Superfan (HELE BOGEN)

Ellen Holmboe

Ellen Holmboe

super fan

”Kan et vingeslag fra en sommerfugl i Brasilien starte en tornado i Texas?”

Det spørgsmål stillede den amerikanske matematiker Edward Lorenz i 1972. Og svaret er ja. En lillebitte ændring kan have enorme og uforudsigelige konsekvenser. Især når det gælder tidsrejser.

NuTiDeN Kapitel 1

Ada havde altid været sådan en, der gik vildt meget op i ting: dinosaurer, vulkaner, heste, universets begyndelse, spejder, science ction og skolebladet. Men det var dengang. I dag var der kun én ting, der optog hende: Xavier. Hun smagte på navnet. Ex-æh-vi-eh … uhm. Ada var superfan af Xavier – og superstolt af at være det.

Xavier Andersson var forsanger i BoyZ, verdens bedste boyband, og Ada vidste alt om ham. Alt.

Eller det troede hun.

Lige indtil hun læste en ny artikel om ham, der skulle komme til at ændre hendes liv. Og hans. Lige om lidt. Nej, for to år siden. Og for fem år siden. Og om ti år og femten år. Stop. Lad os begynde med begyndelsen, ellers kommer der rod i tiden.

Det hele begyndte en stjerneklar a en i februar, hvor Ada sad på sit værelse, på første sal, under skråvægge, der var dækket af BoyZ-plakater. Månen k frostsneen på nabohusets tag til at lyse. Den glitrede som diamanter og drømme.

Ada tjekkede telefonen for at se, om der var noget nyt om BoyZ. Det gjorde hun hver dag. Flere gange om dagen. Okay, næsten hele tiden. Hun læste alt, hvad hun kunne nde om Xavier. På nettet, på sociale medier, i bøger og blade. Og hver gang sad hun tilbage med et hul i maven. Hvordan kunne man have så meget tilfælles med en, man aldrig havde mødt?

Det var ikke noget tilfælde. Universet måtte have en mening med det, for sådan havde hun aldrig ha det før. Der var venner i skolen, til ridning og spejder, på skolebladet, alle vegne, men ikke nogen hun følte sig så knyttet til som ham. Xavier. Og det var ikke bare småting som livretter og yndlings lm, der bandt dem sammen. De havde alt tilfælles.

Et Sidste nyt-ikon lyste op på Fan-appen. Hun smilede forventningsfuld. Og ja! Det var ikke bare et foto fra pladestudiet. Der var et link til en ny artikel, kun om ham. Noget så sjældent som et portræt i Fanmagasinet, for han var ikke typen, der gav mange interviews.

Ada satte sig godt til rette. Hun læste hurtigt og langsomt på samme tid for at nyde følelsen af at være sammen med

ham så længe som muligt. Først kom alt det sædvanlige. Journalisten beskrev, hvor ot han var, hvor berømt, hvor sød og genert og helt nede på jorden. Alt det havde hun læst mange gange før. Men så kom der pludselig noget nyt.

Xavier fortalte, at han havde boet på Æblevej 7 i Nyhøj i tre år. Telefonen sank ned i hendes skød. Hun rejste sig og stirrede ud ad vinduet mod nabohuset.

Det. Var. Løgn.

Han havde boet på Æblevej 7, fra han var 12, til han var 15.

Hun havde boet på Æblevej 9 hele sit liv.

Stod hun virkelig og kiggede på det hus, han havde boet i?

Stod hun og kiggede ind i hans værelse?! Der, hvor han havde spillet guitar, sunget og sovet og skrevet sit største hit, e Girl Next Door?

Betød det, at hun var e Girl Next Door? Præcis som hun følte det, når hun hørte hans sang. Gåsehuden krøb op ad hendes arme.

”Far?” Ada sprang ud ad døren, løb ned ad trappen og ud til hans værksted.

”Fa-ar?” Ada åbnede døren. Hendes far stod bøjet over sin metaldrejebænk, iført en kedeldragt, der engang havde været

hvid, og med ørebø erne på. Gnisterne stod omkring ham, da han borede i et metalrør.

Iiiiiirrrh!

Larmen var øredøvende.

Ada dirrede af utålmodighed, mens hun ventede på, at han skulle blive færdig, så hun kunne råbe ham op. Endelig lagde han boret fra sig og skubbede høreværnet ned om halsen.

”Far?”

Han vendte sig og holdt deres gamle vejrhane frem. Han havde bygget den om, så den lignede en robotfugl, der skulle på mission til Mars. Han blinkede til Ada og sagde:

”Nu mangler den bare lidt kunstig intelligens, og vupti, så kan Hansi her ikke bare vise, hvilken vej vinden blæser, den kan også forudsige, hvilken vej vinden kommer til at blæse.

Måske vil du være med til at …” Han a rød sig selv, da han så, at Ada var ved at eksplodere, og spurgte, hvad der var galt.

Ada fortalte ham det. Eller, hun prøvede på det, men kom ikke længere end til: ”Vi har været naboer …” så begyndte hun at græde.

Han tog hende i sin favn og vuggede hende blidt. Han du ede af lodde-tin og smøreolie.

Lidt e er lidt k hun hikstet sig igennem historien.

Far strøg hende over ryggen. ”Du møder ham nok en anden gang, skal du se.”

”Sådan en chance får man kun én gang i livet.” Hun trak sig ud af sin fars favn og stirrede fortvivlet på ham.

”Ikke hvis det står skrevet i stjernerne.”

Hun tørrede øjnene og så på ham med rynkede bryn.

Han lo stille. ”Jeg mener, hvis det er meningen, at I skal mødes, så skal det nok ske.”

”Ligesom dig og mor?”

”Præcis.” Han smilede. ”Din mor og mig, vi stod skrevet i stjernerne, og det gør vi stadig.”

”Men dig og mor, I faldt for hinanden ved første blik. I spildte ikke tiden med at være naboer i tre år, uden at lære hinanden at kende. Adas skuldre begyndte at ryste.

”Så er det vist på tide, at jeg kommer med en indrømmelse.”

”Hvad?”

”Det er sandt, at din mor faldt for mig ved første blik.”

Han rømmede sig. ”Det, jeg ikke har fortalt dig, er, at det tog mig to år at få hende til at kigge i min retning.”

”Du sagde, at det var skæbnen, der førte jer sammen.”

”Det var det også. Men hvis skæbnen er for langsom, kan man jo give den et skub.” Han blinkede til hende. ”Tør dine øjne. Og hvis du gider, så start på maden. Jeg kommer om

lidt. Der er liiige noget, jeg skal ordne.” Han lagde hørebø erne fra sig på kummefryseren og kiggede kritisk på sin seneste

op ndelse: Vejrhanen, der kunne spå om fremtiden.

Ada gik tilbage til huset med en frysepizza under armen. Hun smed den i ovnen og indstillede alarmen. Så gik hun op på sit værelse, trak stolen hen foran gavlvinduet og kiggede over på det værelse, der måske havde været hans. Tænk, at hun havde boet fem meter fra Xavier. Uden at vide, at det var ham: den bedste ven, hun aldrig havde mødt.

Hun rejste sig og satte en plade på. Ægte vinyl. Det slog alt. Lyden var bedre, og coveret havde en størrelse, der k det til at ligne et lille kunstværk. Musikken gik i gang, blot en enkel akkord på en akustisk guitar, der k lov til at klinge helt ud. Så kom hans stemme, som en fortrolig hvisken i hendes

øre: You and me … We were meant to never be

Ada havde hørt sangen tusind gange, og den gav hende stadig kuldegysninger. Bas og trommer kom på, sangen byggede op, og så kom omkvædet:

What if the girl of your dreams is just a dream?

Girl next door. Where did you go?

Ada trykkede pladeomslaget med hans alvorlige ansigt ind til sit bryst. Den sang var skrevet til hende. Det var hun ikke et sekund i tvivl om. Hun havde været til koncert med ham, og hele vejen igennem havde han set direkte på hende. Selvom hele stadion var fyldt af skrigende piger, havde han kun øjne for hende.

Hun skævede ud ad vinduet til nabohuset. Hans hus. Hvis de dog bare havde lært hinanden at kende dengang, så havde de været hinandens bedste venner i dag.

Det bankede på døren. I takt med trommerne. Far stak hovedet ind.

”Der er mad.”

Ada gjorde et kast med hovedet mod pladespilleren.

Han nikkede og lod hende høre yndlingssangen færdig.

Den sluttede, som den startede, med en længselsfuld hvisken:

Girl next door. Were we meant to maybe be?

NuTiDeN Kapitel 2

Ada fulgte du en af ost og peperoni og gik ud i køkkenet.

”Ta-da.” Hendes far stod klar med et viskestykke over armen og førte hende hen til spisebordet, hvor han havde pyntet op med rødternet dug og levende lys.

Hun kunne ikke lade være med at smile, da han trak stolen ud for hende og forvandlede en ad tirsdag a en til en fest. At den anden ende af bordet rodede med skitser og modeller af hans næste op ndelse, gjorde det kun endnu hyggeligere.

”Hvad har du gang i?” spurgte hun mellem to mundfulde.

”Det er en månefanger.” Hans øjne lyste op. ”Forestil dig at opvarme dit hus med energien fra måneskin.”

”Wow ja, fed idé.” Hun tænkte sig om. ”Eller hvad med at oplyse huset med måneskin?”

”Endnu bedre.” Far greb en blok og tog noter. ”Sikke smukt det kan blive. Forestil dig …”

Et bip fra Adas baglomme a rød fars visioner. Egentlig kørte de med ingen elektronik under maden, men e er hun var blevet fan af Xavier, havde far gjort en undtagelse. Ada tjekkede telefonen. Det var et nyt opslag fra BoyZ-fangruppen. Hun rejste sig halvt op.

”Hvad nu?”

Hun rakte ham telefonen og dumpede ned på stolen igen. Det var næsten mere, end hun kunne rumme. Der var gået rygter om det længe, men nu var det o cielt. Xavier skulle være gæst i Et spørgsmål til … i næste uge. Det var en quiz på tv, hvor to superfans konkurrerede på viden om deres idol, og den, der vandt, kom til at møde ham og stille ham ét eneste spørgsmål. Men inden da skulle man igennem en benhård konkurrence om at blive en af de to udvalgte.

”Den vinder du,” sagde far. ”Meld dig til med det samme. Så tager jeg opvasken.”

Ada rystede så meget på hænderne, at hun næsten ikke kunne udfylde tilmeldingsformularen og de fem kontrolspørgsmål. Hun tjekkede og dobbelttjekkede sine svar, inden hun sendte dem. Kontrolspørgsmålene var svære, men de var intet mod, hvad der ventede hende, hvis hun kom med i nalen. Ada så programmet hver uge, så hun vidste præcis, hvad hun var oppe imod.

”Hvornår får du svar?” spurgte far og stillede en stor kande te på bordet mellem dem.

”I a en.”

”Det var hurtigt. Jeg mener, er der så ikke nogen fans, der ikke kan nå at være med?”

Hun rystede på hovedet. Som om! Alle superfans havde telefonen limet til hånden døgnet rundt. De re medlemmer i BoyZ, Ace, Chris, Steve og Xavier, delte deres liv med deres fans. Post for post, opdatering for opdatering, kunne man følge dem, når de slappede af e er en koncert, når de landede i en ny by, når de spillede et nyt nummer i øvelokalet, når de gav den gas i tnesscentret, når de drak en kop ka e på en fortovscafé. Det var som at have re bedstevenner, der tænkte på én døgnet rundt. Selvom hun var lynhurtig, var det endnu ikke lykkedes hende at få et First Like. De var simpelthen for mange superfans, til at det kunne lade sig gøre, men hun havde været tæt på ere gange.

Xavier var klart den, der delte mindst af sig selv på de sociale medier. Han virkede mere genert og indadvendt, og det var bare én af de ting, hun elskede ved ham. Sådan havde hun det også selv. Nogle ting havde man lyst til at gemme for sig selv som en hemmelig skat. Derfor betød det også ekstra meget, når det var ham, der delte noget fra sit liv. Tit var det

mere tanker, han delte, end billeder af ting, han havde købt, set eller spist. Noget man kunne tænke over.

Hun kiggede på tælleren på tilmeldingssiden. Over tusinde havde allerede meldt sig til konkurrencen, og der var stadig tyve minutter, til fristen udløb. Hvor mange af dem kunne svare rigtigt på alle fem spørgsmål?

”Hvor mange svarmuligheder var der?” spurgte far, som om han havde gættet hendes tanker.

”Fem gange fem.”

Han regnede e er i hovedet. ”Fem i femte, det er 1 chance ud af 3.125, hvis man bare gætter.”

”Superfans gætter ikke,” mumlede Ada.

”Nej, men stadigvæk.” Han smilede opmuntrende. ”Hvis du synes, spørgsmålene var svære, så må de være næsten umulige.”

”Så er det nu, hvis du skal give skæbnen et skub.” Hun gjorde et kast med hovedet mod telefonen.

”Luk øjnene,” sagde han. ”Træk vejret dybt, og bed.” Han samlede hånd aderne foran sig og udstødte en dyb brummelyd.

”Jeg troede ikke, du troede på den slags.”

”Det gør jeg heller ikke. Men når det handler om din lykke, gælder alle tricks.”

Ada lukkede øjnene, samlede hånd aderne og bad. Om det virkede, vidste hun ikke. Om ikke andet k det pulsen

ned og tiden til at gå.

Et elektronisk bip rev Ada ud af koncentrationen. Hun greb telefonen med rystende hænder. Der var kommet et nyt opslag. Det var fra ham. Xavier Andersson skrev:

”Tillykke til Ada Ring og So e Jose ne Daugaard-Jensen.

Glæder mig til at høre jeres spørgsmål.”

Ada kunne ikke tro det. Hun læste beskeden igen og igen.

Han havde skrevet hendes navn.

Hun tog ti screenshots for at være sikker på at have fået det. I al evighed. Hans navn og hendes navn ved siden af hinanden. Så endelig stak hun telefonen i lommen og gav sig til at danse rundt i køkkenet, i stuen og hele vejen op til sin pladespiller.

NuTiDeN Kapitel 3

Girl next door

You are the best friend I never had e best friend I never met

You are my soulmate but now that you’re gone

I am a lonely soul

Næste morgen ringede casteren fra tv-quizzen og sikrede sig, at hun ville deltage. Programmet skulle vises om tre dage. Live. Foran et publikum.

Tiden gik som i en drøm. Skolen var bare noget, der skulle overstås. Det samme gjaldt mad, søvn og redaktionsmødet i skolebladet. Ada brugte al sin tid på research. Hvis hendes far ikke havde tvunget hende med til centret for at blive klippet og købe nyt tøj, havde hun siddet klistret til sine bøger, blade og fansider på nettet. Hun havde allerede læst alt, hvad der

nogensinde var skrevet om Xavier, men hun ville være sikker på ikke at glemme selv den mindste detalje. Eller misse, hvis der kom noget nyt. Hvis hun kunne give skæbnen et skub, var det sådan, det gik til: med hårdt arbejde.

Endelig kom den store dag. Hun havde fået fri fra skole, og far holdt fri fra arbejdet.

I dagens anledning havde han smidt sin plettede kedeldragt og var trukket i almindeligt, pænt tøj. Han havde endda studset skægget.

Han serverede lækker morgenmad, men Ada kunne ikke få en bid ned.

”Vi gemmer det til bage er,” sagde far og pakkede maden væk. ”Har du styr på det hele?”

”Ja.” Ada følte trang til at tjekke, om der var kommet nye opdateringer. Men i går havde hun lovet far, at nu skulle hun koncentrere sig om at slappe af. Ellers ville hun bare forvirre sin hjerne.

”Er du nu helt sikker?”

”Ja!” Hvad mente han? ”Jeg har læst alt, hvad der ndes om ham.”

”Det ved jeg godt.”

”Hvad så?”

”Det har hende den anden også gjort.”

”Hvad mere vil du have, jeg skal gøre?” vrissede hun.

”Den, der vinder, er den, der går nye veje.” Han blinkede til hende og pegede ud ad vinduet. ”Hvad med at tjekke noget, som din konkurrent ikke har en chance for at vide?”

Hun sprang op. Selvfølgelig! I det samme kørte naboen på arbejde. Der ville ikke være nogen hjemme resten af dagen.

Hun skyndte sig ud i entreen og tog tøj på, og så gik hun på opdagelse i Xaviers gamle have.

Rimfrosten knirkede under hendes støvler, da hun gik op ad naboens indkørsel. Uden helt at vide hvorfor lagde hun hånden på husmuren ved bagdøren. Den røde murstensvæg sendte et stød af genkendelse gennem hende. Hun havde været her før. Det vidste hun bare, selvom hun var her for første gang.

Hun så sig om. Den nye nabo var yttet ind for to år siden.

Havde ernet alt og anlagt japansk stenhave. Det eneste, der havde fået lov til at blive stående, var et gammelt æbletræ.

Måske havde Xavier …

Så snart tanken ramte hende, løb hun hen til træet, der ragede ind over deres grund. Hun vidste præcis, hvor hun skulle lede, selvom hun ikke vidste, hvad hun ledte e er. Og

ganske rigtigt. Der stod det: XA ridset i barken, lige under ga elgrenen under hendes vindue. ”Xavier Andersson,”

hviskede hun. ”Fandt du noget, du kunne bruge?” spurgte far, da hun kom tilbage.

Hun nikkede. Nu var hun klar. Lidt e er kørte far hende til tv-studiet. Og til hendes første møde med Xavier. Ansigt til ansigt

NuTiDeN Kapitel 4

Da de ankom til tv-studiet, slog Adas hjerte så hårdt, at hun kunne mærke det gennem sit nye tøj. Bare tanken om at være i samme bygning som Xavier tog pusten fra hende. I receptionen blev de mødt af en ung assistent med et professionelt smil.

”Og du må være …” Assistenten tjekkede diskret sine noter: ”Ada?”

Ada nikkede.

”Kom, så skal du møde den anden superfan.” Assistenten førte Ada med sig og placerede far i et venterum, hvor han kunne se det hele på en storskærm. Så gik turen gennem gange, døre med sikkerhedslås og ere gange. Til sidst kom de til to døre, der var pyntet med blomsterranker. Den første gik op, og ud kom en pige, der så rigtig sød ud – og rigtig superkvik.

”So e, det er Ada. Ada det er So e,” sagde assistenten.

De to konkurrenter hilste kort på hinanden, så pu ede assistenten venligt, men bestemt Ada ind i sminken. Her

blev Ada placeret i en frisørstol foran et stort spejl, der havde lysende LED-pærer hele vejen rundt. På bordet stod der sminke i alle farver.

”Første gang?” spurgte sminkøren, der lignede nogens mor.

”Ja.”

”Bare læn dig tilbage og nyd det. Jeg får dig til at ligne en million.” Sminkøren stoppede en hvid serviet ind under halskanten på Adas T-shirt og gjorde sig klar til den helt store tur.

”Helst vil jeg bare ligne mig selv,” sagde Ada. Hun havde tænkt over det hjemmefra, og hun ville ikke have makeup på.

Xavier skulle se hende, som hun var.

Sminkøren nikkede alvorligt. ”Du kan sagtens bære det naturlige look. Jeg skal bare lige give dig en tur med den her fætter, så projektørerne ikke får dig til at ligne en zombie.”

Hun tog en airbrush frem, fandt den rette nuance og sprøjtemalede Adas ansigt og hals, så huden blev fuldstændig ensfarvet og mat. Da hun var færdig, bøjede hun sig frem og hviskede:

”Han sidder inde ved siden af og bliver gjort klar.” Hun rettede lidt på Adas etninger. ”Jeg gad ellers godt have ngre i hans krøller.”

’Også mig,’ tænkte Ada og rødmede. Heldigvis dækkede makeuppen alt.

Det bankede let på døren, og assistenten førte Ada og So e hen ad endnu et par gange, mens hun gav dem de sidste instrukser. De to konkurrenter drejede om et hjørne, og så stod de der: ved sideindgangen til studiet, hvor Et spørgsmål til Xavier blev optaget. Live. Foran et levende publikum. Ret fremme, halvt skjult bag en kameramand, kunne Ada skimte en sofagruppe, hvor værten allerede sad klar. Sammen med Xavier. Hendes hjerte slog en kolbøtte. Superstjernen, hun havde drømt om så længe, sad i sofaen og ventede. På dem. På hende.

Ada trak vejret dybt. Hun havde set programmet masser af gange. Alligevel frygtede hun at ende som de superfans, der græd og skreg eller frøs til is og glemte alt. ’Glem ham,’ lød fars råd. ’Lad som om han ikke er der, og fokuser på ét spørgsmål ad gangen.’ Det var det, hun skulle gøre nu. Ved siden af hende stod So e og sitrede af nervøs energi. Ada måtte bare håbe, at So e var en af dem, der ikke kunne sidde to meter fra sit idol uden at smelte sammen.

Assistenten gjorde tegn til, at de skulle holde sig klar.

Intromusikken lød, og det skarpe lys fra projektørerne

fejede over settet, så Ada blev blændet. Hun kunne bare høre, at værten præsenterede Xavier. Og så lød det:

”Velkommen til verdens største superfans: So e og Ada.

Giv dem en hånd!”

Assistenten gav dem et venligt skub, og Ada gik ind i lyset.

Halvt blændet så hun ham endelig tæt på, og så skete det, som ikke måtte ske. En dyb, dyb følelse af genkendelse ramte

Ada, og hendes ben gik i stå. Men kun et øjeblik, så smilede

Xavier til hende, som af glædelig overraskelse, og hun vendte

tilbage til planeten Jorden. Ada gengældte smilet og huskede

sin fars råd om at lukke alt ude: publikum, konkurrenten, selv ham.

Værten fortsatte hen over klapsalverne:

”Og velkommen til … Et spørgsmål til Xavier!”

Ada og So e tog plads i de varme stole, og konkurrencen

gik i gang.

Først ski edes de til at svare på opvarmningsspørgsmål:

Fødselsdag og fødested. Yndlingsfarve. Navne på far og mor. Alt det lette, som enhver fan vidste.

”Der er fuldt point til begge vores superfans,” konstaterede værten, og publikum klappede. ”Og så er det tid til … rebus-

runden.” På skærmen bag hende tonede tre emojis frem: To huse og en pige. ”So e?”

” e Girl Next Door.”

”Korrekt.”

Så viste skærmen en sol, et hjerte og en guitar.

”Summer of Love and Music,” sagde Ada.

”Korrekt igen. Fuldt point til begge vores superfans.”

Værten sendte kamera 1 et blændende smil og sagde til publikum: ”Er I klar til næste runde?”

”Ja!”

”Godt, og nu bliver det svært. For nu står den på … barndomsminder.”

På skærmen bag værten startede en video, hvor en sød

gråhåret dame, Xaviers gamle klasselærer, fortalte tre anekdoter fra dengang, hvor han begyndte i 0. klasse. Læreren

sluttede af med at vinke til Xavier og ønske ham tillykke med hans store succes.

Ada bed sig i læben. Den smagte af pudder og farvekridt. Det her var nyt stof. Hun havde læst alt om Xavier, men intet om hans første skoledag.

”Så hvad er den sande historie, Ada,” sagde værten.

”1) Kom han en dag for tidligt til første skoledag? 2) Sang han så smukt, at alle tav for at lytte til ham? Eller 3) Tegnede

han sig selv med strithår og yveører i stedet for at skrive sit navn?”

Lærerens smilende ansigt blev erstattet af et ur, der talte ned. Fem, re, tre … Hun prøvede at se ham for sig. Seks år gammel, med rokketænder, til første skoledag.

”Nummer 2,” gættede Ada. ”Han sang så smukt, at alle tav for at lytte til ham.”

En grim bzzzz-lyd fyldte rummet. Ada lod hovedet falde forover.

”Desværre. Svaret er 3: Han tegnede sig selv i stedet for at skrive sit navn.”

Ada lø ede hovedet. Klar til at se sit nederlag i øjnene. I stedet fangede hun Xaviers blik. Hans babyblå øjne udstrålede ikke andet end medfølelse. Måske var der håb endnu?

Nu var det So es tur. Hun k tre barndomsminder fra Xaviers fætter. So e begyndte allerede at nikke, da fætteren fortalte historie nummer 1, om hvordan de havde stjålet

æbler i naboens hus, hvor der boede en pige, som han var vild med.

”Nummer 1,” sagde So e sejrssikkert. Og blev buzzet ud.

Pyha! Det ville hun også have gættet på. Ada opdagede, at hun havde holdt vejret og tog en dyb indånding, mens værten annoncerede, at videorunden endte uafgjort.

Værten vendte sig mod kamera 2 og sagde med sin mest dramatiske stemme:

”Og nu til … den ægte vare. Runden, hvor kun Xavier kender svarene. Er I klar?”

”Ja!” jublede publikum. Ada og So e skævede til hinanden og rykkede ud på kanten af stolene.

”I kender reglerne,” fortsatte værten. ”I kan satse eller stå over. Hvis I står over, får i nul point nu, men dobbelt point i næste runde. Hvis I satser og svarer rigtigt, får i to point nu. Men hvis I satser og svarer forkert, mister I et point. Er I klar?”

Ada var så klar. Far havde forklaret hende matematikken, og strategien var enkel: Man vandt, hvis man kun svarede på det, man var sikker på.

Værten læste det første spørgsmål op:

”Hvilken farve havde Xaviers yndlingsbamse, da han var fem år gammel? So e vil du satse eller stå over?”

”Uh, det er svært,” sagde So e. ”Jeg ved, at hans yndlingsfarve er blå, men jeg tror ikke, han havde en bamse, da han var fem.”

Xaviers ansigt røbede intet.

”Jeg satser,” sagde So e. ”Svaret er: ingen, fordi han ikke havde en bamse, da han var fem.”

Værten lø ede begge arme og pegede på Xavier. Han sagde:

”Svaret er … korrekt.”

Ada knyttede hænderne.

”So e fører med to point,” sagde værten, ”så nu er det op til dig, Ada: ”Hvilken godnathistorie har Xavier hørt est gange?”

Ada sad lidt og ventede. Kom der ikke nogen svarmuligheder? Hun kiggede på værten, men nej. Hvilken bog skulle hun vælge? Der var så mange. Mange ere end farver. Det var ikke fair …

”Vil du satse eller stå over?”

”Stå over,” mumlede Ada. Det var hendes bedste chance.

”Nå, So e, så kan du lukke ballet, hvis du svarer rigtig på det næste spørgsmål,” sagde værten. ”Fik Xavier mandlen sidste jul?”

”Åh.” So e holdt hænderne op foran munden.

”Du behøver ikke svare,” lokkede værten, ”men hvis du satser og svarer rigtigt, så har du allerede vundet.”

”Jeg satser,” sagde So e. ”Jeg ved, at du … at han er enebarn, så jeg tror, hans mor har sørget for, at han k den. Jeg svarer: Ja.”

Ada var lige ved at rejse sig og gå. Det ville hun også have sagt.

Værten nikkede til Xavier, og han sagde: ”Svaret er … forkert.”

”Men …”

Xaviers smilehul spillede under makeuppen. ”Min mor går meget op i ikke at snyde.”

”Jamen-jamen,” sagde værten til kamera 2. ”Nu er det pludselig Ada, der kan afgøre dysten. Hvis du ellers kan svare på dette spørgsmål: Da Xavier boede på Æblevej 7, e erlod han sig et mærke. Spørgsmålet er: hvilket?”

So e begravede sit ansigt i hænderne og mumlede: ”Højde på dørkarmen.”

Værten overhørte So e og sagde til Ada: ”Hvis du ikke satser nu, har du tabt. Alligevel spørger jeg dig: Vil du satse?”

”Nej,” svarede Ada.

Der gik et sus gennem publikum. So e lø ede hovedet med et ryk.

”Nå, men så har vi en vinder …” Værten vendte sig mod

So e.

”Nej, jeg vil ikke satse,” a rød Ada, ”for jeg kender svaret.”

Hun stirrede ind i Xaviers øjnene og sagde: ”Du skrev dine

forbogstaver, XA, i et gammelt æbletræ, der rager ind over nabogrunden.”

”Er det korrekt?” spurgte værten.

”Ja.” Xaviers øjne strålede. Han holdt Adas blik fast, mens publikum brød ud i klapsalver. De pi ede og trampede, mens

So e brød grædende sammen og blev fulgt ud af assistenten.

Værten bad Ada om at sætte sig over i sofaen til Xavier.

Først nu turde hun mærke sine følelser, og der var det igen. Genkendelsessuget i maven. Genkendelsesblikket i hans øjne. Hun kunne næsten føle hans varme, da hun satte sig i sofaen, tæt op ad ham. Hvor var han dog høj. Et helt hoved højere end hende. Og fem år ældre. Ada rankede sig. Og indsnusede hans du .

”Og nu til det, vi alle har ventet på,” sagde værten. ”Ada, du får … Et spørgsmål til Xavier. Og hvad er dit spørgsmål?”

Ada vendte sig halvt mod superstjernen, der sad ved hendes side: ”Må jeg få …” Hendes stemme forsvandt, da hun så trætheden snige sig ind over hans ansigt. ”Må jeg få et interview med dig til Nyskolens Nyhedsblad?”

”Ja,” udbrød han.

”Det må jeg nok sige,” sagde værten. ”Ude i sminken fortalte du mig ellers, at du ville sige nej til alt andet end en autograf og en sel e.”

Han smilede genert. ”Jeg har jo også set programmet, og her er det, at pigerne plejer at spørge, om man vil med på date. Og selvom mange af mine kolleger siger ja, så havde jeg altså besluttet mig for at sige nej.” Nu rødmede han. ”Men sådan et seriøst spørgsmål som dit siger jeg ikke nej til. Og da slet ikke, når det er til min gamle skoles nyhedsblad.”

”Jamen, hvem skulle nu have troet det?” smilede værten.

”Så blev det alligevel Ada, der k ja til Et spørgsmål til Xavier.”

Hun vendte sig mod kamera 1 og rundede af, men Ada hørte ikke e er. Hun kunne ikke fatte sit held. Nu skulle hun møde ham for alvor. Ansigt til ansigt. Kun med en blok fuld af spørgsmål mellem ham og hende.

Det måtte være skæbnen, og nu havde hun lige givet den et ordentligt skub.

NuTiDeN. DaG 1

Kapitel 5

Girl next door

You stood in my driveway

I saw you for the rst time

But it felt as for ever

Hvis Ada ikke havde taget noter, havde hun ikke husket ret meget. Så overvældende var det at gå ind i World Records hovedkontor for at interviewe Xavier.

Sikke en artikel, hun skulle skrive. Det var bare om at få det hele med. Hun tog blokken frem og noterede: Højhus

beklædt med guld. Pink neonlogo. Receptionisten ligner en supermodel. Platinplader på væggene. Pink sofaer i loungen.

Ace, Steve og Chris gik lige forbi, snakkende og grinende.

”Ada?”

Ada så op fra blokken. Ved siden af hende stod en ung fyr med pink hår og slangeskindsbukser. Han holdt en pink iPad med noget, der lignede et tætpakket dagsprogram.

”Ja?”

”Jeg hedder Xristo er, med X, og jeg er Xaviers personlige assistent. Han er klar til at se dig. Følg du bare med mig.”

Xristo er med X hyggesnakkede, mens de tog glaselevatoren til presserummet, der lå på toppen af guldhuset. Ada kunne ikke få en lyd frem.

Elevatoren stoppede ved P som penthouse.

Xristo er førte hende hen til en pink dør: ”Er du klar?”

Ada nikkede og prøvede at få styr på sin vejrtrækning.

”Bare rolig,” hviskede assistenten med hånden på den elektroniske døråbner, ”han er supersød og helt nede på jorden, så længe du bare lader være med at skrige eller besvime.”

Så tastede han koden. Døren gik op, og Xristo er skubbede hende indenfor. Ind for at møde hendes skæbne.

Sollyset strømmede ind i det store rum, hvis vægge bestod af glas fra gulv til lo . Penthouselejligheden var omgivet af himmel på alle sider. Under dem strakte byen sig til alle sider. Ada missede med øjnene, blændet af lyset. Foran hende

rejste sig en silhuet, som hun kunne kende til enhver tid. Hun knugede blokken ind til sig. Så var det nu.

”Ana!” udbrød Xavier glad og kom hende i møde. Han smilede og rakte hånden frem.

”Ada,” rettede hun. Xaviers slanke guitar ngre sendte stød gennem hendes krop, da hun greb hans hånd. Hun så op. Hvor var han dog høj.

”Ada.” Han smilede undskyldende og slap hendes hånd.

”Vi har desværre kun en time,” sagde han og gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig i en pink sofagruppe, hvor der var dækket op med frisk frugt og kildevand.

”Okay,” sagde hun og satte sig. Lykkelig over at have blokken med, så hun havde et sted at gøre af sine nervøse hænder.

Xristo er forsvandt lydløst. Xavier satte sig i sofaen overfor og så på hende. Der var stille et øjeblik, indtil hun forstod, at han ventede på hendes udspil. Tavsheden føltes varm og tryg.

Ada fandt listen med spørgsmål frem og gik i gang.

