IN-GAME 2: KILL ZONE – hele bogen

Kill Zone

IN-GAME 2: KILL ZONE

Tekst © 2023 Jan Kjær & Emil Blichfeldt

Illustrationer af Jan Kjær

Udgivet af Agama Publishing

ISBN: 978-87-94181-59-4

1. udgave, e-bog (ePub)

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

JAN KJÆR & EMIL BLICHFELDT

2

Kill Zone IN-GAME

AGAMA

Kapitel 1 Loser

Kuglerne fløj gennem luften og pløjede muren i smadder. Anton, aka BatAzz, prøvede at krybe i dækning, men det var kun et spørgsmål om tid, før muren ville være småsten, og projektilerne i stedet ville flå ham i stykker.

”Markus, du stinker af råddent opkast! Har du ubegrænset ammo eller hva’?” skreg Anton i sit headset.

”Jeg købte en loot box, og den var så fuld af gode sager, at jeg ville dele lidt ud af dem,” grinede Markus. ”Vil du ha’ lidt flere kugler i nakken?”

Uden at vente på svar affyrede Markus’ avatar, MarksMan, en ny salve. Kuglerne ødelagde de sidste rester af muren og høvlede videre ind i BatAzz’ armor.

Den var i forvejen alt for svag, så det tog ikke mange øjeblikke, før den ikke længere var skudsikker, og BatAzz’ hitpoints bankede i bund.

”Ostereje!” skreg Anton. Det var et ret lamt bandeord, men bandekassen truede med at æde de få lommepenge, han havde. Og han var bange for, at hans mor kunne høre ham nedenunder. Skærmen blev rød, og en sort tekst proklamerede: ”YOU DIE! MarksMan wins. Respawn in a new KILL ZONE, or stay a loser?” Jeg har ikke en chance mod Markus, tænkte Anton og skreg i headsettet: ”Det er mega unfair, at du må bruge penge på loot boxe.”

”Tør øjnene, tudefjæs. Får du ikke lommepenge eller hvad?” grinede Markus, mens hans avatar lavede en sejrsdans. ”Du bli’r nødt til at få dig noget ekstra gear, ellers er du alt for noob til at komme med på missioner. Hvornår tager du dig sammen?”

Anton svarede ikke. Han loggede bare af og smed sit headset på bordet. Hvis bare jeg havde en masse penge! Han fik godt nok lommepenge, men kun hvis han hjalp til i huset, og det gad han som regel ikke. Han ville hellere game, men uden penge kunne han ikke blive sej i KILL ZONE, og det endte altid med, at hans venner skød ham i smadder for at score lette point. Kun dem med dyrt gear blev seje nok til at komme på missioner, hvor de bedste hold kæmpede

mod hinanden og vandt fedt gear. ”Det er bare så unfair,” sukkede Anton og så opgivende rundt i værelset. Beskidt tøj lå spredt ud over gulvet. På

reolens hylder lå ulæste skolebøger side om side med gamle actionfigurer og støvede legosæt. I hjørnet

stod hans kæmpe Nerdgun oven på et mindre bjerg af gule plastikkugler, der muligvis var ved at slå rødder i gulvtæppet. ”Jeg magter ikke at rydde op … I hvert fald ikke gratis.” Han mærkede maven rumle og gik ned i køkkenet.

Mor var i gang med at lave mad, og det lugtede ikke helt klamt. Hun nynnede med på en popsang i radioen og virkede glad.

Fedt nok, måske er jeg heldig, tænkte Anton og så på hende med store hundeøjne. ”Mor, kan jeg ikke få nogle penge, hvis jeg rydder op på værelset?”

Mor hakkede gulerødder og svarede uden at se op: ”Jo, du kan få en femmer.”

Anton regnede i hovedet. De billigste loot boxe kostede 250 credits, og selvom KILL ZONE var gratis, kunne man kun få credits ved at betale med rigtige penge. 250 credits svarede til 25 kroner. ”Fem kroner, mor? Det er jo ingenting. Jeg skal bruge mindst 25!”

Mor fnes bare og kørte det lange, lyse hår om bag øret. ”Hvis du skal bruge flere penge, må du snakke med din far.”

Han er ikke min far, han er min STEDfar, havde Anton lyst til at skrige. I stedet hvæsede han: ”Bent siger jo altid nej. Det ved du sgu da godt!”

Mor pegede på ham med køkkenkniven og prøvede at se streng ud. ”Og jeg ved også, at du skylder bandekassen en krone mere nu, og den er allerede på minus 120. Hvis du rydder op på dit værelse, kan du komme af med lidt af din bandegæld.”

Din store Nutella-kanon! råbte Anton inde i sit hoved. Han sukkede og tog en cola fra køleskabet.

Nu så mor næsten rigtig skrap ud. ”Ingen sodavand nu, så får du bare sukkerchok, og så kan du ikke sove. Og hvis du ikke får din søvn, så er du ikke frisk i skolen. Kan du ikke huske, hvad din lærer sagde til den sidste skole-hjem-samtale?”

”Træt og uoplagt,” knurrede Anton, mens han stillede colaen tilbage og forestillede sig, hvordan han pløkkede sin mor og stedfar i smadder i KILL ZONE. Han kunne lige se sig selv grine hånligt og sige: ”Så sku’ I nok have givet mig lommepenge,

mens I kunne! WUUUUSZZH! Smag min flammekaster, grillkyllinger!”

”Ih, hvor dejligt at se dig smile, lille Anton,” kvidrede mor og gik i gang med at lemlæste en sagesløs laks.

Antons smil forsvandt som dug for solen. ”Skal vi have fisk igen?”

”Ja, fisk er sundt og godt for miljøet, men kun vilde laks. Dem i bur er slemt,” pludrede mor.

Døren blev åbnet og smækket hårdt i. Anton og mor vekslede et blik. Bent smækkede altid med døren, når han havde haft en dårlig dag på kontoret. Han smed sit overtøj i bryggerset og kom ind i køkkenet. Han kørte en hånd gennem sit tynde, mørke hår, rettede på de store briller og så med væmmelse på fisken.

”Har du haft en god dag på arbejdet, skattemand?” Mor lavede trutmund, og Bent gav hende et skyndsomt kys. Han mumlede noget om plagsomme tosser på kontoret, rodede Anton i håret og tog en cola fra køleskabet.

Mor så skævt på ham. ”Skattemand, jeg har lige sagt til Anton, at der ikke er sodavand, og måske ...”

Bent åbnede demonstrativt colaen. ”Så er det jo godt, at jeg ikke hedder Anton.”

”Bare så strengt,” mumlede Anton, mens hans stedfar drak.

Bent smilede sit professionelle smil. ”Jeg tjener grynene. Jeg bestemmer, hvad de skal bruges til. Capisce?”

Anton snøftede. ”Så tror jeg lige, du skylder lidt til bandekassen.”

Mor fnes nervøst og rørte i sovsen. ”Capisce er italiensk.” Hun tog en dyb indånding og talte videre med sin ’gør Bent glad’-stemme: ”Har jeg fortalt om dengang, vi var i Italien, og alle troede, Bent var italiener, og talte italiensk til ham?”

”Whatever,” mumlede Anton og så sig om efter en flugtvej, før tingene udviklede sig i en helt gal retning. Intet var mere sygt end at skulle lytte til mors historier – det skulle da lige være Bents selvfedme.

”Hør efter, når din mor taler,” sagde Bent og dunkede ham i hovedet med bunden af coladåsen. Ikke så hårdt, at det gjorde rigtig ondt, men hårdt nok til, at Anton vidste, han var i farezonen, eller

far-zonen, som mor kaldte det, når hun ville advare

Anton om, at Bent var på krigsstien.

Mor så bekymret på Bent og Anton, vaskede

hænder og hev forklædet af. Hun fandt smilet frem og trykkede sig ind mod Bent. ”Alle de smukke italienske damer ville snakke med ham, men din far havde kun øje for mig.”

Han er ikke min rigtige far! tænkte Anton.

Bent smilede, stillede colaen på bordet og greb mor om livet. ”Amore.”

Årh nej, nu begynder de at kysse, tænkte Anton.

Han snuppede coladåsen og vendte ryggen til, men han kunne ikke slippe for de klamme smaskelyde, selvom han bællede resten af Bents cola, så hurtigt han kunne.

”Vi trænger til en voksenaften,” sagde Bent hæst.

”Lad os gå ud at spise.”

”Men hvad med laksen?” sagde mor uroligt.

Bent lo en rå latter. ”Den spiser knægten, ikke også, Anton?”

Bummer! nåede Anton lige at tænke, for han stod stadig med colaen for munden, da Bent vendte sig mod ham.

Bent grinede ikke længere, i stedet hvæsede han:

”Står du og bæller min cola, din lille skid?”

Anton bøvsede helt uden at ville det og mumlede: ”Nu skylder du i hvert fald til bandekassen.”

Bent blev helt rød i hovedet og så ud, som om han var ved at lade op til en af de helt store ture, men mor hviskede ham blidt i øret: ”Måske kan vi tage på hotel efter restauranten?”

Dampen gik af Bent, og han så på mor, som om hun var den største loot box i verden. ”Det var da en god idé. Det er jo fredag, og det ville jo være dumt at tjene kassen, hvis pengene ikke blev brugt til noget. Så et par tusind kan vi da godt brænde af på lidt hygge,” sagde han og blinkede lummert til mor.

Ad, hvor er de klamme, tænkte Anton og skulle lige til at kaste op i håndvasken, da han øjnede en mulighed. ”Øh, hvis I bruger tusindvis af kroner på restaurant og hotel, kan jeg så måske få 25?”

Bent skød surt underlæben frem, men hans øjne lyste op, og han smilede i stedet ondt. ”Når du lærer at arbejde, kan du få penge. Nu kan du spise fisk og vaske op som betaling for den cola, du stjal fra mig.”

Bent grinede overdrevent og blinkede til mor, der

grinede med af pligt. Han tog brillerne af og tørrede øjnene. ”Jeg burde få en førstepræmie som verdens bedste far,” mumlede han og gik ind i soveværelset.

”Du kan få præmien som verdens største fupitaliener,” hviskede Anton, mens han – inde i sit hoved – pløkkede Bent i smadder med en kæmpe Nerdgun!

Kapitel 2 ny bedste ven

”Så får du al den lækre mad for dig selv,” sagde mor og klappede Anton på håret. ”Der er en hel fisk til dig. Er det ikke dejligt?”

Anton lagde armene over kors uden at svare.

Han skyldte allerede bandekassen for meget til, at han turde fortælle mor, hvad hun kunne gøre med den rådne fisk.

Mor sukkede og trippede ind til Bent i soveværelset, hvor de skiftede til pænt tøj og talte på den der klamme voksenmåde.

De kom hurtigt ud. Bent klappede Anton på kinden, lidt for hårdt til at være venligt. ”Opfør dig ordentligt, ellers falder der brænde ned,” sagde han og lavede truende øjne. Det virkede pænt kikset, da den lille, tykke Bent med de tynde arme mest af alt lignede en skrubtudse i et stramt jakkesæt. Anton

ville nok have smilet, hvis det ikke var, fordi Bent

rent faktisk kunne gå pænt meget amok.

Mor bed sig anspændt i en meget rød underlæbe

og aede Anton blidt på kinden. ”Husk nu, at der ikke er noget sukker, og tidligt i seng,” sagde hun med et usikkert smil og blinkede nervøst med de sminkede øjne.

”Lad nu være med at pylre om knægten. Han har godt af at lære at tage vare på sig selv. Kom nu!

Taxaen venter!”

Mor kyssede Anton på håret. ”Hyg dig nu, lille nuser. Du må godt læse min nye krimi, mens vi er ude.”

Læse? Det gør jeg kun under tvang! tænkte Anton og gloede efter dem. Hvilken planet kommer I fra? Da døren smækkede, havde Anton mest lyst til at hyle af frustration, men så tog vreden over. ”Klammo kattemad,” bandede han og tog fisken og alt det andet økologiske gøgl, som hans mor havde betalt boksen for i Irma, og smed det i skraldespanden.

Så pløjede han alt i opvaskeren – inklusive de fine knive, der absolut ikke måtte komme i maskinen – og startede den på det hurtige program. Jeg har

masser af tid til at tømme maskinen, inden de kommer hjem, tænkte han.

