Krystalhjerte 1 – hele bogen

NOMERNE Krystalhjerte

NOMERNE – Krystalhjerte 1

Tekst og illustrationer © 2022 Jan Kjær

Udgivet af Agama Publishing

ISBN: 978-87-94181-53-2

1. udgave, e-bog (ePub)

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun indenfor de i aftalen nævnte rammer.

www.nomerne.dk

Bog 1 NOMERNE

Langt, langt inde i Nomerskoven står det vældige Nomertræ. Rundt om træet ligger Nomerbyen, som altid summer af liv.

Midt i byen står den skønneste trone. Her sidder prinsesse Zika og våger over nomerne. Nok er nomerne små, men de har hjerte og mod som de største kæmper. Og når mørke kræfter truer verden udenfor, så er nomerne klar til eventyr ...

1. Zikas mareridt

Opfinder-nomen Nala er altid glad. Hun elsker nemlig at opfinde nye ting. Og hun drømmer om at blive den bedste opfinder i hele verden. Derfor håber hun på at kunne få en læreplads hos den kloge opfinder Zenta.

Nalas krop sitrer af spænding, da hun banker på døren til Zentas hus.

”Må jeg komme i lære hos dig?” spørger

Nala, da Zenta åbner døren. ”Jeg er god til at lytte og hurtig til at lære.”

”Hm, du har en god energi, men fortæl mig en ting,” siger den gamle Zenta. ”Hvad er det bedste, en opfinder kan gøre?”

Nala tænker, så det knager.

”Jeg ved det!” råber hun så. ”Det bedste, en opfinder kan gøre, er at lave opfindelser, der virker. Opfindelser, som løser folks problemer.”

Zenta er tavs. Hun rynker brynene og ser bestemt ikke tilfreds ud.

”Nej, det er ikke svaret,” siger hun så.

”J-jamen,” stammer Nala helt befippet.

”Hvad er så svaret?”

”Det kan jeg ikke fortælle dig,” siger Zenta.

”Du kan nemlig kun forstå svaret, hvis du selv finder frem til det.”

Nala vil sige noget. Faktisk har hun lyst til at råbe. Men hendes hals snører sig sammen, og hendes tunge slår knuder. Og tårer løber ned ad hendes kinder.

Pludselig kommer en mad-nom løbende. Han ser helt skræmt ud. ”Skynd jer at komme!” råber han. ”Prinsesse Zika har haft et mareridt.”

”Kom tilbage, når du har fundet svaret,” siger Zenta og følger efter mad-nomen. Nala står alene tilbage foran huset. Hun sukker dybt, og så følger hun også efter.

Prinsesse Zika står ved sin tronstol. Nomerne stimler sammen foran hende. Der er bomstille. Selv fuglene er holdt op med at kvidre.

”Jeg har haft en drøm, hvor jeg så Nomerskoven visne,” siger Zika. ”Det store Nomertræ tabte sin livskraft. De grønne blade tørrede ud.

Frugterne rådnede og faldt til jorden. Overalt i byen lå der visne blade, udtørret bark og rådne

frugter. Alle nomer og dyr sultede, og skoven omkring os blev grå og livløs.”

Nomerne bliver blege i ansigterne. For Zikas drømme har det med at blive til virkelighed. Men endelig tager en rytter-nom ordet. ”Jeg red en tur i skoven her til morgen. Og jeg så ingen visne træer. Skoven så sund og rask ud.”

”Jeg ved det,” siger Zika. ”Min drøm fortæller

om fremtiden. Der er noget galt derude. Men jeg aner ikke, hvad det er … eller hvad vi skal gøre ved det.”

Nomerne går tavse hver til sit. De er alle nedtrykte. For der er noget helt galt, når prinsesse Zika ikke ved, hvad der skal gøres.

Nala ryster hurtigt tristheden af sig, for sådan er hun. ”Det er en perfekt mulighed for at lave en opfindelse,” siger hun. ”Zenta siger, at jeg svarede forkert. Men nu går jeg ud i skoven og laver den perfekte opfindelse, så skoven ikke visner.”

Hun svinger sin rygsæk på ryggen og går ud i Nomerskoven.

Nalas rygsæk er fuld af gode idéer. Det er i hvert fald det, hun selv kalder dem. I virkeligheden er rygsækken fuld af alle de sære ting, hun har fundet. Der er snore, kogler, pinde, ringe, stof og meget andet. Ting, der måske en dag kan bruges i en ny opfindelse.

Ude i Nomerskoven er alt dog, som det plejer.

Buskene er fulde af bær, træernes blade er grønne, og fuglene synger.

Nala går rundt i skoven hele dagen. Da det bliver aften, når hun til udkanten af Nomerskoven.

”Jeg har ikke set et eneste vissent blad,” siger hun til sig selv. ”Og jeg har ikke fået en eneste god idé. Det er vist på tide at vende om.”

Men netop som hun vender rundt, hører hun et råb om hjælp!

2. Halv-elveren

Nala løber efter lyden. Hun holder sig skjult

bag buskene i Nomerskoven. På stien udenfor skoven ser hun tre menneske-drenge. De skubber til en pige med langt, rødt hår.

”Forsvind med dig,” råber en af drengene.

”Du hører ikke til her,” råber en anden.

Den tredje slår ud efter pigen. ”Du er hverken det ene eller det andet.”

Pigen holder sine hænder for ansigtet.

’Hvad laver de?’ tænker Nala. ’Jeg må hjælpe hende.’

Hun åbner idé-rygsækken og roder rundt mellem de forskellige ting. Pludselig får hun

en idé. Hun finder en læderlap, en gren med form som et Y og et langt stykke gummiplante.

Lynhurtigt får hun bygget en slangebøsse.

Hun samler sten op fra jorden og skyder efter drengene.

”Aa, av! Elverne kommer!” råber drengene, mens stenene flyver om ørerne på dem. ”Løb for livet!”

De tre drenge løber skrigende væk. Og Nala kigger tilfreds på sin opfindelse.

’Jeg forstår ikke, hvad det er, jeg ikke forstår,’ tænker hun. ’Min opfindelse har lige løst et problem. Hvorfor er det forkert?’

Hun går over til pigen, der sidder på jorden og græder.

”Det er o.k.,” siger Nala. ”De er væk nu.”

Pigen kigger op. Der er stadig tårer på hendes kind. Først nu opdager Nala, at det ikke er en menneske-pige. Hun har langt, rødt hår, men ud af håret stikker et par spidse ører. Hendes krop er spinkel, og hendes ansigt er smalt.

Hun har nogle smukke, skrå øjne. Hun ligner et menneske, men samtidig også en elver.

”Hvad er du for en?” spørger Nala nysgerrigt. ”Dig har jeg ikke set før.”

