Mord og mutanter

Mord og mutanter

En gave

Navnet er Stump, Jack Stump. Privatdetektiv i Doom Town og byens grønneste detektiv. Altså ikke alene, men sammen med Sue og Dick, som ud over at være detektiver også er mine bedste venner. I det økologiske detektivbureau har vi kun blyfrit bly i skyderne, og vi opklarer vores sager med stort hensyn til miljøet. Vi er et fnt trekløver, som man siger. Et grønt trekløver. Desværre har vi ikke så mange sager. Så der kan godt være en smule kedeligt i det trekløver.

Sådan en kedelig dag, hvor Sue var taget til rugby og Dick og jeg sad på kontoret og spillede 500, ringede det på døren.

”Måske er det en sag,” sagde jeg og skyndte mig ud for at åbne.

Men det var ingen sag. Det var bare en fragtmand med en stor kasse af træ. ”Eksprespakke til detektivbureauet,” oplyste han.

”Øh,” sagde jeg. ”Det er her.”

”Skriv under her,” sagde fyren. Det gjorde jeg så, og derefter var han den, der var skredet. Og så stod jeg der med en mystisk kasse.

Jeg bar den ind og satte den på bordet foran Dick.

Han gloede på kassen, hvorfra noget vådt hø stak ud. Og der var et lille skilt på siden, hvor der stod noget.

Indeholder levende dyr, læste jeg. Som for at understrege budskabet var der noget, som puslede inden i kassen.

Dick sendte mig et mistænksomt blik. ”Har du bestilt et kæledyr?” ville han vide, mens han så på mig med det ene øje lukket i.

”Vel har jeg ej,” sagde jeg.

”Du er helt sikker? Ikke nogen ørkenrotte eller en hund eller sådan noget? For jeg kan godt huske, engang du kom slæbende med den der hund på hjul.”

”Det var en, jeg gik tur med,” sagde jeg.

”Gik og gik.” Dick vippede med hånden. ”Så vidt jeg husker, stod den på en plade med hjul under, og desuden var den årsag til et større trafkuheld.”

Jeg spurgte, om vi skulle stå og ævle eller se efter, hvad der var i kassen. Og i forbifarten mindede jeg Dick om, at vi ikke havde haft kæledyr i huset, siden vi passede en hamster, som hed Banjomus, og som Dick kom til at banke fad ved et uheld. Vi måtte begrave den i en pizzaæske, så fadmast var den. Men det er en anden historie. Dick brød sig heller ikke om at blive mindet om det, kunne jeg se, men så kunne han jo lade være med at nævne det med hunden. I øvrigt var pakken jo til ham og ikke til mig. Hans navn stod på den. Dick, De økologiske detektiver, Doom Town. Og der stod også, hvem der havde sendt den.

”Den er jo fra Mulle,” udbrød Dick overrasket.

”Hvad for en Mulle?” spurgte jeg.

”Min onkel. Han er fsker,” forklarede Dick. ”Han har en båd i Den Sorte Lagune. Da jeg var en lille knægt, sendte han mig tit sjove ting fra havet, tørre søstjerner og gebisset fra en haj og den slags. Men faktisk har jeg ikke hørt fra ham i årevis.”

Og det ville Dick snart ønske, at han var blevet ved med. Altså ikke at have hørt fra sin onkel Mulle.

Nu fandt han et brækjern og gav sig til at åbne kassen. Jeg måtte indrømme, at jeg var spændt på

at se, hvad der var i. Det var jo ikke hver dag, man modtog en kasse med noget levende i.

Monster

Dick fk brækket låget op, og vi kunne se, at kassen var fyldt med vådt hø.

”Hvad pokker?” udbrød Dick og rodede i det med fngrene.

Klak! lød det så, og Dick gav et hyl fra sig. Et par blåsorte klosakse skød ud af høet og klippede i luften.

”Shitskaya!” udbrød Dick og fk hevet nallerne til sig, for i høet befandt sig en hummer. En mega monster motorfokker af en hummer faktisk. Og den så ud til at være i dårligt humør. Den havde nogle pænt store klosakse, som den ivrigt forsøgte at nå Dicks næse med. Han fk smækket låget på kassen i en fart.

”En hummer,” sagde han og så på mig. ”Og den er sprællevende!”

”Din onkel Mulle har en syg form for humor,” sagde jeg og rakte ham et brev, som var faldet ud af kassen. Dick skyndte sig at åbne det.

Kære Dick, læste han: God appetit! Vh. Mulle.

”Onkel Mulle har altid været en mand af få ord,” sagde Dick.

”Det er altså en gave?” sagde jeg.

Dick gned sig i hænderne og spurgte, om jeg vidste, hvad det her betød. Problemer, gættede jeg, men for en sikkerheds skyld sagde jeg, at det vidste jeg ikke. Men det kunne Dick så hurtigt fortælle mig: Det betød, at vi nu skulle have hummer til frokost!

”Har du tænkt dig at spise det der uhyre?” spurgte jeg. ”Og hvordan vil du gøre det? Ud over kniv og gafel kræver det en bazooka. Mindst.”

”Vissevasse,” sagde Dick og fandt vores største suppegryde frem. ”Man kyler den på hovedet i en gryde spilkogende vand. Og 10 minutter senere gufer man den med citron og ristet brød.”

”Er det ikke synd?” sagde jeg.

”Du mener at putte citron på?” spurgte Dick.

”Nej, at koge den levende.”

Dick sagde, at den ikke mærkede noget, og spurgte, om jeg nogen sinde havde hørt en hummer skrige. Og det kunne jeg ikke ligefrem påstå.

Det kom jeg heller ikke til. De skrig, jeg snart skulle høre, kom fra helt andre kanter.

Ballade for en femmer

Dick tog et forklæde på. Nu skulle masterchefen vise, hvordan man lavede hummer, sagde han og satte gryden med vand over.

Jeg blev sat til at skære en citron i både. Jeg var jo heller ikke masterchef. Jeg var bare et barn i en voksenkrop. Men jeg havde en følelse af, at vi var ved at rode os ud i nogle velvoksne problemer.

Lidt efter kogte vandet. Så langt, så godt, som Dick sagde, mens han fk låget af kassen igen. Han have taget grillvanter på, for skaldyret havde et par ordentlige klosakse og var ikke bange for at bruge dem.

Men så var det lige, at Sue kom hjem. Og det var straks mindre godt, for Sue var medlem af Dyrenes Beskyttelse. Og hun var også vegetar og modstander af alt, som gik ud over dyr. For eksempel at man spiste dem. Uskyldige dyr skulle ikke dø, for at vi kunne blive mætte, som hun sagde. Men en uskyldig gulerod gjorde det åbenbart ikke noget med.

Typisk, at hun lige skulle træde ind ad døren nu, hvor Dick akkurat havde fået hummeren op af kassen. Han stod med den i strakt arm. For den var ret ivrig efter at give ham et hak i tuden.

Sue så på den dampende gryde og på hummeren og ville vide, hvad vi havde gang i, men åbenbart kunne hun selv regne det ud.

”I har vel ikke tænkt jer at koge det stakkels dyr, har I?” spurgte hun med et ildevarslende udtryk.

”Nej, vi er ved at give den et varmt bad,” sagde Dick og gjorde klar til at dumpe hummeren i gryden med hovedet først.

”Det var Dick, som fandt på det,” skyndte jeg mig at tilføje. For nu begyndte Sue at skabe sig for en femmer. Hun spurgte, hvad vi var for nogle helvedes dyrplagere, og kaldte os mordere og kødhoveder samt en hel masse andre mindre pæne ting.

Nu havde vi to arrige bæster i køkkenet. Jeg ved ikke, hvem der var værst, hummeren eller Sue. Men for at gøre en lang historie kort endte det med, at vi måtte opgive det hele. Sue ville blæse højt og fot på, hvor den hummer kom fra. Hun forlangte, at vi kørte ud til havet og slap den fri, for ellers kunne vi se os om efter en ny partner i detektivbureauet.

Hun gad ikke være sammen med folk, der gik rundt og myrdede hummere. Og når Sue var i det humør, var der ikke så meget at stille op. Dick kunne skyde en hvid pil efter den hummerfrokost! Men hummeren hang vi stadig på.

Den glade reje

Lidt efter var vi på vej mod havet. Og med ’vi’ mener jeg Dick og mig. Og hummeren selvfølgelig. Den befandt sig atter i kassen. Og den var ikke blevet i bedre humør. Heldigvis stod kassen omme på bagsædet med låget sømmet godt fast.

Dicks humør var heller ikke i top. Han sad og skar tænder, mens han kørte. Man kunne se en masse røde blodkar i hans øjne. Jeg prøvede at trøste ham.

”Sådan en hummer smager nok heller ikke godt,” sagde jeg.

Dick bad mig klappe gællerne i. Han havde en anden mening om den ting. Og det var tydeligt, at han havde tænkt sig at surmule hele vejen.

Men så var det, at jeg kom i tanke om en restaurant nede ved havnen. Den glade reje, hed den. Og som man måske kan gætte, serverede den seafood. Jeg havde hørt, at de havde et akvarium derinde. Altså inde i selve restauranten. Det var fyldt med

store, fede hummere. Man kunne sidde og se på dem, mens man spiste.

Jeg fortalte Dick om akvariet. Der kunne vores hummer få det godt, sagde jeg. Sammen med alle de andre hummervenner. Og så slap vi også for at køre helt ud til havet.

Dick sendte mig et håbløst blik og sagde, at det var meningen, at man skulle æde hummerne i det akvarium.

”Man peger på den, man vil have, og så fsker tjeneren den op og bringer den ud i køkkenet, hvor kokken koger den i en stor gryde. Fatter du slet ikke det, din grønne tumpe?”

”Er du sikker?” spurgte jeg.

Dick sukkede bare og så på mig, som om jeg var skudt i låget eller sådan noget. Men så fk han pludselig en idé, der fk ham til at smile fra øre til øre.

”Jack, du er genial!” udbrød han, og nu fattede jeg slet ikke noget, for lige før var jeg en tumpe, men Dick forklarede sin idé. Den gik i korthed ud på, at vi kørte ned til Den glade reje. Dick kendte ejeren. Det var en fyr, som hed Wok. Og ifølge Dick var Wok lidt af en haj i et køkken.

”Det passer jo fnt til en fskerestaurant,” sagde jeg.

Dick nikkede og sagde, at vi lod Wok gøre det beskidte arbejde. Vi medbragte selv vores hummer. Wok kogte den. Vi åd den. Sådan gjorde smarte fyre med hang til hummer.

”Hang til hummer?” Jeg var ikke sikker på, at jeg var med.

”Hemmelig hummerhang,” nikkede Dick tilfreds.

”Og på den måde får vi vores hummerfrokost, uden at Sue aner uråd.”

”Nå, sådan. Og vi slipper for at vaske op.”

”Lige præcis,” sagde Dick. Og med de ord lavede han en U-vending, så dækkene hvinede, og strøg for fuld hammer tilbage i retning mod Doom Town.

Wok

Lidt efter parkerede vi bilen i nærheden af Den glade reje. Restauranten lå i et gammelt pakhus ved havnen. Der var en reje malet på facaden. En stor, glad reje med neonlys rundtom, så den også kunne ses i mørket. Men lige nu var det højlys dag, og rejen var slukket, om man så må sige.

Ved fælles hjælp fk vi bakset kassen med hummeren ind i restauranten. Der var heldigvis tomt, for restauranten åbnede først om nogle timer.

Vi fandt Wok i køkkenet i færd med at hakke grøntsager til fskesuppen. Han kunne godt bruge en kniv, så det ud til. Hak, hak, hak! Og så var de grøntsager færdige med at se godt ud.

Dick forklarede, hvad vi kom for. Wok lyttede og nikkede og kløede sig i nakken. Han syntes selvfølgelig, at vi var langt ude. For det første åbnede han først om to timer. For det andet var det meningen, at man skulle købe maden i en restaurant, ikke medbringe den selv.

”Tager I måske også pølser med til pølsevognen?” ville han vide.

”Nej, men vi har et problem med Dyrenes Beskyttelse,” forklarede Dick. ”Og så var det, jeg tænkte, at min gamle ven mesterkokken Wok, måske kunne gøre mig en tjeneste.” Dick halede sin tegnebog op og lagde et par sedler på bordet. Dét afgjorde sagen. Penge taler deres eget sprog, og lige her sagde Dicks goodbye!

Wok krattede sedlerne til sig og lovede os, at han nok skulle koge vores hummer for os, og vi kunne såmænd også få lov til at nyde den i restauranten, bare vi købte noget at drikke til.

Dick slog ud med armene og bestilte champagne. Mindre kunne ikke gøre det, nu der stod hummer på menuen. Jeg nøjedes med en cola.

Wok hentede drikkevarerne og satte dem foran os. Colaen kom i en dåse, champagnen i en sølvskål fyldt med is. Det hele var meget fnt og fornemt. Men jeg tænkte, at det blev en dyr hummer, inden vi var færdige med den.

Dick var ligeglad, når bare han fk hummer til frokost. For det havde han sat næsen op efter, som han sagde.

Kok amok

Der var fredeligt og rart i Den glade reje. Især fordi vi havde det hele for os selv. Jeg kiggede mig omkring, mens jeg nippede til colaen.

På væggen hang en udstoppet sværdfsk og så dum ud. Lamperne over bordene var formet som muslingeskaller. I det store akvarium ved siden af vores bord kunne vi se alle hummerne. Men ikke vores. Den var Wok ved at gøre klar ude i køkkenet.

Dick lænede sig tilbage og så vældig tilfreds ud. ”Sue skulle bare vide, hvad vi to laver lige nu,” smilede han.

Jeg var nu ret glad for, at Sue ikke vidste, hvad vi lavede.

”Er du klar over, Jack,” sagde Dick efter at have kastet et blik på menukortet, ”hvor dyrt det er at spise hummer på en restaurant? Men takket være onkel Mulle sidder vi nu her og kan lege luksusdyr. Uden at det koster os en bønne.”