Anton gik ud i bryggerset til kummefryseren og fandt en frysepizza, der fik en ekstra gang ost, før den røg i mikrobølgeovnen. Så tog han fire colaer i køleskabet og erstattede dem med nye fra bryggerset.

”Dem tæller Tosse-Bent ikke,” gnæggede Anton, mens han ledte øverst i skabet, hvor mor gemte slik og chips til trøstespisning oven på Bents raserianfald. Der var masser af guf på lager, og Anton tog, til han skammede sig – og der skulle en hel del til.

”Så er der serveret,” grinede han, mens han baksede rygende pizza, colaer og slik op på værelset. ”Nu ska’ Markus eddermame nakkes.”

Men Anton var håbløst bagud. Hans venner havde været i shoppen og købe udstyr. Der gik ikke lang tid i KILL ZONE, før Anton skreg desperat: ”Styr lige jeres syge upgrades. Jeg ’try harder’ altså. Hva’ med lige at give mig en chance?” Men det eneste svar var en sværm af kugler på skærmen og latter i headsettet. Anton bandede og fik sin avatar, BatAzz, til at springe ned i en brønd for at undgå kugleregnen.

”Hvis du ikke vil upgrade, så må vi jo tæske ind i hovedet på dig, at kun de seje overlever i KILL ZONE!” Markus og Benjamin havde rottet sig sammen for at nakke ham for cirka tusinde gang i løbet af de sidste timer. Okay, måske var det kun 10. gang, men det var bare så nederen, at han kun lige nåede at logge på, før de kom løbende og skød ham i smadder.

BatAzz landede på bunden af brønden og så sig om.

Ingen vej ud.

”Vi ved, hvor du er,” nærmest sang Markus og grinede hysterisk i headsettet. Han havde helt sikkert fået en overdosis Red Bull.

”Jeg føler mig gavmild. Jeg tror sgu ligefrem, jeg vil ofre en granat på ham,” fnes Benjamin.

”Du bliver til et flot springvand, LoserAss,” grinede Markus.

BatAzz, ikke LoserAss, hvornår lærer de det? tænkte Anton, mens han forestillede sig, hvordan en granat i brønden ville lave hans avatar om til en blodig vandsøjle, der sprøjtede op af brønden til hans såkaldte venners begejstring.

”Det er ikke sjovt, når I rotter jer sammen!” Anton kunne næsten tude af frustration og hviskede med tårer i øjnene: ”Jeg ville give hvad som helst for at nakke de skumbananer! Kære Gud, giv mig en loot box, og jeg skal nok opføre mig ordentligt fremover.”

Nærmest som på kommando åbnede en dør i brøndens væg sig, og en grøn arm skød frem. ”Så tag min hånd!”

”Øh, hvem er du?” sagde Anton og stirrede ind i et par røde øjne.

”Din nye bedste ven,” lød en hæs stemme.

”Fire in the hole!” skreg Benjamin, og Anton hørte granaten lande i vandet ved siden af sin avatar. Uden at tøve sprang BatAzz ind i mørket til væsnet med de røde øjne og smækkede lemmen bag sig i.

Kapitel 3 Kattemasken

Eksplosionen lød dæmpet bag lemmen. BatAzz trak vejret anstrengt. Helbred og Udholdenhed var næsten i bund. Han var i sikkerhed for eksplosionen og for sine venners angreb. Men hvem var hans nye ven?

BatAzz rakte op efter sin pandelygte, men han havde tabt sin hjelm.

Der lød et klik, og Anton blev blændet. Han blinkede et par gange for at vænne sig til lyset.

Foran ham stod en lille, fed trold med hans hjelm på.

”Klæ’r den mig?” sagde trolden med affekteret stemme.

Antons første tanke var at sige: Du ser åndssvag ud, og hvor har du fået det klamme troldeskin fra? Men i stedet mumlede han taknemmeligt: ”Tak for hjælpen.

Det var virkelig pænt af dig ...”

”Stop!” skreg trolden og holdt sig for munden for

ikke at kaste op. I stedet stødte han en kæmpe klump snot ud af sin lange næse.

”Hvad er der galt?”

Trolden fnøs og pegede anklagende på BatAzz.

”Når du taler pænt til mig, bliver jeg syg, og det gider jeg ikke, så sig noget væmmeligt, eller jeg river din strube ud!”

”Øh, hvorfor er du så grim?” sagde Anton uden at tænke.

”Mm, det var bedre,” mumlede trolden, samlede slimklumpen op fra gulvet og aede den.

”Ad, hvor er du klam! Står du og nusser med dit snot?” vrængede Anton og skyllede kvalmen væk med en ny cola og en håndfuld vingummibamser.

Trolden nærmest strålede af lykke og smilede med sine lange, gule tænder. ”T-tak, Deres Modbydelighed, må jeg ydmygt spørge om Deres navn?” spurgte trolden med en falsk høflighed.

”Øh, ja,” mumlede Anton. ”Jeg hedder BatAzz.”

Trolden nikkede anerkendende. ”Godt navn, dit ansigt ligner også lidt numsen på en flagermus.”

Anton mærkede vreden vælde op. ”Hey, stop dig selv, mutant-smølf! BatAzz betyder, at jeg er sej!”

”Yeah right,” sagde trolden sarkastisk. ”Og det er derfor, du står på bunden af en brønd uden udstyr? Meget sejt!” Han lo hånligt.

”Spis muggen ost og dø, flæskefjæs. Jeg kan sgu da ikke gøre for, at jeg ikke har råd til loot boxe,” rasede Anton i sit headset og spiste noget af den bløde mor-chokolade. Hvem køber frivilligt mørk chokolade?

Trolden rømmede sig og så alvorlig ud. ”Navnet er ikke Flæskefjæs, men Fjært.” Han grinede, og det så nærmest ud, som om han voksede, hver gang

Anton svinede ham til. ”Deres Ondskabsfuldhed, vi skal nok blive de værste venner, vi to, især når du hører, at jeg har en gave med.”

Ud fra inderlommen hev han et lille skrin, der skinnede og rystede, som om det tiggede om at blive åbnet. Trolden rakte skrinet så langt frem, at det næsten føltes, som om det var Anton selv – og ikke hans avatar – der tog imod det.

Anton smilede så stort, at chokoladen løb fra hans mundvige. Han vidste med det samme, hvad skrinet var. ”Årh manner, en loot box. Hvad skal du have for den?”

Trolden smilede så stort, at lyset fra skrinet blinkede i hans røde øjne og gule tænder. ”Den første er gratis.”

Det her er for godt til at være sandt, tænkte Anton, men åbnede ikke desto mindre loot boxen og så en skinnende kattemaske ligge på rødt fløjl. Han løftede den forsigtigt op og kunne ikke tro sine egne øjne.

”Seriøst!? Er det her, hvad jeg tror, det er?”

”Tag den på, og læg loser-livet bag dig.”

Anton havde det, som om det var juleaften. Som da han var lille og åbnede en pakke med præcis den legoborg, han havde ønsket sig.

Anton tog masken på, og BatAzz’ krop glødede af livsenergi. Hans helbred tikkede op, og det samme gjorde hans udholdenhed.

”Er det virkelig en Mask of Regeneration?”

Trolden vippede indforstået med sine buskede øjenbryn og så meget lusket ud. ”Nej, bedre. Det er en Wildcat-maske med ni liv.”

Anton kunne tude af glæde. Wildcat med ni liv kunne ikke engang købes i butikken. Den maske kunne kun fås i de dyreste loot boxe til 10.000 credits, og så skulle man være megaheldig.

”Jeg tror, jeg elsker dig,” grinede Anton til trolden, der straks kastede sort slim op.

”Addrrrhghh,” hylede trolden. En hånd med lange kløer skød frem og flåede BatAzz’ strube op. ”Jeg sagde jo, at du ikke skulle tale pænt til mig.”

”Otte ekstra liv tilbage,” mjavede kattemasken, mens Antons avatar blev helbredt på et sekund.

Anton stirrede på trolden, der helt sikkert ikke hørte hjemme i KILL ZONE. En fjern stemme fortalte ham, at han burde løbe langt væk fra det lille, lodne væsen, logge ud og finde et andet spil. Men det eneste, han kunne tænke på, var: ”Øh, Fjært. Du sagde, at du havde flere loot boxe. Hvad koster de?

… Jeg har altså næsten ingen credits.”

Fjært smilede. ”De næste kan du få til en helt speciel pris … men så skylder du mig også en tjeneste.”

”Okay,” sagde Anton og hoppede i stolen af begejstring. Hvordan kunne han være så heldig?

”Bare sig, hvad det er.”

”Jeg har brug for, at du ta’r dig sammen og bliver en del af dit team i stedet for at opføre dig som en mobbedukke. Jeg skal bruge dig og dit team til en helt speciel mission.”

Anton nikkede og smilede. ”Det er en aftale. Nu

skal jeg vise dem, at man ikke laver fis med BatAzz.”

Fjært slog sig for panden og rystede på hovedet.

”Sådan. Giv den gas, flagermuserøv.”

Kapitel 4 shotgun

BenZooka, aka Benjamin, fik sin avatar til at lave en lille sejrsdans, før han stirrede ned i brønden og sukkede. ”Hvorfor kom der kun vand op ved den eksplosion? Hvor var alt blodet … og kødklumperne?”

MarksMan, aka Markus, trak på sin avatars pansrede skuldre og trak sin sniper rifle med varmesyn, så han kunne se i mørke. Han sigtede ned i brønden. ”Der er ingen dernede,” sagde han til Benjamin og råbte derefter ned i brønden: ”Hvor har du geeeemt dig, LoserAss?”

Pludselig kom en skikkelse til syne på brøndens bund.

”Nå, der var du endelig. Æd bly!” Det rykkede i hans pansrede skulder, da MarksMan sendte et kaliber 100 panserbrydende projektil lige i fjæset på BatAzz. ”Headshot!”

”Av for dævlen! Det skal du få betalt!” skreg Anton.

Hans avatars Helbred røg helt i bund, men Wildcatmasken regenererede ham med det samme. ”Syv ekstra liv tilbage,” mjavede masken i Antons øre.

”Hvordan overlevede du det?” gispede MarksMan og ladede sin riffel.

BenZooka hev sin kæmpe bazooka frem. ”Så er det tid til en omgang kødgryde.” Hans raket fløj ned i mørket, men Anton undveg og hoppede opad fra side til side i brønden.

Eksplosionen i brønden fik en vandsøjle til at skyde i vejret, og på toppen sad BatAzz som en skinnende stjerne. Han havde trukket sit ’common’ maskingevær. ”Navnet er BatAzz, og jeg er … GENOPSTÅET!”

Hans to venner kastede sig væk og aktiverede alt, hvad de havde af armor, force fields, med pacs og andet godt.

Anton pløjede jorden op med en byge af skud, og rygende patronhylstre fløj ud af maskingeværet. Det så megasejt ud, men geværet gjorde kun lidt skade på vennernes armor. De opdagede det selv, rejste sig op og trak deres våben. Deres STORE våben.

”PSSST! Herovre,” lød en hæs stemme, som Anton straks genkendte. Trolden gemte sig bag nogle tønder et stykke derfra. Han rakte en funklende Panzershotgun frem mod Anton.

Skuddene fra MarksMans og BenZookas powerguns hamrede ind i BatAzz’ rygpanser, mens han løb hen mod trolden. Armoren blev revet i stykker, som var den lavet af pap. Antons Helbred røg endnu en gang i bund – heldigvis reddede Wildcat-masken ham. ”Seks ekstra liv tilbage.”

Anton rakte ud efter shotgunen, men Fjært trak den tilbage. ”2.000 credits,” sagde han.

”Det er 200 kroner. Det har jeg ikke,” skreg Anton, mens røg steg op fra skudhullerne i hans rygpanser. ”Kom nu med den. Du får pengene senere.”

”Okay,” sagde Fjært kort. ”Og prøv ikke at snyde mig.”

Anton rev shotgunen ud af troldens hænder og vendte sig mod sine modstandere. De fik et chok, da de så våbnet. Skuddene ville rive dem midtover på så kort afstand.

MarksMan og BenZooka pløkkede løs på Anton, og han nåede atter bunden på helbredsbarren. ”Fem

ekstra liv tilbage.” Til gengæld hamrede han igennem deres force fields med sine Panzer-skud.

”Okay, okay, stop det her. Vi nakker jo bare hinanden,” råbte MarksMan til sidst.

Skuddene holdt inde, og røgen lettede. De tre spillere stod og skulede til hinanden.