”Jeg er uren,” svarer pigen. ”Hørte du ikke, hvad de sagde.”

”Uren,” siger Nala og børster noget sand af pigens tøj. ”Så tag et bad, så bliver du ren igen!”

”Jeg bliver aldrig ren,” siger pigen. ”Jeg er en uren blanding. Jeg er hverken elver eller menneske. Jeg er ingenting.”

”Man kan da ikke være ingenting,” siger Nala og rækker hånden frem for at hilse. ”Jeg hedder Nala. Hvad hedder du?”

Halv-elveren snøfter og rejser sig uden at give Nala hånden. ”Jeg hedder Mirna.”

”Hej, Mirna,” siger Nala. ”Hvad laver du så her helt alene?”

”Jeg kommer fra Tamoa-skoven,” svarer Mirna. ”Jeg er ude for at finde prinsesse Zika.”

”Prinsesse Zika,” gentager Nala. ”Hun bor i vores by. Hvad skal du med hende?”

Mirna får et dystert udtryk i ansigtet. ”Vores skov er i fare,” siger hun med angst i stemmen.

”Ondskaben har grebet den. Den er begyndt at visne!”

”Visner skoven!?” gisper Nala. ”Det er ligesom i Zikas mareridt.”

”Det ved jeg ikke noget om,” siger Mirna.

”Men jeg må finde Zika i en fart. Før hele skoven dør.”

”Kom med mig,” siger Nala. ”Jeg ved, hvor prinsesse Zika er.”

3. Enzo

Et helt andet sted i Nomerskoven sidder en magiker-nom og læner sig op ad et træ. Han ser på fuglene, der flyver rundt og samler grene.

Nomen hedder Enzo, og han smiler veltilpas.

For han har ikke hørt om Zikas mareridt. Han

smiler, fordi det er forår. Og fordi han ved, at fuglene er ved at bygge rede. Han har ingen anelse om, at hans liv vil ændre sig totalt indenfor de næste par minutter.

Enzo elsker at sidde i skoven sammen med dyrene. De andre nomer forstår ham ikke. De tror, at han bare vil være alene, fordi han ikke kan lide andre end sig selv.

Enzo sukker ved tanken. Han er jo ikke alene. Han er sammen med alle dyrene.

”Og jeg kan da li’ andre end mig selv,” siger han ud i luften. ”Jeg elsker skovens dyr. Hvorfor kan de andre ikke forstå det?”

Og i netop det sekund træffer Enzo en stor beslutning. ”Jeg flytter ud af Nomerbyen,” siger han højlydt. ”Jeg vil bygge mit hus herude i skoven hos dyrene.”

Han rejser sig og går tilbage mod byen. ”Jeg må hellere fortælle prinsesse Zika om min beslutning,” siger han. ”Jeg håber, hun forstår.”

Et par minutter senere, da Enzo træder ind i Nomerbyen, ser han en pige, han aldrig før

har set. Hun er høj og tynd og går med faste skridt. Hendes lange, røde hår bølger efter hende. Og et lyn slår ned i Enzo. Aldrig før har han set så smuk en pige. En engel midt i Nomerbyen.

Han stirrer efter pigen. Men hun forsvinder i et mylder af nysgerrige nomer. De er alle kommet for at høre, hvad hun har at sige.

Enzo møver sig ind mellem nomerne for at få et glimt af pigen igen. Han ser, at opfindernomen Nala står ved siden af hende. Nala træder frem foran prinsesse Zika. ”Tillad mig at præsentere Mirna fra Tamoa-skoven.”

”Ærede prinsesse Zika,” siger Mirna og bukker. ”Jeg kommer på vegne af skovånden i Tamoa-skoven. Vi er under angreb. Sort magi har grebet skoven. Dyrene sulter, og skoven er begyndt at visne.”

Zika tager en hånd op til munden. ”Mit mareridt,” gisper hun.

Mirna fortsætter. ”Vi må have hjælp med det samme. Vi må stoppe ondskaben. Ellers vil den måske også sprede sig til Nomerskoven,” siger hun alvorligt.

”Nomerne er altid klar til at hjælpe,” siger Zika. ”Jeg udvælger to til at tage med dig tilbage til Tamoa-skoven og bekæmpe ondskaben.”

”Mig, mig,” råber Nala og rækker ivrigt en

hånd i vejret. ”Jeg er allerede venner med Mirna.”

Men Nala fortæller ikke, at hun gerne vil imponere Zenta. Og at hun vil lave en opfindelse, der kan løse problemet i Tamoa-skoven.

”Nala er den første,” siger Zika. ”En opfindernom er god at have med. De er altid fulde af gode idéer.”

”Hvem skal vi ellers vælge …” siger Zika og tænker lidt.

Den stærke kriger-nom Ramon træder frem.

Med rank ryg og et beslutsomt udtryk i ansigtet. ”Melder mig til tjeneste, prinsesse Zika,” siger han og spænder musklerne, så hans brynje er lige ved at sprække. Zika rynker brynene. ”Det er, som om …” begynder hun, mens hun kigger rundt på nomerne. Hendes blik falder på Enzo. Men han ser ikke noget, for han er helt opslugt af den fremmede pige. Det er ikke bare, at hun er smuk. Der er en tristhed over hendes ansigt,

som gør, at han bare gerne vil være sammen med hende og gøre hende glad.

Zika smiler snedigt.

”Tak for tilbuddet, Ramon,” siger Zika.

”Men jeg tror, at denne opgave har brug for … lidt magi.”

Hun vinker til Enzo. ”Enzo, vil du tage med Mirna på denne mission?”

Enzo blinker forvirret, da han hører sit navn.

”Øh, hvad? Jo, jeg kom for at fortælle om et valg, jeg har truffet …” siger Enzo uden at tage øjnene fra Mirna.

”Og hvad er det for et valg?” spørger Zika.

”At jeg vælger at tage med på den her mission,” svarer Enzo.

Den gamle Almon, der er helbreder, læner sig ind mod Zika.

”Vælg en anden,” hvisker han. ”Enzo er en enspænder. Han kan bedst lide at være alene med sig selv.”

”Jeg tror nu, han er den helt rette,” smiler Zika. ”Det er afgjort! Nala og Enzo tager med Mirna for at forhindre mit mareridt i at gå i opfyldelse.”

”Tak,” siger Mirna og bukker for prinsessen.

4. Tamoa-skoven

Kort tid efter er de alle klar. Nala og Mirna vinker farvel til prinsesse Zika og alle de andre nomer. Enzo vinker ikke til nogen. Han er alt for opslugt af Mirna. Sådan forsvinder den lille gruppe ud af byen.

