Robotten kan skide

Morten Dürr

ROBOTTEN KAN SKlDE!

forlaget plot

STRAF FOR STRlTHÅR

Shit, shit, shit, shit, fuck, fuck, shit, fuck, shit!

Ka-ta-stro-fe!

Min kam var væk.

Om få minutter kom Natuglen og inspicerede sovesalen. Så gjaldt det om at have orden på sine ting. Fremfor alt skulle håret være velfriseret og ligge pænt ned til siden.

Og jeg har knaldrødt strithår. Kun store

mængder vand og en stålkam kan få det til at ligge ned i de få minutter, hvor Natuglen

går sin runde. Jeg havde ledt overalt. I køjesengen. Under sengen. Under madrassen. I tøjskuffen.

Kammen var borte.

Da hørte jeg skridt på gangen. I næste

øjeblik blev døren knaldet op.

”Inspektion!” råbte Natuglen.

Alle trådte frem og stod ret foran deres senge. Drengene på børnehjemmet har lært at lystre. Alle stod ranke og stirrede ud i luften med skjorten pænt knappet, håret kæmmet og sengene redte.

Og så var der mig.

”Rust!” brølede Natuglen. ”Hvad skal det betyde!”

Han pegede på sengen, hvor dyne og sengetæppe lå helt hulter til bulter.

”Og det!”

Han pegede på min hvide skjorte. Jeg havde glemt at knappe de øverste knapper.

”Og hvad …” nu stirrede han på mit knaldrøde strithår, der pegede i alle mulige retninger, som hårene på en meget slidt tandbørste, ”… sker der for dit hår?”

Jeg slog blikket ned. Hvis man forsøgte at undskylde eller forklare, blev straffen bare værre. Sådan var Natuglen nemlig.

”Prøver du at være sjov!”

Natuglen var rød i hovedet nu. Han var på grænsen til raseri.

”Det er måske din idé om en joke!”

Han vendte sig mod de andre drenge. Han råbte:

”Måske er det den slags humor, som jeg ikke fatter! Eller hvad?”

Der var helt stille i sovesalen. Alle stirrede ned i gulvet.

Så rettede Natuglen igen blikket mod mig.

”Nej, Rust. Det er slet ikke sjovt. Det er sørgeligt!”

Så kom straffen:

”Du får inddraget dine fritimer i dag … Du har rengøringstjeneste i dag. Alle gulve skal skrubbes … på alle etager … bare kom i gang … og ingen morgenmad!»

Puha, jeg var sluppet med kun én dags rengøringstjeneste! Det var slet ikke slemt.

Men Natuglen tilføjede:

”Jovist, rengøringstjeneste i dag … samt de næste tre måneder!”

Shit ….

DEN PERFEKTE DRENG

Jeg startede i køkkenet. Fyldte vand og sæbe i en spand. Så begyndte jeg at skrubbe løs.

Jeg havde ingen gulvskrubbe. Kun en klud.

Så var det ned på alle fire og skure løs! Jeg skrubbede gulvet i køkkenet, sovesalen og opholdsstuen. Mine knæ gjorde ondt. Vandet i spanden var helt sort nu. Jeg skiftede vand.

Med nyt, frisk sæbevand gik jeg ovenpå til første sal.

Det var her, jeg så ham.

Robotdrengen.

Jeg begyndte at skure og skrubbe den lange gang, som fører hen til rektors kontor. Mine fingre var helt opløste af sæbevandet nu.

De lignede indtørrede rosiner. Jeg havde

fået vabler og et par splinter fra trægulvet

på knæene. Jeg skurede og skrubbede, vred kluden og skrubbede noget mere.

Efter et stykke tid hørte jeg skridt bag mig. Jeg stoppede straks arbejdet for ikke at komme til at sjaske vand på dem, der nærmede sig. Det var rektor, som kom gående hen ad gangen. Han var ikke alene. Han fulgtes med tre personer. Et midaldrende ægtepar, der lo højt af noget, som han lige havde sagt. Hun var iført lang, sort kjole og bar en underlig, stor, grøn hat på hovedet, som lignede en potteplante. Der stak to hvide fjer op fra hatten. Fra hendes ene øre glimtede det fra en diamantørering. Manden var også fint klædt på: sort jakkesæt og blankpolerede sko, der knirkede, som kun dyrt læder gør, mens han gik ned ad gangen. Det var uden tvivl et rigt ægtepar. Sådan nogle, der helt sikkert boede i et dyrt hus med masser af gadgets, wi-fi og et køleskab propfyldt med lækker mad og fem forskellige slags is i fryseren. Sådan et ægtepar ville jeg gerne bo hos. Så ville alting blive som før. Næsten.

Allersidst – i hælene på manden og kvinden – kom en dreng gående. Han gik, som om han var fordybet i sine egne tanker. Han stirrede frem for sig med et tomt blik. Som en yngre udgave af manden var han også iført sort jakkesæt og herresko af ægte, knirkende læder.

De gik forbi mig og standsede et øjeblik foran rektors kontor. Før de voksne gik ind på kontoret, vendte manden sig mod drengen. Han sagde blot ét ord.

Standby.

Straks stoppede drengen. Han stoppede op midt i et skridt – lige der på gangen. Drengens øjne var stadig fikseret på et punkt i uendeligheden. Som om han drømte med åbne øjne.

Mit hjerte bankede pludselig hurtigere. Sådan så de altså ud. Robotbørn! Det var allerførste gang, jeg så sådan en robot i virkeligheden. Selvfølgelig har jeg set dem i reklamer på nettet.

Føler du det store savn?

Tag et robobarn i din favn!

Men at se en i virkeligheden … og så helt tæt på. Det var for vildt!

Robotbørn er blevet det helt store hit for ægtepar, som ikke kan få børn. Eller et hit blandt rige ægtepar. Sådan en robot kan nemt koste lige så meget som en bil. Men så lover reklamerne også, at robotterne er komplet livagtige. Og det var de søreme!

De voksne gik ind på kontoret og lukkede døren bag sig. Det var kun mig og … ham … alene her på gangen. Forsigtigt nærmede jeg mig robotten. Det var virkelig ikke til at se, at det rent faktisk var en robot. Robotdrengen lignede på alle måder et ganske normalt barn på min alder, sådan cirka 13 år. Han havde høje kindben, smalle læber, øjenbryn, der knækkede i en skarp vinkel over hvert øje og fik ham til at se klog og årvågen ud. Hans hud var også perfekt. Glat og ensfarvet. Ingen bumser eller fregner. Jeg bevægede mig endnu tættere på ham. Jeg strakte mig frem og snusede ind. Jeg lugtede til ham.

Ingenting. Robotdrengen lugtede selvfølgelig ikke af noget. Det eneste, der afslørede, at han var robot, var, at drengen så lidt for perfekt ud – og lidt for voksen. Og så naturligvis dét, at han stod komplet stille og stirrede ud i luften. Han var standby. Så stille og livløst kan mennesker trods alt ikke stå. Selv ved inspektionen om morgenen, når Natuglen krævede, at vi stod helt stille og ranke foran vores redte senge, var der ingen af drengene, som var i stand til at stå stille som statuer. Jeg hævede hånden og førte den hen foran drengens ansigt. Han ikke så meget som blinkede. Jeg tog mod til mig og prikkede på hans kind blot for at mærke, hvordan huden føltes. Huden var kold, men den føltes helt naturlig, som at prikke sig selv på kinden. Der var ingen forskel.

Der lød stemmer inde fra kontoret. Jeg satte mig på hug og stirrede ind gennem nøglehullet. Straffen for at spionere mod rektor var helt sikkert høj, men jeg var nysgerrig. Dette

ægtepar var kommet for at finde et barn at adoptere. Hvorfor skulle de ellers være her. Måske, hvis jeg lyttede, vidste jeg noget om, hvilken type dreng de ledte efter. Måske var jeg den type dreng. Eller måske kunne jeg blive det.

Rektor stod foran sit skrivebord. Hans dybe, buldrende stemme var ikke til at tage fejl af. Nu sagde han:

”Alle vores drenge er velopdragne og sunde, de er glade og …”

Hurtigt brød en anden stemme ind. Det var manden; han sagde:

”Ja, men hvor velopdragne? Vores Henry gør nemlig, præcis hvad man fortæller ham. Hverken mere eller mindre.”

Rektor lo tørt. ”Ja, altså rigtige drenge gør jo også, hvad man fortæller dem. Men nogle gange gør de bare mere, end man fortæller dem. Det er jo det, som gør dem til mennesker. Det er jo det, som er det spændende ved mennesker, ikke sandt? Mennesker er uforudsigelige!”

”Er de kloge?” ville manden vide.

”Ja ja,” svarede rektor. ”De er flittige i skolen. De er kvikke og begavede.”

”Det tvivler jeg ikke på,” indskød manden. ”Men hvor begavede er de? Vores Henry ved alt. Og jeg mener alt.”

Rektor svarede: ”Ja, vores drenge kan selvfølgelig ikke svare på alverdens ting og sager lige på sekundet – som en robot, der trådløst er koblet til internettet hele tiden … den kan jo ganske rigtigt svare på alt … men vores drenge har kreativitet, de har følelser …”

Nu brød kvinden ind. ”Bliver de let kede af det? Jeg mener, græder de? Jeg synes, det er så rørende, når børn græder.”

”Altså, de kan jo også græde for meget, skat,” mente manden. ”Nogle gange hyler sådan nogle menneskebørn. Så lyder det som en sirene! Dét er til gengæld slet ikke til at holde ud.”

”Det er så kært, hvis de græder – så kan man trøste dem …” sagde kvinden lavmælt

og tilføjede med ærgrelse i stemmen: ”Henry kan slet ikke græde.”

”Henry er slet ikke bygget til at græde,” sagde manden belærende. ”Han har jo ingen tårekanaler. Men han kan lyde, som om han græder. Som når han … hulker … det er jo næsten det sammen, synes du ikke, min skat?”

”Jamen … nej,” sukkede kvinden, ”det lyder altså ikke helt ægte. Det lyder mere sådan … som om han har fået noget galt i halsen.”

Nu afbrød rektor. ”Altså drengene græder som hovedregel ikke. Altså medmindre der er sket noget meget trist.”

”Hvad koster sådan en dreng egentlig?» spurgte manden.

”Koster?” Man kunne se, at spørgsmålet kom bag på rektor, som løftede øjenbrynene i overraskelse. ”De koster ikke noget.”

”De koster ikke noget?” gentog manden. Han lød pludselig mistænksom. Han sagde:

”Alting koster vel noget?”

Kvinden blandede sig også: ”Gratis børn? Det tror jeg altså ikke, at vi tør. Har de aldrig hørt udtrykket: Man får, hvad man betaler for?”

”Netop. Netop!” sagde manden. ”Og betaler man ikke, får man ikke kvalitet!”

”Jamen jeg kan forsikre jer om, at vi her på stedet …”

Rektor gik i stå. Han holdt en pegefinger i vejret. ”Vent lige lidt … jeg kan vise jer …”

Så drejede han rundt og begyndte at gå –han gik med tunge skridt hen mod døren … hen mod mig! Lynhurtigt rettede jeg mig op og trådte et par skridt bagud. Forsøgte at ligne en, der på ingen måde havde smuglyttet til de voksnes samtale.

Døren gik op, og rektor stak hovedet ud. Han nikkede til mig og sagde:

”Du der! Kom lige her et øjeblik!”

Jeg jublede indeni. Dette her var min chance. Min kæmpestore megachance! Nu

ville jeg blive præsenteret for de voksne, som var kommet for at adoptere et barn.

Rige voksne med et fedt hus. Det barn kunne blive mig!

Jeg trådte ind på kontoret. Skulle jeg gå hen og give hånd? Jeg bestemte mig for at lade være. Manden og kvinden stirrede køligt på mig. Jeg smilede forsigtigt. Men det reagerede de ikke på. Rektor lagde en hånd på min skulder.

”Her er så en af vores drenge. Han hedder …”

”Konrad,” indskød jeg, før det blev pinligt.

”Ja, netop. Konrad. Konrad! Og han er en af vores dygtigste elever!”

Jeg fik en knude i maven. At kalde mig en af de dygtigste elever var mildest talt lidt af en overdrivelse. Men jeg vidste bedre end at sige ham imod foran manden og kvinden.

”Dygtig, siger du?” Manden lød skeptisk.

”Men … hvis han er så dygtig, hvad kan han så.”

”Han kan mange, mange ting. Fine, fine ting!” sagde rektor uden at blinke. ”Han kan

læse, skrive, han er god til matematik og fodbold!” Rektor så oprigtigt stolt ud.

”Kan han jonglere?” spurgte kvinden pludselig.

”Øh, hvad … jonglere …?” Rektor så på hende, som om han ikke var sikker på, at han havde hørt rigtigt.

”Ja, det er så morsomt, når nogen kan jonglere,” erklærede kvinden. Hendes blik flakkede. Så faldt det til ro på frugtskålen, der stod på rektors skrivebord.

”Ja,” sagde hun og stirrede interesseret på mig, ”lad os se ham jonglere. Han kan bruge æblerne!” Hun pegede på æblerne i skålen.

”Herlig idé, min elskede. Herlig!” brummede manden.

Jeg stod helt stille … mente hun det alvorligt … men det var jo helt til grin …

Men rektor sendte mig et skarpt blik og kastede med hovedet – i retning af frugtskålen. Det var et blik, som sagde: Bare kom i gang.

Der var altså ingen vej udenom.

Jeg gik over til frugtskålen. Kiggede op på kvinden igen.

”Ja, ja, brug æblerne, lille ven,” kvidrede hun forventningsfuldt.

Jeg tog tre æbler. En i venstre hånd. To i højre. Og så jonglerede jeg med dem!

Eller gu gjorde jeg ej. Jeg aner jo ikke, hvordan man jonglerer!

Så da jeg forsøgte at kaste rundt med dem, endte de bare i hver sin retning. Et æble landede på rektors skrivebord. Et landede faktisk lige i papirkurven. Det sidste æble landede på gulvet og trillede hen foran kvindens fødder.

Der var stille i lokalet lidt. Så stirrede kvinden på æblet. Så på mig. Så vendte hun blikket mod rektor. Med en stemme, der var hæs og tynget af sorg og skuffelse, sagde hun:

”Han kan slet ikke jonglere …”

Manden rejste sig. Han satte kaffekoppen fra sig.

”Det her er fuldkommen til grin. Gratis børn!” fnøs han og tilføjede: ”Man får, hvad man betaler for!”

Så lagde han en beskyttende arm om sin kone. Han sagde i et trøstende tonefald:

”Vi dropper sgu det med ægte børn. Sådan noget billigt bras. Vi køber da bare en opdatering til Henry! Så bliver han endnu mere livagtig. Det skal nok blive rigtig fint.”

”Tror du?” spurgte kvinden. Hun smilede blegt.

”Ja ja, den nye opdatering er helt utrolig omfattende.”

”Kommer han til at kunne græde?”

”Nej, det … det kommer først i Robobarn 1708-modellen … om to år. Men Henry kommer til at le … sådan grine … langt mere naturligt. Og spille fodbold.”

”Og kortspil? Er kortspil med i den nye opdateringspakke?”

”Aner det ikke … men det kan vi undersøge! Vi kan køre forbi fabrikken og få Henry opdateret med det samme. Techchild lægger jo kun 10 kilometer væk! Okay, skat?”

”Okay …” Kvinden smilede nu. Manden strøg hendes kind. De udvekslede et

kvalmende kærligt blik, så jeg var bange for, at de skulle til at kysse midt i det hele. Men så vendte manden blikket mod rektor og sagde farvel i et skarpt tonefald.

Mig ænsede han slet ikke.

Ude i gangen vendte manden sig mod robotten. ”Henry! Vågn op! Nu går vi.”

Der gik ligesom et stød gennem robotdrengen. Hans øjne blev levende. Han så på manden og smilede. Et stort, hvidt tandpastasmil. Han sagde:

”Okay, far! Nu går vi!” Selv stemmen lød helt livagtig – dog en lille smule tonløs.

Da manden, kvinden og robotdrengen var gået, klappede rektor mig på skulderen.

”Beklager, min ven. Du må nok bare blive her!”

Og så sendte han mig ud for at fortsætte med rengøringen.

Jeg følte et dybt stik af ærgrelse. Det var, som jeg frygtede. Sådan som alle de andre drenge havde fortalt mig. Dem, som havde

været på børnehjemmet i årevis. Der var ingen chancer for at blive adopteret længere.

Ikke nu og slet ikke i fremtiden. Ingen ville adoptere forældreløse drenge som mig af kød og blod. De ville kun have robotter. Og for hvert år blev robotterne mere og mere livagtige.

Jeg var dømt til at blive her på børnehjemmet.

Jeg stirrede ned på mine smertende, røde og opsvulmede hænder.

Jeg var dømt til at blive her og skure gulv.

Medmindre … altså medmindre …

Techchild ligger kun 10 kilometer væk …

Mødet med robotdrengen satte på en eller anden måde det hele på plads i min hjerne. Fik mig til at se det hele lysende klart.

Nu vidste jeg, præcis hvad jeg måtte gøre.

For jeg måtte ud. Væk. Kunne ikke klare mere børnehjem.

Jeg ville ud og bo i et rigtigt hus, hos en rigtig familie. Igen.

Men jeg kunne ikke lave om på virkeligheden. Kunne ikke standse udviklingen.

Barnløse ægtepar ville ikke adoptere børn af kød og blod. De ville have robotbørn. Hvis jeg skulle adopteres, måtte jeg altså selv blive robot. Eller i hvert fald lade, som om jeg var robot.

Føler du det store savn, så tag et robobarn i din favn …

Det robotbarn kunne være mig.

ROBOT-LOOK

Robotfabrikken lå 10 kilometer væk. Det anede jeg ikke før nu. At den lå så tæt på. Eller tæt og tæt. Det ville tage et stykke tid.

Men jeg kunne rent faktisk gå derhen på et par timer! Jeg jublede indeni. Ikke mere skrubbe gulve. Nu vidste jeg, hvordan jeg kunne få en ny familie.

Altså én ting var at spille robot, en anden var overhovedet at blive optaget i en familie.

Men hvad hvis jeg sneg mig ind på fabrikken. Gemte mig. Stod og så robotagtig ud.

Mon ikke jeg ville blive købt allerede i morgen? Købt af rige forældre med et kæmpe

hus, hvor jeg ville få mit eget værelse og en stor, blød seng med rigtige dyner. Ikke som på børnehjemmet, hvor jeg skulle sove på

en hård, slidt madras, hvor jeg kan mærke fjedrene i ryggen. Hvor vi kun får to gamle, klamme uldtæpper at varme os under – som lugter af mug og kun bliver vasket en gang om året. Et hus, hvor man får rigtig mad, ikke grød. Mad som den slags, min far og mor plejede at lave: pastaretter, hjemmelavet pizza, lasagne, boller i karry … Stop!

Nu måtte jeg holde op med at dagdrømme. Hvis planen skulle blive til noget, måtte jeg gøre noget straks. Lige straks! Jeg tjekkede det store ur på gangen, der hang over døren til biblioteket. Nu var klokken 20 minutter over ni. Næste gang der kom samling og navneopråb, var til aftensang klokken halv seks. Det betød, at hvis jeg stak af lige nu, ville jeg først blive savnet om otte timer. Det var tid nok. Til at nå hen på robotfabrikken og gemme mig. Men før jeg stak af, måtte jeg gøre noget ved mit udseende. Jeg måtte forsøge at ligne en robot.

Nu satte jeg kursen mod sovesalen. Den var helt tom. Alle var til undervisning. Fra den store kuffert under min seng fandt jeg det sorte jakkesæt frem. Det var splinternyt. Ikke en krølle. Ikke et eneste fnug på det.

Jeg havde jo kun haft det på én eneste gang.

Nemlig til far og mors begravelse. Jeg fik et pludseligt flashback til begravelsen for tre måneder siden. Og til flyulykken, som slog min far og mor ihjel.

Stop!

Det var der slet ikke tid til at tænke på.

Ikke tid til at sidde og hænge og blive ked af det. Nu måtte jeg holde mig til planen!

Jeg klædte om og tjekkede mit spejlbillede på toilettet. Den var god nok. I det funklende nye jakkesæt lignede jeg næsten robotten, som blev kaldt Henry. Ja, jeg lignede en robot bortset fra én ting. Håret! Mit røde hår strittede hid og did og levede sit helt eget liv. Det var absolut umuligt, at nogen ville designe en robot med så kronisk uglet hår som mit.

Morgenhårsmodellen. Den ville næppe blive

et hit. Der var kun ét at gøre. Håret måtte væk. Håret måtte af. Helt af!

En af de store drenge havde en elektrisk hårtrimmer, vidste jeg. Den lånte jeg. Trimmeren startede med en arrig knurren. Jeg kørte den hen over tindingen. Mit røde hår faldt af i store totter. Som store, røde snefnug, der dalede ned i den hvide håndvask. Hurtigt, uden at give mig selv tid til at fortryde, barberede jeg resten af håret væk.

Bagefter tjekkede jeg igen mit spejlbillede. Med en spejlblank isse og det stramme, sorte jakkesæt, der fik min krop til at se firkantet og stiv ud, lignede jeg helt klart en robot. Det var et perfekt robot-look. Jeg lignede et splinternyt robotbarn fra Techchild-fabrikken.

Til sidst gik jeg ud i køkkenet og stjal noget

mad. Jeg kylede brød, pålægsskinke, ost og et par bananer ned i en pose. Jeg fortsatte ud

gennem køkkendøren uden at se mig tilbage. Jeg forventede hele tiden, at nogen ville råbe

ad mig. Råbe: Hey, Rust, hvor skal du hen? Rust, hvad har du gang i?

Men ingen råbte. Ingen så mig. Jeg fortsatte med at gå. Ned ad indkørslen, væk fra børnehjemmet. På gaden drejede jeg til højre ad fortovet. Sådan fortsatte jeg stille og roligt igennem villakvarteret. Bare ude at gå som en helt almindelig dreng. Eller robotdreng! Endelig kom jeg til hovedvejen. Så begyndte jeg at løbe. Jeg løb og løb. Først da gik det for alvor op for mig, hvad jeg havde gjort. Jeg var flygtet fra børnehjemmet, og jeg kunne ikke vende om nu!

lNDBRUD PÅ TECHCHlLDFABRlKKEN

Efter cirka en kilometer var jeg gennemblødt af sved. Det var ikke nemt at løbe med jakkesæt på. Jeg gik resten af vejen. Gik og gik. Det var en kedelig tur langs med en trafikeret hovedvej, hvor bilerne susede forbi. Men kedeligt var helt fint. Ingen stoppede mig. Ingen spurgte, hvor jeg var på vej hen. Og det var præcis sådan, jeg ville have det.

