset fra Milo. Men Milo prøvede og prøvede.

”Prøv lykken,” råbte jeg til folk, som gik forbi. ”Fang tre fsk, og vind en præmie!” Selvfølgelig kun til dem, som havde småbørn ved hånden. ”Trøstpræmier til alle,” lokkede jeg.

Det var mest små unger, som kom. Sammen med deres forældre eller ældre slægtninge. De var tilfredse med at vinde små plasticdimser i pangfarver eller bolde med glimmerkorn i. Milo var faktisk alt for stor til sådan noget pjat.

”Har du ingen far og mor?” spurgte jeg en dag.

”Rager ikke dig,” sagde han og stak tungen ud, mens han koncentreret forsøgte at få en fsk ’på krogen’.

Jeg trak på skuldrene. Jeg kunne vel også være ligeglad. Så længe han smed mønt på disken. Jeg talte point sammen på de fsk, han havde halet op.

”Det bliver en trøstpræmie igen,” sagde jeg.

”Behold den bare,” sagde Milo, som altid. ”Jeg går kun efter dukken.”

Det skal dog siges, at Milo fere gange også vandt lidt større gevinster – vandpistoler og legetøj og endog en ret stor bamse. Men hver gang: ”Behold det. Jeg går kun efter dukken.” Og så forsvandt han ud for at fnde fere småpenge at fske for.

Helt ærligt, tænkte jeg. Hvis han så gerne ville have en klovnedukke, kunne han så ikke bare gå ind i en legetøjsbutik og købe en? Men det kunne han selvfølgelig ikke. For der var kun en som den på hylden. Det blev jeg snart klar over.

Man så ofte Milo hænge ud i spillehallen. Han stak altid sine beskidte grabber ind i spilleautomaternes møntskufe for at se, om folk havde glemt nogle mønter. Og tit var der gevinst. Han kunne skrabe en del sammen på den måde. Når han havde nok, var det tilbage til fskedammen. Andre gange så man ham på strandpromenaden inde på land, hvor han tiggede turisterne om penge, indtil han blev jaget væk, kun for kort efter at dukke op et andet sted.

Det var lige før, jeg fk helt ondt af ham.

”Hør her,” sagde jeg en dag, hvor der ikke var nogen i nærheden. ”Det er altså temmelig svært at vinde den klovn. Du skal fange en hel masse fsk. Måske skulle du opgive.”

Milo så på mig, som om jeg var skør. Opgive? Aldrig.

”Det gælder liv eller død,” sagde han. ”Ja, det kan jeg se,” smilede jeg hovedrystende og tog imod hans mønter.

3. SPØGELSESTOGET

Min boss sås sjældent i boden. Han kom for det meste kort før lukketid for at tælle penge op og se, om der skulle nye præmier på hylderne.

Næsten hver dag måtte jeg fylde de nederste hylder. Dem med småting. Kun klovnedukken fk lov at forblive på sin faste plads. Den sad med sit stive grin, som om den vidste, at den var urørlig.

”Der er en dreng, som er vild efter at vinde den klovn der,” fortalte jeg bossen.

”Det kan ikke lade sig gøre,” sagde han. ”Medmindre man smider en formue på bordet. Men lad bare ungen forsøge. Jo fere gange han prøver, jo fere penge tjener jeg.”

”Det er kun et barn,” sagde jeg.

”Det er dem, vi lever af,” sagde bossen. ”Glem aldrig det. Dem og ikke mindst deres forældre.”

Jeg sagde ikke til bossen, hvad jeg havde fortalt Milo – at han ikke kunne vinde klovnen. Så var jeg blevet fyret. Fiskedammen var et sted for håb og drømme, som bossen ville sige. Ikke nogen gavebod. Heller ikke selvom vi dagligt uddelte et par hundrede trøstpræmier, og i weekenderne ofte fere. Når det kom til stykket, var de dyrt betalt.

Bossen ejede også andre forlystelser i tivoliet. For eksempel spøgelsestoget. For selvfølgelig var der også et spøgelsestog. Ligesom der var en såkaldt kærlighedstunnel.

Spøgelsestoget var lige efter bogen. Man satte sig i en vogn formet som et kranie. Der var plads til to personer i hver vogn. Så rullede man ind i mørket. Herefter fulgte et par minutter med skrig og skrål. Og inden man fk set sig om, var man ude i lyset igen.

Hvis det var unge par, som tog turen, havde fyren tit fået sin arm om pigen, når de kom ud igen. Og hun klamrede sig til ham. De så glade og lettede ud på samme tid. Og således rustet gik de ofte videre til kærlighedstunnelen. Turen der varede lidt længere og foregik i et mere roligt tempo til tonerne af noget new age-musik. Og det kræver nok ikke nogen stor fantasi at forestille sig, hvad der gik for sig i tusmørket derinde.

Det var nu ikke, fordi der var så meget at blive bange for inde i spøgelsestoget. Nogle slidte skrækfgurer, Dracula og varulven – og selvfølgelig Frankensteins monster i fuld fgur med grønbleg hud og lys i øjnene. Der var også en ligkiste, hvor låget vippede op, når vognene passerede. I kisten lå der et skelet, som kunne hæve sig og række ud efter folk med en hul latter.

Og endelig var der hovedattraktionen derinde: en kæmpestor, lodden edderkop, som virkelig kunne få tøserne til at hvine. Resten var bare en masse mørke, pludselige choklyde og blinkende lys.

Det var Bella, som passede spøgelsestoget. Hun var lidt ældre end mig. Hun sad i billethullet og tog imod penge og mindede folk om, at de skulle holde armene inde i vognene. Og hvis nogen tabte gebisset, fordi de skreg, eller hat og briller, var det hende, som skulle gå ind og hente tingene.

Jeg kunne godt have tænkt mig hendes job. Det var sjovere end at stå her og blive våd, når ungerne tabte fskene, eller blive ramt af magneten, når de blev for ivrige. Men Bella havde været i tivoliet i længere tid end mig, og hun havde selvfølgelig ikke lyst til at bytte spøgelsestoget ud med den pattede fskedam.

Spøgelsestoget var den ældste forlystelse i tivoliet. Og det var også tit i stykker. Altid var der noget, som skulle repareres derinde, men det var Bella også mand for. Hun kendte forlystelsen ud og ind, påstod hun – eller det troede hun, hun gjorde. Men hun kendte ikke åbningen derinde. Eller slusen. Men det vender jeg straks tilbage til.

For nu kommer vi til det med Milo.

4. PENGE NOK

En dag skete det utrolige. Pludselig stod Milo foran mig. Et rævesmil sad klistret på hans ansigt. Han lignede helt klovnedukken oppe på hylden. Selv håret stod til alle sider.

Jeg rakte ud efter en fskestang, gjorde mig klar til at tage imod hans mønter. Business as usual. Men nej, det var ikke, som det plejede. Milo klaskede en stor seddel ned i disken.

”I dag skal der fskes igennem,” sagde han.

”Er du rigtig klog?” udbrød jeg. ”Hvor har du så mange penge fra?”

”Ja, hvor har man så mange penge fra?” sagde han bare.

Det ville jeg helst ikke tænke på. Slet ikke når det handlede om Milo. Enten havde han fundet en tabt tegnebog, stjålet dem eller noget helt tredje. Jeg kendte ham ikke nok til at bedømme ham, men jeg havde mine anelser.

”Glem nu den dukke, Milo,” sagde jeg. ”Der er andre ting i livet.”

Men han lyttede ikke.

”Det gælder liv eller død. Hit med en stang.”

Jeg tog tøvende imod den store seddel.

”Er du sikker på, at du vil bruge det hele?” spurgte jeg en smule utilpas.

”Jeg skal vinde den dukke,” sagde han med fast stemme.

”Måske du hellere skulle afevere pengene,” forsøgte jeg. ”Måske får du fndeløn.”

”Bland dig udenom, og stik mig en bambuspind.”

Jeg gjorde, som han sagde. Milo virkede næsten desperat. Som om det virkelig gjaldt liv eller død.

”Det er bare en dukke, Milo,” forsøgte jeg. Men han var allerede i gang med at fske.

Ingen havde nogensinde brugt en tusse i fskedammen. I hvert fald ikke i min tid. Ikke engang fulderikkerne, som af og til skulle spille smarte og fange fsk for at imponere deres damer. Den slags kom man også ud for, men de smed højst en halvtredser. Jeg spekulerede på, om der overhovedet ville være fsk nok. Milo ville tømme bassinet, og jeg ville blive nødt til at smide fskene tilbage i vandet, efterhånden som han gjorde det, så han kunne starte forfra.

Fjollet, men okay, dukken var så godt som hans. Faktisk kunne jeg lige så godt bare give ham den. Men han var opslugt af at hive fsk i land. Koncentreret og med tungen lige i munden.

Jeg skævede op til den. Den sad bare med sit sædvanlige smil. Men måske var den ikke så urørlig mere.

5. GEVINST

Der var ikke mange folk i tivoliet den dag. Vejret var regnfuldt og blæsende. Store bølger kom rullende ind under molen og skyllede langt op over stranden. Naturligvis var ingen ude at bade. Liggestole og parasoller var pakket sammen. De få turister, som sås, var iført regntøj; resten sad nok på deres hoteller og pensionater og spillede kort.

Aldrig har jeg set nogen så koncentreret som Milo, da han fskede den dag. Snart var disken foran ham fyldt med træfsk.

Et kærestepar standsede op og fulgte hans anstrengelser. Pigen holdt en sølvfarvet Mickey Mouse-ballon. Sikkert en, fyren havde vundet til hende i en af boderne.

”Der er nok en, der vil vinde den store gevinst,” lo de.

Jeg modstod min trang til at rulle med øjnene til dem over Milos forehavende. Man er vel loyal over for sine kunder.

For at gøre en lang historie kort: Milo fk selvfølgelig fsk nok til, at han kunne vælge fra alle hylder. Men selvfølgelig valgte han kun fra en.

”Flot klaret, knægt,” sagde hende med ballonen. ”Den bliver din lillesøster glad for.”

Selv jeg må indrømme, at det var lige før, jeg fældede en glædeståre på Milos vegne. Omsider var det lykkedes. Han var blevet ved og ved. Og nu var klovnedukken hans.

Jeg strakte mig på tæer og tog den ned fra hylden. Den var tungere, end jeg huskede den. Men tusind kroner var den i hvert fald ikke værd.

Jeg gættede på, at bossen ville sætte en ny på hylden, allerede når han kom i aften. En helt magen til. Men det var lige meget nu. Milo stod med åben mund som en, der er i færd med at få sit største ønske opfyldt. Og det var han jo også. Jeg rakte dukken ud til ham med næsten højtidelig mine.

”Vær så god, den har du ærligt fortjent,” sagde jeg.

Han tog den forsigtigt, som om det var en hundehvalp, og holdt den ind til sig. Krammede den med lukkede øjne.

”Endelig,” hviskede han, og en tåre løb ned ad hans kind. ”Jeg fk dig tilbage.”

Jeg undrede mig lidt og skulle lige til at spørge, hvad han mente, men uden at værdige mig et blik vendte han ryggen til og forsvandt med dukken.

6.

FORSVUNDET

Resten af dagen var det småt med besøg i boden. Og i hele tivoliet for den sags skyld. Ingen familier med børn. Kun et par småfrysende turister og de sædvanlige damer, som skulle hen i spillehallen og fodre de enarmede tyveknægte.

Vinden var taget til, og af og til fejede en regnbyge ind over molen. Nu, hvor de feste boder begyndte at lukke ned, kunne man rigtig høre bølgerne bruse under plankerne. Pariserhjulet lukkede, og efterhånden også de andre forlystelser, og lige så stille sivede de besøgende, akkurat som altid når vejret drillede. Jeg begyndte så småt at gøre kassen op. Trods vejret havde omsætningen været okay, ikke mindst på grund af Milos bidrag.

Så stod Bella pludselig foran min bod. Hun så helt bleg ud.

”Du bliver nødt til at komme og hjælpe mig,” sagde hun. ”Der er en unge, der er blevet væk ovre hos mig.”

”I spøgelsestoget?”

Hun nikkede. ”Ham den lille beskidte, som altid render rundt.”

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvem hun hentydede til. Hun kendte naturligvis også Milo. Alle i tivoliet kendte ham. Om ikke andet så af udseende.

”Er han blevet væk? Han plejer da aldrig at køre med spøgelsestoget?”

”Nej, men nu købte han pludselig billet, og han havde en dukke med, du ved, sådan en gevinstdukke. Garanteret en, han har nolet.”

”Nej, den har han vundet her. Han købte fsk for en tusse.” Jeg viste hende sedlen.

”Tusind! Shit,” udbrød hun og føjtede. ”Hvor har han så mange penge fra. Stjålet?”

Jeg trak på skuldrene. Så havde jeg ikke sagt for meget.

”Hjælp mig nu,” bad Bella. ”Jeg kan ikke starte toget igen, før han er fundet.”

Jeg låste dagens omsætning inde i pengeskabet under disken og lukkede boden. Og så håbede jeg bare, at bossen ikke dukkede op før tid og fandt fskedammen forladt. For så ville han få et føl på tværs. I det mindste håbede jeg, at han ville blive glad, når han så, at der trods dårligt vejr og få gæster alligevel var kommet penge i kassen.

Jeg fulgte Bella gennem det tomme tivoli hen til spøgelsestoget.

Det lå placeret næsten yderst på molen. Man skulle forbi både pariserhjulet og luftgyngen. Selve facaden var malet, så den lignede et hjemsøgt slot. I vinduerne var der uhyrer og alskens monstre. Men lige nu var det kun vinden, som peb i sprækker og spir. Der var ikke meget læ herude, og selvom der var over ti meter ned til havoverfaden, kunne man mærke saltvandssprøjt i luften, når bølgerne blev slået til skum omkring stolperne. På molens rækværk sad mågerne og skuttede sig.

”Tror du ikke bare, at han er hoppet ud derinde?” spurgte jeg, da vi nåede frem. ”Det gør de nogle gange.”

Hun rystede på hovedet. ”Jeg har selvfølgelig allerede kigget efter. Han var ikke i vognen, da den kom kørende ud. Så stoppede jeg det hele og gik ind for at se efter ham.”

”Ja. Og så er han smuttet ud imens.”

”Nej, for jeg fk en til at holde øje. Og han sagde, at ingen kom ud.”

”Mystisk,” indrømmede jeg.

”Hvad gør jeg?” Bella bed negle. ”Bossen fyrer mig.”

”Tag det nu roligt. Vi fnder ham. Lad os nu gå ind og kigge.”

7. KOM FRIT FREM

Bella havde selvfølgelig lukket forlystelsen. Alle vognene holdt i en fn række på sporet ved påstigningen, syv grinende kranier med sæder og sikkerhedsbøjler. Det røde lys i deres øjne var slukket.

Vi skrævede over metalgitteret og kom hen til billethullet. Hun rakte mig en lygte og tog selv en.

”Du tager bagvejen,” sagde hun og pegede hen mod den mørke åbning, hvor vognene kom rullende ud, når turen var slut. ”Jeg går ind her, og så mødes vi midtvejs. Okay?”

”Du tror altså stadig, at han er derinde?” spurgte jeg.

”Det må han være.” Hun så på sit ur. ”Det er kun ti minutter siden. Fuck, hvis der er sket ham noget …”

”Slap af. Du har jo allerede været derinde. Han har sikkert bare gemt sig. Måske er han blevet bange for alt det uhyggelige.”

”Det tror du jo ikke engang selv på,” sagde Bella. Og nej, det havde hun ret i. Milo lignede ikke en, som blev skræmt af en gammel tivoliforlystelse.

Bella forsvandt ind gennem den gabende monstermund, som markerede indgangen til spøgelsestoget. Jeg gik i den modsatte retning, fulgte de smalle vognskinner ind i mørket ad bagvejen. Bella havde tændt nødbelysningen, men de feste af pærerne var sprunget, så jeg var glad for lygten.

Pludselig fk jeg den tanke, at det måske var her, Milo holdt til. Måske havde han indrettet en lun hule herinde. Man kunne sagtens overleve. Der var masser af madrester i skraldespandene, pomfritter, pølser og halvspiste burgere. Rotter og måger havde kronede dage efter lukketid, så hvorfor ikke også gadebørn? Der var sikkert et sted herinde, hvor han kunne sove.

”Milo,” kaldte jeg. ”Det er mig, Jakob. Fra fskedammen. Er du herinde?”

Intet svar.

Jeg bevægede mig langs vognsporet. Pegede med lygten rundt på de opstillede fgurer, lyste op i loftet, hvor kunstige fagermus dinglede i deres snore og spøgelserne hang som slapt vasketøj.

Jeg var selvfølgelig ikke det mindste bange. Alt herinde var jo træ og plastic, og når der var slukket for lys og lyd, så det hele bare slidt og støvet ud. Sporet, hvor kranievognene kørte, bugtede sig i sving og snoninger, så man fk illusionen af at køre en lang strækning, men i virkeligheden kørte man bare på et område, som svarede til radiobilernes bane.

Selv herinde kunne jeg høre bølgerne under mig. Hvis man trådte gennem en rådden planke i gulvet, endte man i havet. Det var egentlig det mest uhyggelige ved at være inde i forlystelsen.

Jeg kantede mig forbi det smalle stykke kirkegård med gravsten af papmache og visne grene stukket ned som træer. Jeg lyste på zombierne, som stod mere døde end levende på deres hydrauliske skinner, passerede skeletterne af træ, som ikke dansede, men bare stod ret op og ned.

”Milo,” kaldte jeg igen. ”Kom frit frem.”

Et andet sted kunne jeg høre Bella råbe det samme navn. Jeg fortsatte langs sporet. Ingen Milo. De eneste skikkelser var skrækfgurerne derinde. Selv varulven lignede en gammel hund, som var stivnet midt i et spring. Og Dracula en træt pensionist, som var faret vild.

Så skreg Bella højt og skingert.

8. EDDERKOPPEN

Godt nok var vi inde i spøgelsestoget, men alligevel lød hun oprigtig rædselsslagen. Og hun var da ellers den sidste, som burde blive bange.

Jeg skyndte mig hen til hende, sprang over kisten med skelettet og var ved at vælte Frankensteins monster omkuld.

Jeg fandt hende gispende efter vejret og med vidt opspærrede øjne. Hun pegede lygten hid og did i forskrækkede ryk. Hendes ansigt var fortrukket i væmmelse.

”Hvad er det?” råbte jeg.

Jeg opdagede, at vi stod lige under tarantellen. En giga-edderkop lavet af skumplast og dækket med lange, sorte plastichår.

Den hang i nogle wirer og faldt ned fra loftet lige foran vognene. Den udløste altid de værste hvin, men den var timet, så den gled op igen, lige inden vognen passerede. Alligevel var den det mest uhyggelige herinde. Der var folk, som næsten pissede i bukserne af skræk, når den pludselig dumpede ned foran dem.

”Helt ærligt, er det den, du er bange for?” sagde jeg med et skævt grin.

”Hold dog din kæft,” sagde hun vredt. ”Der var en rotte.”

”En rotte,” smilede jeg. ”Der er masser af rotter herinde. De er lavet af skind og gør ikke en kat fortræd.”

”Ikke den her,” gøs hun. ”Den var spillevende. Den løb lige forbi mig.” Hun skuttede sig i ubehag.

”Okay, en rotte,” sagde jeg. Det kunne vel ikke komme bag på nogen. Men altså ingen Milo. Jeg lyste op på undersiden af edderkoppen. Medmindre han havde gemt sig oppe i uhyret der. Det var der ingen af os, der troede på. Alligevel lyste vi rundt med lygterne, men uden at blive klogere. Ingen Milo, heldigvis heller ikke fere levende rotter. Kun en meget stor og ubevægelig edderkop.

”Han er helt sikkert for længst smuttet ud,” sagde jeg.

Bella nikkede efterhånden mere overbevist.

”Du har nok ret. Kom, lad os komme ud herfra. Hvis bossen dukker op, og vi ikke er på vores pladser, bliver der ballade. Jeg gider ikke miste mit job på grund af en snottet unge.”

Jeg lod lyskeglen løbe en sidste runde hen over væggene. Lige her var de lavet, så de lignede det indvendige af en minegang med skæve støttestolper og kunstige klipper fulde af sprækker. Og pludselig ramte lyset noget.

”Vent!”

Bella fulgte lyset fra min lygte og så, hvad jeg havde fået øje på. Et stykke kulørt silkestof sad kilet fast i en sprække.

Jeg trådte nærmere. Jeg ville have overset det, hvis det ikke var, fordi jeg genkendte stofet. Det stammede uden tvivl fra klovnedukken. Samme mønster, samme type stof. En ting var sikkert: Milo havde været her.

Jeg gav mig til at undersøge den falske væg. Den var dækket med kunstigt spindelvæv alle vegne for at give folk et forvarsel om, hvad der ventede.

Bella holdt sig tæt bag mig, mens hun skævede nervøst rundt. Måske for at sikre sig at hun ikke blev overrasket af fere rotter.

Jeg forsøgte at lirke stofstykket fri, men opdagede, at det sad fast i en slags sprække.

”Her er en slags dør eller luge,” sagde jeg og prøvede at presse den op.

Bella bøjede sig frem og lyste. Nu kunne vi begge se en kamuferet luge under de slappe spindelvæv.

”Måske er det ind til noget teknik, måske mekanikken, som styrer edderkoppen,” foreslog jeg.

Bella fk en lommekniv frem, trak bladet ud og kilede det ind i den tynde sprække. Hun vred det lidt frem og tilbage, og pludselig lød der en knagen, og et stykke af væggen gled indad og afslørede en mørk åbning. Et pust af støv og muggen luft ramte os. Så mærkede vi en trækvind derindefra, som fk spindelvævene til at vifte.

Vi kiggede ind i rummet og kunne se et rustent håndtag derinde. Det lignede en slags afbryder eller måske en slags låseanordning.

”Hvad i alverden er det til?” spurgte jeg.

Bella trak på skuldrene og foreslog, at det måtte være noget helt tilbage fra tivoliets barndom.

Det lød sandsynligt. Molen var over hundrede år gammel, og der havde ligget en forlystelsespark herude mindst halvdelen af alle de år.

Spørgsmålet var, hvordan dukkens tøj var kommet til at sidde kilet fast. Var Milo passeret igennem her? Var der en hemmelig gang bagved? Jeg kaldte hans navn ind i mørket, men fk intet svar, mærkede bare trækken mod ansigtet. Den lugtede af hav og sjovt nok lidt af candyfoss.

”Det må være en slags adgang til et rum under moledækket,” sagde jeg. ”Måske til teknikerne, når der skal laves vedligeholdelse.”

”Men hvad så med håndtaget?” spurgte Bella. Vi trådte ind og undersøgte det med lygterne.

Og så gjorde jeg selvfølgelig det dumme. Jeg rakte hånden ud og tog fat om håndtaget. Og trak det ned.

9. JERNSKOVEN

Det er svært at beskrive, hvad der skete. Der lød en langstrakt knagende lyd, som når gammelt træværk pludselig giver efter.

Så fulgte en rystelse, som om gulvet under os ændrede hældning eller drejede rundt. Det føltes lidt, som at stå på en drejeskive. Jeg ville støtte mig mod væggen, men den var ikke foran mig længere. I stedet blev det Bellas arm, jeg fk fat i.

Så fulgte en sugende lyd, som om en lufttæt dør gled i. Og så stod vi i buldermørke. Gulvet holdt op med at bevæge sig.

Bella var den første, som fk mælet igen.

”Hvad nu? Hvad skete der? Hvor fanden er vi?” Hun lød, som om hun skulle til at blive hysterisk. Jeg sagde, hun skulle tage det roligt.

”Lys,” sagde jeg og famlede i mørket. Jeg havde tabt min egen lygte, da væggen gav efter. Men heldigvis havde hun stadig sin, selvom den var begyndt at blinke foruroligende. I de korte øjeblikke med lys kunne vi se, at vi var omgivet af en hel skov af jernstivere. Det måtte være selve molens skelet, vi var faldet ned i.

”Hvor er vi?” hviskede Bella med angst i stemmen. ”Hvis her er rotter, skriger jeg.”

”Inde under molen,” sagde jeg og famlede i mørket. ”Kan du ikke få den lygte til at lyse ordentligt?”

Hun tændte og slukkede og skruede lidt på den, og til sidst afgav den lys nok til, at vi kunne få et indtryk af omgivelserne.

Til alle sider sås stiverne, en hel søjlehal. De var fastgjort til hinanden og til loftet over os med buede nitter. Måden, det hele var nittet sammen på, fk mig til at tænke på Eifeltårnet.

”Milo,” kaldte jeg forsigtigt ud i mørket.

”Tror du, han er her?” spurgte Bella skeptisk.

”Det er ikke til at vide,” indrømmede jeg. ”Måske har han indrettet sig hernede, uden at nogen ved det. Jeg tror, han er gadebarn.”

Bella sagde ingenting, men det lod til, at hun godtog tanken.

Vi undersøgte væggen på denne side, men her var intet håndtag. Til gengæld havde nogen tegnet et kryds med kridt på væggen. Måske for at markere stedet. Næppe Milo, for det så gammelt og udvisket ud.

”Vi befnder os helt sikkert inde under moledækket,” sagde jeg. ”Eller rettere et sted mellem gangbroen og havet. Jeg er rimelig sikker på, at vi kan komme ind til stranden, hvis vi går den vej.”

”Bare vi kommer ud,” sagde Bella. ”For jeg får klaus af at være her!”

Vi begyndte at bevæge os frem mellem jernstiverne. Det eneste lys var Bellas lygte, men gudskelov for den, for det var som at bevæge sig gennem en labyrint. Hele tiden måtte vi bukke os for at komme under tværgående stivere eller kante os forbi de lodrette jernpiller, som nærmest var forvitrede af rust. Og samtidig måtte vi holde øje med, hvor vi satte fødderne. Tanken om at træde gennem et hul og ryge direkte ned i havet var ikke videre betryggende.

Vi arbejdede os fremad skridt for skridt. Bella med lygten pegende fremad i sin ene hånd og den anden med et fast greb om min arm.

”Duk dig,” advarede jeg, når der kom en jerndrager i vejen, eller: ”Pas lige på her.”

Jeg kunne mærke, at hun var utryg ved situationen, men her var også ret klaustrofobisk. Og lugten af candyfoss var mærkelig nok ikke blevet mindre.

”Jeg har det ikke så godt med sådan nogle indelukkede steder her,” indrømmede hun.

”Vi er snart ude,” beroligede jeg. ”Bare lidt længere fremad.”

Jeg indså, at jeg måtte få hende til at tænke på noget andet end de skumle omgivelser. ”I det mindste ved vi nu, hvad håndtaget var til,” sagde jeg muntert, mens vi bevægede os frem. ”Det var en slags døråbner, sikkert til en gammel nødudgang. Du skal se, vi er snart ude.”

”Tror du?”

”Klart. Og så kan vi stige lige ned på stranden.”

Næsten som om mine ord blev hørt, skimtede vi lys forude. Og ikke nok med det, vi fk også øje på Milo. Han sad på hug længere fremme og kiggede ud gennem en tilgitret åbning. Han holdt stadig sin gevinst. Han havde ryggen til os, og åbenbart havde han ikke hørt os.

Bella udstødte et lettelsens suk. Men det skulle vise sig at være for tidligt at være lettet. Alt, alt for tidligt.

10. DET ANDET STED

Milo fór sammen, da han vendte sig og fk øje på os. Og modsat af hvad vi havde forventet, virkede han ikke spor glad for at se os. Han viftede med armene som tegn til, at vi skulle være stille.

Vi fk moslet os hen til ham.

”Hvad har du gang i, din lille møgunge?” hvæsede Bella. ”Er du ude på at få mig fyret? Du må aldrig stige ud af vognen, når den er i fart.”

”Ssh!” Milo holdt fngeren for munden i en tyssende bevægelse.

”Du skal ikke tysse på mig!” Bella så ud, som om hun var på nippet til at stikke ham en. Lettelsen over at have fundet ham var aføst af vrede over hans forsvinden.

”Hvad laver du hernede, dit lille fjollehoved?” Jeg tog ham i armen. ”Er du klar over, at vi har tonset rundt efter dig?”

Han rev sig fri. ”Så hold dog kæft, begge to,” hvæsede han.

”Vil I have, at de skal høre os?” Noget i hans stemme fk mig til at tøve.

Bella og jeg vekslede blikke. Milo vendte sig væk fra os og koncentrerede sig om at holde udkig. Han sad ved en slags gitterrist. Den var groet til med spindelvæv og snavs, men lyset strømmede ind udefra. Og det samme gjorde den sødlige lugt af candyfoss.

Jeg lænede mig frem og kiggede ham over skuldrene. Ud gennem gitteret. Jeg havde ventet at se stranden eller i det mindste noget andet, jeg kendte, men jeg havde ikke ventet at se det, jeg så.

”Hvor er vi?” udbrød jeg.

”Det andet sted,” sagde Milo alvorligt.

”Andet sted? Hvad mener du?” Jeg forstod intet. Og først og fremmest gav det, jeg så, ingen mening.