Efter to dages vandring kommer de tre nye venner til Tamoa-skoven. Der er grønt og frodigt, og fuglene synger. Nala kigger sig omkring.

”Er det her Tamoa-skoven?” spørger hun. ”Den virker da meget normal.”

”Bare vent, til vi kommer længere ind,” siger Mirna trist. ”Det bliver værre.”

Enzo ser en skovskade, der sidder på en gren. Han plukker et par bær og rækker hånden med bær op mod skovskaden. Den kigger vagtsomt på ham. Så hopper den frem, tager et bær i munden og flyver væk.

’Den virkede da meget glad,’ tænker Enzo ved sig selv. ’Her er jo ligesom i Nomerskoven.’ Kort efter ankommer de til en lille træhytte.

Den ser forfalden ud. Døren hænger skævt, og taget er lappet flere steder. Foran huset står et blomsterbed bygget op af træbjælker. Men bjælkerne er rådne og faldet fra hinanden. Og der er kun ukrudt i bedet.

”Her bor jeg,” siger Mirna. ”Kom ind og tag jer et hvil, før vi drager videre.”

”Det bed har det vist ikke for godt,” siger Nala med et smil. Men Mirna smiler ikke. Nala roder sin idé-rygsæk igennem for at finde noget, hun kan reparere bedet med. Hun finder et par kileformede træstykker, som hun banker ind mellem bjælkerne. Hun får rettet nogenlunde op på det skæve bed.

”Det var min mors,” siger Mirna. ”Hun fyldte bedet med forskellige planter og blomster. Der var ikke to, der var ens. Hun elskede alle farver og former.”

Enzo kigger ind i huset. Der er bare ét stort rum. I midten står et bord med én stol, og i hjørnet står en faldefærdig seng.

”Bor du her alene?” spørger han. ”Hvor er dine forældre?”

”De er væk,” svarer Mirna. ”Min mor er død, og min far er forsvundet!”

”Jamen det var dog forfærdeligt,” siger Nala.

”Hvad skete der?”

”Det er alt sammen min skyld,” sukker Mirna. ”Min mor var menneske, og min far var elver.

Han kom på besøg fra elvernes rige og mødte min mor. De blev forelsket. Da min mor fortalte

sin familie det, smed de hende ud. De ville ikke have en elver i familien. Hele byen afviste dem.

Så de måtte flygte. Men elverne ville ikke have min mor boende. For elvere lever længere end mennesker. Og kærlighed mellem mennesker og elvere duer ikke, siger de. Men min mor og far elskede hinanden, så de flyttede herud i

skoven, hvor jeg blev født. Min mor kom sig aldrig over at være blevet udstødt af sin familie.

Hun prøvede at virke glad, men jeg kunne

altid mærke en tristhed og en sorg hos hende. Efter nogle år blev hun syg. Hun blev tyndere og blegere for hver dag, og til sidst døde hun.”

”Det var dog en forfærdelig historie. Men hvordan skulle det være din skyld?”

”Min far blev rasende,” siger Mirna. ”Han var sur på menneskene. Og han var sur på mig,

fordi jeg lignede et menneske. Og det var menneskene, sagde han, der havde slået hans store kærlighed ihjel. Til sidst fyldte vreden

så meget i ham, at han pakkede alle sine ting.

Han sagde, at han ville tage ud på en rejse. Og han bad skovånden om at passe på mig et stykke tid. Men han kom aldrig tilbage.”

”Det er jeg ked af at høre,” siger Nala og lægger en hånd på Mirnas skulder, men hun ryster den af sig.

”Kan du ikke flytte ind til Klanaka eller en anden by?” spørger Nala.

”Nej, ingen kan lide en halv-elver,” svarer Mirna forbitret.

”Jeg kan godt lide dig,” mumler Enzo, men

Mirna hører ham ikke. Hun peger på sin lille, faldefærdige hytte.

”Jeg føler mig bedst hjemme her i skoven, blandt dyrene.”

”Sådan har jeg det også,” prøver Enzo igen.

Denne gang en smule højere. ”Jeg føler mig også hjemme i skoven.”

Endelig kigger hun på ham, og Enzos hjerte springer et slag over. Hun har lagt mærke til ham.

Men hun rejser sig bare og hente en flitsbue inde i huset.

”Er I klar til at møde skovens ånd?” spørger hun. ”Det er hende, der sendte mig efter hjælp.”

De to nomer nikker tavst, og så fortsætter de alle tre dybere ind i skoven.

5. Den livløse skov

Efterhånden som de går, begynder skoven at miste sin farve. Bladene er grå og livløse. Enzo ser, at skovskaden følger dem. Den lander på en gren og pipper højt som for at advare Enzo.

Den vil ikke længere.

”Pas på,” råber Nala, da Enzo er lige ved at falde i et stort hul i jorden.

”De er overalt i skoven,” siger Mirna. ”Nogen graver huller i skovbunden, og hver gang de gør det, mister buske og træer deres liv.”

Nala får gåsehud over at se de livløse træer.

Buskene har hverken blade eller bær. Det er, som om de er fanget i en evig, grå vinter.

De fortsætter længere ind. Og nu forsvinder også lydene. Ingen fuglekvidder eller summende insekter. Bare stilhed. Det er præcis sådan, prinsesse Zikas mareridt må have set ud.

”Hvor er det uhyggeligt,” siger Nala. ”Hvad kan vi gøre for at hjælpe?”

Men Mirna svarer ikke. ”Nu er vi her,” siger hun og peger mod en lysning længere fremme.

”Skovånden kan forklare jer det hele.”

”Men hvem er skovånden?” hvisker Nala.

”Hun er vores prinsesse Zika,” svarer Mirna, ”Hun passer på skoven og våger over os alle.

Det var hende, der passede på mig, efter at jeg blev alene. Men da skoven begyndte at visne, blev hun syg.”

Nala og Enzo træder forsigtigt ud i lysningen.

Foran dem, midt i lysningen, rejser en lille høj sig. På toppen af højen står et enormt egetræ med store, snoede rødder, der borer sig dybt ned i den lille høj. Jorden er dækket af nedfaldne blade, og under dem ligger visne rester af noget, der engang var farverige blomster.

For foden af højen samler rødderne sig til en fabelagtig tronstol. I stolen sidder en lille, sammensunken skikkelse.

”Hvem er I, fremmede?” lyder en skinger stemme. ”Er I kommet for at få jeres straf?”

Nala og Enzo kigger forvirret rundt, indtil de opdager, at stemmen kommer nedefra.

På jorden foran dem står et lille, troldagtigt

væsen og fægter med en pind, som om det var et sværd.

”Er det jer, der graver huller i vores skov?” råber trolden. ”Ét skridt til, og det bliver jeres sidste!”