”Hvor har du fået det seje gear fra?” spurgte

BenZooka overrasket.

Anton trak på skuldrene med et skævt smil.

”Jeg har en skytsengel,” svarede han og hørte Fjært gylpe omme bag tønden.

”Det er cool nok,” udbrød MarksMan. ”Nu er du ikke så noob længere.”

BenZooka sendte BatAzz et stort smil. ”Så kan du endelig komme med på de fede missioner.”

Hjemme på værelset skålede Anton ud i luften med coladåsen. ”Det var på tide,” sagde han i headsettet.

”Hvilken mission skal vi vælge? Skal vi gå ind på en MOBA-bane eller Battle Royale?” spurgte MarksMan.

BatAzz smilede snedigt. ”Jeg har en bedre idé … men der er lige en, I skal møde først!” Han vendte sig mod tønderne. ”Kom bare frem, Fjært. Vi er klar til vores mission.”

Den lille trold kiggede frem og trådte så forsigtigt ud i det fri.

BenZooka grinede. ”Damn, han er grim. Hvem ville frivilligt vælge sådan et skod-skin?”

Fjært smilede, glad over fornærmelsen, og kiggede på BatAzz. ”Dine venner er nogle væmmelige stoddere … de er PERFEKTE til opgaven.”

”Hvad for en opgave?” spurgte MarksMan og satte hænderne i siden. ”Eller endnu vigtigere: Hvad er belønningen?”

Fjærts smil forsvandt, og han så pludselig meget alvorlig ud. ”Den her mission er så farlig, at den kræver et af de sejeste hold i KILL ZONE. Et hold, der er packed med episk gear, og som kan arbejde sammen. Modstanderen er den absolut sejeste spiller i KILL ZONE: Den Gale Ninja.”

MarksMans og BenZookas kæber ramte jorden af chok. De stirrede måbende på Fjært.

”Dit grimme trolde-skin må have været billigt, for der fulgte åbenbart ingen hjerne med,” sagde MarksMan, da han kom til sig selv.

”Ingen går op imod Den Gale Ninja. Medmindre de har et seriøst ønske om at dø.”

Fjært smilede til BatAzz og hævede et øjenbryn.

”Jeg vidste ikke, jeg havde samlet et hold pattebørn,” sagde han og vendte dem ryggen. ”Men hvis I ikke har lyst til at vinde 2.000.000 credits, så finder jeg nogle andre.”

”2.000.000 credits,” skreg Anton. ”Ej, kom nu, gutter. Lad os i det mindste høre, hvad planen er.”

Fjært vendte rundt, og hans øjenbryn skød afventende i vejret.

MarksMan trak på skuldrene, og BenZooka nikkede opgivende. ”Okay så. Lad os høre, hvad rotten har at sige.”

Fjært smilede og tog en dyb indånding, som om han skulle til at fortælle. Men han bremsede sig selv og vendte sig mod BatAzz.

”Før I får planen, så er der lige en, der skal have afviklet sin gæld til mig.”

Fjært lagde hovedet på skrå og kiggede afventende på BatAzz. ”2.000 credits, tak.”

”Årh hvad. Skal det være nu?”

Fjært svarede ikke, men holdt bare blikket fast på BatAzz.

”Argh. Grådige, lille gnom,” sagde Anton. ”Jeg er

tilbage om lidt.” Han rev headsettet af og rejste sig. ”200 kroner. Hvor skal jeg skaffe dem?”

Med ét slog det ham. Hans mor havde skiftet tøj, før de tog af sted. Måske havde hun ikke sin sædvanlige jakke på. Og Bent havde sagt, at han ville betale. Et stik af dårlig samvittighed fik Anton til at tøve, for han kunne faktisk ret godt lide sin mor.

Men den dårlige samvittighed forsvandt hurtigt. ”Jeg gør det kun, fordi det er vigtigt.”

Han tømte colaen og sneg sig ud i entréen, hvor morens jakke hang. Han lod hånden glide ned i lommen. ”Yes! Hun har glemt sin pung.” Han hev pungen op. Der var 500 kroner i sedler. Anton tog 200. ”Dem vil hun nok ikke savne. Hun kan bare få nogle flere af Bent.”

Anton tog sin jakke på og cyklede hen til den nærmeste pengeautomat. Han satte de 200 kroner ind på sit Electron-kort og cyklede som en tourrytter tilbage for at logge ind i spillet igen.

Med pumpende hjerte og sved på panden overførte han pengene fra sit kort til spillet, loggede ind og så Fjært stå med et landkort og et selvtilfreds udtryk i ansigtet.

”Tak for pengene,” sagde trolden og vinkede

spillerne nærmere. ”KILL ZONE er i fare. En spiller har sat sig for at smadre spillet … indefra.”

Tremandsholdet samlede sig omkring kortet og den lille trold, der kiggede på dem med et snedigt smil.

Kom og hør, hvordan I redder spillet … og samtidig bliver forgyldte.”

Kapitel 5 KILLER robot

Fjært satte en finger med en lang, flækket negl på kortet. ”I skal nakke Den Gale Ninja for at redde spillet,” sagde han. ”Ninjaen har hacket spillet og har udviklet evner, som ingen burde have.”

”Nå, fedt, så han flår hovedet af os,” sagde MarksMan. ”Hvordan skal vi nakke en hacker, der har psyko-skills?”

”Ja, han kan sikkert løbe vildt hurtigt,” sagde BatAzz.

”Eller springe over bygninger?” tilføjede BenZooka. ”Eller lave headshots hver gang?”

”Bare rolig, små noobs,” grinede Fjært og pruttede begejstret. ”Med min hjælp skal I nok få ninjaen ned med nakken. Jeg skal nok træne jer.”

”Træne os?” spyttede MarksMan hånligt. ”Jeg har ikke brug for at blive trænet af en lille, fed trold.”

”De her gunz skal nok nakke ninjaen,” sagde

BenZooka og spændte sine overarmsmuskler, så hans trøje var lige ved at sprække.

Fjært foldede kortet sammen og rystede opgivende på hovedet. ”Nå, men så bliver det jo en let sag for jer,” gnæggede han. ”Log ind på træningsbanen, og nak kamprobotten med jeres fantastiske ’gunz’.”

”Piece of cake,” sagde MarksMan. ”Vi ses til en omgang barneleg lige om lidt.”

De tre spillere loggede ind på træningsbanen, der var på størrelse med en fodboldbane og fyldt med smadrede biler og ødelagte huse. For enden af banen stod en hangar med lukkede porte. ”Let’s do it,” knurrede Anton og trykkede ’play’.

Jorden begyndte at ryste, og med en hvinende

lyd åbnede hangarens porte sig. En tre meter høj, gul kamprobot trådte ud. Den summede af elektrisk energi og lignede ikke nogen træningsrobot, Anton før havde set.

Fjært stod ved siden af drengene med et forventningsfuldt smil om læberne. ”Kom så, dræbere. Lad mig se, hvad I duer til.”

Anton sank en klump og sagde: ”Okay, gutter, lad os lave en kampplan ...”

”Det er en no-brainer,” afbrød Benjamin. ”Lad os smadre den.”

”Yes sirs,” istemte Mark.

MarksMan og BenZooka hev deres største våben frem og stormede frem mod robotten.

”Det her går galt!” hylede Anton og lod BatAzz trække sin shotgun, mens han løb.

Der lød en snurren af energi, der løb gennem robottens krop. En bred, rød stråle skød ud fra dens øjne og gled over de tre spillere. Robotten skannede sine tre modstandere.

BenZooka pløkkede løs med sin granat-launcher.

Robottens underarme foldede sig ud til et skjold, som granaterne eksploderede mod.

MarksMan grinede højlydt. ”HOLE IN ONE!”

Men da røgen lettede, stod robotten uskadt – med kun et par ridser i malingen på skjoldet. Dens brystkasse åbnede sig, og en blaster gled frem. Blålig energi sitrede i blasterens munding. Og med et brag, der fik hele banen til at ryste, skød en energistråle ud fra robotten.

BenZooka var midt i et spring og kunne ikke undvige. Energistrålen ramte ham i maven, så han blev kastet flere meter baglæns, ramte en stenmur

og livløs gled ned på jorden.

”Hole in one eller hul i maven, ha ha,” grinede

Fjært. ”Game over, BenZooka! Nu er det op til jer andre!”

MarksMan kastede sig ned bag en betonmur. ”Vi har vist undervurderet den robot.”

BatAzz krøb over til ham. ”Hva’ gør vi?” sagde han og tog ladegreb på sin Panzer-shotgun.

”Jeg napper ham på afstand med min sniper rifle,” sagde MarksMan. ”Du løber ind og hakker ham med den her.” Han smed et lasersværd på jorden foran BatAzz.

BatAzz pakkede shotgunen væk og greb det

futuristiske sværd med printplademønster og lysende laserklinge. ”Er det ikke en lidt simpel plan?”

”Lad være med at være sådan en pivskid. Bare kom i gang,” sagde MarksMan og skubbede BatAzz ud fra dækningen. BatAzz tumlede frem mellem ruinerne, og da han kiggede op, var han lige ved at tisse spontant i bukserne.

Robotten var alt for tæt på, og hvad værre var, så havde den genopladet sin blaster. Med et øredøvende brag fyrede den en stråle lige mod BatAzz.

”Hjæææælp,” skreg han og sprang for livet, hvilket han var i god træning med, så han undveg. Strålen pløjede jorden op under ham, så en støvsky rejste sig, og jord og småsten fløj til alle sider. ”En støvsky er et godt cover,” sagde Anton og sendte BatAzz i et perfekt rullefald gennem støvskyen, så han kom inden for sværdafstand af robotten. Han satte af, fløj gennem luften og svingede sit lasersværd, der flænsede en af robottens skulderplader.

Robotten knurrede metallisk og knyttede sin enorme næve. Et gennemsigtigt knivsblad sprang frem fra dens håndryg.

”DANG!” nåede Anton at mumle, før robotten svingede kniven. BatAzz kastede sig til jorden for at undvige. Der lød et SVUSJ! lige over hans hoved, og toppen af hans hjelm faldt til jorden.

”Hjælp!” skreg Anton i headsettet. ”Han snitter mig til sushi!”

”Til sushi? Er du da en fisk?” grinede Fjært. ”Du er i hvert fald lige så langsom som en laks på land!”

Robotten løftede kniven, mens BatAzz stadig rodede rundt på jorden.

Så lød der et skarpt smæld. Et hul dukkede op i panseret ved robottens skulder. Den blev skubbet et skridt baglæns.

”Yes!” skreg Anton, da han så MarksMan med løftet sniper rifle. ”Pløk ham igen!”

Robotten genvandt balancen og aktiverede sit armskjold i stedet for energikniven. Den vendte sig mod MarksMan med aktiveret blaster.

MarksMan fyrede igen, men projektilet lavede bare en bule i robottens skjold.

”Nu skal den skrotbunke begraves,” råbte BatAzz og dukkede ind under skjoldet, mens han svingede lasersværdet. Han ramte robotten perfekt i albuen. Laserklingen skar som gennem smør i det ubeskyttede albueled, og armen med skjoldet faldt til jorden.

Anton jublede begejstret. Men hans råb blev overdøvet af et kæmpe brag, og skærmen blev rød. YOU LOSE! Robotten havde blastet ham på klos hold.

”Game over, BatAzz,” pruttede trolden hysterisk, som om han syntes, det var det sjoveste i hele verden at se folk blive smadret.

”Så er jeg alene tilbage,” knurrede MarksMan.

Robotten var ved at lade sin blaster igen. Den blå energi sitrede.

”Alene, men sej,” sagde MarksMan og skød robotten i øjet, så halvdelen af dens hoved blæste af.

”Headshot,” brølede drengene i kor.

MarksMan sprang frem fra sit skjul og lavede en sejrsdans.

Robotten var ligeglad med, at den kun havde et halvt hoved. Den blastede igen, og blå energi blæste kødet af MarksMans knogler.

”WHAT!? Snyd. Ingen kan overleve et headshot,” rasede Markus.

”Tør øjnene, tudefjæs,” snerrede Fjært og spyttede hånligt på jorden. ”Tror du, Den Gale Ninja spiller efter reglerne?”

Markus knurrede indædt: ”Din lille loppe-pelsede luskelort.”