Hvis man lige ser bort fra champagnen og colaen, tænkte jeg.

Vi tilbragte ventetiden med at glo på akvariet. Derinde kravlede hummerne rundt uden at ane, hvad der ventede. De havde numre på ryggen. Så man bare behøvede at pege og sige ”nummer syv, tak”, og så ville tjeneren fske nummer syv op med et net og tage den ud i køkkenet til Wok. Og så var det slut med den hummer. Men lige nu var der ingen tjener. Wok var i gang med vores hummer fra Den Sorte Lagune. Dem i akvariet er ikke i fare.

Ude fra køkkenet kunne vi pludselig høre larm. Gryder, der væltede, og potter, der faldt på gulvet, og den slags. Så lød nogle høje vræl. Vi skyndte os derud for at se, hvad der var på færde, og mødte Wok, som blødte fra det ene øre og havde fået sit forklæde fænset.

”Hvad har du gang i?” spurgte Dick, selvom enhver kunne se, hvad kokken havde gang i. Han havde gang i at jage vores hummer med en frkantet kødøkse. På komfuret stod en gryde spilkogende vand parat.

Men ikke alt var åbenbart gået efter planen. Trækassen var væltet, og dens indhold krablede rundt på gulvet og virkede ærlig talt ikke særlig sam-

arbejdsvillig. Den var på vej ind under køkkenbordet og klippede i luften med sine klosakse.

”Få den nu kogt, Wok,” sagde Dick. ”Vi har ikke hele dagen.”

Wok smed sig ned på knæ og kravlede efter den ind under køkkenbordet. Vi hørte en vred mumlen derindefra, derpå fulgte et skrig, og så kom Wok bakkende ud igen efterfulgt af hummeren, som havde fået solidt fat i han næse.

”Wiiii!” jamrede Wok, mens han hev og sled i bæstet. ”Gør noget! Få den væk! AV!”

Det så skideskægt ud, men jeg skulle nok lade være med at grine, for det kunne lige så godt have været en af os, det var gået ud over.

Dick greb den største stegepande, han kunne fnde, og svingede den med fuld kraft mod hummeren.

I samme øjeblik fk Wok vristet den løs fra sin næse. Dick ramte Wok midt i ansigtet. KLOOONG!

rungede det. Både hummer og Wok faldt til gulvet. Hummeren spænede ind under komfuret. Det lød som en fok damer på stilethæle. Wok tumlede

omkuld i en kasse sardiner. Han havde aftryk af stegepande i hele femøren, og det brune i hans øjne raslede rundt som terningerne i et rafebæger.

Han kom først til sig selv, da Dick sjaskede noget koldt vand i hovedet på ham. Men så kom han også rigtig meget til sig selv!

Med et vildt karatehyl sprang han på benene. Nu var han pludselig ligeglad med hummeren. Nu var det Dick, han ville hakke i småstykker med sin kødøkse.

”Jeg skal lave dig til makrel i tomat-sushi!” hylede han, og så var Dick den, der var skredet. Ud af køkkenet og videre ud af restauranten. Wok stormede bagefter med hævet økse, mens han sendte en tsunami af spyt og bandeord efter Dick. Jeg begyndte at forstå, hvorfor det var så dyrt at spise hummer på restaurant.

Tattoo-Tut

Jeg var ladt alene tilbage. Eller helt alene var jeg jo ikke, for psykopat-hummeren var der jo stadig. Heldigvis havde den gemt sig inde under komfuret. Det var i hvert fald, hvad jeg troede, indtil den pludselig kom ræsende på sine seks ben som et uhyre i et forbandet computerspil. Med øjne på stilke, vippende antenner og klosakse, som klippede i alle retninger. Havde den kunnet spy ild, havde den sikkert også gjort dét.

Noget tydede på, at det nu var mig, som skulle have skylden, så jeg fk travlt med at komme væk og benede ud ad bagdøren. Hummeren opgav heldigvis forfølgelsen og trak sig tilbage til køkkenet. Men vores frokost var helt sikkert gået i vasken.

Den næste halve time holdt jeg lav profl. Jeg

måtte fnde Dick og helst undgå at støde på Wok. Imens drev jeg lidt rundt i nabolaget. Jeg endte foran en lille salon, hvor man kunne få lavet en tatovering. Der var ingen kunder, så ejeren fk selvfølgelig øje på mig. Det var en dame, som åbenbart

kaldte sig Tattoo-Tut. (Det stod der i hvert fald på skiltet).

”Hej, pomfrit,” sagde hun. ”Leder du efter nogen?”

”Øh, nej,” sagde jeg. For jeg gad ikke blande andre ind i det her rod.

”Hvis du ska’ ha’ lavet en tusse, er du kommet til det rigtige sted,” sagde hun og var selv en omvandrende reklame for sin salon, for hun var helt blåtusset op og ned ad arme og ben.

”Jeg kigger bare,” sagde jeg og ville gå videre, men Tut hev mig indenfor og viste mig et katalog, hvor man kunne se alt, hvad man kunne få lavet. Der var alt fra sejlskibe til … yrk, damer uden ret meget tøj på!

”Var dét noget?” spurgte hun og vippede med øjenbrynene. ”Du ligner en, som er på udkig efter noget helt særligt.”

”Gør jeg det?” sagde jeg.

Hun så vurderende op og ned ad mig. ”Der er nok ikke plads til et helt sejlskib på din brystkasse, men en smækker sild – eller måske en tribal rundt om biceps?”

Jeg forstod ikke et levende ord af, hvad konen ævlede om. Og jeg skulle hverken have sild eller tudser nogen steder. Jeg skyndte mig at lette på hatten og sige, at jeg lige ville sove på det, og væk var jeg.

Et øjeblik efter var jeg tilbage ved Den glade reje, hvor alt heldigvis virkede roligt. Jeg skød hjertet op i livet, som man siger, og trådte indenfor.

I køkkenet fandt jeg Wok. Han sad ved et bord og stangede tænder. Han havde fået en pæn bule efter stegepanden, men han virkede ikke sur længere. Nærmere tilfreds på sådan en hånlig måde, som når man lige har vundet i ludo, fordi man har snydt. Foran ham på en tallerken lå de sørgelige rester af en kogt hummer. Efter størrelsen at dømme vores hummer. For en halv time siden var den blå og sprælsk, nu var den en bunke røde skaller med en slatten dildkvist på.

”Øh, har du set Dick?” spurgte jeg.

”Nej, men hvis du ser den kvajpande, så hils ham og sig, at hummeren var udsøgt,” sagde Wok og

lirkede et stykke hummerkød ud med tandstikken og betragtede det interesseret, inden han suttede det i sig.

Jeg skævede rundt i køkkenet. Kødøksen stod plantet midt i et spækbræt, og hummergryden stod på komfuret og stank. Wok løj ikke. Han havde virkelig ædt vores hummer. Ikke bare ædt den, men også myrdet den.

”Prima hummer. Synd, I ikke selv smagte den!” sagde Wok og slog også lige sådan en klam pustebøvs, hvor kinderne bliver spilet helt ud og lyder, som når en badebold punkterer.

”Godt nok usportsligt!” fk jeg sagt. Wok rejste sig og trak kødøksen op af brættet. Så pegede han på døren med den som tegn til, at samtalen var afsluttet.

Jeg skyndte mig at lette på hatten og sige tak for i dag. Og så var jeg den, der var smuttet. Men jeg kan godt hilse og sige, at jeg syntes, at det var lige groft nok, hvad Wok havde gjort. Dick ville næppe blive glad, når han hørte, hvad der var sket med hans hummer. Men hvor var Dick?

Bilen holdt stadig et stykke fra Den glade reje. Men der var ingen Dick i den. Lidt efter hørte jeg noget pusle inde under bilen. Det var så til gengæld Dick.

”Hvad laver du under bilen?” spurgte jeg.

”Holder lav profl,” lød svaret.

”Bare kom frem,” sagde jeg. ”Wok leder ikke efter dig mere.”

”Fyren gik amok,” sagde Dick og krøb frem i lyset.

”Ja, fordi du pandede ham ned,” sagde jeg.

”Jeg prøvede jo bare at hjælpe,” sagde Dick og børstede snavs af tøjet. ”Hvad med vores hummer?”

”Øh, det er nok bedst, hvis vi venter med at hente den til senere,” sagde jeg. ”Lige nu er det hele, øh, lidt opkogt!”

”Du her ret, Jack. I morgen har Wok nok indset, at han overreagerede, og så får vi en undskyldning. Hummeren kan bo i hans akvarium til i morgen.”

Jeg nikkede høfigt, mens jeg overvejede, hvordan jeg bedst kunne fortælle Dick, hvad der var blevet af skaldyret.

Og så kørte vi hjem til Sue.

”Fik I sat den fri?” ville hun vide, straks vi trådte ind ad døren. Hun var i gang med at lave en nunchaku af to stykker persillerod og en stump reb.

”Jep,” sagde Dick og smed sig i sofaen.

Men der tog jeg fejl. Vi kom i høj grad til at se den hummer igen. Bare på en lidt anden måde, end vi havde tænkt os.

”No problemo,” sagde jeg. ”Den hummer ser vi ikke mere til.”

Hummerhævn

Allerede næste dag begyndte de uhyggelige mord i byen. Vi læste om dem på nettet. En eller anden galning var gået amok. Som sædvanlig var politiet på bar bund. Men de havde nok at se til. Det så ud til, at morderen var bevæbnet med et samuraisværd eller måske en gigantisk hækkesaks. Flere af ofrene var nærmest klippet i stumper og stykker, som når en sur unge går amok på en kravlenisse.

Via politiradioen havde Sue hørt fere rygter. En sømand nede på havnen var blevet et hoved kortere. Og en lystfsker ude på molen var blevet delt i fre dele, og ikke på den gode måde. Og sådan var det hele vejen. Det ene skrækkelige mord efter det andet. Doom Town var endnu en gang plaget af en morderisk galning.

Men Dick gad ikke interessere sig for en gal morder. ”Lad politiet ordne den sag,” sagde han. ”Jeg har vigtigere ting at tage mig til.”

”Som hvad?” spurgte jeg. Dick vinkede mig tæt på og skævede til Sue for at sikre sig, at hun ikke

hørte ham. Men hun lå i sofaen og afyttede politiradioen med sine hørebøfer på, så han kunne være rolig.

”Jeg vil have min hummer tilbage,” sagde Dick. ”Fatter du det, Jack? Tilbage!”

”Dick, det nytter ikke,” sukkede jeg.

”Og hvorfor ikke det?” ville Dick vide.

”Fordi Wok er kommet til at spise den.”

Dick lignede en, der havde fået en bowlingkugle i hovedet. Han bad mig gentage, hvad jeg lige havde sagt. Og så fortalte jeg Dick om de sørgelige hummerrester i køkkenet på Den glade reje.

Dick blev krebserød i sit ansigt.

”Min hummer!” hvislede han med sammenknebne øjne. ”Min gave fra onkel Mulle.”

”Den smagte nok ikke godt,” trøstede jeg.

Men Dick hørte intet. Han så ud, som om han havde fået hundegalskab. Hvid fråde om munden og øjne, som stod ud af hovedet. Hans hævn ville blive frygtelig, lovede han. ”Øje for øje, Jack Stump!” råbte han og pegede på mig med en stiv fnger.

”Hvad for en fsk?” sagde jeg.

”Vores hummer! Den fsk!” hvislede Dick. ”Wok stjal og åd vores hummer. Som hævn vil vi nu stjæle alle hans.”

”Du mener, du vil?” spurgte jeg.

”Nej, vi vil!” sagde Dick og viste tænder.

”Altså stjæle dem fra hans akvarium?” skulle jeg lige have opklaret.

Dick nikkede. Det var det, han mente med øje for øje. Jeg kunne ikke se, hvor de øjne kom ind i billedet, og syntes, det hele lød lidt besværligt. Men der var ingen vej udenom. Dick ville slå til allerede i aften. Og jeg skulle med.

”Gør dig klar til en hummerfest,” sagde Dick og gned hænder som en gal diktator, der skal til at erobre verdensherredømmet.

”Hvad så med Sue?” spurgte jeg. ”Er det ikke bedst, jeg bliver hjemme og passer på hende, når nu der er en morder løs i byen?”

”Sue kan passe på sig selv,” indvendte Dick og skævede til Sue på sofaen. ”Hun har sin selleri-nunchaku, eller hvad det er.”

”Persillerod,” rettede jeg.

”Så fk vi det på plads,” sagde Dick.

Neonreje

Meget passende havde Sue den aften en aftale i Dyrenes Befrielsesfront, eller hvor det var, så vi slap for at rode hende ind i sagen. Det passede især Dick fnt. For nu skulle der stjæles hummere til århundredets hummerkalas.

Jeg syntes, det var lidt omvendt, at detektiver gjorde den slags, men Dick blev bare ved at ævle om øje for øje og tand for tand.

”Javel,” nikkede jeg. ”Og klosaks for klosaks, måske?”

Dick sagde, at jeg havde fattet budskabet.

Vi var tilbage i havnen, hvor Den glade reje lå. Vi parkerede bilen et stykke borte for ikke at vække opsigt. Men det havde vi ikke behøvet, for en tæt tåge lå over havnen. Alt var øde. I det fjerne tudede et tågehorn. Det var en perfekt nat til mørkets gerninger.

Dicks plan var, at jeg holdt vagt, mens han huggede hummerne. Jeg kan godt hilse og sige, at jeg ikke var meget for det. At stå alene i mørke og tåge,

mens en gal morder huserede i byen, men Dick lovede at skynde sig.

Og det var derfor, at man lidt før midnat kunne se mig stå foran Den glade reje og forsøge at se naturlig ud.

Restauranten var naturligvis lukket for længst. På muren over mig blinkede den glade neonreje i den fugtige luft. Tændte og slukkede med en gnistrende summen, så jeg skiftevis stod i mørke og oplyst af et rødt skær. Det var til at blive helt snotforvirret af.