”Nå ja, det er Odo Overblik,” sukker Mirna. ”Han tror, at han er skovens vogter. Men han har det hele i munden.”

”Nå, det tror du, dit lange hyl,” råber trolden. ”Så kom an, og lad os se, hvad du er lavet af …”

Han løber frem og banker med grenen på

Mirnas støvle.

”Ja, men han er da i hvert fald modig,” siger

Nala med et smil.

Så lyder en spinkel stemme fra tronstolen.

”Lad dem komme forbi, Odo. De er her for at hjælpe.”

Odo vrisser og træder modvilligt til side, så

Nala, Enzo og Mirna kan nærme sig tronstolen.

6. Skovånden

I den smukke stol af flettede trærødder sidder en gammel dame. Hun er helt sunket sammen.

Og da hun løfter hovedet, ser Enzo og Nala, at hun er syg. Hun anstrenger sig og smiler svagt.

”Hvor er det godt, at I kunne komme,” siger hun. ”Man kan altid regne med Zika og hendes tapre nomer.”

Odo ser knap så imponeret ud. ”Var det alt, hvad vi kunne få?” spytter han. ”To klovne i fastelavnstøj. Hvorfor sendte Zika ikke en hær af kriger-nomer?”

”Zika har uden tvivl sendt lige præcis de to nomer, vi skal bruge,” siger skovånden. Odo

fnyser og spytter på jorden.

”Hvad er det, der foregår?” spørger Nala.

”Hvorfor visner skoven … og hvorfor er du blevet syg?”

”Ligesom i Nomerskoven er jorden her fyldt med krystaller. De giver energi. Og de forbinder alle planter, ja, alt liv i skoven.”

”Ja, dem har vi også,” siger Nala. ”Nogle gange bruger vi opfinder-nomer et par af dem i vores opfindelser.”

”Ja, de er fulde af energi,” siger skovånden.

”Men nu er der nogen, der stjæler dem fra skoven. De graver huller overalt og hugger krystallerne. Skoven mister sin livskraft og sygner hen.”

”Når jeg får fat i de tyveknægte!” udbryder

Odo og banker med sin gren på en trærod.

”Men hvorfor stjæler de krystallerne?” spørger Nala

”Vi ved det ikke,” svarer skovånden. ”Jeg kan mærke deres ondskab, men vi ved aldrig, hvor de slår til næste gang.”

”Vi skal nok finde dem,” siger Enzo modigt, mens han kigger på Mirna. Han håber, at hun bemærker ham, selvom han ikke lige aner, hvordan de skal finde tyvene.

”Tak,” siger skovånden. ”Vi har brug for jeres hjælp. For hver krystal, der forsvinder, mister jeg – og skoven – livskraft. Som alle andre skovånder er min livskraft forbundet til én bestemt krystal. Den hedder Skovens Hjerte og er begravet et hemmeligt sted.

Den har tyvene endnu ikke taget. Men hvis de finder den, forsvinder min livskraft helt, og så er skoven færdig!”

Pludselig hører de lyden af hove og vender sig om.

Et prægtigt, hvidt dyr træder ind i lysningen.

Nala gisper. Og Enzo spærrer øjnene op. Det er en kridhvid hest, så hvid, at den nærmest lyser op imod den dunkle skov. I dens pande sidder et langt, snoet horn.

”E-en enhjørning,” stammer Nala.

”Ja,” svarer skovånden med et lille smil.

”Der er ikke mange af dem tilbage.”

Enhjørningen virrer med hovedet og går over til skovånden. Hun lægger en hånd på dens mule. Enhjørningen kigger på de to nomer, der stirrer med åben mund på det prægtige dyr.

”Wow,” siger Enzo. ”Kan man ride på den?”

Skovånden ler en klukkende latter. ”En enhjørning tjener ingen. Kun en person af det reneste hjerte kan sætte sig på en enhjørning.

Og et sådant væsen ser man ikke særlig tit.”

Mirna rækker hånden ud til enhjørningen, men den trækker hovedet væk.

”Selvfølgelig,” sukker hun.

”Øv,” siger Enzo og prøver også at klappe enhjørningen. ”Den er bare så flot.”

Enhjørningen vrinsker og puffer til Enzo med sin snude, så han vælter. Nala griner, mens hun hjælper Enzo på benene.

”Jamen den nom er jo en ren kagemand,” sukker Odo. ”Han har dej i stedet for muskler.”

Men pludselig synker skovånden sammen.

Hun tager sig til hjertet. ”Åh nej, de er i gang igen,” siger hun. ”Jeg kan mærke kraften forsvinde fra skoven.”

”Vi må stoppe dem,” råber Nala. ”Men hvor er de?”

”J-jeg kan ikke mærke det præcis,” mumler skovånden afkræftet.

”Jeg har en idé,” siger Enzo. ”Hvis bare min skovmagi virker her i skoven.”

”Min magi er for svag,” sukker skovånden.

”Men lad os se, hvad du kan.”

7. Krystaltyvene

Enzo løber udenfor. Han rækker hænderne i vejret og laver nogle fagter, mens han råber: ”Magi, jeg befaler, at dyrene taler.”

Det næste, der kommer ud af munden på ham, er ikke ord, men fuglesang.

Odo klør sig på hagen. ”Wow, nu står dejarmen og synger!”

”Han synger ikke,” siger Nala. ”Han taler med fuglene.”

I samme øjeblik dukker skovskaden op og lander på jorden foran Enzo. Den lægger hovedet på skrå og lytter til Enzos kvidren. Bagefter kvidrer den noget tilbage. Så letter

den og flyver rundt over deres hoveder.

”Kom, vi følger efter skovskaden,” siger

Enzo. ”Den ved, hvor røverne er.”

”Nå, der var han heldig,” mumler Odo.

”Ja, det var ganske smart,” siger Mirna og sender Enzo et lille smil.

Enzo stivner. Mirna smiler til ham.

Odo bemærker, at Enzo rødmer. ”Kagemanden er vist blevet lun på nogen. Han er nok lavet af drømmekage,” siger han til sig selv.

Men skovskaden kvidrer utålmodigt: ”Kom nu, inden de stjæler alle krystallerne!”

De samler hurtigt deres ting. Nala, Enzo, Mirna – og Odo, der prøver at følge med på sine korte ben.

Med skovskadens hjælp finder de frem til krystaltyvene. De kan høre lyden af gravearbejde længere fremme. De gemmer sig bag de få buske, der stadig har blade på grenene. Der er en hel bande af tyve i gang med at grave huller overalt.

”Vi må snart have tømt hele skoven,” stønner en af tyvene, mens han graver. ”Hvor mange flere skal mesteren bruge?”