Et kort øjeblik så Fjært ud, som om han nød banderiet, men så skreg han af sine lungers fulde kraft: ”I er som en flok lilleputter på en fodboldbane. I løber alle sammen efter bolden. I arbejder overhovedet ikke som et team. Og I har ikke hinandens rygge.”

De tre drenge stod mundlamme og tog imod skideballen.

”Den Gale Ninja æder jer til morgenmad uden at få en sveddråbe på panden.”

”Så får han nok ondt i maven, når jeg respawner,” grinede Anton usikkert.

”Tænk jer om,” sagde Fjært, ”og kom igen i morgen, når I er klar til at træne for alvor.”

Anton sukkede. Han mærkede pludselig trætheden og kiggede på uret i hjørnet af skærmen. Klokken var tre om natten. ”Night, guys,” sagde han, og MarksMan og BenZooka mumlede noget tilbage. Så loggede de ud. Anton skulle lige til selv at logge ud, da Fjært vendte sig mod ham.

”Der er lige én ting,” sagde trolden. ”Et af ninjaens hacks er usynlighed.”

”Aha,” sukkede Anton og kunne ikke samle tankerne. ”Og hvad vil du sige med det?”

”Du kan overvinde ham med ThermoGoggles, så du kan se ham, når han er usynlig.”

Anton sukkede. ”Men de koster over 10.000 credits. Det er 1.000 kroner.”

”Præcis,” sagde Fjært og smilede med sine lange,

gule tænder. ”Men I klarer aldrig ninjaen uden, og du er jo god til at finde penge, er du ikke?”

Anton loggede af uden at svare og væltede om i sin seng.

Døren i entréen smækkede. Anton åbnede knap nok øjnene, bemærkede bare det stærke dagslys og hev puden over hovedet. Så gik døren til hans værelse op. ”Åh, min lille skat, sover du med tøjet på?”

Anton skulle lige til at knurre et svar. Så kom han i tanke om, at bordet flød med tomme coladåser, chips og slikpapir, at opvaskemaskinen ikke var tømt, og at han ikke havde fået smidt skraldeposen med den uspiste aftensmad ud. Men før han kunne hive puden af hovedet og snakke pænt til sin mor, hørte Anton sin stedfars stemme. ”Føj, hvor her stinker af selvdød teenager.”

Kapitel 6 Gavekort

”Ej, det her er for ulækkert,” skreg hans stedfar, da han kom ind på værelset i krøllet jakkesæt. Han greb en af de tomme colaer. ”Og du har drukket mine colaer. Hvad sagde jeg om det?”

Anton satte sig op i sengen uden at svare. Han ventede bare på, at Bent gik helt amok og fik sit tosseri overstået. Til Antons store overraskelse snurrede han rundt og forsvandt ud af værelset. Han hørte Bent skramle nede i køkkenet og trampe op ad trapperne igen, og Anton vidste, at et eller andet crazy var på vej. Bent kom ind igen, knaldrød i hovedet. Han hamrede en rulle affaldsposer i hovedet på Anton.

”AV!” skreg Anton. ”Ved du ikke, at det er ulovligt at slå børn?”

”Så rydder du op, makker,” råbte Bent som svar. ”Vi

var væk en enkelt aften, og så ligner huset Hiroshima, når vi kommer hjem. Det er simpelthen for dårligt. Kom i gang!”

”Hiroshima? Så skylder du vist til bandekassen,” mumlede Anton og kom op af sengen.

”Hiroshima er ikke et bandeord. Det var en japansk by, som amerikanerne sprængte til atomer. Du skulle få styr på sagerne i stedet for altid bare at spille!” skreg Bent og pustede sig så meget op, at hans briller fløj af.

”Så så, skattebasse, tror du ikke, at vi skal have en kop beroligende te?” sagde mor, samlede brillerne op og satte dem tilbage på Bents røde ansigt.

”Jeg hader te næsten lige så meget, som jeg hader møgunger,” knurrede han, men lod sig alligevel trække med ud af værelset.

Sure citron! tænkte Anton, mens han kom på benene og gik hen til sit computerbord. Han rullede en affaldspose ud og begyndte at fylde den med tomme coladåser og chipsposer. Han fejede også chipsresterne ned i posen, og da værelset var nogenlunde rent, gik han ned med skraldet.

Mor stod alene i køkkenet med en kop te, og

Anton kunne høre Bent bande inde fra sit hjemmekontor. Nu ville de gudskelov slippe for hans vrede i et stykke tid.

Anton gik ud ad hoveddøren og nåede lige at høre mor sige: ”Husk at sortere dåserne fra. De skal i metalskrald.”

”Whatever,” mumlede Anton, mens han gik ned ad stien og smed det hele i samme skraldespand.

Da han kom ind i køkkenet, var mor i gang med at rydde op. Anton skyndte sig at tømme opvaskemaskinen og fik de fine knive af vejen, før mor opdagede, de havde været i maskinen. Da hun åbnede skraldespanden, så hun fisken fra dagen før. Et glimt af tristhed gled over hendes ansigt, indtil hun hurtigt erstattede det med sit nervøse smil. ”Nå, du kunne vist ikke lide laksen,” mumlede hun bare.

Anton trak flovt på skuldrene og vidste ikke, hvad han skulle sige. Han følte sig ret meget som en skumbanan. Han havde slet ikke lyst til, at det skulle gå ud over mor, men han vidste bare ikke, hvordan han skulle sige undskyld.

Da køkkenet var rent, satte hun sig ind i sofaen med sin laptop på skødet.

Anton vidste, hvad det gik ud på. Når hun blev ked af det, shoppede hun online. Da han gik forbi sin mor på vej op mod værelset, kunne han ganske rigtigt se hende scrolle gennem kolonner af kjoler og trøjer på skærmen.

Antons stedfar kaldte på hende fra kontoret, og hun rejste sig med et suk. Stuen var tom, og der stod mors computer med kreditkortet liggende ved siden af. Anton stivnede. Kortet var lige til at snuppe. Det var næsten ikke til at modstå. Det var, som om hans krop bevægede sig af sig selv, mens han tænkte: Kan jeg være det bekendt? Men behovet for de 1.000 kroner vandt over hans dårlige samvittighed. Når de kan bruge tusindvis af kroner på en tur i byen uden mig, så fortjener jeg også nogle penge.

På fem sekunder fandt han KILL ZONEs hjemmeside, hvor han kunne købe digitale gavekort. Han købte et til 1.500 kroner på sin mors kort og sendte det til sig selv. Så hørte han mors stemme inde fra hjemmekontoret. Hun kvidrede løs og prøvede at formilde Bent.

Anton skyndte sig at lukke KILL ZONE-gaveshoppen, lægge kortet på plads og lydløst glide hen mod trappen op til sit værelse.

Mor kom træt ud fra hjemmekontoret, og Anton sendte hende et lidt for overdrevent uskyldigt smil. Han fik et lige så kunstigt smil retur, før han smuttede op ad trappen og ind i værelsets sikkerhed. Der var kun én ting, der kunne overskygge den kvælende dårlige samvittighed. Tid til at game!

Kapitel 7 Upgrade

Åh ja, den velkendte lyd af KILL ZONEs åbningsmusik. Anton var hjemme igen. Han loggede på, og BatAzz joinede MarksMan og BenZooka, der allerede var fremme.

Trolden Fjært ventede utålmodigt på ham ved siden af resterne af en gennemhullet pickup-truck. Fjært foldede et kort ud på bilens kølerhjelm.

”Ninjaen arbejder på at hacke loot box-systemet, hvilket giver adgang til uendeligt liv og psykopatiske våben,” forklarede Fjært. ”Hvis det lykkes, bliver ninjaen uovervindelig, og ingen vil gide at spille KILL ZONE. Det skal I forhindre.”

”Hell yeeaah,” skreg MarksMan og hamrede en behandsket næve med knojern ned i bilens køler.

”Det her er ninjaens base,” forklarede Fjært og pegede på et stort kryds på kortet. ”I angriber fra

tre forskellige sider, så I ikke skyder hinanden i ryggen.”

”Vi nakker ninjaen og får præmien.” BenZooka grinede grådigt.

Anton kunne se, at han allerede drømte om, hvordan han skulle bruge de 2.000.000 credits.

Fjært fortsatte: ”BenZooka, du upgrader din bazooka med termisk syn og præcisionssigte. Din opgave er at skyde fordøren i smadder, så vi lokker ninjaen ud ad bagindgangen … og der står BatAzz.”

”Jeg er klar til at nakke ninjaen!” skreg Anton i headsettet.

”Ja da, men først når vi har upgradet,” gryntede BenZooka og klappede BatAzz på skulderen. ”Jeg går i shoppen, så snart vi er færdige her.”

”Og du,” sagde Fjært og pegede på MarksMan, som allerede stod med et forventningsfuldt smil.

”Du gemmer dig med udsyn over ninjaens base, så du er klar til at snipe ninjaen.”

”Og BatAzz,” sagde Fjært. ”Du køber ThermoGoggles, så du kan se ninjaen, når han bli’r usynlig.

Og så vil jeg anbefale en TrapFinder, så du ikke udløser de booby traps, der ligger gemt hele vejen rundt om basen. Du kan ikke nakke ninjaen med

sværdet, men du kan skære hans ben op, så han bliver langsom, og MarksMan kan lave headshot.” Fjært smilede slesk. ”Spørgsmålet er bare, om du har råd til at upgrade?”

BatAzz smilede nervøst og regnede ud, at med ThermoGoggles og TrapFinderen ville alle de 1.500 kroner være brugt. Men han prøvede at lyde sej. ”Cool nok,” sagde han. ”Intet problem. Jeg er loadet.”

De tre drenge shoppede løs og mødtes fuldt udrustet med det sejeste gear 10 minutter senere.

De trænede hele dagen med små missioner i spillet. Missioner, hvor de skulle træne deres ninjadræberteknik. BenZooka drev fjenderne direkte i favnen på BatAzz. Han slicede deres ben med sværdet, så de kravlede af sted, og MarksMan lavede de perfekte

skud, der sendte fjenden til jorden med åbne halssår der, hvor hovedet havde siddet. Taktikken virkede.

Efter otte timers træning mestrede BatAzz alle moves med sværdet, inklusive de to specials Whirlwind Legcut og Jumping Piercer.

Antons fingre var helt lamme efter de mange timer, men controlleren var nærmest blevet en del

af hans krop. Hver gang de fuldførte en mission og

levelede op, grinede han ved lyden af Helbred og Udholdenhed, der steg. Han kunne tage flere skud end nogensinde før og lave de vildeste moves uden at løbe tør for energi.

Han steg fem levels på én dag.

Solen begyndte at gå ned i KILL ZONE. De tre drenge mødtes ved pickup-trucken igen. Store smil på alle ansigter.

”I er en flok elendige amatører,” sagde Fjært og smilede med sine spidse tænder. ”I fiser rundt og skyder til højre og venstre. Uden mig ville I være en flok tudegrimme tumle-tabere.”

Drengene grinede, fordi de vidste, at Fjært ikke kunne sige noget pænt. Og at hans hån i virkeligheden var ros.

”Men I er klar nu,” afsluttede han med en prut, så hans bukser blafrede, og en gul tåge bredte sig. ”I er nogle rigtige stinkere. Ligesom mig,” tilføjede han med øjne, der løb i vand fra lugten.

De tre drenges avatarer jublede. ”YEAH!” De fistbumpede. ”Vi ses i morgen tidlig.”

En for en loggede de ud, men Fjært greb fat i BatAzz’ arm. ”Vi skal lige snakke om en sidste ting.”

Anton mærkede uroen i maven. ”Nu vil du have mig til at gøre noget dumt igen. Er det ikke rigtigt?”

Fjært lo ondt. ”Vi to forstår hinanden. Lad mig fortælle dig om din særlige mission ...”

Kapitel 8 Evigdod

Computerskærmen lukkede ned. Anton rev sit headset af og kastede sig på sengen. ”Jeg kan ikke stjæle 5.000 mere fra min mor ...”

Anton kunne tude, men det fjernede ikke billedet af Fjært fra hans indre blik. Fjært, der ville have ham til at stjæle igen for at få det ultimative våben: Evigdød. En krigshandske, hvis energiklinge kunne fjerne én spiller fra KILL ZONE. Permanent.

”Det er det eneste, der forhindrer Den Gale Ninja i at respawne,” havde trolden smisket. ”Og jeg kan sørge for, at du kan købe den for … for kun 5.000 kroner, og kun du tør skaffe pengene. Jeg stoler på dig.”