Bella ville sætte sig på hug for at kigge ud, men i det samme trak Milo os væk fra gitteret og gav os tegn til at være absolut stille. Et øjeblik efter passerede en skygge forbi udenfor. Milos øjne blev store, og han knugede dukken ind til sig.

Bella så forvirret ud. ”Hvad er der udenfor?” spurgte hun lavt.

”Lad være med at kigge,” sagde jeg og følte mig både forvirret og rystet over, hvad jeg havde set udenfor.

Bella fornemmede, at der var noget på den anden side af gitteret, og så spørgende på os. ”Hvad så I? Hvad er der derude?”

Jeg trak vejret dybt og forsøgte at sætte ord på det, jeg havde set, men uanset hvordan jeg formulerede det, ville det lyde tosset. Jeg kunne ikke give nogen fornuftig forklaring, så jeg måtte blive hende svar skyldig.

Milo så alvorligt på os.

”I skulle ikke være fulgt efter mig. Det her er ikke noget godt sted.”

Pludselig udvidede hans øjne sig og han stirrede på os med frygt i blikket. ”I har ikke rørt håndtaget, vel? Håndtaget ved edderkoppen?”

”Øh …” sagde jeg.

”Har I trukket i det?” Milo så næsten desperat ud, som om det var en livsvigtig oplysning. ”Har I?”

”Han har,” sagde Bella og pegede på mig. Milo så på mig i vantro.

Jeg sank en klump og følte mig pludselig skyldig i at have gjort et eller andet forfærdeligt uden at vide hvad.

”Ja, det var jeg sgu da nødt til for at fnde herind,” sagde jeg forsvarsberedt. ”Og du har ikke selv en skid at gøre hernede.”

Milo sendte mig et blik, som om alt nu var håbløst. ”I skulle jo have sat noget i klemme. Nu er vi smækket ude!”

”Hvad er der med det håndtag?” spurgte Bella. ”Er det en gammel nødudgang eller hvad?”

Milo krabbede sig væk fra risten og gav os tegn til at følge efter.

Han fk sig placeret med ryggen mod en jernsøjle og anbragte dukken i skødet. Dens klovnemund smilede fornøjet til os.

11. KLOVNE

Milo ledte lidt efter ordene. ”Det her sted er ikke som vores. Det er en anden by, selvom den ligger på samme sted.”

Efter det, jeg lige havde set, så jeg ingen grund til at modsige ham.

”Der er klovne derude.” Milo holdt dukken op, som han lige havde vundet. ”Som Poppy her.”

”Klovne?” sagde jeg med en stemme, som lød lidt mere hæs, end godt var. Milo nikkede alvorligt. ”De er sjove … men så er de ikke sjove alligevel.”

Jeg skævede til Bella. Jeg ville være blevet glad, hvis hun havde rullet med øjnene eller i det mindste med lidt mimik vist mig, at hun også antog Milo for at være skør, men hun så bare alvorlig ud.

”Mener du, at der er cirkusklovne derude?” spurgte hun og nikkede hen mod gitteret.

”Ja, men der er bare ikke noget cirkus. Det er mere ligesom en slags klovneverden,” nikkede Milo.

Det lød som en joke, og hvis det ikke var, fordi jeg selv for et øjeblik siden havde kigget ud gennem gitteret, havde jeg forklaret det med, at Milo havde en livlig fantasi.

Bella rystede på hovedet. ”Klovne er sgu da ikke noget at være bange for.”

”De her er,” sagde Milo.

”Helt ærligt,” udbrød Bella, og før vi kunne nå at reagere, var hun krøbet hen til gitteret for at kigge ud.

Vi hørte hende komme med et chokeret udbrud.

”Kom væk fra gitteret,” advarede Milo. ”De må ikke se os.”

Jeg kom på benene og kantede mig foroverbøjet hen til hende og kiggede ud.

”Forsigtig, Bella. Jeg tror, vi skal være lidt diskrete.”

”Hvad er det her for et sted?” udbrød hun. Hendes stemme udtrykte ikke andet end dyb forbløfelse.

Jeg måtte blive hende svar skyldig, for jeg anede det ikke. Kun at det i hvert fald ikke var den kystby, vi kendte.

Stranden lå skråt under os, og den lignede sig selv. Bølgerne rullede ind og vaskede rullestenene, inden de trak sig tilbage, men byen bagved var helt forandret. Alt derinde var ligesom i for skarpe farver, som om byen inden for den seneste halve time var lavet om til et stort tivoli. Og så alligevel ikke. Der var noget forfaldent og uhyggeligt over det hele, og det blygrå skydække, som lå over byen, gav den et dystert og truende udseende på trods af farverne.

”Shit!” hviskede Bella og bed sig i underlæben. ”Hvad er det her? Hvad er der sket med alting?”

Som om byens forandring ikke var nok, så kunne vi heller ikke taget blikket fra de skikkelser, som sås alle vegne. Og som gjorde det hele endnu mere surrealistisk. Det var klovne.

Nede på selve stranden foran strandpromenaden var der cirkusklovne i alle afskygninger. Klovne med kæmpemæssige slaskesko. I alt for stort tøj eller i kulørte sparkedragter med fæsekraver. Nogle var skaldede med pjusket hårkrans rundt om

ørerne, andre iført fjollede hatte eller farverige parykker. Aldrig havde jeg set så mange klovne samlet på ét sted. Det lignede en hel cirkusfestival på strandtur.

Et øjeblik tænkte jeg, at jeg måske havde overset, at der var kommet cirkus til byen, men samtidig var der noget helt og aldeles forkert over det hele.

Ubehageligt til mode betragtede vi klovnene. De optrådte for hinanden. Og der var alt for mange af dem. Der var slet ingen almindelige mennesker at se. Kun klovne. Og hvor de dog klovnede!

Indimellem lod en af dem sig falde på halen og lå og rullede rundt som en bille på rygskjoldet og sprællede med benene. De andre grinede højt og næsten manisk. Andre sparkede på skift hinanden bagi eller sprøjtede vand på hinanden. Men selvom de alle havde store optrukne mundvige, virkede de ikke rare, nærmere drillesyge, for ikke at sige direkte ondskabsfulde. Man kunne høre deres latter på lang afstand. En manisk grinedukkelatter, som hele tiden brød ud forskellige steder på stranden.

Lige på den anden side af gitteret var der en gangbro, som førte hen til en slags brandtrappe ned til selve stranden. Der lød trin. Instinktivt trak vi os væk fra gitteret. Noget sagde os, at det var klogt ikke at give sig til kende.

En klovn i karnevalsdragt kom bøvlende forbi, nærmest som en fuld mand. Han nynnede for sig selv, sådan hum-hum, di-la humsebum, idet han passerede tæt forbi og steg ned mod stranden. Også han efterlod en sødlig lugt af brændt sukker, men der var ikke noget sødt over smilet, som sad klistret på hans mund. Det var nærmest en stivnet grimasse.

12. MILO FORT LLER

Da vi krøb væk fra gitteråbningen, var det os, som så rystede ud.

Milo betragtede os med sådan et lidt bedrevidende nå-hvadsagde-jeg-blik.

”Okay, Milo.” Jeg forsøgte at kontrollere min stemme. ”Jeg gætter på, at du kender lidt mere til det her sted end os. Men lige nu har jeg bare brug for at vide, hvordan vi kommer tilbage.”

”Man skal gennem åbningen i spøgelsestoget.”

”Okay, fnt. Skal vi så ikke bare se at få røven med os og komme ud? Jeg har ikke lyst til at være et sted fyldt med klovne, der spasser rundt.”

”Ud?” Milo så spørgende på mig.

”Ja, Milo, ud. Vi må tilbage til spøgelsestoget, ikke! Lad os komme af sted.”

”Du trak jo i håndtaget,” sagde han. ”Så er porten lukket. Håndtaget styrer åbningen. Det får den til at gå op og lukke i. Du skulle have sat noget i klemme – så kunne vi være kommet ud.”

Jeg stirrede på ham i et langt øjeblik, mens jeg forsøgte at forstå det, han sagde. Da jeg havde forstået det, løb en ubehagelig kriblen gennem min mave.

”Men den kan vel åbnes alligevel?” spurgte jeg. ”Håndtaget kan vel skubbes op igen?”

”Ja, men så skal man først ud. Derud” Han gjorde et kast med hovedet og havde svært ved at undertrykke sit ubehag.

Vi så alle tre hen mod gitteret.

”Man kan ikke bare gå derud, sådan uden videre …”

”Hvad mener du?” ville jeg vide. Og så gav Milo sig til at fortælle om, hvordan han havde opdaget åbningen. Ganske som jeg havde gættet, var han gadebarn og havde været det længe.

Som mange andre var han stukket af hjemmefra for at leve på gaden. Han og en anden dreng ved navn Poppy havde slået pjalterne sammen. Om sommeren holdt de til ved strandpromenaden, hvor der altid var penge at tigge eller mad at score. En dag havde de fundet ud af, at tivoliet på molen var et perfekt sted, når det blev låst af for natten. Der var både læ og ly og steder at sove, og naturligvis havde det været en smal sag for dem at fnde en vej ind.

De levede af, hvad de fandt i skraldespandene, og gik på opdagelse i de lukkede forlystelser. På den måde havde de opdaget håndtaget inde i spøgelsestoget. Når man trak i det, svingede væggen rundt, og man kom hertil. Desværre sad håndtaget kun på den ene side. For at komme tilbage måtte man ind i spøgelsestoget igen fra det andet sted. Men indtil nu havde Milo løst problemet ved at sætte noget i klemme, så han frit kunne passere.

”Godt, så er det det, vi må gøre,” afgjorde jeg. ”Smut ud og fnd håndtaget, og skub det tilbage. Bella og jeg kravler tilbage og venter.”

Milo rystede på hovedet. ”Jeg må først hjælpe Poppy,” bekendtgjorde han.

”Nu ikke så meget pjat,” fejede jeg ham af. ”Vi kan ikke sidde her og blomstre hele dagen. Vi er på job. Se at komme af sted, og sørg for, at ingen ser dig.” Jeg holdt en lille pause. ”Ingen af

dem derude, mener jeg. Vi skal nok stå klar på den anden side. Du lukker os ud, og så sørger vi for, at der aldrig er nogen, som kommer til at pille ved det håndtag igen.”

”Men hvad så med Poppy?” Milo holdt klovnedukken op.

Jeg gloede på den, derpå på Milo.

”Det er en dukke, Milo,” sagde jeg langsomt. ”Det er pænt af dig, at du har opkaldt den efter din ven, men er vi enige om, at du lige har vundet den oppe i fskedammen?”

”Vi skal nok passe på den, mens du er væk,” lovede Bella.

Milo rystede på hovedet. Nu havde han tårer i øjnene.

”I forstår ikke,” sagde han. ”Det her er Poppy.”

Bella så på mig, derpå på Milo og dukken. Vi sad i mørket og lod hans ord synke ind.

”Øh,” sagde jeg bare og gik i stå. Jeg vidste, at små børn kunne behandle deres dukker og bamser, som om de var levende. Men Milo var for gammel til det og burde vide bedre. Desuden havde han kun ejet dukken i en halv time.

”De gjorde ham sådan,” fortsatte Milo med trist stemme.

”Hvem gjorde?” spurgte jeg og forstod endnu ikke helt, hvad det var, han forsøgte at sige.

”De lavede ham om.” Hans stemme bævede. ”De gjorde ham til en dukke. Jeg slap væk og kom tilbage hertil … til tivoliet.”

Bella og jeg stirrede på dukken i Milos arme. Og selvom det lød komplet sindssygt, fk Milos ord mine nakkehår til at stritte.

”Si-siger du, at … at din ven er … lavet om til det der?” Jeg pegede på dukken.

Han nikkede, og en tåre fandt vej og løb ned over hans kind. Han skyndte sig at vende siden til og gned den væk.

”De tog ham og puttede ham i maskinen,” sagde han grådkvalt.

Okay, nu rablede det for drengen, tænkte jeg, men Milo fortsatte:

”De har en stor maskine, som laver børn om til klovnedukker, som ender i boderne oppe i Tivoliet. Som gevinster. Det var derfor, jeg måtte vinde Poppy. Så jeg kan få ham tilbage og lavet ham om igen.”

”De laver børn til gevinster? Er det det, du siger, Milo?”

Han nikkede og sagde: ”Ja, og Opa hjælper dem. Han er en af dem.”

Jeg ville uden tvivl have smilet eller måske endog grinet højt, hvis det ikke var, fordi jeg rent faktisk havde mødt Opa.

13. SPØG OG SKR MT

Opa var en slags rejsende i spøg og skæmt. En fedladen og halvskaldet fyr med to slidte kuferter. Det var af ham, at bossen købte de ting, som man kunne vinde i fskedammen og de andre boder. Alt, som glimtede og glitrede, og som mindre børn faldt pladask for. Men Opa leverede ikke bare plasticskrammel, også større præmier som dukker og bamser og brandbiler med lyd og blink. Jeg gættede på, at fyren havde et importfrma for billigt legetøj.

Nu forstod jeg, at sandheden var en anden. Men at fyren skulle kidnappe børn, for ikke at tale om at lave dem om til dukker, lød som et udslag af Milos fantasi.

Jeg lagde armen om skuldrene på ham. Nærmest som en rar storebror.

”Milo, sådan noget kan ikke lade sig gøre. Det ved du godt, ikke? Kun i tegneflm eller gysere og den slags. Man kan ikke lave børn om til dukker. Det er noget, Opa har sagt til dig for at gøre dig bange.”

”Det kan godt lade sig gøre her,” sagde Milo og trak sig væk fra mig. ”Opa har et sted her, hvor han gør det. Han lokker børn derhen.”

Bella var også begyndt at tage ham alvorligt. For hun havde selvfølgelig også set Opa. ”Så du siger, at ham den fede spøg og skæmt-sælger kommer herfra, fra Klovneland?” spurgte hun.

Milo nikkede.

”Og han lokker børn hertil … fra … fra vores verden. Er det Opa, som har taget alle de andre børn, som er forsvundet?”

Hun så granskende på Milo, mens jeg tænkte på avisernes skriverier. Det var noget, som havde optaget alle de seneste måneder. Børn, som forsvandt, mest gadebørn selvfølgelig, hvilket de færreste tog sig af, men også andre. Ofte sagde folk i spøg, at ungerne nok var stukket af med cirkus. Og sandt nok var det, at forsvindingerne ofte var sket i forbindelse med, at cirkus havde besøgt byen. Der kom altid en del større og mindre cirkus forbi i løbet af sommerhalvåret. Politiet havde selvfølgelig lavet ransagninger, inden cirkusfolkene fk lov at drage videre, men altid uden resultat.

”Jeg har heller aldrig kunnet snuppe den stodder,” sagde Bella og skar en grimasse.

”Den der maskine,” spurgte jeg Milo. ”Hvor står den?”

”På fabrikken,” sagde han. ”Der, hvor vi blev sat til at lave legetøj.”

”Er det der, du sidst så Poppy?” spurgte jeg.

Han nikkede.

”Og hvordan kommer man derhen? Til … den fabrik?”

Milo pegede hen mod gitteråbningen. ”Men det er farligt. Man må være klædt ud, ellers … Klovnene er ikke rare. Men de har mad. Slik, kage, guf. Og nogle af dem har også legetøj, båthorn og den slags.”

”Ja, det virker, som om du allerede har været der fere gange,” konstaterede jeg.

”Sammen med Poppy,” indrømmede Milo. ”Vi opdagede porten ved et tilfælde. Så mødte vi klovnene. De første gange var det sjovt. De var søde og kaldte os små sukkergrise, men så blev de dumme. De ville ikke lade os gå. Opa sagde, at vi skulle lave legetøj for dem. Jeg stak af. Men Poppy, han …” Milo gik i stå og holdt dukken tæt ind til kroppen.

Han sendte os et bønfaldende blik. ”Jeg bliver nødt til at få ham lavet ham om igen.”

14. EN PLAN

Bella så på mig. ”Vi bliver nødt til at tilkalde politiet. Hvis det er Opa, som står bag forsvindingerne, må han stoppes.”

Jeg gav hende ret, men påpegede problemet i det, hun foreslog.

”Og hvad vil du sige? At du ved, hvad der er blevet af de forsvundne børn. At det er en spøg og skæmt-sælger, som har bortført dem til en parallelverden under tivoliet. Og at politiet bare skal besøge spøgelsestoget, hive i håndtaget og storme Klovneland. Er det det, du vil fortælle dem? De kører dig direkte ud til kolbøttefabrikken i en trøje uden ærmer. Og bortset fra det er din mobil stendød. Der er åbenbart ikke dækning her i gakkelak-land.”

Min svada blev fulgt af et fornærmet blik og rungende tavshed fra Bella.

”Godt,” sagde hun efter lidt tid. ”Så må vi fnde ungen selv.”

Milo så på hende. Og det var, som om et forsigtigt håb tændtes i hans øjne, for straks igen at blive aføst af tvivl.

”I bliver nødt til at forklæde jer, hvis I skal derud,” sagde han.

”Siger du, at vi skal iføre os klovnetøj?” Jeg sendte ham et skeptisk blik. Milo nikkede.

”Så er det jo håbløst!” udbrød Bella opgivende.

”Jeg kan nemt skafe noget,” sagde Milo og så opvakt ud. ”Deres tøj ligger bare og fyder. Jeg kan hugge noget til jer.”

”Men du er jo ikke selv klædt ud.” indvendte Bella. ”Så hvordan vil du komme derned?”

”Øjeblik.” Milo sendte os et flursmil og forsvandt i mørket.

Bella og jeg blev siddende og holdt øje med klovnene, som tumlede sorgløst rundt.

”Det her er altså meget, meget, meget mærkeligt,” sagde jeg.

Bella nikkede enigt uden at tage blikket væk. ”Se husene derinde,” gøs hun. ”Det ligner vores by, og så alligevel ikke. Mere en udbombet forlystelsespark.”

”Okay, men den der med, at hans ven er lavet om til en dukke, den køber jeg altså heller ikke,” sagde jeg.

”Heller ikke jeg,” indrømmede Bella. ”Men jeg tror, at han er derude. Et eller andet sted. Og måske også de andre børn, som er forsvundet.”

Vi lod øjnene løbe hen over strandpromenaden. Den var anbragt på støbejernspæle, som ragede nogle meter ud over stranden, og fere steder førte trapper ned til stranden. Der var liv og glade dage derinde, fyldt med boder og klovne, som tossede rundt. Farvestrålende vimpler viftede fra fagstængerne.

”Creepy,” mumlede Bella, og jeg kunne kun give hende så evig ret.

Der lød skridt bag os. Vi snurrede rundt. Bella udstødte et gisp. Og jeg tror, at jeg gjorde det samme.

En lille klovneagtig skikkelse var dukket frem af mørket og stod lige bag os. Iført klovnedragt og orange paryk. Under parykken genkendte vi Milos flurfjæs. ”Ta-daa!” sagde han og bukkede.

”Milo! Det der må du aldrig gøre.” Bella holdt en hånd over sit hjerte.

Milo sendte os et skævt grin; så stak han hånden i lommen og fremdrog en lille æske og åbnede den. Den indeholdt en palet af ansigtsfarver. I låget sad der et spejl. Han dyppede fngeren i den røde farve og trak sine læber op. Så gjorde han det samme med næsen. Til sidst malede han øjenbrynene op med en sort stift. Et øjeblik efter var forvandlingen sket. Milo var blevet til en klovn.

”Du har styr på det,” sagde jeg imponeret.

”Kamufage,” sagde han bare. ”Sådan må man se ud, hvis man skal færdes derude. Det ved jeg nu.”

”Skynd dig, og pas på dig selv,” sagde Bella, og Milo bad os passe godt på Poppy, mens han var væk.

Vi lovede ikke at slippe dukken af syne. Og således beroliget vred han gitteret op og mavede sig under det. Lidt efter var han forsvundet. Klovneland var en klovn rigere. Bella satte dukken fra sig op ad en jernsøjle, og selv trak vi os tilbage i mørket.

Og så gav vi os til at vente.

15. OPDAGET

Vi ventede uden at sige meget. Vi var stadig overvældede af hele situationen. Af og til krøb vi hen og tittede ud gennem gitteret for at se, om vi kunne få øje på Milo, men uden held.

”Han er gadedreng – han skal nok klare det,” mumlede Bella, og det lød, som om hun mest sagde det til sig selv.

”Mente du det med, at vi skulle hjælpe ham med at fnde Poppy?” spurgte jeg hende.

”Ja, hvad ellers?”

”Vi hører ikke til her,” sagde jeg. ”Jeg synes hellere, vi skal se at komme væk herfra.”

”Det gør ingen da, og netop derfor må vi redde hans ven.”

”Vi ved ikke engang, om han er bortført hertil,” indvendte jeg og tænkte, at når jeg kom tilbage til spøgelsestoget, så ville jeg skrue det skide håndtag af, så ingen fremover pillede ved det.

Lidt efter kunne vi høre trin udenfor. Var Milo allerede tilbage? Nej, det var tungere skridt fulgt af en prustende vejrtrækning. Et eller andet bumpede tungt mod jerntrinene.

Jeg stirrede og havde svært ved at holde et udbrud tilbage, da jeg genkendte skikkelsen. Det var Opa, den rejsende i spøg og skæmt.

I en fart fk jeg trukket Bella væk fra gitteret og gav hende tegn til at være musestille. Med tilbageholdt åndedræt så vi skyggen, da den rejsende i spøg og skæmt passerede forbi lige udenfor.

”Det var ham,” udbrød Bella. ”Ham, der skafer præmier til boderne.”

”Opa,” nikkede jeg.

Vi skulle lige til at krybe frem, men i næste øjeblik dukkede Opas fjæs op lige uden for gitteret.

”Halløjsovs, hvad har vi her?”

Vi stivnede og ønskede os bare længere ind i mørket, mens vi håbede, at det fedtede ansigt ville forsvinde, men det gjorde det ikke.

”Hvad har vi dog her?” lød det igen fra Opa. ”Jamen hvad er nu det for noget?”

Nu gik det op for os, hvad det var, han havde fået øje på. Klovnedukken sad lænet op ad søjlen, hvor Bella havde sat den.

Nu faldt lyset fra åbningen ind på den som strålen fra en projektør, og Poppys farvestrålende gevandter havde påkaldt sig Opas opmærksomhed.

16. ANGREB

Bellas læber formede lydløst f-ordet, men skaden var sket. Opa maste sit fede fjæs mod gitteret og stirrede ind.

”Hallo? Hallo-oo? Er der nogen herinde? I kan lige så godt komme frem, for jeg kan udmærket godt se jer.”

Bluf. Vi rørte os ikke ud af stedet. Det gjorde Opas humør til gengæld; det dalede betragteligt. Stemmen blev lav og truende.

”I slipper ikke godt fra at stjæle, små kryb. Jeg skal rive jer i stumper og stykker,” spruttede han. ”Vende vrangen ud på jer, få jer som små kaniner. Kom, hit med dukken. Jeg tæller til tre!”

Fra mit skjul kunne jeg se hans gule øjne afsøge rummet. Han havde rester af teatermaling siddende i ansigtet. Skorper af hvidt og gult. Og en alt for stor og alt for rød mund. Det gjorde ikke situationen mindre skræmmende, men fortalte mig, at han åbenbart også måtte være forklædt for at færdes ubemærket her.

”Jeg kender vejen ind,” truede han. ”I må hellere give jer til kende, tyveknægte. Ellers er jeg inde hos jer om nul komma nul dut. Nu tæller jeg … EN!”

Ansigtet forsvandt. Vi hørte hans tunge fodtrin fortsætte opefter. Nu betydeligt mere målrettede og hurtigere end før. Han havde ikke blufet. Han kendte åbenbart en anden vej herind.

Vi så desperat på hinanden. Et øjeblik efter hørte vi lyden af usmurte hængsler, som om en luge gik op. ”TO!” hørte vi ham råbe. Snart fulgte tunge skridt. ”TRE!” Han var inde.

”Vi må væk,” hviskede Bella og sprang op, og jeg var ikke sen til at komme på benene og følge hendes eksempel. Vi skulle bare så langt væk som muligt. Og så hurtigt som muligt. Så måtte vi samle Milo op senere. Vi kunne ikke lade ham i stikken her.

”Hey, tog du dukken?” gispede jeg, da jeg fk indhentet Bella.

”Skidt med den!” sagde hun.

Jeg bremsede op og tog hende i armen.

”Hvis du ikke henter den, gør jeg. Han har gennemgået, jeg ved ikke hvad, for at vinde den dukke.”

Bellas svar var en rullen med øjnene. Men det kunne jeg ikke tage mig af. Jeg vendte ryggen til hende og sprang tilbage i den retning, vi var kommet fra. Det ville kun tage et øjeblik at få fat i Poppy. Jeg kunne sagtens nå det, inden Opa nåede frem.

17. PLØKHAMMEREN

Jeg ved ikke, hvordan Opa kunne være så hurtig. For dårligt nok var jeg nået tilbage til rummet, før hans enorme skikkelse kom trampende ud af mørket fra den modsatte side.

Han slæbte stadig på sine slidte kuferter og lignede mest en, som skulle nå toget, men han havde kurs lige mod dukken.

Jeg kastede mig forover og greb Poppy, idet jeg regnede med, at jeg sagtens kunne udnytte overraskelsesefekten til at smutte fra ham, stor og fed som han var. Han fk omgående øje på mig og standsede. Han kneb øjnene sammen, og et øjeblik kunne jeg næsten se de små tandhjul rotere inde i hovedet på ham. Jeg fk Poppy om bag ryggen.

”Det er da dig fra fskedammen,” udbrød han. ”Hvad laver du her?”

”Øh, jeg … æh, det er, fordi den faldt ned gennem en, æh, sprække i gulvet i boden. Da jeg ville sætte den op på hylden. Jeg var bare lige nede for at hente den, inden den blev væk.”

Det var en desperat løgn, og det så heller ikke ud til, at han troede på mig. Han satte begge kuferter ned.

”Hit!” sagde han bydende og rakte hånden frem.

”Det må jeg ikke for min chef,” sagde jeg. ”Jeg skal holde tal på præmierne.”

Hans svar var et arrigt fnys, og lynhurtigt, i hvert fald af en på hans størrelse, sprang han ind på livet af mig.

Jeg ville undvige, men der var selvsagt ikke meget plads til at lege katten efter musen. Jeg stødte ind i en stolpe og slog skulderen, og i næste nu greb Opa mig om nakken. Jeg troede, han ville brække halsen på mig, og udstødte et halvkvalt skrig. Så blev jeg kastet omkuld. Opa landede oven på mig. Det var som at få et træ ned over sig. Jeg blev mast ned i gulvet af en kæmpekrop, som stank af sved og candyfoss.

Jeg havde fået dukken ind under mig og forsøgte, så godt jeg kunne, at holde den væk fra hans famlende hænder.

”Giv mig den,” hvæsede han ind i mit øre, mens hånden klemte om min nakke, så prikkerne dansede for øjnene af mig. Han var ved at kværke mig.

Så hørtes et smældende klask. Grebet om min nakke løsnedes, og kæmpekroppen stivnede. I næste nu faldt Opa ned over mig som verdens største sæk cement. Mine ribben var ved at knække som saltstænger. Alligevel lykkedes det mig at komme fri af dødvægten og få rullet mig til side. Gispende efter luft kom jeg op at sidde. Poppy holdt jeg stadig i hænderne.

Opa lå næsegrus ved siden af mig. Blodet sivede ud fra hans ører, løb ned over hans svedige kinder og bredte sig i en mindre pøl under ham. Øjnene stirrede stift lige ned i det beskidte gulv.

Jeg var ikke i tvivl om, at han var død.

Jeg skubbede mig baglæns væk fra ham. Så fk jeg øje på Bella. Hun stod med et overrasket udtryk. I hænderne holdt hun en kæmpemæssig pløkhammer. Sådan en, man bruger til den forlystelse, som hedder kraftprøven. Den, hvor man banker en klods i bund, så et stempel ryger op og rammer en klokke (hvis man altså har kræfter nok!).

Jeg skal ikke udtale mig om, hvorvidt Bella kunne få stemplet til at nå helt op til klokken, men efter at have set Opas baghoved tror jeg det. Selv så hun om ikke chokeret så i hvert fald overrasket ud.

”Du slog ham ihjel,” gispede jeg.

”Okay, han var ved at kvæle dig,” forsvarede hun sig. ”Jeg var nødt til det.”

Forfærdet trak jeg mig længere væk fra liget. ”Læg den der mukkert. Hvor har du den fra?”

”Den lå derinde.” Hun pegede bagud. ”Der er en slags depotrum fyldt med tivoliting derinde. Der er også karruselheste.”

”Karruselheste! Hvad fanden gør vi?” sagde jeg.

”Du kan jo starte med at takke mig for, at du stadig lever,” sagde hun.

18. LIGET SKJULES

Bella var overraskende rolig i betragtning af, hvad hun lige havde gjort. Næsten lidt for rolig efter min smag. En smule bleg om næsen, men ellers fattet. Jeg havde til gengæld både kvalme og susen for ørerne.

”Vi må have ham af vejen,” sagde hun. ”Mere for Milos skyld. Hjælp mig med at få ham ind i det der depotrum.”

