Taynikma 1: Mestertyven – hele bogen

Lån Bog 2 på eReolenGO

Lån Bog 3 på eReolenGO

Lån Bog 4 på eReolenGO

Jan Kjær & Merlin P. Mann

TAYNIKMA

Bog 1: Mestertyven

TAYNIKMA

1. Mestertyven

© Jan Kjær & Merlin P. Mann, 2022

© Denne udgave: Agama Publishing, Dragør 2022

Farvelægning: Sergio Ordoñez Suanez

ISBN: 978-87-94181-13-6

1. udgave, e-bog (ePub)

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

I samme serie:

1. Mestertyven

2. Rotterne

3. Soltårnet

4. De glemte katakomber

5. Den hemmelige arena

6. Klanernes kamp

7. Henzels fælde

8. Skyggeskoven

9. Lysets fæstning

10. Den sidste kamp

11. Skyggebæsterne

12. Teneborea

13. Sarinas mareridt

14. Den skjulte fjende

15. Artans valg

16. Skyggekongen

Andre Taynikma-bøger: Legenden om Gekko

Toron-sagaen

Taynikma Tegneskole

www.taynikma.dk

Sarratumbjergene

Lysets Fæstning

Skyggeskoven

Tamharoskoven

Korse

Nomerskoven

Klanaka

Zirania

Mkaza

Abnepolis

TAYKLANIEN

Tayklanien

Syd for bjergene, nord for havet ligger landet Tayklanien.

I flere hundrede år var det et driftigt sted for handelsfolk, håndværkere og vismænd. Landet blev styret af de fire

klaner: Solens, Månens, Bjergets og Flodens.

Hver klan havde sine egne guder og kræfter.

Solklanen havde lysets helbredende kraft, Måneklanen

havde skyggens beskyttelse, Bjergklanen havde den rå styrke og Flodklanen havde visdommen.

Selvom landet var rigt og stærkt, opstod der mange uenigheder mellem klanerne. Uenigheder blev til fejder, og fejder blev til krig.

En fredsaftale blev indgået, men kun få havde tiltro til, at de fire klaner kunne regere sammen igen.

Freden holdt kun kort. En troldkvinde myrdede tre mestre fra hver klan. Af deres sjæle skabte hun 12 uovervindelige riddere: Vogterne. Snart måtte hele Tayklanien bøje sig for hende, og hun kaldte sig Fyrstinden.

Klanerne blev forbudt, grænserne lukket og Fyrstinden indførte Solens Lov. For at udrydde uenighed og strid, besluttede hun, at der kun var plads til én guddom. Lysets guddom. De fire klaner forsøgte at starte et oprør, men de blev knust af Vogterne.

Således har lysets udødelige fyrstinde hersket i snart 100 år.

Koto

14-årige Koto er vokset op med sin far og mor i den lille landsby Korse, som ligger ved foden af Sarratumbjergene.

De er meget fattige, og en dag må Koto drage til storbyen Klanaka for at skaffe penge til familien.

Koto er både eventyrlysten og modig. Han er smidig og har en utrolig evne til at gemme sig i skyggerne.

Hans syn er lige så godt om natten som om dagen.

Noget han hverken har arvet fra sin mor eller far ...

Velkommen til Taynikma

Du skal nu til at begynde på den fantastiske historie om Koto og hans venner. Historien foregår i en helt anden verden, og det er aldrig til at sige hvilke sære steder og væsner, du vil få at se.

Taynikma er ikke en almindelig bog, og det er heller ikke en almindelig tegneserie. Det er en helt særlig blanding med masser af eventyr, action og magi.

Siden den første bog udkom, er Taynikma blevet et kæmpe hit i både Danmark og mange andre lande. Der er solgt mere end en halv million i alt, og det er blevet til både film, teater og mange andre bøger i samme verden.

Nu har vi samlet de originale 16 bøger i en ny luksusudgivelse med tegneskole, læsersider og masser af ekstramateriale.

God læselyst,

Jan Kjær & Merlin P. Mann

Bog 1: Mestertyven

Nomerskoven

Øv! Jeg skulle være taget med karavanen.

»Men tre sølvmønter for en tur til Klanaka er mere end mor og far kan undvære …«

Koto var på vej gennem Nomerskoven. Han vidste godt, at det var farligt, men han havde travlt. Hvis man var til fods, gik den korteste vej til Klanaka lige gennem de mystiske nomers skov.

Koto stoppede for at tørre sveden af panden.

Hv-hvad?!

Pyha! Jeg troede, der stod nogen.