Jeg tænkte på den gale morder, der klippede folk i stykker, og håbede i det mindste, at han var i den anden ende af byen. Desværre vidste man aldrig med gale mordere. Og én ting var sikkert: De gik sjældent tidligt i seng.

Jeg havde heldigvis ’lånt’ Sues peberspray med økologisk chili, som hun altid gik med i jakkelommen, og jeg var parat til at bruge den. Især mod gale mordere. Lidt efter lød der skridt. Jeg hev sprayen frem, men det var bare Dick. ”Fri bane,” sagde han. ”Vi går bagom.”

”Skulle jeg ikke holde vagt her?” spurgte jeg, men Dick oplyste, at planen var ændret, hvorpå han vinkede mig med sig om til bagindgangen.

Bagsiden af Den glade reje lå ud til kajen. Man kunne høre vandet slå mod bolværket og et par rotter, der peb. Men tågen gjorde det svært at se ret meget. Dick pegede på et lillebitte vindue et stykke over vores hoveder. Det stod på klem.

”Det er ind til wc’et,” forklarede Dick, og hans plan var at løfte mig op til det. Jeg havde nemlig lige den rette størrelse.

”Til hvad?” ville jeg vide.

”Til at mase dig gennem det, og når du så er inde, skal du bare gå gennem restauranten og låse op indefra. Som at klø sig i øret,” siger Dick.

”Nå, på den måde,” sagde jeg. ”Og hvad hvis Wok har sat alarmen til?”

”Så tager vi den derfra,” sagde Dick. ”Men det tror jeg ikke. Wok er ikke typen, som smider penge ud på den slags.”

Dick tilføjede, at han godt gad se Wok i fjæset, når han kom i morgen og fandt sit akvarium helt tomt.

”Det gad jeg ikke,” sagde jeg. ”Til den tid vil jeg helst være langt væk.”

Dick lod mig komme op på sine skuldre, og snart stod vi som et par cirkusakrobater, og jeg kunne næsten nå vinduet, især da Dick stillede sig på tæer. Med et snuptag fk jeg det åbnet helt. Jeg maste mig gennem. Det gik godt til at begynde med, men så opstod der problemer.

”For pokker,” stønnede jeg og sprællede med benene. ”Jeg sidder fast. Få mig ud!”

Men i stedet for at hive gav Dick mine fødder et skub, så jeg røg gennem vinduet og lige på hovedet ned i wc’et. Og ud over at slå mig halvt fordærvet blev jeg også våd. For en eller anden idiot havde ikke slået brættet ned.

”Er du inde?” lød det udefra.

Sådan noget tis! havde jeg lyst til at råbe. For samme idiot havde også glemt at skylle ud efter sig.

Dick sagde, at jeg skulle skynde mig at lukke ham ind. Og det gjorde jeg så, men jeg kan godt hilse og sige, at jeg syntes, det her var en møgplan.

Kort efter var Dick inde. Han lagde ikke engang mærke til, at jeg var lettere klam. Han tændte bare sin lommelygte og styrede mod akvariet.

”Så skal der fskes hummere,” sagde han.

Under bordet

Der var lys i akvariet, så det var nemt at se, hvad vi lavede. Hummerne så nysgerrigt ud på os. Med deres numre på skjoldet så det ud, som om de var i gang med at stille op til et væddeløb. Dick fk fat i en trappestige og et net, så han kunne fske dem op. Han skulle lige til at jage nettet ned i akvariet, da det puslede ved fordøren. En eller anden var ved at låse op udefra!

”Abort mission!” hviskede jeg og kastede mig i dækning under et bord. Sjovt nok samme bord, hvor vi havde siddet aftenen før. To sekunder senere gjorde Dick mig selskab. Så lå vi der. Vi kunne høre døren blive åbnet. Nogen trådte ind i restauranten ledsaget af et pust af kølig luft. Bare det ikke var en vagtmand, for hvem kunne vide, om der alligevel var alarm? Heldigvis nåede dugen næsten ned til gulvet. Vi sad helt stille med tilbageholdt åndedræt, og jeg kan godt hilse og sige, at jeg var nervøs nu.

Der lød en hvæsende lyd. Som om en eller anden havde svært ved at trække vejret, eller som Darth Vader på en dårlig dag. Nu lød der skridt. Nogen gik lige forbi vores skjulested uden at opdage os. Det lød, som om personen slæbte på noget tungt. Han stønnede af anstrengelse.

Måske var det Wok, som allerede var mødt på arbejde. Han havde måske været henne og hente friske fsk. For at drive en restaurant i Doom Town skal man stå tidligt op. Og det lød faktisk, som om Wok var i gang med at slæbe en stor fsk med sig. Måske en tun eller en sværdfsk. For det stod der på menukortet, at de solgte her.

Desværre løb noget rødt ind under bordet. Dick så på det med afsky. Blod! mimede hans mund.

Kort efter hørtes lyden af noget, som blev lagt på et af nabobordene, og lidt efter hørte vi en smaskende lyd. Vi løftede dugen en smule og tittede frem. Og det ville jeg ønske, at vi aldrig havde gjort. For i lyset fra akvariet så vi et syn, der fk blodet til fryse i vores årer, som man siger. Og de små nakkehår til at stritte som kaktuspigge.

Et stykke borte stod nogen bøjet over noget på bordet. En person iført kokketøj. Det lignede, nej,

det var Wok! Han stod med ryggen til, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at han var i færd med at æde et eller andet. Han slubrede på en klam måde. Lidt som når man gufer saftig vandmelon eller hiver det sidste af en smoothie i sig gennem et sugerør. Men jeg var bange for, at det hverken var vandmelon eller smoothie, som Wok var ved at indtage. For nu så jeg noget dryppe ned på gulvet. Og det kom fra det, som lå på bordet. Det, som Wok stod bøjet over. Og selvom vi sad i halvmørke, var der lys nok fra akvariet til at se, at det var blod.

Halv hummer

En tynd, mørk stribe, som dryppede ned på gulvet og løb hen mod vores skjulested. Jeg så på Dick. Og jeg tror, vi tænkte det samme. Jeg er bange for, at vores jagt på hummer havde ført os lige i kløerne på den gale morder. Det var bare så typisk, at vi altid havnede i den slags problemer. Heldigvis havde Dick været klog nok til at tage sin skyder med.

Han halede den frem og hviskede, at vi tog morderen på fersk gerning. Jeg trak mig væk, for jeg havde ikke lyst til at være i skudlinjen, når først Dick gik i aktion, men uheldigvis kom jeg til at hive i dugen. Den røg af, og det samme gjorde alt, hvad der ellers befandt sig på bordet. Det gav et rabalder af den anden verden.

Wok snurrede rundt og fk øje på os. Og så, at både Dick og jeg gispede, for vi var ikke helt forberedte på det, vi nu så.

Wok var helt forandret. Ikke bare hang hans kokketøj i laser, men også hans krop havde ændret sig, og ikke på nogen god måde. Noget af ham

lignede stadig sig selv. Men resten lignede en hummer. Jeg ved, det lyder skørt, men sådan var det. Wok havde fået lange følehorn i panden. Hans øjne stak ud af hovedet og lignede ikke menneskeøjne mere, snarere to sorte tennisbolde. Omkring hans mund skummede det, som om han havde skyllet en håndfuld Mentos ned med Pepsi Max.

Kort sagt: Wok var ved at forvandle sig til en hummer. Selv hans hænder var blevet til store, blå klosakse, og som om det ikke var slemt nok, så dryppede de af blod, hvilket ikke var så mærkeligt, for de holdt fast om en arm, eller resterne af en. En afklippet menneskearm fuld af tatoveringer!

Synet gjorde mig dårlig, for sidst jeg så den arm, sad den fast på Tattoo-Tuts skulder.

Woks kulsorte kugleøjne stod på stilke. Skum fød fra hans hummergab med en gurglende lyd. Det var et syn, som kunne give selv en gyserforfatter mareridt.

”H-hænderne op!” fk Dick fremstammet og kom på benene, lige bortset fra at han glemte, hvor han befandt sig, og jernede hovedet op i bordpladen med tab af skyder til følge.

Jeg skyndte mig at få fat i den, inden den faldt i de forkerte hænder … eller klosakse. Jeg pegede på Wok med den. ”Overgiv dig, Wok. Festen er forbi.”

Dick lå stadig og ømmede sig og var ikke til nogen hjælp.

Wok havde sluppet den afhuggede arm, men det gjorde ham ikke mindre faretruende. Han nærmede sig med klosakse, som åbnede og lukkede sig, og havde ikke tænkt at overgive sig uden kamp. Det blåsorte panser, som havde bredt sig over hans krop, lignede ikke noget, som en kugle bed på, hvis jeg skal være ærlig.

”Ét skridt til, og du er en … øh, færdig hummer,” truede jeg, men Wok var ligeglad. Han nærmede sig, mens han lavede spytbobler.

Der var stadig et par borde mellem ham og os, men det fk Wok hurtigt lavet om på med sine fejende klosakse.

Heldigvis kom Dick nu ind i kampen. ”Lad mig, Jack,” sagde han, og jeg overlod ham med glæde skyderen.

Dick fyrede omgående et skræmmeskud op i loftet. Kuglen prellede af på en lampe og rikochetterede ind i akvariet. Hele ruden revnede og sendte

en mindre fodbølge ud i restauranten. Vandet fordelte sig over gulvet. Det samme gjorde hummerne.

”Flot, Dick,” sagde jeg. ”Nu har du lavet vandskade.”

Den glade reje sejlede i vand. Og der var krablende hummere overalt. Dick havde mangedoblet vores problemer med kun ét skud. Vi fk nok at gøre med at redde os op på hver sin stol.

Wok var ikke sen til at udnytte situationen. Han greb Tuts arm og sponsede mod køkkenet. Vi hørte bagdøren blive åbnet og skridt, som forsvandt.

”Efter ham!” råbte Dick, og selvom vi lige var kommet op på stolene, måtte vi ned igen. Vi zigzaggede mellem løse hummere og væltede borde. Dick med skyderen parat, jeg med fskenettet, som jeg havde fået raget til mig. Men Wok var allerede over alle bjerge. Vi nåede akkurat at se ham tage et hovedspring lige ned i havnen.

Da vi nåede hen til kajkanten, var der bare en masse bobler på det sorte havnevand. Wok var forsvundet. Han kunne garanteret trække vejret under vandet.

”Lort!” udbrød Dick og stak skyderen i lommen.

”Uden dykkerudstyr har vi ikke en chance for at fange ham.”

Jeg var enig, men samtidig også ret glad for, at vi ikke havde noget dykkerudstyr.

Et skrig i natten

”Tror du ikke hellere, vi må tilkalde politiet?” sagde jeg. ”Han har skåret nogens arm af.”

”Er du dum i hovedet?” fnøs Dick. ”Vi er brudt ind i en restaurant. Gulvet sejler i vand og blod, og der er hummere over det hele, for ikke at tale om et smadret akvarium. Tror du ikke lige, at de vil undre sig?”

Det kunne han selvfølgelig have ret i. Men nu vidste vi i hvert fald, hvem morderen var. Dette forklarede dog ikke, hvorfor Wok havde forvandlet sig til en hummer, eller rettere en halv hummer.

”Hvad flan er der gået galt med ham?” spurgte Dick, mens vi så ned i det skidne havnevand.

Jeg nåede ikke at svare, for nu hørtes et skrig ikke langt borte. Et skrig af smerte. Var det Wok, som havde slået til igen? Nej, skriget kom fra Den glade reje, og vi kendte kun én, der kunne skrige på den måde.

”Sue!” gispede Dick og fåede sin skyder frem igen, og så spænede vi tilbage til restauranten.

Efter skrigene at dømme var der ikke et sekund at spilde.

Hummer nr. 9

Det var midt om natten. Sue burde ligge i sin seng lige nu. Men det gjorde hun ikke. Hun befandt sig i Den glade reje, og hun var ikke alene.

Hun sprang rundt med en sæk i den ene hånd og en hummer i den anden. Og hendes skrig skyldtes, at hummer nr. 9 havde sat klosaksene solidt i hendes bagdel.

”Sue!?” udbrød vi som med én mund. ”Hvad i alverden laver du her?”

”Arrghh!” hylede Sue. ”Hvad ser det ud, som om jeg laver? Få det møgdyr væk fra min popo.”

Sue havde sort tøj på og lignede faktisk lidt en tyv. En tyv med en sæk, som er blevet taget på fersk gerning. Ikke af en vagthund, men af en opvakt hummer.

”Få den væk,” råbte hun, mens hun plaskede rundt. ”Stå ikke der og glo. Fjern det krapyl.”

Vi skyndte os at hjælpe Sue af med hummeren, og derefter fk vi os alle tre bragt i sikkerhed oppe

på et bord. Der kunne vi sidde i fred uden at få våde fødder eller blive nappet.

”I spurgte, hvad jeg lavede, og til det kan jeg svare: Befrier hummere.” Sue snørede sækken til og lagde den fra sig.

Vi gloede på hende for en femmer. Så meget, at hun følte sig nødsaget til at uddybe: ”Har I glemt, at jeg er medlem af Dyrenes Befrielsesfront? Takket være jer to kom jeg i tanke om alle de stakkels hummere, der venter på at blive ædt rundtom på byens fskerestauranter. Men nu får de friheden.”

”De virker ikke særlig taknemmelige,” sagde jeg.

”Men hey, hvad laver I selv her?” Sue kneb øjnene sammen på en ret mistroisk måde. Heldigvis var Dick for en gangs skyld kvik.

”Øh, vi gør det samme,” sagde han. ”Vi fk ondt af alle de små, uskyldige hummere, og så sagde jeg til Jack: Jack, sagde jeg, vi tager ned på Den glade reje og slipper de stakkels dyr fri.”