”Hvad betyder …” hun rømmede sig, ”hvad betyder musik for dig?”

”Godt spørgsmål.” Xavier smilede. ”Du må gerne optage interviewet, hvis du vil.”

Hun mumlede tak og aktiverede Memoer.

”Hvad betyder musik for mig,” gentog han. ”Alt!”

Ada gav ham tid til at uddybe sit korte svar.

”Jeg er sådan en, der har yttet meget rundt,” fortsatte han,

”så jeg lærte hurtigt at interessere mig for ting, man kan gøre alene.”

”Men hvorfor lige musik?” improviserede hun.

”Fordi …” Han rynkede panden. ”Da jeg var syv-otte

år gammel, k jeg min fætters gamle guitar. Han gad ikke

øve, så han gav mig den for at slippe. Da jeg første gang lod

ngrene løb hen over det silkebløde, lakerede træ og slog et par pivfalske akkorder an, så var jeg solgt.” Han lænede sig frem. ”Kender du ikke det?”

Hun nikkede ivrigt.

”Det var ligesom …”

”… at komme hjem,” hviskede hun.

”Netop!” Han lyste op. ”Det føltes som at komme hjem.”

”Hvad skete der så?”

”Så øvede jeg dagen lang. Fik undervisning. Hørte musik

og prøvede på at spille som mine idoler. Det lød rædselsfuldt i starten, men snart kunne jeg lave perfekte e erligninger af alle stjernerne.” Han lo uden lyd. ”Du skulle have set mig. En lille dreng, der legede guitarhelt foran spejlet i badeværelset.

Det var helt skørt.”

”Næ,” sagde Ada. ”Badeværelser har rigtig god akustik.”

”Nemlig. Det er sikkert også derfor, folk synger, når de er i bad.”

Ada skævede til listen med spørgsmål og sprang til nummer syv: ”Hvornår begyndte du at synge?”

”Min mor siger, at jeg begyndte at synge, før jeg begyndte at tale.”

Altid, skrev Ada. Hun gav ham tid til at uddybe, men denne gang kom der ikke mere, så hun tog det næste spørgsmål på listen:

”Hvordan er det at få så meget succes så hurtigt?”

”Hvor længe har du skrevet for skolebladet?” spurgte han. ”Hvorfor?”

”Fordi du stiller nogle rigtig gode spørgsmål.”

Ada mærkede varmen stige op i kinderne.

Han åbnede en aske kildevand og rakte den over til hende, netop som hun tænkte, at det ville være rart med noget at drikke. ”Og nu til svaret: Faktisk tror jeg, det ville have været bedre for os, hvis vi skulle have kæmpet hårdere for vores succes. Nogle gange ligger jeg vågen og tænker på, om vi kun er hotte, fordi vi er så unge. Om vi er et One Hit

Wonder. Du ved, sådan et band, der har ét hit, som man hører igen og igen, til man bliver idiot af det.”

Han tav. Hun skrev og skrev og prøvede på at huske hver en betoning af hans ord, hver en bevægelse, hvert et ansigtsudtryk.

Så fortsatte han. ”Der er jo også en bagside af medaljen …”

”Ja?”

”At man ikke længere kan gå alene omkring. At folk kan nde på at stalke én. Paparazzier. Den del har jeg det virkelig svært med.” Han kiggede direkte på hende. ”Hvordan kan man vide, om nye mennesker kan lide én for den, man er, og ikke for ham der fyren på plakaten, som man dårligt nok selv kan kende?”

Hun nikkede. Det havde hun også tænkt over. Alt det tryllestøv, der lå over BoyZ. Kunne man blive kvalt i det?

”Det lyder ensomt?” sagde hun.

”Ja.” Han skyndte sig at glatte ud. ”Jeg vil jo ikke være utaknemmelig eller noget, men de eneste venner, jeg har, det er dem, jeg lærte at kende inden BoyZ.”

Det gav et sug i Adas mave. Hvis de dog bare havde lært hinanden at kende, da de var naboer. Hun bed hårdt i blyanten.

”Hvad?” Han lænede sig frem.

”Da du boede på Æblevej nummer 7, havde du da værelset oppe under taget? Det, der vender ud mod æbletræet?”

”Hvordan vidste du det?” udbrød han. ”Og det minder mig om … hvordan kunne du vide det der med forbogstaverne i æbletræet?”

”Fordi jeg bor på Æblevej nummer 9.”

”Hold. Da. Kæ . Har vi været naboer?”

”Ja.”

”Men så er du jo …” Han lod sig falde tilbage i sofaen.

” e Girl Next Door.” Hun smilede skævt.

”Det er lidt vildt,” sagde han, mere til sig selv end til hende. ”Men da de bad mig om at nde på nogle rigtig svære spørgsmål, så tænkte jeg først på noget helt andet. Men natten før tv-programmet vågnede jeg. Og så vidste jeg bare, at jeg skulle ændre spørgsmålet til det med æbletræet.”

Alting kørte rundt i hovedet på Ada. Hvis Xavier ikke havde ændret det afgørende spørgsmål i sidste øjeblik. Hvis hendes far ikke havde sendt hende over til nabohuset. Hvis ikke hun havde ha den stærke følelse af, hvad hun skulle lede e er. Så havde skæbnen ikke ført dem sammen.

”Så er det derfor, jeg har den her intense fornemmelse af at have set dig før. Ja, ikke bare at have set dig før, men at have kendt dig i et andet liv. Har du det også sådan?”

Ada nikkede. Ude af stand til at få en lyd frem.

”Hvor er det dog trist, at vi ikke blev venner dengang,” sagde han.

Døren gik op på klem. Xristo er stak hovedet ind og sagde: ”Ti minutter.”

Xavier sendte hende et beklagende blik og gled tilbage i rollen som professionelt interviewo er. Det var tid til de sidste spørgsmål. Ada sank en klump og spurgte:

”Hvad var det afgørende øjeblik i dit liv?”

Han tænkte sig lidt om, inden han svarede: ”Der var faktisk tre afgørende øjeblikke, mens jeg boede på Æblevej:

1) Hvis jeg havde fået en ven, da vi yttede til Nyhøj, så havde jeg nok ikke brugt al min tid på at øve.

2) Hvis jeg ikke havde klaret audition til BoyZ. Jeg hader den slags, og jeg ved bare, at jeg ikke havde forsøgt igen med et andet band.”

Ada nikkede og skrev løs. ”Hvad var det tredje afgørende øjeblik?” spurgte hun, da han ikke fortsatte af sig selv.

Han tog en serviet og gav sig til at vride den mellem hænderne. ”Det her er der næsten ingen, der ved.”

”Okay.” Ada slukkede for lydoptagelsen på telefonen.

”Tak.” Han mødte hendes blik. ”Det er lidt ovt, men … jeg er ordblind. Så ordblind, at jeg k dumpekarakterer i alle fag til folkeskolens afgangsprøve. Ellers havde jeg nok læst

videre, men nu havde jeg ikke andet valg end at bruge al min tid på bandet.”

”Det anede jeg ikke.” Ada lagde blokken og blyanten på bordet.

Han trak på skuldrene. ”Det er Xristo er, der skriver mine opdateringer.”

”Men sangteksterne …?”

”Diktafon.”

”Du skriver ellers som en, der elsker bøger.”

”Tak,” sagde han stille. ”Det gør jeg også. Men i mit tilfælde er det altså lydbøger.”

Døren gik op, og Xristo er kom ind.

”Giv os lige to minutter til,” bad Xavier og rejste sig. Ada gjorde det samme, selvom hun ville have givet hvad som helst for at blive. Så snart døren gled i, hviskede han:

”Tænk, at e Girl Next Door ndes. Og ikke bare i drømme.”

Hun nikkede rødmende.

De stod lidt i tavshed og så forlegne på hinanden. Aldrig havde Ada følt sin alder så stærkt. Hun var 12, han var 17. Det her var for mærkeligt. Hun slap hans blik og gik de tunge skridt hen mod døren, hvor Xristo er ventede utålmodigt.

Xavier blev stående, som om han var faldet i staver. Først da hun greb dørhåndtaget, sagde han:

”Ada?”

”Ja?”

”Jeg vil rigtig gerne læse din artikel, inden I sender den ud. Eller høre …” Han gjorde et kast med hovedet i retning af sin assistent. ”Mail den til Xris, så læser han den højt for mig.”

”Selv… selvfølgelig,” sagde Ada, mens Xristo er førte hende ud. Det hele gik så hurtigt, at hun ikke vidste, om hun k sagt farvel. Så stod hun på den røde løber foran guldbygningen og hørte døren smække bag sig.

NuTiDeN. DaG 1

Kapitel 6

Da Ada kom hjem, gik hun direkte op på sit værelse. Hun trængte til at være alene. Hun satte sig på sovesofaen og så på plakaterne, der dækkede alle vægge. Tænk, at han var endnu ottere i virkeligheden. Kameraet fangede slet ikke hans intense nærvær og nervøse energi.

Hun tog telefonen frem. Forsigtigt rykkede hun Play og hørte hans stemme igen.

Hvor er det dog trist, at vi ikke blev venner dengang.

Ada sukkede. Hun rejste sig, åbnede vinduet og kiggede over på gavlvinduet i nabohuset. Han havde ret, men derfor kunne hun vel godt blive hans ven i dag. Lige nu. Hun sukkede igen. Men det gik jo ikke. Hun var nødt til at være realistisk. Han var 17. Hun var 12. Han var stjerne. Hun var fan. Gid hun dog havde lært ham at kende, mens de var naboer, og før han

blev berømt. Så havde hun været en af hans få trofaste venner i dag.

En kold vind k hende til at lukke vinduet. Optagelsen var løbet ud. Hans stemme var væk.

Ada satte sig med computeren og åbnede et nyt dokument. Der var fem dage til, hun skulle a evere artiklen til nyhedsbladet. Fem dage, til han skulle høre, hvad hun havde skrevet.

Hun lukkede låget på computeren. Hvorfor ville han høre artiklen igennem? Ville han tjekke den for fejl? Hun skulle nok lade være med at skrive om hans ordblindhed, hvis det var det, han var bange for. Det havde hun jo lovet. Pludselig forsvandt den gode følelse af genkendelse. Af at høre sammen.

Ada rejste sig og gik ud til sin far i værkstedet. Han stod ved drejebænken og skrev i en logbog.

Denne gang behøvede hun ikke kalde. Han hørte hende i samme øjeblik, døren gik op, og vendte sig om.

”Hvorfor så trist?”

Hun satte sig på drejebænken og fortalte ham det. At hun lige havde mødt en gammel ven, hun aldrig har kendt, og som hun aldrig ville komme til at se igen. ”Og jeg, som troede, det var skæbnen, der førte os sammen,” sluttede hun, ”og

så var det bare for at give mig en lille smag af det, jeg aldrig kan få.”

”Om ti år er i lige gamle,” trøstede far. ”Så er du 22, og han er 27.”

”Men jeg har ikke tid til at vente ti år. Så kommer der bare nogen og snupper ham fra mig.”

”Du ved, hvad man siger om skæbnen. Nogle gange bliver man nødt til at give den et skub.”

”Ja, men hvordan?”

Han blinkede til hende. ”Du har et projekt, og jeg skal bruge en forsøgskanin. Se, det er, hvad jeg kalder timing. Kom med, så skal du bare se min allernyeste op ndelse.” Han gik hen til en stor rkantet klods, der var dækket af et lagen.

”Ta-da,” sagde han og trak lagnet af med et snuptag. Under lagnet kom deres kummefryser til syne. ”Hvad siger du så?”

”Øh?”

”Det er en tidsmaskine.” Far klappede stolt på kummefryserens ombyggede display og slog låget op. ”Hop i, så skal jeg sende dig en tur tilbage i tiden. Eller frem, hvis du foretrækker det. Bare sig til.”

Ada åbnede munden. Og lukkede den igen. Ude af stand til at sige en lyd.

NuTiDeN. DaG 1

Kapitel 7

”En tidsmaskine?!” udbrød Ada, da hun endelig kunne sige noget igen.

”Lige præcis. Sådan en har jeg altid drømt om at bygge.”

”Ud af en kummefryser?”

”Man må jo bruge, hvad man har.” Han klappede på indersiden af fryseren, som han havde tømt for mad og foret med havehynder. ”Og så skal det være noget, som vi har ha i mindst fem år, og som vi også har om sådan noget som en 10-15 år, hvis vi passer godt på den.”

Ada var stadig ikke med.

”Hop ombord, så skal jeg forklare det.”

Ada blev stående.

”Godt så. Du fortalte mig, at Xavier nævnte tre skæbneøjeblikke i sit liv.”

”Ja?”

”Og du vil gerne møde ham, inden han bliver kendt, sådan at du kan nå at blive en af hans sande venner.”

”Ja.”

”Kan du selv regne det ud?”

”Sig det nu bare.”

”Med denne maskine kan du rejse tilbage i tiden og møde Xavier lige inden de afgørende øjeblikke i hans liv, så du bliver en del af hans videre skæbne.”

”Men …” Kunne det virkelig være sandt? At det, hun ønskede sig så inderligt, kunne blive til virkelighed? Hun kiggede kritisk på den ombyggede fryser. Åbnede låget og lukkede det igen. ”Hvis du sender mig afsted til fortiden, hvem skal så få mig op af fryseren, inden jeg bliver til en istap?”

”Godt tænkt.” Far rakte hende en ernbetjening. ”Du får den her med. Så kan du selv åbne tidsmaskinen indefra.”

Hun tog modstræbende imod den. ”Men hvad så, hvis jeg dukker op i fortiden, og du ikke er hjemme?”

”Det er jeg. Jeg har været en tur forbi fortiden og fortælle mig, at jeg skal sørge for at være hjemme og tage godt imod dig.”

”Jamen …”

”Jamen-jamen-jamen.” Far lø ede hende op og satte hende ned i fryseren. ”Hvis vi op ndere sagde jamen til alt, hvad

der er nyt, så kom vi jo aldrig nogen vegne. Følg med.” Han pegede på displayet, hvor der plejede at stå Minus 18 grader.

”Du indtaster ankomstdagen her. Dato, måned, årstal og klokkeslæt. Så trykker du Rejs, og bum, så ankommer du til præcis dette sted på det angivne tidspunkt. Det er pærelet. Så længe vi ikke ytter fryseren, for så bliver du opløst i atomer.”

”Atomer?!”

”Jeg har prøvekørt den, hvis det er det, du er nervøs for.

Og den virker nt- nt.”

”Det går liiige lidt stærkt.”

”Måske. Men du har også liiige lidt travlt, hvis du skal nå at ændre din skæbne. Siger det bare.” Han kiggede på uret.

”Og jeg har også lidt travlt, hvis jeg skal nå at have maden klar, til når du kommer tilbage, for nu er det jo slut med frysepizzaer.”

”Kommer jeg tilbage til det samme tidspunkt?”

”Hvis det bare er en smuttur, så ja. Hvis du bliver længere i fortiden, så mister du en dag i nutiden. Det er derfor, du har travlt, for du har jo en artikel, du skal have færdig om fem dage.”

”Okay.” Hvis far var så sikker på, at det virkede, så var der vel ikke noget at være bange for. Og desuden så havde hun alt at vinde og intet at tabe. ”Jeg gør det.”

”Sådan!”

Hun tænkte sig om, og så indtastede hun datoen for Xaviers tredje skæbnepunkt i displayet: Den 1. juli for to år siden. Dagen, hvor han gik ud af folkeskolen med dumpekarakterer og opgav at læse videre. ”Vi ses,” sagde hun og skulle lige til at lukke låget og trykke Rejs, da far greb hendes hånd i lu en.

”Stop!” Han så forskrækket på hende. ”For alt i verden, gør det forlæns. Rejs til det første skæbnepunkt først. Så kan du altid vende tilbage og rette op på tingene, hvis du kommer til at udløse sommerfuglee ekten.”

”Sommerfuglee ekten? Hvad er det?”

”Lad os håbe, du aldrig nder ud af det.” Far indtastede datoen, hvor Xavier yttede til Æblevej: Den 1. juli for fem år siden. ”Sådan, nu kan du få ham helt for dig selv. Vi ses om T minus fem år.”

FØRsTe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

1. JuLi Kl. 1 0 Kapitel 8

Hun havde forventet kulde. En tunnel af lys og lyd. En spiral af minder, der hvirvlede omkring hende. Men intet af dette skete. Det ene øjeblik sad hun på nogle hynder i en oplyst kummefryser. Det næste sad hun på en pizzaæske og frøs i mørket. Hun mærkede på sit ansigt, sine etninger, sin krop.

Hun var stadig sig selv. En splejset pige på 12 år, der ikke var gået i puberteten endnu. Hurtigt trykkede hun Åbn. Låget gik op, og hun steg ud i det værksted, hun lige havde forladt.

IiiirrhhHH!

En hvinende støj gjorde hende opmærksom på, at hun ikke var alene.

”Far?”

Han stod bøjet over sin metaldrejebænk med ryggen til, iført en kridhvid kedeldragt og med høreværn.

Hun ventede, til larmen stoppede, og prøvede igen.

”Far?”

”Ja?” Han vendte sig halvt. Så på hende, spærrede øjnene op og vendte sig helt. ”Hvad i alverden laver du her? Jeg troede, du var på spejderlejr.”

”Jeg …” Hun trak vejret dybt. ”Jeg kommer fra fremtiden.

Du har opfundet en tidsmaskine.” Hun pegede på kummefryseren.

”Har jeg det?” udbrød han begejstret. ”Nej, hvor skønt.

Det forklarer også, hvorfor du er vokset 30 centimeter siden i morges.”

”Hvilken dato er det?” spurgte hun nervøst.

”Øh … tirsdag?” Han så sig om. ”Vent.” Han skede en ældgammel mobiltelefon frem og kiggede på den. ”Det er den 1. juli.” Han slog sig på panden. ”Er det allerede den 1. juli? Det var jo også det, jeg sagde, da jeg mødte mig selv forleden, altså at du ville komme i dag. Beklager, at jeg ikke k tømt fryseren. Det stod ellers på min to do-liste, men så blev jeg så optaget af denne her himstregims. Ved ikke helt, hvad den skal blive til endnu.”

”Det er en automatisk røgvender til lejrbål, og den ender med at brænde sammen i en regn af gnister.”

”Fantastisk.” Han bredte armene ud. ”Du er rent faktisk fra fremtiden.”

Ada lo uden lyd.

”Nå, men så er der jo ingen grund til at bruge mere tid på den. Kom med indenfor, og fortæl mig, hvad du laver her.”

Lidt e er sad de i køkkenet. Det lignede sig selv. Det samme gjorde far. Bare yngre. Ka en boblede i den kunstfærdige ka emaskine, han havde opfundet, og som var umulig at sælge, fordi den fyldte to meter i højden med kolber og rør af kobber, der sikrede den helt rigtige temperatur. Den lignede mere et rumskib end en køkkenmaskine. Du en af nybrygget ka e fyldte rummet.

Far hældte en kop op til sig selv og gik hen til køleskabet.

Ada rejste sig og tog en kop ka e til sig selv.

I det samme vendte far sig om med en karton æblejuice i hånden.

”Drikker du ka e?”

”Øh … ja.”

”Nej, hvor hyggeligt.” Han stillede juicen på plads og satte sig i spisekrogen. Klar til at høre, hvad hans datter fra fremtiden lavede i den fortid, der var hans nutid.

”Det giver jo fuldkommen mening,” sagde han, da hun var færdig med at fortælle. ”Faktisk er det svært at se, at du har andre muligheder.”

”Mmm.” Hun nød den sidste mundfuld ka e. ”Nu mangler jeg bare at blive Xaviers bedste ven.”

”Uden samtidig at udløse sommerfuglee ekten,” tilføjede han, mere til sig selv end til hende.

Der var den igen. Hun rynkede brynene.

I det samme hørte hun en velkendt stemme ude fra vejen:

”Okay, mor. Det skal jeg nok.”

Hun sprang op. Løb hen til vinduet, skubbede fars hængende køkkenhave til side og så ud.

Hendes hjerte hamrede hårdt. Der var han. 12 år gammel, lille og splejset, men med de samme brune krøller og knaldblå øjne.

”Okay, ses,” sagde Xavier med en lys drengestemme, der allerede havde den hæshed, som hun elskede.

Hans mor kørte, og så stod han midt på vejen, den nye dreng, med et skateboard under armen. Ada følte en enorm lettelse over, at de nu var lige gamle. Hun var en helt almindelig pige på 12, og han var en helt almindelig dreng på 12, ikke en superstjerne, ikke næsten voksen. Det var bare at gå ud og blive hans ven. Det kunne umuligt gå galt.

”Så er det nu,” sagde far.

”Okay.” Hun tog en dyb indånding, rettede på etningerne og gik hen mod køkkendøren.

”Men Ada?” lød det bag hende.

”Ja?”

”Husk at sige, at du er din egen kusine, Ana, ellers går der bare ged i den, når du kommer hjem fra spejderlejr, pludselig er syv år gammel og ikke kan huske, hvad I har foretaget jer sammen.”

”Okay, tak. Onkel.” Godt, han sagde det. Det mindede hende også om, at hun var nødt til at blive ven med Xavier, inden fortids-Ada kom hjem fra spejderlejr. Ellers risikerede hun at lave rod i sin egen fremtid. Det gav hende præcis re uger, men det burde også være nok. Ada åbnede køkkendøren og gik ud i forhaven. Nu skulle de rigtig være venner, Ana og Xavier, men så ramte tvivlen hende: ”Hvordan får man nye venner?”

”Det ved jeg ikke … Fælles interesser?”

Perfekt. De havde en kæmpestor fælles interesse: ham. Eller vent … Drengen, der kørte på skateboard udenfor, var jo ikke blevet superstjerne endnu.

”Du tænker for meget, Ada. Gå ud og skate. Så går det helt af sig selv.”

Hun skyndte sig ud i bryggerset og hentede sit skateboard. Det var lillebitte, lyserødt og med enhjørninger på. Styrthjelmen og knæ- og albuebeskytterne var alt for små, så hun

tog bare brættet under armen og gik ud i indkørslen. Og lige der, ude på vejen, var han.

Benene rystede under hende, da hun gik det korte stykke ud til ham. Alt var på spil. Hendes fremtid, hans nutid, deres fælles fortid og fremtid. Alt a ang af, at hun gjorde et godt førstehåndsindtryk.

Ude på vejen kørte Xavier en runde, men da han k øje på hende, vendte han om og kom nærmere.

Så var det nu. Hun satte skateboardet på vejen, tog tilløb, sprang på. Og hørte brættet knække sammen under sig, et kvart sekund inden hun røg på røven.

Xavier stoppede forskrækket op. Han slog hænderne for munden, og så eksploderede han af grin.

Sønderknust rejste Ada sig, tog det knækkede møgbræt under armen og forsvandt. Alt var tabt. Nu troede han, hun var en total idiot. Og det samme gjorde en eller anden i huset overfor, der gloede på dem gennem hækken.

FØRsTe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

1. JuLi Kapitel 9

Ada løb op på sit værelse. Det eneste, hun havde lyst til, var at kaste sig på sengen, trække dynen over hovedet og aldrig komme ud igen. Men da hun åbnede døren, sivede sku elsen ud af hende sammen med et lille nåårh.

Alt på værelset var lyserødt: tapetet, gardinerne, puderne.

De skrå vægge var dækket af hesteplakater, og sovesofaen var redt op med enhjørningesengetøj. Ada gik på opdagelse i sit gamle værelse. Sikke en dårlig smag, hun havde ha . Total prinsessestil. Nej, vent. Nu, hun kiggede nærmere på tingene, var det trods alt ikke heste og prinsesser det hele. I reolen stod hendes første mikroskop. I vindueskarmen glimtede samlingen af mineraler og krystaller. I lo et hang solsystemet.

Ada k øje på pladespilleren. Perfekt! Det, hun trængte til nu, var at høre sin yndlingsmusik. Hun gik hen til reolen og kiggede pladesamlingen igennem. Der var ikke andet end Hits for Kids og sangene fra Frozen. Hun kunne ikke lade

være med at smile af sit syvårige selv, da hun tændte for sin iPhone og satte e Girl Next Door på repeat. Hun nåede kun

til omkvædet, så stak far hovedet ind ad den åbne dør:

”Er du okay?”

Ada trak på skuldrene og satte musikken på pause.

”Du når det nok,” sagde han. ”Du er på spejderlejr i re uger, så der er masser af tid endnu.”

En sveddråbe løb ned over Adas næseryg. Hun tørrede den væk og tog den uldne sweater af. Hendes vintertøj var alt for varmt her, hvor sommeren var på sit højeste. Hun åbnede skabet for at nde noget mere passende. Og kom til at grine.

”Far?” Hun holdt en lyslilla T-shirt med Frozen-motiv op foran sig. Den lignede dukketøj.

”Vi skal vist ud at købe lidt ind. Du mangler tøj, og jeg mangler nogle reservedele til ’kummefryseren’. Vil du med?”

”Egentlig ikke.” Hun skævede over mod nabohuset. Ivrig e er at komme i gang med at skubbe til sin skæbne.

”Fint nok. Og du går stadig ikke op i dit tøj, kan jeg se. Jeg nder noget i størrelse …?”

”12 år.”

”12 år … tænk, at du allerede er 12 år. Hvor bliver tiden dog af?” Han sank hen i tanker et øjeblik, så sagde han: ”Nå nej, men siden du nu er 12 år, så kan du jo godt være alene

hjemme, mens jeg smutter ind til byen. Vældig praktisk, egentlig.”

Ada havde kun lige nået at tænde for BoyZ’s superhit igen, da far bankede på.

”Ada?” sagde han og stak hovedet ind. ”Lad være med at ændre for meget på værelset, ikke? Ellers får jeg bare problemer, når dit syvårige jeg kommer hjem fra spejderlejr.”

”Okay,” sagde Ada, ”men hvad gør vi med skateboardet?”

”Godt tænkt. Vi må se, om vi kan nde et brugt. Og ellers skal jeg nok tage skylden.” Han blinkede. ”Jeg kan jo altid sige, at jeg kom til at sprænge det i lu en.”

”Tak.”

”Og mens jeg er væk, kan du meget passende gå i gang med den her.” Han rakte hende en bog med nøgle. På forsiden stod Gru fra Grusomme mig sammen med et mylder af minions. ”Det skulle egentlig have været en fødselsdagsgave, men du får den nu. Det er meget vigtigt, at du fører logbog med tid, sted og klokkeslæt for alt, hvad der sker med dig og Xavier.”

”Hvorfor det?” Der var jo ikke sket noget endnu. Andet end at hun havde dummet sig.

”Fordi du er i gang med et videnskabeligt eksperiment. Og fordi du ikke på forhånd kan vide, hvilke data der er vigtige.

Så alt skal med, forstår du?”

”Okay.” Ada trak på skuldrene og lagde logbogen fra sig på sengen. Og der blev den liggende, mens far ordnede indkøb.

Ada tændte for e Girl Next Door og skruede lyden op på max. Så satte hun sig i vindueskarmen og holdt øje med vejen. Skjult bag gardinet, så Xavier ikke skulle tro, hun var en skør stalker. Hun nynnede med på omkvædet og kiggede ud gennem en sprække i det lyserøde gardinstof, der du ede af sol, støv og sæbe. Der var ikke nogen ude på vejen, bortset fra en hundelu er. Xavier var nok også gået ind, for hans skateboard stod i carporten. Betød det, at han var hjemme? At han befandt sig bare ti meter fra hende. Ada k gåsehud midt i varmen. Skulle hun gå over og ringe på? Og spørge om han kom ud at lege, eller hvad? Så han kunne grine af hende igen? Ada sukkede tungt. Hvor var det dog surt, at hun havde været så klodset med det prinsessebræt, men det var virkelig længe siden, hun havde skatet. Nu hvor hun tænkte over det, stoppede hun vist, da hun var syv år gammel – og kom hjem fra spejderlejr og så, at hendes far havde sprængt hendes skateboard i lu en? WTF!

e Girl Next Door startede forfra med et par sprøde guitarakkorder. Hun kiggede op ad nabohusets gavl og fór sammen, da hun så noget bevæge sig i vinduet overfor. Var det ham? Hun yttede kighullet. Ja. Han havde sat sig med ryggen mod hende, bøjet over sin guitar, og nu gav han sig til at spille. Han så ud til at være helt fortabt i musikken. Ada mærkede et sug i maven. Hun var så tæt på, at hun kunne se hans krøller i nakken, men hun kunne ikke høre ham. Forsigtigt åbnede hun vinduet på klem.

Det k Xavier til at stoppe med at spille. Han vendte sig om, som om han lyttede, så rejste han sig og gik e er lyden, over mod sit eget åbne vindue. Shit! Ana slap gardinet og løb hen til sengen, hvor hendes iPhone lå og spillede hans kommende superhit på fuldt drøn. Hun greb telefonen med svedige hænder, den smuttede og røg på gulvet. En evighed senere lykkedes det hende endelig at slukke for musikken. Hun lå lidt og hev e er vejret, så krøb hun langs gulvet hen til vinduet og kiggede ud under gardinet. Xavier havde sat sig igen og spillede videre, men nu sneg der sig et par strofer fra e Girl Next Door ind i melodien.

Ada slog hænderne for munden. Havde hun lige spillet hans monsterhit for ham … tre år før det blev indspillet? Hun listede hånden op under gardinet og trak vinduet i.

Så gik hun nedenunder, hvor hun ikke kunne lave ere ulykker.

Da far kom hjem, glemte Ada hurtigt sit første uheldige møde med Xavier. Far var så glad for at se hende, og hun fortalt løs om sit liv i fremtiden. Men nu var det ham, der slog hænderne for munden. Ikke på sig selv, men på hende.

”Mmmmpf,” spruttede Ada.

”Ikke en lyd.” Far beholdt hænderne for Adas mund og stirrede indgående på hende. ”Lov mig, at du ikke fortæller mig noget som helst om fremtiden. Ikke en lyd om verdens fremtid. Og især ikke om din og min.”

Ada nikkede.

”Ikke den mindste lille smule, for ellers risikerer vi at ændre vores skæbne.”

Ada lagde hænderne oven på fars og trak dem væk fra sin mund. Det var godt nok indviklet det her, men hun måtte hellere gøre, som han sagde. Hun vidste jo, hvad der kom til at ske de næste fem år, og bortset fra at hun ikke havde lært Xavier at kende, mens de var naboer, var fremtiden rigtig god. Det ville hun ikke risikere at ødelægge.

”Skak eller lm?” spurgte far.

”Skak,” sagde Ada med et sødt, men absolut falsk smil. ”Og taberen tager opvasken?”

”Top.”

Ada følte trang til at gnide sig i hænderne, som Gru ville gøre det. Fortidsfar havde ingen idé om, hvad der ventede ham. Han havde spillet hyggeskak med en syvårig, men hun havde trænet hver dag i fem år med en mester.

Da Ada havde banket far ud af skakbrættet i syv ud af otte partier, dømte han sengetid.

Ada tog sin nye prinsessefrie sove-T-shirt på og lagde sig under enhjørningedynen. Lyset var allerede slukket hos Xavier.

Lidt e er kom far og satte sig på sengekanten med en godnathistorie under armen:

”Hvor kom vi til? Nå jo, der hvor Coraline …”

”Fa-ar.” Ada rullede med øjnene.

”Ups.” Far lukkede bogen i med et smæld. ”Jeg glemmer hele tiden, at du er en stor pige nu. Men ikke for stor til et bjørnekram, vel?”

Det var hun ikke.

En ok mursejlere øj forbi hendes vindue og fyldte tusmørkehimlen med glade skrig. Hun kiggede ud, hen

over fars skulder. Fuglene lignede en blanding af jager y og lmstjerner i sorte jakkesæt og hvide skjorter.

”Det der,” sagde far og trak gardinerne for, ”det er lyden af sommer.” Han sendte hende et ngerkys og begyndte at gå, men stoppede i døråbningen og sagde:

”Sov godt, min skat. I morgen får du en ny chance. Og det minder mig om noget.”

”Ja?”

Han smuttede ud i gangen og hentede en stor rkantet æske. ”Her.” Han rakte hende den. Det var et neongrønt skateboard med dødningehoveder.

FØRsTe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

2. JuLi Kapitel 10

Fuglene kvidrede, og solen blændede, da Ada gik i gang med at genopfriske sine skatermoves. Hun startede med noget enkelt: en ollie. Det nye bræt kørte som en drøm. Hun gjorde det ti gange til og mærkede, at kroppen huskede, hvad den skulle. Hun skulle bare slappe af, slå hovedet fra og lade det komme. Så forsøgte hun sig med en nollie. Det kiksede.

Hun satte foden i jorden for at undgå at falde. En gang til. Ti gange til. Tyve. Tredive. Så sad den også. Ada øjtede som en solsort og kastede sig ud i sit yndlingsstunt: en kick ip.

”Sejt move.”

Ada så op. Xavier kom slentrende hen mod hende.

”Tak.” Hun trådte på enden af brættet, vippede det op og greb det.

”Og sejt bræt.”

”Ja ikke?” Hun holdt det frem, så han kunne beundre det.