Langt om længe så jeg pludselig en stor bygning i det fjerne. Det var en flad bygning i sorte mursten. Med store bogstaver langs facaden stod der: T-E-C-H-C-H-I-L-D.

Jeg havde fundet fabrikken!

Jeg gemte mig bag et par buske, indtil det blev mørkt. Det var for risikabelt at bryde ind på fabrikken, mens der stadig var folk på arbejde. Nu blev jeg glad for min madpakke.

Jeg spiste brød, ost og skinke – og bananerne til dessert. Jeg nød hver en bid. Det smagte himmelsk. Havde helt glemt, hvor dejligt ost, skinke og brød kan smage. Eller måske smagte det bare bedre, fordi jeg var ude i det fri og væk fra børnehjemmet.

Da mørket faldt på, vovede jeg mig frem. Jeg havde set folk fra fabrikken sætte sig ind i deres biler og køre hjem. Parkeringspladsen foran fabrikken var tømt. Det var nu eller aldrig.

Jeg rejste mig og gik væk fra buskene, væk fra mit skjulested. Jeg løb over parkeringspladsen og sneg mig langs muren. Jeg havde kurs mod en grå dør af metal, som jeg havde set mænd i Techchild-uniformer gå ind og ud ad hele eftermiddagen, mens jeg spiste min mad og holdt øje med bygningen.

Men døren var låst … selvfølgelig. Jeg måtte finde en anden vej ind. Men det blev der ikke tid til. For pludselig hørte jeg en lyd i mørket.

Fodtrin … og de kom denne vej.

Skulle jeg flygte? Men der var ingen steder at flygte hen. Der var langt over til de

træer og buske, jeg gemte mig bag tidligere. Fabrikken var omkranset af en kæmpestor parkeringsplads. Der var ikke en eneste bil tilbage. Ikke så meget som en skraldecontainer. Der var intet sted at skjule sig.

Skridtene kom nærmere og nærmere. Om lidt ville jeg blive opdaget. Om lidt ville jeg blive fanget og sendt tilbage til børnehjemmet. Tilbage til grød og gulvklud.

Så jeg gjorde det, jeg havde bestemt mig for at gøre tidligere på dagen.

Jeg spillede robot.

Jeg rettede mig op. Stillede mig med hænderne nede langs siden. Stirrede med et stift blik ud i luften. Jeg lod, som om jeg var et robotbarn bygget af Techchild.

Nu knasede det i gruset. En mand rundede hjørnet. Det var en sikkerhedsvagt med en stor, blændende lommelygte i hånden.

”Hvad satan …” mumlede han lavmælt, da han opdagede mig.

Han lyste mig lige ind i øjnene. Jeg tvang mig til at blive ved med at stirre ligeud helt

uden at blinke, nøjagtig som robotbarnet Henry havde gjort.

Manden gloede og gloede. Han tog kasketten af og kløede sig i nakken. Så sukkede han og mumlede:

”Fucking sjusk!”

Manden fiskede en mobil frem fra lommen. Han ringede op og brokkede sig til en eller anden, som hed Kaj. Vagten forklarede, at en af dimserne var blevet efterladt udenfor lageret. Og så gentog han, det det hele var noget fucking sjusk.

Dimserne …

Jeg kom næsten til at grine. Det virkede. Mit robot-look virkede! Vagten troede, jeg var en robot … en dims. Jeg kvalte et sejrsfnis. Nu ikke en lyd. Bare stenansigt. Stirre ud i luften. Standby.

Vagten fortsatte:

”Ja, netop … en af dimserne står udenfor. En fucking grim dims ovenikøbet. Ham her har ikke engang noget hår.”

Hvad! Skulle han nu også kalde mig grim!

”Om den skal til storskrald? Ja, han er sgu grim nok til at ryge direkte til genbrug! Komplet skaldet!”

Jeg holdt vejret. Ville jeg ende i en container et sted. Eller … på et forbrændingsanlæg!

Men vagten lyttede til stemmen i telefonen. Gryntede lidt. Så rystede han på hovedet og sukkede:

”Ja ja, jeg sætter ham ind på plads. Men altså … sikke noget sjusk, sgu! Men okay …”

Så lagde han mobilen i lommen og stirrede på mig, mens han sagde:

”Vågn op!”

Jeg gav et spjæt, da jeg hørte den kommando. Igen præcis som jeg havde set robotten Henry gøre.

Manden nikkede. Han mumlede: ”Godt så … følg med.”

”Jeg følger med …” sagde jeg med min mest monotone, tonløse stemme.

Det var åbenbart det rigtige at sige. For manden kiggede sig ikke engang tilbage. Han begyndte blot at gå. Han gik direkte

hen mod metaldøren. Han låste op. Åbnede døren og pegede ind i mørket.

”Gå ind!” Og til sig selv tilføjede han: ”Så må vi finde ud af, hvem du skal leveres til i morgen.”

Så gik jeg ind. Blot et par skridt. Så stod jeg stille. Manden gik ikke med. Med et skarpt smæld blev døren smækket i bag mig. Pludselig var der helt mørkt.

Så let var det at bryde ind i Techchildfabrikken.

LEVENDE BEGRAVET

Døren smækkede i med et brag. Der lød en tør, metallisk lyd, da vagten låste efter sig. Jeg stod et stykke tid helt ubevægelig og lyttede.

Ikke en lyd. Intet rørte sig. Jeg var alene.

Men mørket var alligevel ikke komplet mørkt. Nu så jeg, at der kom et ganske svagt lys fra en grønlig lampe over døren. Sådan en med et symbol, der fortæller, at her er en nødudgang. Jeg ventede lidt endnu og lod mine øjne vænne sig til det spinkle, grønne lys. Langsomt begyndte rummet at tage form. I det spinkle grønne lys kunne jeg pludselig se, hvor jeg var henne.

Rummet var et lager – et robotlager. På hylder langs væggen sad den ene robot efter den anden som kæmpemæssige dukker i en legetøjsbutik. Det var et fascinerende syn.

Robotterne lignede hinanden, men var på en eller anden måde alligevel forskellige. Det var de små nuancer, som gjorde dem forskellige. Hårfarven, øjenfarven, læbernes krumning, skuldernes hældning. Hver eneste robot havde et lille personligt præg, som gjorde dem til ”noget for sig”, som det hed i reklamerne for Techchild.

Hvert et robobarn er noget for sig – hvert et robobarn er noget for dig.

På væggen over hylderne med de siddende robotter var der med store, sorte bogstaver skrevet to ord:

KLARGØRING – KVALITETSKONTROL

Jeg gættede derfor på, at de siddende robotter var helt færdige og funklende nye robotter, som blot skulle kontrolleres og testes en sidste gang, før de kunne blive solgt og leveret til deres købere.

Jeg vendte mig om og gik over mod den modsatte væg. Jeg famlede mig frem i

halvmørket, og snart mødte jeg et helt andet syn. På denne væg stod der:

KLARGJORT TIL LEVERING

Jeg trådte nærmere. Så så jeg dem. En lang række kasser. De lignede kister. Snesevis af aflange kasser stod på rad og række på et langt bord. Kasserne var lukkede, låget sømmet fast. På hvert låg var der klistret en seddel med adresse og en dato på. På kassen lige foran mig stod der for eksempel:

Leverance til 2. maj.

Æblestien 5.

Der stod også noget mere på sedlen. Nogle talkoder og et bynavn, jeg ikke kunne genkende. Men det var lige meget. Æblestien

5! Det lød jo hyggeligt. Der ville jeg gerne bo.

Man skulle ikke være et geni for at regne ud, hvad der var inde i kassen. Spritnye robotbørn klar til levering. Der var bare et problem. Alle kasserne var lukkede, og låget var ikke til at vriste løs. Jeg ledte efter noget, som jeg kunne bruge til at få låget op med. Efter nogen tid fandt jeg en hammer. Jeg

brugte den spidse ende af hammeren til at vride låget op. Sømmene gav sig. Endelig kunne jeg skubbe låget til side.

Nede i kassen lå der en robotdreng. Jeg hev i ham. Jeg forsøgte at løfte ham. Robotdrengen var overraskende tung. Så gav jeg slip. Robotdrengens arm faldt tilbage i kassen med et dunk. Så slog det mig. Jeg kunne jo bare bede ham om at flytte sig!

”Vågn op!” kommanderede jeg.

Robotdrengen åbnede øjnene.

”Stå ud af kassen!”

Robotdrengen rejse sig op i siddende stilling. ”Jeg står ud af kassen,” sagde han. Og det gjorde han. Han kravlede ud af kassen og stillede sig på gulvet. Jeg pegede over mod den modsatte væg. Over mod hylden med udstillingsmodeller.

”Sæt dig derover. Og bliv siddende!”

Jeg ventede for at se, om robotten gjorde, som der blev sagt. Men der var ingen problemer. Han gik stille og roligt over til den modsatte væg, kravlede op på en af hylderne

og satte sig mellem de andre robotter. Så sad han der med åbne øjne uden at røre sig. Det var perfekt.

Jeg kravlede op i kassen. Med lidt besvær fik jeg låget lagt på.

Nu lå jeg inde i æsken. Her var trangt; jeg kunne hverken vende eller dreje mig.

Det føltes ubehageligt, som at være levende begravet. Mit hjerte hamrede, og jeg måtte bekæmpe trangen til at krybe ud af æsken igen.

Men efter blot få minutter gik det bedre. Jeg faldt til ro.

Nu var det bare at vente.

LEVERlNG TlL ÆBLESTlEN 5

I drømmen skrubbede jeg gulvet i børnehjemmets køkken. Men jeg var ikke mig selv længere. Jeg var en robot. Jeg skrubbede og skrubbede, men gjorde det med en utrolig hastighed. Mine bevægelser var hurtige og lydløse. Men det var ikke godt nok. Inspektøren stod bøjet over mig. Han råbte:

”Hvad med den her!” Han pegede på en flise.

”Hvad med den her! Der er en plet. Den flise er ikke ren!”

Jeg skrubbede og skrubbede.

”Hvad med den her!”

Ordene gav ekko i min hjerne. Sådan vågnede jeg.

”Hvad med den her!”

Det var slet ikke inspektøren. Og jeg

skrubbede ikke gulv. Med ét kom det hele igen. Jeg befandt mig i en æske på robotfabrikkens lager. En stemme trængte sig på. En mand sagde:

”Hvad med den her?”

Der lød skridt rundt omkring mig. Lyset i hallen var tændt.

Kiler af hvidt, skærende lys trængte ind gennem den smalle åbning mellem æsken og låget, som lå lidt skævt.

En stemme længere væk sagde noget, jeg ikke kunne opfange.

”Låget er sgu heller ikke sat fast! Hvem fanden havde vagt i går aftes!”

Nu blev låget løftet. Jeg blev blændet af lys, men tvang mig selv til at stirre op i loftet med vidtåbne øjne. En mand stirrede ned på mig; han så vred og irriteret ud. Han tøvede et øjeblik, så drejede han hovedet og råbte til nogen længere væk:

”Hold kæft, ham her er grim. Komplet skaldet!”

Manden grinede hånligt og længe. Så fik

han hosteanfald. Da han var kommet sig, lagde han låget på igen. Han råbte:

”Men alt ser fint ud. Pakket og klar!” Manden drejede hovedet. ”Stik mig hammeren, så sømmer jeg låget fast, og så tager vi den her med i lastbilen med det samme.”

Låget blev lagt på. Straks efter hørte jeg hårde bank mod træet. Låget blev sømmet fast. Så gik der et par minutter. Flere fodtrin.

En skramlen af træ. Endelig var det min tur.

Jeg blev båret, sat ned og rullet videre. Så

blev jeg båret igen. Sat ned.

Jeg ventede. Og ventede. Flere lyde. Lyden af kasser, som blev stablet oven på hinanden.

Pludselig hørte jeg en motor starte. Så rullede vi!

Jeg var nu på vej til at blive leveret til min familie.

Jeg lå i kassen og blev vugget frem og tilbage af lastbilens bevægelser uden at ane, hvor

længe vi kørte. Men efter nogen tid blev farten sat ned. Lastbilen standsede. Lyden

af bagsmækken, der blev vippet op. Men det var ikke min tur endnu. En enkelt kasse blev

båret ud. Så kørte vi videre. Sådan fortsatte det. Men efter yderligere fire-fem leveringer

mærkede jeg pludselig, at min kasse blev

løftet. Jeg var fremme ved Æblestien 5!

Det gav et sug i maven. Om få sekunder mødte jeg min nye familie. Var de rige, var de flinke, havde de en have, man kunne

spille fodbold i?

Kassen blev båret. Det knasede i gruset.

Så tramp på et trappetrin. Der lød stemmer.

Så flere trappetrin. Flere stemmer. Omsider blev kassen sat ned. Jeg hørte folkene fra robotfabrikken sige farvel.

En mand råbte: ”Bamseline! Bamseline, kom! Den nye storebror er kommet!”

Nu klikkede det hen over gulvet. Små, hurtige skridt.

”Så spændende,” lød en hvinende stemme.

Så rystede kassen. Nogen hev og vred i låget. Det peb fra søm og træ, som blev hevet fra hinanden. I næste øjeblik blev låget

åbnet, og jeg stirrede op på to mennesker, der gengældte mit blik med nysgerrighed og forventning.

Manden var stor og tyk. Han var rødmosset og havde et overskæg, der dækkede hans overlæbe, som en af de kradsende børster, vi bruger til at pudse sko på børnehjemmet. Hans sorte bukser blev holdt oppe af seler. Omkring skjortekraven sad en butterfly. Den var bundet så stramt omkring hans hals, at han lignede et ballondyr. Det store, runde hoved var rødmosset og glinsede af sved, de små øjne stikkende og spørgende. Han havde rullet skjorteærmerne op. I den ene hånd holdt han et brækjern.

”Halløj!” brummede manden. ”Se, hvor fin han er i tøjet!”

Kvinden hvinede og klappede i hænderne af fryd. Til forskel fra sin mand var hun tynd, bleg og spinkel. Hendes ansigt var trukket op med mørk makeup og gav hende et lidt uhyggeligt, vampyragtigt udseende. Hun bar en tung, glinsende perlekæde om halsen.

”Leveret i jakkesæt!” sagde hun og rakte ned for at mærke på stoffet på min jakke.

”Jeg tror, det er kashmiruld. En rigtig gedigen kvalitet.”

Nu vendte hun sig mod manden og gav ham et smækkys.

”Tak, Bamsefar!”

”Alt for dig, Bamseline!” sagde manden og kyssede tilbage.

Så vurderede kvinden mig et øjeblik. Hun nikkede:

”Han ser virkelig så nydelig ud. Ren, velklædt … og med et kløgtigt blik … ikke så køn måske … men en dreng skal jo ikke være for pæn, vel, Bamsefar!” Hun pludrede løs. Manden sendte hende en hul latter:

”Du er den kønne her i huset, min engel!”

Kvinden smilede til manden og tilføjede:

”Og det bliver bare så godt for Henrik at få en ny storebror. En, som kan lære ham noget.”

”Javist,” nikkede manden, ”og det er jo netop derfor, jeg bestilte topmodellen! Som

lektiehjælp til Henrik. Så han kan blive klar til gymnasiet!”

Kvinden kiggede på mig og sagde: ”Men den ser meget stille ud. Kan den overhovedet tale?”

”Selvfølgelig,” udbrød manden. ”Sig noget,” kommanderede han og stirrede forventningsfuldt på mig.

Jeg sank en klump. Hvad skulle jeg sige. Jeg sagde bare:

”Øh … hej!”

”Hej, hej!” jublede kvinden og klappede i hænderne. ”Hej med dig!” Hun lagde en hånd på sin brystkasse og sagde højtideligt:

”Jeg er din nye mor. Så det kan du bare kalde mig: mor.”

”Øh … mor!”

”Lige netop!” jublede manden. ”Og så kan du kalde mig far!”

”Øh… okay … hej, far!”

”Hej, hej!” sagde manden og vinkede til mig.

Far og mor … det gik lidt for hurtigt, det

her. Indtil videre foretrak jeg Bamsefar og Bamseline.

Nu hylede kvinden:

”Heeeenriiiik! Henrik, kom og mød din nye storebror!”

Både mand og kone råbte et par gange. Langt om længe kom han. Drengen, de kaldte Henrik. Deres søn af kød og blod. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at han var et ægte menneske. Ingen ville designe en robot til at se så ondsindet ud. Det var først og fremmet drengens øjne, den var gal med. De ligesom lyste af had. Og hans øjenbryn sad for tæt sammen, munden var fortrukket i en vred, nedadvendt bue, som om drengen konstant skar ansigt eller suttede på et syrligt bolsje. Og han lød lige så sur, ondsindet og tvær, som han så ud.

”Hvad nu … helt ærligt … jeg var lige midt i et spil …” stønnede drengen. Som om det at tale med sine forældre var en straf.

”Se!” kvidrede moren. ”Det nyeste medlem af familien.”

Manden sagde: ”Sæt dig op!”

Jeg satte mig op.

”Kom, kom!” Sagde manden og vinkede mig nærmere. Jeg kravlede ud af æsken og rejste mig. Jeg var et helt hoved højere end Henrik. Han stirrede op på mig med foragt i blikket.

”Din nye storebror!” sagde kvinden begejstret. ”Og så høj og slank han er!”

”Ja,” gnæggede manden, ”du vokser jo ikke så meget, Henrik. Det skulle da lige være i bredden!” Så kneb han Henrik i maveskindet.

Henriks øjne lynede.

”Storebror! Ha!” vrængede Henrik. ”Han er ikke nogen storebror. Han er bare en dum robot.”

”I skal nok få det fint sammen,” sagde manden. ”Det er topmodellen!”

”Han er i hvert fald topgrim!” sagde Henrik og så hånligt på mig.

”Han kan hjælpe dig med lektierne!” kvidrede kvinden.

”Whatever …” stønnede Henrik.

Så vendte han sig om og gik sin vej.

Kvinden begyndte forfjamsket at famle med sin perlehalskæde. Hun nikkede til mig:

”Hurtigt … øh … følg efter Henrik. Øh … leg med Henrik.”

Jeg sank en klump. Lidt usikker på, hvad jeg nu skulle gøre. Manden stirrede på mig, nikkede ivrigt.

Jeg tog mod til mig. Så sagde jeg – med min bedste robotstemme:

”Følge efter Henrik … lege med Henrik.”

Så vendte jeg mig og gik ud for at finde Henrik.

l SKAL SLÅS!

Henrik gav mig mildest talt en dårlig fornemmelse. Måske var det her robotprojekt en fejl? Men huset var der ikke noget galt med. Jeg ønskede mig en familie med et stort, flot hus – og det havde jeg fået. Jeg gloede overrasket på omgivelserne, da jeg gik gennem stuen. Først og fremmest var der højt til loftet, som der kun er det i sådan rigtigt fornemme villaer. Selve loftet var dekoreret med figurer af gips. Engle, der fløj rundt mellem hinanden og blæste på basun. I midten af lokalet hang en enorm lysekrone af krystalglas. Væggene var overlæsset med malerier, som alle sammen var enten portrætter af forskellige alvorlige mænd eller dystre landskabsbilleder med falmede, mennesketomme enge omkranset af nøgne

træer og lavthængende tunge, grå skyer. Det lakerede parketgulv skinnede som et spejl og knirkede sagte, da jeg gik hen over det. Alt herinde virkede gammelt og fremfor alt meget, meget dyrt … som i et slot fra gamle dage.

Fra stuen kom jeg ud til en kæmpemæssig trappeopgang. Trappen var bred nok til, at fire voksne mænd kunne gå op ad den skulder ved skulder. Den var beklædt med en rød løber. Jeg hørte en dør smække ovenpå og skyndte mig op ad trappen to skridt ad gangen. For enden af trappen kom jeg til en lang gang med fem-seks døre at vælge imellem. Heldigvis så jeg lige skyggen af Henrik og en dør lukke sig for enden af gangen. Her gik jeg hen.

Skulle jeg banke på eller bare gå ind? Bag døren lød der høje skrig, skudsalver og eksplosioner. Jeg bankede på. Der skete ingenting. Så bankede jeg lidt hårdere. Lydene bag døren fortsatte bare. Så gik jeg ind.

Henriks værelse lignede slet ikke resten af huset. Der var intet fornemt over værelset. Det var et typisk drengeværelse. Altså typisk for en dreng, som er snotforkælet og får alt, hvad han peger på. Der lå diverse gadgets og elektronisk legetøj overalt. Tre computerskærme stod og blinkede. I midten af lokalet sad Henrik midt på gulvet. Han holdt en skyder i den ene hånd og en slags game-controller i den anden. På hovedet havde han virtual reality-briller. Han fæg -

tede med armene og virrede med hovedet. Det var tydeligt, at han var midt i et eller andet voldsomt spil. Den øredøvende lyd af eksplosioner og skrig fortsatte. Trods larmen fra spillet måtte Henrik alligevel have hørt mig komme ind. For pludselig flåede han brillerne af og snerrede:

”Hvad nu! Jeg er for helvede midt i et …”

Men han standsede øjeblikkeligt, da han så, det var mig.

”Åh … dig … min nye storebror,” snerrede han.

”Storebror!” lød en metallisk stemme bag mig. Det gav et sæt i mig.

”Storebror!” En skikkelse rejste sig og kom nærmere. Det var … det var et robotbarn! Men der var noget helt galt. Robotbarnet var et frygteligt syn. Det lignede i det hele taget ikke noget barn – i hvert fald ikke den livagtige illusion om et ægte barn, som Henry havde været. For robotten var komplet smadret, ridset og skrammet!

”Storebror! Storebror!” Robotten kom vaklende hen imod mig.

”Storebror,” gentog den og gav et mærkeligt, ufrivilligt ryk med hovedet.

Henrik grinede. Så kiggede han på mig og sagde:

”Nye storebror … mød gamle storebror … mød Robbi”

”Storebror …” gentog robotten, som om den ikke kunne finde på andet. Robotdrengen var i en elendig forfatning. Dens tøj var slidt og hullet. Den ene arm var bøjet af led. Håret hang i totter, som om det var blevet revet af.

Det værste var, at Robbi manglede det ene øje. Der, hvor højre øje skulle have været, sås kun et gabende, sort hul, hvor et par ledninger stak ud og slog gnister en gang imellem.

Med rystende hænder tog robotten noget frem af lommen. Han holdt genstanden frem mod mig.

”Musen so… so… sover …” stammede han. ”Musen si… si… si… siger ikke noget. Ka… ka… kan du vække musen?”