”Ja, ligesom vi slap den store hummer ud i går,” nikkede jeg.

”Ud i naturen,” tilføjede Dick. ”Hvor den nu løber rundt og har det godt.”

”Altså ude i havet,” præciserede jeg for en god ordens skyld.

Sue så på os med mildere øjne. ”I er kommet til fornuft. Uskyldige dyr skal ikke dø, for at vi kan spise os mætte. I støtter op om Dyrenes Befrielsesfront. Hvor ædelt af jer.”

Dick og jeg smilede de helt store tandsmil, mens vi nikkede, så vores hoveder var ved at falde af. Af og til må man pynte lidt på sandheden for husfredens skyld.

”Jeg vidste, at jeg kunne regne med jer,” sagde Sue og svingede benene ud over bordkanten. ”Lad os blive færdige her. Der er stadig masser af hummere at redde i denne fordømte by, og natten er endnu ung.”

De næste minutter soppede vi rundt og hjalp hende med at indfange hummere og putte dem i sækken. Dick kunne ikke engang stikke en til side til sig selv til senere brug.

”Det er et held, at politiet har travlt med at fange den morder,” sagde Sue. ”Så kan man befri de her dyr, uden at de blander sig.”

Det er sådan noget, man aldrig skal sige, for næppe havde vi fået den sidste hummer ned i sækken,

før helvede brød løs. Døren ind til restauranten blev sparket op, og ind stormede en større politistyrke. Med gasmasker og geværer og hele svineriet. ”Ned på gulvet!” skreg de og sigtede på os med røde lasersigtekorn, så det så ud, som om vi alle tre havde fået røde hunde. ”I er sigtet for mord!”

Vi fk travlt med at gøre, som de sagde. Og jeg kan godt hilse og sige, at der var vådt på det møggulv. Men heldigvis var hummerne forsvarligt lukket inde i sækken. Det kunne man også sige om os. For lidt efter sad vi i salatfadet* på vej til stationen. Iført håndjern og i den grad i problemer.

”Sigtet for mord?” sagde Sue og så på os. ”Hvad handler det om? Hvad har I to megafjolser nu fået rodet mig ind i?”

”Det er en lang historie,” svarede Dick. ”Men nyd turen. Vi sidder i et salatfad, og du er jo vegetar!”

Godt sagt, Dick, tænkte jeg. Sue skulle bare have ladet os koge den hummer forleden; så var vi ikke havnet i den her suppedas.

* Slang for fangetransport

I håndjern

Doom Towns politigård var ikke det mest behagelige sted at tilbringe natten. Men det var altså her, vi måtte forklare, hvad vi lavede i Den glade reje. Og hvordan det lige kunne være, at der var blodspor over det hele. Og hvorfor man fandt en død kvinde i gyden bag restauranten. En død kvinde, som havde fået sin arm hugget af! Har vi måske spist den arm? Havde vi, hva’? Hva’? Og de lyste os i hovederne med deres 1000-watts forhørslamper. Det var meget ubehageligt.

Sue nægtede at have noget som helst med noget at gøre. Hun trak dyreaktivist-kortet og opførte det vildeste drama.

”Ingen dyr skal dø for sjov!” råbte hun og hævede en knyttet næve i luften, hvilket var ret belastende, fordi hun og jeg delte håndjern. Jeg var ved at få trukket armen af led, hver gang hun fægtede med næven og råbte slagord. ”Død over dyremishandlere og kødsvin! Befri hummere i alle lande!”

”Rolig, dame,” sagde politifolkene, men en af dem fk travlt med at gemme sin sandwich med tunsalat af vejen.

Dick prøvede at forklare alting. Vi var uskyldige, hævdede han. Faktisk var vi selv på morderjagt. Vi var nemlig detektiver, økologiske detektiver sjovt nok. Og vi havde allerede opklaret, at den gale morder, som gjorde byen usikker, var kokken fra Den glade reje. Wok.

”Så du påstår, at kokken er morderen?” ville politiet vide og rettede deres forhørslamper ind i hovedet på Dick, så han nærmest blev solbrændt.

Dick sagde, at det præcis var dét, han gjorde, og tilføjede, at Wok var blevet ramt af en slags skaldyrsforgiftning, som var overført, da han havde spist en hummer. Det var derfor, han nu gik rundt og lavede folk til sushi. I stedet for hænder havde han fået klosakse. Og følehorn ud af panden. Dick indrømmede, at det lød som en dårlig science fction-fm, men det var sådan, det var. Lidt ligesom når folk blev bidt af en varulv og selv blev til en. Her var Wok bare blevet til en varulvehummer!

Betjentene gloede på Dick med åben mund og polypper. ”Han er lige til kolbøttefabrikken,”

sagde en af dem. Og så slæbte de Dick ud af forhørslokalet.

”Sig til dem, at det er sandheden,” råbte Dick, mens de trak afsted med ham i retning af pipcellerne. Men Sue og jeg havde ikke lyst til at komme på kolbøttefabrik, så vi lod, som om vi ikke hørte ham, selvom han sprællede og lavede det værste drama.

I stedet forklarede Sue, at hun var medlem af Dyrenes Befrielsesfront. Og at jeg var hendes lille fætter, Bønne. Vi var trængt ind i restauranten alene med det formål at befri hummerne, fordi vi ikke ville fnde os i, at de skulle ende som mad. Men vi havde intet at gøre med mordene. For syns skyld råbte Sue nogle fere slagord, og betjentene begyndte at se trætte ud. Jeg holdt lav profl og prøvede bare at se dum og uskyldig ud. Det var nemt nok.

”Sig noget, Bønne,” sagde Sue og stak mig i siden med albuen. ”Bak mig op!”

”Død over frikadellefars,” mumlede jeg. ”Spis grønt og drik rødbedesaft!”

”Der kan I se. Bønne er kampveganer,” nikkede Sue. ”Ligner han måske ikke én, der lever 100 procent grønt.”

Alle i lokalet betragtede mig, som om jeg var en oggenok, men heldigvis troede de os. Vi lignede jo heller ikke ligefrem gale mordere, og desuden havde de beslaglagt sækken med hummere. Så det endte med, at vi fk en bøde for hærværk og indbrud. Derpå låste de håndjernene op og hældte os ud med besked om ikke at lave den slags igen. For næste gang røg vi ind og ruske tremmer, det kunne de godt love os.

”Det er modtaget,” sagde Sue, og jeg nikkede og gjorde honnør, indtil Sue sparkede mig over benet og sagde, at jeg ikke behøvede at overdrive.

Atomhummer

Kort efter var Sue og jeg sluppet fri. Det samme kunne vi desværre ikke sige om Dick, som var blevet ført væk for at få undersøgt sit hoved. Så nu var vores trekløver forvandlet til et tokløver. Ikke skidesmart, når der stadig var en morder løs i byen.

”Bønne!” fnøs jeg fornærmet. ”Var det det bedste, du kunne komme i tanke om?”

”Årh, lad være at hænge dig i småting. Det vigtigste er, at vi slap ud.”

Vi begyndte i rask tempo at bevæge os ad Doom

Towns natmørke gader, og Sue bad mig forklare hende, hvad alt det hummervrøvl handlede om.

”Det er faktisk lidt, som Dick sagde,” forklarede jeg. ”Wok er muteret til en mutant. Det er derfor, han går rundt og klipper folk i stykker. Giver det mening?”

Det gjorde det ikke, kunne jeg fornemme. Sue foreslog, at vi måske også fk mit hoved undersøgt.

”Men det passer,” sagde jeg. ”Den hummer, som Dick fk af sin onkel, og som du tvang os til at sætte

ud i havet, var åbenbart ikke helt frisk. Og det er gået ud over Wok.”

Sue ville gerne vide, hvor kokken fra Den glade reje kom ind i billedet, og her blev det en smule besværligt. For jeg ville helst ikke fortælle hende, hvor Wok kom ind i billedet.

Uheldigvis kunne Sue godt lægge to og to sammen. Og det resultat, hun nåede frem til, talte ikke til min fordel.

”Skal jeg forstå det sådan, at I to halvhjerner slet ikke tog hummeren ud til havet som aftalt, men kørte den ned til Den glade reje, hvor I solgte det arme dyr til Wok, så han kunne servere den for sine gæster i restauranten?”

”Ikke helt sådan,” sagde jeg og begyndte at få det varmt.

”Hvordan i alverden så?”

”Mere så han kunne servere den for os,” fk jeg fremmumlet og skyndte mig at tilføje, at det var Dick, som fandt på det.

”Det er jo vanvid,” kom det hovedrystende fra Sue. ”Ved I ikke, at der er totalt fskeforbud i Den Sorte Lagune? Det har der været i årevis. Og hvorfor mon?”

Inden jeg fk sagt noget, svarede Sue selv på spørgsmålet:

”Fordi et militærfy engang tabte en atombombe ud af lastrummet ved en fejl. Til alt held sprang den ikke i luften, men den lå og rustede i lagunen i årevis, inden man fandt den. Alle fsk og skaldyr derfra er no go i de næste to millioner år.”

”Mon Dicks onkel Mulle ved det?” spurgte jeg.

”Nok ikke, siden han sender Dick en hummer.

Og hvis Wok har ædt det kræ, så forklarer det en del.”

”Gør det det?” spurgte jeg, for jeg var ikke helt med.

”Den bombe har nok lækket atomer ud i vandet,” nikkede Sue. ”Og så har Mulles hummer ædt radioaktivt seafood, muslinger og søpindsvin og den slags. Og alle ved, hvad der så sker.”

”Den bliver til en atomhummer!” gøs jeg. ”Så var det derfor, den var så stor.”

”Præcis, Jack. Og spiser man en atomhummer, bliver man til en mutant. Det ved enhver, som har set science fction-flm. Det er noget med sidste led i fødekæden.”

Jeg var lettet over, at det ikke var mig og Dick, som havde spist hummeren, men det ændrede ikke på, at det var min skyld, for det var mig, som fandt på det med Den glade reje. Selvfølgelig var det også lidt Woks egen skyld, for ingen tvang den hummer ned i halsen på ham. Men nu var skaden sket, og Wok var blevet en mutant, som hærgede byen. Dick havde vi ingen gavn af nu, hvor han var anbragt i en celle med bløde vægge.

”Hvad gør vi?” spurgte jeg.

”Vi må fange Wok selv,” afgjorde Sue. ”Kun sådan kan vi få Dick fri. Og når vi får ham fri, har jeg en høne at plukke med ham.”

”Jeg troede, du var vegetar?”

”I overført betydning, din hat.”

”Skal vi ikke hellere lade politiet fange Wok? Jeg har set ham, Sue. Forestil dig en hummer på 100 kilo med kokketøj. Hans klosakse kunne sidde på en kran. Han er for stor en mundfuld for os. Til gengæld kan vi let blive en snack for ham.”

”Han er lige præcis en tilpas mundfuld for et par økodetektiver,” afgjorde Sue. ”Vi må sætte os ind i, hvordan en hummer tænker.”

Det var lettere sagt end gjort. Efter denne aften kunne jeg knap nok tænke en tanke selv, og endnu mindre tænke som et skaldyr.

Én ting måtte man sige om Sue: Når hun kastede sig over en sag, gik hun grundigt til værks. Dick ville begynde med at rense sin skyder, men Sue greb tingene anderledes an.

Mens jeg hvilede ud på sofaen efter nattens strabadser, sad hun med lyttebøfer på og lyttede til politiradioen, samtidig med at hun googlede alt om hummere. Fra tid til anden gjorde hun et notat på et kort over Doom Town og omegn, mens hun mumlede aha! og ser man det?

Efter en time klappede hun computeren sammen og skubbede bøferne ned om nakken.

”Okay, Jack, sagen er klar. Vores hummer spilder ikke tiden, hvis man skal tro oplysningerne på politiradioen. Der er sket fere mord. Samme metode.” Hun lavede saksebevægelser med fngrene. ”De seneste mord er sket længere væk fra Doom Town. Og medmindre der er fere gale mordere løs, ser det ud til, at Mutant-Wok bevæger sig afsted

langs kysten. Det passer jo fnt med, at I så ham hoppe i havnen.”

”Så du siger, at han har forladt byen?”

Sue nikkede. ”Jeg har læst, at hummere vandrer. De kan bevæge sig fere hundrede kilometer. Altså under vandet. Jeg tror, Wok er på vej et sted hen.”

Sue kigger på kortet. ”Men hvad leder han mon efter?”

”Flere at dræbe, hvis man skal tro på nyhederne,” sagde jeg. ”Wok er ikke Wok mere, men en dræbermaskine med panserskelet.”

”Han dræber kun dem, som kommer i vejen for ham,” indvendte Sue.

”Hvilket indtil nu har været alle,” sagde jeg.

Vi kiggede på kortet. Sue havde lavet nogle krydser, og nu satte hun fngeren på et punkt. Jeg lænede mig frem over kortet. ”Den Sorte Lagune!”

læste jeg.

”Tænk som en hummer, Jack,” sagde hun. ”Den vil hjem. Hjem til, hvor den blev fanget.”

”Siger du, at Wok … øh, at mutanten har kurs mod Den Sorte Lagune?”

Sue nikkede. ”Sandsynligvis vil den hævne sig på ham, som fangede den. Godt, man ikke er i onkel

Mulles sko lige nu, eller rettere hans gummistøvler.”

”Vi må advare ham,” sagde jeg, og Sue var helt enig. Og helst måtte vi sætte en stopper for Woks hærgen. Fange ham, hvis ikke levende så i hvert fald død.

Heldigvis lå der et sæt ekstra bilnøgler i en skuffe på kontoret, og Sue kunne køre, så der var ikke noget at betænke sig på.

I en fart fk vi pakket noget udstyr og gjort klar til en picnic i Den Sorte Lagune. Vi havde ingen idé om, hvordan onkel Mulle så ud, men måske mødte vi nogen, vi kunne spørge.