Det virkede. Han kom nærmere. Nu var han så tæt på, at han

kunne røre hende. I stedet rakte han ud og gav et af hjulene en spinnetur.

”Du må undskylde, at jeg kom til at grine af dig i går. Men det så altså virkelig sjovt ud.”

”Det var min lille kusines bræt,” forklarede hun. ”Hun er på spejderlejr, og jeg har glemt at få mit eget med. Men nu har min far…bror købt det her til mig. Og …”

”Er der en skaterbane her i byen?” a rød han.

Ada nikkede, taknemmelig over at få stoppet sin nervøse talestrøm.

”Hvor ligger den?”

”Er du ny her?”

”Ja. Vi er lige yttet hertil. Jeg hedder Xander.”

”Ana,” sagde Ada og undrede sig over, hvorfor han ikke brugte sit rigtige navn, sit vidunderlige navn, som hun havde skrevet hundredvis af gange på alle sine skolebøger og kladdehæ er. Men da han begyndte at røre utålmodigt på sig, skyndte hun sig at spørge, om hun ikke skulle vise ham skaterbanen. ”Den ligger lige herover på Nyskolen.”

”Nyskolen? Går du der?”

”Nej, men min kusine gør.”

”Nå, det var ærgerligt. Ellers kunne det være, vi skulle gå i samme klasse.”

Bare tanken …

Ada sukkede uden lyd. Tænk at være klassekammerat med Xavier og se ham hver dag. Men det var desværre umuligt.

Hun var nødt til at forsvinde, inden fortids-Ada kom hjem.

Dyt-dyt

”Kommer du?” lød det fra nabohusets indkørsel.

”Det er min mor.” Xavier kørte en hånd gennem krøllerne.

”Vi skal i IKEA.”

”Okay.” Adas hjerte sank. ”God tur.”

Han vendte om og løb hen til bilen.

Ada vendte om og gik ind for at falde død om. Bag hende rullede bilen ud på vejen. Døren smækkede, motoren gassede op. Og så, lige inden hun nåede døren, hørte hun en lys drengestemme råbe: ”Ses!”

Den næste time dansede Ada rundt mellem hesteplakaterne og sang sin glæde ud til tonerne af hans musik.

Girl next door, I’ll see you in my dreams

Ses! Han havde sagt ses som det mest naturlige i verden. Hun skrålede så højt, at hun overdøvede fremtids-Xavier:

You stood in the driveway and told me the truth

We were neighbours but we could never be friends

Girl next door, I’ll see you in my dreams

Det bankede på. Døren gik op. Xavier stak hovedet ind.

Ada stoppede midt i et danse-move. Xavier var i huset!

”Hey,” sagde han. ”Din onkel sagde, jeg bare skulle gå op.”

Han a rød sig selv og lyttede. I baggrunden spillede fremtids-Xavier en guitarsolo.

”Fed musik.” Han blev stående i døren. ”Hvem er det?”

”Ahmen, det er ligesom bare sådan et boyband. Jeg tror ikke, du kender dem …” Ada skyndte sig at få fat i sin iPhone, der lå på sofabordet mellem dem, og slukkede for musikken, inden omkvædet kom, og han kunne genkende sin egen stemme, bare i en dyb voksenudgave.

”Wow.” Xavier kom nærmere. ”Hvilken model er det?”

”Øh, det er sådan en XXL…PF…øh…17.”

”Aldrig hørt om den.”

”Øhmen, det er også en prototype. Som min onkel har lånt mig. Han er op nder.”

”Cool. Må jeg se?”

”Nej!” Ada pressede telefonen ind til sit ade bryst. Baggrundsbilledet var et fanfoto af Xavier som 17-årig og derudover tusind fotos, sange, sangtekster og links, der handlede om ham.

”Ej, come on.” Han smed sit skateboard fra sig, lagde hovedet på skrå og rakte ud.

Ada tøvede et øjeblik, og det var nok. Xavier lavede et lynangreb hen over sofabordet, låste hendes arme med den ene hånd og snuppede telefonen med den anden.

Så trådte han tilbage, uden for hendes rækkevidde, og slugte fremtidens teknologi med øjnene. Han trykkede på Home-knappen, og straks poppede fanbilledet af ham selv op.

”Sikke en loverboy,” grinede han. ”Hvem er pretty face?”

”Ikk’ nogen.” Hun sprang rundt om bordet og åede telefonen til sig.

”Er ham der Ikk’ nogen en, som din lille kusine har valgt?”

”Uhmm,” nikkede hun rødmende.

”Nå, men ville du vise mig den skaterbane, eller hvad?”

De kørte over på skolen, og ganske som Ada havde regnet med, havde de banen for sig selv. Skolegården lå øde hen.

Alle var på ferie.

”Cool,” sagde Xavier og kørte ind på banen.

Hun stod et øjeblik og beundrede hans elegante, tilbagelænede kørestil, så satte hun e er ham. Xavier stod allerede på toppen af rampen. Hun nåede kun halvt derop, så vippede han brættet ud over kanten og susede ned i store sving.

Ada moslede op ad rampen for at gøre ham kunsten e er.

Det gik, sådan cirka, selvom hun måtte baske med armene for at holde balancen.

”Længe siden?” spurgte han.

”Jep.”

”Også her.” Han kastede sig ud i en kick ip, men brættet nåede kun halvvejs rundt, så det landede med hjulene opad.

Nu var det ham, der stod og baskede med armene for ikke at falde.

”Wow, en halv kick ip,” grinede Ada. ”Den var ny.”

”Jeg overvejer også at optræde med den.” Xavier grinede hæst. Han rullede en runde. Ada fulgte e er.

I det samme kom en glad hundehvalp løbende imod dem med tungen ud af halsen.

”Hugo!” råbte ejeren. Men Hugo var ligeglad med den gråhårede dame. Den gyldne retrieverhvalp lignede en isbjørneunge, der var ude på sjov. Et øjeblik e er dansede den omkring benene på dem og bjæ ede fornøjet.

Xavier drejede af for ikke at ramme hunden, men hunden drejede samme vej, og Xavier væltede med benene spjættende i alle retninger.

”Hrmpf.” Ada stoppede en hånd i munden for ikke at grine højt. Men for sent.

”Årh hvad?” Xavier begravede hovedet i gylden pels. ”Så hjælp mig dog. Jeg bliver ædt.”

”Sorry.” Ada prøvede at erne hunden, men nu kørte Hugo tungen rundt i hendes ansigt. ”Hjælp,” klukkede hun.

Xavier kravlede på alle re hen og lø ede hundehvalpen væk fra Ada og op i sin favnen.

”Det må I undskylde,” gispede damen og satte snoren i Hugos halsbånd. ”Jeg håber ikke, I slog jer.”

”Ikke mere end vi plejer,” sagde Xavier og gav hunden et sidste kram.

De blev siddende lidt på jorden og kiggede e er Hugo, der halsede afsted med damen e er sig. Så fortsatte de med at få styr på de gamle tricks.

Tiden øj, og inden længe føltes det som at hænge ud med en gammel ven. De svingede præcis så godt, som hun altid havde vidst, at de ville. Ada og Xavier. Også selvom han kaldte sig Xander, og hun kaldte sig Ana. Og e er at de begge to var skvattet en masse gange, glemte hun alt om at være star-struck. For hey, ham her drengen var faktisk ikke en stjerne endnu. Han var bare e Boy Next Door, den bedste ven, hun nogensinde havde ha . *

Da de blev trætte af at skate, fulgtes de hjem uden egentlig at have a alt det. Med brætterne under armen og uden at have travlt. Xavier skede en halvtom pose lakridser op af lommen og delte de sidste med hende. Solen kærtegnede deres skrabede knæ. Der du ede af nyslået græs. Solsortene pi ede e er dem, og Xavier gentog deres triller med perfekt gehør.

”Hvad laver du ellers, når du ikke skater?” spurgte Ada med munden fuld af Piratos.

”Spiller guitar. Synger. Skriver sange.” Han rødmede. ”Synes du, det er nørdet?”

”Nej, overhovedet ikke. Og desuden er der ikke noget galt i at være nørd.”

”Spiller du også?”

”Lidt. Klaver. Og guitar.” Hun smilede skævt, men det gjorde han ikke. I stedet gik han videre i stilhed, indtil de nåede hendes hus. Så stoppede han og sagde:

”Måske kunne vi spille sammen?” Han pillede forlegent ved hjulene på sit skateboard.

Ada åbnede munden, men der kom ikke en lyd frem.

Stod Xavier Andersson, verdens bedste singer-songwriter, og spurgte, om hun ville være med i hans band?

”Det var bare, du ved … noget, jeg lige kom til at tænke på.” Han trak på skuldrene og lignede en, der skulle til at køre hjemad.

Hun skulle sige noget. Lige nu. Sådan en chance k hun ikke igen. Men Ada kunne stadig ikke få et ord frem. Det kunne hendes far til gengæld:

”Godt, I kom.” Adas far åbnede døren til værkstedet og vinkede dem hen til sig. ”Jeg har brug for to forsøgskaniner.”

Ada smilede lettet. Gad vide, om han havde stået og lyttet bag sommerfuglebusken? Nå, det var også lige meget. Xavier sagde klart, lod brættet ligge og gik hen mod værkstedet. Ada skyndte sig e er ham. Bag hende, på den anden side af vejen, var der noget, der rørte sig i hækken.

”Wow!” udbrød Xavier, da far slog døren op og bød ham indenfor. Xaviers øjne blev større og større, mens han tog det hele ind. Nu var det ham, der ikke kunne nde ordene, men det var faktisk også et imponerende sted, hendes fars op nderværksted. Det glemte man bare, når man kom der til hverdag. Der var alt, hvad man kunne drømme om af værktøj og maskiner: høvlebænk, metaldrejebænk, robotstyret laserbrænder, 3D-printer, computere, der kunne lande en raket på Mars, og en tidsmaskine forklædt som kummefryser.

Xavier rakte hånden frem mod et prisme, der strålede i alle regnbuens farver som en diamant på størrelse med en ananas.

”Den ville jeg så nok ikke lige røre ved,” sagde far.

Xavier trak forskrækket hånden til sig. ”Er den farlig?”

”Hva’, nej, ikke spor.” Far smilede. ”Jeg har bare lige pudset den.”

”Hvad var det, vi skulle teste?” spurgte Ada

”Min nye smag i atomsa evand: fersken-hindbær-vanilje.”

”Op nder du sa evand?” udbrød Xavier.

”Ja da. Blandt meget andet. Jeg har opfundet et sa evandkoncentrat, der skal blandes i forholdet 1 til 100.000,” sagde far fornøjet. ”Det slog aldrig rigtig an, fordi man skal bruge en elektronvægt til at veje det af, og de er lidt store i det …”

”På størrelse med en Folkevogn og lige så tung,” forklarede Ada.

”Men bortset fra det er det enormt praktisk. Tænk dig at have en aske på størrelse med en tube tandpasta og vide, at der er sa evand nok til et helt liv.” Far forsvandt ind i køkkenet.

”Han er lidt skør, min onkel,” undskyldte Ada.

”Jeg synes, han er cool,” sagde Xavier og fulgte e er Adas far.

Ada blev stående lidt, så hun kunne nå at smile færdig.

Xavier Andersson var på vej ind i hendes hus. Igen!

Hvis hun døde nu, ville hendes liv være komplet.

FØRsTe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

2. JuLi. AfTeN Kapitel 11

Hvis Adas op nderfar var en elektrisk komponent, ville han være en magnet. Han havde altid suget hendes venner til sig. Drenge og piger, store og små, alle elskede de at hænge ud med hendes far. Hun lænede sig tilbage på bænken i køkkenet og betragtede Xavier og far, der snakkede løs, som om de havde kendt hinanden altid. Far gjorde ingen forskel på folk. Han talte ens til børn og voksne, og så var han god til at lytte og få folk til at tale om det, der optog dem. Måske var det det, der gjorde ham magnetisk? E er to glas atomsa evand konstaterede Ada, at hendes far og Xavier allerede var opslugt af en samtale om højttalere og lydudstyr. Snart slog snakken et smut omkring den sublime lyd i gamle vinylplader for så at bevæge sig videre til gamle science ction- lm, som de alle tre var vilde med.

Inden hun k set sig om, havde Xavier inviteret sig selv på middag og lma en. Som altid var far glad for gæster. Han

lavede bare ekstra meget mad og sørgede for, at Xaviers mor var med på idéen.

Da de havde spist, sagde Ada: ”Kom med, så nder vi en lm.”

Xavier stillede pænt sin tallerken i fars ombyggede superopvaskemaskine og fulgte med.

”Og her har vi så lmene,” sagde Ada og slog døren op til husets bibliotek.

”Wow.” Xavier stod bomstille og tog det hele ind. Rummet lignede en moderne udgave af et bibliotek fra en engelsk herregård. Foran karnapvinduet stod to lænestole med et bord imellem. Væggene var dækkede af indbyggede reoler fra gulv til lo . Til den ene side var der bøger – alt fra naturvidenskabelige opslagsværker til børnebøger og verdenslitteratur. Til

den anden var der lm; blueray, dvd, vhs, betamax og gamle smal lm.

Xavier styrede direkte hen mod lmsamlingen. Dokumentar, drama, fantasy, science ction, stod der over de enkelte hylder. Alligevel spurgte han:

”Hvor står science ction- lmene?”

Ada viste ham reolen. Han var faktisk så ordblind, at han ikke kunne læse skiltene. Præcis som han havde betroet

hende. Det skar hende i hjertet. Nu stod han og bladrede gennem lmene. Men når man kendte hans hemmelighed, var det let at se, at han bare kiggede på omslagene.

”Er det her ikke Tilbage til fremtiden?” spurgte han og holdt en dvd frem. På forsiden stod en stor dreng i rød dynevest og kiggede bekymret på sit ur, mens han var på vej ud af en sølvgrå racerbil, der havde e erladt to brændende spor på vejen.

”Jo.” Ada følte jorden brænde under sig. Xavier havde valgt en lm om tidsrejser.

”Ej, fedt, den har jeg altid gerne villet se.”

”Jamen, så tager vi da den,” sagde far, der kom ind i det samme. Han blinkede til Ada og snuppede lmen, inden hun kunne nå at protestere. ”Kom med, så skal jeg vise dig biografen.” Far gik hen til bogreolen, greb en tyk bog i læderbind, der hed Gennem spejlet, og trak den halvt ud. Der lød en svag snurren af tandhjul, så gled reolvæggen til side og afslørede en perfekt minibiograf. Komplet med storskærm og re rækker dybrøde plysstole.

”Wo-ow!” Xavier trak lyden ud og lod den ende i en øjten. ”Jeg troede, det bare var for sjov, at I kaldte det for biografen.”

”Nej da. Her i huset tager vi skam lm og bøger meget alvorligt. De er en kæmpeinspiration til nye op ndelser.” Far

markerede med en udstrakt arm, at de skulle vælge pladser, mens han selv gik hen og tændte for anlægget. Da prøvebilledet kom frem, vendte han sig og sagde:

”Popcorn?”

”Ja tak, meget gerne.” Ada pegede på en kuglerund metalmaskine, der stod ved siden af anlægget. ”Det er en af min onkels bedste op ndelser,” hviskede hun, da hendes far gik i gang med at lave tre portioner popcorn.

Først fyldte han tre mål majskerner i maskinen, så tændte han på en knap, der k alting til at lyse og blinke, og så trak han et håndtag i bund, der gav en vidunderlig susende højtrykslyd. Et kvart sekund senere lød der en eksplosion af poppende majskerner, og så var det slut. Du en bredte sig, da far lod de dampende varme popcorn risle ned i tre store papbægre. Han rakte dem ét hver og satte sig på bageste række.

Ada holdt øje med Xavier, da han tog den første håndfuld.

”Det er de bedste popcorn, jeg nogensinde har smagt,” udbrød han, da han havde tygget halvt af munden.

”Ja, ikke?” sagde far stolt. ”Jeg har eksperimenteret mig frem til, at popcorn bliver allerbedst, hvis man popper dem ved præcis 2,73 atmosfæres tryk.”

Ada klappede sig på maven. ”Vi levede af popcorn den sommer.”

”Ja, man må gøre en indsats for videnskaben.” Far startede lmen, så vendte han sig mod Ada og hviskede:

”Jeg smutter lige et øjeblik.”

”Hvor skal du hen?”

Han pegede hen mod døren og blinkede indforstået.

Ada fattede ingenting, men det var også lige meget. Den dreng, hun havde drømt om så længe, sad ti centimeter fra hende. Bare de to. Alene i mørket. Hun kunne næsten ikke få vejret.

Adas far kom først tilbage, lige inden lmen sluttede med en kæmpe cli anger.

”Er der én til?” spurgte Xavier.

”Ja, Tilbage til fremtiden 2,” sagde Ada.

”Skal vi ikke se den i morgen?”

”Jo, bestemt,” sagde far.

”Det er en a ale.” Xavier rejste sig. Ada fulgte ham ud.

”Ses,” sagde han og forsvandt gennem et hul i hækken.

”Ses,” sagde Ada og gik ind igen. Ses, ses, ses, sang det i hende, da hun lukkede døren og dansede ind i fars åbne favn.

”Der kan du se,” sagde han og gav hende en svingtur, ”du kan sagtens nde ud af at få nye venner.”

”Tak,” hviskede hun. ”Uden dig …” Hendes stemme knækkede og forsvandt.

”Tænk ikke på det.” Nu var det fars stemme, der truede med at knække. Han rømmede sig og så på uret. ”Og mon ikke sådan en stor pige på 12 skal til at sove, også selvom det er sommerferie?”

Ordet sove k den sidste energi til at sive ud af Ada. Hun gabte højlydt og skyndte sig op på sit lyserøde pigeværelse. Jo før hun faldt i søvn, jo hurtigere blev det en ny dag med e

Boy Next Door.

Da hun lå klar med nattøj og nybørstede tænder, kiggede far op. Denne gang uden at have Coraline under armen. I stedet satte han sig på sengekanten og aede hendes hår, der var bølget e er at have været ettet hele dagen. Han sad lidt i stille e ertænksomhed. Så sagde han:

”Husker du at føre logbog?”

”Ja-ja.” Ada gabte.

”Du skal ikke ja-ja’e mig. Det kan være, du får brug for den senere, hvis du kommer til at udløse sommerfuglee ekten, så tag det venligst alvorligt.”

”Hvad er det med den sommerfuglee ekt? Og hvorfor kaldte du mig for forsøgsperson?” Ada prøvede at sætte sig op, men far skubbede hende blidt tilbage på puden.

”Det skal du ikke bekymre dig om her i testfasen af eksperimentet,” sagde han og slukkede sengelampen.

”Okay og godnat.” Ada gav op. Sommetider sagde hendes op nderfar nogle ting, hun ikke fattede. Nu var en af gangene. Og desuden var hun for træt til at høre en lang, videnskabelig forklaring. Det sidste hun gjorde, inden hun faldt i søvn, var at sætte e Girl Next Door på repeat.

FØRsTe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

3. JuLi Kapitel 12

Næste morgen vågnede Ada til lyden af stilhed. Telefonen havde spillet e Girl Next Door hele natten, og nu var den ad. Ada så sig om e er opladeren. Hun kiggede under natbordet, men der var den ikke. Hvor mon fortids-Ada havde placeret sin fortids-oplader?

Shit! Ada satte sig op med et spjæt. Hun tjekkede hurtigt værelsets to andre stikdåser. Der var ikke skyggen af en oplader, og hun havde glemt sin i fremtiden.

”Far?” Hun tumlede ned ad trappen.

”Ja?” lød det fra køkkenet.

”Den er død.” Ada lagde telefonen på bordet foran ham og satte sig på bænken.

”Wow.” Far rakte ud og tog hendes iPhone op i sine hænder, som om den var et af verdens syv vidundere. Han vendte og drejede den, trykkede på Home-knappen og kom så i tanke om, at Ada var ked af det. ”Ups.” Han lagde den

ubrugelige dims fra sig igen. ”Surt, den ikke virker, men hold nu op, hvor er den sej.” Han tog hendes hånd og gav den et klem. ”Det er vist meget godt, at jeg ikke kan komme til at smugkigge på fremtidens teknologi.”

”Hvad skal jeg gøre?” Ada følte sig nøgen uden sin telefon.

”Du skal gøre, som man gjorde i gamle dage.” Far gjorde et kast med hovedet over mod Xaviers hus.

”Hvordan?”

”Gå over og spørg, om han vil le… om han vil hænge ud.”

”Ej, helt ærligt.” Ada vred sig.

”Helt ærligt.” Far skænkede en kop ka e til dem begge. ”I har hele sommeren. I bor ti meter fra hinanden. Han kender ikke andre end dig, og du kender faktisk heller ikke andre.

Kort sagt: Du får ikke brug for din telefon, overhovedet. Jeg mener, hvis du vil have fat i ham, kan du bare råbe ud ad vinduet.”

Ada tog en slurk af ka en. Den var blød og varm.

”Hvad skal I lave i dag?” Far rakte hende en nybagt bolle.

Ada trak på skuldrene. Så kom hun i tanke om det sidste, Xavier havde sagt i går, inden han smuttede gennem hækken: Ses! Nu var det ikke kun ka en, der gjorde hende blød og varm.

”Hvis jeg må komme med et forslag?” Far skubbede en avis over til hende og pegede på en annonce. Geologisk Museum havde lige åbnet en udstilling om vulkaner.

Nu var det Ada, der sagde Wow. Hun havde brugt år på at læse om vulkaner, drømme om vulkaner og bygge vulkaner sammen med far. Vulkaner havde været hendes liv, og hun havde læst i Fanbladet, at Xavier også var vild med vulkaner. Perfekt timing. Igen!

”De åbner klokken 11, og jeg vil gerne køre jer,” råbte far, da hun gik ud ad døren og gennem hækken.

Et øjeblik e er stod hun foran Xaviers bagdør. Igen. Det var kun tre- re dage siden, hun havde stået her sidst og ledt e er noget, hun ikke vidste, hvad var. Ada så ned og forventede næsten at føle rimfrosten knirke under sine fødder ligesom sidst, da far havde sendt hende over for at nde noget, der kunne hjælpe hende med at vinde tv-konkurrencen.

Hun k øje på æbletræet mellem deres huse og følte en bølge af søsyge – eller tidsrejsesyge? Tænk, hvis han ikke havde skåret sine forbogstaver i barken. Så havde hun aldrig mødt ham. Og så var de aldrig blevet venner. Mere skulle der ikke til, før det hele gik i kludder. Var det det, far mente med sommerfuglee ekten?

Ada lænede sig op ad den røde murstensvæg, trak vejret dybt og k styr på sig selv. Så ringede hun på.

”Ja?” Xaviers mor åbnede døren med et ansigtsudtryk, der kunne skræmme en sælger væk. Men da hun k øje på Ada, var det pludselig let at se, hvor Xavier havde sit smilehul fra. ”Ana?” spurgte hun.

”Ja. Hej.”

”Hej, Ana, kom endelig ind. Xander har talt om sin nye ven hele morgenen.” Hun smilede så bredt, at Ada ikke kunne lade være med at føle et stik i hjertet. Sådan smilede kun en bekymret mor til en dreng, der ikke havde mange venner.

Ada trådte indenfor med alle sanser åbne. Der var yttekasser overalt, der lugtede af maling og sæbevand, og kun de mest nødvendige møbler var på plads. Alligevel var hun ikke et sekund i tvivl om, at her boede Xavier Andersson. Oppe fra første sal kunne hun høre ham synge og spille guitar.

”Gå du bare derop.” Xaviers mor gjorde et kast med hovedet. ”Man kan råbe, til man er blå i hovedet. Når han spiller, hører han ikke en lyd.”

”Okay.” Ada gik langsomt op ad trappen, mens hun nød hans musik. Xavier nynnede kun, afprøvede forskellige akkorder og sang vrøvleord. Alligevel lød det vildt godt. Hun kunne tydeligt genkende de første tegn på det, der ville blive

hans stil. Hun blev stående foran den lukkede dør og lyttede. Han lød som en, der var helt inde i sin egen boble, og hun

nænnede ikke at forstyrre ham. Tænk, hvis han var midt i at skrive sit første hit, og hun a rød ham. Ville hittet så aldrig blive skrevet?

”Xander?” lød det nedefra. ”Du har besøg.”

Ada rev sig ud af sine tanker og bankede på.

”Ana?” Xavier åbnede døren. Om halsen hang hans guitar, og han havde stadig venstre hånd på gribebrættet i noget, der lignede en a-mol-akkord.

”Forstyrrer jeg?”

”Nej-nej. Overhovedet ikke. Kom ind.” Han sparkede til en bunke vasketøj, men opgav at lave en lynoprydning. I stedet sagde han: ”Pas på, du ikke falder over noget.”

Ada gik ind og kiggede sig nysgerrigt omkring. Der var ikke ret meget at se endnu. Alligevel var det tydeligt, at her boede en kommende musiker. Mellem yttekasserne stod to akustiske guitarer sammen med en neonlampe, der var formet som en el-guitar.

”Hvad så?” spurgte han.

”Jo, øh … mig og min onkel tænkte på, om du ville med på museum?”

”Ja?”

”Geologisk Museum? De har lige åbnet en udstilling om vulkaner.”

”Hvad som helst for at slippe for at gøre hovedrent.” Xavier lagde guitaren fra sig og greb en trøje.

Ada lo forvirret og bakkede ud af værelset. Det var da en mærkelig reaktion fra en vulkanfan.

Neden for trappen stod Xaviers mor og lod, som om hun ikke havde hørt, hvad de talte om.

”Er det okay, at jeg tager med Ana og hendes onkel ind til byen?”

”Ja da.” Hun stak ham nogle penge til billetten. ”Bare du er hjemme, så du når musikskolen.”

”Ja-ja,” sagde Xavier og forsvandt gennem hækken.

Selvom Ada var oppe at køre over at skulle tilbringe endnu en dag sammen med Xavier, glemte hun hurtigt, at han gik ved hendes side. Så spændende var udstillingen. Hendes gamle passion for vulkaner boblede frem, kogte op og løb over. Snart nørdede Ada og hendes far løs og bombarderede Xavier med fakta om stenarter, landskaber og berømte vulkanudbrud. Og det så ud til at smitte. Xavier stillede spørgsmål og lyttede til deres begejstrede forklaringer. De blev der til lukketid.

”Jeg anede ikke, at vulkaner var så spændende,” sagde han på vej ud til bilen.

”Hvad?” udbrød Ana. ”Jeg troede, du var vild med vulkaner?” Det havde hun da læst i et interview?

”Nu er jeg.” Han smilede. ”Og hvor kunne det være fantastisk at komme til Hawaii og se en vulkan i udbrud.”

Mens Xavier drømte højt om sin kommende Hawaiirejse, sendte Ada sin far et forskrækket blik. Var det hende, der havde plantet Xaviers interesse for vulkaner, allerede nu? Og gjorde det noget, når den alligevel ville være kommet senere?

Var det det her, far mente med sommerfuglee ekten?

Far blinkede beroligende til Ada og sagde:

”Jeg tror, vi har et par lm om vulkanudbrud.” Han kiggede op mod den blygrå himmel, der lugtede tungt af torden.

”Hvad siger I til en e ermiddagsforestilling?”

FØRsTe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

3. JuLi Kapitel 13

På vejen hjem sang de i kor, alle tre, til fars gamle CD’er med tidlig rock’n’roll og blues.

”Kender du den?” Far sendte Xavier et anerkendende blik gennem bakspejlet.

”Ja. Jeg elsker gammeldags musik.” Xavier trommede takten til det næste nummer på knæene, lukkede øjnene og sang, så Ada var ved at smelte. Den stemme! Hun elskede hans voksne, dybde stemme, men hans lyse drengestemme med det hæse knæk var også fantastisk. Hun prøvede at dæmpe sin egen stemme, så hun bedre kunne høre hans, men så kom en af hendes yndlingssange, og hun glemte alt og skrålede bare med: Ti-i-i-ime is on my side. Yes, it is! Og Xavier faldt ind med en fed andenstemme.

En halv CD senere var de hjemme, og den første torden var begyndt at rumle i det erne. Far bad dem gå ind og nde en vulkan lm, mens han tjekkede et eksperiment, der stod

og simrede i værkstedet. Det skulle jo nødigt ryge i lu en. Sammen med det halve af gaden.

Imens viste Ada Xavier hylden med katastrofe lm, og han gik glad i gang med at vælge en ud fra omslaget. Heldigvis var der masser af lava og askeskyer på vulkan lmene, så det var ikke til at tage fejl af. Inden længe stod han med tre lm og overvejede, om de kunne nå dem alle sammen.

”Skulle du ikke i musikskole?” røg det ud af Ada, da det gik op for hende, hvad klokken var.

”Ej, ikke i dag.” Han smilede genert. ”Det er alligevel bare sådan et sommerferiehold, min mor har meldt mig til, for at jeg ikke skulle kede mig. Og når jeg er sammen med dig, er der ingen fare for at kede sig.”

Ada vendte ansigtet halvt væk, så han ikke skulle se hende smile som en glad idiot. Det var det mest romantiske, hun nogensinde havde hørt. Hun havde lyst til at synge og danse, til at slå armene om ham og klemme ham ad, til at fortælle ham, hvor skøn han var. I stedet sagde hun det næstbedste:

”Popcorn?”

”Yeah!”

Lidt e er satte de sig med hvert sit bæger du ende varme popcorn og spiste løs, mens de ventede på onkel op nder.

”Du, Xavier?” sagde Ada med munden fuld.

”Hvordan vidste du, at jeg hedder det?” snappede han.

”Det øh … Det siger din mor, når hun kalder på dig,” svarede Ada hurtigt.

”Gør hun det? Jeg prøver ellers at få hende til at kalde mig Xander. Det andet er sådan lidt for meget, synes jeg.” Han smilede genert. ”Jeg er opkaldt e er en eller anden kikset popsanger, som min mor var vild med, da hun var ung.”

”Jeg synes, det er et ot navn,” sagde Ada. ”Eksotisk og let at huske.”

”Prøv mærkeligt og let at blive drillet med.” Han rullede med øjnene. ”Jeg ville ønske, jeg hed noget almindeligt. Og pænt. Som dig.”

”Du skal bære det navn som en krone, okay? Det navn betyder rigtig meget for din mor. Vær stolt af at hedde noget særligt, og så er det i øvrigt pisse-praktisk, hvis du får brug for et kunstnernavn en dag.”

”Hvad mener du?”

”Hvis du bliver en verdensberømt … kikset popsanger en dag,” sagde hun og tjattede til ham, selvom hun var dødsensalvorlig. Han måtte ikke ski e navn. Det kunne hun ikke bære.

”Som om,” sagde han og tjattede tilbage. Der røg et par popcorn ud af hans bæger, og Ada tog en håndfuld og kylede den i hovedet på ham.

”Nå, så det tror du …” Xavier greb Adas etninger med den ene hånd og holdt sit bæger over hendes hoved.

”Hov-hov, I to. Det eneste, der skal yde her, er lava.” Fars stemme k straks Xavier til at droppe sit angreb og samle popcorn op fra gulv og sæder.

De endte med at se alle tre lm. Kun a rudt af a ensmad og et hurtigt opkald til Xaviers mor, der var mere end lykkelig for, at hendes søn havde nogen at hænge ud med. Det regnede resten af dagen. De snakkede og grinede og talte om alting og ingenting. Xavier nød tydeligvis at snakke med Adas far, men far forstod også at gøre sig usynlig, så Ada k en masse dejlig alenetid med Xavier.

Først da klokken nærmede sig sengetid, begyndte Xavier at mumle om, at han nok hellere måtte tage hjem.

Ada fulgte ham ud gennem køkkendøren, ivrigt snakkende, men da de stod og skulle sige farvel, blev de pludselig tavse.

Ada ledte e er de rigtige ord: tak for en dejlig dag? Sov sødt? Har du nogen planer for i morgen? Men inden hun nåede at sige noget, daskede Xavier hende på skulderen med en blød knytnæve.

”Bye-bye,” sagde han og forsvandt ud i det blækblå tusmørke, der du ede tungt af sommerregn.

”Kan du morse?” røg det ud af Ada. Xavier stoppede halvt inde i hækken og kiggede på hende med rynkede bryn. Hun pegede på deres vinduer, og straks var han med. Deres huse lå så tæt, at de kunne morse om a enen med lommelygter. Alligevel mumlede han Næ og så ned i jorden. Og først da slog det hende: Når han ikke kan stave, kan han ikke morse. Hun kunne have sparket sig selv.

”Det var også bare en ollet idé.” Ada gjorde spejderhonnør med tre ngre mod højre tinding. ”Hvis nu du også havde gået til spejder.”

”Det har jeg faktisk.” Han målte afstanden mellem de to vinduer. ”Og vi kan da prøve den der med snoren og de to konservesdåser, hvis du synes.”

”Klart.”

”Cool. Det gør vi i morgen.” Xavier gjorde spejderhonnør og forsvandt gennem hækken.

Ada dansede ind i huset og op ad trappen. Den måde, han havde sagt i morgen på. Som om de allerede var bedste venner.

”Boy next door, we were meant to always be,” nynnesang hun med munden fuld af tandpasta.