De næste minutter vil jeg undlade at berette om. Kun sige, at det ikke var noget, der gavnede min kvalme, men ved fælles hjælp fk vi ’problemet’ stuvet af vejen. Da vi var færdige, var det eneste spor en udtværet, mørk stribe hen over gulvet.

Jeg mærkede, at Bella holdt øje med mig, sendte mig stjålne blikke, som det hedder. Til sidst fk jeg nok.

”Hvorfor glor du hele tiden på mig på den måde?” udbrød jeg en smule irriteret.

”Er du okay?” spurgte hun.

”Hvad tror du selv? Og er du okay?” gav jeg igen.

”Jeg har det fnt,” sagde hun. ”Og det var ikke meningen at slå ham så hårdt.”

”Den slags kan man komme i fængsel for,” sagde jeg.

”Ja, fnt. Melder du mig til klovnepolitiet? Har du glemt, hvor vi befnder os?”

Hun havde selvfølgelig ret. Alligevel føltes det forkert.

”Jeg skulle måske have ladet ham kværke dig?” spurgte hun.

Jeg undlod at svare, mest fordi jeg godt vidste, at hun ikke havde haft noget valg. Det var ham eller mig.

Jeg kunne se hendes læber begynde at sitre. Helt upåvirket var hun ikke. Jeg gik hen til hende og holdt om hende.

”Det er okay. Vi skal nok komme ud herfra,” sagde jeg. ”Og vi taler aldrig om det her til nogen. Aftale?”

Hun nikkede og snøftede. Gengældte omfavnelsen. Hun havde reddet mit liv, og hvis det havde været en flm, havde vi måske kysset. Men der var intet i verden, jeg havde mindre lyst til lige nu. Og hun havde det sikkert på samme måde.

Heldigvis dukkede klovneudgaven af Milo op uden for gitteret. Han holdt en ordentlig bunke tøj i favnen, og vi fk travlt med at give slip på hinanden og holde gitteret, så han kunne komme ind.

”Hvad er der sket her?” udbrød han og stirrede på den udtværede blodstribe, som trak et afslørende spor ind i mørket.

Vi forklarede ham i korte træk, hvad der var sket. Undlod dog at gå for meget i detaljer.

”Tog han Poppy?” spurgte Milo med angst i blikket.

”Øh, nej. Selvfølgelig ikke.” Jeg skyndte mig at række ham dukken. ”Opa behøver du ikke bekymre dig mere om.”

Milo holdt dukken ind til sig og så mistænksomt rundt. ”Og hvor er den fede lort nu?”

”Ehm, inde bagved,” sagde Bella. ”Du skal ikke kigge.”

”Vi tror, han er lidt død,” sagde jeg. ”Eller … han er rimelig død.”

”Har I slået ham i-fuckin’-hjel?” udbrød Milo og kiggede overrasket på os.

”Han ville tage Poppy,” sagde jeg, som om det kunne retfærdiggøre handlingen. Og det kunne det. I hvert fald i Milos øjne.

”Og så nakkede I ham selvfølgelig,” konkluderede han med et bistert smil. Han virkede ikke engang forskrækket, men som gadebarn havde han sikkert også oplevet lidt af hvert.

”Milo, kan vi ikke bare lade det ligge?” bad Bella. ”Nu vil jeg godt ud herfra.”

Han pegede på tøjbunken på gulvet. ”Okay, se, om de der klude her passer.”

19. KL DT UD

Mens vi prøvede cirkustøjet, gennemrodede Milo Opas kuferter. Den ene viste sig at være fyldt med bras: yoyoer, små bolde, legetøjsbiler og blikting. Glimmer, glitter og gøgl i alle afskygninger.

Kort sagt gevinster. Alt det, jeg stod og stak ud til rollingerne, når de havde fsket i min bod og havde vundet en præmie.

Den anden var mere interessant. Dens indhold var et pænt udvalg af parykker, røde næser, falske skaldepander og andet udklædningsudstyr. En sand guldgrube faktisk. Opa var tydeligvis vant til at bevæge sig rundt i Klovneland og vidste, hvad det krævede. Vi fk travlt med at vælge og vrage og ikke mindst afprøve.

”I ser rigtig klovnede ud,” smilede Milo, da Bella og jeg stod i hver sin fjollede dragt. ”Nu skal I bare have lidt kulør i fjæset.

Sæt jer – så skal jeg sminke jer. Jeg er ekspert.”

Milo fremdrog et sminkesæt fra Opas kufert. Noget større end det, han selv havde. Og så tog han fat. Først duppede han hvid ansigtsmaling på med en svamp. Snart var vores hud dækket af et hvidt lag sminke. Derefter gik han i gang med detaljerne. Med koncentreret mine og ved hjælp af spidsen af sin fnger farvede han Bellas læber røde og trak hendes mund op i et stort, buet smil. Jeg kunne ikke lade være med at gyse over den uhyggelige forandring. Milo lavede en rød markering på hver kind.

”Øjnene må du altså selv male op,” sagde han og rakte hende en sort stift. ”Og stik håret op under hatten, så det ikke hænger ud.”

Så var det min tur. Milo gav mig en skaldepande på; det var nærmest en hudfarvet badehætte med en grøn hårkrans. Derpå fandt han en knaldrød klovnetud med elastik og satte den på min næse.

Bella så på mig og fniste. Jeg sendte hende et uvenligt blik, men det fk hende bare til at fnise endnu mere. ”Hold ferie, du ligner dummeklovnen. Ham, der altid får smidt en lagkage i hovedet.”

”Så skulle du se dig selv,” knurrede jeg. Hvis det ikke var, fordi det var så bizart, kunne jeg måske selv have grinet af det. Men den her latterlige udklædning var intet andet end kamufage. Og nødvendig for at overleve i Klovneland. Det var alt andet end morsomt.

”Okay, så er I klar,” sagde Milo.

”Opa kom ind et eller andet sted,” sagde jeg. ”Der må være en eller anden udgang.”

”Selvfølgelig er der en udgang,” sagde Milo og vinkede os med.

20. SØDT OG V MMELIGT

Et øjeblik senere trådte tre klovne ud gennem en luge skjult bag nogle skraldespande. Det var her, Opa var kommet ind. Nu stod vi og vænnede vores øjne til lyset. En grågul dis havde indhyllet kysten, så man kunne ikke se særligt langt, men havet var roligt. Dovne dønninger slog mod stranden med en beroligende og regelmæssig lyd, og vejret var helt anderledes nu. Ingen blæst og regn. Kun den blygrå dyne af skyer, som hang over os.

”Bare vær naturlige.” Det var noget af det sidste, Milo havde sagt, inden vi trådte ud ad døren og længere ind i den parallelle verden, eller hvad det nu var, vi trådte ind i.

”Naturlige!” Jeg skar en grimasse. Det var lidt svært at optræde naturligt i det her outft. Jeg så mig om. Vi befandt os på en gangbro på ydersiden af molen. Jeg genkendte den, selvom den så en lille smule anderledes ud. Normalt stod der altid nogle ældre gutter hernede med deres medestænger og fskede, men nu var der ingen spor af dem. I stedet stod der en række radiobiler, som der åbenbart ikke havde været plads til andre steder. Den saltmættede luft havde ikke været kærlig ved dem. De så allerede godt rustne ud.

Milo vinkede os med hen ad gangbroen, mens han gav os de sidste instruktioner. ”Undgå at se dem i øjnene. Tal ikke til dem. Hvad de end gør, så ignorer dem. Hvis de siger noget, så glid af. De virker måske harmløse, men det er de ikke.”

”Men er de farlige?” ville vi vide.

”Nej, bare mærkelige,” sagde Milo. ”Lidt ligesom fulde voksne.”

Okay, tænkte jeg. Fulde voksne var et temmelig vidt begreb, som startede ved det småfjollede og endte ved det ravende sindssyge og livsfarlige, og hvis mødet med Opa havde været en forsmag på klovnenes opførsel, så havde vi al mulig grund til at være på vagt.

”Har du stadig din kniv?” spurgte jeg Bella.

”Hvad tror du selv?” sagde hun og klappede på lommen i klovnedragten.

Vi passerede gitteret, hvor vi for lidt siden havde siddet og kigget ud, og nåede hen til en brandtrappe, som førte ned til selve stranden.

Der var stadig klovne alle vegne dernede, og vi bevægede os årvågent som tre katte i en hundekennel, men det lod ikke til, at klovnene bed mærke i os. Kamufagen virkede, og vi sørgede for at holde god afstand til dem.

Vi havde beholdt vores sneakers på. I Opas kufert havde der ellers været nogle fodpramme af et par klovnesko, men vi foretrak vores eget fodtøj. Man kunne aldrig vide, hvornår man fk brug for at løbe.

”Okay, Milo, hvor skal vi hen?”

”Hen til fabrikken, hvor de laver gevinsterne,” oplyste han.

”Alt det, man kan vinde i vores verden.”

”Jeg troede, at alt det ragelse kom fra ulandene,” sagde Bella.

”At det var lavet af børnearbejdere eller noget.”

”Det tror alle,” sagde Milo. ”Men det laves her. Men det med børnearbejderne er rigtigt. Klovnene holder børn som slaver.”

Vi gik et stykke i tavshed. Det, Milo havde sagt, lød uhyggeligt og modbydeligt. Og hvis det var sandt, kunne vi ikke lade som ingenting. Milo havde gemt klovnedukken inde under jakken.

Men han holdt stadig fast i den med den ene hånd. Bølgerne slog rytmisk mod strandstenene, ellers var den eneste lyd klovnenes latter og råben.

”Føj, hvor her lugter sødt,” udbrød Bella, og det kunne vi ikke nægte. I takt med at vi nærmede os strandpromenaden, kunne vi også se, at alle boderne solgte søde sager: vafer, honningkagefgurer, æbler dyppet i karamel og stukket på en pind, farvestrålende slikkepinde.

Duften fk min mave til at knurre. Det gik op for mig, at jeg var hundesulten. Bare ikke efter slik. Bella så ud til at have det på samme måde.

”Kan man slet ikke få noget ordentligt?” spurgte hun. ”Det er jo slik det hele.”

”Nej, ikke her, det har jeg ikke set,” sagde Milo. ”Men du kan få alt muligt sukkerstads.”

”De klovne er ikke for kloge,” sagde Bella og skar en grimasse. ”Tandlægerne her må have kronede dage.”

”Klovne er vel sjældent de skarpeste knive i skufen,” sagde jeg. ”De er her kun, for at vi kan le af deres dumheder.”

”Men det er ikke for sjov her,” indvendte Milo. ”De griner kun, når man græder. Når man slår sig eller falder ned.”

Vi skævede til nogle klovne, som tumlede rundt i nærheden. De var i gang med en eller anden falde på halen-leg, hvor de skiftevis skubbede hinanden omkuld og hjalp hinanden op at stå igen. Hver gang faldt de på nye fjollede måder. Den ene mere

halsbrækkende end den anden. Heldigvis lagde de ikke mærke til os. Vi skyndte os forbi.

”Kæft, nogle klaphatte,” mumlede jeg og sendte dem et forarget blik.

”Det er derfor, du ikke skal tale med dem,” sagde Milo. ”Så vil de bare have dig med. Og så bliver du også skubbet rundt.”

Vi lagde mærke til, at stort set alle klovnene var overvægtige. Nogle af dem var decideret fede. De bevægede sig besværet og pustede af anstrengelse.

Da vi nåede trappen op til promenaden, kom en klovn med sko i størrelse 55 og udspilet vom vadende med en enorm candyfoss. Numme-num, gnæggede han, mens han proppede lyserødt sukkervat i munden. Vi trådte til side, så vi ikke stødte sammen, for han havde ikke øje for andet end sit slik.

”Så tror da pokker, at de alle sammen ligner fedtbjerge,” mumlede Bella. ”Sådan som de æder.”

Hun havde så evig ret. Stort set alle, som ikke var i gang med at klovne, havde travlt med at fylde sig med sukkerstads. De suttede på store slikkepinde, gnaskede enorme kager med pyntebær og krymmel og slubrede farvestrålende drikke op gennem sugerør. Luften var tyk af sukkerlugt. Næsten kvælende.

”De dør af diabetes,” sagde hun.

”Af hvad?” spurgte Milo.

”Sukkersyge,” oplyste Bella.

”Heldigvis er de også for fede til at fange os, hvis vi får brug for at fygte,” sagde han, og det måtte vi give ham ret i. Det var da i det mindste en positiv ting.

21. DRILLEPIND

Lidt efter stod vi på promenaden, der strakte sig langs stranden. Også her var der boder, som solgte sukkerstads. Lugten af sukker var næsten kvælende.

Et par klovne vraltede forbi os optaget af at skovle håndfulde af sukkerglaserede popcorn i sig. De var ved at vælte os omkuld, men syntes ikke at ænse det. Vi trak os ind til gelænderet og lod dem passere.

I fylder vommen, men hvad gemmer I bag masken? tænkte jeg.

Jeg vendte mig og så tilbage mod tivolimolen. Jeg kunne ikke lade være med at måbe i forbløfelse, da jeg så, at den var malet pink og havde fået bolsjestribede søjler, som om den hvilede på sukkerstænger. Normalt var den hvid, som traditionen foreskrev. Indgangen, som i vores verden var en smuk victoriansk portal oplyst af elektriske pærer, var erstattet med et enormt klovnehoved, hvor man tilsyneladende trådte gennem den røde grinemund for at komme ind. Også selve tivoliet så anderledes ud: Pariserhjulet manglede, og rutsjebanens metalskelet kunne jeg heller ikke få øje på. Hele tivolimolen fremstod anderledes, og vendte man sig og betragtede byen, var det ikke bedre; en eller anden skør byplanlægger havde omdannet de fne, gamle bygninger til bolsjestribede rædsler i åbenlyst forfald.

Vi bevægede os videre langs promenadens dæk. Kom forbi fere boder med endnu mere sukkerstads og ubrugeligt legetøj.

Balloner viftede i vinden, og lirekassemusik strømmede ud af højtalerne. En klovn cyklede rundt på en ethjulet cykel og jonglerede med bolde. Et andet sted stod nogle klovnemusikanter og forsøgte at spille – en hvid klovn med klarinet og to umuliusser på tuba og båthorn. Det lød helt forfærdeligt. Tubaen kom hele tiden forkert ind eller afbrød klarinetten. Og når de to instrumenter endelig var i samklang, var det båthornet, som truttede upassende. Den hvide klovn skældte ud på et underligt forfnet klovnesprog, mens han gestikulerede opgivende. De omkringstående så interesseret til. Så sprøjtede der pludselig vand ud af tubaen, og alle, ikke mindst den hvide klovn, blev drivvåde. Det skabte vildt postyr og stor latter. Hos os kun ubehag. For det her var ikke cirkus. Det var dagligdag i Klovneland.

Vi skyndte os forbi optrinet, men var ikke nået langt, før en klovn i store lappede bukser holdt oppe af seler pludselig blokerede vejen for os. Hans bukser stumpede lige under knæene, men om livet var de så store, at det så ud, som om han sad i en balje.

”Halløjsovs, se lige nogle små pjattesko og skvattesko,” hujede han og pegede på vores sneakers. Flere andre klovne stoppede op og gloede ugenert. Snart begyndte de nærmeste at udstøde en larmende ho-ho-ho-latter, mens de pegede på vores sko og holdt deres egne kæmpeplader op for at understrege, hvor kiksede vi var.

”Små sko, hu hej, I går i for små sko, skrumpesko, tumpesko!”

Snart var vi genstand for alles opmærksomhed. Ikke lige hvad vi havde brug for. Jeg lagde mærke til, at Bella lod hånden glide ned i sin lomme. Selv ville jeg bare væk, men vi kunne ikke kom-

me videre, for klovnene spærrede vejen foran os. Vi var omringet af en kødrand af hånleende skikkelser. Og stadig stod klovnen i kæmpebukserne og gjorde sig lystig over vores sko.

”Spark ham,” hviskede Milo til mig.

”Hvad?”

”Spark ham i røven. Hårdt.”

”Hvorf…”

”Gør det nu bare, for helvede,” hvislede Milo ud gennem tænderne. ”Spil klovn!”

Jeg er ikke nogen slagsbror, og tanken om at sparke til nogen føltes både forkert og ubehagelig. Alligevel vrikkede jeg hen mod klovnen. Tvang mig selv til at gå fjollet, holdt armene tæt ind til siden og hænderne vandret ud fra kroppen. Pingvingang.

Drilleklovnen havde stadig travlt med at gøre sig morsom på vores bekostning, mens han slog sig på maven af grin. I næste øjeblik var jeg omme bag ham. Jeg trak vejret dybt og løftede benet. Og så lavede jeg en helfugter lige ind i hans gigantiske bagdel, lossede til af al kraft.

Det var som at sparke til en hoppeborg.

22. TIL GRIN

Fyren føj en meter frem og landede fadt på maven på promenaden. Hans røde tud hamrede ned i fiserne.

”Oh!” stønnede han. ”Oh ha da! Avs min mavs!”

Et øjeblik blev der helt stille. Alle stirrede på mig, derpå på den liggende klovn, så brød de omkringstående sammen af latter. Et helt kor af gnæggende, kvækkende og hulkende grin. Nu var al opmærksomhed rettet mod den liggende klovn, som om det her var det skæggeste, de havde set – som om det hele var et stort forbandet cirkusnummer.

”Se, Væltepeter væltede,” hujede de.

Da klovnen forsøgte at sætte sig op, tumlede han baglæns og satte sig på enden. Det fk bare de andre klovne til at le endnu højere. Så begyndte han at hyle. Først troede jeg, at han optrådte. Kæmpestore tårer sprøjtede i to stråler ud af øjnene på ham, og de groteske kæmpelæber blev krænget tilbage i et babybrøl. Jeg kunne ikke undgå at bemærke tænderne. De var gule og lange, et stakit af ormædte bisser, som nu blev luftet. Jeg fk gåsehud ved synet. For de var også spidse, spidse som hajtænder. Jeg trak mig uvilkårligt væk.

Så kom der en ny klovn med en brandmandshjelm af rød plastic på hovedet. ”Gør plads for brandmajoren,” råbte han. Han halede en ballon frem fra inderlommen og rakte den frem. Klovnen i midten holdt straks op med at hyle og rakte ud efter

den. Men i næste øjeblik sprang ballonen med et knald og sendte en sky af konfetti ud over ham. Klovnen begyndte at hyle endnu højere, og de omkringstående kvitterede med nye latterbrøl.

Milo lo også højt, men det var helt tydeligt kunstigt. ”Ha ha haaa!” råbte han. ”Sikke en klodsmajor!”

Bella stod bare med opspærrede øjne, mens vinden førte de blafrende konfettistykker ud over stranden. For mit vedkommende var jeg mest frastødt af synet af klovnenes uhyggelige tænder. Ikke bare hos Væltepeter, men også hos alle de andre.

Brandmajoren havde fundet en kæmpe gummihammer frem og stod og gokkede den fæbende klovn i hovedet. Det gav høje pibelyde, og jeg kunne se, at det ikke vakte gode minder hos Bella.

Jeg gav diskret tegn til at trække os tilbage. Vi havde ikke brug for mere opmærksomhed. Heldigvis var der ingen, som bemærkede, at vi trak os ud af mængden og begyndte at fjerne os. Alle havde travlt med at pege fngre ad den fæbende klovn i midten.

Vi lagde den hujende hob bag os og fortsatte i højt tempo hen ad promenaden. Et øjeblik efter var vi kommet i ly af nogle boder og benyttede lejligheden til at smutte gennem en spillearkade.

Her var rækker af spilleautomater, hvor klovne i alle afskygninger sad og spillede. Her var enarmede tyveknægte, videospil og maskiner, som blinkede og bippede. Støjen var infernalsk.

I loftet var der anbragt store tv-skærme, hvor der blev vist klip, hvor folk kom til skade. Børn, som faldt ned af gynger eller væltede på cykler. Et sted blev en lille pige stanget af en stor tyr og føj som en kludedukke gennem luften. Et andet klip viste en dreng, som styrtede på hovedet ned ad en trappe. Luften genlød af dåselatter.

Andre skærme viste mere traditionelle cirkusklip – klovne, som væltede rundt i sæbeskum eller smaskede lagkager i synet på hinanden. Jeg gik ud fra, at det var deres alvorlige udsendelser.

”Det her er jo fuldkommen sindssygt,” udbrød Bella rystet. ”Hvad er det her for et forbandet sted?”

Jeg gav hende så evig ret. I denne her verden var andres ulykke tydeligvis en kilde til morskab. Nogen, som kom til skade, udløste de vildeste grineanfald. Uheld og ulykker var det rene underholdning.

Milo havde ikke underdrevet. Intet syntes at være plat, tarveligt eller lavt nok. Skærmene viste de mest platte ting. En abe i matrostøj, som forsøgte at spise spaghetti med kniv og gafel. Dværgklovne, som red om kap på grise. Der var ikke grænse for plathederne. Dåselatteren rungede og overdøvede næsten spillemaskinerne.

Vi kom gennem arkaden og ud i en sidegade, der heldigvis var mindre befærdet. Til gengæld syntes alt at være i forfald. Der fød med skrald overalt, og når man kom tæt på de farvestrålende facader, kunne man rigtig se, hvordan malingen skallede af, hvordan murene var fyldt med revner og huller. Hvor man end vendte blikket, var der skævhed og uorden. Alt syntes at være misligholdt.

”Bagsiden af medaljen,” udbrød Bella og tørrede sved af panden.

”Måske ikke det værste sted at være,” sagde jeg. ”Hvis det andet var forsiden.”

Milo stod lidt og så ud, som om han prøvede at orientere sig. ”Vi skal den vej,” sagde han og pegede.

23. DUMMEDAG NU!

Vi bevægede os hen ad den ramponerede gade, som på en gang var genkendelig og alligevel helt fremmed. I vores verden var her butikker og gågade, men her i dette mareridt af en parallelverden syntes alt at være i uorden. Veje og fortove var hullede, ruder ødelagte, det fød med afald alle vegne – rustne sodavandsdåser, glasskår og slikpapir. Selv de farvestrålende husfacader krakelerede. Det var som at gå i et slumkvarter. Det lignede en by, som alle havde opgivet at holde ved lige, og hvor man bare havde ladet stå til. Gaderne og husene lå de samme steder, men her var de nærmest ruiner med reklameskilte sat op foran. Mærkelige meningsløse slagord: Fis og ballade gør alle glade og Blæs på i morgen allerede i dag. Og der var cirkusplakater og klovnereklamer klæbet op alle steder.

I nogle stativer sad der avisforsider med meningsløse overskrifter som Sukkerdukker viser lårbasser eller Lagkage tyret i fjæset på Bestemmemåsen. Alle mulige sære sætninger, som måske gav mening, hvis man levede her, hvilket ingen af os håbede at komme til.

Bella pegede på en poster med et æble på; et stort sort kryds var malet hen over det. Det var en slags antireklame. Der stod: Ævler bævler og giver sure miner! Æd ik det lort! Slik er majet bædre!

”Frugt er åbenbart ikke populært her,” mumlede jeg.

”Næh,” indrømmede Bella. ”Og heller ikke sund fornuft.”

Vi standsede ved en røgsvedet mur, hvor noget var skrevet med sprayskrift: Ud med bladreboger! Det er klamt at være klåg! Ikke de mest intelligente slagord, men noget tydede på, at de havde haft deres virkning her. Bladreboger, helt ærligt. Klåg, gud fri mig vel.

”Det her er jo en verden befolket af idioter,” udbrød Bella synligt rystet. ”Og de kan ikke engang stave ordentligt.”

Næsten som for at understrege hendes ord drejede en klovn i det samme om hjørnet og kom gående mod os med et skilt, hvorpå der stod: Joren går onner! I modsætning til de øvrige klovne, vi havde mødt, havde han et vredladent udseende, og han var klædt helt i sort. Bortset fra hans lillebitte bowlerhat, som var lakrød. Han havde de sædvanlige kæmpesko på fødderne. Mindst tyve numre for store.

”Nu har man set det med,” udbrød Bella. ”En dommedagsklovn.”

”Alarm!” råbte klovnen og holdt en advarende fnger i vejret. Hans mund var malet, så mundvigene vendte nedad i en surmule, og øjenbrynene var trukket ned mod næseroden i et V.

”Snart kommer dagen,” råbte han ud over gaden. ”Og så er det … Bommelom! Dummedag! Og det er os, der er den!”

”Ham der kalder de Sorteper,” oplyste Milo. ”Han gør ingen fortræd. Han er næsten den mest normale her.”

”Okay!” udbrød jeg langsomt og vidste ikke helt, om det skulle forstås som et kompliment.

Nogle klovne, som var dukket op på det modsatte fortov, fk øje på dommedagsklovnen og pegede, mens de kørte deres fngre rundt i panden på sig selv.

”Selv de andre fnder ham komisk,” sagde Bella.

”Lad være med at glo på ham,” advarede Milo, men for sent.

Klovnen, som blev kaldt Sorteper, havde bemærket os og satte målrettet kurs lige i vores retning.

”Pis!” hvæsede Milo. ”Vend om. Lad som ingenting.”

Vi drejede rundt som tre soldater i en vagtparade, og skulder ved skulder begyndte vi at bevæge os i modsat retning, tilbage mod kysten, men snart lød der løbende trin bag os. ”Ohøj, I der?

I tre. Ja, hurra! Det er jer, jeg mener.”

Dommedagsklovnen nåede op på siden af os. Vi gjorde alt for at ignorere ham, mens vi blev ved med at gå.

”Dummedag er lige oppeover!” råbte han ind i mit øre.

”Javel,” mumlede jeg uden at se på ham.

”Snart går verden under, og det går ikke over. Undergangen bliver ingen overgang. Det er slut-prut. Finale og kaput-slut!”

Jeg nikkede bare og koncentrerede mig om at se lige frem.

Han gav sig til at marchere i samme tempo ved siden af os med sit skilt hævet i den ene hånd og den anden arm fægtende, mens han højt proklamerede: ”Ingen ser skriften på væggen, for ingen læser. Men som skrevet står, så kommer dagen, hvor nokkefårene skal skilles fra bukkebrushovederne. Bom fli-bang og alle får kam til deres hår. Snart er det dummedag. Slut-prut med sukkergrise og falden på halen.”

Bella kom til at fnise, og Milo sendte hende et vredt blik.

Nogle andre klovne krydsede gaden og kom gående imod os. ”Gå hjem og vug, Sorteper,” hånede en af dem, idet de passerede os.

Vores klovn slog en af dem i hovedet med sit skilt.

”Dummepeter! Snart revner verden som en ballon. Puf-bang.

Ild og røg og ingenting mere at grine af. Ser I ikke tegnene på himlen? Hvor er pipperne og gokkerne? Væk, pist væk. Spist væk. Ingen føjtesang og mågeskræp mere.”

En af klovnene kunne ikke dy sig for at sende et nervøst blik opefter og gik durk ind i en lygtepæl. Kloink! Lige til en YouTube-video.

De andre klovne skraldgrinede over hans uheld. Et øjeblik efter vaklede klummergøjen rundt med en hånd for øjet, mens en bule voksede frem som en champignon mellem hans fngre. Rent cirkus. Bortset fra at det ikke var cirkus, men virkelighed i Klovneland.

Sorteper svingede med sit skilt og råbte efter dem: ”Og fsk og krabbe-napper er også væk. Spist hver og en. Kun vandmænd og adr-badr-algeslim er tilbage.” Men klovnene var allerede forsvundet omkring et gadehjørne. I stedet koncentrerede han sig igen om os. Han lænede sig helt tæt på mit øre og talte ud gennem mundvigen. Hans stemme lød næsten normal.

”Hør her, kidz. I må være sultne? Jeg synes, jeg hører rumlemave og tarmtorden.” Han lagde hånden bag øret og holdt hovedet lyttende frem. ”Er I her for at købe mad? Så er I kommet til den rette. Alt kan jeg skafe. Bøf? En svinsk kotelet måske? Hest, sågar pony har jeg. Jeg skafer alt. I kan også få …” – han

kastede et blik rundt for at sikre sig, at ingen lyttede med – ”… små, saftige ’sukkergrise’.”

Milo snurrede rundt og stirrede på klovnen. Selvom han var sminket, kunne jeg se hans øjne gnistre af had. Så trak han klovnedukken frem.

”Vi er på vej til fabrikken,” hvæsede han.

”Uhh!” klovnens øjne spiledes op, og han trak sig forskrækket væk fra os. ”Fabri… Bafrikken!? Hafer en bafrik?”

”Der, hvor de her kommer fra,” lød det sammenbidt fra Milo, idet han stak klovnedukken op i fjæset på klovnen. Sorteper fk travlt med at trække sin røde tud til sig.

”Jamen … så farvel og tobak!” I fuld fart og med højt løftede skridt forsvandt han hen ad fortovet med skiltet over skulderen og en hånd på sin hat. Vi blev stående og så efter ham.

”Mærkelig reaktion,” mumlede jeg.

”Hvad var det, han sagde med sukkergrise?” spurgte Bella.