Bilen holdt stadig nede i nærheden af Den røde reje, hvor Dick havde stillet den forleden aften. Forruden var allerede plastret til med p-bøder, men det var ikke vores problem. Vi havde andre problemer nu. Af den slags, som lettest blev løst, hvis man havde en bazooka.

Kurs mod lagunen

Mens solen stod op over en søvnløs Doom Town plaget af en gal morder og et politi, som rendte forvirret fra det ene mordsted til det andet, strøg vi afsted med kurs mod lagunen. Der var et pænt stykke vej, men nu, hvor vi havde bilen, gik det som en leg. I bilradioen kunne vi høre sidste nyt om mordene foruden en vejrudsigt, som ikke lovede godt for den kommende aften. Et uvejr var på vej.

”Uvejr er det mindste problem,” sagde Sue, men de ord skulle hun komme til at fortryde.

Da vi nærmede os Den Sorte Lagune, skulle vi dreje af og følge en grusvej ud til et lavvandet kystområde. Der lå et fyrtårn og nogle småhuse. Ellers intet. Men hvem gad også bo et sted, hvor der havde ligget en atombombe og rustet?

”Jeg håber, vi møder nogen, som kender Dicks onkel,” sagde jeg.

Sue var ikke nervøs. I sådan et hul kendte alle alle, påstod hun. Det ville blive en smal sag at fnde Mulle. Og når vi først havde fundet ham, kunne

han passende hjælpe os med at fange Wok. For han måtte vel være ekspert i den slags.

Jeg håbede, hun havde ret. For jeg havde ikke meget lyst til at tage på hummersafari uden at vide, hvad man gjorde, hvis en mutanthummer dukkede op og var ude på ballade.

Efter et stykke tid rullede vi ind i en lille fække omgivet af krat og træer. Nogle træhuse klumpede sig sammen langs kysten, og man så også nogle anløbsbroer, hvor enkelte joller lå og rykkede i deres fortøjninger. Et stort skilt oplyste, at fskeri var forbudt i hele lagunen. På skiltet sad et par måger og halvsov, men det var også det eneste liv.

Sue parkerede bilen under et falmet banner, hvorpå der stod Hummerfestival 2000. Det var ved at være længe siden. Foran os lå Den Sorte Lagune og lyste i solskinnet. Vandet var blågrønt og levede ikke helt op til sit dystre navn. Men den slags skal man ikke lade sig narre af.

På den modsatte side af, hvor vi stod, kunne man se en fjern kratbevokset strand, hvor der stod et fyrtårn.

”Ikke meget hav at se,” sagde jeg en anelse skuffet.

”Det er en lagune, Jack. Laguner er afskåret fra det rigtige hav af en smal landtange. Det er den, du kan se derovre, med fyret på.” Sue pegede. ”Bag landtangen ligger det rigtige hav. Hvis du lytter efter, kan du høre det bruse, men herinde ligger man i læ for vind og bølger. Lagunen er et slarafenland for alle slags rejer og krebsdyr.”

De så hen mod husene, der lå som en forladt by i det vilde vesten. Rejekogeri, meddelte et skilt over en af bygningerne. Muslinger og krabber sælges, stod der på et andet. Friske hummere.

Lovlig friske, tænkte jeg og gøs. Men der var også en anden slags skilte. På dem stod der Lukket og Nedlagt og Til Salg og Ophørt. Stedet var forladt og forfaldent. Den atombombe havde nok ikke været den bedste reklame for fskeriet. Men helt dødt var stedet ikke, for nu fk vi øje på en gammel gut, som kom traskende med et par årer over nakken og en gul regnhat på hovedet. Han kunne godt ligne en fsker, hvis nogen spurgte mig.

”Tror du, ham der er onkel Mulle?” sagde jeg.

”Det skulle ikke undre mig,” sagde Sue. ”Og det der er i hvert fald hummertejner.” Hun nikkede i retning af de bure, som lå parat i den jolle, fyren

havde kurs mod. ”Man putter lokkemad ind i dem og sænker dem ned på havbunden, og er man heldig, kravler levende hummere ind i dem – og når de først er kommet ind, kan de ikke komme ud igen.”

Smart, tænkte jeg. Men mindre smart, hvis en mutanthummer kom forbi, for så blev de bure lavet om til pindebrænde på et øjeblik.

”Vi må hellere advare ham,” sagde jeg. ”Det er ingen god dag at fske hummer.”

”Har du glemt, hvad vi er kommet for?” spurgte Sue.

Mulle

Vi satte kurs mod fskeren, som var ved at gøre klar til at stikke til søs.

”Dav,” hilste vi. ”Er du Mulle?”

Han svarede, at hvis vi var kommet for at købe skaldyr, kunne vi godt glemme det.

”Vi har heller ikke en rød reje,” smilede Sue og tilføjede, at vi var venner af Dick og kom for at sige tak for hummeren, han havde sendt.

”Hvorfor kommer Dick ikke selv?” ville Mulle have svar på.

”Fordi din hummer gav ham visse problemer,” sagde Sue. ”Og lige nu er han bag lås og slå.”

”Og hvad med hummeren?” spurgte Mulle.

”Den er på fri fod. Og den er på krigsstien. Faktisk har vi brug for din hjælp.”

Vi satte hurtigt Mulle ind i sagen. Han syntes, det lød som den værste skipperskrøne, hvilket var et andet ord for løgnehistorie. Men han havde allerede hørt om mordene i radioen.

”Og I tror, den er på vej hertil?” spurgte han og så ud over lagunen med sammenknebne øjne.

”Den er her nok allerede,” nikkede Sue.

”Halv hummer, halv kok, og ikke til at spøge med,” tilføjede jeg. ”En muteret mutant med morderiske manerer.”

Mulle svarede ikke, men man kunne godt mærke, at han ikke var helt glad ved situationen.

”Det var ellers en fot hummer,” mumlede han.

”Din hummer fejlede ikke noget,” svarede jeg.

”Men du skulle se ham, der satte den til livs. Han er ikke til pænt brug mere.”

”Du har forstand på at fange hummere, Mulle,” sagde Sue. ”Vi, øh, vi har forstand på mutanter. Ved fælles hjælp kan vi måske stoppe uhyret. Men det bliver ingen picnic.”

Mulle overvejede situationen, eller måske overvejede han bare, hvad picnic betød, men derpå gjorde han et kast med hovedet mod jollen og bad os hoppe ombord.

Døde sild

Lidt efter befandt vi os i Mulles jolle. Sue havde taget plads ude i stævnen som en anden galionsfgur, Mulle sad i midten og roede, og jeg befandt mig i agterenden bag en bunke hummertejner. Vi sad som sild i en tønde, og nu vi taler om sild, så havde Mulle faktisk også en spand sild ombord.

”Hummere elsker ådsler,” forklarede han, mens han med raske tag roede os ud på lagunens vand.

”Smid et par stykker i hver tejne, så vi er klar.”

Jeg gjorde, hvad han bad om, men det var ikke lige, hvad jeg forstod ved detektivarbejde. Jeg var efterhånden ved at få nok af skaldyrs ulækre spisevaner. Heldigvis ringede min mobil. Det var Dick. Han var blevet sluppet fri og ville vide, hvor hans bil var henne, og ikke mindst hvor vi var.

”Vi er ude at fske,” oplyste jeg. ”I Den Sorte Lagune.”

Jeg kunne ikke høre, hvad Dick svarede, for det skramlede og susede i mobilen. Og lidt efter røg

forbindelsen. Meget kunne man sige om Den Sorte Lagune, men god dækning var der ikke.

Jeg viftede i luften med telefonen og prøvede at fange et signal. Sue gjorde det samme med sin og med lige så lidt held.

Mulle sagde, at vi skulle holde op med at sidde og sprælle, og spurgte, om vi var ude på at kæntre jollen. Og tilføjede, at vi var lige over atomhullet.

”Atomhullet?” gøs Sue og jeg i munden på hinanden.

”Ja, der, hvor bomben lå og rustede i en masse

år. Og hvor jeg fangede hummeren for nogle dage siden.”

En større båd

Det kunne godt være, at stedet hed Den Sorte Lagune, men vandet var klart, og fere steder kunne man endda se bunden. Der var sand og ålegræs og tang dernede. Altså lige bortset fra det sted, hvor Mulle nu havde parkeret jollen. Lige der var der en mørk fordybning i bunden.

”Det var her, den lå,” oplyste Mulle og sendte en spytklat til bagbord. Sue og jeg kunne godt regne ud, at han talte om bomben.

”Nu har militæret selvfølgelig fjernet den,” fortsatte han, ”men hullet er der endnu, og her holder de største hummere til. De befnder sig strålende nede i det mørke dyb.”

Strålende, jo tak, tænkte jeg.

Mulle pegede på mig. ”Tøm spanden, så vi kan få lagt et duftspor. Hvis der er hummere dernede, skal de nok komme frem, og så sænker vi tejnerne ned.”

”Aye aye, sir,” sagde jeg.

Han vendte sig mod Sue og gav hende besked på at kaste anker. Det lå nemlig ude foran, hvor hun sad.

Sue halede i ankerkæden, og Mulle fskede en dåse med skipperskrå frem og gav hende gode råd om, hvordan man gjorde.

”Jeg ved godt, hvordan man kaster et skide anker,” sagde Sue irriteret og gjorde klar til at smide det udenbords.

Jeg kunne ikke vente med at få de rådne sild over bord. Så jeg kylede hele baduljen langt ud i vandet.

”Ikke spanden, åhh!” himlede Mulle op. ”Kun indholdet!” Men for sent. For nu vuggede spanden på lagunens vand og bidrog til forureningen.

Heldigvis fk Mulle andet at tænke på, for Sue tabte ankeret ned over hans fødder. Og mens han bandede over, hvor klodset hun var, så jeg noget, som fk mit blod til at fryse. En skygge kom til syne lige under den vippende spand. Og i næste øjeblik skød en blåsort klosaks op af vandet. Og vi taler om en klosaks i størrelse XXL.

Splof! lød det, og et øjeblik efter var der hverken spand eller klosaks at se.

Sue og Mulle havde ikke bemærket noget, fordi de havde travlt med at mundhugges over dét med ankeret. Mulle sad og holdt sig om foden, mens han skar grimasser. Og Sue havde travlt med at komme med søforklaringer om, at ankerkæden var alget og derfor umulig at holde ordentlig fast i. Det lød også bedre, end at hun bare var en kluddermikkel.

”Øh, må jeg lige sige noget?” afbrød jeg. Mulle vendte sig mod mig med et arrigt blik.

”Sig frem, pomfrit. Er du søsyg? Du er helt grøn i bærret.”

”Det er mere, fordi …” sagde jeg, ”at du nok får brug for en større båd.”

Hummer-attack

Og det havde jeg ret i. Et krigsskib ville måske være mere på sin plads. For i næste nu begyndte jollen at vippe helt vildt. Vandet rundt om os blev fyldt med skum og bobler. Under os krøb noget stort og mørkt frem fra atomhullet.

”Mutanten!” skreg jeg. ”Få os væk, Mulle!”

Heldigvis indså Mulle, at det var på tide at komme væk, medmindre vi skulle ende som hummersnacks. Han stak årerne i vandet og gav sig til at ro væk fra stedet. Det gik godt i cirka 10 sekunder, så hørtes en knasende lyd til styrbord, og så sad Mulle med en åre, hvor halvdelen manglede.

”Hvad helv…” nåede han lige at udbryde, inden der også lød et knas på bagbordsside, hvor en enorm hummerklo halverede den anden åre, og så er det svært at ro en båd.

”Ved Tritons trefork! Jeg har aldrig set en hummer gøre sådan,” udbrød Mulle og så bekymret ud.

Men det var ikke slut endnu. For et øjeblik efter hævede begge de velvoksne klosakse sig op af vandet på begge sider af stævnen, hvor Sue sad.

Hun undgik akkurat at få hovedet klippet af ved at kaste sig fremad. Hun fk fat i ankerkæden og gav sig til at svinge ankeret, som om det var en lasso.

Mulle og jeg dukkede os og holdt på hat og briller, da ankeret suste hen over hovedet på os.

Jeg nåede akkurat at se hummerens forparti

komme op af vandet. Dens lange følehorn famlede

hende op og ned ad ryggen, og de kulsorte kugleøjne havde blikket stift rettet mod hende, i hvert

fald lige indtil hun smadrede det tunge anker ned midt i fjæset på den.

En knasende lyd fulgt af et pibende skrig. Ja, hummeren skreg! Og den lyd måtte være de sidste rester af Woks muterede menneskekrop. Derpå var alt sprøjt og skum i nogle sekunder.

Jollen huggede op og ned, mens ankerkæden

raslede ud, og et øjeblik frygtede jeg, at vi ville blive trukket med ned i dybet. Ned i det mørke atomhul.

Men så blev kæden slap, og mutanten fk ankeret

trukket ud af sit fjæs og dykkede. Jollen rettede sig

op, og et øjeblik lå vi midt i en jacuzzi af bobler, hvorefter vandet atter faldt til ro.

”Så kan det latterlige skaldyr lære det,” sagde Sue bistert. ”Og nu må du godt sejle os i land.”

Mulle protesterede ikke, og med to halve årer lykkedes det ham faktisk at få os roet ind til land uden afbrydelser. Jeg tror motivationen var i top nu, hvor han havde set, hvad uhyret var i stand til, og måske også indset, at hans hummertejner var til ingen nytte. Her var der mere brug for harpuner og torpedoer.

Ikke så sært, at han så en anelse søsyg ud.

Hajbur

”Hvad gør vi nu?” spurgte jeg, da vi var kommet i land og havde sundet os lidt efter sejlturen, for mutanthummeren var nok ikke blevet i bedre humør af at få tyret et anker i fjæset. Det var anden gang, Wok fk smasket noget tungt i hovedet, og første gang tog han det ikke særlig pænt. Jeg kunne godt forestille mig, at han nu havde mere end et følehorn i siden på os.