Da hun kom ind på værelset, sad far og ventede på sengekanten. Han havde tændt for en lavalampe, som hun

havde glemt, hun havde. Den sendte røde bobler op i en blålig væske og spredte hyggelys i hele rummet. De sad lidt sammen og betragtede lavadråbernes langsomme dans. Det var lige så beroligende som at stirre på et lejrbål og tømme hovedet for tanker. Ada strakte sig og gabte. Hvor havde det været en dejlig dag. En lang, dejlig, lang, lang dag.

Uden et ord lagde far dynen om sin store pige og skovlede hende sidelæns ned at ligge.

”Nå?” sagde far.

”Nå hvad?” mumlede hun, allerede halvt i drømmeland.

”Husker du at føre logbog?”

”Mmm.” Hun klappede på Grusomme mig-bogen, der lå på hendes natbord. Uåbnet.

”Godt,” hviskede far ned i hendes hår. ”Det er vigtigt at få det hele med.”

”Godnat,” gabte hun og rullede sig sammen. Hvor vigtigt kunne det være med den logbog? Hun ville aldrig glemme et eneste sekund af sin sommer med Xavier. Og hun så ham jo allerede i morgen.

Ada så ikke bare Xavier dagen e er. Hun så ham alle dage, hele ferien. Han var ny i byen, alle andre var på ferie, og hans mor havde travlt, så Ada havde ham for sig selv. Hvor heldig kunne man være!

De brugte den første formiddag på at få spejdertelefonen til at virke. Og måske virkede den også? Det var svært at afgøre, når deres vinduer var så tæt på hinanden, at de sagtens kunne tale sammen uden konservesdåser og skesnøre. Så gik de over til at kaste papirs yvere ind til hinanden. Og da det ikke var sjovt længere, opfandt de en række hemmelige signaler, så de kunne sige god nat til hinanden ved at blinke med lyset: One-Two, One-Two- ree, One-Two- ree-Four … Let’s Go.

Dag e er dag pjækkede Xavier fra musikskolen for at være sammen med Ada. De hang ud i op nderværkstedet. Byggede bagepulvervulkaner og sprængte ting i lu en, inklusive fortids-Adas lyserøde enhjørningeskateboard.

De tog til stranden. Spiste pandekager. Så lm. Spillede stangtennis. Eksperimenterede med fars nye so icemaskine og faldt i staver over a enhimlen i fortids-Adas stjernekikkert.

De hyggede, hang ud, holdt fest. Og så var de re uger gået.

Eller næsten.

FØRsTe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE. 2 8 . JuLi

Kapitel 14

Måske var det, fordi hun selv var rejsende i tiden, at hun tænkte så meget over Tid den sommer? For hvordan kunne det være, at de re lykkeligste uger af hendes liv øj afsted, som var det timer, minutter, sekunder. Som var det mursejlerne, der hver a en, når himlen blev tusmørkeblå, fyldte lu en med glade skrig, for snart at forsvinde igen mod erne himmelstrøg. Når hun så de smukke trækfugle lave kick ip i lu en, følte hun et stik af smerte. Ligesom fuglene var hun selv blot på sommerbesøg, og Xavier anede ikke, at han først ville se hende igen om fem lange år.

Det var deres sidste dag sammen, og Ada ville nyde hvert et øjeblik af den. Desværre var der noget, der gnavede i udkanten af hendes bevidsthed. Noget vigtigt, hun havde glemt, men jo mere hun prøvede at huske det, jo mere smuttede det fra hende.

Ada sad sammen med Xavier under æbletræet i hans baghave. Sommerfugle dansede omkring dem: dagpåfugleøje, admiraler, blåfugle. Hun lænede sig tilbage i liggestolen og lukkede øjnene. Solstrålerne tegnede neonrøde pletter på indersiden af hendes øjenlåg, a rudt af blå skygger fra bladene, når vinden k dem til at bevæge sig over hendes hoved. Hvad var det nu, hun havde glemt?

”Ana? Er du okay?”

”Ja da.” Hun sendte ham noget, hun håbede, var et kækt smil, og prøvede at ryste de triste tanker af sig.

”Du ligner en, der har hjemve.”

”Tja.” Det passede vel meget godt. Bortset fra at hjemveen først for alvor ville ramme hende i morgen.

”Her.” Han rakte hende sin telefon. ”Du må gerne ringe til din far, hvis det er.”

”Tak, Xavier.”

”Mere sa evand?” Han rejste sig, så hun kunne få ro til at ringe, og da hun sagde ja tak, gik han målrettet ind mod køkkenet.

Ada ventede, til han var ude af syne. Så rejste hun sig og gik en tur rundt om æbletræet. Mystisk! Hun tog en runde til og kiggede endnu grundigere på stammen. Hvor var hans

forbogstaver? De to tegn, han havde snittet i barken, og som var grunden til, at de sad her i dag.

”Hvad laver du?”

Ada fór sammen, da Xavier stod bag hende med to duggede glas solbærsa .

”Kigger e er … øhm … spindemøl.”

”Spindemøl?”

”Ja.” Hun tog imod glasset og satte sig på kanten af liggestolen. ”Hvis de angriber et træ, kan de ødelægge de nye skud, så det går ud.” Og så ville den nye ejer fælde træet, og hun ville aldrig møde ham. Adas sa evand skvulpede over.

”Rolig nu,” grinede Xavier og satte sig. ”Det er bare et gammelt æbletræ.”

”Ja ja. Det ville bare være vildt synd. Fordi det er så smukt, og fordi æblerne smager supergodt.” Hun pegede op. ”Vi plejer at spise dem, der falder ned i vores have. Jeg mener … min onkels have.”

”Venter I, til de ’falder’ ned, eller hjælper I dem til at falde ned?” drillede han.

Men Ada hørte ikke e er. Spindemøl, møl, natsværmer, sommerfugl, sommerfuglee ekt … Hendes tanker var ved at falde i hak. Og så, pludselig, kom det til hende:

”Audition!” Ada slog ud med armen, så resten af sa evandet ramte Xavier.

”Ej, hvad laver du?”

”Kom!” Hun vidste fra et interview i Fanbladet, at Xaviers mor fandt et opslag om audition til BoyZ i Kiosken. Og den lukkede om … hun kiggede på hans telefon … om ti minutter. ”Kom med,” gentog hun. ”Vi skal i Kiosken. Nu!”

”No way.” Xaviers T-shirt var gennemblødt. Hans pandehår hang ned i øjnene.

”Jeg er tilbage om et øjeblik.” Ada snuppede Xaviers mountainbike og kørte, som gjaldt det livet.

Kioskmanden gik allerede udenfor og tog ag ned, da Ada kom susende.

”Vi har lukket,” sagde han.

”Jeg skal bare liiige se noget.”

”Og jeg skal hjem og se fodbold.”

”Jeg skal nok være hurtig.”

Kioskmanden tog det sidste ag ned og blev stående i døren.

”Please.” Alt i hende skreg. Hvis hun ikke k fat i opslaget, var Xaviers fremtid ødelagt. Hun så sig om og k øje på et

reklameskilt. Hun klappede det sammen og tog det under armen. ”Hvis nu jeg hjælper med at lukke?”

Kioskmanden blev stående. Så rystede han på hovedet og trådte et skridt til siden. ”Så pyt. Hvis det er så vigtigt.”

”Tak,” mumlede Ada og skyndte sig ind. Opslagstavlen hang lige inden for døren. Opslaget var ikke til at tage fejl af.

Selvtilliden hos de tre drenge i BoyZ fejlede i hvert fald ikke noget. Hun tog sedlen ned, foldede den re gange sammen og lagde den i baglommen.

Papiret brændte, mens hun cyklede tilbage. Hvis hun tabte det, ville hun ødelægge sin bedste vens skæbne. Og sin egen.

Da hun kom tilbage, sad Xavier i liggestolen med ren T-shirt og tørt hår.

”Hvad skulle du?” spurgte han.

Ada kunne ikke få et ord frem. I stedet pressede hun opslaget ned i hans hånd.

Han bøjede hovedet i skam og rakte det tilbage. ”Jeg kan ikke …”

”Undskyld …” Hvor var hun dog dum. Ada skyndte sig at læse højt:

”BoyZ – verdens snart bedste band – søger forsanger og sangskriver. Audition den 29. juli kl. 10 i Musikskolen. Kom og blæs os omkuld.”

Xavier trak på skuldrene.

”Det var noget, jeg så forleden dag. Jeg ville have sagt det, men så glemte jeg det, og så kom jeg i tanke om det lige før.”

Hun vi ede triumferende med opslaget. ”Jeg tror, det er lige noget for dig.”

”Whatever.”

Hvad? Kunne han ikke kende sin skæbne, når den stirrede ham lige i øjnene?

”Det her er ikke for sjov.” Hun bøjede sig ind over ham.

”Jeg kan ikke fortælle dig hvorfor, men jeg har sådan en stærk fornemmelse af, at dig og det her band, at I er meant to be.”

”Jeg ved bare ikke, om …”

”Lov mig, at du stiller op!” a rød hun og rakte ham det krøllede stykke papir. ”Om ikke andet så for min skyld.”

”Okay-okay, hvis det betyder så meget for dig.” Han trak på skuldrene, tog imod sedlen og stoppede den i lommen.

Det her var helt galt. Det skulle jo betyde alting for ham, ikke for hende.

”Kom nu og sæt dig.” Han klappede på liggestolen ved siden af sig. ”Det er vores sidste a en, og jeg har tænkt mig at nyde den.”

Det havde hun også, men det var bare svært. Hun vidste nemlig noget, som han ikke kunne vide: Når hun rejste hjem til ’sin far i Jylland’, så kunne han ringe lige så meget, det skulle være, uden at få svar. Hvis hun sendte ham en snap fra fremtiden, ville han først få den om fem år.

Til sidst, da Xaviers mor havde sagt godnat tre gange, stod de endelig i hækken og sagde et sidste farvel.

”Hvis du savner mig,” forsøgte Ada, ”så kan du jo bare hænge ud med min kusine. Hun er godt nok kun syv år gammel, men hun er faktisk supercool.”

”Ja-ja,” grinede Xavier. ”Hestepiger med rokketænder er lige mig.” Han vendte sig og vinkede over skulderen. ”Ses.”

”Ses.”

Først da han var forsvundet i tusmørket, kom hun i tanke om, at hun ikke k tjekket æbletræet. Men han havde garanteret skåret i det, mens hun var i Kiosken, eller også ville han gøre det på et eller andet tidspunkt, inden de yttede, ham og hans mor. Det var der tre år til, så der var ikke noget at bekymre sig om. I morgen skulle han møde sin skæbne. Han

skulle være stjerne, og hun skulle være en af hans få gode venner, fra før han blev kendt.

Da Ada kom ind på værkstedet, sad hendes far på kummefryseren og svingede med benene. Han sendte hende et smil, der ikke nåede øjnene.

”Er der noget galt?” Hun kiggede nervøst på tidsmaskinen.

”Næ.” Han slog armene ud og gjorde tegn til, at hun skulle komme nærmere.

Ada gik ind i hans favn og indsnusede du en af ka e og lodde-tin. Hans skæg kildede hende på panden.

”Jeg kommer til at savne dig,” mumlede han ned i hendes hår.

”Vi ses om fem år. Og desuden så kommer jeg jo hjem fra spejderlejr i morgen.”

”Du har ret.” Han trak hende ud fra sig, så han kunne se hende. ”Nogle gange ligger jeg vågen og tænker på, om jeg gør det godt nok. Om det er nok for dig kun at have sådan en lille familie på to. Den slags. Det tror jeg, de este forældre gør. Det er vist en del af jobbet.”

Hun nikkede.

”Så derfor har det været så dejligt at have besøg fra fremtiden.” Han lagde hænderne på hendes skuldre. ”For nu ved

jeg, at jeg ikke behøver bekymre mig om, hvordan det skal gå dig.”

”I lige måde,” mumlede Ada. Pludselig genert.

Øjeblikket stod og dirrede mellem dem. Så forsvandt det med en forsinket mursejlers skrig. Det var tid.

”Har du husket det hele?” Far hoppede ned fra kummefryseren.

”Ja.” Denne sommer ville hun aldrig glemme. Hun klappede sig på lommerne. Telefonen var der. Død og ad. Mere havde hun ikke ha med.

Hun åbnede låget til kummefryseren og klatrede ombord.

”Er du helt sikker?” Han rakte hende logbogen. ”Bare for alle tilfældes skyld, du ved.” Far blinkede til hende og lavede sommerfuglebevægelser med hænderne.

NuTiDeN. DaG 2

Kapitel 15

Tilbage i nutiden slog Ada låget op. Stadig glad og fortumlet oven på sin vidunderlige sommer med verdens bedste ven.

Far rakte hende en hånd og hjalp hende op.

”Det har været de mest fantastiske re uger i mit liv …” begyndte hun.

”Du må hellere komme med,” a rød far.

”Hvorfor? Er der noget galt?”

Far lod tavsheden tale for sig. Ada fulgte ham op ad trappen, mens sommerfuglene baskede i maven. Han slog døren op til hendes værelse og pegede.

”Hvad?!” udbrød Ada. En selvglad forsanger smilede til hende fra fanplakaterne på væggene. En fyr med platinblondt hår. Hun gik nærmere. Der var ingen tvivl. Det var BoyZ, også selvom Ace, Steve og Chris så anderledes ud. Som om de spillede party-pop.

Ada fattede ingenting, og alligevel gjorde hun.

”Det skete for lidt siden,” sagde han stille. ”Jeg gik op med rent sengetøj, og pludselig var der et andet ansigt på plakaten.”

Et øjeblik stod Ada som forstenet, så tog noget over i hende. Hun var nødt til at vide, hvad der var sket, og der var kun en vej frem: nettet. Hun lagde logbogen fra sig på sengebordet, hvor hun lige havde taget den, og satte sin stendøde telefon i opladeren. Så tog hun computeren frem og gav sig til at søge. BoyZ var stadig verdensberømte, men de havde en helt anden tøjstil, og deres monsterhit var ikke længere e

Girl Next Door, men Summer Fun in the Summer Sun. Hun fandt det på Youtube og spillede videoen, hvor de re stjerner dansede på en tropisk strand og sang:

”Lets have some summer fun in the summer sun. Ju-hu. Let’s go sur ng. Party-party.”

Ada bevægede hovedet langsomt fra side til side. Hvad var der sket? Xavier havde jo lovet hende at tage til audition.

Hun kvalte lyden af den ligegyldige party-pop og googlede ham. Der kom næsten ikke noget frem, selvom hans navn var så specielt. Det kunne ikke passe. Alle sætter sig spor. Selv én, der ikke kan skrive. Hun tog sin telefonen, der nu var ladet nok op, til at hun kunne tjekke den. Det første, der mødte hende, var baggrundsbilledet af ham den blonde popsanger. Yikes! Han fyldte også alle fansiderne og de sociale medier,

som hun fulgte. Superaktiv med at opdatere fansene om sine byture, løbeture, øvesessioner, tøjindkøb og cafébesøg.

Hun tjekkede sin opkaldshistorik, for at se om Xavier havde ringet. Men den gik kun en måned tilbage. Så tjekkede hun ulæste sms’er, også selvom hun godt vidste, at han ikke kunne skrive, men måske havde han sendt et foto? Desperat scrollede hun gennem gamle beskeder, år for år … og endelig fandt hun noget. En ulæst sms fra fortiden: Du har tre telefonsvarerbeskeder. Og hans nummer.

Hun glemte at trække vejret, mens hun afspillede beskederne, en e er en:

”Hey, Ana-Banana, det er mig. Jeg lovede at fortælle, hvordan det gik med den der audition. Giv mig et ring.”

”Hej igen. Jeg vil bare høre, hvordan det går.”

”Ana? Hvorfor svarer du ikke? Er vi okay?”

”Du har ikke ere beskeder,” lød en syntetisk stemme. ”Ønsker du at høre beskeden igen, tryk 1. Ønsker du at slette …”

Ada trykkede 1.

Den første besked lød glad og ubekymret. Den anden lød mere neutral. Og den tredje k hendes mave til at knuge sig sammen. Hun afspillede dem igen. Nu syntes hun pludselig, at den første besked lød lidt for kæk, og han havde da aldrig kaldt hende Ana-Banana? Hvis han var kommet med i bandet, var det vel også det, han ville have sagt, var det ikke?

Ada gik hen til vinduet og kiggede ud. Rullegardinet var oppe, og hun kunne kigge ind i naboens soveværelse. Det var midt på dagen, solen hang lavt på himlen, og sneen pudrede taget hvidt. Hun trak vejret dybt. Hun havde brug for at vide, hvad der var sket, og hun havde allerede en plan. Hun tastede hans nummer og ringede op, mens hun forberedte sig på at høre hans voksne, dybe stemme.

”Ja?” lød det forbeholdent.

”Ja, hallo, er det Xavier Andersson?”

”Ja.”

”Mit navn er Ada Ring. Jeg ringer fra Nyskolens Skoleblad.

Vi laver en artikel om berøm… om gamle elever, og jeg ville høre, om du har lyst til at være med.”

”Næ.”

”Ej, hvorfor ikke?” røg det ud af hende.

”Fordi jeg ikke er nogen god historie.” Han lo stille.

”Alle er da en god historie,” forsøgte Ada. ”Det er bare et spørgsmål om, hvordan man skriver den.”

”Måske. Men med mig er der ikke rigtig noget at skrive om. Jeg hadede skolen, bustede afgangsprøven. Forsøgte at få en læreplads, men det er svært med dumpekarakterer. Så jeg har ha lidt småjobs. Flaskedreng, trappevask, den slags.

Det stopper sikkert, når jeg fylder 18 lige om lidt og skal have voksenløn. Sådan en ordblind idiot som mig kan ikke blive til noget.”

Nej-nej-nej! Ada tørrede hidsigt en tåre væk.

”Spiller du ikke mere?” spurgte hun.

”Spiller?”

”Musik.”

”Næ. Det gjorde jeg engang. Men det er længe siden.

Faktisk så …” Han gik i stå.

”Så hvad?”

”Så var jeg til audition til BoyZ, du ved: Summer fun in the summer sun.” Det sidste sang han. Og selvom hans stemme var lidt rusten, lød det langt bedre end ham den platinblonde.

”Men det gik slet, slet ikke, og så mistede jeg modet. Egentlig holdt jeg vist op med at spille dengang.”

”Åh, det er jeg ked af at høre.” Ada a rød sig selv, så han ikke skulle høre, hvor tæt hun var på at græde.

”Kender jeg dig ikke?” sagde han. ”Jeg synes, jeg kender din stemme.”

”Nej … det tror jeg ikke.”

”Du lyder præcis som en pige, jeg kendte engang. Ana.

Vi hang ud på Nyskolens skatebane. Supersød. Supernørdet.

Rødbrune etninger. Boede hos sin op nderonkel. Kender du hende?”

”Nej,” kom det. Alt for hurtigt. Alt for hårdt.

Lyset i hans stemme gik ud: ”Nå, men som sagt. Jeg er ikke nogen god historie. Medmindre du skal bruge et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke passer sin skole. Så øh, jeg tror, du skal nde en anden. Ka’ du ha’ det,” sagde han og a rød forbindelsen.

Ada stirrede tomt frem for sig. Det var ikke til at fatte. Hun

havde ødelagt ham. Ikke bare hans karriere i BoyZ, men hele hans liv. Han lød ikke længere som sig selv. Alt det intense, levende, lyttende. Al nysgerrigheden og energien var væk. Nu lød han bare som én, der havde givet op uden at prøve.

Hun støttede sig til vindueskarmen. Tårerne brændte i hendes øjne.

”Ada.” Far lagde armene om hende og vuggede hende som et lille barn. Havde han været der hele tiden? Hun puttede sig

ind til ham og hulkede. Så ramte en tanke hende, og hun trak sig fri:

”Har jeg ødelagt andet?” Hun kiggede ud ad vinduet.

Rædselsslagen for at se, at Danmark var besat af ender, at havene var steget, at robotterne havde overtaget verden.

”Nej,” sagde far. ”Jeg har holdt øje med alle medier, og der har ikke været nogen tidsskælv. Det er kun Xaviers fremtid, du har ændret.”

Det var også nok. Ada tørrede øjnene og rankede ryggen.

”Hvad gør jeg nu?”

”Du kigger på skæbnepunkterne. Der er stadig to tilbage.”

Ada fandt sine noter fra interviewet og lod far kigge med:

1) Hvis han havde fået en ven, da han yttede til Nyhøj.

2) Hvis han ikke havde klaret audition.

3) Hvis han havde klaret sig bedre til folkeskolens afgangsprøve.

”Men …” Hun bed sig i læben. ”Jeg har jo allerede ødelagt det første skæbnepunkt.”

”Ikke mere end at du kan gøre det godt igen.”

”Hvordan det?”

”Nu har du jo forstået, hvad sommerfuglee ekten er,” sagde han, ”på den hårde måde.”

”Forklar!”

”Altså. Sommerfuglee ekten er hele grundlaget for den moderne kaos-teori: Kan en sommerfugl, der slår med vingerne i Brasilien, starte en tornado i Texas?”

”Ja, mon ikke.” Hun var stille lidt. Så blev hun ramt af en tanke. ”Men så går det vel også den anden vej? At en tornado i Texas kan få en sommerfugl til at slå med vingerne i Brasilien?”

”Det er det, vi er ved at nde ud af.” Han gjorde et kast med hovedet i retning af værkstedet. ”Det er det skønne ved tidsmaskiner; at man får en chance til.” Han rejste sig. ”Det er nu, du skal rejse tilbage og forhindre, at sommerfuglee ekten ødelægger Xaviers liv.”

”Men hvordan?”

”Det nder du nok ud af.” Han blinkede til hende og gik.

NuTiDeN. DaG 2

Kapitel 16

Okay. Ro på. Hun kunne gøre det godt igen. Men hvordan?

Ada satte sig i vindueskarmen og så over på hans gamle værelse. Hun måtte tænke det grundigt igennem. Og det krævede én ting: musik til arbejdet.

Fingrene kendte rutinen. Hun gik ind på Spotify, fandt sin playliste og trykkede Spil. Straks lød det:

Are you my summer girl?

In a hot hot summer world

Lets have some summer fun in the summer sun

Ju-hu. Let’s go sur ng

Party-party

Ada slukkede. Hans musik var væk. For evigt. Og det var hendes skyld.

Hans musik, der havde været lydtapetet til hendes liv. Hans sangtekster, der havde hjulpet hende gennem gode og dårlige tider.

Adas skuldre rystede, da det gik op for hende, hvor egoistisk hendes tidsrejseprojekt havde været. Hun havde ha et klart mål: Hun ville have ham som ven. Punktum. Men venskab går to veje. Og hun havde ikke været en god ven for ham. Det hele havde drejet sig om hende og hendes følelser, men hvad med ham? Hvad havde hun givet ham. Hvornår havde hun hjulpet ham med noget, som han ikke havde klaret helt nt uden hendes hjælp. Og så slog det hende: Hun havde maset sig ind på hans første skæbnepunkt, ikke for at være der for ham, men for at få en plads i hans skæbne. En tyngde lagde sig i hendes bryst. Hun sad stille lidt, indtil hun kunne tænke klart igen. For faktisk havde han nævnt et skæbnepunkt til. Noget, der gjorde ondt på ham. Det tredje skæbnepunkt handlede om hans ordblindhed. Det handlede kun om ham og hans skjulte indlæringsvanskeligheder, ikke om bandet.

Så hvad nu hvis hun kunne vise sig som en sand ven og hjælpe ham? Sådan at han aldrig mere skulle sidde der, som verdensberømt popstjerne og vride hænder over for en 12årige pige fra et skoleblad. Hvad hvis han aldrig mere skulle

skamme sig over ikke at kunne læse og skrive som alle andre. Hvad hvis han kunne tage en bog frem og læse den på sine

mange rejser rundt i verden, fra koncert til koncert. Hvad hvis han kunne besvare sine egne mails.

Ja! Det var det, hun skulle. Nu var det hendes tur til at være hans ven.

Det hele stod klart for hende nu.

Hun var nødt til at rejse tilbage og redde Xaviers skæbne, og prisen var, at hun k endnu en sommer med ham. Det var ren win-win, hvis bare hun passede på med den sommerfuglee ekt.

Men først skulle hun have udstyret i orden. Ada så på uret.

Hun kunne lige nå det. Hun tog sit vintertøj på, sprang på

cyklen og skyndte sig hen på biblioteket, som var hendes andet hjem. Hvis nogen kunne nde det, hun skulle bruge, var det Sarah, hendes yndlingsbibliotekar, der var den fødte tankelæser.

En time senere var hun tilbage i værkstedet.

Hun indstillede betjeningspanelet til den 1. juli for to år

siden og satte sig i kummefryseren med en stak bøger under armen. Hun havde e erladt ham med to store problemer, og hun ville løse det sidste først. Det kunne der vel ikke ske noget ved, kunne der?

AnDeN ReJsE. To ÅR TiDlIgErE.

1. JuLi Kapitel 17

Hun åbnede låget til kummefryseren og blev mødt af fars glade ansigt:

”Hej, er det dig igen. Hvor hyggeligt.” Han hjalp hende op. ”Jeg har lige sendt dig på science-camp. Du kommer hjem om re uger.”

”Åh ja, science-camp.” Ada smilede. ”Det var sååå fedt. Det var det, der k mig hooked på …”

”La-la la-la-lah! Jeg kan ikke høre, hvad du siger.” Far holdt hænderne for ørerne.

”Ups.” Ada lavede sommerfuglevinger med hænderne.

”Men velkommen sgu,” sagde han og gav hende et bjørnekram. ”Her troede jeg lige, jeg skulle være barnløs hele sommeren, og vupti, så er jeg blevet teenagefar. Eller næsten.”

Ada pustede til en sveddråbe, der løb langs hendes næse. Hun så ned ad sig. Hun havde ha så travlt med at komme afsted, at hun stadig havde vintertøjet på.

”Vi bliver nok nødt til at købe noget tøj til mig,” sagde hun.

Far vippede med øjenbrynene. ”Kom med.” Han førte hende hen til en armeret beholder, der var mærket Farligt a ald. ”Ta-dah.” Han åbnede låsen. Alt hendes sommertøj fra sidste besøg lå i en pose. Nyvasket og klar.

”Vidste du, at jeg ville komme tilbage?” Ada så mistroisk på ham.

”Nej eller tjo eller det er jo bedst at være forberedt på hvad som helst, når man har sådan en tingest i huset.”

”Men …”

”Men-men-men.” Han gjorde et kast med hovedet.

”Xavier er hjemme. Han går og hænger med hovedet, så

skulle du ikke se at komme i gang?” Han rakte hende kassen med sommertøj.

Ada rettede på etningerne. Hun havde re uger, inden

Ada-ti-år dukkede op. Det passede også med, at hun kunne a evere biblioteksbøgerne til tiden. Og ikke to år for tidligt.

Ada skyndte sig op på værelset for at ski e tøj. Men først skulle hun lige se ham. Hun kiggede over i nabohuset. Der sad han, med ryggen til, 15 år gammel. Bøjet over sin computer. Helt opslugt af sin musik. I fuld gang med at lægge bas

og trommer på et nyt nummer. Han lignede ikke én, der ville ytte sig de næste mange timer.

Ada fandt et par shorts frem og en hvid T-shirt. Mens hun ski ede, kastede hun et blik på sit værelse. Hvor var det skægt at være tilbage i den tid, hvor hun ville være videnskabsmand. Legetøjet var ski et ud med mikroskoper og computere. Hesteplakaterne var ski et ud med udklip om berømte videnskabsmænd og op ndere: Marie Curie, der både var fysiker og kemiker, og som k to Nobelpriser for sit arbejde med radioaktivitet – og betalte for det med sit liv.

Matematikeren Ada Lovelace, der programmerede verdens første computer i 1843; kvinden hun var opkaldt e er. Og endelig Hedy Lamarr, en gudesmuk Hollywoodskuespiller, der opfandt trådløs kommunikation i 1942, fordi hun ville hjælpe USA med at vinde krigen. Alle hendes gamle helte, der inden længe ville blive erstattet med BoyZ, BoyZ, BoyZ. Men tiden var ikke til minder, den var til handling: Ada tog et stykke millimeterpapir fra en blok på skrivebordet og foldede en papir yver. Så åbnede hun vinduet på vid gab og sendte yveren over til ham. Præcis sådan som hygge-Ada havde gjort det på den første rejse.

Der skulle tre forsøg til, inden hun ramte ham i nakken, men da var hun allerede suset ned ad trappen. Hun glædede

sig sådan til at se ham igen, og denne gang ville det blive let og ubesværet at hænge ud. Det sidste, han havde sagt, inden hun forsvandt var Ses!

Hun brasede gennem hækken. Xavier stod klar, med korslagte arme, og fyldte hele døråbningen.

”Hej,” råbte hun glad.

”Hvorfor ringede du ikke?” sagde han med sin nye voksenstemme.

”Øh …” Ada stirrede fortabt på ham. Han så hamrende godt ud. Han var vokset 30 centimeter, havde fået en svag skygge på overlæben, og kæben var ved at blive rkantet.

Men smilehul var der ikke noget af.

”Jeg lagde en masse beskeder,” fortsatte han. ”Hvorfor svarede du ikke?”

”Undskyld.” Hun rødmede. Hun ville sådan ønske, hun kunne fortælle ham sandheden. I stedet måtte hun lyve og indrømme, at hun var en dårlig ven, der havde glemt ham lidt, da han var ude af syne. Og øh, det var ikke med vilje.

”Godt så.” Han stirrede strengt på hende. ”Jeg k vist også så travlt, at jeg ikke k ringet til dig. Skal vi ikke sige, vi var lige gode om det?”

”Jo,” sagde hun taknemmelig. ”Og hey, jeg er her nu.” Hun smilede forsigtigt.

Han trådte et skridt til siden og lod hende gå først op på værelset.

Ada så sig nysgerrigt om. Nu var han yttet ind for alvor. Kasserne var væk. Han havde fået en kommode og et skab.

Hun kunne ikke få øje på neonlampen, der var formet som en guitar. I stedet var væggene dækket af plakater med …

Ada gik i stå.

… med computerspil?!

Hun kastede et blik på hans åbne computer. Han havde ikke siddet med ryggen til og komponeret musik. Han havde siddet og spillet FIFA.

Det eneste spor af hans store kærlighed til musik var hans akustiske guitar. Den stod i et hjørne og samlede støv. Det samme gjorde pladespilleren og alle vinylpladerne.

Ada kneb læberne sammen for ikke at bede ham om tilgivelse og tigge ham om at spille igen. Men musikken var ikke målet for denne mission. Nu gjaldt det hans ordblindhed.

Han satte sig på gamerstolen. Hun satte sig på sofaen.

”Hvad så?” sagde hun. ”Hvordan går det?”

”Så ikk’ så meget.” Han smilede forlegent. Hun vidste, at han lige havde været til folkeskolens afgangsprøve og havde

fået elendige karakterer, men det kunne hun ikke afsløre.

Der var stille lidt. Så spurgte hun, hvad han syntes om Doctor Who Specials. Det var som at trykke på en knap.

”Endelig!” grinede han. ”Jeg kender ingen andre end dig og din onkel, der er vilde med tidsrejse lm. Jeg har været ved at dø for at høre, hvad du synes om alt det med e Timeless Child.”

”Det er det vildeste plot-twist, jeg nogensinde har set.”

Ada kastede sig glad ind i diskussionen om Doctor Wholmene. Hun elskede dem.

Samtalen gled naturlig videre til Marvel contra DC. Her var de rørende enige om, at Marvel var bedst, men DC gik an. Og inden længe ød samtalen ubesværet mellem dem, som om hun aldrig havde været væk.

”Og nu bliver jeg nødt til at spørge dig om noget megavigtigt,” sagde han.

”Ja?”

”Vil du med ned og plyndre køleskabet?”

Mens de smurte madder, spurgte Ada sådan lidt henkastet, hvad han skulle lave i sommerferien. Xavier fortalte, at han

og hans mor ikke skulle på ferie, fordi det havde vist sig, at taget var utæt. Hele opsparingen var gået til et nyt tag, og hans mor var også nødt til at tage ekstravagter. Det var lige sket, så han havde ikke nået at lægge andre planer.

”Hvad med dine venner?” spurgte hun med ngrene krydset bag ryggen. ”Er de taget på ferie alle sammen?”

Han trak på skuldrene. Havde han kun online-FIFA-venner, nåede hun lige at tænke, så lagde han endnu en pølsemad på tallerkenen og sagde: ”Så det er superfedt, at du er kommet tilbage.”

De sidste sommerfugle faldt til ro i Adas mave. Hun tog en mad og kiggede ud ad vinduet.

”Har du set noget til min kusine?” spurgte hun.

”Ada?” Han rystede på hovedet. ”Hun er … hvad … syv år gammel?”

”Ti,” forsvarede Ada sig.

”Og jeg hænger altså ikke ud med tiårige.” Hans skæve grin blev a øst af et alvorligt røntgenblik: ”Hvilket tvinger mig til at spørge dig: Er du overhovedet vokset siden sidst?”