”Jeg ved det ikke,” svarer den anden og tørrer sved af panden. ”Men nu har vi nok til endnu et læs.”

Fra deres skjul bag buskene følger vores fire tavse helte med i det hele. Tyvene læsser krystaller i et net, der ligger på jorden. De binder nettet fast til fødderne af et dragevæsen, som hverken Nala eller Enzo før har set.

”Afsted med dig,” råber en af tyvene og klapper dragen på bagenden. Dyret udstøder en skræppende lyd og folder sine enorme vinger ud. Den tager et par besværede skridt med det tunge net. Men med to vingeslag er den i luften og forsvinder ud af syne.

To andre drager står stadig og venter på, at det bliver deres tur. Tyven går tilbage til gravearbejdet.

”Hvis nu Zika havde sendt os rigtige krigere,” hvisker Odo til Enzo, ”så kunne vi hurtigt have klaret de banditter.”

”Vi skal nok klare de banditter,” hvisker

Enzo vredt tilbage. ”På en eller anden måde …”

”Det er nu, du kan bevise, at du har mod og kampgejst,” hvisker trolden. ”Og jeg tror også, at en vis pige vil blive meget imponeret over den slags.”

Enzo bider sig i læben. Har trolden ret? Han kigger på Mirna. Hun ser stadig trist ud. Enzo tager en dyb indånding og samler alt sit mod.

”Til ANGREEEB!” råber han og spurter frem. Og trolden, der er lige i hælene på Enzo, skriger: ”Skovens vogter slår til!”

”Hvad laver de to tosser?” spørger Mirna.

Hun trækker sin daggert og stormer efter.

Nala får travlt med at lede efter ting i sin rygsæk. Hun finder et stykke reb og en klud. På to sekunder binder hun det sammen til en slynge. Hun samler sten op og slynger sin ammunition efter røverne. Slyngen virker, som den skal. Hun rammer en tyv så hårdt i nakken, at

han falder ned i det hul, han selv har gravet.

Krystaltyvene bliver først overraskede over skrigene, men da de ser de små krigere, begynder de at grine.

Mirna angriber med sin daggert, men to sekunder efter står hun overfor tre røvere med sabler.

I forvirringen letter de store drager. En kæmpe røver griber fat i Nala og kaster hende op i luften. Den ene drage griber hende med sine kløer og flyver væk med hende.

Mirna er så optaget af sine mange modstandere, at hun ikke hører vingesuset fra den anden drage. Den dykker ned og griber fat i hende. Røverne griner hånligt, mens dragen forsvinder med hende.

Enzo løber efter Mirna, men en af røverne svinger sin skovl SMASK! lige i hovedet på ham. Han falder til jorden som en sæk mel.

’Jeg har svigtet hende,’ tænker han, mens alt omkring ham bliver sort.

8. Mesteren

Enzo slider i rebene, men de giver sig ikke.

Knuderne er for stramme. Han kan høre tyvene pruste bag ham, mens de graver. De to drager er vendt tilbage. ’Men hvor er Mirna og Nala?’ tænker Enzo nervøst.

”Jeg har fundet en!” jubler en af tyvene.

Han løfter krystallen op af hullet. Planterne omkring hullet krøller sammen og mister deres farve. Tyven kaster krystallen over i en bunke ved siden af deres leder, Gråtand.

Gråtand kigger tilfreds på bunken af krystaller. De ligger ovenpå et net af tykke reb.

Gråtand samler hjørnerne af nettet og binder

dem fast til benet af en af dragerne.

”Afsted med dig,” råber han. ”Mesteren venter på endnu en ladning.”

Dragen letter med et skrig og forsvinder op mellem de nøgne trækroner.

Enzo strækker hals for at følge med i røvernes arbejde. Gråtand går hen til en lille kærre. Han løfter en perfekt rund glaskugle op fra ladet. Kuglen er fuld af en gullig røg, der hvirvler rundt indeni.

”Gråtand hidkalder mesteren,” siger Gråtand, mens han lægger en hånd på glaskuglen. Røgen samler sig omkring hans hånd, og

gnister springer indeni glasset. En dyb, uhyggelig stemme runger udover lejren.

”Jeg håber, du har gode nyheder,” dundrer stemmen. ”Jeg er træt af jeres evige klynkeri.”

”Ingen klynk, store mester,” siger Gråtand, ”Der er et nyt læs på vej til dig.”

”Godt,” svarer stemmen. ”Men jeg skal bruge mange flere. Mine krigere er endnu ikke klar.”

”Jeg ved det,” svarer Gråtand. ”Men der bliver længere og længere mellem krystallerne.”

”Så flyt videre til Nomerskoven,” lyder stemmen.

Det giver et gib i Enzo. ’Åh nej, ikke det.’

”Men Nomerskoven er fuld af nomer,” siger Gråtand.

”Hvis de giver jer problemer,” råber stemmen, ”så ryd dem af vejen!”

”Javel, mester,” svarer Gråtand. ”Vi samler et sidste læs her og rykker videre til Nomerskoven.”

’Hvad skal jeg dog gøre?’ tænker Enzo desperat.

Så hører han fuglekvidder over sig. Den lille skovskade vipper med hovedet, mens

den kvidrer højlydt. Men magien er brudt, så

Enzo kan ikke forstå den. Og han kan ikke få

armene fri til at lave sine fagter. Bag ham råber Gråtand til dragen:

”Nettet er fuldt. Flyv afsted til mesteren!”

Dragen basker med vingerne og letter med et skrål. Endnu et net fuld af krystaller forlader skoven.

Aldrig har Enzo følt sig så hjælpeløs og så alene. En tåre samler sig i øjenkrogen. Han kæmper for at holde den tilbage.

”Altså sidder du bare og vræler?” lyder en gnaven stemme. ”Vi bad om banke-nomer, men Zika sender baby-nomer.”

Enzo stopper overrasket. Der, i skjul af busken, står trolden Odo med armene over kors.

”Tror du, din kæreste synes, det er sejt, at du sidder og tuder?”

Enzo knurrer sammenbidt. ”Det er alt sammen din skyld,” hvæser han. ”Du lokkede mig til at angribe.”

”Det kender jeg ikke noget til,” snøfter Odo fornærmet. ”Men hvis du ikke vil reddes, så går jeg bare igen.” Han vender rundt og begynder at gå.

”Nej, nej, gå ikke,” hvisker Enzo. ”Skær mig fri.”

Odo kravler frem fra busken.

”Har du en plan?” spørger trolden, mens han filer løs på rebet med sin lille kniv. ”Eller

vil du løbe ud med hovedet under armen ligesom sidst?”

Rebet springer, og Enzo vikler sig hurtigt fri. Men tyvene opdager ham.

”Hey! Fangen slipper fri,” råber en af dem.