Jeg nåede blot lige at se, at det var en legetøjsmus af en slags. Men Henrik slog dimsen ud af hånden på Robbi og hvæsede:

”Hold nu kæft med den mus … du piber altid over den mus!”

Nu skubbede han til Robbi, så robotten væltede bagover. Robbi faldt på gulvet med et hårdt bump. Gnister slog frem fra den tomme øjehule. En rystelse gik gennem robotten.

”Robotter er fucking kedelige,” sukkede Henrik og rystede på hovedet. ”Altid det samme og det samme!”

Han stirrede hånligt på robotten, som sprællede for at komme op at stå igen.

”Fucking skrotbunke. Robbi! Slå hovedet ind i væggen … fem gange!”

”Slå hovedet … slå … slå … ind i væggen.”

Robbi rejste sig med stort besvær og gik famlende hen til væggen – lænede sig tilbage og slog hovedet ind i væggen af al kraft.

Dunk!

Det gentog sig fire gange.

Dunk, dunk, dunk, dunk!

Det gav en fæl, knasende lyd hver gang. Nu havde Robbi fået en ny bule midt i panden.

Henrik smilede skævt. Han skulle til at vende tilbage til sit computerspil. Han greb sine VR-briller og havde næsten sat dem på. Men så stoppede han. Nu kiggede han nysgerrigt på mig. Og så på Robbi.

”Men … nu har jeg jo to robotter! Så er det måske ikke nær så kedeligt. For med to robotter, kan man jo lave en fight. En duel. Ja, det er sgu da dét, vi skal!” Henrik livede op.

Han rejste sig og stirrede begejstret på mig. ”Du er fucking topmodellen! Lad os se, hvad du kan!”

Så sagde han:

”I to skal kæmpe … I to skal slås.”

Robbi gentog straks med skrattende stemme. ”Vi skal … kæmpe. Vi skal slås!”

”Vi skal … slås?” Fik jeg fremstammet.

”Ja! I skal slås mod hinanden!”

”Vi skal kæmpe. Vi skal slås,” gentog Robbi. Med tunge skridt begyndte han at komme hen mod mig. ”Vi skal slås mod hinanden. Vi skal slås mod hinanden!”

Henrik fik et vildt udtryk i ansigtet. Han

råbte:

”Slås, slås, slås!”

Robotten gentog med skrattende stemme:

”Slås, slås, slås!”

Jeg forsøgte at flygte hen mod døren. Men selv om Robbi var en slidt, hærget, gammel model, var han pludselig overraskende hurtig. Robotten afskar mig vejen.

”Slå, slå, slå!” Jublede Henrik.

”Slå, slå, slå,” gjaldede Robbi.

I det samme ramte Robbi mig lige på hagen med knyttet næve. Jeg så sol, måne og stjerner. Faldt bagover og slog hovedet mod et eller andet hårdt.

Så blev alting sort.

Der var sandsynligvis ikke gået mere end få sekunder, før jeg vågnede op igen. Henrik og robotten stod bøjet over mig. Henrik kiggede på mig med foragt i blikket.

”Topmodellen! Ha!” Så løftede han armen

på robotten og råbte: ”Robbi vinder kampen på knockout! Han er mesteren!”

”Robbi er mesteren!” gentog robotten. Jeg forsøgte at rejse mig. Et jag af smerte

skød gennem mit hoved. Jeg havde slået mig helt vildt. Det dunkede i baghovedet, og da jeg rejste mig, brød en tåre frem af øjenkrogen. Det var jo ikke, fordi jeg græd sådan rigtigt. Jeg var ikke ked af det. Det var bare den slags tårer, man ikke kan holde tilbage – lige meget hvad. Præcis som når man hakker løg,

og ens øjne løber i vand. Eller mere præcist: dens slags tårer, der pibler frem helt automatisk, når man er kommet til skade og smerten bare dunker og pulserer i ens krop – præcis som nu. Det kunne ikke stoppes. En par tårer løb ned ad min kind. Jeg tænkte ikke over det. Skulle til at tørre dem væk, da jeg så det forbløffede udtryk i Henriks ansigt.

”Du græder!” Hviskede han. ”Du …

du …” Han vendte sig mod robotten: ”Den græder. Den kan græde!” Han var dybt rystet. Nu førte jeg hånden op for at tørre tåren væk. Henrik råbte: ”Stop! Det her skal far og

mor se.” Og så brølede han:

”Far! Mor! Robotten græder!”

PENGESKABET

Henrik blev ved med at råbe, indtil hans far og mor kom.

”Se! Den kan græde!” gentog Henrik.

”Hvad siger du?” udbrød Bamsefar og hev efter vejret. Han var forpustet efter at løbe nede fra stuen og op ad trapperne. Nu trådte både Bamsefar og Bamseline forsigtigt nærmere. De listede, som om jeg var et sjældent dyr ude i skoven, der ikke måtte skræmmes væk.

”Jamen … det er jo umuligt,” hviskede Bamsefar.

Bamseline hvinede: ”Storebror kan græde. Det er fantastisk.”

Hun hev en mobil frem fra lommen i sin cardigan. ”Det her skal mine veninder se. De bliver bare så misundelige!” Hun strakte

armen ud og proppede næsten mobilen helt op i ansigtet på mig. Så begyndte hun at tage

billeder med blitz og det hele.

”Det skal så meget på Instagram, det her!”

jublede Bamseline.

”Men det er umuligt,” gentog Bamsefar.

”Robotter kan ikke græde … altså medmindre …”

Nu kiggede han skarpt på mig. Så sagde

han:

”Hvilken model er du?”

”Model …” stammede jeg.

”Hvilket modelnummer?” bjæffede han.

Modelnummer? Hvor havde jeg hørt det

før? Jo, ægteparret på børnehjemmet fra i går. Men hvilket nummer var det nu. Var det ikke …

”Modelnummer!” sagde Bamsefar skarpt.

”1708!” Det røg bare ud af mig – så håbede

jeg blot, at jeg huskede rigtigt. Det gjorde jeg tilsyneladende, for han smilede forundret.

”Robobarn 1708-modellen … imponerende!” Bamsefar vendte sig mod sin

Bamseline. ”De har sendt os en prototype, Bamseline! 1708’eren kommer ikke i almindelig handel før om to år!”

”En pro-to-type!” Hun smagte på ordet. ”En prototype … det er fantastisk, Bamsefar.”

”Ja ja, når man beder om topmodellen, så får man topmodellen!”

”En prototype,” gentog Bamseline glædestrålende og gentog: ”Ha! De bliver bare så misundelige!” Straks begyndte hun at fumle med sin mobil igen. På dette tidspunkt var Bamsefar så ophidset, at han ikke kunne stå stille. Han gik rundt omkring mig i cirkler og stirrede på mig. Snusede endda til mig! Han hev efter vejret og sagde:

”Gad vide, hvad den ellers kan!”

Han fortsatte med at gå i cirkler, mens han stirrede mig ind i ansigtet med et granskende blik, som om jeg gemte på alverdens hemmeligheder. Han var faktisk så opslugt, at han glemte at se sig for. Han glemte i hvert fald at se, hvor han trådte. For pludselig kom han til at træde på noget, der gav en

fælt knasende lyd fra sig. Straks lød der et brøl fra Henrik:

”Ej, for nederen, far. Mine briller! Mine virtual reality-briller!”

Bamsefar standsede brat. ”Ups, upsedasse, klodsede mig! Er der sket noget?”

”Sket noget!” råbte Henrik ophidset og samlede brillerne op. De var knækkede, og det ene brilleglas var gået itu. ”Om der er sket noget. Se selv!”

”Ja ja, måske skal du også have en pause fra alt det der virtual reality …” prøvede Bamseline. Men Henrik hvæsede:

”Pause! Jeg kan sgu da ikke bare holde pause midt i spillet!”

”Nej, nej, selvfølgelig da ikke!” pippede Bamseline. ”Vi køber da bare nogle nye, min skat!” Bamseline fingererede igen med sin perlekæde. ”Så er alt godt igen, ikke?”

”Ja vi gør! Og det skal være lige nu!” Henrik stampede i gulvet. Så rakte han en flad hånd frem. ”Hit med nogle penge, så jeg kan købe dem … lige nu.”

Bamsefar sukkede. ”Ja ja da, selvfølgelig, min dreng.” Han kiggede på mig. ”Storebror!

Følg med!”

”Jeg følger med,” sagde jeg. Og det gjorde jeg. Vi gik ud af værelset og ned ad gangen. Mit hoved gjorde stadig ondt, og det dunkede stadig i kæben, hvor robotten havde ramt mig. Jeg forstod nu, at jeg havde begået en frygtelig fejltagelse. At stikke af fra børnehjemmet og finde en rigtig familie lød jo som en fin plan. Det var en fin plan. Og planen var for så vidt gået fint. Jeg havde jo allerede fået en familie. En far og en mor! Men … men jeg forudså ikke, at min nye familie var splitterravende vanvittig! Og at familiens ægte dreng var psykopat. En mega voldspsykopat, som nød at pine robotter!

Hvis jeg blev her hos Bamsefar, Bamseline og Henrik, ville jeg indenfor kort tid komme til at ligne Robbi. Et forslået nervevrag med afrevne lemmer og ødelagte øjne!

Én ting stod klart. Jeg måtte hurtigst muligt væk herfra.

For enden af gangen – lige før trappeafsatsen – stoppede manden op og fiskede nogle nøgler frem. Han åbnede en dør. Her gik vi ind. Vi befandt os nu i et kontor. Her lugtede svagt af cigarrøg. Midt i rummet stod et skrivebord, hvorpå der lå forskellige papirer bredt ud. Bamsefar gik direkte hen til et maleri, som han løftede ned fra væggen.

Bag maleriet gemte sig et pengeskab, som var bygget ind i væggen. Det var det største pengeskab, jeg nogensinde havde set. Det var også det eneste pengeskab, jeg havde set … sådan i virkeligheden. Men alligevel – altså et monsterstort pengeskab! Bamsefar drejede på en skive på pengeskabets dør. Der lød et par svage, tørre klik, da låsemekanismen gled i hak. Så drejede han på et håndtag og åbnede døren. Døren var tung; Bamsefar

måtte bruge alle kræfter. Døren gled op med en skurrende lyd.

Da jeg så, hvad der gemte sig indeni pengeskabet, var jeg lige ved at besvime.

Penge! Ja, selvfølgelig er der penge i et pengeskab! Men her var altså seriøst mange penge. Vi snakker stakkevis af penge i høje bunker! Absurd mange penge. Jeg snappede efter vejret, mit hjerte hamrede pludselig løs, som om jeg havde løbet en maraton.

Nu vendte Bamsefar sig mod mig og spurgte:

”Hvad koster Henriks VR-briller?”

Hvorfor spurgte han mig? Jeg havde lyst til at sige: Aner det ikke! Men så kom jeg igen i tanke om manden, som besøgte rektor på børnehjemmet i går. Eller rettere, jeg kom til at tænke på det, som rektor havde sagt til manden:

En robot, der trådløst er koblet til internettet hele tiden … den kan jo ganske rigtigt svare på alt …

Manden stirrede utålmodigt på mig. Han forventede et svar. Lige nu.

”17.999 kroner!” Svarede jeg. Uden at ane,

om jeg havde ret. Jeg tænkte, at det i hvert fald måtte være nok.

”Godt,” sagde manden. Han greb et bundt sedler i pengeskabet og gav dem til mig. ”Her er 20.000. Giv dem til Henrik. Sig han kan beholde resten.”

”Beholde resten,” sagde jeg og kiggede måbende på det tykke bundt pengesedler i min hånd.

”Ja …” Manden nikkede som for at sige, at nu var vi færdige, nu kunne jeg gå.

Jeg nikkede også og kvækkede igen: ”Beholde resten …”

Mens jeg gik tilbage til Henriks værelse, var der pludselig noget, der faldt på plads i min hjerne. Nu vidste jeg, hvilken familie jeg var havnet hos. Henriks far var William Verdi, forretningsmanden, som for nylig havde lanceret et helt nyt bilmærke. En bil, som naturligvis blot hed Verdi. Nu kunne jeg huske, at jeg havde set ham i en af deres reklamer. William Verdi, ja … selvfølgelig

havde Bamsefar en masse penge i sit pengeskab. Manden var en stenrig opfinder og forretningsmand!

SÅDAN DlRKER MAN EN LÅS OP

Henrik flåede pengene ud af min hånd og

råbte ned i sin mobiltelefon:

”Rasmussen! Kør bilen frem. Jeg vil ned i Total Electronics!”

Så forsvandt han.

Der var stille i værelset. Computerskærmene blinkede. For første gang var jeg helt alene, og der var ingen til at overvåge mig.

Jeg behøvede ikke at spille robot, før Henrik kom hjem igen. Jeg slappede af. Lod skuldrene synke ned.

Og dog, jeg var ikke helt alene. Med

rykvise skridt kom Robbi nærmere. Han

skrattede:

”Vi skal … skal slås?”

”Standby!” snerrede jeg. Og det gjorde

han. Hans bevægelser stoppede øjeblikkeligt.

Nu stod han fastfrossen som en statue og stirrede ud i luften.

Lige nu var det perfekte tidspunkt at stikke af på. Henrik var væk. Bamsefar og Bamseline – eller hr. og fru Verdi – var formentlig inde i stuen og drikke te … eller hvad stenrige millionærer nu får tiden til at gå med. For at flygte skulle jeg bare at snige mig forsigtigt ned ad trappen og ud ad hoveddøren. Bare væk fra denne vanvittige familie.

Men noget holdt mig tilbage. Pengene.

Pengene!

Jeg blev ved med at se pengene i pengeskabet for mig. Tykke, svedige bundter af funklende nye tusindkronesedler. Hvad hvis nu de penge kunne blive mine? Bamsefar var rig. Han skulle nok klare sig. De penge betød ikke noget for ham. Men for mig gjorde de en forskel. Jeg kunne bruge de penge på at skabe mig et helt nyt liv, langt væk fra familien Verdi, langt væk fra børnehjemmet! Jo

mere jeg tænkte over det, desto jo mere stod det klart for mig.

De penge skulle være mine. Og det skulle være lige nu.

Jeg sneg mig ned ad gangen. Forbi en dør, to døre, tre døre. Parketgulvet knirkede, jeg stoppede op med bankende hjerte. Men ingen hørte mig, ingen andre fodtrin end mine … ikke en lyd bortset fra et par stemmer langt borte. Ægteparret Verdi så tv nede i stuen. Perfekt!

Jeg forsøgte at åbne døren til kontoret. Men døren var låst igen. Selvfølgelig var den det. Havde jeg ikke selv set Verdi låse op, da vi var derinde tidligere? Kontoret var et rum, som blev holdt aflåst. Men det kunne der måske gøres noget ved … for robotter ved alt. Alt!

Jeg spænede tilbage til Henriks værelse. Stillede mig foran Robbi.

”Vågn op!”

Robotten vågnede, der kom liv i øjnene …

eller i hvert fald det ene øje, som var tilbage i robottens hoved.

”Hvordan dirker man en lås op?”

”Hvordan dirker man en lås op?” gentog robotten og fortsatte: ”Det kommer an på, hvilken type lås der er tale om.” Robbi begyndte at remse op: ”En lås med oval cylinder, rund cylinder, dråbeværk med stor vrider, dråbeværk med lille vrider …”

”Stop, stop!” sagde jeg. ”Kom med!”

Jeg gik hurtigt ud af værelset og ned ad gangen med robotten lige i hælene. Jeg pegede på døren til kontoret:

”Det er sådan en lås.”

”Det er sådan en lås,” gentog robotten og fortsatte: ”Låsen er en dråbeformet cylinderlås. En temmelig simpel mekanisme.”

”Hvordan dirker man den op?”

”En dråbeformet cylinderlås kan åbnes ved at ringe til en låsesmed. Der er 27 låsesmede i området. Skal jeg ringe til den første på listen?”

”Nej! Hvordan dirker man den op selv?”

”Man skal bruge et præcisionsbor. En låsesmed har sådan et bor. Der er 27 låsesmede i området. Skal jeg ringe …”

”Nej! Du skal ikke ringe til nogen!”

Robbi virrede med hovedet og stammede:

”Ikke … ikke … ringe …”

”Kan man bruge noget andet end et bor?”

”Man kan bruge en dirk til at åbne en dråbeformet cylinderlås.”

”En dirk, hvor får jeg …”

”En låsesmed har sådan en dirk. Der er 27 låse…”

”Nej, du skal ikke ringe!”

”Ringe … ikke …”

”Hvordan laver man en dirk?”

”Man kan lave en dirk ud af en hårnål. En hårnål af metal. Observer, der henvises til oplysninger hentet fra fiktion.”

Jeg stønnede. Det kan godt være, at robotter ved alt, men de er godt nok besværlige at snakke med.

”Hvad mener du med fiktion?”

”I Hollywoodfilmen Svindel på højt plan

laver hovedpersonen en dirk ud af en hårnål.”

Svindel på højt plan … den havde jeg aldrig set … men en hårnål …

Jeg bad Robbi stå standby. Så hentede jeg en hårnål fra badeværelset. Der lå en og flød ved siden af brusenichen. Jeg vækkede Robbi til live igen.

”Lav en dirk af denne her!”

Jeg rakte hårnålen til robotten. Han gik straks i gang med vride og dreje det lille stykke metal. Jeg sagde:

”Dirk døren op. Ligesom i filmen Svindel på højt plan.”

Robbi gik i gang. Og det virkede! Få sekunder senere var låsen brudt op. Vi gik ind i kontoret og lukkede døren bag os.

Nu gjaldt det bare pengeskabet!

Jeg fjernede maleriet, som dækkede over det indbyggede pengeskab. Så pegede jeg på låsen.

”Pengeskabet skal åbnes!”

”Pengeskabet skal åbnes!” gentog robotten. Men … så gik han ligesom i stå. Han stod lidt og blinkede med øjnene og rykkede lidt frem og tilbage med skuldrene.

”Jeg skal … åbne pengeskabet …!” sagde han igen, men tilføjede straks efter:

”Pengeskabet kan ikke åbnes … ukendt kode … ukendt kode!”

”Prøv!” kommanderede jeg.

Robotten forsøgte faktisk. Han begyndte at dreje løs på de to skiver med tal og streger. Der lød nogle tørre kliklyde. Han tog i håndtaget. Stadig låst. Han prøvede igen. Men intet virkede. Han rettede på dirken og prøvede igen. Og igen.

”Ukendt kode!”

”Prøv igen!” snerrede jeg.

Robotten prøvede igen. Men gav hurtigt op. Han sagde:

”Ukendt kode … låsen har 2,3453 millioner kombinationsmuligheder. Pengeskabet kan ikke åbnes. Ukendt kode.”

Inderst inde vidste jeg, at robotten havde

ret. Robotten havde samtlige informationer fra internettet til rådighed. Den kendte pengeskabet; den kendte låsemekanismens kombinationsmuligheder. Det ville være umuligt at afprøve flere millioner kombinationsmuligheder. Skulle jeg have pengeskabet op, måtte jeg skaffe koden. Der var ingen vej udenom.

Skulle jeg droppe det og bare flygte? Nej, der måtte være en måde af finde koden på. Jeg ville blive her og forsøge at aflure koden fra Bamsefar, selv om det betød, at jeg måtte spille robot et stykke tid endnu. Jeg måtte blive hos familien Verdi som nye storebror, indtil chancen bød sig.

I det samme hørte jeg hoveddøren springe op, og Henriks stemme buldrede i trappeopgangen.

”Jeg fik VR-brillerne, far! Med en fed opdatering. Så jeg købte to!”

Lynhurtigt forlod vi kontoret og gik tilbage til Henriks værelse.

HAKKEBØF MED BLØDE LØG

Henrik kiggede irriteret op fra sine VRbriller, da han fik øje på mig og Robbi. ”Standby!” råbte han.

Så måtte jeg stå stille, helt stille, mens Henrik spillede. Han spillede i mere end en time.

Jeg stod stille som en statue, og efter et stykke tid begyndte det at gøre ondt i leddene. Musklerne begyndte at gå i krampe, og jeg turde knap nok blinke med øjnene.

En flue kom og satte sig på min næse. Det kildede helt vildt. Nu kravlede den rundt

på min kind. Ned på mine læber! Ad! Jeg pressede munden tæt sammen; jeg skulle

ikke have fluen i munden. Men så satte fluen

kursen nordpå igen. Nu havde den tilsyneladende lugtet et eller andet indeni min

næse. For den kravlede i hvert fald ind ad det ene næsebor.

Dér gik grænsen. Uden i øvrigt at kunne stoppe det udstødte jeg et massivt nys.

Aaaaatju!!!

Fluen fløj ud af min næse og forsvandt.

Henrik fjernede sine VR-briller og høretelefoner. Han kiggede sig forundret omkring. Jeg fik travlt med at blive statue igen.

Henrik bestemte sig heldigvis for, at han alligevel ikke havde hørt noget. Straks efter fortsatte han spillet.

Pludselig dukkede Bamseline op i døråbningen.

”Vi skal spise, skat!” kvidrede hun.

Henrik fortsatte spillet.

”Heeeenriiiiik! Vi skal spiiiiise!”

”Ej, altså, hold nu kæft. Jeg er lige midt i et spil!” fnøs Henrik.

”Vi skal have din livret!”

Henrik stoppede spillet. Han rev VR-brillerne af hovedet.

”Hakkebøf?”

Moren nikkede: ”Hakkebøf med bløde løg, brun sovs og kartofler. Præcis som du elsker det!”

Hakkebøf … det var tilfældigvis også min livret.

Henrik kom lynhurtigt på benene og styrede hen mod døren.

”Hov, hov, har du ikke glemt noget?” spurgte Bamseline.

Henrik kiggede spørgende på hende.

”Dine brødre! Hele familien kommer med ved bordet, ikke?”

”Brødre. De er robotter, mor!”

”Dine brødre er en del af familien – de skal ikke føle sig udenfor!” Så vendte fru Verdi sig mod mig og robotten. Hun sagde:

”Vågn op!”

Jeg rettede mig op og stirrede på hende.

”Følg med!”

Spisestuen var lige så fornem som resten af huset. Spisebordet havde plads til mindst 12 personer. Hr. og fru Verdi havde allerede taget

plads, Henrik satte sig ved siden af Bamsefar. Robbi satte sig ved siden af Bamseline. Jeg tøvede lidt, indtil Bamseline pegede på pladsen overfor Robbi. ”Du kan sidde her!”

Jeg tog plads, og nu kom en tjener i smoking bærende på fade med mad. Hakkebøffer, sovs, kartofler og salat. Mine tænder løb i vand. Pludselig kom jeg i tanke om, at det var mere end tre måneder siden, at jeg havde

fået et rigtigt, solidt, hjemmelavet aftensmåltid – på børnehjemmet fik vi altid kun en masse klam havregrød.