”Lidt.” Hun trak på skuldrene.

”Ikk’ for noget, men du ligner stadig en på 12, selvom du er hvad? 15?”

Ada tog en bid af sin mad for at vinde lidt tid. ”Det er, fordi pigerne i min familie er lidt sent udviklede, du ved. Men

når vi først begynder at vokse. Puf! Så skal du bare se.” Hun strakte en ad hånd i vejret for at vise, hvor høj hun så ville blive.

”Bare de ikke driller dig med det i skolen.”

”Nej nej.” Hun smilede. ”Det er mere alt det nørdede, de lige skal have sagt noget nederen om.”

”Det kender jeg godt.” Han smilede tilbage. Så smurte han en franskbrødsmad med tandsmør og to lag pålægschokolade. ”Her er lidt at vokse af.”

De satte sig ud i haven under æbletræet og spiste. Da Xavier hentede friske forsyninger, rejste Ada sig og tjekkede træet.

Der var ikke skåret XA i stammen. Det måtte hun simpelthen huske denne gang.

Lidt e er kom Xavier tilbage med chokoladekiks og talte videre om tidsrejse lm. Ada følte uret tikke. Det her gik ikke. Hun skulle bruge alle re uger på sin mission. De var nødt til at komme til sagen.

”Hvad skal du lave e er ferien?” spurgte hun.

”Ikk’ noget.” Han krympede sig. Men uddybede det ikke.

”Jeg skal på gymnasiet,” sagde hun. ”Jeg har været til intro-uge, og du kan godt glæde dig. Det er noget helt andet end folkeskolen.”

”Tjo.” Han så ned i jorden. Og blev tavs.

Så kastede hun sig ud i det: ” Har du ikke lige været til afgangsprøven?”

”Jo.” Han vred sig.

”Hvordan gik det.”

Han trak på skuldrene.

”Dumpede du?”

”Det er en prøve, ikke en eksamen. Man kan ikke dumpe en prøve.”

”Du ved, hvad jeg mener.”

”Og du ved, hvordan jeg har det med prøver.”

”Det er sgu da derfor, jeg spørger. Venner kan fortælle hinanden alt.”

”Jamen så er det korte svar: Jeg dumpede, okay? Hele lortet. Jeg er big time ordblind. Jeg kommer aldrig på gymnasiet. Der er ingen, der vil have mig.”

”Men ville du gerne? Hvis du kunne?”

”Tjo.”

”Tjo-tjo-tjo,” e erabede hun. ”Giv mig nu et ærligt svar.”

Han trak vejret dybt, åbnede munden for at sige noget, lukkede den igen og kneb læberne sammen.

”Jeg har set dig sammen med min far…bror. Jeg har set, hvordan du suger viden til dig, når han fortæller om op ndelser og lm og videnskab. Jeg har set dig på vulkanmuseet. Du er meget klogere, end du tror, og du elsker viden.”

”Ja,” hviskede han så stille, at det lød som et skrig. ”Ja for helvede, men det kommer jo ikke til at ske.”

”Det kunne det da godt.”

”Jeg blev erklæret ikke-egnet.” Han stemplede sig selv i panden med et usynligt idiotmærke. ”Ikke. Egnet.”

”Er der ikke optagelsesprøver til gymnasiet?”

”Jo, det er der vist nok.” Han tak på skuldrene. ”Men hvad kan det nytte? Jeg kan jo ikke læse spørgsmålene. Eller skrive svarene.”

”Jo, du kan.” Ada sprang op. ”Hvis du tror på dig selv.”

Han udstødte et hånligt fnys.

”Okay. Så lad os sige, at du ikke tror på dig selv. Men hvad så med mig? Tror du på mig?”

”På dig?” Han tav et øjeblik, så nikkede han alvorligt. ”Ja. Jeg tror på dig.”

”Godt, for jeg tror fuldt og fast på, at jeg kan lære dig at læse og skrive. Lige nu. Hvis vi bruger hele sommeren. Hvad siger du til det?”

”Jeg … Det er virkelig sødt af dig, men jeg kommer bare til at føle mig dum.”

”Hey, det er mig. Jeg ved, du er dum.” Hun stak ham en lammer.

”Lige over.” Hun k en lammer tilbage.

”Præcis.” Hun ømmede sig. Han var meget stærkere end for tre år siden. ”Så hvad er der at være bange for? Vi kan være dumme sammen.”

Xavier skar en grimasse, men inden han kunne nå at sige noget, afgjorde hun sagen:

”Så er det en a ale. Der er optagelsesprøve til Nyskolens Gymnasium om re uger.” Hun greb hans hånd og trak ham op af stolen. ”Vi melder dig til med det samme. Kom med.”

”Javel, fru general.”

”Og det der.” Hun sendte ham et dræberblik. ”Det kan du godt droppe.”

AnDeN ReJsE. To ÅR TiDlIgErE.

2. JuLi Kapitel 18

Hun gav ham en enkelt fridag. Bare for at skrue op for deres gamle venskab over en omgang Fem Svin og Settlers i onkel op nders køkken. Ada nød at være tilbage. Og hun nød at se, hvor meget Xavier og hendes far havde savnet hinanden. Men så var det også slut med hyggen.

Allerede næste morgen gik de i gang, og denne gang havde de et fælles mål: De skulle have ham gennem optagelsesprøven til gymnasiet om re uger. Om de så skulle pukle fra morgen til a en.

Ada havde fundet en gammel tavle frem og en æske pastelfarvede kridt, som hun havde brugt, da hun var i prinsessealderen. Hun stillede tavlen i hans have, under æbletræet, så det mindede så lidt om skolen som muligt. Hun tog den første bog om begynderlæsning frem og prøvede teknikken af.

”Er du med?” spurgte hun, da hun havde vist ham de første bogstaver i alfabetet med håndfonemer, lydbilleder, tydelige mundbevægelser og det hele.

”Hrmf,” mukkede Xavier.

Hun holdt en pause og kiggede på ham. Sådan havde hun aldrig set ham før. Han sad og kørte rundt på liggestolen.

Ansigtet lignede en knytnæve. Kroppen var klar til kamp. Eller ugt.

”Hvad sker der for dig?” Hun lagde kridtet og satte sig i liggestolen ved siden af ham.

”Ikk’ noget.”

”Sig det nu bare.” Hun skubbede etningerne om bag skulderen. ”Det virker rent ud sagt, som om du synes, jeg er pisseirriterende.”

”Undskyld,” mumlede han. ”Det er ikke dig. Det er …”

Han slog ud med hånden. ”Det hele.”

”Tavlen?”

”Hmm.” Han lagde armene over kors og sank dybere ned i stolen. ”Jeg har ha så mange lærere, og de har virkelig prøvet, men sagen er, at jeg får kvalme af bøger, bogstaver og lærere. Og tavler, især tavler. Du aner ikke, hvor mange gange jeg har stået ved en tavle og følt mig snotdum. Foran hele klassen. Selv i specialklassen.”

”Så dropper vi tavlen.” Ada sprang op. Hun yttede tavlen og bøgerne om bag træet, så han slap for at se på dem.

”Så kender vi dig igen,” grinede Xavier. ”Fuld fart frem!”

”Min onkel siger altid, at man skal tegne uden for stregerne,” sagde hun, ”så lad os gøre det. Lige nu. I hans værksted.”

”Okay?” Xavier rejste sig. Hans kropssprog sagde ikke længere knytnæve, men højst en ad lussing.

”Og tag lige guitaren med. Måske får vi brug for den.”

”Jamen, hej igen.” Onkel op nder så op fra mikroskopet.

”Hvor hyggeligt med besøg.”

”Vi kommer ikke for at hygge,” sagde Ada. ”Vi skal bygge et alfabet.”

”Forsyn jer.” Far pegede på et par hylder. ”Men hold jer fra den røde afdeling. Med mindre I gerne vil opløses i atomer.”

Ada gik straks i gang: ”Det første bogstav i alfabetet er A. Ved du, hvordan det ser ud?” spurgte hun.

”Ingen AAAnelse, AAAna.”

”Til gengæld ved du, hvordan det lyder, kan jeg høre. Så er vi halvvejs hjemme.”

Ada formede et A af tre blyanter. ”Sådan ser et A ud, nu skal vi bare bygge vores eget A af ting, der begynder med A.”

Hun så sig om. ”A som Aaa…ntenne.”

”A som Aaa…nanas,” sagde Xavier og tog noget op, der lignede en håndgranat.

”Prøv at trække splitten ud.” Ada blinkede.

”Seriøst?”

”Stoler du på mig?”

Xavier trak i splitten. En sky af konfetti fyldte værkstedet.

”Det er min onkels kommentar til våbenindustrien,” grinede Ada.

”Cool.”

”Desværre begynder håndgranat med H.”

Xavier mumlede Aaaa, mens han så sig om. Hans ansigt lyste, smilehullet spillede, og pludselig så Ada værkstedet med hans øjne. Det her var virkelig troldmandens værksted og Aladdins hule i ét. ”Aaaa som …”

”Ahhh,” mumlede hun. ”A kan også lyde som Ahh!”

”Ahhh … brikos?” Han pegede på en pose tørrede abrikoser, der lå på drejebænken ved siden af en banan og et æble.

Hun nikkede.

Xavier greb posen og satte alle abrikoserne på antennen, sådan som man sætter skovjordbær på et græsstrå. ”Ta-dah!”

”Flot! Så mangler vi bare to a ange ting til.”

”Aaaa…tombombe,” grinede Xavier.

”Sådan en har vi heldigvis ikke.”

De fortsatte jagten mellem værktøj, skøre op ndelser, skruer og skrammel og endte med en Arsenal-pokal og en knækket A-streng til en guitar. Xavier satte A-tingene sammen med abrikosantennen og formede sit eget A. Det lignede et lille kunstværk.

”Hvis du ikke kan læse med øjnene, så læs med ørerne og hænderne,” sagde Ada.

”Ja til det sidste, nej til det første.”

”Læse med øjnene?”

”Nej, læse højt. Jeg hader at læse højt.”

”Så syng. Frem med guitaren og syng.”

”Whatever.” Han tog guitaren ud af hylstret. Stemte den grundigt, spillede et par akkorder, først tøvende, så mere sikkert. Så rømmede han sig og gav sig til at improvisere. ”A siger Aaaa siger Ahhh. Siger Arsenal, A-streng og abrikosantenne.” Han blinkede til hende. ”Og siden du nu ikke har Aaaa…bsolut gehør, kan jeg aaaafsløre, at jeg spiller i A-dur.”

”Fyr den Aaaa,” sang hun.

Han bankede en beatbox-rytme på guitarkassen og rappede:

”Aaanaaa. Du er den, jeg vil haaa’. Tralalaaa. Du’ så let at holde aaaa. Tralalaaa. Min Anaaa.”

Ada rødmede. Han fortsatte:

”Aaanaa! Du kan bare piss’ aaa.”

Hun kastede en abrikos i hovedet på ham.

Han greb den, stoppede den i gabet og sagde: ”Hvad er det næste bogstav?”

Resten af dagen gik de på jagt e er ting, de kunne bygge alfabetet af. B’et blev støbt i beton og pyntet med blåbær og blomster. B-sangen var naturligvis i B-mol og handlede om Beautiful Belinda who betrayed her baby boy. C’et blev formet af en citronmåne, der hvilede på tre Cola-dåser. D’et var et dørhåndtag, der blev svejset sammen med et halvt dørslag.

Sangen var i D-mol og handlede om Døgn uen Dennis fra Dakota, der døde i en døgnkiosk.

Da de nåede til M, var det tid til Mmm…iddagspause og Mmm…adder, Mmm…asser af Mmm…armelademadder.

Og Mmmega Mmmeget Mmmarabou-chokolade.

De satte sig på et tæppe, i æbletræets skygge, og spiste.

Ada blev først færdig og lagde sig på maven med armene under hovedet. Solen sendte dansende pletter af varme gennem trækronen. Hun strakte sig.

Xavier prikkede til hende.

”Mmm?” sagde hun dovent.

”Må jeg?” Han kørte en nger ned ad hendes ryg, så blidt og fast at det ikke kildede.

Hun nikkede. Hvad havde han gang i?

”Hvad skriver jeg nu?” Han tegnede to lige linjer, der mødes i toppen, og en på tværs, mens han nynnede den glade ollesang, der passede til.

”A.”

”Og nu?” Hans nger rørte hendes hud gennem den tynde T-shirt, mens han nynnede en bogstavsang.

”D.” Det var næsten for meget. Men kun næsten. Hun satte sig op. ”Min tur.”

Han snuppede den sidste mad og lagde sig pænt på maven.

Først tegnede hun. Han havde den næsten, men ikke helt, kunne hun mærke. Så tegnede hun igen og nynnede F-sangen.

”F!” jublede han. ”Jeg troede, det var E, indtil du begyndte at brumme.”

”Brumme!”

”Ja, synge var det sgu ikke,” sagde han og brød ud i skønsang, der k Fire ade fregner forlod Fredericia for at nde fred til at lyde som ren poesi.

Ada rykkede en håndfuld græs op og smed den i hovedet på ham.

”Fjante, olle, umse-Ana,” sagde han og daskede hende på næsen med en tusindfryd. ”Hvad er vi nået til?”

”N.”

”Nnnn? Nnnn… som Nnnn…utella?” Han rejste sig. ”Begynder Nutella med N?”

”Ja.”

”Så ved jeg lige, hvad vi skal bygge N’et af. Hvis ikke vi spiser det først.”

De blev ved hele dagen og hele a enen. Først da mursejlerne skreg deres sidste tusmørkesang, nåede de til Å og den sørgelige 12-taktersblues Åh, Åse, åbn din dåse med årgangs-ål.

Xavier og Ada stod side om side og betragtede deres værk.

Det hjemmelavede alfabet så fuldstændig fantastisk ud, som det lå der på gulvet i værkstedet.

” is belongs in a museum,” sagde Xavier gravalvorligt.

”Nemlig.” Indiana Jones’ berømte replik sagde det hele.

Det her var virkelig kunst. Ikke kun fordi deres arbejde var smukt, men fordi Xavier havde fået alfabetet ind under huden. På bare én dag havde han lært mere end på ti år i folkeskolen. Og så var han ovenikøbet begyndt at spille igen. Hun kiggede på ham ud af øjenkrogen, mens han lod hænderne løbe over deres bogstaver og formede lydene med

læberne. Helt afslappet. Uden nogen af de forsvarsværker, han havde startet dagen med. Måske var det dét, der var

tricket? At få ham til at slappe af, til ikke at føle sig dum, til at tro, at de bare legede. Hendes far havde ret. De skulle så meget tegne uden for stregerne. Hun glædede sig allerede til at fortsætte ’undervisningen’ i morgen.

Xavier a rød hendes tanker med et fuldtonet gab.

”Du har ret,” lo hun. ”Lad os stoppe for i dag.” Hun fulgte ham hen til hullet i hækken og sagde hej og godnat.

”Du, Ana?” Han stoppede halvt gennem hækken.

”Ja?”

”Du må undskylde det der, jeg sagde.”

”Hvad? At jeg bare kan pisse af?”

”Nej. Det med at du ligner en på 12 år.”

”Nå det. Det skal du ikke undskylde. Det gør jeg jo.”

”Ja, men på den fede måde.” Han smilede lettet og forsvandt i sommermørket.

Ana stod lidt og tænkte over, hvad det skulle betyde, uden at nde svar. Så overmandede trætheden hende, og hun skyndte sig op og i seng. Hun sov, inden havfruehåret ramte puden.

AnDeN ReJsE. To ÅR TiDlIgErE. 3.-5. JuLi

Kapitel 19

Tænk at have endnu en sommer med den bedste ven, hun kunne ønske sig. Og denne gang være den ven, som han havde brug for.

Alle andre var på ferie. De havde det hele for sig selv. De kunne bruge hele dagen sammen. Og det var præcis, hvad de gjorde. De læsetrænede sammen. Spillede Settlers sammen. Hang ud med far sammen. Så lm sammen. Tidsrejse lm.

En a en havde de slugt tre tidsrejse lm. Xavier var usædvanligt stille, da hun fulgte ham hjem. Bare han ikke var trist.

Da de nåede til hullet i hækken, standsede han.

”Hvad tænker du på?” spurgte Ada.

”Hvad ville du gøre, hvis du havde en tidsmaskine?”

Ada stirrede fortabt på ham. Havde han gættet det? Var det nu, det gik galt?

”Altså bare hvis.” Han fastholdt hendes blik. ”Ville du så rejse tilbage i tiden og se din mor? Hvis det er okay, jeg spørger?”

Det var det. Det spørgsmål havde hun også stillet sig selv.

Hun mærkede panikken sive ud af kroppen og svarede: ”Når jeg møder nye mennesker, der spørger, du ved: Nå men, hvad laver din mor, og jeg svarer, at hun er død, så skulle du bare se dem. De aner ikke, hvad de skal stille op med sig selv og sådan en stakkels moderløs pige. Men sagen er, at jeg ikke er stakkels. Min mor døde, da jeg var helt lille. Jeg har ingen minder om hende. Ikke et eneste. Så jeg savner hende ikke. Det er svært at savne en, man ikke kan huske.”

Xavier nikkede, og hun fortsatte:

”Min far har altid fortalt så levende om hende, så det føles, som om jeg faktisk har en mor. Og som du ved, så er min far den bedste mor, man kan ønske sig.”

Han rynkede brynene.

”Altså, nu har du jo ikke mødt min far,” skyndte hun sig at sige.

”Hvis han minder om sin bror, så vil jeg mene, at du har den sødeste far i verden. Eller næstsødeste, for din onkel, han er godt nok rar.”

Hun smilede.

Der var stille lidt, så spurgte hun: ”Hvad med dig?”

”Hvad mener du?”

”Ville du rejse tilbage og se din far?”

”Nåeh. Du troede, han var død.” Han smilede trist. ”Det forstår jeg sådan set godt. Den korte version er, at han ikke gider se mig. Mine forældre blev skilt, da jeg var syv. Han yttede langt væk. Fik en ny familie og glemte mig. Så en tidsmaskine kan jeg ikke bruge til noget.” En skygge gled over hans ansigt. ”På en måde ville det være lettere, hvis han var død.” Han a rød sig selv. ”Jeg mente det ikke på den måde.”

”Jeg ved godt, hvad du mener,” sagde Ada. ”Og jeg tror, du har ret. Det er lettere at have en mor, der gerne ville have været her, hvis hun havde ha valget …”

”… end at have en levende far, der ikke gider,” gjorde han hendes sætning færdig.

En lydløs agermus øj tæt forbi. Ana og Xavier så op. Himlen var farvet lilla og orange af lysende natskyer kantet med perlemor. Der du ede af dug og nyslået græs. Og her stod de, to venner, der var meant to be.

”Du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål,” sagde Ana.

”Hvad ville du gøre, hvis du havde en tidsmaskine?”

”Så ville jeg rejse tilbage i tiden og høre alle de fede blues rock-bands spille live.” Han stirrede drømmende mod

himlens sommernatteblå magi. ”Jeg ville høre Beatles som skrammelband på en kælderklub i Hamburg. Rolling Stones

i KB-hallen i 1965. Alle de store navne på Woodstock i 1969. Jamen altså …” Han slog ud med armene.

”Du ville slide den op på ingen tid.”

”Ja, det ville jeg,” sagde han og forsvandt gennem hækken.

”Og du skulle med.”

AnDeN ReJsE. To ÅR TiDlIgErE.

6. JuLi Kapitel 20

Næste dag var Ada klar, da Xavier kom og hentede hende. Far havde købt gadekridt til dem, og nu skulle der skrives med store bogstaver.

Xavier fulgte med hende ud på vejen. Uden at gå i forsvarsposition, bare spændt på, hvad hun nu havde fundet på.

Solen skinnede. Alle andre var på ferie. De havde det hele for sig selv. Solsorten øjtede en solo. Xavier gentog den med perfekt gehør og føjede sin egen trille til.

”Gi’ mig et X,” sagde Ada, og så gik de i gang med at skrive med kridt på gaden. Kæmpestore bogstaver i smukke pastelfarver. Dere er gik de rundt på bogstaverne, et e er et, med museskridt, og læste med fødderne. De sang bogstavsangene til. De sprang fra bogstav til bogstav og stavede korte ord.

”I S siger is,” sang Xavier.

Damen med Hugo-hunden, der nu var voksen, kom forbi. De gloede begge to.

”Ej, hvor ovt.” Xavier lignede en, der havde lyst til at synke gennem asfalten og forsvinde.

”Lad dem glo.”

”Det er let for dig at sige.”

”Hvorfor det?”

”Fordi jeg ikke kan lide, at folk ser på mig.”

”Okay?”

”Kommer det bag på dig?”

”Øh ja, du synger jo …” i verdens bedste band, var hun lige ved at sige.

Han rynkede brynene.

”… vildt godt?” forsøgte hun.

”Xavier?” Hans mor kaldte fra forhaven. Ada åndede lettet op.

”Ja?”

”Har du ikke glemt noget?” Hun blinkede og vinkede til Ada.

”Ups, græsset.” Han slog ud med armene. ”Tilbage om lidt.”

Ada fulgte med. ”Jeg får en idé …”

”Hvornår gør du ikke det?” drillede han.

”Hvad nu hvis vi slår græsset som bogstaver og kigger på dem oppe fra dit vindue.”

”Genialt.” Han fandt straks plæneklipperen frem, en old school akustisk en af slagsen, og gik i gang. Græsset var blevet højt, og han lagde godt med kræ er i.

Imens gik Ada en runde omkring æbletræet og tjekkede.

Han havde ikke skåret sine forbogstaver i stammen endnu. Denne gang måtte det ikke smutte. Hun var sikker på, at det var derfor, det var gået galt sidste gang. Fordi hun havde glemt at sørge for, at han e erlod det tegn, der gjorde at hun vandt konkurrencen om to år.

”Er du klar?” Xavier smed plæneklipperen fra sig og løb indenfor. Totter af græs fulgte ham op ad trappen.

Lidt e er stod de på hans værelse og kiggede ud.

”Godt så, kan du fortælle mig, hvad der står? Og hvorfor?” spurgte han med en perfekt parodi på en skolelærer.

Hun lænede sig ud. ”Der står X A som i Xavier Andersson.”

”Niks. X A som i Xavier og Ana,” sagde han og skrev X A på hendes ryg.

Hans nger sendte isninger mod hendes varme hud. Det skulle stoppe, det skulle fortsætte i al evighed, det skulle stoppe … nu. Hun rev sig løs, gik hen til den støvede pladespiller og satte musik på: Break the Spell med Rolling Stones.

”Dans et X for mig.” Hun stillede sig midt på gulvet.

Han stod lidt og rystede på hovedet, inden han overgav sig til hendes nyeste påfund. Så lavede han et X foran sig med krydsede pege ngre og arme, der vuggede i takt til musikken.

Ada besvarede hans move ved at lave et X med underarmene foran sig. Han mimede straks bevægelsen. Så kom omkvædet, og han kastede arme og ben ud til siden, så hele kroppen dannede et kæmpestort X.

”Giv mig et X,” sang han.

”X,” sang hun tilbage og dannede et X med kroppen.

”Giv mig et A,” sang hun.

Nu blev det svært. Han stod og fumlede med armene for at lave et A, så rystede han på hovedet og smilede opgivende.

Ada tog hans højre hånd i sin venstre og lø ede dem over hovedet. Hun hældede kroppen mod venstre. Han fangede det straks og gjorde det samme, bare modsat. Så rakte han sin venstre hånd lige frem, hun greb den med sin højre, og så havde de et A.

De så sig i spejlet på indersiden af hans skabsdør, der stod åben. Perfekt.

”Giv mig et V,” sang han videre.

De slap hinandens hænder, stillede sig så tæt, at fødderne rørte hinanden og bøjede sig til hver sin side.

”V!”

”Giv mig et I,” sang hun.

Uden at tænke stillede de sig begge to ret op og ned og

rakte en knyttet hånd over hovedet.

”Sådan!”

”Yeah!”

”Giv mig et E,” sang han.

”Xavier?” Hans mor stod i døren. ”Kalder du dét at slå græs?”

”Ups.” Xavier ltrede sig ud at E’et og skyndte sig ned for at gøre jobbet færdigt. Ada gik med og hjalp til. Hvilket betød, at hun hjalp Xaviers mor med at presse citroner til limonade, mens han slog græsset, syngende.

Bage er, da de sad under æbletræet og drak limonaden af duggede glas, sagde han pludselig Tak. Ud af det blå.

”Tak for hvad?” spurgte Ada.

”Tak, fordi du k mig til at spille igen.” Han så på hende gennem pandehåret. ”Den audition, ikke?” Han gik i stå. ”Jeg har stadig mareridt om det. Det var alt det, jeg har frygtet.

I skolen. Og så skete det lige der. På en gang. Jeg stod der bare. Helt blank. Dum som …” Hans stemme knækkede. ”Jeg kunne ikke huske akkorderne. Eller teksten. Jeg sang falsk.

Det var …” Han rystede på hovedet. ”Jeg rørte ikke guitaren igen. Ikke før nu.”

Ada mærkede tårerne trænge sig på. Knuden i brystet løste sig op. Hun lænede sig frem.

”Og nu vil jeg til stranden,” sagde han og bundede glasset.

”Men skulle vi ikke træ…”

Han lagde en nger på hendes læber. ”Hvis du styrer dig, lader jeg være med at kalde dig fru general.”

Ada styrede sig. Det gjorde hun virkelig. Men nu var det ham, der ikke kunne holde fri. Han så bogstaver alle vegne.

A. N. A. Han pegede bogstaver ud på skilte, som de cyklede forbi, og nynnede sangene til.

”I S siger is,” sagde han triumferende, da de nåede til kiosken på stranden. ”Kom, jeg gi’r.”

Snart sad de på et tæppe i sandet. Der du ede af salt og solcreme. Varmen bølgede omkring dem, og isen smeltede hurtigere, end de kunne spise den.

”Pyh,” sagde Xavier og smed sin T-shirt.

Ada vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sine øjne. Han havde fået sixpack siden sidst. Og han var allerede solbrændt, selvom sommerferien kun var en uge gammel.

”Vand,” gispede hun og vadede ud i Nyhøj Strands glimtende bølger.

Xavier plaskede forbi hende, kastede sig i vandet og svømmede udad. Ada var lige i hælene på ham. Det var kun koldt et øjeblik, så var det bare rart.

”Hvad står der her?” Xavier stod foran hende, i vand til livet, og skrev på ryggen af en doven bølge.

”Godt fundet på, men måske ikke verdens bedste idé,” grinede hun.

”Jo, for så kan du ikke rette mine stavefejl.” Han lavede et lynangreb, tog hende om livet og gav hende en yvetur.

Ada røg på hovedet med et hyl. ”Det skal du få betalt,” spruttede hun, da hun kom op igen. Xavier blev stående, så han var let at fange.

Da de kom op af vandet, lagde de sig på tæppet og lod

solen tørre sig, først på forsiden og så på bagsiden. Xavier lå på maven ved siden af hende og nynnede. Hun kiggede op.

Han lå og skrev i sandet med en nger: A N A. Han smilede til hende, viskede det ud og så afventende på hende. Hun nynnede D-sangen, og han skrev et D i sandet. Så nynnede han P-sangen, hun skrev et P, og sådan fortsatte det. Inden længe var han så opslugt af at skrive og synge, at han ikke

bemærkede folk omkring sig. Men det gjorde Ada. Folk stoppede op, og snart stod der en hel ok og lyttede.

Ada strålede af stolthed. Det var hendes ven, de beundrede, verdens bedste sanger.

Da Xavier nåede til Å og rullede om på ryggen, begyndte folk at klappe og råbe på ekstranummer.

Xavier rejste sig rødmende og gjorde sig usynlig i vandet.

Ada fulgte e er ham.

”Hvad sker der?” spurgte hun.

”Jeg bryder mig ikke om al den opmærksomhed.”

Det kommer du til at vænne dig til, tænkte Ada. For lige om lidt går det løs.

AnDeN ReJsE. To ÅR TiDlIgErE.

7. JuLi Kapitel 21

Næste dag kom Xavier brasende ind i onkel op nders køkken, midt under morgenmaden, uden at banke på, uden at sige hej. I hånden holdt han en karton mælk.

”U-ho-mo-ge-ni-se-ret,” læste han fra bagsiden. ”Uhomogeniseret. Ø-ko… økologisk. Let-mmmmælk.” Han kiggede op, som om han ikke selv kunne fatte, hvad der skete. Så læste han videre, lidt hakkende, men med fuld forståelse: ”Op-beva-res på køl.”

Ada og hendes far holdt vejret.

”Ana,” sagde Xavier, ”jeg tror, jeg kan læse.” Så kastede han armene i vejret: ”Jeg kan fucking læse!” Han satte mælken fra sig, lø ede hende op og dansede rundt i køkkenet. Ada slog armene om ham Det var lykkedes! Hun var så glad, så glad. Xavier stoppede brat og lod hende dumpe ned på gulvet. ”Og nu skal der læses. Jeg er bagud i alle fag.”

”Jeg skal nok hjælpe,” sagde Ada.

”Og jeg tager opvasken,” sagde far.

Der var tre uger til optagelsesprøven. De kunne godt nå det, hvis de brugte alle døgnets timer på det, og der var ikke noget, hun hellere ville.

Når hun senere tænkte tilbage på den hektiske, vidunderlige læseferie, var det mærkelige, at han faktisk ikke var bagud i alle fag. Det blev klart for hende, da de startede med dansk.

Ada havde nogle gamle prøvesæt med, og hun bad ham analysere et digt. Da han først havde hakket sig gennem teksten, var han knivskarp i analysen. Både form, indhold, rim og rytme.

”Hvis du én gang til kalder min ven, Xavier, for dum, så får du tæsk!” udbrød hun, da han var færdig. ”Du er jo supergod til at analysere digte.”

Han rødmede af stolthed. ”Jeg har også hørt rigtig mange af dem,” indrømmede han. ”I al hemmelighed.” Han kiggede op gennem pandehåret. ”Det er jo ikke sådan noget, drenge kan tillade sig.”

”Vrøvl!”

”Det sagde Sarah også.”

”Hvem er Sarah?”

”Min yndlingsbibliotekar.” Han smilede. ”Alle andre bibliotekarer har givet mig letlæsningsbøger. ’Se en so i en sø,’” vrængede han. ”Det gider man sgu da ikke læse, når man er 12. I stedet gav hun mig lydbøger og links til podcasts, hvor digtere læste højt. Hun gav mig salmebogen og Højskolesangbogen. Videnskabelige podcasts. Jeg har lyttet og lyttet …”

Hvornår var det sket? Ada stirrede på ham. Hun troede, hun vidste alt om Xavier. Fra hans sange, fra fanblade og interviews. Og så var han vild med digte! Hun smilede. Han blev ved med at overraske hende.

Xavier gengældte hendes smil. ”Tak fordi du tvang mig med på biblioteket.”

Sommerfuglene i Adas mave slog med vingerne. Hvornår var det sket?

Eller … hvornår ville det ske?

AnDeN ReJsE. To ÅR TiDlIgErE. 8.-2 8 . JuLi

Kapitel 22

Da Ada først havde forstået, at problemet var, at Xavier blokerede, brugte de ikke længere tiden på årstal, fortællemodeller og matematiske formler. Hun brugte al sin tid og alt sit nærvær på at få ham til at forstå, at han ikke var dum, og at lærerne ikke var ude på at jorde ham. Han havde jo hørt e er, alle de år i skolen. Nu skulle han bare lukke det ud. Han havde intet at miste. Til gengæld havde han chancen for at vise, at lærerne på Nyskolen tog fejl. At han var egnet. Det sidste var den største motivation. Han skulle vise dem, skulle han!

At hænge ud med far hjalp også gevaldigt på humøret. Langsomt mærkede hun modet og selvtilliden vokse i ham.

Ada ville havde givet hvad som helst for at følge ham til optagelsesprøverne. Desværre faldt prøven på den dag, hvor den rigtige Ada kom hjem fra science-camp. Hun var nødt

til at være væk inden da. Hun turde ikke andet. Ikke nu hvor hun vidste, hvor let det var at udløse sommerfuglee ekten.

Den sidste dag, inden hun o cielt skulle rejse hjem til sin far i Jylland, holdt de fri. De nød hinandens selskab, tog til stranden, bagte pandekager, talte om alting og ingenting, mens de lod, som om tiden ikke var ved at løbe ud for dem.

Da det blev a en, ski edes de til at følge hinanden hjem.

Frem og tilbage gennem hækken gik det, indtil de endte under æbletræet. Tusmørket var endnu kun lyseblåt. Der var stadig tid. Ada lagde hånden på den nøgne træstamme og lyttede til mursejlerne, der skreg hendes smerte ud.

Så endelig skete det: Xavier tog en lommekniv frem og ridsede bogstaverne X A i træet.

”Xavier Andersson?” spurgte hun.

”Nej.” Han smilede genert. ”Xavier og Ana. For ever.”

Alting faldt i hak i Adas hoved. Hans navn og hendes navn ved siden af hinanden. I al evighed. Tegnet var på plads. Tegnet, der ville åbne porten til hans verden om to lange år og gøre dem til verdens bedste venner.