”Så bind ham igen,” råber Gråtand. ”Og stramt denne gang.”

”Hvad gør vi?” hvisker Odo og gemmer sig bag Enzo.

”Planen er deroppe,” siger Enzo og peger på skovskaden. ”Og der er ingen tid at spilde.”

Enzo laver hurtigt fagterne, der hører til formularen. ”Magi, jeg befaler, at dyrene taler!”

Skovskaden kvidrer løs, og med ét kan Enzo forstå den igen.

”Begynder du nu også,” hvæser han. ”Ja ja, måske var det ikke så smart at angribe uden en plan, men vi har altså ikke tid til snak.”

Skovskaden lander på Enzos skulder. Han hvisker sin plan til fuglen, mens han hører røverens tunge skridt nærme sig. Fuglen nikker begejstret, slår et par slag med vingerne og forsvinder ind i skoven.

”Fantastisk,” siger Odo. ”Jeg skærer dig fri.

Og du bruger tiden på at snakke med en fugl.”

”Bare vent og se,” siger Enzo med et skævt smil, mens røveren griber fat i ham igen.

9.

Efter et stykke tid slipper dragen Nala midt i luften. Hun hvirvler ned gennem trækronerne.

Men hun er heldig. Blade og grene bremser hendes fald. Hun ruller ned ad en træstamme

og videre ud på en skråning fuld af mos. Hun lander blødt, men er helt fortumlet.

Hun kommer på benene og kigger ned ad sig selv. Udover et par småskrammer er der ingen sår eller brækkede knogler.

”Der var jeg heldig,” smiler hun, da hun ser, at hendes rygsæk er landet et kort stykke derfor. Hun går hen og tager den på ryggen igen.

Hun kommer i tanke om Mirna og kigger rundt.

Mirna mod Mirna

”Mirna!” råber hun. ”Mirna, er du okay?”

Nala vandrer gennem den farveløse underskov. Hun råber Mirnas navn, men får ingen svar. Efter et stykke tid giver hun op og går bare målløst omkring.

Så hører hun en stemme.

Hun løber efter lyden, og – ganske rigtigt –længere fremme mellem buskene ser hun

Mirna sidde på hug. Hun skal lige til at råbe, da et eller andet får hende til at standse. Det ser ud til, at Mirna taler med nogen. Nala sætter sig på knæ et stykke fra halv-elveren, skjult bag en busk.

”Det er din skyld,” siger Mirna. ”Det er din skyld, at det hele er gået galt.”

Nala spidser ører, men hun kan ikke høre nogen svare. Så fortsætter Mirna.

”Hvornår forstår du det?” siger hun. ”Du er alene. Ingen kan li’ dig.”

Nala læner sig frem for at se, hvem hun taler

med. Så ser hun, at halv-elveren sidder ved

bredden af en lille skovsø. Hun taler til sit eget spejlbillede i søen. Nala gisper og holder sig for munden.

”Selv dine forældre har forladt dig,” siger

Mirna til sit spejlbillede. ”Du er hverken menneske eller elver. Du er ingenting.”

Mirna tager en sten, der ligger ved bredden, og smider ned i søen med et plask, så vandoverfladen brydes og spejlbilledet forsvinder.

Mirna rejser sig, og Nala prøver at liste baglæns, så hun ikke bliver opdaget. Men hun knækker en gren på busken og stivner.

Mirna vender sig brat. ”Hvem der?” råber hun.

Nala bliver nødt til at træde frem. Hun prøver at lyde overrasket.

”Nå, der er du,” siger hun. ”Og du er uskadt. Hvor er det godt at se.”

”Hvor længe har du stået der?” spørger

Mirna.

Nala rødmer og piller ved sit bælte. ”Ikke særlig længe …” Hun kigger op og fanger

Mirnas blik. ”Men det er altså ikke sandt!”

”Hvad er ikke sandt?” spørger den vrede pige.

”Det, du siger om, at det er din skyld,” siger Nala. ”Og at ingen kan lide dig.”

Halv-elveren rynker på næsen. Men Nala giver ikke op.

”Jeg kan lide dig. Og skovånden kan lide dig …” siger hun. ”Selv Odo kan lide dig … tror jeg nok.”

”Du ved ingenting. Du er en nom, der bor i en by fuld af nomer som dig selv,” råber halv-elveren. ”Min mor kunne ikke leve med mig, og min far ville ikke. Menneskene vil ikke kendes ved mig, og elverne ser ned på mig. Jeg hører ingen steder hjemme.”

”Men ... men,” forsøger Nala. ”Men Enzo elsker dig. Giv i det mindste ham en chance.”

Mirna fnyser. ”Ingen kan elske mig,” siger hun og sætter i løb ind i skoven. Nala står alene tilbage ved skovsøen.

”Så er vi spredt for alle vinde igen,” sukker

hun. ”Og røverne vinder.”

Men så lander en fugl på jorden foran hende. Hun genkender den med det samme og smiler bredt.

10. Nalas opfindelse

”Hvor var det smart at sende en fugl efter hjælp,” vrisser trolden Odo. ”Er du klar over, at dens hjerne er på størrelse med en valnød?”

Odo er også blevet bundet og sidder nu ved siden af Enzo og brokker sig. ”Det vil sige, at fuglens hjerne er dobbelt så stor som din!”

Enzo ignorerer ham. Men han kan også mærke tvivlen gnave. Røverne finder hele tiden nye krystaller og smider dem i dragens net. Pludselig lyder en vild kvidren, og luften fyldes med fugle. Spurve, mejser, skovskader og spætter cirkler over lejren. Samtidig lyder der høje brøl ude fra skoven.

Tyvene stopper med at grave. De spejder ud mellem træerne for at finde ud af, hvor lydene kommer fra. Men lydene kommer fra alle sider.

Og så begynder de at dukke op i udkanten af lysningen. Ulve, ræve, dådyr og vildsvin.

Alle skovens dyr er samlet. Men de standser.

Det er, som om de venter på noget.

Så hører Enzo lyden af dundrende hove.

Et hvidt lysskær glimter mellem grenene, da enhjørningen svæver gennem luften og lander i lysningen med et drøn. Den stejler, mens den vrinsker. Tyvene gisper af skræk og taber deres skovle og hakker.

Og så angriber dyrene.

Røverne trækker deres sabler. De samler sig ryg mod ryg i midten af lysningen, og lederen Gråtand knurrer af arrigskab.

Foran Enzo kommer en ræv ud af busken, og skovskaden lander på dens hoved.

”Det var godt, I kom,” siger Enzo.

”Selvfølgelig,” siger ræven. ”Det er jo vores allesammens skov, så vi må hjælpe med at beskytte den.”