Det gjorde ham ikke rolig, for hvorfor hang der mon en maske dér? Koto havde hørt mange historier om de sære, tyvagtige nomer, men hvem havde nogensinde set dem? Måske var de bare overtro …

De må ikke få fat i mine ting!

Koto pressede sig helt ind mod træet. Hurtigt tog han en pakke frem fra sin taske. »Dig skal de ikke have fingrene i …« tænkte han og gemte pakken under skjorten.

Snup bare tasken, lede kræ!

Tasken landede med et bump, og nomerne kastede sig over den som en flok gale hunde.

»Jeg håber, det giver dem lidt at tygge på …« tænkte Koto og skyndte sig over mod den tætte skov på den anden side af lysningen.

Men nomerne var ikke tilfredse. Koto var endnu ikke nået i skjul, da den ene af dem skreg op og pegede mod ham. Nu skulle der fart på!

Bare jeg kan nå ind i skyggen! Jeg har altid været den bedste til gemmeleg.

Koto kastede sig ind blandt de mørke træer, og det knivskarpe blad susede lige hen over hovedet på ham. Men nomerne var på vej. Kotos hjerte bankede som aldrig før. Godt nok var han dygtig til at skjule sig i skygger, men denne gang var det alvor. Nomerne var vist ikke ude på bare at lege gemme med Koto.

Netop som de tre nomer var på vej ind gennem krattet, fik Koto øje på et stort træ. Han sprang ind i skyggen fra træet – og det var som om mørket kastede en kappe over ham! Smidig som en kat hoppede Koto op og fik fat i to af de nederste grene. Af al kraft satte han armene i spænd, og nu var han bare en del af skyggen.

Nik-ku?

Nikk-Nikk!

To af dem gik videre, men den største blev stående ved foden af træet. Koto holdt vejret så godt han kunne, men en stor sveddråbe var på vej ned over hans pande! Hvad nu? Hvis han gav slip med den ene hånd, ville han falde ned. Koto bed tænderne sammen og håbede på det bedste.

»Ni--?« sagde nomen forbavset og kiggede op …

Nomen gik ud som et lys. Koto rejste sig fortumlet, og nu kunne han se de to andre nomer komme farende imod ham.

Koto skulle lige til at sætte i løb, da han så at noget af skyggen havde sat sig fast på hans tøj, som om det var tykt spindelvæv. »Hvad er nu det?« tænkte Koto og rev det mystiske skyggereb af ærmet. Så fik han en idé …

Det her skal nok forsinke dem!

Ni! Nikku!

Så var det om at komme væk, mens de små fjolser lå og rodede på jorden. Koto drønede af sted – og lagde slet

ikke mærke til den mystiske skikkelse, der stod mellem træerne lidt derfra.

Argh! Hvad sker der?

Dendra! Zoota Zazani!

Før Koto vidste af det, havde de mystiske grene grebet fat i både hans arme og ben. Han var fanget!

»Hvem er den tåbe, der tror man kan rejse gennem Nomerskoven uden tilladelse?« lød en mystisk stemme mellem træerne. En høj skikkelse nærmest svævede hen imod ham. Nomerne var på benene igen, og de så ikke glade ud. Koto hev og sled for at komme fri, men det hjalp ikke.

Har du ikke lært at svare, når en prinsesse spørger dig om noget?

Eller du har måske noget at skjule? Nik?

»Du rører den ikke,« råbte Koto, men det lod ikke til, at pigen havde tænkt sig at adlyde.

»Er det en gave til Prinsesse Zika?« spurgte pigen drillende og tog pakken, som Koto havde forsøgt at skjule.

»Det er et arvestykke!« sagde Koto. »Der må ikke ske noget med det.«

Pigen sendte Koto et nysgerrigt blik. Han fik en mærkelig fornemmelse i kroppen. Det var, som om hun kunne se lige ind i ham. Hun løsnede båndet om pakken og åbnede den.

TAYNIKMA!?

»Tay-hvad-for-noget …?« sagde Koto og kiggede forundret på pigen.

»Hv-hvor har du den fra?« spurgte hun og så Koto i øjnene med et helt andet blik end før.

»Den har min mor og far givet mig,« sagde Koto. »Jeg ved ikke, hvad det er for en dims, men jeg skal sælge den inde i byen. Ellers har vi ikke penge nok til Herre Toskan – og vi bliver snart sat på porten – og – og …«

»Rolig!« afbrød pigen. »Du må hellere fortælle det hele fra starten.«

Koto tog en dyb indånding, og så begyndte han:

»Jeg kommer fra landsbyen Korse. Vi bor på murstensbrænderiet, hvor min mor og far har arbejdet hele deres liv. Vi laver mursten til hovedstaden Klanaka, men for nyligt skete der noget …«

»Min mor og far gik ud på pladsen for at høre, hvad Stenmester Katon havde at sige.«

Hvad er der los, Mester Katon?