Han kom kniven tilbage i lommen og sagde: ”Tak, Ana.”

Hun så på ham. Mente han det med læsningen?

”Du er det bedste, der nogensinde er sket for mig.” Han bøjede sig ned og så på hende. Varmt, spørgende. Ada tøvede og drejede hovedet til siden. Så trak han hende ind til sig og krammede hende. Længe. Hun begravede hovedet ved hans bryst. ”Kom snart igen, ikke?” hviskede han ned i hendes hår. ”Tre år er alt for lang tid.”

Hun nikkede og rev sig løs. Han måtte ikke se hende græde. Han skulle huske hende sådan her. Ikke som … Hun vendte sig om og forsvandt gennem hækken.

”Ana?” kaldte han.

Hun stoppede.

”Jeg skriver en sang til dig …” og så nynnede han de første strofer af e Girl Next Door.

Ada fortsatte ligeud. Uden at vende sig om. Hun skulle afsted med det samme. Nu mens alt var perfekt. Hun gik ud i værkstedet og satte sig i kummefryseren

NuTiDeN. DaG 3

Kapitel 23

Tilbage i nutiden blev hun siddende i tidsmaskinen for at sunde sig. Hun kunne stadig mærke hans arme omkring sig. Hans læber mod sit hår. Hvad var det, der skete? Havde hun lige sagt nej til at kysse verdens mest berømte superstjerne. Hun bed sig i læben. Hvorfor havde han ikke gjort det, da de begge var 12? Og ikke nu, hvor han bare troede, at hun var 15 ligesom ham.

”Hvor har du været?” Far dukkede op og a rød hendes drømme.

”En lille smuttur to år tilbage.”

Han så alvorligt på hende uden at sige et ord. I stedet formede han hænderne til sommerfuglevinger.

”Nej.” Rædslen sneg sig ind på hende.

”Jo.”

”Tror du virkelig?” Hvad kunne der være galt ved at lære ham at læse? Han var jo skabt til at blive stjerne.

”Du må hellere tjekke det.”

Ada løb ind i huset og op ad trappen. Hun åbnede døren til værelset.

Nej!

BoyZ-plakaterne på væggen fortalte hele historien. Det var stadig ham den platinblonde, der var forsanger, og BoyZ spillede party-pop. Hun vendte om på hælene og løb tilbage til værkstedet.

Far stod og holdt låget til kummefryseren, da hun kom tilbage. Panelet var sat til om ti år. Uden en lyd sprang Ada ombord og startede rejsen.

Hun knugede telefonen ind til sig. Hun var nødt til at vide, hvad der var sket. Hvordan var det muligt, at hun havde ødelagt ham igen? Hun ville jo bare hjælpe. Et bip markerede, at turen var slut.

Hun var rejst ti år ind i fremtiden.

Far stod klar til at tage imod hende. Ti år ældre og med gråt hår og skæg.

”Jeg …” begyndte hun.

”Jeg ved det.” Han lagde en hånd på hendes skulder.

”Nu får du lidt fred, men først må du love mig én ting.”

Han kiggede alvorlig på hende. ”Du bliver her i værkstedet.

Uanset hvad. Ikke noget med at gå på opdagelse. Hvis du får så meget som et smugkig af din egen fremtid … eller min …”

Ada nikkede. Sommerfuglene dansede i hendes mave.

Far hjalp hende op og lod hende få fred.

Ada satte sig på drejebænken. Hun så ned i jorden. Opsat på ikke at se, hvad han arbejdede på. Om ti år. Så trak hun vejret dybt et par gange og gjorde det, hun var kommet for. Hun tog sin telefon og ringede til Xavier.

Der gik en evighed, inden opkaldet fra hendes nye telefon, der nu var ældgammel, gik igennem. Så endelig lød hans stemme:

”Ja?”

”Det er mig,” sagde hun. ”Ana.”

”Ana?”

Han havde glemt hende. Adas hjerte sank. Hun skulle lige til at forklare, hvem hun var, så udbrød han:

”Dén Ana? Sommer-Ana? Min Ana?”

” e Girl Next Door,” sagde hun.

”Hvor er det vildt … Jeg tænkte lige på dig.”

”Ja?”

”Hvor er det skønt at høre fra dig. Vent lige. Lad mig se dig.” Han slog FaceTime til.

Hun gjorde det samme. Han var voksen nu og havde fået fuldskæg og hestehale. Ada kæmpede for at skjule sit chok. Et

eller andet sted, bag alt håret, lignede han sig selv.

”Men du er jo slet ikke vokset,” udbrød han. ”Du har vel ikke fået en spiseforstyrrelse?”

”Nej-nej. Jeg er bare, du ved, sent udviklet.” Hun kunne ikke lade være med at grine. Han lød præcis som en bekymret forælder.

”Er du sikker?”

”Ja-ja, jeg har det nt, og nu … over til dig. Hvordan går det?”

”Det går fantastisk.” Han smilede bredt. ”Jeg har aldrig ha det bedre. Jeg har virkelig, du ved, fundet mit kald.”

”Som hvad?”

”Skolelærer.”

”Skolelærer?!”

”Ja.” Han holdt telefonen ud fra sig og drejede en omgang, så hun kunne se, hvor han var. Han stod i et klasseværelse.

Det er på grund af dig,” jublede han, ”og jeg k aldrig mulighed for at takke dig.”

”Mig?” Ada kunne næsten ikke få vejret. Hvad havde hun dog gjort?

”Ja. Takket være din geniale undervisning klarede jeg optagelsesprøverne til gymnasiet. Med nød og næppe, men hey, jeg klarede dem. Og da jeg først havde fået det der egnet-stempel, var det, ligesom om der skete noget i mit hoved. Jeg k mod på at læse. Først 10. klasse på en ordblindee erskole, så tog jeg HF og kom på seminariet, hvor jeg studerede specialundervisning.”

”Hvad så med musikken?”

”Den kom jeg jo også tilbage til. Takket være dig.” Han smilede. ”Jeg tog linjefag i musik. Og i dansk. Nu er det mig, der har styr på nutids-r, hvad siger du så?”

Hun kunne ikke få en lyd frem.

”Men altså, den sommer med dig, den overbeviste mig om, at min skæbne er at undervise andre med indlæringsvanskeligheder. Når sådan en dum dreng som mig kan lære at læse … Så er alt muligt. Du er min store inspiration. Som lærer.”

Ada lyttede kun med et halvt øre, mens han fortalte løs om, hvor meget han elskede at arbejde med unge, der havde indlæringsvanskeligheder, ligesom ham selv, og lære dem glæden ved musik, lære dem, at man sagtens kan skrive, selvom man ikke kan stave. ”Hvis du ikke havde tvunget mig gennem optagelsesprøven, så havde jeg aldrig fundet

ud af, hvor fedt det kan være at gå i skole.” Han holdt en lille pause. Smilehullet spillede i kinden, lige over fuldskægget.

Han holdt telefonen helt op til ansigtet og så hende lige ind i øjnene. ”Og ved du, hvad eleverne kalder mig?”

Hun rystede på hovedet, selvom hun havde et godt bud.

”Hr. general.” Hans hæse grin endte i et knæk. Det knæk, som gjorde hans sangstemme så markant. Det var ikke til at bære, at de eneste, der hørte ham synge nu, var eleverne på hans gamle ordblindee erskole.

Ada slog Face-Time fra, så han ikke skulle se hende græde.

”Hey, hvor skal du hen?” lød det, lige inden hun lagde på.

Væk. Hun skulle bare væk.

Tårerne slørede Adas øjne, da hun lukkede låget til kummefryseren og rejste tilbage til nutiden.

NuTiDeN. DaG 3

Kapitel 24

Far stod og ventede på hende i nutiden, ti år yngre, med mørkt hår og skæg.

”Jeg har ødelagt ham,” hviskede Ada. ”Han ender som …”

”Ah-ah-ah!” Far holdt sig for ørerne. ”Det er bedst, jeg ikke ved det.”

”Men hvordan skal jeg gøre det godt igen?” Han var jo skabt til at stå på en scene, ikke i et klasselokale. Hun havde taget hans skæbne fra ham. Nu ville verden gå glip af hans musik. Uanset hvad han selv mente.

”Det nder du sikkert ud af.” Han rakte hende en kop tænkeka e og tav.

Ada satte sig på drejebænken og tænkte det hele igennem. Det var kun re uger siden, hun lagde en plan, og alligevel føltes det som et helt liv. Hvordan var det nu? Inden sidste rejse havde hun ha to mål. Hun ville lære ham at læse og få

ham gennem audition. Hun åndede lettet op og tog en slurk af ka en. Så var det derfor, det var gået galt. Fordi hun kun

havde gennemført del 2 af planen.

Løsningen var at gennemføre del 1. Hun skulle rejse fem år tilbage i tiden og hjælpe ham med den audition. Når han klarede dén, ville hans fremtid i BoyZ være sikret, og han ville møde hende igen om tre år og lære at læse. Win-win.

Ada svingede med benene og drak det sidste af ka en.

Desuden ville det give hende en sommer til med den bedste ven, hun nogensinde havde ha . Win-win-win.

Ada hoppede ned fra drejebænken og smilede til far.

Hun skulle så meget tilbage og trække Xavier gennem musikskolen. Uanset hvad han selv mente.

”Er du klar?” spurgte far.

Hun nikkede. ”Jeg mangler bare et godt sted at starte.”

”Kig i logbogen. Led e er skæbnepunkter.”

Selvfølgelig. Hun bladrede hurtigt gennem logbogen. Der stod ikke ret meget, hun kunne bruge, men yes, der var det. Hun satte en nger i bogen og lod far se med.

”Godt, så er det der, du skal sætte ind. Men nu har du et problem.”

”Hvad?”

”Hun hedder Ana, hun er 12 år og render rundt og hygger sig med Xavier, så han ikke får øvet. Hun er din værste ende, men heldigvis kender du hendes træk på forhånd, og hvis du er smart, ved hun ikke, at du eksisterer.” Han pegede på logbogen.

”Men hvordan … Jeg mener, hvor skal jeg bo? Hun bor jo her hos dig?”

”Lur mig, om ikke fortidsudgaven af mig har en løsning på det problem.” Han blinkede. ”Skynd dig afsted, og giv det en chance til. Men først … er der noget, du skal huske at have med?”

Opladeren! Hun løb ind og hentede den. Så satte hun sig i tidsmaskinen og rejste fem år tilbage i tiden. Eller mere præcist: fem år og én dag.

TrEdJe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

3 0 . JuNi

Kapitel 25

Et øjeblik e er – eller fem år tidligere – sad Ada igen oven på en bunke pizzaæsker i kummefryseren. Hun åbnede låget og forventede at høre hamre-save-svejse-lyde fra værkstedet, men i stedet lød der et muntert:

”Er det nu dig igen?” Far hjalp hende op af fryseren uden at vise det mindste tegn på overraskelse. Det gjorde Ada til gengæld:

”Hvordan kunne du vide, at jeg ville komme tilbage? Og så en dag for tidligt?”

”Det fortalte jeg mig selv, da jeg kom forbi forleden dag for at sige, at jeg skulle være klar, når du kom.”

”Bruger du også tidsmaskinen?”

”Jeg er jo nødt til at holde øje med, at du ikke bliver fanget i et tidsskælv.”

Tidsskælv? Havde det noget at gøre med sommerfuglee ekten? Mere nåede Ada ikke at tænke, før en alarm gik af, og far begejstret trak hende med dig.

”Ta-dah,” sagde han stolt og viste hende sit nyeste eksperiment: en 3D-brødrister, der kunne forme sprøde gurer af gammelt brød.

”Smart.” Hun holdt en lysebrun Minion- gur med det yderste af ngrene for ikke at brænde sig på det varme brød.

”Og så stopper det madspild.”

”Nemlig. Og nok om mig. Fortæl mig hellere, hvorfor du er kommet tilbage.”

”Fordi …” Hun kunne næsten ikke få det frem. ”Fordi jeg kom til at ødelægge Xaviers skæbne.”

”Okay.”

”Okay? Hvad mener du med okay? Vidste du, at det ville gå galt?”

”Ja.” Nu var det far, der vred sig.

”Men hvis du vidste, at jeg ville ødelægge ham, hvorfor stoppede du mig så ikke?”

”Er du tosset? Det kunne jeg ikke blande mig i, for så kunne jeg jo udløse sommerfuglee ekten i dit eksperiment.”

”Men …”

”Men-men-men,” a rød far. ”Vil du bruge tiden på at nde videnskabelige forklaringer på, hvad der gik galt sidste gang, eller på at rette op på ulykkerne denne gang?”

”Det sidste.”

”Godt. Så lad os komme i gang.” Far vippede energisk med øjenbrynene. ”Vi har lidt travlt, for du kommer allerede i morgen, og vi skal nå at have dig af vejen inden da. Kom med, og lad os se, hvad vi kan nde ud af. Måske har jeg allerede noget i ærmet.”

De gik ind i køkkenet og tog sig en kop tænkeka e.

”Godt,” sagde Ada, ”hvor starter vi?”

”Kig i logbogen, og led e er skæbnepunkter.”

Ada lagde Grusomme mig-logbogen på bordet, så de begge kunne se med. Der stod næsten ikke noget. Kun en masse hjerter med X + A. Xavier + Ada = best friends forever! med hjerter over i’erne og hjerter under udråbstegnene.

Intet af det gjorde hende genert, for far havde engang vist Ada sine gamle kladdehæ er, hvor han havde skrevet hendes mors navn på alle leder og kanter. Ada bladrede hurtigt logbogen igennem og støttede sig til sin gode hukommelse.

”Der,” sagde hun så og prikkede på en side, ”der og der.”

Far nikkede. ”Så er det der, du skal sætte ind. Men du har et problem. Hun hedder Ada, hun er 12 år gammel og render rundt og råhygger sig med Xavier, så han ikke får øvet. Hun er din værste ende, men heldigvis kender du hendes træk på forhånd, og hvis du er smart, ved hun ikke, at du eksisterer.”

”Det sagde du også om fem år,” grinede Ada.

”Gjorde jeg det?” Far lo med. ”Det kunne godt ligne mig.

Sådan et laaangt foredrag fra en skør videnskabsmand.”

”Nemlig. Du vokser aldrig fra det.”

”Ups.” Far rullede med øjnene. ”Kort sagt: Du har en ende, men du har også et våben.” Han prikkede på logbogen.

”Faktisk har jeg to.” Ada vi ede med telefonen og opladeren.

”Perfekt. Jeg har snydt lidt, så du har også et sted at bo.”

”Hvor?”

”Lige ovre på den anden side ad gaden.”

”Hos ham komponisten?”

Far nikkede. ”Du skal passe hans kat hele sommeren, til gengæld må du låne hans hus.”

”Fedt!” Hun havde været der engang, da hun var lille, og huset var lige så cool, som katten var sød.

”Og lad os så få dig installeret i kattepasserhuset,” sagde far og skede bilnøglen frem.

Først tog de en tur i Storcentret og fyldte bilen med mad og tøj og ting til hele sommeren. Så kørte de hjem til kattepasserhuset. Far åbnede døren og lod Ada gå først, tungt belæsset med varer.

”Wow.” Ada var tæt på at tabe posen med kattegrus. Huset var endnu vildere, end hun huskede det.

”Ja, det er ikke så dårligt.” Far kantede sig uden om Ada, der var blevet stående i hallen. Rummet var seks meter højt, og ned fra lo et hang en gigantisk lysekrone med noder og musiktegn formet i neon. ”Kom, så skal du bare se.”

Ada lod kattegruset passe sig selv og fulgte med. Det var ikke til at fatte, at et hus kunne være så fuldt af overraskelser.

Selv ikke for en pige, der boede i et op nderhjem.

”Tror du, han ka’ li’ det?” drillede far.

”Mon ikke!” Ada satte sig ved koncert yglet i musikværelset og spillede et par akkorder. Lyden var fantastisk i det højlo ede rum, der åbnede sig mod havens jungleagtige kaos af gamle træer og blomster i alle regnbuens farver. Hvis alt gik e er planen, skulle hun og Xavier tilbringe sommeren her med at spille og øve og komponere, så han klarede sin audition og k sin skæbne tilbage.

De smed re pakker isva er i fryseren og gik en runde i resten af huset. Alt i komponistens hjem handlede om musik.

Reolerne bugnede af musikbøger, plader og cd’er. Væggene var plastret til med billeder af bands og komponister fra alle

århundreder og alle stilarter. Haven var fuld af vindharper, der spillede japansk meditationsmusik i sommerbrisen. Om det så var katten, hed den Beethoven. Ada kunne ikke lade være med at smile, da den grå perserkat endelig viste sit sammenbidte surmuleansigt. Den lignede faktisk den gamle komponist på en prik.

”Tror du godt, du kan bo her alene?” spurgte far, da Ada havde valgt soveværelset på første sal.

”Ork ja.” Ada kunne ikke vente med at komme i gang.

De gik ned i køkkenet og fyldte skabene. ”Jeg skal nok kigge over med mad og se, om I har det godt,” sagde far.

”Men hvis operationen lykkes, kommer jeg nok til at tilbringe mere tid sammen med den anden Ada. Ellers bliver det en meget lang og ensom sommer for hende – eller skulle jeg sige dig?”

”Klart.” Ada gøs ved tanken om, at en anden version af hende skulle sidde alene på værelset og længes e er Xavier, mens han hang ud med hende. Ville hun kunne mærke hygge-Adas ensomhed? Hun skyndte sig at spørge, om de ikke skulle lave mad, så hun slap for at tænke på det.

E er middagen satte de sig ud i haven og drak te af krus med berømte bands. Far havde valgt Rolling Stones, og Ada sippede forsigtigt af et Beatles-krus, siden der nu ikke var et med BoyZ før om re år. Blomsterne du ede, bierne summede, og Beethoven smøg sig op ad Adas bare ben. Hun rakte ned og aede katten, indtil den gav hende lov til at lø e sig op. Så rullede den grå perser sig sammen på hendes skød og spandt en måneskinssonate.

”Du, far?” sagde Ada.

”Hmm.”

”Må jeg spørge dig om noget.”

”Naturligvis.” Han lænede sig mageligt tilbage, så kurvestolen knirkede.

”Hvorfor bruger du ikke tidsmaskinen til at få mor tilbage. Eller til at forhindre at hun dør.”

”Det er desværre umuligt.” Han tog hendes hånd og gav den et klem. ”Din mor havde en skjult medfødt sygdom. Intet i verden kunne forhindre, at hun døde, da hun døde. Det var ligesom en tidsindstillet bombe, som vi ikke vidste, hun havde i sig, inden den eksploderede.”

”Men derfor kan du vel godt besøge hende i fortiden?”

”Tro ikke, at jeg ikke er fristet.” Far så meget alvorlig ud nu. Og meget trist. ”Men jeg ved bare, hvordan det vil ende.”

”Fordi du har prøvet det?”

”Nej.” Han rystede på hovedet. ”Fordi jeg ikke tør. Jeg kender mig selv, og jeg ved, at hvis jeg så hende igen, ville jeg ønske at leve i fortiden, og det går jo ikke.”

”Hvorfor ikke? I var jo så lykkelige.”

”Ja, det var vi.” Hans ansigt lyste af kærlighed. ”Men mit liv er her med dig, her i nutiden, og det vil jeg for intet i verden gå glip af.”

Ada slog armene om ham og skjulte sit ansigt mod hans bryst.

”Jeg ville bare blive en ulykkelig tidsrejsende,” fortsatte han for sig selv. ”En sølle stakkel, der vendte tilbage igen og igen for at suge den sidste smule ud af vores korte tid sammen. Som en vampyr på jagt e er blod. Fanget i fortiden sammen med en masse andre udgaver af mig selv, der prøvede at stjæle din mor for næsen af hinanden.”

Ada følte sig ramt. Sådan måtte det aldrig gå for hende, også selvom det var så fristende at opleve sommeren med Xavier igen og igen. Så hellere smadre kummefryseren.

De blev siddende og talte om alting og ingenting, indtil duggen faldt, og det blev for koldt at være ude.

Far tog opvasken, mens Ada gjorde sig klar til at gå i seng. Så kom han op for at sige godnat.

Han sad lidt og strøg hende over havfruehåret, indtil hendes øjne blev tunge og trætte.

Han bøjede sig ned. Kyssede hende på panden og hviskede: ”Skal jeg lade lyset være tændt?”

”Hvorfor det?”

”Er du ikke længere mørkeræd?” udbrød han.

”Næ.” Ada strakte sig mageligt.

”Det var du ellers, da jeg puttede dig i går. Så der kan du selv se. Du er faktisk vokset fra det.” Han slukkede lyset over hendes hoved. ”Tænk, at jeg k ret. Det var egentlig bare noget, jeg sagde for at trøste dig, da du var lille og sov med lyset tændt.”

”Var det? Jeg troede ellers fuldt og fast på det.”

”Måske var det derfor, det virkede?”

TrEdJe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

1. JuLi Kapitel 26

Ada stod tidligt op. Hun nærstuderede logbogen og lagde planer, mens hun lyttede til e Girl Next Door på telefonen. Hun måtte indrømme, at selvom hygge-Ada havde været meget useriøs med logbogen, så klarede hun det faktisk meget godt, det med at lære Xavier at kende. Ada var ikke sikker på, at hun kunne gøre det bedre selv. I stedet sad hun klar bag hækken, da Xavier gav sig til at skate ude på vejen.

Lidt e er, da hygge-Ada knækkede det lyserøde enhjørningeskateboard, måtte hun holde en hånd for munden for ikke at grine højt. Drengen i genbohuset havde ret. Det så faktisk supersjovt ud.

Ada tog en va elis fra fryseren og satte sig i en solstribe i baghaven med Beethoven og dagbogen.

Hun tog en blok frem og gav sig til at tage noter.

Hygge-Adas skæbnepunkter, skrev hun, og satte to tykke streger under ordet skæbne.

1. på vej hjem fra skaterbanen, hvor Xavier spørger, om hun vil være med i et band, men hvor far a ryder dem, inden hun kan nå at svare.

2. da hun tog ham med til vulkanudstilling og hjem til e ermiddags lm, så han ikke kom i musikskolen … og

øh, resten af sommeren, hvor hun k ham til at lalle tiden væk.

Ada bed i blyanten. Når man satte det op på den måde, var det lidt ovt at se, hvor egoistisk hun havde været på sit første besøg. Men denne gang skulle det være anderledes. Nu skulle det handle om ham og hans musik, og hun var klar til at starte fra toppen.

Øve-Ada ville give hygge-Ada i dag og i morgen til at blive venner med Xavier, og så på tredjedagen ville hun slå til.

Ventetiden ville hun bruge på at øve sit rustne klaverspil og udfylde de tomme sider i hygge-Adas logbog e er hukommelsen.

”Lyder det ikke som en god idé?” spurgte hun og aede kattens solvarme dovenkrop. Katten gav sig til at spinde som en cellosonate af Beethoven.

Det tog hun som et ja.

TrEdJe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

3. JuLi Kapitel 27

Ada vågnede ved det første solsorte øjt. Hun tjekkede uret.

Klokken var kvart i fem, og godt nok skulle hun tidligt op, men ikke så tidligt.

Fire timer senere sad hun i komponistens hyggelige køkken og holdt øje med huset overfor gennem en kikkert. Og så snart der var tegn på liv, slog hun til.

Denne gang føltes det helt naturligt at ringe på hos Xavier. Hun havde været der masser af gange, men for Xaviers mor var det første gang, nåede hun lige at minde sig selv om, inden moren åbnede døren på klem.

”Ja?” sagde hun afvisende, og så kom det: ”Ana?”

”Ja. Hej. Er Xavier stået op?” skyndte hun sig at sige.

”Ja, han sidder og spiller. Gå du bare derop.” Xaviers mor gjorde et kast med hovedet mod trappen.

Ada skyndte sig op og bankede på. Musikken stoppede, Xavier åbnede døren og sagde glad og overrasket:

”Ana?”

”Forstyrrer jeg?”

”Nej-nej. Overhovedet ikke. Kom ind.” Han sparkede til en bunke vasketøj, men opgav at lave en lynoprydning. I stedet sagde han: ”Pas på, du ikke falder over noget.”

Ada gik ind og satte sig i vindueskarmen. ”Det lyder fedt.”

Hun pegede på guitaren om hans hals.

”Tak.”

”Er det noget, du selv skriver?”

”Ja. Den er der næsten, men jeg kan bare ikke få styr på omkvædet.” Han satte sig på sengen og spillede et par akkorder. ”Hvad synes du?”

”Det er godt. Men også lidt for indviklet, måske?”

”Enig.” Han prøvede noget andet. ”Bedre?”

”Ja, men måske skal det mere være sådan: Girl next door.

Pause-pause. Will you ever be mine? Med tryk på ever.”

Xavier så ud, som om han blev ramt af lynet. Hurtigt, for ikke at glemme det, lagde han nogle akkorder under og sang strofen re gange.

Ada skævede til uret på sin telefon og så over på sit eget hus. Lige om lidt kom hygge-Ada og ringede på.

”Fantastisk, Ana. Må jeg bruge det?”

”Ja-ja, klart.” Hun hoppede ned fra vindueskarmen. ”Hvilket minder mig om det, som du spurgte om i går.”

Xavier var tydeligvis ikke med.

”Jeg har tænkt over det, og jeg vil supergerne lave et band med dig.”

”Cool.” Han lavede en trommehvirvel på guitarkassen. ”Så mangler vi bare et klaver.”

”Det har jeg allerede fundet. Og et øvelokale med lydstudie og det hele.”

Xavier øjtede begejstret.

”Kom med, så skal jeg vise dig det.” Ada begyndte at gå, og Xavier fulgte e er med guitaren om halsen.

Nedenfor trappen stod Xaviers mor og lod, som om hun ikke havde hørt, hvad de talte om.

”Er det okay, at jeg tager med Ana over og øver?”

”Ja da. Bare du er hjemme, så du når musikskolen klokken 3.”

”Ja-ja,” sagde Xavier. Han gav sin mor et hurtigt kram, hoppede i et par sneakers og var klar.

På vej ud ad døren sendte Ada Xaviers mor et par håndtegn, der betød, at hvis han glemte musikskolen, skulle hun nok minde ham om det.

Og så var det tid til at vise ham komponistens hus.

Hvis Ada havde jublet over kattepasserhuset, var det intet imod, hvad Xavier gjorde. Han stillede guitaren fra sig og tog

det hele ind: koncert yglet, optageudstyret, pladesamlingen, junglehaven og Beethoven, der kom frem for at snuse til ham.

”Mis-mis-mis,” kaldte Xavier og satte sig på knæ. Katten nærmede sig, langsomt og værdigt. Imens sneg Ada sig til at gå ud i forhaven og kigge gennem hækken. På den anden side af gaden kom hygge-Ada gående for at hente Xavier.

Hun stod længe foran bagdøren, inden hun tog mod til sig og ringede på for første gang.

Ada k helt ondt af hende, da Xaviers mor åbnede døren.

Hun spurgte sikkert, om hygge-Ada havde glemt noget.

Forvirringen lyste ud af dem begge. De stod lidt og stod, så

trak hygge-Ada sig baglæns væk og tumlede gennem hækken og ind til far. Hun lignede en, der kunne bruge et kram – og en forklaring.

”Ana?” kaldte Xavier gennem det åbne køkkenvindue.

”Kommer nu,” hviskede Ada og skyndte sig tilbage.

Indenfor stod Xavier med katten i favnen og smilede:

”Er det virkelig sandt, at du må være her, lige så meget du vil, og bruge det hele, bare du passer katten og vander blomsterne?”

”Ja da.” Ana blinkede. ”Hvad siger du til at tjekke pladesamlingen ud?”

Xavier og Beethoven fulgte spindende e er.

De næste mange timer brugte de på at spille yndlingsnumre fra komponistens enorme samling af gamle vinylplader.

Xavier fandt et lilla album frem med et foto af fem unge fyre med langt pandehår. Han satte det på. Xylofoner og ngerknips fyldte rummet.

”Kender du den her?” spurgte han og sang med:

You don’t know what’s going on

You’ve been away for far too long

You can’t come back and think you are still mine

Som svar lagde Ada andenstemmen på omkvædet:

I said, baby, baby, baby, you’re out of time

Well, baby, baby, baby, you’re out of time

Og så skrålede de med på resten af sangen.

”Rolling Stones,” sagde Xavier og skruede ned for lyden.

”Er de ikke bare vidunderligt old school cool?”

”De er i hvert fald old school. Den sang er mindst 50 år gammel.”

”Og ny som aldrig før.” Xavier tog guitaren frem, slog en sprød akkord an og gav sig til at improvisere.

”Kan du virkelig huske hele teksten?”

”Ja. Jeg er ret god til at lære tekster udenad.” Han smilede genert og jammede videre.

”Hvad så med noder? Har du lært dem?” Ada satte sig til yglet og lagde et par enkle akkorder under hans guitar.

”Nope. Men heldigvis har jeg absolut gehør.”

”Virkelig?”

”Virkelig.”

”Godt, hvad er det her så?” Ada spillede en akkord.

”G-mol.”

En til.

”A-dur dim.”

Og en til.

”F kryds 9. Den klassiske Rollings Stones-akkord.”

Hun lagde hele underarmen ned på tangenterne.

”Larm,” grinede han. Beethoven stak i et fornærmet hvæs og forlod musikværelset med halen i vejret. Måske havde katten også absolut gehør.

De næste mange timer ski edes de til at spille yndlingsnumre for hinanden, når man så bort fra, at Ada ikke kunne spille sine favoritter med BoyZ uden at udløse sommerfuglee ekten. Heldigvis havde komponisten alt muligt godt, nyt og gammelt, klassisk, rock, soul, hip-hop, house, arabisk pop, hvad som helst.

De slugte musikken, spiste is i haven, lyttede lidt mere og forsøgte sig med at spille de bedste numre selv.

”Hvordan kan det være, at du bedst kan lide musik, fra før din mormor blev født?” spurgte Ada, da Xavier satte endnu et old school rock’n’roll-nummer på.

”Det ved jeg ikke?” sagde Xavier e ertænksomt. ”Måske fordi jeg hader alt det der computerhejs med trommemaskiner og autotune. Jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke gider lære at spille og synge rigtigt. Det lyder hundrede gange bedre, når det er akustisk. Når det kommer fra hjertet.”

”Det tager også hundrede gange længere tid at lære,” grinede Ada.

”Synes du, jeg er gammeldags?” Nu var han alvorlig.

”Næ. Lidt nørdet måske, men det er kun godt.”

”Kender du ikke det, at man synes, man passer bedre ind i en anden tid?”

Ada frøs. Havde han regnet det ud?

I det samme kimede hendes alarm.

”Så er det tid til musikskolen,” sagde hun lettet. ”Jeg lovede din mor at sige til.”

”Javel, fru general, men jeg tror, jeg springer over. Jeg mener, vi spiller jo allerede.”

”Hvad så hvis jeg går med?” Hun rejste sig. ”Måske lærer vi noget nyt?”

”Måske.” Han rejste sig og fulgte med. Men guitaren lod han stå.

Adas hjerte hamrede, da de smækkede hoveddøren bag sig og gik over mod Nyskolen. Både fordi han åbenlyst havde

tænkt sig at komme tilbage, og fordi hun var bange for at løbe ind i sig selv.

Heldigvis stak far hovedet ud fra værkstedet og sendte hende en opadvendt tommel nger. Kysten var klar. HyggeAda var indenfor. Alligevel greb Ada Xaviers hånd og gav sig til at løbe.

”Vi er sent på den,” mumlede hun.

”Baby, baby, baby, we’re out of time,” sang Xavier og fulgte med. Uden at slippe hendes hånd.

Ada havde ret. De lærte faktisk noget på musikskolen. Guitarlæreren var en ung leadguitarist. Ziggy hed hun, og hun så supercool ud med sit knivskarpe, lyserøde pagehår. Ud over at være en stjerne på sit instrument kunne hun også komponere. Og da de andre elever pjækkede på grund af det gode vejr, k Ada og Xavier eneundervisning.

Ziggy endte med at låne dem sine egne noder og musikbøger, der var plastret til med gule post-it-sedler. Så kunne de læse dem til næste gang og springe alt det indledende over.

Ada var så beæret, at hun kun k fremstammet et forkølet tak. Xavier sagde slet ikke noget.

”Hvad er der?” spurgte hun, da de fulgtes ad hjem til kattepasserhuset.

”Ikk’ noget.”

Hun tog chancen og sagde: ”Sig det nu bare.”

”Hvad?”

”Jeg tror, jeg har gættet det.”

Xavier sparkede til en sten og traskede videre med hænderne i lommerne.

”Er det derfor, du ikke blev glad for bøgerne? Derfor du lærer tekster udenad. Derfor du ikke har lært noder. Derfor

du ikke er glad for skolen, selvom du elsker at lære noget. Derfor …”

”Ja!” Han stoppede op og så på hende med vredestårer i øjnene. ”Jeg er fucking ordblind. Jeg kan hverken læse eller skrive, okay?”

”Helt okay.”