Sue foreslog, at vi skafede nogle dybvandsbomber, eventuelt noget dynamit, og jeg måtte minde hende om, at hverken dybvandsbomber eller dynamit var særlig økologisk.

Men lige nu var hun ret græskkatolsk med økologi, oplyste hun. Den hummer skulle bare laves til hummersalat. Hun spurgte Mulle, om han ikke havde erfaring med dynamitfskeri.

”Jeg har en bedre plan,” sagde Mulle og marcherede hen til et bådeskur og trak dørene op. Derinde stod noget, som fk os til at måbe.

”Et hajbur,” oplyste han, som om vi var blinde. ”Solidt kram. Selv den mest glubske kæmpehaj kan ikke gnave sig gennem de her tremmer.” Mulle bankede på buret for at vise os, hvor solidt det var.

”Men nu er det ikke Dødens gab, vi er ude efter,” sagde Sue og tilføjede, at hun ikke havde tænkt sig at stå mere til søs i dag.

Mulle skubbede nogle benzindunke til side og trak buret ud i lyset. Det havde en tremmelem i toppen, så man kunne kravle ned i det fra en båd, hvis man var på hajsafari. Men det kunne man ikke lige kalde det, vi var i gang med.

”Hvis vi fylder det med lokkemad og sænker det ned i atomhullet,” sagde Mulle og så snedig ud, ”så har vi en tejne til bæstet.”

”Jeg skal ikke ud til noget atomhul med et hajbur fyldt med rådne sild,” skyndte jeg mig at fastslå.

”Desuden har hummeren ædt vores årer,” tilføjede Sue.

”Så fnd selv på noget,” sagde Mulle og så fornærmet ud.

Vi grublede over sagen, mens solen gik sin gang. Pludselig så Sue på Mulle. ”Er der tidevand her?” spurgte hun.

”Selvfølgelig er der det. Det var lavvande for nogle timer siden, men snart er der højvande til i morgen. Sådan går det op og ned, som tidevand jo gør.”

”Hvorfor så ikke lade vandet komme til os? Vi lægger buret på stranden, fylder det med lokkemad, og når højvandet kommer ind og dækker noget af buret, vil duften brede sig og lokke hummeren til.”

Mulle så skeptisk ud og spurgte, hvorfor den skulle fnde på at kravle op på land.

”Fordi det er en mutanthummer,” sagde Sue. ”Mutanthummere gør den slags idiotiske ting.”

Mulle sagde, at det svar var godt nok til ham.

Lidt efter havde vi fået bakset buret ned til strandkanten og lagt det på siden. Vi trak lemmen op og satte en lang pind i spænd, som holdt den åben. Pinden bandt vi til et tov. Når eller hvis mutanthummeren krøb på land og fandt ind i buret, klappede fælden. Så var bæstet bag tremmer. Dette krævede selvfølgelig, at vi sad klar. Altså måtte vi skiftes til at sidde med tovet og holde vagt, så vi kunne slå til i det rette øjeblik.

”Hvem tager første vagt?” spurgte Sue.

Det gjorde Mulle heldigvis. Han kunne ikke vente med at fange den hummer, som havde ødelagt hans årer. Efter at have fundet et stort stykke fsk i kølerummet, som kunne ligge og stinke i buret, tog han plads bag nogle fskekasser med rebet mellem hænderne og et bistert udtryk. Sådan som man ser ud, når man skal fange en hummer, man allerede har fanget en gang.

Skrig og skrål

Dagen var ved at gå på hæld, som man sagde, og hverken Sue eller jeg var særlig ivrige efter at tilbringe natten på dette øde sted, hvor en muteret hummer luskede omkring. Vi prøvede igen at få fat på Dick, hvilket var håbløst. Han svarede ikke på vores opkald.

Vores bil holdt stadig, hvor vi havde parkeret den. Vi satte os ind og tændte for bilradioen. Der var ingen meldinger om nye mord, hvilket gav god mening, når nu hummeren befandt sig i lagunen igen.

Vi sad en tid og gennemtænkte situationen. Hvis uhyret gik i fælden, stod vi med et nyt problem. Hvad stillede man op med en mutant, hvis man fangede den? Jeg spurgte Sue.

”Stik mig en fammekaster, så skal jeg vise dig, hvad man stiller op,” svarede hun og skruede op for varmen.

”Vi bør da i det mindste køre den til en dyrelæge. Wok er jo et eller andet sted derinde.”

”Wok er færdig,” afgjorde Sue. ”Han kommer ikke til at lave mere seafood. Han er muteret, og alt, han kommer til at lave, er ulykker.”

Jeg var bange for, at hun havde ret.

”Hvorfor skulle Mulle også sende den hummer?” sukkede jeg.

”Vær hellere glad for, at du og Dick ikke nåede at spise den. Var jeg kommet hjem 10 minutter senere den anden dag, havde det været jer to, som nu rendte rundt på havbunden og så dumme ud.”

Sue havde ret. Man skulle huske at fokusere på de gode ting, men jeg ville ikke få et roligt øjeblik, før den hummer var bag tremmer i hajburet. Indtil da var der ikke andet for end at vente.

Sue skiftede kanal på bilradioen og lænede sig tilbage i sædet. Hård rock fyldte kabinen. Guitarer hylede, bas og trommer buldrede afsted med 300 kilometer i timen, og oven i det hele skreg forsangeren, som om han havde fået noget i klemme.

”Lige lovlig larmende?” sagde jeg.

”Det er dødsmetal,” råbte Sue gennem musikken. ”Det skal lyde sådan. Slap nu lidt af, indtil det bliver vores tur til at holde vagt.”

”Slappe af til det der?” sagde jeg. ”Sangeren lyder, som om han gurgler hals med tegnestifter.”

Sue rullede øjne ad mig, men lænede sig frem og skruede ned.

Musikken blev lavere. Men skrigene fortsatte med uformindsket styrke. Og det gjorde de, fordi de kom fra et helt andet sted. Et sted uden for bilen. Nærmere bestemt nede fra stranden.

Besøg fra havet

Vi sprang ud af bilen og nåede stranden på et øjeblik, men da var det allerede for sent.

Hajburet var væltet om på siden, lemmen klappet i, og nogle lange slæbespor førte ned mod vandet, som var i oprør og fyldt med urolige skvulp og en stor, mørkerød pøl, som bredte sig på overfaden.

Vi fandt en gummistøvle i vandkanten, og et stykke ude på lagunen fød Mulles gule regnhat på vandet. Selve Mulle var der ingen spor af – eller det var der jo, for stranden var fyldt med dem. Alt tydede på, at Mulle var blevet slæbt skrigende ud i lagunen. Det krævede ikke større hovedbrud at regne ud af hvem. Hummeren måtte have sneget sig ind på ham i ly af højvandet. Måske var Mulle faldet i søvn på sin vagt. Den slags skete. Og det gik altid galt.

”Fordømt,” gispede Sue. ”Bæstet slog til igen.”

”Den spilder ikke tiden,” sagde jeg. ”Den har ikke engang rørt lokkemaden i buret.”

”Den havde udset sig en større godbid,” sagde Sue. ”Stakkels Mulle.”

Hun truede ud over lagunes vand. ”Bare vent, dit kryb! Jeg skal nok få dig ud af dit hul, om jeg så skal bruge en ny atombombe,” skreg hun. ”En, som virker!”

Det var måske ikke dyrevenligt sagt, men jeg forstod hende. Vi havde også at gøre med et rent udyr.

Solen var begyndt at blive rød og synke. Jeg havde ikke lyst til at opholde mig på dette sted, slet ikke efter mørkets frembrud, og dagen var ved at gå på hæld, som man siger.

”Sue, der er ikke mere at gøre her,” råbte jeg. ”Vi må tilbage til Doom Town og hente forstærkninger, tilkalde politi og militær. Du får ikke Mulle tilbage ved at stå der og råbe.”

Sue indså, at jeg havde ret. Alene kunne vi ikke stille noget op. Vi risikerede at lide samme skæbne som Mulle. At indgå i den treretters menu, som monsterhummeren havde taget hul på med Dicks onkel. Der var ikke andet for end hurtigst muligt at komme tilbage til Doom Town.

Fladt batteri

Vi vendte tilbage til bilen i dystert humør. Og humøret blev ikke bedre, da vi opdagede, at vores bil var løbet tør for strøm. Heavyrocken havde

åbenbart suget den sidste power ud af batteriet, og da Sue ville starte, var motoren dødere end en musling på dåse.

”Helt ærligt!” råbte hun og slog hidsigt i rattet. ”Sig, det er løgn!”

Men det var ikke løgn, og nu kunne vi se frem til en nat i Den Sorte Lagune. Med en morderisk mutanthummer i nabolaget.

Og for at det ikke skulle være løgn, begyndte mørke skyer at tårne sig op ude bag landtangen, hvor fyret stod. Af og til blev de oplyst af lyn. Et uvejr var på vej mod land. Vejrmeldingen havde

ikke taget fejl.

”I det mindste har vi tag over hovedet,” sagde Sue. ”Og myggene er udenfor. Vi kommer nok til at tilbringe natten i den her kiksedåse.”

Og hvis hummeren fk lyst til dåsemad, sad vi her, og så behøvede den bare at bruge sine ’dåseåbnere’, tænkte jeg, men sagde ikke noget.

Vi sad og stirrede dystert på de sidste rester af solen, som forsvandt bag skyerne, som så alt andet end venlige ud. I tusmørket lignede de kæmpestore hjerner fyldt med gnistrende onde tanker. Det buldrede ude over havet. Fyrtårnet stod og blinkede om kap med lynene.

Sue listede en peberspray frem fra jakkelommen og lagde den i skødet. ”Jeg overgiver mig ikke uden kamp,” sagde hun. ”Hvis den hummer dukker op, skal den få et skvæt lige i synet.”

”Bare vi også havde noget myggespray,” sagde jeg og slog ud efter et af de små bæster, som havde set sit snit til at smutte med ind i bilen og nu betragtede mig som en blodbufet.

De lød som arrige motorcykler, når de svirrede tæt forbi mine ører. Eller …? Var det en rigtig motorcykel, jeg kunne høre? Jeg rettede mig op i sædet og så ind i bakspejlet. Et skarpt lys nærmede sig bagfra. Og myggene blev overdøvet af den ægte lyd fra en motorcykel.

”Der kommer nogen,” udbrød jeg.

Motorcyklens forlygte fejede gennem mørket, ramte et øjeblik banneret med Hummerfestival 2000, som hang mellem træerne og fagrede i vinden. Så rullede den ind bag os. Wroam! Wrap! Wrap! Føreren kørte en runde omkring bilen og lavede lidt larm og skred ud, så sandet stod op. Han kunne åbenbart lide at vise sig. Så gjorde han holdt, afbrød motoren og steg af. Sue og jeg måbede. Det var Dick.

Ud over sit sædvanlige tøj var han iført motorbriller og hjelm.

Han fk hjelmen af og sendte os et skævt smil.

”Nå, sidder I her og gemmer jer? Jeg troede, I var ude og fske hummere. Og tak, fordi I bare lod mig i stikken.”

Det sidste blev sagt med nogen bitterhed i stemmen. Bedst at skifte emne.

”Er du stukket af fra kolbøttefabrikken?” spurgte jeg.

”Vel er jeg ej stukket af,” sagde Dick. ”Politiet indså, at jeg ikke var skør, fordi det væltede ind med anmeldelser om en hærgende hummer størrelse holy moly, så som et plaster på såret lånte de mig en motorcykel. Har I set Mulle?”

”Dick,” sagde Sue og rømmede sig. ”Vi har en god og en dårlig nyhed. Eller vi har et par dårlige nyheder – og en god!”

”Okay, giv mig den gode først,” sagde Dick.

”Vi ved, hvor Wok gemmer sig.” Sue pegede ud over vandet.

”Tænkte det nok. Hvor skulle han næsten også ellers være?” sagde Dick og bad hende om de dårlige.

”Du siger det, Jack,” sagde Sue og pufede til mig med albuen.

Uvejrsnat

Da Dick var kommet sig over de dårlige nyheder, det med Mulle og det med bilen (i nævnte rækkefølge), var han mildt sagt i dårligt humør.

Han svor at hævne sin onkel, som han ikke havde set i mange år og nu aldrig ville komme til at se igen.

Og han nægtede at forlade Den Sorte Lagune, før han personligt havde lavet Wok til hummersalat.

”Vi er 100 procent på din side, Dick,” sagde Sue.

”Vi ønsker også den mutant … øh, hummeriseret! Men bilen er død, der er uvejr på vej, og vi har hverken våben eller varmt tøj.”

”Men I har mig og min geniale plan,” sagde Dick og slog næverne sammen på en bister måde.

”Hvilken plan?” spurgte vi.

”Til hvordan man får en død motor i gang igen.”

Dick sagde, at vi bare skulle skafe et startkabel eller et bilbatteri. Altså lidt ligesom en oplader til mobilen, bare med lidt mere krudt i og beregnet til motorer. Sue mindede ham om, at der ikke var et

værksted i miles omkreds. Og mente, at en håndgranat måske var mere på sin plads.

”Til at starte bilen?” Dick forstod ikke.

”Nej, til at stoppe hummeren,” sagde Sue.

Dick sagde, at fskerne her, helt sikkert havde den slags udstyr. De brugte dem, når deres bådmotorer strejkede.”

”Håndgranater?” Nu var det Sue, som var forvirret.

”Nej, batterier eller startkabler,” sagde Dick og halede sin mobil frem.

”Dick, byen er tom. Den sidste indbygger er netop blevet ædt. Desuden brugte Mulle årer, og selv dem har hummeren kvast.”

”Vent her. Jeg ser mig lige om. Måske er jeg alligevel heldig.” Dick tændte lygten i sin mobil og satte kurs mod strandhusene, og et øjeblik efter var han borte. Han var ikke den, der spildte tiden.

Sue og jeg blev ved bilen. Vinden tog til, så lysten til at gå på opdagelsen var begrænset for vores vedkommende. Snart begyndte tunge regndråber at slå ned.