Jeg er ked af det, Gero …

… men I kan ikke blive boende her længere. Der kommer slaver nordfra, og de skal bo på brænderiet.

»Min far troede ikke sine egne ører. ”J-jamen, vi har altid boet her,” sagde han. Katon svarede bare: ”Det er slut nu! Vi skal til at lave mange flere sten – de er ved at bygge en gigantisk borg oppe ved passet. Det er Fyrstindens ordre. Det er ikke noget, jeg har bestemt.”

Mor kunne ikke holde tårerne tilbage længere.«

»Katon var ikke meget for at se min mor græde, så han forsøgte at berolige hende: ”Så-så, Gyrd! Jeg har snakket med Herre Toskan, og han har et lille hus I kan købe.”

”Købe?” sagde min far. ”For hvor meget?”

”300 daler,” svarede Katon. Og smilede oven i købet.«

HV-HVAD?!

Det vil jo tage os flere år at tjene så mange penge!

»I har vel noget, I kan sælge. Slaverne kommer først om et par måneder, så I har masser af tid til at skrabe pengene sammen …” Og så gik han.

Den aften var vi alle meget trist til mode.«

Vi har kun en ting at sælge …

»Jeg anede ikke, hvad min far snakkede om, men så lagde han en mystisk dims på bordet. Den var svøbt i et gammelt klæde. Min far skulle lige til at forklare, hvad det var, men så afbrød min mor. ”Det er bare et gammelt arvestykke,” sagde hun.«

Det kan måske sælges i Klanaka. Men du må drage til byen på egen hånd, Koto. Din far og jeg er for gamle til rejsen.

Så du aner ikke, hvad det er?

Koto rystede på hovedet.

»Du aner vist heller ikke, hvem du selv er,« hviskede hun. Hun stod et øjeblik i sine egne tanker. Så gjorde hun en mystisk håndbevægelse og sagde: »Dendra! Zimito!«

DUNS! Koto landede pladask på jorden, da grenene slap deres tag i ham.

»Jeg kan ikke vide, hvad skæbnen har tænkt sig med dig,« sagde Prinsesse Zika. »Men du skal passe på dig selv og din … dims. Der er meget, du ikke ved endnu!«

Hvad skulle det betyde? Koto anede det ikke, men han fik arvestykket og sin – lidt ødelagte – taske igen. Prinsessen sendte Koto et tænksomt blik, før hun fik nomerne til at følge ham resten af vejen ud af skoven.

Der slap jeg vist heldigt.

Var den farligste del af rejsen nu overstået? Eller var det hele kun lige begyndt?

Klanaka

»Hellige bjergged!« udbrød Koto, da han så den enorme bymur. Og byen, der lå gemt bagved, var endnu større. En strøm af mennesker flød ind og ud gennem den kolossale port. Koto tøvede, men snart rev bølgen af folk ham med ind i Klanaka.

Hvor pokker

sælger man

arvestykker henne?

Langs en mur sad skumle typer og solgte forskellige varer. Koto betragtede dem lidt, men så kom han til at tænke på, hvad Zika havde sagt: han skulle passe på.

Dér kommer

vist nogen, jeg kan spørge.

Koto havde fået øje på et par soldater. Det var nok bedre at henvende sig til byens vagter end alle mulige luskede typer. De kunne jo finde på at snyde én.

Undskyld, Hr. Vagt!

Vent!

Koto holdt arvestykket frem og spurgte: »Ved De, hvor man kan sælge sådan én her?«

Vagten skulle til at skubbe Koto til side, men så lød der et råb fra en rytter bag ham: »Holdt! Lad mig se!«

Først nu gik det op for Koto, at de to soldater var rytterens vagter. Rytteren red helt hen til ham.

»Hvor har du stjålet den henne, din slyngel?«

spyttede han og så på Koto, som om han var det usleste dyr på jorden.

Det er altså min!

Og du skal

ikke kalde mig en slyngel!

»Sig mig, ved du ikke, hvem jeg er?« hvæsede rytteren.

Jeg er Kaptajn Henzel!

Leder af Byvagten og Klanakas mægtige beskytter!

Koto trådte et par skridt tilbage. Det her gik slet ikke, som han havde tænkt sig.

Slip tyvekosterne, usle bandit!

»Fang ham, I fæhoveder!« skreg Kaptajn Henzel til de to store soldater.

»Herhen! HURTIGT!« råbte en stemme pludselig. Koto så sig omkring. Hvor kom dén fra? Dér! En tynd sprække i muren.