”Helt okay,” vrængede han. ”Det er let for dig at sige. Du bliver ikke kaldt dum. Eller sendt til specialundervisning.”

Ada gav ham lidt tid, så sagde hun: ”Hvad siger du til, at jeg læser højt for dig?”

”Af musikbøgerne?”

”Af alt muligt.” Så k hun en idé. ”Eller endnu bedre: Vi får fat i nogle lydbøger til dig, så du kan høre, lige hvad du vil.

Og du skal også have en ordentlig mikrofon til din telefon, så du kan optage dine sange og tekster og noter og tanker.”

”Hrmpf,” brummede Xavier.

”Du kan ikke sige nej uden at give det en chance. Kom med.” Ada vendte om og gik tilbage mod skolen.

Xavier tøvede lidt, så fulgte han med, modvilligt og i halvt tempo. ”Hvor skal vi hen?” spurgte han, da Ada fortsatte forbi skolen og videre mod Storcentret.

”På biblioteket.”

”Det orker jeg simpelthen ikke.”

”Hvorfor?”

”Fordi …” Han rullede med øjnene. ”Så står der en eller anden gråhåret dame med hovedet på skrå og giver én en letlæsningsbog til pattebørn, fordi hun tror, man er dum i hovedet. Eller giver en noget med action og drager, fordi man er en dreng.”

”Så har du ikke mødt Sarah.” Ada tog hans hånd og trak ham det sidste stykke med ind på biblioteket. ”Du bliver glad for det i længden.”

”Det kan du da ikke vide noget om.”

Jo, det kunne hun faktisk. Ada blinkede. ”Du kommer til at takke mig for det.” Om præcis tre år. ”Og hvis jeg tager fejl, skylder jeg en is.”

”Vi har allerede fået tre is i dag.”

”Nå, men så en bajer. Du ved, hvad jeg mener.”

”En bajer? Vi er 12!” Xavier rystede på hovedet. Og fulgte med.

TrEdJe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

4. JuLi Kapitel 28

Næste morgen vågnede Ada ved lyden af Xaviers stemme.

Han kaldte på hende. Hun smilede og strakte sig, stadig halvt i søvne. Det havde været sådan en dejlig a en. Godt nok havde det krævet hårdt arbejde at overvinde hans modvilje mod at få hjælp, men da hun fandt det helt rigtige kapitel i musikbogen, det om hvordan man skruer et pophit sammen, havde han lænet sig tilbage og slugt hvert et ord. Hun havde læst, til hun blev tør i halsen. Kun a rudt af far, der kiggede forbi med mad.

”Ana?” kaldte Xavier igen.

”Ja?” hørte Ada sig selv svare. Ude fra vejen.

Hjælp! Hun satte sig op. Var klokken allerede så mange?

Hun sprang ud af sengen og ud i forhaven. Gennem hækken så hun sig selv og Xavier i fuld gang med at sætte en spejdertelefon op mellem de to gavlvinduer. Grinende og hyggende. Ada sukkede. Hvorfor havde hun ikke sat alarmen til?

Hun trampede indenfor, satte sig med logbogen og stirrede ondt på opladeren. Hvad nyttede det, at hun havde strøm på

telefonen, og at hun havde fået hans telefonnummer i går? Hun kunne jo ikke ringe til ham, når han rendte rundt og ollede med hygge-Ada. Hun kiggede ud. Nu hang de ud ad hvert deres gavlvindue med spejdertelefonen mellem sig og grinede.

”Vil du med til stranden?” råbte hygge-Ada så højt, at hele gaden kunne høre det.

”Hvad siger du?” svarede Xavier ind i konservesdåsen.

”Jeg tror, der er knuder på tråden-en-en. Krrrtz. Jeg kører ind i en …. krrrtz … tunnel.”

”Jeg siger: Pak dit tøj, og mød mig udenfor.”

”Roger that. Over and out.”

Ada kiggede i logbogen. Der stod ikke et ord om en strandtur den 4. juli. Men jo, det var vist rigtig nok. Nu kom det tilbage. De cyklede til stranden, blev der hele dagen og så … surprise … hjem og se gamle tidsrejse lm med far. Pragtfuld dag, men ikke noget der k ham gennem den audition.

Ada satte sin alarm til klokken 08.00. I morgen ville hun snuppe ham, lige så snart han vågnede, om hun så skulle ruske ham op. Hun havde huset, katten og musikken. Så kunne hygge-Ada se, hvor langt hun kom med strandture og gamle lm. Og far.

TrEdJe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

5. JuLi Kapitel 29

Næste dag gjorde hun alvor af sagen og sørgede for at snuppe ham klokken tidligt. Hun tog den fuldt opladte telefon frem i triumf og ringede til ham. Tag den, hygge-Ada! Opkaldet gik direkte på svarer. Han måtte have sat telefonen på lydløs. Og så slog det hende: Hun kunne ikke ringe til ham. Hvis hygge-Ada havde fortalt ham, at hendes oplader var væk, så kunne hun jo ikke pludselig have en oplader. Hvad havde hun sagt om den døde telefon? Hun kunne ikke huske det.

Det sikreste var at hente ham. Helt old school. Altså lod hun telefonen ligge og gik ud. Villavejen lå stille hen. Der var ikke andre oppe end fuglene og den gamle dame med Hugo-hundehvalpen. Dagen var dueblå og du ede af dugvåde morgenfruer. Hun gik over vejen og ringede på.

”Nå, skal I til stranden igen?” spurgte Xaviers mor, da hun åbnede døren.

”Næ, i dag skal vi øve. Og i musikskole.”

”Endnu bedre.” Hun blinkede til Ada. ”Smut bare op og væk ham.”

Ada tog trappen to trin ad gangen. Hun bankede på, i takt med Out of Time, og da der lød et Mjaa?, åbnede hun døren og gik ind.

Xavier kiggede på hende gennem to smalle øjensprækker.

Smilede og sagde Heyy.

”Op med dig,” sagde hun, ”vi skal øve.” Hun kunne ikke

bære tanken om, at han ikke klarede den audition. Problemet var bare, at opslaget først kom op om tre uger, så indtil da kunne hun ikke fortælle ham, hvorfor det var så vigtigt at øve.

”A alte vi ikke i går, at vi skulle sove længe og så ta’ på vulkanudstilling?” Han strakte sig som en kat i en solstribe og gabte.

”Måske. Men så kom jeg i tanke om, at der er musikskole i dag. Så vi må hellere se at få øvet.”

”Okay-okay. Jeg ku’ bare rigtig godt tænke mig at se den udstilling.”

”Ikke noget problem.” Hun kastede en T-shirt i hovedet på ham. ”Den er der de næste mange år.”

”Din far sagde ellers, at den kun var på besøg?”

”Tro mig. Den bliver hængende. Eller … jeg mener … den bliver garanteret hængende, når de ser, hvor mange besøg

den giver.” Ada gik hen til vinduet og kiggede diskret over i sit eget værelse. Hygge-Ada var ved at stå op. De skulle af sted. Nu. ”Trip-trap,” sagde hun og stillede sig som Mary Poppins med hælene sammen og tæerne ud til siden.

”Må man få morgenmad?” grinede Xavier, mens han kom i tøjet.

”Den står klar ovre i komponistens hus. Kom så, Beethoven venter.”

”Javel, fru general.” Han smækkede hælene sammen, greb guitaren og fulgte med.

Den grå perser ventede ganske rigtigt, da de kort e er låste sig ind i kattepasserhuset. Den smøg sig spindende omkring Xaviers ben.

”Typisk,” grinede Ada. ”Her går jeg og giver dig mad, og så er det ham, du vil ha’.”

Xavier lø ede katten op i favnen og tog den med ud på terrassen, hvor Ada havde dækket morgenbord. På bagsiden af huset, hvor ingen kunne se dem.

”Lækkert.” Xavier lod katten passe sig selv og kastede sig over fryserundstykkerne. Han tog kun en enkelt bid. Så rejste han sig og forsvandt ind i huset.

Hvad nu, nåede Ada at tænke, så begyndte musikken at spille: guitar, bas, trommer, helt tilbagelænet. Da sangen

begyndte, stod Xavier i døråbningen og sang:

”My heart burns with the question: Can you break the spell?”

”Rolling Stones,” grinede Ada.

”Steel Wheels, elsker det album,” sang Xavier videre på melodien og satte sig, som om han havde al tid i hele verden.

Adas mave slog en kolbøtte. Break the Spell. Det nummer havde hun spillet for ham. Om tre år. Og nu spillede han det for hende. Det var ligesom det med biblioteket. Hun stirrede frem for sig. Havde hun skabt et multivers? Smittede de parallelle virkeligheder af på hinanden?

Beethoven sprang ned fra Xaviers skød og begyndte at kredse om hendes ben. Hun lø ede katten op og begravede

ansigtet i dens bløde pels. Og gjorde det noget? Når nu det var sådan nogle gode ting.

Ada trak vejret dybt og prøvede at nyde sin sommermorgen, alene med sin yndlingssanger og bedste ven. Hun prøvede virkelig, men e er tre gamle Stones-sange krøb nervøsiteten ind på hende igen:

”Skulle vi ikke øve, eller hvad?” Hun rejste sig og begyndte at pakke maden sammen. Beethoven mjavede fornærmet og forsvandt.

”Ikk’ for noget,” sagde Xavier og reddede sig et sidste stykke pålægschokolade, ”men du er liiiige lidt svær at blive klog på.”

”Hvorfor det?”

”Den ene dag vil du hygge og hænge ud. Den næste vil du øve, som om vi stillede op til de Olympiske Lege.”

Ada åbnede munden for at forsvare sig, men lukkede den straks igen.

”Siger det bare,” grinede han og stak hende en forsigtig lammer. Så rejste han sig og fulgte med.

Da de nåede ind i musikværelset, var den gode stemning genoprettet. Sådan da. Ada satte sig ved yglet. Xavier satte sig og stemte sin guitar, og selv dét lød så godt, at han kunne optræde med det. Han strammede den sidste stemmeskrue, smilede og sagde:

”Fed musik, du hører.”

”Hvad mener du?”

”Det er altså ikke for at udspionere eller noget, men her den anden dag spillede du så højt, at jeg kunne høre det på

mit værelse. Og det lyder virkelig cool. Sådan old school cool.”

”Tak.” Hun spillede lidt af Out of Time for at ski e emne, men Xavier bed ikke på.

”Hvem er det?” spurgte han.

”Det, øh … Det er sådan et ret nyt indie-band, jeg kender.”

”Ja?” Han spillede de første akkorder, klokkerent. ”Hvad hedder de?”

”GirlZ.” Hun anede ikke, hvor det kom fra. Det skulle bare stoppe her. Hvis han troede, sangen var en andens, kunne

den ikke blive hans …

Han smilede skævt. ”Mere nåede jeg ikke at høre, før min mor kom ind og ville have hjælp til at male.”

Ada opdagede, at hun havde glemt at trække vejret.

”Jeg tænkte bare, om vi kunne arbejde videre med det?

Hvis du har lyst.” Han jammede videre over de første akkorder og nynnede et par strofer, der allerede lød mistænkeligt meget som e Girl Next Door. Så a rød han sig selv:

”Du, Ana? Må jeg bede dig om noget.”

Hvad som helst, havde hun lyst til at sige.

”Den der indie-sang. Med GirlZ. Vil du ikke nok lade være med at spille den igen? Det er okay at blive inspireret,

men jeg er bange for at komme til at stjæle den, hvis jeg hører for meget.”

”Klart.” Hun lo af lettelse. I det samme k hun øje på en sort og orange sommerfugl, der lettede fra en havestol og forsvandt ind i baghavejunglen. *

I musikskolen var Ziggy fyr og amme, da de spurgte, om hun ville undervise dem i komposition og pophits i stedet for guitarspil. Det var alligevel kun Ana og Xander, der dukkede op i det bragende gode vejr, så hvorfor ikke? Hvis de andre ville spilde sommeren på at tage til stranden, så fred med det.

Ziggy lærte dem alle grundformerne: 12 takters blues, kvintrundgang, A-stykke, B-stykke, overgange.

Xavier slugte det hele og ville have mere.

”Det lyder så dejlig enkelt, ikk’?” sagde Ziggy, ”men tag

aldrig fejl. Det, der ser enkelt ud, er tit noget af det sværeste.” Hun tog guitaren frem og sang omkvædet til Halleluja. ”Kender I den?”

Ada og Xavier nikkede og sang med.

”Det tog Leonard Cohen fem år at skrive den sang. Fem år. Han skrev 30 skitser, inden han var tilfreds. Men så var den

også lige i skabet, og siden da er det den sang i verden, der er lavet est cover-udgaver af.”

”Wow.” Xavier lavede en trommesolo på sin guitar. ”Fem år?”

”Nu håber jeg ikke, jeg tager modet fra dig?” udbrød Ziggy.

”Overhovedet ikke.” Xavier var dødsensalvorlig. ”Hvis jeg kunne skrive sådan en sang, ville jeg gerne bruge et helt liv på det.”

”Hvis du gerne vil skrive lige så godt som Leonard Cohen, så har jeg ét råd til dig.”

Xavier lænede sig frem. Ziggy gjorde det samme.

”Læs!” sang hun, ”læs-læs-læs. Læs digte, læs sange, læs salmer, og æd romaner. Læs-læs-læs, og lær at elske sproget.”

Hun pegede på nabobygningen. ”Biblioteket er åbent. Alt er gratis. Læs! Det er verdens bedste råstof for en sangskriver.”

Xavier stak en kærlig albue i siden på Ada.

TrEdJe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

5. JuLi Kapitel 30

Rolling Stones havde ret. Tiden var virkelig på deres side. Det kunne hun mærke. De havde Ziggy for sig selv, de havde kattepasserhuset for sig selv, og Xavier var allerede ved at spore sig ind på sin musikalske stil. Alt var perfekt. Eller næsten.

For far havde ikke ha ret, da han sagde, at hun havde én ende. Hun havde to: Hygge-Ada og onkel op nder. Hendes far trak som en magnet i Xavier. Og nu vidste hun hvorfor.

Det skar hende i hjertet at se, hvor meget Xavier nød at hænge ud med hendes far. Og det gjorde det bare endnu sværere at trække ham gennem en øve-sommer – alene med hende. Da musikskolen var slut, fulgtes de hjem. Og da de nåede til komponistens hus, åbnede Ada lågen og regnede med, at Xavier var lige i hælene på hende. Det var han bare ikke. Han

stod midt på vejen og så på hende med et blik i øjnene, hun ikke brød sig om.

”A-naaa?” kaldte han.

”Skulle vi ikke øve videre?”

”Nok for i dag.” Hans smil nåede øjnene. ”Skal vi ikke bare hænge ud med din onkel og se Tilbage til fremtiden 2? Sådan som vi a alte i går.”

Hvad nu? Ada anede ikke, hvad hun skulle sige eller gøre.

Hun lukkede havelågen og fulgte e er ham. Hen mod indkørslen til hygge-Adas hus.

”Kan vi ikke gøre det en anden gang?” forsøgte hun. ”Nu har vi jo lige lært at komponere.”

Han rullede ikke med øjnene, men det var tæt på.

Hvad var der galt? De havde jo ha det så fedt, og nu syntes han bare, hun var for meget.

”Kom nu. Relax. Vi har ferie.” Han lagde hovedet på skrå.

Formede hænderne til poter og e erlignede en tiggende hundehvalp.

Ada anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hun ville give hvad som helst for en hyggea en med far og Xavier, men hun kunne under ingen omstændigheder gå med ind. Ikke uden at udløse sommerfuglee ekten. Hun tog et par skridt hen

mod ham og huset, bare for at vinde tid, men hendes hjerne var tom for idéer.

”Piv-piv,” lokkede Xavier. Han var allerede på vej ind i indkørslen. Ti skridt til, så ville han løbe ind i endnu en Ada, og hans skæbne ville gå i tusind stykker.

”Hej med jer.” Adas far kiggede ud bag døren til værkstedet, som om han havde stået og lyttet.

”Hey.” Xavier lyste op i et stort smil.

”I kommer som kaldet,” sagde far. ”Jeg har brug for to forsøgspersoner.”

”Til en ny op ndelse?”

”Næ, til en ny gryderet, jeg har fundet på. Den hedder Fem Svin og indeholder bacon, cocktailpølser …”

”You had me at bacon,” grinede Xavier og satte farten op.

”Jamen, så er det en a ale,” sagde far. ”Men smut lige over med guitaren først, og spørg din mor, om det er okay.” Han blinkede til Ada, der endelig turde ånde ud.

”Deal.” Xavier satte kursen mod hullet i hækken.

Ada lod, som om hun gik hen mod sin onkels hus. Men i samme øjeblik, Xavier forsvandt ind gennem sin egen bagdør, vendte hun om og spurtede ind i komponistens have. Hun gemte sig bag en busk og så til gennem hækken, da han et øjeblik e er kom tilbage med en bakke jordbær i hænderne.

”Fra min mor,” sagde han, da hygge-Ada overrasket-glad åbnede køkkendøren og lukkede ham ind.

Tårerne byggede sig op i Adas øjne. Det var jo ikke sådan, det skulle være.

”Mjav?” Et gråt surmuleansigt så op på hende.

”Beethoven.” Ada slog armene om perserkatten og begravede hovedet i dens uldne pels. Hun sad lidt med katten i favnen og sundede sig. Sikke en dum afslutning på en dejlig dag. Hun tvang sig til at være optimist. Det var bare dårlig timing og uheldig indblanding fra hygge-Adas side. Det var jo ikke til at vide, hvad hygge-Ada gik og a alte med Xavier, når Ada ikke var til stedet. Hun måtte bare stå tidligt op, så hun var klar til at tage revanche i morgen.

”Vækker du mig i morgen tidlig?” spurgte hun katten, mens hun bar den indenfor til en hyggea en for to. Med frysepizza og en god bog. Hun satte sig i husets bedste lænestol med pizza og cola inden for rækkevidde, men hun kunne ikke koncentrere sig om bogen. I stedet satte hun sig i køkkenvinduet og holdt øje med sit eget hus. Hun kunne se dem spise a ensmad i køkkenet, alle tre. De tog sig god tid. Det så ud, som om de hyggede og grinede. Ada fandt en kikkert frem og gav sig til at udspionere dem. Hvorfor blev de siddende så længe? Skulle de ikke se lm? Gennem kikkerten

så hun, at hygge-Ada gik ind i stuen. Lidt e er kom hun tilbage med en æske i hænderne. Settlers! Ada så til, mens de tre i genbohuset blev siddende i køkkenet hele a enen og spillede Settlers. De snakkede og grinede, som om alt var i den skønneste orden. Det var bare mærkeligt. Hvorfor var hygge-Ada så glad? Havde far ikke fortalt hende om sommerfuglee ekten? Eller var det stadig sådan, som han havde sagt den første a en i kattepasserhuset? At han godt vidste, at hygge-Ada ville ende med at ødelægge Xavier, men intet gjorde for at stoppe det? Stakkels dig, tænkte Ada, og pludselig slog det hende: Hvad nu hvis far gjorde det samme med hende? Hvad nu hvis far så til, mens hun var i fuld gang med at ødelægge Xavier og intet gjorde for at stoppe det? Tanken k hende til at gyse i den lune sommera enlu . Hvordan kan man vide, om man er en god ven? Hvordan kan man vide, om man ændrer andre menneskers skæbne bare ved at være til? Tag nu bare det med biblioteket. På den forrige rejse var han allerede begyndt at høre lydbøger, men det havde hun og Ziggy først fået ham til på denne rejse?! Skulle der ikke mere til, før der gik kludder i tiden?

Hun blev siddende og holdt øje med dem, indtil lyset i køkkenet blev tændt. Først da det blev slukket igen, gik hun i seng.

TrEdJe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

6. JuLi Kapitel 31

Næste morgen var hun træt og uoplagt, da Beethoven vækkede hende klokken alt for tidligt, og igen da alarmen ringede klokken otte.

Hun plaskede koldt vand i ansigtet. Det hjalp lidt. Hun ettede håret og satte fryserundstykker i ovnen. Det hjalp meget. Men hun fandt først sin sædvanlige energi, da hun ringede på hos genboen og k at vide, at Xavier allerede var oppe og ventede hende.

”Hey,” sagde hun og gik ud i køkkenet, hvor han var ved at tage livet af en portion havregryn.

Han vinkede og smilede med glade øjne.

Så var det nu. Hun prøvede at lyde så afslappet cool som muligt:

”Vil du med over at øve?”

”Nope.” Smilet hang stadig i øjnene, men smilehullet i kinden var væk. ”Solen skinner. Fuglene synger. I dag vil jeg til stranden. Du kan tage med eller lade være.”

Adas hjerte vidste det før hendes hjerne. Slaget var tabt.

Han fandt sig ikke i at blive kostet rundt, og hun elskede ham for det.

”Hent mig om en ti minutter,” sagde hun forceret glad.

Hun forsvandt uden at sige farvel, så han ikke skulle se, hvor såret hun var.

Først da hun atter stod i komponistens køkken, der du ede forbandet godt af morgenmad til to, forstod hun, hvad hun måtte gøre for at stoppe sommerfuglee ekten. Hun ringede til sin far og satte ham ind i situationen. Han lovede at sørge for, at hygge-Ada stod klar med badetøj og kanelgi er, lige om lidt, uden for huset.

Ada slukkede ovnen og smed rundstykkerne direkte fra pladen og ned i skraldespanden. Hun havde ikke lyst til noget, mindst af alt mad. I stedet satte hun sig i køkkenvinduet, skjult bag gardinet og holdt øje med vejen. Lidt senere så hun til, mens Xavier hentede hygge-Ada, og de cyklede leende af sted med badehåndklæder og beachvolleybold. De vinkede til far. Han vinkede tilbage og gik over i værkstedet, lystigt

øjtende, som om alt var nt. Ada var lige ved at gå over til ham. Men så kom hun i tanke om, at det var for farligt.

Ingen måtte opdage, at der gik to Ada’er rundt og var alt for gamle. Det var farligt nok, at hun fulgtes med Xavier til og fra musikskolen og biblioteket. Gennem ruden kunne hun se genskinnet fra fars loddekolbe. Han var i fuld gang med arbejdet, og her sad hun. Helt alene. Hun savnede sin far, så det gjorde ondt.

Ada begravede hovedet i Beethovens silkepels, der langsomt blev mørkegrå af hendes tårer.

”Jamen, Ada?” Far lagde armene om hende og katten og vuggede dem begge to. Hun blev ikke forskrækket, selvom hun ikke havde hørt ham komme ind. ”Hvad er der galt?”

”Jeg kan slet ikke nde ud af det mere.”

”At være hans ven?”

”Hmm.” Klumpen i halsen voksede faretruende.

Far var stille lidt, så sagde han: ”Da din mor døde, mistede jeg mange venner. De kunne ikke længere nde ud af, hvordan de skulle opføre sig. De blev bange for at sige noget forkert. Eller gøre noget forkert. Først blev det akavet mellem os, så holdt de op med at ringe, og til sidst fandt de på undskyldninger for at blive væk, når jeg ringede og inviterede

dem herhjem. Måske er det lidt det samme, der sker for dig nu? Fordi du hele tiden tænker på, at den mindste fejl, du laver, kan komme til at ødelægge Xaviers skæbne?”

Hun nikkede. ”Hvad skal jeg gøre?”

”Det ved jeg ikke. Prøve at slappe af? Være dig selv.”

Hun sukkede. Der var ikke noget, hun hellere ville, men hun vidste jo, hvor vigtigt det var at få øvet. Dagene øj, auditionen nærmede sig, og indtil da kunne hun bare prøve at være … ikke alt for irriterende.

Sommervarmen fortsatte. Det var strandvejr og slappe-afvejr. Mursejlerne skreg af fryd. Menneskene sukkede. Bierne brummede, og Beethoven var for doven til at daske e er dem for alvor.

Dagene ød sammen for Ada. Enten sad hun ved klaveret

og øvede med Xavier. Med alle nerver på højkant, lyttende e er den mindste mislyd. Eller også sad hun i køkkenvinduet og følte sig fortabt, når hun så, hvor meget sjov de havde på den anden side af vejen. Pandekagebagning var det store hit denne gang. Gennem køkkenvinduet kunne hun se dem hygge sig med fars nyeste op ndelse: den automatiske pande-

kagevender. Hvorfor skulle hygge-Ada have både Xavier og far? Det var ikke fair.

Far kom forbi hver dag. Han havde mad med, og o e blev han hængende og spillede skak. Men han blev aldrig om natten. Ada forstod det godt, men det ændrede ikke på, at hun var rigtig meget alene.

”Skal du allerede tilbage?” udbrød hun, en dag hvor far kom forbi med mad.

”Jamen, Ada.” Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende.

”Hvad?”

”Du er jo jaloux.”

Og hvad så hvis hun var! Ada var enebarn. Hun havde altid ha sin far for sig selv. Han var stadig forelsket i Adas mor, så Ada ville aldrig få en stedmor, og det passede hende nt. De var mere end en familie, hun og hendes far. De var et team.

Far lagde hænderne på hendes skuldre. ”Men det er jo også første gang, du har været nødt til at dele mig.”

Ada spændte i hele kroppen for ikke at komme til at tude som en lille unge, der ikke kan få det hele. Hun nikkede og lod, som om hun godt forstod, at det ikke kunne være anderledes.

”Men jeg kan vel godt prøve at se, om jeg ikke kan få ham til at tage guitaren frem?” Han gav hende et knus. ”Okay?”

”Okay.” Ada krammede ham hurtigt og gav så slip, så han kunne komme tilbage og skubbe Xavier i retning af hende – og hans egen skæbne.

Den nat kværnede tankerne rundt i hovedet på hende, og senere, når hun tænkte tilbage på det, var hun nok blevet skør, hvis ikke alting var faldet i hak.

TrEdJe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

7. JuLi Kapitel 32

Dagen e er kom Xavier over til hende og ringede på, tidligt om morgenen, med guitaren om halsen. Allerede inden hun åbnede døren, kunne hun fornemme, at han havde noget vigtigt at fortælle.

”Kom med,” sagde han kort.

Ada fulgte ham ind i musikværelset, hvor sommersolen forvandlede husstøv til dansende tryllestøv.

Han satte sig og stemte guitaren. Så sagde han:

”Det er den sang, du ved. Her i nat … der faldt den pludselig på plads.” Han rømmede sig. Og rødmede. Så lukkede han øjnene og begyndte at spille.

Hårene på armene rejste sig, da Ada genkendte introen til e Girl Next Door. Og resten af hårene fulgte trop, da han begyndte at synge:

She can be funny

She can be bossy

Some days she wants to play music

Some days she just wants to play

Let’s go to the beach. Have fun

Let’s get to work. Play on

Girl Next Door. Pause-pause. Will you ever be mine?

Melodien var næsten den samme, men teksten var ikke. Eller ikke helt. Omkvædet var allerede på plads.

”Hvad synes du?” spurgte han, da den sidste akkord var klinget af.

Ada åbnede munden. Men ordene kunne ikke slippe forbi klumpen i halsen.

”Kan du li’ den?” fortsatte han nervøst. ”Dur det? Sig noget.”

Hun rakte armen frem og viste ham den. Gåsehud. Fra skulder til ngerspids.

Nu var det ham, der ikke kunne få en lyd frem. Rødmen skød op i kinderne. De sad lidt i stilhed. Så sagde han:

”Den mangler bare lidt klaver. Er du frisk?”

Næste gang, der var musikskole, spillede de sangen for Ziggy. Og modsat Ada manglede hun ikke ord.

”Jeg tror sgu, du har skrevet et hit.” Hun lagde hånden på hjertet. ”Men der er lige noget med overgangen, du ku’ kigge på.”

”Okay?” Xavier indtalte sine noter på telefonen, mens Ziggy gav ham en masse gode råd, uden at fortælle ham hvad han skulle gøre. Det var hans sang. Hans valg.

Det blev den mest intense time, Ada nogensinde havde overværet. Hun gjorde sig usynlig, mens de to guitarister prøvede forskellige ting af. Byttede om på A-stykket og

B-stykket. Droppede overgangen. Skrev en ny. Ada var uen på væggen, mens sangen tog form, og hendes respekt for Ziggy voksede og voksede. Hun var ikke bare en stjerne på sit instrument, hun var den fødte lærer. Hun kom med forslag uden at tage initiativet fra Xavier. Hun gik med på hans idéer og øste god energi ud over sin elev. Timen sluttede først, da

Xavier sagde: ”Der var den!” Ada så på uret. Ziggy havde ladet dem gå langt over tiden. Og sikret sig, at Xavier k en god lydoptagelse med sig hjem.

De pakkede hurtigt sammen og gjorde sig klar til at gå.

Ada og Xavier var allerede ude ad døren, da Ziggy kaldte dem tilbage.

”Der er nogle drenge, der mangler en forsanger i deres band. De hedder BoyZ, og de holder audition lørdag den 29.

juli. Jeg synes, du skulle tage med. De er superdygtige og har masser af ambitioner, men hvis du spørger mig, så mangler de mere end en forsanger. De mangler en klar stil. Eller sagt på en anden måde: De mangler en singer-songwriter som dig.”

Ada skjulte et smil bag sit nodeark. Sommerfuglene var med hende denne gang. Alting faldt i hak. Endelig havde hun gjort skaden fra sidste rejse god igen.

”Er det ikke bare for fedt?” jublede hun, da de gik hjemad med rumlende maver, trætte og sultne.

”Mjo.” Xavier trak på det.

”Hvad nu?” Hun stoppede op og stirrede vantro på ham.

”Ville du ikke spille i et band, eller hvad?”

”Jo.” Han trak på skuldrene.

”Hvad er så problemet?”

Han vred sig. Og gik videre uden at svare.

”Hallo, du kan sige alt til mig. Så hvad er problemet?”

”Jeg hader den slags,” mumlede han.

”Fordi du er genert?”

”Ja …” Der var mere, det fornemmede hun klart, så hun gav ham tid. Til sidst kom det: ”Fordi jeg altid har været den dumme dreng i klassen. Jeg dør lidt indeni, hver gang jeg skal stille mig op foran andre og åbne munden.”

”Det forstår jeg godt,” sagde hun stille.

”Dig?” Nu var det ham, der stoppede. ”Du er jo pissedygtig i alle fag.”

”Det betyder ikke, at jeg ikke kan være genert.”

Han trak på skuldrene. Fnøs. Og lukkede af.

”Nu skal du høre, hvad jeg siger, og ikke hvad du tror, jeg siger.” Ada var tæt på at ruske ham. ”Har du ikke nogen som helst fornemmelse af, hvor pissedygtig du er? Hvis vi begge to stillede op til den audition, så ville det være mig, der var den dumme dreng i klassen, og dig, der var stjernen. Hvis man k karakter for musik, ville du få fucking 12 med 12 på, fatter du det ikke?”

Hans smilehul rørte på sig, men kun et øjeblik, så krøb usikkerheden tilbage: ”Men hvad så hvis de giver mig noder? Eller becifringer? Og beder mig spille e er dem?”

”Du skal fandeme ikke bruge din ordblindhed som undskyldning for ikke at turde prøve. Det nder jeg mig ikke i.”

”Okay. Hvis det betyder så meget for dig.” Han trak på skuldrene.

”For mig?” Ada slog ud med armene. ”Jeg tænker sgu da ikke på mig. Jeg tænker på dig og din skæbne. Og om lidt kan

du give den sådan et skub.”

Han lavede Time Out-tegn med hænderne. ”Godt så. Stop.

Så giver jeg det en chance. Men kun hvis du tager med. Er du så glad, fru general?”

TrEdJe ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE. 2 9 . JuLi

Kapitel 33

Udsigten til audition k alting til at falde i hak, også for Xavier. Nu havde han også fået et formål med at øve. Nu var det ham, der ikke ville hjem om a enen. Men selvom de øvede fra morgen til a en, var det tydeligt, at Xaviers nervøsitet ikke blev mindre. Snarere tværtimod. Hvis hun ikke havde lovet at blive en dag længere for at tage med til audition, var hun sikker på, at han ville blive væk.

Endelig kom den store dag. Skæbnedagen. Ada vågnede med solsortene. Hun havde ondt i maven. Nervøsiteten gnavede, og bag ved den ulmede savnet e er Xavier allerede.

I dag var det sidste gang, hun skulle se ham. E er audition ville der ikke blive ere ture tilbage til fortiden. Det var alt for farligt.

Ada gik en sidste runde i komponistens hus. Hun vandede alle blomsterne, ryddede op, kløede Beethoven bag ørerne.

Et par glade dyt ude fra gaden k hende til at løbe hen til køkkenvinduet.

En blå minibus gjorde holdt udenfor. Hendes far stod i fordøren og vinkede. Chau øren steg ud, åbnede sidedøren, og ud sprang en lille pige med etninger.

”Faaar!” jublede hun og kastede sig om halsen på ham.

”Ada!” jublede far og gav sin syvårige datter en yvetur.

”Hvor har jeg dog savnet dig.”

På den anden side af gaden k Adas mave det lidt bedre. Den speedsnakkende spejderpige med plaster på knæene havde hun ikke noget imod at dele sin far med.