”Jeg håber alligevel, han fnder en håndgranat, nu han er i gang,” sagde Sue, mens vi satte os ind i bilen.

”Det er nok ikke så mange fskere, der har sådan nogle liggende,” sagde jeg.

”Så en harpun i det mindste,” sagde Sue. ”Bare noget, der virker på en latterlig hummer.”

Dåsemad

Det næste kvarters tid sad vi og lyttede til regnens trommen mod bilen. Vi kunne ikke engang tænde for vinduesviskerne eller for varmen. Bare fordi

Sue skulle høre dødsmetal og have varmen på fuld blæs lige før.

Vi var strandet in the middle of nowhere. Uvejret kom fejende ind over lagunen med bulder og blitzlys. Al den strøm, der blev spildt på at lave tordenskrald, kunne vi godt have brugt til vores døde motor.

”Tror du snart, Dick kommer?” råbte jeg gennem larmen. Jeg sad en halv meter fra Sue, og alligevel måtte jeg råbe for at overdøve tordenskraldene, der lød som kanonsalver.

”Det har han bare at gøre,” råbte Sue tilbage.

Uden for bilen kom blade og grene fyvende gennem luften sammen med skum nede fra vandet.

Og så dukkede en sløret silhuet ud af styrtregnen og nærmede sig bilen forfra. Med klosakse og følehorn og øjne på stilke. Den blev oplyst af lynglimt,

idet den lænede sig ind over køleren og vinkede til os med sin ene kæmpe klosaks. Mutanthummeren var vendt tilbage for at få sig en gang dåsemad. For anden gang den aften føj vi ud af bilen. Og de skrig, der hørtes, kom fra os. Det var lige før, de overdøvede uvejret.

Chok

Vi nåede kun et par skridt, så hørte vi Dicks stemme bag os.

”Se lige, hvad jeg fandt,” råbte han ivrigt. ”En hummerdragt.”

Vi fk bragt os til standsning og så på ham. Det var ikke løgn. Dick havde iført sig en knaldrød dragt, som fk ham til at ligne en monsterhummer, og dem havde vi ærlig talt ikke brug for fere af.

”Hvad fanden laver du, Dick?” gispede Sue. ”Er du ude på at skræmme livet af os?”

”Den er vandtæt,” oplyste Dick fornøjet. ”Klosaksene er lavet af skumplast. Skjoldet af plastic eller noget.” Han drejede rundt om sig selv i regnen og sagde ta-da!

Derpå pegede han op på banneret, som fagrede i blæsten.

”Dragten må stamme fra den der hummerfestival, man engang afholdt her. Sikkert en slags reklamestunt. En eller anden stakkels idiot har fået

lov at rende rundt i det outft for at lave reklame for festivalen.”

”Og hvad er din undskyldning for at iføre dig den?” spurgte Sue.

”Fatter I ikke, at den er perfekt til at lokke en dræberhummer frem fra sit skjul.” Dick så ivrigt på os.

”Lokke den frem?” Sue måbede.

”Du vil lokke en giga hummermutant til dig, mens du er iført et fastelavnskostume? Jamen god fornøjelse. Du bliver lavet til kattemad på to sekunder.”

For at understrege mine ord slog lynet ned i et træ et stykke borte og forvandlede det til høvlspåner.

”Det er kun halvdelen af planen,” sagde Dick, mens vi trak i ly under et halvtag.

”Hvad er den anden halvdel så?” spurgte vi.

”Jeg lokker den frem, og så dræber jeg den.”

”Med hvad?” spurgte Sue. ”Vil du kilde den ihjel med dine skumklosakse?”

Dick så sur ud og spurgte, om vi selv havde bedre idéer.

Sue sukkede og spurgte til bilbatteriet. Dick blev hende svar skyldig. Det eneste, han havde fundet (ud over hummerdragten), var nogle nødblus af den slags, man sendte i vejret, hvis man kom i havsnød.

Så fk jeg en idé. Jeg kom nemlig i tanke om, da vi jagtede en gigantisk mordermyg gennem

Alligatorsumpen i den bog, der hedder Vild med blod. Dengang brugte Sue en signalpistol til at fyre nødblus af, så uhyret endte med at fyve ind i nogle

elledninger og blive lynstegt. Måske kunne vi gøre det samme her. For når her var nødblus, måtte her også være noget til at skyde dem af med. Altså en signalpistol. Den slags var almindeligt udstyr for fskere. I mangel af elledninger måtte vi fnde på noget andet, som kunne få hummeren til at eksplodere. Og her var det, at de der benzindunke, jeg havde set ved skuret nede på stranden, kunne hjælpe os.

Jeg satte Sue og Dick ind i planen. De stirrede på mig.

”Benzin?” sagde de. ”Benzin og nødblus?”

”Ka-boom!” sagde jeg og lavede en vifteformet bevægelse med hænderne. ”Anden halvdel af planen.”

”Og hvor kommer mutanthummeren ind i billedet?” ville Dick vide.

”Sagde du ikke, at du ville lokke den frem med din smarte dragt?” spurgte jeg.

”Jack, du er genial!” Dick klappede mig på skulderen med sine klosakse.

”Det er i hvert fald bedre end at kilde den ihjel,” sagde Sue.

Lokkemad

Det kan godt være, at himmel og jord stod i ét, men der var ingen tid at spilde. Vi skyndte os hen til skuret, hvor onkel Mulle havde haft hajburet stående. Derinde var der heldigvis både læ for vinden og ly for regnen. Benzindunkene stod, hvor de hele tiden havde stået. Der var brændstof nok til at futte hele lagunen af, men vi behøvede kun lige nok til at fambere en nævenyttig hummer.

”Nu skal vi bare fnde et tilpas stort bytte, som hummeren vil gå efter,” sagde jeg og så mig om.

”Kan den der bruges?” spurgte Sue og pegede op mod loftet.

Vi rettede blikke opefter. Deroppe hang en ordentlig krabat af en tun i nogle wirer. Mindst tre meter lang og med træuld og tør tang stikkende frem af hver en sammensyning. Onkel Mulle havde udstoppet den med nogenlunde samme omhu, som doktor Frankenstein fikkede sit monster sammen. Store syninger med sejlgarn holdt tunfsken sam-

men, og fere steder truede indmaden med at presse sig ud. Men det var, lige hvad vi skulle bruge.

”Sådan en basse her kan ingen hummer modstå,” sagde jeg. ”Lad os få den ned, så vi kan ’marinere’ den.”

Dick og Sue var med på idéen.

Ved fælles hjælp fk vi pillet tunen ned fra sit ophæng, og et øjeblik efter lå udstopningen stiv og hård på gulvet. Den havde nok vejet i omegnen af 2-300 kilo, da den var nyfanget, men nu, hvor den var udstoppet, var den meget lettere. Vi kunne nemt bakse den rundt.

Dick gav sig til at lede skuret igennem, og lidt efter hørte vi ham udstøde en føjtelyd, som fortalte os, at han havde fundet, hvad han søgte. Hvilket var en signalpistol. Alt var nu parat.

Lokkedue: Dick i hummeroutft.

Lokkemad: ’Marineret tun’ a la Jack Stump.

Marinade: Benzin i rigelige mængder.

Masterchef: Sue med signalpistol og nødblus.

Hvad kunne overhovedet gå galt?

Kran

Uvejret var forbi, lige så hurtigt som det begyndte, og dette tog vi som et godt tegn. Da tordenskyerne var drevet bort, dukkede vi frem fra skuret med en udstoppet tun badet i benzin.

Et stykke henne ad stranden ragede en træbro ud i vandet. En jolle vuggede for enden af den.

Yderst på broen var der også placeret en taljekran beregnet til at hejse større fsk op fra bådene med. Man kunne også hænge særlig fotte fangster op i den, hvis man for eksempel var en heldig lystfsker, som havde fanget en sværdfsk eller fået en haj på krogen.

Måske havde Dicks onkel haft sin kæmpetun hængende i kranen engang. Det var ikke til at vide, men nu kom den i hvert fald op at hænge igen.

Vi fk bugseret den udstoppede tun hen til broen og ud for enden. En hørm af benzin stod omkring os, for vi havde gavmildt marineret den med to dunke benzin. Dens tørre fyld havde suget brændstofet til sig som en tørstig svamp, og selvom ud-

stopningen var blevet en del tungere, lykkedes det os at få viklet et stykke tov om dens hale og hejse den op i taljen.

”Tun i olie kender man,” sagde Dick, ”men tun i benzin er det nye hotte.”

”Det kan det i hvert fald hurtigt blive,” sagde jeg og betragtede den døde kæmpefsk. Benzin dryppede ned i en pøl under den, og hvis min plan gik efter … øh, planen, ville det blive enden for mutanthummeren. Det var måske ikke særlig økologisk, men når først mutanten var famberet, ville alle i Doom Town takke os.

Dick, stadig iført hummerkostume, halede nu signalpistolen og et par nødblus frem fra en lomme under sit hummerskjold. Han rakte tingene til Sue.

”Rut ikke med ammunitionen,” sagde han. ”Når hummeren tager lokkemaden, slår du til straks og forvandler den til en ildkugle.”

”Den og alt andet i fem meters omkreds,” tilføjede Sue. ”Så hvad med at vi lige får bugseret jollen lidt væk. Det er faktisk nogens, og der er ingen grund til at brænde den af også. Der ligger et par årer i den. Og nogle tejner.”

Jeg meddelte Sue, at jeg ikke skulle ned i nogen jolle, slet ikke på det her tidspunkt og da slet ikke

på Den Sorte Lagunes sorte vand. Dick var heller ikke vild med idéen. Han kunne heller ikke ro med sine hummerklosakshænder, hævdede han. Men det lød mere som en dårlig undskyldning, og i stedet for at begynde at skændes med os sagde Sue, at så gjorde hun det selv.

Kom i sving

Lidt efter havde Sue løsnet jollen og roede med sikre tag ind mod stranden, så nogens robåd ikke blev brændt af, når det gik løs.

”Stå ikke der og glo,” råbte hun ind til os. ”Kom i hug, Dick. Lok den hummer herhen. Syng og dans, og lign en forelsket hummer, der vil parre sig.”

”Hun er jo syg!” mumlede Dick til mig, og så fk jeg besked på at humme mig lidt, hvorpå han gav sig til at trampe frem og tilbage på broen, mens han råbte fornærmelser ud over lagunen. Fornærmelser, der kunne gøre enhver hummer rød af raseri. Især når man tænker på, at de kom fra en anden hummer.

”Kom frem, mutantiske Mulle-morder!” råbte han og truede med sin skumklo. ”Kom frem og slås. Du er ikke mere skaldyr end et blødkogt æg, elendige, mølædte molboøsters.” Dick holdt pause for at fnde på noget mere grimt at sige.

”Måske skulle du prøve med noget mere venligt,” foreslog jeg. ”Det gælder om at lokke den frem, ikke svine den til.”

Dick så på mig og rullede øjne. Men gav det alligevel et skud.

”Lille snuske-musling,” råbte han med overdrevent sukkersød stemme. ”Kom og få famberet din hummerhale.”

”Glem ikke tunen,” hviskede jeg.

”Den kan få en tun i trynen,” råbte Dick og bankede sine klosakse mod hinanden som en ivrig bokser. ”Kom og æd, dit mugne møgdyr.”

Vi stod lidt og stirrede ud over vandet. Fyrtårnets søgespot tog en runde ud i mørket. Men der var intet andet at se. Ikke en krusning på vandet. Ingen mystiske bølger eller noget. Frem for alt ingen hummer.

”Måske sover den,” foreslog jeg. ”Eller måske er den i gang med at fordøje din onkel.”

”Jeg skal fordøje dens grimme fjæs,” mumlede Dick. ”Jeg ved, at den er her. Den venter bare på at slå til. Jeg kan mærke det.”

I det samme hørte vi et overrasket udbrud ude fra jollen. Sue var endnu ikke nået ind til strandbredden; faktisk så det ud, som om hun var på vej i den modsatte retning. Og ikke med sin gode vilje.

Kollaps

Sue kæmpede med årerne, men hvor meget hun end roede den ene vej, gled jollen baglæns for fuld smæk. Et eller andet havde fat i fortøjningstovet og trak af med hende. Under vandet.

Mutanten!

For selvfølgelig var det ingen anden end hummeren, anomalien fra atomhullet. Dens panserkrop skinnede i månelyset som skroget på en ubåd, da den med jollen på slæb satte kurs mod dybere vand. Dens gribeklo havde fat i jollens fortøjning, så selvom Sue roede som en gal, var det nytteløst. Jollen gled bort fra stranden, lige indtil den pludselig og brat ændrede retning og kom på kollisionskurs med broen, hvor Dick og jeg stod.

”Hvad er den ude på?” spurgte Dick og fk svaret to sekunder senere, da jollen med Sue ombord torpederede broen som en løbsk speedbåd og forvandlede hele baduljen til et mikadospil. Tunen faldt ned fra taljen, mens Dick og jeg kolbøttede ud i luften og landede nede i jollen på hver sin side af

Sue. Jeg kan godt hilse og sige, at det gjorde nas. Ikke mindst i hovedet. Dicks dragt lød heller ikke videre stødsikker.

I nogle sekunder lå vi i en rodet bunke, arme og ben og ’klosakse’ i alle retninger. Det var et mirakel, at jollen ikke kæntrede, men til alt held forblev den fydende. Det hjalp også, at mutanten havde sluppet rebet, fordi den havde fået øje på tunen, som vuggede på det sorte vand.

Vi fk bragt os i orden i tide til at opleve kæmpehummeren stige op mellem plankerne fra den kollapsede bro. Den greb fat i udstopningen og holdt den op som et trofæ. Et trofæ, den havde tænkt sig at spise.

”Ja, køn er du ikke,” sagde Dick. ”Til gengæld er du grim!”