”Jeg stoler ikke på dig, syge trold …” Men muligheden for at nakke den sejeste spiller i spillet og få 2.000.000 credits var en tanke, han ikke kunne slippe. Hvis det lykkedes, ville Anton kunne købe alt, og alle

ville være vilde med ham. Hans venner ville tigge om at komme på missioner med ham.

En rå latter skar op gennem gulvbrædderne fra Bents hjemmekontor.

”Jeg vil ikke stjæle mere fra mor.” Anton satte sig op i sengen. ”Men Bent har masser af gryn … praktisk talt så skylder han at bruge nogle af dem på mig ...”

Næsten uden at han ville, rejste han sig op og gik ned i stuen.

Mor flød ud foran storskærmen. Hun var helt skeløjet og havde chokolade i mundvigen. Hun havde nok shoppet færdig og var skiftet til chokolade og endeløs streaming af serier, tænkte Anton, mens han skyldbetynget listede forbi hende ud i køkkenet, hvor Bent var i gang med at åbne en flaske rødvin.

”Mmm, intet som en god amarone til at fejre de gode kurser,” grinede han til Anton og fyldte to glas. ”Skal du også ha’, knægt? Da jeg var på din alder, drak jeg masser af stærke sager, men ikke så god kvalitet som den her!”

”Du kan drikke dit mugne saftevand selv,” svarede Anton automatisk, før han huskede, at han nok skulle fedte for den gamle, så han kunne gafle hans

firmakort. ”Men, øh, tillykke med kulserne, hvad end det er.”

Bent rynkede bryn, men grinede. ”Kurser, ikke kulser. Det er aktier, jeg snakker om. Men det ved en dumrian som dig vel intet om?” hånlo han, så topmaven hoppede under den svedige skjorte. Han svansede hen til mor og rakte hende et glas.

”Tak, skat,” mumlede hun uden at fjerne blikket fra skærmen, hvor en meget muskuløs mand holdt en oversminket dame i sin favn.

Anton sydede indeni over stedfarens fornærmelse, men bed det i sig. ”Nå, men totalt sejt med de der aktiver. Dem gad jeg da godt høre mere om.”

Bent så på ham med store øjne. ”Vil du gerne vide noget om mit arbejde?”

Anton kæmpede for ikke at vende øjne. ”Jaeeh, jeg vil gerne lære at blive lige så sej til at tjene penge som dig.”

Bent fik blanke øjne. ”Hørte du det, Irene? Knægten har endelig lært at høre efter. Og dig, der sagde, at jeg var for hård. Men som jeg altid har sagt: Hårdhed avler hårdhed. Kom med, knægt, så skal jeg vise dig, hvordan verden hænger sammen.”

”Ja ja. Du ved bedst,” mumlede mor tvært. Anton var rimelig sikker på, at det ikke var, fordi vinen var sur. Det var nok mere Bents ’opdragelse’, hun ikke havde fidus til.

Anton fulgte efter sin stedfar ind på kontoret og følte sig på alle måder ussel.

Timer senere vaklede Anton ud fra Bents hjemmekontor og mumlede: ”Fatter brik af, hvorfor han er så glad over at kigge på grafer. Det er værre end at være i skole.”

Mor så skævt på ham med armene over sofaryggen. ”Jeg er bekymret for din opførsel, Anton.

Du plejer aldrig at fedte for Bent. Er du syg?”

Antons hjerte kravlede op i halsen. Har hun opdaget, at jeg snuppede hans firmakort, da han gik ud efter mere vin?

”Jeg ved ikke, om jeg skal være mest bekymret over, at du vil være ligesom Bent, eller om du lyver og lader, som om du vil,” snøvlede mor, der havde fået lidt mere end et glas vin.

Hun har ikke opdaget noget! Anton sukkede lettet og fik så en idé. ”Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg vil …

men jeg trænger til lidt frisk luft. Jeg stjal jo noget af dit slik. Skal jeg ikke købe noget nyt til dig?”

Mor smilede skævt til ham. ”Du er nu en god dreng, Anton.” Så kiggede hun forventningsfuldt på ham. ”Skal vi gå en aftentur sammen?”

Årh, verdens værste timing, tænkte Anton. ”Jeg vil helst gå selv ...”

Mor skød underlæben frem som en lille pige og snøvlede: ”Det er klart. Hvem gider gå tur med sin gamle mor?” Så famlede hun i sin pung og rakte ham 100 kroner. ”Køb lidt slik til os begge, så kan vi måske se noget sammen?”

”Måske i morgen? Jeg skal klare noget vigtigt i spillet i aften.”

Mor åbnede munden, som om hun ville sige noget, men så gik luften ud af hende, og hun sukkede. ”Ja ja, du er stor nu og har dit eget liv ...”

Anton nikkede uden at svare og følte sig som verdens tarveligste møgunge, og det var ikke engang Bents firmakort i lommen, der gav ham dårligst samvittighed.

Anton stirrede spændt på skærmen. Han havde smidt chokolade til sin mor, der bare havde set længselsfuldt efter ham, mens han forsvandt op ad trappen og ind på sit værelse.

Så loadede KILL ZONE, og følelsen af dårlig samvittighed forsvandt. Han loggede ind i shoppen, så han kunne bruge de 5.000, han havde hævet på Bents kort og sat ind på sit eget Electron-kort.

Han skrev den særlige kode, han havde fået af Fjært, og trykkede søg. Evigdøden dukkede op i shoppen. Det kraftfulde våben lå i en gammel, skjult del af shoppen og burde ikke kunne købes, men Fjærts kode havde lavet om på det. Antons finger svævede over køb-knappen. Det føltes helt forkert, men han kunne ikke stoppe nu. Han trykkede knappen ned, og Evigdøden dukkede op i hans rygsæk. En altoverskyggende følelse af glæde skyllede ind over ham. ”Yes, nu er jeg den sejeste ever!” Han lukkede shoppen og gik ind i selve spillet, hvor hans venner ventede. ”Er du klar til at rykke, BatAzz?”

”Yeah, boys, og I gætter aldrig, hvad jeg har fået!”

Kapitel 9 Teamwork

BatAzz skulle lige til at trække Evigdøden frem og vise den til holdkammeraterne, da Fjært hostede påfaldende og rystede på hovedet. Anton tog sig i det og forstod, at det nok var bedst ikke at nævne Evigdøden for vennerne. Den var trods alt umulig at købe for almindelige spillere.

I stedet trak han sin TrapFinder frem og blærede sig med den.

”Den har jo kostet kassen,” stønnede MarksMan og savlede over den kostbare TrapFinder, der fik skjulte fælder til at blive synlige.

”Lad os komme i gang,” sagde Fjært. ”For at teste, om I har lært at arbejde sammen, har jeg lavet denne ninja-testbane til jer.”

Han pegede ud over et kuperet terræn med bløde bakker oversået med støvede buske. Flere hundrede

meter væk var der malet store cirkler på jorden. Midt i de store cirkler var der banket pæle i jorden. På toppen af pælene lå der vandmeloner. Allerlængst væk stod et sortklædt fugleskræmsel, der lignede en dårlig udgave af en fastelavnsninja. ”Er det ikke flot?”

”Hold nu op, hvor er det grimt!” sukkede BatAzz.

”Oooh, du ved, lige hvad du skal sige til en lille, led trold!” pruttede Fjært begejstret.

”De cirkler kan jeg da ramme med bind for øjnene,” pralede BenZooka og hev granat-launcheren frem. Han fyrede en granat af, der ramte en meter ved siden af cirklen. Eksplosionen rev et kæmpe krater i jorden og sendte en støvsky flere meter op i luften.

”Ha ha, man kan godt se, at det ikke er dig, der er sniper,” grinede MarksMan og hev sin sniper rifle frem. Han sigtede et par sekunder. Der lød et brag, og en af vandmelonerne eksploderede, da projektilet ramte. MarksMan løftede riflen over hovedet.

”Oh yeah,” råbte han og dansede en sejrsdans.

”Ha! Alt er nemt, hvis man sigter!” fnøs BenZooka og lossede sin ven i enden.

Fjært tog sig til hovedet. ”Det er jo nemt nok, når der ikke er noget på spil.”

De tre drenge stoppede deres jubel og kiggede tavse på Fjært.

”BatAzz bevæger sig ind mod ninjaen. Området er fyldt med miner, så han får brug for TrapFinderen. BenZooka skyder granater for at holde ninjaen i skak … UDEN at ramme BatAzz … og MarksMan sniper melonerne, når BatAzz står ud for dem.”

BatAzz sank en ekstra gang. BenZooka kiggede på MarksMan med et nervøst smil. ”V-vi skal nok

klare det.” BatAzz aktiverede TrapFinderen og stivnede, da han så, at feltet foran ham var oversået med booby traps. Langsomt begav han sig ind i minefeltet.

”Skyd!” råbte Fjært til BenZooka, der rystende satte launcheren til skulderen. Han sigtede længe, før han fyrede af.

BatAzz balancerede mellem to miner, da en granat eksploderede i cirklen ved siden af ham. Han var lige ved at miste balancen, men fortsatte fremad. Da han nærmede sig en pæl med en vandmelon, hørte han igen Fjært råbe bag sig: ”Fyr!”

Der lød et skud, og en af vandmelonerne splattede ud i ansigtet på BatAzz. ”Tak, men jeg har altså lige spist,” skreg han.

”Tænk på det som dessert!” grinede BenZooka og gav den fuld gas. Granaterne faldt, og melonerne eksploderede en efter en, mens BatAzz balancerede sig gennem fælderne uden at udløse en eneste.

Endelig nåede han ud på den anden side. ”Fy for pyffer!” Hans tøj var dækket af støv og melonrester.

Han hev sit sværd frem, aktiverede special movet Whirlwind Legcut og hakkede benene af fugleskræmslet. Det faldt lige ned mod ham, og fugleskræmslets græskarhoved eksploderede lige over hans eget – så tæt på, at kuglen fra MarksMan strejfede hans hjelm.

”Det var næsten dobbelt headshot.” Han kunne høre sine venner bryde ud i jubel, og da han vendte sig, nikkede Fjært anerkendende. ”Teamwork,” sagde han kort og tog en bid af en af melonerne. ”I er klar til Den Gale Ninja.”

Anton var lettet og samtidig dødspændt. Ninjaen var næste mål! Men først var det tid til at sove.

Anton vågnede til lyden af banden nede fra sin stedfars hjemmekontor. Han stirrede på uret. ”Er Bent allerede i gang klokken ni på en søndag?”

mumlede Anton søvndrukkent. Han rodede sig i håret og fortrød næsten, at han havde gamet den halve nat, men det var bare rigtig fedt lige nu. De var blevet topseje, og den store mission ventede forude.

I aften går det løs! tænkte Anton og sjoskede ned ad trappen i pyjamas. Han kom ned i stuen, hvor mor havde dækket op.

Anton grinede glad til hende. ”Så er der klar til det store søndagsmorgenmord … øh … morgenbord, ikke mord, men bord.”

Mor rystede på hovedet ad ham og uglede hans hår. ”Der er vist en, der spiller for meget skydespil.”

Så vendte hun sig mod Bents lukkede dør og råbte: ”Så er maden klar, skat.”

Anton skyndte sig at hive bacon og æg over på sin tallerken.

”Det hele er økologisk, og husk også brød, skattepus.”

Bent kom bandende ud fra kontoret og skreg ad en eller anden i telefonen, så spyt stod fra munden,

og brillerne gled ned ad næsen. ”Ja. Jeg indrømmer

blankt, at jeg havde en forretningsforbindelse med ude at spise i fredags …” Han blinkede til mor, der fik et stramt udtryk i ansigtet. Han ignorerede det og råbte videre i telefonen: ”Men jeg har ikke hævet 5.000 kontant i går.”

Så var der stille et kort øjeblik, hvor Bent skovlede æg og bacon op på sin tallerken, mens Antons ansigt blev blegere end den hvide dug. ”Om firmakortet er stjålet?” Han skubbede mors udstrakte brødkurv til side. ”Det skal jeg ikke kunne sige, men luk bare kortet nu. Så leder jeg efter det senere ... Så stopper du fandme, Hansen. Det er søndag morgen, og den vil jeg nyde i fred og ro med min familie,” skreg Bent, lagde på og maste brillerne på plads.