Kom her, din lille lus!

»Fjolser! Møgungen har en nikma!« råbte Kaptajn Henzel. »Så få dog fat i ham, koste hvad det vil!«

»Hallo! Vi skal væk herfra i en fart!« sagde stemmen. I mørket kunne Koto nu se stemmens ejer – en ranglet gut med en lang hale!

Hv-hvem

er du?

Man kalder mig List – og mere hyggesnak har vi ikke tid til nu …

Denne vej!

Koto tøvede et øjeblik, men da han kunne høre, at soldaterne var ved at klatre over muren, var der ikke længere nogen tvivl. ”Det er trods alt bedre, end at blive fanget af de dér brutale soldater …” tænkte han.

»Aah!« skreg Koto. Der var ikke noget fodfæste under risten. Kun en glat, mudret sliske, som førte stejlt ned i mørket …

PLASSK! Koto landede direkte i en kanal med klamt vand. »Føj, hvor her stinker!« gispede han og baskede med armene for at holde sig oven vande.

Velkommen til Klanakas kloakker! Her er vi i sikkerhed for nu.

»Vi skal herop,« sagde List og sprang hen til en trappestige. Koto anede ikke, om han kunne stole på List, men der var alligevel ikke andre udveje. Han fulgte efter den ranglede knægt op ad stigen.

List slog en lem til side og kravlede op i et skummelt pakhus med høje stabler af kasser.

Mellem kasserne stod et ordentligt brød af en knægt. Koto fik et chok, men List smilede bare.

»Tag det roligt. Det er min trofaste håndlanger,« sagde List og vinkede knægten nærmere. »Bjørn! Kom og hils på vores nye ven!«

Hu-halløj!

Goddag …

»Han ser ikke så slem ud tæt på,« tænkte Koto.

Dér reddede

jeg dit skind, kammerat!

»Hvordan kunne du finde på at vise din nikma til selveste Kaptajn Henzel?«

»Hvad er en nikma?« spurgte Koto. Det smalle smil på Lists ansigt blev endnu bredere.

»Du må da lige være kommet til byen,« sagde List og blinkede til Bjørn. »Så er det heldigt, du har et par kammerater som mig og Bjørn.«

List gik hen til Koto og pegede på dimsen, der kunne anes i hans taske. »Dét er en nikma,« sagde List. »De er totalt forbudt. Men jeg kender folk, der er interesserede i at købe den slags. Må jeg se den?« Koto var ikke meget for det, men det var jo meningen, at han skulle sælge den. Han lagde forsigtigt nikmaen op på en kasse.

Hu-hold da op, den er flot!

Jeg skal have mindst 300 daler for den! Det var mange penge …

»Men intet er umuligt!« List gik hen til væggen, hvor der hang mange sære redskaber. »Jeg har noget, du skal se, kammerat,« sagde han og viftede Koto nærmere. Koto blev stående. Han så på Bjørn, der bare smilede venligt tilbage.

Koto tog et forsigtigt skridt over mod List, der havde taget fat i en mystisk metalkugle. Den var fastgjort til en bjælke med en solid jernkæde.

Grib!

»Ups! Det var sørme ærgerligt, hva’?« grinede List.

»Velkommen til storbyen, din dumme bonderøv!«

Koto hev og sled, men han kunne ikke komme fri.

»Snup nikmaen, Bjørn!« sagde List. »Vi smutter nu …«

Hyg dig, bondedreng!

Nu skulle Koto tænke hurtigt. Han kunne ikke komme fri, men tyvene skulle stoppes. Pludselig lagde han mærke til den tætte skygge fra kasserne og kom i tanke om hændelsen i Nomerskoven. Dér havde Koto fået fat i skyggen fra træet. Kunne han mon gøre det igen?

Jeps!

»Hva’ fan- …« var det sidste List nåede at sige, før det høje tårn af kasser væltede ned over ham med et brag!

List var slået bevidstløs, men Bjørn var væk! Koto kunne se, at porten ud til gaden var gået op. Nogle af kasserne havde skubbet til den i faldet.

HJÆÆLP!

Jeg sidder fast!

Der gik lang tid, før der skete noget, men endelig var der nogen, der stak hovedet ind af porten …

»Herovre, Kaptajn!« råbte soldaten. Det var desværre en af Henzels mænd, der havde hørt Kotos råb. Og Koto sad stadig fast i fælden.

Du troede nok, du kunne slippe væk, din usling!

Kaptajn Henzel gik hen imod Koto. Han gav et tegn til soldaterne, som straks smadrede bjælken, der holdt Kotos lænke. Så blev hans hænder bundet på ryggen.