Milo trak på skuldrene og fk Poppy stukket ind på maven igen. ”Aner det ikke,” sagde han, men det var tydeligt, at han ikke havde lyst til at tale om det. I stedet vinkede han os tilbage i den retning, vi havde gået, inden Sorteper dukkede op. ”Kom nu, vi skal redde Poppy og have ham med tilbage. Vi skal ikke være her, når det bliver mørkt.”

”Hvorfor ikke?” spurgte jeg.

”Fordi klovnene holder op med at pjatte, når mørket falder på. Så bliver de rigtig dumme. Ligesom fulde folk. Og så er de kun ude på ballade.”

”Sådan er de jo allerede nu,” indvendte Bella.

”Nej, du forstår ikke.” Han bed sig i underlæben. Lidt rød læbestift satte sig fast i hans fortænder; så virrede han heftigt med hovedet. ”Nej, det er også lige meget! Kom nu bare.”

Han ville gå, men jeg lagde en hånd på hans skulder. ”Milo,” sagde jeg, ”er ’sukkergris’ et andet ord for børn?”

Han svarede ikke, men jeg holdt ham fast. ”Spiser de børn, Milo? Gør de?”

”De laver dem om til dukker,” svarede han stædigt.

”Men det er ikke det eneste, vel?” blev jeg insisterende ved.

”De gør også andet …?”

Han så tvær ud og forsøgte at undgå mit blik, men jeg lod ham ikke slippe.

”Det er kun noget, de siger for at skræmme os,” mumlede han modvilligt efter en alt for lang pause.

Bella sendte mig et bestyrtet blik.

Milo så ulykkelig ud, næsten som om han ville undskylde det. ”Kun de svageste. Dem, som ikke kan arbejde mere,” kom det næsten uhørligt fra ham, mens han stirrede ned i jorden.

Jeg sank en klump og tænkte på de lange, gule tænder, som jeg havde set i munden på mange af dem.

”Hvorfor tog jeg ikke pløkhammeren med?” udbrød Bella og rystede på hovedet.

Jeg så tilbage over de bolsjefarvede tage, hen over et gigantisk reklameskilt, hvorpå der stod: Den, der ler sidst, er dum i nakken! I det fjerne kunne jeg se molen i disen. Jeg begyndte at få en virkelig skidt fornemmelse af det her sted. Hvis det ikke var for denne Poppy, var jeg ikke blevet her et øjeblik længere.

”Findes der noget, som er farligere end dumhed?” sagde Bella med blikket rettet mod skiltet.

Ja, klovne med hajtænder, havde jeg lyst til at svare, men spurgte i stedet, om Bella stadig havde sin kniv. Hun klappede på lommen. Sidst jeg havde spurgt, havde hun sendt mig et bistert blik; nu så hun bange ud.

24. GRINEGAS

Det, Milo havde henvist til som ’fabrikken’, lå øverst på en bakke, hvorfra der var en fn udsigt ud over byen og det bagvedliggende hav. I vores verden lå der nogle dyre villaer på stedet, men her var der bare nogle forfaldne bygninger med en skæv skorsten og noget, som lignede en gasbeholder. Selve bakken var overgroet med krat og træer, og kun en jordvej førte derop. Milo sagde, at vi var nødt til at gå ad bagvejen for ikke at blive opdaget. Og det havde vi intet imod. Så længe vi bare ikke mødte fere klovne.

Det tog os ikke lang tid at nå frem til bygningens bagside. Området rundtom var omgivet af et højt trådhegn, men som alt andet her var der også huller i det, så vi ville ikke få problemer med at komme ind.

”Var det her, du så Poppy sidst?” spurgte jeg.

Milo nikkede. ”Det var her, han blev lavet om,” sagde han. ”Og også her, de holder de andre børn fanget.”

Jeg betragtede fabrikken. GG A/S, stod der på taget. Bøjet i neon. Lige nu var der dog ikke lys i skiltet. Måske var der heller ikke om aftenen. Det håbede jeg ikke, jeg behøvede at få svar på.

Milo vinkede os i dækning bag nogle murbrokker omgivet af mandshøjt ukrudt. Vi befandt os lige uden for hegnet. Men alt så øde og forladt ud.

”GG,” hviskede jeg. ”Hvad står de bogstaver for?

Bella trak en rusten beholder fri af ukrudtsgræsset. Et grinende klovneansigt sås på den, og neden under logoet stod der: GrineGAS – et lille klem får smilet frem. Altså en slags lattergas, tænkte jeg. Så havde jeg fået besvaret mit spørgsmål.

”Det er derinde, de laver præmierne,” sagde Milo. ”De giver børnene gas, så de bare synes, det hele er sjovt. De sidder og pukler med at lave legetøj, og når det bliver for trist, får de en dosis GG til at sætte humøret i vejret.”

”Det er hamrende ulovligt,” udbrød Bella. ”Har de også gjort det ved dig?”

”Mig og Poppy blev lokket dertil,” sagde Milo. ”Først gav klovnene os slik og kage. Og lavede sjov. Vi troede, de var søde, men så bragte de os herop.”

”For at arbejde?” spurgte jeg. Milo nikkede.

Han holdt fast på klovnedukken og talte trøstende til den. ”Nu skal jeg snart få dig lavet om, Poppy,” hviskede han.

Der var ingen vej udenom. Vi måtte hen til bygningen og se nærmere på det hele. Og var der børn, som blev holdt fanget, måtte vi befri dem.

Jeg fandt en åbning og kravlede gennem hegnet, derefter holdt jeg gitteret til side, så også Milo og Bella kunne komme ind. Fra bygningen lød der en svag støj. Et sted steg damp ud fra et rør i muren. Men ellers var der intet liv. Og heldigvis heller ingen vagtposter, men sådan noget tænkte klovne nok ikke på.

Vi sikrede os, at der var fri bane – så sneg vi os hen til muren og kom om på bygningens bagside. Her var der en slags lagerplads, hvor gasbeholdere i hundredvis stod side om side. Alle med det samme logo: det leende klovnefjæs og de to G’er. Et

sted lå der en væltet gafeltruck og rustede. Vi var helt tæt på den store gasbeholder nu. GG A/S, stod der med falmede bogstaver. En række rør førte fra den og direkte ind i bygningen. Foran os var der en lavere sidebygning. Hvis man kunne komme op på taget af den, kunne man måske krybe videre og komme op på selve fabrikstaget, hvor der var nogle ovenlysvinduer, man kunne kigge ind ad. Det var forsøget værd.

Jeg fk de andre til at give mig en hestesko og kom op på taget. Så mavede jeg mig hen til de beskidte tagvinduer. Et af dem stod på klem. Jeg fk moslet mig i stilling til at kigge ind.

Synet under mig fk det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Ganske som Milo havde fortalt, var der børn dernede. En fok mindreårige, som sad og puklede. De sad og samlede legetøj – limede, hæftede, falsede og loddede. Børn, som burde lege selv, men nu sad og satte billige plasticdele sammen – hjul på biler eller arme og ben på plasticdukker.

Et sted malede en dreng øjne på små dukkehoveder, et andet sted baksede nogle andre med at sætte dippedutter sammen, så det blev til små actionfgurer. Sådan nogle, jeg plejede at give som trøstpræmie i min bod. Det lignede en mareridtsudgave af julemandens værksted. Hvert eneste barn havde en fodlænke på, som var fastgjort til bordet.

Jeg havde godt nok tit tænkt på, hvor alt det bras kom fra, som Opa kom med i sine slidte kuferter. Nu fk jeg syn for sagen.

Lige over slavebørnenes arbejdsstationer hang der nogle masker, som var tilsluttet en luftslange. Lidt som de der iltmasker, man ser i fy, og som de altid demonstrerer, hvordan man skal tage på, hvis trykket i kabinen falder. Jeg gik ud fra, at de her var

tilsluttet rørene med grinegas, som børnene ifølge Milo fk en dosis af for at holde humøret oppe.

Der var også en voksen nede hos børnene. Eller voksen og voksen – det var naturligvis en klovn. Det var en skræmmende hvid klovn i et spraglet pailletkostume med kegleformet hat og kraftigt optrukne øjenbryn. Han lignede på ingen måde nogle af de idiotiske klovne, vi allerede havde mødt. Han var heller ikke fed, men han så skræmmende ud, og det var helt tydeligt, at han vogtede børnene.

25. DEN HVIDE

KLOVN

Enhver, som har været i cirkus eller har set det på tv, kender den hvide klovn. Han er en af de klassiske klovnefgurer, ofte den kloge klovn, forfnet, bedrevidende og snobbet, og altid er han sammen med et par dummepetere, som ødelægger hans planer om at lave en ordentlig optræden. Det kan være mægtig sjovt at se fjollehovederne ustandselig sabotere den hvidsminkede klovns planer om at spille et stykke musik eller lave en sømmelig optræden.

Hernede var den hvide klovn alene. Der var ingen klassiske klovne til at drille ham, til gengæld havde han en lang pisk, sådan en, der kan slå høje smæld, og som man mest ser i cirkus, når domptøren driver hestene rundt i manegen.

Jeg spekulerede på, hvilket et af børnene der var Poppy, for jeg var stadig ret sikker på, at Milo havde misforstået et eller andet. Selvfølgelig kunne hans klovnedukke ikke være en forvandlet dreng. Det var jo ikke Pinocchio det her, selvom det var uhyggeligt nok. Alligevel måtte jeg konstatere, at alt det, som han indtil nu havde fortalt os, havde vist sig at holde stik.

Jeg så klovnen gå rundt i sine pailletblinkende ridestøvler og svinge pisken over de stakkels unger dernede. Han så både komisk og grotesk ud, men der var intet morsomt ved ham.

”Hurtigere, I dovendyr,” råbte han. ”Opa kommer tilbage efter mere i morgen. Hvis I ikke får fngeren ud, så skal jeg sørge for,

at I ender ligesom dovne Gustav her. Det kunne I ikke tænke jer, vel?”

Med pisken pegede han hen på et bord i hallens fjerneste ende.

Ligesom børnene dernede fulgte jeg med blikket retningen. På bordet stod der en klovnedukke akkurat magen til den, der havde stået på øverste hylde i fskedammen. Den, som Milo nu slæbte rundt på. Min underkæbe sank.

Klovnen gik hen og løftede dukken op. Holdt den ud i strakt arm og så granskende på den.

”Ja ja,” sagde han. ”Sådan går det for de lade og de langsomme.

Og for dovendidrikker, dagdrømmere og driverter. Husk det.”

Børnene stirrede skræmt på dukken. Alt arbejde var gået i stå. Den hvide klovn bankede dukken let i panden med piskens skaft, inden han satte den tilbage på bordet.

”I ved, hvad der sker med dem, som ikke præsterer. I kender maskinen i kælderen. I husker også Poppy og hans nævenyttige ven, Milo.”

”Hvor er Milo?” spurgte et af børnene.

Den hvide klovn, eller skulle jeg hellere kalde ham slavepiskeren, bøjede sig frem og smilede til barnet med sine smalle, blodrøde læber. ”Ham har jeg … taget mig af. Ham ser vi ikke igen.

Og hvad Poppy angår, så er han nu hovedpræmie i en tivolibod. En eller anden unge vinder ham, og inden længe ligger han i en hundekurv og bliver bidt i stykker.”

Klovnen kastede hovedet bagover i en skraldende latter.

Jeg gøs. Det var umuligt. Børn kunne ikke laves om til dukker. Jeg nægtede at tro det. På den anden side var jeg snart parat til at tro hvad som helst. Det var børnene også.

Snart var de alle igen fittigt optaget af at arbejde. De knoklede løs med at samle legetøj. Alle undtagen en. Ved bageste pult sad der en dreng og hang uvirksomt hen over nogle træklodser.

Åbenbart helt omtåget af malingen, han dekorerede med. Han sad med en pensel, men det var tydeligt, at han ikke fk ret meget fra hånden.

Den hvide klovn marcherede hen til ham. Stod et øjeblik og daskede pisken mod sine glimmerbesatte ridebukser, mens han betragtede ham med hovedet på skrå. Så rakte han ud efter masken over drengen og gav ham den på, hvorefter han skruede lidt på en hane på røret.

Virkningen udeblev ikke. Drengen kvikkede op. Lidt efter sad han igen og malede bogstaver på byggeklodserne. Bleg om næsen, men med et stort smil om munden.

Klovnen betragtede ham med tilfreds mine, inden han skred videre ned ad rækken af børn.

Det her var uhyrligt. Og jeg havde set mere end nok. Uanset hvad måtte vi befri de her unger. Og også se at fnde den mystiske dukkemaskine, som Milo hele tiden fablede om. Jeg begyndte efterhånden at tro på den. Og hvis den forbandede klovn kom på tværs, så skulle han komme til at fortryde det.

26. REKVISITTER

Jeg trak mig væk fra vinduet og krøb tilbage over taget. Lidt efter hoppede jeg ned til de to andre. Med rystende stemme fortalte jeg dem, hvad jeg havde set. For Milo var det bare en bekræftelse af det, han åbenbart allerede vidste. Bella så chokeret ud.

”Så havde Milo ret,” udbrød hun gysende.

”Milo, den der hvide klovn derinde …” sagde jeg.

”Det er mester Skrap,” oplyste Milo. ”Han er ond og dum.”

”Det tror jeg på,” nikkede jeg. ”Han sagde noget med en maskine. Så der er altså en dukkemaskine?”

Milo nikkede og sendte mig et var-det-måske-ikke-det-jegsagde-blik. Så sagde han: ”Den står nede i kælderen. Vi skal putte Poppy ind i den. Og køre den baglæns. Så kan vi gøre ham til en dreng igen. Det er sådan, man gør.”

I Milos øjne lød det sikkert som en ganske fornuftig løsning. I mine lød det fuldstændig gakkelak. Men det gjorde alt andet i den her verden også.

”Børn kan ikke blive til dukker,” sagde Bella bare. ”Jeg nægter at tro på, at sådan noget kan lade sig gøre.”

”Her kan de,” sagde Milo stædigt. ”Jeg kan selv vise jer maskinen.”

”Okay,” sagde Bella og trak bladet på sin lommekniv ud. ”Så vis os den.”

Milo vinkede os med rundt om gasbeholderen og førte os hen til den modsatte side af fabriksbygningen. Mellem skrammel, glasskår og ukrudt fk vi øje på en kældertrappe.

”Denne vej, men vær stille,” formanede han.

Vi steg ned ad trinene og nåede frem til en dør. Bella holdt diskret kniven, så bladet pegede ned mod jorden. Hun ville ikke overraskes mere i dag. Men heldigvis mødte vi ingen klovne, da vi fk den åbnet. Til gengæld kom vi ind i en kælder, som fød med cirkusrekvisitter. Kegler af den slags, elefanter stod på, springbrætter og trylleremedier samt mærkelige kostumer. Blandt andet noget, som lignede et stort insekthoved fastgjort til et langt, grønt stykke silkestof. Først kunne jeg ikke se, hvad det forestillede, men så gik det op for mig, at det var en koloenorm kålormeforklædning.

Rummet lugtede af savsmuld og hestemøg. Uden tvivl var det resterne af et gammelt cirkus, som var anbragt her.

Milo så sig frygtsomt omkring i rummet. ”Det var herinde, jeg gemte mig, da jeg slap bort,” hviskede han. ”Mester Skrap havde lige puttet Poppy ind i maskinen, og et øjeblik efter var han lavet om til en dukke. Han ville gøre det samme med mig, men jeg rev mig løs og stak af. Jeg skjulte mig under teltdugen der.” Han pegede på en stribet lærredsdug, som helt tydeligt var et sammenfoldet cirkustelt. ”Skrap løb ud ad døren derhenne, fordi han troede, jeg var løbet den vej. Jeg troede, at jeg kunne nå at smække den i og låse, og så få fat i Poppy og køre ham baglæns gennem maskinen. Desværre dukkede Opa op. Han tog Poppy og puttede ham i sin kufert.” Milo blev igen tyk i stemmen.

”Okay,” nikkede jeg for at skåne ham for at fortælle mere. ”Og resten er, som man siger, historie.”

”Hvis den latterlige slavepisker dukker op, går vi løs på ham,” sagde Bella bistert og så på os. ”Er I med? Vi smadrer ham.”

”Og befrier børnene,” nikkede jeg.

”Men først redder vi Poppy,” sagde Milo og førte os videre til det næste kælderrum. Et stort, bart lokale, hvor der kun stod en eneste ting. Et stort skrummel af en maskine.

27. DUKKEMASKINEN

Maskinen lignede noget fra en dukkeflm for børn. Alt på den virkede overdrevet, som om det mere var forestillingen om, hvordan en maskine skulle se ud. Den var fyldt med måleure, store drivhjul, stempler og ventiler, men det var let at se, at det hele var lavet af træ og blik. Mest beregnet til at imponere eller i dette tilfælde skræmme. Næsten ligesom spøgelsestoget ude på tivolimolen.

I den ene side førte et transportbånd hen til en åbning, hvor nogle plasticfapper hang ned. På maskinens modsatte side førte transportbåndet ud igen og hen til en kasse. Jeg gik hen og kiggede ned i den. Der lå en bunke klovnedukker dernede, alle akkurat magen til Poppy. Eller Gustav-dukken, som jeg havde set lige før. Det var gevinstdukker!

”Mester Skrap ville strafe mig og Poppy, fordi vi havde sjusket med legetøjet. Han slæbte os herind, og så puttede han Poppy ind i maskinen, der!” hviskede Milo og pegede på den ene ende af transportbåndet. Hans stemme begyndte at ryste. ”Poppy skreg, at han ikke ville laves om, men et øjeblik efter kom han ud af den anden ende som en dukke. Og så greb Skrap fat i mig og ville gøre det samme med mig. Men jeg rev mig løs. Hvis jeg ikke var stukket af og havde gemt mig, var jeg også blevet til sådan en dukke.”

Milo stod, som om han genoplevede det hele. Han rystede nærmest af skræk blot ved at fortælle om det. Bella gav ham et

kram, men for mit eget vedkommende var jeg begyndt at lægge to og to sammen.

Jeg tog Poppy fra ham. ”Milo, det her er ikke Poppy. Det er en almindelig dukke.” Jeg modstod fristelsen til at få hovedet af den og vise ham, at den blot var fyldt ud med træuld eller noget. I stedet smed jeg den i en blød bue lige hen i kassen til de andre dukker.

”Hvad gør du?” gispede Milo bestyrtet og fór derhen, strakte sig på tæer og rodede i kassen.

”Din idiot,” hvislede Bella. ”Hvad skulle det til for?”

”Slap af, det er en dukke. Det er ikke Poppy. Kan I ikke se, at det her er et stort svindelnummer? Psykopatklovnen derinde narrer børnene til at tro, at han kan lave børn om til dukker. Kom med, jeg har regnet det hele ud.”

Milo havde fået klovnedukken op af kassen og holdt den tæt ind til kroppen, mens han så mistænksomt på mig. Jeg steg op på transportbåndet og krøb hen til åbningen, hvor jeg fk skubbet plasticstrimlerne til side, så man kunne kigge ind.

Tøvende fulgte de to andre efter og tittede ind i maskinens dunkle indre. Og snart indså de også det samme som mig, nemlig at transportbåndet endte over en frkantet faldlem. Stor nok til et menneske – i hvert fald til at et barn kunne trimle gennem den. På den anden side af lemmen var der et tilsvarende transportbånd, som førte ud af maskinen på den anden side.

”Lys,” sagde jeg, og Bella fk lygten frem og lyste ind i maskinens indre.

”Se,” sagde jeg og pegede. ”Transportbåndet slutter lige over den lem der. Når et barn kører ind i maskine, falder det ned der. Der er helt sikkert en åbning nedenunder.”

Jeg klemte mig længere ind, stak benet frem og stemte forsigtigt foden mod lemmen. Den gav sig og vippede nedad. I det samme faldt en dukke ned fra mørket over os. Dukken landede på det andet transportbånd, det, som førte ud af maskinen. Illusionen var perfekt. Hvis maskinen havde været tændt, ville man have set et barn forsvinde ind i maskinen og et øjeblik efter en dukke komme ud af den modsatte ende.

”Forstår I det nu?” sagde jeg. ”Dreng ind, dukke ud!” Igen trykkede jeg foden mod faldlemmen. Endnu en dukke faldt ned oven i den anden. ”Sådan laver man klovnedukker. Rent trylleri.

Den klovn har taget røven på dig, Milo.”

Milos mund stod åben i forbløfelse.

”Så der ser du, Milo, hverken Poppy eller Gustav eller nogen anden er blevet forvandlet til klovnedukker. Den her maskine er et kæmpe blufnummer beregnet til at skræmme børn.”

”Men hvor er de så blevet af?” spurgte Bella. Og det måtte jo siges at være det næste naturlige spørgsmål. Vi kom dog ikke til at vente længe på svaret, for i det samme gik transportbåndet i gang med et ryk. Nogen havde tændt for dukkemaskinen.

Selvom vi prøvede, var det umuligt at holde fast eller stemme imod med fødderne. Vi rullede frem med kurs direkte mod faldlemmen, og en efter en faldt vi ned på den og styrtede videre gennem en mørk skakt. Jeg nåede ikke at se det, men jeg går ud fra, at for hver gang faldlemmen vippede under en af os, dumpede der en ny dukke ned på det modsatte transportbånd og rullede ud af maskinen.

28. GAS I STRIDE STRØMME

Vi havnede på et skrånende underlag af metal, helt klart en slags sliske eller en rutsjebane. Det var lidt som at være inde i Det Skøre Hus eller i røret i vandland, bare uden vand. Vi kurede på bagdelen ned og ned. Der var intet at holde fast i, kun den glatte fornemmelse af metal under os. Et øjeblik efter røg vi ud gennem en åbning og landede i en bunke på en tyk madras.

Bella og Milo knaldede hovederne sammen og lå et øjeblik og ømmede sig.

Mens de kom til hægterne, kom jeg på benene og opdagede, at vi var havnet i en slags celle. I halvmørket kunne jeg skimte rå stenvægge. Lugen, vi var blevet spyttet ud af, var anbragt sådan, at man ikke kunne åbne den nedefra. I det mindste vidste vi nu, hvor Poppy var havnet, efter at han var blevet puttet ind i maskinen. Spørgsmålet var bare, hvor han var nu.

Bella havde tabt lygten. Den lå og lyste ud i halvmørket, og i lyskeglen fk jeg øje på noget, som mest lignede papegøjebure.

De var forsynet med tykke tremmer og store nok til et menneske, i hvert fald store nok til et barn. Men de var alle sammen tomme. Hvis der nogensinde havde været et barn i dem, var det væk.

Jeg begyndte at få en rigtig dårlig fornemmelse. Det her var ikke bare et bur, det var sidste station før noget forfærdeligt.

Milo og Bella så sig fortumlet omkring, mens de gned deres ømme hoveder.

Rummet, vi stod i, var smalt, og der var fere meter op til loftet. Der var ingen vinduer – det eneste lys kom fra en enlig pære højt over os.

”Nogen tændte for maskinen,” sagde Bella. ”Hvilket betyder, at vi er opdaget,” nikkede jeg og så mig om efter en fugtvej. I det samme opfattede jeg en svag susende lyd, lidt som en utæt cykelslange. De andre hørte den også og sad lyttende og forsøgte at lokalisere den. Lyden kom fra et sted over os.

Bella fk fat i lygten og rettede den opad. Et stykke oppe ad væggen fk vi øje på en tragtformet åbning, nærmest som mundingen på en trompet. Desværre uden for vores rækkevidde, for det var ikke musik, som strømmede ud deroppe. Det var en fed og tæt grønlig røg.

”Gas!” gispede Milo. ”Grinegas!”

29. LATTERKRAMPE

Gassen var åbenbart tungere end luft, for den fød ned langs væggen som en ildevarslende fane af grøn tåge, som bredte sig over cellens gulv og indhyllede vores fødder. Med den fart, den steg, ville vi snart indånde den og falde om af grin. Eller værre: dø af gasforgiftning.

”Hvad gør vi?” Bella så sig desperat omkring.

”Vi må stoppe gassen i at komme ud,” sagde jeg.

”Det er for højt oppe,” jamrede Milo. ”Hvordan skal vi nå?”

I stedet for at svare rev jeg ’Poppy’ ud af hånden på Milo, og før han kunne nå at reagere, havde jeg fået hovedet af den.

Han kom med et forskrækket udbrud og stirrede chokeret på den hovedløse dukke, men efterhånden var det gået op for ham, at Poppy ikke var lavet om, men at det hele var et fordømt snydetrick. Ved selvsyn kunne han nu se, at dukken var fyldt med træuld.

”Her, prop det ind i tragten,” beordrede jeg og rakte ham hovedet. ”Jeg tror, det passer. Med lidt held kan det stoppe gassen. Vi har kun et øjeblik.”

Og det havde jeg ret i – gastågen slikkede os allerede om knæene.

”Bella, op på min ryg. Tag Milo på skuldrene. Så kan vi nå.”

De forstod heldigvis planen. Nu var det os, som måtte lave cirkuskunster. Tre mand høj kunne vi nå tragten, hvorfra gassen strømmede ud.

I en fart fk jeg hjulpet Milo op på hendes skuldre. Hun sank lidt sammen under hans vægt, men han var heldigvis ikke tungere, end hun kunne bære ham. Et øjeblik efter sad han med benene slynget om hendes hals. Hun tog fat om hans knæ og fandt balancen.

Jeg satte mig på hug foran dem. ”Og nu, træd op på min ryg, Bella. Hurtigt.”

Hun kom med besvær op på mine skuldre. Tynget af den ekstra vægt fra Milo var både hun og jeg ved at falde ned, men Bella nåede at støtte mod væggen. Jeg hørte hende stønne af anstrengelse, men det var intet mod, hvordan jeg følte det. Et øjeblik senere var hun oppe, og med besvær fk jeg stemt mig op på strakte ben og løftede dem begge, mens hele min krop kæmpede for at holde sig oprejst.

”Kan du nå, Milo?” stønnede jeg.

”Jeg er der næsten,” lød det et sted over mig, mens Bellas skosåler masserede mine kraveben, idet hun forsøgte at holde balancen.

Jeg koncentrerede mig om at være en stabil støtte for dem, selvom jeg nærmest var ved at knække sammen. Mine ben rystede, og knæskallerne gav sig under vægten. Og oven i det hele hørtes den sivende lyd af gas.

Sveddråber løb fra min pande ned over næseryggen og satte sig som en stor, kildrende dråbe yderst på næsetippen. Jeg pustede den væk.

”Skynd dig nu, Milo, for helvede,” sagde jeg sammenbidt.

”Er der n… næsten,” lød det fra Milo.

”Han vejer sgu som en hel elefant,” fniste Bella umotiveret. ”Det kilder. Milo, for helvede, det kilder helt vildt. Hi hi, kæft, det er sjovt det her.”

”Milo, skynd dig nu,” hvislede jeg ud mellem tænderne. ”Hurtigt. Jeg kan ikke holde jer længere.”

Milos svar var en perlende latter. ”Det klarer jeg som en sveske,” lød det muntert deroppefra. ”Man skal bare bruge hovedet … hopla!”

I næste nu skraldgrinede han. Latteren smittede, og snart lød også en umotiveret latter fra Bella. Hendes fødder begyndte at glide ned fra mine skuldre. Jeg forsøgte at ændre stilling, så hun kunne holde balancen. Stofet i min klovnedragt gav sig.

”Lad nu være med at pjatte!” skreg jeg vredt.

I næste nu mistede hun balancen. Til lyden af et højt hvin gled hendes ben ned over min ryg og gav mig en trestjernet hudafskrabning. Sekundet efter kom hun og Milo tumlende ned og ramte madrassen foran mig. Selv røg jeg sidelæns og slog hovedet ind i stenvæggen, så jeg så fere stjerner end en astronom på en travl dag.

”Kom op,” hostede jeg. ”Op at st-hå!”

De ignorerede mig. De lå udstrakt på den tykke madras, halvt dækket af hvirvlende gaståge, mens de grinede hysterisk.

Selvom jeg havde slået hovedet, begyndte det også at boble i min krop. Hold op, hvor åndssvagt det måtte have set ud, da vi drattede omkuld. Inderst inde vidste jeg, at min latter var kunstig. Det var gassen. Jeg forsøgte at tænke klart, mens jeg kravlede hen imod dem.

Jeg tvang Bella og Milo til at holde sig for næse og mund. Ånde gennem stofet, undgå at trække vejret for dybt ned i lungerne.

De forsøgte at protestere, men jeg fk dem på benene og væk fra gastågen.

Udstrømningen var heldigvis stoppet, men en grønlig dis hang i rummet. Oppe i tragten sad klovnedukkens hoved klemt fast.

”Milo, du klarede det,” sagde jeg, men han eksploderede blot i et nyt kæmpefnis, som om jeg havde fyret en vittighed af.

Min ryg var smadret, og huden brændte der, hvor Bellas fødder var gledet. Men bortset fra det følte jeg mig underlig let og glad. Synet af hovedet i trompettragten var vildt sjovt. Alligevel følte jeg instinktivt, at faren langtfra var drevet over.

”Dæk mund og næse,” sagde jeg og holdt selv mit ærme presset mod ansigtet.

De adlød selvfølgelig ikke. De lavede bare tossede fagter og opførte sig akkurat så fjollet som klovnene nede ved stranden.

Bella fandt den hovedløse dukke og holdt den op foran os.