Han fangede Antons nervøse blik over bordet, men misforstod hans udtryk. ”Ja ja, knægt, jeg skal nok give lidt til bandekassen. Lad os nu nyde din mors lækre mad. Tag dig ikke af mit råberi. Det er bare firmarevisoren, der snager lidt for meget og skal sættes på plads.” Han hældte juice op og skulede til Anton. ”Hold op med at sidde med åben mund, så flyver der fluer ind og lægger æg i dit tandkød.

Når du bliver stor og skal sælge aktier som farmand her, så nytter det der tudefjæs ikke.”

Anton nikkede og drak med rystende hånd af sit juiceglas. Hvordan får jeg afleveret kortet tilbage, uden at han opdager det?

Bent spiste uforstyrret videre, mens han læste nyhederne på sin telefon. Anton bundede juicen, men da han rakte ud efter mere juice, så han mor stirre på ham med et helt anderledes undersøgende blik, end hun plejede. Anton kunne mærke maven snøre sig sammen. ”Jeg er ikke sulten længere. Jeg har også nogle lektier, der skal laves.”

Bent så ikke engang op fra telefonen. ”Det der pjat med ikke at spise op er slut. Spis din mad og sig tak.”

”Jamen ...”

”Ikke noget jamen. Du hjælper fandme din mor med at rydde op, mens jeg leder efter det firmakort.”

Anton tænkte ikke engang på at nævne bandekassen. Han gik bare i gang med at skovle bacon og æg indenbords, så han kunne komme væk.

Mor nævnte heller ikke banderiet eller tog Anton i forsvar, hun spiste bare, mens hun stirrede grublende på sin søn ud af øjenkrogen.

Bent bandede bag den lukkede dør til sit kontor, mens Anton nærmest løb frem og tilbage mellem spisebordet og opvaskemaskinen. Mor stod og

tjekkede noget på sin tablet.

Da alt var ryddet af, så Anton bedende på sin mor.

”Er det okay, jeg løber op og laver lektier?”

”Hvis det virkelig er det, du skal, så må du gerne ...”

Anton skulle lige til at løbe, idet hendes stemme blev helt anderledes skarp. ”Men først skal du lige forklare mig, hvem der har hævet penge fra mit kort, og hvordan de er kommet ind på din konto.”

Kapitel 10 Rontgensyn

Anton blev kold over hele kroppen, og maven snørede sig sammen til en lille, hård knude. ”Øh, det lyder mærkeligt.”

”Jeg tror godt, du ved, hvad der er sket.” Mor så alvorligt på Anton og vinkede ham hen til skærmen, hvor hun viste ham posteringerne på hans netbank. Viste ham, at der ud over de 1.500 kroner var gået 5.000 ind, og at alle pengene var brugt igen på en KILL ZONE-konto. Antons mor havde røntgensyn.

Hun kunne se lige igennem ham. ”Anton, jeg forstår, at du er glad for at spille og træt af, at du ikke har penge nok selv. Men jeg kan ikke leve med, at du lyver og stjæler ...”

Det var, som om det hele brast inde i Anton og skyllede ud af ham. ”U-undskyld, mor,” sagde han, mens tårerne pressede sig på.

”Jeg kan kun acceptere din undskyldning, hvis du lover mig én ting.” Hun så hårdt på ham. ”Kan vi aftale, at det her aldrig sker igen?”

”J-ja, aldrig mere.” Anton nikkede og kunne ikke lade være med at græde i skam og lettelse. ”Jeg vil ikke være sådan en, der stjæler.”

Mor hev ham ind i et kram. ”Vi skal nok finde en løsning. Måske kan du betale din stedfar tilbage fra din børneopsparing og mig ved at hjælpe mere til i huset. Bare du lover ikke at gøre den slags igen.”

Anton nikkede og var nærmest lettet, idet han trak Bents firmakort frem.

Mor så alvorligt på ham. ”Du er nødt til at fortælle ham det.”

Knuden i maven voksede til dobbelt størrelse og blev tung som bly. ”T-til Bent?”

Mor tog en dyb indånding. ”Ja, det nytter ikke noget at prøve at smutte udenom. Det har jeg selv gjort alt for længe. Jeg skal nok gå med ind, når du fortæller ham det.”

Anton nikkede og følte det, som om han bevægede sig i en drøm, eller snarere et mareridt, da han bankede på kontordøren.

”Ja, kom ind. Døren er jo ikke låst!” skreg stedfaren.

Anton gik ind og så Bent stå og rode i pungen efter kortet. ”Hvordan er det forsvundet? Jeg betalte jo i taxaen hjem og har ikke været uden for en dør siden?”

Anton rømmede sig og sagde med en meget lille stemme: ”Jeg tror godt, jeg ved, hvor det er.”

Bent stirrede på ham og opdagede så kortet i Antons hånd. ”Hvor fandt du det?” sagde han med et smil, der afslørede, at han ikke havde forstået sammenhængen.

”I-i din pung,” sagde Anton med bævende stemme.

Bent blev helt hvid i ansigtet, da brikkerne faldt på plads. ”Hvornår stjal du det?” spurgte han og tog kortet.

”Da du snakkede om asier,” mumlede Anton.

Bents ansigtskulør skiftede fra hvid til rød, mens han skreg: ”Det hedder aktier, din møgunge!” Han løftede hånden, og selvom Anton aldrig var blevet slået før, så vidste han godt, hvor den hånd ville lande. Selvom Bent lignede et forvokset krybdyr med sin tykke mave og tynde arme, var Anton nu sikker på, at han kunne slå ret hårdt.

Mor gik ind foran ham og sagde med en stemme kold som is: ”Der trækker jeg grænsen.”

Bent stoppede forbløffet. ”Men han har jo stjålet!”

”Det har du også. Hver eneste gang vi har været i byen, har det været på firmaets regning, hvis jeg ikke tager meget fejl?”

Bents hånd sank ned. ”M-men det er jo noget andet.”

”Nej. Det er nøjagtig det samme,” sagde mor med armene over kors.

”Men firmaet skal have de penge tilbage, som han har taget,” sagde Bent og kløede sig i sit tynde hår.

”Ja, dem tager Anton fra sin børneopsparing, og enten kan du sige, det er en fejl, eller også kan du forklare dem, hvordan du kan have en kode, der er så simpel, at en dreng kan gennemskue den.”

Bent så meget flov ud. ”Så simpel er den da heller ikke ...”

”1, 2, 3, 4,” hviskede Anton og fortrød med det samme, at han havde åbnet munden.

Bents øjne blev smalle. ”Jeg har slet ikke spurgt, hvorfor du har stjålet?”

”Øhh, jeg havde brug for nogle vigtige våben i spillet.”

Så smilede Bent, og det var nok det værste, Anton vidste. Det der sadistiske smil, som kun blev taget i brug, når han havde udtænkt noget virkelig slemt.

”Okaaay, lille Anton. Din mor har måske reddet din røv, eller ansigt – det kan jo stort set komme ud på et. Men tro ikke, at du slipper så let. Vi kommer ikke til at tage pengene fra din opsparing. Vi sælger din computer.” Bent grinede manisk, mens Anton blev bleg og følte hele sin verden styrte sammen.

”K-kan jeg ikke bare få lov at spille den sidste kamp?”

”Lad mig lige tænke …” Bent gned sig på hagen, som om han tænkte. ”Nej, din lille taber!”

Anton stod med bævende underlæbe.

”Og ved du hvad? Vi sælger den for 5.000 kroner, og så er vi kvit,” grinede Bent og knipsede til Antons næse.

”Ej, hør nu. Det spil betyder jo så meget for Anton …” hviskede mor, mens Anton kæmpede for ikke at tude.

Men Bent løftede afværgende hånden og hvæsede: ”Jeg tager bare tilbage, hvad der er mit, og du kan ikke gøre noget ved det.” Og med de ord løb han op

ad trappen til Antons værelse, mens Anton pressede sig ind til mor og hulkede.

Bent kom tilbage og holdt triumferende Antons bærbare gamercomputer frem, der havde kostet langt mere end 5.000. ”Den bliver låst inde i kælderen med alt dit andet gamle lort, indtil jeg finder en køber. Du må finde på noget andet at lave. Gå ud og leg røvere og soldater i skoven. Det gjorde jeg, og det har gjort mig til den mand, jeg er i dag!”

Anton rev sig løs fra mor, løb op på sit værelse, smækkede og låste døren.

Han skreg ned i puden og ignorerede mor, der forsigtigt bankede på døren. Efter lidt tid gav hun op.

Anton lå på sengen og mærkede afmagten blive ædt op af vrede.

Så begyndte der at tikke beskeder ind på mobilen.

Sikkert mor, der vil være sød, tænkte Anton og ignorerede telefonen, men beskederne fortsatte. Irriteret tog han telefonen frem. Der var ganske rigtigt en del beskeder fra mor, men han kom op fra sengen, da han læste dem fra vennerne.

”Hvor bliver du af?”

”Det er nu, vi skal nakke ninjaen!”

Anton vidste først ikke, hvad han skulle gøre. Men

så huskede han stedfarens hånlige latter og knuden af vrede i maven. ”Du er verdens største pladderpadde, Bent,” hvæsede han og åbnede sit vindue. Bandt den ene ende af sit lagen fast til radiatoren.

Tog dynebetrækket af dynen og bandt det i den anden ende af lagenet. Han kastede det hjemmelavede reb ud ad vinduet og kravlede ned i haven.

Fandt kældervinduet, tog en dyb indånding og baldrede ruden.

Den Gale Ninja

Kapitel 11

BatAzz sneg sig mellem ruiner og bilvrag og nærmede sig – med tilbageholdt åndedræt – ninjaens base.

Et langt stykke rundt om bygningen var ryddet for bevoksning. Ninjaen lod ikke nogen snige sig uset

helt op til sin crib. Anton takkede guderne … eller shoppen … eller sin mors konto ... for sin TrapFinder.

Vejen hen til bagdøren var et rent minefelt. Booby traps overalt. Han ville ikke have nået 10 skridt uden sin TrapFinder, før han var blevet revet i stykker af springfælder med pigtråd eller eksploderende barberblade.

”Så skal jeg bare om bag huset,” hviskede han i headsettet og tog en dyb indånding. MarksMan og BenZooka sagde ikke noget, men han kunne høre deres anspændte åndedræt.

Efter et par lange minutter, der føltes som timer,

fik BatAzz listet sig frem til bagdøren uden at udløse nogen af fælderne.

”BatAzz rules,” hviskede Anton og tørrede sved af panden hjemme i kælderen. ”Okay, BenZooka, jeg er nået frem. Do your thing,” stønnede Anton. ”Men du vover på at ramme mig.”

”Bare rolig,” grinede Benjamin. ”Jeg banker bare lige så stille på hoveddøren.”

”Og når han kommer ud ad bagdøren, BatAzz,” lød Markus’ stemme, ”så husk at holde dig på hans højre side, så du ikke står i vejen for mit skud.”

”Got it,” stønnede Anton. ”Jeg husker træningen, nej tak til dobbelt headshot.”

”Here goes!” hviskede Benjamin. ”FIRE IN THE HOLE!”

BenZookas granater regnede ned over den lille bygning, der var sammensat af træpaller og gamle metalplader. Han havde styr på sit mål. Eksplosionerne rystede den faldefærdige bygning, og forsiden blev sprængt til smadder, men et kraftfelt beskyttede selve hovedbygningen, så de sidste granater prellede af eller eksploderede i en sky af røg midt i luften over bygningen.

”Øv, et kraftfelt!” råbte BenZooka. ”Jeg skifter

ammo. Han skal …”

Pludselig blev bagdøren revet op. BatAzz stod

ansigt til ansigt med Den Gale Ninja … eller rettere med sig selv. For BatAzz’ forskrækkede ansigt spejlede sig i ninjaens fuldmaske. Et gulligt refleksglas dækkede hans ansigt som et visir, og BatAzz stirrede bare på sit eget forvredne ansigt. Da han endelig fik samlet sig og hævet sit sværd for at lave sit special move, var ninjaen flere træk foran. I en flydende bevægelse fløj hans sorte high-velocity Magnum op, og uden tøven trykkede han af. Skuddet ramte BatAzz i skulderen, så han tabte sværdet og vaklede baglæns.

”Ikke til den side,” skreg Markus i headsettet.

Der var booby traps overalt, så BatAzz kunne

ikke kaste sig væk – i stedet gik han i knæ. I samme sekund bragede skuddet fra MarksMans sniper rifle. Ninjaen fløj baglæns tilbage i bygningen. BatAzz kunne ikke se, om han var ramt eller blot sprunget i dækning.