”Han er muteret, kan du vel se,” sagde Sue og overlod årerne og sin plads til Dick. Selv satte hun sig på knæ i stævnen af jollen og fk skubbet et nødblus på plads i signalpistolen.

”Æd bly, æh, blus!” sagde hun og fyrede nødblusset i mutantens retning.

Og her var det så, at alt efter planen skulle være eksploderet i et inferno af ild ligesom i en actionflm.

Men det blev kun et vådt puf, da blusset borede sig ind i den udstoppede tun. I nogle nervepirrende sekunder skete der absolut ingenting. Så fulgte en hvæsende lyd, da en to meter lang stikfamme skød ud af tunens gat og sendte udstopningen til vejrs som en nytårsraket på 80 kilo. Tunen forsvandt ud i natten med en hale af gnister efter sig for et øjeblik senere at eksplodere højt over lagunen.

”Wow!” udbrød Sue. ”Var der fyverbenzin i de dunke?”

Mutanten fattede heller ikke, hvad der var sket. For et øjeblik siden havde den holdt en saftig tun mellem sine klosakse. Nu var der ingenting. Ikke noget at sige til, at den så skufet ud. Den rettede de sorte kugleøjne mod os og udsendte en vred skumsky af bobler, mens den klippede i luften med hummerkløerne. Nu var det os, der var på menukortet.

Og så var vi dem, der var skredet.

Mod fyret

Dick sled med årerne, og selvom det voldte ham lidt besvær at ro iført klosakse af skumplast, fk han snart bragt os på afstand af mutanten.

”Ro!” skreg Sue, som var i færd med at proppe et nyt signalblus i pistolen.

”Hvad ligner det, jeg gør?” lød svaret inde fra hummerdragten. ”Skyd nu bare det skide skaldyr.”

Igen fyrede Sue signalpistolen af, og blusset forsvandt i en bue hen over vandet, hen over mutanten og lige ned i resterne af broen med lidt spredt ild til følge, men slet ikke som i nogen James Bond-flm. Lagunen var overstrøet med sydende og osende blus, som et efter et brændte ud og efterlod os i mørke.

Dick rullede øjne over hendes manglende skydefærdigheder, men heldigvis havde Sue ryggen til.

Hummeren spildte ikke tiden, men satte efter os. Hummere kan faktisk svømme, men mutanten valgte at krybe hen over bunden. I lysglimtene fra fyrtårnet kunne vi se dens følehorn stikke op som

et par svajende periskoper, hvilket motiverede Dick til at sætte yderligere turbo på roningen.

”Bare klø på, Dick,” sagde jeg for at opmuntre ham.

Vi var på vej over lagunens sorte vand, nok det sidste sted, jeg ønskede at være. Heldigvis var fyrtårnet et fnt pejlemærke, og Dick styrede jollen mod dets lys som en møl mod en lampe.

”Der må fndes noget udstyr i fyret,” sagde han, mens han roede os hen imod det. ”Nødgeneratorer og batterier, eller hvad ved jeg. Der er i hvert fald strøm på fyret.”

”Problemet er bare, at vi skal krydse hummerfyldt farvand,” mumlede Sue, mens hun sendte et nervøst blik ud over lagunen. Mutanten var sakket bagud, men den forfulgte os stadig.

Efter en nervepirrende sejlads nåede vi frem til fyrtårnet. Det rejste sig højt over en kratbevokset strand, og i det svage daggry kunne man akkurat se en cementtrappe føre op til indgangen. I gamle dage havde der været en fyrpasser, men nu blev fyret styret automatisk. Alligevel kunne der godt være en slags nødtelefon derinde, så vi kunne tilkalde hjælp.

Lige neden for fyret lå vraget af et mindre skib. Der var ikke andet tilbage end en knækket mast og et smadret skrog. Ikke den bedste reklame for et fyrtårn, syntes jeg, men hvis vi kom i sikkerhed i det, var jeg ikke den, som klagede.

Dick lod jollen glide op på stranden, og vi hoppede i land og løb det sidste stykke hen mod trappen op til fyrtårnet. Et rødt skær på himlen fortalte os, at det var ved at blive dag. Forhåbentlig en dag, hvor vi kunne sætte punktum for den muterede monsterhummers morderiske manerer.

Låst ude

Men så let skulle det ikke gå, for døren ind til fyret var låst. Dick hamrede på den med sine skumklosakse, hvilket selvfølgelig ikke hjalp et hak. Heller ikke selvom han råbte: Luk op!

”Sig ikke, at du har roet os herud for at stå foran en låst dør,” kom det opgivende fra Sue.

”Hvis du havde sigtet lidt bedre, stod vi ikke her,” gav Dick igen.

”Måske er der en nøgle et sted,” foreslog jeg og så mig om efter en måtte, den kunne ligge under, eller en krog, den kunne hænge på. Men nej. Vi stod og lignede tre fjolser, som havde smækket sig ude, endda før vi overhovedet havde været inde.

Dick så rådvild ud. Nu fortrød han nok, at han havde svinet hummeren til og kaldt den for et muggent møgdyr og alt muligt. Vi var havnet i en blindgyde. Fyret var låst, og ude i lagunen var hummeren på vej. Sue havde præcis ét nødblus tilbage. Nu var spørgsmålet, om hun skulle fyre det op i luften og håbe, at nogen fk øje på det, eller om

hun skulle fyre op under mutanten og håbe på at ramme plet denne gang.

Der skulle tænkes hurtigt, for hummeren nærmede sig. I det rosafarvede daggry så vi dens følehorn bryde vandoverfaden, og lidt efter kravlede uhyret op over skibsvraget og forvandlede det til vraggods.

For lige at vise sine onde hensigter klippede den masten over med sin klosaks og kylede den efter os.

Masten føj som et spyd hen over os og borede sig ned i sandet på den anden side af trappen. Og her

taler vi om et spyd på fere hundrede kilo. Sproing!

så stod det der. Det var en hummer, som mente det alvorligt.

”Shit,” hviskede Sue, ”den er ikke ked af det.”

”Men hvad er det, den har hen over ryggen?”

spurgte jeg. For hummeren var blevet viklet ind i noget sort og skinnende, der så ud som en slange.

I det samme afgav fyrtårnet en knasende lyd, og cementstykker føj ud af dets murværk, og så gik det op for os, hvad det sorte var, for det hang sammen med det, som sad på hummeren. Det var et kabel. Nærmere bestemt det højspændingskabel, som sørgede for, at fyrets lanterne oplyste natten.

Det havde ligget på havbunden, men nu havde hummermutanten fået viklet sig ind i det i sin iver efter at fange os.

Vi så alle tre ned på de regnvåde cementtrin, hvor pytterne spejlede morgenlyset.

”Øh,” sagde jeg og tog et par skridt baglæns. ”Hvor meget strøm er der cirka i sådan et kabel?”

”Ligner jeg en elektriker?” spurgte Dick, men tilføjede, at der sikkert var nok til at få hatten til at fyve af.

Sue fastslog, at det var på tide at komme væk. For at understrege situationens alvor afyrede hun det sidste nødblus direkte op i luften. Og lidt efter sås en rød kugle på himlen.

Hummeren lod sig ikke distrahere. Den baksede for at vikle sig fri af kablet, som lå tungt over dens krop, og det lykkedes den faktisk at få sin ene savtakkede skæreklo rundt om kablet. Og så gav den sig ellers til at fle i isoleringen rundt om kablet, mens vi andre pressede os mod fyrets dør og lignede tre grinedukker i hovedet, bortset fra at vi ikke grinede.

Svitset!

Kablet var tykt som en brandslange, hvilket fortalte mig, at der nok var lidt mere power i det end i ledningen til vores brødrister hjemme i detektivbureauet. Hvis mutanten fk held til at klippe det over, ville der ske ting og sager, og dens kæmpe klosaks var allerede ved at gnave sig gennem isoleringen, mens den nærmede sig.

Sue nikkede mod masten, som lænede sig mod fyret. Rester af reb og tovværk hang fra den og fk mig til at tænke på et klatrestativ på en legeplads. Og et klatrestativ var det bedste sted at slippe jordforbindelsen.

”Op i masten!” skreg hun og hagede sig fast i tovværket med højt løftede ben. Dick og jeg fulgte hendes eksempel, og et øjeblik efter hang vi og sprællede ved siden af hende. Lige bortset fra at Dicks skumgummikløer ikke duede til at holde med, hvilket resulterede i, at han omgående faldt tre meter ned og landede på sandet på den anden

side af trappen. At dømme efter hans smertefulde udbrud var hummerdragten ikke stødsikker.

Det var den rigtige hummer heller ikke, altså stødsikker. For i næste sekund kom et kæmpe blitzglimt. Zap! Det lød som en hel eksplosion. Blå gnister sprang om ørerne på os fulgt af en sydende lyd, som når man putter en fskeflet på stegepanden.

Fyret gik ud. Det gjorde mutanthummeren ikke. Den dansede stepdans med alle seks ben, mens blå lyn slog fikfak mellem følehornene og fk dem til at stritte som antenner. Dens øjne poppede som popcorn, og klosaksene spjættede.

Sue og jeg hang i masten, mens vi blev oplyst af kortslutningens blå skær. Under os blev mutanten indhyllet i røg og gnister.

Da showet var forbi, mindede hummeren mest om det, jeg havde set resterne af på Woks tallerken i Den glade reje, bare i større målestok. Omkring det ødelagte kabel sad resterne af en nykogt hummerklo, størrelse King Kong. I luften hang en lifig duft af skaldyr. Eller skulle jeg snarere sige en lugt af skaldyr, der var brændt på.

”Jeg tror ikke, vi får mere vrøvl med den hummer,” udbrød Sue. Og det fk hun helt sikkert ret i.

Reddet

Takket være Sues nødblus befandt vi os en halv time senere ombord på en patruljebåd med kurs mod Doom Town. Vi havde lagt Den Sorte Lagune bag os, men det samme kunne man ikke sige om vores problemer, for kystbevogtningen var ret interesseret i at vide, hvorfor vi havde saboteret fyrtårnet.

”Vi har ikke saboteret noget fyr. Lanternen gik ud af sig selv, fordi en kæmpehummer klippede kablet over,” sagde Dick. Han lå på en båre, fordi han havde forstuvet et eller andet, da han faldt ned ude ved fyret.

”En kæmpehummer, hva’?” sagde kystbetjentene og så mistroiske på Dick, hvilket nok skyldtes, at han stadig var iført sit kostume.

Sue og jeg holdt lav profl. Mest fordi betjentene allerede havde slået os op i deres kriminalregister, hvor det fremgik, at vi var tre dyreaktivister, som lavede ballade alle vegne. Vi havde allerede været anholdt et par dage før. Så selvfølgelig gik de ud

fra, at vi befandt os i Den Sorte Lagune for at slippe fere hummere løs eller måske skrive slagord på fyret. De var godt trætte af den slags, sagde de.

”Hører I ikke radio?” råbte Dick helt hummerrød i hovedet. ”Eller læser nyheder? En gal hummer har været løs, utallige døde, men takket være de grønne detektiver er der igen ro i byen.”

”Så vidt vi kan se, er der kun én, som er grøn her,” sagde strisserne og så på mig. ”Hvorimod du ligner en mislykket hummersalat, der meget snart havner i fedtefadet.”

”Sue, Jack, fortæl dem sandheden,” råbte Dick, mens han fægtede med sine klosakse. Så fk han håndjern på og besked på at klappe gællerne i. Sue og jeg besluttede at holde lav profl. Foran os ventede endnu en lang dag på Doom Towns politistation. Og for Dicks vedkommende måske et besøg på skadestuen.

Men som Sue havde sagt tidligere: Det kunne have været meget værre. Dick og jeg kunne have rendt rundt på havbunden og været mutanter, og hvem gad det? Så jeg var ikke den, der klagede. Det gjorde Dick til gengæld. Han var mørbanket, og der var ikke det sted, hvor han ikke havde ondt. Han

svor, at han var helt færdig med skaldyr. Lidt svært at tro på, når det kom fra en, som var udklædt som hummer.

Lev grønt!

Efter den oplevelse besluttede vi at blive veganere. Okay, Dick og jeg gjorde. Sue var det jo i forvejen.

Den glade reje var også blevet lukket. Eller lukket og lukket. Den var genopstået under et nyt navn. Nu hed den Grønharkeren eller Grønthøsteren eller noget i den stil og var blevet en vegetarrestaurant. Akvariet var blevet repareret, men der var ikke længere hummere i det. Nu indeholdt det farvestrålende tropefsk, og de var kun til pynt. Ikke noget med at æde dem med citronbåde til.

Et par uger senere sad Sue, Dick og jeg i restauranten og nød en bøf med pomfritter. En bønnebøf altså. Pomfritterne var heldigvis den ægte vare. Der var faldet ro på sagen, som man sagde.

Sue nippede til sin tomatjuice, som der stak en ordentlig dusk bladselleri op af. ”Og hvad kan man så lære af den her historie?” sagde hun og så på os.

”At man aldrig skal spise en hummer fra Den Sorte Lagune?” foreslog jeg.

”Nej, Jack, det skal man ikke,” lød det fra Sue. ”For som du ved, bliver man, hvad man spiser. Wok åd en hummer, og se, hvordan det gik ham. Det er det, jeg siger: Lev grønt!”

”Det gør jeg allerede,” sagde jeg, og for at vise det proppede jeg en pomfrit i gabet efter at have tværet den rundt i ketchuppen. ”Du fnder ingen, der er grønnere end mig.”

”Vi er i hvert fald alle tre nogle heldige kartofer,” afgjorde Dick. Og derpå hævede vi vores glas med kåljuice og skålede på en afsluttet sag.

Desværre varede freden ikke ved, for da vi kom hjem, stod der en kasse foran vores dør. Den var til Sue.

Den var fra hendes tante Lydia, som drev et hjem for radioaktive kæle-kakerlakker. Noget puslede inde i den.

Men det orker du ikke at høre om …