Milo måtte holde sig på maven ved synet. ”Hold kæft,” latterhulkede han. ”Jeg pisser i bukserne. Hold op, hold op, Bella. Tag den væk.”

”Se mig. Jeg har tabt hovedet,” proklamerede Bella med fjollet klovnestemme, mens hun vippede dukkekroppen frem og tilbage.

Milo nærmest gispede af latter. Jeg kunne heller ikke selv forhindre latteren i at boble frem. Det var helt vildt, så fjollet den så ud. En dukke uden hoved. Aldrig havde jeg set noget så sjovt.

Bare et hul i halsen, hvor noget fyld stak ud. Kæft, det var humor på højt plan.

Nogle øjeblikke lå vi og rullede rundt på gulvet af grin. Fik gassen, som havde samlet sig, til at hvirvle rundt. Hostede og hikkede og med tårerne trillende ned ad kinderne. Og hver gang vi næsten ikke havde luft til at grine mere, holdt Bella dukken op i luften igen, og det hele startede forfra.

Hvor længe vi kunne have moret os, er ikke til at sige, men pludselig blev der åbnet en dør i rummets anden ende. Dagslyset strømmede ind. Og det samme gjorde en brise af frisk luft.

I døråbningen stod en skikkelse. I ridebukser, bluse med pufærmer og høj keglehat. Det var den hvide klovn. Og han havde sin pisk med.

30. MASKEFALD

Mester Skraps pudrede klovneansigt var nu dækket af yderligere en maske, en brun gasmaske. Sådan en, man så på billeder fra første verdenskrig. Med glugger til øjnene og et dåseformet flter til at ånde igennem.

Aldrig havde jeg set noget så fjollet. Det havde de andre heller ikke. Vi brød fuldstændig sammen af grin alle tre.

Klovnen trådte ind i rummet og kom hen til os med langsomme, årvågne skridt. Nærmest som en mimekunstner, som skal illudere at liste. Han holdt pisken skjult bag ryggen, men jeg havde udmærket set den. Mig kunne han ikke narre. Hans pailletglimtende støvler så fuldstændig komiske ud midt i den grønne gas. I modsætning til de andre klovne, vi havde mødt, var han slank. Nærmest atletisk.

Vi fulgte ham med muntre blikke, som om vi afventede, hvilke løjer han nu ville fnde på.

Han gik hen til et af de tomme tremmebure og åbnede lugen.

Så vinkede han os nærmere.

”Kom, små grinebidere,” sagde han. ”Rejs jer og kom herhen.”

Han pegede på buret med sin lange pisk. Jeg har et dejligt lille kukkeluksted til jer. I får det helt for jer selv. Kom. Og så skal I få pandekager. Alle dem, I kan spise.”

Hans stemme lød underlig gennem gasmaskens flter, hvilket fk os til at grine endnu mere. Han vinkede os ivrigt nærmere.

”Pandekager,” udbrød Bella og hulkede af latter. ”Hvem skal man pande ned her for at få en pandekage?”

”Nå, hvem kommer først?” lokkede den hvide klovn.

”Mig, mig!” jublede Bella ivrigt og holdt en fnger i vejret som en elev i første klasse. ”Jeg vil ind og ruske tremmer.”

”Nej, mig først,” råbte Milo grinende og kom på benene. ”Jeg vil være papegøje. Poppedreng ha’ sukker.”

”Du mener: Poppy-dreng ha’ pandekage?” råbte Bella og fniste, så spyttet sprøjtede ud af munden på hende, som om det her var noget af det sjoveste, hun nogensinde havde været med til.

Jeg så Milo vakle over mod klovnen, som stod afventende og holdt lugen åben i det nærmeste bur. Han udstødte et højt papegøjeskræp og lavede chicken wings med armene, idet han gjorde klar til at stige ind i buret, men klovnen holdt ham tilbage med pisken og rettede i stedet blikket mod mig.

”Vent! Dig må jeg hellere få ind først,” sagde han og pegede på mig. ”Du ser størst og stærkest ud.”

”Stærk og størstest,” efterabede jeg på den mest retarderede måde, og fra Bella lød en ny latterkaskade.

Sprutfnisende slingrede jeg hen mod buret.

”Ja, det er godt, min ven. Kom du blot nærmere,” lød det gennem gasmaskens flter.

Jeg svarede ham ikke. I stedet gav jeg ham en ordentlig krammer. ”Jeg eeelsker klovne,” jublede jeg.

Han forsøgte at skubbe mig væk, men for sent. I en lynsnar bevægelse hamrede jeg højt leende knæet i skridtet på ham. Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan jeg ramte ham klokkerent. Han knækkede sammen med et host. Jeg fulgte op med en knytnæve,

der sendte gasmasken om i nakken på ham. I næste øjeblik kom Bella mig til undsætning, og mens den hvide klovn sank sammen med begge hænder presset mod skridtet, så hun sit snit til at rive masken helt af ham og kastede den i favnen på Milo.

”Tag den på, Milo. Nu!”

Underligt nok gjorde Milo, som hun sagde. Måske opfattede han det bare som et skørt indfald. Han fk anbragt masken og udstødte en hvæsende lyd.

”Jeg er Darth Vader,” lød det fra ham.

”Fint, Milo,” lo jeg. ”Bliv ved med det. Og må kraften være med dig.”

Jeg havde sat mig overskrævs på klovnen og holdt hans arme fast. Bella fk fat i pisken og brugte de lange læderstrimler til at binde hans hænder sammen, mens hun kluklo. Klovnen krængede læberne tilbage og kaldte hende de værste skældsord, men Bella rettede grinende et velplaceret næveslag direkte mod hans rødmalede næse, hvilket lukkede munden og alt andet på ham. Hun kunne slå en proper næve, som man sagde.

Milo legede stadig Darth Vader og skraldgrinede, mens han sagde replikker fra flmen. Men i det mindste var han beskyttet mod gassen.

Det var ikke helt let at få klovnen ind gennem gitterdøren. Men Bella og jeg forstod at samarbejde. Ovenikøbet lo vi muntert, mens vi gjorde det. Et øjeblik senere sad han selv inde i buret. Helt mast sammen og med verdens største blodtud i det kridhvide fjæs. Klovnedragten lignede den prikkede bjergtrøje fra Tour de France og ikke på den gode måde.

”Snip mig u’,” rasede han, mens bloddråber boblede fra hans sønderslåede næse. ”Enner … jeg naver jer om tin dukker.”

”Nu ikke så hidsig,” smilede jeg. ”Ellers må vi åbne for gastrompeten igen. Et lille klem får smilet frem.”

Jeg pegede op mod tragten, hvor dukkehovedet stadig blokerede, men noget tydede på, at trykket voksede, for grøn gas begyndte at trænge ud omkring det.

”Vi må ud herfra,” sagde jeg.

”Ikke før han har fortalt os, hvor Poppy er,” lød det fra gasmasken. Milo var åbenbart ved at komme til hægterne igen. Nu trådte han hen til buret og stirrede ind på klovnen. ”Hvor har du gjort af Poppy?” råbte han.

Det så ubetaleligt morsomt ud – Milo med gasmaske på og armene vredt i siden.

Klovnens svar var en gnæggende latter, som fk bobler af blod til at stå ud af hans næsebor. Men kun et øjeblik, så skød Bellas hænder frem og greb fat om tremmerne. Med et hårdt ryk rev hun hele buret inklusive dets indhold omkuld. Det lavede en helvedes larm, og klovnen blev sendt hovedkulds ned i gastågen. Han forsøgte at trække sig væk, men var håbløst fanget, bagbundet som han var.

”Du må hellere spytte ud med, hvor drengen befnder sig,” sagde Bella iskoldt. ”Ellers får du lov til at snife gas resten af dagen. Og så får du for alvor noget at grine af.”

Den hvide klovn hostede og vred sig for at komme op at sidde, men nu, hvor buret lå ned, var han på den.

Bella satte foden på buret og lod det rulle en halv omgang, så han igen tumlede omkuld. ”Vi gider ikke mere pis med dig,”

råbte hun truende. ”Jeg har allerede onduleret én latterlig klovn i dag.”

”Ondu… onduleret?” Den hvide klovn sendte hende et vagtsomt blik.

”Din smældfede kollega,” nikkede Bella. ”Ham, der leverer legetøj til tivoliet. Eller skulle jeg hellere sige leverede! For med den ravage, jeg lavede i hans fede kødhoved, tror jeg ikke, du ser ham igen.”

Så meget kunne jeg godt give hende ret i, men jeg holdt klogelig min mund, for det var tydeligt, at klovnen lige skulle fordøje denne oplysning. Bella trådte nærmere og gjorde klar til at give buret et fur til. Så blev han pludselig meget hektisk og meget samarbejdsvillig.

”Okey-dokey, vent. Hør her, I må ikke. Jeg skal nok sige …” Han fniste pludselig højt. ”Men slu-hå hå-huk … sluk for gassen først. Hi hi hi, drej på hanen ude ved beholderen. Sky-hø-høhynd jer.”

”Sig os først, hvor Poppy er,” råbte Milo.

”Han er ikke her,” sprutfniste den hvide klovn. ”Han er ude … ude hos … hi hi hi, Sukkermor!”

”Sukkermor?” gentog vi.

”I huset inde mellem træ-hæ-hæerne,” hikstede klovnen. ”Følg stien bag lågen, gå ind i tågen, og I fnder skoven. Ha ha … hvis I altså kan se skoven for bare træer, eller skoen for bare tæer. Ho hædr, huit. Hils den gamle grimrian.”

Han vendte ryggen til os og maste stadig liggende bagdelen mod tremmerne og slog den største brandskid, jeg i mit liv har

hørt. ”Mere gas,” hylede han. ”Kom og duft til udstødningsrøret.

Snus ind, små skind, og få rosenkind!”

Resten druknede i hysterisk latter. Over os fstrede grinegassen mere og mere hidsigt ud omkring dukkehovedet, i takt med at trykket steg. Og pludselig poppede det ud i et enormt grønt pust, som straks begyndte at synke ned mod os.

”Lad os komme ud herfra,” råbte jeg og greb fat i Milo. Bella tumlede efter.

Vi lod klovn være klovn. Med armene presset mod mund og næse og med klovnens latter i ørerne tumlede vi ud af den gasfyldte celle.

Det sidste, vi hørte, inden døren smækkede bag os, var den hvide klovn, som nærmest skreg af grin.

31. SLIKHUSET

De næste minutter brugte vi på at ventilere lungerne. Vi stod som løbere, som netop har afsluttet en hård spurt – trak vejret dybt ind og pustede ud i lange drag.

Milo havde trukket gasmasken af og smidt den fra sig i græsset.

Luften gjorde os omgående godt. Følelsen af lethed og lalleglæde forsvandt efter et øjeblik. Gassen lod til at være fygtig og forlod kroppen, så snart man kom ud i frisk luft. Det eneste, vi kunne mærke, var en svag ømhed i mavemusklerne efter grinefippet. Og naturligvis de skrammer, vi havde fået de seneste minutter.

Det eneste minus ved gassens forsvinden fra kroppen var, at bekymringerne vendte tilbage. Nu var der pludselig igen ikke noget at grine af.

”Hvad gør vi med ham derinde?” spurgte Bella og så hen mod døren. Vi kunne høre den hylende latter derinde. Blandet med en halvkvalt hoste.

”Lad ham krepere,” sagde Milo krigerisk. ”Så er der en klovn mindre i den her verden.”

Bella og jeg vekslede blikke, og jeg kunne se, at hun ligesom mig ikke brød sig om det. Nok var han en modbydelig stodder, men ligefrem at gasse ham alligevel.

Jeg kom i tanke om håndtaget, som jeg havde set før, da jeg krøb op på taget. Hurtigt løb jeg hen til gasbeholderen.

Nogen havde drejet på det og åbnet for gastilførslen, kunne jeg se. Den hvide klovn velsagtens. Jeg skyndte mig at dreje det tilbage og få afbrudt gassen.

Da jeg kom tilbage til de andre, stod de og lyttede ved døren ind til cellen. Der lød sang og latterbrøl derinde. Lidt grønlig gas sivede ud under døren og fød omkring vores fødder.

Gassen ville synke ned og fyde ud under sprækken, men det ville tage lidt tid. I mellemtiden måtte vi befri børnene inde på fabrikken.

”Vi må fnde Poppy,” sagde Milo. ”I hørte, at han var hos Sukkermor inde i skoven.”

”Lad os dele os,” sagde Bella. ”Jeg befrier børnene derinde, I fnder Poppy.”

Jeg var ikke meget for, at vi skulle dele os. På den anden side lod det til, at Bella var en pige, som kunne klare sig selv. Det havde hun allerede vist. Jeg nikkede og sagde o.k.

Et øjeblik efter havde Milo og jeg sat kurs mod skoven. Et trådhegn spærrede vejen, men ligesom alt andet i denne verden var det fuld af huller, og det tog os kun et øjeblik at fnde et, der var stort nok til, at vi kunne komme igennem. Snart efter var vi på vej ind mellem træerne. Foran os snoede en sti sig ind i mørket. Hvis den hvide klovn ellers havde talt sandt, ville stien føre os til Sukkermor, hvem det så end var.

Skoven var fuldstændig stille. Ikke en fugl hørtes, ingen puslen i skovbunden, ikke engang løvets sitren i de tætte trækroner.

Det var sådan en skov, man hørte om i gamle eventyr, hvor børn fór vild eller mødte ulve og andre farer.

Jeg så mig tilbage ad den vej, vi var kommet, og tænkte, at vi skulle have haft lidt brødkrummer i lommen til at drysse ud for at fnde tilbage igen.

”Sig, det er løgn!” udbrød Milo, da vi var kommet et langt stykke ind i skoven. Men det var det ikke. Det var virkelig, som om vi var trådt lige lukt ind i et eventyr af brødrene Grimm.

Foran os var der en lysning i skoven, og der fk vi øje på en hytte. Nærmest på størrelse med sådan et legehus, folk køber til deres små børn og har stående i haven. Bortset fra at det her så ud til at være lavet af slik og kage.

”Et pandekagehus!” udbrød Milo. ”Ligesom i det der eventyr med de der to børn, øh … eller? Hvad hed de nu?”

”Hans og Grete,” sagde jeg og håbede ikke, at der også var en heks derinde, for i den her verden kunne man tilsyneladende ikke vide sig for sikker. En klovneheks var det sidste, jeg havde lyst til at møde.

Vi nærmede os forsigtigt den lille hytte. Fra skorstenen steg røgen op, og selv på afstand kunne man dufte en behagelig sødlig lugt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at i Grimms eventyr havde stedet huset en kannibalsk heks. Men for fanden, hvem har ikke på et tidspunkt i sit liv drømt om at fnde et pandekagehus og æde løs af det? Lige bortset fra at dette hus ved nærmere eftersyn viste sig at være lavet af træ, men bemalet efter alle kunstens regler, så det så ud, som om det var lavet af slik og dekoreret honningkage.

”Syret!” udbrød jeg.

I haven foran huset stod der sukkerstænger, og langs fisegangen op til hoveddøren var store, farvestrålende slikkepinde stukket i jorden som blomster.

”Det hele er snyd.” Milo trak en sukkerstang op af jorden. Den var tydeligvis lavet af bemalet træ.

”Hvad havde du regnet med?” spurgte jeg, men kunne godt høre, at spørgsmålet var lidt overlegent i betragtning af, hvad vi allerede havde oplevet.

Det tog os ikke mange øjeblikke at konstatere, at pandekagehuset ikke var andet end en kulisse – en naturtro kulisse ganske vist – selv pandekagerne på taget var bemalede træskiver. På afstand havde det set ægte ud. Faktisk mindede det lidt om spøgelsestoget ude i tivoliet; her var facaden også mestendels opført af træ, men bemalet, så det lignede en borg af kampesten.

Vi bevægede os rundt om huset. Sukkerstænger og slikkepinde strittede op af det stride græs, som surrealistiske blomster.

Stedet virkede forladt, men man kunne aldrig vide sig sikker (hvem kan føle sig sikker ved en pandekagehus i skoven?) – det kunne være en fælde.

Vi var akkurat nået frem, da der lød en knirkende lyd, og døren begyndte at åbne. Vi snappede efter vejret. Den sødlige duft blev kraftigere. Den bølgede ud fra husets indre – kanel, ingefær og vanilje.

En krumbøjet skikkelse kom til syne i døråbningen. Hun støttede sig til en knortet stok.

”Hvem pusler?” lød en stemme, som næsten ikke var menneskelig.

Vi stirrede, som om vi begge var faldet ned fra månen. Den gamle kone, som var dukket frem, så præcis ud som en heks, vel at mærke sådan som de ser ud på tegningerne i gamle eventyrbøger.

Det kunne ikke være andre end Sukkermor.

32. SUKKERGRISE

Aldrig havde jeg set noget så afskyeligt. Selv hvis jeg havde mødt hende som skræmmefgur inde i spøgelsestoget, ville jeg have fået et chok.

Hendes ansigt var dårligt nok et ansigt, men snarere et forvredet grisefjæs fyldt med hår og vorter. Hun lignede mere et dyr end et menneske, og stanken lod intet tilbage at ønske. Jeg forsøgte at trække vejret gennem munden for ikke at få kvalme. Hendes fltrede hår mindede om en udbombet høstak og stod lige op i luften, som om hun havde fået en 5000-volts hjemmepermanent. Den eneste formildende omstændighed var, at hun i det mindste ikke var iført klovnetøj. Hun var klædt i skørt og bluse. Og hendes hængepatter hang helt ned over forklædet. Et forklæde, som ydermere var oversået med alskens måltidsrester.

Milo trak sig lidt om bag mig og lignede en, som var klar til at spæne, mens jeg bare stod fastfrosset og stirrede på den frastødende kælling, som kom humpende hen mod os.

Hun gnaskede på en knogle, hvorpå der sad nogle blodige trevler og sener. Vi var åbenbart ankommet midt i hendes spisetid.

”Det var på tide,” knurrede hun og betragtede os, mens hun suttede kødtrevler af gummerne. ”Det er da ikke jer, som plejer at hente?”

”Nej, vi er … aføsere,” sagde jeg hurtigt og var glad for, at vi havde klovnedragterne på.

”Ja, hvad rager det også mig?” Hun smed knoglen fra sig og tørrede fngrene af i forklædet. ”Bare jeg får de her forslugne kræ ud. De æder mig eddermame ud af huset.”

Hun vendte ryggen til os og rokkede ind i huset igen. Vi kunne høre noget rasle derinde. Det lød som kæder.

”Kæft, hun var klam,” hviskede Milo og sendte mig et skræmt blik.

Jeg tyssede på ham og kiggede hen på knoglen, der lå i græsset mellem de bemalede sukkerstænger. Jeg vidste ikke ret meget om anatomi, men selvfølgelig havde jeg nogenlunde styr på, hvordan et menneskeskelet så ud, og den her knogle havde en uhyggelig lighed med et lillebitte lårben. Det måtte være fra et dyr.

Jeg fk ikke tid til at tænke mere over det, for i næste øjeblik dukkede troldkællingen op igen. Denne gang var hun ikke alene. Hun kom trækkende ud med nogle børn. De var bundet sammen med et reb og missede mod sollyset. Tre drenge og en pige, alle blege og beskidte, og alle sammen tykke på en usund, oppustet måde.

”Vi er sultne,” klagede en af ungerne og rykkede hende i skørtet. ”Hvornår får vi mere kage?”

”Jeg vil have makroner,” plagede pigen. ”Og sukkerbrød med tyk glasur.”

”Hold bøtte, lille slughals,” hvæsede heksen og gennede dem hen mod os. ”Nu kan de rare klovne få fornøjelsen af jer.”

Milo og jeg bare stirrede på børnene. Sjældent havde jeg set så ulækre nogle unger. Klistrede og møgbeskidte og med tøj, som var ved at sprække fere steder. Det så ud, som om de var blevet

fedet op. Og netop da gik det op for mig, at det var, lige præcis hvad de var.

Jeg mærkede, at det gav et sæt i Milo. På det hurtige blik, han sendte mig, kunne jeg se, at vi havde fundet den, han søgte, men at det ikke var tidspunktet at give sig til kende.

Jeg stirrede på den ene dreng, som tydeligvis var på Milos alder. Han så ikke ud til at have genkendt Milo. Han stod og pillede nysgerrigt ved rebet, som var bundet rundt om hans tykke mave.

”Fire yndige sukkergrise, lige til at spise,” gnæggede Sukkermor og kneb den nærmeste dreng lidt i kinderne, mens hun blinkede til mig. ”De har ikke lidt nogen nød. Sukkerknas og slikkerads har de fået i lange baner. Mærk selv.”

Hun greb pigens arm og holdt den op, så jeg kunne føle på den. Jeg modstod min uvilje og klemte lidt på den, som om det var et stykke kød, jeg skulle vurdere. For syns skyld nikkede jeg og udstødte en tilfreds lyd.

”Helt mør, ikke?” gnæggede heksen. ”Med dejlig fedtkant.”

Pigen så uinteresseret op på mig. Var mere optaget af at sutte på et stort stykke kulørt sukker. Sådan et jawbreaker-bolsje, som man kunne købe i boderne i tivoliet. Farvestoferne var smittet af, og hendes læber og kinder var sovset ind i et klister af sukkerspyt. Hendes hår var fltret og møgbeskidt som resten af hende. Hun stank. Af sukker og snavs.

”Prima kvalitet.” Heksen rettede blikket op mod mig. Hun var kun et hoved højere end børnene. Øjnene var giftgrønne med smalle, lodrette pupiller som hos en krokodille. ”Men det bliver dyrere denne gang, fordi I har ladet mig vente. Kage og sukker-

brød er ikke billigt. De små asener har ædt mig ud af huset. Fyldt sig med godter og saftevand, som om der ikke fandtes nogen i morgen.” Hun kluklo lidt og tilføjede: ”Hvad der måske heller ikke gør i deres tilfælde.”

”Sig din pris,” sagde jeg og kunne selv høre, hvor hæs jeg lød.

”Der gik jo en enkelt tabt,” sagde hun og gjorde et kast i retning af knoglen. En svækling, som var svagelig fra start. Men de andre: prima kvalitet.”

Jeg nikkede og havde mest lyst til at kaste op. Lugten af snavs og sukker rev i næsen, og heksens ånde kunne slå en orangutang omkuld på halvtreds meters afstand.

”Hvor meget?” spurgte jeg.

”Tusind stykket,” sagde heksen. ”Og det halve for den svagelige, trods alt nåede jeg at fylde en del guf på ungen, inden skravlet kradsede af.”

Hun sendte mig et smil, som sendte kuldegysninger ned ad min rygrad. De få tænder, som var tilbage i kæften på hende, var brungule og ormædte og mindede om et væltet stakit. En stor hjørnetand ragede ud, som om den havde sin egen vilje, og pressede hendes overlæbe op.

Jeg nikkede og trak på skuldrene og lod, som om jeg var indforstået med prisen.

”Lad os ordne betalingen indenfor?”

Hun gjorde et kast med hovedet i retning af døren som signal til, at jeg skulle følge med. Der var ingen vej udenom. Jeg skulle med ind i huset.

Jeg gav tegn til Milo om at overtage ungerne. De var bundet sammen med et reb om maven, så han behøvede bare at trække af med dem som en fok får.

”Få dem væk herfra,” mimede jeg og rakte ham enden af rebet. Han nikkede og kastede et sidste blik på heksen. Selvom han var sminket, kunne jeg se, hvor frastødt han var af hende.

Børnene så forventningsfuldt op på mig. ”Får vi mere slik nu?” spurgte de.

”Masser, I skal få alt det slik, I kan spise,” lovede jeg. ”Bare følg efter Mi… efter … Pip!”

Milo sendte mig et fornærmet blik og begyndte at trække af med ungerne. ”Kom hit, små … øh, sukkergrise!” sagde han og førte dem med sig, som om de var en fok grise på vej til marked. ”Nu skal vi hen til den store slikbutik.”

Det var noget, der fk sat skub i børnene. Snart var de uden for rækkevidde. Umådelig lettet så jeg dem forsvinde hen ad skovstien. Poppy havde heldigvis endnu ikke genkendt Milo, nok fordi Milo var sminket og iført klovnetøj, men jeg gik ud fra, at Milo ville give sig til kende, så snart han havde fået bragt dem i sikkerhed.

”Kommer du eller hvad?” Troldkællingen stod i døråbningen og gloede utålmodigt på mig.

Jeg sank en klump. Hun forventede, at jeg gik med ind i huset. Og der var intet, jeg kunne gøre for at undslå mig. Det var fuldstændig surrealistisk. Her stod jeg sammen med en heks. En eventyrheks. Hvad stiller man op i sådan en situation?

Et grådigt smil spillede allerede om hendes mund. Gud ved, hvad hun ville gøre, når hun opdagede, at jeg ikke havde en rød

reje. For en sikkerheds skyld måtte jeg hellere være på forkant med udviklingen.

Da hun vendte ryggen til og begav sig indenfor, trak jeg hurtigt en af de falske sukkerstænger op af jorden. Den var spids som en teltpløk i den ene ende, og jeg holdt den tæt ind til kroppen, da jeg fulgte efter hende ind i pandekagehuset. Just in case …

33. ILD OG DØD

I det gamle eventyr skubber Grete heksen ind i den buldrende ovn og befrier sin bror, Hans. Den slags fungerede fnt i eventyr. Små børn kan ånde lettet op, når historien er slut. Snip snap snude! I eventyr får de onde deres velfortjente straf, og sådan er det.

Det her var intet eventyr, uanset i hvilket univers jeg befandt mig, var det her virkelighed, et levendegjort mareridt, og jeg var midt i det. Jeg stod over for en lyslevende eventyrheks, og jeg var skræmt fra vid og sans. Et øjeblik tænkte jeg på, om jeg stadig var påvirket af gassen. Var det her bare min hjerne, som spillede mig et puds?

Heksen rokkede hen mod hyttens hjørne, hvor en stor stenovn buldrede. Med en ildrager fk hun åbnet spjældet og gav mig udsyn til de orange gløder. Hun rodede op i kullene og fk varmen til at slå ud i rummet.

”Kommer der snart nye unger til opfedning?” hørte jeg hende spørge, mens hun inspicerede ilden.

Jeg kunne ikke få øjnene fra hendes ryg; den sank indad, som om hun ingen rygsøjle havde. Hun var halvt dyr, halvt menneske, og det blev endnu mere tydeligt, som hun stod der i silhuet mod de ulmende gløder.

”Snart,” fk jeg fremstammet og håbede ikke, hun lagde mærke til, hvor hæs min stemme lød.

Kællingen skubbede et forhæng til side og rakte ud efter en brødspade. Jeg fk udsyn til rummet bagved, hvor jeg så de samme forstørrede papegøjebure, som jeg havde set i gaskammeret, og kæder med halsringe, som var fastgjort til gulvet. Rummet var et forbandet fangehul.

Imens ævlede hun videre om den selvdøde, beklagede den dårlige kvalitet af forrige leverance – for tynde, for skravlede.

Og så var det, at jeg så det. Det, som siden har hjemsøgt mig i mine mareridt, og det, som fk mig til at handle. I brændekurven ved siden af ovnen. En rund ting. Jeg troede først, at det var en beskidt bold eller en udskåret roelygte. Men det var det ikke. Det var et afpillet kranie. Tomme øjenhuler. En hvid tandrække, to fortænder manglede. En abe? En abe med rester af lyse krøller på issen. Med mælketænder?

Jeg bed tænderne sammen, løftede sukkerstangen og holdt den foran mig. Den spidse ende pegede fremad, som var jeg Van Helsing og hun Dracula. Jeg var nødt til at handle. Ikke tænke. Handle! Hun var et monster. Og hun skulle dø. Ligesom alle de andre eventyrhekse.

Hun begyndte at vende sig og sige noget. Jeg ved ikke hvad. Noget med den selvdøde.

Jeg så hjørnetanden skubbe hendes overlæbe opad, våd og glinsende af spyt. Jeg så hendes grønne øjne med de lodrette pupiller. Vorterne på læberne, vorterne med de stride hår i. Hun fablede om mørt kød og dryppende fedt, men så opdagede hun, hvad der var ved at ske, hvad jeg havde til hensigt. Hendes giftgrønne øjne spiledes op i overraskelse. Under min rødmalede

og smilende klovnemund så hun givetvis min rigtige mund være fortrukket i væmmelse og had.

Med et katteagtigt hvæs kastede hun sig frem mod mig; hænderne var formet som kløer. Jeg fattede ikke, at hun kunne være så hurtig. Hun var over mig som en bjørn. En grizzly i miniformat, en pitbullterrier.

Nærmest som en refeks stødte jeg af al kraft den spidse ende af sukkerstangen frem. Det var som at hamre en teltpløk i vådt mudder.

Eller … er det, hvad jeg gjorde? Løb hun selv ind i den?

Jeg tror, min hjerne har blokeret det, lukket af for det. Måske er det sandt, at man helt kan fortrænge traumatiske oplevelser. At man helt kan fortrænge de tanker, som ellers vil gøre en sindssyg.

De næste sekunder oplevede jeg alting i glimt. Det hæse fugleskrig, hun udstødte. Krokodilleøjnene, som spiledes op i vantro.