Bamsefar gik ombord i maden, som om det var hans sidste måltid. Han skovlede kød, sovs og kartofler over på sin tallerken, indtil han havde samlet sig et bjerg af mad.

Så gik han i gang fra en ende af, og han smaskede højlydt undervejs i måltidet.

Da tjeneren hældte vin op til Bamsefar, kom han til at strejfe Robbis hoved med flasken. Det sagde klonk og gav et underligt

spjæt i robotten. Den rettede sig op og sagde unaturligt højt:

”Ukendt kode. 2,34564 millioner muligheder!”

Hverken Henrik eller hans forældre reagerede. De var tilsyneladende vant til, at Robbi sagde alt muligt underligt. Og de var alle tre dybt opslugt af deres mad. Ikke jeg. For hverken robotten eller jeg havde fået nogen tallerken – og derfor ingen mad! Min mave hylede af sult.

”Man kan åbne en dråbeformet cylinderlås uden et bor. Man kan lave en dirk af en hårnål!” Fortsatte Robbi. Hans tomme øjenhule slog gnister.

Hr. Verdi sukkede og rystede på hovedet. ”Altså den robot bliver da også mere og mere underlig.” Han tilføjede: ”Men det er jo også en gammel model.”

Robbi sagde: ”Ukendt kombination.”

Nu stirrede hr. Verdi mistænksomt på robotten. Jeg gav robotten et ordentligt los på benet for at få den til at holde kæft. Men det fik blot robotten til at vende sin opmærksomhed mod mig.

Den smilede bredt og vanvittigt. Den sagde:

”Vi skal slås?”

”Nej!” Udbrød fru Verdi. ”Ikke slås ved bordet!”

”Jo! Slås, slås!” jublede Henrik. ”Det er megagrineren, når de slås!”

”Nej!” sagde hr. Verdi. ”Nu skal vi have madro!”

”Slås, slås, slås!” fortsatte Henrik. Det hele blev for meget for robotten. Robbi kiggede forvirret fra den ene til den anden. Den gentog:

”Vi skal slås … vi skal ikke slås … vi skal slås … vi skal ikke slås …”

Nu var der noget helt galt med robotten. Den virrede med hovedet. Den drejede skiftevis hovedet mod fru Verdi og mod Henrik. Den kunne slet ikke holde op.

”Vi skal slås … vi skal ikke slås … vi skal slås … vi skal ikke slås …”

”Åh, for fanden, nu er skrotbunken gået i loop!” stønnede Bamsefar. Han rejste sig

gryntende og med stort besvær. ”Jeg nulstiller ham!”

”Vi skal slås … vi skal ikke slås … vi skal slås …” Robotten fortsatte. Robbi var gået fuldstændig i selvsving.

Nu kom Bamsefar over til robotten. Han løftede robottens ene arm. Så følte han efter inde i armhulen på robotten og trykkede et eller andet ind, som sagde klik!

Straks holdt robotten op med at vrøvle. Den blinkede to gange med øjnene. Så sagde den:

”Goddag. Jeg er Techchild model 0709. Hvad kan jeg gøre for jer i dag?”

”Det var bedre,” sukkede Bamsefar

Det gav endnu et lille spjæt i Robbi. Han stammede:

”Mu… mus… musen so… sover!”

”Standby!” knurrede Bamsefar.

Robotten blev ubevægelig.

Hr. Verdi satte sig og skovlede mere mad indenbords. Så sagde han, med munden fuld af hakkebøf: ”Den robot skal snart til genbrug!”

”Altså det …” Fru Verdis hænder fandt

igen vej til perlekæden, som raslede, da hun fingererede med dem. ”Storebror er jo en del af familien … vi har jo så mange gode minder sammen …”

”Jo, men nu har vi jo en ny storebror,” sagde hr. Verdi. ”Topmodellen!” Han pegede på mig. ”Model 1708!”

”Som kan græde,” sagde Henrik. ”Jeg vil se det igen!”

Og så, uden at jeg så det komme, skete der noget helt utroligt smertefuldt. Henrik greb sin gaffel og jog den lige ned i min hånd!

Først fattede jeg det ikke. Jeg sad der i en brøkdel af et sekund og tænkte: Det her sker ikke. Der er ikke en gaffel i min hånd. Det er der ikke, for det gør slet ikke ondt.

Men så kom smerten.

Det var en smerte, som jeg aldrig før havde prøvet magen til. I hvert fald ikke siden dengang jeg var lille og faldt af cyklen og brækkede en arm. Men det var fire år siden.

Jeg havde glemt, hvor slemt det er, når noget gør sådan rigtig nas for alvor.

Gaflen sad solidt plantet i min håndryg. Blodet piblede frem. Smerten jog som et lynnedslag op gennem min arm og eksploderede i min hjerne. Tårerne piskede frem i mine øjne. Og jeg skreg.

”Se, hvor han piber!” jublede Henrik. Og jeg jamrede mig.

”Ej, helt ærligt,” sagde Bamseline forfjamsket. ”Du skal da ikke lege med din robot, mens vi spiser, Henrik!”

Bamsefar kiggede igen forbløffet på mig.

”Så livagtigt! Se, hvordan han jamrer sig. Som om han … virkelig føler smerten.”

Ja, gu føler jeg da smerten, havde jeg lyst til at skrige.

Men så var jeg jo blevet afsløret.

”Og han bløder, så det ligner rigtigt blod,” sagde Henrik og pegede.

”Topmodellen!” buldrede Bamsefar. ”Helt fantastisk.”

Jeg fik revet hånden til mig, så gaflen faldt ud. Jeg tog en stofserviet og bandt rundt om hånden som en bandage. Det dunkede vildt

i hånden. Mit hjerte hamrede. Jeg forsøgte at få min vejrtrækning under kontrol.

”Utroligt livagtigt …” gentog Bamsefar. Så knipsede han med fingrene og råbte: ”Er der flere hakkebøffer?”

Straks bar tjeneren mere mad ind.

Bamsefar skovlede endnu en portion på sin tallerken. Han skulle lige til at tage en bid, men så stoppede han og kiggede spørgende mig. Bamsefar kneb øjnene sammen. Han kløede sig i nakken og betragtede mig længe gennem sammenknebne øjne, som om han overvejede noget meget vigtigt og hemmeligt. Han sagde:

”Gad vide … nu, hvor det er topmodellen … nu, hvor han kan græde … måske kan han også …”

Så vendte han sig og råbte: ”Rasmussen! Kom straks med en ekstra tallerken – kniv og gaffel!”

Tjeneren dukkede næsten øjeblikkeligt op med en ekstra tallerken og bestik. Bamsefar

gav ham besked på at servere noget mad på min tallerken.

Der stod maden foran mig. En tallerken højt læsset med min livret. Den brune sovs. De bløde løg. Hakkebøffer! Det duftede himmelsk. Mine tænder løb i vand. Både hr. og fru Verdi stirrede forventningsfuldt på mig. Det samme gjorde Henrik. Endda tjeneren Rasmussen stod og ventede på, hvad jeg ville gøre.

Det dunkede i min hånd. Jeg havde ondt af mig selv. Så jeg gjorde det, jeg havde lyst til. Jeg spiste.

Reaktionen lod ikke vente på sig.

”Fantastisk … den spiser!” udbrød Bamsefar. ”Tænkte jeg det ikke nok!”

Henrik fandt sin mobil frem. ”Cool nok!”

sagde han og knipsede nogle billeder.

”De bliver så misundelige,” sagde Bamseline. Også hun fandt mobilen frem og tog billeder.

”Teknologi!” nikkede Bamsefar. ”Det er fremtiden!”

Mobilerne blitzede, og jeg spiste videre midt i al opstandelsen. At jeg kunne spise,

vakte et vældigt postyr. Men det var intet imod, hvad der skete lidt senere. Da skulle jeg nemlig skide.

ROBOTTEN KAN SKlDE

Jeg kunne mærke det rumle i maven, så snart

jeg havde spist op. Det var meget lang tid siden, jeg havde været på toilettet. Jeg havde hverken lavet stort eller småt siden i går eftermiddags, da jeg flygtede fra børnehjemmet. Nu kunne jeg faktisk slet ikke holde mig længere. Jo mere jeg tænkte på det, desto mere skulle jeg på toilettet. Og det skulle

være lige nu!

Heldigvis rejste Henrik sig også.

”Gå I bare med jer,” sagde Bamseline og nikkede til mig. ”Leg med Henrik!”

Jeg havde absolut ikke tænkt mig at lege med Henrik. Hver gang Henrik legede med mig, blev jeg næsten slået ihjel. Mit hoved

gjorde stadig ondt, og smerten dunkede i min hånd. Men jeg rejste mig hurtigt og gik

i samme retning som drengen. Altså ud af spisestuen, hen til trappeopgangen og op på første sal. Men i stedet for at følge efter Henrik og Robbi til Henriks værelse drejede jeg ind på badeværelset.

Jeg lukkede døren efter mig. Der var ingen nøgle. Så jeg kunne ikke låse. Det havde jeg ikke tid til at bekymre mig om, for nu skulle jeg virkelig af med noget.

Jeg havde kun lige slået verdens klammeste prut og lavet en megalort, der sagde sjask i toilettet, da jeg hørte et råb:

”Stoooorebror!”

Det var Henrik, som ledte efter mig.

”Vi skal have en ny fight!”

Åh nej …

I det samme svang døren op.

”Storebr…”

Henrik stivnede. Han stirrede målløst på mig, som om han havde set et spøgelse.

Sådan stod han helt stivnet i et par sekunder.

Så forsvandt han igen. Straks efter var der trin på trapperne. Nu kom både Henrik samt

Bamsefar og Bamseline til syne i døråbningen.

”Se selv! Det er sgu ikke engang løgn!”

jublede Henrik og stirrede på mig med skinnende øjne: ”Robotten kan skide!”

”Næh, dog!” udbrød Bamseline og klappede hænderne sammen i ren fryd. ”Og det lugter også af prut, hihi!”

”Den teknologi, altså! Topmodel!” grinede Bamsefar.

Og så, som på kommando, hev de alle deres mobiler frem.

”De bliver bare så misundelige …”

”Totalt tjekket …”

”Utrolig livagtigt … den skider helt ægte.”

Sådan sad jeg og kunne ikke røre mig, mens familien Verdi fotograferede og optog video af mit toiletbesøg. De tog en masse billeder, som de ivrigt postede på sociale medier. Dernæst forventede jeg egentlig, at de ville gå. Men både Henrik og hans forældre blev nysgerrigt stående for at se, hvad jeg nu ville finde på.

Jeg kunne ikke finde på noget. Andet end at sidde bomstille. Jeg skulle i hvert fald ikke rejse mig op … så de også kunne fotografere … du ved nok. Men endelig forstod jeg, hvad de ventede på, for da sagde Bamseline:

”Altså det er så spændende, ikke … spændende at se, om de også har programmeret ham til at tørre sig … med ægte toiletpapir.”

”Ja, det ville være prikken over i’et,” mente Bamsefar.

Okay, hvis det var det, der skulle til. Jeg greb noget toiletpapir og begyndte at tørre mig. Igen begyndte hele familien Verdi at tage billeder. Jeg blev fuldkommen blændet og rundtosset af deres blitzlys.

Bamseline udbrød glædestrålende: ”Se, toiletbilledet har allerede fået 77 likes!”

Efter den monsterstore ydmygelse på toilettet var jeg begyndt at overveje, om min plan var det hele værd … men pengene … pengene, for helvede! Og heldigvis skulle jeg ikke udholde mere den dag. For efter aftensmad – og

toiletbesøg – brugte Henrik resten af aftenen på at spille på sine VR-briller. Og denne gang var jeg snu. Lige netop som han sagde ”standby” til Robbi og mig, fik jeg anbragt mig i en sækkestol. Det var let at lade, som om jeg ligesom helt automatisk gled bagover som en statue og blot blev grebet af den bløde, lækre sækkestol af sort læder. På den måde kunne jeg ligge ned og slappe af.

Da jeg lå ned, mærkede jeg hurtigt en behagelig døsighed sprede sig i kroppen. Det var anstrengende og stressende at spille robot. Nu, hvor jeg endelig faldt til ro, mærkede jeg mine øjenlåg blive tunge. Jeg mindede mig om, at jeg absolut måtte holde mig vågen. Senere, når alle de andre sov, ville jeg finde koden til pengeskabet. Måske var den gemt et sted på kontoret. Skrevet ned på en lap papir gemt i kontorskuffen. Eller skrevet ned inde i en af bøgerne på reolen?

Jeg mærkede knap nok, at mine øjne blev tunge. Jeg faldt i søvn, og jeg sov så dybt, at

jeg ikke vågnede resten af natten. Da jeg endelig slog øjnene op, var det blevet morgen. Og det var tid … til at komme i skole!

ROBOTPlGEN

Bamseline tog flere billeder af mig, mens jeg spiste morgenmad. Henrik og Bamsefar havde vist allerede vænnet sig til, at jeg kunne spise.

”Se, storebror har fået mælkeskæg,” jublede hun og sendte endnu et billede på nettet.

”Hmmmm…” brummede Bamsefar, som sad bøjet over avisen.

”Godt så, Henrik,” sagde Bamseline og pakkede sin mobil væk. ”Din nye storebror tager med i skole i dag. Lyder det ikke bare hyggeligt?”

”Ej, hvor lamt!” snerrede Henrik. ”Det er så pinligt at have robotter med i skolen. Så ved alle i skolen, at I ikke kan få flere børn!”

Bamseline rødmede lidt. ”Storebror skal med i skolen, så han kan følge med … så han kan hjælpe dig med lektierne.”

”Det er vigtigt med lektierne, Henrik,” sagde Bamsefar gemt bag avisen.

Og sådan blev det.

Vi blev kørt hen i skolen af familiens privatchauffør, Rasmussen. Jeg kunne straks se, at det var en helt anden slags skole end den, jeg gik på før. Den her var meget finere. Alle børnene gik i jakkesæt, en slags skoleuniformer. Men det var faktisk okay. Jeg passede ind, da jeg stadig havde mit sorte jakkesæt på.

I klasselokalet var der faste pladser, så jeg anede ikke, hvor jeg skulle sætte mig. Men det fandt jeg ret hurtigt ud af. En lærerinde kom ind. Hun var ung, smilede meget og bad alle sætte sig ned. Så kiggede hun nysgerrigt på mig:

”Er du ny?”

Jeg nikkede og sagde med flad stemme:

”Jeg er ny …”

”Det er Henriks nye dims!” råbte en af drengene. Alle i klassen grinede.

”Åh, så du er slet ikke … du er en robot!”

Lærerinden blev straks rød i hovedet. Hun

mumlede: ”Jeg vænner mig aldrig til det …

og nu laver de dem uden hår!”

Så tog hun sig i det og sagde med høj

stemme:

”Den kan sætte sig ned på bagerste række.

Ned til de andre robotter.”

Ganske rigtigt. På bagerste række var der en hel række med borde, hvor der sad nogle

børn, som ikke var som de andre. Faktisk var de slet ikke børn. De var robotter; det var ret tydeligt. På bagerste række sad syv robotter.

To af dem var de helt tidlige modeller, hvor man ikke engang havde forsøgt at få dem til at ligne menneskebørn. De havde firkantede hoveder af metal. I stedet for øjne havde de små, lysende dioder. De fire andre robotbørn

så mere menneskelige ud. Mødte man dem på gaden, kunne man nemt lade sig narre. Deres metalskelet var betrukket med kunstig

hud; deres små bevægelser og ansigtsmimik

så overbevisende ud. Men det var deres blik,

der afslørede dem. Deres øjne så døde og kolde ud. De var maskiner, ikke mennesker. Og de så alt for rigtige ud. En af drengerobotterne havde et perfekt, ovalt ansigt, kort, lyst hår og isblå øjne. Der var noget alt for perfekt over ham, som om han lige var blevet pakket ud af æsken. Ikke en eneste fregne på hans hud, ikke et eneste øjenbryn, som sad og strittede blot det mindste.

Men ud af de syv på bagerste række var der alligevel én robot, som skilte sig ud. En robot, som så ufattelig menneskelig ud.

Det var pigerobotten med det sorte hår.

Jeg måtte tvinge mig selv til ikke at stirre på hende. Jeg ville virkelig aldrig have gættet på, at hun var robot. Jeg mener, hun var godt nok perfekt at se på, ligesom drengen ved siden af hende. Hendes lange, sorte hår var ordnet i en fuldendt fletning, som kunstfærdigt var bundet op i en avanceret … fuglerede … eller hvad man kalder det. Hendes tøj var nyt og uden en eneste krølle eller rynke. Men der var noget ved hendes ansigt.

Hun var smuk, hendes ansigt perfekt ovalt, og øjne, næse og mund sad, hvor de skulle. Men det var ikke det! Det var mere et særligt glimt i hendes øjne. En umærkelig krusning af læberne. Som om hun morede sig over et eller andet, som ingen andre havde lagt mærke til. Og da hun kiggede direkte på mig, var jeg sikker på, at det, hun morede sig over, var mig!

ROBOTTER VED lKKE ALT!

Første lektion var historie. Den unge, smilende lærer fortalte om Christian d. 4. og krigene mod Sverige i gamle dage. Nogle af børnene havde forberedt et oplæg om svenskekrigene, hvor de fortalte om forskellige slag mellem svenskere og danskere – slag, der fandt sted både på Sjælland og i Skåne. Skåne, som dengang for 400 år siden var en del af Danmark. Det var spændende, og jeg lærte en hel masse, som jeg ikke vidste i forvejen. Men så skete det. Et af børnene kom til at sige noget forkert i deres fremlæggelse. Læreren stoppede ham og sagde:

”Hov! Lige en lille ting. Du sagde, at Christian d. 4. blev kronet, da han var 20 år

gammel. Men det er faktisk ikke rigtigt … kan du huske det rigtige svar?”

Drengen rystede på hovedet. Læreren vendte sig mod de andre børn i klassen.

”Er der nogle, som kan hjælpe?”

Tavshed.

Ingen rakte hænderne i vejret.

”Godt så,” sagde læreren og nikkede ned mod os på bagerste række. ”Så må vi spørge en af robotterne. For robotter ved jo alt det, som I andre har glemt!” Hun sendte et drillende blik rundt i klassen.

Hun var faktisk en god lærer, og jeg kunne godt lide hende. Det vil sige, jeg kunne lide hende, indtil hun pludselig pegede direkte på mig og sagde:

”Den der kan få lov at svare! Den nye robot! Hvor gammel var Christian d. 4., da han blev kronet?”

Alle vendte sig mod mig. Alle var vant til, at robotter kunne svare på alt – lige med det samme … som i straks! Nu!

Panikken greb mig. Jeg blev iskold over hele kroppen. Hvad skulle jeg gøre? Bare gætte? Bare slynge et tal ud? Jeg anede det

jo ikke. Bare for at fylde tavsheden ud sagde jeg:

”Christian d. 4. … blev kronet, da han var …”

Jeg ledte efter svaret i hjernen. Men der var intet svar at finde. Ikke så mærkeligt. Det var et ikke et emne, vi havde haft om hverken på min gamle skole eller på børnehjemmet.

”Christian d. 4. …” stammede jeg.

Jeg havde bare lyst til at løbe langt væk.

“Christian d. 4.” gentog jeg. “Christian d.

4. Blev kronet. Christian d. …”

”Systemanalyse!” udbrød den sorthårede pigerobot ved siden af pludselig. Hun stirrede på læreren og sagde: ”Melder, at Techchild-robotten er gået i loop!”

Læreren rystede på hovedet. ”Ja, jeg aner ikke, hvad det betyder.”

”Nulstilling og genstart er påkrævet!” sagde pigen.

Så rejste hun sig. Tog fat i min arm og rodede rundt i min armhule. Det kildede helt vildt; jeg måtte tvinge mig selv til ikke

at grine. Pigen bøjede sig ind mod mig. Idet hun trykkede mig i armhulen en sidste gang, lavede hun et højlydt klik med munden. Hun gjorde det med hovedet vendt bort fra de andre, så de ikke kunne se, hvor lyden kom fra. Hun hviskede lynhurtigt til mig:

”Svaret er 19. 19 år, sig det!”

Så rettede hun sig op og sagde til læreren.

”Techchild-robotten er genstartet og online igen!”

”Altså … den teknik!” Læreren smilede.

Så sagde hun:

”Okay, den nye robot, vi prøver igen: Hvor gammel var Christian d. 4., da han blev kronet?”

Jeg svarede øjeblikkeligt og uden tøven:

”Christian d. 4. var 19 år, da han blev kronet.”

Jeg blev heldigvis ikke spurgt om noget resten af timen. Jeg brugte tiden på at stirre

direkte ud i luften og se absolut robotagtig ud. Det havde været tæt på. Jeg var næsten

blevet afsløret. Hvis ikke den sorthårede robotpige havde hjulpet mig … men … hvorfor havde hun hjulpet mig?

Det ringede ud.

Alle rejste sig. Midt i larmen hviskede den sorthårede robot til mig:

”Mød mig i pausen bag cykelskuret!”

SANDKAGE

Men jeg nåede aldrig at møde robotpigen i frikvarteret. Straks da det ringede ud, var der en høj fyr, som piftede højt og gennemtrængende. Nu stimlede alle drengene sammen om ham. Ham, som piftede, havde en fodbold under armen. Han lod selvsikkert blikket glide hen over flokken af drenge. Han pegede pludselig på en af dem og

sagde:

”Jacob er førstevælger i dag!”

Så lod han blikket vandre videre:

”Og … Alex er andenvælger!”

Jeg stod på afstand og fulgte med bare sådan af gammel vane. Det hele foregik som på min gamle skole. Jacob og Alex gik i gang med at udvælge hver deres spillere efter tur.

En efter en blev drengene valgt. Der var det

sædvanlige brok fra nogle af drengene, der mumlede ting som:

”Feje hold, mand … Jacob får alle de gode …”

Eller:

”Jacob og Henrik var også på hold i går …”

Men den høje dreng med fodbolden under armen var ikke til at rokke. Han lod Jacob og Alex fortsætte. Og de fortsatte begge to, indtil der kun var én eneste dreng tilbage. Henrik.

På det tidspunkt så Henrik om muligt endnu mere sur ud, end han plejede. Hans mund var blevet til et omvendt U, og øjnene lynede.

Det var Jacobs tur til at vælge. Men han stod bare drillende og stirrede på Henrik –den eneste, som var tilbage at vælge.

”Kom nu, mand. Få det nu overstået,” hvæsede Henrik.