Da Xavier dukkede op med guitaren over skulderen og

nerverne uden på tøjet, var hun klar. Hun smækkede døren til komponistens hus, smed ekstranøglen i postkassen og

koncentrerede sig om at få Xavier til at slappe af. Og på at skjule sin egen nervøsitet.

De talte om alting og ingenting på vej til musikskolen.

Varmen slog op fra asfalten, da de krydsede skolegården og k det til at se ud, som om der lå vandpytter alle vegne.

Xavier tørrede sig over panden. Ada kunne ikke afgøre, om det var sved eller nerver, der var på spil.

”Måske er de andre taget til stranden?” sagde hun. Lidt for kækt.

Men nej. Gangen foran musiklokalet summede allerede af nervøsitet fra en kø af håbefulde forsangere.

Xavier hoppede op i vindueskarmen og klappede på pladsen ved siden af sig. Ada satte sig.

Gennem døren kunne de høre en kra ig stemme, der sang sommerens store pophit.

”Det kan du gøre bedre,” hviskede Ada.

Xavier nikkede.

Sangen stoppede. Der var stille lidt, så gik døren op.

”Det lyder altså meget bedre med auto-tune,” sagde en halvstor dreng, der havde fået nej.

”Måske,” lød det bag døren, ”men vi leder e er én, der lyder vildt godt, også uden autotune.”

Drengen gik fornærmet sin vej.

De næste kom og gik.

De tre drenge i BoyZ var lynhurtige til at sortere folk fra.

Snart var der kun et par stykke foran dem, og der var ikke kommet ere til. Ada mærkede håbet stige. Den var så godt som hjemme. Nu var der snart ikke noget, der kunne gå galt.

Hun smilede opmuntrende til Xavier, men han smilede ikke tilbage. Han sad bare og knugede guitarkassen så hårdt ind til

sig, at hans negle blev hvide. Hvorfor var han så nervøs? Ada forstod det ikke. Han var et naturtalent. Det havde Ziggy selv sagt, og de havde gjort alt for at skubbe til hans skæbne. Hun rodede i hukommelsen for at se, om der var noget, hun havde glemt.

”Næste?”

Nu var der kun én før Xavier. Ada havde ikke lagt mærke til ham, før han rejste sig og gik ind. Han gemte sig i en hoodie. Ada så på Xaviers smukke, blege ansigt. Drengen med hoodien lignede ikke en popsanger, nåede hun lige at tænke.

Så begyndte han at synge.

”Fuck, han er god,” hviskede Xavier.

”Ikke så god som dig,” hviskede Ada tilbage. ”Han kan garanteret ikke klare omkvædet.”

Men det kunne han. Drengen i hoodien ramte de høje toner klokkerent og holdt dem præcis så længe, som de skulle, uden at miste styrken.

Xavier hoppede ned fra vindueskarmen, som om han ville gå.

”Xavier?” Ada greb hans arm og holdt ham tilbage. Han stod stille lidt og lyttede, mens hoodiedrengen sang det sidste. Så rystede han på hovedet og trak sig fri af hendes greb. ”Ham der er umulig at komme e er,” hviskede han.

”Kom nu,” sagde Ada desperat. ”Giv det en chance. Det er ikke så farligt.”

”Det kan du sagtens sige. Du er jo bare med.”

Døren gik op, og hoodiedrengen sagde hej og ses til gutterne i BoyZ. Han stak Xavier et abet grin og slog hætten ned. Det gav et sæt i Ada. Det var ham den platinblonde.

”Stik den!” sagde han og satte sig udenfor og ventede. Sikker på at vinde.

Den sidste energi sivede ud af Xavier. Hun måtte gøre noget. Men hvad? Det her havde hun ikke set komme. I det samme gik døren op på klem, Ace stak hovedet ud og sagde:

”Næste?”

”Det er mig,” sagde hun og gik ind, før hun havde tænkt det ordentligt igennem. Over skulderen hviskede hun: ”Når jeg kan, så kan du også.”

Først da hun kom ind i musiklokalet, gik det op for hende, hvem der ventede: Ace, Chris, Steve. De tre andre medlemmer af hendes yndlingsband. 13 år gamle og så nuttede, at det gjorde ondt.

”Hey,” sagde Ace med lys drengestemme. ”Jeg hedder Ace. Det er Chris og Steve.”

Ada var for starstruck til at få en lyd frem.

”Og du hedder?” hjalp Ace hende på vej.

”Øh. Ana. Jeg hedder Ana.” Hun vinkede, selvom de stod et par skridt fra hinanden og k to afmålte nik tilbage og et popstjernekast med pandehåret.

”Værsgo. Scenen er din.” Ace slog ud med armen.

Ada satte sig ved klaveret. Spændt på, hvad de ville have hende til at spille.

”Hvad har du så forberedt?”

”Forberedt?”

”Ja, der stod i opslaget, at du selv skulle have forberedt noget.”

Ups. Det gjorde der også. Men det havde jo kun handlet om Xavier. Ikke om hende. De tre kommende superstjerner stirrede på hende. Trætte og lettere irriterede. Men klappen var gået ned. Hun og Xavier havde spillet bunker af sange hele sommeren, og den eneste, hun kunne komme i tanke om, var: ” e Girl Next Door,” røg det ud af munden på hende.

Ace nikkede og satte sig på et bord sammen med de to andre.

Ada spillede introen. Det lød ikke af meget uden guitaren. Så lukkede hun øjnene og sang sin yndlingssang. Sangen som hun havde sunget under bruseren hver morgen i to år. Sangen som havde spillet i hendes hoved i to år. Det lød ikke nær så

godt som Xavier. Hun glædede sig allerede til at høre hans version lige om lidt. Den ægte vare. Hun glemte helt at spille

til og sang bare det sidste uden klaver. Først da den sidste tone var klinget ud, åbnede hun øjnene.

De tre stjerner fra BoyZ sad og stirrede på hende. Længe. Uden at sige en lyd.

Hvad var der galt? Kunne de ikke lide sangen? Deres kommende Top 10-hit. Havde hun ødelagt den med sin kedelige kirkekorsstemme.

”Sig noget,” hviskede hun.

Og så brød jublen ud:

”Wow.”

”Cool.”

”Fantaaastisk!”

De rejste sig alle tre på en gang og kom over for at give hende hånden.

”Jamen …” Hun gjorde et kast med hovedet mod døren.

”Der er stadig nogen i køen.”

”Vi behøver ikke høre ere. Vel?” Ace vendte sig mod Chris og Steve.

”Nope.”

”Velkommen i bandet, Ana.”

”Men … jeg troede, I var et boyband?”

”Boyband? Hvor har du det fra?”

”Fra øh … Hedder I ikke BoyZ?”

”Jo, men det var bare, indtil vi mødte dig. Nu skal vi da ha’ et nyt navn.”

”Klart.”

”Yeah!”

”Ana & the BoyZ!”

Inden Ada kunne nå at stoppe ham, åbnede Ace døren og kiggede ud.

”Ja?” lød Xaviers stemme. Den rystede lidt.

”Du behøver ikke komme ind alligevel. Vi har allerede fundet vores nye forsanger. Og vores nye stil.” Han vendte sig mod Ada. ”Den sang. Den tekst. Det var helt vildt fedt. Meget bedre end det, vi plejer at spille. Det skal være vores nye stil. Er I ikke enige?” Nu så Ace på Steve og Chris.

”Jo!”

”Klart!”

”Det er præcis det udtryk, vi har ledt e er. Uden at vide det.”

”Men …” protesterede Ada. ”Det er ikke mig, der har skrevet sangen.”

”Nu ikke så beskeden.” Ace blinkede til hende.

”Men jeg bor ikke her i byen. Jeg rejser hjem i morgen.”

”Ikke noget problem. Min mor vil gerne køre dig.”

”Men …”

”Men-men-men,” a rød Ace. ”Hvis vi ikke kan få dig, skal vi slet ikke have nogen.”

”Men …” prøvede Ada igen. Ude fra gangen hørte hun

Xavier gribe sin guitar og gå. Hun vendte om på hælene og løb ud. Uden at reagere, da de tre drenge fra BoyZ kaldte på hende. Hun indhentede ham først ude på gangstien foran skolen.

”Xavier, vent.”

Han vendte sig om. ”Tillykke,” sagde han koldt. ”Du har lige taget min drøm fra mig.”

”Det … det var jo ikke meningen. Det var jo bare for at vise dig, at det ikke er så farligt.”

”Ved du hvad?” Hans underlæbe dirrede. ”Det der kan du godt droppe. Du stjal min sang!”

”Vent!” råbte hun e er ham. Selv blev hun stående. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige. Kunne ikke få benene til at ytte sig.

Xavier gik et godt stykke, så stoppede han brat og vendte sig mod hende. Ada holdt vejret.

”Ja?”

”Sku’ du ikke hjem til din far, eller hvad?” sagde han og forsvandt.

NuTiDeN. DaG 4

Kapitel 34

Ada græd så meget, at hun næsten ikke kunne se kummefryseren for tårer. Hun havde ødelagt ham. Igen. Hun måtte tilbage, nu med det samme, og gøre skaden god igen.

FjErDe ReJsE: FeM ÅR TiDlIgErE.

2 9 . JuLi

Kapitel 35

Ada landede samme dag, som hun rejste, bare tidligt om morgenen.

Hun gik direkte over i genbohuset. Døren var låst. Det havde hun selv gjort, men hun vidste, hvor der var åbent. Hun gik om i baghaven, hoppede ind ad kældervinduet og gik op på førstesalen. Ada stod et øjeblik og samlede sig, inden hun åbnede døren til soveværelset. Måske udløste hun et tidsskælv? Det var der ikke noget at gøre ved. Hun blev nødt til at gøre skaden god igen. Nødt til at forhindre den sommerfuglee ekt, som den sovende tyve-Ada ville udløse om lidt.

Ada stirrede ondt på sit sovende spejlbillede. Der lå hun i dyb søvn og troede, at alt ville gå godt.

Ada hev dynen af hende.

”Hvad?” Tyve-Ada satte sig fortumlet op. Hun stirrede på Ada. Lukkede øjnene. Åbnede dem igen. Og stirrede videre.

Så samlede hun hænderne til sommerfuglevinger og blafrede med dem som svar på sit eget spørgsmål.

”Måske,” svarede Ada, ”men den sommerfuglee ekt, vi risikerer at udløse nu, er mindre end den, du sætter i gang om lidt.”

”Mig?”

”Ja, dig. Hygge-Ada tog hjem i går.”

”Men …” Hun nåede ikke at formulere spørgsmålet, før Ada gav hende svaret.

”Til audition om lidt stjæler du hans sang. Du ødelægger hans liv og tager hans skæbne fra ham.”

”Gu’ gør jeg ej. Jeg har brugt hele sommeren på at øve med ham. Han har lige komponeret e Girl Next Door. Han skal spille den i dag til audition, og jeg tager med for at heppe. Hvordan kan det gå galt?”

”Dig,” sagde Ada koldt.

”Mig?”

”Det er dig, der går galt. Du skulle ikke have været der. Jeg ved det. Jeg kommer lige derfra.” Hun forklarede tyve-Ada, hvordan det ville gå, hvis det var hende, der fulgte Xavier til audition.

”Fuck.” Hun trak dynen op over hovedet.

”Nemlig.”

Der var stille lidt, så dukkede tyve-Adas ansigt frem igen. ”Men hvis du kommer fra den fremtid, hvor det går galt, så er det jo dig, der har fucket ham op. Igen!”

”Nixen. Det er dig, der gør det lige om lidt. Og nu er jeg kommet for at rydde op e er dig.”

”Når jeg ved det, gør jeg det jo ikke.”

”Gu’ gør du så, din kæmpe egoist!” hvæsede Ada. ”Jeg har siddet her og set, hvordan du stjal ham fra mig. Ham og far.”

”Det var ikke mig, det var hygge-Ada.”

”Som om,” hvæsede Ada. ”Vi har ikke tid til det her. Du gemmer dig på badeværelset, når han kommer, og så følger jeg ham til audition, forstået?”

I det samme ringede det på.

”Javel, fru general.” Tyve-Ada stirrede indædt på hende. Gik hen til badeværelset, åbnede døren – og skubbede Ada derind.

Nøglen drejede om i låsen, inden Ada kunne nå at gøre noget.

”Nu kommer jeg,” råbte tyve-Ada og løb ned ad trappen.

Ada kæmpede for at klemme sig ud gennem vinduet i badeværelset, men for sent. Hun nåede kun at se dem forsvinde om hjørnet.

Ada landede tungt i en sommerfuglebusk og blev siddende. Alt var tabt. Tyve-Ada ville endnu engang stjæle Xaviers

fremtid. Han ville ikke blive berømt, og han ville hade hende resten af livet.

Da hun landede i nutiden, stod far og ventede.

”Hvordan gik …” begyndte han. Men tav, da han så hendes ansigt.

Ada kæmpede med tårerne. Hvordan kunne hun være så egoistisk? Nu havde hun ødelagt ham igen. Hans liv. Hans karriere. Nu ville hele verden gå glip af hans musik.

”Du skal se, alting ordner sig,” sagde far.

”Det kan du ikke vide noget om,” sagde hun vredt. ”Hvordan kan du være så sikker? Hver gang jeg rører ham, går han i stykker, og nu har jeg brændt min sidste chance.”

”Det er nu ikke helt korrekt,” trøstede far. ”Du har en allersidste chance, hvis du tænker det godt igennem. Jeg havde bare håbet, at du ikke blev nødt til at bruge den.”

”Fortæl!”

Han fortalte. Hun forstod.

Ada nikkede. Han havde ret. Der var en allersidste chance.

Og lige meget, hvor meget det smertede hende, var hun nødt

til at gribe den. For Xaviers skyld.

Hun indstillede betjeningspanelet til én time inden

Xaviers første skæbnepunkt. Så lukkede hun låget og trykkede Rejs.

FeMtE ReJsE. FeM ÅR TiDlIgErE.

1. JuLi Kl. 9 Kapitel 36

Da Ada ankom til Xaviers yderste skæbnepunkt, var hun mere rolig, end hun havde turdet håbe. Nu handlede det ikke om hende. Det handlede kun om ham og hans fremtid. Xavier, den bedste ven, hun kunne ønske sig. Den bedste ven, hun aldrig måtte få.

Hun gik ud og stillede sig klar i indkørslen. Foran Xaviers hus holdt en yttebil. Lige om lidt ville Xaviers mor komme kørende og sende ham ud at skate, mens de store ting blev læsset af.

Øve-Ada sad allerede i kattepasserhuset og holdt udkig gennem hækken. Hun ville forholde sig i ro indtil i morgen. Hygge-Ada ville ankomme om en time. Først ville hun gå med far ind i huset, og så ville hun gå ud på vejen med sit skateboard. Altså skulle hun have fat i ham inden da. Se ham for allersidste gang i dette parallelunivers. Og få ham til at holde sig langt væk.

Hun havde to muligheder, og hun håbede, at hun kunne nøjes med at bruge den ene: at opføre sig så rædselsfuldt, at han aldrig ville se til hendes side igen, uanset hvor meget de to andre Ada’er prøvede på at blive hans ven. Det var klart det sikreste.

I det samme kom Xavier kørende med sin mor. Han så lidt trist ud, syntes hun. Han sad på bagsædet og stirrede frem for sig uden at se noget. Ikke noget med at hænge ud ad vinduet og kigge e er sit nye hjem. Måske var det sådan, når man var yttet så mange gange?

Moren parkerede bilen, rakte Xavier hans skateboard, pegede på vejen og koncentrerede sig om yttemændene.

Xavier blev stående på vejen. Han lod pandehåret falde ned over øjnene og vippede med brættet. Uden at stå op på det. Han virkede så fortabt, så ny og alene, at Ada straks droppede plan 1. Hun kunne ikke få sig selv til at opføre sig råddent.

”Hej?” sagde hun stille og gik et halvt skridt nærmere.

”Hey?” Han kiggede på hende gennem pandehåret. Med alle parader oppe. Så pludselig lyste hans tillukkede ansigt op.

”Hej!” Han gik hurtigt nærmere, sådan som man møder en god, gammel ven, man ikke har set længe. Så stoppede han og rystede på hovedet ad sig selv. Smilehullet spillede i venstre kind. ”Jeg troede lige et øjeblik, jeg havde mødt dig før.”

”Ditto her.” Hun gik ham i møde. Med livet i hænderne. Hvert sekund talte. Nu stod de et par skridt fra hinanden og ventede på, at den anden skulle sige noget.

”Bor du her?” Han nikkede mod onkel op nders hus.

”Ja. Eller nogle gange. Om sommeren.”

”Okay.” Han vippede skateboardet op med foden og greb det. ”Min mor siger, at der er en rampe ovre ved Nyskolen. Kender du den?”

”Ja.” Nu kom der endelig en åbning. De kunne gå over og skate. Vinde lidt tid, inden tyve-Ada gjorde sit første træk.

Alligevel hamrede hendes hjerte, så hvert slag føltes som nedtælling til dommedag.

”Hvor ligger …”

”Xavier,” a rød hun. ”Vi har ikke tid til det her.”

”Hvor kender du mit navn fra?”

”Vi har mødt hinanden før.” Ada forventede næsten, at jorden ville åbne sig i et tidsskælv, der ville opsluge dem begge. Hun gik nærmere. ”Hør godt e er: Du må aldrig lære mig at kende.”

Xavier gik langsomt baglæns. ”Hvad snakker du om? Vi har mødt hinanden. Vi må ikke møde hinanden.” Han så på hende, som om hun var skør.

”Begge dele er sandt.”

Han rystede på hovedet, satte skateboardet på iserne og gjorde mine til at køre væk.

”Vent!” Hun satte foden på brættet og vippede det op. ”Lad mig bevise, at jeg taler sandt: Du er ordblind. I er yttet re gang på fem år. Hver gang for at du kan komme på en ny skole. Din livret er pizza uden tomat. Du er vild med vulkaner og drømmer om at komme til Hawaii og se en i udbrud.

Din mor har meldt dig til musikskolen, for at du ikke skal kede dig hele sommeren.”

”Hvor fanden ved du det fra?” udbrød han.

”Fra fremtiden.”

Han gloede på hende. Hovedet gik langsomt fra side til side. ”Vulkaner? Jeg er ikke vild med vulkaner.”

”Nå, men det bliver du. Lige om lidt. Og jeg ved også, at din morfar hedder Bent. Han kommer i næste uge og hjælper med at sætte lamper op. Også den neonlampe, du har, der er formet som en guitar.” Noget faldt i hak, og hans sidste parader forsvandt. ”Tror du på mig nu?”

Han nikkede, uden en lyd.

”Du må aldrig lære mig at kende,” gentog Ada. ”Aldrig.”

”Hvorfor?”

”Din skæbne a ænger af det. Om lidt kommer jeg igen. Du er ude at løbe på skateboard. Jeg kommer ud med et

lyserødt prinsessebræt, der er alt for lille. Det knækker, jeg går på røven, og du dør af grin.”

”Vel gør jeg ej.”

”Vel gør du så. Din skid.” Hun smilede skævt. ”I morgen kommer du forbi for at sige undskyld, og vi begynder at hænge ud. MEN …” Hun holdt en dramatisk pause. ”Det.

Må. Ikke. Ske. Forstår du det? Hvis du bliver ven med mig, er dit liv ødelagt. Jeg siger det her, fordi jeg holder af dig, og fordi jeg ikke vil gøre dig ondt. Vi er naboer, men vi kan aldrig blive venner.” Bag sig kunne hun høre snak i værkstedet.

Hygge-Ada var lige landet. Hun talte med far nu, om lidt ville de gå ind i køkkenet, og om et øjeblik ville hun kigge ud på gaden. ”Kom.” Ada greb Xaviers hånd og trak ham med sig, gennem hækken. Det var ikke et øjeblik for tidligt. Hun mærkede hygge-Adas nærvær som en prikken under huden.

Der var tre af dem nu. Tre Ada’er, og risikoen for at udløse sommerfuglee ekten var enorm.

Hun trak ham i sikkerhed bag hækken, under æbletræet, og så væltede det ud af hende. Alt det, hun ikke havde fået sagt:

”Du er den bedste ven, jeg aldrig skulle have mødt. We were meant to never be. Og …” Hun a rød sig selv. ”Nu er jeg nødt til at forsvinde.”

”Ærgerligt. Du virker ellers cool. Og dejligt skør.” Han lo, med det knæk, hun elskede.

”Lov mig, at du holder dig væk, okay?” Han trak på skuldrene.

”Og én ting til.” Hun lagde hånden på æbletræet. ”Lov mig, at du skærer dine forbogstaver i stammen. Lige her. Okay?”

”Whatever.” Nu rystede han på hovedet igen. ”Ka’ du ha’ det?” sagde han og forsvandt ud af hendes liv med skateboardet under armen.

Ada brugte et dyrebart sekund på at se ham gå, så listede hun ind i værkstedet, satte sig i kummefryseren og tog sin sidste tidsrejse: hjem til en nutid og fremtid, hvor hun aldrig, aldrig ville blive Xaviers ven. En evighed, hvor hans eneste minde om hende var en skrupskør nabopige, der prøvede at bilde ham ind, at hun kom fra fremtiden.

NuTiDeN. DaG 4 Og 5

Kapitel 37

”Brænd lortet!” Ada tumlede op af kummefryseren og ind i fars åbne arme. Hun skulle aldrig mere rejse i tiden, aldrig.

Far prøvede at trøste hende, men hun var for ulykkelig og vred. Hun sled sig løs og løb hen for at hente hans svejseudstyr, så hun kunne skære den forbandede tidsmaskine i småstykker og brænde den ned til grunden.

”Stop.” Far stillede sig foran kummefryseren. ”Der går sommerfuglee ekt i den, hvis du brænder maskinen af. Ada, det må stoppe nu, men af sig selv. Forstår du?”

Ada holdt hænderne op for ansigtet og hulkede. Hvad

skulle hun stille op med sig selv? Hun havde lige oplevet tre vidunderlige somre med Xavier. Hun ville have mere, men hun vidste også, at hun aldrig ville komme til at se ham igen. Og at han ikke ville huske deres tid sammen. Far lagde armene om hende, og hun lod det ske. Hun græd sig tom i hans favn.

”Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre,” sagde hun, da stemmen vendte tilbage.

”Du skal skrive den artikel,” sagde far.

Artikel? Der gik et øjeblik, inden hun forstod. ”Hvordan kan du tale om skolebladet nu?”

”Fordi det var den artikel, der startede det hele, og der hvor det hele skal ende.” Far holdt hende ud fra sig, så hun kunne se hans alvorlige ansigt.

På en eller anden forskruet måde gav det mening.

”Du skal tage alle dine følelser, al din kærlighed og lægge det i den artikel. Få det ud! Det vil gøre dig godt.” Han tørrede hendes tårer bort. ”Du kan stadig nå din deadline.”

Noget faldt i hak. Et tandhjul i skæbnens urværk måske.

Ada nikkede. Så løb hun op på værelset og gik i gang.

Fra væggene kiggede Xavier med fra BoyZ-plakaterne, da Ada satte sig foran computeren for at skrive sit livs vigtigste artikel. Hun sad lidt og tænkte over, hvordan hun skulle begynde.

”Døren til World Records gyldne tårnværelse går op, og Xavier Andersson kommer ud for at tage imod skolebladets udsendte …” Bras! Hun slettede det og begyndte forfra:

”Sommerfuglene basker om kap med mit hamrende hjerte, da Xavier Anderssons personlige assistent følger mig

op til det gyldne tårnværelse, hvor stjernen over alle stjerner venter …” Pis! Hun slettede det og stirrede på den hvide skærm.

Bort med alt bullshit. Væk med alle klichéer. Hun lukkede øjnene og så ham for sig, sådan som han stod foran hende, første gang hun så ham; sangeren, der havde sat ord på alle hendes tanker og længsler i så mange år, superstjernen, der viste sig at være et menneske af kød og blod. Så gav hun los og skrev direkte fra sit blødende hjerte.

Resten af dagen skrev hun uden stop. Uden at læse, uden at rette. Hun skrev, til hun var tom.

Da hun endelig kiggede bort fra skærmen, stod der en tallerken med ostemadder og et glas mælk. Hun slugte det og skrev videre. Denne gang i et nyt dokument, der kun måtte fylde to sider. Hun sad lidt og trommede i bordet, så havde hun den, vinklen, der gjorde det muligt at koge en hela enslm ned til to korte scener, der fortalte det hele.

”Nåede du tidsfristen?” spurgte far, da hun vaklede ned ad trappen, klokken lidt i midnat. Han sad i køkkenet og holdt vagt. Der du ede af bacon og tomatsovs.

Ada nikkede. Ja, hun havde nået tidsfristen. Begge to. Med nød og næppe. Hun havde mistet ham for evigt, men hun havde givet ham hans skæbne tilbage. Nu skulle hun bare nde ud af, hvad hendes egen skæbne var, og om hun overhovedet havde en.

Hun satte sig på køkkenbænken og puttede sig ind til far.

”Det skal nok gå alt sammen,” sagde han.

”Tror du?”

”Helt bestemt. Skæbnen har sin egen måde at lægge kabale på. Bare vent og se.” Han øste en stor portion af hendes livret op, men Ada faldt i søvn mod hans skulder, inden han var færdig.

Næste dag gik Ada rundt som en søvngænger. Hun spiste, når far stillede maden direkte foran hende. Hun sov, når han puttede hende i seng. Hun gik i skole, når han fulgte hende derhen. Resten af tiden sad hun på sit værelse og lyttede til Xaviers stemme. Hun nynnede med på sangteksterne og

genkendte stumper og bidder af deres samtaler. Den linje, han sagde til hende, anden gang de tog afsked. Den linje hun sagde til ham, allersidste gang de mødtes. Men hvordan var det muligt? I den nye nutid var det kun hende, der kunne huske deres tre somre sammen. Han ville bare huske hende som en underlig pige, der stod i hans indkørsel og sagde, at hun kom fra fremtiden, og at de aldrig kunne mødes. Som en pige, der dukkede op engang imellem og underligt nok blev ved med at være 12 år gammel. Eller som en lille tøs med rokketænder og rottehaler. Hun forstod det ikke. Alt, hvad hun vidste om skæbne og sommerfuglee ekten, sagde, at hun tog fejl, men hendes hjerte vidste, at hun havde ret: At hun havde e erladt et lille spor af sig selv i ham, ligesom han havde e erladt en motorvej i hende.

”Ada? Kom lige ned engang.” Hendes kredsende tanker blev a rudt, da far kaldte fra entréen.

Hun gik ned for at se, hvad far ville, og der stod han, i den åbne hoveddør. Xavier Andersson, 17 år gammel og så lækker, at det gjorde ondt. Udenfor holdt en limousine og kørte i tomgang.

”Hej, Ada, jeg har kun et øjeblik,” sagde han.

Ada greb fat om gelænderet.

”Din artikel …” Han holdt en pause, og Ada nåede lige at tro, at han ikke kunne lide den. At hun havde skrevet noget

forkert. At han ville stoppe den.

”Den er fantastisk,” sagde han så. ”Det er den bedste musikartikel, jeg nogensinde har set. Lov mig, at du fortsætter med at skrive. Du har jo talent!”

Udenfor dyttede chau øren. Ace stak hovedet ud gennem en tonet bagrude og pi ede utålmodigt.

”Vores y går nu,” forklarede Xavier ærgerligt og begyndte at gå. Ud af hendes liv for allersidste gang.

Ada blev stående og så e er limousinen, mens den cruisede ned ad den lille villavej, hvor den slet ikke hørte hjemme.

Lige inden den forsvandt om hjørnet, gled vinduet ned.

Xavier stak hovedet ud og råbte:

”Følg din drøm, Ada, og så ses vi måske, lige pludselig.”

”Det kan du tro,” hviskede Ada og søgte til ugt i fars favn.

”Og ellers kan det arrangeres,” tilføjede far for sig selv, så stille at hans sønderknuste datter ikke kunne høre det.

SjEtTe ReJsE. FeMtEn ÅR SeNeRe.

1. JuLi Kapitel 38

Solen skinner fra en skyfri himmel. Den sidste dug slipper græsset og fylder haven på Æblevej 9 med dybgrønne du e. Der er dækket op med hvide duge. Under et gammelt æbletræ, der rager ind over hækken fra nabohaven, står en vielsesportal pyntet med tyl og røde roser. Alt er klar. Det er årets smukkeste sommerdag, og der kommer ikke regn. Adas far smiler fornøjet. Det ved han med sikkerhed. Han har været her før.

Han hjælper de sidste gæster på plads. Præsten venter. Det samme gør brudgommen. Nu mangler de bare bruden.

Adas far går indenfor og henter sin datter. Hun ligner en drøm i sin hvide kjole. Hun ligner sin mor, hans elskede kone.

”Så er det tid,” siger han og rækker hende sin arm.

”Mere end du aner.” Hun smiler alvorligt, og sammen går de ud i haven.

Det var ikke Ada selv, der skrev artiklen: ”Xavier Andersson – fra superstjerne til jordnær solist.” Det var hendes gamle

journalistkollega fra New York Times. E er at have taget et par uddannelser og rejst verden rundt, havde Ada skabt sig et navn som videnskabsjournalist, hvor hun skrev under navnet ScienceFan. Hun havde lige vundet en pris for sin podcast om tidsrejser og sommerfuglee ekter.

Da artiklen blev skrevet, var Xaviers boybandtid for længst forbi, og han havde skabt sig en solid solokarriere uden alt fanhysteriet. Han brugte desuden en stor del af sin tid på at undervise børn med indlæringsvanskeligheder i musik, ganske gratis, og han elskede det. Det gav så meget mening på alle planer, fortalte han journalisten under interviewet. Her fortalte han også, hvordan han lige pludselig, ud af det blå, havde fået tilsendt en billet til en vulkanferie på

Hawaii fra en ukendt beundrer. Først havde han været meget skeptisk, men så havde han alligevel fulgt sin mavefornemmelse og var taget af sted. På randen af Kilauea-vulkanens rødglødende kratergryde havde han mødt Ada, og det havde været kærlighed ved første blik. Hun havde fået vulkanferien af sin far i julegave, og tænk, deres hytter lå lige ved siden af hinanden, i nummer 7 og nummer 9, præcis som da de var børn og havde været naboer uden at vide det.

Hvis det ikke var skæbnen, vidste han ikke, hvad det var. Han havde mødt sin soulmate, hende han havde savnet hele sit liv, og nu skulle de gi es under det æbletræ, der stod mellem deres gamle børneværelser. Bare en lille fest med de allernærmeste, langt væk fra pressens nysgerrige blikke.

Lidt væk, gemt bag hækken, står Adas far og ser til, da døren går op, og han selv kommer ud med Ada under armen. Hans kridhvide hår lyser om kap med Adas enkle brudekjole. En sværm af regnbuevinger letter fra sommerfuglebusken, da han følger hende hen til den unge mand, der venter tålmodigt på hende under roserne.

”Mit eksperiment er lykkedes,” siger han glad til sig selv.

Han bliver stående et øjeblik og tager det hele ind: Ada og Xavier stråler af lykke, mens han selv kæmper mellem sorg og glæde over at skulle give sin eneste datter væk. Så tager fornu en over, og han tvinger sig til at gå. Han må ikke risikere at udløse sommerfuglee ekten ved at være her to gange.

Lydløst forsvinder op nderen om på forsiden af huset og ind i værkstedet. Her hopper han ombord i kummefryseren og vender tilbage til nutiden. Han tjekker uret: Han skal skynde sig, hvis han skal have lidt natmad klar til sin datter.

Hun skal have sin livret, skal hun, lige om lidt, når hun er færdig med sin artikel til skolebladet.

En artikel, der vil give skæbnen sådan et skub.

AnDrE BØGeR Af ElLeN HoLmBoE

Det her er intet mindre end verdens bedste bog – for alle andre end

Storm og Ninja.

Storm og Ninja er nemlig heltene i historien, og det er ikke nær så sjovt, som man skulle tro. Især ikke når en ond, ond skurk ligger på lur og kaster skypumper, zombiepirater og spøgelser e er folk.

Men hvem er den onde skurk?

Hvordan kan skurken vide alt om alle?

Og hvordan kan skurken stoppes?

Der er kun én måde at nde ud af det: Læs straks denne bog!

Udkommer i starten af 2025

Når tågen lægger sig over Gilleleje, stiger de druknede op af havet og kryber omkring i gaderne. De kradser på døre og vinduer. De græder og beder om hjælp. Og åbner du døren for en strandvasker, springer han straks op på din ryg og hvæser: ”Bær mig op til kirken, eller jeg brækker halsen på dig.”

Glæd dig til fem korte gys, der tilsammen fortæller den sande historie om strandvaskerne i Gilleleje.

Eller noget, der ligner.

Nors forældre er in uencere. De har gjort ham og hele familien til en forretning. Selv hans fødselsdag skal sælges som #perfekt_fødselsdag på alle sociale medier.

Men intet går som planlagt, for lige netop på sin fødselsdag nder Nor en havfrue i fryseren hos købmanden. Den smukkeste, mest perfekte sk han nogensinde har set.

Nor må bare eje hende, men det er han ikke alene om …

Og så begynder Aktion Havfrue!