Hun tumlede baglæns, stødte hårdt ind i den åbne ovnluge, så den slog tilbage og ramte væggen med et drøn. Noget stak frem fra hendes bryst. Den buede ende af en sukkerstang. Begravet i hendes kød. Hun holdt krampagtigt om pløkken som en teaterskuespiller, som foregiver at være gennemboret af et træsværd.

Hun kunne trække den ud så let som ingenting, men noget mørkt vældede frem mellem de krogede fngre og ned over forklædet og skørtet. Munden åbnede sig, og hun gled langsomt ned og satte sig på røven med en stivnet grimasse. Omgående slog luerne ud af ovnlugen og greb grådigt fat i hendes stride hår.

Det næste, jeg huskede, var, at jeg lå på knæ uden for huset. Jeg kastede op; slim og galde fød i hostende lyde ud af min mund. Brækket landede mellem bolsjeblomster og kulørte slikkepinde og stænkede de overdimensionerede og totalt fake lakridskonfektstykker til.

Lugten af brændt hår hang i mine næsebor, men blev snart aføst af en rigtig brandlugt, som blev mere og mere gennemtrængende, og lyden af ild, som åd sig gennem tørt træ, blev højere og højere. Mine øjne var fyldt med tårer. Slog jeg virkelig heksen ihjel? Huggede jeg træpløkken i hendes sorte hjerte som en vampyrjæger. Jeg kunne ikke tro det. Det var som et mareridt. Men hovedet … kraniet i kurven. Mælketænderne! Noget varmt slog imod mig. Så kom jeg på benene.

Med krampende mave og vaklende skridt trak jeg mig baglæns væk fra pandekagehuset. Tyk røg væltede ud ad døren og vinduerne. Og snart slikkede fammetunger op gennem pandekagetagstenene og fortærede dem med en glubsk knasen. Jeg løb.

34. BEFRIET

Da jeg nåede tilbage til fabrikken, så jeg til min store lettelse, at både Bella og Milo stod der. Og det samme gjorde børnene fra heksens hus. Samt en større fok unger, som Bella i mellemtiden havde befriet fra fabrikken. Det var nemt at kende forskel. Fabriksungerne var radmagre, de andre fede og usunde at se på. Milo stod og holdt Poppy i hånden. De græd begge to. Jeg kunne se, at Milo vendte sig væk, for at jeg ikke skulle se, at tårerne løb, så jeg lod dem være lidt.

”Fuck, det var du længe om,” var Bellas første ord, men jeg kunne se, at hun lyste op i lettelse. ”Vi var lige ved at blive nervøse. Milo blev ved med at sige, at vi skulle gå tilbage og lede efter dig, men fandeme om jeg skal længere ind i den her sindssyge verden. Han fortalte, at I mødte en heks?”

Jeg rystede blot på hovedet, stadig for chokeret til at tale.

Jeg tænkte over det, der var sket i hytten. Er man morder, fordi man slår nogen ihjel i en drøm? Eller i en mareridtsverden, som måske kun fndes i ens hoved? I ens fantasi? Kunne jeg stadig forblive den samme efter det her?

Bella snakkede ufortrødent videre: ”Det var piece of cake at få ungerne fri. Der var åbenbart kun den hvide klovn til at passe på dem, så de fulgte bare med. Kors, hvor ser du ud. Var der virkelig en rigtig heks derude?”

Jeg nikkede og sendte en mavesur spytklat ud i græsset. ”Sukkermor,” sagde jeg. ”Værre end noget, du kan forestille dig.”

”Var hun iført klovnetøj?” ville Bella vide.

Jeg vinkede afværgende med hænderne. Jeg kunne ikke tale om det lige nu, men Bella var ivrig efter at få alle detaljer.

”Hvad gjorde du? Nakkede du hende?” Hun så ivrigt på mig, næsten blodtørstigt, syntes jeg.

Jeg havde lyst til at svare ja, men sandheden var, at min hjerne allerede var ved at fortrænge oplevelsen. Måske var det et uheld. Heksen var snublet af sig selv og havde ramt ovnen. De gik så hurtigt. Måske var det aldrig sket. Måske var det bare et mareridt. Om lidt ville jeg vågne, og alt ville være godt. Jeg så på mine hænder. De var møgbeskidte og skrammede. Men friskt blod kunne jeg ikke få øje på.

”Hey, du er helt væk, mand,” Bella pufede utålmodigt til mig. ”Hvad skete der?”

”Der gik ild i huset,” sagde jeg bare.

Bella viftede sig om næsen med hånden. ”Pyh, du stinker også af røg. Og bræk. Har du brækket dig?”

”Jeg gider ikke tale om det,” sagde jeg og ønskede bare, at oplevelsen i huset kunne forsvinde helt. Jeg ville aldrig tænke på det igen. Og Bella skulle bare tie stille nu.

Heldigvis blev Bellas spørgelyst afbrudt af den buttede pige, som pludselig stod og trak hende i trøjen og spurgte, hvornår de fk mere slik.

”Hvad stiller vi nu op med alle de her unger?” udbrød Bella, mens hun irriteret gjorde sig fri af pigens klisterfngre. ”Skrid hen til de andre og vent!”

”Vi bliver nødt til at få dem væk herfra. Tilbage til vores verden.”

”Ja, klart, men hvordan? Vil du vade gennem klovnebyen med en halv børnehave på slæb?”

Jeg lod øjnene løbe hen over fokken. Tolv børn i alt, fre, som vi havde befriet, og så de otte fra fabrikken. Og så selvfølgelig Milo og os to. Hun havde ret – det ville ikke blive nogen nem opgave.

Ungerne var livet op, stod og pjattede og småskubbede utålmodigt til hinanden. Fabriksbørnene virkede både forvirrede og lettede over at gense deres forsvundne kammerater. Kammerater, som de havde set – eller troede, de havde set – blive lavet om til dukker, men som nu stod lyslevende foran dem, om end i lidt mere velnærede udgaver. Pludselig var vi blevet ledere for en fok unger. På en måde var det godt at være tvunget til at handle; så slap jeg for at tænke. I hvert fald for en tid.

”Hør her,” sagde jeg og gik hen til fokken. ”Hallo! Vær lige stille!” Jeg måtte gentage det et par gange, før jeg fk deres opmærksomhed. ”Jeg ved godt, at I er vant til at klare jer selv, men nu må I lige høre efter … Hallo!”

Ungerne var stadig lige ukoncentrerede. De så kortvarigt på mig og genoptog så deres indbyrdes snak.

Milo trådte heldigvis i karakter og brølede, at de skulle holde deres kæft og høre efter, og det hjalp. Det var et sprog, de kunne forstå. En ordre. At ordregiveren var udklædt som klovn, hjalp måske også. De så på ham. Ikke frygtsomt og usikkert, men respektfuldt. Milo nikkede værdigt til mig som signal til, at jeg kunne gå videre. Jeg havde taletid.

”Vi er gode klovne,” sagde jeg ud over fokken. ”Jeg er Jakob, og det er Bella og Milo. Vi kommer for at redde jer fra den onde … øh, piskeklovn!”

”Mester Skrap,” supplerede Milo.

”Øh, ja, mester Skrap,” nikkede jeg. ”Og vi skal nok få jer væk herfra og hjem til jeres forældre.”

Flere af børnene så forvirrede ud. Måske var det ordet forældre, de ikke kendte. De feste af dem var også gadebørn.

”Tilbage til den rigtige verden,” tilføjede Bella.

”Er der nogen af jer, som mangler?” fortsatte jeg. ”Kender I nogen, som I ved skulle være her, men som ikke er her?”

”Det har jeg spurgt om allerede,” sagde Bella. ”De siger, at de har været mange fere. Men at de andre er blevet ’lavet til dukker’.”

Jeg nikkede med dyster mine, for efterhånden vidste jeg, hvad ’lavet til dukker’ betød: Først fk ungerne lov til at slave på legetøjsfabrikken, og når de så ikke kunne bruges mere, eller de blev for besværlige, så ’blev de puttet i legetøjsmaskinen’. I virkeligheden endte de i den dybe kælder under fabrikken, hvorfra de kom i bur og blev sendt ud til Sukkermor og opfedet. Alt dette var dog ikke information, som nogen havde brug for nu, men det var sådan, det var.

Bella stirrede på mig, som om hun selv begyndte at lægge to og to sammen. ”Så det er sandt, det med sukkergrisene?” spurgte hun lavmælt. ”Er det derfor, du ikke vil tale om det ude hos heksen?”

Jeg nikkede bare og gentog, at vi skulle væk herfra, og at det ikke kunne gå hurtigt nok.

Bella bed sig i læben og sagde: ”Det er næsten ligesom i den der roman Tidsmaskinen, hvor de lyssky morlokker fanger de sorgløse eloider og æder dem.”

”Det ved jeg ikke noget om,” sagde jeg en anelse irriteret. Jeg er ikke den belæste type, men jeg var overbevist om, at det ikke var nogen tidsmaskine, vi var havnet i, men snarere en mareridtsagtig parallelverden, og jeg ville bare væk herfra og tilbage til min egen verden.

”Kan du huske, hvornår de der børn begyndte at forsvinde? Altså i vores verden?” spurgte Bella.

”Det sker hele tiden. Aviserne gider dårligt nok skrive om det mere. Det er jo gadebørn. De har ingen kontakt til forældre eller andre voksne. De lever fra hånden til munden. Men nu stopper det. De her unger skal med tilbage, og dernæst må vi sørge for, at porten, eller hvad fanden det er for en slags åbning, der er inde i spøgelsestoget, bliver forseglet, så ingen nogensinde mere kan komme igennem, hverken fra den ene eller den anden side.”

Vi forstod begge, hvad det indebar. Vi måtte have børnene gennem den forfaldne by, ned til stranden og ud i tivoliet. Og uden at klovnene anede uråd. Den store udfordring lå i, hvordan vi lige fk fragtet en fok unger gennem Klovneland og ned til stranden. Men så var det, at jeg fk ideen.

”Kålormen!” udbrød jeg og inkasserede et spørgende blik fra Bella. ”Kålormen til paraden. Den inde i rekvisitrummet.”

35. EN PLAN

Jeg gav Milo ordre til at holde børnene samlet og fk Bella ind i depotet i kælderen, mens jeg satte hende ind i min plan. Et øjeblik efter stod vi foran kålormens hoved.

Det var stort nok til, at to mennesker kunne stå oprejst inde i det. Det var lavet til brug i parader, ligesom når man ser drageoptog i Østen. Der var håndtag på indersiden af hovedet til at holde fast i, men selve hovedet vejede ikke ret meget. Man tog det over sig som et skjold (eller et iglotelt). Hovedet var forsynet med kroge, så det kunne hægtes på selve larvekroppen – et fere meter langt stykke grønt klæde med pigge og mønstre. I den leddelte stofkrop sad der nogle buede stivere og et stofnet til at kigge ud gennem, uden at man selv blev set. Det var som et seks meter langt mobilt telt. Det var skidesmart!

Det krævede en mindre fok at styre sådan en tingest. Og det var, lige hvad vi var. Vores eneste chance var at kamufere os og gå i parade ned til tivoliet og så bare håbe, at klovnene var dumme nok til ikke at fatte mistanke.

Bella så stadig skeptisk ud. ”Og hvis de forsøger at stoppe os?”

”Har du et bedre forslag?” spurgte jeg. ”Hvis de gør det, så tager vi den derfra. Nu går vi i samlet fok, og når vi er nede ved stranden, får vi ungerne ind under molen og hen til åbningen, enten i hold eller i samlet fok. Milo ved, hvordan vi får aktiveret åbningen fra denne side, så vi kan slippe ud.”

Uden yderligere indvendinger gav Bella sig til at hjælpe mig med at samle udstyret. Vi fk hægtet kålormens stofkrop fast til dens hoved og fk det hele bugseret ud i lyset. Nu manglede vi bare at sætte Milo og børnene ind i planen. Det så heldigvis ud til, at børnene betragtede ham som en slags anfører nu. I hvert fald adlød de hans mindste vink. Det passede mig fnt. Nu skulle vi bare have dem til at gå i en pæn række to og to inde under udklædningen.

Jeg kaldte ham over til mig.

”Okay, Milo, hør nu rigtig godt efter …” Længere nåede jeg ikke. Et sted i nærheden lød et hult drøn, nærmest som en bordbombe, og i det samme blev jeg ramt af et eller andet blødt, som splattede ud over hele mit ansigt.

36. KAGEKAMP

Det føltes mest af alt som en gigantisk mågeklat, og tro mig, når man har arbejdet i tivoliet på molen, har man prøvet at få sådan en i synet fra tid til anden. Det hørte til jobbet.

Alligevel føltes det ikke som en mågeklat, dels manglede stanken af rådden fsk, dels var ingen måger så store, men alligevel blev jeg fuldstændig blindet. Et eller andet klistret, som både føltes vådt og blødt, dækkede hele mit ansigt. Og indhyllede mig i en sødlig lugt.

Jeg gned øjnene fri og blinkede et par gange for at klare blikket, og så Milo og Bella stå og stirre forskrækkede på mig.

”Du fk en lagkage i hovedet,” udbrød de, hvorefter de nærmest synkront rettede blikket mod noget et stykke væk.

”Hvad f…?” begyndte jeg og konstaterede, at jeg ganske rigtigt var indsmurt i fødeskum og kagerester. Fuldstændig forvirret forsøgte jeg at fnde frem til meningen med det her. I næste øjeblik føj noget tæt forbi mig og ramte muren bagved med et vådt klask. Jeg var fuldstændig paf. Hvad pokker skete der?

”Duk!” Bella havde allerede søgt dækning bag en lav mur, og Milo var ikke sen til at følge trop.

”Hvad fanden sker der?” Jeg var stadig helt overrumplet. ”Jeg er fuckin’ smurt ind i kage!”

”Klovne,” oplyste Bella. ”De beskyder os … med en kanon! Kom nu i dækning, dit fæ.”

Nu fk jeg øje på dem og så, at hun havde ret. Et stykke borte var en lille, buttet kanon rullet frem, og jeg kunne se nogle skikkelser i færd med at proppe en fødeskumstærte ned i dens løb. De måtte have opdaget, at vi var ved at befri børnene. Måske tilhørte de det lokale vagtværn.

Kanonen var malet i farvestrålende mønstre. En klovnekanon, som skød med lagkager. Så havde man set det med. Jeg kastede mig ned ved siden af de to andre.

”Du har fødeskum og syltetøj i hele fjæset,” gjorde Milo mig opmærksom på, og trods den alvorlige situation havde han svært ved at holde masken.

”Du skal end ikke tænke på at trække på smilebåndet,” advarede jeg ham, mens jeg fk gnedet det værste kagesnask af ansigtet med hånden. ”Sørg hellere for, at børnene ikke bliver spredt over hele området. Du er den eneste, de lytter til.”

Milo fk travlt med at mave sig tilbage til børnene, som sad og trykkede sig sammen bag nogle murbrokker. Et øjeblik efter havde han fået dem trukket i sikkerhed bag ved den store gasbeholder.

Boum! Et nyt paukeslag gav genlyd mellem murene. En lagkage kom sejlende gennem luften og splattede ud tætved. Det lod til, at de var ved at skyde sig ind på os.

”Det er børn,” udbrød Bella efter at have taget et hurtigt kig. ”Latterlige små miniklovne.”

Hun havde ret i det med miniklovnene, bortset fra at det ikke var børn. Klovnene var tydeligvis dværge iført luftige silkedragter med store kraver og tilsvarende kæmpesko. De måtte løfte benene højt for ikke at snuble, når de bevægede sig. De pludrede

på et mærkeligt cirkussprog og lavede alskens overdrevne bevægelser, som om de optrådte i manegen, men deres hensigt var åbenbar. De ville standse os, og de ville gøre det ved at skyde os i sænk med lagkager.

En af dem holdt en slags sabel op i luften som en general, der ledte slagets gang. Bortset fra at sablen var lavet af de der afange balloner, som enhver ballonkunstner kan forme fgurer af på et øjeblik.

”Fÿr!” vrælede han på sit fjollede cirkussprog. ”Skÿt Bom!”

Han svingede sit luftige våben og pegede i vores retning.

Kanonen skød igen; et drøn og en sky af lyserød røg og endnu en lagkage kom fyvende og smattede ud tæt ved os. Flødeskum og kagebund landede i store klatter omkring vores dækning.

”Jeg fnder mig ikke i det her,” snerrede Bella og knyttede næverne.

”Hold hovedet nede,” sagde jeg, men Bella var allerede oppe på knæene og sagde, at nu vankede der røvfuld! I næste øjeblik var hun i fuldt frspring på vej hen mod kanonstillingen.

”Hvad har I gang i, psykopater?” hørte jeg hende skrige, idet hun stormede frem mod dem.

”Für das Kanöne auf!” råbte klovnen, der svingede med ballonsablen. ”Sküt den Madamme i hinnes Fjæs!”

Kanonen gik af med et nyt drøn, og ud af den lyserøde krudtsky kom en ny lagkage fyvende. Den røg i en bue hen over Bella og ramte jorden bag hende. Det var ikke noget, som ligefrem gjorde hende mildere stemt.

”Så er det eddermame nok!” skreg hun og kastede sig med dødsforagt frem mod kanonen.

Klovnene var tydeligvis ikke forberedt på at blive angrebet, for et øjeblik opstod der forvirring. Generalen med ballonsværdet forsøgte at holde hende på afstand ved at lave nogle latterlige udfald, men han kunne lige så godt have forsøgt at vifte en fue væk.

Bella fåede sablen fra ham og satte neglene i den, så den sprang med et knald, hvorefter hun gav ham et los, så han kolbøttede hen over græsset og landede fere meter væk.

De andre klovne fjumsede panisk rundt og forsøgte at klargøre kanonen til endnu et skud. En forsøgte at dreje løbet i retning af Bella, mens en anden kæmpede for at få en lagkage ned i det.

Bella slog lagkagen ud af hænderne på ham og greb fat i ham. Han hylede som en gris og prøvede at sparke ud efter hende, men hun greb ham og proppede ham hovedkulds ind i kanonen! Hun løftede ham simpelt hen op fra jorden og puttede ham ind i løbet.

Generalen – nu uden sabel – var kommet på benene igen og kom hjulende for at komme sin kollega til undsætning. På den mest klodsede måde forsøgte han at sparke Bella bagi. Han kunne selvfølgelig ikke nå og faldt selv på røven. Det så fuldkommen åndssvagt ud, men det var alvor.

”Så hjælp hende dog!” kunne jeg høre Milo råbe henne fra sit skjulested, hvor han og ungerne fulgte slaget. Men Bella havde selv taget afære. Hun snurrede rundt og hamrede et knæ lige i ansigtet på generalen. Han gik bagover, og denne gang blev han liggende.

Jeg kom på benene, for der var stadig en klovn tilbage, som nærmede sig hende bagfra. Han krængede sine tykke klovnelæ-

ber tilbage og blottede et hæsligt gult tandsæt, mens han hvæsede som en slange.

”Pas på!” nåede jeg lige at råbe, men for sent.

Som en lille kamphund sprang han ind på livet af hende og satte tænderne i hendes arm. Bella udstødte et skrig af både smerte og forskrækkelse, men hendes svar kom prompte: Hun hamrede en knytnæve direkte ind i hans skaldede tinding, og han faldt til jorden ved siden af sin kollega. To klovne nede, og en i kanonen.

Da jeg endelig nåede frem, havde hun nedlagt vagtværnet. Hun stod fnysende og opkogt og gned sin arm, mens hun bandede.

Inde fra kanonen hørtes halvkvalte lyde, og de små, tykke ben sprællede i kanonløbets åbning.

De to andre klovne lå på jorden. De så groteske ud med deres bemalede grinemunde og sortsminkede øjne. Generalklovnen havde fækket læben, og blodet løb ned over hans hage, så det nærmest så ud, som om hans mund fød ud. Øjnene var vidt åbne, men rullet tilbage, så man kun kunne se det hvide.

”Hjælp mig med at få de små udyr buret inde,” kom det forpustet fra Bella. Hun hankede op i den ene klovn og trak af sted med ham.

Jeg skyndte mig at gøre, som hun sagde, stadig for overrasket af hendes opvisning til at sige noget. Jeg tog fat i benene på den anden og slæbte ham ind i rekvisitrummet, hvor der var rigeligt med tovværk og reb. Et øjeblik efter havde vi fået dem forsvarligt bundet til hver sin elefantskammel. Mens jeg strammede den sidste knude, skævede jeg til Bella. ”Du er jo en hel slagmaskine,” sagde jeg imponeret. ”Har du gået til kampsport eller noget?”

”Helt ærligt, det er klovne,” fnøs hun. ”Hvad ved de om at slås? Smide med lagkager kan de, men et knæ i sylten og de er færdige med at spille smarte.”

Jeg behøvede ikke at sige mere. Hun havde ret.

Hun tøede lidt op og sendte mig et smil. ”Helt ærligt, du skulle have set dig selv, da du fk den kage i synet.”

”Ja, morsomt,” sagde jeg. Men jeg kunne ikke lade være med at smile selv.

Pludselig opdagede jeg, at en mørk plamage bredte sig på hendes silkeærme.

”Hey, du bløder.”

Hun trak ærmet op og inspicerede armen.

”Pis! Det lille møgdyr fk alligevel bidt hul …”

Hun viste mig det, og jeg kunne se en rødlig hævelse på hendes underarm med små bitte tandaftryk midti. En af tænderne var gået igennem huden, og en stribe blod sivede ned over armen.

”Satans,” bandede hun og gned blodet væk. ”Jeg synes nok, det sved.” Hun lagde munden til såret og sugede lidt. Spyttede og sugede mere.

I det samme dukkede Milo og Poppy op.

”Vi kan altså ikke få den anden ud af kanonen,” oplyste Milo.

”Han sidder totalt fast.”

”Lad ham sidde,” sagde Bella og trak hurtigt ærmet ned.

Der lød et kanonskud udefra, efterfulgt af et hyl og derpå en rungende lyd, som om noget ramte en gigantisk stortromme.

”Jeg tror, han kom ud nu,” sagde Poppy.

”Det er hende den tykke pige,” sukkede Milo. ”Vi sagde, hun ikke skulle pille ved noget.”

Vi skyndte os ud af rummet og kom op i lyset. Kanonen røg stadig efter skuddet. Pigen fra kagehuset havde åbenbart fået udløst katapulten, for klovnen befandt sig ikke længere i løbet.

Til gengæld var der kommet en kæmpe bule midt på gasbeholderen, og på jorden nedenunder lå der en temmelig medtaget klovn. Et par af børnene fra fabrikken stod og skubbede til ham med foden. Vi fk dem gennet væk og fk ham slæbt ned i kælderen til de tre andre.

”Nu skal vi altså se at komme væk,” sagde jeg, da vi havde fået ham surret sammen med hans kolleger. Bella var mere end enig.

Og at det var på høje tid, fk vi vished for, da vi kom udenfor igen, for de børn, vi havde befriet fra heksen, lå allerede på knæ og forsøgte at skrabe de ødelagte lagkager op fra jorden. Pigen var gået om bord i den lille ’ammunitionsvogn’, hvor der stadig stod et par intakte lagkager. Og selv Poppy stod og slikkede fødeskum af murværket.

”Hold så op med det der, Poppy!” råbte Milo ærgerligt og fk trukket sin ven væk fra kagesmattet. ”Nu skal vi hjem.”

De unger var blevet de rene sukkernarkomaner efter opholdet hos Sukkermor, tænkte jeg. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at få dem ind under kålormens klæde og få dem væk herfra.

37. OPTOGET

Uden sammenligning var det her noget af det mærkeligste, jeg nogensinde havde været med til. Vi bevægede os gennem klovnebyen i skikkelse af en kæmpe kålorm eller sommerfuglelarve, eller hvad det skulle forestille. Men også noget af det mest nervepirrende.

Bella og jeg gik skulder ved skulder og holdt de stivere, som støttede hovedet. Det var som at gå inde i et kuppeltelt. Vi kunne se alting gennem larvens øjne, uden at nogen udefra kunne se andet end vores traskende fødder.

Lige bag os fulgte ungerne trop som en artig børnehave. Hver og en holdt fast i de buede stivere, som fk kroppen til at orme sig på den rigtige måde. Heldigvis syntes de, at det var sjovt. Især når vi gik i zigzag og snoede os ud og ind mellem bunkerne af afald i gaderne. Milo dannede bagtrop. Han var kålormens hale. Han var sur over at skulle være bagstopper, men vi forklarede ham, at det var nødvendigt. Han skulle holde øje med, at ungerne holdt deres pladser, så ormen ikke gik i koks. Hvis det her skulle lykkes, måtte vi alle samarbejde.

Det grå skydække, som havde hængt over os, var blevet endnu mere dystert at se på. Det var begyndt at blæse op, og regnbyger kom drivende ind ude fra havet, hvilket var til vores fordel. Klovne bryder sig tilsyneladende ikke om vand, for der var tomt alle vegne. Men tusmørket, som hastigt var ved at sæn-

ke sig over de forfaldne gader, gjorde omgivelserne endnu mere skræmmende.

Heldet var med os. Det eneste irriterende var, at vi måtte afpasse tempoet til børnene bagved, så vi hverken gik for hurtigt eller for langsomt. På et tidspunkt snublede den tykke pige og begyndte at hyle. Hun bekendtgjorde stædigt, at hun ikke orkede at gå ét skridt mere.

I nogle kritiske sekunder troede jeg, at vores tilbagetog ville ende her, men Milo havde åndsnærværelse til at love hende en hel pose smørkarameller, når vi kom frem. Og lidt efter stolprede hun snøftende, men forventningsfuldt videre.

Resten af turen ned mod strandpromenaden forløb uden problemer. Snart kunne vi igen høre bølgerne og den karakteristiske raslende lyd fra strandstenene. Moletivoliet lå mindre end to hundrede meter forude. En dyster silhuet i tusmørket.

Selvom jeg vidste, at det var en anden udgave af tivoliet end den, jeg kendte, følte jeg mig enormt lettet over at være tilbage. Nu skulle vi bare have bragt børnene og os selv i sikkerhed i rummet inde under stolperne, og så måtte vi få Milo til at åbne portalen fra den anden side, så vi kunne komme tilbage til vores verden.

”Vi er der næsten,” sagde jeg til Bella.

Hun svarede ikke, men så koncentreret fremad. Hun havde opdaget forhindringen før mig.

Det var Sorteper, dommedagsklovnen. Han stod under udhænget til en spillearkade og havde søgt ly for regnen. Han var iført en lang, sort regnfrakke og lignede ikke så lidt en sindssyg seriemorder. Han manglede bare en økse, men han havde selv-

følgelig sit Joren går onner-skilt, selvom det var gået itu, så kun stangen var tilbage. Nu lænede han sig mod den som en stok.

”Halløjsovs?” udbrød han overrasket, da han fk øje på larven, som kom slingrende. ”Hvad er nu det for et tusindben, der kommer der?” Han satte begge hænder på knæene og bøjede sig frem for at inspicere os. ”Ho-ho, er det en søslange eller hva’?”

Vi ignorerede ham og fortsatte forbi ham. Men til min irritation fulgte han efter os. Han kom op på siden af os og forsøgte at kigge ind under larvens hoved.

”Hvad er det for en parade … vi plejer da ikke at have parader så sent på dagen?”

”Skrub nu bare af,” kom det sammenbidt fra Bella. ”Vi har travlt.”

”Jeg går med,” sagde han.

Han gav sig til at marchere foran os som en tamburmajor foran et marchorkester. Han jonglerede behændigt med sin stok og lavede alle mulige fnurligheder. ”En, to, en, to, højre venstre sutsko,” råbte han. ”Gør plads for den labre larve.”

Det virkede idiotisk, for der var masser af plads. Klovnene havde trukket sig inden døre, hvilket de havde god grund til, for vejret indbød ikke til strandture, ikke engang for klovne. Men ham her var en outsider. Alligevel måtte vi se at slippe af med ham.

Jeg skævede til Bella. Hendes hår klistrede til panden, og sveddråber pressede sig vej gennem klovnesminken. Der var også blevet temmelig varmt inde i hovedet, og vi måtte hele tiden holde krampagtigt fast i det, fordi vinden ruskede i det her tæt på havet.

”Er du okay?” hviskede jeg.

”Det gør herreondt i armen,” sagde hun sammenbidt. ”Bare jeg ikke er ved at få blodforgiftning.”

Det begyndte at bekymre mig. Bella havde virket ret robust indtil nu, men nu var det tydeligt, at hun var forpint.

”Vask såret, når vi kommer ned til vandet. Havvand renser. Det lille svin havde nok ikke børstet tænder.”

Hun skar en grimasse af min morsomhed, men jeg bemærkede uroen i hendes ansigt. Hun undertvang tydeligvis smerten.

”Er I med, unger?” sagde jeg bagud.

”Ja, men er vi der snart?” lød svaret. ”Vi gider ikke vade mere på den her fjollede facon. Man kan ikke se en skid, og der er hele tiden nogen, som jokker en i hælene.”

”Bare lidt endnu,” lovede jeg.

”Flyt fødderne, og luk kajen,” hørte jeg Milo beordre bagude.