»Hvor er nikmaen?« spurgte Henzel og tog et fast greb om Kotos hage. Koto tøvede, men Henzel havde ikke ret meget tålmodighed …

Den store gut stak af med den!

FORDØMT!

Kaptajn Henzel sparkede til kasserne. Lidt for hårdt så det ud til, for han måtte ømme sig bagefter.

»Tag tyveknægten og hans kumpan med i fangehullet,« sagde Henzel til soldaterne, der også havde bundet den bevidstløse List.

»Når jeg kommer tilbage fra mødet med Vogterne, skal jeg nok få sandheden ud af de to skadedyr,« fortsatte Henzel og stormede ud af pakhuset. Koto blev slæbt med udenfor og smidt op på en hestevogn.

Mens soldaterne hentede List, lagde Koto mærke til en mand, der stod ved pakhuset og fulgte optrinnet. Hans ansigt var gemt i en kutte med sære mønstre – men Koto kunne alligevel mærke hans knivskarpe blik.

Hvem var den mand?

Fangehullet

»Beklager, I ikke kan få en rigtig celle,« grinede fangevogteren med pibende stemme.

Men vi er fuldt besat for tiden.

I må nøjes med hundeburene!

Koto og List var blevet smidt i hver deres hundehul.

Der var ikke plads til at stå oprejst, og man skulle have benene ud gennem tremmerne, hvis man ville ligge ned.

Koto var ikke meget for udsigten til at skulle spendere natten i et skummelt bur.

»Bare rolig! Der skal nok snart blive en celle ledig,« sagde fangevogteren på vej ud af fængselsgangen. »Der er godt salg i slaver for tiden – hihihi!«

Flot arbejde, bondeknold!

Så fik du os herind!

Koto svarede ikke. Han prøvede stadig at finde en måde at sidde nogenlunde på.

Jeg bliver vel sluppet fri, når de finder ud af, at jeg er uskyldig!

Du har da bondejord i hovedet!

»Kaptajn Henzel har tænkt sig at riste dig over en sagte ild,« grinede List.

Bare trist jeg ikke kan nyde synet!

»Hvad mener du?« spurgte Koto. »Han har vel også tænkt sig at udspørge dig!«

»Så snart Rotterne hører, jeg er i spjældet, sender de nogen, der kan købe mig fri!« sagde List overlegent.

»Rotterne?« spurgte Koto.

»Det er min bande – de sejeste tyveknægte i Klanaka!« svarede List stolt.

»Man kan da ikke købe fanger!« sagde Koto.

»Idiot! Soldaterne smider masser af folk i hullet,« sagde List. »Ingen lægger mærke til at fangevogteren sælger nogle stykker som slaver!«

Koto rystede opgivende på hovedet. Var der slet ingen ærlige mennesker i denne by?

Denne vej, min gode Herre!

Så skal jeg vist af sted, bondefjols!

Fangevogteren ville føre manden videre ned ad gangen, men den kutteklædte gæst standsede ved burene. Koto kunne ikke se hans ansigt under kutten, men der var noget bekendt ved ham.

Det er bare et par usle gadedrenge.

De sære mønstre! Nu kunne Koto kende kutten – og manden måtte være ham, der havde stået udenfor pakhuset.

»Jeg skal have ham dér,« sagde manden og pegede direkte på Koto.

Fangevogteren skulle lige til at sige noget, men da manden rakte en klirrende læderpose frem, smilede han bare. Han greb posen i et snuptag og åbnede straks låsen til Kotos bur.

»Hov!« råbte List. »I tager fejl!«

Ham dér er bare en bondeknold!

Det er mig, der skal fri!

Koto kravlede ud af buret og kiggede forbløffet på den høje mand. »Hv-hvem er du?« spurgte Koto. Manden fortrak ikke en mine. Han begyndte bare at gå mod udgangen, og Koto skyndte sig efter. Der var ingen grund til at sidde her og vente på, at Kaptajn Henzel kom tilbage …

Mester Gekko

Manden sagde ikke et ord på vej hen til det faldefærdige tårn i den anden ende af byen. Han puffede Koto foran sig op ad trappen til et stort loftsrum med bøger og mystiske krukker. Det var åbenbart her manden boede.

»Jeg er Mester Gekko,« sagde han endelig.

»Jeg hedder Koto – fra Korse,« svarede Koto og rakte hånden frem. Gekko gik lige forbi ham over til et af de skæve vinduer. Han trak et vandfad fyldt med regnvand ind og hældte det over i en kedel.

»Drage eller æble?« spurgte Mester Gekko.