Og så dukker Nala pludselig op. Hun ser helt fortumlet ud og kigger rundt på fuglene og alle dyrene, der kæmper mod krystaltyvene.

”Nala!” siger Enzo og smiler. ”Du er her også!”

”Jeg fulgte bare dyrene,” siger Nala, mens hun løsner Enzos bånd. ”Det er utroligt. Du har samlet dem alle.”

”Ja, med lidt hjælp,” siger Enzo og aer skovskaden på halsen. ”Men hvor er Mirna?”

”Øh, hun kommer desværre ikke,” svarer Nala uden at forklare.

”Jamen snak I bare løs, mens jeg sidder her og er bundet,” bjæffer Odo og himler med øjnene.

”Ja ja, dit brokkehoved,” siger Enzo og løsner troldens bånd.

”ANGRIIB!” råber Odo, så snart han er fri.

Han farer afsted. ”Skovens vogter er på vej!”

Enzo kigger over på de sværtbevæbnede tyve og så tilbage på Nala.

”Hvad gør vi så nu?” spørger han. ”Vi har ingen våben.”

”Jeg finder på noget,” siger Nala og roder i sin rygsæk. Så opdager hun en af krystallerne på jorden.

’De er jo fulde af energi,’ tænker Nala, ’og en opfinder-nom kan trække på den energi.’

Hun roder rundt i rygsækken og finder noget ståltråd. Det vikler hun rundt om et stykke jern, som hun også har i rygsækken.

’Hvordan er det nu, man trækker energi ud af stenen?’ spørger hun sig selv. Hun tager en knibtang fra bæltet og fumler videre med krystal og ståltråd.

Endelig får hun udformet en metaldims, som hun mener vil virke.

Hun fører dimsen hen i nærheden af krystallen. Og der springer gnister og små lyn fra den.

”Ja! Det virker,” jubler Nala og rejser sig.

”I er færdige med at stjæle krystaller her,” råber hun med en kraftig stemme. ”Min nye opfindelse besidder en ufattelig kraft.”

Kampene standser, og alle stirrer på Nala.

”Forlad vores skov,” råber Nala til Gråtand.

”Vi vil ikke have jer her.”

Men Gråtand griner. ”Jamen så må vi jo hellere smutte … med jeres krystaller.” Han binder det sidste reb fra nettet rundt om dragens fod.

”Nej, du gør det ikke,” råber Nala.

”Åh, jo jeg gør,” siger Gråtand og klapper

dragen på bagenden. Den virrer med hovedet og folder vingerne ud.

”Jeg advarede dig!” råber Nala og sætter ståltrådsrullen fast på krystallen. Energien

sitrer, og der lyder et gigantisk ZAP! En blå stråle skyder ud.

Men strålen ryger ikke i den retning, Nala regner med. Og med et vældig SWUSH! skyder den ind i enhjørningen og vælter det prægtige dyr omkuld.

”ÅH NEJ! Hvad har jeg gjort?” råber Nala.

Gråtand griner frydefuldt, mens dragen bag

ham letter og flyver væk med endnu et net fuld af krystaller.

Nala løber hen til enhjørningen, der stadig ligger ubevægelig på jorden.

Gråtand vender sig mod dem med et ondskabsfuldt smil.

”Kom, drenge,” hvæser han. ”Lad os gøre en ende på de her fjolser.”

11. Kampen

Røverne stormer frem med vilde skrig. De angriber dyrene med sabler, spyd og økser.

Et lille vildsvin bliver trængt op imellem

nogle trærødder ved et uddødt træ, og en røver løfter sit spyd.

Enzo kaster sin skovmagi på træet. ”Rødder, grene og stamme – nu er vi én og samme.”

Træet kommer til live, og grenene bevæger

sig som arme. De griber fat i tyven, der skriger ved synet af det levende træ. Enzo bevæger sine arme. Og træet følger med i takt med Enzos bevægelser. Enzo-træet løfter tyven op, så vildsvinet kan komme i sikkerhed.

Men træet har mistet sin livskraft; dets grene er tynde og mangler styrke. Tyven knækker grenene og river sig løs. Han vender sig mod Enzo med et hvæs.

Magien har tæret på Enzos kræfter. Han falder på knæ, netop som den væmmelige røver tårner sig op over ham med et hævet spyd. Enzo er for udmattet til at forsvare sig.

I samme sekund flyver en pil ud af buskadset og rammer tyven i armen. Han falder baglæns og taber sit spyd. Mirna springer ud af busken med en ny pil i buen. Uden tøven sender hun pilen afsted mod en anden røver.

Hun har ikke tid til Enzo, men han kigger efter hende med store, drømmende øjne.

”Hun kom tilbage.”

Mirna kaster sig ind i kampen med et skrig.

Enhjørningen kommer til sig selv og rejser sig – om end en smule fortumlet. Nala gisper af lettelse. Og der går ikke mange sekunder, før hun og enhjørningen er med i kampen igen.

Pludselig hører Enzo et højt skrig oppe fra luften.

”Wiiihaaaa,” råber Odo Overblik. Han sidder på ryggen af skovskaden og kaster grankogler efter røverbanden. ”Jeg har det totale overblik heroppefra!”

Gråtand og hans tyve begynder at trække sig tilbage. Dyrene bider, stanger, skubber og sparker.

Til sidst sætter frygten ind. Røverne ved, at de har tabt. De stikker af, løber ud af lysningen og ind i skoven. Dyrene brøler, vrinsker

og kvidrer af glæde.

”Og bliv væk fra vores skov,” råber Odo oppe fra ryggen af skovskaden.

”Og fra Nomerskoven!” tilføjer Nala med et smil.

Efter at røverbanden er stukket af, forsvinder dyrene tilbage i skoven. Den lille gruppe venner samler sig i midten af lysningen. Mirna kigger på de mange huller i jorden. Der ligger blot en lille stak krystaller i en bunke.

”Det var ikke mange, vi fik reddet,” siger hun.

”Nej, men vi fik da slået tyvene på flugt,” siger Nala. ”Så i det mindste har vi fået løst problemet.”

”Ja, det var sandelig ikke med din hjælp,” snøfter Odo og himler med øjnene. ”Takket være din ’opfindelse’ var vi lige ved at tabe.”

Nalas kinder bliver røde, og hun kigger ned i jorden.

”Og jeg er bange for, at vi ikke helt har løst problemet,” siger Enzo.

”Hvad mener du?” spørger Nala. Og så fortæller Enzo om den uhyggelige stemme i krystalkuglen.

”Så nok har vi slået tyvene på flugt,” afslutter han, ”men der er en stor ondskab derude.

Deres mester bruger krystallerne til at skabe en grusom hær.”

Mirna samler de sidste krystaller op.