”Hvornår får vi mere slik?” lød en klagende stemme. ”I lovede, at vi skulle hen på en stor slikfabrik.”

”Snart,” lovede Milo. ”Jeg sværger! I får alt det slik, I kan proppe i jer.”

”Smørkarameller,” lød det forventningsfuldt et sted fra larven. Det var pigen.

”Jeg vil ha’ fødeboller, masser af fødeboller,” blandede en anden sig i koret. En tredje begyndte at fable om skumslik, de der delfner med chokoladeovertræk. Milos suk kunne høres helt oppe foran.

Heldigvis var boderne langs strandpromenaden lukkede. De kulørte parasoller var slået sammen, og bodernes nedrullede skodder klaprede i blæsten. Jeg var lettet. Hvis klovnene havde

falbudt deres søde sager, er det ikke godt at vide, hvordan vi var kommet videre med de her sukkerafhængige unger på slæb.

”Hvad stiller vi op med ham der?” spurgte Bella og nikkede fremad.

Vi var nået frem til nedgangen til stranden. Sorteper var et stykke foran os. Han gik med højt løftede ben, stadig optaget af at føre an. Han jonglerede med sin stok, som om han ledte et helt orkester. Måske hørte han musikken inde i sit eget forstyrrede hoved, men hvad han ikke så, var, at kålormen drejede skarpt af og steg ned ad trappen til selve stranden.

”Forsigtigt nu,” advarede jeg bagud. ”Vi går ned ad en trappe. Kig ned på jeres fødder, og hold øje med den, der går foran. Vi skal ikke have nogen til at snuble.”

I samme nu snublede hele bagkroppen og tumlede ned ad trinene. Hovedet blev skilt fra kroppen, og Bella og jeg havnede i et kaos af arme og ben og krøllet stof.

Lynhurtigt kastede vi hovedet fra os og fk travlt med at vikle tudende unger ud af stofet og få dem på benene. Heldigvis var alle sluppet med småknubs, og da de fk øje på stranden og tivoliet, glemte de forskrækkelsen. Milo kravlede frem fra under halespidsen og slyngede den fra sig.

”Så har vi vist haft sjov nok for i dag,” sagde han og lignede en, der havde fået nok.

I næste øjeblik lød et råb over os. Sorteper stod oppe på promenaden og så ned på os. Selvfølgelig var vores uheld ikke gået hans røde klovnenæse forbi. Hans mund stod åben, og øjnene var spærret op i forskrækkelse. Han havde smidt sin taktstok og stod nu og drejede sin røde lakbowler mellem hænderne.

”Oh, katastrofe og ulykke … små sukkergrise! På fri fod!”

Han rystede fortvivlet på hovedet, og så tog fanden ved ham. Han drejede omkring og løb alt, hvad han kunne. Vi så ham forsvinde med højt løftede skridt tilbage ad promenaden med kurs mod spillearkaden.

”Pis, han slår alarm,” udbrød Milo. ”Den sladrehank.”

”Vi er der næsten,” sagde jeg. ”Inden han får samlet de andre, er vi væk. Men skynd jer.”

Vi fk travlt med at genne børnefokken det sidste stykke hen mod tivoliet. Snart var vi inde under molen.

Der var lavvande, men vinden fk de grå bølger til at bruse om fødderne på os. Hvide skumtunger slikkede op om vores ben. Flere af ungerne hvinede, og et øjeblik var jeg bange for, at de blev spredt eller ville løbe ind på tørt land.

Jeg så mig desperat om efter brandtrappen, som vi var steget ned til stranden fra tidligere på dagen. Den var næsten blevet opslugt af tusmørket, men heldigvis fk jeg øje på den. Jeg fk fokken derhen og gav Milo ordre til at stige op først og holde udkig. Var der fri bane, ville Bella og jeg sende børnene op og selv følge efter.

Ud af øjenkrogen så jeg Bella trække op i ærmet og skylle armen. Bidsåret var allerede helt blåhævet og blodunderløbet. Det gøs i mig, og jeg kunne se, at hun selv blev forskrækket ved synet. Et øjeblik mødtes vores øjne; så trak hun blikket til sig og fk hurtigt klovnedragtens ærme ned, som om det var ingenting. Lige nu gjaldt det om at komme i sikkerhed, inden Sorteper fk slået alarm. Jeg håbede, at de andre klovne mødte ham med lige

så meget skepsis, som når han forudsagde dummedag. Måske ville de heller ikke tro på ham nu.

Milo gav lavmælt signal oppefra. Fri bane. Jeg vinkede børnene frem og gav dem tegn til at være stille.

Jeg kastede et blik tilbage mod promenaden og ventede hvert

øjeblik at se en horde af klovne komme strømmende, men både den og stranden var fuldstændig øde.

Et øjeblik efter havde vi fået de våde unger og os selv bragt i sikkerhed. Vi befandt os selvsamme sted, hvor vi havde fundet

Milo for noget, der føltes som en evighed siden. Inde i rummet bagved lå liget af Opa under en presenning, men det behøvede vi ikke at fortælle dem.

Bella sank sammen op ad en søjle og lukkede øjnene, mens hun holdt sig på armen. Jeg begyndte at blive rigtig urolig. Det muntre klovneansigt, Milo havde forsynet hende med, lignede efterhånden en trist teatermaske.

”Hold ud lidt endnu, Bella,” mumlede jeg.

Jeg vidste, at der var en førstehjælpskasse oppe i spøgelsestoget. Hun måtte hurtigst muligt have noget desinfcerende på og så babu-babu til skadestuen.

Hun så på mig med angst i blikket. ”Det gør vildt ondt, Jakob.

Hvorfor gør det så ondt?”

Sveden perlede på hendes ansigt, men det var ikke det, der fyldte mig med rædsel – det var hendes øjne. Der var kommet noget udfydende og gult i dem, og pupillen havde trukket sig sammen.

Den er helt gal, tænkte jeg og var lykkelig for, at vi var så tæt på at være tilbage i vores egen verden.

”Du klarer det fnt, Bella. Vi er lige straks tilbage.”

Milo krøb hen til os og kiggede på hende med et ængsteligt blik.

”Hvad er der i vejen med hende?”

Bella trak op i ærmet og viste ham bidsåret. Han skar en grimasse af væmmelse.

”En af de små klovne bed mig,” sagde hun.

”Hvor klamt, det ligner sådan et slangebid,” udbrød Milo.

”Jeg har set på tv, hvordan sådan nogle ser ud.”

”Ja, ikke noget kønt syn,” indrømmede Bella med et forpint smil.

Jeg lagde en hånd på Milos skulder. ”Milo, du kender åbningen fra denne side, ikke?”

”Klart jeg gør – mig og Poppy har tit …”

”Fint. Hør så her. Du stiger op til tivoliet. Skafer dig adgang til spøgelsestoget, og når du er kørt ind i mørket, hopper du ud og fnder portalen.”

”Det hedder ikke spøgelsestoget her,” rettede Milo. ”På denne side hedder det Kæberasleren.”

”Skid nu på, hvad den hedder,” afbrød jeg utålmodigt. ”Du ved, hvad du skal. Bella og jeg samler børnene og står klar på den anden side. Okay?”

”Den klarer jeg som en mis,” nikkede Milo. ”Må jeg tage Poppy med?”

”Nej, Poppy venter her sammen med os. Og skynd dig, inden Sorteper kommer farende med alle sine venner. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke kan være længe. Vi skal også have Bella til lægen.”

Milo kastede et sidste blik på Bella, som sad og stirrede sløvt ud i mørket, mens hun holdt om sin arm. Derpå nikkede han, og et øjeblik efter var han forsvundet.

Jeg klappede opmuntrende Bella på knæet. ”Klarer du den?”

Hun nikkede, men virkede ikke særlig overbevist.

Jeg vendte mig mod børnene, som var krøbet sammen tæt ved risten, hvor de holdt øje med, om der kom nogen efter os. De feste af dem havde sikkert været i dette rum før. Nu sad de som kaninunger og kiggede ængsteligt ud i mørket.

38. PORTALEN

”I er snart hjemme,” sagde jeg opmuntrende til dem, dum som jeg var.

”Hjemme?” De så uforstående på mig.

”Tilbage i den verden, I kender,” rettede jeg. ”Hvor ingen vil tvinge jer til at knokle eller putte jer i dukkemaskiner.”

”Får vi så slik?” Det var pigen igen. Hun kunne åbenbart ikke tænke på andet.

Jeg satte mig på hug foran hende.

”Hvad hedder du, min ven?”

”Bibi,” svarede hun. ”Bibi Hastings, men de feste kalder mig bare Bibsen.”

Bibi Hastings, navnet efterlod en kuldegysning. Jeg huskede det fra avisen. Hun var forsvundet sporløst under et besøg med sin tante for nogle måneder siden.

”Okay, Bibsen,” sagde jeg og smilede, så overbevisende jeg kunne. ”Jeg lover, at jeg giver is og candyfoss til hele banden, når vi er ude, men så skal I også være musestille, mens vi går. Nu leger vi, at vi er kommandosoldater. Vi bryder ind i fjendens hemmelige base. Følg mig.”

”Hvad er en base?” lød det fra Bibi. ”En slags kage ligesom en basse?”

Jeg lavede en lynlåsbevægelse hen over min mund, hvorpå jeg med overdrevne listebevægelser begyndte at bevæge mig ind

mellem støbejernspillerne, mens jeg vinkede dem med, som om vi skulle på et spændende eventyr.

Børnene så opmuntret på hinanden og gik heldigvis med på legen. Snart havde jeg hele fokken i min hule hånd. Jeg mimede ivrigt, at vi skulle være helt musestille, eftersom vi var på en farefuld færd. (Hvilket vi i sandhed også var).

Jeg vinkede Poppy hen til mig.

”Du holder dig ved siden af mig,” hviskede jeg. ”Du kender vejen tilbage.”

”Mener du til slusen?” spurgte han. ”Der, hvor der er tegnet et kryds?”

Jeg nikkede. ”Milo åbner den fra den anden side, og så må vi igennem. Er I med der bagude, Bella?”

Bella mumlede et eller andet, jeg ikke kunne høre. Men jeg kunne se, at hun dannede bagtrop. Hun vaklede nærmest af sted. Hendes arm hang slapt ned, og hun holdt om sin skulder.

Jeg blev mere og mere bekymret.

I snirklet gåsegang bevægede vi os tilbage gennem labyrinten af søjler. Jeg havde overtaget lygten fra Bella og sørgede for at lyse, så også de bageste kunne følge trop.

Under mig hørtes bølgernes brusen, hvilket fortalte mig, at vi var på rette vej. Jeg vidste, at tivolimolen var et par hundrede meter lang. Det kunne næppe vare længe, før vi nåede frem til væggen, som var afmærket med et kryds. Og ganske rigtigt, efter fem minutter nåede vi frem. Poppy lyste op i genkendelsens glæde, da han så krydset på væggen.

Jeg fk samlet børnene sammen og gav mig til at forklare, hvad der nu skulle ske. ”Om lidt,” sagde jeg. ”Om lidt vil væggen der

gå op, og så kan I komme ud. Men I må være forsigtige, for der er en stor, væmmelig kæmpeedderkop lige på den anden side. Men bare rolig, den er ikke spor farlig.”

”Vi kender altså godt spøgelsestoget,” sagde en af ungerne overlegent. ”Den er bare af plastic.”

Jeg smilede til ham. ”Ja, okay, selvfølgelig kender I stedet, men vær forsigtige alligevel.”

Bella kom hen til mig. Hun lagde munden helt tæt på mit øre.

”Der var noget,” sagde hun meget lavt.

”Hvor?”

Hun gjorde et næsten umærkeligt nik med hovedet i den retning, vi lige var kommet fra. ”Jeg tror, de er på vej.”

Det føltes, som om en istap gled ned over min rygrad. Jeg så tilbage mod jernsøjlerne, men de var opslugt af et tæt mørke.

”Skridt,” sagde hun, stadig så lavt, at kun jeg kunne høre det.

Jeg bed mig i underlæben og bad til, at Milo skyndte sig. For selvfølgelig måtte klovnene også kende til denne portal. Opa havde i hvert fald gjort det.

”Jakob,” fortsatte Bella, stadig med næsten uhørlig stemme. ”Når de kommer, så … så sørg for, at børnene kommer i sikkerhed – så holder jeg dem stangen imens.”

”Stop det der – vi smutter alle igennem. Ingen bliver ladt tilbage.”

Hun rystede på hovedet. ”Jeg tror, jeg er blevet smittet med et eller andet …”

”Hold op, du klarer det fnt. Det er bare lidt betændelse. Om lidt er vi tilbage.”

Hun svarede ikke, men trak sig lidt væk. Sveden havde efterhånden opløst klovneudtrykket; tilbage var et forpint ansigt bag den udtværede ansigtsmaling. Hun hakkede tænder som en, der frøs.

”Det går over, når du kommer over på den anden side. Jeg får dig hen til samaritervagten.”

En lav gnæggende latter fk os til at fare sammen. Og nu hørtes der umiskendeligt skridt et sted i mørket. De var stadig et stykke borte, men nogen var uden tvivl på vej mod os.”

Børnene bemærkede det også og sendte os ængstelige blikke, som om de forventede, at vi løste denne nye situation. Da de så, at det ikke var tilfældet, trykkede de sig skræmte mod hinanden.

”Det er klovnene, som kommer efter os,” gøs de. ”Mester Skrap … og ham tyksakken med legetøjskuferten … og de andre.”

”Måske er det bare Sukkermor, som kommer med slik,” foreslog Bibi forhåbningsfuldt, men da ingen så ud til at godtage den tanke, så også hun modløs ud.

Jeg gav signal til, at vi skulle være stille, og de tav straks. Bella famlede kniven frem med én arm og trak bladet ud med tænderne. Ude i mørket hørtes igen en dæmpet gnæggende latter.

Skynd dig, Milo, please, skynd dig, bad jeg i mit stille sind.

39. SIDSTE ØJEBLIK

Min bøn blev hørt. Pludselig hørtes lyden af metal; så fulgte et pust af luft, nærmest som når man åbner et lufttæt glas. Jeg kunne mærke det klikke i ørene, og derpå fulgte den knagende lyd, som jeg kun havde hørt en gang før, nemlig da Bella og jeg fandt åbningen.

Væggen begyndte at glide til side, og i det svage lys, der strømmede ind, kunne vi se silhuetten af Milo og mærke en luftstrøm, som føltes helt anderledes ren. Aldrig havde jeg været mere glad for at se den lille laban.

”Så er der åbent,” sagde han. ”Men skynd jer.”

Han fk bræddevæggen skubbet til side, så vi kunne komme ind. Det så ud til, at han havde prøvet det før, hvilket han selvfølgelig også havde. Først nu kunne jeg se, at åbningen mindede lidt om en slags svingdør af den slags, man møder i lufthavne og storcentre. Bare uden glasvægge. I stedet var der nittede jernplader, og gulvet var en slags drejeskive. Det var lidt som de hemmelige døre, man ser i flm, hvor folk altid lige løsner en bog i reolen, og så drejer hele væggen rundt, og i næste nu står de i en kælderhvælving.

Nogen havde bygget det her, tænkte jeg imponeret. Nogen havde konstrueret en hemmelig åbning til en anden verden på denne gamle tivolimole. Hvem? Det var i sandhed et mysterium, men ikke et, som jeg havde tid til at dvæle ved nu.

I en fart fk jeg gennet ungerne ind i det snævre rum, som havde dannet sig, og hvis åbning allerede var ved at glide i igen. Milo skyndte på os. Han holdt om grebet på en metalstang, som var fastgjort til en mekanisme, nærmest et helt urværk af tandhjul. Næppe var vi kommet ind, før tandhjulene begyndte at snurre og gribe fat i hinanden. Jeg mærkede, at gulvet under os satte sig i bevægelse, og holdt fast i de nærmeste børn, så de ikke mistede balancen. Tandhjulene roterede og klikkede som et gammelt tårnur, som skulle til at falde i slag.

Det var ikke et øjeblik for tidligt, for nu dukkede klovnene frem mellem støbejernssøjlerne. De kom væltende ud af mørket med øjne, som glimtede rødt. Flere af dem genkendte jeg fra tidligere på dagen; ham, jeg havde sparket omkuld, og brandmajoren med konfettiballonen og selvfølgelig Sorteper, og ikke mindst den hvide klovn – mester Skrap. Han var tilsyneladende sluppet fri fra gasfængslet, for nu kom han løbende bevæbnet med en stor pløkhammer. Uden tvivl den samme, som Bella havde brugt mod Opa. Der sad stadig blod på den. Hans læber var krænget tilbage i et jokergrin, som blottede hajtænderne.

”Bliv hos os, små sukkergrise,” råbte han på sit klovnesprog, halvt bønfaldende, halvt kommanderende. ”I skal få aaalt det dajlige slik, I spise kan.”

Jeg holdt godt fast i Bibi, mens sprækken mellem os og dem blev smallere, i takt med at svingdøren gled i (noget, som føltes som en evighed). I et sidste desperat forsøg på at forhindre os i at slippe væk kastede klovnen pløkhammeren frem mod os for at blokere døren. Han var uhyggelig præcis; hammerhovedet landede på drejeskiven, som vi stod på, og satte sig på tværs.

Et sekund var det, som om alt gik i stå. Om et øjeblik ville drejeskiven og den faste væg mødes, og så ville døren være blokeret, lidt som når man stikker foden i en dørsprække. Åbningen

mellem de to verdener ville stå på klem. Og vi ville være solgt.

Selvom hun var hårdt medtaget, var det Bella, som reddede os. Hun fk med et velrettet spark sendt pløkhammeren tilbage til mørket.

Det sidste, jeg så, var den hvide klovns ansigt, som forvrængedes i ærgrelse. Han udstødte et rasende brøl.

”Vi skal nok få fat i je…”

Sætningen blev klippet over, som om nogen havde slukket for en radio. Vægpanelet gled i med en sugende lyd fulgt af en ekkoagtig knagen. Tandhjulene holdt op med at snurre. Bevægelsen ophørte, og vi stod stille.

”Vi er tilbage,” smilede Milo.

40. TILBAGE IGEN

Milo havde ret. Vi befandt os igen i spøgelsestoget. Rundt om os kunne vi skimte de velkendte skikkelser af Frankensteins monster og Dracula. De stod der for at skræmme livet af folk, men sjældent har jeg været så lettet over at se dem. Også den gammelkendte lugt af støvet træ, olie og gummi virkede tryg. Over os hang kæmpeedderkoppen i sine stålwirer. Jeg havde lyst til at kramme den, så lettet var jeg.

Vi var tilbage på det sted, hvor vi nogle timer tidligere havde rendt rundt og ledt efter Milo. Milo holdt smilende noget op foran mig: et kantet stykke messing, en afang bolt, hvis akse bestod af tandhjul i forskellige bredder.

”Hvad er det?” spurgte jeg, for jeg havde aldrig set sådan en dims før.

”Låsemekanismen. Jeg tog den med inde fra Kæberasleren. Det var derfor, der gik lidt tid. Uden den kan de ikke åbne døren fra deres side. Nu behøver vi bare at fjerne håndtaget på vores side også … så … ja, så skulle åbningen være lukket for altid. Tror jeg i hvert fald.”

Jeg gav ham et anerkendende slag på skulderen og kaldte ham genial. Og først nu opdagede jeg, at han havde fået en hudafskrabning og en rød hævelse på hagen. ”Hvad er der sket?” spurgte jeg.

”Den forlystelse hedder ikke Kæberasleren for ingenting,” sagde han bare.

Pludselig kom et par røde øjne imod os. Edderkoppen i loftet kom til live og sank ned i et brus af trykluft. I næste øjeblik måtte vi springe til side, fordi et kranie med tændte lygter kom rullende imod os. To teenagepiger sad og klamrede sig til hinanden, mens de skreg af fuld hals. Og af en eller anden grund skreg de allerhøjest, da de fk øje på os.

En ting kunne vi konstatere. Forlystelsen kørte, og det var nok ikke smart at stå midt på skinnerne. Jeg fk børnene om bag en kulissevæg, hvor vi ikke kunne ses fra vognene.

”Vi må have det her kluns af,” sagde jeg og begyndte at trække klovnedragten af. Milo havde allerede smidt sin.

Bella var næsten besvimelsen nær, men gjorde et halvhjertet forsøg på at tage tøjet af. Det gik slet ikke. Milo og jeg endte med nærmest at trække den beskidte klovnedragt af hende.

”Milo, sørg for, at ungerne kommer ud herfra uden at blive kørt over. Kan du klare det? Jeg må have Bella hen til samaritterne.”

”Den ordner mig og Poppy,” sagde Milo bistert og gav ungerne ordre til at makke ret. De havde ikke sagt et ord, siden vi var kommet hertil. Jeg tror, det sidste syn af klovnene havde skræmt dem fra vid og sans. Nu stod de bare og trykkede sig ind til hinanden. Han og Poppy fk hurtigt delt dem i to mindre grupper, og et øjeblik efter var de ude af syne.

Nu kunne jeg koncentrere mig om Bella. Hun kunne ikke længere støtte på benene. Jeg fk et godt tag i hende og begyndte at

trække hende med mig. ”Hold ud, Bella,” tryglede jeg den livløse krop.

En ny kranievogn kom rullende. I den sad en ung fyr i heavy metal-T-shirt og professorbriller. Jeg fk en hånd under Bellas arm og trak hende med mig hen mod skinnerne.

Edderkoppen kom igen dumpende ned fra loftet og hang et øjeblik og spærrede vejen. I det korte øjeblik, hvor vognen bremsede op og holdt stille, fk jeg Bella ind på sædet.

”Ryk dig lige lidt,” beordrede jeg og fk Bella på plads ved siden af ham. Foran vognen sprællede edderkoppen med benene og udstødte en trykluftsagtig hvæsen, inden den begyndte at glide op under loftet igen, men den kunne have sparet sig anstrengelserne, for heavyfyren stirrede udelukkende på den bevidstløse pige, der var dumpet ned ved siden af ham.

Vognen gik i gang med et ryk og rullede videre mod nye rædsler. Selv stillede jeg mig på det lille trin bag vognen med et solidt greb i nakkestøtten.

”Jeg arbejder her,” sagde jeg til ham. ”Og hende der er totalt stiv. Hun hoppede ud af sin vogn midt under turen. Det sker hele tiden. Pisseirriterende!”

Han nikkede og så ikke rigtig ud til at vide, om han skulle grine fjoget eller bare holde sig i ro. Bella var stadig iført udtværet klovnesminke, men så alt andet end festlig ud.

”Bare hjælp mig med at få hende ud, når vognen standser?”

”Hun skal ikke til at kaste op, vel?” spurgte han uroligt, mens han forsøgte at fnde en bekvem stilling nu, hvor Bella lænede sig tungt op ad ham. Jeg måtte blive ham svar skyldig. Tiden ville vise det, men frisk var hun i hvert fald ikke.

Kranievognen skrumplede forbi skeletterne i kisterne og zombien, som stod og hævede og sænkede armene som en retarderet færdselsbetjent, og så gled vi gennem det sidste sving inden udgangen og lagde de rallende lyde bag os. Et øjeblik efter rullede vi ud i lyset. Jeg nåede lige at se, at det var Nitten, der passede spøgelsestoget. Normalt stod han i tombolaen længere inde ad molen. Den absolut mest lurvede bod i hele moletivoliet. En ren nitte, som vi sagde, og deraf hans navn. Bossen måtte have opdaget, at Bella var væk, og dermed sandsynligvis også, at jeg var det. Vi var måske nok kommet tilbage til vores egen verden, men der var stadig problemer forude. Heldigvis var Nitten optaget af at tjekke en genstridig sikkerhedsbøjle i en af kranievognene ret fremme og bemærkede ikke vores højst utraditionelle ankomst, men de par stykker, der ventede på tur, fk fornøjelsen af at overvære to unge mænd bakse en stærkt sminket pige ud af forlystelsen. Et par ældre damer med håndtasker, som raslede af spillemønter, gik forbi og sendte os et snerpet blik. Deres ansigter lyste af forargelse over nutidens drikfældige ungdom.

41. ALARM!

”Bella, det går. Du får hjælp nu,” opmuntrede jeg hende og gav fyren besked på at blive her, mens jeg hentede samaritterne. Men skiderikken bakkede bare væk. Han skulle ikke rodes ind i noget. Det kan godt være, han havde den ondeste heavy-T-shirt med fammende djævlehoveder og blodsprøjt, men under bomulden var han en kylling.

”Hey, vent!” råbte jeg efter ham. ”Lån mig i det mindste din mobil.” Men han forsvandt bare. Total nar.

”Måå…” gurglede Bella og forsøgte at stå på benene. Jeg fk hende bugseret hen til en tom bænk ved rækværket og fk hende placeret i en nogenlunde bekvem stilling. Hendes hår var klistret af sved, og øjnene var dækket af en grå hinde. Hun så skræmmende ud. Hvad der end havde ramt Bella, havde vi nu bragt det med fra den anden verden.

”Jeg kan ikke se …” jamrede hun svagt. ”Jakob … gå ikke fra mig.”

”Jeg skafer hjælp,” lovede jeg og forsøgte at gøre mig fri, men hun holdt fast i mit ærme og trak mig ned mod sig.

”Hør mågerne,” hviskede hun tæt ved mit øre. ”Det er godt med mågerne …”

Først forstod jeg ikke, hvad hun mente, men så gik det op for mig. Først nu bemærkede jeg mågernes skrig. Et par stykker krydsede rundt over taget på automathallen og sloges om et

pizzastykke. Hun havde ret. Nu vidste vi med sikkerhed, at vi var tilbage. Tilbage i tivoliet i vores egen verden. Det var lyden af mågerne.

Et par vagtfolk passerede forbi i hurtigt tempo uden at værdige os et blik. Jeg kaldte på dem for at få hjælp, men de havde travlt med at bjæfe ordrer i deres walkie-talkier. De lignede nogle, som var på jagt.

Jeg tog min trøje af og anbragte den under Bellas hoved og lovede at komme tilbage med det samme. Så forlod jeg hende og hastede hen mod stedet, hvor tivoliets samaritter havde deres lille vagtstue.

Næsten dagligt var der folk, som havde brug for hjælp i tivoliet, enten på grund af småskader, eller fordi de faldt om. Det kunne ikke undgås, at folk fk et ildebefndende et sted som her med kørende forlystelser mikset med indtagelse af usunde fødevarer og alkohol. Det var sjældent dramatisk, og samaritterne fk mest tiden til at gå med at tørre bræk op.

Vagtstuen lå desværre helt inde ved siden af spillehallen, så jeg måtte løbe i zigzag mellem langsomtgående gæster. Der var ankommet mindst et par busfulde pensionister, som havde al tid i verden og opførte sig derefter. Man skulle ikke tro, at de gamle hønisser havde set et tivoli før.

Flere af de gamle talte forarget om et eller andet, som åbenbart lige var passeret. Jeg forstod på samtalen, at en fok beskidte gadebørn var kommet myldrende. Stemningen var lettere ophidset. Pensionisterne havde fået travlt med at holde fast på tegnebøger og klemme håndtaskerne tæt ind til kroppen. Men før nogen kunne nå at gøre noget, havde ungerne blandet sig

med mængden og var snart spredt for alle vinde, som gadebørn jo har det med at gøre. Nu gik forargelsen på, hvorfor vagtmandskabet i tivoliet ikke havde fanget de tyvagtige unger.

Jeg var næsten nået frem, da jeg pludselig mærkede en fast hånd på min skulder. Det gav et sæt i mig. Jeg snurrede rundt, halvvejs beredt på at stirre ind i et ækelt klovnefjæs, men det, jeg så, var næsten lige så slemt. Det var nemlig bossen, og han så alt andet en fornøjet ud.

”Hvor i helvede har du været?” hvæsede han og sendte pust af dårlig ånde ind i ansigtet på mig. ”Hvorfor passer du ikke dit arbejde?” Han slap mig og trådte et skridt tilbage. ”Og hvordan er det, du ser ud? Har du malet dig i fjæset? Hvad i hede hule helvede har du gang i?”

”Det er … øh, slip mig lige.” Jeg trak min skulder fri. ”Bella er blevet syg.”

Bossen sendte mig et mistroisk blik, som om det bare var en dårlig undskyldning for ikke at passe min bod.

”Hun har fået blodforgiftning eller sådan noget. Hun har det virkelig dårligt … Hun ligger henne ved spøgelsestoget.”

”Fandens!” knurrede han bare, og man kunne se, at det eneste, han spekulerede over, var, hvem der nu skulle passe forlystelsen. Åbenbart havde han ikke den store tiltro til, at Nitten kunne klare opgaven.

”Jeg tager mig af det her,” hvæsede han ”Se at få det lort vasket af fjæset, og skrub tilbage og få åbnet din bod, eller ved gud jeg trækker dig i løn.”

Med den besked vendte han ryggen til mig og satte kurs mod spøgelsestoget. Og lige så hurtigt hastede jeg videre hen til samaritervagten, hvor det heldigvis var Shortie, som havde vagten. Shortie var manden at gå til, når lokummet brændte. Han var tidligere fribryder og en førsteklasses førstehjælpsmand. Jeg havde set ham udføre Heimlich-manøvren på en gæst med det resultat, at et helt kyllingelår løsnede sig fra den nødstedtes hals og føj i en bue ud over rækværket. At der var røget et par ribben på samme konto, taler vi ikke om. Shortie havde ikke været The Crusher for ingenting.