»Te!« sagde Mester Gekko utålmodigt. »Vil du have drage-te eller æble-te?«

»Øhm … det …« snøvlede Koto. Gekko brummede og hældte indholdet af en dåse over i en kande.

»Skrinet ved vinduet,« sagde Gekko og pegede.

»Hr. Gekko,« sagde Koto høfligt. »Du har nok købt mig som slave, men jeg skal noget meget vigtigt.«

»MESTER Gekko!« sagde han surt.

»Undskyld … Mester Gekko,« sagde Koto. »D-det ligger sådan, at jeg skal skaffe 300 daler. Ellers har vi ikke noget sted at bo, og …«

»Gå hen til skrinet!« afbrød Mester Gekko. »Tunga venter!« Hvem? Koto skulle lige til at spørge, men Gekkos blik fik ham til at lade være.

KLIK! sagde det, da Koto løftede på låget. Skrinet var tomt, og Koto så forvirret op på Gekko.

»Her kommer Tunga. Den holder indbrudstyve væk,« sagde Gekko med et smil.

Der var kun én udvej – vinduet!

I sidste øjeblik fik Koto fat i skyggen fra skodderne.

Pyha! En god ting at kunne …

»Men hvad gør jeg nu? Er manden ude på at slå mig ihjel?« tænkte Koto.

Mester Gekko fik fat i Kotos krave og hev ham op.

»Jeg vidste det!« sagde Gekko, og det så næsten ud som om han smilede. »Noget har vækket Skyggekraften i dig.«

»Hv-hvad …?« gispede Koto.

»Du kan ikke styre den endnu,« sagde Mester Gekko og gik tilbage til ildstedet. »Endnu viser den sig kun, når du er vred eller bange. Men jeg kan lære dig at mestre skyggen!«

»Jeg skal ikke lære noget som helst,« sagde Koto og rejste sig. Jeg skal bare skaffe penge, så jeg kan redde min familie!

Og hvordan havde du så tænkt dig at gøre det?

»J-jeg … jeg skulle have solgt den dér nikma …«

svarede Koto.

»Hør her, knægt!« sagde Mester Gekko med hård stemme. »Jeg kan hjælpe dig med at skaffe nikmaen tilbage, men der er noget du skal gøre for mig først!«

Der er ikke tid!

Min far skal betale Herre Toskan 300 daler inden den første sne falder.

»Når først du får lært at bruge dine kræfter …« sagde Mester Gekko.

… behøver din far aldrig

mere bekymre sig om Herre Toskan!

Graumborg

Der er en ødelagt rist lige under vandoverfladen på den anden side.

»Åbningen er for lille til mig,« hviskede Gekko. »Men du burde lige kunne klemme dig igennem.«

Koto så på det kulsorte vand i voldgraven og følte sig slet ikke i humør til en svømmetur. Gekko havde allerede forklaret ham turen fire gange. Han skulle fra kloakken op til lageret og så over gården til Henzels tårn.

»Du ved, hvad du skal lede efter, ikke sandt?« spurgte Gekko og så alvorligt på Koto.

»Jo-jo! Nogle skriftruller. Med et soltegn på.«

»Ikke noget med at rode rundt,« sagde Gekko.

»Hurtigt ind og hurtigt ud – det er sådan en tyv holder sig i live.«

Både Gekko og Koto holdt vejret, da krogen satte sig fast med et smæld. De måtte være sikre på, at vagterne oppe på muren ikke havde hørt noget.

Koto lod sig glide ned i vandet. Det var koldt! Han tog godt fat i rebet og begyndte at trække sig over. Nu var han pludselig blevet tyv. Det var vist ikke, hvad hans mor og far havde i tankerne, da de sendte ham til byen. Men det var den eneste måde, han kunne hjælpe dem på. Koto kiggede tilbage mod Gekko, der sad i skjul i buskene.

Koto dykkede ned under den mørke vandoverflade.

Hold dig i skyggen, Koto!

Koto nåede at sluge en masse af det sorte vand, før han kom op på den anden side. Han hostede så stille, han kunne.

Koto så sig meget nervøst omkring i det mørke lagerrum. Han havde altid været god til at se i mørke, men det var som om hans syn var blevet endnu bedre. Havde det mon noget med Skyggekraften at gøre?

Han sneg sig forsigtigt hen til porten og fik den åbnet på klem, så han kunne komme ud på gårdspladsen.

Himlen var klar og månelyset fik pladsens tårne til at kaste lange skygger.

Der er ikke noget at gemme sig bag

Med forsigtige skridt begyndte Koto at liste hen over pladsen. Han sørgede hele tiden for at holde sig i skyggen. Den var hans eneste skjul.