”Okay, okay …” sagde Jacob. ”Min tur til at vælge … og jeg vælger … dig!”

Men Jacob pegede ikke på Henrik.

Han pegede på mig!

Jeg stivnede. Måske havde jeg misforstået.

”Ja, dig! Henriks robot! Kom så. Lad os se, hvad du duer til!”

De fleste grinede. En mumlede:

”Nederen, mand, at blive valgt sidst … efter en robot!”

En anden dreng grinede. ”Ja, robotter er elendige til fodbold.”

Henrik sendte mig et dræberblik.

”Okay …” sagde Alex tvært: ”Jamen så vælger jeg Henrik.”

Drengen med bolden piftede igen. Så kastede han bolden ind i boldburet.

”Spil!” brølede han.

Og så var vi i gang. Bolden var givet op. Hele flokken tonsede ind i boldburet. De første par minutter var rent kaos. Bolden blev hamret hid og did. Der var ikke aftalt, hvem som spillede forsvar, angreb eller stod på mål. Men efter et stykke tid begyndte det

alligevel at fungere. Uden at det blev sagt højt, fordelte vi nogle pladser på mit hold. Én

røg på mål, én stillede sig i forsvar, og et par stykker gik i angreb. En af dem var mig.

Jeg har måske ikke fået det fortalt, men jeg er faktisk god til fodbold. Temmelig god, hvis jeg selv må have lov at sige det. Det varede ikke længe, inden jeg havde scoret det første mål. Jeg havde nemlig set, at de andres angriber tog for lange driblinger. Så i stedet for at gå hårdt i ham holdt jeg mig lidt tilbage. Ventede til det øjeblik, hvor han forsøgte at trække forbi mig. Men han lagde bolden alt for langt foran sig. Jeg pillede den til mig med skosnuden, driblede den imellem hans ben, løb forbi og hamrede den i mål.

Mine holdkammerater jublede. Der var en af de andre, som klappede Henrik på skulderen og råbte:

”Sej robot … er det en ny model eller hvad?”

”Hold kæft!” skreg Henrik og slog drengens hånd væk.

Nu gav det andet hold bolden op, og Henrik røg i angreb. Han kom driblende

med bolden lige imod mig. Men Henrik var elendig til fodbold. Jeg kunne bedre og bedre forstå, hvorfor han var blevet valgt sidst. Han havde overhovedet ikke styr på bolden, og hans driblinger var skiftevis for korte, for lange og for usikre. En enkelt gang var han ved at snuble over bolden. Det blev

ikke bedre af, at han nu var fuldstændig rasende.

Jeg stod helt roligt og betragtede hans spil, mens han nærmede sig. Der var ingen tvivl om, at det ville blive hamrende nemt at snubbe bolden fra ham.

Men da Henrik var få meter fra mig, stoppede han op og lagde bolden død. Så kiggede han på mig med et triumferende blik og råbte: ”Standby!”

Jeg skulle lige til at gå efter bolden, da jeg huskede, hvad jeg skulle forestille. En robot. En robot, som adlød de kommandoer, der blev slynget ud.

Jeg stoppede. Jeg stivnede som en statue.

Henrik fortsatte forbi mig. Han gav en af forsvarsspillerne et skub, mosede sig ind mod målet og scorede.

Det andet hold jublede.

Vores hold protesterede.

”Snyyyyyd!” blev der råbt.

”Det er ikke fairplay!” sagde Jacob. Han vendte sig og appellerede til den høje dreng, som havde sat spillet i gang. Drengen stod udenfor boldburet og betragtede optrinnet.

Han trak på skulderen og sagde: ”Hey, det var dig, som valgte en robot til holdet!”

”Det er nemlig rigtigt!” sagde Henrik triumferende. ”For han er kun en fucking robot. Men det fatter folk vist ikke helt!”

Henrik bøjede sig ned og greb en håndfuld grus.

”Se her …” Henrik vendte sig mod mig og brølede: ”Vågn op! Åbn munden!”

Jeg åbnede munden … jeg vidste, hvad der ville ske … men jeg havde intet valg.

Så proppede han gruset ind i munden på mig.

”Tyg på det, storebror,” vrængede han. ”Smager sandkagen godt?”

Han havde fået et vanvittigt skær i ansigtet. Nu vendte han sig mod de andre.

”Og ved I, hvad han også kan?”

Uden varsel slog han mig med knyttet næve lige i maven. Smerten var ufattelig

skarp. Jeg bøjede mig forover i krampe. Men Henrik greb fat i min nakke og tvang mig op.

Mine mavemuskler sved og brændte. Sandet sved i halsen. Smertetårer piblede frem af mine øjne.

”Han kan også græde … græde – er det ikke fucking for vildt!”

LlSTETYV OM NATTEN

Det ringede ind. Jeg spyttede gruset ud og tørrede mine øjne. De andre begyndte at bevæge sig hen mod indgangen. I mængden så jeg hende pludselig igen. Robotpigen med det sorte hår. Hun stirrede på mig. Denne gang var der intet drillende eller smilede i hendes blik. Hun kiggede bare på mig, og så rystede hun på hovedet, som om jeg var håbløs. Som om jeg havde gjort noget dumt. Mig! Når det hele var Henriks skyld?

Resten af skoledagen skete der ikke noget særligt. Heldigvis. Vi blev hentet af Rasmussen og kørte hjem i den store, sølvgrå

BMW. Det stod helt klart, at Henrik stadig var rasende på mig. Han stirrede på mig

med iskoldt had i blikket. Sådan sad han og skumlede et stykke tid, mens bilen gled næsten lydløst hen ad vejen. Endelig sagde han:

”Når vi kommer hjem, laver du lektierne. Du skriver stilen om svenskekrigene.”

”Jeg skriver stilen om svenskekrigene.”

Sådan blev det. Resten af den dag brugte Henrik bag VR-brillerne på et spil fyldt med eksplosioner og skrig – gruopvækkende lyde undslap hans høretelefoner. Imens skrev jeg hans stil. Jeg brugte en af Henriks tre computere.

Det er jo aldrig sjovt at lave lektier. Men det var endnu mindre sjovt at lave Henriks lektier. Hvorfor skulle han slippe så nemt?

Men jeg havde intet valg. Så jeg skrev hans stil. Jeg skrev og skrev. Om Christian d. 4., om Gøngehøvdingen, de danske modstandsfolk i Skåne, som blev kaldt ”snaphanerne”, og svenskernes konge Karl Gustav. Jeg slog op

på nettet og fandt en masse oplysninger, som også skulle med. Jeg skrev om Kalmarkrigen,

Den Nordiske Syvårskrig og Den Skånske Krig. Jeg var alene overrasket over det store antal krige mellem Danmark og Sverige fordelt ud over mere end 100 år! Det tog også 100 år at skrive stilen – eller sådan føltes det i hvert fald.

Men en ting var helt okay. At skrive stilen fik i det mindste tiden til at gå. Jeg var stadig opsat på at komme langt væk fra Henrik og hans mærkelige forældre. Men jeg ville have fingre i de penge, og det kunne først ske i nat. Så kunne jeg i ro og mag gå på jagt efter koden til pengeskabet, mens hele familien snorksov.

Ved aftensmaden var der heldigvis ingen, der tog billeder af mig. Heller ikke senere, da jeg gik på toilettet, hvilket naturligvis var en kæmpemæssig lettelse. Jeg mener, det burde være en menneskeret at kunne skide i fred … selv for robotter! Vi spiste vores svinekoteletter med pommes frites og salat – det smagte fantastisk, og jeg glemte næsten, at jeg skulle forestille at være robot. Men også kun

næsten. For en gang imellem stirrede Bamseline beundrende på mig og sagde: ”Sikke en appetit!” Hun sagde ting som: ”Spiser som et rigtig ægte barn! Se, hvor dygtig han er med kniv og gaffel. Det kunne du lære af, Henrik!”

Henrik skulede ondt, og Bamsefar gryntede bare og skovlede mad indenbords. Han smaskede løs og svarede med ord som ”topmodellen!” og ”prototype!”. Alt i alt var det en klar forbedring fra forrige aften. Jeg fik i det mindste lov til at være i fred, mens jeg spiste, og jeg fik ikke stukket en gaffel i håndryggen!

Den gode stemning holdt dog kun indtil slutningen af måltidet, hvor Henrik pludselig kiggede op fra sin mad og stirrede på mig med et stort, sultent smil dansende om munden.

”Nu ved jeg det!” sagde han halvhøjt med munden fuld. Han talte så lavt, at det mest var mig, som kunne høre det. ”Nu ved jeg, hvad der skal ske med dig!”

”Hvad siger du, skat?” spurgte Henriks mor. ”Mere mad?”

”Næ, jeg tænkte bare højt,” svarede Henrik. ”Jeg tænkte på, om robotten er … forsikret. Altså, hvis der nu skulle ske robotten noget – henne i skolen – eller sådan noget?”

”Selvfølgelig er den forsikret!” brummede hr. Verdi. ”Man bestiller jo ikke topmodellen uden at være fuldt forsikret – det er klart!”

Forsikret? Hvad mente han? Jeg forstår godt, hvad en forsikring er. Hvis ens hus brænder ned, får man penge som erstatning fra et forsikringsselskab. Hvis man kører og smadrer bilen, får man også penge. Hvis man altså har betalt penge hvert år til forsikringsselskabet. Men at robotter også kunne være forsikrede, det havde jeg aldrig tænkt på.

”Ja, det er klart – fuldt forsikret,” sagde Henrik og grinede.

Kort efter rejste vi os. Igen blev der sagt: Følg efter Henrik. Leg med Henrik.

Så jeg fulgte lydigt med Henrik og Robbi ned ad gangen og op ad trapperne til hans

værelse. Men Henrik ville ikke lege. Han snerrede bare:

”Du kan vente dig! I morgen! Bare vent!”

Så råbte han ”standby”, og jeg plumpede ned i sækkestolen igen. Men det var underligt. Henrik gik ikke i gang med at spille computer igen. Det vil sige, han sad ved computeren, men han spillede ikke. Han sad meget koncentreret og arbejdede på et eller andet. Skrev lidt. Brugte musen. Skærmen var for langt væk. Jeg forstod ikke, hvad han foretog sig. Lavede han lektier? Og hvad betød det, at jeg ”bare kunne vente mig”?

Den aften sørgede jeg for at holde mig vågen. Denne aften måtte jeg ikke falde i søvn ligesom sidste nat. Da Henrik slukkede lyset på sit værelse, lå jeg med vidtåbne øjne og ventede på, at han skulle falde i søvn.

Der gik mindst en halv time. Nu kunne jeg høre på Henriks tunge åndedrag, at han var langt væk i drømmeland. Så var det nu! Nu ville jeg finde koden til pengeskabet.

Uden en lyd rejste jeg mig. Før jeg gik ud af værelset, lånte jeg Henriks lille, sorte lommelygte – den, som jeg havde lagt mærke til allerede i går – den lå og flød på hans skrivebord.

”Vågn op!” hviskede jeg til Robbi. ”Kom med!”

Med lommelygten i hånden gik jeg hen langs gangen til kontoret.

”Dirk låsen op!” sagde jeg.

Robbi rodede rundt i sin bukselomme efter dirken. I stedet hentede han noget frem, som lignede en lille uldtot.

”Mu… musen sover …”

”Ja ja,” hviskede jeg blidt. ”Det er fint. Musen sover. Det er nat. Find dirken i stedet for.”

Robbi vrøvlede lidt mere om musen, men til sidst faldt han til ro og dirkede låsen op.

Jeg bad robotten vente udenfor. Døren ind til kontoret knirkede, da jeg skubbede den op. Det lød højt og faretruende i mørket. Mit hjerte hamrede, jeg stoppede op, holdt vejret, lyttede.

Ingenting. Huset var stille.

Forsigtigt, ganske forsigtigt, listede jeg ind på kontoret. Jeg tændte lommelygten og lod lyskeglen feje hen over rummet: maleriet, som skjulte pengeskabet, bogreolerne på hver sin side, skrivebordet … skrivebordet!

Jeg ville starte med at gennemsøge skufferne. Den første skuffe gled ubesværet op. En skuffe fyldt med gulnede papirer. Netop sådan et sted, hvor koden kunne ligge, skrevet ned på en lap papir eller kradset ned på en gammel kuvert!

Jeg skulle lige til at samle papirerne op og brede dem ud på skrivebordet for at undersøge dem. Men jeg stoppede brat midt i en bevægelse, for pludselig skar en stemme gennem mørket.

”Den er her ikke!”

Jeg gav et lille, underligt skrig af forskrækkelse og tabte lommelygten. Lommelygten

rullede ind under skrivebordet, men den sendte alligevel nok lys ud i lokalet til, at jeg

lige nøjagtigt kunne se, at jeg ikke var alene. Dér, i et indhak mellem to bogreoler, stod en person. Eller ikke en person. Men en robot. Det var robotpigen med det sorte hår – hende henne fra skolen.

STANDBY!

Robotten trådte nærmere. Hun så ikke spor

glad ud. Bestemt ikke. Hendes øjne lynede. Hun lignede en, der var meget, meget vred.

Jeg samlede lommelygten op. Lyste hende lige ind i ansigtet. Men robotten kom bare nærmere og nærmere. Jeg råbte: ”Standby”.

Men det havde absolut ingen effekt. Robotten

trådte bare helt hen til mig, smilede hånligt og

sagde: ”Standby? Standby!” Nu grinede hun.

Først da fattede jeg det.

”Du … er ikke … du er … ligesom mig.”

”Arh, måske ikke helt som dig. Jeg har for eksempel lidt mere hår på hovedet og lidt

mere mellem ørerne.” Hun grinede hånligt.

Hun var åbenbart en af de typer, som griner

af sine egne vitser. Med ét blev hun alvorlig

og sagde:

”Du leder efter koden, ikke?”

Jeg trak på skuldrene. Jeg havde ikke tænkt mig at afsløre alt for meget.

”Jeg ved alt om pengeskabet, dit fjols.” Hun pegede hen på maleriet, som skjulte pengeskabet. ”Så indrøm det bare. Du leder efter koden til pengeskabet!”

Jeg nikkede bare.

”Men koden er her ikke. Jeg har ledt!”

”Den … måske ligger den i … soveværelset,” sagde jeg, bare for at sige noget.

”Du hører ikke efter! Jeg har ledt, siger jeg jo. Jeg har ledt overalt. Soveværelset, kontoret, køkkenet, spisestuen … og nu har jeg lige tjekket kontoret en gang til … jeg har ledt overalt.”

”Overalt …” Det svimlede for mig. ”Men det må jo have taget lang tid … det …”

”Det har taget 13 nætter for nu at være helt præcis,” snerrede pigen.

13 nætter!

Pigen fortsatte – nu lød hun endnu mere vred: ”Så du skal ikke tro, at du bare kan

komme valsende herind og nappe koden før mig, din … din … nybegynder!”

”Jamen jeg anede jo ikke …” Men pigen lod mig slet ikke forklare.

”Og hvad var det for noget pis henne i skolen? Fodbold! Hvorfor skulle du score mål og blære dig med, hvor god du er til fodbold?” Ordet fodbold blev sagt, som om det var en sygdom.

”Så god til fodbold er der ingen robotter, som er. Sig mig, ønsker du at blive opdaget?

Tænker du kun på dig selv?”

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Da først fodboldspillet gik i gang, satsede jeg bare 100 procent. Jeg havde ikke skænket det en tanke. At jeg burde spille dårligt. For man spiller jo for at vinde. Altid.

”Og hvis du bliver opdaget. Hvad så med mig? Tror du ikke, at de andre vil begynde at undre sig. Mon hende den sorthårede robot også er robot … eller lader hun også bare som om? Har du tænkt på det!”

”Næ, det har jeg ikke!” Nu var jeg også

begyndt at blive vred. For hvad bildte hun sig egentlig ind. ”Jeg troede jo, du var en robot!”

Pigen rystede bare på hovedet. ”Du er lige så dum, som du ser ud! Skaldepande!”

Uden at vente på et svar vendte hun sig om og åbnede vinduet. Hun sendte mig et sidste vredt blik og råbte:

”Hold snitterne fra pengeskabet. Det tager jeg mig af!”

Så hoppede hun ud ad vinduet! Jeg fór hen til vinduet og nåede lige at se, hvordan hun landede på terrassen nedenunder. Hun hoppede fra første sal og landede i et rullefald. Uden hverken at ømme sig eller tøve rejste hun sig op og satte i løb hen over græsplænen med kurs mod indkørslen. Hun sprintede ud gennem den åbne port og forsvandt ned ad vejen.

Jeg lukkede vinduet. Jeg kiggede mig omkring i kontoret endnu en gang. Det gav ikke mening at lede efter koden. Jeg troede på

hende. Pigen løj ikke. Hun havde helt sikkert ledt overalt – og mere end en gang. Koden var her ikke.

Hvad nu?

Pigens ord gav ekko i mine ører:

Pengeskabet tager jeg mig af …

Nu hastede det altså. Hvis jeg skulle have fat i Bamsefars penge, skulle jeg finde på noget i en fart. Før pigen med det sorte hår kom mig i forkøbet.

DlGlTALlS

Jeg sov dårligt resten af natten. Det bekymrede mig selvfølgelig, at koden måske slet ikke var skrevet ned og gemt i huset. Og jeg begyndte også at gruble over, hvad Henrik havde planlagt. Han havde gang i et eller andet … som helt sikkert var dårligt nyt for mig. Men hvad det var, fandt jeg først ud af henne i skolen.

Første time var biologi. Læreren var en tynd, langhåret fyr med runde briller og hule kinder. I dag skulle det handle om planteriget.

Det var i hvert fald et emne, som jeg vidste noget om. Min far og mor havde en planteskole, så jeg er nærmest vokset op i et drivhus. Læreren fortalte, at det skulle handle om planter, mennesker kan drage direkte

nytte af. Nytteplanter, som kunne spises, bruges til tøj, medicin eller til at bygge med. Læreren skrev ordet NYTTEPLANTER med store bogstaver på tavlen.

”Godt så! Hvilke nytteplanter kender vi?”

Der blev dyb tavshed et øjeblik. Jeg var lige ved at række hånden i vejret. Men pigen med det sorte hår sendte mig et vredt blik. Så kom jeg i tanke om det, hun havde sagt. Det med ikke at blære sig eller vække opsigt.

Pludselig var der en, som rakte hånden i vejret og sagde: ”Korn!”

En anden sagde: ”Bananer!”

”Æbler!”

”Majs!”

”Nødder!”

”Kartofler!”

Læreren skrev og skrev, indtil tavlen var helt fyldt. Så sagde han:

”Som I kan se, findes der faktisk masser af nytteplanter – hundredvis af nytteplanter.

Og I har kun lige nævnt de mest kendte og mest almindelige.”

Nu slukkede han lyset og tændte for projektoren.

”Derfor har jeg lavet en lille quiz. Jeg har nogle billeder af forskellige nytteplanter. Prøv at se, om I kan gætte, hvad det er.”

Nu viste han det første billede. De viste en grøn plante med nogle røde bær på.

”Kan I gætte den her? Af denne plante kan man lave noget, som I helt sikkert har hjemme i køkkenskabet. Ved I, hvad det er?”

Jeg så straks, hvad det var for en plante. Min far og mor havde haft sådan en busk i drivhuset – bare for sjov.

”Er det … tyttebær?” blev der gættet.

”Nej, det er en kaffebusk!”

Læreren forklarede om kaffebusken, dens røde bær, som senere blev tørret, ristet og kværnet, så de endte som sort kaffe. Han fortsatte og viste flere billeder. Billeder af bomuldsbuske, kakaobuske, oliventræer, tebuske, grønkål, rabarber og squash. Han

viste også billeder af forskellige kornsorter. Han spurgte:

”Hvem kan se, hvilken kornsort det her er? Den er meget almindelig i Danmark.”

Der var ingen, som svarede. Læreren ventede, så sagde han:

”Henrik! Har du et bud? Måske er det noget, som du spiser om morgenen?”

”Øh … guldkorn?” sagde Henrik og vred sig.

Hele klassen grinede. Henrik blev flammende rød i hovedet.

Læreren kunne næsten heller ikke undertrykke et smil.

”Nej … ikke helt. Men måske kan vi få hjælp af din robot!”

Og så kiggede læreren direkte på mig. Jeg kendte svaret. Som søn af to gartnere kendte jeg til alle de planter, som læreren viste billeder af. Uden tøven svarede jeg:

”Havre!”

”Rigtigt!” sagde læreren og tilføjede: ”Fik du fat i det, Henrik?”

Henrik sendte mig et dræberblik.

Læreren havde nu fundet billedet af en

blomst frem. Den var gul, og den havde en klokkeagtig form.

”Hvem kender så denne blomst? Det er en nytteplante. Men den giver os ikke mad. Den bruges som … er der nogen, som kan gætte det? Den bruges som medicin!”

Læreren spejdede ud over klassen. Så sagde han:

”Henriette! Ved du, hvad planten kaldes?”

Henriette, en pige med røde fletninger og ternet kjole, rystede bare på hovedet.

”Okay,” sukkede læreren. ”Så beder vi bare din robot om hjælp!”

Nu faldt lærerens øjne på bagerste række. Hans øjne faldt på pigen med det sorte hår. Hun var lige ved at afsløre sig selv. For i et splitsekund så hun panikslagen ud. Da vidste jeg det. At hun ikke kendte svaret. Pigen tøvede … lidt for længe … så sagde hun:

”Planten hedder … den hedder …”

Pigen forsøgte at få styr på sig selv. Ikke vise følelser. Men jeg kunne se, at hun kogte indeni.

”Planten hedder … den …”

Jeg lod hende stege et par sekunder endnu.

”Planten …”

Hun havde trods alt hjulpet mig i går. Derfor gjorde jeg gengæld. Jeg rejste mig og sagde med høj stemme:

”Systemanalyse! Melder, at Techchildrobotten er gået i loop!”

Så greb jeg pigens arm og løftede den i vejret.

”Nulstilling og genstart er påkrævet!”

Jeg løftede hendes højre arm højt i vejret.

Så pressede jeg en finger ind i hendes armhule. Jeg lavede kliklyde, så det lød, som om jeg havde presset en knap ind. Jeg hviskede ind i hendes øre:

”Digitalis.”

Så gav jeg slip på hendes arm. Pigen greb chancen. Hun virrede mekanisk med hovedet og sagde:

”Techchild-096 genstartet og online! Planten hedder digitalis.”

KAMP TlL DØDEN

Da det ringede ud, pegede Henrik på mig og sagde: ”Bliv!”