Jeg satte ham hurtigt ind i situationen, og et øjeblik senere havde han grebet førstehjælpstasken og var på vej til undsætning som den livredder, han var. Jeg fulgte efter. Fiskedammen måtte vente.

På de få minutter, der var gået, siden jeg havde forladt Bella, var der opstået et mindre opløb omkring bænken. Det var åbenlyst for alle, at det her ikke bare var en beruset teenager, men en, som havde brug for hjælp. Snart var Shortie i fuld gang med at tage afære.

Bella lå fuldstændig livløs. Hun lignede nærmest en, der allerede var død.

”Var der nogen, som så, hvad der skete?” hørte jeg bossen spørge ud over forsamlingen, mens Shortie tjekkede puls og åndedræt med et mere og mere sammenbidt udtryk.

Hun blev bidt af en dværgklovn, kunne jeg have sagt. Men helt ærligt, hvad ville du selv have gjort? Jeg vidste på forhånd, at det ville være nytteløst, så jeg blev stående og tav, mens fere nysgerrige maste sig ind foran mig. Bossen var allerede i gang

med at ringe efter hjælp og havde heldigvis vendt ryggen til. Nogen sagde noget med hvepsestik og overfølsomhed. Jeg hørte udtrykket anafylaktisk chok, og pensionisterne, som var stimlet sammen som gribbe om et kadaver, kom med masser af velmente råd.

Jeg burde være trådt frem og have holdt Bellas hånd eller i det mindste være fulgt med i ambulancen, men alting gik så hurtigt. Så forbandet hurtigt. Hun måtte øjeblikkeligt på hospitalet.

Shortie fk hende op i armene og satte i løb mod molens udgang.

Bella lå som en kludedukke i hans arme, og jeg så folk vige forskrækket til side. Nogle lange minutter senere kunne man høre udrykningshorn inde fra promenaden.

42. FORFREMMET

”Hold hænderne inde i vognen, og god fornøjelse.” Jeg siger ordene mekanisk og klemmer sikkerhedsbøjlen fast over de to passagerer i kranievognen. Så går jeg videre til næste vogn og gør det samme der. ”Hold hænderne inde i vognen, og god fornøjelse.”

Jeg havde fået mit gamle ønske opfyldt. Men slet ikke på den måde, som jeg havde forventet.

Jeg blev ikke fyret. På grund af de indtrufne omstændigheder var bossen i stedet nødt til at forfremme mig. Nitten røg tilbage til tombolaen, og jeg kom til at passe spøgelsestoget. Slut med at stå og blive sprøjtet til af ivrige unger i fskedammen. Jeg overtog Bellas job. Nogen skulle jo gøre det. For hun vendte ikke tilbage. Dagene, som fulgte, var mærkelige og forvirrede. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om noget som helst. Hvordan kan man forstå, at man har været et sted, som ikke eksisterer, som ikke bør eksistere? Et sted, hvor forfærdelige klovne og hekse regerer. Det var som et mareridt, som sad i kroppen lang tid efter. Men netop derfor føltes det også underligt difust. Selvfølgelig tænkte jeg også på, hvad der var blevet af Milo og de andre unger, men frem for alt tænkte jeg på Bella.

Hvis jeg havde vidst, hvor galt det var fat, havde jeg nok blæst bossen en lang march, ladet tivoli være tivoli og forsøgt at fnde hende.

I dagene, der fulgte, ventede jeg bare på, at Bella dukkede op og indtog sin vante plads i tivoliet. Jeg ville med glæde overlade hende hendes gamle plads og vende tilbage til fskedammen.

Men jeg så hende aldrig igen.

En uge efter hørte vi, at hun var død.

Det var bossen, som overbragte nyheden, lettere sensationslystent, selvom han tydeligvis forsøgte at fnde en passende grimasse. Hun havde fået en eller anden slags blodforgiftning, og der havde ikke været noget at gøre, mere vidste han ikke.

Tydeligvis var han lettet over, at han ikke blev rodet ind i noget.

Jeg var rystet. Fuldstændig lamslået af chok. Hvordan kunne

Bella være død? Jeg kunne simpelt hen ikke få det til at give mening. Et bid fra en klovn. Hvordan kunne man dø af det?

Spøgelsestoget kom dog ikke til at holde stille af den grund, men fere af de ansatte i tivoliet lagde blomster og tændte lys ved indgangen. Der blev også samlet ind til en buket til begravelsen.

Det passede på ingen måde bossen, men der var ikke noget, han kunne stille op.

Derefter gik dagene bare; sæsonen gik på hæld. Vejret blev dårligere, og turisterne færre. Jeg passede mit job, og en dag fejede jeg de sidste visne buketter bort. Jeg havde fundet ud af, at Bella var blevet begravet i en helt anden by, hvor hun havde nogle slægtninge. Jeg burde have været der. Jeg burde som minimum have været med til begravelsen. Hun reddede mit liv, men jeg havde ikke kunnet redde hendes. Jeg undskyldte mig selv med, at når alt kom til alt, kendte jeg hende jo kun her fra tivoliet. Jeg ved godt, at den undskyldning stank. Det, vi havde oplevet sam-

men ’det andet sted’, burde have forbundet os. Sammen havde vi reddet en fok børn fra en grum skæbne, gadebørn godt nok, men vi havde reddet dem tilbage til deres egen verden, reddet dem fra kannibalklovnene. Og spærret deres vej hertil. Byen burde have hyldet os som helte, men der skete ingenting. Fordi ingen nogensinde fk noget at vide.

Hver dag tænkte jeg på klovnene. Hver dag ventede jeg at se fede Opa komme vraltende med sin slidte salgskufert fyldt med dukker, bamser og plasticragelse, selvom jeg selvfølgelig inderst inde vidste, at det aldrig ville ske. Opa lå et eller andet sted i en anden dimension med knust kranie, hvis klovnene da ikke havde begravet ham.

Bossen undrede sig vist også over Opas fravær. Og efterhånden som præmierne blev færre, blev han mere og mere spekulativ.

En dag hørte jeg ham forhøre sig i nogle af de andre boder, om de havde hørt noget til hr. Opa. For den rejsende i spøg og skæmt leverede ikke blot præmier til fskedammen, men også til lykkehjulet og skydeteltet. Men ingen vidste noget.

Det så ud til, at man inden næste sæson måtte fnde en anden leverandør af præmier. Men det var selvfølgelig et mindre problem. Der var altid lande, som var leveringsdygtige i billigt ragelse, lavet af små, fittige børnehænder.

Og apropos børn, så var der stadig gadebørn, som strejfede rundt i tivoliet. De fskede mønter ud af automaterne eller rodede i afaldsbøtterne. Men de holdt sig altid langt væk fra spøgelsestoget, og derfor fk jeg aldrig spurgt, om de havde set noget til Milo. Ofte blev vagterne tilkaldt for at smide dem ud, men det lykkedes altid ungerne at smutte væk. Og snart efter så

man dem inde på promenaden, hvor de drev rundt i butikkerne eller mellem bordene på caféerne. Jeg syntes på en måde godt, at Milo kunne være kommet forbi og have spurgt til os, især til Bella. Men måske havde han også behov for at glemme.

43. LYDE BAG V GGEN

Hver aften, inden jeg lukkede spøgelsestoget, havde jeg en fast pligt. Det var absolut ikke min livret, men den hørte med til jobbet. Jeg skulle gå en runde i forlystelsen. Se efter, om folk havde tabt noget, eller om der eventuelt var et eller andet fjols, som var hoppet ud af vognen. Folk gjorde de mest åndssvage ting. Det var før den tid, hvor der blev installeret overvågningskameraer i alle forlystelser, så man måtte selv ind og kigge efter.

Altså gik jeg min faste aftenrunde, hilste på Dracula og lyste ned i graven til skeletterne. Kort sagt, tjekkede, om alt var, som det skulle være. Og altid når jeg nærmede mig edderkoppen, rejste mine nakkehår sig.

Ikke på grund af den, nej, min anspændthed og pludseligt tøvende skridt handlede om den spindelvævsbeklædte væg bagved. Bag den fandtes portalen – eller slusen – til det andet sted.

Så nær og alligevel så fjern. Det var surrealistisk at tænke på.

Var det i virkeligheden en tidsportal? Var det fremtiden, vi havde afagt et kortvarigt besøg i? En fremtid, hvor dumhed og uforstand herskede. Hvor mennesket virkelig var blevet til klovne, som handlede uden omtanke og kun ønskede at fråse og behandle andre hensynsløst. Var det, hvad der ventede os?

Eller var det andet sted bare en af utallige alternative dimensioner, hvor ting udviklede sig i helt andre retninger end her? Og hvilken virkelighed var så den ægte? Det var til at blive skør af at

tænke på, og jeg tænkte meget på det. Og selvom jeg også – på trods af at jeg forsøgte at fortrænge det – tænkte på hændelsen i kagehuset, føltes den underligt fjern og uvedkommende, nærmest som noget, jeg havde oplevet på flm, eller noget, jeg havde begået i et computerspil – hvor jeg i parentes bemærket havde ordnet mange monstre. Spillehallen var leveringsdygtig i alle slags skyde- og mordspil.

Men en af disse aftener, en af de sidste, inden tivoliet lukkede for sæsonen, og hvor der derfor var lidt fere mennesker end sædvanligt, så jeg derfor først sent kunne gå min runde, vendte det hele tilbage. For den aften hørte jeg lyde bag panelet. Hvis udtrykket, at ens blod fryser til is, ellers kan bruges uden at lyde som en kliche, så var det det, som skete. Det føltes, som om en isnende kulde bredte sig i min krop. Med tilbageholdt åndedræt stod jeg stille og lyttede. Jo, der var noget. Og det var ikke rotter. Det lød fuldstændig, som om nogen målrettet var i færd med at bearbejde væggen fra den anden side – en fjern uregelmæssig skraben efterfulgt af rytmiske bankelyde. Måske var det bare den gamle konstruktion, som gav sig, hvis det ikke var, fordi lydene indimellem stoppede, som om dem på den anden side lyttede. Lidt som man forestiller sig, at fængselsfanger, som er ved at grave sig ud af deres celle, ville gøre det. Jeg vil sværge på, at jeg også hørte en gnæggende latter, som på en gang lød langt væk og alligevel helt tæt på. Og snart tog lydene fat igen.

Jeg forstod, at det kun kunne betyde en ting. Klovnene var ved at forsøge at lirke åbningen op. De ville ind. De ville have fat i os. Ikke blot i Milo og mig, men i alle de børn, de kunne skrabe

sammen. Det var kun et spørgsmål om tid, før der igen begyndte at forsvinde børn fra badebyen. Medmindre …

Dagen efter sagde jeg op. Bossen trak bare på skuldrene. Sæsonen var alligevel slut. Der var sidste weekend, før molen blev lukket ned for vinteren. Solide jerngitre ville blive trukket for hovedindgangen, og kun måger og rotter ville herefter kunne færdes frit derude. Først til foråret ville håndværkerne dukke op og shine molen op til næste sæson, så alt kunne begynde forfra.

Klovnene på den anden side ville have masser af tid til at skaffe sig adgang til vores verden igen. Medmindre ...

44. PUDDERSMINKE

Jeg var bange, selvfølgelig var jeg bange. I ugerne, der fulgte, begyndte jeg at holde øje med de mindste forandringer. Folk, som opførte sig anderledes eller lugtede sødt. Eller lo lidt for højt eller på den forkerte måde. Jeg var som kanariefuglen i kulminen. Den, der først mærker de giftige dunster og falder ned fra sin pind, så minearbejderne varskos om, at det er på tide at komme væk fra faren. Jeg holdt udkig efter tegn. Og jeg begyndte at gå med kniv.

Jeg var fuldt ud klar over, at folk ville betragte mig som skør, hvis jeg bare så meget som antydede, at klovne fra en eller anden parallelverden var i gang med at tiltvinge sig adgang til vores verden. Jeg risikerede at blive spærret inde på en psykiatrisk afdeling, så jeg holdt mund. Ligesom jeg holdt mund, da Bella kollapsede. Men inderst inde var jeg overbevist om, at det kun var et spørgsmål om tid, før klovnene ville dukke op. Jeg kunne ikke gøre andet end at vente. Vente og være beredt.

Også byen vendte tilbage til sin vante trummerum, hvilket betød, at livet langs promenaden begrænsede sig til enkelte hundeluftere eller motionsløbere. Havet lå blyfarvet og visse dage stormpisket. Flokke af måger camperede på stranden. Hvor badegæsterne før havde bredt sig med parasoller og kulørte strandtæpper, stod mågerne nu og lod sig gennemruske af blæsten. Tivoliet rakte sin molearm ud i bølgerne, tilgitret og uind-

tageligt. Tang hang i bærestolperne, og når vinden rigtig tog fat, stod skumsprøjtene næsten helt op til moledækkets rækværk.

Det efterår så man mig ofte på strandpromenaden. Iført snørestøvler, uldfrakke og halstørklæde. Jeg havde ladet hår og skæg gro og lignede en vildmand. Jeg var uden job. Jeg blev vel betragtet som endnu en rodløs ung, som var knækket af arbejdsløshed og manglende uddannelse og dømt til at gå i hundene. Dem så man i alle de engelske badebyer.

Men jeg var bestemt ikke uden job. Jeg havde et vigtigt job at passe, og sandheden om mit hærgede udseende var, at jeg kun sov lidt om natten af angst for mareridtene, som plagede mig – hajmunde, sminkede ansigter og kranier med mælketænder. Jeg levede fra hånden til munden, som man siger – nogle ville kalde mig hjemløs, men det var løgn. Jeg havde indrettet mig bekvemt under en jernbanebro i byens udkant. Der var tørt, og jeg havde fået bygget en hel lille hule af brædder og papkasser. Krøb jeg op ad skrænten og stillede mig på togskinnerne, havde jeg en fn udsigt ud over byen. Jeg kunne ovenikøbet se tivolimolen.

I min lille hule havde jeg en madras og – tro det eller ej –en reol med en rigtig bog i, Tidsmaskinen af H.G. Wells, som Bella havde refereret til. Jeg havde fundet den i en rodekasse ved en antikvarboghandel. Der manglede nogle sider, men jeg havde læst nok i den til at forstå, hvad Bella mente. I bogen rejser hovedpersonen frem i tiden og kommer til en underlig og skræmmende verden befolket af to slags mennesker. Eloiderne levede det sorgløse liv på overfaden, men under dem, i mørkeverdenens industrielle komplekser, huserede de lyssky morlokker, som kun kom frem om natten og fangede og slagtede og åd

de naive eloider. Her i badebyen var det os, der var eloiderne. Der var i høj grad brug for en som mig.

Jeg havde besøgt det lokale bibliotek og fundet en del bøger om tivolimolernes historie. Så blev man oplyst og fk varmen på samme tid. Der stod selvfølgelig ikke én linje om hemmelige åbninger i de victorianske konstruktioner, men det gik op for mig, at der var langt fere moler – eller piers, som de rettelig hedder – end jeg først havde troet. Engang havde enhver engelsk badeby med respekt for sig selv haft sådan en pier. Nu var der kun et par håndfulde tilbage. Jeg kunne ikke frigøre mig fra tanken om, at de alle sammen måske havde en ukendt dør et sted under dækket. Tanken var skræmmende. Og inden længe skete netop det, jeg så længe havde frygtet.

En dag, hvor en strid pålandsvind havde pisket havet op og kom fejende ind over promenaden, fk jeg øje på en hjemløs, som kom slingrende langs promenaden. Han måtte hele tiden støtte sig til rækværket for ikke at blive blæst omkuld, beruset som han var. Eller var det, hvad han gerne ville have folk til at tro? Af og til stoppede han op og pattede på en faske, han havde i inderlommen. Mig narrede han ikke. Jeg fulgte ham diskret. Min kniv lå i lommen, eller rettere Bellas. Det var det eneste, jeg havde fra hende. Hvordan den var havnet hos mig, anede jeg ikke. Måske var det sket, da vi evakuerede ungerne. Men nu var jeg glad for at have den på mig.

Bølgerne skyllede langt op på stranden, næsten helt op til skurene, hvor der blev opbevaret liggestole og parasoller. Men dem var der ikke brug for nu. Byen sov vintersøvn. Det var netop

den dag, hvor aviserne meddelte, at et barn var forsvundet. Det første i fere måneder. Denne gang var det ikke et gadebarn, men et, som var på besøg i byen med sine forældre. Det kunne kun betyde én ting. Det var begyndt igen.

På trods af den tykke frakke forvandlede min krop sig til is.

Mit hjerte slog hårdt, og da den hjemløse forsvandt ned ad trappen til stranden, fulgte jeg diskret efter og på god afstand. Jeg måtte se, om han satte kurs mod molen. Jeg var byens beskytter, og nu var der mere brug for mig end nogensinde.

Jeg fandt ham bag et af de fjerneste badehuse. Han havde pakket et hullet tæppe over sig og lagt sig til at sove på en af de kasser, hvor strandstolene blev opbevaret, når de ikke var i brug. Han lå i læ for vinden og snorkede allerede højlydt. Mange hjemløse havde hunde, enten for selskabets skyld eller for at kunne forsvare sig mod overfald, men ikke ham her. Også det vakte min mistanke. En ramponeret indkøbsvogn holdt parkeret i sandet, så den ikke kunne ses oppe fra promenaden. Den var fyldt med plasticposer.

Jeg nærmede mig med alle sanser på vagt. Et par fødder stak frem fra tæppet iklædt hullede strømper. Han havde stillet skoene ved siden af sig. Forventede han, at nogen kom og pudsede dem, mens han lå der og kogte? Det var tydeligt, at de var alt, ALT for store i forhold til hans fødder. De rene klodsmajor-sko.

Jeg så mig rundt for at sikre mig, at jeg ikke blev overrasket, men blæsten, som fejede hen over promenaden og fk vimplerne til at klapre manisk mod fagstængerne, holdt folk indendørs.

Jeg kom helt hen til ham og lænede mig frem og så ned i hans ansigt. Det var oppustet og usundt at se på. Dybe furer omkring

munden og en vifte af rynker omkring øjnene, men han var nybarberet. Ikke én skægstub var synlig. Og så bemærkede jeg det. Det, som jeg halvvejs havde ventet – eller frygtet – at se: Der sad rester af hvid sminke i bunden af rynkerne, små krakelerede lag af gammelt pudder. Eller var det saltkorn, som havde afejret sig fra havvinden? Nej. Det var sminke. Der var ingen tvivl.

Jeg fskede kniven frem og gjorde mig klar til at gøre, hvad jeg måtte gøre. Med iskolde fngre fk jeg bladet trukket ud. Så stak jeg forsigtigt knivsbladet ind under hans overlæbe og løftede den op for at se tænderne. En sødligt lugt fulgte hvert snorkende grynt. Frugtvin, eller snarere candyfoss. Og netop da slog han øjnene op og stirrede på mig. Et hæsligt blodskudt blik, som gjorde alting så meget nemmere for mig.

Husk, jeg var byens beskytter.

45. LIGHT MY FIRE

Om det var skæbnens spil eller ren og skær tilfældighed, skal jeg ikke kunne sige, men den aften – lige præcis samme dag, hvor jeg havde udført min første heltedåd – stødte jeg højst overraskende på Milo.

Sult og kulde havde drevet mig ud til fsh and chips-boden for enden af strandpromenaden. Der var en slags holdeplads, hvor bybusserne vendte, og hvor byens ungdom, som man kalder dem, plejede at hænge ud, og selvfølgelig lå der en fastfoodstand her. Men denne dag var der påfaldende tomt. Ude ved pynten blinkede fyret, og neonskiltet på taget af fsh and chips-boden blinkede tilbage, men bortset fra det var hav og himmel smeltet sammen til et sort øde.

Jeg bestilte en omgang ædelse, og mens ejeren gik i gang ved frituren, stillede jeg mig demonstrativt med front mod Milo og raslede med mine småmønter, så han ikke kunne undgå at bemærke mig.

Frækt nok ignorerede han mig og koncentrerede sig i stedet om at dryppe eddike på sine pomfritter. Men måske genkendte han mig simpelt hen ikke, hvilket ingen kunne fortænke ham i. Der var et pænt stykke fra fyren i fskedammen på molen til den langskæggede og kasketklædte bums i overfrakke, som stod her.

”Hej, Milo.”

Jeg kunne se, at han blev overrasket, men også mærke, at han fandt mødet ubehageligt. Som om jeg repræsenterede noget, han helst ikke ville blive mindet om.

”Er det dig?” spurgte han lidt dumt, mens hans blik løb op og ned ad mig og rutinemæssigt hang et sekund længere ved mine lommer. ”Du ligner lort. Bor du også på gaden nu?”

”Du har vel hørt om Bella?” spurgte jeg for at slippe for at svare på hans uforskammede spørgsmål.

Han tøvede med at svare, hvilket fortalte mig, at det havde han. Men hvem heromkring havde ikke også hørt om pigen fra spøgelsestoget, som var død af en ukendt sygdom forårsaget af noget, der mest af alt lignede et abebid. Bidt af Dracula? og Spøgelsestogets forbandelse havde overskrifterne lydt på forsiden af The Sun og Seaview News. Latterlige journalister.

”Synes du ikke, du burde takke mig? Hvis det ikke var for mig og Bella, havde du ikke siddet her og proppet pomfritter i kæften.”

”For hvad?” spurgte han.

”Du ved sgu da godt hvad,” hidsede jeg mig op, men fk travlt med at dæmpe mig. Okay, jeg var også lidt oppe at køre den dag.

Milo trak på skuldrene. ”Sket er sket,” sagde han.

Okay, han havde valgt strategi. Han havde valgt at glemme. Stukket hovedet i busken. Men så let skulle han ikke få lov at slippe. Slet ikke nu.

”Ser du noget til Poppy?” spurgte jeg lidt mere neutralt.

”Den lille, fede patteunge,” fnøs Milo foragteligt. ”Han er sgu da vendt tilbage til sit børnehjem. Sidder sikkert og gufer slik hele dagen.”

Han stak en fngerfuld fritter i munden og koncentrerede sig om at tygge. På den anden side af disken hældte ejeren panerede fskestykker ned i fritureolien, så det sydede som en heksekedel.

Jeg nikkede og var i det mindste glad for denne nyhed. Det store samtaleemne hen over efteråret havde ellers været, at en masse af de forsvundne børn tilsyneladende var vendt tilbage. Til butiksejernes store ærgrelse naturligvis, for de fordømte unger stjal med arme og ben, og man var nødt til at ansætte dyrt vagtpersonale ved indgangen til butikker og caféer. Man håbede, at vinterens komme ville få dem til at fortrække til de større byer. Men Milo var her altså endnu.

Ejeren rakte min mad ud til mig. Jeg hældte mine mønter ud i hans hånd.

Derefter spiste jeg sultent. Intet skærper appetitten som at udføre heltegerninger. Milo spiste også. I en tid var vi tavse. Kun radioen brød stilheden; hitsene væltede ud – 50 Cent og den nye Eminem, som var store det år, og selvfølgelig fuckin’ Robbie Williams, som fk ejeren til at skrue op. Bras, der ville være glemt om et år, nej bare et par måneder fremme. Efter nytår, når vi skrev 2003 – og guderne så måtte vide, hvordan verden så ud –ville den her skodsang være forvist til historiens mødding, men lige nu føltes det egentlig okay at lade mad og musik fylde krop og sind.

”Milo, der er noget, vi må tale om,” sagde jeg og skævede for en sikkerheds skyld efter ejeren, men han var gået ud i baglokalet for at pisse i håndvasken eller noget. Vi kunne tale uforstyrret. ”Der er sket noget. Noget, som også vedkommer dig. De er her

igen.” Jeg gjorde et umærkeligt nik ud i mørket i retning af molen. Milo stivnede. Han vidste udmærket, hvad jeg hentydede til.

”Hvordan ved du det?”

Jeg fortalte, hvad jeg havde hørt, da jeg gik min runde i spøgelsestoget.

”Du hørte støj bag væggen?” Milo lod pomfritter og fsk være og stirrede på mig. Jeg havde, som man siger, hans fulde opmærksomhed.

Han sagde: ”Det kan ikke lade sig gøre – jeg fjernede låsemekanismen.”

”De har fået åbnet alligevel. Eller så har de fundet en anden åbning. I dag så jeg den første. Nede på stranden.”

”Du så en klovn?” Milo var på vagt nu. Farven var forsvundet fra hans ansigt.

Jeg lænede mig tættere på ham og fortalte om eftermiddagens hændelse og tilføjede, at jeg havde taget hånd om sagen, og at tidevandet ville sørge for at føre problemet til havs. Måske helt over til kontinentet. En klovn mindre i verden.

Han stirrede på mig, som om jeg var vanvittig. Men der var også respekt i hans blik. ”Du nakkede ham?” udbrød han imponeret.

Jeg bad ham dæmpe sig og sagde, at dette kun var begyndelsen, og at han hellere måtte begynde at se sig over skulderen.

Milo syntes helt at have glemt sin mad, eller måske var det, han havde spist, ved at komme op igen.

”Vi bliver nødt til at fjerne åbningen,” fortsatte jeg. ”Forstår du det, Milo? Vi bliver nødt til at fjerne den for altid.”

”Så skal man jo fjerne hele spøgelsestoget,” indvendte Milo. ”Ja, måske hele molen.”

”Jeg vil brænde den ned,” afbrød jeg hans spekulationer.

”Molen? Men … det kan man da ikke!”

”Den er af træ – jeg kan love dig for, at den kan brænde. Det er sket før i historien. Og er molen væk, er åbningen det også.”

Milo sad lidt og lod mine ord bundfælde sig. I mellemtiden var ejeren af biksen dukket frem med fere frosne pomfritter, så han var klar til aftenens rykind, når biografen lukkede folk ud fra aftenforestillingen om ikke så længe.

”Men hvad hvis der er fere?” fortsatte Milo, efter at ejeren var forsvundet ud i baglokalet igen. ”Hvor mange piers er der her i landet? Ti? Tyve? Hvor mange af dem har et tivoli? Tror du, den her er den eneste med en åbning?”

”Har selv tænkt på det,” indrømmede jeg.

”Jeg har hørt, at der er forsvundet børn i andre byer langs kysten,” fortsatte Milo. ”For et par dage siden forsvandt der et nær Southend Pier. Helt oppe ved London.”

”Nå, så brænder vi også den,” afgjorde jeg.

”Har du tænkt dig at brænde dem alle sammen af?” Milo kunne ikke lade være med at smile af den vanvittige tanke.

”Hvorfor ikke?” sagde jeg. ”Vi gør nationen en tjeneste. Hendes Majestæt vil takke os. Hjælp mig med det, Milo. Jeg hjalp dig med at fnde Poppy.”

Milo sad lidt og funderede, måske lidt overvældet ved tanken. Jeg kunne spore både modvilje og fristelse. Meget passende tog radioen fat på Light my Fire, ikke Doors-udgaven, men Will

Youngs smørslikkede version, som fk selv ejeren til at skrue ned for radioen igen.

”Vi gør det for Bella,” sagde jeg, da jeg stadig kunne mærke en snert af modvilje hos Milo. Og heldigvis var det, som om hendes navn vækkede et eller andet i ham.

Han sendte mig et bistert smil, der lignede en bekræftelse. Og stak en friturefedtet næve frem. ”For Bella!” sagde han.

”Vi har et stort arbejde foran os,” sagde jeg og krøllede servietten sammen og smed den fra mig.

Forfatterens efterskrift

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de seneste års

brande i de engelske piers har inspireret mig til denne historie. Som teenager var jeg på sprogrejse i Sydengland, hvor jeg besøgte både tivolimolen i Hastings (og naturligvis prøvede det skramlede spøgelsestog) og den i Brighton, hvor spillehal og radiobiler var det, der lokkede mest. Det hele var så slidt og ramponeret og alligevel så mageløst fortryllende, at jeg aldrig har glemt det. I dag er Hastings Pier gået op i fammer, og Brighton West Pier står som et udbrændt skelet ude i bølgerne. Samme skæbne er overgået fere af de andre piers.

Brandene er veldokumenterede, og det kræver kun et par opslag på nettet at fnde både fotos, flm og artikler om dem. De feste brande har helt eller delvist ødelagt de victorianske moler og er blevet forklaret med alt fra brandstiftelse til kortslutning i gamle installationer og antændt friturefedt, men du, som har læst historien her, ved selvfølgelig bedre …

13. oktober 2002: ’Seaview Pier’, udbrændt.

4. februar 2003: Brighton Palace Pier, delvist brændt.

28. marts 2003: Brighton West Pier, delvist brændt.

11. maj 2003: Brighton West Pier, udbrændt.

9. oktober 2005: Southend Pier nær London, udbrændt.

28. juli 2008: Grand Pier, Weston-super-Mare, udbrændt.

5. oktober 2010: Hastings Pier, udbrændt.

30. juli 2014: Eastbourne Pier, delvist brændt.