»Hallo!« lød en grov stemme, og Kotos blod frøs til is. Han stoppede midt i en bevægelse. »Hallo, Boffo! Porten til lageret står åben!«

Koto så sig tilbage. Han havde ikke fået lukket porten efter sig, og nu kunne han se to vagter gå over mod lageret. Koto stod bomstille i skyggen.

Det ka’ ikke passe?!

Jeg er sikker på, jeg lukkede den!

Vagterne gik hen til porten og kiggede ind. Koto sneg sig forsigtigt videre – men han nåede ikke helt hen til tårnet, før vagterne vendte sig rundt og skuede ud over pladsen.

»Nu håber jeg skyggen er med mig …« tænkte Koto.

»Kom nu, Boffo! Øllet venter!« sagde den første vagt og hev den anden med.

»Pyha!« tænkte Koto. »Det var tæt på.«

Han var hurtigt ovre ved Henzels tårn. Det højeste. Der var langt op til det øverste skydeskår, men det var hér Koto skulle ind.

Godt Mester Gekko

gav mig de her!

Koto spændte kløerne på hænder og fødder og begyndte forsigtigt at klatre op ad muren som en edderkop. Koto vidste, at han ikke skulle kigge ned. Hvis han mistede grebet, var han færdig.

MMMMPH!

De ku’ godt

ha’ bygget

skydeskårene

lidt større!

»Man skal jo næsten være dværg for at bryde ind her,« tænkte Koto og tørrede sveden af panden. Han stod i et rum fyldt med tøj og støvler. »Der er jo nok til flere familier,« tænkte Koto, men det var alt sammen Henzels. Koto sneg sig hen til døren, der stod på klem.

Det må være Henzels skrivebord.

»Dér!« tænkte Koto og listede over til bordet, hvor to skriftruller forseglet med soltegn lå fremme. Koto proppede dem hurtigt i rygsækken – men så fik han øje på noget i månelysets skær.

bjergtrold!

»Den kæde må være flere hundrede daler værd,« tænkte Koto. »Den kunne mor og far give til Herre Toskan!«

Du store

Koto tog fat i halskæden, men den sad fast. Han nåede at trække i den et par gange, før han lagde mærke til klokken, der ringede i værelset ved siden af. »Hvad pokker …?« tænkte Koto, og først da døren blev åbnet, gik det op for ham, at han havde udløst en alarm.

»Hvem dér?« hylede en stemme. Henne ved døren stod Kaptajn Henzel i natskjorte og med en fjollet hue på hovedet. Han havde en lampe i den ene hånd og en kårde i den anden.

»Dig igen?! Kom hér, din lille orm!« udbrød Henzel og stak ud efter Koto.

Henzel, mens han forsøgte at rette på nathuen, som var gledet halvt ned over øjnene på ham. Koto greb febrilsk ud efter skyggerne bag ham – og han fik fat! Han rev et reb af skygge til sig, og med et præcist kast fik han det til at sætte sig fast om en bjælke i loftet.

»Kom ned derfra, usle

Henzel tumlede omkuld, mens Koto landede på benene som en kat.

ALAAARM!

»Der er vist ikke tid til at sige ordentligt farvel

tænkte Koto og drønede ud af døren.

tyveknægt!« hvæsede

…«

Koto fandt hurtigt ud på trappen og ned til hoveddøren. Ude på pladsen kom vagterne trampende, så Koto løb alt hvad han kunne. Over til lageret, ind af porten og hen til kloakken.

Jeg håber skriftrullerne kan tåle vand …

Koto svømmede gennem risten og ud på den anden side.

»Lad armbrøsterne!« råbte en vagt oppe på muren. Åh nej! Koto ville være alt for nem at ramme hernede i voldgraven.

»Hold dig under skyggen!« hviskede Mester Gekko inde på land – og først nu lagde Koto mærke til, at der svævede en skygge lige over ham. Var det Mester Gekkos værk?

Hvor pokker er han?

Vagterne fyrede løs i blinde, men Koto var allerede i sikkerhed.

Hjemme på loftet var Gekko i strålende humør.

»Du var fantastisk, knægt!« sagde han. Men Koto smilede ikke.

Hvis bare jeg havde fået det smykke med ud, kunne jeg ha’ købt et hus til mor og far.

Jeg er slet ikke en rigtig tyv!

»Det bliver du,« sagde Gekko med en alvorlig mine.

»Du skal være min lærling. Jeg kan gøre dig til den største mestertyv nogensinde. Dine forældre kommer ikke til at mangle noget!«

»Er du sikker?« spurgte Koto. Mester Gekko smilede og lagde hånden på Kotos skulder.