Så måtte jeg vente, indtil alle var gået ud. Da vi var alene i klasseværelset, nærmede han sig. Han gloede arrigt på mig, som om han skulle til at slå mig. I stedet greb han fat i kraven på mig og hvæsede:

”Fucking robot. Du tror, du er så klog, hva’!”

Han slap mig, så jeg tumlede et skridt bagover. Nu trak han et bundt papirer op fra tasken.

”Men nu er det slut med at spille smart, din latterlige skrotbunke.”

Han stak papirerne i favnen på mig.

”Gå ud i skolegården, og del dem her ud til dem fra 8. og 9. klasse – men kun til eleverne!

De voksne skal sgu ikke opdage noget.”

Jeg kiggede ned på papirerne. Nu forstod jeg, hvad Henrik havde arbejdet på foran computeren efter aftensmåltidet i går. Han havde lavet en plakat.

På plakaten så man to robotter, sådan nogle overdrevne, maskinagtige robotter, der stod overfor hinanden. Robotterne var midt i en slags boksekamp. Den ene robot slog ud efter den anden. Slaget ramte lige i hovedet. Den anden robot væltede bagover.

Teksten lød:

KAMP TIL DØDEN!

Tør du stille op?

Det er robot mod robot. Det foregår i Verdi-villaen kl. 17. Mød op til en kamp til døden!

En kamp til døden …

Jeg følte mig svimmel. Det her … det kan han da ikke mene? Eller kunne han …?

Er robotten forsikret?

Desto mere jeg tænkte over det …

Hvis der nu skulle ske noget … henne i skolen …

Jo mere blev jeg sikker på, at Henrik rent faktisk mente det her alvorligt. Dødsens alvorligt.

Nu skubbede han til mig og råbte:

”Hvad venter du på, din udbrændte dims! Skrub ud i skolegården, og del sedlerne ud. Nu!”

Det var nemt nok at komme af med sedlerne. Og de blev også læst. Især drengene så ud til at live op ved tanken om en robotfight. En kamp til døden. Flere af dem kom hen til Henrik og erklærede, at det var en vildt syg fed idé. Og det kunne de jo have ret i. Det var en syg idé. Men ikke på den fede måde. Men jeg må indrømme, at Henrik var god til at sælge konceptet. Han sagde til nogle af drengene:

”Og hør her: Det er hamrende ligegyldigt, om jeres robot bliver totalt smadret. De er jo forsikrede. Så I får bare en ny!”

”Tjekket nok!” var der flere af drengene, som mente.

Nu kom den sorthårede pige forbi. Hurtigt, mens ingen så det, snuppede hun et af papirerne og læste, hvad det handlede om.

Så lagde hun det tilbage i bunken. Hun

smilede bare og sagde:

”Så er du vist færdig, hva’ … nybegynder!

Du må hellere flygte, mens du kan!”

Men smilet stivnede, da der pludselig lød en høj, lys stemme henne fra gruppen af børn

omkring Henrik.

”Øj, hvor sejt, en kamp til døden!”

Det var Henriette i den ternede kjole og

fletningerne i håret. Det var hende, som ejede ”robotten” med det sorte hår. Henriette hvinede af fryd, da hun læste Henriks plakat.

Jeg kunne se pigen med det sorte hår stivne.

Nu lyttede hun opmærksomt, da Henrik

straks begyndte sin salgstale til Henriette:

”Jep, og pigerobotter kan selvfølgelig også

være med. Det gør det jo bare endnu sejere!”

Og så fortsatte han med at snakke om

forsikring og om, at hvis Henriettes robot gik i smadder, ville forsikringen bare betale for en ny. Denne gang smurte Henrik tykt på:

”Og du får sikkert den helt nye model ligesom mig. Topmodellen. 1708’eren. Prototypen! Den kan en helt masse ting, som din gamle robot slet ikke kan!”

”Hvad kan den?” spurgte pigen. Hendes øjne lyste af forventning.

”Den kan … den kan skide!” sagde Henrik og lo.

”Skide?” Pigen stirrede på ham med et vantro smil om munden. ”Skide! … Ej … du lyver!”

”Jo jo, den er god nok.”

”Skide! Sådan rigtigt? Det tror jeg altså ikke på!”

”Jo jo, og jeg kan bevise det!”

Åh nej, nåede jeg lige at tænke. Men så

skete det. Henrik kaldte på mig. Han råbte:

”Kom her!”

Og det måtte jeg så gøre. Jeg gik hen til Henrik. Han sagde: ”Stop!”

Jeg stoppede. Så sagde han, og nu kunne han næsten ikke lade være med at grine:

”Gå ud på toilettet. Gå ud og skid!”

Jeg havde mest af alt lyst til at slå ham meget hårdt i maven. Eller i hovedet. Eller losse ham over benet. Men så ville det hele være forbi, og jeg ville være opdaget. Så jeg gjorde, som der blev sagt. Og mens jeg gik hen mod toiletterne, råbte Henrik:

”Og du skal ikke lukke døren til toiletbåsen bag dig, forstået!”

Til de andre børn omkring sig sagde han:

”Kom, så skal I bare se!”

Og så skete det igen. Jeg sad på toilettet med publikum på. Der stod en hel flok mennesker og kiggede på. Men denne gang var det ikke Verdi-familien. Nu var det børn fra skolegården. De var åbenbart ligeglade med, at det var drengetoilettet. Der var også en masser piger, som havde stillet sig op for at kigge.

Og de kiggede ikke kun, de filmede og tog billeder med deres mobiler. Men i min ende

skete der ikke så meget. Jeg kunne slet ikke skide. Henrik blev utålmodig og råbte:

”Skid!”

Det gav et sæt i mig. Af bar forskrækkelse slog jeg en kæmpe prut.

”Sejt,” brølede en dreng.

”Og den lugter rigtigt!” hvinede Henriette.

Nu flimrede blitzlysene.

”Vent, vent!” sagde Henrik ivrigt. ”Han kan også tørre sig med toiletpapir!”

Og så måtte jeg tørre mig. Mange gange – før alle var tilfredse og havde fået deres billeder og videoer.

Da alle var gået, stod jeg og sundede mig et stykke tid ude på toilettet. Jeg havde det virkelig svært med at gå tilbage til klassen nu. På en pinlighedsskala fra 1 til 10, var dette et klart 12-tal. Jeg måtte virkelig fokusere på alle de mange rare penge i hr. Verdis pengeskab.

Pengene var det eneste, som forhindrede mig i at løbe langt væk.

Da jeg gik udenfor igen, stod den sorthårede pige og ventede på mig. Hun lagde en hånd på min arm. Hun sagde:

”Vi to skal snakke sammen!”

Jeg var virkelig ikke i humør til at snakke med nogen som helst. Så jeg rystede bare på hovedet og fortsatte med at gå. Men pigen gav ikke op. Hun fulgte efter mig. Hun trak mig endda i ærmet.

”Hey, hey, du, vent lidt!”

Men jeg fortsatte bare. Jeg rev armen til mig, så hun måtte slippe grebet i ærmet.

”Vent nu lidt, siger jeg!”

Jeg fortsatte med at gå. Og jeg gik og gik, men stoppede først, da hun pludselig sagde:

”Tak for hjælpen inde i klassen. Tak, fordi du gav mig svaret!”

Jeg vendte mig. Var stadig sur. På hende. På Henrik. På hele skolen. Hele verden faktisk.

”Hvordan vidste du, hvad planten hed? Er du … sådan … klog eller noget?” Hun

smilede og lagde ansigtet lidt på skrå. En lok af det sorte hår strejfede hendes kind.

”Jeg … jeg … øh …” Jeg orkede ikke at forklare hende om planteskolen. Så skulle jeg også forklare om far og mor og flystyrtet. Men heldigvis skiftede pigen lynhurtigt emne. Hun sagde: ”Vi bliver nødt til at samarbejde.”

Jeg brummede bare og skulede. Jeg var stadig sur og følte mig ydmyget over at måtte skide foran hele skolen.

”Lige nu handler det om at overleve, okay! Derfor må vi arbejde sammen!”

”Arbejde sammen?”

”Ja! For … Henriette … min ejer, hun stiller også op til dødskampen i eftermiddag. Hun er helt vild med idéen om, at jeg bliver totalt smadret, så hun kan få et nyt stykke legetøj. En ny robot, en ny model. En robot, som kan skide rigtigt!”

Pigen med det sorte hår så pludselig ikke særlig kølig og robotagtig ud længere. Der var et skær af frygt i hendes øjne.

”Det her overlever vi ikke. Ikke alene. Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden. Vi slår os sammen, okay?”

Jeg havde ikke brug for at tænke særlig længe over det. Det gav mening. Hvis Henriks gamle storebror næsten kunne slå mig ihjel med et enkelt slag, hvordan ville det så være at kæmpe mod en masse andre robotter, som måske var nyere og i bedre stand end Henriks ramponerede robot. Jeg sagde:

”Det er en deal!”

Pigen rakte en hånd frem. Jeg trykkede hendes hånd og sagde: ”Konrad.”

”Jeg hedder Alice,” svarede hun og smilede varmt. Jeg holdt hendes hånd lidt længere og sagde:

”Og pengeskabet, samarbejder vi også om det?”

Pigen tænkte sig om et par sekunder. Så nikkede hun.

Jeg sagde: ”Så vi deler altså pengene?”

”Pengene?” Pigen stirrede forbløffet på mig. Hun tilføjede: ”Det her handler sgu da ikke om penge?”

Nu var det min tur til at blive forvirret.

Pigen fortsatte:

”Det her handler om at få hævn!”

”Hævn?”

”Ja, hævn!”

I det samme ringede det ind.

100 PROCENT STENDØD

Resten af skoledagen gik uden flere problemer. Det vil sige, resten af dagen var der heldigvis ingen, som gloede på mig, mens jeg sked, tissede eller græd. Der var ingen, som tvang mig til at æde sand! Der var ingen lærere, som spurgte mig om noget, jeg ikke kendte svaret på.

I sidste time smuglede Alice en lille seddel ind i min hånd. Jeg læste den i smug. Der stod blot:

Mød mig i Verdis baghave efter skoletid. Det ringede ud; skoledagen var forbi. Da læreren var smuttet, råbte Henrik til de andre:

”Husk det nu. Robotkamp hjemme hos mig i eftermiddag. Mine forældre er ikke

hjemme. Vi har huset for os selv. Robotkamp til døden!”

Flere af de andre grinede, nogle råbte ting som klart nok, vi ses og I kan bare vente jer!

Pludselig var Henrik klassens mest populære og sejeste dreng. Hvordan var det lige sket? Henrik gloede ondt på mig i bilen på vej hjem. Han blev ved med at forklare, hvor død jeg var. At jeg var fucking 100 procent stendød om tre timer, når robotkampen til døden skulle afholdes. Om tre timer skulle jeg køres direkte til genbrug, forsikrede han mig om. Han fortalte, hvorfor mine chancer for at overleve var lig nul. De andre drenge planlagde nemlig de vildeste upgrades til deres robotter. Upgrades og ombygninger, som skulle forvandle deres robotter fra at være flinke robotbørn, der smilede pænt, var artige og lavede lektier, til at blive afsindige

dræbermaskiner uden nåde. Henrik planlagde også sådan en ombygning. Det var dog

ikke mig, som skulle opgraderes. Det var Robbi.

”Dræber… maskiner?” Det løb mig koldt ned ad ryggen.

”Nemlig! Dræbermaskiner. Og ikke sådan en forvokset støvsuger som dig!”

Henrik havde et komplet vanvittigt glimt i øjet. Jeg forsøgte at skjule min angst. For robotter bliver vel ikke bange? Robotter er ren logik og ingen følelser. Men indeni gøs jeg. Min mave knugede sig sammen, og jeg havde svært ved at trække vejret.

Da vi kom tilbage til Verdi-familiens palæ, bad Henrik chaufføren om at vente i bilen og holde motoren kørende. For han ville straks afsted igen. Henrik spurtede op ad trappen til sit værelse. Tog trappetrinnene i store hop, to trin ad gangen. Jeg fulgte efter, nysgerrig efter at finde ud af, hvad han havde gang i. Det føltes vigtigt at kende Henriks planer, hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at overleve kampen i eftermiddag.

Henrik gik ind på sit værelse og råbte:

”Robbi! Vågn op!”

Robbi rettede sig op og stirrede på Henrik. Robotten sagde: ”Robbi er vågen.”

”Robbi, kom!”

”Robbi er vå… vå… vå… vågen,” stammede robotten og tilføjede: ”Men mu… mu… musen sover. Musen si… si… siger ikke noget!”

”Hold nu kæft med den mus!” snerrede Henrik. ”Kom med. Du skal opgraderes!”

”Robbi skal opgraderes,” sagde robotten.

”Du skal opgraderes, så du bliver en vild og syg fucking dræbermaskine.”

Robbi stirrede forvirret på Henrik. ”Vild og syg … vild og syg?”

”Ja, så du kan slås!” råbte Henrik.

”Slås!” gentog Robbi og begyndte at gå over mod mig. Jeg tog straks et par skridt bagud.

”Ja! Lige præcis,” jublede Henrik. ”Men ikke nu. Først i eftermiddag! Kom så! Vi må ned til Total Electronics!”

”To… Total …” Med spjættende bevægelser fulgte robotten efter Henrik ud af værelset.

Henrik tøvede, vendte sig mod mig. ”Du bliver her, forstået!”

Han prikkede mig i brystkassen med en pegefinger og gentog: ”Du bliver her!

Ikke noget med at løbe væk før kampen!

Stand-fucking-by!”

ALlCES HlSTORlE

Henrik og Robbi kørte afsted mod Total Electronics. Men jeg havde ikke tænkt mig at gå standby. Jeg havde hørt nok om dræbermaskiner, sindssygt farlige opgraderinger og kamp til døden. Jeg havde i hvert fald fattet

én ting: Mig og Alice måtte langt væk fra det her hus, før Henrik kom tilbage.

Jeg løb ud af værelset og spurtede ned ad trapperne. Sikrede mig, at ingen så det. Så åbnede jeg lynhurtigt døren og gik udenfor.

Verdi-familiens baghave var ikke nær så pæn og friseret som forhaven. Den var fyldt med bærbuske, frugttræer og staudebede. Der var mange skyggefulde gemmesteder. Haven så ud til at være tom. Jeg vandrede lidt rundt, pludselig stak en arm frem fra en busk, rev fat i min bluse og hev mig ind i ly af bladene.

Alice stirrede på mig med et brændende blik. Jeg forklarede hende lynhurtigt situationen. At nu havde vi travlt med at komme væk, hvis vi ville overleve.

”Jeg ved ikke med dig,” sagde Alice roligt, ”men jeg skal ingen steder.”

”Jamen … fatter du ikke …”

”Jeg flygter ikke … for jeg vil have hævn!”

Nu var det anden gang, at Alice fablede om at få hævn. Men så kom forklaringen. Jeg lyttede til Alices historie. Hun fortalte, at hendes far og mor havde købt en Verdi-bil. Det var en helt ny model. Meget billig. Alt for billig skulle det vise sig. For bremserne svigtede. Faren og moren kørte galt i bilen, og det døde de af. Senere gik der rygter om, at flere andre Verdi-biler også havde problemer med bremserne. At det var en generel fejl. Alice ville havde fat i de tekniske rapporter, som beskrev problemet. Hemmelige rapporter lavet af Verdi-koncernen, som

– hvis rygterne talte sandt – lå i Bamsefars pengeskab.

Alice forklarede også, hvordan hun var endt med at gå i samme klasse som Henrik. Efter ulykken var hun tvunget til at bo hos sin fordrukne onkel, som var hendes eneste nære slægtning. Onklen boede mere end 200 kilometer væk i en kedelig, lille by. Det var et usselt liv. Hendes onkel brugte alle sine penge på sprut. Han beklagede sig altid over, at Alice kostede ham for mange penge nu, da han skulle købe mad og tøj til to personer.

”Hvis man altså kan kalde frosne færdigretter for mad,” sagde Alice hånligt.

En dag foreslog Alice, at de begge kunne lade, som om Alice var en robot. Så kunne hendes onkel blot sælge hende som en brugt robot. Han kunne endda få lov at beholde alle pengene fra salget. Det ville han tjene rigtig godt på.

”Hvorfor ville du ikke have pengene? Det fatter jeg ikke,” udbrød jeg.

”Ellers ville min onkel ikke gå med til det. Desuden passede det ind i min plan!”

Alice lavede en flyer med et billede af hende selv og teksten ”Brugt robot – billigt til salg!” og tilføjede hendes onkels mobilnummer. Så tog hun bussen her til Æblestien. Hun havde kopieret flyeren i 100 eksemplarer. Dem proppede hun i postkasser rundtomkring i hele kvarteret. Det ideelle var jo, hvis hun blev købt af William Verdi. Men det endte med, at det var en familie på en af de nærliggende gader, som købte ”robotten” af Alices onkel.

”Smart!” sagde jeg. For jeg syntes, det var vældig snedigt.

”Ja, det var smart nok. Ved at bo i området havde jeg god tid til at finde en måde at bryde pengeskabet op på og få fat i de hemmelige dokumenter. Hvis de papirer virkelig findes, så kommer Verdi i fængsel – og så har jeg fået min hævn!”

I det øjeblik så Alice næsten vanvittig ud – hun stirrede på mig med et vildt blik

i øjnene. Jeg blev nødt til at tale hende til fornuft igen.

”Men vi kan jo ikke blive her. Vi bliver slået ihjel, for helvede. Og så får du jo alligevel ikke hævn.”

”Slået ihjel? Det tror jeg ikke!”

”Jamen dræberrobotterne …”

”Tag det nu roligt,” sukkede Alice. ”Lad os nu gribe det logisk an. Lad os først finde ud af, præcis hvad Henrik planlægger, okay!”

Hun ventede ikke på mit svar, men tilføjede:

”Vi må ned og se, hvad der sker!” sagde Alice ophidset.

”Hvor?”

”Ja, ned til Total Electronics selvfølgelig!”

TOTALT SYG UPGRADE

Heldigvis kendte Alice vejen til Total Electronics. Jeg sad bagpå hendes cykel. Efter et par kilometer ændrede byen karakter. I stedet for de pæne, stille villahaver nåede vi et område med et stort indkøbscenter, et byggemarked, en kæmpemæssig legetøjsbutik … og lidt længere henne en stor betonklods med store, glitrende neonlys, hvor der stod Total Electronics.

Butikken var enormt stor. Række efter række af gadgets, computere, kameraer, mobiler, tablets, støvsugere, kaffemaskiner, æggekogere og køleskabe. Alt, hvad der kunne sættes strøm til, var til salg hos Total Electronics.

Alice pegede på et stort skilt, hvor der stod

”Robotter og tilbehør”. Jeg nikkede. Vi sneg

os nærmere. Vi dukkede os bag hylder med brødristere og vaffeljern. Vi listede stille ned gennem gangen med robotplæneklippere og robotstøvsugere. Vi gemte os bag en stor søjle, hvor de seneste nye selvstyrende droner stod udstillet. Nu var Henrik, Robbi og ekspedienten kun få meter væk, og vi kunne følge med i alt, hvad der blev sagt.

Ekspedienten stod med en skruetrækker og fjernede nogle skruer fra Robbis hånd. Han skruede hele hånden af og lagde den forsigtigt på disken.

”Så! Nu, da vi er færdige med softwareopgraderingerne,” mumlede han, ”så monterer vi hardwaren. Jeg starter med skærebrænderen!” Manden fandt en æske frem. Fra æsken tog han en metalgrå tingest op. Det lignede en knyttet hånd, bortset fra at pegefingeren pegede lige ud i luften. Ekspedienten baksede igen med skruetrækkeren, og efter få minutter sad dimsen koblet fast for enden af Robbies højre arm.

”Sådan!” sagde han til Henrik. ”Det var

skærebrænderen. Perfekt til nærkamp! Rækkevidden er kort, men hvis man er helt tæt på fjenden, er det et kraftfuldt våben. Skærer lige igennem stål, som var det smør!»

”Hvordan virker den?” spurgte Henrik. Han så lidt skeptisk ud.

”Du kan prøve den lige nu … på vores metalmannequin derovre.” Ekspedienten pegede over på en stor dukke af metal. En menneskeskikkelse i fuld figur, som var arret af slagmærker, gennemboret af skudhuller og sodet af ild.

Henrik nikkede. Han sagde: ”Robbi! Til angreb!”

Robbie vågnede.

”Skærebrænder online,” sagde han.

Hans stemme var anderledes end før. Ingen stammen. Den var fast og dyb. Det måtte være softwareopdateringerne. Så tændte

Robbi for skærebrænderen. Der lød en fæl, tør, hvæsende lyd. En kort, blå flamme skød frem fra hans nye pegefinger. Så gik han over til mannequinen … og skar hovedet

af den med skærebrænderen! Det var ikke andet end en fejende bevægelse hen over halsen, så faldt hovedet af og rullede ned på gulvet.

”Sygt!” jublede Henrik.

”Ja, ikke sandt!” sagde ekspedienten. ”Øh … sygt! Men vi er jo slet ikke færdige endnu. Ekspedienten gik over til Robbi med sin skruetrækker og afmonterede Robbis venstre hånd. Så fandt han en ny, underlig metaldims frem. Dette lignede dog ikke en hånd. Det var en kort, aflang cylinder. Indeni cylinderen befandt sig tre mindre rør.

”Elektrolammere,” sagde ekspedienten, mens han skruede den sidste skrue i. ”De giver et elektrisk chok på 10.000 volt. Det får stensikkert de andre robotter til at brænde sammen og kortslutte lige på sekundet.”

Henrik tøvede ikke. Hans øjne skinnede af iver – han råbte: ”Angrib, Robbi!”

Robbi svarede: ”Elektrolammere online …”

Robbie strakte venstre arm frem. Der

lød et smæld som fra et pistolskud. Ud af metalcylinderen skød tre sorte dimser frem. De susede gennem luften og satte sig fast på mannequinen. De hang fast i ledninger, som var fastgjort til Robbis arm. Ledningerne sendte elektrisk strøm fra Robbi og over i mannequinen. Der lød et smæld, og en byge af gnister regnede ned omkring den hovedløse dukke.

”10.000 volt!” lo ekspedienten.

”10.000 volt …” hviskede Henrik hæst og smilede ondskabsfuldt.

De tre små, sorte dimser faldt ned fra mannequinen, og der lød en snurrende lyd, mens ledningerne rullede tilbage i cylinderen for enden af Robbies arm.

”Og så er den klar til næste skud to sekunder senere,” sagde ekspedienten. ”Elektrolammeren er perfekt til angreb fra 2-3 meters afstand. Men …” Ekspedienten holdt en pegefinger i vejret. Nu kom det vigtige …

”Hvis fjenden er længere væk, skal du gøre brug af flammekasteren!”