”Fik jeg ham?” råbte MarksMan.

”Jeg ved det ikke,” stønnede Anton forpustet – så

bed han tænderne sammen. Han valgte Evigdøden i sit Inventory, og det blå energisværd sprang frem fra handsken. ”Jeg nakker ninjaen.”

BatAzz trådte ind i mørket, før hans venner kunne sige noget. Der var kulsort, men BatAzz slog sine ThermoGoggles til og så ninjaen springe frem og begrave sit sværd i hans bryst.

”You die,” sagde ninjaen og flåede sværdet ud.

”Fire ekstra liv tilbage,” mjavede Wildcat-masken, mens BatAzz hostede blod og rullede til side. Det var i sidste sekund, for sværdklingen havde kurs mod hans hoved. Han dukkede sig lynhurtigt, og bladet slog gnister mod metalkarmen bag ham.

”Heart-RIP.” Ninjaens fingre fløj frem som kløer og flåede hans hjerte ud. Det bankede mellem fingrene, mens ninjaen så skeptisk på det.

”Tre ekstra liv tilbage,” mjavede Wildcat-masken, mens BatAzz fik et nyt hjerte og sparkede ninjaen tilbage. Ninjaen fløj baglæns og skød med sin Magnum. BatAzz undveg første skud, men de tre andre gennemhullede ham.

”To ekstra liv tilbage,” mjavede Wildcat-masken, mens BatAzz mumlede: ”Jeg har jo ikke en chance.”

Ninjaen angreb hurtigt igen, og BatAzz parerede og gjorde udfald med Evigdøden. Ninjaen slog det blå energisværd til side og lavede et Ultrapower Kick, der fik BatAzz’ hoved til at flyve af sted i en sky af blod og hoppe rundt i rummet som en bold.

”Ét ekstra liv tilbage,” mjavede Wildcat-masken, mens BatAzz’ hoved voksede frem. I stedet for at angribe gik ninjaen i forsvarsstilling.

”Hvad har jeg gjort jer?” spurgte ninjaen uden nogen form for angst i stemmen. En stemme, der lød meget lys.

BatAzz prøvede at købe sig tid, mens han samlede energi til et special move.

”Når du hacker spillet, ødelægger du det for os andre,” svarede BatAzz. ”Så må du ud.”

”Hacker spillet?” gentog ninjaen forundret og slog ud med sit sværd. Det kløvede luften en centimeter fra BatAzz’ hoved. ”Aner ikke, hvad du taler om.”

Ninjaen trådte et skridt tilbage og blev synlig igen. BatAzz slog sine ThermoGoggles fra og stirrede på ninjaen. Det gule visir var blevet flækket af MarksMans skud, og halvdelen af glasset var væk. BatAzz gloede på et halvt ansigt … af en pige. Hun

havde sort hår, lilla øjenskygge og helt mørke øjne.

”D-du er en pige,” stammede Anton fjoget.

”Naturligvis,” svarede pigen og sænkede sværdet en smule.

Ninjaen spiller ikke efter reglerne, tænkte BatAzz og sænkede kun Evigdøden en smule, mens han forventede et nyt angreb hvert sekund.

”Og du sku’ snakke om at snyde,” sagde hun pludselig.

”Hvad mener du?” spurgte BatAzz forfjamsket.

Ninjaen nikkede mod Evigdøden. ”Den der,” sagde hun koldt. ”Du bliver bandlyst fra spillet ved at bruge en Evigdød.”

BatAzz kiggede på Evigdødens summende, blå klinge. Det har Fjært ikke sagt noget om. Vent, jeg hopper ikke på den. Det er noget, hun siger for at redde sit eget skind, er det ikke?

Ninjaen begyndte at grine. ”Du sku’ se dit ansigt lige nu,” grinede hun. ”Det havde Fjært ikke fortalt dig, hva’?”

Hendes latter var ikke ond, bare hjertelig, nærmest som om hun syntes, det var synd for ham.

”Hvor kender du Fjært fra?” spurgte BatAzz.

”Åh, jeg har mødt ham i en masse spil,” svarede ninjaen. ”Og jeg dræber ham, hver gang jeg finder ham.”

”Dræber ham? Hvorfor?” spurgte BatAzz.

”Han er en virus, der bevæger sig fra spil til spil,” forklarede ninjaen. ”Han lokker noobs til at bruge penge og sætter folk op mod hinanden, så de gearer helt vildt op.”

BatAzz sagde ikke noget.

”Som han har gjort med jer, kan jeg forstå,” sagde ninjaen og pegede på Evigdøden. ”I er blevet udnyttet. Ligesom jeg selv blev det engang. Det er derfor, jeg jager Fjært gennem alle spil og nakker ham.”

”Seriøst?” sagde BatAzz, mens tandhjulene kværnede i hans hoved, og han prøvede at finde hoved og hale i det hele. Lige meget hvordan han vendte og drejede det, så gav det, ninjaen sagde, rigtig god mening. Han havde hele tiden haft en dårlig fornemmelse af Fjært.

Ninjaen stak sit sværd i skeden. ”Men du kan hjælpe mig med at stoppe ham en gang for alle her i KILL ZONE,” hviskede hun. ”Hvis du stoler på mig.”

BatAzz slukkede Evigdøden, så den blå energiklinge forsvandt ind i handsken, og så stålsat på ninjaen. ”Hvad er din plan?”

”Jo, nu skal du høre.”

”Jeg kommer ud nu,” råbte BatAzz. ”Skyd ikke!”

”WOOOW, du lever?” skreg MarksMan og BenZooka.

”Oh yeah,” skreg BatAzz. ”Den ninja er toast!”

MarksMan og BenZooka dansede rundt om BatAzz, da han var kommet fri af minefeltet. Fjært stod bagved og så skeptisk ud.

”Er ninjaen død?” spurgte han. ”Du ved, sådan

HELT DØD?”

BatAzz smilede til ham. ”Bare rolig. Han er helt ude af spillet.” BatAzz tilføjede med en hvisken: ”Og det samme er Evigdøden.”

Fjært smilede tilfreds. ”Så har I møgunger lige scoret 2.000.000 credits.”

Usårlighed

Kapitel

12

MarksMan og BenZooka festede stadig, men BatAzz var ikke en del af det. Han iagttog blot Fjært, der grinede til ham: ”Hvorfor så mopset, flagermuserøv? I har lige scoret kassen.”

”Har vi?” sagde Anton. ”Og hvem er så dine næste ofre?”

”Aner ikke, hvad du snakker om,” snerrede Fjært. ”Men hvis du ikke vil have guldet, så …” Fjært vendte sig for at gå.

BatAzz trak sin shotgun. ”Du går ikke uden at give os de penge,” kommanderede han.

MarksMan og BenZooka holdt op med at danse. ”Hvad sker der?”

”Fjært er en løgner,” forklarede Anton. ”Hans eneste mål er at lokke så mange penge som muligt ud af spillerne.”

”Hvad mener du …?” spurgte MarksMan og vendte sig mod Fjært. ”Er det rigtigt?”

”Utaknemmelige møgunger,” skreg Fjært, og hans lille krop rystede af arrigskab. ”Glem det. Aftalen er annulleret!”

”Annulleret!?” råbte BenZooka. ”Vi har gjort vores del. Host op med slanterne.”

Hurtigere end lynet trak Fjært en Super-rare Needlegun og skød.

BenZooka blev ramt lige i brystet. Hans armor splintredes, og skuddet sendte ham flyvende baglæns. Han ramte jorden som en kludedukke og krøllede sammen som en livløs klump og forsvandt fra skærmen.

”BEN!!!” skreg MarksMan.

”Han nakkede mig. Jeg er færdig. Respawner om fem minutter,” lød Bens rystede stemme i headsettet.

BatAzz affyrede sin gun mod Fjært, men ramte et usynligt skjold, der parerede skuddet.

”Bare drop det,” sagde Fjært. ”I har ikke en chance mod mig. Jeg har Globe of Invulnerability og så mange tricks i baglommen, at jeg kan nakke jer uden at miste pusten. I får ingen credits. I har tabt. Kom

videre med livet, mens I stadig har det.”

Anton skummede af raseri og hamrede controlleren ned i bordet, mens han råbte forbandelser ud i rummet. ”Din løgnagtige, lille loppelort, Fjært.”

”Tak, tak,” grinede Fjært og vendte sig rundt for at gå væk, mens MarksMans kugler prellede af mod hans skjold. ”Der er ikke noget som en god sviner.”

Så smilede Anton, da han indså, han havde et våben, der virkede. ”Ja, jeg ved, det gør dig glad, din lille pussenusse-trold.”

”Adrk,” sagde Fjært og kastede op.

”Det var så SØDT af dig at hjælpe os med at træne,” sang Anton, og Fjært stod pludselig i bræk til knæene inde i sin globe.

”Om lidt drukner min lille, smukke havtrold,” grinede Anton.

Fjært kastede op igen. Brækket nåede ham til lårene. Med en hurtig bevægelse med hænderne åbnede han den nederste del af sin Globe of Invulnerability, så det lyserøde opkast kunne løbe ud.

Anton fortsatte sit angreb: ”Årh, din sukkersøde Nutella-trold. Du må ikke gå.”

Fjært holdt sig for ørerne og trampede af sted for

at komme væk fra komplimenterne. Han trådte hen over et kloakdæksel, der skød lige op i hovedet på ham.

Pludselig hørte Anton en stemme i headsettet, der fik ham til at smile.

”Du går ingen steder, din lille fedtklump.”

Ninjaen dukkede op lige foran Fjært, inde i hans globe. ”Synd for dig, du gik lige over mit gemmested, mens der var hul i globen.” Hun holdt sin katana op mod troldens strube. Ninjaen havde smidt den flækkede hjelm, og et skævt smil spillede om hendes læber.

”Nu har jeg dig, lige hvor jeg vil have dig. Du er færdig med at lænse spillerne for deres credits.”

”DIG!!” skreg Fjært og sitrede af raseri, mens globen blev opløst.

Ninjaen svingede uden tøven sværdet, men med overraskende hurtighed rullede den lille trold til siden og landede på benene.

”Tror I virkelig, at en flok lortehatte som jer kan klare selveste Fjært?” hvæsede han.

Hans krop begyndte at ryste. Lyn stod op af jorden og omsluttede ham, mens lyden af credits

klingede i luften over ham. Han var i gang med at bruge seriøst mange penge på en upgrade.

Gennem røgen og lynene kunne de se hans skikkelse vokse. Armene skød ud fra kroppen, tykke som træstammer. Benene voksede og løftede den muskuløse krop flere meter op i luften. En rustning omsluttede hans krop. Og de sindssygeste våben i KILL ZONE dukkede op omkring ham. BatAzz holdt hånden op for at skærme mod det skarpe lys.

”Han bruger alle vores penge til at opgradere sig!”

MarksMan løftede sin sniper rifle og lavede et headshot, men som de alle regnede med, prellede kuglen af mod et sitrende gitter af lyn, der beskyttede Fjærts udviklede version.

En dyb latter overdøvede lynene. Støvet lagde sig, og en enorm Fjært trådte frem. Han var dobbelt så høj som BatAzz. Hans krop var dækket af panser, der sitrede af elektrisk forstærkning. Jorden rystede under hans skridt. BatAzz stod med åben mund og måbede over Fjært version 2.0. Den pansrede kæmpetrold pegede på sit eget hoved.

”Jeg har ingen ører, så I har ikke en chance,” brølede Fjært. ”Lad os danse!”

”Øh, jeg skal sgu spise nu,” mumlede Markus, og hans avatar forsvandt i en sky af lysende pixels.

”KRYSTER!” skreg Anton i mikrofonen. ”Når jeg ser dig i skolen, får du høvl!”

”Fokusér,” skreg ninjaen. ”Vi får kun den her ene chance.”

”Chance!?” gentog Anton forvirret. ”Chancen for at blive snittet til kebab?”

”Niks, din kujon. Chancen for at vinde. Han kan ikke høre, så jeg kan sagtens sige planen højt. Få ham ned i knæ, så du kan bruge Evigdøden. Husk, du skal ramme hovedet. Jeg afleder ham,” Og med de ord stormede ninjaen frem mod Fjært.