»Du aner ikke, hvilke kræfter du har,« sagde Gekko.

»Dit eventyr er kun lige begyndt …«

Læs hvordan det går Koto i Bog 2: Rotterne

Tegneskole Kotos hoved

Hvis du vil tegne Kotos hoved, skal du starte med nogle hjælpestreger. Det foregår sådan her:

1. Tegn en oval og del den på midten, både lodret og vandret.

Den nederste halvdel deler du igen med en vandret streg.

Så har du hjælpestregerne.

2. Nu kan du tegne ansigtet på.

Øjnene sidder lige under midter-stregen.

Næsen sidder lidt til højre for den lodrette streg og rammer den nederste vandrette streg.

Så kommer munden på, og husk den kantede kæbe og spidse hage. Det er et af Kotos kendetegn.

3. Sæt en prik midt i panden.

Ud fra denne prik kan du nu tegne Kotos hårtot.

4. Mellem hårtotten og øjnene tegner du pandebåndet.

Og bagved hårtotten, tegner du så til sidst det takkede hår, der sidder på resten af hovedet.

5. Så skal der farve på.

Taynikma-bøgerne bliver farvelagt på computer. Det gennemgår vi i et senere afsnit af tegneskolen.

Bøj i leddene

Ja, det er altså ikke en gymnastikøvelse, vi taler om her, men derimod en dynamisk tegning.

Mange nybegyndere tegner nemlig deres figurer med stive led, altså helt strakte arme, ben, fingre osv. Det er slet ikke naturligt, og det ser ikke godt ud:

Her er Koto tegnet med helt stive led.

Og her kan du se, hvordan det ser ud, når han bøjer en smule i alle led.

Både mennesker og dyr bøjer faktisk altid en smule i leddene. Ligegyldigt, om vi står stille eller bevæger os, så har vi altid et lille knæk i albuen, håndleddet, osv.

Og hvad kan man så bruge det til?

Jo, hvis man prøver at bløde op i leddene, så får man en meget mere naturlig og lækker tegning. Det gælder også for væsner, man selv finder på. Her er f.eks. en Eeker, en af Kotos modstandere i bog 2: Rotterne.

Her kan du se, hvor mange led sådan en Eeker har.

Jeg kunne godt vælge at tegne den med helt stive led, fordi det er nemmest.

Men hvis jeg virkelig vil anstrenge mig og lave en mere livlig tegning, så vil jeg prøve at få den til at bøje en smule i alle led. Ser det ikke bedre ud?

Læsernes sider

Helt fra starten, da den første Taynikma-bog udkom har vi fået flotte tegninger tilsendt fra vores læsere. Det er vi rigtig stolte af, og derfor satte vi selvfølgelig også sider af i bøgerne til at trykke et lille udvalg af dem.

Vi kunne selvfølgelig ikke få plads til dem alle sammen, men så er det heldigt, at vi både har en hjemmeside (www.taynikma.dk) og en Instagram (taynikma_official), hvor vi kan dele både de seje tegninger, men også svare på de kloge og spændende læserbreve som vi modtager.

Så send os din tegning eller dit brev, enten på e-mail (info@taynikma.dk) eller en besked på Instagram eller Facebook, så kan det være den bliver delt med alle de andre seje Taynikma-læsere.

Louise og Nikolaj Helander lavede for eksempel denne sjove tegning.

Mathias Graversen og Heidi Lorentzen har indsendt et af de vildere bidrag. Er der fart på, eller hvad? Og check lige det græs!

Der skal helt sikkert også være plads til et mere tænksomt billede af nomerne og Koto. Denne tegning må have taget en krig at lave!

Tusind tak til Mette Smedegård og Catarina Ishöy.

Send dine tegninger eller spørgsmål på email til: info@taynikma.dk eller i en besked på Instagram (taynikma_official).

Har du læst alle seksten bøger om Koto og hans venner?

Fås i otte fantastiske dobbeltbind.

Udover de otte dobbeltbind i Kotosagaen kan du også få Taynikma Tegneskole proppet med tips og tricks. Bøgerne Toron-Sagaen

og Legenden om Gekko foregår også i Taynikma-universet, og dem kan du finde som e-bog.

Vi har også lavet en tegnefilm, der foregår i samme verden. Den hedder Legenden om Rax og handler om den forældreløse dreng Rax, der kommer til Klanaka og ryger i kløerne på tyvebanden Rotterne. Filmen kan lånes på filmstriben.dk.

Der kommer hele tiden nye ting til Taynikma, så følg med på vores hjemmeside (taynikma.dk), eller på

Taynikma Taynikma_official

God fornøjelse!