”Flammekasteren!” hviskede Henrik. Han var så ophidset, at han næsten savlede.

Den næste ombygning tog lidt længere tid. Faktisk afmonterede ekspedienten nu selve Robbies hoved. Han rodede rundt nede i halsen på Robbie, ombyggede og udskiftede. En metalbeholder blev fastgjort til en lang slange. Det hele blev ført ned i halsen på Robbie. Til slut blev hovedet fastgjort igen.

Ekspedienten trykkede på genstartknappen i Robbies armhule og sagde:

”Genstart og systemanalyse!”

Der lød tre bip fra robotten. Så sagde Robbie:

”Techchild-094 online og genstartet!”

”Systemanalyse upgrades!” bjæffede ekspedienten.

Igen tre biplyde, så sagde Robbie:

”Skærebrænder online … elektrolammer online … flammekaster online …” Så gjorde

Robbie et underligt kast med hovedet, faktisk

rykkede det kraftigt i hans hoved tre gange, så stammede han:

”Mu… mu… mus ikke … musen ikke on… on… online!”

”Mus?” Ekspedienten stirrede forbløffet på Robbie – og så på Henrik.

Henrik snerrede: ”Ja ja, han fabler altid om den fucking mus!”

”Hvilken mus?” spurgte ekspedienten. Han så for alvor interesseret ud.

”Denne her mus!” Henrik gik hen og hev den lille legetøjsmus ud af Robbis lomme. Han holdt den i halen. Den livløse, mekaniske mus hang og dinglede foran Robbi. Robbi sagde lavmælt: ”Musen siger ikke noget …”

”Yderst interessant,” sagde ekspedienten og stirrede på Robbie. ”Jeg har læst om dette fænomen …”

”Fuck den mus!” snerrede Henrik.

”Jo, men det er jo en yderst interessant softwarefejl. Måske slet ikke en fejl, men …

Techchild model 094 kan tilsyneladende udvikle en … ja … en følelsesmæssig tilknytning til …”

”Hold nu kæft!” hvislede Henrik. Han

kastede musen fra sig. Den fløj et par meter gennem luften, kurede hen over gulvet, gled videre ind under den reol, som vi gemte os bag – den landede lige for fødderne af Alice. Ekspedienten blev rød i hovedet. Han mumlede:

”Det er jo bare det, at man yderst sjældent møder det fænomen. Måske skulle vi køre et par test …”

”Jeg er her kun for at få lavet de fucking upgrades, forstået!” brølede Henrik. ”Og det bruger jeg en mindre formue på. Men jeg kan selvfølgelig bare blive kunde hos Ultimate IT i stedet, eller hvad?”

”Nej …” sagde ekspedienten med grødet stemme. ”Det … er … ikke nødvendigt. Alle upgrades er online nu. Den herre kan jo afprøve flammekasteren … hvis De har lyst?” Det var lige før, ekspedienten bukkede for Henrik.

”Hvis jeg har lyst,” hvæsede Henrik hånligt. ”Selvfølgelig har jeg lyst!” Så vendte han sig mod Robbi og råbte:

”Robbi! Flammekaster! Til angreb!”

Robbi snurrede rundt. Han åbnede munden. Uden varsel spyede en kraftig flamme frem og ombrusede mannequindukken. Varmen var så kraftig, at jeg kunne mærke det på mine kinder, som om jeg var alt for tæt på et lejrbål.

Alice bukkede sig og samlede Robbis mus op. Hun holdt den frem i hånden.

”Det er den mus, Robbi altid taler om,” forklarede jeg.

Alice nikkede. ”Jeg kender den slags. En af pigerne fra min gamle skole havde sådan en. Det er en robotmus. Man kan lære den nogle tricks. For eksempel at stå på bagbenene. At vinke med det ene forben. Og man kan lære den at sige ejerens navn.”

”Men den her siger altså ikke noget. Den er vist helt færdig …”

”Måske …” sagde Alice tankefuldt. ”Eller måske mangler den bare et nyt batteri.”

Hun puttede forsigtigt musen i lommen.

Nu hvæsede det endnu en gang. Nok en flamme stod ud af Robbis mund.

”Han er blevet den rene dræbermaskine!”

hviskede jeg. Alice stirrede blot på Robbi med store øjne. Så sagde hun med kølig

stemme:

”Ja, ganske imponerende.”

”Imponerende. Hvad mener du med imponerende? Den … den der … dødsrobot kan slå os ihjel, bare ved at ånde på os. Det kalder jeg ikke imponerende, jeg kalder det meganederen!”

Men Alice smilede bare. Hun sagde:

”Slap nu af. Vi bliver ikke slået ihjel.”

”Det var da dejligt.”

”Rolig nu,” sagde Alice. ”Vi skal ikke dø. I hvert fald ikke i dag. Vi kan roligt deltage i robotkampen. Det er meget enkelt!”

”Hvad snakker du om!”

”Hvis vi kommer i fare og en af robotterne kommer for tæt på, så stopper vi dem bare.”

”Vi stopper dem bare. Hvordan fanden vil du stoppe dem? Du så jo flammekasteren.”

”Standby!”

”Øh, hvad?”

Alice rullede med øjnene. ”Standby! Det er det eneste ord, du skal huske under robotkampen. Alle robotter er programmeret til at adlyde den kommando, hvis den kommer fra et menneske. Et hvilket som helst menneske. Det er for at forhindre ulykker og løbske robotter. Det er for at sikre, at en robot altid kan stoppes, hvis der er sket noget komplet uforudset.”

Standby …

Jeg kom næsten til at grine. Nu fattede jeg det.

”Vi skal ikke dø!” sagde jeg og kunne godt høre, hvor lamt det lød.

”Nej,” sagde Alice. ”Vi siger blot standby, hvis dræberrobotterne kommer for tæt på. Og så på et tidspunkt kan vi slå hinanden ud og spille døde.”

Jeg lo. ”Det lyder som en plan!”

”Jeg ved helt ærligt ikke, hvad der sker bagefter,” tilføjede Alice. ”Altså når vi spiller

døde. Men jeg giver ikke op. Jeg vil have det pengeskab brudt op!”

Før vi forlod butikken, stoppede Alice op ved den hylde, hvor der hang pakker med batterier af alle mulige slags. Hun kiggede på udvalget. Der var både almindelige, aflange batterier og de små bitte, flade, sølvglinsende batterier på størrelse med mønter. Hun snuppede en pakke af de små batterier og puttede den lynhurtigt i lommen.

”Hvad skal du bruge den til?” spurgte jeg.

”Bare nysgerrig efter at se, om musen virker … hvis den får nye batterier.”

”Men … stjæler du pakken?”

”Jeg har ikke nogen penge, så medmindre du har nogle bedre forslag, så …”

Da vi gik igennem udgangen, gik alarmen i gang.

Vi spurtede ud af butikken.

Jeg skyndte mig ind på Henriks værelse. Heldigvis var Henrik og Robbi ikke kommet

hjem endnu. Nu skulle jeg blot vente. Stå standby. Jeg havde sagt farvel til Alice nede på vejen. Hun cyklede hjem til sin ”ejer”, som var på vej hjem fra spejder. Alice ville komme hen til Verdi-villaen om en halv times tid, når robotkampen startede.

Nu hørte jeg hoveddøren smække op. Henrik kom buldrende op ad trappen. Han grinede ondskabsfuldt, da han så mig.

”Så! Nu skal du bare se – jeg har en overraskelse til dig!”

Jeg sank en klump. Jeg vidste jo fuldstændig, hvad Henriks overraskelse gik ud på.

”Mød den nye, updatede Robbi!” jublede Henrik. Han pegede hen mod Robbi.

”Er du klar til kamp, Robbi?” skreg Henrik.

Der gik et spjæt gennem Robbi, nærmest som et elektrisk stød. Hans øje lyste med en glød, jeg aldrig havde set i dem før. Han råbte med høj og klar stemme:

”Robbi er klar til kamp!”

Det var næsten det mest uhyggelige. Ikke skærebrænderen eller flammekasteren, men

at høre Robbis nye, stålsatte stemme. Han talte helt uden at hakke, knirke, stamme eller mumle. Han lød målbevidst og vågen. Robbi var som forandret. Han var blevet en iskold dræbermaskine.

Henrik slog hånden ud og begyndte stolt at opremse Robbis nye opgraderinger. Flammekaster, elektrolammer og flammekaster. Jeg prøvede at se tilpas imponeret og overrasket ud.

”Så det bliver mildt sagt ikke nemt for dig i kampen, vel, din forvoksede natlampe!”

Henrik grinede, som om han havde sagt den fedeste vits. Så tilføjede han: ”Men det skal selvfølgelig ikke være unfair. Du skal selvfølgelig også have et våben, så du kan forsvare dig. Det manglede sgu da bare, ikke!”

Henrik åbnede garderobeskabet og kiggede ind: ”Ja … lad os så se … hvad skal vi finde på … nårh ja … den her!” Henrik hev en tingest frem fra skabet. Det var en lang stang. Der hang noget mønstret stof fast på stangen.

”Ja ja, du tænker nok … det er bare en gardinstang,” sagde Henrik og lo igen. ”Men forestil dig, at du er en ridder fra gamle dage. Forestil dig, at det er en lanse, som du kan bruge til at spidde dine fjender med!”

Henrik hev gardinstangen helt fri af skabet og flåede det ternede stof af stangen. Han lod stoffet falde til jorden.

”Knæl!”

Jeg knælede. Henrik slog mig blidt på skulderen med stangen:

”Jeg døber dig ridder … ja, ridder Skrot! Det skal være dit navn til kampen.” Henriks ansigt lyste op i et vanvittigt grin. ”Ridder Skrot, drag i kamp! En kamp til døden!”

Så slog han mig igen med gardinstangen på skulderen. Denne gang så hårdt, at det rent faktisk gjorde ondt.

STANDBY-KOMMANDOEN

Lidt efter begyndte robotterne og deres ejere at ankomme. Henrik stod ved hovedindgangen og tog imod sine gæster. Alle blev vist ind i den store, fornemme stue med englefigurerne i loftet og de dystre landskabsbilleder på væggene. En efter en kom de, den ene robot mere drabelig end den forrige. Foruden

Robbi var der tre andre robotter, som skulle kæmpe mod hinanden. Og så var der mig og Alice selvfølgelig.

Robbi så drabelig ud med sine dødbringende opdateringer, men de tre andre robotter så tilsvarende frygtindgydende ud. Alle var blevet udstyret med nyt isenkram, der fik dem til at fremstå særdeles blodtørstige!

En robot havde rundsave for enden af armene i stedet for hænder. En anden var

udstyret med en kæmpemæssig stålklo, som var sylespids og glimtede mat i lyset. På den anden ”hånd” havde han et langt, funklende sværd, som indimellem udsendte blågule gnister. Den tredje robot så ved første øjekast temmelig almindelig ud, men så drejede den hovedet og stirrede direkte på mig. Dens øjne ulmede ondsindet og ildevarslende i rosarøde farver. Der var ingen tvivl om, at de øjne kunne udspy en eller anden form for mægtigt ubehagelige stråler, som lammede, ætsede eller brændte … eller måske det hele på en gang! Efterhånden som rummet blev fyldt op, steg larmen. Drengene blærede sig med deres robotter og de updates, de havde fået lavet. Jeg hørte en sige noget om maskingevær. Fra en af de andre opsnappede jeg ordet raketter.

Men pludselig forstummede snakken. Noget stort og tungt kom op ad trappen. Det var fodtrin, man kunne mærke i kroppen

fremfor høre med ørerne. Der var ingen tvivl. En femte robot var på vej – en stor en!

Det rumlede som tordenvejr, gulvet rystede, og fra loftet dryssede lidt gipsstøv ned for hvert tramp på trappen. Så gik døren op. Alle vendte sig og stirrede i stilhed på den sidst ankomne deltager. Kamprobot nummer fem. Der var en god grund til, at folk stirrede. For denne robot var større og så ondere ud end alle de andre tilsammen. Den var megastor. Robotten var så høj, at den måtte bøje hovedet for ikke at skrabe mod loftet. Alt på robotten var ubehageligt at se på. Op langs benene stak glinsende pigge ud. Temaet med sylespidse pigge gik igen med det våben, som robotten havde i venstre hånd. En modbydelig stor morgenstjerne, som hang og dinglede i en kæde. Våbnet var så stort og voldsomt, at en almindelig mand slet ikke ville kunne løfte det. I den anden hånd holdt robotten en slags … pisk … var det vist. Men ikke en almindelig pisk. Det var en samling rødgloende strenge, som slæbte hen over gulvet og

udsendte gnister og afsatte små brændemærker i gulvbrædderne. Men robotten havde

også et andet våben, et psykologisk våben kunne man sige. For pludselig åbnede robottens ejer munden og råbte en ordre. Ejeren var robottens direkte modsætning. En lille, spinkel, rødhåret dreng fra 4. klasse … sådan cirka. Han råbte blot et enkelt ord: ”Musik!” Straks væltede det ud med musik fra robottens velvoksne højttalere. Eller musik var det efter min mening ikke. Det var dødsmetal. Den ondeste form for rockmusik, der kan opdrives. Kaskader af støj fyldte rummet, vildt og vanvittigt som et langtrukkent dødsskrig på et uforståeligt sprog. Musikkens tunge bastromme dunkede i mellemgulvet. Det var som at få slag på slag på mit bløde maveskind, og det mindede mig blot om, hvor sårbar jeg var. Mine modstandere var af stål og aluminium. Jeg var blot af kød og blod. Jeg følte mig dødsens. Og med gardinstangen i hånden følte jeg mig også komplet latterlig.

Så fik jeg øjenkontakt med Alice. Hun havde det helt sikkert på samme måde. Hun så også nervøs ud. Hendes ansigt var hvidt som et

lagen. Hendes læber var presset sammen til en tynd streg. Hun stirrede på dræberrobotterne med store, bange øjne. Da hendes blik strejfede mit, sendte hun mig et hurtigt nik. Hun tog et par skridt til siden og kom ubemærket til at stå ved siden af mig. Hun hviskede:

”Der er noget galt!”

Jeg sagde ikke noget. Det hele var jo allerede galt … så hvad mente hun?

”Min ’ejer’ sagde noget underligt,” fortsatte Alice. ”Hun vil ikke opgradere mig. Hun vil hellere have, at jeg bliver smadret, så hun kan få en ny robot, som er betalt af forsikringen.”

Jeg nikkede bare. Det kom ikke bag på mig. Den samme plan havde Henrik jo med mig.

”Og så sagde hun: Jeg gider ikke engang omprogrammere standby-mekanismen – du kan jo ikke gøre en flue fortræd!”

Alice sendte mig et bekymret blik og hviskede:

”Så hvad mente hun med det!”

”Stilhed!” råbte Henrik pludselig. Musikken stoppede. Drengene holdt op med at snakke sammen. ”Giv plads!” råbte Henrik. Hans øjne strålede af fryd. Han nød opmærksomheden. ”Træk længere tilbage … det her bliver farligt.”

Og det fik han ret i.

Henrik trådte ind midt i rummet.

”Velkommen til robotkampen. Velkommen til arenaen!”

Med ét var alle stille. Ingen musik. Ingen snak. Alle stirrede blot på Henrik.

”I dag afholdes robotkampen. Og den afholdes efter mine regler!”

Henrik sendte drengene fra skolen et strengt blik som for at sikre sig, at hans ord trængte ind.

”Dette skal ikke bare være en kaotisk kamp alle mod alle. Dette er en turnering. En gladiatorkamp. Robotterne kæmper en mod en. Og det er mig, som bestemmer, hvem

modstanderne skal være. I dag er der ikke noget med førstevælger og alt det pis!”

Igen tjekkede han, at ingen af drengene sagde ham imod. Det gjorde de heller ikke. Men en af dem, den rødhårede dreng, som ejede den allerstørste robot, vrissede irriteret: ”Whatever, mand … lad os nu komme i gang!”

Henrik ignorerede ham fuldstændig.

Nu var der en af de andre drenge, som rømmede sig og sagde:

”Øh, Henrik … skal vi kæmpe … altså kæmpe indenfor i jeres hus?”

Henrik stirrede bare på ham. Drengen fortsatte:

”Jeg mener bare, hvad nu hvis vi kommer til at vælte noget …?”

Henrik grinede. Han sagde:

”Du mener … sådan her!”

Henrik gik hen til en reol ved endevæggen, hvor forskellige gips- og porcelænsfigurer stod udstillet. Han tog fat i en porcelænsengel – holdt den ud i strakt arm – og lod den falde. Porcelænsenglen gik itu mod gulvet med en fæl lyd.

Et brøl af latter steg op fra de andre drenge.

”Eller sådan her!”

Henrik skubbede til et maleri af alle kræfter. Det faldt ned, rammen gik i stykker, og Henrik jokkede hen over lærredet, så maleriet blev krøllet sammen. Han brølede: ”Det hele er forsikret!”

Drengene lo igen. Men Henrik klappede tre gange, som læreren gør henne i skolen –så blev der ro igen.

”Nu kender I reglerne … er I klar til kampen!”

Drengene nikkede ivrigt.

”Okay … alle robotter ind i midten af lokalet. Alle ejerne trækker sig tilbage til endevæggen.”

Nu gik robotterne ind i midten af rummet. Jeg fulgte med.

”Nu tagger jeg deltagerne,” forklarede Henrik. Han tog en spraydåse frem. ”Jeg maler et rødt kryds på deltagerne. Så ved

robotterne, hvem de skal slå ihjel. Så kan vi andre følge med i kampen uden at dø af det!”

Henrik lo højt og længe – så tilføjede han:

”Robotterne er som aftalt programmeret til at angribe alle med et rødt kryds … og kun dem.”

Henrik rystede spraydåsen. Så gik han direkte hen mod mig og malede et stort, rødt kryds lige midt på min pande! Malingen

føltes våd og klam mod min hud.

”Og som aftalt er standby-kommandoen midlertidigt slået fra på alle robotterne. Så når kampen går i gang …”

Hvad for noget!

Henrik holdt Alices hår til side og malede også et kryds på hendes pande.

”Når kampen går i gang, kan den ikke stoppes, før vinderen er fundet!”

Fuck … standby-kommanden er slået fra …

Henrik malede krydser på de næste robotter.

Alice sendte mig et panikslagent blik.

Standby-funktionen var slået fra … vi kan ikke stoppe robotterne …

Det her var slemt. Monsterslemt.

Den sidste robot fik sit tag. Et stort, rødt kryds i panden på kæmperobotten med den forfærdelige musiksmag.

Jeg sende Alice et hvad-gør-vi-nu-blik. Hun stirrede tilbage på mig med bange øjne.

”Sådan!” sagde Henrik tilfreds og stirrede på rækken af robotter. ”Så mangler vi bare rækkefølgen. Turneringsplanen.”

Henrik lagde hovedet på skrå og kiggede vurderende på robotterne. Så bestemte han

sig. Greb spraydåsen. Han malede numre på brystkassen af robotterne. Der var syv deltagere i kampen inklusive mig og Alice.

Han gav os numre fra ét til syv. Alice og jeg blev nummer seks og syv. Vi skulle kæmpe til sidst. Robbi blev nummer fem. Megarobotten blev nummer ét.

ROBOTKAMPEN

Henrik smed spraydåsen fra sig. Han råbte:

”Sådan, så går vi i gang! Robot nummer ét og to. Træd an!”

Megarobotten trådte ind i midten af rummet. Robotten med rundsave på armene fulgte efter. Henrik gik lidt på afstand af dem … i sikkerhed. Så hævede han højtideligt armen.

”Parat til start? En … to … tre!”

På tre lod han armen falde, og samtidig

brølede han: Kæmp!

Og det gjorde robotterne. Lige med det samme!

Musikken brølede igen fra megarobottens højttalere. Modstanderens rundsave

satte i gang. De snurrede rundt med heftig fart og afgav en spøgelsesagtig, syngende

lyd. De første par sekunder dansede de to robotter lidt rundt om hinanden som boksere, der ser hinanden an, lige inden kampen for alvor går i gang. Så gjorde megarobotten et udfald med morgenstjernen.

Kuglen med de hæslige pigge havde kurs direkte mod modstanderens hoved. Men

robotten parerede med rundsaven i sidste øjeblik. Der lød en fæl, skurrende lyd, da metal mødte metal. Gnister sprang som fra fyrværkeri. Et kort øjeblik følte jeg mig blændet af lysglimtet.

Kampen fortsatte. Der var ingen tvivl om, at megarobotten var stærkest. Men modstanderen var lille og hurtig. Før megarobotten kunne reagere, sparkede den anden robot benene væk under ham. Megarobotten knaldede hovedet mod gulvet. Musikken stoppede brat. Kroppen rystede ufrivilligt.

Det var tydeligt, at slaget havde rystet megarobotten. Modstanderen benyttede sig

af chancen. Den hoppede op og satte sig

ovenpå kæmperobotten og førte dernæst

begge rundsave ned i dens brystkasse. Flere gnister. En skærende, hvinende, vred lyd og en lugt af noget brændt.

Men det var ikke nok. Selv i liggende stilling havde megarobotten en fordel. Han svingede den blågnistrende pisk. Med et elegant svirp blev alle de fine tråde viklet ind i modstanderen. Modstanderen gik straks i krampe på grund af de elektriske udladninger fra pisken. Kroppen blev spændt i en bue. Så lød der et smæld, og modstanderen sank livløst sammen på gulvet.

Drengene, som sekunder før havde råbt og skreget og heppet på deres favorit, blev med ét fuldstændig stille. Den eneste lyd kom fra megarobotten, der med tunge tramp kom på benene igen.

Henrik gik hen til den livløse robot og sparkede prøvende til den. Den rørte sig ikke. Så nikkede han tilfreds. Han vendte sig mod drengene:

”Robot nummer ét vinder første runde!”

Drengene jublede. Den rødhårede dreng

nikkede tilfreds. Mens alle kiggede på Henrik, hvæsede jeg til Alice:

”Hvad fanden gør vi? Det her overlever vi sgu ikke!”

Men Alice fik ikke tid til at svare. Nu råbte

Henrik:

”Robot nummer ét, træd an. Robot nummer tre, træd an!”

Nøjagtig som før mødtes robotterne midt i lokalet. Denne gang skulle megarobotten kæmpe mod robotten, der var bevæbnet med stålklo og sværd.