”Han vil bruge skovens livskraft til at skabe en hær. Den slyngel skal stoppes,” siger hun beslutsomt. ”Men først må vi helbrede skovånden.”

12. Skovens hjerte

Mirna, Nala, Enzo og Odo nærmer sig skovånden, der sidder sammensunket i tronstolen.

”Vi fik stoppet tyvene, og alle skovens dyr hjalp til,” siger Mirna. ”Tyvene flygtede i vild panik. Dem ser vi ikke igen.”

”Godt,” sukker skovånden, men hun ser ikke særlig glad ud.

Det er tydeligt at se, at skovånden er endnu blegere end før.

”Men før de stak af,” hvisker skovånden, ”fandt de Skovens Hjerte. Og det er ved at blive fløjet langt væk. Min livskraft forsvinder, og sammen med den uddør hele skoven.”

Mirna knytter næverne og stønner sammenbidt. ”Det er alt sammen min skyld,” siger hun. ”Jeg kom for sent.”

Enzo ser det samme triste ansigt, som første gang han så Mirna i Nomerbyen. ”Det er ikke din skyld,” siger han. ”Det er mesteren, der er skyld i alt det her.”

Men Mirna svarer ikke.

Enzo sukker og sætter sig hen i kanten af lysningen et stykke derfra. Nala følger efter. Hun er også trist.

”Jeg troede, jeg kunne redde os alle med min opfindelse,” siger Nala. ”Men i stedet fik jeg næsten os alle slået ihjel.”

”Du gjorde dit bedste,” siger Enzo. ”Det gjorde vi alle.”

”Men hvad er det, jeg ikke forstår?” spørger

Nala og slår opgivende ud med armene.

Enzo svarer ikke, og sådan sidder de i tavshed et stykke tid.

”Du reddede os alle ved at tilkalde dyrene,” siger Nala så. ”Hvad er du så trist over?”

”Nå, det er ikke noget,” siger Enzo. ”Det er bare noget dumt, som du sikkert vil grine af.”

”Selvfølgelig vil jeg ikke grine,” siger Nala. ”Må jeg høre, hvad det er?”

”Det er bare, fordi …” begynder Enzo, men han stopper for at samle mod. ”Det er bare, fordi jeg tror, at jeg er blevet forelsket i Mirna.”

”Nå, det er du?” siger hun og prøver at lyde overrasket. ”Det lyder da dejligt.”

”Ja,” siger Enzo. ”Men det er bare, som om hun slet ikke lægger mærke til mig. Hvad skal jeg gøre?”

Nala kigger ned i jorden. Hun tænker på

Mirnas samtale med spejlbilledet i søen.

”Der er ikke meget, du kan gøre,” siger Nala.

”Når man ikke elsker sig selv, så kan man ikke elske andre.”

”Hvad mener du?”

”Alle, Mirna har elsket, har hun mistet,” siger Nala. ”Og hun tror, det er hendes skyld, så derfor er hun sur på sig selv.”

”Jamen det er forfærdeligt,” siger Enzo.

”Hun er jo så dejlig.”

”Ja,” siger Nala. ”Men før hun selv tror på det, kan hun ikke elske andre.”

”Så ved jeg, hvad min opgave er,” siger Enzo begejstret … men går så i stå. ”Jeg ved bare ikke, hvordan man får en person til at elske sig selv.”

Mirna dukker op og afbryder deres samtale.

”Jeg må rejse ud og finde Skovens Hjerte og redde skovånden,” siger hun kort.

”Jeg tager med,” siger Enzo uden tøven. Og Nala nikker.

”Ja, vi må stoppe mesteren, hvem end han er,” siger hun. ”Men vi ved bare ikke, hvor dragerne er fløjet hen.”

”Nej,” sukker Mirna. ”Det ved vi ikke.”

Odo dukker op. Han har en klap for sit ene øje. Han sætter hænderne i siden og iagttager de tre venner med et bistert udtryk.

”Jeg er godt fornærmet,” siger han så.

”Tænk, at I slet ikke har lagt mærke til det.”

”Lagt mærke til hvad?” spørger Enzo og kigger på ham.

Odo peger på klappen for sit øje.

”Nå, jeg troede bare, at du legede pirat,” siger Nala.

”Legede pirat,” sprutter Odo. ” Næ, mens du var ved at slå enhjørningen ihjel, smed jeg mit øje ind i nettet med krystallerne.”

”Hvad?” udbryder Nala. ”Smed du dit øje væk?”

”Nej, dompap, jeg smed mit øje ind i nettet, så jeg kan se, hvor dragen flyver hen.”

”Kan du se ud af det øje, du mangler?” spørger Enzo forbløffet.

”Ja, for modsat jer har jeg visse evner. Nu kan jeg følge dragernes flugt,” siger trolden.

”De er på vej nordpå.”

”Det er jo fantastisk,” siger Mirna og rejser

sig hurtigt. ”Der er ingen tid at spilde. Vi må afsted med det samme.”

De går ind for at sige farvel til skovånden.

”Og jeg kommer ikke tilbage uden Skovens Hjerte,” lover Mirna.

”Jeg er stolt af jer,” hvisker skovånden. ”I er meget modige. Held og lykke på jeres rejse.”

De tager alle fire afsked med skovånden.

Ingen af dem tør sige det højt, som de alle tænker: ’Mon vi finder Skovens Hjerte i tide?’

Finder Nala svaret på sit spørgsmål?

Kan Enzo få Mirna til at elske sig selv?

Hvad er mesteren ude på?

Få svarene i næste bind:

Krystalhjerte 2

Hent gratis

farvelægningsark

på nomerne.dk

Følg Nomernes vilde liv

Gå ikke glip af nye bøger eller gratis ekstramateriale. Følg Nomerne på Facebook eller Instagram.

Andre bøger af samme forfatter

Taynikma, LIX 8 • Kom godt i gang med læsningen med disse tegneserier.

Super-serien, LIX 10 • Vild med superhelte? Så er Super-serien for dig!

Lær at tegne fantasy

Drager, trolde, feer og enhjørninger. Du kan lære at tegne dem alle. Bogen ’Lær at tegne fantasy’ er 96 sider propfyldt med fantastiske tegnetips.

Bøgerne kan bestilles i enhver boghandel eller på nomerne.dk

Heksebogen, LIX 12-14 • Hvordan vil Mia bruge sine evner som heks?

Taynikma 1-16, kapitelbøger. Taynikma-bøgerne er 50 % tekst og 50 % tegneserie. De 16 bøger er samlet i 8 fantastiske dobbeltbind på hver 128 sider.

Kong Neos løver, LIX 12

Den unge soldat Mik skal ud på sin første opgave for kong Neo. En vild blanding af fantasy og action.