Jorden under hendes fødder eksploderede, da Fjært affyrede sin armkanon. Ninjaen lavede et rullefald og sprang pludselig adræt i den modsatte retning. Heldigt for hende, for en granat eksploderede og skabte et krater stort nok til at rumme en lastbil, hvor hun lige havde stået.

Ninjaen fløj gennem luften i en strakt salto. Da hun var allerhøjest og med hovedet nedad, bankede hun sin glimtende katana i en revne i Fjærts skulderpanser. Hendes katana summede af energi og skar

gennem panserpladen som en svejseflamme i metal.

Fjært skreg i smerte, drejede lynhurtigt rundt og ramte ninjaen, mens hun stadig var i luften. Hun hvirvlede ud til siden, landede flere meter væk og rullede rundt i en støvsky.

BatAzz benyttede chancen. Nu, da Fjært havde vendt siden til, var hans knæhaser blottede. BatAzz affyrede to hurtige shotgun-blasts, et i hvert knæ.

Kun det ene ramte, men Fjært kastede hovedet tilbage i et arrigt brøl. Han satte sig på knæ, netop som ninjaen rejste sig igen.

Fjært fyrede mod den omtumlede ninja, der var for groggy til at undvige og tog skuddet direkte i brystet. Hendes Helbred raslede ned og blinkede rødt. Hun faldt på knæ og famlede sig langsomt fremad. Hun var færdig med at kæmpe. Hun ville dø inden for 30 sekunder, hvis ikke BatAzz fik helbredt hende.

”NEJ!” skreg Anton, og inde i spillet smed BatAzz sin shotgun og løb frem mod Fjært med lasersværdet trukket. BatAzz samlede energi til sit special move Jumping Piercer, der sendte ham op i luften båret af en søjle af energi. Sværdet flammede, og han huggede ned mod Fjærts hoved.

Fjærts hastighed var blændende. En lysende rød klinge skød ud af handsken. Og som en slanges bid fløj kniven frem og flænsede BatAzz’ armor. Blodet sprøjtede, og BatAzz faldt livløs til jorden. Hans Helbred dalede som et fly i flammer og crashede på nul.

Fjært tårnede sig op over BatAzz, mens avataren lå i dødsspasmer. Helbredet raslede ned, og han kunne ikke stoppe det.

”Du skulle virkelig have valgt en på din egen størrelse,” grinede den enorme trold og vendte blikket mod ninjaen. ”Kun én tilbage.”

”Du rører hende ikke!!” skreg Anton i headsettet. ”Din stinkende, lille, lede …”

BLING! sagde spillet, da hans Helbred ramte nul.

”Ingen ekstra liv tilbage, men du har stadig dit eget,” mjavede Wildcat-masken og regenererede BatAzz.

Sidste liv.

”YES,” skreg Anton … og kom i tanke om våbnet i sit Inventory. ”Det er tid til EVIGDØD!”

Fjært kunne ikke høre, så han opdagede ikke, at BatAzz kom på benene igen. ”Jumping Piercer!”

BatAzz fløj op i luften og hamrede Evigdødens summende, blå energiklinge i nakken på Fjært.

Der lød et voldsomt sug, som om en portal åbnede sig. Fjært skreg og vred sig, men han var fanget af en usynlig hånd. Hans krop glødede og blev opløst i pixels.

Skriget forsvandt med de lysende prikker, mens de blev suget ind i et sort hul, der svævede midt i luften.

Hullet lukkede sig, og Fjært var væk.

Anton tøvede ikke et sekund. Han spurtede over til ninjaen. Der var sekunder tilbage af hendes liv.

Han lagde en hånd på hende for at helbrede, men vidste, at han ikke kunne nå det.

”Fjært er færdig,” gispede Anton. ”Vi fik ham.”

”Nå, så er du måske ikke helt en kujon alligevel,” hostede ninjaen.

”Hvem er du?” råbte Anton i headsettet. ”Hvad hedder du?”

Ninjaen smilede afkræftet. ”Jeg hedder …”

Skærmen blev sort.

Der lød en dyb, alarmerende stemme. ”You have been banned from KILL ZONE for using illegal hacks.”

”Årh, for dælen,” skreg Anton og smed controlleren.

I det samme gik døren til kælderrummet op. Anton genkendte skikkelsen i modlyset.

”Hvad

sker der, knægt? Gamer du, selvom jeg har taget din computer? Nu falder der brænde ned!” hvæsede Bent indædt.

End boss

Kapitel 13

”Hvordan er du kommet ind i kælderen?” spurgte

Bent og baskede med armene. Han fik øje på det knuste vindue og trådte et truende skridt frem.

”Du ligner altså en frø i en alt for lille badedragt.”

Anton kunne ikke lade være med at fnise, for Bent stod i sit fulde cykeloutfit. Hans runde mave truede med at sprænge den stramme lycra. De tynde arme dinglede ud til siden, og den kiksede hjelm sad skævt over hans hurtigbriller.

Bents ansigt blev helt hvidt. ”Du har smadret en rude, sidder og spiller, og nu … Nu griner du ad mig.

Nu får du fandme en flad.”

Grinet forsvandt øjeblikkeligt fra Antons ansigt, og han løftede afværgende hænderne. ”Nej, du må ikke slå.”

Bent grinede djævelsk. ”Og hvem skulle stoppe mig?”

I det samme lød der hurtige trin på trappen, og mor kom ned i kælderen. ”Hvad sker der?” sagde hun hårdt. Hun så helt anderledes ud. Det lange, lyse hår var bundet stramt tilbage, hun havde minimal makeup på og bukser i stedet for kjole. ”Hvis du så meget som krummer et hår på min søns hoved, så flytter vi.”

Bents arm stivnede, og han hvæsede: ”Hvis du flytter, så har I ingen penge. Det er jo mig, der betaler gildet her.”

Mor så iskoldt på ham. ”Jeg blev hjemmegående for at tage mig af Anton, så du kunne gøre karriere. Men Anton er tydeligvis blevet stor, så nu kan jeg arbejde igen. Faktisk sendte jeg ansøgninger ud sidste måned og skal til samtale i morgen.”

Bent pegede anklagende på moren, men hans stemme afslørede ham. ”D-det kan du da ikke!”

Mor fnøs og lagde armene over kors. ”Hvis du ikke snart lærer at behandle mig og Anton ordentligt, så må du klare dig selv. Og hvis du nogensinde slår nogen af os, så skal jeg sørge for, at du får en voldsdom … det skulle vist ikke være så godt for karrieren.”

Bent skyndte sig at gemme sin hånd bag ryggen.

”Men, lille pus ...”

”Ikke noget ’men’, ud i skoven med dig,” svarede mor med en beslutsom stemme. ”Kør du bare af sted på din fine, elektriske mountainbike.”

Bent nikkede forlegent, tog sin cykel fra kælderen og skyndte sig op.

Anton stirrede med åben mund på sin mor. ”Wow … du er sej!”

Hendes øjenbryn skød i vejret. ”Synes du, det er sejt, når barnerøve bliver sat på plads? Jamen så lad mig fortsætte.”

Anton sank en klump, og mors stålsatte blik virkede pludselig meget mere skræmmende end både Fjært og Bent tilsammen.

”Du skylder en masse, og det er ikke penge, jeg taler om. Du skylder respekt. Fra nu af laver du mad to gange om ugen og hjælper med rengøring hver uge.”

Anton nikkede.

”Du skal ud og lave noget med dine venner udenfor i stedet for bare at spille hele tiden.”

Anton nikkede igen, mens han tænkte over, om han kunne få gutterne med til det.

”Til gengæld beholder du din computer og kan spille to timer hver dag.”

Anton smilede lettet. ”Tak, mor.”

Hun smilede ikke. ”Hvis du ikke holder, hvad du lover, så ...”

Anton nikkede hurtigt og behøvede ikke at få skåret ud i pap, hvad hun så ville gøre.

Mor smilede stramt. ”Og stik så ud og leg.”

Anton skyndte sig ud, helt uden at pointere, at man ikke legede i hans alder.

”Hva’ skal jeg bruge resten af dagen til?” mumlede han og stak hænderne i lommen. Så huskede han pludselig, at Bent havde sagt, han skulle ”lege røvere og soldater i skoven”. Den selvsamme skov, som Bent kørte på mountainbike i. Det gav Anton en idé, og han sendte hurtigt en besked til sine venner i KILL

ZONEs lobby: ”Mød mig i skoven til det endelige opgør med den værste end boss. Husk Nerdgunz.”

Sollyset faldt gennem bøgetræernes blade og fik dem nærmest til at lyse grønt. Anton lænede sig op ad den knudrede bark og indsnusede den liflige duft af skov, hørte lyden af et dæk bremse i gruset og så Markus

springe af sin cykel. ”Fed idé at kæmpe videre herude,” sagde han og løftede sin store Nerdgun.

”Yeah!” Anton løftede sin gigablaster.

En cykel mere bremsede i gruset på skovens parkeringsplads. ”Årh, den er fed,” sagde Benjamin.

”Skal du være end boss med den?”

Anton grinede. ”Nej, det er ikke mig, der er end bossen.”

Endnu en cykel bremsede i gruset. ”Og hvem er så det?” sagde en pigestemme.

Anton stirrede på en lidt buttet pige med blåt hår og store, smarte briller. Hans hjerte slog lidt hurtigere, for Vibe fra klassen var gået fra at være en usynlig pige til at være klassens sejeste nørd.

”H-hva’ laver du her?”

”Jeg fik den samme besked som de andre, og så fik jeg lyst til at se den BatAzz, der nakkede Fjært, i virkeligheden.”

Antons øjne blev store. ”Er du Den Gale Ninja?”

Vibe nikkede med et skævt smil, så solen blinkede i metallet på hendes tænder. Hun trak en helt sort Nerdgun frem. ”Hvem er det, vi skal nakke?”

Anton smilede bredt. ”Følg mig.”

Vinden susede i træerne. Jorden under de fire

venner var fugtig, men de ventede tålmodigt under busken. Et egern sprang ud på stien og gav sig til at gnaske i en nød.

Benjamin så spørgende fra sin gun til Anton, der rystede på hovedet og hviskede: ”Vent lidt. Fjenden kommer snart.”

En susen i gruset fik egernet til at se op, gribe sin nød og springe over vandløbet, der løb langs stien.

”Så er det nu,” hviskede Anton og slyngede sin gigablaster til skulderen.

Deres våben poppede, samtidig med at en svedende mand i alt for stram lycra kom fræsende på sin elektriske mountainbike. Skumgummi-projektiler og plastikkugler hamrede ind i hans krop og ansigt.

”Hva’ fae…?” skreg han og fik munden fuld af kugler.

Bent tog hænderne fra styret for at beskytte sig.

Cyklen skred ud. I et endeløst sekund hang den i luften, før rytter og cykel havnede i vandløbet.

”Det skal I få betalt!” skreg han, mens de fire løb skraldgrinende af sted.

”Var det ikke lidt for nemt?” sagde Vibe med et smil.

”Tjo,” svarede Anton. ”Men jeg har drømt om at få ham ned med nakken længe.”

”Tror du ikke, du får en mega skideballe?” spurgte Benjamin.

”Helt sikkert, men som Bent selv siger: Når det bliver hårdt, så fortsætter de hårde,” svarede Anton med et skævt grin. ”Og jeg tror, de her hårde gutter og gutinde godt kan kæmpe videre et par timer herude, før jeg skal hjem til skideballe.”

Har du også læst ...

Trolden Fjært rakte en funklende Panzer-shotgun frem mod Anton, der straks greb ud efter den.

Men Fjært trak shotgunen tilbage.

”2.000 credits,” sagde den griske, lille rotte.

”Det er 200 kroner. Det har jeg ikke,” skreg Anton, mens røgen steg op fra skudhullerne i hans rygpanser.

”Gi’ mig den nu. Du får pengene senere ...”

Anton og hans venner bliver udvalgt til at redde spillet

KILL ZONE, som er ved at blive ødelagt indefra af Den Gale Ninja.

Ninjaen er den vildeste dræber, og kun spillere med det sejeste gear kan gå op imod ham. Der er bare ét problem: Gear koster penge, og dem har Anton ingen af.

Hvordan skal Anton skaffe upgrades? Og hvem er venner, og hvem er fjender? For alt er ikke, som det ser ud til i KILL ZONE.

KILL ZONE er en selvstændig bog i serien IN-GAME – hvor hver bog vender verden på hovedet, både den, du kender fra virkeligheden, og den fra spillet.