Det blev en kort kamp. Megarobotten havde lært af den foregående kamp. Den spildte ikke tiden på at slå ud efter sin modstander. I stedet brugte den blot pisken med det samme. Med et kast med pisken blev modstanderen fuldstændig fanget ind af de mange, blågnistrende tråde. Som i forrige kamp fik de elektriske udladninger modstanderen til at segne. Robotten med sværdet sank ned i knæ. Med et enkelt velrettet slag

afgjorde megarobotten kampen. Denne gang ramte han sin modstanders hoved hård og rent. Slaget var så heftigt, at robottens hoved faldt af. Kroppen faldt om på gulvet og blev liggende helt stille.

Henrik jublede: ”Kæft, hvor svedigt! Robot nummer ét vinder anden runde!”

Tilskuerne jublede. Det gjorde jeg mildest talt ikke. Det tyndede ud i deltagerne. Nu var det snart min og Alices tur. Og vi ville ikke have en chance.

Henrik satte straks næste kamp i gang.

”Robot nummer ét, træd an. Robot nummer fire, træd an. Parat til start! En, to, tre, kæmp!”

Robot nummer fire viste sig at være en mere jævnbyrdig modstander for megarobotten. Megarobotten svingede straks pisken. Men modstanderen havde gennemskuet strategien. Robotten holdt sig på afstand. Desuden havde den et fortræffeligt våben. Den behøvede slet ikke at gå i nærkamp. Den kunne kæmpe på afstand. Robot nummer fire var

nemlig robotten med det brændende blik. Jeg havde gættet på, at den kunne udsende en eller anden form for stråler. Og jeg fik ret!

Pludselig lynede det fra robottens øjne. Det hvislede i luften. Et grønlig stråle skød frem. Hvad det var for stråler, anede jeg ikke. Men de virkede! Det gik så stærkt, at man ikke

kunne opfatte det med menneskeøjne. Men strålen ramte under alle omstændigheder sit mål. Den ramte megarobotten på armen. Den arm, som holdt morgenstjernen. Strålen

skar sig gennem metallet. I næste nu var armen skåret af. Den faldt ned på gulvet med et klonk. Det gav et ryk i megarobotten. Den drejede forvirret hovedet et par gange. Var den gået i loop? Nej, for nu svingede den sin dødbringende pisk med sin anden arm. Men modstanderen var for hurtig. En ny stråle skød frem fra robottens øjne. I næste nu var megarobottens anden arm skåret af.

Der gik et sus gennem tilskuerne. Det var et chok at opdage, at megarobotten var blevet afvæbnet så hurtigt og så nemt. Men

megarobotten var langtfra færdig. Nu lød den dybe, buldrende stemme:

Raket online …

Et panel gled til side på robottens skulder.

Raket klar til affyring …

I et hulrum i skulderen var der noget, som bevægede sig. En aflang dims, en raket, blev drejet i position, så den pegede direkte mod modstanderen.

Et … to …

Der kom ikke noget tre. I næste nu skød miniraketten frem. Den hvæsede slingrende gennem luften som et heksehyl … men ramte ikke sit mål! Raketten strøg lige forbi modstanderens hoved og fortsatte gennem rummet og hamrede ind i den tunge egetræsdør for enden af lokalet. En øredøvende eksplosion fulgte.

Megarobotten havde allerede bragt næste raket i stilling. Der lød ingen nedtælling denne gang. Raketten strøg afsted. Denne gang ramte den. Missilet pløjede sig direkte ind i brystkassen på modstanderen. Der gik

et millisekund. Så kom eksplosionen. Robottens krop blev flået op med et brag. Hovedet hoppede flere meter i vejret. Robotten var pludselig blot en skrotbunke på gulvet. Hovedet hoppede et par gange og rullede rundt om kroppen. Så lå det stille. Et par metalrester regnede ned og lagde sig klirrende til rette rundtomkring.

Henrik brølede: ”Viiiiildt! Hold kæft, hvor federen, mand!”

Tilskuerne var også revet med. Et par af dem stod blot og måbede. Andre udstødte uforståelige råb.

Alice var blevet bleg som et lagen.

I det samme fik jeg øje på det, som måske kunne blive vores redning. Jeg stirrede på stedet, hvor den første raket ramte. Den havde ramt egetræsdøren. Døren var fuldstændig smadret. Nu var der blot et åbent hul i væggen. Et hul, som førte væk fra dette vanvid.

”Alice!” hviskede jeg. ”Alice, vågn op!”

Jeg trak i hendes bluse. Men Alice stirrede

stadig på de rygende rester af robotten, som var sprængt i luften.

”Vi skal væk nu, Alice!”

FLYGT!

”Robot nummer ét, træd an. Robot nummer fem, træd an.”

Denne gang var det Robbi, som skulle kæmpe mod megarobotten. Megarobotten så efterhånden lidt sølle ud. Den manglede begge arme. Dens bevægelser var blevet lidt klodsede. Den svajede fra side til side, som om den måtte kæmpe for at holde balancen.

”Klar til kamp, Robbi?” spurgte Henrik. Robbi nikkede: ”Klar til kamp!”

Omsider kom Alice ud af sin choktilstand. Endelig fik jeg kontakt med hende. Jeg pegede ned mod det åbne hul i væggen.

”Kom nu …”

I det samme satte Henrik kampen i gang.

Mine ord druknede i larmen.

”Kom nu … vi skal væk!”

Robbi indledte kampen med at bruge sin flammekaster. Det hvæsede, da kaskader af ild fyldte luften. Varmen nev i mine kinder. En os af røg og benzin rev i næsen. Megarobotten var omspændt af flammer. Robbi angreb igen. Mere ild. Tilskuerne råbte og skreg. Samtidig trak de sig et par skridt tilbage. Megarobotten vaklede frem mod Robbi. Så stivnede den. I det samme gled et panel til side på dens brystkasse.

Missil online …

I det samme strøg en raket frem mod Robbi. Den fór gennem luften og kløvede ildsøjlen mellem Robbi og megarobotten. Men raketten var en forbier. Robbi dukkede sig behændigt. Raketten røg tværs igennem et vindue. Glasset klirrede, men missilet eksploderede ikke. Raketten fortsatte ud gennem vinduet, hen over haven og forsvandt ud af syne. Et splitsekund senere lød et mægtigt brag fra et sted i villakvarteret.

Eksplosionen blev fulgt af skingre skrig og et kor af bilalarmer, som hylede.

Robbi angreb straks igen med flammekasteren. Megarobotten var nu rødglødende. Den sank ned på knæ. Megarobotten var færdig! Nej! Ikke helt. Nu drejede den overkroppen, noget bevægede sig i brystkassen. Robotten lagde an til at sende endnu en raket afsted mod Robbi.

Jeg pegede igen ned mod udgangen.

”Kom så, Alice. Så er det nu!”

Alice løftede blikket. Hun nikkede. Omsider forstod hun.

Før megarobotten kunne affyre flere raketter, gjorde Robbi brug af et af sine andre våben. Elektrolammerne. Det afgjorde kampen. Det gnistrede, da megarobotten gik i kramper og faldt hjælpeløst om på gulvet. I tre spring var Robbi over ham. Med en elegant bevægelse førte han skærebrænderen hen over struben på modstanderen. Han skar dens hoved af! Megarobotten var færdig. Komplet færdig!

Henrik jublede: ”Robbi vinder runden. Sådan!” Hans øjne funklede af begejstring.

En af tilskuerne kom løbende med en ildslukker og sprøjtede skum udover de livløse, brændende rester af megarobotten. Så snart brandslukningen var overstået, skreg Henrik:

”Næste robot … træd an. Robot nummer seks!”

Men da var Alice og jeg allerede i fuld spurt væk.

”Hvor fanden skal I hen!” brølede Henrik. ”Robbi! Efter dem!”

Vi spurtede ud ad døråbningen, som raketten havde flået op på vid gab. Vi fortsatte i vildt løb ned ad gangen. Det skulle gå stærkt, for vi havde kun et meget lille forspring.

Nu lød der allerede tunge skridt bag os. Og de kom hurtigt nærmere.

For enden af gangen kom vi til en hall. Herfra kunne man enten gå ovenpå eller flygte ud gennem hovedindgangen. Jeg havde mest af alt lyst til at flygte ud i det fri.

Men hvor skulle vi gemme os? Hvis vi løb udenfor og ned ad indkørslen, ville Robbi

lynhurtigt ramme os med flammekasteren. Så var det bedre at gemme sig indenfor i huset.

Jeg knugede stadig den åndssvage gardinstang i hænderne. Jeg fik en idé. Jeg råbte til Alice: ”Skynd dig, fortsæt ovenpå!”

Alice nikkede bare. Hun spurgte ikke om noget. Hun skyndte sig blot op ad trapperne, der førte op til første sal.

Jeg gemte mig bag en gipsstatue. Nu kom Robbi tonsende. Han havde set Alice løbe op ad trapperne og opdagede slet ikke, at jeg stod på lur. Da han var lige ud for statuen, stak jeg gardinstangen frem og spændte ben for ham. Det virkede. Jeg skal lige love for, at det virkede! Robbi faldt pladask forover og smadrede hovedet direkte ind i et marmortrappetrin. Smak!

Så lå han helt stille. Han lå på maven og bevægede sig overhovedet ikke.

Alice stoppede øverst på trappen.

”Er han … er han død?” hviskede hun.

”Ja … det tror …”

Længere kom jeg ikke, for pludselig drejede Robbi hovedet 180 grader og brugte flammekasteren mod mig. En flamme skød frem. Han sigtede lidt højt. Heldigvis. Men det var tæt på. Alt for tæt. Hvis jeg ikke i forvejen var blevet barberet skaldet, ville flammen have brændt alt mit hår af.

”Løøøøøøøøøb!” råbte Alice. Det havde hun ikke behøvet. For jeg var allerede i løb. Op ad trappen, lige i hælene på Alice.

Oppe på gangen dirkede Alice døren til kontoret op på rekordtid. ”Vi gemmer os her,” stønnede hun. ”Vi låser os inde … og ringer til politiet.”

”Og brandvæsnet og militæret,” gispede jeg.

Alice fik døren op, og vi kastede os ind på Verdis kontor. Vi smækkede døren efter os.

Eller … vi ville have smækket den. Men i det samme blev den brutalt skubbet op.

Robbi stod i døråbningen.

”Stop, Robbi,” råbte jeg. Men Robbi slog mig hårdt i brystkassen. Slaget sendte mig

bagover, så jeg landede hårdt på ryggen. Alligevel fik jeg fremstammet et: ”Stan… standby …!”

Men det virkede ikke.

”Standby!” skreg jeg igen.

Selvfølgelig virkede det ikke. Robbi fortsatte ind i kontoret.

”Slås!” brølede han. ”Vi skal slås!”

Så greb han fat i Alice og væltede hende om på gulvet. Nu tændte han for skærebrænderen. Mens han holdt hende fast med den anden hånd, førte han skærebrænderen nærmere. Jeg kastede mig frem og greb fat i hans arm med begge hænder. Jeg ville for enhver pris holde skærebrænderen væk fra Alice.

Men Robbi var langt stærkere end mig. Skærebrænderens flamme hvæsede. Jeg hev i Robbis arm og fik flået den til siden. Skærebrænderens glohede stikflamme skøjtede hen over væggen. Den satte ild til maleriet. Den skar rammen midt over. Robbi hev den anden vej. Med et ryk skøjtede skærebrænderen ned … ned mod Alices ansigt. Det

lugtede brændt. Røg steg op fra der, hvor skærebrænderen havde brændt sig ind i maleriet og væggen.

I det samme lød en ivrig stemme henne fra døråbningen.

”Ja! Sådan, Robbi! Gør det af med den bunke skrot!”

Henrik var dukket op. Hans øjne lyste af ophidselse.

Det rykkede endnu et par centimeter i Robbis arm. Jeg brugte alle mine kræfter. Nu kunne jeg snart ikke holde ham tilbage længere. Lige om lidt var det forbi. Så var Alice død!

I det samme lød en underlig pibende lyd.

Piiiiv … piiiiv … piiiivvvv …

Men hvad var det? Robbi havde også hørt det. Robotten stivnede og så sig forvirret omkring. Der! Nu kom lyden igen.

Piiiiv …

Robbi lagde hovedet på skrå som for at høre bedre efter. Så blev skærebrænderen

slukket!

Underligt …

Henrik hvæsede: ”Hvad laver du, Robbi. Dræb hende nu, for helvede!”

Piv, piv, piv …

Den pibende lyd fortsatte – nu lød den højere. Den kom fra et sted lige i nærheden.

Robbi blev mere og mere forvirret. Han kiggede ned på Alice.

Nu så jeg den. Musen.

Den måtte have ligget i Alices jakkelomme. Den var sikkert faldet ud, da Robbi væltede hende omkuld. Nu løb den rundt i jakkens folder og peb. Den løb i cirkler og var vældig ivrig. Jeg så et glimt af dens hale og dens små ører – de små, sorte øjne og lidt af den hvide pels. Så var den forsvundet ind i jakkens folder igen. Den var hurtig, den mus. Jeg skal lige love for, at de nye batterier havde gjort en forskel!

Robbi løftede jakken til side. Han greb forsigtigt musen og satte den i sin hånd. Musen

stillede sig på bagbenene og mimrede. Robbi gispede:

”Ro… Ro… Robbis ven!”

Musen stirrede op på Robbi og gentog straks:

”Ro… Ro… Robbis ven!”

Robbis ansigt krakelerede i et kæmpemæssigt smil. Han sank en klump.

”Du er min ven!” erklærede han og kiggede hengivent på musen.

”Du er min ven!” gentog musen som et ekko.

Musen vimsede rundt i Robbis håndflade.

Robbi lo hult.

Så skete det.

Henrik slog til Robbis hånd, så musen fløj

væk og landede på gulvet.

Henrik råbte: ”Drop så den latterlige mus!

Jeg orker ikke høre mere om den fucking mus.”

Så gik han til musen og trådte på den! Han

ikke alene trådte på den, nej, han satte hælene ned i musen af al kraft og drejede rundt, så det knasede fælt, som når man bider ned i knækbrød.

”Stop!” skreg Robbi.

”Tilbage til arbejdet, Robbi! Slå hende ihjel!”

Men Robbi hørte ikke efter. Han rejste sig. Gik med tunge skridt hen til stedet, hvor musen lå. Den var komplet livløs og maltrakteret, fuldstændig smadret og fladtrådt.

Robbi greb forsigtigt om musens hale og tog den op i hånden igen.

”Mu… mu… musen sover … sover ikke,” stammede Robbi lavmælt. ”Mu… musen er … død!”

Robbi var ikke bygget til at græde. Men hvis han var, ville han have fældet en tåre i dette øjeblik. Henrik var ligeglad. Han brølede bare:

”Stop nu med den mus, for helvede!”

Men Robbi stirrede bare forundret på Henrik. Nu var det, som om robotten vågnede. Sorg blev erstattet med vrede. Det

lynede i robottens eneste øje. Robbi stirrede

på Henrik med indædt had i blikket og sagde

bistert: ”Du … du … du dræbte musen.”

I det samme trådte Robbi hen mod Henrik og satte hårdt en pegefinger i hans brystkasse: ”Du dræbte min ven!”

Robbi tændte skærebrænderen igen.

Henrik spærrede øjnene op i angst og

overraskelse:

“Hov, stop, Robbi. Stop … øh … standby!”

”Du dræbte min ven!” gentog Robbi og greb ud efter Henrik. Henrik kastede sig bagud, snublede og landede ude på gangen. Robbi brugte flammekasteren. En bølge af ild slog ud gennem døråbningen. Henrik rullede til side.

”Stop!” jamrede han. Men Robbi stoppede ikke.

”Du … du dræbte … min …”

Så løb Robbi ud af kontoret … efter Henrik. Jeg kunne høre dem tumle ned ad gangen. Et par sekunder efter hørte jeg høje, skingre, desperate skrig fra Henrik.

PENGESKABET

Vi var helt alene på kontoret. Der lød stemmer fra andre dele af huset. Høje råb. I det fjerne kunne man høre en sirene, som nærmede sig. Brandvæsnet … eller måske en ambulance til Henrik. Jeg anede det ikke, og jeg havde ikke tænkt mig at blive her og finde ud af det.

”Alice … er du okay?”

Jeg ruskede blidt i Alices arm. Hun kiggede sløvt på mig. Så hev hun efter vejret.

”Det var tæt på!” stønnede hun. ”Tak, fordi du reddede mig!”

Jeg nikkede bare. Desuden var det vist musen, som reddede hende.

Alice havde røde, ophovnede øjne. Alligevel smilede hun skævt og pegede på mig.

”Du ser altså sjov ud!”

”Øh … hvad?”

Hun pegede op mod min pande.

”Nårh ja!» Jeg mærkede efter på panden. Malingen klistrede lidt.

Jeg rejste mig og hev også Alice op at stå. Der blev ikke sagt mere. Vi var begge to klar over, at nu måtte vi væk. Nu var det slut med at spille robotter.

Vi var halvvejs ude af kontoret, da der pludselig lød et smæld bag os.

Jeg vendte mig om. Så så jeg, hvor lyden var kommet fra. Det store maleri, som skjulte pengeskabet, var faldet ned på gulvet. Det skyldtes, at Robbis skærebrænder havde brændt rammen over. Men skærebrænderen havde brændt mere end blot maleriet. Der løb en dyb, sodsværtet fure hen over pengeskabet. En fure, som gik lige gennem pengeskabets låsemekanisme.

Alice stirrede på pengeskabet … så på mig.

”Tror du …?”

Alice ventede ikke på svaret. Hun gik blot hen til pengeskabet og hev i håndtaget. Det

virkede! Pengeskabet var ikke låst mere. Robbi var kommet til at brænde låsen i stykker. Langsomt gled den store, tunge låge op.

Jeg bukkede mig og kiggede ind i pengeskabet.

Det var, præcis som jeg huskede. Pengeskabet var fyldt med pengesedler. Store, fede bundter af penge! Og – hvilket jeg ikke havde set første gang – på den nederste hylde lå en stak papirer. Alice begyndte at grine helt uhæmmet.

Jeg så mig omkring efter noget at bære pengene i. Fandt et par plastikposer og proppede pengene ned i dem.

Og så stak vi af.

DE PERFEKTE FORÆLDRE

”Alice og Konrad! Der er aftensmaaaaaaad!”

Det var fredag, og vi skulle have lasagne og is. Mor råbte ude fra køkkenet. Far dækkede bord.

Jeg satte mig overfor Alice.

Nu kom mor bærende på et stort fad med is. For sådan er det hos os. Her starter man med desserten. Jeg greb ud efter skeen, parat til at skovle is over på min tallerken. Men far sagde:

”Hov, vent lidt! Før du putter noget på din tallerken. Jeg har en lille overraskelse …”

Han sendte mig et drillende blik.

”En overraskelse. Jeg elsker dine overraskelser, far,” udbrød Alice.

”Så kig under din tallerken, min skat. Også dig, Konrad!”

Vi løftede vores tallerken og fandt fars overraskelse.

”Biografbilletter!” jublede Alice. ”Og det er allerede til i aften!”

”Jep! Billetter til Psykorobotter 4 – og der er tre billetter til hver, så I kan tage jeres venner med.”

”Psykorobotter 4: totalkrig – men den har jo ikke engang haft premiere endnu,” sagde jeg.

”Nej, og derfor er billetterne noget helt særligt,” sagde mor. ”Far måtte overnatte i den silende regn to nætter foran biografen for at sikre jer billetter til den helt ekstraordinære gallapremiere!”

”Du er bare den bedste, far!” jublede Alice og tilføjede: ”Og jeg ved, præcis hvem jeg vil invitere med. Mine veninder bliver bare så overraskede!”

Det var typisk far og mor. De fandt altid på et eller andet vildt genialt op til weekenden.

”Så, smag nu på isen!” sagde mor. ”Det er din yndlingsis, Konrad – hjemmelavet og det hele.”

Jeg smagte … og gav mor ret. Isen smagte himmelsk, og det var min yndlingsis, hindbærsmag.

”Jeg har selv været i skoven og plukket vilde hindbær hele natten. Fløden kommer fra den der lille økogård, som vi besøgte for et par uger siden.”

”Sådan skal is smage!” erklærede Alice og skovlede endnu en portion over på sin tallerken, skønt hun ikke engang var færdig med den første omgang. Så blev Alice pludselig alvorlig. Med munden fuld af is spurgte hun:

”Far, vil du hjælpe mig med min matematikaflevering?”

”Ja da, selvfølgelig,” brummede far.

”Behøves ikke,” sagde mor. ”Jeg har allerede lavet den for dig!”

”Har du lavet den?” spurgte Alice forbløffet. ”Men vi har jo først fået den for i dag.”

”Ja … men jeg lavede den, mens jeg gik og lavede mad. Sådan er vi kvinder … vi kan multitaske …”

Hun grinede til far, som smilede tilbage.

Så gav de hinanden et hurtigt kys. ”Ad, kyssealarm!” skreg Alice og grinede. ”Hvor er I klamme!”

Men det mente hun selvfølgelig slet ikke. For vores nye forældre er bare helt igennem perfekte. De er hjælpsomme, tålmodige og søde. Og fordi mig og Alice er rige, behøver de slet ikke at gå på arbejde. De skal blot bruge tiden til at passe på os.

Jeg har det slet ikke dårligt over, at vi stjal alle de penge. For hr. Verdi har overhovedet ikke brug for pengene mere. Han får tværtimod husly og mad hver dag uden at betale for det. Han sidder nemlig i fængsel. Vi stjal selvfølgelig ikke blot pengene den dag. Vi stjal også alle de dokumenter, som beviste, hvor meget hr. Verdi havde fuppet og svindlet i årenes løb. At det var ham, som forsøgte at dække over, at Verdi-bilerne var indblandet i en hel masse ulykker som den, der dræbte Alices forældre. Vi kopierede papirerne og sendte dem til nyhedsmedierne. Så rullede skandalen for fuld drøn, og Verdi blev sat bag tremmer.

Vi er flyttet til en ny by, hvor ingen kender os. Vi går på en ny skole. Nu bor Alice og jeg hos en rigtig familie. Vi er bror og søster med en far og en mor. Vores far og mor er verdens bedste forældre. De skælder aldrig ud. De forkæler os fuldstændig. Far og mor laver lækker mad, de tager på udflugter med os, bager lune boller til morgenmad, kommer forbi skolen med lækre frokostretter, og de brokker sig aldrig over, at vi altid har venner på besøg. Hver weekend holder vi fest. Så køber vores forældre chips og cola i rå mængder. De er altid tålmodige og har altid god tid. De er de perfekte forældre, og det burde de også være, for de har kostet rigtig mange penge! Men det har vi jo råd til nu.

Vi købte vores forældre for nogle af de penge, vi stjal fra pengeskabet. Vores forældre er robotter. Sidste nye model. Topmodeller, naturligvis!

/slut